Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenes punkt 73-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Onsdag den 14. oktober 1998

 

Dagsordenens punkt 73

Landstingsmedlem Anthon Frederiksen forespørger om, hvilken indsats der er gjort overfor fangere, der har mistet deres hunde p.g.a. hundesyge.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:

 

Jeg har fremsat forslag om at man tog initiativ til iværksættelse af hjælp til fiskere og fangere, der har mistet deres hunde i forbindelse med hundesyge i foråret 1998.


Alene i Ilulissat by mistede man 3 - 4.000 hunde, hvilket medførte stort tab for de fiskere og fangere, hvis hovederhverv er fiskeri og fangst. Problemet vil være meget stort til vinter, når fiskeriet med hundeslæde starter igen. I sin begrundelse for at forslaget ikke bliver taget op i Landstinget henviser formandskabet til besvarelserne i forbindelse med Naimanngitsoq Petersens fremlæggelse af sit forslag under forårssamlingen. Derfor vil jeg endnu engang støtte landstingsmedlem Naimanngitsoq Petersen, idet han bl.a. sagde, og jeg citere: Ahvis man ingen hunde har, kan man ikke drive erhvervet.” Derfor vil jeg endnu engang spørge om, hvad man har opnået med henvisning til hvad landsstyremedlemmet fremkom med under sin besvarelse.

 

Endvidere vil jeg gerne have besvarelse på, om man agter at støtte og hjælpe fiskere og fangere i andre kommuner, som dette var tilfældet i forbindelse med en lignende situation i Qaanaaq kommune, idet landsstyremedlemmet dengang svarede, ALandsstyreområdet vil i samarbejde med kommunen og dyreværnsmyndighederne til stadighed arbejde for at klarlægge omfanget af problemet.” Hvilken indsats har man siden gjort for fangerne i Qaanaaq, udøvede man en indsats eller hvad skete der?

 

Paaviaaraq Heilmann, Landsstyreområdet for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug:

 

Først skal jeg bemærke, at jeg har forkortet besvarelsen i forhold til det skrevne. Hr. Anthon Frederiksen har spurgt om hvilken indsats, der er gjort over for fangerne i Qaanaaq i forbindelse med hundedøden i foråret 1998 samt om man agter at støtte og hjælpe fiskere og fangere i andre kommuner, som er kommet i lignende situation.

 

Qaanaaq nedsatte en arbejdsgruppe, som skulle afdække hundedødsproblematikkens faktiske omfang, idet der på daværende tidspunkt verserede mange udokumenterede oplysninger. Kommunen sendte en ansøgning om hjælp i form af snescootere, erstatning samt erstatningshunde, idet kommunen endnu ikke havde afdækket det faktiske behov for erstatning af erstatningshunde, besluttede jeg dengang at sende snescootere til afhjælpning af det aktuelle behov.

 

Fire egnede transportmaskiner blev øjeblikkelig sendt af sted. Det blev givet på betingelse af, at de i det omfang de skulle anvendes til fangstaktiviteter, kun blev anvendt af fangere med gyldigt fritids- eller erhvervsjagtbevis. På det tidspunkt var der registreret 49 indehavere af jagtbevis, heraf 33 med erhvervsjagtbevis.

 


Landsstyreområdet har siden været i løbende kontakt med kommunen og arbejdsgruppen. Indtil nu har Landsstyreområdet ikke modtaget en specificeret opgørelse over behovet for erstatning og erstatningshunde fra kommunen. Landsstyreområdet følger således nøje op på situationen. Arbejdsgruppen overvejer i løbet af sommeren at anskaffe erstatningshunde i Ilulissat, men på grund af sygdomsudbrud blandt hunde også i Ilulissat har man foreløbig skrinlagt ideen. I stedet hjælper fangerne hinanden med hunde i fornødent omfang.

 

Til den veterinære side af sagen kan det siges, at i henhold til Hjemmestyrets bestemmelser om bekæmpelse af rabies, hundegalskab, skal alle hunde vaccineres, når de er 4 måneder gamle, og derefter hvert 3. år. Der anvendes en kombinationsvaccine, som ud over at give beskyttelse mod rabies også beskytter mod parvovirus, smitsom leverbetændelse, og libtusbirose. Selvom kombinationsvaccinen ikke giver en garanteret beskyttelse i lige lang tid mod de forskellige sygdomme, så er det veterinærafdelingens erfaring, at der opnås en tilfredsstillende beskyttelse. Det har f.eks. med hundesygen i Ilulissat vist sig, at kun omkring 2% af de vaccinerede hunde døde, mens 80-90% af ikke-vaccinerede hunde døde.

 

Beklageligvis har alt for mange ikke fulgt Hjemmestyrets regler og anbefalinger på området med tab af hunde og andre omkostninger til følge. Landsstyreområdet har ikke fået henvendelser eller ansøgninger fra andre kommuner end Qaanaaq. Derimod har den særlige hjælpefond modtaget ansøgninger fra Tasiusaq i Upernavik kommune. Dog er hjælpefondens midler begrænsede. Ansøgningerne bliver behandlede og fordelt af bestyrelsen fra fonden efter de kriterier, som bestyrelsen udstikker. Jeg har fået oplyst, at bestyrelsen har holdt møde i weekenden den 3. o g4. oktober om de modtagne ansøgninger.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:

 

Jeg siger tak for besvarelsen. I svarnotatet kom man blandt ind på i forbindelse med vaccination mod hundesygdomme. Det har jeg undersøgt, og har undersøgt hvilke regler der gælder på området, og fra Sekretariatet har jeg fået at vide, at den eneste regel er en Bekendtgørelse om vaccine fra september 1997 vedrørende vaccination mod rabies, og derudover en instruktion vedrørende hundesygdomme, så derfor kan jeg ikke påstå, at det, der blev nævnt i svarnotatet ikke passer helt, fordi reglerne kun vedrører rabies. Tak.