Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 05-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Onsdag den 18. marts 1992

Dagsordenens punkt 5.

 

Redegørelse vedrørende nationalsang.

(Formandskabet)

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert

 

 

Bendt Frederiksen, Landstingsformand:

For nogle år siden blev der her i Landstinget fremsat et forslag om at få en af myndighederne godkendt nationalsang for det grøn­landske folk. Under debatten blev det nævnt, at "Nuna asiila­sooq" også kunne betragtes som værende egnet til national­sang.

 

Imidlertid ønskede Landstinget, at interesserede skulle gives mulighed for at fremkomme med alternative forslag til nationalsang for det grønlandske folk.

 

Imidlertid gav man ikke samtidig sangskrivere og kompo­nister, der måtte komme med forslag retningslinier for, hvordan tekst og melodi skulle ud­arbejdes.

 

Herefter blev der indsendt otte forslag til en national­sang. For nøje at foretage en af disse tog tidligere formand for Landstinget, nemlig Lars Chemnitz - efter at være fratrådt som Landstingsformand - som personligt inte­res­seret initiativtager og udpegede et landstingsmed­lem til sammen med sig at foretage vurdering af egnede natio­nal­sange, som så skal fremlægges for Landstinget. Denne person er landstingsmedlem og musikinteresseret, som også ærer den nationale identitet, nemlig Jonathan Motzfeldt. Disse to har sammen med Nuuks to organister gennemgået forslagene til nationalsange.

 

Den foreløbige vurdering skete i løbet af efteråret 1991. Denne vurdering skete i midten af en tid, hvor den grøn­landske sangbog var under genoptrykning, hvorfor det havde været meget ønskeligt at optage den nye nationalsang i den genoptrykte sangbog.

 

Denne gruppe vurderingstagere har ment, at antallet af forslag til en ny nationalsang ikke er tilstrækkeligt, hvilket man også har orienteret mig om.

Derfor har initiativtageren og jeg været enige om, at vi gennem medierne her i landet endnu engang giver mulighed for at indsende yderligere forslag. Dette har vi meddelt offentligheden.

 

Efter offentliggørelsen modtog vi yderligere ét forslag. Dette forslag har jeg givet videre til initiativtageren, med følgende begrundelse: Nogle af forslagene til en na­tionalsang har det lokale sangkor "NIPE" øvet sig på og indspillet til senere radioudsendelse i KNR. I den forbin­delse kan jeg også lige nævne, at Lars Chemnitz også del­tager i sangkoret som medlem.

 

Derudover har Landsstyremedlemmet for Kultur, Undervis­ning, Uddannelse og Arbejdsmarked modtaget et brev vedrø­rende nationalsangen fra een af borgerne her i landet. Dette brev er lagt som bilag og givet til Lands­tin­gets medlemmer.

 

Indtil i dag synger vi grønlændere "Nunarput utoqqarsu­anngoravit" som vor nationalsang. Som alternativ hertil synger vi også "Nuna asiilasooq", også som en national­sang.

 

Som nævnt i det foregående, har sangkoret "NIPE" indspil­let to af forslagene til en nationalsang på bånd, med henblik på gennem radioudsendelse at lade dem høre af befolkningen. Fornylig orienterede tidligere radiomed­arbejder Juaaka Lyberth mig om, at indspilninger til en hilsen til Grønland fra Danmarks Radio af "Nunarput utoqqa­rsuanngoravit" samt "Nuna asiilasooq" nu bliver overført til CD, for på den måde at tage dem med i vur­deringen af en kommende nationalsang.

 

 

 

På baggrund af de her rejste forhold har det ikke været muligt at fremkomme med en redegørelse til Landstingets efterårssamling 1991 om en kommende nationalsang.

 

Men hvorom alting er, så kan man ikke i det uendelige ar­rangere en konkurrence om en kommende nationalsang, især taget i betragtning vigtigheden af en nationalsang samt for at holde interessen for en nationalsang ved lige. Jeg skal derfor anmode Landstinget om at tage stilling til følgende spørgsmål:

 

For det første: Er det Landstinget alene, der skal tage stilling til en kommende nationalsang?

 

For det andet: Er det den grønlandske befolkning, der skal tage stilling til en kommende nationalsang? Såfremt det bliver denne fremgangsmåde der skal anvendes, hvorledes skal det i så fald ske?

 

Endelig kan jeg nævne, at det danske folk ligesom har to nationalsange; en der er tilegnet Dronningen, og en anden der betragtes som nationalsang.

 

Jeg indstiller, at Tinget tager stilling vedrørende dette punkt.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Siumut-gruppen har følgende bemærkninger til den fremsatte redegørelse for nationalsangen:

 

Der er givet mulighed for at fremkomme med forslag til en ny nationalsang for det grønlandske folk, hvortil der er indkommet otte forslag. Vi skal fra Siumutgruppen inder­ligt takke de otte, der har forfattet og komponeret de indsendte forslag.

 

Vi, dagens grønlændere, har altid følt, at vi i ærbødighed skal tjene vort folk - også de, der har fået alderdommens grå hår. Vi har således fra barnsben følt, at vi havde en nationalsang, og denne følelse har ligesom tvunget os til rørthed, når Nunarput utoqqarsuanngoravit spilles i radioen af dygtige symfoniorkestre.

 

I Siumutgruppen mener vi, at det grønlandske folk allerede har en nationalsang, og at der kun er behov for at vedtage en lov herom.

 

Med disse ord vil vi foreslå, at den grønlandske national­sang kommer ud til en folkeafstemning, og at der skal stem­mes om følgende to sange, nemlig:

 

1. Nunarput utoqqarsuanngoravit og

2. Nuna asiilasooq

 

Såfremt vort forslag om folkeafstemning vedtages vil Siu­mutgruppen indstille, at afstemningen foretages i forbin­delse med næste kommunevalg.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Atassut og Issittup Partiia tager redegørelsen til efter­retning og tager følgende stilling til det af Formanden rejste spørgsmål:

 

Vi er enige med Formanden i, at man ikke i det uendelige kan arrangere en konkurrence om en kommende nationalsang. Derfor mener vi, at der må tages stilling til spørgsmå­let på grundlag af de hidtil modtage forslag, eller de der er udvalgt til offentliggørelse.

 

Selvfølgelig kan vi sige, at sagen er af så vigtig karak­ter, at vi ikke bør forhaste os med afgørelsen. Alligevel

 

er det et par år siden at sagen blev rejst ved forslag af landstingsmedlem Otto Steenholdt i sin nuværen­de form.

 

De i Formandens redegørelse nævnte forslag er blevet præ­senteret i radioen. Men efter den tid er der kommet endnu et forslag. Derfor mener vi, at vi skal lukke af for nye forslag. Ellers kan vi blive ved i det uendelige.

 

Derfor skal Atassut og Issittup Partiia foreslå, at vi får præsenteret dem vi har, og beder befolkningen om tilkende­givelser, som kan danne grundlag for Landstingets stil­lingtagen ved valg af nationalsangen. Hermed er de stillede spørgsmål alle besvaret.

 

Landstinget skal tage beslutningen. Befolkningen er med til at tage beslutningen med deres tilkendegivelse om, hvilken sang de foretrækker. Dermed har vi fulgt de demo­kratiske principper.

 

Endvidere skal vi anmode Formandskabet om at sørge for en orientering af befolkningen og indhente reaktioner fra befolkningen, så Landstinget kan komme til afgørelse under efterårssamlin­gen.

 

Aqqaluk Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Som Formanden for Landstinget har nævnt, så blev der for et par år siden fremsat et forslag om at vi skal have of­ficiel nationalsang her i Grønland. Baggrunden for forsla­get har været, at vi har to, som vi opfatter som en slags nationalsang, nemlig "Nunarput utoqqarsuanngoravit" og "Nuna asiilasooq". Meningen er så, at én af disse to skal godkendes, og det er jo en ting som også berører vores følelser. Det samme har også været tilfældet, da vi i sin tid skulle vælge et flag, og det er jo et symbol for os som et folk her.

 

Vi vil gerne her prøve på at komme med en forklaring på, hvorfor vi kan have to nationalsange.

 

I Inuit Ataqatigiit mener vi, at "Nunarput utoqqarsuan­ngoravit" er højtidelig og passer til officielle lejlighe­der, medens Nuna asiilasooq passer til når vi samles og synger.

 

Når vi lægger vægt på vores egen identitet, så lægger vi også stor vægt på, at vi bor her i dette land. Og dette store, udstrakte land har vi jo valgt at bo i, således at vi også kan vise over omverdenen, at vi gerne vil bo over hele Grønland, idet det jo er vort land, og gerne vil be­vise overfor de andre, selv om der er nogle andre udefra kommende, som gerne vil have suveræniteten overfor landet, idet vi jo også i vores sang "Nuna asiilasooq", der siger vi også, hvor sangen slutter med "det er vort land".

 

I den anden synger vi også "det er umuligt nu længere at dvæle i ro, kalaallit stand up dit ..... i møde".

 

Ser man på den franske nationalsang, så lægger de også vægt på deres egen vægt. Og englænderne, hvor de også nævner evnen til at komme ud på de store oceaner. Så sam­menligner vi os med de andre lande, så kan vi kun være stolte over de nationalsange vi har, idet vi jo heller ikke har elementer af nedsættende karakter.

 

Inuit Ataqatigiit mener, at vi selv skal bestemme, hvilken nationalsang vi gerne vil have. Det afhænger jo også meget af den situation vi netop befinder os i, når vi synger en­ten den ene eller den anden. De to sange er skrevet og komponeret af Jonathan Petersen og Henrik Lund, men disse kan måske blive erstattet, når den yngre generation måske får evnen til at komponere en ny, hvis og såfremt de får evnen til det.

 

Jeg vil blot slutte mit indlæg med at sige, at det er dejlig at være grønlænder, og at landet altid er Grøn­lands.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Akulliit Partiiat, Centerpartiet, konstaterer, at den fo­reløbige vurdering skete i løbet af efteråret 1991. Denne vurdering skete i midten af en tid, hvor den grønlandske sangbog var under genoptrykning, og det havde været meget ønskeligt at optage den nye nationalsang i den genoptrykte sangbog.

 

Vi konstaterer ligeledes, at vurderingstagerne åbent har ment, at antallet af forslag til en eventuel ny national­sang ikke er tilstrækkeligt. Det har ikke været muligt at fremkomme med en redegørelse til Landstingets efterårssam­ling 1991 om en kommende nationalsang.

 

Akulliit Partiiat mener, at nok har vi et repræsentativt demokrati, hvor folkevalgte på vegne af deres vælgere må tage stilling til sager. Men her har vi oplagt et sam­fundsspørgsmål, hvor befolkningen selv må være med til at vælge. Det kunne for eksempel ske i forbindelse med kommu­nevalget i 1993.

 

Landstingsformanden:

Jeg takker for de klare svar, der er fremkommet og jeg har bemærket mig, og konstateret, at der er ønske om at man skal høre befolkningens ønsker.

 

Partiet Siumut og Akulliit Partiiat har klart sagt, at man i forbindelse med kommunalvalget i 1993 må sende sagen til folkeafstemning, således at den grønlandske befolkning gen­nem denne folkafstemning får mulighed for at ytre deres ønske om, hvilken nationalsang de foretrækker.

 

Atassut har specielt sagt, at de har ønsket at det må være Landstinget, der træffer en endelig afgørelse efter folke­afstemningen.

 

I forbindelse med min redegørelse har jeg ikke selv sagt noget om hvad jeg personligt mener, idet jeg ikke ønskede at påvirke holdningerne i egenskab af mit formandskab.

 

Jeg vil gerne komme med følgende, som jeg har ytret i andre sammenhænge, at det er et meget vigtigt spørgsmål, som det grønlandske folk selv må træffe beslutning om.

 

Jeg konstaterer, at der er ønske om at sagen går videre på den måde som det er fremsagt. Og da der altid er tale om udgifter i forbindelse med valg og afstemninger, så kan vi jo ikke se de økonomiske konsekvenser af en eventuel folkeafstemning. Så fra Formandskabets side tager vi de meninger der er fremsat til efterretning, således at man satser på en folkeafstemning i forbindelse med kommuneval­get.

 

Hvis Landstinget er enig heri, så kan vi fortsætte sagen på den måde. Der er ingen imod konstaterer jeg.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Selvfølgelig kan man træffe afgørelser på forskellige må­der, og vi har også under vores drøftelse i gruppen nævnt den mulighed, som man her har nævnt, at der skal være fol­keafstemning i forbindelse med kommunalvalget i 1993. Men vi mener, at der har været ført så mange drøftelser om dette spørgsmål, at beslutningen bør træffes tidligere.

 

Man har jo allerede forhørt sig hos befolkningen, idet jeg under mit formandskab har modtaget forslag med et antal på ca. 50.

 

Inuit Ataqatigiits ordfører nævnte jo, at der ikke er noget i vejen for at man har to nationalsange. Det er vi ikke enige i. Hvis vi kender begge, så er det i orden, når vi bruger dem i Grønland. Men vi er jo en del af verdens­samfundet, så de andre nationers befolkninger bør og­så vide, hvilken nationalsang vi præsenterer os med. Derfor mener vi, at vi bør have én nationalsang, som så kan be­sluttes gennem en folkeafstemning eller ved lands­tingsbe­slutning.

 

Aqqaluk Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Når vi synger enten en sang eller en salme, så lægger vi vægt på melodien i det og hvor kønt det lyder. Derfor har vi også, hvis grønlænderne blev spurgt, hvilken julesalme de foretrækker, så er jeg sikker på at de vil sige, at det er "Guuterput". Det er den salme, som menigheden fore­træk­ker.

 

Der er jo en masse sange, som vi identificerer os med, med hensyn til vores nationalitet. Når Landstinget holder gudstjeneste umiddelbart før efterårssamlingen, så har vi også en salme, som Landstinget altid synger til sidst, og det er den jeg identificerer Landstinget med.

 

Jeg er ikke så tryg ved, hvis vi skal holde en afstemning om enten det ene eller det andet. Så vil det også berøre følelserne meget kraftigt. Det var et spørgsmål om at give nogle retningslinier for, i hvilken anledning man skal synge. Enten det ene eller det andet.

 

Jeg kender ikke nogle lande, som decideret har en lovgiv­ning omkring hvilken sang man skal have som nationalsang. Det er jo én som folk har i deres egne følelser. Og det vil være udemokratisk overfor et folk at sige, hvilken der er nationalsangen.

 

Hvis vi skal have en afstemning, så må der være tre mulig­heder for afstemning. Nemlig om det skal være den ene eller den anden, eller om det skal være begge to, der skal opfattes som vores nationalsange. Så vi vurderer ikke selve afstemningen som noget værdifuldt, idet folk jo, ud fra deres egne følelser lige netop den dag har behov for at synge, uanset om det er den ene eller den anden.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

Det vi er i færd med at debattere her berører folket i meget høj grad, og vi er alle sammen meget spændt på udfal­det. Men det er ligesom om den foreslåede afstemning, og hvis vi skal stile efter afstemningen, så mener jeg ikke, at det er helt korrekt ramt.

 

Det jeg mener er, at uanset hvad befolkningen siger, så må vi tænke på befolkningen. Derfor er jeg mere enig med Landstingets formand i, at vi bør vente til efteråret, så­ledes at lige kan vende spørgsmålet endnu en gang.

 

Jeg kan mærke, at der ikke er 100 %'s enighed her i salen. Derfor bør vi også lige vende tankerne endnu en gang, så­ledes at vi kan tage punktet op igen til efterårssamlin­gen.

 

Jeg skal derfor fra Siumuts side indstille, at vi venter til efterårssamlingen, og således følger Landstingsforman­dens indstilling.

 

Lars Emil Johansen, Landsstyreformand:

Som fortsættelse af Jonathan Motzfeldt kan jeg blot nævne, at jeg ikke mener, at vi bør forhaste os. Vi debatterer her, som om vi ikke har en nationalsang. Når vi skal synge om vores kærlighed til vores land, så synger vi "Nunarput utoqqarsuanngoravit". Jeg mener, at når vi synger om vores kærlighed til landet her, så har vi også en anden, som i høj grad udtrykker vor kærlighed til vort land. Debatten her bør kunne fortsætte, og den debat har også været ført meget længe, og til trods for den lange periode, så er det meget få forslag, der har været lagt frem. Det viser jo også hvor svært det er at lave en nationalsang. Det er en lang proces, som vi ikke bør forhaste os med. Hvis vi skal gøre nationalsangen officel, så bør vi have et bedre be­slutningsgrundlag.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Aqqaluk Lynge har udtalt, at der er andre samfund, der ikke har truffet afgørelse om nationalsange. Forskellen ligger i, at deres nationalsange er blevet til over en årrække. Men vi er fremkommet med vores forslag, fordi vi har

 

Vi er fremkommet med vores forslag fordi vi har haft vort Hjemmestyre i så kort tid, og jeg gentager, at vi ønsker at der kun bør være en enkelt nationalsang.

 

Landstingsformanden:

Jeg konstaterer man ønsker, at vi ikke for­haster os, og der er ønsker om, at vi tager spørg­s­må­let op igen til efterårssamlingen, og i princippet er man ikke ueni­ge. Nogen mener, at samfundet selv bør træf­fe afgørelsen, og nogen mener at Lands­tin­get bør træffe afgørelsen.

 

I det videre arbejde med sa­gen bør det mere klart fremgå, hvor­dan vi skal tage sti­lling til spørgsmålet. Ud fra det der er fremlagt, må man jo konsta­tere, at både Nuna Asii­la­sooq og Nunar­put Utoq­qar­su­anngoravit sikkert ikke kan

udkonkurreres, men på grund af for kor­t tid har vi ikke kunnet fremkomme med nye forslag.

 

 

 

Jeg må kon­statere, at vi kan tage spørgsmålet op senere, når vi har yderligere oplys­ninger. Så kan vi vende tilbage til sagen.

 

Jeg har et ønske om, at man ­kom­mer med tyde­li­gere til­ken­de­givelser. Nogen mener jo at befolk­nin­gen må træffe af­gørel­sen, mens andre mener at det er Landstin­get.

 

Aqqaluk Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg vil kort komme med et svar til Lars Chemnitz. Selv­stændige samfund og nationer drøfter altid spørgsmålene om deres nationalsange, for eksempel; Frankrigs "Marseil­lai­sen", hvor teksten handler om at slå folk ihjel og komme til våben med vi­dere.

 

Der er ønsker om at teksten der bliver ændret således, at den er mere menneskeligvenlig. Så det var nok en god ide, hvis pågæl­dende person deltog i debatten i Frankrig om det spørgsmål.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Da vi i sin tid debatterede herværende spørgs­mål, så var grundlaget det, at den samlede grønlandske befolk­ning ikke har valgt hverken den ene eller den anden na­tio­nal­sang, men fået den påduttet. Baggrunden for her­værende for­slag er, at vi gør en nationalsang of­ficiel.

 

Derfor er jeg enig i Landstingsformandens for­slag, såle­des at vi senest til efteråret træffer en be­slutning om, hvad det skal være. Vi har jo udskudt be­slutningen - jeg ved ikke hvor mange gange - og derfor er jeg enig i det som For­manden har sagt.

 

Det bør være så­dan, at vi luk­ker af for indsen­ding af for­slag. Hvis vi ven­ter på flere forslag, så får vi endnu sværere ved at træffe en endelig beslut­ning. Jeg mener, at det er på tide at vi senest på efter­året træf­fer den endeli­ge beslutning om spørgsmålet.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

En nationalsang er af stor vigtighed, idet den er et sam­lingspunkt, som gælder for hele befolkningen. Hvis et folk skal kunne samles om noget, så bør vi have en nati­onal­sang. Jeg forstår på Otto, at han er enig i mine be­tragt­ninger, og vi tager den endelige beslutning til efter­års­samlingen.

 

Ser vi på debatten her, så frem­går det jo også at det er meget vigtigt, at vi har noget at samles om. Det er rig­tigt nok som Inuit Ataqatigiits formand siger, også med hensyn til de andre befolknings­grupper, franskmænd med mere, at der er nogle for­skellige meninger om de forskel­lige nationalsange og deres indhold.

 

Grunden til jeg er enig med Lands­tingsformanden i, at vi træffer den endelige afgørelse til efteråret er, at det giver os tid til lige at høre de ind­komne forslag, således vi får et bredere beslut­nings­grund­lag. Derfor er jeg enig i forslaget om, at den endelige be­slut­ningen først tages til efter­årssamlingen.

 

Landstingsformanden:

Det fremgår tydeligt, at man skal vende tilbage til sagen til efterårssamlingen. Som jeg har sagt i min redegørel­se, så mener jeg, at man bør gå ind for, at de­batten om natio­nalsan­gen, ikke bør fortsætte i det uen­de­lige.

 

Hvis der skulle dukke en nationalsang op som kan konkurre­re med Nunarput Utoq­qar­su­anngoravit og Nuna Asiilasooq så skal det være meget snart.

 

 

 

 

Mødeleder:

Således er punktet slut, og vi vil vende tilbage til sagen under efterårssamlingen

 

Punktet sluttet.