Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 27-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Tirsdag den 1. marts 1994 kl. 13.55.

 

Dagsordenens punkt 27.

 

Betænkning afgivet af handels- og industriudvalget.

(Udvalgets formand)

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert

 

Kaj Egede, formand for handels og industriudvalget:

Handels- og industriudvalget har forud for sin betænk­ning afholdt 2 møder.

 

5 medlemsforslag blev henvist til udvalgsbehandling, derudover blev landstingsmedlem Nikolaj Heinrich's forslag om økonomisk kompensation til de erhvervs­fan­gere, der har mistet muligheder for at skaffe sig indtægter fra rensdyrjagten.

 

Som der af Landstingets formandsskab var henvist til skriftlig besvarelse efter forslagsstil­lerens ind­ven­ding blev henvist til udvalgets behandling.

 

Udvalget har opdelt medlemsforslagene i 3 emner:

1. Medlemsforslag vedrørende sælskind.

2. Medlemsforslag vedrørende forskellige skindarter.

3. Medlemsforslag vedrørende økonomisk kompensation til de erhvervsfangere der mistet mulighed for at skaffe sig indtægter fra rensdyrjagt.

 

Landstingsmedlemmernes forslag er såle­des:

 

Landstingsmedlem Jakob Sivertsen har fremsat forslag om, at Landstinget bliver prisfast­sættende myndighed ved indhandling af sælskind.

 

Landstingsmedlem Pavia Nielsen, Siumut har fremsat forslag om tilskud til indhandling af sælskind for sin egen konto i finansloven.

 

Landstingsmedlemmer Bendt Frederiksen, Ane Sofie Hamme­ken, Uusaqqak Qujaukitsoq alle fra Siumut har fremsat forslag om lokal klassificering af sælskind og om regulering af priser på sælskind.

 

Landstingsmedlem Uusaqqak Qujaukitsoq Siumut han har fremsat forslag om, at der med tilbagevirkende kraft ydes tilskud til de i 1993 indhandlede sælskind.

 

Forslag vedrørende forskellige skindarter, der har landstingsmedlem Peter Ostermann Atassut fremsat for­slag om produktion af rensdyr-, moskusokse- og fåre­skind samt fåreuld.

 

Forslag om økonomisk kompensation til de erhvervs­fan­gere, der har mistet mulighed for indtægter fra rens­dyrjagt, er fremsat af Nikolaj Heinrich.

 

Handels- og industriudvalget har efter drøftelse af forslagene fra landstingsmedlemmerne følgende ind­stil­ling:

 

Udvalget har bemærket, at forslag, vedrørende sæl­skind er stillet før forhandlingerne om sælskindspri­serne, var forhandlet færdigt.

 

Udvalget har med tilfredshed bemærket, at indhand­lings­priserne for sælskind ikke er faldet, samt at der med virkning fra 1. april 1994 er opnået fuld udbetaling ved indhandling.

 

Udvalget mener ikke, at det er Landstingets opgave at prisfastsætte sælskind.

 

Derimod er det Landstingets opgave ved finanslovens vedtagelse at fastsætte rammerne for tilskudsniveau­et.

 

Udvalget er uenige i forslaget om afbrænding af dele af det oparbejdede skindlager, og vil i den forbindelse bemærke at arbejdet udført af fangere og fangerko­n­er ikke blot skal afbrændes, men at der i stedet skal arbejdes målrettet for at finde en anvendelse samt afsætningsmulighed for skindene.

 

Til orientering kan det oplyses, at Great Greenland arbejder på at nedbringe skindlageret.

 

I 1993 blev der fra skindlageret realiseret 15.000 skind, og primo 1994 er der forhandlinger i gang ved­rørende salg, der omfatter op til 6.000 skind.

 

Der er en konsulentrapport under udarbejdelse ved­røren­de virksomheden Great Greenland, og udvalget skal i den forbindelse indstille, at redegørelsen bliver forelagt Landstinget til orientering ved den 2. forårssamling.

 

Udvalget er enige i, at der ikke med tilba­gevirkende kraft kan ydes tilskud til de i 1991 ind­hand­lede sæl­skind på grund af, at sælskindspriser­ne ud fra en helhedsvurdering ikke er faldet.

 

Et tilskud med tilbagevirkende kraft ville desfor­uden kræve en tillægsbevilling, hvilket udvalget ikke kan støtte.

 

I forbindelse med forslaget vedrørende produktion af rensdyr-, moskusokse- og fåreskind samt fåreuld hen­stiller udvalget, at kunsthåndværk baseret på får- og moskusokseuld søges fremmet.

 

Udvalget skal samtidig henstille, at skind fra mosku­sokser ikke bliver efterladt i terrænet, men at der arbejdes med indhandlings- og anvendelsesmuligheder.

 

I forbindelse med forslaget om økonomisk kompensation til de erhvervsfangere der har mistet mulighed for indtjening fra rensdyrjagt, indstiller udvalget, at forslaget fremsendes til landsstyreområderne til vur­dering, og at KNAPK høres i forbindelse med for­slaget.

 

Udvalget henstiller desforuden, at forslaget bliver indlemmet i redegørelsen om jollefiskernes forhold i forbindelse med Landstingets 2. forårssamling.

 

Afslutningsvis så skal vi udtale, ud fra udvalgets ønske, så har man indhentet oplysninger vedrørende skindlageret hos Great Greenland, og at man har givet en orientering om Grønlands forhandlinger fra Lands­styrets sekretariat.

 

Medlemmer i handels- og industriudvalget, er:

Kaj Egede, Siumut, Pavia Nielsen, Siumut, Knud Søren­sen, Atassut, Jakob Sivertsen, Atassut, Johan Lund Olsen, IA og Kaj Egede, som formand.

 

Lars Emil Johansen, Landsstyreformanden:

Handels- og industriudvalget har under denne samling afholdt en række møder og afgiver herved sin 2. be­tænkning, hvilket jeg på vegne af Landsstyret gerne vil takke for arbejdet for de store arbejde.

 

Udvalget har behandlet medlemsforslag indenfor for­skellige emner, og i forbindelse med udvalgets ind­stillinger vedrørende sælskind glæder det mig, at udvalget med tilfredshed har noteret sig, at ind­hand­lingspriserne for sælskind i gennemsnit ikke er faldet.

 

Samtidig er jeg enig med udvalget i, at det ikke er anbefalingsværdigt at afbrænde dele af skindlageret, det går Landsstyret ind for.

 

I stedet skal der ske nedbringelse af skindlageret ved salg fra lageret.

 

Jeg kan forstå udvalgets interesse for at følge med i udviklingen i Great Greenland og skal i den sammen­hæng bemærke, at den konsulentrapport, der nu er under udarbejdelse, vil blive forelagt i løbet af foråret.

 

Konsulentrapporten vil blive forelagt for Landsstyret og kan efterfølgende blive forelagt for Handels- og Industriudvalget i forbindelse med landstingets anden forårssamling (FMII 94).

 

Med hensyn til udvalgets indstilling om at forslaget fra landstingsmedlem Nikolaj Heinrich vedrørende økono­misk kompensation til de erhvervsfangere der mistet muligheden for indtægter fra rensdyrjagt fremsendes til vurdering hos de Landsstyreområder, hvilken ind­stilling Landsstyret foreløbig tager til efter­retning, og vil således vende tilbage til sagen på et senere tidspunkt.

 

Pavia Nielsen, Ordfører for Siumut:

Vi skal for det første fremhæve, at vi vil kommentere samtlige medlemsforslag vedrørende sælskind under et, men skal samtidig fremhæve, at vi i Siumut forsat lægger vægt på at forbedre fangernes vilkår ved fortsat at være med til at skabe andre erhvervs­muligheder i fangerdistrikterne.

 

Vi forstår godt i Siumut, udvalgets standpunkt om, at det ikke er Landstinget alene, der fastsætter ind­hand­lingspriserne på sælskind, men at Landstingets grund­liggende forpligtelse alene ligger i at afsætte midler gennem finansloven til brug for tilskud til indhand­lingspriser på sælskind.

 

Siumut finder det naturligt, at selvom sælskindsind­handlingspriserne næsten efterhånden består af ude­lukkende landskassetilskud, at indhandlingspriser­ne på sælskind fastsættes gennem forhandlinger mellem KNAPK og Great Greenland.

 

Med hensyn til forslag om tilskud til sælskind, som blev indhandlet i løbet af 1993, skal vi fremføre fra Siumut, at vi respekterer, at indhandlingspriserne på sælskind fastsættes efter forhandling mellem parter­ne, og at vi er vidende om, at nedgang i antallet af ind­handlede skind har medført forringelse af fanger­nes samlede indtægter med økonomiske problemer for fangerne til følge.

 

Når der er problemer i et erhverv, at det kutyme at Landstinget retter en opfordring til Landsstyret for at løse problemerne, og nu til fangererhvervet, på bag­grund af nedgangen af antallet af indhandlede skind er dalet, skal vi fra Siumut anmode Landsstyret om at undersøge, om der kan findes en løsning, således der til Landstingets majsamling kan gøres et ekstraor­dinært tiltag.

 

Og samtidig i den forbindelse under­søge, om samt­lige midler der er afsat i finans­loven for 1993 til tilskud til indhandlingspriser til sælskind, er benyttet til formålet, samt undersøge om garveriet har haft unødige udgifter.

 

Med hensyn til sælskind der ligger på lagrene i gar­veriet, og hvis antal vokser støt, er der frem­kommet forslag om at destruere skindene ved at brænde dem.

 

Det er svært at forestille sig, at dette tiltag vil løse problemerne, og vi medgiver udvalget i at frem­gangsmåden, såfremt den benyttes, kun vil vise hvilken afmagt man befinder sig i med hensyn til at beskytte fangerens og fangerkonernes pro­dukter.

 

Vi mener i Siumut, at handel med sælskind bør fort­sætte og at bestræbelserne på at finde markeder i andre lande fortsat bør vær intensiv.

 

I en tid hvor oprindelige minoritetsbefolknings­grupper fra FN's side har opnået accept om en bære­dygtig ud­nyttelse af levende ressourcer, kan vi under alle om­stændigheder ikke acceptere, at der sættes spørgs­måls­tegn ved at sælskindsprodukter kan ud­stilles, hvor trusler endog benyttes som virkemidler. Hvilket vi overhovedet ikke kan accepterer.

 

Endvidere kan vi karakterisere de såkaldte miljøorga­nisationer, der selvbestaltet prøver at forhindre handel og brug af sælskindsprodukter, driver dette som erhverv og hindrer vores erhvervsudøvelse.

 

Vi skal fortsat kraftigt opponere mod en sådan aktivi­tet ved fortsat at iværksætte oplysnings­kampag­nier, og vi skal derfor fortsat opfordre Landsstyret til at rette en anmodning til det danske udenrigs­mini­ster om, at ministeriet deltager for at påvirke de udenlandske ambassader i Danmark, således de samarbejder med vore bestræbelser.

 

Vi accepterer de andre landes udnyttelse af de levende dyr, idet vi er vidende om deres store forbrug, hvor de endog bruger grisehud. En stor del af deres føde stam­mer fra levende dyr, hvor de også har stor eksport og har indkomst af disse produkter.

 

Hvorfor skal vi ikke benytte samme fremgangsmåde, som andre folkeslag har benyttet gennem mange år, ved at hindre os i at udnytte levende dyr, der ikke er truet med udryddelse, og som vi søger at udnytte ansvarligt på bæredygtigt grundlag.

 

Vi bør have samme mulighed for udnyttelse og eksport af vores produkter fra sæler og andre havpattedyr, som ikke er truet af udryddel­se.

 

Vi bør have samme muligheder som øvrige folkeslag til at benytte os af vores rettigheder til produktion og eksport af vore produkter, for vi må huske på, at FN har givet sin accept på, at vi, de oprindelige folk, må udnytte de levende ressourcer på bæredygtig grundlag.

 

Til slut skal vi fra Siumut meddele, at vi går ind for betænkningen afgivet af handels- og industriud­val­get i den foreliggende form.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Udvalget kommer med en enstemmig indstilling til for­slagsstillernes forskellige forslag vedrørende sæl­skind.

 

Vi har lagt mærke til, at forslagene var stillet før overenskomstforhandlingerne var afsluttet, men blev delvis reguleret efter afslutningen af overenskomst­forhandlingerne.

 

Jeg har også med glæde konstateret, at Jakob Sivertsens tidligere forslag om lokal klassificering af sælskind og regulering af priser på sælskind er blevet reali­seret.

 

Udvalgets indstilling om, at der målrettet skal arbej­des for at finde anvendelsesmulighed i Grønland for andre lande, støtter Atassut kraftigt.

 

Fangernes og fangerkonernes ihærdige arbejde for at gøre skindene  anvendelige, bør søges udnyttet på den bedst mulige måde.

 

Disse skind kan nemt udnyttes i skolernes håndarbejds­undervisning, på børneinstitutionerne, i de gamles hjem, fritidshjem samt i fritidsundervisning m.v..

 

Skindene skal kunne sælges billigt, f.eks. kan man blot kræve transporten betalt. På den måde kan de udnyttes fornuftigt, for det er en kendt sag, at mangle skind i de forannævnte institutioner.

 

Dog kan vi ikke undlade at bemærke, at det ikke vil kunne undgås, at brænde de dårligste skind.

 

Det er en kendt sag, at der i enhver forretningssitua­tion destrueres varer.

 

De øvrige indstillinger vedr. sælskind, er vi enige i. Vi støtter produktion af dyreskind samt udnyttelse af moskusokse og fåreuld.

 

Vedr. efterladelse af dyreskind i terrænet, vil Atassut bemærke, at problemet alene er fangernes afgørelse.

 

Man skal ikke bebrejde politikkerne, at fangerne efter­lader skindene i terrænet.

 

Vi er imidlertidigt vågne overfor, at dyreskind søges udnyttet bedre. I den forbindelse skal vi pege på, at på Atassuts landsmøde i september sidste år foreslog, at bygdeanlæggene blev forvandlet til små produktive enheder, der kunne forsyne hjemmemarkedet med produk­ter, forarbejdet af lokale råvarerressourcer.

 

Her blev der bl.a. peget på, at skindene kunne for­arbejdes lokalt til forskellige skind sovenier m.v..

 

Atassut skal derfor henstille til landsstyret, at vi støtter bestræbelserne for at skabe muligheder for skindbehandling samt arbejde for at moskusokseuld udnyttes bedre.

 

I.f.m. debatten om speciel sælskindsindhandling og produktionen, skal Atassut hér fra tingets talerstol, gentage vor ide om, indførelse af fangerløn til de familier, der har fangst som eneste indtægtskilde.

 

Vi har udtalt, at vi ønsker en offentlig debat om dette, inden udløbet af 1994.

 

Det er nedslående, at konstatere, at jollefiskernes problemer ikke blev behandlet under denne samling, tinget har jo drøftet problemet flere gange tidligere.

 

Dette vil vi minde landsstyret om, Atassut har jo kommet med flere indstillinger bl.a. under behandling af Fiskeriudvalgets betænkning, der kan forbedre jolle­fiskernes svære proble­mer.

 

M.h.t. forslag om ændring af totalfredning af rensdyr , der skal vi bemærke, at Atassut støtter udvalgets indstilling til landsstyret om betænkningen, og håber, at der kan findes en reel løsning på problemet.

 

Med disse bemærkninger, tager vi udvalgets bemærkninger til efterretning.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit hilser med glæde den betænkning, der netop har været afgivet af Handels- og Industriudval­get, idet vi finder denne støtteværdigt.

 

Når man nærlæser betænkningen, er det jo således, at det ikke kan undgå nogens opmærksomhed, at indhand­lingspriserne for sælskind under ét, rent faktisk ikke er blevet forringede efter de seneste indhandlings­priser samt, at man nu pr. 1. april går tilbage til en tidligere ordning omkring fuld udbetaling til fangerne ved indhandlingen.

 

Som nævnt, er Inuit Ataqatigiit tilfredse med, at forhandlingerne er tilendebragt på denne måde, eftersom dette svarer nøje til de anbefalinger, som udvalget er fremkommet med omkring en successiv afskaffelse af bonusordningen på vores seneste landstingssamling i efteråret 1993.

 

Hvad angår forslaget omkring delvis afbrænding af lagerbeholdningen af sælskind, er Inuit Ataqatigiit fuldstændig enig med udvalget i, at dette ikke kan anbefales, idet man i stedet målrettet bør arbejde for at finde en anvendelses- samt indhandlingsmulighed for skindene.

 

Inuit Ataqatigiit er interesseret i, at der fortsat bør bestå en mulighed for, at fangerne kan indhandle deres sælskind samt at dette skal være til gavn for fangerne.

 

Vi imødeser derfor med spænding den konsulentrapport, der nu er under udarbejdelse om virksomheden Great Greenland, og som fremlægges på vores næstkommende samling i landstinget.

 

Hvad angår anvendelsesmulighederne for fåreuld samt moskusuld, er vi også enige med udvalget i, at det skal henstilles, at man i højere grad end nu , finder an­vendelsesmuligheder for disse m.h.p. produktion af kunsthåndværk, samt at IA skal henstille til, at skind fra moskusokser, så vidt muligt ikke efterlades i terrænet.

 

Hvad angår det sidste, skal vi derfor ikke undlade at nævne, at Arnat Ilinniarfiat/Kvinde­højskolen, som ligger i Sisimiut samt Maniitsoq, udover virksomheden Great Greenland også er interesseret i en bedre ud­nyttelse af moskusuld, hvilket helt er i overens­stem­melse med en bedre udnyttelse af landets egne ressour­cer og at der ikke unødigt går noget til spilde.

 

I.f.m. forslaget om økonomisk kompensation til de erhvervsfangere, der har mistet muligheden for ind­tægter fra rensdyrjagten, skal IA meddele, at vi er enige med udvalget i deres henstilling til sagen.

 

Med disse bemærkninger skal jeg således meddele, at vi bakker op på den betænkning, der hér har været afgivet fra Handels- og Industriudvalget.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiia:

Vi har ganske korte bemærkninger til betænkningen. Ud fra forskellige ærede landstingsmed­lemmers forslag, har Handels- og Industriudvalget afgivet en betænkning, som vi på det kraftigste kan gå ind for.

 

Da det kun kan være gentagelser af de allerede frem­lagte, vil vi uden yderligere kommentarer støtte be­tænkningens indhold og tage betænkningen til efter­retning.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Flere landstingsmedlemmer har stillet forskellige forslag vedr. indhandlingen af sælskind. Ved gennemgang af forslagene, kan man se, hvilken vej, de forskellige forslag skal behandles og det er, at de skal gå for­handlingsvejen mellem producenterne og indhandlings­virksomheden. Derfor er jeg fuldstændig enig med ud­valgets, i dets stillingtagen i sagerne.

 

Det er også glædeligt, at man har taget Peter Oster­manns forslag om indhandling af moskusoksehuder og rensdyrskind positivt op, og vi er også vidende om, at der i de senere dage har været en debat fremme om, at der er god brug for moskushuder og moskusuld.

 

Derfor må landsstyret søge muligheder for en god ud­nyttelse af de her omhandlende skind og uld, og dette arbejde må nok udføres i samarbejde med de involverede sammenslutninger.

 

Jeg er ligeledes glad for, at man har taget mit forslag vedr. økonomisk kompensation til erhververe, der blev ramt ved totalfredningen af rensdyr, og efter behand­ling søger at berede vejen for en løsning.

 

Jeg håber meget, at landsstyret i nært samarbejde med KNAPK, kan finde frem til en løsning til sagens ord­ning.

 

Med disse bemærkninger, støtter jeg udvalgets indstil­linger i sagerne.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

De forskellige partiers udtalelser til Handels- og Industriudvalgets betænkningen tager jeg til efter­retning og vil kommentere enkelte af disse.

 

Siumuts ordfører Pavia Nielsen kom klart ind på, at man går ind for udvalgets betænkning, og det vil jeg så ikke kommentere yderligere.

 

M.h.t. skindpriserne, som næsten udelukkende består af tilskud, at man så fortsat forhandler om disse mellem Great Greenland og KNAPK, og det forstår jeg, at man går ind for, forhandling på årsbasis.

 

Flere af talerne påpeger at 1993 har vist et fald i den totale indhandlede mængde skind.

 

På nuværende tidspunkt, kan man ikke helt klart sige, hvor mange skind, der er indhandlet, men hidtidige oplysninger viser, at skindindhandling i 1993 er faldet ret betydeligt i forhold til tidligere år.

 

For 1992 er der ud fra foreliggende oplysninger solgt 78.000 skind, medens 1993, ud fra de foreliggende tal kun er 51.000 skind indhandlet.

 

Udvalgets bemærkninger, som flere er enige i, at skind­priserne i 1993 ikke er faldet, der er et men, og det forstår jeg ud fra Siumuts ordførers bemærkning, at man i.f.m. forårssam­lingen vender tilbage i sagen.

 

Siumuts ordfører Pavia Nielsen spurgte om, om man har brugt samtlige tilskud til indhandlingspriserne, der vil jeg sige, at vi ikke kan fremkomme med et eksakt tal, fordi opgørelse af indhandling for visse .. stadig mangler, men ud fra de foreliggende tal, der har vi stadig 1,4 mill. kr. i forhold til det, der er afsat til 1993.

 

Pavia Nielsen spurgte ligeledes, om der har været unødige omkostninger i.f.m. Great Greenlands drift, det har vi ikke et klart kendskab til i landsstyret, men da et sådant budskab er nået til landsstyret, så vil man undersøge, om Great Greenland virkelig har nogen unødi­ge omkostninger, og hvis det er tilfældet, må bestyrel­sesmedlemmerne få rettet op på disse forhold.

 

Jeg skal ikke kommentere Atassuts bemærkninger yderli­gere, at der indføres en fangerløn. Der mener jeg, at man dér rammer fangerkulturen hårdt, også at man skal diskutere friheden i selve fangererhvervet.

 

Fangererhvervet består i, at man fanger, de fangster, man kan fange og så bruge det, der kan bruges, og det man kan få ud af det, det er dét, fangerne lever af, selvom størstedelen af de penge er tilskud fra hjem­mestyret.

 

Jeg vil kommentere 2 spørgsmål, hér i.f.m. landstings­drøftelse, at gennemsnitspriserne af sælskind ikke er faldet i 1993. Samfundet er holdt op med, at udbetale sælskind direkte, hvorimod kun knap halvdelen udbetales til fangeren iflg. overenskomst mellem Great Greenland og KNAPK. Denne ordning har fungeret i 1993, hvor fangeren ikke får det fulde beløb ved indhandlingen, kun ca. halvdelen, hvor resten af beløbet, bliver udbetalt i slutningen af året.

 

Når likviditeten falder hos enhver, falder betalings­dygtigheden også samtidigt, og når det sker, op­hobes restancer, og i sådanne tilfælde, er fangerne også ramt, det har jeg stor forståelse for. Hvis det er sådan, at fangerne har opsamlet restancer i form af, at de kun får udbetalt en del af indhandlingsprisen, så må det resterende beløb ved indhandlingen, blive ædt op, i form af dækning til regninger.

 

Deres faldende likviditet bliver derved også ramt hårdt, og jeg kan godt forstå Ussarqak Qujaukitsoqs forslag om, at i og med at 1993 har været et kastastro­feår for fangerne, at man skal have en speciel ordning.

 

Det påstås, at skindindhandlingsprisen ikke er faldet, men at fangernes betalingsdygtighed er faldet, i og med at kun en del af indhandlingsprisen bliver udbetalt til fangeren. Ussarqak Qujaukitsoq mener, at landsstyret må gøre noget ved dét.

 

De indhandlede skind mængder er faldet i 1993 gennem­snitligt betragtet er skindpriserne ikke faldet i 1993, men betalingsordningen har betydet at den umiddelbare udbetaling har syntes mindre og dermed har haft en indflydelse på fangernes betalingsevne. Landsstyret vil således tage stilling til om der kan gøres noget i forbindelse med restbevillingen fra 1993. Men der blev også sagt, at tilskuddet til indhandlingspriserne ikke er brugt op 100%.

 

Dette problem, som er dukket op i.f.m. udvalgets be­handling af sagen og ud fra de foreliggende oplysnin­ger, vil landsstyret drøfte, og i.f.m. den næste sam­ling i foråret i landstinget, vil landsstyret overveje at komme med nogle forslag, ud fra de forslag, der er fremkommet fra landstingsmedlemmerne fra yderdistrik­terne, og ikke mindst ud fra Ussarqak Qujaukitsoqs bemærkning i.f.m. sit fremsættelsesforslag.

 

Det næste jeg gerne vil kommentere er, de problemer vi har med at eksportere vores sælskind, hvordan vi over­hovedet komme over det problem. Det er et svært problem at tackle.

 

Pavia Nielsen kom ind med sit indlæg, at man endda har forbud mod at vise skindprodukter i andre lande. Derfor er det for os meget svært, at vi som et folk, alene kan markedsføre vores egne produkter.

 

Det er en krig for at bevare fangernes erhverv, og når man i krig har al mulig modstand, så har man næsten også alle odds imod sig. Derfor må vi overveje, om vi kan finde nogle samarbejdspartnere i andre lande.

 

Vi må finde de stater, der har interesser i fangst og hvalfangst, og derudover må vi prøve at finde ud af, om Greenpeace er vor ærkefjende. Danmarks repræsentant sagde i fredags den 25. februar, at Greenpeace føler sig igen til fangerne i Grønland og derfor gerne vil hjælpe.

 

Jeg mener, at vi må undersøge dette, om det er reelt, og jeg skal foreslå at landsstyret i.f.m. drøftelse af dette, at landsstyret offentligt retter henvendelse til Greenpeace i Danmark, for at finde ud af, om det bare er en floskel, at de gerne vil hjælpe til med i.f.m. oplysning om fangerkulturen i Grønland.

 

Vi ved jo nu, at vi har endnu hårdere modstandere indenfor Greenpeaceorganisationen.

 

De ting, jeg fremsætter hér, må vi tage til overvejel­se, hvis det er korrekt, at de gerne vil hjælpe os, så lad os få det undersøgt, og føle hvordan, de kan hjælpe os, også ud fra det tage stilling til sagen.

 

Hér må vi også tage tænke på Grønlands interesse om­kring hvalfangst, som også presses hårdt fra andre nationer. I sådanne sager, er det svært at stå alene, derfor mener jeg, at vi må prøve at gå nye veje og tænke nye tanker, for at finde samarbejdspartnere i.f.m. beskyttelse af vore fangere.

 

Udvalget har i sin betænkning i forhold til Nikolaj Heinrichs forslag om totalfredning af rensdyr og at de fangere, der rammes økonomisk af den ordning, kan få kompensation økonomisk, at den mulighed skal under­søges. Det tager landsstyret foreløbig til efterret­ning. Jeg skal på forhånd sige, at det ikke må opfattes som en beslutning, at man på forhånd har taget beslut­ning om, hvor meget der skal ydes i erstatning, vi kan ikke fra landsstyret love, hvor meget der kan ydes i erstatning, ud fra de muligheder, der foreligger.

 

Til slut skal jeg takke for, at man har vist stor enighed i de store og alvorlige problemer.

 

Det vi ønsker i landsstyret, bliver også bakket op i landstinget, at vi skal have rettet op i vores fangeres svære livsvilkår, i stedet for at give dem fangerløn. Men ved at hjælpe på deres levevilkår og ved at man finder en økonomisk udvej søge kompensation for 1993 har været et kastastrofeår for Grønland. 

 

Ane-Sofie Hammeken, Siumut:

Året 1993 har været hårdt år for fangerne og deres familier.

 

De er blevet så hårdt ramt økonomisk, at de ikke har penge til at betale deres regninger. De der har fangst som hovederhverv, uden anden bierhverv er især ramt hårdt økonomisk.

 

Det der er hårdt for forsørgeren er, at restancerne vokser, uden at man har mulighed for at nedbringe dem.

 

Økonomisk nedtur, er meget psykisk belastende for fangeren og får endda fangeren til at føle sig mindre­værdig.

 

Familielivet påvirkes af, at forældrene slider sig op og det smitter da også af på børnene. Det er ikke nogen overdrivelse, men sådan er de faktiske forhold blevet i løbet af 1993.

 

I betænkningen påstås det, at skindpriserne ikke er faldet. Ja, på papiret ser det sådan ud, men rent økonomisk tegner det sig helt anderledes. Fangeren venter med glæde på sin bonus. Han kan endda risikere at vente helt op til tre måneder, men ofte for­gæves. Ofte er det sådan, at fangeren ikke får udbetalt den længe ventede bonus, men får stukket et brev i hånden om, at han stadig har restancer. Regninger, der skal lægges oven i de al­lerede eksisterende regninger. Derfor er det ikke helt korrekt, at udvalget sagde at skindpriserne ikke er faldet, idet det rent faktisk ikke kan dokumenteres.

 

Vi ved, at afsatte midler til skindindhandling i 1993 ikke er brugt op 100%. Derfor vil jeg anmode lands­styret om at overveje det endnu engang, da disse midler netop er afsat af hensyn til fangerne. Selv om ordet "fanger" i sig selv synes at være ned­værdigende for nogle, så rummer det noget man reelt bør vise stor respekt for. Det at være fanger er et hårdt erhverv. Til trods herfor viser fangeren stor ukuelighed og ved at leve stil­færdigt er fangeren ikke til byrde for resten af samfundet.

 

Bendt Frederiksen, Siumut:

Som forslagsstiller skal jeg bemærke, at jeg sammen med lands­tingsmedlemmerne fra yderdistrikterne, Ussarqak Qujaukitsoq og Ane Sofie Hammeken, har fremsat et forslag, dateret den 16. december 1993.

 

Forslaget drejer sig om, at skind igen skal betales fra indlan­dingsstedet og at skindbe­holdningen i Qaqortoq reduceres.

 

Det første vil jeg ikke komme ind på, da forholdene nu kan siges at være rettet op.

 

Jeg er kommet herop på talerstolen for at kommentere det sidste. Især det sidste. Vor sidste del af for­slaget fastholder jeg, hvor vi har påpeget, at Great Greenland bør minimere sine driftsomkostninger. Det begrunder vi med, at flest mulige af de midler, der afsættes via finansloven til fangerne, også direkte kommer fangerne tilgode.

 

Derfor har vi bl.a. foreslået, at en del af skindbe­holdningen bortskaffes, f.eks. ved afbrænding. Jeg har lagt mærke til, at vores forslag om reducering af årlige bevillinger til Great Greenland med 30% ikke er blevet direkte bakket op af udvalget. Det må vel for­stås derhen således, det gør vel ikke noget, at vi bruger 30-40% af de midler, afsat til fangerne, til Great Greenlands driftsomkostninger.

 

Udvalget har nemlig ikke fremsat forslag til løsning af problemet. Men har brugt et ord, som jeg vil kalde en floskel, at det, som fangerne og deres hustruer har knoklet sig frem til ikke bør gå op i røg, citat slut.

 

Det gør ondt at høre for os alle, at de produkter vi og vore hustruer gennem hårdt slid har opnået og som vi så har svært ved at afsætte som eksport bare bliver opbe­varet i lagre. Mange skind er blevet så billige, at det ikke kan lade sig gøre at afsætte dem, hvilket har bevirket, at forøgelse af omsætnin­gen er gået helt i stå.

 

Derfor bliver mange af de midler, der ellers er afsat til gavn for fangerne, brugt til at fastholde Great Greenlands driftsomkostninger. Det gør mere ondt for fan­gerfamilierne, at man ved fortsat køb af lager­plads blot samler de indhandlede skind. Et stort lager, det aldrig nogen sinde vil være muligt at afsætte.

 

Hvad gjorde man i 1992, da ordningen omkring 32.000 saltede skind slog fejl? Ligger de stadig i lag­rene? Sagde man, at man ikke nænner at smide dem ud, fordi de stammer fra fangernes hårde slid? Det tror jeg ikke på. Lands­tinget har her i salen flere gange blevet orien­teret om, at mange af de indhandlede skind ikke kan videreafsættes som eks­port.

 

Vi har ønsket at disse skind skal bortskaffes på en eller anden måde, med kun ét formål for øje, nemlig som jeg sagde før, at mini­mere Great Greenlands driftsom­kostninger, for derved at opnå at flest mulige af de midler, der bevilges via finansloven, direkte kommer fangerne tilgode.

 

Såfremt man ikke ønsker at påtage sig ansvaret omkring bortskaffelse af usælgelige skind, vil jeg gerne påtage mig dette ansvar for denne holdning, idet jeg er helt overbevist om, at man ved at reducere driftsomkost­ningerne kan hjælpe fangerne med de midler, der reelt er blevet bevilget til brug for fangerne. Det bliver meget spændende at høre redegørelsen omkring Great Greenland i forbindelse med forårssamling II i år.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at de overvejel­ser jeg her har fremsat, bliver taget op til den tid.

 

Ussarqak Qujaukitsoq, Siumut:

Som forslagsstiller vil jeg lige kommentere betænkning afgivet af Handels- og Industriudval­get, fordi jeg selv foreslog, at man i 1993 går tilbage til ordningen, at man betaler fuldt ud for sælskind.

 

I indstillingerne fra Handels- og Industriudvalget kan jeg se, at man ikke kan gå ind for forslaget på grund af forskellige grunde. Først blev det sagt, at for­slaget vedrørende sælskind er fremsendt inden for forhandlingerne var færdige samt at sæl­skindspriserne ikke er faldet, og for det andet, så blev det også udtalt, at man kan ikke gå ind for at forslaget der med tilba­gevirkende kraft ydes tilskud til indhandlede sælskind.

 

Jeg skal først udtale, at mit forslag overhovedet ikke har nogen berøringsflade med forhandlingerne. Vi ved at KNAPK på vegne af fangerne med hensyn til den kommende fremtid indgår nogen for­handlinger og laver aftaler. Mit forslag det er med tilbagevir­kende kraft, som vedrører sælskind indhandlet i 1993 og det er også helt korrekt, som udvalget har sagt, at de sælskind ikke er faldet i pris, at det er korrekt, men jeg mener som forslags­stiller, at jeg har baggrund for at 1993 har været et år, som ikke har været godt for os, selvom priserne har været uændrede, så kan vi se, at fangernes indhandling er blevet mindre og der­for ud fra fangernes ønske har jeg fremsat sådan et forslag, og det er netop baggrunden for mit forslag, og jeg håber at det blot har været misforstået i udvalget, at de fremkom med sådan nogle begrundelser.

 

Og endelig som det tredje har jeg også sat streg under, at udvalget ikke kan gå ind for at man laver en ordning med tilbagevirkende kraft for sælskind.

 

Det står også at hvis man skal have sådan en tilba­gevirkende kraft, så skal det først ansøge midler til finansloven og udvalget kan ikke støtte dette. Vi er folkevalgte og vi skal gerne behandle henvendelser fra vælgerne, uanset om de er smertelige eller ej, og derfor med hensyn til det allersidste, så mener jeg ikke man kan bruge det ord man har brugt, idet man ikke kan forudse, hvordan det kom­mende år vil have ved årets slutning. Det kan man ikke gætte på. Dette kan først ses når f.eks. årsregnskaberne er færdige. Man kan ikke forudse forlods om det skal være et godt år eller et dårligt år med hensyn til fangernes fangster, og det har jeg også sat streg under.

 

Jeg vil også takker for landsstyreformandens udtalelser om, at man kan have en mulighed i forbindelse med anden samling i maj, at få en orientering om den konsulen­trapport der er under udarbejdelse, det takker jeg for fra min side.

 

Der er ellers mange ting, som jeg gerne vil kommentere her, men med hensyn til det sidste, som vi har fore­slået, med hensyn til at usælgelige skind ikke blot skal afbrændes, men jeg har for­ståelse for, at I skal have sådan nogle indstillinger, men jeg vil stærkt advare mod, at vi fangere, som erhververe som fan­gere, vi skal bære de økonomiske konsekvenser.

 

Hvis de dårli­ge skind, der allerede findes og de sæl­ges, fordi man har jo ikke sagt hvor længe kan sælskind blive i la­geret i Ammerivik, hvem kan sige noget om det? Der er vist ikke nogen der kan sige det. Vi som bruger skind til daglig, vi ved, at når skind blot bliver liggende, så rådner det jo også. Hvis man skulle eksportere og sælge noget, hvem kan så tage ansvaret for denne fejltagelse? Det er kun fangerne alligevel, der kan bære på denne byrde. Hvis man har solgt nogle dårlige skind, så er der overhovedet ikke nogen, der vil købe nogen flere og det vil måske have et dårli­gere resultat end det er tilfældet i dag overfor os.

 

Derfor advarer jeg mod at man blot har dårlige skind på lageret og vil fortsætte be­stræbelserne for at beholde dem. Det kan ikke komme ind i vores øre og det vil jeg udtale, at det er helt uacceptabelt.

 

Og fra Atassuts ordfører blev det også nævnt, at man vil frem­sende forslag om indførelse af fangerløn. Selvom jeg tidligere har kommenteret dette, så har den beklageligvis været kørt ude­lukkende på dansk og jeg skal benytte denne lejlighed at der har været sket en hel del misforståelser, måske især for KNAPK's hoved­ledelse, hvor de har misforstået noget.

 

Og at de har frem­sat noget, som det ikke har været min mening at udtage. Jeg mener, at da jeg allerede har kommenteret dette, så vil jeg kort kommentere dette, at jeg finder det uacceptabelt og kan heller ikke fore­stille mig, at man kan indføre fangerløn, uanset om de har fangst eller ej. At hvis det er sådan man har forestillet sig det, så kan jeg som fanger ikke accep­tere dette, og vil være meget stærkt imod, hvis dette bliver fremsat i fremtiden, idet vi fangere på nuværen­de tidspunkt ikke skal opdrages sådan, at vi i frem­tiden blot skal lade stå til. Sådan noget kan man ikke bane vejen for. Tak.

 

Kaj Egede, formand for handels og industriudvalget:

Som udvalgsformand skal jeg fremkomme med nogle be­mærkninger. Udvalget har afgivet betænkning i enighed, og udvalget finder, at have fået de nødvendige oplys­ninger i forbindelse med sit arbejde, både fra Great Greenland og direktoraterne. Og det er ud fra disse oplysninger vi har taget stilling til forslagene.

 

Først med hensyn til debatten omkring sælskind vil jeg sige, at udviklingen i sælskindspriserne i de sidste år, det har vi fået nogle oplysninger om. Hvad koster nr. 1 fra år til år og så videre og så videre. Ud fra disse oplysninger har vi ikke kunnet se, om priser­ne er faldet, men jeg skal bemærke, at ud­valget ikke har fået fyldestgørende oplysninger fra lokale ind­handlings­steder. Årsag til indtjeningsfald er, at indhandlede skind er blevet færre.

 

Vi har ikke skullet tage stilling til det forslag, der er frem­kommet i udvalget, om der skal gives særlige tilskud. Det der skal tages stilling til er, om man skal komme med indstillinger om tilskud ud fra, at sælskindspriserne er faldet. I forbindelse med færdig­gørelse af betænkningen, er der frem­sat en oplysning om, at samtlige tilskud til 1993 ikke er brugt op og derfor har vi ikke haft mulighed for at tage stilling til sagen.

 

Jeg mener på vegne af hele udvalget, at udvalget støt­ter landsstyrefor­mandens udtalelse om, at disse midler bør kunne bruges til gavn for fangerne.

 

Udvalget har fået fyldestgøren­de oplysninger om skind­lageret. Der er registreret hvor mange sælskind der er i lagrene og hvor gamle de er og deres ca. værdi. Ud fra de op­lysninger, udvalget har fået, ligger der for ca. 4,4 mio. kr. ubehandlede skind op lager og for ca. 2,2 mio. kr. garvede skind.

 

Vi har i udvalget ikke kunnet tage ansvaret for at komme med indstilling til at disse værdier bare skal gå op i røg, fordi man mente, at disse skind i fremtiden også kan bevare deres værdi, og der blev endvidere også givet oplysning om, at opbe­varing af sælskind i lagre ikke har krævet yderligere omkost­ninger, fordi Great Greenland selv ejer lagret.

 

Udvalget har ikke fået oplysning om, hvordan det ligger med skind, der stadig ligger i de forskellige lokalite­ter. Og kasserede skind.

 

Med hensyn til de andre bemærkninger vil jeg blot bemærke, at udvalgets betænkning, at vi får den op­fattelse, at samtlige partier støtter udvalgets be­tænkning og at enkelte forslags­stillere har følt, at deres forslag ikke bliver besvaret fuldt ud. Vi kan have udarbejdet en lang betænkning for at medtage alle disse ting, men jeg vil gerne henvise til, som udvalgs­for­mand, at i forbindelse med maj-samlingen, at der fremsættes en redegørelse omkring Great Greenland, ligesom landsstyreformanden har udtalt således at vi går ud fra, at vi også kommer med en betænkning i forbin­delse med samlingen i maj måned. Og så har vi også regnet med, at vi kan være inde med flere oplys­ninger til den tid.

 

Pavia Nielsen, ordfører for Siumut:

Det er kutyme fra lang tid og det er ligesom at det også bliver kutyme, at når man diskuterer sælskind, at man laver nogle meget tomme diskussioner, det må vi nok også komme udover på nuværen­de.

 

Med hensyn til vore indstillinger i betænkningen og mine bemærk­ninger på vegne af Siumut, så har han taget det meget hårdt, Hr. Bendt Frederiksen, og finder dem som floskler med hensyn til at man ikke brænder sæl­skind, der blot forbliver i lageret, også fordi der også her er tale om produkter, som er blevet udarbej­det af både fangerne og fangerkonerne, men vi gik videre, at man så vidt muligt skal arbejde for at de skind man har på lager, de skal findes nogen afsætningsmulig­heder.

 

I tidligere debatter så har vi krævet, at man til små skindsystuer og til vore egne virksom­heder, at disse sælges billigt til disse virksomheder her fra talersto­len, det er disse ting, der ikke er blevet reali­seret. Hvis disse ting var blevet realiseret, så ville debat­ten være mindre her i landstinget og vi må være enige om, at pro­duktet er rent problematisk og på et tidlige­re tidspunkt, f.eks. da spæk blev indhandlet, da der ikke længere var indhandlings­muligheder, så kom der også nogle problemer.

 

Nu er det helt andre problemer. Tænk at nogle lande indfører handelshindringer og importforbud af produkter fra andre lande og EU, som jo også begrænser meget og f.eks. de store vest­lige lande, USA, som også har indførsels­forbud. Vi be­finder os på et meget vanskeligt stade på nuværende tidspunkt. Så kan man ikke komme udenom bedre udnyttel­se af sælskind ved at man giver sælskind til små skind­systuer og lig­nende og det er blot det, som jeg gerne vil have at man har med i overvejelserne, også fordi Atassut er fremkommet med sådan noget i fremtiden.

 

Men med hensyn til Atassut's forslag om at fangerne, uanset om de tager på fangst eller ej, skal have fan­gerløn, det kan jeg ikke være enig i, fordi fangerne ikke er vant til at lade stå til.

 

Jeg har ellers fremsendt forslag til finans­loven til efter­året, at man tydeliggør tilskud til sælskind, men dette er ble­vet udsat til foråret. Hvis vi ikke ændrer ved tekstan­mærknin­gerne i finansloven, det som Bendt Frederiksens forslag og det som han gentog her fra talerstolen, det vil være vanskeligt at få det rea­liseret.

 

Derfor med hensyn til forberedelse af finans­loven til efteråret, så må vi afsætte tilskud til sælskind og tilrettelægge tekstanmærkningerne således, hvis vi skal have tilskud direkte til fangerne kan vi først rette det op ved teks­tanmærkningerne til finansloven.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Som det blev nævnt før har jeg fremsat forslag om økonomisk kompensation, som følge af totalfredning af rensdyr. Lad mig blot bemærke, at jeg har været util­freds med at det blev henvist til skriftlig besvarelse, hvorfor mit ønske om at det blev taget op, så har sagen været sendt til handel og industri i direktora­tet og udvalget har været enig i at det skal køres til lands­styret.

 

Lad mig sige, at jeg har fremsat dette forslag med god begrundelse, for da man i forbindelse med forårssam­lingen 1993 drøftede rensdyrtælling, som har været gennem debat, der blev det foreslået, at såfremt der skal være en bæredygtig rensdyr­jagt, da kan der fanges 1700 rensdyr. Der blev debatteret i landstinget, hvil­ket resulterede i, at disse rensdyr, at lands­styret skal behandle sagen ud fra med hensyn til erhvervs­jæger­ne, men desværre gjorde landsstyret dét, at det ikke tog hensyn til hvad der blev henstillet fra lands­tinget og blot besluttede at totalfredning skal ind­føres.

 

Således mistede vi 1700 dyr, der kan fanges og det har kostet mange penge for jollefiskerne og ud fra mit skøn, der ville det have haft en værdi på 4-5 mio. kr. for jollefiskerne. Hvis vi ser et år tilbage, 1992, da vidste man hvor mange rensdyr der er, at man sågar dispenserede lands­styret, at rensdyrjagten forlænges med 5 dage. Sæsonen skulle have stoppet den 25. septem­ber, men blev forlænget med 5 dage.

 

Dengang havde landsstyret den opfattelse, at rensdyr­bestanden var så god, at den kan bære en yderligere udnyttelse. Derfor var det med undren, at landsstyret besluttede at totalfrede. Så længe der er mulighed for bæredygtig udnyttelse, at man så ind­fører totalfred­ning, det er ikke en god udnyttelse af ressour­cerne. Hvis vi havde haft rigelig reserver, der vi kunne have anvendt disse til formålet. Derfor ønsker jeg at lands­styret tager imod mit forslag positivt.

 

For nogen år tilbage fik fiskerne ekstraordinær hjælp, altså de fiskere, der har ESU, hvorimod jollefiskerne ikke blev tænkt på, lige bortset fra en million, der på en eller anden måde dukkede op, blev udnyttet til formålet. Derfor har vi al mulig grund til at yde økonomisk kompensation til dem.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Jeg takker for at det måske ud fra en anderledes tænk­ning, det vi har udtalt, fordi man sagde at vi havde udsat at vi vil frem­komme og vi vil fremsætte forsla­get, men vi sagde at vores over­vejelser omkring fanger­løn, det er det som vi har fremsat og vi indstillede så, at det skal med i vurderingen i 1994. Jeg ved ikke om man er parat til at diskutere dette, men det er rigtigt at man rammer fangerkulturens essens, det er også derfor vi sagde at vi lige først skal undersøge det.

 

Når vi udformer Finansloven hvert eneste år, så plejer vi at afsætte tilskud til sælskind. Vi kan også her på nuværende tidspunkt tælle hvor meget tilskud de kan få fra landskassen ud fra det indhandlede. Det man kan have med i overvejelserne, det er hvis man ikke blot gav tilskud, ikke alene til sælskindsind­handlin­gen, men ydede et tilskud som en egentligt fangerløn, vi har ikke sagt at fangerne blot skal lade være med at fange noget. Selvfølgelig skal fangsten fortsæt­te. De vil så kunne sælge sælskind og så få dem med til livets op, det er så blot et spørgsmål om, hvor bedst gavnet vi kan fordele tilskuddet til sælskind. Det er noget man kan have med i overvejelserne.

 

Jeg har også lagt mærke til og som udvalgsformanden nævnte, at han ligesom en fanger. Det er med hensyn til sælskind, hvilken en tidsfrist man har med hensyn til at de skal kunne sælges, også med eksport, at vi er nået til det stade. Hvad så med de sæl­skind vi ikke kan sælge? Hvor skal vi så vende hen? Jeg har fuld for­ståelse for, at vi her til denne debat, at medlemmer fra fangerdistrikterne fremsætter hårdere ord og løf­ter, det er ikke mærkeligt at vi bruger så lang tid til den debat, men vi skal præci­sere, at vi vil holde op med at for fangerne at være fangere. De skal selvfølge­lig have mulighed for deres erhvervsudøvelse.

 

Lad mig sige den allerførste film vi har set. Den hedder "Qivitoq". Da han overgik til fiskeriet fra fangererhvervet, hvor tilbageholdende han blev. Dengang var det grønlandske samfund ikke parat til sådan noget. Vi skal jo fortsætte med at forfølge ved at den er jo stadig i bevægelse. Vi skal også have nogle overvejel­ser om den udnyttel­se af de midler, der ydes. I dag er det således, at fangere, som udelukkende har erhverv som fangere, de går over til fiskeri, når de får mulig­heder. Nogen af dem bliver endda håndværkere og sådan kan det fortsætte.

 

Og det som vi har her i overvejelserne, det er at man rammer lige præcis det centrale i vores kultur, men det som vi blot siger, det er hvordan vi bedst kan få ud­nyttet de tilskud, der ydes, og fangerne bør heller ikke være bange for dette. Vi hører jo gang på gang, I kan ikke lade være med at, fangerne kommer og siger, at vi kan ikke leve alene af tilskud og det er på baggrund af dette vi fremsætter det til overvejelse og så kan vi få det vurderet, når overvejelserne er tilendebragt, om det kan gennemføres.

 

Som vi allerede har sagt, så med hensyn til denne betænkning, selvom det er ret kort, så er det meget indholdsrigt, så har man behandlet mange forskellige forslag under ét og det går vi ind for og jeg har også sagt, at Pavia Nielsen ikke her som formand i dette udvalg. Han er formand for Fiskeriudvalget. Jeg forvek­slede ham. Jeg undskylder min fejltagelse.

 

Peter Ostermann, Atassut:

Således er Kaj Egede fritaget for at skulle være fan­ger. Jeg skal lige komme med nogle kommentarer. Som I ved har jeg stillet forslag om til dette møde, at man bedre udnytter fåreuld og moskusuld. Da fiskeriet slog fejl var det fiskerne og deres familier, der blev økonomisk hårdest ramt, men de stoppede ikke op.

 

De blev ved med at forsøge sig frem til udnyttelse af de andre fangster, som deres mænd har. F.eks. rens­dyrskind har de prøvet at gøre noget ved. Det de er nået frem til i dag er, de ønsker at få lidt hjælp til at udnytte de givne ressourcer lidt bedre. Det var deres budskab i radioen. De sagde ikke, at de ønskede at der blev bygget store eller mange fabrikker. Det de ønskede var hjælp os til at udnytte de ting, som vi selv har fundet frem til. Derfor den bemærkning, som udvalget er kommet frem med, at man vil fremme dette, og at man skal være opmærksom på det, det er jeg ikke tilfreds med.

 

Når der blev fremsat nogle forslag, så laver man under­søgelser, hvor man konkluderer, at det ikke kan lade sig gøre, fordi det ikke er økonomisk bæredygtigt. Indenfor forretnings­mæssig drift er det efterhånden blevet sådan, at vi altid fokuserer på pengene. Om det drejer sig om familie, en­keltpersoner eller andre. De bestræbelser man har, ikke for at være millionær, men for at kunne leve af det, dem må man være vågen over­for.

 

Næsten hver eneste jul kommer der mange forskellige ting, som man kan være interesseret i at købe. Hvordan bliver de fremstil­let? Der findes ikke kæmpestore fabrikker til disse. De bliver produceret på små pro­duktionssteder, hvor de bliver klippet i maskiner og så bliver de delt ud i hjemmene, hvor man så pakker dem i de forskellige hjem. Kan man ikke i forbindelse med for­slaget lave indførelse af samme fremgangsmåde? Jeg mener det kan lade sig gøre, hvis det gøres ordentligt. Derfor vil jeg på det kraftigste anmode landsstyret om at landsstyret støtter disse initiativer på bedre måde end det er gjort hidtil.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Som formanden for Handels- og Industriudvalget udtalte, er vi fuldstæn­dig enig med hans præcisering i sit andet indlæg og det er så det, som vi diskuterer her i dette spørgsmål, nemlig at udval­gets betænkning af samtlige partier er blevet godkendt.

 

Dermed tydeliggøres at samtlige partiers indlæg, efter at have holdt gruppemø­der, kommer med deres indstil­linger og vi finder også sådan en fremgangsmåde meget vigtig og vil også respek­tere det fra Inuit Ataqati­giit, men dette spørgsmål, som er af vital betydning for samfundet, også fordi man fra udvalgets betænkning har præciseret, at det spørgs­mål man behandler, nemlig med hen­syn til indhandling af sælskind, det vil man vende tilbage til under den anden forårssamling, og indtil dette så regner vi med og efter de tilsagn man har ydet fra landsstyret omkring en redegørelse, der vil blive fremlagt vedrørende Great Greenland, den vil blive færdig til den tid, og først til den tid kan vi have et godt grundlag til at gøre noget og videreføre debat­ten.

 

Forslagsstillerne, med hensyn til sælskindspriser, udtalte flere gange herfra, at sælskindspri­serne ikke er blevet forbedret.

 

Her skal vi blot gentage det vores udvalgsformand har sagt er kor­rekt, at disse priser ikke har været for­værret i de seneste år, for hvis jeg skal udtale, så koster et nr. 1 i 1992 gennemsnit­ligt 452 kr. i værdi. I 1993 kvalitetsskind nr. 1 450 kr. og i år er det vurderet til at være 475 kr. Det vil sige en forbed­ring. Kvalitetsskind nr. 2 fra 311 kr. og indtil dato ste­get til 350 kr. Kvalitet 3 1992 kr. gennemsnitlig 175 kr. Og i 1994 så er den vurderet til at have en værdi på 200 kr.

 

Problemet ligger mest heri, at indhandling af sælskind og sortering af de 3 kva­liteter, så har der været for mange, der er blevet solgt af kvalitetsskind 3, det vil sige i løbet af 1994, så er kvalitet 3 steget med helt op til 60% og dermed har det også været begræn­set det man skulle yde til fangerfamilierne, men hvis det har været den modsatte vej, hvis kvalitet nr. 1 havde været steget i antal, så ville det også være mere gavnligt for fangerfamilier­ne.

 

Landsstyreformanden kommer også mere aktivt ind på arbejdet omkring eksport og afsætningsmuligheder i verden med hensyn til sælskind. Det er også det vi fra udvalget har påpeget, fordi vi har heller ikke fundet fra udvalget at være enig i, at en del af de skind er i lageret, de blot bliver afbrændt. Hvis vi skal have større afsætning af sælskind så kan vi have gavnet hele samfundet og vil have gavnet især fangerfamilierne og kunne ellers sige tillykke til fangerfamilierne.

 

Her er det mest spør­gsmålet om hvor meget det kan lykkes for os at få andre verdens­borgeres øjne op for at der ikke er noget smerteligt at bruge sælskind til jakker, frakker, beklædning. Euro­pærere og amerika­nere det finder smerte i at bruge sælskind til beklæd­ning. Netop i disse år med hensyn til skind og andre skind fra patte­dyr, så er der indførselsforbud til USA. Det nævnte også Pavia Niel­sen.

 

Den er allerede gennem­trådt i flere år, at en ameri­kansk lov, som her Marine Mammal Protection Act, med hensyn til ind­førselsforbud til USA. Det er en lov. Og ud fra det seneste oplysninger vi har, så vil man ændre denne, MMPA-lov. Så arbejder man på nu­værende tidspunkt i USA`s kongres, at få den genind­ført. Og man regner så med, at den vil blive indført pr. 1. april i år. D.v.s. at sælskindprodukter, det vil blive total forbudt at indføre til USA.

 

Og hvis man prøver på at få dem indført, så vil der straks ske en konfiskation, selv om sælerne ikke er truet af udryddelse i vores farvande, selvom flere allerede har påpeget det fra denne taler­stol.

 

Derfor vil vi indstille fra IA til landsstyret i sam­arbejde med den danske regering, omkring udarbejdelsen af den kommende lov og som allerede er en lov, som er forkortet til MMPA. Og dennes begræsning omkring fri­handel landene indbyrdes, får undersøgt om det er en overtrædelse af GAT-aftalen, og hvis det er tilfældet, at man snarest at landsstyret gør noget, og det er påkrævet.

 

Derfor vil vi også anmode vores landsstyre indtrængen­de, at begrænsninger uden for vore lande, med hensyn til lovgivninger som vil ramme os hårdt, og som allere­de har ramt fangerfamilierne, men at der er bevågenhed over for disse, men derigennem i samarbejde med den danske regering vil kunne gøre noget fra nu af.

 

Bendt Frederiksen, Siumut:

Jeg kom med en lang indlæg første gang, men nu vil jeg komme med kort en.

 

Jeg vil påpege de ting, som jeg sagde. Der står at Great Greenland langsomt nedtrapper sit skindlager. Man regner med, at der bliver indhandlet 45.000 skind pr. år. Og hvis vi hvert år nedsætter lageret med 15.000 skind, så vil det altså stadig have behov for store lager.

 

Kaj Egede sagde, at redegørelsen omkring Great Green­land vil blive uddelt til udvalgsmed­lemmer, men han mente vist, at redegørelsen bliver omdelt til samtlige landsstingsmedlemmer.

 

Jakob Sivertsen, Atassut:

Fastsættelse af skindindhandlingspriser, der har jeg fremsat forslag om at landsstyret tager disse forhand­linger. Dette forslag har jeg fremsat før KNAPK`s forhandlinger omkring sælskindspriser.

 

I 1993 blev der indført at man kun udbetaler en del af indhandlingsprisen. Mange af talerne, bemærkede at dette har en meget stor negativ virkning på fangernes indtjeningsmuligheder. Og en af partiordførerne kom ind på, at fangerne opsamler store restancemasser af den grund, det skal understreges, at fangerne har viljen til at betale deres regninger, men så længe de har så få penge mellem hænderne, der har de kun meget lidt muligheder for at opfylde deres forpligtelser. Det er derfor jeg har fremsat dette forslag. For såfremt KNAPK opnår utilfredstillende resultater, så vil lands­styret være klar til at komme med nogen initiativer for at rette op på det.

 

KNAPK, KNA og Hjemmestyret har indgået en aftale om sælskindspriser nu, og udbetaling af sælskindspriser på indhandlingsstederne skal igen kører fra 1. april 1994. Som forslagsstiller omkring netop dette spørgsmål i forbindelse med efterårssamlingen, der er jeg meget glad for, at denne vil træde i kraft så hurtigt, det havde jeg dog ikke regnet med.

 

Jeg vil gerne rette en tak til dem der har bevirket det, at fordi sådan en ordning vil have stor gavnlig virkning på fangerdistrikterne.

 

Det var det korte bemærkninger jeg gerne vil fremsætte.

 

Pavia Nielsen, ordfører for Siumut:

Jeg vil ellers fremkomme med noget kort, det er blot det, som ATASSUT nævnte i sit indlæg, nemlig i for­bindelse med sælskindspriser og citerer den; ATASSUT skal udtale her fra tingets talerstol gentager vor ide, om indførelse af fangerløn, d.v.s. når det er en over­vejelse så man også regne med, hvad de forskellige partier mener til dette, og hvad for nogen bemærkninger det vil sagde, det er hvad vi har kommenteret til det, i og med at de fremkom med deres ide fra talerstolen. Og han har altså forståelse på mine bemærkninger i sit videre, omkring at jeg også er en af dem der nogen har været bange for, at sælskind afsætning og så sagde han, hvad skal vi så prøve på at gøre noget.

 

Dette spørgsmål har vi gennem længere tid, prøvet på at overvinde, i og med at vi udbygger produktion af fisk i fangerdistrikterne og dette udbygning vil fortsætte, og vil fortsættes på nuværende tidspunkt. Så har man indsat indhandlingsskib i Upernavik Kommune, som er bemandet med fremmede for at få udbygget fangererhver­vets indtjening. Og vi har også nogen planlægninger. Det er sådan nogen svar som jeg gerne vil komme med i forbindelse med de spørgsmål der bliver rejst.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Flere ordførere er inde på en debat omkring skindla­geret og de omkostninger der er forbundet hermed og Bendt Frederiksen sagde, at man brugte omkring 30-40% af driftsbevillingen til lageret. Men det er korrekt, at der er temme­lig mange sælskind på lager. Pr. 31. december 1993, så havde man over 190.000 ubehandlede skind på lager. Og allerede behandlede og garvede skind, så havde man over 29.000 stk. på lager.

 

Men det er ikke således at samtlige er ubrugelige. Man har 29.000 garvede skind. Og Usaqqak Qujaakit­soq spurg­te, hvor længe kan man opbevare skind i lageret. Og Usaqqak sagde korrekt, at vi ikke kan svare på det, og det kan måske være sådan, at Great Greenland kan be­svare spørgsmålet.

 

Man skal regne med at blandt de skind der er på la­geret, er nogle indhandlet i 1988-89, og enkelte af dem er blevet indhandlet i 1985. D.v.s. for 5-6 år siden, og det ældste helt op til 9 år. Skindene er mellem 5 og 9 år gamle.

 

Man skal være påpasselig med, med hensyn til at konklu­dere, at samtlige skind der er på lager er ubrugelige. Afsætning og produktion fortsætter, selv om det kører langsomt. Og hvis der er nogen som ikke egner til produktion, så må man finde andre muligheder for at få dem anvendt.

 

Det kan være forskellige muligheder. De kan også bruges i forbindelse med vores præsentation udadtil. Man kan f.eks. give en gave et eller to sælskind til samtlige indbyggere i Grønland, hvis man vil undgå, at det forbliver på lager. Eller man kan formindske an­tallet hvad går noget andet. Og jeg kan sige, at man ikke er uenig i, at sælskind som er garveriet ikke kan bruge, ikke blot fremsende til garveriet. Men man bør sende skind som garveriet kan bruge i sine produkter, bruger andre skind til andre formål, f.eks. til skind­systuer langs kysten, eller få dem tilrettelagt til eget for­brug.

 

Og som allerede nævnt, så er der flere ordførere der fremhæver, at pr. 1. april 1994, d.v.s. med udgangen af denne måned, så vil der indført en ny ordning, D.v.s. man går bort fra den nyordning, der trådte i kraft 1993, og går tilbage til den gamle ordning. D.v.s. at man lokalt genindfører klassificering af skind, og man der igennem opnår, at fangeren der sælger skind kan få fuld betaling for sine skind.

 

At 1993 har været vanskeligt år for fangerne, der mener jeg, at det vil være en forpligtelse for os, og ud for de bemærkninger, der er faldet, så efterlyser man landsstyrets tiltag til næste forårssamling, fordi jeg mener, man kan ikke ved blive med at forsvare, at man i 1993 ikke har, hvis man ikke kan bruge samtlige tilskud til sælskind, der er afsat på finansloven. På den anden side kan se, at der er fangerefamilierne har økonomiske vanskeligheder.

 

Til det så skal vi fra landsstyret prøve på at komme med løsningsmodeller. Og jeg vil blot citere en del af "nunani uumasut" hvor det siges at, "I er i fami­lie, I skal ikke skændes". Jeg mener produktion af sælskind, er så vigtig, at man skal have en for­nuftig taktik, og have samarbejds­partner og ved at gøre noget sådant, så må vi have nogen samarbejdspartnere, for at få andre verdensborgeres øjne op, at sælskind til beklædning, det er godt og meget fin. Også fordi det er meget koldt i europæiske lande, fordi det vil ellers være gavnligt, hvis det ikke havde en for­kert tankegang, med hensyn til sælskind.

 

Og Johan Lund Olsens indstilling, den vil vi tilgå videre til den danske regering, omkring indførsel af sælskind er forbudt i USA, om det ikke er en overtræ­delse af GAT aftalen. Det er en god vej, man kan gå. Og med hensyn til andre henvendelser til den danske re­gering, der mener jeg at man bør følge de rette kana­ler.

 

Med hensyn til det som Pavia Nielsen udtalte, at til­skud til sælskindspriserne, at man får placeret på en særskilt konto i finansloven, det har jeg fuld for­ståelse for, men på den anden side så laver man jo forhandlinger omkring sælskindspriser mellem Great Greenland og KNAPK. Og at man har en aftale allerede skrevet på finansloven, det vil have nogen begræns­ninger, men hvis man kunne få afsat hvor meget der skal bruges til drift og hvor meget der skal bruges til sælskindsproduktion, der mener jeg at det er oplagt emne til undersøgelse. Og landsstyret skal sørge for at disse bliver undersøgt.

 

Jeg finder lige som Pavia Nielsen det lidt mærke­ligt, som Konrad Steenholdt nævnte, at han blev forund­ret over den ide, han fremsatte, men jeg vil udtale, det vil være bedst at afvente bemærkninger til for­slaget. Og så må man være parat til og få dem vurderet om man har råd til det eller ej, for hvis vi ikke gør det, så kan det være, at man blot giver evt. falske forord­ninger til en del af samfundet, og derfor med hensyn til dette spørgsmål, vil jeg blot præcisere mine be­mærkninger, at jeg ikke mener, det er en del af den dagsordenspunkt vi har på behandling idag.

 

Med hensyn til Peter Ostermanns udtalelser, så er jeg enig med ham, jeg mener, at i udvalgsbetænkningen blot har sagt, at man vil fremme og udbygge bedre udnyttelse af både rensdyr og moskusskind. Selvfølgelig hvis det er en opgave til landsstyret, så skal vi nok gå i gang, d.v.s. at landsstyreområdet for handel vil jeg bede ham om at bede direktoratet om at lave en rapport, med hensyn til om man kan få undersøgt udnyttelse af både rensdyr og moskusskind.

 

Og Bendt Frederiksen udtalte, at en rapport over Great Greenlands drift, om den kan blive uddelt til samtlige landsstingsmedlemmer, der skal jeg sige, at vi er lidt påpasselig med at Great Greenland har en bestyrelse og det er en rapport til bestyrelsen. Men selvfølgelig kan vi få uddelt referatet, og eventuelle bemærkninger fra ledelsen til landstingets medlemmer og ikke mindst til handels- og industriudvalget. Og vi håber så at man vil have noget bilag som kan blive uddelt til samtlige medlemmer. Også fordi man på nuværende tids­punkt ikke kan love, at det kan blive offentliggjort, fordi det kan have indflydelse på enkelt personer.

 

Og jeg har så kommenteret mange bemærkninger. Og vi håber så at vi kan komme med nogen endeligt til næste forårssamling fra landsstyrets side.

 

Usaqqak Qujaakitsoq, Siumut:

Ganske kort, det hjælper altid at man lige vender tilbage til noget, man har sagt før.

 

Jeg har fremsat et forslag omkring sælskind, som ved­rører denne debat. Jeg vil blot minde, at jeg har frem­sat forslag om, at klassificering af sælskind skal gennemføres lokalt. Hvis det havde været til­fældet, altså hvis mit forslag havde fået opbakning, vil man ikke have haft så mange skind på lagerne. Det må man også tænke på, det vil jeg også minde om over for Handels-og Industridirektoratet.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Det vil være underligt at hvis man har opfattelsen af jeg er blevet overrasket. Jeg blev ovenikøbet glad for at mit forslag blev kommenteret. Vi får både os til debat og vi håber at forslaget kan bruges i forbindelse med vurderingen i 1994. Vi har ikke beregnet det økono­miske konsekvenser, men beregningerne kommer. Men det undrer mig, at hvis man siger, at problemer i forbin­delse med eksport af selskab. Og i forbindelse med prøvelserne af fangernes økonomiske problemer, at man anser sådan et forslag ikke er på sin plads.

 

Jeg mener det er på sin plads, at man kommer frem med nytænkning, vi må ikke bremses i det, det er vores alle sammens opgave at opnå de bedste vilkår for samfundet, og det er en af de veje vi skal gå her i dette forslag, og til sidst ganske kort.

 

Der vil jeg blot sige med hensyn til Green Peace, altså de initiativer landsstyret har sagt over for Green Pease Danmark, dem støtter vi fra ATASSUT.

 

Kaj Egede, formand for handels og industriudvalget:

Det er sådan, at når man først har kommenteret udvalgs­betænkning i enighed, så derefter går man i gang med en meget uddybende debat.

 

Vi har følt, at i og med at der skal komme en ud­dybende redegørelse, at vi skulle frem­komme med en betænkning der kan samle partierne her i salen.

 

Usaqqak Qujaakitsoq sagde, at udvalget også skal tænke på, at skind i lagrene ikke bliver flere og flere. Jeg skal lige sige, at udvalget ikke har nogen indflydelse på Great Greenlands daglige drift og ledelse. Great Greenland har sin egen bestyrelse og det er den, der har disse opgaver. Men udfra den debat der foregik i 1993, der har de lovet, at de vil udarbejde en rede­gørelse.

 

Kun et enkelt punkt blev kommenteret, og det er mangel­fuldt og det er bedre udnyttelse af fåre- og moskusuld. Der sagde man, at man skal finde udveje for bedre udnyttelse af disse ting. Vi har i udvalget vurderet, om der kan etableres en større industri. Udvalget er vidende om, at samtlige produktioner i andre lande er gået helt i stå i industrimæssig ud­nyttelse. Det er kun som håndværk, det bliver drevet. Vi ved, at der er nogle muligheder, evt. via Santa's Workshop.

 

Peter Ostermann kom ind på de små produktioner, som også drives i Narsaq. De er meget interessante. Vi ind­stillede, at sådanne små produktioner bliver kørt og jeg vil fra min side sige med hensyn til Green Peace, at de har fået en mere forstående holdning. Det er en inter­essant ting, hvis det kan føre til, at flere og flere får bedre forståelse for det, vil det være en positiv ting.

 

Til allersidst, med hensyn til Konrad Steenholdt's bemærkninger vil jeg lige sige, at jeg af og til har fanget sæler.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Ja, selvfølgelig vil vi ikke sætte begrænsninger på debatten her i salen og man skal heller ikke begrænse vores mulighed for at besvare.

 

Med hensyn til Konrad Steenholdt's udtalelser om noget, der rammer fangerlivet, vil jeg sige, at det jeg her har peget på, er, at man ikke har grundlag for det, man her fremfører. Hvis man finder et forslag vigtigt, skal man forinden man fremsætter det, undersøge hvad omkost­ningerne vil være o.s.v. Jeg mener, at man ikke skal give falske forhåbninger ude i samfundet. Som jeg har sagt, har jeg for det første forstået på vegne af Landsstyret, at i forbindelse med 1994 forårssamlingen, skal Landsstyret have med i overvejelserne, at de fangerfamilier, der har haft problemer i forbindelse med året 1993, skal man fremkomme med noget fra Lands­styret. Her specielt de tilskud som ikke er blevet brugt i forbindelse med sælskindspriserne.

 

Og for det andet moskusokseskind samt rensdyr- og lammeskind, at Landsstyret skal fremkomme med en rede­gørelse til forårssamlingen, hvor man undersøger, hvilke muligheder der er.

 

For det tredie har man givet Landsstyret forpligtelse til at undersøge det indførelsesstop, som USA har bestemt ved lov, om det er i strid med GAT-aftalen.

 

For det fjerde, at man i forbindelse med redegørelse om Great Green­land, at de forskellige undersøgelsesresul­ta­ter bliver fremsat overfor Landstingsmedlemmerne, efter, selvfølgelig, en drøftelse i Handels- og In­dustriudval­get. Det er det, jeg har forstået her under debatten og jeg takker for den debat, der her har været.

 

Mødeleder:

Således er vi færdige med Betænkning afgivet af Han­dels- og Industriudvalget, som her er diskuteret og som Landsstyreformanden konkluderende udtalte, at med hensyn til de forskellige fremlagte forslag og med hensyn til en ny redegørelse her til foråret, hvilke initiativer de vil gå i gang med.

 

Således er vi nået til dagsordenspunkt 22.

 

Punktet sluttet.