21.11.2012: Udvalgssekretær til Fiskeriudvalget
Bureau for Inatsisartut, Grønlands lovgivende forsamling, søger en AC-medarbejder som udvalgssekretær
Vi søger
En AC-er med interesse for at arbejde indenfor det offentlige område til bl.a. selvstændigt at varetage betjeningen af de politiske udvalg nedsat af Inatsisartut.
Som udvalgssekretær kommer du så tæt på beslutnings-processerne for et helt samfund, som det overhovedet er muligt. Du får ansvaret for den faste betjening af Inatsisartuts Udvalg for Fiskeri, Fangst og Landbrug, og du skal af samme grund have flair for at arbejde i et politisk miljø.
Betjeningen af udvalget indbefatter særligt saglig, neutral og professionel rådgivning til parlamentarikerne samt planlægning af og deltagelse i udvalgets rejser, som typisk går til Grønland og Danmark.
Det er nødvendigt, at du er i besiddelse af en vis personlig gennemslagskraft og af en relevant, afsluttet akademisk kandidatuddannelse. Vi kræver ikke en bestemt uddannelsesmæssig baggrund, men vi lægger vægt på, at du kan fremvise en metodisk og effektiv tilgang til opgaverne og kan formulere dig klart på skrift og i tale.
Til gengæld skal du kunne lide, eller kunne leve med, at have ekstra travlt og arbejde sent under de to årlige samlinger, forår og efterår.
Som nyansat udvalgssekretær indgår du i Bureauets interne efteruddannelsesprogram, som sædvanligvis omfatter et studieophold i Folketinget og i et relevant ministerium i løbet af de første 2 års ansættelse.
Stillingen vil være ledig fra og med 1. december 2012.
Hvis du vil vide mere?
Du kan finde nærmere oplysninger på vores hjemmeside eller ved henvendelse til generalsekretær Ellen Kolby Chemnitz eller sekretariatschef Nikolai Sten Christensen. (Husk 4 timers tidsforskel)
De attraktive løn- og ansættelsesforhold, herunder ret til bestillingstillæg, fra- og tiltrædelsesrejse, bohaveflytning og bolig, sker i henhold til gældende overenskomst/aftale mellem Formandskabet for Inatsisartut og den pågældende forhandlingsberettigede organisation. Afhængigt af uddannelsesmæssig baggrund vil der for den relevante ansøger eventuelt kunne forhandles tidsbegrænset ansættelse.
Ansøgningsfrist 21. november 2012.
Ansøgning bedes vedlagt CV og eksamenspapirer.
Bureau for Inatsisartut ønsker at fremme ligestilling uanset køn, etnisk baggrund, religiøs overbevisning eller handicap.
Ligeledes ser vi livserfaring og personlig modenhed som en fordel, hvorfor vi opfordrer til ansøgning uanset alder.
Orlovsmuligheder i Danmark
Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle /samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.
Inatsisartut
Postboks 1060
3900 Nuuk - Grønland
Tlf . +299 345000
Fax: +299 324606
Inatsisartuts 31 medlemmer har i løbet af parlamentsåret og under dets 2 årlige samlinger, forår og efterår, bistand fra 9 akademiske udvalgssekretærer, der i vidt omfang hjælper og bistår hinanden både fagligt og praktisk.