Tirsdag den 15. oktober 1996

 

 

Dagsordens punkt 17.

 

Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om stempelafgift.

(Landstingsformanden)

 

2. Behandling.

 

 

Mødeleder: Ruth Heilmann

 

 

Knud Sørensen, Fungerende formand for skatteudvalget, Atassut:

 

I og med, at skatteudvalgsformanden Agnethe Davidsen er på rejse, vil jeg forelægge betænkning fra udvalget.

 

Betænkning fra skatteudvalget vedrørende forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om stempelafgift. Skatteudvalget har følgende bemærkninger dertil. Skatteudvalget har på sit møde den 2. oktober 1996 behandlet det af landsstyret fremsatte forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om stempelafgift. Et enigt skatteudvalg går ind for forslaget om ophævelse af stempelafgiften i forbindelse med overdragelse af større skibe og ved pantsætning af skibe, der ikke er lystfartøjer. Endvidere støtter et enigt skatteudvalg forslaget om præcisering af reglerne om undgåelse af dobbeltstempling, når der oprettes både stempelpligtigt gældsbrev m.v. og stempelpligtigt pantebrev i forbindelse med køb af løsøre.

 


Skatteudvalget har konstateret, at langt de fleste overdragelser af store skibe, overdragelse af andele, anparter m.v. i rederier samt pantsætningsdokumenter oprettet i anledningen af finansieringen af overdragelserne i en årrække har været og fortsat er fritaget for betaling af stempelafgift via tekstanmærkning i finansloven om stempelfritagelse i forbindelse med kapacitetstilpasninger i den havgående trawlerflåde eller via bestemmelse i stempelloven om stempelfritagelse på grund af særlige omstændigheder. Skatteudvalget har således konstateret, at stempelafgiften på dette område i vidt omfang ikke finder anvendelse i praksis. Da fiskeriet og andre erhverv, der anvender store skibe, også i fremtiden vil have behov for at tilpasse sig havets ressourcer, transportstrukturen m.v. og derved sikre sig den mest rentable drift uden at skulle betale stempelafgift, finder skatteudvalget, at det er hensigtsmæssigt, at stempelafgiften helt ophæves for alle overdragelser af store skibe m.v. samt alle pantsætninger af erhvervsmæssige fartøjer, der ikke er lystfartøjer.

 

Endelig har skatteudvalget noteret sig, at den foreslåede præcisering af reglerne om undgåelse af dobbeltstempling i forbindelse med løsørekøb er begrundet i at løse de i praksis opståede forståelsesmæssige problemer, hvilket skatteudvalget ligeledes kan støtte. Og følgende medlemmer er i skatteudvalget: Agnethe Davidsen, formand, Siumut, Mikael Petersen, Siumut, Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, Knud Sørensen og Siverth K. Heilmann, Atassut.

 

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for økonomiske anliggender og boliger:

 

Da forslaget såvel under 1. behandlingen som i skatteudvalgets betænkning her til 2. behandlingen har tilslutning fra hele Landstinget, skal jeg på Landsstyrets vegne indstille det fremlagte forslag til overgang til 3. behandling for endelig vedtagelse i den foreliggende form.

 

 

Mødeleder:

 

Således, da der ikke er nogen der har bedt om ordet, er punkt 17 vedtaget til overgang til 3. behandling.

 

Og de der går ind for at det sker bedes rejse sig, og det er 27.

Der er ingen, der stemmer imod, og heller ingen, der undlader at stemme.

 

Og således er punkt 17, forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om stempelafgift, færdig til overgang til 3. behandling.