Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 35-2
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Tirsdag den 25. oktober 1994 kl. 16.10

 

Dagsordenens punkt 35.

 

Forslag til landstings­forordning om ændring af lands­tings­forordning om hjælp fra det offentlige.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked)

(2. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Knud Sørensen

 

Bendt Frederiksen, formand for socialudvalget:

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har drøf­tet det af Landsstyret fremsatte forslag til lands­tingsfor­ordning om ændring af landstingsforordning om hjælp fra det offentlige forud for Landstingets 2. behandling af forslaget.

 

Under 1. behandlingen af forslaget blev der fra alle partier udtrykt støtte for forslaget som helhed. I landsstyremedlemmets forelæggelsesnotat og i ord­førerindlæggene fra Siumut og Inuit Ataqatigiit blev det henstillet til udvalget, at der under udvalgsbe­hand­lingen bliver foretaget en nærmere drøftelse af ind­holdet af KANUKO­KA's høringssvar vedr. forslaget.

 

Inuit Ataqatigiit anmodede endvidere udvalget om sær­skilt at drøfte indholdet af det af Justitsmini­steriet afgivne responsum med henblik på at sikre, at samle­vere, der reelt ikke forsørger hinanden, ikke kommer i nød på grund af de foreslåede bestemmelser.

 

Atassut anmodede i sit ordførerindlæg endelig udvalget om at drøfte indholdet af den foreslåede nye affattelse af forordningens ' 15, stk. 3 med henblik på en af­klaring af, hvorvidt der kan medtages andre indtægter i husstand­sindkomsten end den hjælpsøgendes- og denne ægtefælles eller dermed ligestillet samlevers indtæg­ter.

 

Under udvalgets møde har KANUKOKA haft lejlighed til at forelægge indholdet af sit høringssvar direkte overfor udvalget.

 

Udvalget har taget de afgivne henstillinger under 1. behandlingen til efterretning, og har således drøftet samtlige de spørgsmål, der ønskedes særskilt drøftet.

 

Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har under udvalgsmødet overfor udvalget fremkommet med grundige og detal­jerede kommentarer til hver enkelt af de af KANUKOKA fremførte be­mærkninger. Det blev her­under forklaret, at en række af KANUKOKA's bemærkninger relaterer sig til foreslåede bestemmelser, der ikke er medtaget i det endelige forslag, der er fremlagt for Landstinget. Det drejer sig her navnlig om bemærk­nin­gerne vedr. den oprindeligt foreslåede bestemmelse om, at Landsstyret skulle kunne fastsætte minimums- og maksimumstakster for den offentlige hjælp. Udvalget har for så vidt angår disse bemærkninger derfor ikke taget særskilt stilling til disse, men alene til de spørgs­mål, der relaterer sig til det for Landstinget frem­lagte forslag. Udvalget skal dog i denne forbindelse udtale, at der på baggrund af den meget store variation i hjælpniveauet fra kommune til kommune på længere sigt synes at være behov for en mini­mumssikring af hjælpen, hvilket også er blevet foreslået i den netop fremlagte betænkning fra kommu­nalreformkommissionen.

 

KANUKOKA har anført, at kommunerne bifalder karantæne­ordningens indførelse, men at de ønsker de foreslåede karantænebestemmelser ændret, således at kommunerne selv kan bestemme, hvor længe karantænen skal vare, idet 1-måneds karantænen findes for at være alt for kortvarig. Direktoratet orienterede udvalget om, at baggrunden for de foreslåede karantæ­nebestemmelser netop er at gøre op med de mange for­skellige karantæne­ordninger fra kommune til kommune, således at der bliver ensartede regler herfor, uanset hvilken kommune man opholder sig i. Det blev endvidere præciseret, at der ikke er noget til hinder for, at kommunerne kan forlænge karantæneperioden udover 1 måned, såfremt den pågældende hjælpsø­gende fortsat nægter at påtage sig anvist arbejde. For de personer, der er blevet selvfor­skyldt arbejdsløse, vil karantæne­perioden derimod ikke kunne forlænges, medmindre de efter periodens udløb, nægter at påtage sig anvist arbejde. Udvalget kan på den baggrund tilslutte sig karantæne­bestemmelserne i den af Lands­styret foreslåede form.

 

KANUKOKA har endvidere påpeget, at der mangler reelle sanktions­muligheder overfor bevidst arbejdssky elemen­ter, og at der i forslaget ikke er en stillingtagen til den rest­gruppe, der ikke står til rådighed for arbejds­markedet. Denne gruppe har KANUKOKA foreslået en speci­el lavere takst for. Direktoratet orienterede udvalget om, at de foreslåede karantænebe­stemmelser blandt andet er udtryk for ønsket om at give kommunerne bedre sank­tions­mulig­heder overfor disse persongrupper. Med de fore­slåede karantænebestemmel­ser bliver det imidlertid samtidig fastslået, at der ikke er hjemmel til helt at afskære folk i nød fra at modtage hjælp, selv om nødsi­tuationen er mere eller mindre selvfor­skyldt. Dette ville være i strid med Grundloven, og den praksis, der hidtil har været fulgt herom i visse kommuner, er således ikke lovlig. For så vidt angår den omtalte restgruppe, der reelt ikke står til rådighed for ar­bejdsmarkedet anførte direktora­tet hertil, at det findes uacceptabelt at pege på yderligere sanktioner overfor denne gruppe, idet det ved mål­rettede akti­verings- eller revalideringstiltag måske vil være muligt at få nogle af disse mennesker op­kvalificeret til at kunne indgå i arbejdsmarkedet igen. Er dette ikke muligt, må man i stedet overveje andre løsninger, herunder evt. førtidspensionering. Idet udvalget er enig med de af direktoratet anførte bemærkninger, finder udvalget derfor anledning til at påpege, at denne pro­blematik synes at kunne løses gennem de mulig­heder, der ek­sisterer i de gældende regler.

 

Med hensyn til den hjælp, der udbetales i karantæne­perioden, har KANUKOKA anført, at kommunerne selv bør kunne bestemme, hvorvidt hjælpen skal udbetales kontant eller som naturaliehjælp. Udvalget skal hertil bemærke, at det synes bedst overensstemmende med formålet med en særlig karantænehjælp, at denne altid, som foreslået i det fremlagte forslag, bliver udbetalt som naturalie­hjælp, idet der hermed er sikkerhed for, at den karan­tæneramte ikke vil misbruge hjælpen og dermed bringe sig i en nødsituation på ny.

 

KANUKOKA har endvidere kritiseret den foreslåede for­ældelsesregel for at give mulighed for hjælp med tilba­gevirkende kraft og for at give borgerne en ekstra klagemulig­hed. Desuden anføres det, at den giver an­ledning til meradministration i kommunerne. Direktora­tet har hertil anført, at forældelsesreglen netop er fore­slået af hensyn til kommu­nerne for at fritage kommunerne for at skulle tage stilling til hjælpansøg­ninger vedr. en periode, der ligger så lang tid tilba­ge, at hjælpbe­hovet må anses for af­hjulpet. Der er således ikke tale om indførelse af hjælp med tilba­gevirkende kraft og heller ikke en ekstra klagemulig­hed. Idet KANUKOKA's bemærkninger således synes at bero på en misforstået fortolkning af den foreslåede be­stemmelse, og idet formålet med bestemmelsen iøvrigt kan støttes, kan udvalget derfor også anbefale den foreslåede for­ældelses­regel.

 

KANUKOKA har endelig kritiseret bestemmelsen om, at der ikke udover den hjælpsø­gendes egne indtægter og ægte­fæl­lens eller en dermed ligestillet samlevers, kan medtages andre husstandsmedlemmers indtægter i be­reg­ningsgrund­laget for offentlig hjælp. KANUKOKA har til støtte herfor anført, at denne ændring vil medføre store udgiftsstig­ninger for kommunerne og specielt for kommuner med mange bygder, idet de manglende arbejds­til­bud gør, at antallet af hjælpmodtagere nu vil blive reguleret ved, om der er sket en tilmelding til ar­bejds­markeds­kontoret. Dette kritikpunkt har udvalget drøftet i sammen­hæng med det af Atassut ønskede omkring for­ståelsen af husstandsbe­grebet i den fore­slåede be­stemmelse i ' 15, stk. 3.

 

Direktoratet har overfor udvalget forklaret, at den gældende for­ordnings ' 12, stk. 2 og ' 15, stk. 2 giver mulighed for, at der ved udmålingen af hjælp kan tages hensyn til fordele ved fælles husførelse såvel som til fordelene ved bofællesskab. Hjælpen vil således kunne udmåles under hensyn til en forud­sætning om, at andre husstands­medlemmer, hvadenten det er hjemmeboende myndige børn, eller andre familiemedlemmer eller lo­gerende iøvrigt også bidrager med en forholdsmæssig andel af huslejen og de faste udgifter.

 

Det vil imidlertid være i strid med de familieretlige regler, at medtage andre husstands­med­lemmers indtægter i indtægtsgrundlaget, idet disse husstandsmed­lemmer i så fald reelt vil blive pådraget en forsørgelses­pligt i forhold til de øvrige husstandsmedlemmer. Med hensyn til de forventede udgiftsstigninger vil disse således alene skyldes, at der i visse kommuner har været an­vendt et for bredt indtægtsgrund­lag, der ikke har været hjemlet i de gældende regler. Udvalget skal på baggrund heraf også anbefale en fastholdelse af den foreslåede bestemmelse om, hvilke indtægter, der skal medtages i indtægtsgrundlaget for udmåling af hjælpen.

 

Udvalget har blandt andet på baggrund af Inuit Ataqati­giits ønske herom endelig drøftet indholdet af det af Justitsmini­steriet afgivne responsum. Direktoratet for Sociale An­liggender og Arbejdsmarked gjorde i for­bin­delse hermed udvalget opmærksom på, at det havde an­modet Lovkontoret om en juridisk vurdering af respon­saets indhold. Lovkontoret havde på baggrund heraf udtalt, at responsa­et måtte forstås således, at det ville være en forud­sætning for indførelse af en be­stemmelse, der pålægger ugifte samlevere, der har levet sammen i mindst 1 år, en gensidig forsørgelsespligt i forhold til det offentlige, at der samtidig hermed indsættes en undtagelsesbestemmelse hertil, der skal sikre, at samlevere der reelt ikke forsørger hinanden ikke kommer til at lide nød på grund af den foreslåede bestemmelse. Det havde af tidsmæssige grunde ikke været muligt for direktoratet at indarbejde denne undtagel­ses­be­stemmelse i det forslag, der er fremlagt for Lands­tinget.

 

Udvalget fik imidlertid i forlængelse af orienteringen under mødet udleveret et af Lovkon­toret foreslået udkast til en ændring af for­slagets punkt 6 og 11 for så vidt angår affattel­sen af henholdsvis ' 12, stk. 3 og ' 15, stk. 3. Udvalget finder som udgangspunkt den foreslåede ændring uheldig, idet den må antages at udvande ind­holdet af hovedreglen. Direktoratet har imidlertid orienteret udvalget om, at nødbestemmelsen alene vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor en hjælpsøgende kan godtgøre, at han eller hun reelt ikke har fælles husholdning og fælles økonomi med samle­veren, hvilket må formodes at være undtagelsestil­fælde. Under hen­visning hertil skal udvalget derfor anbe­fale, at for­slagets punkt 6 og 11 ændres i over­ensstemmelse med det af Lovkontoret foreslåede.

 

Idet udvalget iøvrigt kan tilslutte sig de foreslåede bestemmelser i forslaget, skal udvalget i enighed indstille til Landstinget, at forslaget overgår til 3. be­handlingen i den fore­liggende form, dog med den ændring af punkt 6 og 11, som Lovkon­toret har fore­slået, jf. vedlagte bilag. Bortset fra denne ændring er forslagets øvrige bestemmelser uændrede i forhold til det til 1. be­handlingen fremsatte forslag.

 

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har føl­gende medlemmer: Emilie Lennert og Agnethe Nielsen Atassut, Johan Lund Olsen fra IA og endelig Ane Sofie Hammeken og mig, Bendt Frederiksen, fra Siumut.

 

Afslutningsvist skal jeg henvise til bilaget, der er vedlagt betænkningen til pkt. 35.

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har forud for 2. behandlingen drøftet dette og udvalget har netop fremlagt sin betænkning herom.

 

Det fremgår af betænkningen, at udvalget støtter lov­forslaget i sin helhed, men at der, på baggrund af lovkontorets vurdering af det af justitsministeriet afgivne responsum, foreslåes indsat en nødbestemmelse, der alene skal finde anvendelse i de tilfælde, hvor de samlevende kan godtgøre, at de reelt ikke forsørger hinanden.

 

Landsstyret kan med henvisning til nødbestemmelsens be­grundelse tilslutte sig, at forslaget bliver ændret i overensstemmelse hermed.

 

Udvalget har iøvrigt udtrykt sin tilslutning til for­slaget, og Landsstyret skal derfor indstille til Lands­tinget, at forslaget overgår til 3. behandling i den reviderede form, som den fremtræder med indarbejdelsen af den af udvalget foreslåede ændring af punkt 6 og 11.

 

 

Mødeleder:

Jeg skal påny minde om, at der vil blive stemt

efter partiernes indlæg.

 

Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Vi skal fra Siumut tilkendegive vor tilslutning til betænkningen fra Social- og Arbejds­markedsudvalget.

 

Som vi fremførte under 1. behandlingen af forordnings­forslaget, fremhævede vi, at selvom der er vidtgående ændringer i bestemmelserne, bliver befolkningens vilkår ikke forringet af den grund, idet der primært er tale om styrkelse af svage punkter i forordningens bestem­melser.

 

Vi går i Siumut ind for udvalgets henstilling vedr. ændring af punkterne 6 og 11.

 

Med disse bemærkninger skal vi henstille, at forord­ningsforslaget inklusive ændringerne overgår til 3. behandling i den foreliggende form.

 

 

Emilie Lennert, ordfører for Atassut:

Under 1. behandlingen af forordningsforslaget udtalte vi, at vi fuldt ud forstår, at det er blevet nødvendigt at ændre den nuværende forordning, og at vi ligeledes er med på begrundel­serne for nødvendigheden af ændringen.

 

I forbindelse med drøftelser af partiernes bemærkninger i ordførertalerne blev bemærk­ninger fra KANUKOKA lige­ledes drøftet i udvalget.

 

Som det fremgår af betænkningen, er der en hel del bemærkninger, som udvalget har drøftet under sit møde.

 

Atassut og IP går helt ind for de fremsatte redegørel­ser i betænkningen, som efter vores mening er meget tydelige og velbegrundede.

 

Med hensyn til ønskede tilføjelser til punkterne 6 og 11, går vi med be­tænkelighed ind for tilføjelsen, fordi vi ved, at der er mulighed for vore tanker under punkt 6 og 11.

 

Årsagen til vores betænkelighed er, at vi mener, at sætningen: "Hvis den der søger hjælp, kan godtgøre..." vil volde besværligheder i den daglige admini­stration.

 

Afslutningsvist skal Atassut og IP udtale, at vi gerne ville have set fastsættelse af minimums­be­løb for offentlig hjælp.

 

Undersøgelserne fra 1992 viser jo efter vores mening klart og tydeligt, at der er stor forskel på udbeta­lingerne af offentlig hjælp fra kommune til kommune, og vi kan endda spørge os selv, om man overhovedet kan leve af det udbetalte.

 

Med disse bemærkninger går vi ind for, at forordningsændringsforslaget går videre til 3. behandling med de foreslåede tilføjelser under punkterne 6 og 11.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Eftersom et enigt Social- og Arbejdsmarkedsudvalg grundigt og meget nøje har behandlet dette forslag og ingen indvendinger har imod forslaget, skal IA blot give sin tilslutning, idet vi ligeledes skal indstille, at forslaget overgår til 3. behandling i den foreliggende form.

 

Og med disse meget korte bemærkninger meddeler jeg, at vi vil stemme for forslaget.

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Ganske kort med hensyn til det, der blev fremført fra Atassut, som bl.a. kom ind på, at de ellers har ønsket, at der tages en beslutning omkring minimumsfast­sættelse af hjælpen. Det har vi ellers også foreslået i vores forberedelse, men det har kommunerne været meget imod, og hvis vi skal tage sådan en beslutning, så skal der ske meget omfattende forhandlinger, og dan kan ikke gives nogen klare midler dertil.

 

Men vi er vidende om, at man i fremtiden på baggrund af kommunal­reformkom­misionens indstillinger kan bane vejen for sådan en beslutning.

 

Mødeleder:

Ja, og således er 2. behandlingen af pkt. 35 færdig, og nu skal jeg bede dem, der er for, at forslaget overgår til 3. behandling med de foreslåede ændringer, om at rejse sig. 27.

 

Punktet sluttet.