Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 35-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Fredag den 14. oktober 1994 kl. 15.25

 

Dagsordenens punkt 35.

 

Forslag til landstingsforordning om ændring af lands­tingsforordning om hjælp fra det offentlige.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Ar­bejds­marked).

(1. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender og arbejdsmarked:

For at vende tilbage til dagligdagen, skal vi hermed fremlægge forslag til lands­tingsforordning om ændring af landstingsforordning om hjælp fra det offentlige. Det skal jeg gøre på Landstingets vegne.

 

Forslaget indeholder 5 væsentlige ændringer i forhold til den gældende forordning om hjælp fra det offent­lige.

 

Der foreslås for det første bestemmelser, der har til hensigt at skabe klar hjemmel til en videreførel­se af den hidtidige praksis vedrørende hjælp til ugifte samlevere.

 

For det andet er der foreslået bestemmelser, der har til hensigt at legali­sere karantæ­ne for selvfor­skyldt arbejdsløshed.

 

For det tredie er der foreslået en ændring og en ud­videl­se af lands­styremedlemmets bemyndigelse til fast­sættelse af nærmere regler for hjælpens udmåling, således at kompetencen fremover tillægges Landsstyret, og således at Landsstyret fremover også vil have klar hjemmel til fast­sættelse af regler for hjælpens ud­måling for bestemte person­grupper.

 

For det fjerde er der foreslået en præcisering af rådighedsforpligtel­sen, således at arbejdsløse offent­lig hjælpmodtagere fremover ikke vil have pligt til at påtage sig anvist arbejde i den periode, hvor der er behov for barselshvile.

 

Endelig er der af hensyn til kommunernes administration  foreslået en generel forældelsesregel, som afskærer den hjælpsøgende fra at gøre krav efter for­ordningen gæl­dende for en periode, der ligger mere end 1 år forud for det tidspunkt, der søges om hjælp.

 

Forslaget er primært foranlediget af en nyligt afsagt kendelse fra Det Sociale Ankenævn, der fastslår, at der i den gældende forordning,- nemlig landstingsfor­ordning nr. 10 af 1. november 1982 om hjælp fra det offentlige, som ændret ved landstingsforordning nr. 2 af 11. maj 1993, ikke er hjemmel til at pålægge ugifte samlevere for­sørgelses­pligt overfor hinanden i relation til spørgsmålet om udmåling af hjælp fra det offent­lige. Denne kendelse er i uoverens­stemmelse med den praksis, der har været gældende siden den oprindelige forord­nings ikrafttræden i 1983.

 

Idet ankenævnets kendelse vil få vidtrækkende økonomi­ske konsekven­ser, såfremt praksis indrettes derefter, og idet Landsstyret finder det rimeligt, at samlevere, der lever under ægteskabs­lignende forhold, i relation til ud­målingen af hjælp fra det offent­lige sidestilles med ægtefæller, hvilket den hidtidige praksis netop har været udtryk for, har Landsstyret med det foreliggende forslag ønsket at skabe hjemmel til at videreføre den hidtidige praksis.

 

Landsstyret har med det foreliggende forslag endvidere ønsket at gøre op med kommunernes praksis vedrørende forskellige karantæneord­ninger i relation til beretti­gelsen til hjælp fra det offentlige. Efter den gældende forordning er der ikke hjemmel til, at en kommune kan ikende en offentlig hjælpansøger karantæne for en bestemt periode, men en del kommuner praktiserer alli­ge­vel sådanne ordninger.

 

Kommunerne har efter den gældende forordning alene hjemmel til at nægte at udbetale hjælp, såfremt den hjælpsøgende eller dennes ægtefælle nægter at påtage sig anvist arbejde. Forordningen siger imidlertid ikke noget om, hvor længe en kommune kan nægte at udbetale hjælp.

Herudover kan kommunerne udbetale hjælp mod tilba­gebe­ta­lingspligt, såfremt den hjælpsøgendes trangssitua­tion er opstået ved ufor­svarlige arbejds­mæssige eller økono­miske handlinger.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at de sanktionsmulig­heder, som kommunerne har efter den gældende forordning overfor selvforskyldt arbejdsløse ikke altid vil være udtryk for en reel eller tilstrækkelig sanktion. Tilba­gebetalingsmuligheden er således ofte uden praktisk betydning, såfremt der er tale om en klient, der i forvejen har betydelige restancer eller som ikke har udsigt til et indtægtsgivende job, der vil give mulig­hed  for at tilbagebetale hjælpen. Under henvisning hertil fremsætter Landsstyret hermed et forslag, som har til hensigt at skabe en reel sanktionsmulighed overfor selvforskyldt arbejdsløse. Samtidig ønsker Landsstyret med forslaget at få skabt en ensartet karantæneordning for alle kommuner.

 

Endelig er det Landsstyrets inten­tion, at der med legaliseringen, herunder med klare regler for, hvornår karantæne kan idømmes, og hvor længe den varer, vil opnåes en forebyggende effekt overfor den gruppe, som der hidtil ikke har været nogen reel sank­tionsmulighed overfor.

 

For at sikre, at den karantæneramtes familie ikke skal lide nød, er der i forslaget indsat bestemmelser, der sikrer familien en absolut minimimumshjælp, og at sådan hjælp altid skal udbetales som naturalhjælp.

 

Landsstyret har endvidere ønsket at udvide sin kompe­ten­ce til fast­sættelse af nærmere regler for hjælpens ud­måling. Der gives således efter forslaget Lands­styret mulighed for at fastsætte nærmere regler for hjælpens udmåling til bestemte persongrupper. Dette er begrundet i, at der kan tænkes forskellige person­grupper, som forordningens udmålingsbestemmelser ikke umiddel­bart vil være egnede over for,- eksempelvis hjælpberettige­de, der er indlagt på hospital, anbragt på institution eller indsat i anstalt under kriminalfor­sorgen, idet de pågældende helt eller delvist modtager fri kost og logi under opholdet.

 

Med hensyn til præciseringen af omfanget af rådigheds­forpligtelsen, skal denne ses i sammenhæng med den præcisering af landstingsfor­ordningen om orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, som der er fremsat forslag om på denne Landstingssamling.

 

Landsstyret har fundet, at de præciseringer og ændrin­ger, som forslaget indeholder, er så presserende, at de vanskeligt vil kunne afvente en mere gennemgribende revision af forordningen, hvorfor forslaget fremsættes allerede på indeværende samling.

 

Forslaget har været forelagt Justitsministeriet til juridisk bedømmelse vedr. foreneligheden med Grund­lovens regler om offentligretlig forsørgelsespligt samt de familieretlige regler herom, og mini­steriet har ikke fremført indvendinger mod de foreslåede ændringer.

 

Forslaget har forinden fremsættelsen for Landstinget været forelagt KANUKOKA til høring. KANUKOKA har til­sluttet sig forslaget om legalisering af karantæ­nereg­ler­ne og forslaget om sidestillelse af samliv af mindst 1 års varighed med ægteskab. KANUKOKA har imidlertid også anført en række betænkeligheder. Der henvises herom til KANUKOKAs høringssvar, der er vedlagt som bilag.

 

Idet der iøvrigt henvises til forslaget med tilhørende bemærkninger, skal Landsstyret hermed overlade for­slaget til Landstingets velvillige behandling. Lands­styret skal endelig foreslå, at forslaget behandles i Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg inden det går til 2. behandling. Landsstyret skal i den forbin­delse foreslå, at KANUKOKA tilkaldes som tilforordnet til udvalgsmøder­ne, og at de af KANUKOKA fremførte bemærkninger til forslaget særskilt drøftes.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Fra Siumut er vi principielt enige i det forelagte forslag.

 

Forordningsforslaget skal sikre en mere realistisk vur­dering af vore medborgeres levevilkår, uden at deres vilkår bliver ringere af den grund.

 

Der er betydelige ændringer i forordningsforslaget, som peger på forbedringer for såvel modtagerne som for kommunerne.

 

Der bliver rettet op på de skævheder, der er i den eksisterende forordning, således at forskelsbehandling af medborgere, som er en følge af den gældende lov­givning, bliver elimineret.

 

Nærværende forordningsforslag har været til høring hos KANUKOKA og Justitsministeriet. Justitsministeriet har ikke fundet anledning til be­mærkninger i forhold til forordningsforslaget, hvorimod KANUKOKA har sat spørgs­målstegn omkring forslagets økonomiske konsekvenser for kommunerne.

 

Fra Siumut mener vi imidlertid, at forordningsfor­slaget ikke vil være belastende for kommunerne, idet forslaget indebærer lovfæstelse af en praksis, hvorefter med­borgerne behandles mere ensartet i forhold til lov­givningen.

 

Med disse bemærkninger skal vi fra Siumut indstille, at forslaget forinden 2. behandlingen behandles i Socia­lud­valget, og vi skal samtidig indstille, at udtalel­serne fra KANUKOKA tages op til drøftelse i forbindelse med udvalgsbe­handlingen.

 

Emilie Lennert, ordfører for Atassut:

Atassut og Issittup Partiia forstår fuldt ud, at det er blevet nødven­digt at ændre den nuværende forordning.

 

Med forståelse for begrundelserne for de fem forslag, går vi fra Atassut og Issittup Partiia ind for for­slagene.

 

Vi har bemærket, at der ved ændringen af forordningen bliver skabt hjemmel til klarlæggelse af ting, som man i det daglige arbejde i kommunerne kan være usikre overfor. Dette er vi tilfredse med.

 

Med henvisning til forslagets ' 15 stk 3 vedrørende udmåling af hjælpen skal vi forespørge om der kun er tale om ægtepar og samlevende, eller også samboende hus­stan­de?

 

Det er jo således, at børn, familiemedlemmer eller andre kan bo sammen. Derfor skal vi foreslå, at sam­levende skal erstattes med husstande.

 

Med disse bemærkninger er vi enige med Landsstyret i, at forslaget behandles i Social- og Arbejdsmarkedsud­valget inden 2. behandlingen.

 

 

 

Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Landsstyret har til denne efterårssamling fremlagt et forslag til ændring af landstingsforordning om hjælp fra offentlige som i alt indeholder fem ændringer i forhold til den gældende forordning.

 

Som nævnt i landsstyrets forelæggelsesnotat er æn­drings­forslagene primært begrundet i en kendelse af­sagt af Det Sociale Ankenævn vedrørende spørgsmålet om ugifte samleveres forsøgelsespligt i relation til udmåling af hjælp fra det offentlige.

 

Landstyret foreslår, at den hidtidige praksis, hvor­efter der ved udmåling af hjælp fra det offentlige, tages hensyn til en samlevers indtægter, bibeholdes, dog med præci­sering af, at samlivet skal have bestået i mindst et år.

 

IA er enig i dette synspunkt, men finder anledning til at anmode om, at der under udvalgsbe­handling i Socia­ludvalget forud for 2. be­handlingen af forordningsfor­slaget, særskilt drøftes muligheden for at sikre, at samlevere der reelt ikke forsørger hinanden, ikke kommer i nød p.gr.a. den foreslåede bestemmelse.

 

En anden vigtig ændring er forslaget om en indførelse af en karatæne­ordning overfor personer, der er selvfor­skyldt arbejdsløse. Dette forslag er begrundet i ønsket om at give kommunerne bedre sanktions­muligheder overfor personer, som enten nægter at påtage sig anvist arbejde eller som selvforskyldt er blevet arbejdsløse.

Man må på baggrund af de erfaringer, der navnlig gøres indenfor fiskeindustrien i sommer­perioden, hvor der er problemer med at skaffe og fastholde den fornødne arbejdskraft konstatere, at de gældne sanktionsmulig­heder desværre ikke altid er tilstrækkelige.

 

IA finder det derfor utilfredsstillende for samfundet som helhed, for kommunerne, for arbejdsgiverne og for den arbejdsløse del af befolkningen, at der i dag ikke i forordningen er mulighed for at sanktionere de perso­ner der vægrer sig ved at påtage sig arbejde. IA kan derfor også støtte dette forslag.

 

IA har også med tilfredshed bemærket sig forslaget om at gravide og barslende arbejdsløse kvinder er sikret retten til at nægte at påtage sig arbejde i den perio­de, hvor de har behov for barselshvile, dog maksimalt svarende til orlovsperioden efter landstingsforord­ningen om orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

 

Forslaget om en indførelse af en generel forældelelses­regel og om landsstyrets kompetence til fastsættelse af nærmere regler om hjælpens udmåling for bestemte perso­ngrupper finder IA også sagligt begrundet, og kan derfor tilslutte sig disse forslag også.

 

IA har med interesse læst høringssvarene fra KANUKOKA, og skal blot dertil bemærke, at KANUKOKA på de væsent­ligste punkter synes at være enig i Landsstyrets for­slag, men at der dog også er nogle betænkeligheder, og IA skal derfor foreslå, at disse bliver nærmere drøftet i Landstingets Social- og Arbejds­markedsudvalg forud for 2. behandlingen.

 

Med hensyn til det indhentede responsum fra Justitsmi­ni­steriet kan det deraf konstateres, at der ikke fra ministeriets side er indvendinger mod forslaget som sådan, men det er præciseret, at det offentlige har en forpligtigelse til at sørge for, at ingen lider nød, og netop derfor skal IA som indledningsvist nævnt også sær­skilt anmode udvalget om at sikre, at disse grund­læggende intensioner bliver respekteret i disse frem­lagte forslag.

 

Med disse bemærkninger ønsker vi også, at Socialudval­get behandler dette forinden 2. behandlingen.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Pariiat:

Akulliit Partiiat er enig i ændringsforslaget, der har fælgende fem hovedpunkter:

 

For det første at skabe klar hjemmel til en videre­førelse af den hidtidige praksis vedrørende hjælp til ugifte samlevere

 

For det andet, bestemmelser, der har hensigt til at legalisere karantæ­ne for selvforskyldt arbejdsløshed

 

For det tredie, udvidelse af landsstyremedlemmets bemyndigelse til fastsættelse af nærmere regler for hjælpens udmåling

 

For det fjerde, præcisering af rådighedsforpligtigel­sen, og endelig en generel forældelelses­regel.

 

Vi forstår, at forslaget har udgangspunkt i en nylig afsagt kendelse i det Sociale Ankenævn, og såfremt praksis indrettes derefter vil det få voldsomme økono­mi­ske konsekvenser for Landskassen.

 

Med dette forslag sættes en stopper for de af kommuner­ne praktiserede uhjemlede karantæneordninger.

 

Da det ved indføjelse af bestemmelser, der sikrer familien en mini­mumshjælp, sikres, at familier ikke skal lide nød, går AP ind for for­slaget.

 

Med disse korte bemærkninger går vi ind for, at for­slaget bliver behandlet i det Sociale udvalg.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender:

Jeg siger tak for partiernes bemærkninger. Jeg vil ikke gå dybere ind på de forskellige bemærkninger, fordi der er en generel opbakning omkring ændringsfor­slaget, og idet man er enig om, at bemærk­ningerne bliver behandlet i det sociale udvalg.

 

Blot vil jeg til Atassuts spørgsmål om ægtepar eller samlevende, og om bestemmelsen herom også kan komme til at gælde for husstande knytte nogle bemærkninger.

 

Vi ved..., og i forbindelse med vores rejse sammen med Emilie Lennert har vi mødt pensionister, der bor sammen med deres voksne børn med gode indtægter, og hvor man hos forældre med pension burde betale husleje og mad, men det gør de jo ikke. Så de er tilbagehol­dende med at betale disse udgifter til deres forældre.

 

I den gældende forordnings paragraf 12 stk. 2 er der allerede skabt hjemmel til ved trangsvurderet hjælp til husleje og faste udgifter, i forbindelse med udmålingen af hjælpens størrelse, at tage hensyn til fordele ved fælles hus­førelse og ud fra familiens hidtidige økono­miske vilkår. Det kan man tage som udgangspunkt i forbindelse med husstanden.

 

Jeg vil anmode om, at Atassuts spørgsmål også bliver vurderet sammen med de andre ting, der skal vurderes i udvalget.

 

IA kom også ind på i deres.... - eller mindede os om, at der burde være en mulighed i denne forordning for, at der for så vidt angår samlevende, der ikke forsørger hinanden, hvilket der desværre findes nogen af, vil være nogle mennesker, der kommer i klemme ved sådanne for­hold. Det burde ikke findes, hvorfor man inden 2. behandlingen ved drøftelsen i Socialudval­get også tager det med i overvejelserne, og så vil vi tage stilling til, hvilke ændringer der kan komme ud af det.

 

AP er fuldt ud enig i de fem ændringsforslag. Således takker jeg for partiernes velvillige behandling af vores ændringsforslag.

 

Mødeleder:

Således er forslag til landstingsforordning om ændring af landstings­forordning om hjælp fra det offentlige med de faldende bemærkninger her afsluttet. De ting, der skal under­søges, vil blive behandlet i Social og Ar­bejdsmarkedsudvalget, således at det kan gå videre til 2. behandling.

 

Således er vi færdige med punkt 35, 1. behandling. Og vi går over til næste punkt som er dagsordenspunkt 36.

 

Punktet sluttet.