Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 48-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Tirsdag den 11. oktober 1994 kl. 13.00.

 

Dagsordenens punkt 48.

 

Forslag om en grundig debat omkring landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992 om regulering af arbejdskraft­tilgangen i Grønland.

(Johan Lund Olsen, Jakob Sivertsen og Atassut)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen

Mødet er åbnet.

 

I dag tirsdag d. 11. oktober 93 har vi fire punkter på dagsorde­nen.

 

Det er pkt. 48 som er udsat fra i går. Det behandler vi først.

 

Det næste er punkt 41: Forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug.

 

Forslag om en grundig debat om landtingstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992. Om regulering af arbejdskrafttil­gangen i Grønland.

 

Forslagsstillerne fremkommer med deres forslag i hen­hold til den rækkefølge, der fremgår af fore­læggelses­notatet.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

Som bekendt oplever vi her i Grønland i disse år en arbejdsløshed blandt den arbejdsduelige befolkning, som vi til dato endnu ikke har set mage til, - en ledighed, der ikke blot føles belastende for samfundet som sådan, men som opleves desto mere belastende for de ramte arbejds­løse.

 

Vi folkevalgte gør alle vore bestræbelser for at be­kæmpe denne kommunale ledighed, hvad enten vi er med­lemmer af bygderåd, de enkelte kommunalbe­styrelser eller med­lemmer af landstinget.

 

Vi bevilger gennem de årlige finanslove samt de kommu­nale budgetter de midler, der bl.a. skal være med til at bekæmpe arbejdsløsheden. Derudover har vi også siden hjemmestyrets indførelse haft en særlig lov, der regu­lerer arbejdskrafttilgan­gen i Grønland og som stadig er gældende.

 

På trods af disse tiltag er arbejdsløsheden, som nævnt, endnu så omfattende, at vi fra samfundets side er forpligtigede til endnu en større indsats for at be­kæmpe ledigheden.

 

Mens arbejdsløshedskurven ikke er vendt endnu, står vi fortsat overfor, at flere og flere  mennesker, som er uddannede i Grønland, skubbes ud i arbejdsløshed. Efterhånden bliver disse langtidsledige, fordi de bliver afvist p.g.a. en påstået manglende joberfaring i ansøgnings­situationerne. Derved må de desværre opleve det paradoks, at være blevet skubbet ud i ledighed, også selv om deres uddannelse netop er blevet bekostet fuldt ud af samfundet.

 

Som nævnt har vi her i Grønland en særlig lovgivning, der har til hensigt, at regulere arbejdskrafttilgangen og herudover har somformål at sikre den grønlands­ke arbejdskraft førsteret til arbejde. Dette er der for så vidt intet galt i, hvis man blot sørger for at sikre sig, at loven for det første bliver fulgt og for det andet, at man får sikkerhed for, at man i samme takt, som man færdiguddanner unge, sikrer et arbejde til de mennesker der uddannes her i landet.

 

Som nævnt i det foregående, svarer dette dog ikke til de faktiske forhold, der hersker på arbejdsmarkedet i dag. Under påskud af forskellige forhold, herunder at de nyuddannedes joberfaring ofte mangler, på trods af at vi efterhånden er blevet mere eller mindre selvfor­synende hvad angår de forskellige uddannelser indenfor erhvervsuddannelsessystemet i Grønland i dag. Når sådanne ting foregår i samfundet, er det heller ikke så underligt, at borgerne bliver forvirrede og det kan derfor heller ikke undre nogen, hvis de unge her­efter spørger sig selv : Hvorfor i grunden uddanne sig for samfunds­midler, når der, efter min uddannelse, allige­vel ikke er brug for min arbejdskraft p.g.a min mang­lende joberfaring.

 

Ethvert samfund har overalt samme formål, nemlig at blive selvfor­synende hvad uddan­net arbejds­kraft angår. Dette kan der ikke være noget odiøst i, og er vel kun ganske naturligt, eftersom knowhow og viden som bekendt i sig selv skaber et stærkt, stolt selvbe­vidst samfund.

 

Med henvisning til forannævnte skal jeg således fore­slå, at vi i landstinget tager en grundig og revur­derende debat omkring vor lovgivning om regulering af ar­bejdskrafttilgangen i Grønland med henblik, at så mange nyuddannede som overhovedet muligt kan sikres et arbej­de efter endt uddannelsesforløb.

 

Jakob Sivertsen, Atassut:

Der er nu gået 15 år siden, man indførte hjemmestyret. I denne periode har vi overtaget alle tidligere stats­drevne arbejdspladser med undtagelse af politiet og retsvæsenet.

 

Et af hovedformålene med hjemmestyrets indførelse var, så vidt muligt at beskæftige lokal arbejdskraft i hjemm­estyrets virksomheder.

 

Den store ledighed i Grønland taget i betragtning, er jeg af den opfattelse, at det er på tide at revurdere den tilkaldte arbejdskraft i de virksomheder, vi har overtaget og tage stilling til hvilke ar­bejds­pladser, der skal besættes med tilkaldt arbejdskraft og hvilke virksom­heder, der har behov for faglært ar­bejdskraft i fremtiden. Jeg mener, at man for nemt ansætter tilkaldt arbejdskraft med familie i dag, til trods for den stigende ledighed i Grønland.

 

Skal dobbeltsprogethed stadig være kravet ved ansættel­se i de virksomheder vi har overtaget og styrer herfra. Dette forringer den lokale arbejdskrafts muligheder for at søge de ledige stillinger og resulterer i an­sættelse af enkeltsproget tilkaldt arbejdskraft.

 

Hvorfor kan lokale så ikke behandles på samme måde, når en enkeltsproget tilkaldt arbejdskraft kan ansættes?

 

I den forbindelse tænker jeg på de virksomheder, der kan anvende lokal arbejdskraft og ikke de virksom­heder, hvor man er nødt til at ansætte tilkaldt ar­bejdskraft.

 

Inden vi overtog disse virksomheder, havde de alle hoved­sæde i Danmark, så det var ganske naturligt, at stør­stedelen af arbejdskraften skulle have gode kund­skaber i dansk. Nu hvor virksomhederne har hovedsæde i Grønland og opgaverne løses heroppe, kan man stille spørgsmål ved om man fortsat skal kræve dobbeltsproget­hed ved stillingsopslag.

 

Jeg mener, at vi bør ændre denne praksis. Vort land er stadig i udvikling. Hvis der ikke sker en tilpasning, vil dette betyde afmagt. Arbejdsløsheden har nu resul­teret i afmagt, fordi man ikke har anstrengt sig nok i de forgangne år.

 

Jeg foreslår, at man nedsætter et udvalg, der skal tage spørgsmålet om tilkaldt arbejdskraft i hjem­mestyrets og kommunernes virksomheder op til vurdering, idet jeg er klar over, at de lokale arbejds­markedsudvalg ikke kan løse ledighedspro­blemerne fuldt ud.

 

Udvalget kunne tænkes repræsenteret fra ledelsen af samtlige virksomheder i byen og derudover lokale orga­nisationer samt kommunale politikere.

 

Det udvalg, som nedsættes, skal bl.a. sørge for, at de lokale arbejds­markeds­kontorer arbejder mere effektivt end tilfældet er i dag.

 

Vi er bekendte med, at de ansatte i kommunernes ar­bejdsmarkeds­kontorer ikke kan varetage deres opgaver fuldt ud, fordi de samtidigt skal tage sig af andre opgaver i den kommunale administration. Udvalgets opgave skal være, at kortlægge virksomheder­nes behov for faglig arbejdskraft, således, at vi bliver i stand til at planlægge uddannelsen af den lokale arbejds­kraft, der i fremtiden skal overtage den tilkaldte arbejdskrafts opgaver, frem for at uddanne arbejdskraft til arbejdsløs­hed, som vi gør i dag.

 

Med disse korte bemærkninger ønsker jeg forslaget debatteret i landstinget.

 

Lars Chemnitz, Attasut:

Mit forslag vedrører arbejdsmarkedet og en bedre ud­nyttelse af grønlandsk arbejdskraft, og mit forslag om indførelse af følordning for unge med eksamen i Danmark eller andre steder i verdenen, så de kan samle erfarin­ger inden de skal ansættes permanent, hænger således sammen med det allerede fremsatte forslag.

 

Begrundelsen for mit forslag er, at det for unge,  der har fået uddannelse i Danmark eller andre steder, kan være svært at komme tilbage til Grønland, fordi vi ønsker, at de skal have samlet erfaringer inden ansæt­telsen.

 

Med den store arbejdsløshed, der findes i Danmark, er det svært for nyud­dannede grønlæn­dere, at få et arbej­de, hvor de kan samle erfaringer.

 

Af den grund risikerer vi at miste en stor menneskelig ressource, som vi har meget brug for, og vi risikerer at uddanne for mange unge til arbejdsløshed. Hvis vi indfører en form for følordning, som foreslået, vil det være en god investering for fremtiden, som vil kunne komme landet til gode, og dermed vil vi opnå, at flere grønlændere overtager ledende poster.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Hr. Johan Lund Olsen, Hr. Jakob Sivertsen og Hr. Lars Chemnitz peger alle i deres forslag på de meget alvor­lige ar­bejdsløsheds­problemer, som vi er stillet overfor i dag.

 

Hr. Johan Lund Olsen nævner som begrundelse for sit forslag det para­dok­sale i, at unge, der har fået en uddannelse beko­stet af sam­fundet, ef­ter endt uddannelse ikke kan få et arbejde i Grønland, fordi de mangler joberfaring, og Hr. Lars Chemnitz peger på, at dette problem kunne løses gennem etablering af en følordning for nyuddan­nede.

 

Hr. Jakob Sivertsen finder, at ansættelsespolitikken i det offent­lige og i offentligt ejede virksomheder må revur­deres med hensyn til an­sæt­telse af tilkaldt ar­bejdskraft, og fore­slår, at der ned­sættes et ud­valg med repræsenta­tion fra ledelsen af samtlige virksomhe­der i en by, de lokale organisationer og kommunale po­liti­kere. Hr. Jakob Sivertsen sætter endvi­dere spørgsmålstegn ved det rime­lige i at stille krav om dobbelt­sprogethed ved besættelse af stillinger.

 

Landsstyret er meget opmærksom på de al­vorlige proble­mer, den store arbejds­løshed med­fører, og hvor Grønland i tilgift som noget særligt har et større antal ar­bejdspladser besat med udefrakommende arbejdskraft.

Der ligger således en ar­bejds­plads­reserve her, som skal udnyttes. Et af formålene med lan­dstingsloven om regu­lering af ar­bejds­kraf­ttilgangen er net­op, at disse ar­bejds­pladser ved genbesæt­telse skal kunne op­suge den ledige eller nyud­dannede grøn­landske ar­bejds­kraft.

 

Loven har med visse ændringer eksisteret i snart 15 år, og har i den periode været meget omdiskuteret og kriti­seret. Landsstyret har på baggrund af kritikken for godt et år siden bedt de kommu­nale arbejdsmarkeds­for­valtnin­ger om en vurdering af, hvorle­des loven fun­gerer i de en­kel­te kommuner. Det fremgår af de modtagne be­svarel­ser, at loven  fungerer efter hensigten i langt de fle­ste kom­muner. Arbejds­markedet er de fleste steder rime­ligt overskueligt, og derfor kan eventuelle over­trædel­ser kon­sta­teres umiddel­bart. En­kelte ste­der mod­tager man sjældent ansøg­ninger om tilladelse til ansæt­telse af udefra kommende arbejdskraft. For langt de fleste kom­mu­ners vedkom­mende bli­ver der givet min­dre end 10 til­la­delser på årsba­sis. Nuuk kom­mune ad­skiller sig væ­sentligt fra dette mønster med ca. 160 imødekomne an­søgninger på årsba­sis, ligesom man herfra tilkendegi­ver, at der er mange overtrædelser af loven.

 

Et generelt kritikpunkt af loven er fortsat, at man finder bø­derne for overtrædelse af loven for lave. Bø­derne fast­sættes af domstolene under hensyntagen til overtrædel­sens karak­ter. Bødernes størrelse kan således ikke regu­leres yderligere gennem arbejdsmarkedslovgiv­ningen.

 

I forlængelse af kritikken af bødernes størrelse er der fremført forslag til andre sanktioner, blandt andet ophævelse af arbejdsforholdet med efterfølgende hjem­sendelse, samt inddragelse af arbejdsgiverens nærings­brev m.m. Når loven ikke giver mulighed for ophævelse af arbejds­forhold, der er indgået i strid med loven, er det begrundet i, at Landstin­get hidtil har fundet, at dette ville være en ufor­holdsmæssig stor og urimelig sanktion overfor en person, som på ansæt­telses­tidspunk­tet typisk ikke be­finder sig i Grønland, og som derfor ikke kan forventes at have kendskab til den særlige lov om regulering af arbejdskrafttilgangen. Samtidig vil man på grund af rigsfæl­lesskabet ikke kun­ne pålægge arbejds­giveren at hjemsen­de personen. Et andet forhold er, at Grønland har indgået internationa­le afta­ler, som kan gavne landet øko­no­misk eller give bedre vilkår ved grønlænderes ophold i andre lan­de. Dis­se af­taler beror på en gensidighed, hvor også Grøn­land bin­der sig til at overholde aftalerne.

 

Erfaringerne fra den periode, loven har eksisteret, vi­ser, at det er vigtigt, at der på arbejdsmarkedet er kendskab til loven, og at arbejdsgiverne kan gennemskue hvilke konkrete stillinger, den omfatter.  Det er vig­tigt at holde sig dette for øje, når vi diskuterer, om loven skal omfatte flere stillingskategorier.

 

Indtil nu har udgangspunktet været, at loven skal gælde for klart afgrænsede stillingsområder, hvor der generelt findes grønlandsk arbejdskraft svarende til behovet, og at denne arbejdskraft har kontakt til de kommu­nale arbejdsmar­kedskontorer, for ellers har ar­bejds­markedskontorerne ingen mulighed for at anvise grønlandsk arbejds­kraft.

 

Efterhånden som er­hvervs­ud­dan­nelserne er blevet udbyg­get, er der nu ud­dannede grøn­lændere indenfor mange om­råder, som loven ikke omfat­ter. På disse områder bør det over­ve­jes, om der er grund­lag for, at lo­ven udvides til også at omfatte yderligere stillingska­te­gorier,som forudsætter mellemuddannelser. Ud­vides loven til at  gælde dis­se stillinger, vil gennem­skuelig­heden let gå tabt. Landsstyret mener derfor, at en ud­videlse af lo­ven til at omfatte flere stillingskate­go­rier må overvejes grundigt, og finder det na­tur­ligt, at disse over­ve­jel­ser sker i tilknytning til eller i forlængelse af den uddannelses­politiske rede­gørelse.

 

I den forbindelse skal det nævnes, at der allerede er nedsat en tværdirektoral arbejdsgruppe, som arbejder med spørgs­målet om at sikre et arbejde til nyuddanne­de akademikere. Denne gruppe har foreløbigt konkluderet, at det vil være uden effekt at lade loven om regulering af arbejdskrafttilgangen omfatte aka­demikerne, blandt andet fordi denne gruppe har ringe kontakt til arbejds­markedskontorerne, og fordi mange opholder sig uden­for landet. Der arbejdes derfor videre med andre løs­nings­modeller for at sikre nyuddannede akademikere en ar­bejdsplads her i landet, og dermed opnåelse af den for­nødne er­hvervserfaring.

 

Med hensyn til at krav om dobbelt­spro­gethed hindrer den grønlandske arbejdskraft i at søge og få de ledige stillin­ger, og at dette resulterer i, at stillingerne be­sættes med til­kaldt ar­bejdskraft, skal Landsstyret oplyse, at indenfor de stil­linger, som lo­ven om­fatter, kan dob­belt­sprogethed kun opstilles som et krav, så­fremt det er en forudsætning for udførelsen af arbej­det, at den på­gældende kan begge sprog. Når det gælder stillinger, som ikke er omfattet af loven, d.v.s stil­linger med kvalifika­tions­krav, der som minimum er på   mel­lemuddannel­sesniveau, kan den grøn­landske ar­bejds­kraft honorere kravet om at være dob­belt­sproget, me­dens dette ikke er tilfæl­det for den til­k­aldte ar­bejds­kraft. Ende­lig har den integrerede sprog­undervis­ning, som net­op er startet i vore skoler, til formål på længere sigt at øge antallet af dobbelt­sprogede bor­gere, og dermed også arbejdstagere.

 

Tilsvarende kan et krav om tidligere erhvervserfaring, for stillinger, som er omfattet af loven, kun opstil­les, såfremt det tydeligt fremgår af stillingens be­skaffenhed, at dette er en for­udsætning for at kunne bestride stillingen. Der er i loven et forbud mod at kræve kvalifikatio­ner, der ikke svarer til stillingens reelle indhold. Det er op til arbejdsmarkedsfor­valtnin­gen at vurdere, hvorvidt dette er tilfældet.

 

Landsstyret finder derfor, at dette er et område, hvor loven ville kunne få en større effekt gennem en øget kommunal indsats. Den opfølgende virksomhed er i det hele taget vigtig, når det gælder om at sikre, at loven bliver efter­levet. Arbejdsmarkeds­forvaltningen har også en pligt efter de gældende regler til at sikre sig, at virksom­hederne følger lovens regler.

 

Til spørgsmålet om ansættelse af tilkaldt arbejdskraft contra grøn­landsk arbejds­kraft kan jeg oplyse, at Lands­styret har udstukket klare ret­ningslinjer for egne virksomheder, der påbyder dem at prioritere grønlandsk arbejdskraft blandt andet ved, at stillingsannoncer skal op­slåes i de grønlandske landsdækkende aviser. De hjem­mestyreejede virksomheder foretager sine ansættel­ser selvstændigt på linje med de øvrige private virk­somhe­der. Lands­styret har dog overfor de hjem­mestyree­jede virksomheder hen­stillet, at de følger de samme an­sæt­telsesproce­durer som hjemmestyrets egne virksomhe­der.

 

Det er vanskeligt at vurdere, hvilken effekt det vil have på netop dette om­råde at nedsætte lo­kale udvalg med bred re­præsen­ta­tion fra virksom­heder, kommunen og arbejdsmar­kedsorga­nisatio­nerne, da sådanne udvalg kun vil kunne have råd­gi­ven­de status. Imidlertid vil lo­kale erhvervsudvalg med brede beføjelser kunne være en støt­te for arbejdsmarkedsfor­valtningerne i de enkel­te kom­mu­ner. Landsstyret vil derfor have dette spørgsmål i tankerne i forbin­delse med en fore­stående revision af lovgivningen om arbejdsmarkedets styrelse og organisa­tion.

 

Landsstyret vil på baggrund af de tvivlsspørgsmål, som landstingsloven giver anledning til udarbejde en vej­led­ning til kommu­ner­ne med kla­rere angi­velse af kom­mu­nens forvaltnings­mæssige op­gaver og plig­ter om­kring lands­tingsloven om regu­lering af arbejds­kraft­til­gangen i Grønland.

 

Med disse bemærkninger over­lader jeg Hr. Johan Lund Olsens, Hr. Jakob Sivertsens samt Hr. Lars Chemnitz forslag til Landstingets drøf­telse.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Tre landstingsmedlemmer har til nærværende samling stillet dags­ordens forslag med henblik på drøftelse af, at grønlændere bliver prioriteret først ved besættelse af stillinger.

 

Landstingsloven om regulering af arbejdskraft i Grøn­land blev revideret sidste gang i 1992, og desforuden var der en grundig debat om punktet her i tinget sidste år. Vi skal ikke fra Siumut gentage, hvad vi fremførte under debatten sidste år, men skal fremføre, at lovens nugæl­dende formål, nemlig at regulere og begrænse til­kaldelse af arbejdskraft udefra, er i overensstemmelse med gældende forhold. Vi mener i Siumut, at der, under hensyntagen til rigsfælles­skabet og andre inter­nationa­le forpligtelser, vi har i form af aftaler, ikke bør ske opstramninger i lovens bestemmelser.

 

Vi er enige medlandstingsmedlem Johan Lund Olsen om, at der ikke er noget i vejen med selve lovens tekst, men at der i visse kommunerne er problemer med at få over­holdt loven, ikke mindst i byerne med højt befolknings­tal. Vi mener derfor i Siumut, at loven ikke skal ændres, men at indsatsen for at få loven overholdt skal skærpes.

 

Lars Chemnitz fremførte på Attasuts vegne, at unge der gennemfører deres uddannelse i Danmark har problemer med at vende hjem til vort land, idet kommende arbejds­givere stiller krav om erfaring. Vi skal fra Siumut fremføre, at vi har brug for alle, der vil yde noget for samfundet. Der er i Grønland mange faguddannede, og mange perso­ner med akademisk ud-dannelse, som er til­kaldte. Disse personalekate­gorier udskiftes i takt med resultaterne af den udvikling, der sker på uddannelses­om­rådet.

 

Uagtet hvor unge får gennemført en højere uddannelse, skal de ikke regne med, at få en ledende stilling med meget stort ansvar ved deres første ansættelse efter en gennemført uddannelse. Det skal ikke undre nogen, at nogle personer er blevet skuffede p.g.a. for høje forvent­ninger, der ikke bliver indfriet. Det må indgå i de unges tankegang, at man ved starten af en karriere starter i bunden, hvor man gradvist stiger i graderne til højere stillinger.

 

Sådan er forholdene alle steder i Grønland med hensyn til ansættelse. Når man ikke kan få en ønskestilling på et givent sted, kan man være nødt til at tage en stil­ling et andet sted og søge ønskestillingen på et senere tidspunkt, når den bliver opslået ledig.

 

Vi skal være forsigtige med ikke at forvende de unge. De unge bør, i lighed med den øvrige befolkning, kunne magte selv at søge de stillinger, som de måtte ønske at bestride. Også her er der noget at lære. Det er vigtigt at lave noget selv, istedet for at lade andre skal gøre alting for en. Vi mangler i høj grad i dagens Grønland, nogen, der selv tager et initiativ.

 

Siden hjemmestyrets indførelse har antallet af personer med en faglig uddannelse været stigende. I takt med denne stigning har antallet af tilkaldt arbejdskraft været faldende. Vi skal derfor fra Siumut fremføre, at arbejdsløsheden ikke er vokset p.g.a. en stigning i antallet af tilkaldt arbejds­kraft. Det er et faktum, at stigningen i arbejdsløs­heden er sket p.g.a. den tekno­logiske udvikling og p.g.a. af at færre fisk bliver landet.

 

Vi skal derfor være påpasselig med at anlægge racisiske tilbøjelig­heder. Vi må ikke anlægge en dansk-fjendtlig holdning og sammen­blande disse holdninger i forbindelse med vores bestræbelser på at bekæmpe arbejdsløsheden. Som et samfund, der er internationalt orienteret, og som er en minoritetsbefolkning, som arbejder på at være åbne i det internationale samarbejde, skal vi være forsigtige med at begrænse vore muligheder p.g.a. uvidenhed om vore egne forhold .

 

Efter at have sagt dette, skal vi fra Siumut fremkomme med et ønske om, at arbejdsløsheds­statistikken bliver mere overskuelig.

 

I hvilke landsdele er arbejdsløsheden størst, og hvor stor er arbejds­løsheden i bygderne? Hvilke beskæftigel­sesfremmende initiativer kan igangsættes disse ste­der, og hvad kan igangsættes i bygderne med det formål, at der skabes grundlag for indkomstmuligheder disse ste­der?

 

Hvor mange ufaglærte og faglærte arbejds­løse findes der på disse steder?

 

Hvilke mulighederne er der for at få et arbejde gennem et midlertidig ophold i en anden landsdel, og er der mulig­heder for at forminske udgifterne for den enkelte i den forbindelse. Såfremt der ikke eksisterer mulig­heder for at give økonomisk støtte for at gøre arbejds­kraften mobil, er det ikke så på tide, at denne mulig­hed overvejes?

 

Vi er nødt til at komme ind på disse spørgsmål, og der bør gives svar på disse spørgsmål. Vi er nødt til at beskæftige os med de grund­læggende problemer og finde frem til hvordan løsningerne skal være. Når vi er enige om meto­den og udgifterne, må vi også være rede til at overveje at være med til at bevillige det nødvendige midler.

 

Derfor ønsker vi også fra Siumuts side, at Arbejds­markedsafdelingen i Grønlands Hjem­mestyres direktorat bliver mere synlig og får en kompetence i lighed med de øvrige direktorater. Dette er nødvendigt og Arbejds­markedsafdelingens perso­nale bør have større mulighed for at rådgive arbejds­markedsudvalgene og deres perso­nale i kommuner­ne.

 

I Danmark har man i de seneste år benyttet mange ek­sisterende arbejdspladser til aktivering af langtids­ledige ved at kombinere dette med orlovsordninger. Orlovsperioderne bruges så til, at den faste medarbej­derstab kan videreuddanne sig.

 

Vi mener i Siumut, at sådanne ordninger kan være en farbar vej til at aktivere langtidsledige, som Lands­styret bør se nærmere på.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Nærværende landstingslov, som har været gældende i fire år ønskes revurderet af de tre landstingsmed­lemmer.

 

I disse år, hvor flere og flere privatdrevne arbejds­pladser er gået konkurs, bliver der endnu flere ar­bejdsløse. Det er forståeligt, at nogle arbejdsløse føler sig forbigået af de tilbageblevne arbejdsgiverne på trods af deres uddannelser og hjemsted. Uden penge kan man ikke betale de samfundspå­lagte opgaver.

 

Dengang vi forberedte hjemmestyreloven, ønskede vi i enighed, at grønlandsk arbejdskraft i fremtiden skal anvendes meget mere her i Grønland end tidligere. Vi har bl.a. nævnt, at grønlændere, gennem bedre ud­dannel­ser, skal overtage det arbejdet, der tidligere blev udført af tilkaldte danskere, og vi anbefalede lige­ledes at gøre brug af en følordning.

 

Vi har i dag fået nogle interessante oplysninger om, at vi efterhånden har fået flere veluddannede landsmænd, men at disse er arbejdsløse, da stillingerne er besat i forvejen. At de ikke kan ansættes på arbejds­pladserne, begrundes bl.a. med, at de ingen erfaringer har på de pågældende arbejdsområder. Følordningen er ikke blevet anvendt i alle de år, hjemmestyret har eksisteret.

 

Svarnotatet beskrev, at de fleste kommuner har anvendt loven tilfredsstillende. Men der findes dog byer, hvor man tilsyneladende har været ligeglade med loven, og netop det bør lovgiverne bemærke sig. Lovens krav er tydelige nok, nemlig at man først må tage arbejdskraft udefra i tilfælde af, at der ikke findes folk med den ønskede ud­dannelse i Grøn­land.

 

En sådan målsætning kan kun realiseres, hvis arbejds­giverne og arbejdsmarkeds­kontorerne på hele kysten arbejder godt sammen.

 

For at undgå omgåelse af loven, kan man overveje stren­gere sanktio­ner, men dette må ikke have den følge, at flere arbejdspladser lukkes. Vi mener, at bedre kommu­nikation mellem arbejdsgiverne og arbejds­markedskon­torerne må fremmes.

 

I svarnotatet nævnes dobbeltsprogede unge mennesker. Der er ingen tvivl om, at flere arbejdspladser vil have disse. Selvom vi vil satse på dobbeltsproget arbejds­kraft, må vi huske på, at der findes mange udelukkende grønlandsk og dansk talende grønlændere. Vi har desvær­re jaget mange dansktalende landsmænd ud af landet, og vi må nu prøve på at få dem tilbage. Vi ved, at de er meget mere knyttet til deres land end de såkaldte tilkaldte.

 

I den forbindelse håber vi i Attasut, at den såkaldte integrerede undervisning vil kanalisere mere dobbelt­sproget arbejdskraft til Grønland. Det er netop for­målet.

 

Det er rigtigt, at vi må huske på vores internationale aftaler hvad arbejdskraftens be­vægelighed angår, og vi fra Atassut vil opfordre til at overholde denne aftale.

 

Selvom landsstyret omtalte deres ansættelsesmetoder på en pæn måde, må vi henvise til de grønlandske søfolk med officeruddannelse, da de stadigvæk føler sig forbi­gået i forbindelse med ansættelser i Royal Grønlands fiskerflåde. Dette må landsstyremedlemmet for fiskeri tænke alvorligt på.

 

Vi er glade for, at landsstyret lovede Hr. Jakob Si­vertsen at tænke på hans forslag i forbindelse med den forestående revision af lovgiv­ningen.

 

Vi må drage den konklusion af svarnotatet, at lands­tyret er enig i forslagene fra landstings­medlemmer­ne.

 

Med disse bemærkninger tager vi svarnotatet til efter­retning.

 

Johan Lund Olsen ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Det er med særlig glæde, at Inuit Ataqatigiit kan konstatere, at vi på foranledning af forslag fra Johan Lund Olsen her i landstinget, nu får lejlighed til en grundig og revur­drende debat omkring landstingsloven om regulering af arbejdskraft tilgangen i Grønland, efter­som tiden nu også synes at være inde hertil.

 

Til dette dagsordenspunkt er ligeledes henvist forslag fra landstings­medlemmerne Hr. Jakob Sivertsen samt Hr. Lars Chemnitz, og vi skal således i det følgende kom­men­tere disse samlet, og endvidere skal vi forholde os til landsstyrets svarnotat.

 

Landstingslov om regulering af arbejdskraft­tilgangen i Grønland er som bekendt et af Hjemmestyrets første lovgivnings­initiativer efter, at vi fik hjem­mestyre, hvorfor loven nu har været gældende i snart 15 år. Noget af det vi her under debatten skal tage stilling til, er således, om vi fortsat mener, at denne lov har sin eksistensberettigelse i dagens Grønland, eller om loven, der jo igennem alle årene har været meget omdis­kuteret og kritiseret, er blevet for­ældet og dermed blot burde afskaffes. Ved disse diskussioner og kritik­punkter til selve loven har det jo altid været frem­ført, at lovens svageste led netop er at finde i impli­menteringen af lovens tekst, og at der er tvivl om, hvorvidt man generelt følger loven på arbejdsmarke­det.

 

Det er IA-partiets opfattelse, at loven grundlæggende er god nok, også når det gælder lovens formål. Vi mener dog, at det pro­blem vi står overfor at skulle løse i disse år, hvor vi jo også har en rekordstor arbejdsløs­hed blandt den arbejds­duelige befolkning, består i at sikre, at loven også bliver fulgt.

 

I den nugældende lov, er der jo bl.a. bestemmelser om, at denne gælder for de stillinger, hvis varetagelse ikke forudsætter faglig uddannelse samtidig med at den ligeledes også omfatter visse stillingskategorier, som uddannelserne indenfor erhvervsuddannelserne netop er rettet mod.

 

Ligesom forslagsstilleren også udtrykker det, lægger vi fra Inuit Ataqatigiit også vægt på, at det jo for ethvert samfund må være målsætningen at være selvfor­synende med uddannet arbejdskraft - også igennem er­hvervsuddannelserne.

 

Siden denne lov vi nu debatterer blev til, er vi nået et langt stykke i denne målsætning, og vi kan således for nogle fag med god sam­vittighed sige, at vi mere eller mindre er blevet selvfor­synende.

 

Det næste spørgsmål, der trænger sig på er således, om vi mener, der er grundlag for at loven også skal ud­vides til at omfatte yderligere stillingskategori­er, som forudsætter mellemuddan­nelserne og derved udvide selve loven.

 

På trods af at dette kunne være en af mulighederne, mener vi dog fra Inuit Ataqatigiit, at denne løsning ikke vil være at foretrække, eftersom en udvidelse af loven nemt vil øge risikoen for at gennem­skueligheden derved vil gå tabet, hvilket ikke kan være meningen.

 

Vi har jo netop i det foregående også været talsmænd for, at loven som den er i dag i sig selv er god nok, men at problemet snarere består i, hvorvidt man følger loven tilstrækkeligt.

 

Netop som en følge heraf skal Inuit Ataqatigiit herved klart tilkende­give, at vi ikke kan gå ind for en direk­te stramning af loven, da en skærpelse i sig selv ikke vil løse noget som helst.

 

Vi mener derfor til gengæld, at vi fortsat bør bestræbe os på at øge konkurren­ceevnen på arbejdsmarkedet - også i forhold til den udefra kommende arbejdskraft. Faglig dygtighed og faglige evner bør derfor fortsat være hovedkriterierne ved de forskellige stillingsbesættel­ser, uden at man derved dog går ud over lovens tekst.

 

Vi har i det grønlandske samfund forskellige instrumen­ter til en bekæmpelse af den alt for høje ledighed. Alene indenfor bygge- og anlægsbranchen har vi en for stor ledighed blandt den fastboende og hjemmehørende befolkning, hvilket dels skyldes, at der inden for denne branche er urimeligt høje ugentlige arbejdstider, der af hensyn til et almindeligt familieliv ikke kan honoreres af de fleste hjemmehørende.

 

Netop som en følge heraf ser vi jo gang på gang, at udefra kommende arbejdskraft tilkaldes til at udføre arbejdsopgaverne i denne branche, også på trods af, at vi jo har arbejdsløse hjemmehørende og ud­dannede tøm­rere, murere og lignende gående rundt.

 

For at komme ud over dette paradoksproblem har Lands­styret da også netop for nogle dage siden, vedtaget at ikraftsætte en ny bekendt­gørelse med virkning fra den 1. december i år, om udbud af arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirk­somhed med finansiering fra Hjem­mestyret.

 

Inuit Ataqatigiit skal i denne forbindelse således udtale, at vi sætter vores lid til og har gode for­håbninger om, at man derved vil tilgodese den hjem­mehørende arbejdskraft indenfor bygge- og anlægsbran­chen, idet man herefter tager skridt til en bedre tilpasning af bygge- og anlægssektoren til normale arbejdstider således, at den overenskomst­mæssige ar­bejdstid også herefter skal overholdes - dvs. som hoved­regel en normal 40 timers arbejdsuge.

 

Inuit Ataqatigiit anser dette skridt som væsentligt, eftersom dette også vil være med til mærkbart at mini­mere ledigheden blandt den hjemmehørende arbejdskraft.

 

Med henvisning til de foregående bemærkninger, og uden at vi derved behøver at stramme den gældende lov op, skal vi herved til slut med henblik på at denne lov vil kunne følges og overholdes bedre i fremtiden, opfordre Landsstyret til at undersøge forholdene nærmere, og her anmode Landstinget om at tage stilling til vores for­slag om, at vi her til lands også skal have en form for job­patrulje/-jobtilsyn.

 

Denne jobpatrulje/jobtilsyn kan evt. mod at få økono­misk tilskud fra det offentlige og med medvirken af lønmodtagerorganisationerne samt arbejdsgiversiden etableres i de kommende år med følgende arbejdsop­gaver.

 

For det første:

At føre tilsyn med om de forskellige virksomheder hertil lands, følger den lovgivning vi her snakker om.

 

For det andet:

At føre tilsyn med om de forskellige virksomheder også kanaliserer midler over deres kursuskonti/­ef­teruddannelseskonti til den grønlands­ke ar­bejdskraft, således at disse dygtiggøres med henblik på erstat­ning af den tilkaldte arbejdskraft.

 

For det tredie:

At føre tilsyn med om de forskellige trawlere samt skibe, der besejler Grønlandske farvande, også følger de lovgivningsmæssige krav om bemanding med hjem­me­hørende.

 

For det fjerde:

At forestå almindelig oplysning- og infor­mations­virk­somhed omkring denne lovgivning omkring arbejds­pladserne.

 

Med disse bemærkninger skal vi således anmode partierne om klart at tilkendegive, om man kan gå med hertil, idet vi selvfølgelig håber på positive tilkendegivel­ser, for, som vi tidligere har nævnt, er den nugældende lov på om­rådet sådan set god nok. Det det kniber med er, at følge lovens tekst tilstrækkeligt.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Vi er glade for det oplæg, der er kommet frem her. For at opnå den maksimale udnyttelse af ressourcer lægger Akulliit Par­tiiat vægt på, at samfundsmaskineriet/­funk­tioner fungerer maksimalt, og mener derfor, at huller i lovene i det grønlands­ke sam­fund bør lappes inden skaden bliver større.

 

Når det gælder uddannelse i det grønlandske samfund, ser vi to problemstil­linger, for det første problem­stil­linger vedrørende ud­dannelser i Danmark og for det andet problemstillinger vedrørende uddannelser i Grøn­land.

 

Hvad det første angår, kan vi dele det i to punkter. Således har det første punkt overskriften "unge, der efter endt uddannelse ikke kommer til­bage til Grøn­land". Herunder hører unge af forældre, som er i Grøn­land som ud­sendte. De har fået en uddannelse i Danmark og bliver herefter i Dan­mark uden at give bonus til det grønlandske samfund. Dem bør man givet et valg mellem en arbejdsforpligtelse i Grønland i en vis periode eller tilbagebetaling af uddannelsestøtten til det grønlandske samfund.

 

Det andet punkt har overskriften "unge, der efter uddannelse i Dan­mark ikke kan komme tilbage til Grøn­land". Vi betragte unge under uddannelse, der efter uddannelsen ikke kan komme tilba­ge til Grønland som den gruppe, der trods anstrængelser ikke kan få stilling, idet de betragtes som uerfarne og derved ikke får job. De stemples som nogen, der mangler erfaring. Dem synes vi det vil være rime­ligt at give jobtilbud, f.eks. et eller to år. Alternativet er jo ansættelse af en nyud­dannet dansker, som jo vist nok sker i samfundet.

 

Hvis det er tilfælde, at en nyuddannet grønlænder får afslag for manglende erfaring, medens man derefter ansætter en nyuddan­net dansker, synes vi i Akulliit Partiiat, at dette er urimeligt.

 

Den anden problemstilling angår uddannelse i Grøn­land. I Akulliit Partiiat synes vi, at unge uddannede i Grønland skal have fortrinsret. Vi synes, at det må overvejes at tage flere stillingskategorier med i ' 2 i loven om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grøn­land. Vi synes f.eks., at uddannede fra Ilisimatusarfik skal have fortrinsret. Hvorfor skal de ellers uddannes der? Ellers bliver det bare opbevaringsplads for nyud­dannede hjem­mehørende.

 

En anden problemstilling, vi synes bør nævnes, er når en tilkaldt akademikers anden part, det være sig kone eller mand, ikke kan arbejde, fordi kommunen ikke giver dispensation. Det synes vi er relevant at tage med i debatten. Det er dér netop Nuup kommunia adskil­ler sig fra de andre kommuner. Det kan ikke ses at være imod lovgivningen. I dette tilfælde bør der være en bestem­melse, der giver mulighed for en løsning. At uddele socialhjælp til veluddannede personer, som et alterna­tiv, ville være uheldigt, for ikke at sige tåbeligt.

 

I hjemmestyret generelt er ansættelsesforholdene såle­des:

 

1.           52% dobbeltsprogede og

2.           48% andre.

 

Det kan umiddelbart se meget godt ud. Kigger vi på dyre lønnin­ger for fuld­mægtige og opad, så er der meget få grønlændere. Det gør det helt klart, at sproget i hjemmestyret er dansk. Det må give kommunika­tionspro­blemer, eller gør det ikke?

 

Vi har i Akulliit Partiiat følgende to løsningsmulig­heder:

 

For det første, at velkvalificerede uddannede grønlæn­dere skal tilbage til det grønlandske samfund.

 

For det andet, at veluddannede ansatte danskere gøres dobbelt­sprogede, det vil sige, at det andet sprog skal være grøn­landsk.

 

Vi ved allesammen, at der er mange danske ansatte, der har været i Grønland i mange år, som alligevel ikke kan tale grønlandsk. Man kan vel også sige, hvorfor skal de også lære grønlandsk, når forholdene er som beskrevet? Og alligevel er grønlandsk det officielle sprog.

 

Med de få bemærkninger giver vi bolden videre til de ærede land­stingsmedlemmer.

 

Nikolaj Heinrich, ordfører for Issittup Partiia:

Heldigvis har tre landstingsmedlemmer til dette møde forslag, der kan danne grundlag for en grundig debat omkring tilkaldelse af ar­bejdskraft udefra til beskæf­tigel­se indenfor det grønlandske arbejds­marked.

 

På grundlag af den voksende arbejdsløshed her i landet stillede jeg for to år siden et forslag om, at man begynder at registrere alle, der rejser til Grønland, men forslaget blev bare henvist til skriftlig besvarel­se, da man anså det for at være uden rele­vans.

 

Jeg mener, at de nuværende forslagsstilleres budskab viser be­tydningen af dette spørgsmål, som herved endnu engang er blevet understreget. Det udsagn vi nu hører mere og mere er, at denne og hin ikke kan få be­skæfti­gelse i vort land, på trods af at vedkommende har en uddannelse indenfor det ene eller det andet område. I sådanne tilfælde skyldes det, at stil­linger, man til­rettelagde sin uddannelse med henblik på, er besat af udefra tilkaldt arbejdskraft. Må jeg her understrege, at det jeg vil sige ikke på mindste måde er kritik af dem, der arbejder her som tilkaldte. Ingen af de til­kaldte kommer her til landet helt af sig selv. De kommer her først, når der er sendt bud efter dem. Derfor må man, hvis man vil rette en kritik af ansæt­telse af arbejdskraft udefra, rette kritikken mod dem, der har rekrutteringsan­svaret.

 

I vore dage omtaler vi uddannelse som meget vigtigt, og såfremt vi skal føre vort hjemmestyre ud i livet, må vi grønlændere, som det vigtigste, selv kunne have an­svaret for alle samfunds­funk­tioner og selv udføre dem rent arbejdsmæssigt. Her efter 15 års forløb efter hjem­mestyrets indførelse har vi langt fra reali­seret dette, selvom vi selv har overtaget ansvaret for næsten alle funktioner i løbet af årene, og selvom vi i løbet af disse år har gjort et stort stykke arbejde for at udvikle og realisere de forskellige uddannelser. Det gælder dog ikke de højere uddannelser indenfor sund­hedsvæsenet, de juridiske uddannelser, samt lignende højere ud­dannelser. Her er der noget galt, men hvor skal vi gribe fat for at kunne rette op på forholdene? Det spørgsmål jeg her har nævnt, mener jeg er meget vigtigt at søge at få afdækket i disse dage.

 

Vi ved, at vi i samfundet fra gammel tid altid er blevet forbigået til fordel for andre, og dette hænger endnu ved os, selv efter indførelsen af hjemmestyret. Sådan er forholdene stadigvæk, for såfremt lederne af de forskellige arbejdspladser er tilkaldte, tager de gerne ud­gangspunkt i, at også deres medarbej­dere skal være tilkaldt udefra. En ændring af dette forhold er der endnu ikke politiske kræf­ter til, selv blandt de højest ran­gerende.

 

Sidste år var der en intensiv debat om de mange ud­dannede officerer inden for fiskeflåden, man stadigvæk ikke benytter. Det hjalp lidt i debatten, at man love­de, at man nu ville søge at udnytte mulighederne for at opnå en større ansættelsesgrad af de uddan­nede grøn­landske officerer indenfor trawlerflåden, men hvad sker der så i dag? Vi har enddog fået at vide, at Royal Greenland i dag praktiserer det modsatte af dette ønske, og at pro­centandelen af de udefra til­kaldte officerer i trawlerne stadig er stigende. Vi skal her huske på, at de grønlændere, der får en ud­dannelse til at blive trawlerskippere, og som efter uddannelsen får sønæringsbe­vis, er mennesker, der opfylder lovens krav i og med, at de har fået et bevis for deres fuldførte uddannelse. Det er noget andet med de personer, der, uanset hvor godt de skulle have gennemført deres ud­dannelser, ikke besidder et bevis på at kunne opfylde kravene, da de ikke har gen­nemgået den lovbe­falede ud­dannelse og derfor ikke har fået et sønærings­bevis. Derfor er praksis med til sta­dighed at tilkalde ar­bejdskraft udefra, uanset om man har til­strækkelig med uddannede grønlandske officerer, stadig­væk en skelnen på grund af hudfarve. Det bliver gang på gang frem­ført, at det på forskellige arbejds­pladser er vigtigt med er­faringer. Dette kan man ikke imødegå. Endvidere kan man ikke, så­fremt man allerede har erfaringer, opnå at få et sønærings­bevis for at kunne blive ansat som officer. Lad mig for et ek­sempel spørge om, hvilken allerede uddannet lærer, der kommer til at være i skole et par år for at kunne sætte sig grun­digt ind i lærernes under­visningsmetoder. Man kan ikke gøre således. Og sådan foregår det heller ikke.

 

Ved rekruttering af arbejds­kraft bruges det også mod grønlændere, at de ikke har gode dansk­kundskaber, mens man på den anden side ikke ser nogen hindring i at, danskere ikke har nogen kundskaber i grønlandsk. Heri ligger også et væsentligt problem, idet man glemmer hvem man skal arbejde for og hvor man bor. Vi har i lang tid vidst, at det især er i Nuuk, man mener, det er så vigtigt at ansætte tilkaldt arbejdskraft. Her kan man at sige, at man an­vender denne arbejdskraft i alt for høj grad. Dette kan skyldes to forhold: For det første, fordi Nuuk er en meget stor by med store ar­bejdspladser, og for det andet, fordi Nuuk er en by, hvis arbejds­pladser i højeste grad styres af udefra tilkaldt ar­bejdskraft. Man kan sige, at de forhold jeg herved har nævnt, kan siges at have været med til at skabe van­skeligheder for en hensigtsmæssig og kontrol­leret regulering af arbejdskraften, og jeg mener der­for, at Jakob Sivertsens forslag om, at der i alle kommuner nedsættes et udvalg med det formål at føre tilsyn med arbejdskraftlov­givningen og admini­stration af denne, er meget vig­tigt.

 

I disse år anvender vi ikke så få pengemidler til uddannelser. Alle disse forhold taget i betragtning, får man lyst til at spør­ge: Skal vi virkelig anvende så mange penge hele tiden,  uanset vi ikke har lyst til at anvende dem, der er blevet færdiguddan­net? Det er ligesom man køber kødet til overpris og når den er færdig tilberedt, smider man det bare væk, fordi man ikke har lyst til at spise det og fordi fremmed mad nu er mere tillokkende. Det er på tide, at vi viser os frem som et bæredygtigt samfund, og det er på tide, at vores hjemmestyre ikke blot betyder, at vi grønlændere bare skal være tilskuere, mens udefra tilkaldt ar­bejds­kraft skal betjene vore funktioner for os. Nej, det er forudsat, at vi selv skal arbejde, og det er derfor på tide, at vi begynder at overtage de forskellige funk­tioner i samfundet på grund­lag af vore evner. Vore evner er blevet ikke så ringe endda.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anligggender og Arbejds­marked:

Det er ikke så underligt at emnet giver mange lyst til at sige nogle ting, og det er heller ikke underligt, at der er flere forhold, partierne ønsker, at der tages stilling til. Arbejds­kraften og ud­dannelsen i Grønland er to områder, der hænger nøje sammen.

 

Jeg vil kommentere indlæggene forfra og starte med Siumuts ordførers oplæg, hvor det blev sagt, at lovens formål og grundlæggende form i sig selv er et godt grundlag, og man kom også ind på, problemerne med at få den overholdt. Fra Siumuts side blev det også udtrykt, at der er mangler i registreringen af arbejdsløs­heden,  og at denne burde være bedre. Arbejdsløs­heds­statistik­ken udarbejdes af Grønlands Statistiske Kontor, og i den forbindelse skelner man mellem faglært og ikke-faglært arbejdskraft. Det er dog rigtigt, som Siumuts ordfører siger, at der ikke sker regi­strering i bygder­ne, fordi man har mangel på arbejdskraft til denne opgave. Der skal også nævnes, at byg­debefolkningen, som i de fleste tilfælde er fangere, ikke så gerne vil betragte sig som arbejdsløse, når de ikke har mulighed for at tage på fangst.

 

Man kom også ind på beskæftigelsessituationen i bygder­ne. I de fleste tilfælde er be­skæftigelsen iværksat ved hjælp af mandetimetilskud, bl. a. ved opførelse af selvbyggerhuse, og frem­stilling af fangstredskaber og skindbehandling, som der gives tilskud til. I de sene­ste år er bevil­lingerne til bygderne vokset og det kan vi også se på finanslovsfor­slaget for 1995, hvor be­villingerne igen er forøget.

 

Vi skal endvidere være opmærksomme på, at den nye forordning om kommunale beskæfti­gelsesforan­staltninger også er én af mulighederne for at fremskaffe arbejde.

 

Der blev fra Siumuts side også nævnt, at arbejdsmar­kedsafdelin­gen i vores direktorat skal være mere syn­lig. Dertil kan jeg sige, at der er tre stillinger i denne afdeling. De giver en løbende rådgivning og afholder kurser for kommunernes arbejds­markedskonsulen­ter hvert år og ved hver valgperiodes start af­holder de kurser for arbejdsmarkeds­udvalgene, bl.a. ved at vores arbejdsmarkedsafdeling har været primus motor for dette tiltag. Siumuts ordfører vil nok også kunne uddybe hvad man mente med, hvordan denne afdeling bliver mere synlig og får mere kompetan­ce.

 

Jeg mener, at Atassut også siger, at loven fungerer efter hensigten. Vi er alle enige om, at arbejdsløs­heden er et stort problem i Grønland og at det er svært at få rettet op på dette problem, når vi ikke har et arbejde at til­byde.

 

Atassut kom også ind på, at arbejdsgiverne og arbejds­markedsfor­valtningerne i kommunerne skal indgå i en bedre dialog. Det vil vi også være med til at bane vejen for.

 

Jakob Sivertsens forslag, hvor han bl.a. foreslog, at der ned­sættes et udvalg, vil vi gerne tage med i vores videre overvejelser og i det videre arbejde.

 

Det samme gælder Johan Lund Olsens bemærkninger i hans ord­førertale, hvor Inuit Ataqatigiit og Johan Lund Olsen kommer med konkrete forslag til, hvordan pro­blemerne kan gribes an. Der foreslås således, at man laver en form for jobpatrulje eller jobtilsyn, som skal have til opgave at føre tilsyn med, at de forskellige virksomheder her til lands følger den lovgivning, vi her taler om. Samtidig skal der føres tilsyn med, om de forskellige virk­somheder også kanaliserer midler over deres kursuskon­ti, efteruddannelseskonti til efterud­dannelse af den grønlandske arbejdskraft, således at den kan dygtiggøres med henblik på erstatning af den tilkaldte arbejdskraft. Der foreslås også, at jobtilsy­net fører tilsyn med at, de forskellige trawlere samt skibe, der besejler grønlandske farvande, også følger de lovgiv­ningsmæssige krav om bemanding af hjemmehøren­de, og endelig skal jobtilsynet forestå almindelig oplysnings­virksomhed og informa­tions­virksomhed omkring lovgivningen. Vi synes, at det er interessante forslag der kommer frem, og vil gerne undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre at realisere dem.

 

Med hensyn til bemanding af trawlerne, har jeg fået oplyst, at fiskerilicenskon­trollen er igang med at regi­strere forhyring af besætningsmedlemmer på traw­lerne ved hjælp af en EDB-database. Jeg mener at kon­trollen, hvad dette angår, må siges at være tilfreds­stillende. På de havgående trawlere bliver der forhyret stadig færre personer, og kun de dygtigste bliver forhyret ombord på sådanne trawlere. Med hensyn til det 4. forslag fra Johan Lund Olsen, blev det også nævnt, at vi skal informere mere om den lovgivning vi har på dette område. Det vil vi meget gerne gøre, og vi har også været inde på hvordan vi bedst kan gøre det. Ud over vore konsu­lenters rejsevirk­somhed, kan det tænkes, at man laver pjecer og andre indslag i fjernsyn og radio. Vi skal således undersøge, om der kan afsættes midler til disse formål.

 

I Akuliit Partiiat´s indlæg berørte man især ud­dannel­ser, og fremkom med nogle forslag herom. Da lands­styre­medlemmet for Kultur og Uddannelse også vil komme med nogle besvarelser, vil jeg bede hende om også at tage en vurdering heraf. Akulliit Partiiat kom også ind på, at den manglende jober­faring er et pro­blem. Der må jeg minde om, at det kun er i tilfælde af at, selve jobbet kræver jober­faring, at man kan kræve dette iforbindelse med ansøgninger. Nikolaj Heinrich kom dog også ind på de højere uddannelser.

 

Nikolaj Hein­rich har også tidligere, på vegne af Isit­tup Partiia, fremført, at man skal registrere samligt mennesker, der vil rejse til Grønland. Jeg mener fort­sat, at det er uacceptabelt. Det ville være meget svært at holde styr på sådan en kontrol, hvor der skal an­sættes flere politifolk. Samtidig er de betænkeligt medhensyn til fri be­vægelighed inden for rigsfælles­skabet. Forslaget vil forslaget have negative konse­kvenser og jeg må således tilbagevise det.

 

Jeg mener, at Inuit Ataqatigiit´s Johan Lund Olsen´s forslag om jobpatrulje eller jobtilsyn, er det mest konkrete spørgsmål eller tiltag vi kan gå igang med at undersøge.Det vil vi tage til os i Lands­styret som en opgave. Jeg har bemærket, at vi grønlændere også selv må være indstillet på at dygtiggøre os mere og mere og samle erfaringer, således at vi er bedre rustet til at konkurrerer med udefra arbejdskraft. Det fremgår meget klart af debatten i landstings­salen, og det er vi i Landsstyret også enige i.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Uddannel­se og Forskning:

Jeg vil komme med en tilføjelse til det forrige indlæg og koncentrere mig om de højere uddannelser. Det kræver en ændret lov­givning, hvis dette område skal omfattes af loven. Det vil jeg uddybe senere.

 

Fra Akulliit Partiat, blev der blandt andet foreslået, at de, der har fået uddannelses­støtte fra Grønlands Hejmmestyre, må have en pligt til at komme tilbage til Grønland og arbejde, når de er færdige med deres ud­dannelse. I modsat fald burde det beløb, som er modta­get i forbindelse med uddannelsen, refunderes. Jeg vil her gerne orientere om, at Landstinget i 1993 godkendte en ny forordning omkring uddannelser, der også omhand­ler forhold vedrørende uddannelsesstøtte for uddannelse udenfor Grønland.

 

Der findes ikke et eksakt tal for hvor mange unge, der har fået en højere uddannelse, da dette ikke er blevet registreret. Med hensyn til dem, der har fået en højere uddannelse, men som ikke kan få  et arbejde svarende til deres kvalifikationer, kender vi kun til enkelte hen­vendelser. Selvfølgelig skal man ikke stoppe med det, men komme med en nøjere vur­dering. Vi er således igang med at kortlægge, hvorledes problemet er idag og hvorledes problemet vil være i de kommende år. I løbet af de kommende år,  vil der være mange grønlændere, som har gennemført højere uddannelser, og det har vi stor tiltro til. Som sagt, er der nedsat en arbejdsgruppe, der bl. a. også arbejder på at sikre, at de højere uddannede grønlændere kan blive til gavn for samfundet. Det arbejdsgruppen indtil nu har fået afdækket, gælder de kommende fem år, hvor man har indhentet oplysninger fra arbejdsgiverne og sammenholdt dette med registre­rin­ger af de studerende, som bliver færdige i de kom­mende fem år. Inden for de admini­strative linier, de højere uddannelser indenfor sundheds­væsnet, de højere uddannelser, som vedrører uddannelser indenfor sam­funds­forhold og det sociale område samt uddannelser på skoleom­rådet, finder man en rimelig dækning af behovet for arbejdspladser.

 

Disse oplysninger vil blive  gennemgået nøje. Arbejdet pågår allerede, og forslag med handlingsplaner og afledede økonomiske konsekvenser vil blive forelagt landstinget til for­årssamlingen. Hermed er jeg kommet med en til­føjelse til besvarelse omkring de højere uddannelser og deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

 

Mødeleder:

Partiordførerne har bedt om ordet endnu engang. Først Peter Grønvold Samuelsen, derefter Otto Steenholdt.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Udfra det jeg har lagt mærke til ved behandlingen af loven om regulering af arbejds­kraftilgangen i Grønland, så er man tilfreds med selve lovens formål. De for­skellige erfaringer viser dog, at problemet snarere er, at man forsøger at omgå loven, og man efterlyser, hvordan man kan løse dette problem. Det er jo rigtigt, at der sker omgåelser, og det er heller ikke noget nyt, at arbejdspladserne laver annon­ceopslag udelukkende i danske aviser. Det er ellers sådan, at man skal styre og kontrollere dette via arbejds­markedskontorerne i kommunerne og jeg mener, at vi også må tænke på dette under debatten.

 

Hvorfor har arbejds­markedsforvaltningerne ikke kunnet løse deres opgave til­fredsstillende? Det syntes at være et større problem i de større byer med mange for­skelli­ge virksom­heder. Johan Lund Olsens forslag på Inuit Ataqatigiit´s vegne om jobtilsyn burde kunne overvejes endnu engang, men jeg mener, at man også må medtage det arbejde, som arbejds­markeds­konsulenter­ne varetager. Jeg mener, at for­retnings­gangene i de forskellige forvalt­ninger kunne gøres mere fleksible, og her vil jeg gentage det, vi i Siumut sagde om, at Hjem­mestyrets admini­stration og arbejdsmarkedsafdeling skal gøres mere synlig og have større kompetence.

 

I den anledning, skal jeg lige uddybe vores be­mærk­ninger. De skal forstås således, at man ikke kan ned­bringe arbejdsløsheden uden videre. Der ligger kæm­pestore opgaver på dette området, også fra Hjemmesty­rets side. Lad os se på mandetimetil­skudene, hvor Hjem­mestyret og kommunerne yder en lige part. Her foreslår man, at beløbet reduceres med 4,5 millio­ner kr. i finansloven med den begrundelse, at visse kommu­ner har fået afslag medhensyn til deres mandetimetil­skud, fordi de ikke har opfyldt betingelserne. Jeg mener, at der her ligger en opgave fra Direktoratets side. Konsulenterne skal bruge flere kræfter netop på det område. Hvis man de sidste fire måneder af 1994 havde taget dem med og behandlet disse ansøg­ninger, så ville man have opnået flere arbejdspladser ude i kommu­nerne. Kommuner­nes sociale udgifter må også kunne benyttes i størrer omfang til beskæftigelsesfor­anstalt­ningerne.

 

Det er selvfølgelig uacceptabelt, at en uddannet grøn­lænder mang­ler arbejde, men vi skal ikke placere til­kaldelse af arbejdskraft udefra. Jeg syntes det ikke er på sin plads, vi må kunne komme ud over dette problem ved en bedre planlægning.

 

Én af de ting, vi har peget på er, at der må kunne sendes arbejdskraft fra regio­ner med stor arbejdsløshed til de regioner, hvor der mangler arbejds­kraft. Vi må undersøge disse muligheder.

 

Selv om det ikke vedrøre debatten her ret meget, vil jeg lige komme med en korrektion til det, Nikolaj Heinrich kom ind på, omkring lærersituatio­nen. I for­bin­delse med deres uddannelse, har de lærerstu­derende praktik et helt år og de har derved samme erfaringer indenfor lærerfa­get.

 

Vi peger således på en syn­liggørelse af arbejdsmarkeds­kontoret, og i den anledning vil man kunne indarbejde Inuit Ataqatigiits forslag om jobkontrol. Vi vil anmode om, at dette bliver undersøgt. Endvidere er det ønske­ligt med en mere omfattende og bedre registrering af arbejdsløse.

 

Arbejdskraftens mobilitet må vi også have undersøgt, og vi må bede om, at muligheden for orlov til videreuddan­nelse med henblik på jobrotation bliver undersøgt.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Først vil jeg starte med det, som Akulliit Partiat nævnte, som jeg ikke er helt tilfreds med, men som jeg finder er en oplagt opgave for Landsstyret. Det går ud på, at man principielt er imod tilkaldt arbejdskraft, men at vi har nogle, som vi ikke kan undvære, og som vi må tilkalde.

 

Det kan være, at vi mangler en koordinering ved be­sættel­sen af arbejdskraf­ten. Således må manden eller konen og deres boliger og lignede behandles samlet i Landsstyret.  I den forbindelse kan Akulliits Partiatss forslag ikke være tilstrække­lig, fordi de nævner, at det ikke kan give bonus til Grønland, hvis de tilkald­tes børn forbliver i Danmark. Derfor må man tvinge dem til at tage til Grøn­land og få dem beskæftiget i Grøn­land, ligesom Lars Chemnitz udtalte, at man gerne ville have, at de grønlændere, der bor i Danmark, kommer her til. For det første kan jeg ikke gå ind for, at der her sker samme behandling, og for det andet kan jeg ikke støtte, at de, når de ikke kommer tilbage, skal tilba­gebetale deres uddannelses­støtte, som Akulliit Partiat nævnte.

 

Jeg mener, at når vi får tilkaldte, der hvor vi mangler arbejdskraft, må vi stadigvæk bruge en gennemskuelig begrænsningsform. Medhensyn til, at Landsstyret gerne skal have nogen vurderinger om behovet for tilkaldte, mener jeg, at debatten skal have et andet udgangspunkt. Lad mig starte et andet sted. Når man mangler arbejds­kraft et sted på kysten, kan det ikke lade sig gøre, at hente en velud­dannet grønlænder fra en anden by på kysten. Der er en masse begræns­ninger. Det kan jeg ikke rigtig forstå, det burde f. eks. ikke være sådan, at hvis en person skal rejse fra Aasiaat til Nuuk, er dette vanskeligere end, at en tilsvarende uddannet rejser fra Danmark. Det sidste er meget lettere.

 

Når du kommer fra et andet sted i Grønland, så har du ikke nogen bolig, mens den anden, der bliver tilkaldt fra Danmark, har bolig til rådighed. Det er para­dokser, som må præciseres helt klart på kysten, at transport og flytning og pakning af bohave er dyrt. Det må behandles efter mere klare regler, fordi det ser sådan ud, at ansættelse af tilkaldt arbejdskraft fra Danmark lettere kan lade sig gøre, end at man kan få tilkaldt arbejds­kraft fra et sted på kysten.

 

Vi har også diskuteret et andet vigtigt emne i Lands­tinget nemlig, at grønlandske virksomheder med grøn­landsk arbejdskraft må have bedre muligheder for at få arbejdsopgaver, mon det er helt ophørt. Vi har for eksempel et bilværksted, hvor arbejdskraften kun er grønlændere,  og som også kan servicere mange hjem­mestyretbi­ler, men som bliver forbigået.

 

Det burde ellers være atraktivt for virksomhederne, at have grønlandsk arbejds­kraft, som allerede er blevet godkendt af Landstinget. Jeg er meget glad over, at der er nogen der gruser vejen og de er alle sammen fuld­stændig grønlændere.

 

Det burde ellers være meget let, at få tilkaldte er­stattet med grønlæn­derer. Det er heldigt, at man også peger på tilkaldt arbejds­kraft i forbindelse med bygge- og an­lægsvirksomhed. Der findes også nogle grønlæn­dere, som kan udfører dette arbejde.

 

Med hensyn til Peter Grønvold Samuelsens indlæg, håber jeg at kunne kommen­tere dem. At frugterne falder ned fra træet, det er måske ikke helt harmonisk, men det er et dansk udsagn, så det må vi tage det som noget hen­sigtsmæs­sigt. Jeg er forund­ret over, hvordan det går dem, der gerne vil gå igang med en pilotuddan­nelse, og som gennemfører deres uddannelse ved at stifte meget stor gæld. Der er flere, der er færdiguddannet, som alligevel ikke bliver ansat som piloter i flyvirk­som­hederne. De er blot blevet med­arbejdere i kioskerne efter en meget stor dyr uddannel­se. Det er ikke hen­sigtsmæssigt, de burde virkelig få tildelt et arbejde. Peter G. Samuelsen nævnte med hensyn til grønlæn­dere, at de ikke skal regne med yderligere af­lønning.  Når der tilkaldes arbejdskraft udefra, er det ikke et særsyn at se, at grønlæn­dere så først skal oplærere dem. Det  er dem der skal være vores øverste admini­strative. Der er nogle, der overhoved ikke kender noget til forholdene, før de bliver oplært. Det er oplæring af danskerne, det er noget, som jeg hele tiden har ment, er uacceptabelt.

 

Det er også sådan, at man så vidt muligt ikke skal forvende de unge, som Peter G. Samuelsen nævnte. I den forbindelse vil jeg vide, hvor mange det er, vi har ladet være med at forvende. Jeg mener helt klart, at oplæring af nyansatte er samfundets pligt. Det er ikke sådan at, du har ikke joberfaring, derfor har vi ikke brug for dig. Det må vi stoppe fuldstændig med. Lands­styret kom også ind på, at på baggrund af den teknolo­giske udvikling, så er der alt for mange grønlændere som indtil nu, ikke kan få arbej­de.

 

Lad mig vende tilbage til, at da vi skulle indføre Hjemmestyret, så krævede jeg, ligesom Siumut, helt klart, at man skal have uddannet arbejdskraft også til erstatning af tilkaldt arbejdskraft på de teknologi­ske områder. Efter 15 år kan man ikke bare skyde skylden til den teknologiske arbejdsudvikling.

 

Der har ikke været opsøgende arbejde nok. Den hjem­mestyrelov­givning, som vi var med til at vedtage, og som vi regnet med skulle følges, er ikke blevet fulgt, og det burde ikke være sådan, at man må igang med uddannelsen nu.

 

Det er disse ting, som jeg gerne vil sige, og efter at have hørt Siumut´s indlæg, må vi håbe, at man får registreret arbejdsløsheden, således at den bliver mere synlig.

 

Når man har snakket arbejdsløsheden i så mange år, hvorfor skal den så først nu registreres efter 15 år. I den tid hvor arbejdsløsheden er steget, sagde Lands­styret først for et par år siden, at der er mange arbejdsløse i Grønland. Og hvad siger de så nu? Ar­bejdsløsheden er ikke engang registreret. Dette er ikke på sin plads. I ethvert andet land vurderer regeringen ud fra, hvor stor arbejdsløsheden der er. I en tid hvor arbejdsløs­heden stiger, betaler man mere og mere fra regeringen til noget, der ikke kan bruges. Det må man også huske på, især minoritetsgrupper, og især når man har beskyttede minoritetsgrupper og arbejds­tagere. Det er meget vanskeligt i bygderne, især når butikken og skolen kan give arbejdspladser.

 

Siumuts ordfører henviste til dette, og nævnte over­hovedet ikke, at man vil have flere arbejdspladser, det er godt nok, men man må angive, hvad det er for nogle forøgede arbejdspladser, man gerne vil have på bygder­ne. Det er kort sagt det jeg gerne vil nævne. Og man skal ikke komme ind på socialdemokraternes udsagn hidtil, at når arbejdsløs­heden er så stor, så skal vi give tilbud om et større antal videreuddan­nelser. Vi skal være påpasselige med, at dem man har videreuddan­net, ikke kan få noget arbejde. De kommer næsten aldrig til faste arbejds­pladser. Det er blot at trøste, at man har så få ledige, og samtidig får så mange, der er videreud­dannede. Lad mig endnu en gang gentage, at når arbejdsløsheden stiger, så er det en dårlig politik fra regerin­gen. Derfor kan man ikke sige, at uanset om man er lands­styremedlem eller parti, man må betegne, som sagt, at vores landsstyre og regeringen, det er ikke hensigtsmæssig over for sam­fundet.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg vil lige sige til Atassuts ordfører, at i kraft af at han er landstings­medlem, er han med til at vedtage finansloven, og derved vedtager han, at man bekæmper arbejdsløshed, og det er først i år, at man her i Landstinget har lavet tiltag for bekæmpelse af den stigende ledighed ved øgede bevillinger.

 

Det er først i 1993 og 1994 vi har afsat midler til bekæmpelse af arbejdsløshed i Grønland. Det er vort forslag fra Landstinget til Landsstyret og alle lands­tingspartier har indset behovet for disse bevillinger, hvorfor de vedtager disse bevillinger, også fra Atas­sut.

 

Denne debat anser vi fra Inuit Ataqartigiits side, for at være meget vigtig. Jeg mener, at flertallet i denne debat, om ikke alle partier har tilkendegivet, at loven ikke skal strammes yderligere. Loven har været gældende i 15 år, med visse ændringer igennem tiderne. Det har vist, at den i sig selv er en god lov, og derfor skal den ikke strammes op yderligere.

 

Men vi blev vist allesammen enige om, også fra Siumuts ordførers side blev der sagt, at når det gælder selve overholdel­sen af loven, skal vi finde nye veje. Og det er tiden inde til at gøre  nu.

 

Jeg er lidt i vildrede, med hensyn til bemærkniger om, at vi skal bruge ek­sisterende bevillinger til dette arbejde, hvor man pegede på arbejdsmarkeds­kontorerne i kommunerne. Der mener jeg at måtte sige, at med ud­gangspunkt i kritikken gennem 15 års løbende debat, har det vist sig, at kommunens arbejds­markedsforvaltning ikke har kunnet klare opgaven. Derfor efterlyser vi andre muligheder for at gøre det, og derfor fremkom vi med helt konkrete forslag til, hvordan det kan gøres.

 

Jeg  har lagt mærke til, at Landsstyret er åbne over for vore konkrete forslag, og er åbne for at arbejde med disse forslag.

 

Når vi drøfter den store arbejdsløshed her i Grønland, så er en af de ting vi skal vurdere, at  det er ar­bejdsvilkårene i de enkelte virksom­heder vi skal have forbedret. Vi ved, at der er mange virksomheder, hvor grønlændere og også hjemmehørende danskere, har et godt samarbejde med alle ansatte, men der er visse eksemp­ler, hvor forholdene i disse virksom­heder er blevet så alvorlige, at hjem­mehørende arbejdskraft vælger at gå fra denne arbejdsplads. Det skyldes vist det arbejds­klima, der findes i disse virksomheder, og det må vi så arbejde hen imod at komme væk fra. På mange arbejd­pladser kan ledelsen, som i mange tilfælde er tilkaldt arbejdskraft, være et problem. Hvis vi vil væk fra denne problematik, må vi finde nogle løsningsmulig­heder, og det er det, vi påpeger i vore forslag. Man skal afsætte flere midler til kursusvirksomhed i disse virksomheder, og vi må sørge for, at de kommer den hjemmehørende arbejdskraft til gode. Det er jo en af vejene, at man udskifter tilkaldt arbejdskraft med hjemmehørende arbejdskraft.

 

Så længe størstedelen af ledelsen er tilkaldt arbejds­kraft, vil der være et problem, og der er mange hjem­mehørende arbejdstagere, der vælger at gå fra arbejds­pladsen på grund af sådanne forhold. Vi er ikke til­freds med bemærkningen om, at kommunerne ikke løser deres opgave ordentligt. Det er derfor, vi skal eta­blere en eller anden kontrolinstans, hvor arbejdsgiver­ne og de faglige organisationer skal indgå i en dialog, og i samarbejde prøve at løse dette problem.

 

Jeg mener også, at vi, fra hjemmestyrets side, kan pålægge disse organer opgaver ved at afsætte midler til dette arbejde. Jeg mener at flertallet af partierne her i landstingssalen er enige om betydningen af, at den eksisterende lov overholdes. Jeg har også kunnet mærke, at Landsstyret er åbne over for vores forslag. Derfor vil jeg også foreslå, at Landstinget beslutter, at der i henhold forretnings­ordningen for Grønlands Landsting ' 30, tages stilling til det fremsatte forslag her, således at det udmøntes i et egentligt lovforslag.

 

Landstingslov om regulering af arbejdskraftstilgangen i Grønland synes at være en god lov i sig selv, og Lands­tinget vil gerne pålægge Landsstyret at undersøge om mulighederne for etablering af jobpatrul­je, er noget der kan realiseres.

 

En kontrolinstans skal have følgende kommisorium: At føre tilsyn med, om de forskellige virksomheder i landet følger den lovgivning, her tales om, og for det andet: At føre tilsyn med, om de forskellige virksom­heder også kanaliserer midler fra deres kursuskonti og efterud­dannelseskonti til den grønlandske arbejdskraft. For det tredie: At føre tilsyn med om de forskellige trawlere samt skibe, der besejler grønlandske farvande følger de lovgivnings­mæssige krav om be­manding for hjemmehørende. Og som det fjerde: At forestå almindelig oplysningsvirksomhed og informations­virksomhed omkring denne lovgivning over for arbejdspladserne, samt, som det femte: At landsstyret bemyndiges til at undersøges, om der kan afsættes midler i finanslovsforslaget for 1995, med henblik på at fremskaffe flere arbejdspladser til hjemmehørende arbejdskraft.

 

Nikolaj Heinrich, Issiitup Partiiat:

Først må jeg sige, at når det gælder registrering af indrejsende til Grønland,  vil jeg ikke komme nærmere ind på mit forslag, fordi jeg også respekterer den beslutning, der blev taget dengang og jeg heller ikke er interesseret i at dette spørgsmål tages op igen. Jeg nævnte det kun fordi, man også kan bruge dette som en af mulighederne, hvis man vil modvirke arbejdsløsheden.

 

I forbindelse med debatten, har man, som forventet taget mange forskellige emner op. Partiernes lidt forskellige meninger er til­kendegivet. Og lad mig også sige, at generelt ønsker man at minimere ledigheden. Angående det, som bliver foreslået fra Inuit Ataqati­giit om oprettelse af et jobtilsyn, kan jeg sige, at jeg er meget enig i forslaget, og at jeg også vil opfordre til, at den kan blive realiseret, fordi ? ligesom IA og fremsætter et lignende forslag.

 

Jeg kan også føle, at der er meget stor tilbageholden­hed omkring spørgsmålet om erstatning af tilkaldte med hjemmehørende her i Grønland. Der kommer ikke nogle helt klare krav om, at disse erstattes af hjemmehøren­de, fordi man er meget forsigtig med at sige nogle hårde ord omkring tilkaldte. Jeg har lagt mærke til, at Siumuts ordfører er så påpasselig med at respektere de såkaldte tilkaldte.

 

Otto fremkom, som han plejer, med nogle gode eksempler. Lad mig også sige, at i denne debat omkring arbejds­krafttilgangen, koncentrer vi os alt for meget om virksomheder med højtuddannet arbejdskraft. Der er nogle, som må og skal have tilkaldt arbejdskraft. Der er noget, som jeg ikke helt klart nævnte i mit indlæg. Vi har behov højt uddannede, som jurister og særligt personale i f.eks. sundheds­væsenet. Disse behov vil i meget lang tid fremover kun kunne dækkes ved tilkaldt arbejdskraft, men det må ses som noget særskilt.

 

Lad mig nævne, at der også er nogle svagheder med hensyn til tilkaldelse af arbejdskraft. Det er der mange virksomheder, der har erkendt. Hvis der f. eks. skal tilkaldes arbejdskraft, mangler der aftaler i overenskomsterne om, at når tiden er omme, skal den tilkaldte kunne rejse hjem igen. Efter vores erfarin­ger, er der mange tilkaldte, der bliver siddende her i Grønlandnår deres kontrakter ovre, fordi de kan se, hvilke muligheder de har. fordi vi på baggrund af vores...at vi er lidt til...når de kan se nogle mulig­heder efter at deres orlov eller anden kontrakt er ovre, at de så forbliver her, det er også bl.a. på baggrund af at der er også mange tilkaldte, som erstat­ter den grønlandske hjemmehørendes arbejdskraft.

 

Jeg har også forstået, at den gældende lov er god nok, men det er ved over­holdelsen, at der på nogle områder er problemer. Hvis vi skal løse disse problemer, må vi måske helt klart og hårdt vise viljen. Hvis vi ikke gør det, kan vi ikke løse dem. Derfor har jeg meget stor tiltro til Inuit Ataqatigiit's forslag, og jeg vil meget gerne støtte det fuldt ud. Gennemføres forslaget  kan man også holde øje med, om forskellige arbejds­givere overholder disse ting, og så kan vi håbe på, at for­holdene kan blive bedre i fremtiden.

 

Jakob Sivertsen, Atassut:

Jeg er glad for, at man med interesse diskuterer denne fremlæggelse, hvor jeg selv også har været forslagstil­ler.

 

Med hensyn til den lov vi taler om, er den meget ud­mærket. At den er god, fremgår af ' 1, der lyder sådan: Denne landstingslovs hensigt er, at den grønlandske arbejdskraft har første ret til arbejdspladserne her i Grønland. Dette skal sikres, men da denne lov blev udarbejdet, blev den blot givet videre til kommunerne, og så håbede man på, at den ville blive overholdt.

 

Vi ville nok ikke have haft så stor debat i dag, hvis vi havde kunnet sikre overholdelsen før man overgav loven til kommunerne. Derfor har jeg bl.a. i mit for­slag ikke kunnet komme uden om, at man i dag må oprette nogle udvalg, som må sikre overholdelsen af denne lov, for hvis vi ikke gør det, vil vi også fremover debatere dette meget indgående, ligesom vi debaterer det i dag.

 

I mit forslag har jeg helt klart fremsat to ting. For det første: at i løbet af de 15 år, hvor vi har haft hjemmestyre, har vi overtaget en hel masse områder fra den danske stat, og vi har selv fået ansvar for dem. Vi har ikke kunnet vurdere klart, hvorfor de havde til­kaldt arbejds­kraft. Derfor mener jeg, at det er på sin plads i dag, hvor ledigheden er vokset, er  også at bruge denne mulighed for at opnå noget, som kan være gavnligt for de arbejdsløse her i Grønland. Og i den forbindelse må jeg også udtale, at det er meget vigtigt med en vurdering. Det er i orden, at man bruger ret lang tid til det, men konse­kvensen burde være, at den største resourse i Grønland, nemlig børn og unge, får bedre muligheder med hensyn til at kunne have et arbej­de, end det var tilfældet for os.

 

I mit forslag stillede jeg også spørgsmål om kravet til dob­beltsproghed stadigvæk skal være gældende. Grunden til at jeg spørger er, at i hjemmesty­reloven, som for 15 år siden blev godkendt af samtlige, står der i ' 9, jeg citerer: "Det grønlandske sprog skal være det officielle sprog." Der skal ske en bedre undervisning i det danske sprog. Det er os selv, der har lavet denne lov om landets styrelse. Jeg mener, at man må tage alle disse ting med i den kommende vurdering.­Det som jeg har sagt, har jeg fremsat i et langt forslag, derfor vil jeg blot udtale dette uden at komme med et længre indlæg.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

Vi kan ikke være uenige om, at arbejdet skal foregå med grønlandsk arbejdskraft og det har vi også bemærket her under debatten.

 

Med hensyn til Inuit Ataqatigiits forslag, vil jeg anmode om, at man stopper mødet efter talerne er fær­dige, således at vi også kan drøfte forslaget, og således at vi kan se, om vi kan komme med støtte der­til. For der er i forslaget blevet nævnt noget om at føre tilsyn på flere områder. Man kom også ind på oplysnings- og informationsvirksom­hed, og endvidere mulighederne for, allerede fra 1995, at afsætte af midler til dette formål. Når de, der har bedt om ordet, er færdige, vil jeg fra Siumuts side, anmode om, at mødet stoppes, det vil sige når de, der har bedt om ordet, er blevet færdige med deres bemærkninger.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Med hensyn til udøvelsen af denne lov, har Johan Lund Olsen fremsat et forslag, og hvis jeg har kommenteret det uklart, så vil jeg prøve at rette det således. Vi sagde, at etablering af et sådant organ, kan ske i forlængelse af en styrkelse af arbejdsmarkedsområdet i Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

 

Jeg ved ikke, om jeg skal kommentere velkendte fraser fra Otto Steenholdt, men med hensyn til, at vi ikke blander vores bestræbelser på at skabe arbejdspladser sammen med racisme, er det, vi ville sige meget klart. Vi har ingen grund til at gøre det, fordi vi alle sammen skal værne om gensidig respekt og solidaritet indenfor rigsfælles­skabet.

 

Vi taler ikke om Finanslov i dag, det skal vi nok komme tilbage til i forbindelse med debatten omkring Finans­loven.

 

Der er igangsat beskæftigelsesforanstaltninger, også i bygderne allerede fra 1994. Jeg vil advare stærkt mod, at man også indfører racisme, på samme måde, som det har været frem­herskende i Europa og sidst i Danmark. Det må vi holde adskilt. Det vi skal stræbe efter, er at skabe arbejds­pladser og det skal ikke ske på be­kostning af andre folkeslag.

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Der er blevet sagt mange ord, men først vil jeg be­mærke, at jeg ikke har noget i mod, at vi stopper, når vi er frem­kommet med vores bemærkninger, så vi kan tage Inuit Ataqatigiit's forslag op til vurdering, før vi kommer tilbage til salen her. Jeg skal lige samle op på de bemærkninger, der er blevet fremsat fra de forskel­lige partiers side, omkring nedsættelsen af et lokalt organ med repræsentanter fra faglige organisationer og ar­bejdsgiverne, som skal undersøge behovet for uddan­nelse og uddannet arbejdskraft udfra lokale forhold.

 

Det blev også foreslået, at man laver tilsyn med over­holdelse af denne lov. Det forslag har berøring med det forslag, vi skal tage stilling til her, så jeg mener, det kan ske i forbindelse med vurderingen af Inuit Ataqatigiit´s forslag.

 

Inuit Ataqatigiit kom også i første runde ind på, at man har haft svært ved at rekruttere lokal arbejds­kraft, fordi arbejdskraft tilkaldt udefra, arbejder uden egentlig fritid, hvilket hjemmehørende arbejds­kraft ikke har kunnet hamle op med i kraft af, at de har familie og gerne vil være sammen med den. I den anledning fik jeg oplyst fra Lands­styremed­lemmet for Offentlige Arbejder, at Hjemmestyrets betænkning om­kring licita­tionsreglerne vil være klar og blive omdelt til Lands­styrets medlemmer.

 

Otto Steenholdt kom med et hjertesuk, fordi grønlandske uddannede piloter ikke kan få et arbejde. Her vil jeg  understrege, at der i forbindelse med ansættelse af piloter indgår i overenskomstaftalerne, at såfremt der skal afskediges nogle af de ansatte, så vil de sidst ansatte blive afskediget og det har så desværre be­virket, at grønlæn­derne ikke har haft 1. prioritet. Det bliver så oplyst, at der er indgået en dialog med Grønlandsfly om, hvordan man finder ud at løse dette.

 

De problemer vi har med arbejdsløshed p.g.a. mang­lende uddannelse må ikke have afsmittende virkning på, at vi ser ned på den udefra­kommende arbejdskraft. Vi må også oplære den arbejdskraft vi tilkalder udefra. Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at gå i mod, at vi gør dem mere kvalificerede, for at de skal kunne arbejde i Grønland.

 

Et andet punkt er, at vi har været for dårlige til at lede landet og derved har skabt den store arbejdsløs­hed. Som alle ved, har vi ikke indflydelse på, hvor meget fisk der er og de fleste arbejdspladser ligger jo inden for fiskerisektoren og derfor er vi stillet meget dårligt i og med, at torsken og fisken forsvandt.

 

Det er først de seneste år, at Landstinget afsætter så store midler til bekæmpelse af arbejdsløsheden. Før i tiden har vi kun brugt sociale midler til afhjælpning af dette, men nu er vi kommet med forslag om, at de midler, der afsættes til socialområdet, også kan be­nyttes i forbindelse med bekæmpelsen af arbejdskraften i og med, at man laver beskæftigelsesforan­staltninger i kommunerne.

 

Til slut vil jeg sige til Jakob Sivertsen, at enhver lov, der er vedtaget i Lands­tinget, ikke bare bliver smidt til kommunerne til administration. Hvis det er tilfældet, er der noget galt med Landstinget. Når en Landstingslov bliver vedtaget, så udsteder man cirku­lærer og netop denne lov blev fulgt op med årlig kur­susvirksomhed til arbejds­markeds­konsulenterne.

 

Jeg mener, at problemets kerne ligger i, at i mange eksportvirksom­heder har vi forøget arbejdsløsheden så meget i og med, at vores uddannelse er så begrænset. Der har vi selv ikke kunnet indfri de uddannelses­mæssi­ge krav, og vi har derfor måttet tilkalde arbejds­kraft, der honorerer disse krav.

 

Bjarne Kreutsmann, Ordfører for Akulliit Partiiat:

Vi startede vores indlæg med at sige, at såfremt man skal have maksimal udnyttelse af ressourcerne, betrag­ter Akulliit Partiiat, at samfundsmaskineriet fungerer maksimalt og betragter derfor, at hullerne i lovene i det grønlandske samfund bør lappes inden skærerne bliver alt for store.

 

Derudover foreslog vi 2 helt konkrete forslag og frem­førte også noget andet. Her mente vi noget, der kan løses. Selvfølgelig hvis man ønsker flere konkrete forslag, så er vi også meget interesserede i at frem­føre dem.

 

Med hensyn til det, der blev sagt til Nikolaj Heinrich, at nyuddannede lærere bliver ansat som lærere, lige straks de bliver færdige, skal vi lige nævne, at vi her tænker på faguddannede grønlændere, som man giver afslag på baggrund, at de ikke har nogen erfaringer, at de bliver erstattet med en dansk faguddannet, så vil vi betegne lærerne noget anderledes, fordi vi mangler grønlandske lærere i så og så mange antal.

 

Med hensyn til det, som Henriette Rasmussen nævnte omkring trawlerofficerere, så må jeg sige, at vi be­tragter arbejdspladser til søs på lige fod med arbejds­pladser på land.

 

Der er endnu 2 ting, som jeg gerne vil medtage, det vil jeg gerne kommentere på et senere tidspunkt, fordi man vil holde en pause i mødet, så man kan vurdere Inuit Ataqatigiit´s forslag.

 

 

Bendt Frederiksen, Mødeleder:

Otto Steenholdt for en kort bemærkning, da det er for 3. gang.

 

Otto Steenholdt, Ordfører for Atassut:

Jeg er fuldstændig enig med Peter Grønvold Samuelsen, at denne debat ikke skal dreje sig hen i mod racisme. Det er helt klart, det jeg siger og debatten omkring hudfarver, skal heller ikke komme ind på de danske forhold og som også kan have en afsmittende virkning til grønlandske forhold. Det skal vi helt klart undgå. Vi skal ikke have nogen forskelsbehandling. Vi har også børn, som kun har danske sprogkundskaber, som må stoppe i Danmark, fordi de ikke kan grønlandsk, uanset om de er grønlændere. Der gælder også nogle danske børn. Jeg mener, at når man ser alt dette under et, så siger vi helt klart, at der ikke skal ske forskelsbe­handling på baggrund af hudfarve her i Grønland. Men at man græder over noget, det skal forstås derhen, at når problemer skal løses, så man ændre tonen.

 

Med hensyn til at der bliver flere arbejdsløse i Grøn­land, er det, som Landsstyret eller Landstinget siger, noget, man må græde over, fordi det er helt klart, at der er nogen, der ikke har råd til at kunne betale deres lejligheder og boliger på baggrund af arbejdsløs­hed. Derfor græder jeg over det.

 

Med hensyn til piloterne, der bliver uddannet, kan jeg sige, at jeg er meget glad for den besvarelse, jeg fik. For hvis jeg ikke havde grædt for dem, så ville de ikke have hørt noget yderligere.

 

At der er dårlige forhold for fiskeriet, det ved vi. Men når man lukker så mange private virksomheder, så kan Landsstyret ikke blive ved med at vaske egne hæn­der. Det jeg sagde til Peter Samuelsen, handler om, at der skal være en mobilitet, eller at der er så store be­grænsninger af mobilitet af arbejdskraften langs kysten. Det er med hensyn til dette, jeg nævnte, at det ikke betrages som nogen forskelsbe­handling på baggrund af hudfarve.

 

Mødeleder:

Siumut's politiske ordførers har fremført et ønske med hensyn til det forslag der blev fremsat fra Inuit Ataqatigiit og henvisning til forretningsordenen for Grønlands Landsting ' 30, stk. 3. vedr. forslag fra et medlem eller parti om lovgivning eller ændring af bestående lovgivning. Der fremsættes et forslag med de i stk. 1 nævnte be­grundelser, om at loven om arbejds­krafttilgangen Grønland, foreslåes som et egentligt lovforslag og at det påhviler Landsstyret, at fremme forslaget ved fremsættelse af egentligt lovforslag og med henblik på at få det vurderet, foreslår jeg, at vi holder en pause på 10 minutter. Vi samles igen kl. 15.30.

 

Mødet er hævet midlertidigt.

 

...........

 

Mødet er genoptaget.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut

Da jeg anmode om pause i mødet, så ønskede vi at det forslag, der blev fremsat fra Inuit Ataqatigiit, kunne blive undersøgt samt tage stilling til hvilke områder det vedrører, således at vi kan få mulighed for at komme med vores kommentarer. Det er det vi har brugt denne tid til at undersøge.

 

Med hensyn til det, der blev fremsat fra Inuit Ataqati­giit, så har vi ikke noget imod det, og vi er i prin­cippet enige omkring f.eks. tilsyn og det allerede igangværende arbejde, og man skal også være parat til, at vi være med til en stramning af tilsynet.

 

Noget andet er, at vi ikke ved, hvordan de økonomiske konsekvenser vil være. Det vil vi ikke tage stilling til, og derudover ved vi også, at dette ikke har været diskuteret internt i Landsstyret. Vi kan heller ikke binde det nye Landsting og derfor har vi også stoppet ved det. Derfor vil gerne fremsætte en afværge dags­orden.

 

I samtlige diskussioner understreges det, at den fast­boende befolkning får første prioritet. Vi må ikke stoppe ved vores stadige uddannelse, for hvis vi skal konkurrere med omverden, må vi forstærke og udbygge uddannelserne. Der er i denne debat fremkommet noget om hudfarve eller noget, der lugter der hen ad. Vi er meget påpasselige med at sige noget sådant og det har vores ordfører flere gange præciseret.

 

Derfor vil vi gerne fremsætte et forslag til afværge dagsorden med følgende indhold: Idet Landstinget lægger vægt på at fastboende befolkning såvel faglærte som ufaglærte kommer i første række i ligestillingsbesæt­telser henstiller Landstinget til Landsstyret om at forstærke indsatsen herom. Vi henviser bl.a. til Lands­styrets hensigter under åbningsdebatten, der går ud på at forstærke og målrette erhvervsuddannelser bl.a. ved modernisering af STI-uddannelsen. Landstinget fast­holder iøvrigt, at ansøgning om et job i Grønland udelukker spørgsmål som hudfarve. Det er vores forslag, at debatten sluttes med dette afværget dagsordensfor­slag.

 

Knud Sørensen, Atassut

Fra Atassut har vi grundigt undersøgt forslaget fra Inuit Ataqatigiit med hensyn til jobtilsynet og de forskellige muligheder, har vi også vurderet.

 

Vi mener, at dem, der har forpligtelsen til at føre tilsyn, er arbejds­markeds­udvalgene i de enkelte kommu­ner og her bliver det krævet i loven, at de overholder bestemmel­serne om regulering af arbejds­krafttilgangen i Grønland, således at, hvis der er nogen, der er blevet tilkaldt, så har de også pligt til at indgive en poli­tianmeldelse. Hvis det foretages korrekt, vil det medføre bøde.

 

Men med hensyn til de enkelte virksomheder, må tilsynet tilrettelægges indenfor de eksisterende lovmæssige rammer, hvor man bl.a. fra landsstyreområdet ved et for­stærket krav,  kan få stramninger opfyldt.

 

Med hensyn til det sidste af Inuit Ataqatigiit`s for­skellige forslag , kan vi ikke går ind for dette fra Atassut bl.a. fordi, som Siumut ordfører også kom ind på, hvis vi tager en beslutning der kan lugte af hud­farven, så vil Atassut overhovedet ikke vil være med. Det er noget vi meget på­passeligt med, at ikke at gøre. Derfor kan vi støtte forslaget fra Siumut som en mulig­hed vi kan gå samlet ind for fra Atassut.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit

Selvfølgelig vil jeg beklage, at vores forslag blev modtaget så dårligt i salen. Det kan vi ikke være tilfreds med, og det vil vi blot beklage. Inden frem­lægg­elsen af vores forslag her i salen, har vi forhørt os både i lønmodtagerorganisationen og hos arbejds­giverne, og vi har afholdt et møde, hvor lønmodta­geror­ganisationen opfordrede os til at tage kontakt til forskellige partier. Således har lønmodtager­organisa­tionen jo taget sin beslutning om at høre de forskelli­ge politiske organer og i vores høringer har vi helt klart fået meldinger om, at man fra SIK også vil være medfinancierende, ligesom arbejdsgiverne også vil være medfinan­cierende. Der forudsættes dog også financiering fra det of­fentlige omkring tilsyn eller lignende.

 

Alle partier er jo enig i og interesseret i, at den lov, der har været gældende i 15 år bliver overholdt. Vi har set, at det er overholdelsen, der har skabt problemer. Derfor har vi regnet med partiernes støtte til vort forslag.

 

Jeg skal også understrege, at vi aldrig har haft noget ønske om en debat omkring hudfarve. Hvis man ser på de enkelte partiers indlæg, så lægger man mærke til, at Atassut`s ordførerind­læg har noget, der lugter lidt der henad. Vi har overhovedet ikke noget, der vedrører hudfarve eller diskrimination. Det eneste vi har frem­sat er, at vi har en eksisterende lov, som har været gældende i 15 år, som ikke overholdes til­fredsstillen­de, og at der må gøres et eller andet for at overhol­delsen af loven bliver bedre, hvor samtlige partier kan gå ind for det samme. Men jeg beklager, at man ikke kan gå ind for vort forslag.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Fra Akulliit Partiiat kan vi ikke gå ind for forslaget fra Inuit Ataqati­giit. Med hensyn til det første punkt, har man jo allerede krævet overfor kommunerne, at de har tilsynsfor­pligtelse med overholdelsen af loven og det gennemføres til­fredsstillende. Med hensyn til det andet punkt, så mener vi, at man kommer ind i virksom­heden, fordi man kan videreuddanne sig der, og det vil gælde uanset om man tilkaldt eller ej.

 

Med hensyn til til det tredje, så har vi en ordning med at sende bemandingslister til fiskerilicenskontrollen, nogen kalder den GFLK.  Hvis der er nogen skævheder, så reageres der straks fra GFLK. Med hensyn til det fjerde kan, kan dette opfyldes fra Hjemmestyrets Informations­kontor uden ekstra omkostninger.

 

For det femte og det sidste, det kan vi besvare med henvisning til det vi har sagt til de andre punkter. Vi fra Akulliit Partiiat, mener at tilsynet skal gennem­føres indenfor de allerede eksisterende muligheder og derfor vil vi pege på forslaget fra Siumut, som vi kan stå sammen om.

 

Aqqaluk Lynge, Inuit Ataqatigiit

Vi skal præcisere som en tilføjelse til vores ordfører­indlæg, at man må huske på, at vi i vores femte punkt i forslaget ikke tænker på om det er danskere eller grønlændere det gælder, men på at skaffe flere arbejds­pladser til de hjem­mehørende, således at der kan ydes tilskud til aflønninger. Det er det, som vi har krævet overfor Landsstyret bliver undersøgt, således at denne sag kan behandles i forbindelse med finanslovs­forslaget for 1995, og det vil vi står fast ved fra Inuit Ataqa­tigiit. Denne sag vil forsætte, fordi den hænger sammen med finans­lovsfor­slag for 1995, idet vi mener, at projekt råvarekøb og det, at man holder fabrikker­ne igang ved at gøre brug af denne ordning, også må be­grænses, fordi de råvarer, man kan købe udfra er be­grænsede.

 

Derfor har vi også ment, at man på aflønningssiden kan få tilskud fra arbejds­giveren og derigennem også imøde­gå ledigheden. Derfor vil sagen genbehandles i for­bindelsen med finanslovsdebatten.

 

Vi kan stemme for Siumuts afværge dagsorden til Inuit Ataqatigiits dags­or­den med undtagelse af sidste: Lands­tinget fastholder iøvrigt at ansøgningen om et job i Grønland udelukker spørgsmål som hudfarve. Det er allerede i kraft via grundloven og hvis Landstinget her vil lave endnu en bekræftning, mener jeg, at det er blot et overflødigt forslag. Derfor foreslår vi, at man stemmer om denne afværge dagsorden og at det sidste afsnit omkring Landstinget fastholder iøvrigt, udgår. Det er allerede med i grundloven og andre love. Og hvis dette bliver taget ud, så kan Inuit Ataqatigiit stemme for afværge dagsor­denen.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Da dette forslaget blev uddelte til medlemmerne sagde jeg, at jeg støttede det og jeg vil sige, at jeg ikke har ændret mening. Jeg støtter fuldt ud de fire for­skellige forslag fra Inuit Ataqatigiit, men kan blot ikke gå ind for det femte. Lad mig udtale, at denne debat sker udfra de konkrete forholdet i Grønland.

 

Hvis vi kigger på de faktiske forhold, så har vi i de år, hvor vi har haft hjem­mestyret, erfaret, at når landstingets møder bliver ordnet og.....?et nyt os talerne, så siges alt det det som Siumut lover, men det bliver aldrig rea­lise­ret.

 

Tre landstingsmedlemmer har fremsat forslag, for at der kan skabes en grundig debat omkring loven om regulering af arbejdskrafttil­gangen. Dette kan vi ikke undgå før, der ligger et nyt forslag på bordet. Og det er det, som blev fremsat fra Inuit Ataqatigiit idag.Der­for skal jeg sige, at jeg har heller ikke forstået det således, at det har noget at gøre med dis­krimination på baggrund af hudfarve. Når vi hører ordet hjemmehørende, ved vi hvem, det er. Det er grønlændere og danskere og alle andre, som er fastboende i Grønland uanset, om vi har forskellige hudfarve. Der er jo 3 grupper og derfor har vi ikke nogen diskrimination på baggrund af hudfarven, og det har jeg ikke i mine overvejelser. Derfor vil jeg blot beklage den manglende realiseringen af det vi hidtil har diskuteret som den eneste vej for at komme videre. Det er ikke opbakning her, blev der sagt, fordi vi allerede har arbejds­markeds­ud­valg og det er deres opgave.

 

Hvad har disse udvalg udvalg opnået. Det er på baggrund af, at de ikke har opnået noget, at man har fremsat disse forslag.

 

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Jeg mener, at landstingsmedlemmet Nikolaj Heinrich helt klart sagde, at dette forslag er helt nyt. Nye forslag kan ikke debatteres uden videre i henhold til forret­ningsorden for Grønlands Landsting. Jeg ved, at for­slagsafgivelse har begrænsning til 31. juli. Det er fordi man skal have mulighed for at kunne undersøge de økonomiske og andre konsekven­ser et forslag kan med­føre. Udfra det jeg kan se, foreslår Inuit Ataqatigiit noget, som vedrører overens­komst forhandlinger om aflønning. Lad mig også sige, som Siumut ordfører nævnte, så vil det siddende Landstinget givet noget beføjelser til det kommende nye Landsting. Det vil sige, det nye Landsting, som vil blive valgt i foråret 1995. Jeg mener, at det siddende Landsting ikke kan fastsætte hvad deres opgave bliver. Jeg mener, vi må have en mulighed for at kunne diskutere vigtige og vitale spørgsmål.

 

Jeg mener, at sådanne vitale spørgsmål er, hvordan det influerer på driften i det daglige, hvordan det in­flueret på virksomhederne, hvordan det harmonerer med ak­tieselskabslovsgivning. Før man har undersøgt alle disse forhold, er det meget vanskeligt at tage en umiddel­bar stilling til det.

 

De økonomiske konkvenser og de opgavemæssige konsekven­ser mener jeg, det er vigtigt at få det belyst først.

 

Derfor vil jeg præcisere, at vi ikke har diskuteret dette spørgsmål internt i Landsstyret. Hvis vi havde haft denne opgave, så ville vi også have svaret udfra denne opgave, fordi vi er i koalition med Inuit Ataqa­tigiit. Jeg mener ikke, at man hurtigt kan diskutere sådanne vigtige spørgsmål, på bagrund af sådanne frem­læggelser af forslag i en debat.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg mener man må præcisere, at vi, i henhold til vor forretningsorden for Grønlands Landsting af 3. juni 1993, har fremsat vort forslag. Jeg må gentage, at det er fordi denne lov har været gældende i 15 år og Lands­styret selv i deres indlæg kom ind på, at den har været debat­teret meget, og har været kritiseret meget. Man vender frem og tilbage til sagen hele tiden og derfor foreslår vi, at overholdelsen sikres på en helt anden måde. Her henholder vi os til paragraf 30 stk. 3 i for­retningsordenen, fordi det står her, at forslag fra medlemmer eller partier om lovgivninger eller ændringer af bestående lovgivning kan fremsættes med de stk. 1 nævnte begrundelser, og det har vi så brugt. Men udfra dette, siger man nu, at det ikke kan lade sig gøre.

 

Det er det nye Landsting vil vi binde, hvis vi vil gøre det nu. Hvad gør vi så, når vi udarbejder finansloven, når vi har haft valgt til Lands­tinget, vil det nye Lands­ting også arbejde udfra et finanslovsforslag, som vi vil godkende omkring 1. november. Der vil vi allere­de give binding til dem. Det er sådan, loven er ind­rettet, men hvis det er helt umuligt at reali­sere vort forslag, så vil vi blot gøre opmærksom på, at vi, i overensstemmelse med reglerne, vil genfremsætte vort forslag til den kommende landstingssamling. Det papir, der blev uddelt, er blevet fremsat som en afværge dagsorden, og det vil vi også stemme for. ? og i hen­hold til paragraf 30 stk. 3 og forslag fra Inuit Ataqa­tigiit, at såfremt påhviler Lands­styret og at der på hviler jo noget som Landsstyret skal arbejdet for efter Lands­styreformand og Siumut ordfører til indlæg så vil jeg helst det vi går over afstemninger afværget dags­orden.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

Landsstyreformandens udtalelser er også en præci­sering, som må medtages. Landstinget fastholder iøvrigt at ansøgningen om et job i Grønland udelukker spørgsmålet om hudfarve, mener jeg, det er nødvendigt at medtage. Jeg mener, at når sådan noget kommer frem i debatter, så lugter det, der henad, og det skete der også idag.

 

Derfor må man fastholde dette i Landstinget, det mener jeg, at vi bekræfter med vores fastholdelse. Det er hensigtsmæssigt, fordi man brugte sådan nogle ord her i salen idag. Derfor ønsker jeg, at man medtager dette afsnit i afstemningen.

 

Jeg mener, at Inuit Ataqatigiit har vist, at vi kan mødes omkring vores afværge dagsordenen. Vi kan mødes med dem i det første afsnit, der går ud på at målrette erhvervsuddanner bl.a. modernisering af STI-uddannel­sen, hvor man gennemfører basisuddannelsens første år. Vi vil også kunne mødes med hensyn til, at man frem­sætter forslag til nye omstruktureringer af arbejds­markedskontorerne, alle disse ting vil vi kom ind på. Det er fremskridt, derfor mener vi fra Siumut, at vi kan fremsætte dette afværge dagsordensforslag.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Der er også problemer i forretningsordenen med hensyn til det, der er blevet fremsat som forslag fra Inuit Ataqatigiit. Der bliver sagt, jeg citerer "at i henhold til paragraf 30 stk. 3  påhviler det Landsstyret at fremme forslaget omkring landstingslov om regulering af arbejdskraft og i tilføjelse dertil at det påhviler Landsstyret at fremme forslaget ved frem­sættelse af endelig lovforslag.

 

Her ser vi, hvem der har ret til at fremsætte forsla­get. Vi siger, at når Landstingets valgperiode er omme, kan man give Landsstyret en ny bemyndigelse og derfor, at man bemyndiger Landsstyret til at fremkomme med noget til næste Landstings­samling. Jeg mener, at man kan ikke tage nogen beslutning her, uden at kende, hvem der vil komme med forslag samt hvem der vil fremsætte sådanne forslag. Derfor er det lidt vanskeligt, at det er et af partierne i Landsstyrekoa­litionen, der frem­sætter det. Vi burde have diskuteret det internt i Landsstyret før Lands­styrekoalitions­partierne ville fremsætte det, men vi har ikke haft denne mulighed i Landsstyret.

 

Jeg skal også udtale, at jeg ikke mener det er hæder­ligt overfor sine samarbejds­partnere, det er ikke fair play, og derfor vil jeg gerne foreslå, at det afvises.

 

Mødeleder:

Som tidligere sagt, skal vi gå over til afstemning af dette afværge dagsordensfor­slag. Siumut foreslår såle­des et afværge dagsordensfor­slag til Inuit Ataqatigiits dagsordensforslag, idet Landstinget lægger vægt på, at den fastboende befolkning, så vel faglærte som ufaglær­te kommer i første række ved stillingsbesættelser, henstiller Tinget til Landsstyret om, at forstærke indsatsen herfor. Vi henviser bl.a. til Landsstyrets hensigter under åbningsdebatten, der går ud på, at forstærke og målrettede erhvervsuddannelser bl.a. ved modernisering af STI-uddannelsen. Landstinget fast­holder i øvrigt, at ansøgning om et job i Grønland udelukker spørgsmål om hudfarve.

 

De, der er for forslaget, bedes rejse sig.

 

20.

 

Dem, der er i mod bedes rejse sig.

 

Der er ingen i mod.

 

Dem der undlod at stemme bedes rejse sig.

 

6.

 

Og således er Inuit Ataqatigiit's omtalte forslag blevet afværget i henhold til Siumut's afværgedags­orden. Men jeg kan udtale, at med hensyn til Jakob Sivertsen's forslag, er det blevet besvaret af Lands­styremedlemmet Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, med at det medtages i det kommende arbejde. Derved mener jeg, at behandling af dette punkt er afsluttet i dag.

 

Vi går så videre til næste dagsordenspunkt.

 

Punktet sluttet.