|
Dagsordenens punkt 15-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø og Forskning.
Baggrunden for dette forslag er først og fremmest, at de første sygeplejersker uddannet her i landet snart er færdige.
Forslaget giver hjemmel til at blive autoriseret som sygeplejerske og med autorisation menes i denne sammenhæng retten til at kalde sig sygeplejerske og virke som sådan.
Generelt er hensigten med forslaget at udstikke bestemte regler om selve autorisationen af sygeplejersker samt nogle hovedretningslinier for en sygeplejerskes virke. Forslaget opfølges af mere detaljerede regler i bekendtgørelsesform.
En vedtagelse af forslaget vil indebære, at enhver, der har gennemgået sygeplejerskeuddannelsen her i landet eller en sidestillet uddannelse uden for Grønland, har et retskrav på autorisation, med mindre helt afgørende grunde taler imod.
Situationen i dag er, at et stort antal sygeplejersker kommer fra andre lande, især fra Danmark og de andre nordiske lande. Det forslås derfor, at disse let og smidigt kan få den grønlandske autorisation.
Da vores sygeplejerskeuddannelse på nogle områder adskiller sig fra andre nordiske landes uddannelser, kan der dog stilles krav om efteruddannelse for de sygeplejersker, der har opnået deres autorisation uden for Grønland, når det er påkrævet.
For at tilpasse os til en forekommende praksis, foreslår vi en ordning i distrikter, hvor sygeplejersken er den eneste sundhedsperson på stedet, at vedkommende telefonisk kan modtage ordination til behandling fra en læge, på samme vis som vi har set det i Nordnorge med de såkaldte Atelelæger@.
En autorisation som sygeplejerske er ikke uigenkaldelig, men der skal meget til for at miste autorisationen, når den først er givet. Den autoriserede sygeplejerskes virke er i øvrigt under tilsyn af embedslægen.
Forslaget har været sendt i høring til en bred vifte af organisationer, herunder Peqqissaasut Kattuffiat og Peqqissaanermut Ilinniarfik, som har udtrykt tilfredshed med forslaget.
I øvrigt henvises til forslaget samt dets bemærkninger.
Autorisationsreglerne påtænkes ikrafttrådt per 1. januar 1996 og personer, der har autorisation uden for Grønland, kan fortsætte deres virksomhed på uændrede vilkår.
På Landsstyrets vegne overlades forslaget til Landstingets behandling, idet jeg skal foreslå, at forslaget henvises til sundhedsudvalget inden det overgår til 2. behandling.
Jonathan Motzfeldt, Siumuts ordfører:
Den nye sygeplejerskeuddannelse i Grønland fortjener al den støtte, som en sådan institution i Grønland har brug for. Siumut har altid været den, der støtter sådanne initiativer, som er blevet igangsat og som altid har udvist stor interesse for at de nye tiltag fungerer efter hensigten.
Det er virkelig glædeligt, at et samfund som vores, har etableret denne form for en uddannelse.
Det er en uddannelse, som efter manges opfattelse hører hjemme i kvindernes valg af uddannelse.
Men ikke desto mindre, på trods af den danske betegnelse for uddannelsen af sygeplejersker, er det et uddannelsestilbud såvel for mænd som kvinder i vort samfund.
Ved enhver ny uddannelse, der forekommer i vort samfund, stiller man uværgeligt det spørgsmål: AKan den også bruges udenfor det grønlandske samfund?@
Svaret herfor er et ubetinget ja, ikke alene i den øvrige del af riget Danmark forstår vi, at uddannelsen ligeledes åbner vejen til andre steder i det øvrige nordiske lande.
Heroverfor forstår vi, at uddannede sygeplejersker fra andre lande, der normalt søger job fra deres gængse arbejdspladser i Danmark, får en slags automatik for at blive godkendt til at virke i vor samfund.
Hvis der er nogen tvivl om det, så må vi bede Sundhedsudvalget om at kigge nærmere på sagen.
Iøvrigt med hensyn til nærværende uddannelsesform, så går vi ud fra at tildelingen af autorisationer, ikke mindst med hensyn til betingelser om hvilken virksomhed den pågældende må udøve, herunder stille krav om gennemførelse af en relevant efteruddannelse og tidsbegrænsninger m.m., så går vi ud fra, at disse regler fastsættes af Landsstyret.
I et samfund som vores med så store afstande imellem bebyggelserne og dermed vanskeligheder for en øjeblikkelig lægehjælp i mange påkommende tilfælde, så mener vi, at instruktion af sygeplejerskers omgang med lægemidler må tilrettelægges nøje og ansvarsfuldt til hjælp for sygeplejersken og patienten.
Tanken om en model, der er under anvendelse i for eksempel i Norge, tiltaler os meget, og vi ønsker at få denne ordning undersøgt og gennemført. I det hele taget mener vi, at i og med gennemførelse af denne forordning må der gennemføres en kursusvirksomhed, således at forordningens bestemmelser bliver kendt af sygeplejerskerne på en fuldstændig forsvarlig måde.
Vi kan ikke lade være med at erindre Landstinget om, at i dagens Grønland til stadighed arbejder mange jordemødre i ensomt beliggende steder under disse forhold, hvor ensomheden omkring arbejdet kan være meget belastende for dem selv og deres familier. Men der er mange grunde til at takke og opfordre disse ensomme sundhedsplejere ignnem en løbende kontakt fra deres foresatte og lokale myndigheder. Deres ofte håbløse situationer afhjælpes tit ved anvendelse af hurtige patienttransporter med helikoptere til det nærmeste hospital eller sygehus.
Vi lever i en tidsalder, hvor helikopteren kan sættes hurtigt ind i en patientevakuering, således at patienten hurtigst muligt kommer under kyndig lægebehandling.
Udover denne mulighed er der gennem de seneste år foregået en massiv udvikling i moderne kommunikationsmidler, hvor der med succes kan oprettes forbindelser mellem en bygd til en by med en læge samt mellem en by med læge til en bygd, ved brug af såkaldte video-konferering, hvor der hurtigst muligt kan foretages en diagnosticering af en patient i samarbejde med sygeplejersken og lægen, hvorefter en relevant behandling af patienten kan påbegyndes.
Alle disse muligheder kan lette meget de ensomme sundhedsarbejderes dagligdag.
Men vi skal hele tiden huske på, at det centrale, vi taler om, er, at det er en menneskeret, at man kan blive behandlet efter bogen i tilfælde af en akut sygdom.
Vi mener, at en autorisation og virke for en sygeplejerske med en forordning i hånden, hvor alle kravene er blevet præciseret med efterfølgende bekendtgørelser, hvor ansvar for sygeplejersken dokumenteres, hvor hvad en svigt af pligten og ansvaret kan afstedkomme for de pågældende fremstilles, må man også kræve forsvarlige arbejdsforhold for de pågældende mennesker.
Med disse bemærkninger tilslutter vi os til forslaget og kræver en behandling i Sundhedsudvalget inden 2. behandling.
Anders Nilsson, Atassuts ordfører:
Attassut kan anerkende dette forslag, hvis nordiske sygeplejersker automatisk
kan blåstemples her i landet.
Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiits ordfører:
Fra Inuit Ataqatigiits side har vi støttet, at sygeplejerskernes uddannelse startes her i landet, vi ved jo, hvor vigtigt det er, at vi i landet har sygeplejersker, som forstår sproget og levevilkårene.
Vi har bemærket, at der har været høringer i forskellige organisationer, der vedrører ovennævnte. Fra Inuit Ataqatigiits side er vi tilfredse med, at der i forordningen er taget hensyn til landets geografiske udstrækning.
Som bekendt er der i visse steder ingen mulighed for lægelig assistance, og dette er der taget højde for i forordningen, at sygeplejersken telefonisk kan kontakte en læge. Det er selvfølgelig vigtigt, at der er klare retningslinier for, om hvorledes dette arbejde skal udføres med hensyntagen til sygeplejerskerne og patienterne.
Vi har bemærket, at der kan stilles krav om efteruddannelse til udefrakommende sygeplejersker, inden de tiltræder stillingen, som tidligere nævnt kan der være mange kilometer til den nærmeste læge. Det er meget vigtigt, at udefrakommende sygeplejersker inden tiltrædelsen sættes ind i forholdene her i landet.
Arbejdet som sygeplejerske indebærer et stort ansvar, hvis befolkningen skal betjenes på den bedst mulige måde bør vi forholde os til ovennævnte.
Som bekendt har Sundhedsstyrelsen i Danmark været den, der står for autorisation af sygeplejersker, der skal til Grønland, og nu skal dette under Landsstyrets regi.
På baggrund af dette skal vi forespørge, om der er lavet aftaler med de nordiske lande omkring ansættelser af sygeplejersker eller om der er planer omkring dette.
Til sidst vil vi fra Inuit Ataqatigiit ønske, at fremtidige sygeplejersker opnår gode resultater, da vi har hårdt brug for dem.
Dertil skal det ikke glemmes, at forholdene i bygderne ikke er det bedste i dag og man skal i fremtiden bestræbe sig på, at sundhedsforholdene i bygderne bliver bedre.
Med disse bemærkninger indstiller vi, at den behandles i Sundhedsudvalget inden den går til 2. behandling.
Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiats ordfører:
Akulliit Partiiat/Centerpartiet støtter forslaget til landstingsforordning om sygeplejerskers autorisation og virke, idet forslaget går ud på at give autorisation til sygeplejersker, ligesom der er påtænkt udstikning af nogle overordnede retningslinier for sygeplejerskernes virke.
Vi tilslutter os ydermere forslaget om telefonisk at kunne modtage ordination til behandling fra en læge, dersom sygeplejersken er eneste sundhedsperson på stedet.
Da forslaget har været til høring under flere organisationer, kan vi kun tilslutte os dets ikrafttræden pr. 1. januar 1996.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundets ordfører:
Forslaget generelt set fra Kandidatforbundets side forstås som, at alle uddannede sundhedsmedhjælpere og sygeplejersker, som ikke har autorisation, afskæres fra deres virke med virkning fra 1. januar 1996, men det er svært at forestille sig, at det kommer til det. Hvad skal men så gøre med ufaglært sundhedspersonale i bygderne?
Er det ikke nok med et bevis som sundhedsmedhjælper eller sygeplejerske? Er det virkelig nødvendigt med et lovmæssigt krav om autorisation og virke som sygeplejerske? Man kunne jo næsten tro, at der på baggrund af tjenestemandsloven kunne nøjes med de almindelige regler for ansatte med vilkår som tjenestemænd eller tjenestemandslignende vilkår.
Ordet ALandsstyret@ anvendes i landstingsforordningsforslaget flere gange. Mon dette kunne erstattes med ordet ADirektoratet for Sundhed@? Det er jo sådan, at hvis Landsstyret skulle give og afhænde autorisationer, så er det vist ikke hensigtsmæssigt i et demokratisk styret samfund.
Med disse bemækninger indstiller jeg, at forslaget behandles i lovudvalget inden 2. behandling i Landstinget.
Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Sundhed, Miljø og Forskning:
Jeg er glad for den positive opbakning af forslaget. Fra Siumut blev der sagt, at såfremt der opstår tvivlssituation i forbindelse med tilkaldelse fra nordiske lande, så er det sådan, at Sundhedsudvalget holder møde i morgen og der er jeg tilkaldt i samråd i den forbindelse, så vil vi sætte nogle ting på plads i denne sammenhæng.
Når sundhedsplejersker kommer fra de nordiske lande, så er det sådan, at de opnår en autorisation, der gælder inden for rigsfællesskabet, og i de nordiske lande. I og med, at forordningsforlaget træder i kraft, så har vi den hensigt at sundheds- eller sygeplejersker fra de andre nordiske skal have mulighed for ansættelse på samme vilkår her i landet som i de andre nordiske lande uden at skulle vente på godkendelse fra Sundhedsstyrelsen.
Fra Siumut blev der sagt, at jordemødre og sundhedspersonale kan føle sig alene i bygderne. Vi kender problematikken og derfor skal vi kigge nærmere på, hvordan vi kan udnytte teknologien på en bedre måde til deres fordel, ved at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, som skal kigge på problematikken.
Fra Inuit Ataqatigiits side blev der spurgt om, når man tilkalder sygeplejepersonale fra de nordiske lande og hvordan man har planlagt dette område. Jeg skal i den sammenhæng sige, at jeg fra mit landsstyreområde i forbindelse med rekruttering, er parat til at tale med foreningen Peqqissaasut Kattuffiat angående dette. Men meningen er, det skal fortsætte på stort set uændrede vilkår og at det nu er os selv der skal autorisere sygeplejersker.
Kandidatforbundet kom ind på og spurgte, om man skal afskedige samtlige sundhedspersonale i bygderne. Jeg skal blot henvise til de bemærkninger, der er i forordningsforslaget. Det sygeplejepersonale, der i forvejen er ansat, vil beholde deres autorisation, og så har vi i den sammenhæng anset, at de skal lade forny deres autorisation i forbindelse med forordningsforslagets ikrafttræden.
Landsstyret er glad for, at vi har kunnet fremsætte et nyt forordningsforslag og jeg håber, at det bliver behandlet positivt, også i forbindelse med 2.og 3. behandling.
Jonathan Motzfeldt, Siumuts ordfører:
Landsstyremedlemmet for Sundhed har ret i, at vi fortsætter vores dialog vedrørende nærværende forordningsforlag, således at vi også kan sikere, at man i forbindelse med ikrafttrædelsen af nærværende forordningsforslag, så vil det indebære autorisation af forskellige former for sundhedspersonale, også jordemødre. Når man har sådan en forordning, så kommer det til at indeholde nogen faste regler om, hvornår man kan give medicin og hvornår man kan nægte at give medicin, og jeg er glad for, at alle disse ting er medtaget i lovforlaget, således at alle usikkerhedsmomenter fjernes. Derfor ved vi, at de tekniske kommunikationsmidler er i udvikling, og når vi snakker om sundhed i Grønland, så snakker vi også kommunikation med f.eks. speciallæger, så en mulighed for en hurtig evakuering, enten til byerne eller til Danmark. Hvis man laver en forordning, så må det også indebære, at man også foretagers sig noget, således at det bliver til patienternes bedste, uanset hvor man bor henne.
Punktet
færdigbehandlet.
Knud Sørensen, mødeleder:
Og dermed er punkt 15, forslag til landstingsforordning om sygeplejerskernes autorisation og virke, færdigbehandlet under førstebehandlingen og inden den går videre til andenbehandling, vil den blive behandlet i Sundhedsudvalget.
Og dermed er dagsordenen for i dag færdig. På torsdag har vi punkt 8, udenrigspolitisk redegørelse, og punkt 21, infrastrukturredegørelse og punkt 24, redegørelse for status vedrørende vandkraftanlæg.
Udvalgsmedlemmerne bedes selv holde øje med hvilke udvalg, der skal afholde møde.