|
Dagsordenens punkt 19-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Ruth Heilmann, 1. Næstformand
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger
Jeg skal hermed på Landsstyrets vegne fremlægge redegørelsen om fordele og ulemper ved den nuværende brug af tjenestemandssystemet for det høje Ting.
På Landstingets forårssamling havde vi, som bekendt en foreløbig drøftelse af emnet foranlediget af et forslag fremsat af Landstingsmedlem Jonathan Motzfeldt.
Konklusionen på denne drøftelse mundede ud i, at Landsstyret blev pålagt her til efterårssamlingen, at fremlægge en mere tilbundsgående og detaljeret redegørelse om brugen af tjenestemandssystemet efter, at have hørt relevante organisationer og institutioner.
Landsstyret skal her i forbindelse med fremlæggelsen af redegørelsen undlade, at opsummere redegørelsen som sådan, idet medlemmerne skal henvises til den fyldige redegørelse og de bemærkninger, som de hørte organisationer og instanser har til redegørelsen. Landsstyret vil i stedet nøjes med, at fremhæve enkelte væsentlige problemstillinger og de overvejelser om den fremtidige brug af tjenestemandsansættelsesformen, som redegørelsen giver anledning til. Landsstyret har dog med glæde noteret sig, at alle hørte organisationer og instanser i det store og hele er tilfreds med redegørelsen, mens indvendingerne fra kommunernes landsforening går mere på anvendelsen af tjenestemandsansættelsesformen.
Historisk set er brugen af tjenestemandsansættelsesformen ikke éntydig. Ikke mindre må man nok sige, at brugen af tjenestemandsansættelse har været vigende i takt med udbygning af overenskomstansættelsesformen med indbyggede tryghedsbestemmelser, pensionsordninger m.v., idet jeg her kort skal indskyde, at visse pensionsordninger knyttet til overenskomstansættelse- set fra lønmodtagerside- er gunstigere end tjenestemandspensionen. Endvidere bør man nævne, at ansættelse på individuelle vilkår i nogen grad har vundet indpas inden for det offentlige system, men at stort set alle lønmodtagerorganisationer kun går med til en sådan ansættelsesform, hvis enten tjenestemands- eller overenskomstansættelse ikke kan bruges.
Som allerede nævnt foran og uddybet i redegørelsen er tjenestemandsansættelse én af flere ansættelsesformer. Hvorvidt en stilling skal normeres som tjenestemandsstilling, som en overenskomststilling, eller inden for en helt tredje stillingskategori, sådan som vi kender det i vores bevillingslove, afgøres suverænt af den arbejdsgiver, som har kompetencen til, at oprette stillingen. Det falder med andre ord ikke inden for forhold, der skal forhandles mellem arbejdstager og arbejdsgiverorganisationerne.
Det er vigtigt, at slå fast, fordi jeg har på fornemmelsen af, at en del af kritikken af tjenestemandssystemet bygger på den fejlagtige antagelse, at fordi en stillingskategori én gang er blevet normeret til besættelse på tjenestemandsvilkår, så er arbejdsgiveren forpligtet til fortsat, at anvende ansættelsesformen.
Det er naturligvis rigtigt, at når en person først er ansat varigt i en tjenestemandsstilling, så kan personen kun afskediges under iagttagelse af en lang række bestemmelser og formalia, fastsat i tjenestemandslovgivningen. Overenskomsterne er dog efterhånden skruet sådan sammen, at disse indeholder - som allerede antydet foran - også tryghedsbestemmelser, som ikke er omkostningsfrit for arbejdsgiveren, at se stort på.
Landsstyret tror, at den forholdsvis almindelige brug af tjenestemandsansættelse til dels skyldes den påpegede fejlagtige antagelse om automatik og dels det forhold, at tjenestemandsansættelsesformen er en endog meget velbeskrevet og dermed kendt ansættelsesform.
I redegørelsen gøres der en del ud af, at tjenestemandsansættelsesformen i en forholdsvis lang periode har været en hensigtsmæssig ansættelsesform her i Grønland. Dels fordi en forflyttelsespligt, der knytter sig til tjenestemandsansættelsen, igennem årene har kunnet sikre vort udstrakte land med meget spredt bosætning en nogenlunde ligelig servicering eksempelvis inden for skole, kirke og handel. Og dels fordi man via tjenestemandsansættelsen kan tilbyde grønlandsk arbejdskraft uden egentlig formel uddannelse, men med kvalifikationer og erhvervet eksempelvis via erhvervserfaring, rimelige løn- og andre ansættelsesvilkår, der ikke ville kunne opnås via overenskomstansættelse, fordi de allerfleste overenskomster tager udgangspunkt i formelle uddannelseskrav. Dette er absolut ikke uvæsentligt i et land med et uddannelsesmæssigt efterslæb.
I redegørelsen anføres med rette, at tjenestemandsansættelse bruges, når man ønsker, at friholde ansatte i tilfælde af konflikt og når man ønsker, at sikre ansatte mod pression i deres myndighedsudøvelse.
Hvad angår og fordele og ulemper ved tjenestemandsansættelsesformen som sådan, skal der blot henvises til redegørelsen. Der skal blot knyttes den bemærkning, at det kan være svært, at opregne fordele og ulemper, idet en fordel nemt kan anskues, som en ulempe afhængig af, om man ser det eksempelvis fra lønmodtager- eller arbejdsgiver.
Det er det øje, der ser, der opfatter det, hvordan det er.
Der er i enkelte sektorer i samfundet varierende behov for, at fastholde ældre medarbejdere, ligesom der kan være stor variation imellem enkelte ældre medarbejders evne til fortsat, at kunne varetage enten samme eller noget ændrede opgaver i deres hidtidige beskæftigelsesområde.
På den baggrund synes der, at være behov for, at vurdere om det nuværende pligtige pensioneringstidspunkt for tjenestemænd på 65 år er hensigtsmæssigt. Ud fra en samlet bedømmelse med udgangspunkt i nævnte hensyn kunne man overveje et lidt højere pensioneringstidspunkt.
Redegørelsen omtaler meget summarisk aftalesystemet på arbejdstagerside, hvilket helt er på sin plads, fordi vi jo som arbejdsgivere skal respektere organisationsfriheden på arbejdstagersiden, mens samme redegørelse indeholder overvejelser over fordele og ulemper ved henholdsvis centraliseret og decentraliseret lønfastsættelse på arbejdsgiverside.
I øjeblikket fastslår tjenestemandsloven, at kompetencen til - på arbejdsgiverside - at indgå aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for både hjemmestyrets og kommunernes tjenestemænd ligger hos Landsstyret. Hovedhensynet bag sådan central forhandlingsstruktur er, at undgå ubillig konkurrence mellem kommunerne og hjemmestyret som offentlige arbejdsgivere.
Den nuværende struktur har endvidere til hensigt at skabe en samlet arbejdsgiver side med henblik på at opnå en størst mulig ensartethed og optimal forhandlingsposition i forhold til lønmodtagerorganisationerne. En mindre tungtvejende begrundelse for en centraliseret lønfastsættelse på arbejdsgiverside er, at undgå opbygning af mere eller mindre parallelle forhandlingsapparater i et samfund på cirka 55.000 personer, altså ressourcehensyn.
Selvom kompetencen på arbejdsgiverside ligger hos Landsstyret, er dette ikke ensbetydende med, at kommunerne ikke har indflydelse på løn- og ansættelsesområder. Landsstyret har nemlig, ved at indgå en samrådsaftale med kommunernes landsforening, forpligtet sig til at koordinere sin løn- og ansættelsespolitik med kommunerne forud for opstart, under og i forbindelse med afslutning af aftale og overenskomstfornyelser. Der afholdes endvidere samråd, midt i overenskomstperioden for at samordne løn- og ansættelsespolitikken, når der dukker principielle spørgsmål op.
Iøvrigt er nævnte aftale en videreudbygning af en tilsvarende aftale med staten. Det fremgår af drøftelser, jeg har haft med kommunernes landsforening og høringssvaret fra samme, at landsforeningen ønsker at overtage forhandlingsretten for personale ansat ved kommunerne, fordi landsforeningen mener, at en selvstændig kompetence på området udgør en væsentlig del, af det kommunale selvstyre, hvis omfang jo ifølge grundloven, fastsættes ved lov. Indenfor den nuværende struktur, har Landsstyret påpeget muligheden for forøgelse af kommunernes handlefrihed ved, at Landsstyret i større omfang end hidtil indgår rammeaftaler, der så skal udfyldes af den enkelte kommune. Landsstyret skal anmode Landstinget om en klar stillingtagen til disse to alternativer. For Landsstyret er det af afgørende vigtighed, at de offentlige arbejdsgivere fortsat samordner deres løn- og ansættelsespolitik, ikke blot som forannævnt, af hensyn til ensartethed og forhandlingsposition, men også fordi en sådan en samordning er en væsentlig forudsætning for, at Landsstyrets omkostningsdæmpende politik slår igennem i hele den offentlige sektor.
Samtidig er Landsstyret naturligvis opmærksom på, at der som led i den igangværende decentralisering pågår diskussioner om decentralt lønfastsættelse, ikke blot i forholdet imellem et lands centrale og decentrale myndigheder, eksempelvis kommunerne. Men også imellem de enkelte myndigheders interne enheder, eksempelvis aktieselskaberne. Den igangværende diskussion om decentrale lønfastsættelse, har endnu ikke ført til entydige konklusioner, visse lønmodtagerorganisationer er ikke blot skeptiske, men udviser reelt modstand mod en sådan aflønningsform. Samtidigt bør vi nødig tabe forannævnte fordele ved den centraliserede lønfastsættelse på gulvet. Der er dog ingen tvivl om, at hovedtendensen i øjeblikket går i retning af større vægt på decentralt lønfastsættelse. Flere og flere arbejdsgivere bliver således opmærksomme på, at løn- og ansættelsespolitikken er og bliver et af arbejdsgivernes vigtigste ledelsesværktøjer. Problemstillingen er med andre ord forenklet sagt, at afveje fordelene ved central og decentral lønfastsættelse mod hinanden således, at der lægges loft over den samlede løn, der fastsættes decentralt. I modsat fald er det muligt, er der nemlig fare for inflation, betinget af stigende lønninger, som kan true Landsstyrets overordnede økonomiske politik. Denne har som bekendt til formål at øge beskæftigelsen markant i landet, øge indtjeningen og derved øge landets økonomiske handlefrihed.
Afslutningsvis skal jeg igen understrege, at tjenestemandsansættelse er en af flere ansættelsesformer. Og det er op til den enkelte arbejdsgiver at vurdere, hvilken ansættelsesform, der skal anvendes i den enkelte situation og anmode om, at tjenestemandssystemet bliver bedømt på sine betingelser. Hvis man skulle nå frem til den konklusion, at tjenestemandsansættelse er en mindre eller måske ligefrem ikke hensigtsmæssig ansættelsesform, så er det som sagt op til arbejdsgiverne at beslutte at stoppe brugen af ansættelsesformen fra et nærmere angivet tidspunkt. Arbejdsgiverne skal blot gøre sig klart, hvilke ansættelsesformer, de ønsker at bruge i fremtiden. Afklaringen af ønsket af ansættelsesformer, forudsætter en gennemgribende vurdering af stillingsstrukturen indenfor det offentlige. Det må forventes, at specielt de i dag anvendte overenskomster må revideres med henblik på at skulle dække de personalekategorier, der i dag er reguleret via tjenstemandslovgivningen og aftaler indgået med tjenestemandsorganisationerne eller at der indgås helt nye overenskomster, Landsstyreområdet er allerede i gang med overvejelser herom.
Beslutningen om eventuel ophør af ansættelsesformen, behøver ikke at få uoverskuelige konsekvenser for allerede tjenestemandsansatte, hvis beslutningen eksempelvis kun går på nyansatte, eller indeholder bestemmelser om passende overgangsordninger for dem, der måtte ønske at gå over til de nye ansættelsesformer. Under alle omstændigheder, vil det uomgængeligt at inddrage tjenestemandsorganisationerne, hvis man vil sikre en rolig overgangsproces. Med disse forholdsvis omfattende bemærkninger, skal Landsstyret opfordre Tinget til en fordomsfri drøftelse af emnet.
Vi håber meget, at debatten fører frem til nogenlunde entydige konklusioner i løbet af en overskuelig årrække. Efterhånden som nævnte konklusioner, giver Landsstyret anledning til ændringer i den gældende tjenestemandslovgivning, så vil Tinget ifølge sagens natur få forelagt ændringsforslagene til behandling. Derudover vil der ganske sikkert opstå behov for at tage visse eksisterende aftaler med tjenestemandsorganisationerne op til revision. Landsstyret vil således følge debatten på tæt hold med henblik på, at realisere de ændringer, som debatten må give anledning til.
Mikael Petersen, ordfører for Siumut:
Indledningsvis skal vi fra Siumut udtrykke tilfredshed med den fyldige redegørelse og at vi derfor omsider bliver i stand til at forholde os mere konkret i forhold til en fremtidig anvendelse af tjenestemandssystemet. Det har vi set frem til i flere år og især efter de foreløbige drøftelser, vi har haft her i Landstinget under forårssamlingen 1996. Det er rigtigt som nævnt af Landsstyret i sin forelæggelse at fordele og ulemper kan skifte karakter, alt efter hvilke øjne arbejdstagere eller arbejdsgivere, der skal vurdere dem. Men det helt centrale i den sammenhæng er dog, om vurderingerne bygger på et historisk eller et fremtidigt perspektiv. Med de ønsker og forventninger vi i Siumut har til udviklingen af og i vort land i både bred og konkret form, det være sig samfundsudviklingen generelt og erhvervsudviklingen konkret, herunder den offentlige sektor, må vi konstatere, at visse historisk betingede faktorer, vi selv har indflydelse på virkelig trænger til revurdering og modernisering. Det gælder efter Siumuts opfattelse tjenestemandssystemet, som forenklet sagt kan opfattes som et levn fra fortiden og som med sit utidssvarende indhold, desværre ofte virker direkte hæmmende for den udvikling, som de fleste af os ønsker. Skal vi have udvikling, så er kravet fleksibilitet og tilpasning. Og ikke som tjenestemandssystemet er indrettet, stivhed og uforanderlighed. Derfor er Siumuts klare indstilling, at tjenestemandssystemet skal afvikles, jo før desto bedre.
Vi er klar over, at den gældende tjenestemandsordning har sine positive sider, måske især når det gælder stabil administrativ arbejdskraft i yderdistriktskommunerne. Vi skal imidlertid blot opfordre til, at man i nyordningen også tager højde for yderdistrikternes særlige situation. Siumut er helt på det rene med, at dette ikke kan ske i morgen, eller i næste uge, men det forhindrer ikke, at vi allersnarest igangsætter processen, først og fremmest med en konkret planlægning for afvikling og etablering af nye og tidssvarende forhold for det gamle tjenestemandsområde. Siumut skal da foreslå, at Landsstyret pålægges aller snarest at tage initiativ til og prioriterer processen for afvikling af tjenestemandssystemet og etablering af nutidige og fremadrettede ansættelsesformer, som virker befordrende for den udvikling af landet, vi alle ønsker, både som arbejdsgivere og arbejdstagere.
For så vidt angår spørgsmålet om centrale eller decentrale lønforhandlinger, skal Siumut tilkendegive, at kommunerne naturligvis skal inddrages i og have indflydelse på overenskomstforhandlinger vedrørende personale ansat i kommunerne og i det omfang, det ikke påvirker Landstingets og Landsstyrets muligheder for overordnede styring af omkostnings- og indkomstudviklingen, bør kommunerne have rimelige og rummelige rammer at forhandle indenfor.
Siumut kan således tilslutte sig det synspunkt, at der mellem Landsstyret og kommunerne indgås rammeaftaler, for så vidt angår personalegrupper ansat ved kommunerne. Med disse bemærkninger tager Siumut redegørelsen til efterretning, idet vi påregner, at vores indlæg vil indgå i det videre arbejde.
Knud Sørensen, ordfører for Atassut:
Vi vil fra Atassut starte med at sige, at vi anser nærværende redegørelse, som nu er fremlagt for at være samstemmende med det, der blev lovet til Landstinget under forårssamlingen, generelt sagt, grundigt og klart formuleret.
Med et tilbageblik til drøftelserne ved sidste forårsdebat om tjenestemandssystemet, kan vi sige, at redegørelsens indhold er meget nær det, vi har givet udtryk for i forårssamlingen. En af grundene dertil kan være, at vi er flere, som på krop og sjæl, og på godt og ondt har erfaringer med tjenestemandsstillingernes vilkår. Vi ha mange erfaringer med hensyn til ansættelsesforhold, som tjenestemand. Dengang tjenestemandsstillinger var de eneste, som kunne give varig ansættelse, var tjenestemandsstillinger en eftertragtet stilling og man så op til en tjenestemandsansat.
Selvom den moderne tid, vi nu gennemlever har tilbud med attraktive løn- og ansættelsesforhold og som følge heraf, kan se ud som om tjenestemandsstillinger er ved at blive overhalet, mener Atassut, at denne form for ansættelsesforhold er et godt system.
Atassuts udtalelser i forårssamlingen, som stadig står ved magt er; Atassut anser ikke tjenestemandsansættelsen som forældet, men mener, at åbningen for fremtiden af arbejdsgiverne kan udnyttes fuldt ud, for derved at opnå dygtige ansatte med en varig ansættelse. De nye ansættelses- og lønvilkår, som i disse år florere i forhandlingssituationer og som er attraktive, er blot blevet en del af ansættelsesforhold som tjenestemænd, som man efterhånden anser for forældet.
Vi er meget enig med passus i redegørelsen om, at man ikke sådan uden videre kan afskaffe tjenestemandsstillinger. Det bliver nemlig for dyrt ellers og man har da også høstet nogle erfaringer heri. Derfor tror vi på det, der står skrevet i redegørelsen nemlig; det må antages, ”at ophævelse af tjenestemandssystemet ikke kan løse de offentliges rekrutteringsproblemer. Væsentlige beskæringer i tjenestemandssystemet kan ligefrem hæmme en udvikling hen imod størst mulig anvendelse af den arbejdskraft, som udbydes lokalt i Grønland”. Dette anser vi, som et faktum.
Vi ved fra tidligere, at rekruttering af dygtige medarbejdere, blandt andet kan være et stort problem i kommunerne. Det skyldes udbud af bedre lønninger i Hjemmestyret og i det private og det er da heller ikke mærkeligt, at dygtige personer foretrækker ansættelse hos disse. Som sagt har dette forhold givet problemer i kommunerne, som dog i de senere år har været noget udlignet.
Ud fra blandt andet disse forhold og ikke mindst som konsekvens af kommunalreformkommissionens arbejde, kan vi i Atassut ikke finde det mærkeligt, at KANUKOKA havde ønsket at få forhandlingsret, hvad angår det kommunale område.
Uanset disse forhold, mener vi i Atassut, at der er flere faktorer, som man må være meget vågen overfor og handle derefter og på den baggrund, må man arbejde i henhold til landstingslov om tjenestemænd fra 1990 om forhandlings- og organisationsforhold, som blev truffet i Landstinget.
Efter sigende lever grønlænderne længere i dag end tidligere, og derfor har vi bedre mulighed for at sidde længere i en stilling. På baggrund af det, kan vi være med til at forlænge kravet om en pensionsalder, som i dag er 65 år.
Vi har i forårssamlingen, under debatten om samme emne i Atassut fremlagt forslag om en ordning for seniortjenestemænd. Vi er glade for, at arbejdsgruppen havde drøftet dette og samtidigt havde medtaget muligheder for individuelle tilpasninger i seniorernes arbejdstid og opgaver. Vi ønsker fra Atassut, at der indføres sådanne regler.
Pensionsordningen for tjenestemænd, anser vi i Atassut for en god ordning, men kan dog se nogle ulemper i forskelle i pensionsstørrelser generelt.
Socialpensioner giver mulighed for forskellige tillæg, hvorimod tjenestemandspensioner har helt fast størrelse, og en tjenestemandspensionist har ikke mulighed for at kunne søge tillæg i socialpensionsordningen, men må nøjes med sin ringe pension. En sådan ansøger får et skriftligt svar, at i og med at vedkommende oppebærer tjenestemandspension, kan vedkommende ikke få tildelt tillæg. Da sådanne forhold er velkendte af alle, vil Atassut anmode Landsstyret om at fremkomme med et forslag om en forbedringsordning for seniortjenestemænd til efterårssamlingen 1997.
Vi vil i Atassut fastholde, at lige meget, hvad der sker omkring tjenestemænd, så må man ikke og skal ikke forbigå tjenestemandsorganisationer, men altid søge at løse opgaver i samarbejde med disse.
Det har været fristende at komme med lange redegørelser her. Men vi i Atassut mener, at redegørelsen er meget klart formuleret og at vi utvetydigt har tilkendegivet vores synspunkter herom, derfor tager vi redegørelsen til efterretning med tak.
Kuupik Kleist, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Når talen er om tjenestemænd, kan man ikke lade være med at tænke på de gamle statstjenestemænd, dengang der kun var få grønlandske tjenestemænd og tjenestemandsstanden var en agtet race.
Vi lever i dag en helt anden tid. Mange ting er ændret og tjenestemandssystemet anses endda i visse tilfælde kun for at være en hæmsko.
Ansættelsesformerne har dog stadig en stor indflydelse på mange andre forhold.
Det er Inuit Ataqatigiits holdning, at uanset hvilke ansættelsesformer, der benyttes, må følgende målsætninger tages med i betragtning, først;
at der gives samme løn for samme arbejde.
At kvinder og mænd behandles lige.
At hjemmehørende og tilkaldte behandles lige.
At det gøres tillokkende for hjemmehørende at søge stillinger.
At det er en hensigtsmæssig lederrekruttering.
At der banes vej for en geografisk ligelig fordeling af uddannede og dygtige medarbejdere, og endelig, at arbejdspladserne gives mulighed for stadig udvikling.
Det er på dette grundlag, at tjenestemandssystemets fordele og ulemper skal vurderes. Vi må erkende, at det som var kendetegnende for tjenestemandssystemet nemlig; tryghed i ansættelsen i årevis i dag må anses for at være forældet og udhulet, og vi må spørge os selv, om tryghed i ansættelsen skal være det bærende argument for at opretholde tjenestemandssystemet. Det skal dog også understreges, at tjenestemandssystemet også søger at sikre embedsmænd mod pression i deres myndighedsudøvelse. Vi mener dog, at dette hensyn kan sikres på andre måder. Det vigtigste er dog, at vi på alle måder søger at etablere ansættelsesformer, der er tilpasset arbejdskraften og arbejdspladserne her i Grønland.
Landsstyret anmoder om en stillingtagen med hensyn til central eller decentral lønfastsættelse. For Inuit Ataqatigiit er det værdifuldt i en central lønfastsættelse af de samme stillinger, undergives samme lønninger og arbejdsbetingelser over hele landet.
Vi mener endvidere, at det vil være uhensigtsmæssigt at indgå for mange forskellige overenskomster, med mange forskellige ansættelsesbetingelser til følge.
Den frie forhandlingsret skal selvfølgelig respekteres, men det må samtidigt være et mål at forhandlinger vedrørende stillinger i Grønland, også forhandles af organisationer i Grønland.
Vi er enige i redegørelsens bemærkninger omkring 65 år, som en fast pensionsalder. Dette emne er tidligere drøftet i Landstinget, omend disse debatter fortrinsvis har haft landets økonomi, mener vi, at også af hensyn til de ansatte, det bør overvejes at forhøje pensionsalderen. Kort sagt er Inuit Ataqatigiit enige i, at tjenestemandssystemet kan erstattes og vi skal henstille, at ovenfor nævnte mål indarbejdes i et eventuelt nyt ansættelsessystem.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Ved forårssamlingen i år, har vi haft en foreløbig drøftelse af emnet, foranlediget af et forslag fremsat af hr. Landstingsmedlem Jonathan Motzfeldt.
Vi pålagde, at Landsstyret at fremlægge en mere til bunds gående og detaljeret redegørelse om brugen af tjenestemandssystemet, efter at have hørt relevante organisationer og institutioner.
Akulliit Partiiat erfarer, at disse instanser og organisationer har meldt deres tilfredshed. Det der kan peges på, er så bare dette, at det drejer sig om tjenestemandsansættelsesformen.
Akulliit Partiiat konstaterer ligeledes, at brugen af tjenestemandsansættelsen har været vigende i takt med udbygningen af overenskomstansættelsesformen med indbyggede tryghedsbestemmelser, pensionsordninger med videre.
Akulliit Partiiat konkluderer ud fra den fyldige redegørelse, at det kan være svært at opregne fordele og ulemper, idet det er afhængig af, om man ser det fra lønmodtagers eller arbejdsgivers side.
Afsluttende vil vi fra Akulliit Partiiat påpege, at stillinger som kontorchef eller højere er normeret som tjenestemandsstillinger, hvilket gør, at aflønningen som hovedregel er ens for ens stillingstyper.
Når vi ikke er i stand til at besætte disse høje stillinger med tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft rekrutteret her i Grønland, må vi importere arbejdskraft, fortrinsvis fra Danmark. Aflønningen af disse chefstillinger ligger under, hvad man tilbyder chefer i Danmark, hvorfor vi ikke nødvendigvis får fat i de bedste til disse meget vigtige stillinger. Ofte er det yderligere sådan, at en dansk akademiker med blot 3 års erfaring, besætter disse stillinger, hvilket i langt de fleste tilfælde ikke magter, til stor skade for det grønlandske samfund.
Når disse chefer så har bestridt jobbet i 2 - 3 år, forlader de Grønland, da de nu er blevet kvalificeret til at bestride et tilsvarende job i Danmark. Denne store udskiftning sker ikke blot på chefniveau, men også på fuldmægtigniveau og gør, at hele administrationsapparatet bliver ustabilt. Der eksisterer ikke personer, som har en administrativ hukommelse, der er større end 2 - 3 år tilbage i tiden. Det gør, at administrationen ikke kan huske, hvad de har anbefalet politikerne at gøre og på hvilke baggrund, de gav anbefalingerne. En væsentlig årsag til denne meget uheldige situation er lønniveauet og den manglende brug af personlige tillæg. Ved at benytte den adgang, der er i såvel overenskomst, som i tjenestemandssystemet til at give sådanne tillæg, vil man kunne tiltrække de bedste ansøgere, og man vil kunne beholde de kvalificerede chefer i meget længere tid. Samtidigt kan man ved at lade være med at give disse tillæg til de ikke kvalificerede chefer opnå, at disse forsvinder ud af systemet, uden de store omkostninger for samfundet, som der ligger i det nuværende tjenestemandssystem. Efter at have sagt disse, vil jeg medtage, selvom det ikke er nødvendigt, at denne ordførerindlæg ikke er et tegn på, at vi ikke stoler på vores dygtige medarbejdere her i Hjemmestyret, og vi blev jo anmodet om at behandle emnet fordomsfrit. Med disse bemærkninger indstiller jeg, at arbejdet går videre.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Jeg har fra Kandidatforbundet gennemgået redegørelsen med interesse.
Det fremgår af redegørelsen, at Landsstyret har opfyldt pålægget under forårssamlingen om, at Landsstyret under efterårssamlingen afgiver et grundigere og mere omfattende redegørelse efter høring hos organisationerne og relevante arbejdsmarkedsparter, og det er godt at disse er opfyldt.
Jeg skal knytte følgende bemærkninger til vurderingerne i redegørelsen; for det første vedrørende spørgsmålet om tjenestemanden fortsat skal have pligt til at lade sig pensionere ved det fyldte 65 år eller om pensionsalderen skal sættes noget op, som anført i redegørelsen. Jeg skal anføre, at jeg ikke er enig i at sætte pensionsalderen op, da pensionsalderen sættes ned i andre lande. Derfor behøver man ikke at sætte den op her i landet, ikke mindst når man skal tænke på de mange arbejdsløse her i landet. Men sunde og friske mennesker med endnu gode arbejdsevner bør have mulighed for fortsat at arbejde efter dispensation fra denne grænse. For det andet mener jeg ikke, at der er hindringer for kommunernes landsforenings ønske om at overtage forhandlingsansvaret og mener, at en sådan ordning vil være på sin plads.
For det tredje er spørgsmålet om redegørelsens problemstilling om vurderingen skal munde ud i, at vurdere tjenestemandssystemet ikke er særlig tidssvarende eller er forældet, men jeg vil her anføre, at jeg ikke mener, at systemet er forældet, for jeg finder, at tjenestemandsansættelser tidssvarende.
Med hensyn til ansættelsesformen vil jeg, om ansættelse af tilkaldt arbejdskraft pege på, at jeg mener det er nødvendigt med en åremålsansættelse her i landet i sådanne tilfælde.
De i høringen involverede organisationer og arbejdspladser har tilkendegivet at være tilfreds med redegørelsen i sin helhed, og så må det forstås derhen, at organisationerne og arbejdspladserne går ind for redegørelsens konklusioner. Derfor skal jeg ikke kommentere redegørelsen yderligere, men håber, at den fremover bliver velbenyttet i arbejdet for tjenestemænd. Med disse bemærkninger vil jeg tage redegørelsen til efterretning.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Boliger og Økonomi:
Jeg vil knytte nogle bemærkninger til partiernes ordførere. Først har jeg lagt mærke til, at Siumut indleder med, at være enig med redegørelsen.
Men i løbet af bemærkningerne efterlyser eller siger Siumut, at ordningen skal være meget smidigere og skal tilpasses således, at tjenestemandsansættelsesformen bliver afskaffet hurtigst muligt, og at man skal arbejde for, at man finder en ansættelsesform, der kan afløse dette. Jeg kan godt forstå de problemstillinger, hvilket også fremgår af redegørelsen, at da man har problemer med rekruttering af for eksempel lærere i bygder og yderdistrikter er svære.
Og det er lige som om man har og jeg har lagt mærke til, at man efterhånden er ved at finde frem til en form. Men det ændrer ikke, at Siumut ønsker, at initiativerne igangsættes hurtigst muligt. Derfor må vi så gå videre med det som udgangspunkt og senere vil jeg komme ind på, hvilke problemer, der måtte tages frem ud fra de andre partier bemærkninger.
Siumut nævnte ligeledes, at man må finde muligheden for at imødekomme kommunernes ønsker, men spørgsmålet er; i hvilket omfang det er. Det er ligesom om, at vi skal undersøge det nøjere og det tager jeg til efterretning. At forslaget skal vurderes nøje, der skal vi nok bedre kunne sukke i det, fordi man ønsker, at man sætter arbejdet i stå nu.
Atassut foretrækker den nuværende ordning, ved at Atassut har sagt det, må det forstås derhen, at denne ansættelsesform blot er en af flere forskellige ansættelsesformer, og det er det Atassut, og der konkludere det hen, at Atassut har heller ikke fundet anledning til at tjenestemandsansættelsesformen skal afløses af andre lige her og nu. Men i og for sig også er på sin plads, at de andre ansættelsesformer i omtalte redegørelse kan anvendes.
Spørgsmålet om pensionsaldergrænsen på 65 år mener jeg, at flere forskellige partier kom ind på det og en af de ting, som jeg har hæftet mig mest ved er, at man skal have en seniorpolitik, som er et ønske, som er kommet fra Atassut. Budskabet er klart. Spørgsmålet er, hvilken ordning, man finder i den. Man kan gå eventuelt gå ud fra deres evne til at arbejde videre og så ud fra det tage beslutning om vedkommende kan pensioneres, når det fylder 65 år.
Atassut ønsker, at man eventuelt fremkommer med et forslag om, hvordan det kan udformes i forbindelse med efterårssamlingen 1997 og jeg mener, at man vil kunne komme frem til en løsning i Landsstyret uden de helt store problemer.
Inuit Ataqatigiits flere budskaber ligner Siumuts budskaber; vi er kommet til nye tider og oplyste selv forskellige målsætninger, at der gives samme løn for samme arbejde, og resten af punkterne vil jeg også tage til efterretning og tage det med i det videre arbejde.
Og jeg hæfter mig også ved, at Inuit Ataqatigiit også ser på fordelene ved en central lønfastsættelse således, at lønnen er ens over hele Grønland. Og jeg synes, det er et klart budskab. Og det fremgår også klart, at der også skal være muligheder for at blive pensioneret efter det fyldte 65 år eller senere hen.
Inuit Ataqatigiit kom også ind på, at man finder frem til en anden ansættelsesform, også oparbejder det til tjenestemandssystemet. Dertil vil jeg sige, at det vil vi vende tilbage til for eksempel i forbindelse med efterårssamlingen i 1997.
De ting, som blev påpeget fra Akulliit Partiat for eksempel kontorchefers forskellige aflønninger, dertil vil jeg kort sige; jeg tager vist ikke fejl, hvis jeg skal sige det, at tjenestemandsansatte eller de, der har individuelle kontrakter og det er deri, at lønnen er det samme, men pensionsforholdene er anderledes.
Selvom Akulliit Partiiat ikke kom ind på 65 års alderen som pensionsalder, så går jeg ud fra, at Akulliit Partiiat er enig i dette på dette område.
Kandidatforbundets budskab, det fremgår klart, at Kandidatforbundet ikke er enig i visse punkter. Og med hensyn til KANUKOKA og medarbejderne i kommunen og man finder ikke nogen hindringer for, at kommunerne kan overtage forhandlingsområdet. Der blev også nævnt, at tjenestemandsansættelsesformen er en velegnet form.
Selvom der er lidt forskellige meninger, så er partierne alligevel enige i, vistnok klarest fra Siumuts side, at den nuværende tjenestemandsansættelsesform skal med tiden ændres således, at det ikke bliver ændret fra dag til dag og at Landsstyret arbejder på det og hvis det kan ske sådan. Og blandt andet også Atassuts ønske om seniorpolitik, så vil Landsstyret i de kommende år tage initiativ til at få belyst til det efterårssamlingen 1997.
Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:
I forbindelse med mit forslag her i foråret, så har jeg holdt øje med, hvor langt man er kommet frem og har været enig i Siumuts ordførerindlæg. Men i forbindelse med den store forelæggelse her, så nævnte jeg nogle ting her i foråret, som blot er blevet bekræftet her ved forelæggelsen.
Og i et samfund, hvor man også danner det ene selskab efter det andet, så er der stadigvæk steder, især i bygderne og yderdistrikterne, hvor man mangler arbejdskraft, som lønningsrådet også har påpeget og det er heller ikke mærkeligt, at tjenestemandsordningen er stadigvæk nødvendige i de steder, især ved rekrutteringen af arbejdskraft til yderdistrikterne. Det er også klart, at bare man ser på det, hvor det er man skal begynde.
Og dernæst, så synes jeg det er værd at undersøge det, man kalder for åremålsansættelse, hvor den største ansættelsesperiode er 6 år. Det er et punkt, man bør undersøge nærmere.
Og med hensyn til, at kommunerne og Hjemmestyret hver for sig skal føre forhandlinger, det synes jeg ikke er en løsning. Og jeg mener, at det offentlige i videst muligt omfang bør have samme ansættelsesforhold, uanset om det er kommunen eller Hjemmestyret, det drejer sig om, og vil også have stor indflydelse på de store organisationer, som kan føre forhandlinger.
Hvad angår seniorpolitikken, så mener jeg, at man rimeligt hurtigt kan gøre arbejdet hurtigt, fordi vi har allerede arbejdspladser, hvor denne ordning kan tages i brug. Såfremt en medarbejder stadigvæk er frisk nok og har arbejdsevne og arbejdslyst, så bør man åbne muligheden for denne mulighed, måske allerede til foråret, fordi vi har brug for den arbejdskraft eller den løsning. Og uanset om nogle forbund siger, så lægger vi vægt på sådanne løsningsmuligheder fra Siumuts side, hvorefter man overfor de enkelte personer kan tilbyde, at de stadigvæk kan være tilknyttet arbejdspladsen, for at fortsætte deres arbejdsydelse.
Knud Sørensen var også inde på nogle ting, der er jeg enig i en masse ting og dem har jeg noteret mig og jeg mener også, som Siumut var inde på, at man ikke indfører ændringerne fra den ene dag til den anden, men at man gradvist overgår til en anden model. Der mener jeg, at der ikke vil være hindringer for at gøre det.
Mikael Petersen, ordfører for Siumut:
Lad mig indlede med at udtale, at jeg i min ordførertale ikke nævnte, at jeg er meget tilfreds med, at Landsstyret ønsker en åben debat om spørgsmålet.
Jeg mener, at det er vigtigt med en åben debat i Landstinget omkring denne sag. Nemlig det at kunne udtale sig uden at være bange for eller være usikker.
Vi har i en årrække benyttet tjenestemandssystemet og for mange mennesker, skal den nok fortsætte uændret.
Som Atassuts ordfører også var inde på, så er der mange, der har og ser op til tjenestemænd. Når vi drøfter forskellige ansættelsesformer, så må vi hele tiden huske på og vurdere, om de er velegnede til samfundets behov, så tjenestemandssystemet bør ikke betragtes som en hellig ko.
Der er efterhånden mange, der tænker, at den er hæmmende for den videre udvikling i samfundet.
Vi i Siumut ser ligefrem klart og kommer med en indstilling om, at tjenestemandssystemet bør ophøre i den form, den har.
Derfor er jeg tilfreds med Landsstyremedlemmets svar om, at man nu må i gang med selve arbejdet, vurdere tingene grundigt. Det bliver en enorm opgave. Det ved vi og det kan vi også påregne. Derfor kan Landsstyret ikke komme udenom i det videre arbejde, at de må tænke klogt og åbent, og gøre det grundigt. Sådan betragter vi opgaven. Vi er selvfølgelig enig med Inuit Ataqatigiits holdninger, det vil vi gerne udtrykke til sidst. Vi har udtalt os sådan fra Siumuts side.
Til slut vil jeg gerne ønske Landsstyret held og lykke i det videre arbejde.
Knud Sørensen, ordfører for Atassut:
Ja, der er altså tale om en åben debat, hvor vi ikke skjuler noget. Det har vi også udtrykt fra Atassuts side. Vi har heller ikke sagt, at tjenestemandssystemet bør bibeholdes, men vi påpeger det, at der er fordele, som vi kan benytte os af i fremtiden. Mange forskellige forhold, som samfundet kan have nytte af i fremtiden. Blandt andet de forhold, som allerede er påpeget fra anden side. Vi betragter ikke systemet, at det skal være sådan og at det skal være uændret. Det må tilpasses samfundets behov og vi følger hele tiden med i samfundets udvikling. Ansættelsesformen er i orden i sig selv. Det forholder sig ikke sådan, at alle skal ansættes som tjenestemænd, men hvis der er behov for det, så må man benytte det som en sikkerhedsventil. Det må jo være sådan, at man må kunne tilbyde forskellige ansættelsesformer, hvori tjenestemandssystemet indgår. Ikke blot sige, at den er hæmmende, at den så skal afskaffes. Vi har oplevet det indtil flere gange, at når andre former for ansættelser, så indtræder tjenestemænd i stedet for, det ved vi, det har vi også erfaring for.
Jeg mener selv og det er også vores måde at gøre det på, at når flertallet beslutter noget, at vi så ikke blot kritiserer dem, men at vi selvfølgelig påpeger visse forhold, som vi er utilfredse med. Som Siumuts ordfører også var inde på, så må Landsstyret arbejde klogt med sagen og vi vil ligesom Siumut opfordre dem til at handle klogt. Af redegørelsen fremgår det ikke, om ansættelsesformen, som vi her omtaler, er i orden eller om den bør afskaffes, det må vi have i mente.
Jeg vil også sige til Landsstyret, at I må arbejde klogt, handle klogt. Der er visse forhold, der skal vægtes grundigt. Selve redegørelsen viser ikke, om man skal den ene eller den anden vej . Vi, der har erfaringer arbejder jo også ud fra det.
Med hensyn til Anton, for en gangs skyld er vi enige. Vi er jo gang på gang uenige. Du har ret i, at der er visse fordele, som man bør skele til.
Med hensyn til pensionering af tjenestemænd ved det 65 fyldte år, som jeg også allerede har sagt, så bliver vi grønlændere yngre og yngre. Det har I også selv sagt og erkendt, vi andre er efterhånden 62 år og vi har viljen til at fortsætte.
Det kan også være farligt, at sige til en person, der fylder 65 år; ”nu må du, nu stopper du”, og vi har erfaringer for, hvor hårdt det går ud over disse personer. Hvis vi skal forsvare samfundet på forskellige måder og familierne, så må vi også skele til sådanne forhold.
Der er mange forhold, som man skal være opmærksomme på, derfor må Landsstyret handle klogt. Derfor er jeg tilbøjelig til også at tænke på og udtale mig om, at tjenestemænd, der fylder 65 år skal kunne fortsætte, men at de så må holde op, når de er fyldt 67 år. Det vil jeg gerne overlade til at indgå i de videre overvejelser.
Jeg takker også Landsstyremedlemmet hr. Daniel Skifte for, at vedkommende har lovet at tage spørgsmålet op, om pensionerede tjenestemænd ikke får muligheder for at erhverve forskellige goder. Der er jo flere, som ikke opnår dem.
Der er tilfælde, hvor en tidligere tjenestemand, som har hjemmehjælp fra socialadministrationen lægger ud, men regningen kommer tilbage til den tidligere tjenestemand. Andre, der har sociale pensioner får det som støtte. Det samme er tilfældet, hvis der er nogen, der sørger for vandafhentning til dem eller kulafhentning, selvom det måske er få efterhånden. Selvom en tidligere tjenestemand har en lavere tjenestemandspension, idet tjenestemandspensionerne reguleres ud fra hvor mange år, man har været ansat, så får de ikke de samfundsgoder. Derfor har jeg i flere år ment, at de også bør kunne tildeles de samfundsgoder, vi her har været inde på. Hvis de for eksempel skal have renoveret eller repareret deres huse, så har de ikke mulighed for at ansøge socialadministrationen om støtte. Jeg mener, at der bør rettes op på sådanne forhold. Og jeg mener, at da Landsstyret arbejder klogt, at de så også vil handle klogt.
Kuupik Kleist, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Den forrige taler begyndte ellers at komme med ulemperne ved tjenestemandsansættelse, selvom man i starten sagde, at der kun var fordele. Men efter hvad vi kan se, så er der ulemper ved tjenestemandsansættelse. Det er heller ikke fremmed for os, at der er personer, som er blevet nærmest fast inventar i en virksomhed og som ikke kan fyres og ikke kan forflyttes andre steder hen på grund af deres ansættelsesform, og det er derfor, at vi bør finde en anden ansættelsesform, eventuelt som et supplement til den ansættelsesform.
Man skal stadigvæk forny sig og i forbindelse med, at flere og flere grønlændere får en højere uddannelse, der har de svært ved at få ansættelse i givne virksomheder, fordi der allerede er personer ansat ved stillingerne. Især i begyndelsen af 80'erne, så har vi også selv mærket på kroppen, hvor svært det kan være at få ansættelse i det offentlige, fordi der var så mange tjenestemandsansatte. Og flere som ønsker en fornyelse har begrundelse i, hvad ulemperne ved tjenestemandsansættelse, hvor pensionsordningerne heller ikke anses for at være tilstrækkelige, selvom man i gamle dage anså det som en fordel. Ved de næstkommende forhandlinger, så kan man starte den fornyelse, der skal til og ikke bare ved at man først laver en lov, fordi de enkelte virksomheder kan jo selv bestemme, hvor mange tjenestemandsansatte de ønsker blandt deres personale.
Indtil en overgangsordning indtræder, så skal jeg blot opfordre til, at man finder nogle muligheder for at kunne indføre den overgangsordning, der skal til, i stedet for at vente på en given lovgivning.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomi og Boliger.
Jeg skal lige kommentere de enkelte talere. Jonathan Motzfeldt, tak fordi du tog overskriften op i forbindelse med forårssamlingen, så fik vi jo mulighed for at lave en debat.
Jeg kan forstå på Siumuts ordfører, at du er enig i, at ændringen ikke kan ske fra dag til dag. Men nu starter opgaven og jeg lagde mærke til, at du bemærkede, at det offentliges forhandlinger skal have et bestemt udgangspunkt, selvom der fra Mikael Petersen blev nævnt, at man ikke fortsat kan blive ved med at betragte det som en hellig ko. Jeg skal allerede på nuværende tidspunkt sige, at Jonathan, Mikael Petersen, Knud Sørensen og Kuupik, der vil jeg kommentere jer under et.
Selvfølgelig vil nogle af punkterne ikke kunne vente til efterårssamlingen 1997, så derfor kan jeg godt love, at vi kommer frem med en midtvejsredegørelse, fordi jeg forestiller mig, at det store spørgsmål skal begynde at rulle allerede nu, for der er mange ting, der skal tages stilling til. Jeg mener, at vi må tage det op igen til forårssamlingen for at lave en midtvejsevaluering for at se for langt vi er nået, og så i forbindelse med efterårssamlingen tage de tungere ting. Som eksempel kan jeg nævnte, at vi flere gange har hørt i pressen, hvordan SIK forholder sig til dette spørgsmål omkring sine medlemmer. Det skal vi også have med i baghovedet. Jeg skal lige bemærke til Knud Sørensen, at du kom frem med nogle ting, som en mand med erfaring, og det er en glæde at høre. Det skal tages med i overvejelserne, om pensionsalderen kan ligge mellem 65 og 67. Det vil være afhængig hvilke af de to man fastholder. Det ting du nævnte skal vurderes, og jeg bemærkede, at du overvejer for eller imod på en megen erfaren måde. Med hensyn til Kuupik Kleist, at fornyelsen skal startes. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg vil blot til slut endnu gang nævnte, at Landsstyret kommer med en statusredegørelse i forbindelse med forårssamlingen, således at vi kan tage de ting som skal tages frem igen senere hen. Men det vil kræve tid for at gøre tingede færdigt. Vi skal jo igang med forskellige forhandlinger i foråret 1997, og jeg er overbevist om, at vi har brug for en vis tid for at klare opgaverne. Jeg er glad for de klare tilkendegivelser fra partiernes side.
Punktet sluttet