Dagsordenspunkt 15-1 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Anders Andreassen. Landstingets Formand.
Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boliger .
På Landsstyrets vegne skal jeg hermed fremlægge Forslag til Landstingslov om ændring af Landstingslov om statistisk virksomhed i Grønland.
Med lovforslaget gives Grønlands Statistik formelt bemyndigelse til at udføre forskningsvirksomhed og i den forbindelse søge forskningsmidler fra fonde, forskningsråd og lignende.
Grønlands Statistik har i løbet af sin levetid løbende udvidet sine kerneområder og er i stadig højere grad blevet inddraget i tværgående analysevirksomhed og forskning. Grønlands Statistik udfører således allerede aktiviteter af forskningslignende karakter.
Imidlertid har det i forbindelse med ansøgninger om forskningsmidler fra fonde, forskningsråd og lignende vist sig hensigtsmæssigt, at Grønlands Statistiks adgang til forskning er formaliseret i loven.
Det er ofte en betingelse for tildelingen af sådanne forskningsmidler, at modtageren formelt har status af en forskningsinstitution, og lovforslaget vil derfor forbedre mulighederne for Grønlands Statistik til at søge og disponere over sådanne midler.
Kvaliteten i statistikproduktionen kræver løbende udvikling af nye metoder i forbindelse med indsamling og analyse af data, ligesom kvalitetssikring vil være en sidegevinst ved engagement i diverse forskningsaktiviteter.
Igangsættelsen af forskningsaktiviteter i forlængelse af den eksisterende statistikproduktion bil forbedre mulighederne for at rekruttere kvalificerede og erfarne statistikkonsulenter til Grønlands statistik. Samtidig giver forskningsaktiviteter efteruddannelsesmuligheder for personalet i Grønlands Statistik.
Det er som nævnt hensigten at finansiere de forskningsmæssige aktiviteter ved midler fra grønlandske eller udenlandske fonde og forskningsråd. Grønlands Statistik vil i følge forslaget kunne disponere over de tildelte midler i overensstemmelse med de formål, som disse er givet til.
Ved det fremlagte ændringsforslag, kan Grønlands Statistik fremme ønsket om at styrke den grønlandske forskning og herunder ikke mindst den samfundsvidenskabelige forskning.
Lovforslagets gennemførsel forventes ikke at få administrative eller økonomiske konsekvenser for landskassen.
Med hensyn til enkelthederne i lovforslaget skal jeg henvise til forslagets bemærkninger.
Med disse bemærkninger vil jeg overlade Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om Statistisk Virksomhed i Grønland til Landstingets behandling.
Lars Karl Jensen, ordfører for Siumut.
Nærværende forslag til ændring af statistikloven vil være en ændring af den lov de trådte i kraft pr. 1. juli 1989, og som senest er blevet ændre i oktober 1994. Det overordnede mål med etableringen af grønlands Statistik var og er at etablere en central statistisk myndighed.
I løbet af årene har grønlands Statistik udarbejdet endda ikke så få datagrundlag og informationer. Informationer som har givet politikere og andre beslutningstagere et bedre beslutningsgrundlag.
Som eksempel kan vi nævne den fornylig til Landstinget ag andre fremsendte rapport om Grønlandske Bygder, som er et godt eksempel på det grundige og relevante informationer der udsendes.
Med henblik på en fortsat udvikling af forskningsaktiviteterne samt de ansattes muligheder for efteruddannelse har Landsstyret foreslået ændringer af lovens ' 1 stk. 7 og tilføjelser under samme paragraf under punkt 4, forslag som vi i Siumut støtter.
Målsætningen med disse forslag er også at skabe mulighed for samarbejde og deltagelse af forskning her i landet, og i andre lande, og for at give grønlands Statistik mulighed for at disponere over midler som man modtager fra grønlandske eller udenlandske fonde i overensstemmelse med de mål de er givet til.
På baggrund af disse bemærkninger og min forståelse for at der ikke forventes økonomiske konsekvenser som følge af lovændringen godkender vi fra Siumut Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om statistisk virksomhed i Grønland.
Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut.
Vi har fået erfaringer med Grønlands Statistiks udgivelser til de forskellige opgaver i det politiske arbejde. Vi er alle klar over hvor hurtigt udviklingen går i Grønland. Derfor kan vi ikke undvære at blive løbende orienteret om eksakte informationer.
På den baggrund har vi i Atassut grundigt drøftet den af Landsstyremedlemmet for Økonomi og Boliger fremsatte ændringsforslag om landstingslov om statistisk virksomhed, og betragter det som naturligt.
Ved ændringen af loven får statistikerne mere omfattende forskningsopgaver end det er tilfældet idag. Vi har i grønland allerede et universitet og i forbindelse med forløbet af studierne får de studerende i samarbejde med grønlands Statistik og efter behov øgede muligheder som Atassut er godt tilfreds med.
Endvidere vil Grønlands Statistik ved ansøgninger om forskellige midler fra fonde opnå midler som udover de årlig planlagte opgaver de selv kan bestemme til hvilke formål midler kan bruges til, det støtter vi i Atassut, da det vil give Grønlands Statistik muligheder for at tage opgaver i bred forstand.
Med disse ord støtter Atassut ændringsforslaget om ændring af landstingslov om statistisk virksomhed i Grønland.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit.
Inuit Ataqatigiit tilslutter sig herværende ændringsforslag til loven om statistisk virksomhed i Grønland.
Statistisk dokumentation for mange forhold i samfundet, som det hidtil er udarbejdet af grønlands Statistik afdækker tingene til glæde for den enkelte borger og i arbejdet som folkevalgt.
Men idet vi ser det som ønskeligt, at Landstinget direkte har indflydelse på prioriteringen af virksomhedens arbejdsområder, mener Inuit Ataqatigiit, at statistikkens manglende tilhørsforhold til noget landstingsudvalg bør rettes op.
Der eksisterer ganske vist et rådgivende udvalg for statistisk virksomhed bestående af embedsmænd fra diverse direktorater. Dette udvalg foretager prioriteringer af indsatsområder. Vi mener at det er på sin plads, at Landstinget som bruger har krav på adgang til at gøre sin indflydelse gældende i den prioritering.
Hvis der er tilslutning til denne opfattelse går vi ud fra at Formandsskabet foretager det videre fornødne i den forbindelse.
Inuit Ataqatigiit mener, at der er adskillige potentielle indsatsområder, vi skal dog nøjes med at nævne et par. Først prisernes sammensætning for varer og tjenesteydelser, eksempelvis er det interessant at få afdækket, hvordan el- og vandprisen er sammensat, samt på hvilket grundlag varmebetalingen for de enkelte lejligheder bliver udregnet m.m.
Det andet er, hvordan formøbles Landstingets bevillinger til bygderne, herunder hvor stor en del af disse bevillinger der virkelig bidrager til omsætningen i bygderne.
Med disse korte bemærkninger skal vi foreslå, at forslaget viderebehandles i Lovudvalget.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat.
Akulliit Partiiat konstaterer, at ansøgninger om forskningsmidler fra fonde, forskningsråd og lignende har vist sig hensigtsmæssige, og at Grønlands Statistiks adgang til forskning er formaliseret i loven, hvorfor jeg kun kan anbefale, at Forslaget til landstingslov om ændring af landstingslov om Statistisk Virksomhed i Grønland bliver godkendt, sådan at virksomheden kan finansiere de forskningsmæssige aktiviteter med midler fra grønlandske eller udenlandske fonde og forskningsråd.
Jeg konstaterer ligeledes, at lovforslagets gennemførsel ikke vil få administrative eller økonomiske konsekvenser for Landskassen.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Jeg kan fra Kandidatforbundet være enig i ændring af landstingslov om statistisk virksomhed såfremt der intet er til hinder herfor gennem anden lovgivning.
Man skal her have i erindring, at der i Rigsfællesskabet i den danske stat findes der meget lovgivning, lovgivning der dels kan skabe hindringer eller begrænsninger. Derfor skal jeg indstille, at lovforslaget inden 2. behandlingen går til behandling i Landstingets Lovudvalg for at få undersøgt eventuelle hindringer, da vi ved at der inden for den danske stat står flere love der endnu er gældende for Grønland.
Med disse ganske vist korte bemærkninger vil jeg indstille, at forslaget inden 2. behandlingen går til drøftelse i Lovudvalget.
Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boliger.
Jeg vil gerne udtrykke en tak for den tilslutning der er fra partierne, fra samtlige partier, og de ting som Inuit Ataqatigiit kom frem med, at Landstinget får en repræsentation i udvalget, vil vi tage positivt imod og vurdere, og jeg mener ikke at der skal være noget til hinder for at Landstinget kan blive repræsenteret i det rådgivende udvalg, men som sagt ser det ud til at der ikke skal være nogle problemer.
Men som sagt er jeg glad for at forslaget bliver bakket op af samtlige partier.
Mødeleder:.
Således er 1. behandlingen af punkt 15 færdig og skal så gå
videre til sin 2. behandling