|
Dagsordens punkt 73-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
18. mødedag, torsdag den 25. oktober 2001
Maliinannguaq Marcussen Mølgård, Inuit Ataqatigiit.
Jeg foreslår herme at den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 1951, tages op til konkret ændring, sammen med beslutningsforlaget i henhold til vores forretningsorden, § 32.
Selvom landstinget i enighed, siden beslutningen af 90’erne har udmeldt at aftalen bør ændres, så stritter den danske regering stadig imod. Vi må have en klar melding om at, da aftalen er indgået i kolonitiden, om denne aftale stadigvæk bør betragtes som gældende, idet vort land ikke længere er en koloni. Vi blev jo en ligeværdigt del af Danmark i 1953, og ligesom vi også indgik hjemmestyreordningen i 1979.
Den 27.april sidste år havde aftalen 50 års jubilæum, og det er på tide at ændre aftalen med grønlandsk deltagelse og vurdering.
USA’s nye præsident udtalte i foråret at ABM-traktaten af 1972 var blevet forældet, og at den burde erstattes med en ny kontrakt, da den ikke harmonere med de eksisterende forhold. Men mon ikke også han ville betragte aftalen af 1951 som endnu mere forældet.
Det andet spørgsmål der bør tages stilling til er om vi skal indgå en aftale med USA ligesom den danske stat har gjort det. Eller om vi skal søge at indgå en helt anden forsvarsaftale, som eksempel kan det nævnes at Grønland fik en særstatus after at Grønland blev indlemmet i EF, og hvorfor det må betragtes som en mulighed at vi også får særstatus hvad angår forsvarsforhold.
Jeg foreslår derfor at der arbejdes konkret for at ændre aftalen af 1951, og i den forbindelse vil den første og vigtigste opgave være at få den danske regering til at ændre holdning. Fordi amerikanerne jo allerede har meddelt at der er åbnet til drøftelser.
Vi skriver år 2001 i år, og kolonitiden er forbi, og demokratiske forhold / demokratiet er blevet sat i fokus. Det kan ikke siges at være demokrati når vi i vort eget land ikke vil gives kompetence vedrørende forsvarsforhold.
Jonathan Motzfeldt, Landstyreformand:
Landstyremedlemmet har i henhold til landstingets forretningsorden § 52, fremsat forslag til beslutning om at den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 1951 tages op til konkret ændring.
Det er en kendsgerning at aftalen er indgået under nogle ganske andre forhold, end dem vi kender i dag. Den er indgået i kolonitiden, og før Grønland fik hjemmestyre. Derfor kan jeg naturligvis kun være enig i at der er behov for at opdatere den.
Landstyret fremsatte således i 97 forslag overfor den danske regering, om at der indledtes drøftelser mellem regeringen og landstyret om forberedelse af en genforhandling af aftalen mellem USA, således at Grønland blev en part i aftalen. Regeringen har dog ikke fundet det hensigtsmæssig at genforhandle forsvarsaftalen, under henvisning til at, den fortsat udgør en effektiv og fleksibel ramme for forsvaret af Grønland.
Endvidere har regeringen gjort gældende at der fra amerikansk side ikke ses behov for en genforhandling. Endelig finder den danske regering at de mål som landstyret ønsker at opnå ved en genforhandling, kan opnås ved at indgå tillidsaftaler i henhold til forsvarsaftalen, for eksempel gennem en tillidsaftale om miljøforhold og lignende.
Hvad angår spørgsmålet om særstatus indenfor grønlands udmeldelse af EF, kan jeg pege på at, Grønland for så vidt har en særstatus med hensyn til forsvarsaftalen. Forsvarsaftalen er jo en aftale om forsvaret i Grønland. Men i henhold til Grundloven og Hjemmestyreloven, er det nu engang den danske regering, der har kompetence til at indgå og eventuelt genforhandle forsvarsaftalen. Landstyret har måttet konstatere at den danske regerings standpunkt i denne sag ikke for nærværende står til at ændre. Der er dog imidlertid enighed imellem den danske regering og Landsstyret om at søge at modernisere forsvarsaftalen gennem tillidsaftaler, hvor i Grønland indgår som en aftalepart.
Anders Andreassen, Ordfører (S):
Landstingsmedlemmet Maliinannguaq Marcussen Mølgård har i henhold til forretningsordenens 32, fremsat beslutningsforslag om at den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 1951, tages op til konkret ændring.
Behovet for en revurdering af forsvarsaftalen af 1951, har vi tidligere krævet fra Siumut’s side. Fra Siumut bemærker vi at Landsstyret i deres udtalelser, at de sammen med den danske regering har aftalt at man søger at modernisere aftalen gennem tillidsaftaler, hvori Grønland indgår som en aftalepart, og det er vi enige i, fra Siumut’s side.
Vi mener fra Siumut at man i forbindelse med indgået tillidsaftaler, også bør inddrage de amerikanske missilforsvarsaftaler. Siumut mener at eventuelt brug af Thule-radaren i forbindelse med missilforsvar, først kan accepteres på følgende grundlag:
1. At enhver ordning ikke skal bruges i krigsøjemed, men at den kun kan bruges i forsvarsøjemed.
2. At enhver ordning ikke skal være til skade for verdensfreden, og at det er op til stormagterne at sikre dette, før en ændring af ABM-aftalen.
Med disse bemærkninger skal vi fra Siumut udtale at vi med forslagets udformning, så kan vi ikke betragte det som et beslutningsforslag efter dagsordenen, som forslagsstilleren, der også er formand for udenrigs- og sikkerhedsudvalget også ved det. Så er det i henhold til Grundloven for rigsfællesskabet, Grønland og Færøerne, og i henhold til hjemmestyreloven at, de er Grønland som har ret til, og kan forhandle en ny forsvarsaftale. Hvorfor vi bifalder at det Landsstyret har opnået, at når der engang skal indledes nye forhandlinger at, Grønland skal være i tæt samspil med Danmark, samt at de sidder med ved bordet, når forhandlinger går i gang. Og ved at denne mulighed at, de er op til os at udnytte på bedste måde, hvorfor vi mener vi kun kan rose Landsstyret for deres resultat, der overgår rammerne indenfor Grundloven og Hjemmestyreloven.
Finn Karlsen, (A):
Landstingsmedlemmet Maliinannguaq Markussen Mølgård, har fremsat forslagsændring af forsvarsaftalen af 1951.
Dertil har vi fra Atassut følgende korte bemærkninger.
1. Vi har viden om at vores Landstyre har fremsat krav overfor den danske regering, hvor man ønsker en ændring af forsvarsaftalen med grønlandsk deltagelse. Det har vi altid været enig i fra Atassut’s side, hvilket vi tidligere har givet udtryk for. Da vi finder det meget nødvendigt, at i sådanne situationer at, Grønland så sidder med ved forhandlingsbordet.
Det fremgår også ligeledes klart af Landstyrets svarnotat at, der er enighed mellem regeringen og Landstyret om at man søger at modernisere forsvarsaftalen gennem tillidsaftaler, hvor i Grønland indgår som aftalepart.
Med disse korte bemærkninger går vi ind for Landstyrets svarnotat.
Johan Lund Olsen, (IA):
Inuit Ataqatigiit går helhjertet ind for at støtte med tilfredshed, dette beslutningsforslag fra landstingsmedlemmet Maliinannguaq Markussen Mølgård.
Det er fuldstændig rigtigt at forsvarsaftalen indgået mellem Danmark og USA af ’51, er ganske antikveret, og at den endnu som et levn fra kolonitiden skæmmer fortsat gældende, selv på trods af at Grønland siden 1953, og senere fra ’79 har indtaget en ny politisk rolle, og et nyt konstitutionelt forhold er blevet etableret indenfor rigsfællesskabet.
Inuit Ataqatigiit er derfor af den faste overbevisning at Landstyret usvækket bør kræve forsvarsaftalen af 1951 genforhandlet med grønlands fulde deltagelse. Dette har vi som bekendt ved tidligere lejligheder stedse krævet, og det samme opfordrer vi til også sker i dag.
Vi er også fuldstændig enige med forslagsstilleren i at vi fortsat bør arbejde ihærdigt på at få danskerne til at ændre holdning i dette spørgsmål, eftersom de til dato fortsat stritter imod, og derfor finder det hensigtsmæssigt at genforhandle aftalen. Dette er nødvendigt al den stund Inuit Ataqatigiit principielt mener at grønland bør have fuld medindflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken, når det gæler grønlandske interesser. Og at grønland får en ny placering og rolle i rigsfællesskabet.
Grønlands ønske og krav om større udenrigs- og sikkerhedspolitiske indflydelse og kompetence er helt legitimt. Danmark bør udvise større forståelse herfor, hvorfor vi til stadighed rundt omkring i verden ser nye konstitutionelle forhold udvikle sig mellem nationalstater. Og deres tidligere kolonier får større indflydelse og medbestemmelse, også indenfor de udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.
Dette ville glæde Danmark, fordi Danmark som bekendt i internationalt sammenhæng ofte ses for sin humanisme og vilje til afskaffelse af al undertrykkelse og forfølgelse af folkeslag.
I den danske stats varetagelse af sikkerhedspolitikken for Grønland er der just ikke mange roser, da det grønlandske folk som bekendt gennem tiderne har haft dårlige, og i særdeleshed helt uacceptable erfaringer.
I forhold til Thule og Avanersuaq har vi i det forløbne år kun dyrket erfaringer omkring hemmelighedskræmmeri og løgnene omkring sikkerhedspolitikken. Vi har lært at vi først bliver delagtiggjort orienteret når alt reelt er afgjort af den danske og amerikanske regering, på forhånd. Og først når de indbyrdes er blevet enige om at, dette og hint ikke vil skabe politiske problemer. De mange afsløringer, hemmelighedskræmmeriet og fortielsens strategi i sig selv, og som har været praktiseret omkring Thule, igennem mange år, fortæller os klart og tydeligt at, den danske regering ikke længere kan fortsætte af samme spor, if ophold til de grønlandske folk. Netop derfor er det for os magtpåliggende at understrege at vi fuldt og helt vil sidde med ved bordet, når forsvars- og sikkerhedsanliggender debatteres, og afgørelserne træffes. Og ikke først orienteres efterfølgende, når de hele reelt er afgjort mellem Danmark og USA.
Den antikverede forsvarsaftale af ’51 giver grobund for et problematisk forhold mellem Danmark og Grønland, og skaber i særdeleshed problemer for Inughuit i Avanersuaq. Derfor skal aftalen ændres, og det skal understreges at Inuit Ataqatigiit ikke kan gå ind for, blot en modernisering af forsvarsaftalen gennem tillidsaftaler.
Såfremt det skulle vise sig at den danske regering fortsat stritter imod grønlandsk krav, bør vi derfor overveje om vi ikke kan forfølge sagen på anden vis, og blandt andet gennem den internationale domstol i Haag.
En forsker fra dansk udenrigspolitisk institut, ved navn Frede B Jensen, harjo blandt andet d. 23.matrs i år, i dagbladet Information skrevet at man kunne gå ad rettens vej for at få gennemtrumfet en revision af forsvarsaftalen. Og her i står blandt andet skrevet, og jeg citerer: "…Danskerne ville står stærkt hvis det skulle komme så vidt at en eventuel uenighed mellem USA blev bragt for den Internationale domstol i Haag, en mulighed, men også analyseret i 1998." citat slut.
I ’98 så overvejede man rent faktisk denne mulighed, efter at der som bekendt faldt en B-52 bombefly i Thule, medbringende flere brintbomber. Stik imod skiftende danske regeringers forsikringer om at, der ikke opbevares atomvåben på Grønland. Og at Grønland ikke blev overfløjet med flyvemaskiner med sådanne våben i lasten.
Haag domstolen som det kort, der endnu ikke er spillet ud, er derfor en overvejelse værd, med henblik på at gennemtrumfe en genforhandling af ’51-aftalen. Landstinget har jo som bekendt, stedse krævet dette, uden synderlig resultater, gennem mange år, fordi myndighederne jo i Danmark og USA som nævnt har strittet imod.
Med disse bemærkninger skal Inuit Ataqatigiit derfor fuldt ud tilslutte sig forslagsstillerens intentioner, med sit beslutningsforslag, og skal til slut anmode om at forslaget overgives til videre behandling, i landstingets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, med henblik på afgivelse af en betænkning derom.
Mogens Kleist, (K):
Til landstingsmedlemmet maliinannguaq Markussen Mølgård’s beslutningsforslag om ændring af den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 1951, har Kandidatforbundet følgende bemærkninger.
Indholdet at beslutningsforslaget har været debatteret siden tidernes morgen, da aftalen jo er blevet indgået i kolonitiden, og derfor kan vi udmærket forstå forslagsstilleren, når der bliver efterlyst muligheder, for enten at ændre eller forny aftalegrundlaget. Til trods for det, er vi Grønland ganske klar over at i henhold til Grundloven ikke har særlig meget at bestemme over radaranlæggene i Grønland.
Vi er alle sammen klar over at aftalerne er gamle, det har amerikanerne også selv klart givet udtryk for, sidste år under vores ophold i Washington og Colorado Spring. Ved samme lejlighed gav amerikanerne udtryk for at de var villige til at forny aftalen. Men trods det, har danskerne givet udtryk for at, hvis aftalen skal ændres eller fornyes, så kan dette kun ske ved at der bliver indgået tillidsaftaler.
Vi kan roligt sige at Danmark i høj grad udnytter vort land, og Danmark er i kraft af det, højt placeret indenfor NATO, på grund af radaranlægget i Pituffik. Og vi kan derfor udmærket godt forstå at danskerne og amerikanerne nægter at forny aftalen. Det er nemlig faktum at hvis aftalen bliver fornyet, så falder Danmarks anseelse indenfor NATO.
Landstyreformanden har givet udtryk for at eventuel ændring af forsvarsaftalen kun kan ske ved indgåelse af tillidsaftaler.
Kandidatforbundet støtter forslagsstilleren fuldt ud. Når hun efterlyser fornyelser af aftalen. Og vi kan derfor sige at dette er én af måderne til seriøst at involvere os parlamentarikere.
Med disse korte bemærkninger udtrykker vi vores støtte til forslagsstilleren.
Otto Steenholdt, (løsgænger):
Forslaget har igennem årene været til, sågar højlydt, debat i Landstinget. De skiftende landstyreformænd har været målrettede med deres drøftelser med de danske regeringer, og som sædvanlig har de så også afgivet forklaringer til Landstinget. Landstingets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg har i enighed kommet med indstillinger til Landstyret om at, de skal komme i dialog med danske regering. Nogen gange har Landsstyreformanden også snakket for Landstingets indstillinger, men uden resultat.
Jeg synes at forslaget her, og gennem besvarelse af det, også selvfølge også om vores bestræbelser i 1997, der er det så blevet klart blevet afvist af den danske regering. Hvor de har sagt at, vi blot skulle stiltiende sidde og accepterer det, da vi ikke har noget at skulle have sagt.
Forslagsstilleren Maliinannguaq Markussen Mølgård, sagde ganske klart i sit forslag, og jeg citerer: "…jeg foreslår derfor at der arbejdes konkret for at ændre aftalen af 1951, og i den første og vigtigste opgave være at få danskerne til at ændre holdning. Amerikanerne har jo allerede meddelt at være åbne hertil." Formanden for den meget vigtige udvalg, har udtalt sig om dette punkt. Men Landstyreformanden som plejer at være sendebud for landstingsmedlemmerne, sagde meget klart, i sin besvarelse, og siger at amerikanerne mener at der ikke er grund til ny stilling til spørgsmålet.
At de 2 formænd kommer med 2 forskellige meldinger til os, det kan Landstinget overhovedet ikke være tilfredse med. Den ene af dem må være kommet med en forkert oplysning. Når den danske regering i deres besvarelse, siges at den danske regering har sagt, er jo hårde ord, at de ikke anser aftalen for at være noget man på ny kan komme aftale om, idet de mener at det kun er en tillidsaftale der bør fornyes.
Jeg har i mange år været medlem af grønlands parlament, og jeg vil ikke have at man lukker munden på os, især fordi jeg husker at aftalen fra 1951, og ændringen af det. Der blev taget beslutning om at der skulle ændres, både af Landsstyret og landstinget i fuld enighed, og jeg synes ikke man på den måde kan lukke af for debatten her og sige at landstinget så tager følgende beslutning. Grønlands landsting har torsdag den 25. oktober 2001 som holdt møde det og som har vedtaget følgende beslutning. Nemlig at forsvarsaftalen fra 1951 der fastholder landstinget at aftalen mellem danskerne og Grønland bliver ændret og at grønlandske politikere bliver inddraget i den nye danskamerikanske forsvarsaftale fra 1951 skal ændres og at de grønlandske politikere skal være med i udarbejdelsen af en ny aftale.
Og landstinget går herefter over til næste punkt på dagsordenen.
Tak.
Og mødelederen skal lige foreslå at vi afbryder mødet lidt, således at formandskabet lige kan mødes lidt. Og jeg vil foreslå at vi holde en lille pause på 15 min. og det er ingen der har imod.
Mødet er genoptaget.
Før pausen stillede landstingsmedlem Otto Steenholdt forslag om at landstinget overgik til næste punkt på dagsordenen med den begrundelse at landstinget tidligere har truffet beslutning vedrørende ændring af forsvarsaftalen af 1951. Hvis Otto Steenholdt forslag følges betyder det at punkt 73 bortfalder i følge forretningsordenens §50.
Hvorfor jeg skal spørge om hvem der stemmer for, at vi går over til næste punkt på dagsordenen som foreslået af Otto Steenholdt, og jeg vil anmode dem der er enige heri, om at rejse sig:
1.
Vi vil spørge om hvem der er uenige heri:
29.
Jeg skal til sidst spørge om der er nogen der har undladt at stemme:
Det er der ikke.
Således kan vi fortsætte debatten der hvor vi slap med ordførerrækken.
Først er det:
Maliinannguaq M. Mølgaard, (IA):
(Jeg kan ikke høre noget).
Hovedbaggrunden for mit beslutningsforslag har været at der har foregået forhandlinger, det er vi også blevet orienteret om, men jeg har ikke været tilfreds med at man blot indgik tillægsaftaler til forsvarsaftalen. Da jeg er i den enighed at vi bør bruge i år i anledning af den antikvirerede forsvarsaftale af dens 50 års jubilæum, at vi atter en gang fremsætter krav om at den ændres ligesom landstinget tidligere har krævet dette, således at forsvarsaftalen genforhandles.
Derfor til partiernes ordførere skal jeg sige ikke mindst til Siumuts og Atassuts ordførere, hvor de sagde at man er tilfreds med status quo blot med at man kan indgå tillægsaftaler til forsvarsaftalen. Og vil gerne klart have at vide om man mener, at forsvarsaftalen principielt ikke skal ændres og at man blot har stillet tilfreds, at man kan indgå tillægsaftaler.
Vedrørende landsstyreformandens bemærkninger i sit svarnotat, så udtalte han klart at man vedrørende en ændring af forsvarsaftalen at så har den danske regering udtalt, at der fra amerikansk side ikke ses behov for en genforhandling.
Man bør her bemærke, at det er den danske regering, der har gjort dette gældende, men jeg udtalte i mit forslag at amerikanerne åbent over for os har udtalt det modsatte. Og vi må huske på, at vi sidste år under vores møder i Pentagon hvor samtlige partier var repræsenterede at da vi tog forsvarsaftalen op, så fremgik det at amerikanerne ikke engang havde hørt, at der havde været fremsat et grønlandsk ønske herom.
Ligesom man også må huske på at vi sidste år i august under den amerikanske viceudenrigsministers Hollums besøg her i Grønland. Dengang fremgik det også klart, at der til udvalget og i et interview på landsdækkende TV at når nærværende spørgsmål bliver taget, så er spørgsmålet alene om at den grønlandske og danske regering kan fremkomme med en henvendelse i enighed. Det var netop på dette spørgsmål jeg har fremsat nærværende beslutningsforslag og begrundet den, men vi har også altid bemærket i udvalgets arbejde.
Og under vores første møde med udenrigspolitiske nævn i folketinget i 1999, da vi fremsatte forslaget, så sagde de også at amerikanerne ikke ønskede dette. Vi må have klar besked over hvad det er man egentlig dækker over.
Til andre ordførere skal jeg sige, at jeg er glad for Kandidatforbundets støtte til min beslutningsforslag, ligesom jeg også er glad for løsgængerens støtte. En sådan stillen sig på tæerne, på bagbenene.
Vi har engang gjort lignende i forbindelse med EU, hvor vi sagde nej og besluttede at vi ville ud og vi har efterfølgende indgået en meget tilfredsstillende aftale med EU. Det er nu et krav fra grønlandsk side at nærværende forsvarsaftale også skal ændres. Det er et ønske fra grønlands side, hvorfor vi man ikke være åben herfor fra den danske regerings side?
Til IA’s ordfører siger jeg tak for støtten, fordi det også her siges at en sådan niklisering af vores ønske om ændring af aftalen at den eneste mulighed også kunne være den internationale domstol i Haag. Det er beklageligt, men vi har været nødt til af forsvarer vores rettigheder som folk og også have en indflydelse på forhold der gør sig gældende her i landet. Men det er selvfølgelig op til landstinget at tage denne beslutning. Og jeg håber meget, at vi genovervejer situationen og det er nærværende forslag nærmere i landstingets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg med efterfølgende afgivning af betænkning til andenbehandling.
Tak.
Næste taler er:
Jonathan
Motzfeldt, (S):
Jeg skal her orientere om at der ikke er et flertal bag ønsket om udvalgsbehandling.
I mit svarnotat der har flertallet forståelse for min argumentation og i landsstyret fastholder vi at aftalen fra 1951 og en fornyelse af det og der kan den danske regering og os ikke blive enige om. Landstinget har før taget en beslutning og vi kan blive ved med at gentage det, men vi ved at vi ikke kan komme videre med den overfor den danske regering. Og derfor er Siumuts og Atassuts klare støtte til landsstyret.
Og ser vi på Siumut melding om, at vi nu kan sidde ved bordet, det er jo et stort skridt fremad, hvorfor vi så derfra kan tage det videre skridt.
Og derfor skal jeg med beklagelse meddele at IA’s ordfører Johan Lund Olsen, der mener jeg, at hvis han tænkte sig om at han måske skulle tage ud og danse med mig så er han på gale veje, hvis han tror at Danmark kan blive anklaget i Haag-domstolen. Jeg synes ikke, at det er den rigtige udvej, men selvfølgelig kan det bruges, men jeg anser det ikke at være på sin plads at bruge denne mulighed. Tværtimod så mener jeg, at hvis vi fra landsstyrets side eller som vi før har sagt fra landsstyrets side. Vi ved at der findes en traktat mellem Danmark , Grønland og USA.
Denne er sket i 1951, men Maliinannguaq har ret at ABM fra 1992 er blevet forældet, hvorfor skal de så ikke tro at aftalen fra 1951 er for gammel.
Skal vi holde trit med amerikanerne så må vi indkalde dem, også "byde dem op til dans" og sige til dem. Okay, bliv heroppe, fordi vi ved i er her for at beskytte jeres 200-300 mill. indbyggere, men så må vi have en aftale som er tilpasset nutiden. Men at venligt siger til dem, okay, i må gerne blive her, men fordi i gerne må blive her også hense til forholdene er blevet anderledes, det vil sige udviklingen er sket, så må vi indgå en ny aftale ud fra det. Jeg synes, at det kan ske på denne måde selvom man er få mennesker i et land.
Det kan vi se på Island, de har levet sammen med amerikanerne i mange år og det bliver så også brugt som en arbejdsplads for mange islændinge. Island har ikke selv sit eget militær, men vi kan jo sammenligne det med at der er mange grønlændere der også arbejder i Pituffik i Thule, men vi få amerikanerne til at forstå at fordi i er her for at gavne jer, så koster det for os.
Blandt andet har vi måtte anlægge en landingsbane i nærheden og der har amerikanerne også et medansvar til at vi måtte anlægge en ny landingsbane i nærheden af Thule. Men såfremt man får mulighed for at indgå en dialog med amerikanerne, det er en indfaldsvinkel.
Danskerne skal ikke tro, at vi ude på at smide amerikanerne ud herfra, men vi vil gerne leve med amerikanerne ud fra de krav vi stiller, og det er det vi gerne ville have danskerne til at forstå. Det er rigtigt, at det er ærgerligt at udenrigsministeren ikke er til stede her i salen, men det punkt vi er nået frem til i dag og ud fra den debat der nu er pågået, det er sådan jeg forstår de meldinger der er kommet her. Okay, vi ved at amerikanerne er her og det har sin årsag i den aftale der er, men danskerne skal ikke udlede vores handlinger med, at vores mål er at smide amerikanerne ud fra landet.
Og vi er vel inde i et andet årtusinde vi er kommet ind i, så har så og så mange inuit der bor i Thule og alle disse ting er noget der skal revurderes og det er det man politisk er nået frem til og det er det jeg gerne vil komme en melding om. Man skal ikke forstå det med, at selvfølgelig vil vi gerne være partnere med amerikanerne, men jeg håber at den danske regering får forståelse for den melding som Grønland gerne kommer ud med.
Og den næste der får ordet er:
Mogens Kleist,
(K):
Først skal jeg nævne, at vi fra vores side støtter forslagsstilleren også fordi vi gerne ville finde ud af det lovgrundlag vi måtte have. Og det er korrekt sidst vi var i USA, så sagde amerikanerne til os at aftalen er blevet for gammel, men hvad skete der så. Så siger danskerne, at der er ingen mulighed for genforhandling, og derfor er jeg glad for de bemærkninger som landsstyreformanden er glad for, nemlig at vi skal kunne være i samme sted som amerikanerne.
Jeg kan godt forstå at hvorfor den danske regering er så tilbageholdende for at genforhandle. Fordi de har en høj status på grund af basen i Pituffik. Og såfremt Grønland får en større indflydelse så kan Danmark være bange for at få sin status ned i NATO, for det er mere end 50 siden at man fordrev inughuit fra Dundas til Qaanaaq.
Og som landsstyreformanden sagde så har vi gentagne gange taget dette punkt op og det er først nu at det er blevet taget op som en beslutningsforslag. Det er det vi bør samles om uanset om hvor meget danskerne stritter imod. Og vi må udnytte den mulige dialog der er mellem Grønland og Amerika. Og hvilke muligheder er der indenfor den givne lov. Skal vi ændre aftalen eller skal vi have en tillægsaftale, hvad er forskellen, det skal vi også have afdækket.
Såfremt det er muligt med denne tillægsaftale og såfremt det er en bedre løsning, så må vi benytte os af den, men vi tager landsstyreformandens bemærkninger til efterretning, men på den anden side også støtter forslagsstilleren.
Og den næste der får ordet er:
Otto Steenholdt, løsgænger:
Jeg kommer til at tænke på Sirius-patruljens motto: jeg er alene, men jeg er stærk, undskyld.
Jeg undre mig over denne afstemning for lidt siden, og så der resultat der kom. Men jeg ærgre mig ikke over. Jeg føler mig som om det kun er mig der støtter forslagsstilleren helt alene. Vi må ændre denne aftale.
I må huske på at vi før har taget denne beslutning her, og når vi så tager det op igen og fastholder vores beslutning, så ville vil have sagt, at vi har ikke ændret vores standpunkt. Aftalen fra 1951 bør ændres og vi fastholder vores stillingtagen, men afstemningen her viser udadtil at aftalen fra 1951, den føler flertallet i landstinget og landsstyret at man ikke synes, det er nødvendigt at ændre aftalen. Vi kan ikke sige andet end, at de mange debatter der før har været ført her, at man så kommer med en helt anden holdning til det. Det må jeg sige.
Jeg må konkluderer at aftalen kommer til af være gældende i mange år.
Så må vi også høre, hvor i blev spurgt den 25. oktober 2001, så sagde i, at i ikke fastholdte jeres stillingtagen dengang. Det er ligesom man må sige at vi blot har ført en masse debatter, vi har rejst meget uden at fastholde vores tidligere stillingtagen.
Det er rigtigt at landsstyreformanden mindede om landstingets tidligere stillingtagen, hvorfor har man så ikke blot understreget landstingets stillingtagen fra før? Jeg ved ikke hvad det er for nogen ting og det at skulle danse med nogen, hører ingen steder hjemme. Landets lovgiveres ønsker er blevet nikliseret.
Island har fordele af deres base, men det har vi ingen nytte af. Men vi har jo ikke nytte af den og sågar forhindre den turister i at komme herop. Vi snakker ikke om Thule-arbejderne, men det er forsvarsaftalen, der her er tale om. Jeg er glad for at der er nogen arbejdspladser deroppe og det må også være tilfældet, så længe amerikanerne er her, men vi må også kræve en indgåelse af en ny aftale, at vi så kræver at bliver endnu flere medarbejdere i Pituffik. Fordi når landsstyreformanden siger, hvor stor nytte Island har af deres base, så må Grønland også have lige så stor nytte af at have en base her. Du har ret i når du siger, at vi ikke vil have amerikanerne ud af Grønland, men vi vil gerne have dem heroppe på vores præmisser.
En aftale der er indgået mens Grønland var en koloni, den synes jeg ikke er på sin plads at et hjemmestyret Grønland stadigvæk skal have denne aftale. Det kan vi ikke leve med. Lad mig gentage. Det er aftalen som vi er imod og som vi flere gange før har drøftet har bør genoptages.
Og det er den vi også har afholdt afstemning om.
Og jeg undrer mig over at Kandidatforbundet, når de siger at når de er enige med forslagsstilleren, men de har lige alle sammen stemt imod mit forslag, i burde ikke engang gentage at i er enige med forslagsstilleren. Men jeg er glad for at forslagsstilleren har støtte.
Men hvad gør i under jeres afstemning, i stemte imod forslagsstilleren. Fordi jeg forstår afstemningen således at forsvarsaftalen fra 1951, der mener landstinget og landsstyret ikke at den bør ændres og således så har landstinget så sagt, at den før indgåede aftale nu er blevet forkastet.
Og jeg undrer mig over, at den vending denne sag nu har fået, men jeg fastholder mit standpunkt, forsvarsaftalen bør ændres hvis det ikke sker med os, så må den ske ved en senere generation.
Og så er det:
Johan Lund Olsen, (IA):
Jeg skal lige sige at vores afstemning før er sket i henhold til forretningsordenens § 50, hvis den var blevet vedtaget, så var punktet bortfaldet.
Først til Otto Steenholdt og landsstyreformanden.
Til Otto Steenholdts forståelse, så er det en misforståelse, fordi i henhold til vores forretningsorden, vi arbejder jo efter en forretningsorden, beslutningsforslaget som man nu drøfter, så skal disse altid andenbehandles og vi førstebehandler beslutningsforslaget i dag, hvorefter den vil blive andenbehandlet på et senere tidspunkt.
Den afstemning som har samme formål som en afstemning, hvorfor vi ved andenbehandlingen også skal stemme om den. Til dengang skal der ikke herske tvivl om, at vi vil rejse os sammen med dig. Vi sagde fra vores ordførerindlæg her i forbindelse med førstebehandlingen, at landstinget har taget stilling tidligere, at vi ville ikke gå væk fra dette, da vi ikke er tilfredse med klart, og jeg vil gerne citere hvad vi har sagt tidligere, at på side 2 i den grønlandske at vi mener at denne aftale bør ændres og vi er fra IA ikke tilfredse med, hvis vi blot skal indgå tillægsaftaler.
Det var vores bemærkning under vores første indlæg. Og denne opfattelse skal vi så køre videre med frem til andenbehandlingen.
Vi havde ellers håbet, at vi under førstebehandlingen da det normalt plejer at være sådan at udvalget bliver henvist til udvalgsbehandling, hvorfor vi afsluttede vores indlæg med at anmode om at forslaget blev overgivet til videre behandling i landstingets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg med henblik på afgivelse af en betænkning herom, således at udvalget også fik mulighed for at tage stilling til de forskellige spørgsmål, der er blevet rejst i denne debat. Således at også udvalget kan fremlægge en klar betænkning til landstinget.
Men vi forstår det således, at et flertal ikke ønsker sagen henvist til behandling i udvalget, men jeg må gentage, at vi i henhold til forretningsorden er sådan, at man kan ikke ændre beslutningsforslaget fordi beslutningsforslag altid undergives 2 behandlinger. Hvorfor vi under andenbehandlingen skal stemme om forslaget. Det må man huske på.
Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at for så vidt angår tillægsaftaler, det vedrører kun særlige forhold, specielle forhold. Forsvarsaftalen af 1951 indeholder mange forskellige elementer, men det farlige er, at et landstinget synes at gå væk fra landstingets beslutning og det er det betænkelige. Det vi er ved at komme ind i en farlig vej, fordi hvis vi kommer ind på vejen af tillægsaftalen, så kan vi kun indgå aftale om specielle forhold og forhandle om den. For eksempel spørgsmål kun om miljø, andre forhold som høring af vore krav om at vi bliver hørt i sådanne sager, derfor må vi overveje situationen nærmere.
Så er det:
Daniel Skifte, (A):
Tak. Først selvom jeg ikke følte det som min pligt, så føler jeg, at jeg må sige at nærværende forslag indgår i landsstyrets koalitionsaftale på side 2 og side 5 punkt 5, hvorfor det undre mig, at landsstyret har en klar politik på området indenfor koalitionsområdet, at en af koalitionsparterne tager spørgsmålet op, ved at stille spørgsmål til landsstyrets politik. Hvorfor jeg på den baggrund når sagen køre og når man har indgået en koalitionsaftale og når vi drøfter punktet, så har jeg svært ved at forstå hvorfor vi i det hele taget drøfter nærværende forslag. Det har også en hel det at gøre med at landsstyrekoalitionspartierne truer med at man kan true med at anlægge sag ved den internationale domstol i Haag, men jeg er glad for at landsstyreformanden sagde, nævnte at der var nogen der var svære at danse med, og det ville man ikke gøre.
At man indenfor rigsfællesskabet ikke indbringer hinanden for domstolene. Vi sidder i et rigsfællesskab, vi kan drøfte os ud af problemerne. Men det havde været helt anderledes, hvis vi havde været en selvstændig stat, så havde forholdet været et helt andet. Vi kan ikke på baggrund af vores nuværende status indenfor rigsfællesskabet ikke tilsidesætte det almindelige politiske spilleregler. Vi må følge spillereglerne, derfor håber jeg, at da arbejdet allerede er i gang, og at jeg håber at landsstyrets arbejde vil køre og da de allerede har meldt ud om deres politiske hensigter.
Jeg vil heller ikke undlade at nævne at Johan Lund Olsen blandt andet i sidste indlæg kom i på, at landstinget allerede har taget en beslutning som vi nu vender ryggen. Det er ingenlunde tilfældet.
Jeg mener at landsstyret køre på baggrund af den tidligere landstingsbeslutning og på landsstyrekoalitionsaftalen og jeg tror på, at landsstyret vitterligt gør noget for at finde frem til en ordning der kan være til alles bedste. Hvordan det hele ender med, ved vi jo om et par år.
Tak.
Også er det:
Mikael Petersen, (S):
Jeg synes det er nødvendigt, som Siumuts politiske ordfører, at kommentere de sidste ordtaler med udgangspunkt i Johan Lund Olsen.
Først Johan Lund Olsens IA’s ordfører siger, at såfremt man forkaster forslaget, så går det hele i stå med hensyn til arbejdet omkring forsvarsaftalen mellem Danmark og USA. Det er underligt at man sige sådan noget.
Lad mig understrege eller præcisere at siden starten af 80'erne allerede den daværende landsstyre og daværende landsting har fremsat overfor den danske regering ønsket om en genoptagelse af forsvarsaftalen. Det vil sige allerede lige efter hjemmestyrets indførelse i 1979. Og efter forskellige undersøgelser så blev det så også fremsat overfor den danske regering ud fra de debatter, der blev ført i landstinget. Og de begrundelser der er blevet brugt, dem har vi mange af, og det som har hindret os er at den danske regering indtil i dag har strittet imod. Det ved vi alle sammen landstingsmedlemmer. Og derfor er de forskellige forsøg på med mere eller mindre gode argumenter, det er blot med til at svække sagen.
I løbet af de 20 år der er gået fra 1980 indtil i dag, det bliver mere og mere uddybende, for vi ved i dag, at vi har en Selvstyrekommission, og der er pågået en masse arbejde i gang der. Og vi ved, at det grønlandske folk, Landstinget og Landsstyret ønsker og fastholder ønsket om en genoptagelse af forsvarsaftalen af 1951, og blev også understreget ved behandlingen af Udenrigspolitisk Redegørelse.
Og man kan ikke lade som om, at man ikke har forstået Landsstyrets besvarelse, at Regeringens og Landsstyrets standpunkt er man foreløbig finder en udvej ved en tillægsaftale, fordi der allerede er gået mange år med forsøg på at forny den gamle aftale. Fra Siumut har vi allerede sagt, at vi fortsætter vores anstrengelser indtil det bliver realiseret, og det sagde vi under efterårsdebatten sidste år.
Og nu igen har vi også under Udenrigspolitisk Redegørelse, lad os nu få nogle bedre argumenter. Hvad angår MD, så sker der en verdensomspændende debat, og fordi Grønland er en del såfremt intentioner med MD bliver en realitet, så må vi sige, at det først kan blive en realitet, såfremt man genoptager forsvarsaftalen. Vores argumenter bliver bedre og bedre, og vi er overbevist om fra Siumuts side, at de argumenter vi har bliver så store, at den danske Regering ikke længere kan stritte i mod. Og vi synes heller ikke, at det på sin plads fra Siumuts side, at en aftale indgået før 1953, d.v.s. en aftale indgået fra kolonitiden, at Landstinget kun bruger det som argument, selvom vi alle sammen ved, at vi gerne vil have denne aftale bliver ændret.
Vi synes, at man i forbindelse med argumenterne bliver stærkere og stærkere, og at vi med gode argumenter, der kan Landstinget på en meget mere brugbar måde, der kan man få Landstinget til at tage en beslutning. Vi arbejder alle sammen på at få det - uanset om vi er medlem af Siumut, Inuit Ataqatigiit, Atassut eller om vi er løsgængere. Den tid vil komme, hvor vi ensidig vil komme med et krav om, at denne aftale skal genoptages til forhandling, og det vil være et ufravigeligt krav, som den danske regering ikke vil kunne negligere. Og vi vil sige, at vi gerne vil arbejde i udvalget, for at finde de rigtige argumenter, og således at sagen kan gå videre.
Så er det Landsstyreformanden. Derefter Otto Steenholdt, men først Landsstyreformanden.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand:
Jeg tror ikke, at debatten kan fortsætte, og jeg tror ikke, at der er grundlag for at tage det op igen, fordi alle argumenterne allerede er fremkommet, også fordi de svar man giver igen, det er ikke noget, der styrker sagen.
Landstinget skal ikke sige og andre og Johan Lund Olsen bruger talerstolen, og siger, at Landstinget og Landsstyret ikke anser det for nødvendigt, at man skal genoptage forhandlingerne. Hvor mange timer har vi brugt til at sige, at vi fastholder, at aftalen bliver taget op igen. Og Otto Steenholdts forsøg på, at forklare det er nok med disse ting, hvor man prøver på at fordreje sagen. Men Otto Steenholdt som formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, da vi foreslog, at det var amerikanerne og danskerne der skulle bekoste det, der var Otto Steenholdt formand, og der resulterede det så i noget helt andet.
Og vi så, at vores beslutninger, at der blev resultatet noget helt anderledes, også fordi vi skal se fremad, og derfor er de seneste års forsøg på at komme over det problem, og som Landsstyret også har givet en klar melding om, at vi tager imod amerikanerne, vi accepterer amerikanerne her, og at vi i forståelse med den danske Regering, skal tage det op, og at vi så skal, såfremt vi inddrager domstolene med mere, så kan vi ikke opnå nogen mål, så kan vi ligeså godt befinde os midt på indlandsisen. Men vi må fortsætte arbejde, hvor vi også stoler på hinanden, og det er det jeg ønsker, at debatten skal pågå.
Resten behøver at gøre det kort, og Otto Steenholdt får 2 minutter, da det er 3. gang.
Otto Steenholdt, løsgænger:
Ærede Landsstyreformand og Mikael Petersen. I har ikke læst hvad vi har stemt om, overhovedet ikke ! Jeg må sige til Jer, at vi har afholdt afstemning om, at Landstinget holder møde torsdag den 25. oktober fastholder deres tidligere beslutning om, at den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 1951 skal ændres, og at de grønlandske politikere skal være med i udarbejdelse af en ny forsvarsaftale. Det er ikke en nyhed, det er bare en dobbeltbeslutning som jeg har videreført.
Jeg siger tak til Inuit Ataqatigiits ordfører, og jeg håber, at du vil forsvarer dit synspunkt i udvalget. Vi arbejdede, da jeg var formand, at vi også skulle ændre forsvarsaftalen.
Landstingsformanden anmoder om god ro og orden. Så er det forslagsstilleren Maliinannguaq Markussen Mølgaard, 2 minutter.
Maliinannguaq Markussen Mølgaard, forslagsstiller, (IA):
Jeg er glad for, at spørgsmålet bliver diskuteret, til tider noget hårdt, men det er helt på sin plads, jeg mener, at da jeg fremsatte nærværende forslag, så mente jeg, at det burde være en styrke, og lægge en styrke bag vores tidligere beslutninger. Jeg mener, at forslaget som man har arbejdet for, og kæmpet for, og hvor man ikke har opnået særligt meget, så er det på sin plads, at tage det op igen, og drøfte situationen på ny.
Daniel Skifte sagde, at han undrede sig over, at vi har fremsat forslag selvom sagen er i gang. Det har vi allerede forsvaret, fordi jeg ikke er tilfreds med de hidtige opnåede resultater, hvorfor jeg havde ønsket, at man havde understreget vores tidligere beslutninger. Hvorfor jeg er glad for, at Siumuts ordfører, i forbindelse med hans sidste indlæg, var enig i kat forslaget bliver viderebehandlet i udvalget.
Så er det Johan Lund Olsen, 2 minutter da det også er for 3. gang han får ordet. derefter er det Landsstyreformanden.
Johan Lund Olsen, (IA):
Tak. Til Siumuts politiske ordfører tilbud, så vil jeg gerne hilse det meget velkommen om, at sagen henvises til viderebehandling i udvalget, således at der nu er flertal for, at sagen henvises til behandling i udvalget inden 2. behandlingen, hvorefter udvalget skal udarbejde en betænkning.
Afslutningsvis skal jeg også sige, at det for så vidt angår Den Internationale Domstol i Haag, så er det en domstol, hvor vi siger at det kan være en af mulighederne, og at dette bliver vurderet i det fortsatte arbejde. Jeg mener, at der er ingen grund til at stille sig på bagbenene herfor. Det kan overvejes, og det gør ikke ondt, det er en af mulighederne, og det er ikke taget ud af luften.
Vi har i forbindelse med vores indlæg citeret en forsker fra dansk Udenrigspolitisk Institut på baggrund af en artikel i en avis, det er således ikke taget ud af det tomme intet. Det er derfor, at vi har givet det videre til overvejelse i det fortsatte arbejde.
Så er det Landsstyreformanden med afsluttende bemærkninger.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand:
Til Otto Steenholdt. Otto Steenholdt er fuldstændigt vidende om, at i 1977 var det sådan, at der var forhold som Otto Steenholdt overhovedet ikke påpegede, derfor har vi prøvet på at løse problemerne.
Hr. Steenholdt har ikke påpeget de daværende forhold selvom han havde mulighed herfor. Men afslutningsvis vil jeg sige, at der en ting, som vi skal være varsomme med, også her i denne sal, og som også vi også må have for øjet i Udvalgets arbejde. Vi må have stor forståelse for, og forstå, at Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg i sit arbejde, at den også indeholder en del punkter, som er pålagt tavshedspligt, og det gælder også os, hvis vi skal til samråd i et udvalg, hvordan skal vi der så skal vi også vide, at vi har nogle ting, som vi ikke bør give videre til andre, hvorfor vi ikke kan besvare alle spørgsmål.
Hvorfor jeg skal ønske, at man kan selvfølgelig stille spørgsmål overfor mig, som eksempelvis Hr. Otto Steenholdt, der er forskellige spørgsmål, der skal vurderes, men som sagt, så er Udvalget underlagt tavshedspligt, for så vidt angår forhold at en sådan karakter.
Ole Lynge, Landstingsformand:
Som ordstyrer skal jeg foreslå, at i henhold til vores Forretningsorden § 49, at vi stopper forhandlingen, da der også er blevet enighed om, at sagen henvises til udvalgsbehandling, hvor udvalget har mulighed for at stille spørgsmål til Landsstyret.
Jeg skal spørge om Landstinget i henhold til Forretningsordenen § 49 kan stoppe debatten. Jeg vil anmode dem der er enige heri om at rejse sig. Jeg skal lige præcisere, at § 49 ikke betyder, at forslaget bortfalder, men forslaget skal under alle omstændigheder 2. behandles, men vi stopper bare debatten her.
Er man enige heri ? 28. Jeg vil anmode dem der er imod om at rejse sig 1. Er der nogen der har undladt at stemme, det er der ikke. Således er vi færdige med 1. behandlingen af punkt 73; hvorefter den vil bliver 2. behandlet på et senere tidspunkt efter forudgående udvalgsbehandling.