|
Dagsordenspunkt 52-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
14. mødedag, mandag den 23. oktober 2000
Først er det forslagsstilleren Otto Steenholdt, som jeg vil anmode om at fremlægge sit forslag.
Otto Steenholdt, Forslagsstiller, løsgænger.
Som landstingsmedlemmerne er det bekendt, har jeg i medfør af Forretningsordenen for Grønlands Landsting §35 skal jeg hermed stille følgende forespørgsel til debat i Landstinget.
For at undgå misforståelser vil jeg gerne præcisere for så vidt angår mobning og den grønlandske betegnelse herfor.
Det jeg i mit forslag koncentrerer mig om er mobning i forståelsen at drille på en ondskabsfuld måde, hvor man forfølger sine medskoleelever. Det er blot en præcisering, således at man forstår den grønlandske titel.
Her i sommer fik jeg med forfærdelse bekræftet tidligere forlydender om, hvor slemt kliker af skolebørn i Grønland mobber andre elever, da det viste sig, at vi ligger som nr. 2 i listen over de værste på verdensplan, medens Litauen ligger som nr. 1.
Ifølge de nævnte oplysninger ligger antallet af skolebørn, der terroriseres psykisk på den måde på 35%. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ikke ved, hvem der har foretaget denne undersøgelse, og jeg forstår ikke, hvorfor så stort et problem endnu ikke har været rejst som et selvstændigt problem over for Landstinget.
Her i Landstinget kan vi alle til enhver tid fremkomme med udtalelser om, at børnene skal have en lys fremtid, at de skal have en uddannelse og fremkomme med mange andre hensigter, eksempelvis omkring Den gode Skole.
Men hvad hjælper alle disse udtalelser, hvis der er tale om et barn, der ikke ønsker at møde i skole, fordi vedkommende er bange for de andre skoleelever eller hvis barnet ikke tør fortælle om sine problemer til sine forældre, fordi barnets "fjender" i skolen vil terrorisere barnet endnu stærkere, hvis vedkommende gør det?
Børn, der bliver udsat for sådan en behandling fra de andre skoleelever kan personligt lide så meget psykisk og fysisk overlast for resten af deres liv, at samfundet ikke vil kunne regne med, at de fungerer tilfredsstillende i arbejdslivet.
Dette gælder ikke kun Grønland, idet der i Danmark pågår en hed debat om problemet, hvor der stiles mod lovinitiativer på området.
Svenskerne har som de første i Norden vedtaget en lov om mobning, og de har udtalt over for de øvrige nordiske lande, at den har været til gavn.
Hertil lands kan vi ikke stiltiende vente på Danmark; de efterhånden meget tilspidsede problemer bør løses snarest gennem lovgivningsinitiativer.
Jeg skal på nuværende tidspunkt ikke foregribe indholdet af loven, men skal i stedet foreslå, at ledelsen inden for folkeskolen snarest optager kontakt med Sverige, blandt andet for at sætte fokus på indholdet af deres lov mod mobning.
Der stiles mod forbedringer for undervisning, undervisningsmaterialer, skolerne samt omkring lærernes situation. Men i alt dette er det - BARNET - der er i centrum og som man først og fremmest skal sætte fokus på.
Man bør i lovgivningen ikke kun tænke på barnet, der har behov for beskyttelse; man må i lovgivningen i lige så høj grad søge at redde de børn, der forøver psykisk og fysisk vold over for enkelte skolekammerater, således at de ikke fortsætter med deres uacceptable tilbøjeligheder inden for samfundet, når de bliver voksne.
Der er ingen tvivl om, at man under debatten atter kommer ind på spørgsmålet omkring lærerne, men i forbindelse med herværende forslag ønsker jeg inderligt, at der ikke henvises til lærerne som dem, der kommer til at tage sig af det forebyggende arbejde, da der hele tiden læsses opgaver af over for dem. Lærerne kender til problemet, der fremsættes til drøftelse, men de har ikke muligheder for at gøre noget ved handlinger, der forøves "i hemmelighed" i skolerne og efter skoletid ,hvorfor jeg har fremsat nærværende forslag til drøftelse her i Salen.
Lise Skifte Lennert, Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.
Hr. Landstingsmedlem Otto Steenholdt har foreslået, at Grønland i lighed med Sverige indfører lovgivning mod mobning i skolen.
Indledningsvis skal det bemærkes, at Landsstyret naturligvis er enig i betragtningerne om, at mobning i skolen naturligvis bør begrænses mest muligt, idet mobning kan få alvorlige følger for den enkelte. Spørgsmålet er imidlertid om målet bedst nås gennem lovgivning eller om der vil være andre mere egnede redskaber hertil.
Om problemets aktuelle omfang kan det oplyses, at læge Michael Pedersen i 1998 har gennemført en undersøgelse af skolebørns arbejdsmiljø. Denne undersøgelse er en spørgeskemaundersøgelse, som blev udsendt til skolerne med anmodning om at eleverne udfyldte skemaerne i en bestemt lektion på en bestemt dag. Cirka 3000 skoleelever i alderen 11-17 år besvarede spørgeskemaet. Undersøgelsen belyser mange forhold i børnenes skolehverdag, bl.a. skolens atmosfære, de fysiske rammer, forholdet til lærerne, forholdet til kammeraterne og herunder også begrebet mobning.
Eleverne er blandt andet blevet spurgt om de er blevet mobbet eller selv har mobbet, og om hvor meget mobning de tror, der er i deres skole. Til det sidste svarer 9,5% "Rigtig meget", 14,4% "Meget", 35,5% "Noget", 28,6% "Lidt" og 12,0% "Intet".
Man skal imidlertid være opmærksom på, at der i den grønlandske udgave af spørgeskemaerne blev anvendt et ord, der svarer til "drillerier", altså et betydeligt svagere begreb end mobning. Man må derfor tage tallene i undersøgelsen med et vist forbehold. En sammenligning med andre lande må blandt andet derfor også tages med alle mulige forbehold.
Det er Landsstyrets vurdering, at man i de fleste skoler og kommuner lægger meget stor vægt på elevernes trivsel. Forældrene skal naturligvis også involveres, og det er væsentligt, at man også i skolebestyrelserne er opmærksom på, om det er et emne, der bør arbejdes med på den enkelte skole. Landsstyret er enig med hr. Otto Steenholdt i, at lærerne og forældrene i de fleste tilfælde i fællesskab kan finde de bedste løsninger på de problemer, man har på den enkelte skole.
Det er således Landsstyrets vurdering, at det ikke er lovgivning, der i første omgang vil være den mest oplagte løsning her i Grønland. Landsstyret vil dog undersøge baggrunden for, at man f.eks. i Sverige har valgt at lovgive, og søge dokumentation for effekten heraf.
Til sidst kan det oplyses, at det naturligvis også indgår i Atuarfitsialak, at man skal søge at skabe en skole, der fremmer elevernes trivsel. Konkret arbejder vi blandt andet med at finde et egnet undervisningsmateriale, som kan være en hjælp til lærerne i deres arbejde med at få eleverne til at fungere godt sammen, både i smågrupper, i klasserne og på skolen som helhed. Tak.
Per Berthelsen, ordfører, Siumut.
Fra Siumut er vi fuldt indforstået med at forslaget berører et emne, som på ingen måde, at mobning skal tages mere alvorligt end drilleri.
Mobning er forfølgelse og nærmere at sammenligne med psykisk og fysisk terror, der kan give dybe sår på krop såvel som i sind af en karakter, der kan forårsage meget tragiske følger selv når offeret er blevet voksent.
Men vi er også enig med Landsstyremedlemmet og Landsstyret i, at man kan sætte spørgsmål ved om målet med at ville begrænse mobning mest muligt kan opnås gennem lovgivning.
Fordi lovgivning gør ofte ting meget firkantede og får ofte problemstillinger til at fremstå diffuse og virkelighedsfjerne for folk i almindelighed.
Fra Siumut mener vi derfor, at vi først og fremmest bør håndtere emnet på sådan en måde, at børn og unge inddrages som aktive medspillere i arbejdet på at få skabt forståelse for og minimere problemstillingen.
Og dette mener vi i Siumut bedst kan gøres gennem en velstruktureret indsats f.eks. ved hjælp af konsulenter med speciale inden for området. Konsulenter, der kan hjælpe til med at struktuere indhold og form for temadage og generel oplysningsarbejde omkring mobning for børn helt fra børnehavealderen til og med de ældste elever i folkeskolen, pædagoger og lærere for i Siumut mener vi helt klart, at problemerne starter helt fra børnehavetrinet og at man bør starte indsatsen derfra.
Sådanne initiativer skal naturligvis ikke være til hindring for at man undersøger baggrunden for og at man søger dokumentation for effekten af at man f.eks. i Sverige har valgt at lovgive mod mobning, sådan som Landsstyremedlemmet også lægger op til for dette kan blive til stor nytte i arbejdet omkring Atuarfitsialak, hvor fremme af elevernes trivsel står højt på den tiltænkte indsatsliste.
Med disse bemærkninger tager Siumut Landsstyrets svarnotat til efterretning og indstiller at mulighederne for at arbejde videre med sagen i den af os anførte form også kan realiseres.
Augusta Salling, ordfører, Atassut.
Atassut har følgende bemærkninger til forslagsstilleren, Landstingsmedlem Otto Steenholdts forslag gennem forespørgselsdebat om, at der gennem lovgivningen føres kontrol med psykisk og fysisk vold mod enkelte skoleelever.
For det første skal vi fra Atassuts side understrege, at det grundlag som forslagsstilleren Otto Steenholdt bruger som argumentation for sit forslag, nemlig den undersøgelse om psykisk og fysisk vold mod enkelte elever, som anføres ikke er nok til at blive brugt som en endegyldig løsning af problemet.
Undersøgelsens grundlag og måden at stille spørgsmål i forbindelse med undersøgelsen kan vi ikke med sikkerhed sige om det ikke er dobbeltsidigt og som derfor kan misforstås
Alligevel ved vi alle, der har gået i skole eller har haft skolesøgende børn eller på en eller anden måde har haft tilknytning til skolen er vi ikke uvidende om, at der sker mere eller mindre omfattende mobning af skoleelever på skolerne.
Vi ved også at de fleste elever forsøger at bekæmpe den slags form for mobning for det er nemlig meget vigtigt for læreren i forbindelse med undervisningen at skoleeleverne respekterer hinanden så den størst mulige ro kan blive skabt under selve undervisningen.
Derudover er det også for de fleste læreres vedkommende meget vigtigt at være med til at skoleeleverne får de bedst tænkelige sociale udviklingsmuligheder.
Men alene dette er ikke nok til totalt at standse skoleelevernes mobning af hinanden, men det er tydeligt at lærernes forsøg på at dæmpe disse mobninger er med til at reducere flere tilfælde af mobninger.
Børnenes mobning af hinanden sker i de fleste tilfælde uden de voksnes vidende, og det er netop også derfor, at mange voksne ikke er klar over, at der er både psykisk og fysisk vold, men Atassut mener ikke, at den vold kan forebygges alene ved lovgivning.
Atassut mener, at man også skal bruge andre metoder for at forebygge skoleelevers mobning af hinanden.
For selvom vi allerede har sagt, at lærernes indsats mod mobning er stor, er det indlysende, at dette ikke er nok.
Man hører om skoleelever, at disse i forhold til mange andre klassekammerater har større sammenhold. Man forstår også, at det ikke alene er læreren der opnår denne form for sammenhold og det er nemlig også forældrene sammen med deres skolesøgende børn, der er med til at skabe den slags sammenhold.
Eksempelvis kan en forælder sammen med sit barn møde en anden forælder og vise sin glæde ved mødet med den anden forælder er det også med til at anvise barnet som måske i det daglige ikke er klar over den form for gælde, at man også godt kan være glad for andre mennesker.
Dette resulterer måske også i, at barnet kan vise sin glæde til vedkommende forældres barn.
Derfor mener Atassut, at det ikke kun er skoleeleverne, der skal forberede til skolen, men også i lige så høj grad forældrene, der skal være med til at forberede deres barns skolegang.
Vi regner nemlig med, at disse tiltag kan i meget høj grad vil være med til den fremtidige sikring af en roligere skolegang for børnene.
Med disse bemærkninger støtter Atassut ikke Otto Steenholdts forslag, men tilslutter sig i stedet Landsstyrets besvarelse af forslaget.
Johan Lund Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Indledningsvis skal vi tilkendegive vores glæde over, at vi skal deltage i nærværende forespørgselsdebat på baggrund af Otto Steenholdts forespørgsel om, at der gennem lovgivningen bør føres kontrol med psykisk og fysisk vold mod enkelte skoleelever, det man i daglig tale kalder mobning.
Landsstyremedlemmet har i sit svar bl.a. taget udgangspunkt i læge Michael Pedersens undersøgelse af skolebørns arbejdsmiljø i den grønlandske folkeskole.
Af de 3000 adspurgte skoleelever om mobning alene har 25% af børnene mellem 11-15 år oplevet mobning i løbet af et skoleår, enten mobbet nogen eller været udsat for det.
Det er generelt set meget og for at gøre det til livs bør der igangsættes tiltag.
Imidlertid vil Inuit Ataqatigiit sætte spørgsmålstegn ved om dette kan bruges som eksempel på psykisk og fysisk vold blandt skoleelever.
Man kan naturligvis overhovedet ikke acceptere om psykisk og fysisk vold i samfundet sker blandt voksne eller blandt børn.
Vi er vidende om, at enhver der bliver udsat for vold på sjæl og krop senere får psykiske og fysiske mén og at man bliver stillet svagere i det sociale liv til dagligt.
Under skolegangen er det vigtigt for et barn, at man kan gå i skole hver dag med tryghed og med følelse af selvværd og som accepteret.
Men det kan ikke realiseres, hvis barnet bliver udsat for vold af sine skolekammerater. For ingen hverken barn, voksen eller gammel kan leve med følelse af tryghed, hvis man bliver udsat for vold.
Vi mener ikke, at man kan komme volden til livs ved at lave sanktioner for den voldsudøvende og på den måde lave forebyggelse.
Til gengæld mener vi, at vold kan have rod i problemer og dette faktum er ikke kun blandt skoleelever, men er også et stort problem i blandt os voksne.
Ifølge tal fra Grønlands Statistik om overtrædelse af kriminallovgivning er tallet for vold fra 1998 til 1999 steget.
Det berører os naturligvis alle i samfundet på en eller anden måde, og vi må sige, at det ikke er nok, at man med kriminalloven som udgangspunkt laver kriminalpræventive tiltag.
Inuit Ataqatigiit mener, at problemet skal tages ved dens opståen og at der findes udveje ved førstgivne lejlighed til at komme med tilbud for hjælp til offeret og ikke mindst den, der har begået volden.
Vold blandt skoleelever i folkeskolen har et problem, som ikke kan negliseres gennem statistik, når sådanne forhold eksisterer på skolerne kan man forestille sig, at det vil være spild af tid og kræfter.
Det er vigtigt, at vi som samfund i fremtiden skal være afhængige af hinanden og følge dette og at vi er stærke psykisk og fysisk, hvorfor det er vigtigt, at vi i samfundet blandt os bliver ved med at snakke om vore svage sider uanset hvad det er og på den måde hjælper hinanden med at finde ud af at komme over den.
Inuit Ataqatigiit mener, at en af udvejene for at komme de større problemer i folkeskolen til livs også problemet med volden er, at der internt i skolevæsenet oprettes instanser til akut hjælp.
En af mulighederne kunne være, at oprette en stilling, der udelukkende beskæftiger sig med børn med problemer.
Vedkommende kunne være fra det sociale område, socialrådgiver eller en lærer, der beskæftiger sig med adfærdsvanskelige elever, men dette kan man diskutere åbent.
Alle problemer kan have noget med hinanden at gøre også selvom det måske ikke har noget med nærværende emne at gøre, så vil vi gerne fra Inuit Ataqatigiits side benytte nærværende lejlighed til at nævne, at man i forbindelse med revidering af læreruddannelsen også bliver nødvendigt, at man indlemmer en koordinering af revidering af socialpædagoguddannelsen og det bliver også nødvendigt, at disse tilpasses målene for de kommende år.
Folkeskolen, børneinstitutionerne og det sociale område har alle noget med hinanden at gøre i nærværende emne, som vi nu diskuterer og Inuit Ataqatigiit mener, at man ikke kan komme uden om, at tage dem med i vurderingerne i debatten.
Mogens Kleist, ordfører, Kandidatforbundet.
Fra Kandidatforbundet skal vi komme med følgende bemærkninger til forespørgselsdebatten om psykisk vold mod enkelte skoleelever, rejst af Landstingsmedlem Otto Steenholdt.
Selvom vi finder det forelagte for at være et spørgsmål af stor interesse, mener vi ikke, at man på nuværende tidspunkt ikke laves lovgivning inden for dette område, da vi mener, at man først må overveje nøje hvilke indhold en lovgivning skal have.
Vi skal henvise til de vigtige argumenter, som Otto Steenholdt kommer med, da vi er klare over, at problemet ikke er så lige til. Vi har endda allesammen været udsat for både psykisk og fysisk vold under vores skoletid.
Ja, hvor stort er problemet i vort land her i vore dage. Vi kan måske ikke alle sammen svare det direkte og vi kan heller ikke se problemet direkte.
Vi kan heller ikke sætte vores lid til lærerstaben til problemets løsning, da vi forældre også har et ansvar som opdragere af vore børn og har deri også et stort ansvar under børnenes opvækst.
Såfremt problemet er af stort omfang her i vort land, skal vi være åbne for, at forældrene og lærerne i fællesskab søger at komme problemet til livs.
I den senere tid har mit eget skolebarn og andre skolebørn ved møder med deres lærer drøftet hvad angår en del af børnenes udsættelser for drillerier og anden chikane. Vi drøftede allesammen med lærerne hvordan vi skal søge at komme ud af problemet.
Nu har vi et samarbejde i gang for at komme ud over problemet i fællesskab.
Fra Kandidatforbundet skal vi foreslå, at man arbejder på at tage problemet på skolerne ved at arrangere temadage på skolerne om dette problem.
Endvidere vil vi opfordre til, at man må debattere emnet først og fremmest ved større samarbejde gennem forebyggelsesudvalg.
Der tænker jeg på, at det også kan ske gennem medierne, f.eks. i fjernsynet og i andre medier.
Med disse bemærkninger skal vi tage det forelagte til efterretning og skal henstille til, at man er vågen over for dette problem.
Otto Steenholdt, forslagsstiller, løsgænger.
Først vil jeg gerne sige tak til de bemærkninger, der er kommet fra partierne, idet jeg kan mærke, at der er interesse omkring det forslag jeg har stillet frem til debat.
Vi er selvfølgelig lovgivere og jeg undrer mig lidt over Siumuts ordfører - lad mig lige bemærke det, idet han blandt andet siger, at lovgivningen gør ofte ting meget firkantede og får ofte problemstillinger til at fremstå diffuse og virkelighedsfjerne for folk i almindelighed.
Jeg undrer mig lidt over, at det netop er en lovgiver, der kommer med disse bemærkninger og sætter spørgsmålstegn om det kan være passende.
Det er så disse bemærkninger til Siumut og med hensyn til Atassuts ordfører, hvor man siger, at jeg siger, at man ikke anser det for at være passende at man blot kaster problemet til lærerne, idet det jo også drejer sig om børns mobning også når de er kommet ud fra skolen. Det er jo noget, som lærerne derfor ikke kan være opmærksom på.
Til det skal jeg også nævne, at Atassut ikke har vilje til at lovgive omkring problemet. Det har jeg heller ikke noget i mod, men nogen af de andre veje jeg kan pege på, nemlig nordisk regi, hvor jeg også har været medlem, hvor jeg har lagt de forskellige oplysninger, som kunne samle op, har jeg lagt det frem f.eks. den svenske lovgivning.
Den har jeg lagt frem, såfremt landstingsmedlemmerne også kan have nytte af det, fordi jeg erfarer, at man har haft problemet indgående i Sverige i mange år, og som det første nordiske land har de så lovgivet omkring dette, og efterfølgende har andre nordiske lande også begyndt at undersøge problemet fordi deres problemer er voksende inden for dette område.
Vi har jo netop ikke drøftet problemet heroppe i Grønland helt indgående og det er helt i orden at man ikke indtil videre lovgiver omkring dette. Men lad os undersøge problemet, og se på denne lovgivning.
Jeg er meget glad for, at man også er åben over for dette.
Med hensyn til Inuit Ataqatigiit bemærkninger og interesse omkring problemet er jeg meget glad for og jeg mener også, at jeg kan være tilfreds med den besvarelse, som jeg har fået fra Landsstyret, idet de jo meget klart siger, at det jo også er enig med mig i, og siger, at det kan have meget alvorlige konsekvenser for de enkelte børn.
Det er jo netop derfor at jeg siger, at man snarest muligt bør gøre noget og har givet det videre til drøftelse i Landstinget ved at vi bør gøre noget før konsekvenserne bliver større end de er.
Som forslagsstiller vil jeg gerne sige tak, idet jeg jo har henvist til Sverige og som det eneste land i de nordiske lande har de så også begyndt at lovgive omkring mobning og fordi man har lovet, at man fra Landsstyrets side vil undersøge hvordan man gør det i Sverige.
Landsstyremedlemmet påpeger at, man har bemærket, at der er taget store initiativer netop i Sverige og jeg synes det er interessant og jeg synes også at vi til stadighed skal arbejde for forebyggelse og selvom Landsstyret også siger, at man skal se på denne undersøgelse med forsigtighed netop denne undersøgelse, som man har henvist til skal man tage lidt varsomt.
Men der er blevet afdækket i forbindelse med en større undersøgelse vil jo også pege på, hvilken vej vi skal gå, og det kan f.eks. godt ende med at vi kan gå samme vej, som man har gjort i Sverige.
Som før nævnt har jeg samlet nogle materiale. Dem har jeg ikke delt ud, men lagt frem, således at interesserede Landstingsmedlemmer og Landsstyremedlemmer kan tage disse materialer.
Vi har også været medlem af Norden Udvalget, og hvor vi så også har nogle repræsentanter fra Grønland, er der bl.a. materialer jeg har samlet op. Det indeholder bl.a. lovgivningen i Sverige, og f.eks. nogle meldinger, der siger, at elever man særskilt skal holde øje med skal man ikke se negativ på. Piger og drenge skal behandles ens og racediskrimination skal bekæmpes på det kraftigste og ingen elever må mobbes i skolerne.
Der er mange ting, som jeg kunne henvise til, hvor man f.eks. også har set på nogle oplysninger fra det danske undervisningsministerium med nogle små hefter, som f.eks. hedder: Hvad er mobning - hvor udbredt er denne mobning. Hvem er det der mobbes, hvem er det der mobber, Mobning i de forskellige alderstrin, Mobning blandt piger og drenge. Hvad gør lærerne? Hvor stort et kendskab har forældrene at der mobbes i skolerne.
Så er der også andre forhold, som også kan relateres til mobning. Hvad er det så for hjem, der skaber børn, som mobber? Ligeledes har man også skrevet om, hvordan man kan bekæmpe mobningen.
Med disse korte orienteringer, vil jeg blot gentage det jeg allerede har sagt før, nemlig, at jeg erfarer, at Landsstyret har interesse for det jeg har fremsat, og at det næste som man så vil gøre er, at man yderligere afdækker problemet.
Jeg vil endnu engang sige tak og ønske Jer god arbejdslyst.
Ruth Heilmann, Siumut.
Selvfølgelig er det jo også nødvendigt at man lovgiver omkring kraftig mobning, og der er også flere, der også har været inde på, at man ikke kan klare problemet alene ved at lovgive, hvor Atassut bl.a. også siger, at man ikke blot skal arbejde for de børn, der snart skal til at begynde i skolen, men at man skal bemærke, at man også inddrager forældrene.
Det er jeg også glad for, at man har nævnt i den her forbindelse, idet det er nødvendigt, at forældrene er med lige som Mogens Kleist fra Kandidatforbundet også var inde på, at forældrene gennem deres deltagelse kan være med til at løse nogle problemer i en given klasse. Det kan jo gøres i langt større grad end det bliver udøvet i dag.
De forskellige tiltag, man gør i f.eks. kommunerne, der er forældre, politiet og eleverne selv, har vi i Maniitsoq at man bør komme volden til livs, men at man klarer problemerne gennem samtaler. Det blev startet i 1998, hvor samtlige 8. klasser i samarbejde med skole, forældre og politi har man så haft nogle temadage, hvor vi har villet forebygge omkring mobningen.
Jeg mener også, at man bl.a. kan hente nogle ideer derfra fra andres side.
Med hensyn til de bemærkninger, som Otto er kommet med. Det er rigtigt, at man ikke kan nøjes med at komme problemet til livs blot ved at lovgive. Det er interessant at undersøge, det der er sket i Sverige på en dybere måde fordi det er noget vi må kunne hente noget fra til brug her i Grønland.
Derfor kan vi også gennem Atuarfitsialak også gøre noget, og vi glæder os fra Siumuts side til på en dybere måde drøfter problemet, således at vi kan finde på nogle initiativer, der kan være med til at løse problemet.
Jeg er spændt på hvilke opfordringer, der senere hen vil komme.
Augusta Salling, ordfører, Atassut.
Til forslagsstillerens bemærkninger vedrørende Atassuts bemærkninger, som han kom ind på om, at vi ikke kunne overdrage ansvaret til lærerne, og han mente, at det er noget der burde omgås, skal vi præcisere fra Atassuts side, at vi ved gennemlæsning af dit forslag ikke har ønsket, at vi ikke drøfter lærernes initiativer på dette område, men vi mener, at mobning og vold blandt skoleelever, hvis vi skal undgå dem, kan man ikke komme uden om, at man også samarbejder med lærerne, hvilket også er gældende i dag.
Vi må også inddrage forældrene mere i forbindelse med udformningen af Atuarfitsialak, og vi er glæde for, at vi må have stor tiltro til de initiativer, der kommer fra den retning, således at i fremtiden kan skabe klasser med større sammenhold og solidaritet.
Jeg er også glad for Siumuts bemærkninger om, at det ikke kun er børnene, der skal forberedes til folkeskolen, men at man også inddrager forældrene i dette arbejde.
Det glæder vi os til at arbejde med i det videre arbejde.
Mogens Kleist, ordfører, Kandidatforbundet.
Jeg er glad for Siumuts støtte til vore bemærkninger, men jeg undrer mig over, at Otto Steenholdt end ikke har nogle bemærkninger til vores bemærkninger.
Jeg vil over for Otto sige: Du siger, at du har været medlem af Nordens Udvalg. Hvorfor har du ikke frembragt de oplysninger, som du nævner her før?
Atassut kom ind på Atuarfitsialak og jeg mener også, at det er vigtigt for Atuarfitsialak at vi også drøfter disse problemer i forbindelse hermed.
Mobning kan ikke helt undgås også på baggrund af forældrenes situation, altså deres sociale situation, hvor de sociale forholde hjemme går ud over børnene.
Der er også et problem dér, der må løses og som også kan afstedkomme mobning blandt skoleelever.
Selvom børn med bedre-stillede forældre kan også drille børn med mindre-bemidlede forældre. Det er ikke et særsyn. Det er noget vi må tage op i forbindelse med vores opdragelse af vore egne børn, hvor vi blandt andet bør være gode eksempler for børnene,
hvorfor vi blandt forældrene, familierne og i samfundet må vi drøfte og styrke familiernes situation.
Vi har ansatte forebyggelseskonsulenter og jeg mener, at vi bør kunne bruge dem mere også for så vidt angår forebyggelse af mobning m.m.
Vi ved også, at de unge bliver yngre og yngre, når de kommer i forbindelse med anvendelse af rusmidler, hvor man også udøver gruppepres over for dem, der f.eks. ikke ryger eller drikker. Det er forhold, som eksisterer blandt børnene.
Vi må som forældre være mere årvågne over for disse problemer, hvorfor det er meget vigtigt, at vi også viser et godt eksempel over for børnene.
Per Berthelsen, ordfører, Siumut.
Som Siumuts ordfører vil jeg blot nævne, at jeg er glad for, at have bemærket, at alle ordførerne principielt er enige i nærværende spørgsmål, hvor man klart anfører, at man ikke kun løser problemet via lovgivning.
Jeg mener, at vi så vidt muligt skal undgå lovgivning fordi man gennem lovgivningen - eller som Siumut altid har sagt, så gør lovgivningen ofte ting meget firkantede. Jeg mener, at vi må støtte dem, der er igang med at arbejde omkring problemerne på græsrodsplan, at man f.eks. gennem kurser for forældrene for skoleeleverne får nogle redskaber til hvordan de kan løse problemerne.
Hvis vi lovgiver kan vi måske lægge nogle hindringer i vejen for den vilje, man selv skal have, for selv at kunne løse problemerne.
Vi er allesammen mennesker og hvis vi lave en lovgivning kan vi blot nøjes med at sige: Det må man ikke for det står der i loven, men det vigtigste er i denne sammenhæng er at hvis man aktivt med sjælen samarbejder for at løse problemerne.
I den forbindelse vil jeg ikke undlade at nævne, at det er meget nødvendigt, at vi principielt kommer til bunds i at vide om, hvordan omgivelserne har indflydelse over for børnene.
Vi skal også være varsomme med at komme med udtalelser, der kan animere til mobning. Det er kun ved at være gode eksempler, at vi kan vise vejen frem. Det er meget beklageligt, at vi i den seneste tid har oplevet, at aviserne uden at tænke videre over det, hvordan de kan påvirke børnene og hvordan disse kan have indflydelse på børns fremtid.
Alting hænger sammen - det må vi erkende. Her mener jeg i forbindelse med dette problem, at dem der arbejder til dagligt med problemerne må være dem, der må støttes og opmuntres til at fortsætte og samarbejde, således at man kan få mere konkrete resultater.
Ole Lynge, Formand for Landstinget.
Jeg prøver på at få Landsstyremedlemmet for Uddannelse være den, der får ordet. Derefter er det Otto Steenholdt.
Otto Steenholdt, forslagsstiller, løsgænger.
Som før nævnt....eller jeg skal ikke uddybe nærmere idet jeg allerede har sagt det meste, og jeg har allerede været inde på, at jeg ikke vil kaste bolden videre til lærerne alene, idet man også tænker på, at det der er sket er langt alvorligere efter at skolen er lukket og efter at lærerne er gået hjem. Der tænker jeg så på, når eventuelle vidner allerede er gået hjem.
Vi kan selvfølgelig også snakke om forældrene. Jeg siger også i min fremlæggelse, at der er mange forældre, der ikke har været klar over, at mobning er sket. Det jeg har bedt om at blive omdelt, der siger oplysningerne bl.a., at mange forældre bliver forskrækkede, når de opdager hvad der så virkelig er sket.
Og jeg ved at lærerne gør meget, men de kan jo ikke gøre noget ved ting, der er sket uden for skolen. Da tænker jeg heller ikke alene på de forældre, som skal til at have børn i skole for første gang. Det er jo heller ikke et fremmed syn længere, at når børn har fået nyt tøj, prøver man så at ødelægge de andre børns nye tøj. Det er også en ny ting.
Mogens Kleist kommer igen med nogle ting, meget Kandidatforbundsagtigt og skyder skylden over til Otto. Hvorfor har du så ikke gjort noget før? Det er netop på grund af de nærmere oplysninger, der er kommet her i sommer, hvorfor jeg nu har stillet et forslag her.
I det oplysningsmateriale, som jeg har lagt frem, står der også noget om, hvad man har gjort i Sverige. Deres erfaringer kan vi jo også drage nytte af.
Men mobning kan jo have en dårlig indflydelse resten af livet, og det er jo ikke kun de mobbede, jeg tænker på, men også dem, der mobber, som vi også skal gøre noget ved.
Ja, man kan jo også komme ind på, at unge kommer ind på brug af euforiserende stoffer. Det er jo ikke mit nærværende forslag, som drejer sig om.
Om Per Berthelsen skal jeg blot sige, at det ikke er lovgivningen, der er det primære. Lad det være sådan. Det er heller ikke sådan, at jeg havde tænkt mig at vi skulle gøre, men desværre har jeg opdaget, at man er nødt til at gøre noget, lavede man så denne lov i Sverige, og jeg er interesseret i, hvordan vi så kan have nytte af det.
Vi skal jo først have undersøgt problemstillingen og jeg er fuldstændig enig med Landsstyrets stillingtagen herom.
Jeg skal blot nævne, at drillerier og der er jeg blot helt enig i, at man tager sådanne drillerier, når man sådan tager børn med til sådanne demonstrationer.
Men, nu har jeg taget sagen op, og problemet eksisterer i Grønland, hvordan skal vi løse den. Når vi så finder ud af, hvordan vi kan finde den bedste løsning, kan det godt være at man kan begynde på at lave en lovgivning.
Ole Lynge, Formand for Landstinget.
Nu er man vidst nok begyndt at svare hinanden. Og nu er det Augusta Salling for en kort bemærkning, da det er tredie gang.
Augusta Salling, ordfører, Atassut.
Otto nævner, at man ikke skal indblande lærerne, når ting sker uden for skolen, men efter at man er kommet ud fra skolen, men forslaget siger jo, at det er i mod de enkelte skoleelever, man her tænker på.
Det er så ud fra det vi har taget stilling til sagen. Jeg vil også nævne, at en af årsagerne, at vi ikke vil være med til at lave en lovgivning på området er, at børn grundlæggende ikke er lovovertrædere, så tror jeg heller ikke, at vi gennem en lovgivning kan forebygge denne mobning, men vi er overbevist om, at det er gennem forskellige initiativer at man kan forebygge, og at det så skal ske ud fra forskolebørnene fordi vi ved, at det er forældre, der først skal til at have børn i folkeskolen for første gang, er de mest interesserede forældre.
Når arbejdet så først er påbegyndt der så hænger forældrenes interesse under hele folkeskolealderen, og derfor er vi interesseret i, at man også baner vejen og inddrager forskolebørnenes forældre med.
Det vil så også være med til at få en god indflydelse på børnenes gensidige respekt for hinanden.
Mogens, Kleist, ordfører, Kandidatforbundet.
Det samme vil jeg også have sagt som Augusta Salling allerede har været inde på. Og med hensyn til mobning og drillerier siger du, at du ikke tænker på tøj, men det er blandt andet sådanne nogle ting, der rammer børnene på en meget stærk måde.
Uanset hvordan vi står i samfundet er det jo sådanne ting, som børn også kommer ud for. Den lovgivning i Sverige og de tal, der er fremkommet og der skal vi også være forsigtige med at drage nogle sammenligninger med de samme konklusioner.
Det er jo ikke sådan - at fordi det er sådan i USA, så er det også sådan i Sverige. Og det samme i Grønland.
Vi ved jo også godt, at en masse danskere henter erfaringer fra Sverige, men det vi drøfter her er, at forældrene i større grad skal inddrages, men desværre er der jo også nogle forældre, der ikke er videre interesseret i at følge deres børns skolegang.
Derfor er det så også vigtigt, at vi også inddrager forældrene i skolearbejdet.
Lise Skifte Lennert, Landsstyremedlemmet for Uddannelse.
Før vil jeg gerne sige tak til de bemærkninger, der er kommet fra partierne, Kandidatforbundet og løsgængeren.
Jeg har så følgende kommentarer til de enkelte partier:
Først Siumuts ordfører bemærker jeg, at for at gøre problemet mindre efterlyser man et samarbejde mellem forældre og børn, og at man prøver på at løse problemstillingen gennem de eksisterende forebyggelseskonsulenter.
Men det er så et spørgsmål om det netop er den vej, vi skal bruge eller vi skal bruge de konsulenter, vi har for folkeskolen og vi også gennem vores samarbejde med børneinstitutionerne arbejder videre.
Men derudover vil jeg gerne sige tak til Siumuts klare støtte til problemet.
Til Atassuts ordfører Augusta Salling, hvor det fremgik, at man principielt ikke er meget for at være med til at udarbejde en lovgivning, men at man finder nogle andre veje for at forebygge mobning blandt børn.
Der kan jeg godt være enig fordi vi også ved, at man i disse år - at skolebestyrelserne netop er ved at udbygge deres arbejde, men en del skolebestyrelser rundt omkring på kysten allerede er interesseret i løsning af mobning og der er allerede igangsat initiativer i samarbejde med skoleledelse og skolebestyrelse.
Det er netop en af vejene for at løse problemet med mobning. Og der er jo også forældrene en af de redskaber til at løse problemet.
Inuit Ataqatigiits ordfører vil jeg tilsvarende sige, at vi løser problemet i samarbejde med hinanden.
Jeg bemærker så også, at man eventuelt skal ansætte nogle til specielt at arbejde for løsningen af dette problem, det passer også godt med de bemærkninger, der er kommet fra Per Berthelsen på vegne af Siumut.
Når vi nu skal finde en løsning på dette problem er det så et spørgsmål om vi skal bruge de eksisterende kanaler, der er eller såfremt problemet er så stort at vi bliver nødt til at ansætte nogle personer, der skal arbejde med problemet. Det er jo også en åben mulighed.
Kandidatforbundets Mogens Kleist efterlyser også klart, og siger, at alle vi forældre også har et medansvar, hvor man så også opfordrer til at det skal tages op som temadage på skolerne.
I den forbindelse kan jeg blot sige, at kommunerne alle har mulighed gennem skolebestyrelserne at arrangere temadage, hvor de kan afholde kurser eller temadage på nogle problemer, som de specielt gerne vil arbejde med.
Det findes allerede inden for den eksisterende forordning. Flere og flere kommuner har lært at bruge denne arbejdsmetode og bruger den også. Det har Siumuts Ruth Heilmann også været inde på.
Til Otto Steenholdt - med hensyn til dine henvisninger og de materialer, som du har fremskaffet vil jeg gerne sige tak for. Og det er vigtigt, at vi i det videre arbejde har flest mulig materiale. Selvfølgelig skal vi i vores direktorat gennem vores samarbejde i Norden også hente nogle materialer og vi har fået en del oplysninger også gennem vores arbejde i Atuarfitsialak.
Ikke alene i Sverige har man så også beskæftiget sig med dette problem, og der er udgivet bøger og i det sidste nummer af Folkeskolen - dvs. lærernes temablad står der bl.a., at der er udgivet en hel ny bog om mobning, hvor der er foretaget forskning omkring problemet.
Til slut skal vi nævne, at Inerisaavik/Pilersuiffik og Ilinniarfissuaq i samarbejde med hinanden har man i skoleåret 2000/2001 udbudt 4 kurser omkring mobning og forebyggelse af mobning og de 4 kurser er rådgivning over for kolleger og assertionstræning. Og det tredie kursus i hjælp til omsorgssvigtede børn. Også er der skoleledelse.
Der er man i færd med at udarbejde en video, som også kan være til nytte for de enkelte skoler rundt omkring på kysten.
Ole Lynge, Formand for Landstinget.
Der er ikke andre, der har bedt om ordet. Vi er dermed færdige med punkt 52.