Dagsordenens punkt 37-1 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Tirsdag
den 27. april 1993
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen:
Hans Iversen, landsstyremedlem for Fiskeri og Landbrug:
På Landsstyrets vegne skal jeg herved fremlægge forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fåreavl.
Forslaget er af mindre omfang, men sigter mod at få lavet nogle nødvendige, tekniske justeringer i den gældende lov fra 1988.
Disse justeringer falder i tre afsnit.
For det første skal det slås fast, at tilsynsvirksomheden med overholdelsen af loven er en offentlig opgave.
Ifølge loven ligger denne myndighed hos de kommunale tilsynsudvalg, mens Savaatillit Peqatigiit Suleqatigiissuts konsulenttjeneste er tillagt sekretariatsfunktionen for tilsynsudvalgene.
Siden loven fra 1988 er der sket organisatoriske ændringer, således er Savaatillit Peqatigiit Suleqatigiissuts konsulenttjeneste i dag at betragte som en ren interesseorganisation for fåreholderne.
Derfor kan sekretariatsfunktionen for tilsynsvirksomheden ikke ligge her, men må ligge under en offentlig organisation.
For det andet præciseres placeringen vedrørende ansvaret for veterinære forhold omkring fåreavlen. Der er ikke hér tale om nogen egentlig ændring, men kun en nødvendig tilpasning af loven til gældende praksis.
Endelig åbner den sidste og vigtigste ændring af loven op for, at Landsstyret kan lave administrative reguleringer af tilskudsgivningen til fåreavlen.
Spørgsmålet, som i første omgang trænger sig på, er om nyetablering.
Fåreholdernes organisation, Savaatillit Peqatigiit Suleqatigiisuut har længe ønsket en ændring af tilskudsordningen i forbindelse med ny- og reetablering af fåreholdersteder.
Et ønske som man indirekte tilsluttede sig i Landstinget ved vedtagelsen af "Betænkning fra fåreavlererhvervets arbejdsgruppe", og som jeg tilslutter mig, da den nuværende ordning reelt ikke levner megen mulighed for unge nyuddannede fåreholdere til at etablere sig.
Årsagen hertil er primært af økonomisk karakter. Der skal en ganske stor sum penge til at opstarte et brug, også selv om der gives en god hjælp gennem erhvervsstøtteordningen.
Hertil kommer, at man de første par år som nyetableret fåreholder ingen indtægter har fra selve bruget.
Derfor er det på sin plads, at der skabes nogle mere realistiske betingelser for opstart, så erhvervet kan få den fornødne tilgang af unge med viljen og evnen til at være fåreholdere. Dette sagt vel vidende om, at erhvervet ikke her og nu står over for en ekspansion.
Sagen er bare, at der ikke har kunnet laves en bekendtgørelse om tilskud til ny- og reetablering af fåreholdersteder, simpelthen fordi der ikke er hjemmel hertil i den gældende lov om fåreavl. Det forhold bør vi hurtigst muligt rette op på.
Den konkrete udformning af en ny tilskudsordning og dermed en bekendtgørelse bør ske under hensyntagen til den samlede tilskudsgivning for erhvervet og dets økonomiske tilstand i det hele taget.
Også af den grund har jeg igangsat et arbejde for at få belyst fåreavlens aktuelle situation med henblik på indretningen af landbrugspolitikken. Jeg forventer således, at kunne fremlægge en samlet redegørelse overfor Landstinget til efteråret, men understreger samtidigt, at udfærdigelsen af en bekendtgørelse om tilskud til nyetablerede fåreholdere ikke nødvendigvis skal vente til efteråret, da sagen efterhånden er ret presserende.
Med disse bemærkninger skal jeg på s vegne overlade forslaget til Landstingets behandling og derefter til 2.-behandling i Tinget.
Kaj Egede, ordfører for Siumut:
Siumut har følgende bemærkninger til landsstyremedlemmets forelæggelse om ændring af loven om fåreavl:
Ændringsforslagene må betegnes for at være tekniske tilretninger, som er nødvendiggjort af ændrede forudsætninger.
Fra Siumut har vi bemærket os, at forslaget er udarbejdet efter høring af De Samvirkende Fåreholderforeninger og på grundlag af deres accept af forslaget.
Vi er tilfreds med, at sekretariatsordningen omkring de kommunale tilsynsudvalg nu bliver revideret efter ændringer omkring konsulenttjenesten. Vi mener, at sekretærbistanden fra de kommunale tilsynsudvalg altid bør varetages af fagligt velkvalificeret personale.
Vores tiltrædelse af veterinærlovgivningen og loven omkring indførsel af foderstoffer m.v. i efteråret, har også nødvendiggjort tilpasningen af landstingsloven.
Dette er vi tilfredse med. Ændring af loven bemyndiger til at kunne udstede bekendtgørelser til regulering af tilskudsgivning til fåreavlen. Vi kan gå ind for det, eftersom reguleringerne skal finde sted inden for Finanslovens rammer.
Og også fordi en tilpasning omkring tilskudsgivning til nyetablerede fåreholdere er blevet en nødvendighed.
Vores tilslutning er også baseret på, at disse reguleringer vil finde sted efter samråd med fåreholderforeningen og det kommende landbrugsråd.
Når dette er sagt skal vi udtale vor fulde støtte til landsstyremedlemmets planer om nedsættelse af et landbrugsråd.
Det er i dag blevet nødvendigt at foretage sammenlægning af de forskellige udvalg omkring fåreholdererhvervet samt præcisering af deres ansvar og kompetence.
Det er vigtigt, at fåreholderforeningen og folk med faglig indsigt er repræsenteret i landbrugsrådet. Når vi taler om fåreavlen kan vi ikke komme uden om at præcisere, at fåreavlen bygger på udnyttelse af levende ressourcer.
Fåreavlen er et erhverv, der baserer sig på vegetationsressourcerne. Det er af afgørende betydning, at denne ressource udnyttes ansvarsbevidst og med respekt for ressourcens bæreevne.
Det er derfor nødvendigt, at der finder løbende undersøgelser sted for at sikre, der ikke finder overgræsning sted. Det er også vigtigt, at de nødvendige reguleringstiltag foretages i samråd med erhvervets udøvere.
Vores andet vegetationsbaserede erhverv, nemlig rensdyravl, bør også kontrolleres på samme måde som fåreavl. Vi er bekendt med, at bestanden af tamrener er blevet for stor i visse områder på kysten med vegetationsnedslidning til følge.
Derfor skal vi opfordre til at iværksætte de nødvendige undersøgelser med henblik på regulering af bestandene til vegetationens kapacitet. En rationel udnyttelse af vegetationsressourcerne er lige så vigtig som en bæredygtig udnyttelse af havets levende ressourcer.
Til slut vil vi hilse landsstyremedlemmets lovede initiativ til belysning af fåreavlens aktuelle situation velkommen, idet vi lægger vægt på, at dette arbejde udføres med deltagelse af folk med faglig indsigt. Dette arbejde bør udføres med forståelse for, at fåreavlen, udover at være et erhverv, er en livsform, der er kendetegnende for Sydgrønland og pludselige ændringer kan få alvorlige negative følger for området.
Fåreholderne er folk, der lever isoleret i afsides liggende områder i lange perioder og som gennem deres arbejdsomhed bidrager til, at vise befolkningens alsidighed og er med til at gøre Grønland rigere.
Med disse bemærkninger meddeler Siumut sin tilslutning til ændringsforslaget.
Peter Ostermann, ordfører for Atassut:
Atassut er helt enig i de af landsstyremedlemmet forelagte forslag, idet mange af de fremlagte ændringsforslag ved forskellige lejligheder, også her i salen, har været fremlagt.
Atassut har ved flere lejligheder fremført ønske om, at nystartede og reetablerede fåreholdere må have bedre etableringsvilkår, idet en nystartet fåreholder først kan høste af sine anstrengelser flere år efter.
Andre nystartede erhvervsdrivende har vel ikke de samme vilkår. Derfor er Atassut meget enig i forslaget om, at fastsætter nye regler omkring dette forhold.
Udformningen af ? 7 er også vigtig, idet det specielt af hensyn til vegetationen er nødvendigt med klare tiltag, der i større omfang tager hensyn til vegetationen.
Landsstyremedlemmet varsler at komme med en redegørelse til efteråret om fåreavlernes aktuelle situation. I den forbindelse må Atassut kraftigt påpege, at det haster med en hurtig reorganisering af den måde, fåreholderne betaler deres forpligtelser overfor erhvervsstøtten.
Vegetationen omkring visse fåreholdersteder har i de seneste år ændret sig i negativ retning, og de seneste års tørkeperioder har betydet alvorlige problemer for fåreholderne i forbindelse med indhøstning af hø.
Disse naturgivne forhold betyder store indtægtstab for fåreholderne, mens forpligtelserne f.eks. overfor erhvervsstøtten er konstante.
Atassut skal derfor anmode landsstyremedlemmet om indenfor denne samling, at komme med forslag om ændring af dette forhold, således at forholdet kan være bragt i orden inden lammeslagtningen til efteråret.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Løbende tilpasning af landstingslov om fåreavl er lige så naturlig som fåreavlernes vedvarende fornyelse af deres erhverv.
At sekretariatsfunktionen for det kommunale tilsynsudvalg ligger under en offentlig organisation er en formalitet. Siden deres etablering har udvalgene varetaget deres opgaver efter hensigten med at påse, at loven bliver overholdt.
Men efter hvad vi har erfaret er enkelte større ekspeditionssager om overtrædelse af loven blevet syltet i landsstyreområdet. Dette er bemærket af fåreavlerne og er til stadighed genstand for meningsudvekslinger.
Inuit Ataqatigiit skal benytte lejligheden her til at opfordre til at påse, at centraladministrationen ikke opfattes som en forsinkende faktor i tilsynsudvalgenes forsøg på at efterleve deres rolle.
I forbindelse med lovtekstens præcisering af, at ansvaret for veterinære forhold er placeret under Landbrugsministeriet i Danmark, skal vi opfordre til at sikre, at der ikke slækkes på kravene.
I dette arbejde er det nødvendigt, at denne opgave løses i nært samarbejde med De Samvirkende Fåreholderforeninger.
Det evige problem for nyetablerede fåreavlere er, at de ikke har nogen indkomst de første år efter nyetableringen. Dette har igennem flere år været ønsket rettet af erhververne. Da fåreavl var til debat her i salen under forårssamlingen 1990, har vi fra Inuit Ataqatigiit udtrykt ønske om, at dette bliver rettet.
Og med henvisning til samtlige partiers tilslutning til dette ønske fra denne debat, skal vi uden yderligere bemærkninger blot udtrykke ønsket om, at dette bliver rettet hurtigst muligt.
Udskydelser af ibrugtagning af nye fåreavlersteder begrundet i udsigten til manglende indkomst, bør forsøges undgået, ligesom ønsket om konsolidering af brugene hurtigst muligt skal sikres.
Af hensyn til de færdiguddannede unge fåreholdere, som står klar til at starte til sommer, er det nødvendigt, at konsekvenserne af loven i form af bekendtgørelse og lignende bliver færdiggjort snarest.
Med disse bemærkninger går Inuit Ataqatigiit ind for lovforslagets overgang til 2. behandling i den foreliggende form.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Akulliit Partiiat går ind for ændringsforslaget, der sigter mod nødvendige tekniske justeringer i den gældende lov fra 1988, af følgende grunde:
1. Fastslåelse af, at tilsynsvirksomheden med overholdelsen af loven er en offentlig opgave.
2. Præcisering af placeringen af de veterinære forhold omkring fåreavlen.
Derved vil man kunne opfylde et gammelt ønske fra Savaatillit Peqatigiit Suleqatigiissut om, at skabe grundlag for unge, nyuddannede fåreholdere, at kunne etablere sig på en bedre måde end tidligere.
Med de få bemærkninger overlader vi sagen til 2. behandling.
Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Landbrug:
Først er jeg glad for, at samtlige partier går ind for ændring af landstingsloven. Siumuts ordfører nævnte i sit indlæg, at man støtter fuldt ud, at man laver med et landbrugsråd.
Siden jeg blev landsstyremedlem og da jeg var på rejse for fåreavlerne, har jeg holdt møde med en del repræsentanter for Savaatillit Peqatigiit Suleqatigiissut og med en del af de folkevalgte omkring rettelse af dette forhold.
Der har ellers været helt op til seks udvalg, der varetog fåreavlernes forhold med næsten samme sammensætning. Der har været behov for at man skulle sammensætte dem mere hensigtsmæssigt og måske erstatte dem med nogle andre udvalg og derfor er jeg glad for, at man kommer med ét rådgivende udvalg.
Der er behov for, at man har et stramt tilsyn af fåreavlen, idet der er sket en udbygning af fåreavlen, som blev startet i 1982.
I løbet af den ti-årige periode frem til 1992 har man udbygget fåreavlen omtrent fuldt ud og man har fuldført samtlige etableringsarbejder med undtagelse af enkelte vejarbejder.
Vi må sige, at erhvervet, som har vigtig betydning for Grønland, især for Sydgrønland, har behov for konsolidering. Det kommende udvalg skal sørge for at dette bliver en realitet. Der er behov for at fåreholdernes forhold bliver forbedret og jeg takker også for, at samtlige partier støtter dette.
Det man skal huske på er, at vegetationen ikke bliver nedslidt, det skal man også være vågen for.
Med hensyn til importen af foder, bliver den større og større. Dette har også har udspring i, at der har været meget strenge vintre og at der har været tørkeperioder. Sådanne naturgivne forhold har stor betydning for, hvorvidt fårene får ordentlig foder. Det er således meget vigtigt, at man fører tilsyn med det.
Siumuts ordfører nævnte, at et andet vegetationsbaseret erhverv, nemlig rensdyravl, også bør kontrolleres på samme måde som fåreavlen. Vi må sige at tilsynspligten omkring rensdyravlerne er alt for lempelig. Det kan også være sådan for dem der driver renavl; der er to, den ene ved Nuuk omegn. Hvis man skal have sådan et husdyravl, så skal man også have kontrol med husdyrene, derfor er der også behov for at man strammer op på kontrolkravene.
Blandt andet for at alt dette bliver nøje vurderet opretter man et rådgivende udvalg, hvilket jeg er taknemmelig for. Vi vil komme tilbage med løbende rapporter herom.
Med hensyn til Atassuts ordfører kom han ind på fåreholdernes forpligtelser overfor erhvervsstøtten. Dette har vi været vågne overfor. Vi må sige, at denne sag har vi beskæftiget os med længe.
Det er sådan, at i forhold til andre tilskudsmodtagere af erhvervsstøtte, må vi sige, at fåreholderne har haft bedre vilkår. Vi skal jo ikke blot stoppe der, vi må løbende tilpasse disse, ligesom vi gjorde omkring foderkøb efter Indkøbsforeningen. De initiativer vi har taget, har vi også fremlagt på efterårssamlingen.
Set under ét, er meningstilkendegivelserne ret ensartede og støttende. Jeg takker for, at partiordførerne kom med støtte, og at man eventuelt uden at lade sagen gå videre til udvalg, kan lade den gå direkte til 2. behandling her i salen.
Kaj Egede, ordfører for Siumut:
Landsstyremedlemmet kom ind på, at man laver en undersøgelse af vegetationen omkring fåreavlsstederne.
At han støtter det, er jeg glad for og jeg håber også, at dette arbejde vil blive virkeliggjort i samarbejde med Miljødirektoratet, for det kan også være sådan, at når der er for mange rensdyr i en rensdyravl, så kan man nedslide vegetationen i landet så meget, at dyrene næsten overhovedet ikke længere kan få foder.
Med hensyn til Atassuts udtalelser om, at man bør komme med lovforslag for at rette op på de forpligtelser fåreavlerne har omkring erhvervsstøtten. Der må vi sige, at i 1990 og i 1992 omkring stramning af erhvervsstøtten, har man allerede rettet op på forpligtelserne.
Det der er behov for er at styrke sekretariatsfunktion for Tilsynsudvalget. Men vi må sige, at der har været nogle sager, som har ventet helt op til to år på at blive færdiggjort, og jeg håber på, at afslutningen af sagen snarest muligt vil blive realiseret.
Vi er også enige i Inuit Ataqatigiits udtalelser om, at hensyn til uddeling af brug af arealer foregår det meget usmidigt. Tidligere har det været således, at fåreavlerne har fået bemyndigelse til at gøre brug af arealer, men denne ret er blevet kaldt tilbage til Hjemmestyret.
Arealtildeling for fåreavlerne bliver nu først besluttet efter en afgørelse i direktoratet.
Derfor er det ønskeligt, at man kommer med en smidigere ordning på det område og det er også ønskeligt, at man kan det gennem det kommende rådgivningsudvalg for fåreavl.
Det er korrekt, at man har udbygget fåreavlen i løbet af 10 år, at den nu er blevet tilendebragt, og det næste er så konsolidering af de allerede eksisterende fåreholdersteder. Jeg mener, at til denne konsolidering skal man være vågen for, at der er behov for konsulenttjeneste og på nuværende tidspunkt mangler vi konsulenter, som kan rådgive fåreavlerne på økonomisiden, ligesom vi har brug for konsulenter på vegetationsområdet.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Der er nu gået tre år efter man sidst debaterede fåreavlen. Det som landsstyremedlemmet nævnte i sit forelæggelsesnotat og som vi har lagt mærke til, er, at i forbindelse med tilskudsordningen til nyetablering af fåreholderstederne, så er man færdig med forordningsforslaget, men med hensyn til erhvervene må vi sige, at man har kunnet lette på deres vilkår.
Idet der er nogle erhververe, som sagtner bagud og dette har udspring i, at man har syltet sagerne. Så må vi håbe på, at dette ikke gentages.
Allersidst skal jeg lige udtale, at Siumut nævnte i sin forelæggelse, at omkring tilsynsmyndighedernes sekretariats funktion har man lavet en ordning, som er lavet for ret lang tid siden.
Nu har man blot funderet over den, og sagen har udelukkende udspring i, at tilsynsvirksomheden kommer til at ligge hos det offentlige.
Det som Siumuts ordfører nævnte var, at der er behov for veluddannet personale dér. Man skal ikke derhen til, at Saavatilliit Suleqaatigiits egen konsulenttjeneste ikke har egnet personale. Baggrunden dertil er, at man skal have dem ansat offentligt.
Peter Ostermann, ordfører for Atassut:
Som jeg nævnte i mit forrige indlæg har vi flere gange drøftet de fremlagte ændringsforslag og vi har også fremlagt det flere gange her i salen.
Det som vi efterlyste omkring fåreholdernes forpligtelser, har vi også fremført flere gange. Hvis man ser på de enkelte fåreholdere og deres forhold i dag, har problemerne udspring i deres dårlige økonomi.
Fåreholderne får kun indtægter én gang årligt, i forbindelse med lammeslagtningen i efteråret. Der betaler de også deres forpligtelser til erhvervsstøtten. I dag er det også således, at de indtægter de har i forhold til udgifterne har været så små, at fåreholderne går tilbage til deres fåreholdersteder, uden at de egentligt har fået indtægter.
Dette forhold trænger der til at blive rettet op på. Jeg husker også, at i forbindelse med generalforsamlingen fra fåreholderne i 1992, så lovede man fra landsstyreområdet, at dette forhold vil der blive rettet op på og dette trænger til at blive rettet op inden lammeslagtningen til efteråret. Jeg finder det meget vigtigt.
Det nye cirkulære, konferencer og sådan noget; der er ingen der sætter sig til hinder for at rette på det forhold. Hvis man har viljen, kan man også gøre det.
Med hensyn til fåreavl og vegetation, er jeg enig med Kaj Egede. Men vil blot pege på en ting. I forbindelse med godkendelse af at have rensdyravl, som bliver uddelt fra Hjemmestyret, så bliver der fastlagt, hvor mange rensdyr man skal have ind i bestemte landområder.
Netop på baggrund deraf har jeg lavet en undersøgelse omkring de krav, om de bliver overholdt. Men, hvem har tilsynspligten ?
I Miljødirektoratet siger de, at det er kommunernes ansvar. Da jeg rettede en henvendelse dertil, sagde kommunerne, at det er Miljødirektoratet, der har ansvaret.
Det er korrekt, at man i Sydgrønland har temmelig mange tamrener, som nedslider vegetationen temmelig meget.
Derfor må man også rette op på kontrolsiden. Det er det, der trænger til at blive rettet op, for når der ansøges om at få rensdyravl, laver man undersøgelse af de vedkommende landområder og udfra vegetationen plejer man at lave nogle bestemmelser i godkendelsen, om hvor mange rensdyr man kan have i en rensdyravl. Derfor skal rette op på tilsynspligten.
Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug:
Med hensyn til de sidst faldne bemærkninger, må jeg sige, at man især fokuserer på ordningen indenfor erhvervsstøtten. Det er nødvendigt.
I mit sidste afsnit af forelæggelsesnotatet, sagde jeg, at jeg vil fremkomme med en redegørelse til efteråret, men der må jeg sige, at med hensyn til tilskudsændring til nyetablerede fåreholdere, der behøver man ikke vente til efteråret.
Jeg mener, at samtlige partier i deres 2. indlæg opfordrede til, at dette bliver lavet og uden at vente til efteråret. Det skal vi også gøre.
Peter Ostermann nævnte i sit indlæg, at jeg har lovet, at dette bliver rettet op i en generalforsamling. Jeg ved ikke, om han har hørt det forkert. Det som jeg lovede sidste gang er, at problemerne omkring fåreholdernes indkøbsforening, vil jeg have rettet op på. Det er på det område, jeg har lovet det.
Med hensyn til det kan jeg sige, at vi uden at vente, til der kommer en redegørelse til efteråret, så trænger disse forhold til at blive rettet op.
Med hensyn til den nyetablerede fåreholdere må jeg sige, at selvom man er blevet færdig med udbygning af fåreavlen og da generationerne jo fortsætter uden at stoppe op og da gamle fåreholdere gerne vil have, at deres fåreavl bliver videreført af deres efterkommere, da må vi sige, at fåreavlen vil fortsætte uden at stoppe.
Dette vil jeg medtage i min redegørelse og man behøver ikke at vente på at få rettet op på det forhold til efteråret. Med disse bemærkninger kommer jeg med en besvarelse til de sidste bemærkninger.
Mødeleder:
Således er dagsordenspunkt 37, 1. behandling, færdig. Da der ikke er fremkommet ændringsforslag, overgår det til 2. behandling sin foreliggende form.
Dermed er landstingsmødet for i dag slut.
Punktet sluttet.