Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 11-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Mandag den 6. juni 1994

 

Dagsordenens punkt 11.

Politisk-økonomisk redegørelse.

(Peter Grønvold Samuelsen og Landsstyret)

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert

 

Peter Grønvold Samuelsen, Siumut:

Under Landstingets forårssamling er jeg kommet med et forslag, som jeg mener, Landsstyret bør huske i deres redegørelser. Der­for synes jeg ikke, at det er nødven­digt at læse hele forslaget, blot komme med en resume af den.

 

Som Landstingsmedlem kommer vi ofte for sent med for­slagene når Landsstyrets finanslovforslag fremsættes om efter­året.

 

Derfor giver den generelle økonomisk-politiske debat under forårssamlingen de enkelte medlemmer god mulighed for at give deres meninger tilkende.

 

På denne baggrund skal jeg derfor foreslå, at følgende tages med under debatten:

 

Overskudmålet på 150 mill. kr. i de årlige finanslov har jeg foreslået fastholdes.

 

Udlandsgæld. Afbetaling af Hjemmestyres udlandsgæld må fort­sæt­te, ligesom vi må være tilbageholdende med at optage nye udlandslån.

 

De store virksomheder som Tele, Royal Greenland og deslige skal man være varsomme med at stille for store  krav overfor fra politikernes side.

 

Jeg foreslår, at der afsættes lige så store bevillinger i 1994 som i 1995 så udbygning af turismeer­hvervet kan fort­sætte.

 

De seneste års ekstraordinære bevillinger oven i Hjem­mestyrets almindelige bevillinger til beskæftigelses­fremme, må fortsætte.

 

Så har jeg også foreslået, at bevillingerne til idræt­su­døvelse i Grønland stadig gives.

 

Med hensyn til lufthavnsbyggeriet, har jeg udtalt følgende: I forbindelse med de 7 landingsbaner må ­anlægsudgifterne for en mulig udvidelse af landings­banen i Ilulissat beregnes påny og udvidelsen af luft­havnen indgå i anlæggelse af de nye landingsbaner.

 

For så vidt angår de byer som foreløbig ikke får anlagt landingsbaner til fastvingede fly, må man drage omsorg for, at serviseringen af byerne Nanortalik, Narsaq, Kangaatsiaq og Qe­qertarsuaq og Qasigiannguit ikke forringes i forbindelse med udtagningen af S 61'erne.

 

Bell 212 kan ikke alene klare denne opgave, fordi disse har meget begrænset fragtkapacitet, hvorfor vi allerede fra nu må søge efter en bedre løsning.

 

Det er kendt, at der i Nanortalik, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit kan anlægges landingsbaner meget billigt, hvorfor det til stadighed må vurderes, om der i disse byer skal anlægges gruslandingsbaner, som f.eks. twi­nottere kan lande på, og som siden kan udbygges.

 

Jeg håber med disse ord at de kan indgå i Landstingets økono­misk- politiske debat under den anden forårssam­ling.

 

Emil Abelsen, landsstyremedlem for økonomiske anliggen­der:

Sammen med den politisk-økonomisk redegørelse er der omdelt et fore­læggelsesnotat, der resumerer indholdet i redegørelsen.

 

Selv om forelæggelsesnotatet er forholdsvis omfattende, er det givetvis læst af alle, og jeg vil derfor tillade mig her, at sammenfatte hovedpunkterne.

 

Fra begyndelsen af 1990'erne, hvor det nuværende Lands­styre tiltrådte, er der gennemført en økonomisk poli­tik, der gennem markedsorientering, strukturtilpasning, teknologiske moderni­seringer og udvikling af nye er­hverv har været rettet mod en styrkelse af erhvervs­livets konkurrencebetingelser og dermed en langsigtet øget indkomstdannelse i Grønland.

 

Den samfundsøkonomiske konjunkturnedgang har naturligt påvirket det finanspolitiske råderum i form af et faldende skatte- og afgiftsprovenu og et øget pres på de sociale udgiftsområder.

 

Ud over disse konjunkturbestemte påvirkninger af Lands­kassens indtægter og udgiftsbehov, er der en række centrale faktorer som vil være væsentligt afgørende for de budgetmæssige frihedsgrader i de kommende år.

 

Landskassens gæld til udlandet:

Ved udgangen af 1993 udgjorde hjemmestyrets langfri­stede gæld til omverden ca. 1,8 mia. kr. Hertil kommer de hjemmestyreejede aktieselskabers gæld på det private kapitalmarked på ca. 1,4 mia. kr. Dette alene tilsiger, at lånefinansiering af nye akti­viteter i de fleste tilfælde må betragtes med betydelig forsig­tighed.

 

Den forventede befolkningsudvikling, ikke mindst stig­ningen i antallet af ældre,  lægger pres på Landskas­sens service- og velfærdsbudgetter. Indenfor de næste 10 år kan der, i kraft af befolkningsudviklingen, forventes øgede udgifter på social-, sundheds- og uddannelsesområdet på op mod 300 mio. kr. årligt.

 

Det er derfor af afgørende betydning, at resultaterne af de senere års økonomiske politik fastholdes og videreudvikles med henblik på at skabe forudsætningerne for en langsigtet forøgelse af samfundets indkomst­dannelse. 

 

Udfordringen for den økonomiske politik i de nærmeste år er, indenfor de givne økonomiske rammer, der fast­sættes af hensyn til Landskassens gældsafviklingsbehov, at skabe forudsætningerne for en styrket erhvervsud­vikling samtidig med, at der gennem­føres initiativer, som på mere umiddelbart sigt kan sikre en styrkelse af velfærd og beskæftigelse.

 

Det er fortsat en høj prioritet at fastholde den af­dæmpede ud­vikling i borgernes leveomkostninger, blandt andet gennem en uændret landsskat og uændrede eller reducerede afgifter og for­syningstakster.

 

Der er også for 1994 afsat betydelige midler til be­skæftigelses­fremmende foranstaltninger. Midlerne an­vendes blandt andet til projekter indenfor fiskeindu­strien, renoveringsarbejder, kommu­nale byggesæt og løntilskud til oprettelse af arbejdspladser.

 

Udflytningen af enheder i hjemmestyrets administration påbegyn­des i sommeren 1994 med placeringen af Boligsel­skabet INI A/S´ hovedkontor i  Sisimiut.

 

Det er Landsstyrets hensigt at videreføre bygdemoderni­serings­politikken i de kommende år med planlagte in­vesteringer i blandt andet renovering af bygdeanlæg. I tilknytning hertil er det Landsstyrets hensigt, at etablere forbedrede indhandlingsmulig­heder for hellefi­skefiskeriet ved, i et øget og mere permanent omfang, at indsætte indhandlingsskibe i Uummanaq og Upernavik områderne.

 

Investeringsindsatsen i forhold til bygderne vil herud­over i særlig grad blive rettet mod en forbedring af velfærdsniveauet gennem øgede investeringer i eksempel­vis  bedre boligforhold, etablering servicehuse og forbedrede sundheds- og renovations­forhold.

 

Landsstyrets langsigtede strukturpolitiske program har taget udgangspunkt i en forbedring af de mest grund­læggende forud­sæt­ninger for en konkurrencedygtig er­hvervsudvikling. De konkrete tiltag omfatter:

 

- Markedsorientering og markedsøkonomisk tilpasning ved den igangværende omstrukturering og selskabs­dannelse af hjem­mestyrets virksomheder, introduk­tionen af reducere­de er­hvervstakster på el og vand fortrinsvis indenfor fiskein­dustrien, samt den stramme indkomstpolitik.

 

- Strukturtilpasninger af udvalgte erhvervssek­torer. Eksem­pelvis kondemneringsordninger i traw­lerfiskeriet og den igangsatte effektiviserings- og samordningspro­ces i det indenlandske passagertransportsystem.

 

- Teknologisk fornyelse med henblik på nedbringelse af er­hvervslivets omkostninger. Eksempelvis con­taineri­seringen af skibsgodstrafikken, den delvi­se overgang til vandkraft­baseret energiforsyning, samt den igang­værende digitali­sering af telekommunikationen.

 

- Udvikling af et bredere erhvervsgrundlag blandt andet ved Landskassens engagement i etableringen af land­baserede produktionsvirksomheder, kapitalindskud i mineralefterforskningsselskaberne og driftfinansierin­gen af turismeudviklingsselskabet Greenland Tourism A/S.

 

Fiskeindustriens fremtidige styrkeposition er først og fremmest betinget af, at der sikres lave enhedspro­duktionsomkostninger i erhvervet. Det er derfor af­gørende at Landsstyret, gennem de økonomisk-politiske tiltag, fortsat tilstræber

- et konkurrencedygtigt lønniveau,

- en effektiv og prismæssigt konkurrencedygtig infra­struk­tur, blandt andet priserne på transport samt el og vand

- en mindre omkostningstung kutterflåde

- en klar adskillelse mellem kommercielle og ikke-kommerci­elle aktiviteter, herunder at eventuelle be­skæftigelses­projekter søges tilrettelagt så de samti­digt tilgodeser kommercielle målsætninger i fiskeindu­strien.

 

Det er Landsstyrets vurdering, at der er behov for en rådgiv­ningsmæssig og finansiel støtte til etablering af nye kommer­cielt bæredygtige virksomheder. Beslutningen i efteråret 1993 om at etablere Erhvervsudviklingssel­skabet A/S med en startkapital på 37,8 mio. kr. skal ses i lyset heraf.

 

Det er hensigten at selskabet skal yde teknisk og ledelsesmæssig rådgivning og finan­siering til iværksæt­telse af nye erhvervs­aktiviteter. Det er således ikke selskabets op­gave at støtte eksisterende virksomheder, der på grund af den almindelige mar­kedsudvikling eller uhensigtsmæssig ledelse ikke har kunnet klare sig på almindelige markedsvilkår.

 

Råstoferhvervet:

Med henblik på at kunne tiltrække yderligere investe­ringer til såvel olie- som anden mi­neralefterforskning finder landsstyret det afgørende, at der fastholdes et højt informa­tionsniveau vedrørende de geologiske struk­turer i den grønlandske undergrund, og at der gennem­føres så omfattende undersøgel­ses­programmer som muligt.

Der er derfor planlagt en udvidet kortlægning af den grønlandske undergrund, som blandt andet omfatter et flybaseret elektromag­netisk kortlægningsprogram. Efter­forskningsindsatsen er styrket gennem kapitalindskud i Nunaoil A/S og Platinova A/S, og der er planlagt tiltag til fremme af borgernes direkte deltagelse i søgningen efter mineralforekomster.

 

Endelig er der planlagt etablering af et råstofkontor under Grønlands Hjemmestyre, blandt andet med henblik på at varetage hjemmestyrets interesser i at følge aktiviteterne på området og for, på et senere tids­punkt, at kunne indgå i en mulig fælles grønlandsk-dansk råstofforvaltning. 

 

For at sikre en øget indtjening og en øget lokal be­skæftigelse indenfor turismeerhvervet er det Lands­styrets hensigt i de kom­mende år, at styrke den ud­vikling der er igangsat med etablerin­gen af Greenland Tourism A/S.

 

En meget væsentlig opgave for den incomingfunktion, der er etableret under Greenland Tourism, er, at koordinere turistrej­serne med henblik på, ved samlet køb af et større antal sæder i flytrafiksystemet, at reducere billetpriserne. På nuværende tidspunkt er der opnået en reduktion af turistbilletpriserne med op til 2/3 på såvel atlantbefordringen som indenrigsflyvningen i forhold til normale rutepriser.

 

En reduktion af omkostningerne i det interne flytrafik­system vil på væsentligt vis udvide perspektiverne for de erhvervsmæssige udviklingsmuligheder i Grønland.

 

Anlæggelsen af landingsbaner i Qaqortoq, Paamiut, Maniitsoq, Aasiaat, Sisimiut, Uummannaq og Upernavik er baseret på, at der ved at ændre beflyvningen af netop disse 7 kommuner fra S-61 helikoptere til fastvingefly vil kunne opnås store besparelser i de samlede omkost­ninger i den interne flytrafik.

 

Det har været et meget vigtigt element i Landsstyrets struktur­politiske indsats i de senere år, at fastholde den stramme ind­komstpolitik, således at der ikke gives lønforbedringer udover, hvad produktivitetsud­viklingen i eksporterhvervene tilsiger.

 

Med det begyndende fald i forbrugerpriserne er der skabt forud­sætning for, at bibe­holde den løntilbagehol­denhed, der har været udvist i de seneste overenskomst­perioder. De kommende overen­skomstforhandlinger giver imidlertid mulighed for en styrkelse af erhvervslivets og herunder fiskerisektorens internationale konkurren­ceevne.

 

Landsstyret har således til hensigt at forelægge nogle modeller for alle parter på arbejdsmarkedet såvel fi­skeindustrien, som det offentlige og andre erhverv om en reduktion af den løn ar­bejdsgiveren betaler, samti­digt med at det ved andre midler, herunder skattekom­pensation af lønmodtagerne bliver muligt at fastholde eller endog styrke den realløn borgerne har til rådig­hed. Dette for at sikre, at virksomhederne ikke har uforholds­mæssige store udgifter til lønninger i forhold til konkurrenter­ne.

 

Landsstyret har i sin økonomiske politik gennemført en række strukturpolitiske tiltag, der har medvirket til en afbødning af virkningerne af den internationale konjunkturafmatning.

 

Det er Landsstyrets vurdering, at den økonomiske til­pasning i Grønland stort set er gennemført på nuværende tidspunkt. Ledig­heden er således stabiliseret omend fortsat uacceptabel høj, nettoudvandringen er faldet markant, ligesom der er skabt forbe­drede indtjenings­muligheder i erhvervslivet. Der er således skabt et grundlag for en styrkelse af den generelle økonomiske aktivitet i samfundet.

 

Det skal bemærkes, at de igangværende beskæftigelses­aktiviteter blandt andet er rettet mod større sydgrøn­landske bygder, ligesom den planlagte udvidelse af hellefiskefiskeriet forventes at  lede til en øget indkomstdannelse i såvel byer som bygder i Nordgrøn­land.

 

I lyset af den forventede befolkningsudvikling i de kom­mende år og det dertil knyttede udgiftspres på Landskas­sens velfærds- og servicebudgetter er det af afgørende betydning, at resultaterne af den strukturpo­litiske ind­sats fastholdes og udbygges med henblik på at skabe for­udsætningerne for en forstærket erhvervs­udvikling i de kommende år.

 

Det er således en hovedmålsætning i den økonomiske politik, at forbedre betingelserne for de erhvervs­sektorer Grønland har særlige forudsætninger for at udvikle på såvel kort som lang sigt. Perspektiverne synes mest gunstige med hensyn til en fort­sat effekti­visering af fiskerierhvervet samt udvikling indenfor turisme, råstoffer og mindre landbaserede virksomheder.

 

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Siumut er tilfreds med at der føres en generel poli­tisk-økono­misk debat i Landstinget hver forårssamling, idet Landstinget herigennem får mulighed for at af­stikke de overordnede linier som Landsstyret skal anlægge under udarbejdelsen af finansloven for næste år.

 

I Landsstyrets politisk-økonomisk redegørelse, som netop er fremlagt af Landsstyremedlemmet for Økonomiske anlig­gender Emil Abelsen, blev der klart påpeget punk­ter, som vi skal være opmærksomme på, og vi har i den forbindelse bemærket, at Landsstyrets redegørelse er blevet meget mere klar og tydelig i forhold til tid­ligere års rede­gørelser.

 

Som en indledende bemærkning fra Siumut's side, skal vi fremføre, at vi klart har bemærket redegørelsens bud­skab, nemlig den, at landets økonomiske stilling sta­digvæk er skrøbelig, og i den forbindelse har Siumut det standpunkt, at det er nødvendigt, at den stramme økonomiske styring der har været den første økonomi­ske politik gennem de sidste 3 år fortsat fastholdes.

Redegørelsen indeholder ikke begrundelser der kan danne grundlag for lettelser i den økonomiske styring.

 

Siumut fastholder derfor sin fremførte begrundelser for fast­holdelse af den økonomiske politik.

Disse begrundelser, som blev fremført under debatten i fjor, er at i den økonomiske styring, i prioritering af anlægsønskerne, skal de folkevalgte ikke lægge til grund for deres be­slutninger i hvilken region de stam­mer fra, men udgangspunktet i en be­slutning bør være, at en beslutning er til gavn for hele landet.

 

Udviklingen i vort land bør ske på basis af vor økono­miske for­måen. Vore løbende udgifter bør kunne dækkes af vore løbende indtægter.

 

Såfremt vi ikke følger dette princip, vil vores gæld til udlan­det stige med det resultat, at vi ikke kan magte tilbagebetalin­gen af vor udlandsgæld.

 

Landsstyret har i sin politisk-økonomisk redegørelse oplyst, at 80% af eksportindtægterne stammer fra eks­port af rejer, og at 60% af Landskassens indtægter stammer fra bloktilskuddene fra den danske stat.

 

I redegørelsen bliver befolkningens alderssammensætning frem­ført, hvor antallet af brugere af folkeskolen og personer der er fyldt 60 år og derover, påregnes at stige med op til 50% i de næste 10 kommende år, og at udgifterne til sundheds- og uddannelsesområdet vil blive på­virket i kraftig grad i de kommende 10 år.

 

Det fremføres, at Grønlands Hjemmestyre betaler 140 mill. kr. til nedbringelse af vor udlandsgæld, og ud­over dette betaler hjemmestyreejede aktieselskaber 130 mill. kr. til nedbringelse af deres gældsforpligtigel­ser til forskellige finansierinsinsti­tutioner.

 

Vi har en plan om, at der anlægges nye lufthavne for fastvingede fly inden år 2000, hvor vi påregner at skulle bruge 850 mill. kr. til formålet.

 

Vi skal drøfte redegørelsen om det kystnære fiskeri på onsdag her i Landstinget, og i redegørelsen peges der på, at en væsent­lig del af det kystnære rejefiskeri drives af kuttere, der ikke er rentable, og at man er nået til et punkt hvor strukturtilpas­ning er påkrævet.

 

På baggrund af de forannævnte faktorer finder vi det fra Siumut nødvendigt, at fremføre at landskassens overskudsmål bør sættes til 150 mill. kr. eller til et lidt lavere beløb.

 

Vi bør komme over den situation at vi næsten udelukken­de kun har rejer at satse på som en erhvervsmulighed. Der bør ske et eller andet mærkbart indenfor erhvervs­området.

 

Vi håber at undersøgelserne om anlæggelse af et zin­kraffinaderi i Nuuk, undersøgelser som bliver tæt fulgt at Landsstyret, giver et positivt resultat, og vi vil i den forbindelse opfordre Lands­styret og kommunalbe­styrelsen i Nuuk til, at være med til at skabe mulig­hederne for at etablering af zinkrafinnaderiet.

 

Vi vil fra Siumut endnu engang kræve at produktion af vand med eksport for øje igangsættes.

 

I Siumut lægger vi vægt på, at udviklingen af turisme­er­hvervet føres videre, ligesom vi ønsker at bestræbel­serne for udnyttelse af mineralske råstoffer føres videre.

 

Vi ønsker fra Siumut, at Udviklingsselskabet, der er under stif­telse, snarest bliver mere synlig, og går igang med sine egent­lige opgaver.

 

Vi finder det overordentligt vigtigt, at der etableres nye land­baserede arbejdspladser, og vi er vidende om, at mange kommuner med interesse venter på, at dette sker.

 

Med hensyn til vores kødforsyning har vi i Siumut med glæde konstateret, at antallet af sildepiskere, der kan nedlægges, er forøget med 20%.

 

Og vi er ligeledes tilfredse med, at vi derudover er blevet i stand til at udnytte moskusoksebestanden.

 

Der bør banes en vej for organiseret udnyttelse af tamrenbestan­den ved Nuuk og i Sydgrønland.

 

Vi støtter i Siumut bestræbelser på den produktudvik­ling, som Royal Greenland A/S er startet med, og vur­derer i Siumut, at den bør fortsætte.

 

Vi støtter ligeledes de skridt, der er taget i udvik­lingen om­kring udnyttelsen af hellefiskeforekomsterne i Nordgrønland og vurderer, at de indledende skridt, der er taget, går i den rigtige retning, men skal samtidig huske på de uheldige erfaringer, der er blevet gjort i andre hellefiskeforekomster.

 

Undersøgelser af fiskeforekomster i løbet af sommermå­nederne i Østgrønland vil vise muligheder for, om der kan ske en bæredyg­tig udvikling i området.

 

De oplysninger, vi allerede er i besiddelse af, viser klart, at det er nødvendigt med en strukturtilpasning indenfor det kyst­nære rejefiskeri med kuttere, således at dette fiskeri bliver ren­tabelt.

 

Det må være målet at ESU-midlerne fortrinsvis ydes til projekter, der på længere sigt er økonomisk bæredygti­ge. Der bør derfor indføres en ordning i lighed med den daværende kondemneringsordning for trawlere med henblik på at skabe en overgangsordning for at gøre kutterne indenfor det kystnære rejefiskeri mere rentable.

 

Efter Siumut's opfattelse bør Landsstyret, under deres udarbej­delse af finansloven for 1995, tage følgende forhold med:

 

1. Vi ønsker fra Siumut's side, at Landsstyret baner vejen for nedsættelse af eltakster fra den nuværende takst på 2,24 kr. pr. kw.

 

2. Vi ønsker fra Siumut's side, at der afsættes langt flere midler til beskæftigelsesfremmende initiativer, ikke kun for byer men også i højere grad med henblik på beskæftigelsesfrem­mende initiativer i bygderne.

 

Med disse bemærkninger tager Siumut Landsstyrets poli­tisk-økono­misk redegørelse til efterretning. Redegørel­sen er godt gennemarbejdet og indeholder veldokumen­terede oplysninger med vigtige budskaber.

 

Vi skal henstille at redegørelsen bliver sendt til samtlige kommuner og relevante interesseorga­nisationer.

 

Vi vil til slut fra Siumut bemærke, at det er vigtigt med foru­reningshindrende tiltag indenfor miljøet.

 

Undersøgelser med henblik på at anlægge vandkraftanlæg bør fortsættes­, idet anlæggelse af vandkraftanlæg dels vil skabe grundlag for muligheder for etablering af energitunge virksomheder, dels frembringe miljørigtig energi, der ikke forurener omgivelserne.

 

Anlæggelse af forbrændingsanlæg i bygderne bør medføre, at der i kommunerne skabes mulighed for anlæggelse af forbrændingsanlæg i byerne, der kan udnyttes i for­bindelse med opvarmning af boli­ger.

 

Levevilkårsundersøgelser, som er nævnt talrige gange under denne forårssamling i Landstinget, pågår. Under­søgelsen skal afdække, hvorledes økonomien blandt befolk­ningen ser ud, hvor højt skattetrykket er i for­hold til lønnen, hvor stor en del af lønnen der går til husleje, eludgifter,  vand, udgifter til børneinsti­tutioner og påvise, at nogle ud­giftsarter er for høje eller for lave.

 

Lettelser i befolkningens omkostninger bør fortsætte.

 

Siumut fastholder sit standpunkt om, at børnetilskuddet til huslejen bibeholdes, men finder det nødvendigt, at der sættes en øvre indtægtsgrænse for ydelse af bolig­børnetilskuddet, således at der ikke kan ydes bolig­børnetilskud til de højest lønnede, og at flere får mulighed for at oppebære boligsikring ved, at der gennem en mindre regulering af indtægtsgrænserne eller for­højel­se af børnefradraget, der fratrækkes ved be­regning af boligsi­kring, opnås at antallet af boligsi­krings­modtagere øges. Det skal bemærkes, at huslejerne gennem en årrække ikke er steget.

 

Priserne på grønlandsk proviant er reduceret med 30%, og man bør fortsat arbejde på en yderligere reduktion. Vi har forstået, at man i takt med et større omsæt­ningstal arbejder på at finde en ordning på området.

 

Priserne på flydende brændsel er også blevet reduceret. Prisen på 1 liter benzin er først blevet reduceret med 40 øre og der­næst med 1 kr. pr. liter, og prisen på solarolie er blevet redu­ceret med 40 øre for de er­hvervsdrivende. Det påregnes, at pri­sen på oliebaserede produkter igen reduceres til efteråret.

 

Inflationen er stoppet, og købekraften for den løn vi får udbe­talt er stigende.

 

Efter disse bemærkninger til landsstyrets politisk-økonomiske redegørelse skal vi til slut henstille, at den af Siumut og Inuit Ataqatigiit's landsstyrekoali­tion i tre år førte stramme, men hensigtsmæssige økono­miske politik videreføres. Selvom der bliver ført en markedsorienteret økonomisk politik, agter Siumut fortsat at føre en social velafbalanceret politik, der tilgode­ser familierne. Tak for en klar og fyldig rede­gørelse.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Nærværende redegørelse er det mest glædelige dokument for Atas­sut fra landsstyrets side nogensinde. Der blev fremlagt en øko­nomisk politik, der er meget tæt på vores økonomiske politik. Derfor byder vi redegørelsen velkommen i ordets fulde mening.

 

Vi genkender mange ting fra tidligere udtalelser fra vores side i dokumentet. Dermed konstaterer vi, at vi i grundprincippet er blevet enige om den økonomiske politik, og det forhold giver lysere fremtid for Atas­sut.

 

Næste spørgsmål efter den gode redegørelse er, hvorvidt den er realistisk. Skal vi tænke realistisk og skal vi opnå de gode inten­tioner, må vi lade udgiftsbehovets og indtægtsmulighedernes ender mødes.

 

Atassut skal påpege, at vi alene under denne samling har behand­let spørgsmål med meget store økonomiske konsekvenser. Vi må spørge os selv, hvorvidt den fore­lagte redegørelse er fuldt ud realistisk. Vi må jo se på, hvor vore indtægter stammer fra.

 

Vores økonomi hviler i høj grad på statens bloktilskud og EU-aftalemidler. De kommer udefra. Vore indtægter fra Grønland selv er hovedsageligt indtægter fra skat­ter og afgifter.

 

Statens bloktilskud og EU-indtægterne er afhængige af aftaler. Hvis der sker en ændring i disse, kan der let opstå en skævhed. Dette bliver også nævnt i redegørel­sen. Derfor er det nærliggen­de at tænke på, hvorvidt vi, når vi har realiseret ovennævnte, ikke vil være nået til grænsen for den offentlige økonomiske formåen.

 

Atassut mener, at vi i højere grad må rette vore øjne til privat initiativ, og skal udtrykke vores glæde over, at redegørelsens ord er rettet dertil i højere grad end før.

 

 

 

Vi må gøre privat initiativ til et redskab til gavn for sam­fundsøkonomien. Men skal vi hente noget til sam­fundet herfra, må vi give bedre forhold for deres initiativer.

 

Skal vi nævne noget negativt i de forgangne år, så har det været Atassut en torn i øjet, at det offentlige i højere og højere grad har overtaget erhvervslivet fra de private. Mange virksom­heder, både gamle og nye, er i de senere år gået konkurs på grund af for store om­kostninger. Derved har vi mistet mange arbejdspladser og tilmed også arbejdspladser med importbegræn­sende effekt. Nogle, som gerne til starte, kan ikke starte, fordi omkostningerne vil være alt for store.

 

Det skal også nævnes, at for stor konkurrence fra det offent­liges side har været med til at kvæle private butikker. Dise private butikker har jo ingen mulighed for, som det offentliges, at få dækket eventuelle underskud. Det offentliges forretninger har mulighed for at få dækket deres underskud via skattebillet­ten.

 

Vi har i tidligere år stærkt opfordret til private erhvervsakti­viteter på andelsbasis. Der har været mange, som har været i gang, men som ikke kan køre videre. Mange af dem er nu overtaget af det offentlige, og vi mener, at det er en tilbagegang til gamle for­hold, nemlig en begrænsning af privat initiativ. Vi må håbe, at det forhold vil blive rettet op på baggrund af nær­værende redegørelses indhold.

 

Vi har god grund til at rette noget op på det område, fordi der i de forgangne år ikke har været tilstrække­lig positiv indstil­ling overfor det private initiativ fra landsstyrets side. Derfor må vi søge at sætte et plaster på såret.

 

Vi er ikke blinde for, at de offentligt ejede selskaber har skabt arbejdspladser. Og her skal vi specielt nævne Royal Green­land, som har skabt mange arbejdspladser. Men vi skal ikke stop­pe her. En af de største grunde til Royal Greenlands succes er den billige el og vand til virksomheden. Det er også glædeligt, at Nuna Plast er kommet med på vognen efter kapitalindsprøjt­ningen fra det offentlige, for at komme igang efter konkursen.

 

Men hvorfor er det kun Hjemmestyrets virksomheder og andre, som har tilknytning dertil, som kan få den billige el? Hvad med de andre private?

 

Vi konstaterer, at billiggørelse af el er nævnt i redegørelsen som et mål i fremtiden.

 

Vi kan ikke indføre billig el og vand fra dag til dag, da vi ikke har dækning for de reducerede indtægter. Men vi må jo be­gynde et sted. Atassut vil pege på et om­råde, hvor vi kan be­gynde, og det er hotel- og restau­rationsbranchen, hvor man har et meget stort el- og vandforbrug. Endvidere er disse virksom­heder handicap­pet af, at en stor del af deres varer er belagt med meget store afgifter.

 

Turisme er et af de områder, vi gerne vil udvikle. Den giver mange arbejdspladser og dermed indtjening. Ved planlægningen af turismeudviklingen blev der nævnte så stort et tal som 35.000 turister om året som mål. Men vi skal nok skyde langt efter mange af dem, hvis vi ikke opelsker en mere turistvenlig poli­tik.

 

Iøvrigt er vi glade for at læse, at Greenland Tourism vil samar­bejde med private turistarrangører. Vi må dog forlange, at det bliver et frugtbart samarbejde til begge sider, og at Greenland Tourism ikke kvæler priva­te initiativer.

 

Hvis vi vil skabe indtjeningsmuligheder, må vi bl.a. have en mere venlig politik overfor hotel- og restaura­tionsbranchen. Og det første vi kan gøre er, at give dem billig el og vand. Det bliver en beløbsstørrelse på 9-10 mio. kr. Men pengene skal nok komme tilbage.

 

Der findes også andre energitunge private virksomheder, ikke mindst indenfor de importbegrænsende virksomheder, hvorfor de også må være nogle af de første, som skal komme under ordningen.

 

Med den ordning vil vi også begrænse konkurser, og lysten til at starte virksomheder animeres. Hvis vi skal bruge muligheden for at skabe og bevare arbejds­pladser, må vi bruge alle muligheder. Derfor kan vi ikke nøjes med at støtte nystartende. Hvis vi glemmer de bestående og kun støtter de nye, vil vi skabe kon­kur­renceforvridning. Konkurserne vil ikke stoppe og arbejdspladser­nes antal vil ikke stige. Det vil ligne én, der prøver at fylde en spand med hul i. Den bliver selvfølgelig aldrig fyldt. Derfor er det uhyre vigtigt at skabe ens vilkår for virksomhederne. Kun derved skabes et sundt erhvervsliv med fri konkurrence.

 

Atassut mener, at vi må bruge alle midler for at ani­mere privat initiativ indenfor erhvervslivet, hvis vi skal skabe arbejds­pladser og dermed øge indtjeningen i samfundet.

 

I dag er landets økonomi for stagnerende, det er lige­som om hjulene står stille. Vi må sætte hjulene i gang igen og skabe vækst i samfundet. Kun derved kan vi skabe en lysere fremtid og skabe tryghed i samfundet.

 

Når vi siger tingene så klart skyldes det, at vi gerne vil være med til at give input til landsstyret. Vi har jo også bemærket vores afhængighed af omverdenen, som har påvirkning på vore økonomiske frihedsgrader. Og der er sandt.

 

Redegørelsens ideer om forbedring af befolkningens levevilkår er vi enige i. I stedet for øgede lønninger skal vi reducere bor­gernes omkostninger. Det harmonerer med Atassuts politik.

 

Atassut mener, at renteudgifterne til udlandslånene, som ialt er på kr. 270.000, er for høje og lægger for meget binding på vore udfoldelsesmuligheder. De må søges reduceret.

 

Under den demografiske udvikling af befolkningen be­mærker vi, at på grund af den stigende levealder, så vil de ældres antal stige stærkt i de kommende år. Derfor må vi i fremtiden overveje, hvorvidt vi skal fastholde pensionsalderen så kraftigt. Der må åbnes mulighed for, at de, der gerne vil fortsætte med at arbejde og har kræfter dertil, må kunne have mulighed for det. Derved vil vedkommende have større indhold i sit aktive liv, i stedet for at blive sat til side for at blive gammel.

 

Under afsnit 4 i redegørelsen, nemlig afsnittet om velfærdsorien­terede tiltag i den økonomiske politik, bemærker vi, at der bliver sagt, og jeg citerer "..uæn­dret landsskat, uændrede eller reducerede afgiftsprove­nu, uændrede eller reducerede forbruger­priser på el og vand, et fastholdt huslejeniveau samt fortsat reduktion i taksterne for telekommunikationen."

 

Herefter er der en indrømmelse. Forbrugerprisernes regulære fald i 1993 på 0,1%. Det vil sige, at når vi køber for 100 kr., så vil vi have sparet 10 øre. Og i dag har vi ikke engang 10 ører. For de afgiftsuafhængi­ge priser er ganske vist faldet med 1,6%, så vi kan spare 1 kr. og 60 øre, men reduktionen er meget lille. Derfor er det ikke mærkeligt, at forbrugerne har svært ved at mærke fald i leveomkostningerne, og det svarer heller ikke til landsstyrets stadige råb om omkost­ningsreduktion. Derfor vil Atasut tage et længere skridt. Vi kan ikke nøjes med uændrede priser. Vores mål må være en reel reduktion.

 

I forbindelse med indtægtsmulighederne har et zinkraf­finaderi været meget på tale. I redegørelsen er det ikke nævnt med ét ord. Vi vil gerne høre hvad grunden er til det.

 

Der er lange udsigter til eventuelle indtægter fra olie- og mineraludvinding. Derfor mener Atassut, at vi må til at kigge nærmere på koncessionsbetingelserne for at gøre råstofefter­forskning mere attraktivt. For den hidtidige charmeoffensiv fra landsstyrets side har jo ikke båret meget frugt.

 

På kortere sigt må vi for alvor søge at starte vandpro­duktionen. Vi ved, at der er et stort marked på grund af forureningspro­blemerne.

 

Der findes også mange store områder, der tørster på grund af tørkeperioder. Derfor må det også være på sin plads at tænke på eksport af vand til vanding. Det behøver ikke at være renset, så omkostningerne bliver mindre.

 

Vore bemærkninger er til brug ved nærmere overvejelser i frem­tiden.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit er i det hele ganske godt til­freds med den politisk-økonomiske redegørelse, som lands­styret netop her har fremlagt, idet redegørelsen tyde­ligt bærer præg af, at være en opsummering af lands­styrekoalitionens politiske målsætninger og derud­over indeholder ting, som vi i den førte økonomiske politik skal være særlig opmærksomme på i de kommende år.

 

Vi skal imidlertid allerførst fra Inuit Ataqatigiits side be­mærke, at den økonomiske situation og udvikling set under ét ikke synes faretruende i betragtning af, at vi også i de her år udelukkende  har fiskeekspor­ten samt indkomstoverførslerne fra Danmark at sætte vores lid til.

 

Set i relation til, at råstofindtægterne nu ikke læn­gere fi­gurerer i vores indtægtsbudget, må vi derimod sige, at vores vej mod afgrunden, ved en omfattende omstrukturering af de for os så vigtige parametre for samfundsøkonomien, omdannelsen af KNI's virksomheder, indskrænkning af trawlerflåden samt en ny struktur på fragtområdet, nu er vendt i en positiv retning.

 

Selvom samtlige problemer dermed ikke er overståede, må vi der­for sige, at vi i den igangværende valgperiode og i landsstyre­koalitionens tid er ved at lykkes med vores nytænkning og re­formarbejde.

 

Alt for mange kommuner har imidlertid stadig ondt i økonomien, og det er derfor nødvendigt at være mere opmærksomme på at sikre kommunernes muligheder for, at de får tryggere økonomiske rammer at fungere i frem­over, og for at sikre en optimistisk udvikling i kommu­nerne. I denne forbindelse er kommunalreformkommissio­nen for tiden ved at arbejde henimod en endelig be­tænkning, der gerne skulle kunne fremlægges ved lands­tingets kommende efter­årssamling. Det vigtigste for kommunerne i denne forbindelse, nemlig en ny byrde- og opgavefordelingsreform, skal derfor gerne resultere i en ordning, som kommunerne kan leve med, og som de bedst kan være tjent med.

 

I denne forbindelse er vi derfor også fra Inuit Ataqa­tigiit ganske godt tilfredse med, at samtlige partier her forleden er nået til enighed om at fortsætte be­stræbelserne på en decentra­lisering og udflytning af Hjemmestyrets virksomheder til kysten, for derved også i princippet at sikre kommunernes interesser.

 

Landsstyret giver i deres redegørelse ganske rigtig nok udtryk for det demografisk betingede udgiftspresm vi kan forvente i de kommende år, idet man her peger på, at det mest markante ved den forventede udvikling, er en stigning i antallet af indbyggere på 60 år og der­over på op til 50% indenfor de næste 10 år.

 

I takt med denne udvikling er det derfor på sin plads,  at landstinget til efteråret grundigt og seriøst får lejlighed til at vurdere om pensionsalderen fra de nuværende 60 år skal sættes op til 63 år, hvorfor vi også er tilfredse med, at landsstyret allerede under denne igangværende samling samtidig har udmeldt, at landsstyret planlægger at fremlægge en redegørelse vedrørende de ældres levevilkår til efterårssamlingen.

 

I disse år, hvor vi har en rekordstor arbejdsløshed, skal vi imidlertid holde hovedet koldt og gennemtænke konsekvenserne ved denne ordning meget nøje, eftersom vi derved blot kan komme til at forøge arbejdsstyrken. Inuit Ataqatigiit skal derfor i denne forbindelse udtale, at det bør overvejes meget nøje om tiden ikke er inde til, at de nuværende arbejdspladser fremover for­deles til en større kreds af de arbejdsduelige, og at man grun­digt debatterer dette med lønmodtagerorgani­sationen SIK. Med en arbejdsløshed, der tangerer 12% i samfundet, kan vi nok ikke undgå at komme ind herpå.

 

Samtidig med denne konstaterede demografisk betingede befolk­ningsudvikling, finder vi det derfor også fra Inuit Ataqatigiit naturligt, at SIK nu også tydeligere end hidtil kræver, at der skal oprettes en pensions­ordning for samtlige månedslønnede som timelønnede.

 

I denne forbindelse skal Inuit Ataqatigiit således klart give udtryk for, at vi sætter stor pris på, at der afsættes de nød­vendige midler til startkapital for en pensionskasseordning, hvorfor vi herved overfor landsstyret skal henstille, at dette indgår i de drøf­telser man skal have med SIK på en frugt­bar og sober måde, med henblik på afsættelse af midler hertil i forbindelse med finanslovsforslaget for 1995.

 

Overenskomstforhandlingerne vil blive påbegyndt i den nærmeste fremtid, og vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det for begge parters vedkommende vil blive nogle seje forhandlinger. Vi mener dog imidlertid fra Inuit Ataqatigiits side, at der vil kunne udvises en for­ståelse parterne imellem, der ligeledes tager be­hørige hensyn til landets økonomiske formåen iøvrigt.

 

Den faretruende voksende arbejdsløshed skal alle være med til at bekæmpe, hvilket vi jo nok alle kan komme til enighed om, hvor­for vi også her vil benytte lejlig­heden til, at man også over­vejer en evt. nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra de nuværende 40 timer, for derved at skabe øgede muligheder for, at flere at de arbejdsløse også kan henvises til et job.

 

Herudover skal Inuit Ataqatigiit pege på muligheden for, at overenskomstparterne også grundigt drøfter den af arbejdsgiverne betalte feriefrirejseordning, men henblik på at man evt. går gradvis væk fra ordningen, eller at man helt overvejer at droppe hele ordningen, til gengæld for at de derved sparede midler konverteres over i et tillæg til selve lønindkomsten.

 

Inuit Ataqatigiit skal imidlertid slå fast, at det for os er vigtigst, at det sikres, at lønmodtagerorganisa­tionerne ikke får ringere levevilkår end det vi kan tilbyde dem idag, men at man derimod stiler efter bedre lønindkomster.

 

Netop derfor er det for Inuit Ataqatigiit magtpåliggen­de at slå fast, at vi sætter stor pris på at vi fast­holder vores og Lands­styretkoalisitionens nuværende økonomiske politik, hvilket er:

 

- at lønmodtagernes disponible lønindkomst ikke skal forrin­ges, men at man tværtimod satser på at forøge denne ved en prisdæmpende indsats, og ved at man holder forbrugerpriser­ne nede

 

- at huslejepriserne fastholdes på deres nuværende niveau for så vidt angår den offentlige boligmas­se, og gerne at bestræbelserne for, at disse stadig kan ned­sættes, fort­sættes

 

- at vi fortsætter med at bevilge og afsætte en større sum penge, til en effektiv bekæmpelse af arbejdsløs­heden via Landstingets finanslov

 

- og ikke mindst og vigtigst, at vi fortsat sikrer de bør­nerige familiers levevilkår og mellemind­komstgrup­pens in­teresser i samme henseende.

 

Når dette er sagt, skal Inuit Ataqatigiit som en meget væsentlig faktor også pege på, at tiden nu og fremover er inde til, at komme den skæve indkomstfordeling der rent faktisk eksisterer i samfundet, til livs.

 

Det er tvingende nødvendigt, at vi venter bøtten om med henblik på en øget solidaritet i forhold til hidtil blandt be­folkningsgrupperne, således at vi går væk fra en situa­tion hvor halvdelen af befolk­ningen kun råder over ca. 10% af den samlede indkomstmasse i samfundet.

 

Med disse, for IA meget vigtige, bemærkninger vi har til den førte økonomiske politik, skal vi herved til allersidst blot udtale, at vi stort set er enige i de store linier i Landsstyrets politisk-økonomiske rede­gørelse, der hér har været fremlagt.

 

Hans-Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:

Den politisk-økono­misk redegørelse har vi følgende bemærkninger til fra Akulliit Partiaat:

 

En politisk-økonomisk redegørelse er et utroligt vig­tigt stykke papir. Det skal så at sige tage tempera­turen på et samfund, belyse mulighederne for værdi­skabelse og anvise en vej til an­vendelse af de skabte værdier. I Grønland lever vi i den, på internationalt plan ikke ukendte situation, at de offentlige finanser har det godt, mens erhvervslivet har det skidt.

 

I et samfund med en større befolkning og med et bredere spektrum af erhvervsliv ville det offentlige have haft langt større mulighed for at styre de økonomiske ud­viklinger gennem forbrugsdæmpende eller forbrugsstimu­lerende tiltag, men sådanne initiativer vil herhjemme kun have en mere begrænset effekt.

 

Hovedparten af vores forbrugsvarer skal jo importeres, ligesom hovedparten af produkterne fra vort primære erhverv jo afsættes uden for Grønland.

 

Derfor er det vigtigt, at en politisk-økonomisk rede­gørelse er andet og mere end netop en redegørelse. Den skal også indeholde visioner og fremtidsmål, som rækker meget langt ud i fremtiden.

 

Vi savner disse mål i den af Landsstyret fremlagte redegørelse, og vil godt pege på i hvert fald et enkelt og helt overordnet mål, som vi mener burde være med­taget:

 

Selv om det hverken kan ske i indeværende eller næste valgperio­de, bør det siges klart og utvetydigt, at Grønlands mål er at blive et selvfinansierende samfund.

 

En sådan rettesnor skal til. Den skal være målestok for alle initiativer, og følgende spørgsmål skal hele tiden kunne stilles og besvares, når nye tiltag planlægges: Vil dette medføre et bidrag til en højere grad af selvfinansiering?

 

Kan spørgsmålet besvares med et Ja, skal tiltaget nyde al mulig fremme. Men må man svare Nej, kan man lige så godt glemme initi­ativet med det samme.

 

Jeg ved godt, at kritikere nu vil spørge, om vi ek­sempelvis ønsker bloktilskuddet afskaffet, og svaret er naturligvis Nej.

 

Ønsket om en målsætning, der hedder selvfinansiering, er simpelt hen et ønske om realisering af den højest mulige grad af det, der i redegørelsen kaldes "den budgetmæssige frihedsgrad".

 

Desværre må vi konstatere, at det fremadrettede udsyn i den foreliggende politisk-økonomiske redegørelse i hovedsagen er en opremsning af ting, som vi allerede har hørt adskillige gange. Der tales her om en forbe­dring af erhvervslivets produktions- og konkurrencebe­tingelser og om en udvikling af turisterhvervet, lige­som mineralefterforskningen atter en gang fremføres som før­ste skridt i en værdiskabende proces, som vi desvær­re endnu ikke har mærket noget til.

 

Frem for gang på gang at gentage noget der kunne minde om ønske­tænkning, vil jeg foreslå en tilbundsgående analyse af de res­sourcer vi øjeblikket arbejder med og tjener penge på.

 

Jeg er ikke sikker på, at vi altid får det optimale ud af de fisk og skaldyr vi eksempelvis henter op af havet, og det er naturligvis en utilfredsstillende situation.

 

Jeg skal gerne indrømme, at mine tanker til dels er affødt af den redegørelse for fornyelse af det kystnære og indenskærs fiskeri, som vi senere skal behandle her i tinget, og ved den lejlighed vil jeg da også komme tilbage til disse tanker.

 

Jeg vil godt hæfte mig ved et i mine øjne meget posi­tivt afsnit af redegørelsen, nemlig afsnit 7.2.2. om arbejdsmarkedspolitiske tiltag.

 

Omkring indkomstpolitikken læser jeg redegørelsen således, at der er lagt op til en vis skattedæmpning for de produktive er­hvervs vedkommende. I det omfang det er muligt allerede nu, kunne jeg ønske mig en mere uddybende redegørelse for dette spændende punkt.

 

Afslutningsvis vil jeg nævne, at finansudvalgsforman­dens forslag til tillæg til denne debat, maner til eftertanke. I sin skrivel­se lister han 11 punkter op til yderligere debat.

 

Der er tale om punkter, der for størstedelens vedkom­mende al­lerede under den ene eller den anden form er sat i gang, og jeg synes, at forslaget minder alt for meget om et for tidligt af­fyret startskud til valg­kampen 1995. Jeg håber ikke, at denne valgkamp bliver ført ud fra en overbudspolitik, som jeg mere end aner i Hr. Peter Grønvold Samuelsens bemærkninger.

 

Til allersidst skal jeg tillade mig, at udtrykke ønsket om, at de her fremsatte bemærkninger vil finde plads i en fornyet debat om langsigtede politisk-økonomiske målsætninger allerede på dette års efterårssamling.

 

Nikolaj Henirich, Issittup Partiia:

Det vi i disse år gennemlever kan siges at være en prøve­periode i økonomisk og forbrugsmæssig henseende, ikke en økonomisk udvik­lingsperiode, men en periode, hvor der kræves en i alle henseen­der stram udgiftsøko­nomisk politik.

 

I dag, også i morgen og i overmorgen, ved vi ikke, om der kan komme tilvækst i de økonomiske udfoldelses­muligheder vi har. Selvom vi hører smukke toner i råstofmæssig henseende ved vi ikke, hvornår vi vil kunne drage nytte af disse. Vi ved ikke, hvornår tor­sken igen kan vende tilbage til vore farvande i stort antal. Vi ved ikke, hvornår vore øgede forventninger til turis­men vil kunne indfries efter forventningerne. Samlet kan vi på ingen måde gøre os forestillinger om, hvornår vores økonomiske omsætning vil begynde at vokse på vej mod de 4 mia. kr.

 

Netop i disse år har vi ikke mere nytte af det, vi nød godt af førhen; idag har vi ikke mere de råstoffer, der i dag ellers kunne brydes med udbytte, produktionen af mulige fiskeprodukter er blevet standset, da det er betegnet som urentabelt, og fangerer­hvervets indtje­ningsmuligheder har ikke mere værdi.

 

Såfremt der, så snart som muligt, ikke søges  rettet op på denne tingenes nuværende tilstand, kan vi ikke standse de dalende skatte- og afgiftsmæssige indtægter, og på den anden side vore stigende sociale udgifter. Og såfremt vi ikke standser tenden­serne i disse, ved vi alle hvilke følger de vil få for vort land.

 

Vi ved, at vi ikke selv kan gøre noget ved vore råstof­mæssige muligheder, men at vi på en eller anden måde har behov for samar­bejdspartnere udefra dertil. Vi ved ikke om vi i turistmæssig henseende kan nå så vidt, at vi kan få dækket det jeg har nævnt foran om vore dalen­de indtægter i skatte- og afgiftsmæssig hen­seende. Og vi ved ikke, hvornår torsken vender tilbage til vore farvande.

 

Vore eneste tilbageblivende økonomiske indtægtsmulig­heder, som jeg her har anført, sikrer ikke vore mulig­heder for igen at komme i fremgang indenfor de nærmeste år. Derfor må vi overveje andre muligheder og vi må spørge os selv, hvad det skal være.

 

Ved begyndelsen af mine bemærkninger anførte jeg, at vores fi­skeriproduktion mest har koncentreret sig om produktionen af én fiskeart. Dette er ganske udemærket, og det er glædeligt, at denne produktion nu produceres til stigende markedspriser og at den er begyndt at danne grundlag for endnu flere arbejdspladser.

 

Men vi ved om dette produkt, det er rejen det drejer sig om, at markedsprisen igen vil stagnere, og at vores glæde over den igen vil passere sit højdepunkt.

 

Fiskeriet er stadig det vigtigste erhverv her i landet, og jeg er af den mening, at såfremt vi kan udnytte vore fiske- og pro­duktionsmuligheder bedre, ville vores fremtid igen kunne tegne sig lysere.

 

Vi har omdannet Royal Greenland til en virksomhed på almindelige handelsmæssige vilkår, og det er netop dette, der er en af de vita­le årsager til, at vi i dag begrænser os til produktion af især en fiskeart, og at vi har mistet så mange arbejdspladser.

 

Jeg mener derfor, at såfremt vi skal kigge på de økono­miske muligheder, som vi i vort land direkte kan blande os i, er at vi i højere grad indenfor fiskeriet søger at få udnyttet de fiskearter, der ikke udnyttes til produktionen for at få fremmet produktionsforholde­ne.

 

Såfremt Royal Greenland ikke kan være med heri, må der kunne anvendes andre veje til etablering af en sådan produktion.

 

Det er meget vigtigt stadigt at søge andre indtægtsmu­ligheder i disse tider, hvor vi  har så begrænsede muligheder for økonomi­ske indtægter. Derfor er det meget mærkeligt, at vores mulig­heder for at kunne etablere vandproduktionsvirksomheder, som man efter­hånden har talt om i flere år, endnu ikke er blevet rea­liseret.

 

Flere kommuner har allerede givet bud vedrørende deres store interesse og muligheder. Og efter det, man har fået oplyst, skul­le der, uanset hvilke mængder man producerer, ikke være afsæt­ningsvanskeligheder for­bundet hermed. Derfor skal jeg herved kræve, at der igangs­ættes et mere målrettet arbejde for hurtigt at kunne komme ud over de hindringer, der har været for produk­tionens igangsættelse.

 

Med anvendelse af vores omsætning på knap 4 mia. kr. kan vi slet ikke magte at varetage alle former for funktioner fra det of­fentlige side. Vi er samtidig vidende om, hvor stor en nedgang det private erhvervs­liv har været ud for i de senere år. Jeg er af den overbe­visning, at vi slet ikke skal stile efter, at det offentlige skal varetage alle former for opgaver, og derfor må vi stræbe efter, at det private erhvervsliv fremtidigt igen får lysere vilkår at arbejde under. Og såfremt vi skal opnå dette, må vi stile efter at lette det private erhvervslivs omkostning­er. Såfremt vi ikke gør dette, vil det give os større og større byr­der.

 

I dag og også i fremtiden venter vore økonomiske ud­gifts­krævende opgaver på os med udgiftskassen åben. Uddan­nelsen, som vi har så stærkt behov for, skal vi udbygge endnu i mange år. Vore ældre får glædeligt længere og længere liv, og dette vil følgeligt medføre, at vi bliver flere og flere og at der også skal af­holdes udgifter til befolkningstilvæksten. Erhvervs­livet skal fortsat frem­mes, og vi kan ikke standse alle former for an­lægsarbejder.

 

Det jeg her har nævnt siger os, at vores økonomiske behov ikke bliver mindre i fremtiden, men at behovet modsat bare bliver stedse større. Derfor er det ikke rigtigt at sige, at vi i økonomisk hen­seende er begyndt at vende den rigtige vej.

 

Vores udlandsgæld er betydelig, og renteudgifterne til denne er så store, at de belaster vores samlede økono­miske situation. Derfor er det meget vigtigt, at være tilbageholdende med at optage et udlandslån igen.

 

Landsstyrets synes, i deres forelæggelse og  redegørel­se for den økonomiske situation, ikke at have bange anelser for fremtiden, og såfremt redegørelsen skal ses under et, stemmer den overens med de forskellige parti­ers ønsker i de seneste år om en økonomisk styrings­form. Men til trods herfor mener jeg, at der er grund til at tage en anden holdning end indtil i dag, og skal derfor herved anmode Landsstyret og de andre partier om, at vi med hensyn til eksportproduktionen og den indenlandsk rettede pro­duktion, der ellers kan være større efter hvad vi allerede har kunnet se, i stedet for at have udgangspunkt i stridende menin­ger i  højere grad stiler efter, at kunne benytte igangsættelse af produktioner med grundlag i enighed, for først derved vil vi kunne skaffe de nødvendige økonomiske midler til vore voksende antal af ældre, alle de arbejdspladser vi mangler, og som vi har stærkt behov for indenfor byg­geriet, uddannelserne, som stadigvæk pågår fremover, og en stadig udvikling af de er­hvervsmæssige forhold.

 

Emil Abelsen, landsstyremedlem for økonomiske anliggen­der:

Efter redegørelsen om den økonomiske politik og anden erhvervsudvik­lende politik, så har enkelte partier fremsendt bemærkninger omkring landets øko­nomi samt vore muligheder for  samfundsudvikling,  og de er fremkommet med nogle forskellige forslag til udform­ning af politikken. Bemærkningerne er generelt omkring, hvad vi kan tilrettelægge omkring økonomien internt, og hvad vi bruger i det daglige.

 

Med hensyn til erhvervslivet, uddannelse og handel blev det nævnt samlet i redegørelsen.

 

Jeg kan huske, at der skete det samme sidste år, hvor man ikke fokuserede på de enkelte punkter, hvor man kan have mod­stridende meninger, men tænker på gavnlige ting, fordi jeg har lagt vægt på, at der, i forbindelse med behandling af redegørelsen, især fokuseres på­ de politiske og andre vurderin­ger, som har betydning for befolkningen. Og jeg mener, at det er det  de enkelte partier skal gøre, selvom de har meningsfor­skelle, især omkring hvilke ting der er behov for. At de skal frem­sætte noget omkring muligheder og de begrænsninger der kan være for disse.

 

Vi ved at i løbet af få dage, så skal vi igang med udformning af finansloven  og til denne debat er det vigtigste, hvilke samfundsmulig­heder  og hvilke be­græns­ninger der findes.

 

Hvis man også skal medtage omverdenen, så blev det  på­peget, at med hensyn til grønlands økonomi, lagde man  vægt på  Grønlands overholdelse af gældsforpligtigel­serne fordi, hvis man skal have et trygt samfund, og hvis man skal give nye muligheder, så er det vigtigt, at man ikke har nogle forstyr­rende økonomiske forhold at leve under.

 

Grønlands gæld  er for Hjemmestyrets vedkommende på 1,8 mia. kr. Dertil har Hjemmestyreejede virksom­heder omkring 1,4 mia.kr. i gæld plus forrentning. Gæld som for hjemmestyret koster 140 mio.kr. årligt og for virksomhederne, Royal Greenland og alle andre, koster ca. 130 mio. kr.

 

D.v.s., at med hensyn til renter på udlandsgælden så har Grønland også der nogle forpligtigel­ser.

 

Men som allerede nævnt på et tidligere tidspunkt, med hensyn til de nye muligheder og ved udnyttelse af eksisterende muligheder i Grønland, så skal man arbejde hen imod en stabil økonomi. Og det er det, der hele tiden har været samlings­punktet.

 

Med hensyn til de enkelte partiers indlæg er jeg  tilbageholdende med, at komme med direkte kommen­tarer. Men jeg håber, i forbindelse med det der blev fremsat, at jeg ligesom alle andre har hørt godt efter det de forskellige partier ville komme frem med, og hvad de finder vigtigt i prioriteringen fra Lands­tingsmedlem­mernes side.

 

Jeg mener, ud fra det der blev fremsagt her, hvor der godt nok blev påpeget forskellige muligheder, at man har fuld forståelse for, at vi må holde os indenfor rammerne af det vi har råd til, og det vi har kræfter til omkring en videre udbygning af Grønland. Det er det, der danner grundlag for det, der blev frem­lagt.

 

Selvfølgelig kan man ikke regne med, at alt der blev frem­sat, kan blive godkendt, for vi ved jo også, at der findes begrænsnin­ger alle vegne. Der hvor jeg vil hen er, at jeg ikke vil pege på interessante enkeltpunkter hér, for ud fra det jeg kan se, så er de enkelte parti­er enige omkring vores nuværende stade og hvilke mulig­heder, der er opnået. M.h.t. hvilke muligheder der er be­grænsede, der mener jeg, at partierne  - selvom de hver især  har deres målsætninger -finder det vigtigt med udbygning og udvikling, og at man der igennem peger på vil­jen, og den kan ikke misforstås.

 

Selvfølgelig kommer det an på hvordan man er placeret  i partier, eller hvad man mener.

 

Så er der spørgsmålet om, hvilke af de forslag, der blev stil­let, der kan blive brugt.

 

Det er korrekt, at der bliver flere og flere ældre og børn og unge. Og på baggrund deraf vil vores udgifter også stige, og dermed vil også den arbejdende del af befolkningen have en større byrde at bære på.

 

Men jeg mener, at det jeg kunne høre, at det, der blev fremsat af ideer, begrænsninger, advarsler og påpeg­ninger af i hvilken retning vores økonomi kan blive væsentlig stabiliseret, det kan bruges i det, som Lands­styret skal vurdere i de kommende uger og måneder.

 

Det er jo alvorlige emner, og derfor vil jeg her ud­tale, at jeg på nuværende tidspunkt ikke vil pege på nogle emner, som jeg mener ikke kan bruges. Også fordi jeg  i min redegørelse har efterlyst, hvilke ting man finder vigtigst i parti­ernes politik, og jeg mener, at det, der blev fremsat, selvføl­gelig vil blive brugt i en nøje vurdering, og det må vurderes, om det kan blive realiseret og de økonomiske konsekvenser heraf.

 

Hvis det skal udføres i en korrekt udformning, så skal det også have en god politisk udformning.

 

Derfor vil jeg foreløbig udtale, at hvis jeg skal pege på et enkelt emne, som jeg finder er upassende,  så vil vi komme til at have en evig debat.

 

Derfor vil jeg medtage det i mit idékatalog, også fordi jeg er vidende om, at partierne vil få det til orien­tering i og med, at de har repræsentanter i finansud­valget. Jeg håber også, at der vil være en dialog mellem Landstingspartierne og Landsstyret, også til næste års finans­lovsarbejde, og  en meget stor del af det, der blev fremlagt, vil selvfølgelig blive vægtet fra Landsstyrets side og derigen­nem de politiske krav, der blev fremsat.

 

Vi vil selvfølgelig også have nogle retningslinier, vi skal føl­ge.

 

Jeg håber, I kan være enige med mig om, at der i det, der blev fremsat, ikke er nogen decideret modstridende elementer. Jeg siger her, at vi vil have disse under­søgt, og at vi selvfølgelig i samarbejde kan få vur­deret hvilke ting, der kan blive realiseret fra og med nu og indtil efteråret.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

Det er blot for at komme med en rettelse, jeg er kommet herop til talerstolen.

 

Det er det  vi har sat renterne til vores udlandsgæld til.  Jeg sagde 270.000 kr., det skal være 2.7 mill. kr. [det korrekte er 270 mio. kr.]

 

Man bliver forvirret, når der er for mange nuller i tal.

 

Jeg skal også udtale, at jeg er glad for, at Lands­styret vil tage dette til efterretning og bruge det som grundlag i deres over­vejelser.

 

Jeg mener heller ikke, at der er behov for en yderli­gere debat.

 

Lars Emil Johansen, ordfører for Atassut:

Til Atassut's ordfører Lars Chemnitz har jeg 2 bemærk­ninger vedrørende, at zinkraffinaderiet over­hovedet ikke er nævnt i redegørelsen samt omkring størrelsen af varerprisernes fald. Desuden vil jeg kommentere de bemærkninger, der faldt omkring lovgivning vedrørende mineral­udvin­ding, og til sidst vil jeg også lige kom­mentere Akulliit Partiaat's indlæg omkring beskæftigel­sesfremmende initiativer i forbindelse med punkt 7.2.2.

 

Omkring zinkraffinaderiet. Det er korrekt, at vi ikke har med­taget vores planer omkring zinkraffinaderiet i redegørelsen. Men det er ikke fordi, man har stillet disse planer i bero, men  på baggrund af, at vi ikke har noget nyt på nuværende tidspunkt omkring økonomien og vores muligheder i øvrigt. Vi skal have det nøje vurderet i løbet af sommeren.

 

Det er udenlandske eksperter i samarbejde med virksom­heder, der foretager denne undersøgelse, og derfor har vi ikke fundet det vigtigt at komme med nogle attrakti­ve eller begrænsende bemærk­ninger dertil.

 

Vi regner helt med, at vi, i forbindelse med finans­lovs­behand­lingen til 1995, kan komme med yderligere oplys­ninger sammen med de arbejdsmæssige og økonomiske konse­kvenser for, selvfølgelig også, at vurdere, hvad det vil have af konsekven­ser for landskassen.

 

Det er ikke sådan, at man er gået bort fra zinkraffina­deriet, det er blot, at man ikke har noget nyt at frem­føre.

 

Med hensyn til det Lars Chemnitz på vegne af Atassut kom ind på. Jeg citerer "herudover blev det erkendt, hvor lille et fald der har været omkring varerpriser­ne", og han kom ind på, at "når vi køber for 100 kr. vil vi spare 10 øre, og idag har vi ikke en­gang 10-ører. Hvad angår de afgiftsuafhængige priser er de ganske vist faldet med 1,6%, så vi kan spare 1,60 kr.", og jeg citerer videre "reduktionen er meget lille, derfor er det ikke mærkeligt at forbrugerne har svært ved at mærke fald i leveomkostningerne. Det svarer heller ikke til Lands­styrets stadige råb om omkost­ningsreduktioner".

 

Til præsicering af dette, så skal jeg gøre opmærksom på, at der er 3 forskellige slags prisundersøgelser i Grønland.

 

Forbrugerprisindekset, det er forbrugerens pris inklu­sive afgift på spiritus, tobak og luksusvarer.

 

Med afgiftsforhøjelsen på tobak og cigaretter og lig­nende, så må vi sige, at forbrugerindekset er på 0, d.v.s. at det ikke har været nedad­gående. Men med hensyn til ­madvarer og andre leveomkostninger -  her skal man ikke medtage husleje -  så er priserne faldet.

 

Så er der også KNI's prisindeks, der er faldet med 4% indtil nu. D.v.s. at hvis man siger, at faldet er på 1,6 eller 0,6, skal man også gøre opmærksom på, hvad det er man har peget på, fordi priserne på madvarer, de er faldet op til 4% efter at KNI er blevet om­struk­tureret.

 

Hans-Pavia Egede kom i sit indlæg ind på tankerne om en vis skattedæmpning for det produktive erhvervs ved­kommende.

 

Hertil skal jeg bemærke, at jeg regner med, at der, i forbindelse med 1. behandlingen af finanslovsforslaget, vil være en mere omfattende debat, og at man også derigennem kan komme med nogle uddybende bemærkninger.

 

Men jeg kan allerede nu udtale, at vi fra Landsstyret har over­vejelser om  at få en dialog - jeg præsi­cerer: en dialog - med arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer om, hvordan man kan forbedre konkur­renceevnen for produktionsstederne samt hvordan man kan få formindsket deres lønomkostninger i forhold til deres produktion.

 

I den forbindelse kan en sænkning af skatterne være en af mulig­hederne for at opnå dette. Men man må gøre opmærksom på, at vi fra Landsstyret på nuværende tids­punkt ikke er parate med hensyn til, hvordan vores forhandlsudspil skal være. Derfor blev det blot sagt sådan mere ge­nerelt.

 

Men vi har fra Landsstyret overvejet, at man skal have en god dialog med  arbejdsgiverne og lønmodtagerne, forinden et sådant spørgsmål, bl.a. om at man kan få ændret skattebetalingerne for erhvervs­livet og skatte­betaling i almindelighed, fremlægges for Landstinget,

 

Jeg håber, jeg har præciseret det lidt mere.

 

Atassut's ordfører Lars Chemnitz opfordrede til, at man letter lovgivningen omkring mineralefterforskningen. Dette bliver ofte drøftet i Råstofudvalget,  og man følger meget nøje med på dette område i og med, at der, efter de tidligere økonomiske Østlande er blevet åbnet og på baggrund af deres tilbud, kan være behov for, at man skal begynde at billiggøre efter­forskningen og udnyttelsen af mineralerhvervet. Men indtil dato finder vi, at det er på et tilfredsstillende stade.

 

Selvfølgelig er det beklageligt, at der ikke kommer nogen, der gerne vil starte mineraludvinding. Der kommer godt nok nogen, der er bare ikke nogen, der er gået decideret igang.

 

Jeg håber ikke, at der vil ske et overilet tiltag, som der ikke er noget belæg for, på dette område, for vi kan ikke have nogen direkte indflydelse på de inter­nationale mineral- og olie­virksomheder.

 

Jeg vil heller ikke undlade at kommentere det, som Atassut's ordfører Lars Chemnitz nævnte: at de nikker meget genkendende til redegørelsen, og at vi på det økonomisk-politiske område er blevet enige. Selv­følge­lig skal vi også udtale, at vi naturligvis­ er enige, da det er den økonomiske politik, der blev startet af Landsstyret i 1988, som er blevet videreført af det nu­værende Landsstyre, og som til stadighed bliver for­stærket. For Landsstyret har jo ført denne stramme økonomiske politik i ret mange år nu. Men jeg tror ikke, at man på den baggrund kan sige, at det er en videreførelse af Atassut's politik.

 

Det er Landsstyret og det nuværende koalitionslands­styre, der har startet og videreført den økonomiske politik siden 1988.

 

Vi har på baggrund af indførelse af ny  teknologi forbedret konkurrenceevnen for vores produkter i for­hold til udlandet, og et af Landsstyrets udsagn er, at vi har nogle overvejelser, ud over det vi allerede har opnået; nemlig turisme internt i Grønland for grønlæn­dere, både  fordi man er glad for det og fordi Atas­sut har tilslutning til dette.

 

Man skal bruge et mikroskop for, at få undersøgt hvor man kan få takster til el og vand nedbragt til et mere velegnet stade for erhvervslivet.

 

Jeg skal, ligesom Landsstyremed­lemmet for Økonomiske an­liggender, udtale, at vi i princippet har fremlagt en politisk-økonomisk redegørelse, som alle er tilfredse med.

 

Mødeleder:

Således er dagsordens punkt 11, politisk-økonomisk redegørelse, og dets behandling færdig.

 

Jeg vil gerne indstille overfor Landstinget, at når vi er færdi­ge med det næste dagsordenspunkt, at vi ud­sætter de resterende dagsordenspunkter til behandling imorgen.

 

Og vi går videre til næste dagsordenspunkt.

 

Punktet sluttet.