|
Dagsordenens punkt 22-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Tirsdag den 31. maj 1994 kl. 14.20
Dagsordenens punkt 22.
Forslag til landstingsforordning om hjælp til
vidtgående handicappede.
(Landsstyremedlemmet for sociale anliggender og
arbejdsmarked og Emilie Lennert)
(1. behandling)
Mødeleder: landstingsformand Bendt Frederiksen:
Forslag til landstingsforordning om hjælp til
vidtgående handicappede, skal vi behandle. Det er forslagsstiller Emilie
Lennert fra Atassut, der forelægger sit forslag.
Emilie Lennert, Atassut:
Jeg har fremsat et forslag her til forårsmøde II.
Det er vedrørende ændring af socialdirektoratets cirkulære nr. 184.
Vi ved, at der iblandt den grønlandske befolkning
er personer med vidtgående fysisk og psykisk handicap, som er placeret på
institutioner i Danmark, da vi ikke har velegnede pladser til dem her i
Grønland.
Selvom vi ellers er startet med at hjemtage de
mindre handicappede i de senere år, og selvom vi har tænkt på at stoppe
yderligere nedsendelser, så kan vi ikke undgå, at handicappede fortsat placeres i Danmark.
Selvom de fleste, der bliver hjemtaget ikke
kommer netop til at bo i deres families hjemby, så er det alligevel dejligt at
høre nogle forældre fortælle følgende: "Vores barn blev meget ked af det,
når vi skulle rejse tilbage efter et besøg i Danmark, og vi er glade for, at
det går lettere, nu da vores barn er flyttet til Grønland. Vi føler, at vi er
kommet tættere på hinanden." Det er dejligt at høre sådanne bemærkninger.
Men det er desværre betænkeligt, at der i henhold
til cirkulære 184 bliver udført en urimelig planlægning af besøgsrejserne
mellem Grønland og Danmark, og at de som planlægger rejserne ikke tager hensyn
til forældrene, selvom deres tidsplaner er det vigtigste at gå ud fra.
Man kan også bemærke, at forældre til vidtgående
handicappede har udtrykt ønske om at få tildelt besøgsrejse hvert andet år,
men de ikke har fået godkendt deres ansøgninger, da de handicappedes
besøgsrejser bliver prioriteret højere. Det er sådan, at nogen af dem er så
vidtgående handicappede, at forældrene mener, det er uforsvarligt at lade dem
komme ud at rejse. Det er endda sådan, at man end ikke vil give dem
liggepladser, fordi man mener, at det vil blive for dyrt. Forældrene er begyndt
at tænke, at man lader de handicappede tage på besøgsrejse bare for at rejseledsagerne
kan komme til at opleve noget. Det er jo sådan, at der er nye ledsagere for
hvert eneste besøg.
Forældrene ønsker også at besøge deres barn, når
barnet flytter til en anden institution, for at se de nye forhold. Sådanne
ansøgninger bliver ikke godkendt på grund af besparelser. Dette er mærkeligt,
når den handicappede kan have en rejseledsager. Så forældrene burde kunne få en
besøgsrejse i det efterfølgende år, efter deres barns besøg.
Det er også forståeligt, at man lader en
handicappet rejse til en anden kommune, hvis vedkommendes familie ikke har
mulighed for at få besøg, uden at sørge for et møde med andre familiemedlemmer.
Jeg har også fået at vide, at man endda havde
løjet overfor forældre om, at de har været en tur i Tyskland med deres barn,
selvom de var på tur til en anden kommune. Skal de handicappede virkelig
udnyttes på den måde?
Jeg ved, at disse problemer er blevet fremlagt
til landsstyremedlemmet for sociale anliggender af handicapforeningen i
Sisimiut, men landsstyremedlemmet har desværre sagt, at disse fremlæggelser
ikke er realistiske, selvom forældrene taler af erfaring.
Derfor støtter jeg handicapforeningen
"Puigornanga"'s fremlæggelser, som er baseret på egne erfaringer og
oplevelser, og vil hermed foreslå, at man reviderer cirkulære nr. 184, så det
ændres til rimelighed for alle parter.
Jeg har vedlagt breve fra "Puigornanga"
til socialdirektoratet af 15. marts 1993 og 15. marts 1994.
Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender og
arbejdsmarked:
Hermed forelægges forslag til
Landstingsforordning om hjælp til vidtgående handicappede, samtidig besvares
fr. Emilie Lennerts forslag om ændring af socialdirektoratets cirkulære nr.
184.
Ud over en generel revision, som er
nødvendiggjort af den almindelige udvikling inden for handicapforsorgen,
indeholder nærværende forslag til Landstingsforordning om hjælp til vidtgående
fysisk/psykisk handicappede nogle nye principper. Samtidig åbnes der mulighed
for nye initiativer.
Landstingsforordningen er baseret på tre hovedprincipper:
- at den handicappede i videst mulig omfang
hjælpes efter andre retsregler,
- at der kun ydes hjælp til væsentlige
merudgifter i forbindelse med handicappet,
- at det er den aktuelle og reelle
situation, der er afgørende for hjælpens omfang.
Det helt overordnede princip er, at en person med
et vidtgående psykisk eller fysisk handicap (herefter benævnt handicap), skal
sikres en tilværelse så nær det normale som muligt.
Forordningen giver derfor mulighed for
hjælpeforanstaltninger i relation til såvel den handicappedes personlige
behov, som til bo- og beskæftigelsesmæssige forhold samt mulighederne for at
kunne færdes i samfundet, hvorfor der er medtaget en bestemmelse om, at alle
offentlige bygninger og faciliteter (f.eks. veje) i videst muligt
omfang skal indrettes handicapvenlige.
Forordningen er fortsat sekundær i forhold til
andre retsregler, d.v.s. at den handicappede i størst muligt omfang skal have
hjælp på lige fod med resten af befolkningen.
Der kan således alene ydes hjælp til de
merudgifter, der er en direkte følge af handicappet. Har man f.eks. et barn,
der slider ekstraordinært på sit tøj, kan man ikke få hjælp til hele udgiften,
men kun til den del, der overstiger, hvad der normalt skal afholdes af udgifter
til tøj.
Ved bedømmelsen af, om man kan få hjælp efter forordningen,
indgår - som noget nyt - ikke alene en vurdering af selve handicappet, men
også en vurdering af den handicappedes funktionsniveau.
En handicappet person kan altså kun få hjælp
efter denne forordning, hvis handicappet væsentligt påvirker det daglige funktionsniveau.
Hensigten er, at kanalisere hjælpen til dem, der
skønsmæssigt har det største behov.
Der kan ikke gives entydige og udtømmende svar,
på hvem der er vidtgående handicappet. Nye sygdomme - ofte miljøbetingede -
kommer til, og lægevidenskaben udvikler sig. Samfundets holdninger ændrer
sig. Der vil derfor altid være en "grå-zone". Definitionen af, hvad
der er et vidtgående handicap, og af, hvilke hjælpeforanstaltninger der er
nødvendige, vil derfor ændre sig i et samspil mellem de politiske og
administrative myndigheder, herunder klageinstanserne, den faglige ekspertise
og det omgivende samfund.
Forslagets principper om iværksættelse af
oplysning, forsøgsordninger og forskning, inden for handicapområdet, vil
give en dynamisk forordning, med mulighed for, at man på administrativt/fagligt
niveau løbende kan være på højde med den samfundsmæssige udvikling.
I forordningen lægges der vægt på, at
bo-mulighederne bliver så varierede, at en anbringelse på specialinstitution
benyttes mindst muligt.
Forbliven i eget hjem har førsteprioritet. Forordningen
giver derfor mulighed for en lang række støttemuligheder til dette formål. Det
kan f.eks. være hjælp til handicapvenlig indretning af boligen, ansættelse af
støttepersoner, med videre.
Når forbliven i eget hjem ikke er
hensigtsmæssigt, åbner forslaget mulighed for etablering af andre boformer,
der som udgangspunkt skal være den handicappedes egen bolig. Det kan f.eks. være
bokollektiver med minimal personlig støtte, men også beskyttede boenheder, hvor
beboerne har behov for mere støtte, måske døgnovervågning.
Ovenstående brede vifte af bomuligheder er en
udvidelse af tilbuddene til de handicappede, men de er afgørende for, at forordningens
intentioner om et liv så nær det normale, som muligt, kan realiseres.
Det skal nævnes, at de sidste års oprettelse af
bokollektiver har været en stor succes.
Et varieret botilbud er forudsætningen for, at de
handicappede kan forblive i lokalmiljøet, og er dermed også afgørende for
deres livskvalitet. Endvidere skabes der arbejdspladser i lokalsamfundene, og
det mindsker -alt andet lige - behovet for dyre specialinstitutioner.
Mulighederne for at undgå institutionsophold i Danmark øges også.
Forordningen sikrer også mulighed for, at der kan
gives de handicappede et bredt og varieret beskæftigelsestilbud.
En omlægning af den administrative praksis for
ydelse af hjælp, medfører bl.a., at hjemmehjælp stadig er en ren kommunal
opgave, da denne hjælpeforanstaltning kan ydes efter reglerne om hjælp fra
det offentlige.
Administrationen - herunder vejledning og
konsulentbistand til kommunerne - vil fortsat ligge hos Direktoratet for
Sociale Anliggender, og det daglige arbejde vil fortsat foretages af
Direktoratets regionalkontorer.
Såfremt der skal ske en udvidelse af
hjælpområdet, herunder en udbygning af mulighederne for hjemvenden for de
handicappede, der har været anbragt i Danmark, vil det kræve en tilførsel af
ressourcer, der ikke er indbygget i dette forslag.
I forbindelse med fr. landstingsmedlem Emilie
Lennerts forespørgsel med hensyn til den administrative praksis vedrørende
ferierejser til handicappede og eventuelle pårørende til handicappede, kan Landsstyret
oplyse, at der er påtænkt en ændring af praksis, så der fremover åbnes mulighed
for, at bevilge en handicappet under 18 år, der er anbragt uden for
hjemstedet, to årlige ferierejser til hjemstedet. Derimod overvejes det, at
handicappede pensionsmodtagere, der bor i egen bolig i Danmark, ikke længere
skal kunne få en ferierejse til Grønland, men kun hjælp til eventuel ledsagelse
i forbindelse med en sådan.
Denne omlægning af den administrative praksis
skyldes, at Landsstyret ønsker at tilgodese børns og unges kontakt med hjemmet
i større omfang end hidtil.
Det vil ikke være økonomisk muligt, at bevilge
besøgsrejse til eventuelle pårørende, med mindre den handicappede, p.g.a.
handicappet, ikke kan rejse til hjemstedet.
Med disse bemærkninger vil Landsstyret foreslå,
at forslaget henvises til behandling i Landstingets Sociale Udvalg, før det
går til 2. behandling her i Landstinget, på Landstingets efterårssamling 1994.
Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:
Det omhandlede forslag har til hensigt at
forbedre pleje og pasning af vidtgående handicappede, og i den forbindelse er
det ligeledes hensigten at sikre, at de vidtgående handicappede skal kunne leve
et normalt liv i forhold til andre befolkningsgrupper.
Siumut støtter og tilslutter sig det omhandlede
forslag til landstingsforordning om hjælp til vidtgående handicappede, der
skal sikre bedre livsvilkår.
Vi er klart tilfredse med forordningsforslaget på
flere områder vil medføre forbedringer, vi kan f.eks. nævne, at handicappede
børn under 18 år, der er placeret udenfor hjemmet, får mulighed for to betalte
feriefrirejser.
Endvidere vil hjemmeboende handicappede få bedre
muligheder for hjælp, således at de kan blive boende hjemme.
Såfremt en forbliven i hjemmet af forskellige
årsager ikke kan anbefales, bliver der nu skabt mulighed, at bo i kollektiver,
der er under tilsyn dag og nat.
Med henblik på at sikre vore handicappede
medborgere ligeværdige vilkår, søges der tilvejebragt lovhjemmel i anden lovgivning
til at åbne mulighed for støtte til de handicappede.
Vi vil dog ikke undlade at bemærke fra Siumut, at
man skal være opmærksom på forholdene i bygder og i yderdistrikter, når man
opstiller normer for handicapvenlig indretning af det offentlige bygninger.
For såvidt angår bygder skal det ligeledes
bemærkes, at der i dag ikke er nogen omfattende aktivitet inden for
boligbyggeri og vejarbejder. Der er således ikke nogen nævneværdig udbud af
arbejdspladser på det område.
Når vi nævner dette, skyldes det, at forordningsforslaget
har som et af sine primære mål, at sikre de handicappede bedre vilkår i
samfundet, samtidig med at man forsøger at bane vejen for, at de handicappede
skal opholde sig i hjemmet mest muligt.
I forbindelse med de øgede muligheder, er det
ønskeligt at få oplyst hvordan og i hvilket omfang disse muligheder er tænkt
praktiseret i yderdistrikterne og i bygderne.
Vort lands klimatiske forhold, specielt
sne-generne i vinterperioden nødvendiggør, at der etableres flexible løsninger
for at de handicappede kan behandles ordentligt. Vi tænker specielt på
færdselsforholdene i vinterperioden.
Vi ønsker endvidere, at påpege den meget
omfattende administration i kommunerne i forbindelse med handicapomsorgen.
For eksempel skal kommunerne sende ansøgninger om omsorgen af de enkelte
handicappede hvert halve år, selvom tilstanden for de enkelte handicappede ikke
ændrer sig. Vi ønsker denne praksis ændret således, at sagsbehandlerne får
mere tid til at drage omsorg for de enkelte handicappede.
Med disse bemærkninger skal vi fra Siumut,
opfordre til at forslaget behandles i Socialudvalget, social og
arbejdmarkedsudvalget, før anden behandling under efterårssamlingen.
Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:
Vi skal fra Atassut og Issittup Partiia først
udtale vores glæde over, at et af de forhold, der har været nævnt i de
omfattende debatter i de forløbne år og tidligere, og som især handicapforeningerne
og deres organisation har haft med i sine bestræbelser, vil der gennem
nærværende forordningsforslag klart blive skabt mulighed for; det er at gøre
det offentliges bygninger mere handicapvenlige. Man vil ikke alene gøre de fremtidige
nybyggerier handicapvenlige, men vil også skabe mulighed for, at de
eksisterende bygninger også gøres handicapvenlige i forbindelse med deres
renovering. Og der vil endda også med hensyn til gadetrafikken åbnes mulighed
for, at forholdene kan blive gjort handicapvenlige.
Som en af de vigtigste grundlag i forordningsforslaget
nævnes, at der blandt andet skabes mulighed for, "at en person med vidtgående
fysisk eller psykisk handicap skal sikres en tilværelse så nær det normale som
muligt". Citat slut.
I arbejdet med at komme så vidt, har
handicapforeningen udført en meget udholdende arbejdsindsats, og endda har en
handicappet, på vegne af sine fælder, vist os hvor anstrengende forholdene er,
i vort land.
Vi er enige i forslaget om, at den handicappede i
størst mulig omfang skal have hjælp på lige fod med resten af befolkningen,
samt i, som nærværende forslag også giver mulighed for, at man efter vurdering
med hensyn til handicappets omfang, vil kunne udvide rammerne for den hjælp,
den handicappede vil kunne opnå.
Vi er enige i, og støtter de tanker, der i
forbindelse med forordningsforslaget fremføres vedrørende et varieret botilbud,
så den handicappede, der ønsker det, så vidt muligt kan forblive i sit
lokalmiljø, ligesom vi er enige i de forskellige andre hjælpemuligheder, der
er anført i forordningsforslaget.
Det er meget vigtigt med kurser for
handicapmedarbejdere og familiemedlemmerne, og derfor finder vi en intensivering
af konsulenternes rejser meget vigtigt, da det er helt nødvendigt for
medarbejderne, at arbejde med deres klienter på deres hjemsted og i deres
virkelige dagligdag.
Et af forslagets følgevirkninger bliver et skridt
mod ikke at sende den handicappede til Danmark, såfremt dette ikke er helt
nødvendigt, og vi er meget tilfredse med dette forhold.
Med hensyn til hjemtagelse af handicappede til
vort land, mener vi, at dette ikke bør ske overilet, men at det bør ske efter
grundig planlægning. Man skal basere sig på indvundet viden og erfaringer fra
tidligere hjemtagelser, f.eks. ved at planlægge hjemtagelsen i nøje samarbejde
med skoler m.v.
Med henvisning til ? 8 stk. 2 skal vi udtale, at
vi i Atassut og Issittup Partia mener, at der bør gives mulighed for hjælp til
anskaffelse af bil. Vi mener, at der er et begrænset antal handicappede, der
kan have behov for et sådant køretøj.
Selvom ganske enkelte af de handicappede kan få
hjælp til bil, vil disse kunne leve mere med i deres medborgeres dagligdag, og
ikke mindst vil de kunne få mulighed for at kunne få arbejde, da de også herved
får mulighed for at kunne færdes ude om vinteren.
Ved at pege på de generelle bemærkninger skal vi
udtale, at vi meget støtter socialdirektoratets tidligere overvejelser om
fritagelse af personvognsafgift. I den forbindelse mener vi ikke, at man bør
nøjes med at imødekomme skattedirektoratets besvarelse af dette spørgsmål. Vi
må kræve, at det her gives en ny chance.
Af Landsstyremedlemmets besvarelse af
landstingsmedlem Emilie Lennert´s forslag om ændring af cirkulære nr. 184 om
besøgsrejser for de handicappede og deres familier forstår vi, at man omgås med
planer om ændring. Vi er tilfredse med dette, og vi håber, at man i
udarbejdelsen af det ny cirkulære vil skele til de af Emilie Lennert i
forslaget nævnte forhold.
Under henvisning til de grønlandske kommuners
landsforenings udtalelser, hvor man efterlyser den aftalte oversigt over de
mulige økonomiske følger af forordningsændringen, støtter vi KANUKOKA´s
efterlysning og kræver tallene fremlagt, ligesom vi kræver, at en del
spørgsmål, der rejses i KANUKOKA´s udtalelse bliver besvaret inden 2. behandlingen
af forslaget. Det er jo også vigtigt, at forslagets økonomiske følger skal
kunne vises klart ved en oversigt.
Det er meget beklageligt, at den grønlandske
udgave af forordningsforslaget er blevet sendt sent ud til dem, man forhørte
sig hos om forslaget. Af denne grund har de fysisk og psykisk handicappedes
organisationer ikke haft mulighed for at udtale sig inden forslagets 1. behandling.
Da nærværende spørgsmål er så vigtigt, burde alle disse aspekter have været
klar til 1. behandlingen.
Vi skal kræve, at organisationernes udtalelser og
de forannævnte økonomiske oplysninger skal være modtaget inden 2. behandling af
forslaget.
Med disse udtalelser skal vi fra Atassut og
Issittup Partiia henstille, at forslaget inden overgang til 2. behandlingen
kommer til drøftelse i Socialudvalget.
Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Efter nøje at have gennemgået dette
landsstyreforslag til en Landstingsforordning om hjælp til vidtgående handicappede,
er IA glad for, at vi dermed tager et skridt videre i retning af en klar
handicappolitik.
I de seneste år har de handicappedes forhold
været til genstand for en livlig debat her i salen, i medierne og hos
befolkningen. Der er interesse om dette spørgsmål, derfor finder IA det for
fornuftigt og på sin plads, at Landsstyret giver befolkningen og
beslutningstagerne gode betingelser for at diskutere dette forslag, da forordningsforslaget
først behandles færdigt til Landstingets efterårssamling.
Som det er alle bekendt, er handicapforsorg, ja i
det hele taget arbejdet med de handicappede i Grønland, af ung alder. På trods
deraf har vi allerede nogle erfaringer, som vi kan videreudvikle og som giver
basis for det videre arbejde. Vi tænker i den forbindelse på den nye
handicapforsorg, de forskellige handicap institutioner og hjem, som er blevet
skabt, og som har givet de handicappede mulighed for at forblive i Grønland.
Vi tilslutter os fuldt ud Landsstyremedlemmets
ord om, at de psykiske og fysiske handicappede så vidt mulig bør leve et så
normalt liv som muligt, og at vi derfor også bør behandle en handicappet
medborger som alle andre. Dette er også afspejlet i forordningsforslaget, da
hjælp til en vidtgående handicappet først udløses, når alle andre
hjælpemuligheder, der også gælder for alle andre borgere, er udtømte.
Hvis en handicappet medborger skal sikres en
tilværelse som alle andre i samfundet, må vedkommende sikres beskæftigelse
udenfor sit hjem. Dette kan kun etableres ved forøgede økonomiske tilskud. Vi
skal derfor fra IA opfordre Landsstyret til at få plads til dette i de kommende
finanslove. Det vil IA gerne være med til at sikre.
IA er desuden enig i det grundprincip, at man
såvidt muligt skal integrere handicapboliger i den almene kommunale boligmasse,
fremfor at oprette store institutioner eller groft sagt "handicap-ghettoer".
Vi synes endvidere, at de i forordningen nævnte
kollektiver eller beskyttede boenheder er en attraktiv måde at løse de
handicappedes boligproblemer på.
Vi vil gerne have, at Landsstyremedlemmet nærmere
forklarer, hvad der er i forordningen menes med forsøg og forskning vedr.
handicappede. Det er vel ikke meningen, at de handicappede skal bruges som
forsøgskaniner?
Vi er også i IA glade for, at forordningen
indeholder regler for handicappedes adgang til offentlige bygninger. Det er et
område, der er blevet forsømt, således at gangbesværede og handicappede i meget
begrænset omfang har haft mulighed for, at deltage i det almindelige liv.
Dette vil der blive ændret ved med den nye
forordning, og de handicappede vil i større omfang få mulighed for at bevæge
sig rundt som alle andre almindelige personer.
Vi er tilfredse med, at familie til en
handicappet iflg. den nye forordning vil få mulighed for, at blive ansat som
støttepersoner, det er vi tilfredse med fra IA.
IA støtter Landsstyrets forslag om, at prioritere
rejser for handicappede børn under 18 år, således at de får mulighed for 2
besøgsrejser om året. Det er meget vigtigt, at der er en stadig kontakt mellem
forældre og børn - ikke mindst for børnenes udvikling til det voksne liv.
Vi skal til slut fra IA`s side udtrykke vores
udelte tilfredshed med, at vi nu er i stand til at tage stilling til en samlet
handicappolitik, nu hvor indtil flere, og nogle ikke tidssvarende,
forordninger, bekendtgørelser, cirkulærer og praksiser er blevet samlet til en
godt gennemarbejdet forordning. Vi håber, at befolkningen vil deltage aktivt i
den kommende tids debat.
Med disse bemærkninger hilser vi den nye
handicapforordning velkommen.
Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiit:
Ethvert menneske har ret til at sikre en
tilværelse så nær det normale som muligt, hvilket også gælder for vidtgående
handicappede.
Vi mener, at forordningsforslaget giver mulighed
for forbedring af hjælpeforanstaltninger til de omhandlede handicappedes behov.
Akulliit Partiiat støtter fuldt ud planerne for,
at offentlige bygninger og faciliteter i videst omfang skal indrettes mere
handicapvenlige og er endvidere tilfredse med, at forslaget også omfatter
boligforhold.
Med hensyn til de handicappedes muligheder for at
komme på ferierejse, mener vi, at dette bør drøftes igen i Socialudvalget, da
vi mener, at uanset om grønlandske handicappede er pensionsmodtagere eller har
egen bolig i Danmark, skal de såvidt muligt alle have mulighed for en ligelig
fordeling af goderne.
Vi er enige i, at forslaget henvises til
behandling i Landstingets udvalg, før det går til 2. behandling.
Hvis punktet under dette møde ikke når at blive
behandlet, er vi tilfredse med, at det tages til 2. behandling til efteråret.
Emilie Lennert, Atassut:
Først vil jeg takke for, at jeg har haft mulighed
for fremkomme med mit forslag her fra talerstolen. De ting man kommer ind på i
besvarelserne, er at handicappede, der er under 18 år får mulighed for en
ferierejse 2 gange årligt, samt at pensionister, der har egen bolig i Danmark
kun kan få betalt en ledsagerrejse, d.v.s. at de selv skal betale deres egen
rejse, det mener jeg, at man ikke behøver at drøfte nøjere her i salen, men det
bør drøftes i udvalget. Jeg takker for besvarelsen.
Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender:
Jeg takker for de fremsatte forslag fra
forslagsstillerne og har et par bemærkninger til det, der blev anført i
forbindelse med ordførertalerne.
Først kom Siumuts ordfører, Ane-Sofie Hammeken,
ind på, at vi skal finde udveje for mulighederne med hensyn til yderdistrikterne.
I den forbindelse må vi sige, at især for de
gangbesværede er det svært at bo i yderdistrikterne, men alle handicappede er
jo ikke gangbesværede.
Med hensyn til veje og boliger, vil vi selvfølgelig
skulle foretage skøn, og det er i den forbindelse kommunerne, der har det
nærmeste kendskab til de enkelte handicappede.
Vores opgave i direktoratet er, at vurdere
hvorvidt vi skal udbygge forholdene, forbedre forholdene, i yderdistrikterne
og om der skal etableres bokollektiver i en bygd, eller i en by. Der må vi
altså også foretage den nøjere vægtning.
Såfremt vi går ind for forslaget ved
efterårssamlingen og skal til at realisere det, kan vi ikke gøre samtlige
bygder og steder handicapvenlige. Vi skal derfor, i hvert enkelt tilfælde,
foretage en nøjere vurdering, både i kommunerne og i Direktoratet, i samråd
med de handicappedes organisation.
Jeg kan også nævne, at Socialdirektoratets
regionalkontorer, og konsulenterne der arbejder i disse regionalkontorer, er
vores forlængede arm, med hensyn til yderdistrikterne og regionerne. I den
forbindelse lægger vi vægt på, at man står overfor disse konsulenter, når de
kommer på besøgs- eller tjenesterejser.
Siumut kom ind på, at der er for meget
administration forbundet med forordningen, i og med at man skal foretage en
vurdering hvert halve år i af den enkelte handicappedes forhold. Det skal
understreges, at udgifterne til handicap-området hvert år vurderes.
Vores erfaring er, at de handicappedes forhold
kan ændre sig i løbet af årene. Det er vores regionalkontorers opgave at
vurdere, på hvilke områder disse forhold er ændret, og tage stilling til, på
hvilket område man kan yde bedre hjælp. Det er ikke bare for administrationens
skyld, at man foretager disse vurderinger hvert halve år.
Atassut's ordfører kom ind på, det er Agnethe
Nielsen, at især de gangbesværede handicappede, bør have mulighed for at få en
bil. Vi har brugt megen tid på at drøfte dette, også udfra de forslag, der
kommer fra de handicappede selv. Vi har overvejet, om en gangbesværet handicappet
skal kunne få en bil forærende, men vi mener ikke, at vi har plads til dette i
vores budget på handicap-området.
De gangbesværede handicappede og
rullestolsbrugere, har vi mulighed for at støtte med tilskud til taxa- og
bilkørsel, for dem der har behov derfor.
Fra Atassut og Emilie Lennert's side kom man ind
på revision af cirkulære 184. Dertil kan jeg sige, at når man har vedtaget en
forordning, så skal der efterfølgende laves bekendtgørelser og cirkulærer.
Såfremt forordningen bliver vedtaget, således at den kommer til at gælde fra 1.
januar 1995, skal vi i forbindelse med det videre arbejde, komme ind på de ting
Emilie Lennert fremførte i sit forslag.
Atassut's ordfører, Agnethe Nielsen, efterlyste
det KANUKOKA også har efterlyst, nemlig at man i forbindelse med udarbejdelsen
af forordningen, beregner de afledte udgifter ved forordningen. Dertil må jeg
sige, at man i forbindelse med vedtagelse af forordningen ikke udvider
udgiftsniveauet i forhold til den gældende Finanslov.
Agnethe Nielsen påpegede også, at
Handicapforeningen ikke har haft mulighed for, at komme med deres svar i forbindelse
med høringen.
Jeg beklager, at vi skal bruge så megen tid på at
udarbejde et forslag, så de handicappedes forening ikke har fået et rimeligt
tidsrum til at besvare høringen.
Den første høringsrunde blev sendt ud i november
'93, også til handicapforeningerne, og således har man løbende orienteret de
forskellige instanser omkring disse tiltag, også i forhold til
handicapforeningen, men jeg skal også sige til Landstinget, at
Handicapforeningen eller Handicaporganisationen ikke har fremsat nogen ændringsforslag
i forhold til det der fremsat her, og de har i deres besvarelse sagt, at de
ikke vil tage stilling til det
fremsatte forslag. De vil først fremkomme med en stillingtagen til
efteråret.
Inuit Ataqatigiit's ordfører kom bl.a. ind på, og
efterlyste muligheden for, at man kan etablere arbejdspladser til handicappede,
ligesom vi skal være parate til, at kunne yde støtte til sådanne. Dertil vil
jeg svare, at vi finder det meget vigtigt, at der gives beskæftigelsesmuligheder,
også for de handicappede, fordi beskæftigelse også drejer sig om livskvalitet.
Jeg mener, at en af de vigtigste ting, f.eks. set
i forhold til udgifterne ved at have en bil, er at have beskæftigelsestilbud.
Vi må også indrømme, at man i de kommende års
udvikling indenfor for handicapområdet, skal sikre, at der er midler, også på
længere sigt, til arbejdet. Derfor må vi bruge de nødvendige midler til
handicapområdet, selvom det kan syntes, at disse er ret store.
Johan Lund Olsen kom også ind, hvordan forslaget
om forsøg og forskning skal forstås. Vi har foreslået dette, fordi vi først i
de seneste år har deltaget i udviklingen indenfor handicapområdet, men nu har
vi indhøstet erfaringer vi kan videreudvikle, ikke alene med hensyn til institutioner
på kysten, men også med hensyn til andre boformer, og vi ønsker fortsat at
kunne udvikle disse boformer.
Forsøg drejer sig ikke alene om de handicappede,
men også om indsamling af oplysninger med henblik på, at kunne lave en bedre
planlægning fremover. I forbindelse med sagsbehandlingen kan man indsamle de
oplysninger, man skal satse på. Man skal indsamle så mange oplysninger som
muligt, for at vi kan videreudvikle området.
Akulliit Partiiat kom ind på, at de handicappede
pensionister der har egen bolig i Danmark, ligesom er ofret, for at børn
under 18 år kan komme på besøg hjemme to gange om året. Dertil skal jeg
understrege, at det kun drejer sig om få personer, det drejer sig om 28
personer, i forhold til det samlede antal handicappede, der er på 700.
Der er tale om handicappede pensionister i
Danmark, der selv har valgt at bo i Danmark, hvor de har deres egen bolig og
hvor de kan sørge for sig selv.
Jeg kom i forbindelse med fremlæggelsen ind på,
at vi fortsat vil have mulighed for, at betale ledsagerrejsen, og til slut skal
jeg sige at enhver erfaring, uanset hvor stor eller lille den er, har ligeså
megen værdi, som de erfaringer, der indhøstes i andre lande, og at vi kun kan
udvikle tingene her udfra vores egne erfaringer.
Marianne Jensen, landsstyremedlem for kultur, uddannelse og
forskning:
Man er kommet lidt ind på, her i debatten,
grønlændere, som har bosat sig udenfor Grønland. Man skal tænke på, hvor
vigtigt det er, at have kontakt til familien og i den forbindelse, skal jeg
lige gøre opmærksom på, at Foreningen "Tikeraq".
"Tikeraq" betyder besøgsrejse.
Foreningen, der er oprettet i Danmark, yder økonomisk støtte til grønlændere i
Danmark, så de kan komme på besøg i Grønland. Der er mange grønlændere, der
har bosat sig i Danmark, og derfor vil jeg her opfordre til, at man støtter
foreningen mere.
Hvis man ønsker yderligere oplysninger, kan man
henvende sig til undertegnede.
Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:
Jeg vil gerne kommentere Landsstyremedlemmets
besvarelser vedrørende administration.
Selvfølgelig drejer det sig om service. Hvis der
sker nogen ændringer hos klienterne, skal man sende en ansøgning, det har vi
overhovedet ikke noget imod, men at der unødvendigt skal indsendes ansøgninger
skal vi have en løsning på, det finder vi meget vigtigt. Disse gentagende ansøgninger
gør, at man, for en del af kommunernes vedkommende, ikke får svar straks, men
at man må vente længe på svarene, således at sagen bliver udsat, eller
forsinket. Jeg skal også lige udtale, at vi raske personer som lever et
dagligliv, hvor vi følger med i alle mulige forhold, må erkende, at vi på mange
områder kan lære noget af de handicappede, især omkring venlighed og
kærlighed. Vi får venlighed og kærlighed fra deres side, og vi må få lettet tilværelsen
for dem, så de kommer mere ind i det almindelige liv.
Det må vi bane vejen for, og det må vi også kunne
føle.
Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:
Ganske kort, med hensyn til Henriette Rasmussen's
udtalelser, har jeg lige en kommentar omkring biler.
Jeg vil lige præcisere, at den afgift man ligger
oveni bilværdien, ikke skal gælde for de handicappede.
Det er den tanke vi fremkom med, men i forslagets
paragraf 8 stk. 2, står der helt klart, at der ikke kan ydes hjælp efter denne
forordning til anskaffelse af biler, men der kan ydes tilskud til
handicapindretning af sådanne. Således vises der, at det er muligt for en
handicappet at have en bil, og at muligheden vil blive forbedret, såfremt
afgift-belægningen oveni bilens værdi, kan blive fjernet.
Med disse ord håber vi, at dette vil blive
medtaget i udvalgsdrøftelserne, selvom Landstyremedlemmet nævner, at hun ikke
mener, at det vil have større indvirkning rent økonomisk, så vil vi gerne
fastholde vore ønske om, at få en klar vurdering af, hvilke konsekvenser vores
forslag vil have, rent økonomisk.
Vedrørende Landsforeningen af Vanføre og
Handicappede, kan jeg selvfølgelig forstå, som Landstyremedlemmet siger, at man
sender noget til dem hele tiden. Det er også vigtigt, men de fik først den
grønlandske forordningsforslagstekst den 15. april.
De ville ellers gerne besvare høringen, men de
beklager at måtte sige, at den først kan besvares senere, og man må tænke på,
at Landsforeningen også skal have
mulighed for, at deltage i debatten.
Til slut vil vi fra Atassut og Issittup Partiia
udtale, som en kommentar til det Johan Lund Olsen kom ind på i sin forelæggelse,
at det er vigtigt at handicappede bliver beskæftiget, og at man er parat til
at tildele midler hertil. Det støtter vi fuldt ud.
Henriette Rasmussen, Landstyremedlem for Sociale Anliggender.
Første runde af drøftelsen af dette forhold
medfører, at sagen skal sendes til behandling i Socialudvalget. Det vil jeg
også gå med til.
Med hensyn til Ane Sofie Hammeken's beklagelse
over den store administration, hvor ansøgninger bliver syltet i forvaltningen,
vil jeg påpege, at kommunerne har et stort ansvar på det område. Ansøgningerne
skal indsendes med 1 måneds frist, og på det felt har kommunerne og de sociale
udvalg ansvaret for, at være opmærksom på fristen.
Med hensyn til planlægningen af økonomien, der
ved jeg, at det bliver uddybet i det videre arbejde i Socialudvalget, og som
afslutning, vil jeg sige til Agnethe Nielsen, at en handicappet der har en
bil, har mulighed for at få tilskud til indretningen af bilen. Vi kan ikke fra
Direktoratets og Landsstyrets side indstille, at man yder tilskud til
anskaffelse af en bil.
Såfremt handicappede har en bil i forvejen, eller
er i stand til at købe en bil, vil der være mulighed for tilskud til indretningen
af bilen, således at den bliver handicap-venlig.
Vi har også drøftet muligheden for betaling af
afgiften, men vi har ikke kunnet nå til et resultat fra Direktoratets side, hvilket
jeg mener er en af de ting, der skal tages med i drøftelsen i det Sociale
udvalg, i og med at partierne har repræsentanter siddende i udvalget.
Afslutningsvis vil jeg takke for den interesse,
der er blevet udvist her i den debat, og vi glæder os til at arbejde videre med
forordningen.
Mødeleder.
Således er dagsordenspunkt 22,
Landsstingsforordningsforslag om hjælp til vidtgående handicappede, 1.
behandling færdig, og forinden 2. behandling vil det blive behandlet i Landstingets
Social- og Arbejdsmarkedsudvalg. 2. og 3. behandling sker til
efterårssamlingen, det er det jeg har forstået. Der med er dagsordenspunkt 22
færdigbehandlet, vi går videre til næste dagsordenspunkt.
Punktet sluttet: