|
Dagsordenens punkt 101-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
10. mødedag, tirsdag den 15. maj 2001
Tak. I følge hvor historie har vi drevet subsistenshvalfangst i 1000 år. I følge Hjemmestyrets opgørelse vedrørende fangst af vågehvaler i 1999 har 624 joller deltaget i riffelfangsten. Og derudover har 50 fartøjer med harpunkanoner deltaget i fangsten.
Indtil dato beregnet mængderne af de årlige kvoter for fangst af finhval og vågehval til 558 tons kød. Men det sidste møde i den internationale hvalfangskommission som fandt sted i Australien sidste år gav Landsstyremedlemmet for Erhverv udtrykt for, at Grønland havde behov for yderligere 112 tons kød, hvorved at vores Landsstyret officielt nu har erklæret overfor IWC, at det totale behov for kød burde ligge på i alt 670 tons.
I de senere år er det imidlertid blevet tydeligere, at det bliver svære og svære at opnå totalt fangst af de grønlandske hvalkvoter. Samtidig hermed har Landsstyret i løbet af sidste år truffet beslutning om, at der skal arbejdes henimod forbud mod riffelfangst af vågehvaler, dette virker uforståeligt, da der under IWC’s møde i Australien ikke har været rejse kritik af den grønlandske riifelfangst selvom dette har været tilfældet tidligere år.
Årsagen til den manglende kritik kan meget vel være, at der i andre lande stadigt drives riffelfangst af hvaler større end vågehvaler fra joller, men dette er hidtil blevet accepteret IWC p.g.a. deres tiltag for at forbedre aflivningsmetoden, fremme aflivningen ved at forbedre fangstredskaberne.
Derfor bør Landsstyrets overvejelser om forbud mod 624 jollefiskeres vågehvalfangst fra joller betragtes som værende ret så formålsløst, da der i IWC regi indtil dato ikke er blevet udarbejdet regler for de oprindelig folks hvalfangst.
Og indtil dette bør ske bør vi derfor foreløbig fortsætte vores hvalfangterhverv uændret og fange de store hvaler som hidtil, ligesom vi bør intensivere udviklingen af redskaber til hvalfangst og til stadighed udbygge flænsepladserne samt indhandlings- og salgsmulighederne.
I dag fanger vi ikke vores kvoter fuldt ud, alligevel har Landsstyret meldt ud, at i har behov for yderligere 112 tons kød, men overvejer samtidigt et forbud mod vågehvalfangst med riffel.
Og dette er i sig selv modsigende og vil ramme mange familier. Hvorfor jeg m.h.t. min ovenanførte grunde vil bede om en besvarelse på mit spørgsmål om det er muligt i samarbejde med kommunerne og KNAPK, at udarbejde regler m.h.p. fortsat umulighed for vågehvalfangst med riffel samt at der bliver skabt mulighed for totalt fangst for opfiskning af vores hvalkvoter.
Så er det Landsstyremedlemmet for Erhverv med en besvarelse.
Simon Olsen, Landsstyremedlemmet for Erhverv.
Som bekendt udarbejdes fangstreglerne i samarbejde med kommunerne og relevante organisationer via høringer, og dette vil også blive gjort i forbindelse med revision af den gældende bekendtgørelse af fangst af store hvaler, hvor justeringer kan foretages omkring hvalerne omkring riffelfangst, såfremt der er behov for det.
Det er rigtigt, at Landsstyret i 1999 tog en principielt stilling til riffelfangst af vågehvaler. Der var dog ikke tale om, at man skal arbejdes henimod et forbud, men derimod en revision af riffelfangsten af vågehvaler.
Baggrunden for denne stillingtagen har været den tiltagende kritik, der har været nationalt såvel som internationalt af den grønlandske riffelfangst. Bl.a. blev spørgsmålet taget op i NAMCO’s workshop om fangstmetoder i 1999, hvor riffelfangsten blev kritiseret, og Grønland blev anbefalet, at reducere fangsterne via denne fangstmetode.
Det er rigtigt, at der på IWC’s årsmødet sidste år ikke blev rejst direkte kritik af den grønlandske riffelfangst, men der er stor bevågenhed omkring riffelfangst som skyldes, at IWC har stor fokus på, at aflivning af hvaler skal foregå på en så hurtig og effektiv måde som muligt.
De enkelte større kommuner i Grønland bør selv kunne finde en løsning, således at fartøjer kan bruges til at forsyne bygder med frisk hvalkød. Hvad angår den manglende kritik af riffelfangsten under IWC’s sidste årsmøde sidste år, så kan forklaringen herpå være, at Grønland igennem en årrække har afleveret dokumenter om tiltagene for forbedringerne af hvalfangstudstyr generelt.
Samtidig har vi været åbne med oplysninger om, at det er vanskeligt, at forbedre aflivningstiden med riffelfangsten. Derudover har vi meddelt, at der arbejdes for en reduktion af riffelfangsten i takt med forbedring af harpunkanonerne.
Et af argumenterne for at bibeholde en begrænset riffelfangst på vågehvaler har været, at der i mange bygder ikke findes fartøjer med harpunkanon. Der er således en vis forståelse for sagen, kødforsyningsmæssigt, men den er meget lille.
IWC’s komite om hvalfangstmetoder skal igen i år afholde et møde m.h.p. evaluering af alle aflivningsmetoder herunder vores riffelfangst på vågehvaler, og til det møde kan vi med sikkerhed forvente spørgsmål og kritiske bemærkninger.
Til oplysning kan det meddeles, at vi er det eneste land der i forbindelse med vågehvalfangst anvender rifler som primær våben ud over anvendelsen af harpunkanoner. I Norge er rifler forbudt som primær våben, hvor hvalgranaten anvendes som primær våben. Kun i tilfælde hvor aflivningen ikke sker med det samme er det tilladt at anvende minimum 9,3 mm kaliber rifler som sekundær våben. I Grønland er minimumskravet til kaliberet 7,62 mm altså 30,06. I Japan er brug af rifler forbudt til vågehvalfangsten og fangerne er meget åbne for at sætte minimumskravet omkring kaliberkrav som meddelt under NAMCO seminaret i1999.
Aflivningstiderne fra sidste år af fangst på vågehvaler viser desværre, at riffelfangsten ikke sikrer en hurtig og effektiv aflivning af hvalen. Baseret på 80 % af riffelfangsten var den gennemsnitlige aflivningstid på ca. 25 minutter, hvor tilsvarende tal i 1999 var på 27 minutter.
Til sammenligning var de gennemsnitlige aflivningstid på fangst med harpungranat ca. 10 minutter, og disse tal er ligeledes baseret på 80 % af fangsten.
Til sammenligning skal oplyses, at 62 % af de norske vågehvalgsfangster i 1999 med anvendelse af hvalgranat var øjeblikkelig aflivning mens den gennemsnitlige aflivningstid er på ca. 4 minutter. Det fik i midten af 90'erne en norsk våbenekspert til at vurdere om der er nogen muligheder for at forbedre riffelfangsten på vågehvaler, og svaret var nej.
Såfremt Grønland skulle fortsætte med riffelfangsten var anbefalingen, at fangstrutinerne kunne ændres således at fangsttab kunne reduceres. Det er klart, at der ikke kan ske drastiske reduktioner af riffelfangstkvoten fra den ene år til det andet uden af dette vil få store negative konsekvenser for de enkelte jollefangere. Derfor må en reduktion finde sted over en årrække. Antallet af licenser til riffelfangst ligger i år på 50 mod 49 i 2000.
I IWC har Hjemmestyret i 1990 meddelt, at riffelkvoten vil stabiliseres på ca 30 hvaler om året, og dette tal kan vurderes igen om hvorvidt det svarer til forholdene i dag.
I nær fremtid påtænker mit direktorat at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for fangerne og direktoratet for særlig at se på forholdene omkring rutinerne i riffelfangst af vågehvalfangst af småhvaler. Ud over etableringen af arbejdsgruppen undersøger direktoratet mulighederne for at afholde et miniseminar for grønlandske fangere om fangstmetoder og teknik i forhold til fangst af havpattedyr i løbet af 2002.
I november i år afholdes en workshop om våben og ammunition i Norge som NAMCO er med til at planlægge. Seminaret ...