|
Dagsordenens punkt 97-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
13. mødedag, mandag den 21. maj, 2001
I henhold til §36 i Forretningsordenen har jeg anmodet om Landsstyrets besvarelse af følgende spørgsmål.
Bør Hjemmestyret arbejde for indførelse af strammere foranstaltninger i lovgivningen for at forebygge seksuelt misbrug af børn og voldtægter i Grønland samt indførelse af obligatoriske behandlingstilbud i foranstaltningsperioden?
Af politimesterembedets sidste rapport fremgår det, at der i år 2000 har været en markant stigning i seksuelt misbrug af børn og voldtægter. Ifølge politimesteren årsagen til stigningen være, at forholdet bliver behandlet mere åbnet, at antallet af anmeldelser er steget og at medarbejderne inden for det forebyggende arbejde er blevet dygtigere til deres opgaver.
Der kan ikke herske tvivl om, at dette kan være rigtigt, da der i de seneste år har været igangsat en masse projekter for at forebygge seksuelt misbrug af børn.
Disse har selvfølgelig medført at de, der bliver misbrugt ikke er så bange længere for at træde frem og at behandlernes evne til at læse tegn på misbrug og at selve behandlingen blevet bedre.
Alligevel er antallet af børn, som er blevet udsat for seksuelt misbrug endnu så stort, at det ikke er nok med oplysning og forebyggelsesarbejde, hvis man skal problemerne til livs. Derfor bør vi også drøfte alternative tiltag.
Jeg ved, at vi ikke kun gennem straf og foranstaltninger kan få nedsat af antallet af personer, der forøver seksuelt misbrug, men jeg mener, at foranstaltningernes varighed er så korte, at man ikke kan nå at behandle de foranstaltede i løbet af foranstaltningsperioden.
Sexsmisbrugere og voldtægtsforbrydere er syge personer, hvorfor de fleste af dem har behov for at blive behandlet. Jeg mener, at de gode initiativer vil være spildt og at de personalemæssige ressource vil blive nedslidt, hvis vi ikke sørger for behandlinger af de personer, der er blevet idømt sådanne foranstaltninger og dette bør vi undgå.
Kompetencen vedr. personer, der er blevet idømt foranstaltninger ligger som bekendt i Danmark, og ud fra denne tingenes tilstand bør man spørge sig selv om det ikke er sådan, at Danmark er den, der har ansvaret for selve behandlingen af syge foranstaltede personer.
Jeg mener, at Landsstyret bør drøfte om tiden nu ikke er inde til, at vi retter henvendelse til Danmark og gør opmærksom på, at vi stiller krav om, at foranstaltede personer skal gennemgå en behandling.
Jeg kan forestille mig, at der kan være problemer forbundet med et sådant krav, men mener alligevel, at vi bør arbejde for at opnå det, da vi i fremtiden fortsat vil få problemer med at skabe den fornødne udvikling blandt de mange unge, vi har, hvis vi ikke sætter os dette mål.
Og som et førte skridt skal jeg hermed anmode om Landsstyrets kommentarer.
Tak. Så er det Landsstyremedlemmet for Sundhed, Alfred Jakobsen med en besvarelse.
Alfred Jakobsen, Landsstyremedlemmet for Sundhed.
Det er et forespørgsel til besvarelse fra Landsstyret. Der kan ikke være tvivl om, at kvinder og børn i det grønlandske samfund ikke skal udsættes for seksuelt misbrug og vold, såvel det offentlige ligesom enhver enkelt borger har pligt til at gøre hvad der står i vores magt for at forhindre overgreb.
Debatten om, hvad vi kan gøre mere for at komme problemet til livs vil altid være aktuel både indenfor og udenfor Landstingssalen. Debatten fortjener at blive ført på et sagligt grundlag, og bør tage sit udgangspunkt i nøje vurderinger af vores nuværende indsats og de deraf indhøstede erfaringer, hvis der viser sig nye muligheder på dette vigtige område, så vil Landsstyret stå parat til at handle.
Landstingsmedlem Olga Poulsen har stillet spørgsmål om tiden er ende til, at Landsstyret skal henvende sig til de danske myndigheder om øgede foranstaltning og behandling af sædelighedsforbrydere.
Spørgsmålet er sendt til mig som Landsstyremedlem for Sundhed ,og jeg vil derfor indledningsvis understrege, at det ikke er sundhedsmyndighederne, der skal bestemme, hvad der skal ske med en sædelighedsforbryder.
På vegne af Landsstyret vil jeg dog gerne nævne, at sundheds- og socialvæsenet yder en indsats både centralt og lokalt for at forebygge overgreb og mildne deres følger. SSKP samarbejdet og det lokale forebyggelsesudvalg arbejder bl.a. i mod incest og seksuelt overgreb og vold mod kvinder.
Der har i november 1999 været afholdt konference om seksuelt misbrug. Konferencen er bl.a. fulgt op i en hvidbog som kan være en hjælp til kommuner og til undervisningsinstitutionernes oplysningsarbejde om emnet.
Henvendelser fra kommuner med ønske om bistand til særlige initiativer koordineres mellem KIIP, Socialdirektoratet og Paarisa. Dette berører imidlertid forebyggelsesarbejdet ude i samfundet, mens forbryderne er i statens varetægt er det derimod op til de retshåndhævende myndigheder til at bestemme, hvordan man skal håndtere gerningsmanden.
Hvis man under sagens opklaring under domsforhandlingen får mistanke om, at gerningsmanden er psykisk syg eller sygeligt afvigende vil dommeren tage højde herfor ved sit valg af foranstaltninger efter Kriminalloven. Loven giver i §35 bl.a. mulighed for at iværksætte særlige foranstaltninger overfor psykisk og abnorme lovovertrædere.
Ifølge §87 skal foranstaltningen vælges under fornøden hensyntagen til gerningens beskaffenhed og til samfundets interesse i, at modvirke handlinger af den pågældende. Valget træffes endvidere med særlig henblik på gerningsmandens personlighed ,og på hvad der efter det foreliggende oplysninger må skyndes at være nødvendigt for at afholde ham fra yderligere lovovertrædelser, hvis en vurdering kan domstolen inddrage bistand fra sagkyndige, retslægerådet med flere.
Ved sædelighedsforbrydelser vil der være mulighed for at afsige dom til anbringelse i anstalten i Grønland eller Danmark samt mulighed for særlige foranstaltninger over for psykisk abnorme lovovertrædere.
Hvis lovovertræderen bliver dømt til særlige foranstaltninger pga. psykisk abnormitet, kan den pågældende blive indsat i anstalten ved Herstedvester. I tilfælde af psykisk sygdom kan pågældende blive anbragt på Amtshospitalet i Vordingborg og særligt farlige personer kan blive anbragt på sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, hvilket i praksis kun sker meget sjældent.
Gennem anbringelse på det nævnte institution kan der individuelt tages højde for den anbragtes behandlingsbehov. Udgangspunktet for en behandling vil være bevæge den domfældte til selv at indsw sit eget behandlingsbehov og motivere ham til en frivillig medvirken til den nødvendige behandling.
For personer, der er anbragt på ubestemt tid vil en forbedring af deres tilstand være afgørende for foranstaltningens længde, hvilke vil være en vigtig motivation for den domfældte til at medvirke i en behandling. De egentlige tvangsbehandlinger vil kunne komme på tale under anbringelse på en psykiatrisk sygehus efter de samme regler, der gælder for ikke-domfældte psykiatriske patienter.
Når jeg så vender tilbage til det stillede spørgsmål fra Landstingsmedlem Olga Poulsen om tiden er inde til en henvendelse til de danske myndigheder om øget foranstaltning og behandling kan man være i tvivl om, hvorvidt det fremsatte initiativ indeholder noget nyt i forhold til de eksisterende system af foranstaltninger i dag.
Tager man ud af domstolenes ansvar til individuel farlighed og behandlingsbehov for hvert enkelt sædeligsforbryder. Landsstyret vurderer, at en påstand om, at alle sædelighedsforbrydere er syge og behandlingskrævende ikke er et tilstrækkeligt oplæg til en ændring af kriminallovgivningen eller til drøftelse om en længere foranstaltningsperiode.
Landsstyret finder derfor ikke, at tiden er inde til at kontakte de ansvarlige myndigheder i Danmark, men Landsstyret følger debatten om retssystemet med stor interesse.
Landsstyret vil i den forbindelse minde om, at der er planlagt en revision af Kriminalloven, og at Justitsministeriet har nedsat en Kommission for Grønlands Retsvæsen. Når Kommissionen har afgivet sin rapport, har Landsstyret et bedre grundlag for at vurdere hvilke ændringer, der er nødvendige i foranstaltningssystemet.
Landsstyret går ud fra, at Retsvæsenskommissionen er fuld opmærksom på vigtigheden af de kriminalpræventive hensyn. Landsstyret har dog sendt et kopi af de spørgsmål og dette svar til Kommissionen for at henlede dens opmærksom på problemstillingen.
Ole Lynge, Landstingsformand.
Vi siger tak til Landsstyremedlemmet for Sundhed. I henhold til Forretningsorden så har vi bestemte retningslinier, men alligevel giver jeg lov til Olga Poulsen.
Olga Poulsen, forespørger, Inuit Ataqatigiit.
Jeg vil blot sige tak. Jeg havde ellers regnet med, at det er Landsstyreformanden, der vil fremkomme med en besvarelse, men jeg siger alligevel tak til Landsstyremedlemmet for Sundhed, som på vegne af Landsstyret er fremkommet med en besvarelse.
Jeg håber, og at eftersom at besvarelsen er fremsat til Retsvæsenskommissionen, hvis altså de ikke allerede har taget sagen op, så siger jeg alligevel tak for den behandling, den har fået.
Ole Lynge, Landstingsformand.
Så er vi færdige med behandlingen af punkt 97.