|
Dagsordenspunkt 58-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
19. mødedag, tirsdag den 14. maj
2002, kl. 14.56.
Per Rosing-Petersen, forestiller,
Siumut.
Tak. Forslag til forespørgselsdebat
om grønlandsk folkeligstatus har i vort lands kolonistatus har jeg følgende
forslag:
I henhold til det forenede nationers
resolutioner som Danmark blandt andet har ratificeret, da er det blevet
dokumenteret at Danmark har overtrådt sin egen ratificering ved ikraftsættelsen
af det danske riges grundlov i 1953. Blandt andet den af FN=s generalforsamling vedtagne resolution 1541. Dette
fremgår af professor Gudmundur Alfredssons doktordisputats @Greenland and the law of political decolonisation@, da danske stat selv var klar over lovovertrædelsen,
har den selv henvendt sig skriftligt til FN med påstand om at da der ikke
længere findes en oprindelig befolkning, og som følge af at befolkningen blevet
en blanding med danskere, og derfor bør betragtes som danskere ikke længere er
nødvendig at foretage en folkeafstemning i Grønland i henhold til FN=s resolution som Danmark har ratificeret.
Disse oplysninger som mange andre
dokumenterede forhold fremgår af professor Gudmundur Alfredssons
doktordisputats fra Harvard University juridiske fakultet i 1982 som er vedlagt
dette forslag på engelsk men vil blive omdelt efter oversættelse til
grønlandsk. Disse dokumenter der blev udarbejdet uafhængigt fra alle instanser
ryster os grønlændere i vores opfattelse af det almindelige rigsfællesskab, som
vi ikke kan lade som ingenting over, idet der som bekendt skal behandles en
betænkning fra selvstyrekommissionen til landstingets efterårssamling.
Den heromfattede dokumentation, der
er ny for os er af så vital betydning for vores kommende beslutning, at vi bør
danne os en holdning om, men ikke mindst for samfundet inden fremlæggelsen af
betænkningen i landstinget.
I henhold til FN=s resolution af jeg blevet stillet overfor en mangelfuld
mulighed allerede i 50=erne, hvorfor denne mulighed der
allerede på daværende tidspunkt blev stillet, bør vi blive stillet overfor,
nemlig at der gives mulighed for at vi ikke længere har kolonistatus, men gøres
fuldstændig fri af Danmark. Imidlertid er det ønskeligt at få at vide inden
dette kan ske, hvorfor nogle af landstingsmedlemmer og skiftende
landsstyrekoalitioner ikke har videreformidlet denne til almenheden, da denne
viden har stor betydning for vores opfattelse af identitet om menneskeværd som
folk.
Disse oplysninger ændre radikalt på
den skrevne historiebeskrivelse hidtil, idet min faste overbevisning siger mig,
at enhver der sidder inde med denne viden også er forpligtiget til at
videreformidle denne viden til samfundet. Udfra ovennævnte oplysninger er det
at betragte som yderst kritisabelt at dette ikke er sket og at der bør gives
redegørelser herom.
Jeg skal undlade at citerer
doktordisputatsen yderligere, idet dette allerede er med som bilag til
forslaget, som man kan komme ind på under debatten og argumentationen og det er
yderst nødvendigt med en holdningsdannelse fra samfundet og ikke mindst fra
landstinget, inden vi tager stilling til selvstyrekommissionens betænkning.
Endvidere er det nødvendigt at få
undersøgt og dokumenteret oplysninger, dokumentationen i forhold til FN=s resolution, hvilket landstinget bør kraftigt opfordre
landsstyret til at gøre blandt andet ved at krave, at der rettes henvendelse
overfor FN. Herefter må man påregne at skulle vurdere hvorvidt der skal rejses
en sag overfor menneskerettighedsdomstolen. Jeg håber at debatten vil være
frugtbar og have en positiv konsekvens for samfundet. Tak.
Anders Andreassen, mødeleder,
Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Dernæst er det landsstyreformanden med
en besvarelse.
Jonathan Motzfeldt,
Landsstyreformand, Siumut.
Da jeg sammen med ligesindede valgte at gå ind i politik og kampen for
anerkendelse af Grønland og det grønlandske folk, var det i erkendelse af at
frustration og afmagt burde afløses af handling.
Jeg kunne ikke nøjes med at studerer
fortiden og føle mig dårligt behandlet. Og handling har bragt os vidt.
Grønland er efter min bedste
overbevisning ikke en koloni. Grønlænderne er et folk og Grønland er en nation
der i løbet af kort tid er gået fra kolonistatus til udstrakt hjemmestyre.
Det grønlandske folk defineres ikke
af jurister, antropologer eller videnskabelige diskussioner om vores genetiske
ophav. Det defineres af os selv. Opfatter vi os som et folk, er vi et folk.
Jeg har forståelse for
forslagsstillerens krænkede følelser og ære. Imidlertid er det vigtigt at
Grønlands fremtid afgøres efter grundige og rationelle overvejelser baseret på
virkelighedens verden, som den ser ud i dag.
Hvor rimeligt og værdigt det kan
synes tjener det efter min vurdering ikke Grønland og det grønlandske folks
interesser, hvis vi kaster os ud i en juridisk moralsk og etisk fordømmelse af
Danmarks handlinger for snart 50 år siden.
Værten Danmark og ikke mindst
Grønland var meget anderledes for 50 år siden. Danmarks behandling af
Grønlandssagen i FN er behandlet offentligt i forskellige sammenhænge, ligesom
spørgsmålet er berørt i betænkning nr. 837 af 1978 om hjemmestyre i Grønland.
I takt med at nye generationer kommer
til, kan det dog ikke udelukkes at kendskabet til historien i almindelighed og
Grønlands historie i efterkrigstiden i særdeleshed svinder.
Historien er vigtig og den bør
fortælles om en påmindelse til vore aftagere om at rettigheder og ansvar
sjældent kommer af sig selv. Vore værende rettigheder og anerkendelsen af
Grønland har krævet hårdt arbejde, ligesom det må vel krævet hårdt arbejde. Men
vi må ikke lade os stoppe af historien.
Hverken det gode eller det dårlige af
historien bør spærre vores udsyn og vilje til at finde veje til varetagelse af
vore interesser. Fortiden kan ikke ændres, kun fortælles og forklares. Men vi
kan påvirke og forme vores fremtid, og jeg mener, at Grønland og det
grønlandske folk er bedst tjent med, at vi samler vores kræfter i dette
arbejde.
Det er os selv, der beslutter hvilken
vej vi vil. Her i landstinget drøftes hele tiden, hvordan vi skal indrette
vores samfund. Debatten foregår også i partierne, i kommunerne, i medierne, i
interesseorganisationer og selvfølgelig når folk mødes i det daglige. Det er som led i denne løbende debat vi har
nedsat selvstyrekommissionen, som vil komme med en betænkning om mulighederne
for at udvikle Grønlands selvstændighed. Uanset hvilken vej vi vælger, kommer
resultaterne ikke af sig selv. Det vil kræve hårdt arbejde og der vil skulle
føres mange forhandlinger både internt og eksternt og vi vil møde
forhindringer, som vi må søge at fjerne.
Jeg har læst flere artikler der
behandler Grønlands statsforfatningsretlige og folkeretlige stilling. Noget
definitivt svar findes sjældent. FN-pagten er ikke en lovtekst som vi kender
det her i landstinget. FN-pagten fra 1946 er udtryk for et internationalt
kompromis, der skulle kunne tiltrædes af et meget stort antal lande med forskellige
og til tide modstridende interesser.
Dette kommer blandt andet til udtryk
i kapitel 11 ved anvendelse af brede formuleringer og en uklar fordeling af
kompetence mellem FN og medlemslandende. Den klassiske lære om internationale organisationer
tager udgangspunkt i statens suverænitet, hvilket i denne forbindelse betyder, at staterne kun er underkastet de
folkeretlige forpligtelser der hviler på deres samtykke, således at
internationale organer ikke kan træffe beslutninger, som er retligt bindende
for staterne med mindre der er hjemmel herfor i den traktat, hvorved den
internationale organisation er oprettet.
Ifølge FN-pagtens artikel 10 har
generalforsamlingen til opgave at drøfte og fremsætte forslaget. I forhold til
medlemslandene har generalforsamlingen kunnet træffe beslutninger i form
henstillinger. Dette gælder også for de vedtagelser, der betegnes som
resolutioner og deklarationer. Heller ikke i forhold til de stater der har
stemt på de pågældende resolutioner er generalforsamlingens resolutioner
bindende. Der må herved tages i betragtning, at det for nogle af de stater som
har stemt for en resolution kan have været en forudsætning at der ikke var tale
om en retligt bindende beslutning. Det er vigtigt at kende hvilke muligheder
den internationale retsorden giver os i varetagelse af vore interesser.
Derfor er Gudmundur Alfredssons
vurdering af vores fremtidige muligheder interessante, ligesom andre juridisk
kyndige personers vurdering er det.
Disse muligheder indgår i grundlag for den løbende debat om Grønlands
udvikling og fremtid. Jeg er sikker på at Grønland og når det grønlandske folk kan finde den løsning, der tjener vore
interesser bedst. Også den dag hvor Grønlands interesser varetages bedst gennem
øget selvbestemmelse free association eller i sidste instans for fuld
selvstændighed.
Med disse bemærkninger ser jeg frem
til debatten her i landstinget.
Anders Andreassen, mødeleder,
Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Nu er det partiernes ordføreres og
Kandidatforbundets og løsgængernes. Og først er det Mikael Petersen, Siumut.
Mikael Petersen, ordfører, Siumut.
Tak. Landstingsmedlem Per
Rosing-Petersen, Siumut fremsatte forslag til forespørgselsdebat om grønlandsk
folkeretlig stilling. Spørgsmålet er interessant for Siumut og vi skal knytte
følgende bemærkninger til forslaget.
Forslagsstilleren tager sig
udgangspunkt i professor Gudmundur Alfredssons doktorafhandling om Grønlands
politiske uafhængighed fra kolonimagten. Selvfølgelig er vi i Siumut
interesseret i også andre udefra analyser og skriver om vores egen udvikling.
Det er ganske naturligt at vi følger med, ikke mindst fra de folkevalgtes side.
Derfor tager jeg med glæde til efterretning, idet oplægget givende oplysninger
som kan bruges og drejes alt efter politisk overbevisning.
Men vi skal allerede nu fra Siumut
udtale, at vi er helt enige med landsstyreformanden, når han siger i sit svar,
det grønlandske folks folkeretlige stilling skal ikke formuleres eller
bestemmes af jurister eller samfundsforskere udefra. Landsstyreformanden har
ganske ret i at vi betragter os selv som et selvstændigt folk og det er vi. I
vores vej fremover benytter vi os af de hidtidige erfaringer som pejlemærker og
det vil vi blive ved med i fremtiden.
Vi er helt klar over, at vi igennem
mange års samarbejde og samvær med danskerne har følt os uretfærdigt behandlet.
Men vi ved også at de situationer skyldes misforståelse med hinanden.
Fra Siumut skal vi gøre det klart, at
vi gennem 281 års samarbejde med Danmark har gennemlevet mange gode, mindre
gode og spændende erfaringer, som har skabt fælles og tættere bånd mellem
danskere og grønlændere. Siumut mener ikke der er grund til ærgrelser i denne
udvikling.
Fra Siumut respektere vi, og skal
ikke påtale at daværende politiske instanser både i Danmark og i Grønland i
1953 tog beslutningen om en indlemmelse
af Grønland på de præmisser, som nu engang gjald for denne tid. Det
folkevalgte dengang har truffet deres beslutninger med de bedste hensigter for
Grønlands fremtid. Det samme gjorde sig gældende da man tog beslutningen om
indførelse af hjemmestyret. Fra Siumut lægger vi til stadighed vægt på, at vi
ikke stopper ved gamle ordninger, men at vi tilpasser os i den fremadskridende
globalisering ikke mindst på samhandelsområdet.
Derfor finder vi, at det er op sin
plads at citerer nogle af Siumuts hovedmålsætninger. Det er Siumuts målsætning
at arbejde for Grønlands selvstændighed, ejendomsretten til vort land og dets ressourcer.
At skabe et samfund med gode og lige muligheder for alle. At skabet et ligeværdigt samfund uanset
fødested, køn eller religion. Siumut er ikke i tvivl om at disse kan nås
indenfor rigsfællesskabet.
Ifølge hjemmestyreloven har samfundet
fået adgang til udstrakt selvbestemmelse på det politiske plan. Siumut vil
fortsat forfølge sin mål siden dannelsen af partiet, som går ud på
afkolonisering. Siumut arbejder for et selvstændigt Grønland, for
selvbestemmelse over eget land. Siumut ønsker at vi selvstændigt skal kunne
træffe aftaler med andre nationer. Siumut ønsker et åbent rigsfællesskab med
Danmark med tillidsfuldt samarbejde med hinanden. I den nærmeste fremtid kan
rigsfællesskabet undergå ændringer. Siumut mener at man må respektere folkets selvbestemmelsesret
og det må være op til de folkevalgte at bestemme om rigsfællesskabets fremtid.
Rettigheder følges af selvbestemmelse, idet man forlader undertrykkelsen. Men
rettigheder følges også af forpligtigelser og ansvar.
I
et moderne velfærdssamfund, hvor alle er frie og har trygge forhold kan kun
bygges, når alle borgere føler forpligtelse eller ansvar over for sit eget liv,
familien, vennerne, naboerne og medarbejderne, som har det mindre godt.
Et frit samfund bygger på ytringsfrihed, frihed til politisk virksomhed og retten til demonstrationer, retten til at finde nye veje, retten til at indhente ny viden og kundskaber.
Frihed og lighed er ikke modstående i forhold til hinanden. Tværtimod har de brug for hinanden, idet frihed forudsætter lige muligheder for alle. Det hører også med til friheden, at alle har lige muligheder for uddannelse, uanset om det drejer sig om håndværksmæssig eller boglig uddannelse, og hvor man må have ret til beskæftigelse efter kvalifikationer.
Demokratiet må bygge på lighed med udgangspunkt i alles ligeværd. Vi må opbygge samfundet på en sådan måde, at alle kan udnytte deres færdigheder i respekt for helheden. Siumut vil sikre alles deltagelse med respekt for individuelle forskelle mellem menneskene imellem.
Med disse bemærkninger, tager vi Landsstyrets svar til efterretning.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Dernæst er det Jakob Sivertsen, Atassut.
Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.
Tak. Vi har følgende bemærkninger til Per Rosing-Petersens forslag. Da selvstændiggørelsesprocessen i Grønland rent politisk er vigtig i forhold til vores folkeretlige status, skal det understreges fra Atassut, selvstændiggørelsesprocessen startede faktisk i forbindelse med indførelsen af Landsrådet i 1911, hvor medlemmerne benyttede lejligheden til at øge deres indflydelse. Selvom Landsrådet ikke var rådgivende, kunne rådet være enige om visse ting, som så gik videre til den danske regering, som også blev benyttet flittigt, også i fuld alvor, også selvom ikke alle anmodninger blev efterfulgt.
Ligeledes blev den store kommission nedsat i 1948, som fik deltagelse fra medlemmerne fra Landsrådet og fik stor interesse fra den danske regering, som med interesse fulgte ønskerne. Som det kan ses i betænkningen i 1959 fra kommissionen fra .... 1948 blev den danske regering meget interesseret i ønsket om et bedre boligbyggeri og ville efterkomme ønsket, at ønsket om at erstatte de ikke ligefrem sundhedsvenlige tørvehyttebyggerier ikke længere tidssvarende blev efterfulgt, hvorefter man for alvor startede projekteringen af det mere moderne byggeri.
Man blev mere og mere lydhøre overfor, hvad de grønlandske medlemmer i kommissionen ønsker, eksempelvis omkring uddannelsen. Ved forbedringen omkring bestræbelserne, hvor den grønlandske potentiale er meget mærkbar omkring de økonomiske, på de sociale og kulturelle, hvor grønlænderne uden at skulle omstille sig fuldstændigt i deres dagligdag, skulle kunne ligestilles udviklingsmæssigt med det danske, som nu kunne igangsættes for alvor, hvorefter man i 1950 og i 1951 startede udarbejdelsen af arbejdspladser, hvor de danske og de grønlandske står på lige fod som var formålet.
I følgende arbejdspladser har det grønlandske Landsråd påbegyndt udviklingen og godkende følgende tiltag som kommunerådet m.m., i kirken, i undervisningen, i sundhedsvæsenet, i Kongelige Grønlandske Handel, Erhvervsstøtteudvalget, ESU=s etablering, etableringen af BSU, hvor boligstøtteudvalget kunne yde hjælp til boligbyggeri, det grønlandske retsvæsen og dertil hørende lovgivning og lovgivningen omkring indførselsafgifter, som blev tilpasset de grønlandske forhold ud fra den danske lovgivning.
I de før omtalte har de grønlandske medlemmer af Grønlandskommissionen deltaget aktivt og med umiskendelig interesse i opgaven med det resultat, at Grønland blev en del af den danske stat, nemlig i 1953. Det resulterede i, at Grønland fik to repræsentanter i Folketinget, hvor den grønlandske repræsentation fik hurtig indflydelse i den igangværende meget hurtige udvikling i Grønland.
De to grønlandske medlemmer i Folketinget fik hurtigt meget stor betydning for den grønlanske politiske udvikling, ikke mindst forskellen på den grønlanske identitet i forhold til den danske i rigsfællesskabet benyttedes fornuftigt og effektivt og blev respekteret og gav gode resultater.
Den politiske udvikling i Grønland under den danske stat, gav virkelig resultater efter 1970 og viste i 1971 i landsrådsvalget, at ungdommen for alvor er kommet med i spillet, som måske kunne betragtes som en slags revolution, idet flere unge blev valgt ind i Landsrådet i stedet for veteranerne i Landsrådet, lige præcis efter der var gået 18 år efter rigsfællesskabets indførelse, hvor Grønland endelig har opnået sin status som voksen.
Derefter fortsatte udviklingen som ikke kunne standses længere. I første omgang modsatte man Hjemmestyrekommissionen, hvorefter Hendes majestæt Dronningen den 1. maj 1979 overrakte daværende landsrådsformand Lars Chemnitz hjemmestyreloven.
Siden 1979 overtog vi lovgivningsmyndigheden og selv lavede forordninger, og når vi har taget fejl, kom vi selv med rettelser, således at vi på denne måde kunne opnå det bedste for samfundet.
20 år efter Hjemmestyrets indførelse, nemlig i 1999 vurderedes, hvor langt vi er kommet med selvstændigheden, og hvor man ønskede endnu mere vidtgående selvstændighed under rigsfællesskabet. Og der blev nedsat en Selvstyrekommission med alle landstingsmedlemmers billigelse. Hidtil har kommissionen arbejdet med mange opgaver, og jeg kan eksempelvis nævne, at man undersøgte, hvilke muligheder vi har indenfor forsvarsområdet, og emnet blev meget seriøst behandlet og vurderet.
Selvom Grønland er underlagt den danske lovgivning kan vi fra Atassut sige, at den grønlanske identitet er respekteret og godt støttet af den danske grundlov, og udviklingen siden 1953 efter Atassuts vurdering er meget god og stabil. Og vi venter med spænding, at Selvstyrekommissionen kommer med sin betænkning til efterårssamlingen, velvidende at kommissionen kommer med muligheder, der åbner nye muligheder for et mere selvstændigt Grønland. Derfor vil vi i Atassut svare forslagsstillerens spørgsmål om Grønland stadig er en koloni med et klart nej, fordi en koloni ikke har mulighed for selv at foretage lovgivning, ejheller have sine egne forordninger, ligesom Landsrådet kun har været rådgivende for den danske stat inden vi fik vores hjemmestyreordning.
Vi i Atassut tror også på, at Grønland kan opnå en fuldstændig selvstændighed og ungdommens uddannelsesresultater vejer tungt for denne vurdering, og vi kan opnå gode resultater, hvis vi virkelig satser på, men man kan ikke snakke sig frem til den slags resultater. Kun gennem uddannelse, gennem stabilitet i arbejdet, gennem ansvarsfølelse og gennem samdrægtighed kan man opnå de bedste resultater.
Som daværende præsident i USA midt i sin kamp for at opnå sine mål blev myrdet, John F. Kennedy under valgkampen har sagt, at I ikke skal vente på, hvad jeres land kan gøre for jer, men at I kan udvikle landet ved jeres arbejde. Og ordene kan ikke modsiges. Vi i Atassut mener, hvis vi virkelig satser på at selvstændiggøre Grønland, bruger vore muligheder for at kunne klare os selvstændigt, i stedet for at vente på, hvad andre gør for os, idet vi kun på denne måde kan gøre vort elskede land selvstændigt, og ikke længere behøver at få støtte ude fra.
Til allersidst kom forslagsstilleren ind på Gudmundur Alfredssons doktorafhandling, som rustede vores fællesskab med Danmark, og det vil vi i Atassut ikke begynde at grave frem. Og hvis der er fejl i ordningen, lærer vi af fejlene og retter det op, og hvad vi har været igennem der er det gode, skal vi bruge igen til det bedste, fordi kun på denne måde kan vi være målrettede i stedet for at kredse om det samme hele tiden.
Jeg vil slutte her med at citere en af vores store digtere, der viste os, hvordan vi målrettet kunne udvikle os, og han citerer på grønlandsk: At krybe sig sammen er uværdigt, vågn op og gå frem, grønlændere. Livet er værdigt at leve i. Tro endelig på, at I kan .....
Således udtaler vi os i Atassut om forespørgselsdebatten.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Tak. Næste taler er Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.
Johan Lund Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Inuit Ataqatigiit har følgende bemærkninger til den af landstingsmedlem Per Rosing-Petersen fremsatte forslag til forespørgselsdebat.
Danmark er en enhedsstat med én grundlov, én statsleder, konge eller dronning og én regering. Men igennem de sidste mere end 50 år er der opstået et rigsfællesskab mellem Danmark og de to hjemmestyreordninger på Grønland og Færøerne. Men betegnelsen rigsfællesskab står den dag i dag imidlertid udefineret hen og er til dato en underlig og defus størrelse. Til trods for at betegnelsen fællesskab normalt anvendes i forbindelse med relationer mellem selvstændige og uafhængige stater, betegnes relationerne mellem vort hjemmestyrede land Grønland, Færøerne og den danske stat som rigsfællesskabet. Det alene er i sig selv tankevækkende og giver stof til eftertanke.
Hvis vi tager dette ord for pålydende, kan man da ikke tolke det derhen, at der i virkeligheden er tale om det dansk-færøsk-grønlandske rige? D.v.s. at der er tale om tre folk, som har valgt at indgå et partnerskab, en fælles statskonstruktion, hvor ligeværd mellem folkene kendetegner et reelt og forpligtende fællesskab. Men det er ingenlunde tilfældet, fordi hjemmestyreordningen som bekendt hviler på et princip om, at hjemmestyre for Grønland ikke kan gennemføres ved en folkeretlig overenskomst eller traktat, men kun statsretligt ved en dansk lov, hvor ved Folketinget delegerer en vis nærmere begrænset del af sin kompetence til Hjemmestyret, som det er beskrevet og affattet i Hjemmestyrekommissionens betænkning nr. 837 fra 1978, bind 1, side 18, og derved definerer, hvorledes det grønlandske folk i dag folkeretligt er stillet.
Det betyder med andre ord, at det statsretlige udgangspunkt er, at Grønlands Hjemmestyres lovgivende og administrative myndighed hviler på delegation af folketingets lovgivende kompetence. Den delegerede lovkompetence kan derfor af folketinget også tilbagekaldes eller suspenderes ved lov.
I den gældende hjemmestyrelov udgør Grønland ifølge '1 ligeledes, og jeg citerer: AEt særligt folkesamfund indenfor det danske rige@. Og dette betyder igen, at Hjemmestyreloven ikke anerkender os som et folk i henhold til De forenede Nationers definition, også den dag i dag, men blot som et særligt folkesamfund.
Til trods for, at Landsstyreformanden godt nok forsøger at sige, at grønlænderne er et folk, og derfor selv altid har opfattet sig selv som et folk, er dette en sandhed med modifikationer efter Inuit Ataqatigiits opfattelse, da de danske myndigheder til dato hverken via grundloven eller via hjemmestyreloven har villet anerkende såvel færingerne som grønlænderne som et folk. Ja, det er rigtigt, at vi inderst inde i ånd og sjæl føler og værdsætter, at vi er et folk, men dette er som nævnt ikke stadfæstet og anerkendt gennem den gældende lovgivning. At vi endnu ikke er anerkendt gennem lovgivningen som et folk, bør være det centrale omdrejningspunkt, hvorfor det efter Inuit Ataqatigiits opfattelse er også overordentlig vigtigt at være bevidst om, at Grønlands ønske om en international identitet kun kan opnås ved, at der gives et klart og utvetydigt budskab til omverdenen om, at det grønlandske folk altid har forstået sig som et folk i FN=s forstand, samt at vi til stadighed og usvækket bør insistere på egen forfatning eller grundlov for Grønland, som er os nærværende som et folk, og som vi inders inde føler er vort eget, fremfor et lovgrundlag, som vi kun føler at have fået til låns fra Danmark.
Vi ved jo nu bl.a., takket være det seminar, som arbejdsgruppen vedrørende forfatningsmæssige og folkeretlige spørgsmål under Selvstyrekommissionen arrangerede her i Nuuk i februar måned i år, at grundlovsændringen fra 1953, der muilggjorde, at vi blev indlemmet i det danske rige, ikke fulgte det regelsæt i procedurer, som det internationale samfund gennem FN havde fastsat.
Det grønlandske folk fik jo som bekendt hverken i 1953 som senere i 1979 en mulighed for gennem en folkeafstemning at vælge sin fremtidige status ud fra valgmuligheder, da det daværende Landsråd i 1952 kun blev mangelfuldt rådført, og som på daværende tidspunkt ikke havde repræsentanter folkevalgte fra Thule og Østgrønland. Denne procedure og fremgangsmåde er i sig selv efter Inuit Ataqatigiits opfattelse en meget alvorlig forseelse, hvorfor dette bl.a. gav anledning til, at Inuit Ataqatigiit forud for Hjemmestyrets indførelse blev nødt til at anbefale et nej ved folkeafstemningen i 1979, idet det var åbenbart, at man gennem denne afstemning ikke stilede efter at få det grønlandske folk anerkendt som et folk i lighed med, hvad der også skete i 1953, dog uden afstemning.
Vi nærer det håb i Inuit Ataqatigiit, at dagens meget tiltrængte debat ikke udarter sig til en meget følelsesladet debat, men derimod bliver en fremadrettet debat med sigte på en politisk vilje til handling og formulering af nye målsætninger. Landsstyreformanden giver udtryk for i sit svar til forslagsstilleren, at det er os selv, der beslutter, hvilken vej vi vil. Inuit Ataqatigiit vil gerne tage Landsstyreformanden på ordet.
Men derved siger vi ikke, at vi skal fastholdes i vores nuværende situation, som er uholdbar, set i relation til vort forhold til Danmark. Dette blev bekræftet til fulde under den foregående dagsordenspunkt, nemlig beslutningsforslaget om ændring af den dansk-amerikanske forsvarsaftale af 1951. Der fik vi jo bekræftet, at der ikke kan være tale om nogen form for et partnerskab eller fællesskab, sålænge parterne er ulige. Vi skal jo også huske på, at vi ud fra alle rimelige juridiske argumenter kan betragtes som et folk. Som et folk har vi ret til ekstern selvbestemmelse og dermed en international identitet. Men det er ikke ensbetydende med en konfrontationslinie, hvis vi vælger denne vej. Det er Inuit Ataqatigiits absolutte opfattelse. Det er omvendt Danmark, som vil søge konfrontationen, dersom den danske regering i de kommende forhandlinger ikke vil anerkende det grønlandske folks ret til selvbestemmelse og det grønlandske folks ønske om anerkendelse som et folk. Det følgende er jo fakta og så sandt som solen også står op hver morgen.
Den nuværende hjemmestyrelov er blevet hemsko for Grønlands videre udvikling politisk som på det åndelige og følelsesmæssige plan. Det samme skete i 1953, da den nugældende grundlov uden at det grønlandske folk blev spurgt først, blev overdraget os, da vi som bekendt gennem begge de to lovgivninger ikke blev anerkendt som et folk. Inuit Ataqatigiit skal derfor afslutte denne ordførertale med at kræve, at det grønlandske folk igen skal spørges til råds gennem en folkeafstemning, som vi blev snydt for 1953. Gennem den folkeafstemning vi endnu har til gode, skal det grønlandske folk spørges om vi ønsker uafhængighed eller selvstændighed, om vi ønsker en free association-ordning, altså en løs og frivillig tilknytning, hvor ligeværd mellem folkene kendetegner forholdet mellem de to lande, eller om vi fortsat ønsker at den nuværende hjemmestyreordning bør fortsætte uændret. Sidstnævnte kan Inuit Ataqatigiit ikke anbefale, al den stund vi derved aldrig vil kunne anerkendes som et folk.
Med disse betragtninger, skal Inuit Ataqatigiit afslutningsvis sætte sin lid til, at Selvstyrekommissionen ligeledes påtager sig disse anbefalinger.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Så er det Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.
Anton Frederiksen, Landstingets 4.næstformand, Kandidatforbundet.
Vi har fra Kandidatforbundet følgende bemærkninger til forslag til forespørgselsdebat fra Per Rosing-Petersen om den grønlandske befolknings konstitutionelle status og hans følgende spørgsmål: Er Grønlands stadigvæk en koloni?
For det første skal vi fra Kandidatforbundet udtale, at vi i Kandidatforbundet ikke ser Grønland som en koloni på grundlag af de faktiske forhold, grundloven og hjemmestyreloven samt ikke mindst fordi vi opfatter os selv som grønlændere både i krop og sind og efter vore levevilkår.
Vi ser derfor heller ikke overgangen fra kolonitiden til Hjemmestyret, hvor vi har gennemlevet en del som et mirakel, men hvis vi skal sammenligne os med andre folkeslag, så har vi gennemgået denne overgang meget hårdt. Fordi det jo som bekendt er sådan, at vi grønlændere har gennemlevet en udvikling i rivende hast, og som for nogen af os har været hårdt på alle måder. Derfor skal vi fra Kandidatforbundet svare nej til Per Rosing-Petersens spørgsmål om Grønland stadigvæk er en koloni. Til dette svar kan der ellers nævnes flere begrundelser, men kort sagt, så mener vi fra Kandidatforbundet, at vores respekterede forfædre har betalt igennem deres egne vilkår, som nogen af os også har følt på livet for at lade Grønland slippe fra kolonialismens greb.
Vi har hidtil set flere kendetegn på vore forfædres udmærkede og rosværdige indsats, fordi vores forfædre har været utrolige og har været meget heroiske i deres indsats. F.eks. så kan vi nævne, at fangerne fra Ilulissat selv har betalt for Zeonskirken, der den dag står endnu, ved at de har sat penge til side gennem deres handel med spæk i det attende århundrede. Selvom man kunne nævne mange flere ting, vil jeg lade det være usagt og sige det ganske kort, at det ..... Grønland, som ikke kun kan være smukt, men også kan være barskt og ubarmhjertigt, og at vi dog, så kan vi på den anden side kun være stolte over det vi har arvet fra vore forfædre. Derfor er vi i Kandidatforbundet overhovedet ikke i tvivl om, om vi kan kalde Grønland for en koloni eller ej. For det er jo en uomtvistelig kendsgerning, at Grønland i dag ikke er en koloni.
Om Danmark har overtrådt sin egen grundlov efter den 5. juni 1953 eller ej, kan jo være fristende at drøfte, men vi mener fra Kandidatforbundet, at vi ikke kan give os ret til at drøfte dette spørgsmål i denne sal, da sådanne sager skal behandles i andre fora.
Men vi forstår og er helt enige med forslagsstilleren i hans kritik af Landsstyret omkring oplysninger, som ikke er blevet videregivet til befolkningen angående de folkeretlige forhold omkring Grønland og forholdet mellem Grønland og Danmark, som kan være yderst vigtige for befolkningen og som Landsstyret har haft kendskab til i lang tid. Vi mener ikke, at det ikke kun er kritisabelt at undlade, at disse oplysninger ikke er videregivet til befolkningen, men vi fra Kandidatforbundet vurderer det at løbe fra sit ansvar og anmoder om, at Landsstyret redegør til Landstinget på baggrund af dette. Det er som om Landsstyreformanden i sit svarnotat vil sige, at fortiden kan ikke bringes tilbage, dog forbliver den i mit hjerte. Vi kan fra Kandidatforbundet ikke vurdere svarnotatet fra Landsstyret anderledes, fordi Landsstyret har meldt ud, at de er handlingslammede.
Med disse bemærkninger skal vi meddele, at vi glæder os til at deltage i debatten omkring Selvstyrekommissionens betænkning eller redegørelse til efteråret.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Tak. Næste taler er Otto Steenholdt, løsgænger.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Ja, når man står her i talerstolen, så kan man også blive alvorlig, og jeg tænker over, at vi fremsætter forslag og har drøftelser og lige som forbigår hinanden med hensyn til de resultater vi gerne vil opnå. Vi rammer ikke lige plet hver gang.
Jeg skal ikke skjule, at jeg har tænkt meget på Gudmundur Alfredssons tale mens jeg var på vej til Nuuk. Sådan en tale giver eftertanker. Samtidig skal man kunne være kritisk med hensyn til at tage det til sig som noget brugbart. Jeg er enig med Landsstyreformanden idet han sagde, at det grønlandske folk defineres ikke jurister, antropologer eller videnskabelige diskussioner om vores genetiske ophav.
Vi har igår indgående drøftelser om forlydender vedrørende lovgivningen. Det er netop det der kan ske, nemlig at man kan tage imod uden videre fra nogen der har fremsat sine tanker. Konsekvenserne kan blive alvorlige, at vi må vælge imellem det gode og det dårlige af de brugbare.
Da jeg er tilfreds med Landsstyreformandens besvarelse, vil jeg ikke fremkomme med yderligere bemærkninger. Men jeg er meget nysgerrig vedrørende forslagsstillerens spørgsmål til besvarelse. Da forslagsstilleren fortsat arbejder for løsrivelsen fra Danmark, vil jeg ikke kommentere det yderligere, idet han selv plejer at fremkomme med løsningsmodeller i tilfælde af en løsrivelse, bl.a. ved afskaffelse af bloktilskuddet fra Danmark. Jeg vil dog ikke komme ind på disse spørgsmål, idet lytterne og læserne har været inde på det. Dog er der en alvorlig beskyldning, som Per Rosing-Petersen vil gerne vide noget mere om, nemlig hvorfor nogle af landstingsmedlemmer og skiftende landsstyrekoalissioner ikke har videreformidlet denne viden til almenheden. Og han fortsatte, at enhver der sidder inde med denne viden også er forpligtet til at videreformidle denne viden til samfundet og fremkomme med en redegørelse. Han beskylder også Landstinget .... jeg kender ikke noget til beskyldninger om tilbageholdelse af oplysninger. Det kan da godt være, at andre medlemmer af tinget her har haft noget at skjule, som de har hørt noget om. Men det vil ikke være tilfældet, når jeg lader sagen gå videre til Landsstyret, selvom de måske ikke har noget svar lige som mig.
Og vedkommende forslagsstiller har også været inde på, at man kan indbringe sagen til international domstol. Det bliver spændende, hvilke besvarelser vi får i denne sammenhæng.
Til allersidst kan jeg dog sige, at det er et mærkeligt forslag, som har til formål at man lige som bliver opmærksom på, og beskyldningerne ud fra min egen vurdering er grundløse. Jeg har så følgende bemærkninger til forslaget.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Den næste er forslagsstilleren endnu engang Per Rosing-Petersen.
Per Rosing-Petersen, forslagsstilleren, Siumut.
Tak. Det er ikke en nyhed, at den danske stat og DOPI tilbageholder oplsyninger om Grønland. Men det er mærkeligt, at så vigtige oplysninger har aldrig nået til det grønlandske samfund. Og hvis Landsstyret har kendskab til disse, så er det mærkeligt, at de aldrig videreformidler dem.
Hvis vi skal undgå disse vigtige oplysninger, så skal vi lyve os til selv .... Disse oplysninger er meget vigtige for rigsfællesskabet, og vi kan ikke undgå at se dem og erkende dem. Og vi skal tage dem i betragtning, når vi skal vurdere situationen. Disse vigtige oplysninger er nødvendige, hvis vi skal undgå en gentagelse af et respekteret samfundsforsker, der sagde, at man skal spørge sig selv, om det grønlandske folk ikke har forstået, at kolonistatussen ikke er ændret så meget.
Den indlemmelse til rigsfællesskabet, det er bare et eventyr, et juridisk eventyr. Disse oplysninger er alvorlige og rigtige. Og Danmark har også ratificeret FN-pagten. Og uanset om vi har fået Hjemmestyre, juridisk konklusion bliver ... vi kan ikke sige, at vi har ikke brugt vores selvbestemmelsesret i 1979, og den mulighed skulle ellers have været givet til det grønlandske samfund allerede i halvtredserne, og vi skal formidle den viden til det grønlandske samfund, hvis vi skal følge FN-pagten som også er ratificeret af Danmark. Og vi kan sige, at det er bevidst, at Danmark har lavet ulovligheder, og jeg kan ikke acceptere dette faktum som et menneske.
Vi kan sige, at Danmark har misbrugt sin økonomiske magt. Men vi skal vise vores ret som et folk og opnå vores ret. Det er alt for dyrt, at vi har mistet vores ære, og hvis vi skal ikke tage et skridt mere, så fører det til udslettelse af os som et folk.
Disse ulovligheder og ukorrekte informationer kan ikke accepteres. Men det er op til os selv at løse disse problemer, og det er en af vores vigtigste pligter. Vi skal føle, at vi har pligt til at videreføre den viden vi har fået. Siden 1920-erne i samfundet og blandt politikerne kan man se, at folk er blevet mere opmærksomme. Og den danske stat vil ikke slippe Grønland, derfor har videreformidlet ukorrekte informationer, især da det viste sig, at Grønland har en meget vigtig rolle i forbindelse med 2. verdenskrig. Og jeg skal citere fra en digter (og det kan jeg ikke oversætte direkte, det er et grønlandsk digt, der handler om selvværdighed som et folk).
Efter at have sagt det, så vil jeg kommentere de enkelte partiers bemærkninger. Man kan se, at enkelte ordførere har ikke læst Gudmundur Alfredssons doktorafhandling. I skal forstå, at disse oplysninger ikke er taget fra den blå luft, men det er dokumenterede oplysninger ud fra FN=s dokumenter. Derfor kan jeg ikke forstå deres kommentarer.
Jakob Sivertsen skal også huske, at Landsrådet dengang, da den tog en beslutning, det var ikke med Grønlands tilslutning, og emnet har aldrig været op til som et valgemne. Og ifølge FN-pagten, det grønlandske folk skulle ellers have mulighed for at vælge mellem tre muligheder, som Inuit Ataqatigiits ordfører også har nævnt. Og når vi ser Atassuts bemærkninger, kan man sige, at det er bare en historiefortælling. I skal se og erkende de virkelige forhold.
Atassut siger, at Grønland er ikke en koloni. Det er ikke nok bare at læse, men man skal også forstå indholdet. Vi skal erkende, at Grønland er stadigvæk en koloni. På den anden side vil jeg sige, at Inuit Ataqatigiit, Johan Lund Olsens kommentarer, at den er baseret på de faktuelle forhold, som er refereret fra Gudmundurs afhandling.
I forbindelse med Selvstyrekommissionens betænkning. Den grønlandske befolkning skal have mindst tre muligheder at vælge imellem, og jeg vil gerne sige min opbakning til disse muligheder, selvom jeg har mange ting stadigvæk i mit hjerte. Jeg må slutte her.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Den næste bliver Landsstyreformanden.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.
Jeg vil ikke kommentere de faldne bemærkninger enkeltvis, men skal sige, at Landsstyrets forståelse er således, at den er meget tæt sammen med Siumuts og Atassuts ordføreres bemærkninger.
Jeg skal også sige, at til Inuit Ataqatigiits ordførerindlæg og Per Rosing-Petersens indlæg, så skal jeg dertil sige, at Alfredssons doktordisputats kan være interessant. Det kan alle doktordisputatser være, men det er ikke vores opgave fra Landsstyrets side at kommentere og vurdere doktorafhandllinger, om de nu er rigtige eller ej. Da alle doktordisputatser er alle korrekte oplysninger af, hvis når der er tale om en doktordisputats, hvorfor de også forsvarer deres doktorafhandlinger med opponenter, når de får deres doktorgrad. Det er ikke noget vi skal diskutere her i denne forbindelse. Men uanset hvordan vi opfatter os selv som et folk, så kan dette drøftes meget længe.
Det skal siges, at det danske statsministerium i 1953 udgav en lille pjece om det grønlandske folk. Altså i >53, men i >51, mens de forhold, som Alfredsson har behandlet i sin doktordisputats var på sit højeste. Jeg har brugt denne lille bog, som jeg citerer fra, da det af denne pjece klart fremgår, at det grønlandske folk er et folk ud fra .... Dette anser jeg også som en del af den danske stats bidrag. Den danske stat har således ikke prøvet at forhindre, at det grønlandske folk blev anerkendt som et folk. Men det kan vi selvfølgelig vende tilbage til, når vi skal forsvare om vi nu er et folk eller ej.
Til Kandidatforbundets ordførerindlæg, så finder jeg den overhovedet ikke interessant. Jeg er selvfølgelig glad for, at de mener, at vi ikke er en koloni, men iøvrigt så mener jeg, at der ikke er ret meget nyt under solen, hvorfor jeg ikke vil kommentere den yderligere.
Til Otto Steenholdts bemærkninger, løsgænger Otto Steenholdt, så har jeg dog et punkt, som jeg gerne vil tilbage til, da jeg er glad for ....., hvor det er sådan, at vi skal indenfor vores politiske arbejde er, om hvad vi har fejet ind under gulvtæppet. Til Otto Steenholdts spørgsmål, så skal jeg sige, at Landsstyret i deres arbejde, der skal videre til Landstinget, at det ikke er tilfældet, at alle oplysninger bliver forelagt, ligesom vi også i den senere tid har lagt vægt på, at vi for så vidt muligt og i størst muligt omfang samarbejder, ligesom det heller ikke forbudt, at enhver person har ret til at få de oplysninger, som de har krav på, hvorfor jeg i denne forbindelse vil anbefale, at hvis man vil bore i dybden i forskellige sager, så er det også en opgave, som vi må selv påtage sig. Og hvis man f.eks. retter henvendelse til Landsstyret i enkelte sager, af interessante sager, der kan være af vigtighed i beslutningsprocessen, så vil Landsstyret selvfølgelig sørge for at de nødvendige oplysninger bliver fremskaffet og bragt frem.
Jeg bemærker, at man allerede glæde sig til den debat, der skal være til efterårssamlingen i forbindelse med Selvstyrekommissionens delbetænkning, og jeg er derfor glad for, at jeg her i denne debat får en vished om, hvad vej vinden blæser eller hvordan flagene står.
Inuit Ataqatigiit har fremsat forslag til afstemning, men jeg mener ikke, at tiden er inde til at drøfte det, men jeg håber at vi til efterårssamlingen kan tage det op igen, hvorfor jeg uden yderligere bemærkninger vil kommentere de faldne bemærkninger og forventer, at jeg til efterårssamlingen på grundlag af Selvstyrekommissionens betænkning kan bore mere indgående og mere bredt om de forhold, som man nu drøfter. Tak.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Så er det Jakob Sivertsen, Atassut. Derefter er det Johan Lund Olsen, men først Jakob Sivertsen, Atassut.
Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.
Tak. Forslagsstilleren sagde, at jeg har fortalt en historie. Det kan jeg aldeles ikke acceptere. Det er ikke bare en underholdning, hvad jeg sagde. Vi er ikke her for at holde et møde om en doktorafhandling. Vi er her for at løse de grønlandske problemer. Jeg har haft dette arbejde igennem 23 år med respekt og tillid. Og jeg kan ikke vurdere mig selv som en entertainer. Og jeg håber, du ikke har ment hvad du sagde omkring at jeg er en entertainer.
For os er det vigtigt med politisk selvstændighed og medansvarlighed. Det er vigtigt, at vi kigger tilbage i historien. Og til sidst sagde jeg klart, at jeg vil gerne gentage hvad jeg sagde, hvis vi har begået fejl, så skal vi lære af dem. Og hvis der er vigtige ting i fortiden, så skal vi også bruge dem i vores videreudvikling. Kun derved kan vi opnå bedre resultater i vores fremtid. Og hvis vi skal diskutere alle doktorafhandlinger, det kan godt være, at de er interessante, men måske kan de være ikke-relevante i forhold til udviklingen. Og jeg vil gerne citere forslagsstilleren sagde: AHerefter må man påregne at skulle, hvorvidt der skal rejses en sag overfor menneskerettighedsdomstolen.@ Jeg vil ikke bruge talerstolen til at dømme, hvilke rettigheder vi har, men jeg vil gerne bruge talerstolen til at deltage i debatten om den bedste fremtid vi kan få.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Den næste bliver Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.
Johan Lund Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Til Landsstyreformanden vil jeg også gerne sige tak og partiordførere. Det er meget vigtigt, at vi får sådan en debat, men vi skal passe på, at vi ikke skal blande følelserne ind. Men diskussionen skal være målrettet og målrettet til en politisk videreskridt. Og vi håber, at debatten fører til en indikation, hvordan vi skal arbejde videre i fremtiden.
Partiordførerne og Landsstyreformanden sagde, at vi ikke skal diskutere informationer vi har fået fra forskellige doktorafhandlinger. Men vi skal erkende, at disse oplysninger, uanset om de er fra doktorafhandlinger, disputatser eller andre, som ikke er doktorer, men hvis oplysningerne synes at være vigtige for Grønlands fremtid, og hvis de har en stor vægt, så har vi en pligt i Landstinget at diskutere disse grundigt.
Gudmundur Alfredsson, som har skrevet afhandlingen, jeg vil gerne præsentere ham til Otto Steenholdt. Professor Alfredsson er en .... han deltager i Selvstyrekommissionens arbejde. Vi skal huske det. Gudmundur Alfredsson er .... at han deltager i den kommission, der er nedsat af Landsstyret og Landstinget. Og disse oplysninger skal også videreformidles til Landstinget og Landsstyret gennem kommissionen.
Da Alfredsson skrev sin afhandling kom han med oplysninger, meget overraskende oplysninger. Men det vigtige er, at dokumentationerne for oplysningerne i afhandlingen ..... Vi har kæmpet for disse dokumenter og oplysninger fra Inuit Ataqatigiits side før denne samling. Men vi kunne ikke få dokumenterne. Vi ved, at de findes i Det Kongelige Bibliotek i Danmark, og vi ved, at de også findes i forskellige ministerier. Og vi har ellers krævet at få dem udleveret. Vi har også bedt Landstingsbureauet om at få dem udleveret fra Danmark. Og vi vil gerne have, at de oplysninger som Danmark har givet til FN, men desværre, Landstingsbureauet har besluttet, at det ikke er deres pligt at skaffe dem, og vi fra Inuit Ataqatigiit har prøvet at skaffe dem og vi har også fået dem, og disse oplysninger er her. Det er informationer sendt fra Danmark til FN, og det er på engelsk og det er oversat til grønlandsk og dansk. Og man kan se, at der er flere overraskende oplysninger, som dokumenterer, at Danmark har sendt ukorrekte oplysninger til FN.
Jeg skal også sige, at den nye Rigsombudsmand har skaffet oplysninger, som var sendt til FN fra statsministeren i perioden 1949 til 1953. Det er også på engelsk. Men vi har ikke fået oplysninger omkring >46 til >48. Jeg ved ikke, hvorfor man ikke kan få dem.
Til sidst vil jeg sige, at vi er skuffet over, især over Siumuts bemærkninger og Landsstyreformanden, hvor de gentager, at det grønlandske folk er et folk. Selvfølgelig føler vi, at vi er et folk. Men problemet er, at vi ikke har den folkestatus i juridisk forstand. Vi har aldrig været anerkendt som et folk. I 1953 - Grønland blev indlemmet i det danske rige, uden at spørge det grønlandske folk.
Hjemmestyreloven af 1979 - vi er heller ikke anerkende som et folk. Derfor skal vi til stadighed kæmpe for, at vi bliver anerkendt som et folk. Og det kan vi kun gøre ved, at det grønlandske folk bliver spurgt om disse forhold. Derfor kom vi med følgende forslag. Vi kan ikke undgå at det grønlandske folk bliver spurgt om, hvilke ønsker vi har omkring vores selvbestemmelse. Det spørgsmål blev aldrig stillet i 1953 og heller ikke i 1979, da man indførte Hjemmestyret. Det grønlandske folk skal spørges, om vi ønsker uafhængig selvstændighed, eller om vi ønsker en free-association, eller om vi fortsat ønsker, at den nuværende hjemmestyreordning bør fortsætte uændret. Det grønlandske folk skal selv bestemme. Vi kan ikke bestemme det fra Landstinget. I FN-pagten er det fastslået, at enhver folk gennem en referandum, et folkeafstemning, derfor kæmper vi til stadighed for, at det grønlandske folk får muligheden til at vælge imellem disse muligheder.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Den næste er Anton Frederiksen, Kandidatforbundet endnu engang.
Anton Frederiksen, ordfører, Landstingets 4. næstformand, Kandidatforbundet.
Til Landsstyreformandens sidste bemærkninger, så stemplede han vores ordførerindlæg som indholdsløst. Men jeg bemærker, at det på trods heraf, at han gentager nogle sætninger fra vores ordførerindlæg, hvor vi vurderede, at Landsstyrets svarnotat således, at fortiden ikke kan bringes tilbage, men dette vil vedblive i vores hjerte, og det fastholder vi, fordi Landsstyreformanden i sit svarnotat for så vidt angår forslaget, vi mener, at han udviser manglende interesse for forslaget, selvom han i sit svarnotat efter min opfattelse nævner, at han selv valgte at gå ind i politik, så siger han, at så var det i erkendelse af frustration, så var det i erkendelse af frustration og afmagt måtte afløses af handling. Netop disse bemærkninger fra Landsstyreformanden, vi vil vende det lidt i en anden retning i vores ordførerindlæg, fordi Landsstyret siger, at de ikke kan gøre noget her. Det viser deres svarnotat. Og det var blot en lille præcisering af, hvorfor vi har sagt som vi har gjort, og skal også præcisere og erindre om, at et sådan svar fra Landsstyret måske ikke er det mest positive svar man kan få, men jeg interesserer mig altid for Landsstyrets svarnotat og de ting, der bliver omdelt til Landstinget. Man skal aldrig sige, og det vil jeg også huske, at Landsstyrets materiale er uinteressante.
Jeg er skuffet over, at man fra Landsstyrets side har svaret så negativt på vores indlæg. Man skaffer sig næsten over at bede om ordet igen efter det svar, som Landsstyreformanden er fremkommet med for så vidt angår vores indlæg, men jeg håber, at den ærede Landsstyreformand også vil have vores bemærkninger in mende, fordi jeg som sagt ikke har planer om at sætte spørgsmålstegn ved Landsstyrets svarnotat.
Baggrunden for at vi ikke har kommet med yderligere bemærkninger i vores første indlæg er, at vi ved, at Selvstyrekommissionen er igang med sit arbejde, og at der til efterårssamlingen vil fremkomme delbetænkninger fra Selvstyrekommissionen. Og det har vi også nævnt i vores ordførerindlæg, hvorfor vi ikke havde yderligere bemærkninger, men har kommet ind på ting, som Landsstyreformanden ikke har kommet ind på i sit svarnotat om, hvor vi nævnte, hvordan forholdene har været i det Grønland, hvor vi viser, at det grønlandske folk altid selv har kunnet. Og jeg håber, at Landsstyreformandens besvarelse er tale om en misforståelse, og jeg håber, at Landsstyreformanden vil udvise mere interesse i vores bemærkninger. Tak.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Inden næste taler skal jeg sige, at Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit har sagt til formandskabet har sagt, at det for så vidt angår materiale fra FN, at Landstingets formandskab i samarbejde med Rigsombudet har fremskaffet de nødvendige materialer og leveret det tilbage til Rigsombudet, og Landstingets udgift har været på omkring 100.000 kr. til fremskaffelse af de nødvendige oplysninger, hvorfor jeg kan sige, at formandskabet også har gjort noget for at skaffe yderligere oplysninger.
Den næste der har bedt om ordet er Mikael Petersen, Siumut.
Mikael Petersen, ordfører, Siumut.
Selvfølgelig ved vi under de politiske diskussioner, at vi kan angribe hinanden på enhver måde. Men at man påstår, at der ikke er taget nogen skridt, det bliver lidt ubehageligt at høre disse beskyldninger. Jeg mener, at Inuit Ataqatigiits og Kandidatforbundets ordførere har ingen grund til at komme med disse beskyldninger til Landsstyret og til Siumut.
Man ved at arbejdet omkring Hjemmestyrets indførelse i begyndelsen af halvfjerdserne, i >75, de har kæmpet hårdt for at det grønlanske folk bliver moderniseret, også omkring lovgivningen. Disse folk fortsætter med at arbejde omkring det grønlandske folks situation, også gennem Siumut. Og det vil være mærkeligt at sige, at Siumut gør aldrig noget. Det er bare tomme ord. Og vi vil ikke lade som om, vi har en stor juridisk viden. Men vi får juridisk bistand. Vi politikere skal arbejde med politik ud fra juridisk grundlag, og det skal vi også gøre.
Vores klare melding fra Siumut skal ikke misforstås. Vi skal ikke dvæle ved vores nuværende status. Vi skal fortsætte. Rigsfællesskabet kan ændres i den nærmeste fremtid. Det sagde vi klart i vores bemærkninger. Og hvis det sker, så er det samfundet der skal tage en beslutning og de politisk ansvarlige. Selvfølgelig hvis samfundet skal tage en beslutning, så skal det foregå gennem en folkeafstemning.
Vi sagde også helt klart, at i den kommende fremtid, at vi får et rigsfællesskab med Danmark gennem tillid og ansvarsbevidsthed. Det er disse ord vi har brugt.
Inuit Ataqatigiit kom med tre muligheder. Dem kender vi godt, og dem har vi også diskuteret i Selvstyrekommissionen. Samfundet skal nok tage en beslutning og komme frem til om Grønland får selvbestemmelse eller selvstændighed eller en total suverænitet. Der er flere muligheder. Vi har allerede kommet med et klart signal, som skal tages med i vurderingen i fremtiden. Jeg mener ikke vi skal prøve på at overgå hinanden omkring vores kendskab til folkeretlige forhold. Vi ved, at grundloven danner rammen om vores nuværende status. Og selvfølgelig skal der være ændringer i lovgivningen, hvis vi får en ny ordning.
Jeg mener det ikke er på sin plads, at vi skal dømme de gamle fejltagelser hver gang der er en afhandling, som påstår, at der er sket sådanne forhold. Dengang tog man beslutninger ud fra de virkelige forhold. Vi kan se, hvor meget vi har opnået siden 1950. Jeg mener, at de fleste gerne vil sige, at man er glad for, at man har taget disse beslutninger dengang.
Vi vil ikke stoppe her og tænke på fortiden. Vi vil gerne gå fremad. Siumut var med til en nedsættelse af Selvstyrekommissionen. Vi har også været med til at formulere kommissoriet, og når deres betænkning bliver fremlagt, så skal vi også deltage i debatten. Og Siumut skal også deltage, når diskussionerne kommer omkring vores fremtid.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Og nu er det Landsstyreformanden med endnu en besvarelse.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.
Jeg har ellers lovet ikke at komme herop igen, men jeg vil dog fremkomme med nogle korte bemærkninger. Jeg vil gerne nævne et par stykker.
Jeg forestiller mig, når debatten er afsluttet til efteråret og når vi har afklaret, hvilke veje vi gerne vil gå, og at vi også stiler efter en folkeafstemning, ligesom vi har gjort det i 1978, da vi skulle til at indføre Hjemmestyret. Derfor til ..... andre her i Grønland, så har vi jo altså afgjort det ved en afstemning. Det må vi kunne gøre.
Hvad angår Alfredsson og hans betragtninger, det er meget interessante synspunkter. Hvad skal vi bruge disse synspunkter til? Det er en historisk tilbageblik han har gjort og som også muligvis kan bruges i det videre arbejde. Men vi er nu kommet ind i det nye årtusinde. Vi må altså selv vurdere på baggrund af de forhold vi lever under her. Vores økonomi og vores levevilkår og andre vurderinger der relaterer til vores samfund, vi skal ikke spørge andre. Vi skal i stedet spørge os selv som enkeltpersoner og som et samfund. Det er en måde vi vil følge og respektere.
Til allersidst vil jeg også lige komme ind på .... jeg går også ind for indtil nu, det der bliver fremlagt bl.a. fra Mikael Petersen, som er medlem af Selvstyrekommissionen, som så også har nævnt i forbindelse med Landsstyrets besvarelse, de retningslinier vi ..... de fremlæggelser, de skal indeholde indlæg fra samtlige instanser her i Grønland, bl.a. interesseorganisationer m.m. for at vi kan have forståelse med hinanden. Det er derfor at vi på nuværende tidspunkt ikke kan stile efter et færdigt produkt. Jeg går mest ind for, at de har bedre resultater at gå efter til efteråret.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Dernæst er det Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit uden for partiordførerne.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Jeg har afleveret til Landstingets formand et forslag til et motiveret dagsorden. Med henvisning til forretningsordenens bestemmelse i '50, skal Inuit Ataqatigiit hermed fremsætte forslag om overgang til næste punkt på dagsordenen, idet Landstinget samtidig vedtager følgende motiverede dagsorden, idet Landstinget herved har erfaret, at Grønlands status og dermed det grønlandske folks ret til selvbestemmelse i 1953 og som gennem fejlagtige indberetninger til FN ikke blev fulgt og derved har medført, at det grønlanske folk, hverken gennem den danske grundlov af 5. juni 1953 og gennem hjemmestyreloven af 1. maj 1979 er blevet anerkendt som et folk, skal Landstinget herved kræve, at det grønlanske folk fortsat har en folkeafstemning tilgode.
Et folk kan aldrig på noget tidspunkt gives sin frihed fra et andet folk, da det er folket selv, der tager sig til egen frihed. Idet Landstinget anerkender dette krav, vil tinget herved kræve, at det grønlandske folk spørges påny gennem en folkeafstemning, hvor afstemningstemaerne bliver som følger:
- Vi ønsker uafhængighed, selvstændighed.
- At vi ønsker en free-associationordning og løs? og frivillig tilknytning, hvor ligeværdet mellem folkene kendetegner forholdene mellem to lande, eller
- at vi fortsat ønsker, at den nuværende hjemmestyreordning bør fortsætte uændret.
Med denne motiverede dagsorden går Landstinget herefter til næste punkt på dagsordenen.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Jeg skal bemærke, at der er fremsat et forslag i henhold til '50 i vores forretningsorden. Følgende ordlyd har '50 i vores forretningsorden:
Et landstingsmedlem kan under behandlingen af enhver sag fremsætte forslag om at man overgår til næste punkt på dagsordenen. Et sådan forslag skal meddeles mødelederen ledsaget af en kort skriftlig begrundelse. Afgørelsen af forslaget træffes ved afstemning. Hvis forslaget vedtages, bortfalder det pågældende punkt.
Hvad angår forslag til, at vi kan overgå til næste punkt, og der er blevet afleveret et skriftligt forslag. Det er en motiveret dagsorden, og det der bliver afleveret skal jeg gentage.
Idet Landstinget herved har erfaret, at Grønlands status og dermed det grønlandske folks ret til selvbestemmelse i 1953 og som gennem fejlagtige indberetninger til FN ikke blev fulgt og derved har medført, at det grønlandske folk, hverken gennem den danske grundlov af 5. juni 1953 og gennem hjemmestyreloven af 1. maj 1979 er blevet anerkendt som et folk, skal Landstinget herved kræve, at det grønlanske folk fortsat har en folkeafstemning tilgode.
Et folk kan aldrig på noget tidspunkt gives sin frihed fra et andet folk, da det er folket selv, der tager skridt til sin egen frihed.
Idet Landstinget anerkender dette krav, vil tinget herved kræve, at det grønlandske folk spørges påny gennem en folkeafstemning, hvor afstemningstemaerne bliver som følger:
- Om vi ønsker uafhængighed, selvstændighed.
- Om vi ønsker en free-associationordning løs og frivillig tilknytning, hvor ligeværdet mellem folkene kendetegner forholdene mellem to lande, eller
- om vi fortsat ønsker, at den nuværende hjemmestyreordning bør fortsætte uændret.
Jeg skal bemærke, at der i henhold til '50 i forretningsordenen skal der stemmes om kun det punkt, at det nuværende punkt bortfalder.
Man skal altså ikke fremsætte særskilt krav, og det er derfor vi skal til at stemme, fordi sagen skal afgøres ved afstemning. Og vi skal stemme om motiveret dagsorden. Dem, der går ind for forslaget bedes rejse sig. 10.
Dem, der går imod bedes rejse sig. 16.
Dem, der hverken stemmer for eller imod. 1.
Og jeg skal også meddele, at forslaget er blevet forkastet, og vi fortsætter med den nuværende dagsorden. Dernæst er det Otto Steenholdt, løsgænger.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Jeg har understreget i mit indlæg, at jeg har lige som på vegne af tinget sagt, at jeg har svært ved at gemme noget som helst i forhold til de beskyldninger, der kom frem fra forslagsstilleren. Og Landsstyreformanden har allerede besvaret det, der vedrører Landsstyret. Og med hensyn til dine bemærkninger om, at jeg skulle have læst det, der er tale om, det hæfter jeg mig ikke ved. Men jeg er ikke interesseret i at skulle blande mig i andre folks sager, og lige som forny gamle sager og tage det op. Og indholdet i forslaget kan tages op i andre sammenhænge.
Jeg vil gerne være selvstændig, og jeg vil gerne betale for den selvstændighed jeg har. Jeg har ikke den tro, at Danmark vil og skal betale for den selvstændighed jeg har. Det er selve personen, der skal betale for sin frihed. Og jeg har hele tiden sagt, at vi ikke har råd til selvstændighed, så dem der gerne vil være selvstændige, det kan vi så bringe ud til en lille ø(?), og man citerer de gamle slagere på grønlandske sange. Så er der endda nogen der citerer fejlcitater fra vores nationalsang. Ja, vi kan godt skyde efter hvaler og vores nationalsang lyder således: ATaqilluni naamik atunngiveqaaq@. Når vi skal citere, så skal vi også citere korrekt.
Når jeg er så berørt indeni, så ønsker selvstændighed, så skal I også kunne sige det på en korrekt måde.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Dernæst er det endnu engang forslagsstilleren Per Rosing-Petersen, Siumut.
Per Rosing-Petersen, forslagsstilleren, Siumut.
Tak. Jeg kan godt kende dig, Otto, på din popcorn-agtige måde at være på. Det kan være vi skal komme til at kalde dig popcorn. (Han gentager det, han har sagt om selvstændighed eller kolonistatus, at det ikke har ændret sig).
Disse forhold har haft i 20 års tid, at skulle fremkomme med modsigelser, hvis disse oplysninger ikke er korrekte. Men en af vore herfra inderkredsen ikke har ladet oplysningerne gå videre, og det kan man ikke acceptere, idet de oplysninger, der bygger på de faktiske forhold, forhold der er afleveret til FN bl.a.. Og jeg har i mit forslag også nævnt, at så må vi også tage med, at gøre status op i forbindelse med det næste valg. Og jeg er helt enig med Inuit Ataqatigiit i denne sammenhæng, også fordi muligheden allerede er der, og så må vi også bruge den mulighed og give den mulighed videre til samfundet. Det er ikke bare en mulighed. Den er allerede i lovgivningen, og Danmark har givet os lov i sin lovgivning. Tak.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Jeg vil gerne bede landstingsmedlemmerne om at køre debatten ordentligt og undgå personlige bemærkninger. Vi må koncentrere os omkring emnet. Vi skal ikke hade hinanden her i salen, og vi skal respektere, at vi kan have forskellige meninger.
Den næste bliver Landstingsformanden.
Daniel Skifte, Landstingsformand, Atassut.
Tak. Jeg er her for at præcisere en ting. Landstingsmedlem Johan Lund Olsen sagde forleden bl.a., at Landstingsformandskabet har ikke gjort noget i denne sag. Ordstyreren har allerede kommet med en forklaring, og én af oplysningerne, der skal videregives her er, at Landstingsbureauet fik et brev, hvor der står, at der er dokumenter der er relevans til punkt 58. Vi har henvendt os til forskellige instanser og myndigheder, f.eks. .... Landstingsbureauet er ikke et landsstyreområde. Det er landsstyreområderne der skal sørge for anskaffelse af forskellige dokumenter, og det har vi også sørget for. Så det er vildledende bemærkninger fra Johan Lund Olsen. Vi har fået 570 sider, og det var i samarbejde med Rigsombudet. Og det er oversat fra engelsk til grønlandsk, og det skal også oversættes til dansk. Og omkostningerne hertil er allerede nævnt. Det kommer til at koste over 100.000 kr., så vi har ikke været passive fra formandskabets side.
Mit budskab her er, at det ikke er formandskabet, der skal sørge for det her. Der er landsstyreområder, der skal sørge for anskaffelse af forskellige materialer.
Og jeg vil gerne sige, at vi skal holde mødet med respekt for hinanden. Når der skal foretages en afstemning, så skal vi ikke lave forskellige gestus og prøve at få andre medlemmer til at rejse sig op. Og jeg er helt enig med Inuit Ataqatigiit omkring, at vores følelser skal ikke indblandes i diskussionen, men komme rigtige oplysninger.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Den næste bliver Josef Tuusi Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit uden for ordførerrækken, og han får 5 minutter.
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit.
Tak til formandens formaning, at vi skal holde et ordentligt møde.
Løsgængeren sagde bl.a., at vi ikke har råd til at blive uafhængige eller selvstændige. Gennem hjemmestyreperioden har vi ofret meget. Vi har ofret vore medmennesker. Det har kostet mange menneskeliv. Vi har ellers haft forventninger om, at vi får større selvstændighed og bliver anerkendt som folk. Og debatten har vist, at der er en stor skuffelse, at vi ikke bliver anerkendt som folk.
De penge, der bruges her i Grønland, 60% af dem er ikke vore egne skabte. Men vi skal også huske på, hvile ofre vi har haft gennem hjemmestyreperioden. Dem skal vi huske på.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Den næste bliver Johan Lund Olsen. Det skal være kort, fordi det er 3. gang.
Johan Lund Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Jeg vil bare sige til Landstingsformanden, at jeg har allerede sagt, at i begyndelsen af forårssamlingen sagde jeg, at Landstinget som lovgivende organ skal lægge vægt på at anskaffe alle tilgængelige materialer og oplysninger, således de kan tage en velfunderet beslutning. Derfor den 5. april sagde jeg fra talerstolen, at vi skal kræve fra statsministeriet og Kongelige Bibliotek og fra Udenrigsministeriet, at få oplysninger og dokumenter, der vedrører Danmarks beretninger til FN fra 1946 til >54. Og det var min anmodning dengang.
Og landstingsmedlemmerne fik et brev 17. april, hvor der står, hvor Landstingsformanden bl.a. sagde ... formandskabet følte, at de ikke er forpligtet til at anskaffe sådanne oplysninger. Det er lidt sørgeligt, fordi det er vores pligt at anskaffe nødvendige oplysninger. Heldigvis har vi fået disse materialer fra anden side. Og det var i samarbejde med den nye Rigsombudsmand, som har skaffet oplysninger vedrørende >49 til >54, og dem overgav han til Landstingsbureauet, som var på engelsk, omfattende materiale. Og det er godt, at man er begyndt at oversætte dem til grønlandsk. Men vi mangler 46-47 oplysninger vedrørende 46, 47, 48.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Vi er næsten færdige med punktet. Den næste er Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.
Anton Frederiksen, Landstingets 4. næstformand, Kandidatforbundet.
Som Landsstyreformanden for ikke så længe siden har påpeget vore forslag som uinteressante og så kom Landstingsformanden med en opfordring om, at vi skal fremkomme med dokumenterede oplysninger. Hvem er det vi skal tro på? Betyder det manglende tillid til landstingsmedlemmerne? Jeg mener, at denne mistillid skal stoppes, og vi må som tingets medlemmer kigge på os selv, hvilke opførsel vi har overfor hinanden, og jeg mener det er et internt problem, som vi så skal prøve på at rette op, fordi vi er lige om det.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Så er det Landstingsformanden med endnu en bemærkning.
Daniel Skifte, Landstingsformand, Atassut.
For en kort bemærkning. Jeg vil gerne spørge, hvad er det Landstingsformanden har gjort på et forkert grundlag?
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Og ekstra tilladelse til Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.
Anton Frederiksen, Landstingets 4. næstformand, Kandidatforbundet.
Kort besvarelse. Formanden sagde, at Landstinget skal snakke troværdigt oppe fra talerstolen.
Anders Andreassen, mødeleder, Landstingets 2. næstformand, Siumut.
Jeg skal lige påminde om, det er en forslag til forespørgsel efter forretningsordenen '35 om Grønlands folkeretlige status, og jeg mener også, at vi internt i partierne skal kunne drøfte disse ting.
Hermed er punkt 58, nemlig forslag til forespørgselsdebat efter forretningsordenen '35 om Grønlands folkeretlige status færdigbehandlet.