|
Dagsordenspunkt 96-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
19. mødedag, torsdag den 3. april 2003, kl. 15:50
Henriette Rasmussen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Jeg har stillet sålydende forslag, idet med følgende begrundelse:
Der vil i de kommende år være store problemer med at dække de sociale udgifter. Der vil i de kommende år være flere uddannede personer, som vil træde ud af arbejdsmarkedet på grund af pensionering. Hvordan vil det grønlandske samfund bekoste nye pladser for de ældre plejepatienter, plejepersonale samt pensionerne, som vil være en stadig voksende opgave, som det grønlandske samfund på lige fod med andre samfund må finde en løsning på.
Derfor ønsker jeg, at man drøfter, hvordan man, på nedsat tid, kan benytte sig af den arbejdskraft, som er fyldt 63 år og som ønsker at arbejde og ligeledes er kvalificeret, således at disse via kurser kan gives mulighed for at blive på arbejdsmarkedet i længere tid.
Hvad vil Landsstyret gøre for at forbedre mulighederne for de interesserede folk, der vil have en uddannelse, inden de bliver pensionsmodtagere? Har man i denne forbindelse hentet inspiration fra erfaringerne i udlandet om ”Uddannelse igennem hele livet” projekter”
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Det er Landsstyremedlemmet for Erhverv, der kommer med en besvarelse.
Finn Karlsen, Landsstyremedlemmet for Erhverv, Atassut.
Tak. Det er rigtigt, at der bliver flere og flere personer på 63 år og derover.
Landsstyret kan oplyse, at man i Grønlands Statistik har beregnet, at der om 10 år vil være over 4900 over pensionsalderen, om 20 år over 6800 og om 30 år over 9300, mod cirka 3660 i år.
Dertil kommer, at arbejdsstyrken generelt bliver ældre og forsørgerbyrden er stigende i de kommende år.
Derfor vil der i stigende grad være brug for alle arbejdsdygtige, også de mennesker, som har nået den pensionsberrettigede alder.
Den fysiske nedslidning er dog samtidig blevet mindre i de senere år, hvilket betyder, at de ældre i længere tid er i stand til at leve et aktivt liv.
På den anden side betyder udviklingen, at vi vil se flere raske ældre, som stadig har erhvervs- og arbejdsevnen og forhåbentlig også arbejdslysten i behold ved pensionstidspunktet.
Dette forhold må inddrages i planlægningen inden for såvel den private som den offentlige sektor.
De ældre vil ofte besidde efterspurgt erfaring og kompetence, som med fordel for både de ældre selv og for samfundet som helhed, bør udnyttes.
En del af de veluddannede på 63 år eller derover vil forhåbentlig have ønske om at fortsætte med at arbejde på fuld- eller deltid i mange år.
Et aktivt seniorliv kan medvirke til at bedre livskvalitet for den enkelte, hvilket forhåbentligt også vil afspejle sig i nedsatte sundhedsomkostninger.
Alle, også de ældre og pensionister, bør kunne opretholde en tilknytning til arbejdsmarkedet så længe de kan for at bidrage til samfundets husholdning.
For de ældre, som er i stand til at varetage fuldtidsarbejde ud over de formelle pensionsalder, må arbejdsmarkedets parter være medvirkende til at fastholde disse i et aktivt arbejdsliv, så længe det er muligt.
Dette vil betyde en udskydelse af pensionisttilværelsen og dermed en lettelse for det offentliges pensionsomkostninger.
For de ældre, som vælger at lade sig pensionere, men stadig har en del af erhvervsevnen og viljen i behold, bør der være mulighed for at engagere sig i deltidsarbejde. En fornuftig ordning for reduktion af den offentlige pension i relation til biindtægter, vil være formålstjenlig, således at incitamentet til at fortsætte delvist på arbejdsmarkedet opretholdes.
Og her må arbejdsmarkedets parter være åbne overfor etablering af sådanne jobs, som samlet set vil være positivt rent samfundsøkonomisk.
Man må også regne med, at fremtidens pensionister i højere grad har egne pensionsopsparinger, således at pensionsudbetalingerne kan reduceres alt efter biindtægtens størrelse.
Dette forhold vil også være med til at lette presset på de offentlige pensioner.
En arbejdsstyrke, som gennem arbejdslivet i samarbejde med offentlige og private arbejdsgivere har udnyttet muligheden for en stadig udvikling af kompetencer, vil som ældre kunne indgå i forskellige former for lettere arbejde, afpasset efter alder og evne.
Kompetenceopbygning indtil pensionisttilværelsen kan ske ved fortsat opdatering samt udviklingen af viden. Grønlands Hjemmestyre har gennem flere år deltaget i det Nordiske samarbejde omkring emnet ”Livslang læring”, som observatør.
Deltagerne fra Hjemmestyret mener, at man derfra kan hente megen inspiration når det gælder voksnes adgang til uddannelse indtil pensionsalderen. I de seneste år har det overordnede tema i det nordiske samarbejde været kortlægning af realkompetence og voksnes adgang til IT. Noget lignende kan eventuelt gøres her i landet, således man får afklaret hvor stort behovet er for fortsat kompetenceudvikling af de ældre i Grønland.
I forhold til de nordiske lande er der på en række områder forskel i forholdene. Mens man i de nordiske lande varetager voksenundervisningen via folkeoplysningsforbundene, varetages undervisningen her i Grønland af kommunerne i forhold til Kultur- og Fritidsforordningen.
Arbejdsmarkedets parter må i de kommende år være mere åbne overfor etablering af arbejdstilbud til ældre som kan og vil arbejde, til gavn for dem selv og til gavn for hele samfundet.
Det økonomiske incitament ved at kombinere en pensionsordning med erhvervsarbejde, er dog en problematik, som må behandles i en arbejdsgruppe, der er nedsat for at se nærmere på indretningen på de fremtidige pensionsordninger.
Med disse bemærkninger ser jeg frem til en spændende debat i Landstinget.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Og så er det Enos Lyberth på vegne af Siumut.
Enos Lyberth, ordfører, Siumut.
Til Landstingsmedlem Henriette Rasmussen, Inuit Ataqatigiits forslag til forespørgselsdebat om, hvorledes man kan benytte den arbejdskraft, som er fyldt 63 år, det har Siumut følgende bemærkninger til:
Siden opstarten af Utoqqaat Nipaat, De ældres Røst har den gennem drøftelser med Landsstyret og politikerne anbefales og fremsat som målsætning, som sit budskab og har lagt vægt på, at sunde ældre og som endnu er arbejdsdygtige kan deltage i en længere periode og føle, at samfundet endnu har behov for dem.
Man kan uden benægtelse nævne, at pensionering af ældre som endnu har arbejdsevnen, kan medføre en alvorlig følelse for den pågældende, således at den kan virke i gåseøjne forældende for livet.
Det har vi i Siumut et godt kendskab til og derfor skal vi i Siumut nævne, at vi i fuldt omfang er enig med budskaberne fra Landstingsmedlem Henriette Rasmussen og i Landsstyrets besvarelse.
Vi skal fra Siumut anbefale for, at ældre, som er fyldt 63 år i endnu større grad kan arbejde i Hjemmestyret og i andre virksomheder, også i kommunerne, at påbegynde en seriøs planlægning i samarbejde og i forståelse med organisationer og andre med samme formål.
Det er bemærket, at nogen af Hjemmestyres virksomheder, som Nukissiorfiit allerede har fået erfaringer med sådanne tiltag, nemlig seniorpolitik. Og derfor skal der i samarbejde med andre virksomheder planlægges og vi vil fra Siumut indstille overfor Landsstyret om, at fuldføre dette tiltag.
Med disse bemærkninger ønsker vi fra Siumut en god debat mellem partierne.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Vi fortsætter med partiernes ordførere. Den næste er Inuit Ataqatigiit med Asii Chemnitz Narup, som ordfører.
Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Ja, Landstingsmedlem Henriette Rasmussens oplæg til debat med grundig i forespørgslen med grundlag i forespørgslen søger hun svar på klarlægningen og planlægningen af spørgsmål om de fremtidige mål og heri er det centrale spørgsmål om, hvordan man bedre end i dag udnytter de evner, som dem, der allerede er fyldt de 63 år allerede er i besiddelse af.
Vi har fra Inuit Ataqatigiit vurderet spørgsmålene, som højst interessante og som noget, der er nødvendigt at tage stilling til. Vi er bevidste om, at de ældre bliver flere og flere og modsat, at de unge, som skal forsørge deres ældre gennem skatten bliver færre. Og derfor må vi allerede i dag se 20 år frem i tiden og planlægge derefter. Så muligheden for, at de ældre får tilbudt gode vilkår fra samfundets side kan realiseres.
Det er vigtigt, at folks mulighed for arbejde forlænges så vidt muligt og ikke mindst for vort lands fremtidige økonomiske selvstændighed. Da spørgsmålene, som vi behandlinger har nær tilknytning til arbejdsmarkedspolitikken, uddannelsespolitikken samt socialpolitikken, mener Inuit Ataqatigiit, at vi bør se på det, som en helhed.
Inuit Ataqatigiit finder det betydningsfuldt, at borgernes viden og arbejdsmæssige erfaring respekteres for at opnå en god udvikling af samfundet. AT alle og enhver har ret til at udnytte sin store viden og videreudvikle og forny den er vores mening.
Forholdene i arbejdsmarkedet bør tilrettelægges smidig og folk bør have mulighed for at nedtrappe deres arbejdsindsats ifølge med alderen og deres mindre kunnen.
Det er på tide, at oprette stillinger, hvor det ikke er nødvendigt at arbejde hele dagen og vi skal opfordre Landsstyret til at dette sikres i samarbejde med arbejdsmarkeds parter og ved oprettelse af en ældrepolitik, nemlig en seniorpolitik.
Aldringen er for mange folk en overgang med kraftige omvæltninger med krav til opstilling til nye forhold. Ikke kun i forhold til de økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige forhold, men også til de menneskelige og sundhedsmæssige.
Overgangen til alderdommen bør organiseres på en mere human og smidig måde. Hvis overgangen skal organiseres på en smidig måde, bør det offentlige have regler for realisering af pensionsordningen f.eks. med indhold af hvorledes arbejdstiden gradvis kan nedtrappes.
Vi skal i denne forbindelse opfordre Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed til at tage dette under helhedsvurdering af reglerne for pensionstildeling fra det offentlige.
Vi skal endvidere i denne forbindelse opfordre Landsstyremedlemmet til at give en redegørelse for, hvad erfaringerne er i livslang læring, udgivet i det nordiske samarbejde.
Under debatten vedrørende uddannelserne omtalte vi de unges muligheder, som noget vigtigt og det er i sig selv udmærket. En af de ting, som Henriette Rasmussen søger er, at de unge eller også at de ældre får større mulighed for videreuddannelse og måske endda få en ny uddannelse.
Den hurtige samfundsudvikling stiller store krav for de enkelte medborgere at følge med i. I Inuit Ataqatigiit tror vi på, at folk har viljestyrke til at klare sig selv uden det offentliges hjælp.
Vi tror på, at folk ønsker at medvirke til og arbejde for, at videreudviklingen af samfundet. Samfundsudviklingen sker så hurtigt eller samfundet forandrer sig så hurtigt, at nogle af dem, der ønsker at følge med ikke kan gøre det, på grund af manglende evner og oplysning, også mellem de uddannede.
Derfor skal vi bede Landsstyremedlemmet for Uddannelse især med henblik på for dem, der er oppe i årene nyvurdere deres muligheder for uddannede og for uddannelse og videreuddannelse samt dygtiggørelse.
Vi mener, at vi må hilse folks vilje til arbejde og ny indlæring velkommen og opmuntre dem til det, ikke kun mundtligt. Vi skal til sidst opfordre Landsstyremedlemmerne for Familier og Sundhed, Landsstyremedlemmet for Arbejdsmarked samt Uddannelse til at arbejde for en helhedsplanlægning med overskriften ”Livslang Læring” i tankerne.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Og vi fortsætter med partiernes ordførere. Jakob Sivertsen, værsgo’.
Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.
Tak. Forslag til forespørgselsdebat om, hvorledes man kan benytte den arbejdskraft, som er fyldt 63 år, og som er stillet af Landstingsmedlem Henriette Rasmussen, Inuit Atqatatigiit, så har vi fra Atassut følgende bemærkninger.
De gamle bør selv kunne vurdere hvor længe de vil kunne arbejde eller hvornår de vil pensioneres. En ældre, som har evne og har kræfterne til det bør kunne fortsætte med at arbejde og heldigvis er der mange ældre i Grønland, som ellers er fyldt 63 år, som har kræfter til at arbejde videre.
Og når de så ikke har arbejde, så sidder de ikke med hænderne på skødet, men der mange, som også lever af fangst, som biindtægt. Også i Atassut vil vi også sikre fra vil vi fra Atassut også sikre, at man har et godt liv i forbindelse med, at folk bliver ældre og ældre.
De ældre har jo også mulighed, stor følelse for også danner eksempler for de ældres måde at administrere deres liv på, som hvor der også skinner hjælpsomhed imellem. Og derfor er det heller ikke underligt, at de, som kan fortsætte med at arbejde, hvor arbejdstiden så kan nedtrappes og det er også positivt, at man også har stillet denne forespørgselsdebat og vi vil udnytte situationen og opfordre til virksomhederne, at de indfører en seniorpolitik, fordi der er en hel del, der er ældre, som ellers kan arbejde videre og som så træder tilbage.
Og i Atassut vil vi i forbindelse i debatten, at man udnytter de ældre på en bedre måde og der er det også svært at bestemme, hvor de skal arbejde, fordi vi ved, at de ældre kan udføre et arbejde, uanset hvor det er, men det er selve mulighederne, man mangler.
Efter at have sagt det, så kan vi også opfordre til, at de ældre også kan hjælpe til i undervisningsinstitutionerne eller eventuelt i børneinstitutionerne, hvor de og ser vi så også på de værdier, vi har, så bør vi også kunne beskytte dem og hvorefter de ældre kan lære vedrørende forebyggelse m.m.
Først når vi gør det på den måde, så kan vi prøve på at løse de forskellige problemstillinger, som vi før har været inde på.
Og med disse bemærkninger, så tager vi Landsstyrets besvarelse til efterretning.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Den næste er fra Demokraterne, Astrid Fleischer Rex.
Astrid Fleischer Rex, ordfører, Demokraterne.
Vedrørende forslag til forespørgselsdebat om, hvorledes man kan benytte den arbejdskraft, som er fyldt 63 år, som er stillet af Henriette Rasmussen, Inuit Ataqatigiit. Det er vi glade for fra Demokraternes side.
De ældre, som i dag er blevet pensioneret, som ellers har arbejdsviljen, det møder vi oftere og oftere. Og de kan jo arbejde, selvom det ikke bør være hele dagen. Hjemmestyrets virksomheder bør have en seniorpolitik, således at man fokuserer på de enkelte ældres sundhed, hvor de så kan tilbydes arbejde, som er tilpasset deres evner.
Man kan forestille sig, at man indgår aftale om arbejdstiden, så kan man have arbejdstid på en del dag, som svarer til en hel uge, således at de ikke behøver at arbejde i en hel uge. I dag er det jo sådan, at de ældre i henhold til deres alder, de har aldersfordeling. Lad os blot se på spædbørnene i spædbørnsinstitutioner og børnene i folkeskolen og de unge i uddannelsesinstitutionerne og vores jævnaldrende er i arbejdspladserne og de ældre i alderdomshjemmene. Og det betyder, at befolkningen adskiller sig mere og mere. Og så kan vi så blot sige, at man ikke vil byde hjælp til børnene og de ældre i det sociale liv og som vi tror på i Demokraterne, at aktiv seniorliv vil være sundere liv, som både vil give besparelser i sundhedsvæsen og i socialsektoren.
En livslang læring er også en side, som vi fra Demokraterne gerne vil være med til at igangsætte, da vi tror på, at læring holder mennesket i gang, samtidig med, at man følger med sin tid.
Det, som mange pensioner føler i dag er nemlig ubrugelighed og halten bagefter sin tid.
Henriette Rasmussen nævnte også plejepatienter, personale samt pensionister. Med et godt overblik over antal af kommende pensionister samt bosætningsmønster vil man kunne planlægge plejehjem eller plejehjemscentre og dermed også uddanne personale i tide.
Med hensyn til idet vi jo mener, at denne livslange læring holder mennesket i gang, samtidig med at man følger med i sin tid. Det, Det, som mange pensioner føler i dag er nemlig ubrugelighed og halten bagefter sin tid.
Med hensyn til pensioner, så vil jeg henvise til Per Skaaning fra Demokraternes indlæg her i sidste uge her i salen, hvor vi i Demokraterne mener, at det er på høje tid, at vi begynder at planlægge med hensyn til pensionsordninger. Det være sig offentlige pensioner, privat opsparede pensioner samt pensionsfonde.
Med disse ord, så ønsker vi god debat og vi ønsker også, at nærværende forslag også bliver sendt videre til Finansudvalget, Miljøudvalget og Familie- og Sundhedsudvalget. Tak.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Og den næste, der får ordet er fra kandidatforbundet, Anthon Frederiksen.
Anthon Frederiksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Til Landstingsmedlem Henriette Rasmussens forslag, det har jeg med interesse gennemgået og har følgende bemærkninger på vegne af Kandidatforbundet.
Forslaget er meget forståelig og fra Kandidatforbundets side, så er vi også bevidste om, at ældre eller levealderen bliver længere og længere og ikke mindst, at de i forhold til deres arbejdsevne og sundhed også arbejder, selvom de også er fyldt 63 år.
Og jeg synes også, at det jo også er en frivillig sag, men at man gennem lovgivningen bør kunne finde muligheder herfor. Der er jo mange ældre, som stadigvæk har arbejdsevnen og gerne vil arbejde. Men på grund af forskellige problemer, som vi i den forbindelse også skal huske på, fordi såfremt de ældre har fået en indtjening, ud over deres pension, så bliver de lige som straffet, hvorfor vi i samarbejde med de ældres foreninger og organisationer finder nogle muligheder. Og det vil Kandidatforbundet meget gerne henstille til, at man gør.
Fordi når de ældre når igennem livet har haft et hårdt arbejde, så skal de lige som også andre også, så er de også interesseret i, at have goder. Og såfremt de ældre skal arbejde i længere tid, så må man så også finde på disse muligheder i samarbejde med De ældres Røst, Utoqqaat Nipaat, hvilket Kandidatforbundet anbefaler.
De arbejdsopgaver, man kan give de ældre, kan jo være forskellige og uden at komme ind på den på nuværende tidspunkt, så vil jeg overfor Landsstyret opfordre til, at man i tæt samarbejde med de ældre gennem en planlægning finder ud af, hvilke ting, man kan tilbyde som arbejde, således at de også gennem uddannelse kan udføre disse.
Og med disse bemærkninger er jeg så kommet med eller med disse bemærkninger har jeg så kommenteret forslaget.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Vi har nu været igennem partiernes ordførere. Den næste, der får ordet er forslagsstilleren, Henriette Rasmussen.
Henriette Rasmussen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Jeg siger tak til partiernes ordførere. Landsstyremedlemmets besvarelse til min forespørgsel viser med al tydelighed, at der venter befolkningen, politikerne og økonomerne store udfordringer i de kommende år.
I de kommende 50 år må det til hver tids siddende Landsstyre, i særdeleshed Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed have det tunge hverv, at finde midler til pensionsordningen med bare den niveau, vi har i dag. For vi ved jo, at der er behov for næsten tre gange så mange midler.
Ved siden af dette skal der findes midler til ældreboliger til næsten 3 gange så mange ældre som i dag. Ligesom plejehjem til dem, der bliver syge undervejs samt uddannelse samt aflønning til personale af disse.
Når de i dag 50-årige bliver 80 år, vil pensionsudgifterne alene have oversteget 1 milliard med dagens kurs. Det andet store problem, man her må have i erindring er, at den, der skal skaffe alle midlerne ikke er særlig mange, da vi jo har født færre børn.
For samfundet vil det desuden være sådan, at de, der pensioneres med dagens norm eller trin ved 63 årsalderen er dem, der har en uddannelse, arbejdserfaring og arbejdsvaner.
Med disse udsigter er det overordentligt vigtigt med en fremsynet social- og pensionspolitik. Dem vi har på pensionslisterne i dag er dem, der har en kulturerindring og ballast, og som har noget at give vort samfund og som kunne bedrage meget mere produktivt til samfundet.
Man ynder at sige, at man kan bruge disse på børneinstitutioner og skoler, hvor man i høj grad har personalemangel. Men efter det, jeg har iagttaget er dette en sjælden forekommende begivenhed overladt til initiativrige og det ligger ikke i faste rammer.
Efter Inuit Ataqatigiits visioner behøver disse problemer absolut ikke at ses i sortsyn af alle sammen, men det er yderst nødvendigt, at vi planlægger og forbereder os dem, der bliver gamle, politikerne og ikke mindst de unge generationer, som får det hele til at føle på deres skuldre.
Derfor er det vigtigt, at man ikke ændrer i tide og utide på de offentlige pensioner, vi har i dag, da vi på den måde gør det meget vanskeligt for de kommende generationer og måske må foretage meget ubehagelige nedsættelser i pensionerne for nogle grupper senere.
Da jeg stod som ansvarlig for socialpolitikken og dermed pensionerne i perioden 1995 til 1995 lærte nogle dejlige ting om alderdom. Det ene er, at man altid kan lære noget nyt, uanset hvor gammel man bliver. Det andet jeg her vil nævne er, at menneskets intelligens topper når de er omkring de 60 år, fordi livserfaring og klogskab modnes og forenes da.
Derfor har jeg fremsat ønsker om denne debat for at være med til at drøfte en politik til en tid, hvor vi bliver en stor gruppe ældre. Mange samfund skal løse lignende problemer. I EU og i FN-regi sætter man alle kompetence personligheder ind på at finde nye samfundsordninger, hvor midlerne kan fordeles mere fordelagtigt.
Tesen der er livslang læring. For at opretholde en livskvalitet og en karriereskift for at gardere sig i den modne alder.
Jeg vil foreslå over for Landsstyret, at Hjemmestyret indfører en seniorpolitik, hvor befolkningen opmuntres og støttes til at arbejde for en eventuel karriereskift. Vi kender AEB-kurser for de arbejdsløse, hvor man har kunnet fremvise positive resultater. Man kan også indføre forkortede arbejdstid, hvor man for eksempel kan få mulighed for at arbejde i 3 dage, 24 timer om ugen i stedet for 40 timer ugentligt.
Man kan også forestille sig, at en stor gruppe ældre i samfundet kan have en positiv effekt på livskvaliteten i samfundet, da de ældre har en stabiliserende og forandrende effekt på generationerne.
Det kan også have en større respekt for den ældre generation, som vi jo ellers havde i det grønlandske samfund, lige som det er et fænomen hos de oprindelig folk uden om i verden.
Landsstyret henviser til en arbejdsgruppe. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvornår denne arbejdsgruppe er nedsat og hvilke mandat den har og hvem den består af. Vi har i høj grad brug for en fremadrettet seniorpolitik, som Inuit Ataqatigiits Asii Chemnitz har sagt i Inuit Ataqatigiits ordførertale, så må dette arbejde udføres i flere Landsstyreområder.
Og vil også komme ind på, at det, som Grønland selv har skabt, nemlig planlægningen af Atuarfitsialak, Den Gode Skole, som er udarbejdet af vores dygtige medborgere og denne arbejdsgruppe kunne måske indhente inspiration derfra for at lave denne seniorpolitik.
Vi, der kommer en generation af ældre, som i høj grad kan sætte sit fingeraftryk på og være med til at forme samfundsudviklingen i de kommende år. Det er kun spørgsmålet om helbredet.
Vi har et mundheld på grønlandsk, der hedder: Hvis helbredet tillader. Og så glæder vi os til at med til at løfte opgaverne for fremtidens samfund. Tak.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Og så er det Landsstyremedlemmet, der kommer med en yderligere besvarelse til forespørgeren.
Finn Karlsen, Landsstyremedlem for Erhverv, Atassut.
Med hensyn til forespørgselsdebatten vil jeg gerne sige tak til partiernes ordførere for den spændende forespørgselsdebatemne. Jeg synes, at vi alle sammen står meget tæt, fordi der er ingen, der har sagt noget modsigende i forhold til hinanden. Og således for eventuelt at beholde arbejdskraften, selvom det måske er fyldt 63 år, hvor man også bør undersøge om man eventuelt kan arbejde på nedsat tid.
Jeg ved udmærket godt, at de ældre selvom de så er fyldt 63, så vil de stadigvæk gerne arbejde på fuld tid. Men der er stadigvæk nogen, som når de så fylder 63, som kun har delvis arbejdsevne.
Og samtlige partier der mærker jeg, at samtlige partier sætter det højst, også med hensyn til, at de eventuelt kan arbejde på nedsat tid, og at opfordrer os til at tage initiativer her omkring.
Lige som man også har opfordret til, at man skal have en seniorpolitik, hvor man har taget Nukissiorfiiit, som et eksempel. Og der ønsker man så, at man opfordrer, at andre hjemmestyre-ejede virksomheder til at have denne seniorpolitik.
Vi ved, at folks evne til at arbejde, selvom de er fyldt 63 eller nået den alder, så er der mange deres evner er større i forhold til før, hvor pensionsalderen ellers også har været 60 år. Derfor er den så også blevet forhøjet.
Men i henhold til udviklingen, så kan vi godt forestille os, at da det yderligere vil blive forhøjet. Men forordningen trådte i kraft, at pensionen forhøjet til 63 år, så kan jeg huske, at nogen følte sig forfulgt, fordi man blev tvungen til at gå på pension, når man var nået den alder.
Men ser man på udviklingen, så kan det godt være, at vi yderligere skal forhøje alderen, fordi de yngre bliver færre. Ikke fordi de bliver færre, men stigningen er stagneret. Og man kom også ind på, at man eventuelt kan bruge det som hjælp i børneinstitutioner eller i skoler. Og det er jo også af vigtighed, at denne mulighed bør være der.
Med hensyn til det, som Asii Chemnitz Narup ønsker at få redegjort for, om livslang læring, som er igangsat i og da det er KIIP, som har stået for det, så vil jeg gerne eller så ønsker jeg, at vi på et senere tidspunkt kan redegøre for det, da det er KIIP, der har haft en repræsentant, der hvor KIIP blandt andet nævner. Jeg har blot været inde på nogle af de ting, som gruppen har været inde på.
Jeg er glad for, at denne nævnte arbejdsgruppe har repræsentanter fra 3 direktorater. Fra økonomidirektoratet, familie- og sundhedsdirektoratet og fra mit direktorat.
Og jeg prøver på, at lade være med at komme ind på det sociale område, fordi det er et andet landsstyremedlem, som vil kommentere det, men jeg regner med, at jeg blot kommenterer det arbejdsmarkedsmæssige forhold.
Men Henriette Rasmussens forslag til forespørgselsdebat, det er ikke underligt, at der er stor interesse om det og jeg følger også godt med i ældrepolitikken. De ældre kan forestille sig, at de får bedre muligheder. Og det er selvfølgelig det vi også har taget stilling til.
Og det med at, pensionsalderen kan forhøjes skal ikke forstås sådan, at man så fuldstændigt går væk fra arbejdsmarkedet, men dem, der har muligheder og evnen for det kan fortsætte, fordi der er mange, der stadigvæk har evnen til det. Og de ældre skal så ikke føle sig forfulgte og heller ikke føle sig tvungen til at gå væk fra arbejdsmarkedet, fordi der er nogle ældre, som føler sig tvunget væk fra arbejdsmarkedet, når de har nået den alder.
Og jeg har ikke kommenteret nogle af forslagsstillerens bemærkninger, idet jeg regner med, at Landsstyremedlemmer for Sociale Anliggende vil kommentere dem.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Næste taler, som har meldt sig, det er Enos Lyberth.
Enos Lyberth, ordfører, Siumut.
Det er mig en stor glæde, at Henriette Rasmussen har fremsat sådant et forslag og jeg konstaterer, at samtlige partier tager alvorligt med hensyn til ældrepolitik. Også fordi vi inden for de ældres organisation og vores møde med de forskellige Landsstyremedlemmer har været inde på det og det er derfor mig en stor glæde og vi kan heller ikke komme uden om, at gå videre med det.
Det glæder mig også, at man af og til nævner organisationen for de ældre, således at man eventuelt kan optage forhandlinger med denne organisation. Som stifter af denne forening er det mig en stor glæde.
Men alligevel har vi en hel masse arbejde foran os, som vi ikke har kunnet løfte indtil dato og mange af disse opgaver relaterer til de forskellige former for alderdom, også i nogen grad til følelser. Det er derfor som sagt er jeg meget glad for, at vi har været inde på en ældrepolitik her.
Mange ældre har været igennem et problem, nemlig at der efter et langt arbejdsliv her, når så de bliver pensioneret, så er der ingen boliger til dem. Det er mange af den slags problemer, der kan sige sådan.
Nogle af de ældre har haft arbejde på de forskellige steder på kysten og disse forhold har også været meget problematiske, især for familien og især for børnene. Det er det, jeg blot vil nævne for at synliggøre de forskellige former for vilkår, de ældre lever under.
Det er derfor, det er helt i orden, at vi politisk tager stillingtagen til disse forhold. Det vil jeg ikke undlade at nævne. Og vi må også samtidig indrømme, at der findes mange ældre, som måtte forlade deres kære hjemland, hvor de så kan leve i et andet land. Det skal også ikke glemmes, at vi i vores politiske arbejde tager hensyn til det.
Hvis man altså ikke får forhalet nogle beslutninger vedrørende ældreområdet, så har vi måske været foruden disse problemer og der er jo en hel del livsvilkår, som vi ikke kan acceptere. Alle disse forhold skal rettes op på i fremtiden.
Hvad angår efteruddannelse for de ældre i fremtiden og som nogle af talerne også har været inde på, det er jeg helt enig i. En eventuel etablering af en højskole for de ældre, også fordi vi har nævnt det overfor de forskellige landsstyremedlemmer, vi har mødt fra organisationen.
Derfor ønsker jeg også og efter at jeg kom ind i Tinget her, så vil jeg eventuelt også fremsætte sådant et forslag, altså etableringen af sådan en ældrehøjskole.
Derfor er det mig en glæde, at de ældre i deres alderdom her i det barske land, efter et langt arbejdsliv, burde fredes eller have ro i sindet, uden at komme ud for problemer hvad angår boligsituation eller deres pensioner. Det er nogen nytte, at de ældre har problemer, hvad angår disse boligproblemer og får for lidt pension.
Vi skal så vidt muligt tilstræbe at opnå de bedst tænkelige forhold for vore ældre. Som sagt de ældre har haft et meget langt arbejdsliv. De har forsørget os, selvom de har meget barske levevilkår og da de så blev ældre, så fik de sådanne tilbud i form af pensioner og hvor de så ikke har kunnet leve i harmoni med tilværelsen.
Det er derfor, at jeg håber, at samtlige partier har et klart mål i fremtiden. Således at de ældre får bedste livsbetingelser i deres alderdom, uden at være bange for, at skulle mangle noget.
Det er en af de væsentligste forhold, det vi skal fokusere på i denne livscirklus.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Vi er ved at være færdige med dette punkt og når vi har været gennem dette punkt, så vil vi også afslutte dagens møde.
Der er to, der har markeret sig. Og først er det Landsstyremedlemmet for Familier og Sundhed, Ruth Heilmann.
Ruth Heilmann, Landsstyremedlem for Familier og Sundhed, Siumut.
Med hensyn til denne forespørgselsdebat, så ser jeg som Landsstyremedlem for Familier og Sundhed takker jeg for at jeg får denne mulighed. Også fordi vi må vurdere om 63-års grænsen eventuelt kan forhøjes. Også fordi der er en henstilling om, at få det forhøjet.
Også fordi i gårsdagens debat om Finansloven også fra Siumut fremkom med sådant et forslag. Ja, årene går meget hurtigt. For ikke så længe siden var der pensionsgrænsen på 55 år for tjenestemænd. Med hensyn til, at man skal være 63 år, når man skal pensioneres og der bliver sagt, gå videre med det.
Vi må jo konstatere, at de ældre ligesom bliver friskere i deres alderdom og det er en af grundene til, at de eventuelt kan ønske sig et virksomt liv med et arbejde. Uden at skulle skele alt for meget til den grænse på 63 år, også fordi der er et ønske fra ældreforeningen om, at denne aldersgrænse skal sættes op.
Der er en kommission, der har arbejdet med ændringen af aldersgrænserne, dengang var der nogen, der var for og der var nogen, der var imod. Og også fordi dengang sagde man, at man eventuelt kunne tage det op igen i løbet af nogle år.
Så eventuelt kan man også snakke om grænsen på 65 år skal sættes op til 67 år. Ja, her kom man ind på en livslang læring. Læring gennem hele livet er også fordi vi skal lære så længe vi lever. Sådan plejer vi jo at sige.
Når vi kigger tilbage nogle år, så brugte man jo ikke aldersgrænsen i de forskellige arbejdspladser. Denne grænse har nok sin baggrund i forholdene i Danmark og det har man så indført her i Grønland.
Ja, disse forhold er måske ikke længere relevante i dag og det er de ældre og de har fremsat ønske om, at forblive i arbejdsmarkedet længere, selvom måske nogle har viljen til at fortsætte, så er der fastsat nogle grænser med hensyn til hvor meget man skal være på arbejdsmarkedet.
Ja, altså nogle har endda sagt til mig, hvorfor vi har besluttet, at sætte en grænse på det 60. år. Det er altså op til hver enkelt at skulle være ansvarlig for, hvordan de vil deres retræte fra arbejdsmarkedet vil være med hensyn til de ældre, så kan vi også tage med i betragtning om vi eventuelt kan nedsætte en arbejdsgruppe, der beskæftiger sig med de ældre.
Vi skal alle sammen arbejde for en værdig alderdom for alle. Det må vi indrømme. Og vi må ikke sætte alderdom som en hovedpine. Vi må gøre det aktivt, som sagt, så skal vi så vidt muligt have en god alderdom og have et godt liv hele livet igennem. Og så er det så miljøet og de omgivelser, der eventuelt kan være med til at præge vort land.
Vi kan føre vort liv og hvordan vi kan altså gøre andre mennesker glade og lykkelige. Unge, voksne og ældre, alle sammen og børn. Når vi så gør andre frustrerede, så bliver de ældre så også frustrerede over de handlinger, vi har været igennem. Og vi må også tænke på alle disse aspekter, hvis vi skal tænke på en eller ønske en god alderdom for de ældre.
Landsstyremedlemmet har også i sin besvarelse blandt andet været inde på, at det er lige som arbejdsmarkedet kontra alderdom, at det skal vi nok komme ind på, når vi skal til at snakke om pensioner.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Vi er ved at være færdig med dette punkt. Den sidste taler er Jakob Sivertsen., Atassut.
Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.
Tak. Med hensyn til Demokraternes ordførerindlæg, som har relateret meget til vores henstillinger, det vil jeg godt lige forklare lidt nærmere på. Med hensyn til vuggestuer, børnehaver, skoler og ungdomsskoler, så kan man eventuelt bruge de ældre, som medarbejdere og når så Atuarfitsialak, Den Gode Skole er indført, kreativitet, altså vi kan godt bruge de ældre med kreative fag i børneskolen efter indførelsen af Atuarfitsialak. Det har vi været inde på.
Og vi har i vores indlæg sagt, at inden de ældre bliver 63 år, så må vi finde frem til en arbejdspladspolitik eller i direktoraterne. Eller en seniorpolitik i de forskellige arbejdspladser, således at man i tide kan vise dem, at man har brug for dem. Det finder vi meget væsentligt, også fordi Landsstyremedlemmet i sin besvarelse har varslet om, at antallet af ældre vil være stigende.
Hvis vi ikke laver en god planlægning, så vil der komme skævheder. Det er derfor, vi finder det væsentligt, at vi har en seniorpolitik i de forskellige arbejdspladser. Også fordi de ældre, selvom de er blevet gamle kan være med til at arbejde her i samfundet. Tak.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Som den allersidste taler og for en ultrakort bemærkning er det forslagsstilleren, Henriette Rasmussen, Inuit Ataqatigiit.
Henriette Rasmussen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Det, jeg har fremsat forslag om, hører ikke til det nuværende år. Jeg siger fremtiden, og fremtiden Landsstyremedlemmet for Erhverv har været inde på, at livslang læring, som ligger under KIIP i de nordiske lande. Det vil være meget godt, hvis vi kan få informationer om det her eller skriftligt.
Hvad angår erfaringerne i EU, FN m.m. er meget interessante. Vi må heller ikke glemme, at der findes kommuner, hvor der er erfaringer, som denne arbejdsgruppe også har fokuseret på, blandt andet i Aasiaat, hvor de har en meget god seniorpolitik i Aasiaat.
Tusind tak for denne gode debat.
Aqqaluk Lynge, mødeleder, 3. næstformand for Landstinget, Inuit Ataqatigiit.
Du har ellers haft 10 minutter, men man må ikke vende tilbage til talerstolen.
Hermed er punktet afsluttet. Det er ikke et beslutningsforslag, som ikke tilgår udvalgene, men Landsstyret har i deres bemærkninger sagt, at de vil arbejde videre med sagen og jeg siger tak for den ro og orden under debatten. Med en god ældrepolitik.
Vi har så været igennem punkt 96 og mødet i dag
er hermed hævet.