Dagsordenspunkt 20-1 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
3. mødedag onsdag den
16. februar 2000
Punkt 20.
Beslutningsforslag om, at Landsstyret pålægges at fremsætte forslag på
Landstingets forårssamling 2000 om, at forstanderne på Hjemmestyrets døgninstitutioner
for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse.
Asii Chemnitz Narup,
forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Da ordføren allerede har nævnt
forslagets titel, så skal jeg direkte gå over til min begrundelse.
Der har tidligere været en
bestemmelse i landstingsforordningen om hjælp til børn og unge som gav
døgninstitionsforstandere mulighed for at gøre indsigelser, når de var uenige i
det sociale udvalgs afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung anbragt på
døgninstitution. Ved uenighed mellem det sociale udvalg og forstanderen var der
hjemmel til at forstanderen kunne forelægge denne uenighed for
Socialdirektoratet, og forelæggelsen havde opsættende virkning. Denne
bestemmelse røg ud i 1988.
Det sker stadig det i dag, at
det social udvalg træffer afgørelser om hjemgivelser af et barn eller en ung
anbragt på døgninstitution på et tidspunkt, hvor barnet lige er kommet ind i en
positiv udvikling og i færd med at profitere af opholdet på døgninstitutionen -
hvad der må betragtes som en alt for tidlig hjemgivelse. Det kan endog ske på
et så uheldigt tidspunkt, at man må vurdere opholdet på døgninstitutionen for
spildt.
I disse tider hvor alle i
samfundet debatterer børns vilkår og retsstilling, hvor der er enighed om at
styrke børns opvækst og udviklingsmuligheder og enighed om, at beskytte børn på
alle måder, må vi spørge os selv, om det ikke er på sin plads, at barnet i så
afgørende spørgsmål om hjemgivelse får sin egen "advokat", som skal
varetage dets interesse og behov ?. Til at forstå denne opgave er det naturligt
at pege på døgninstitutionsforstanderen.
Derfor foreslår jeg, at der påny
indføjes en bestemmelse i landstingsforordningen om hjælp til børn og unge, der
giver forstandere på døgninstitutionerne ret til at anke over Socialudvalgets
afgørelse om hjemgivelse. Anken bør som tidligere have opsættende virkning,
således at barnet holdes uden for uenigheden og ikke bliver kastebold mellem de
voksne. Anken skal rettes til Det Social Ankenævn og ikke som tidligere til en
administrativ instans som Socialdirektoratet.
Med disse bemærkninger overlader
jeg forslaget til Landstingets velvillige behandling, og i håb om at
Landstinget ser positivt på forslaget.
Og nu er det Landsstyremedlemmet
for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked med et svarnotat.
Jørgen Wæver Johansen,
Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz
Narup har fremsat forslag om, at forstanderne på Hjemmestyrets
døgninstitutioner for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse
med hjemgivelse.
Forslaget er af Landstingets
Formandsskab henvist til behandling som et beslutningsforslag.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz
Narup begrunder sit forslag med, at det stadig forekommer, at det sociale
udvalg/kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en
ung anbragt på døgninstitution på et tidspunkt, hvor barnet lige er kommet ind
i en positiv udvikling, og hvor forstanderen er uenig med kommunen om
hjemgivelse på dette tidspunkt.
Der har tidligere været
bestemmelse om ankemulighed for forstanderen til Socialdirektoratet, og det er
denne ankemulighed, som foreslås genindført, dog således at anken rettes til
Det Social Ankenævn og ikke til Direktoratet for Sociale Anliggender og
Arbejdsmarked.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz
Narup kommer i sit forslag ind på, at det vil være naturligt at pege på
forstanderen for døgninstitutionen som barnets "advokat", d.v.s. den
person som skal varetage barnets interesser og behov.
Gældende landstingsforordning om
hjælp til børn og unge trådte i kraft den 1. januar 1993. Samtidig ophævedes
landstingsforordning nr. 12 af 1. november 1982, som ændret ved
landstingsforordning nr. 4 af 28. april 1988 om hjælp til børn og unge.
Samtidigt med ikrafttrædelsen af landstingsforordningen fra 1982 ophævedes
landsrådsvedtægt om børne- og ungdomsforsorg i Grønland af 19. februar 1975 med
senere ændringer.
Der har været en bestemmelse i
en tidligere landsrådsvedtægt om ankemulighed ved hjemgivelse. Denne er
muligvis ved en forglemmelse ikke blevet medtaget, da landstingsforordningen
fra 1982 blev udfærdiget.
Ankemuligheden er derfor
indføjet igen i landstingsforordningen fra 1988, hvor den fremgår af § 20 stk.
3 og har følgende ordlyd: "Forinden der træffes beslutning om udskrivelse
fra institution af børn og unge, der er anbragt på døgninstitution i Grønland,
skal der indhentes en udtalelse fra institutionen. Såfremt der er uenighed
mellem det sociale udvalg og institutionen om udskrivelsen, forelægges spørgsmålet
Socialdirektoratet til afgørelse. Denne forelæggelse har opsættende
virkning".
Af forelæggelsesnotatet samt
bemærkningerne til 1988 - forordningen fremgår, at behovet for at få
ankemuligheden genindsat hænger sammen med ønsket om at sikre, at et igangværende
behandlingsforløb på en døgninstitution ikke afbrydes på et for barnet eller
den unge uhensigtsmæssigt tidspunkt ..", samt at "Hovedformålet er at
sikre, at et eventuelt igangværende behandlingsforløb ikke uden videre afbryder
på et for barnet eller den unge uhensigtsmæssigt tidspunkt. Derfor er det også
foreslået, at en eventuel indbringelse til Socialdirektoratet skal have
opsættende virkning.".
Ankemuligheden bortfalder igen
ved ikrafttrædelsen den 1. januar 1993 af gældende landstingsforordning. Det
fremgår at bemærkningerne til forordningen, at bestemmelsen om en ankemulighed
til Socialdirektoratet ved hjemgivelse er udtaget, og jeg citerer "idet
bestemmelsen synes at tilsidesætte Socialudvalgets kompetence med hensyn til
udvalgets forpligtigelser over for børn og unge,", citat slut.
Denne historiske gennemgang
viser, at Landstinget i årenes løb har haft forskellige opfattelser af, om der
skulle give en ankemulighed eller ej. Det er derfor vigtigt, at foretage
grundige overvejelser, når der påny stilles forslag om en ankemulighed.
At anbringe et barn/en ung på
døgninstitution er en hjælpeforanstaltning, som det sociale
udvalg/kommunalbestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse om. Det er
ligeledes det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen, som træffer afgørelse om
hjemgivelse af barnet/den unge. Det er derfor vigtigt at sikre, at det sociale
udvalg/kommunalbestyrelsen har det bedst mulige grundlag at træffe beslutning
på.
Det forekommer desværre
jævnligt, at det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen træffer beslutning om
hjemgivelse af et barn/ en ung, hvor forstanderen på døgninstitutionen
vurderer, at barnet endnu ikke er klar til hjemgivelse. Der foreligger ingen
undersøgelse om, hvor ofte dette sker, ej heller hvorfor beslutningen træffes
på trods af forstanderens vurdering.
Imidlertid må udgangspunktet for
det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen være, at der træffes beslutning om
barnet/ den unge på et så godt grundlag som overhovedet muligt. Man kunne
overvej at indføre bestemmelser, som sikrer, at det social
udvalg/kommunalbestyrelsen får et tilstrækkeligt godt grundlag, før der træffes
afgørelse om hjemgivelse, eksempelvis at der er foretaget visse
foranstaltninger i hjemmet og at der foreligger en detaljeret handlingsplan.
Endvidere må påpeges, at Regionalkontoret har mulighed for via
tilsynsforpligtigelsen at sikre, at barnet/ den unge ikke hjemgives for
tidligt.
Landsstyret er af den
opfattelse, at det er vigtigt, at styrke det socialeudvalgs /
kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag, således at de afgørelser, der træffes
om det enkelte barn/ den unge, først og fremmest tager udgangspunkt i hensynet
til barnet. Det er ikke hensigtsmæssigt, at der sås tvivl om Socialudvalgets
kompetence, og at forstanderen for døgninstitutionen opfattes som mere
kompetent end det sociale udvalg, m.h.t. at træffe afgørelse om tidspunktet for
barnets anbringelse. Det er derimod vigtigt at sikre, at forstanderens
vurdering indgår i beslutningsgrundlaget for det sociale
udvalg/kommunalbestyrelsen.
Et andet aspekt af
Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narups forslag er, at såfremt er barn/ en ung er
anbragt på en døgninstitution, uden at det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen
har godkendt dette, vil der blive disponeret over kommunale midler af en
ikke-kommunal myndighed.
Det er i dag kommunerne, som 100
% finansierer døgninstitutionerne for børn og unge, og der er på nuværende
tidspunkt ingen bevillingshjemmel på Finansloven til at afholde udgifter til
døgninstitutionsanbringelse.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz
Narup er i sin begrundelse for forslaget om ankemulighed inde på den aktuelle
debat om børns vilkår, retsstilling og enigheden om at styrke børns opvækst- oh
udviklingsmuligheder samt at beskytte børnene.
Landsstyret er enig med
forslagsstilleren i, at børns- opvækst- og udviklingsmuligheder skal styrkes og
at børn skal beskyttes. De gode intentioner med forslaget om en ankemulighed,
når der er uenighed mellem det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen og
forstanderen for døgninstitutionen, er ligeledes enig i.
Det skal foreslås, at der frem
for at træffe en forhastet beslutning om at påny at indføre ankemuligheden som
foreslået, foretages nærmere vurderinger af baggrunden for forslaget. Endvidere
skal det foreslås, at det drøftes, hvorledes det sociale udvalg/kommunalbestyrelsen
kan få et langt bedre beslutningsgrundlag, end det har på nuværende tidspunkt,
således at det sikres, at børn/ den unge først hjemgives, når barnet kan
profitere af institutionsopholdet og forholdene omkring barnet i øvrigt er gode
nok.
Endelig skal gøres opmærksom på,
at der forestår en børn og unge reform, hvor der blandt andet forventes
igangsat en gennemgribende revision af landstingsforordningen om hjælp til børn
og unge samt bekendtgørelse med hjemmel i forordningen. Ovennævnte overvejelser
bør indgå i dette arbejde. Tak.
Så går vi over til partiernes
ordfører, første taler er Hans Enoksen, Siumut.
Hans Enoksen, ordfører,
Siumut.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz
Narup Inuit Ataqatigiit stiller forslag om, at forstanderne på Hjemmestyret
døgninstitutioner for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse
med hjemgivelse.
Fra Siumut skal vi knytte
følgende bemærkninger til forslaget:
I Siumut ligger vi afgørende
vægt på, at børn og unge vokser op i trygge forhold. Det er ganske uacceptabel
at børn og unge, skulle vokse op under uforsvarlige vilkår. Det må være i vores
allesammens interesse, at sikre, at børn og unge lever under betryggende
omgivelser. Jeg er ikke i tvivl om, at de kommunale social udvalg og kommunalbestyrelser
har gjort deres til at sikr, at børn og unge med problemfyldt familieliv får de
bedste levevilkår.
Men sådanne foranstaltninger er
en bekostelig affære for samfundet, og meget ressourcekrævende, og derfor er
det nødvendigt, at virke for forebyggende arbejde i samarbejde med hinanden.
I disse år opleves det også mere
almindeligt, at man tænker, at problemer er noget det offentlige nok skal
klare. Det er efterhånden alt for almindeligt, at forældre tilsidesætter deres
grundlæggende ansvar overfor deres børn. Nogle gange tvangsfjernes børn fra
hjemmet, måske uden at give forældrene en chance først. Og ved sådanne
situationer berøres forældrene stærkt mentalt og følelsesmæssigt, og man kan jo
nu engang ikke erstatte kærlighed med smukke omgivelser.
Derfor skal vi fra Siumut
opfordre til, at forældre og myndigheder starter med at finde fælles
løsningsmuligheder.
Vi skal og vil heller ikke
bestride, at man måske i nogle tilfælde hjemgiver børn uden at hjemmet er rede
dertil. I sådanne situationer, synes det at være sandsynligt og jeg citerer
"at de er pengene der reagerer". Anbringelse af børn og unge på
døgninstitutioner er nemlig så bekosteligt, at det kan gå hårdt ud over de
enkelte kommuners økonomi. Derfor skal vi også fra Siumut udtrykke ønske om, at
man også vurderer takstpolitikken for at undgå nævnte problemer.
Fra Siumut støtter vi forslaget
om, at forstanderne på døgninstitutionerne igen får tillagt ankemulighed i
forbindelse med hjemgivelse. Vi ligger også vægt på, at hjælp til børn og unge
vurderes nøje i forbindelse med revisionsarbejdet inden for området i de
forordninger og bekendtgørelser, der skal analyseres som led i revisionen. Og
fra Siumut indstiller vi, at nærværende forslag vurderes i samme forbindelse.
Endvidere må man vurdere om
kommunernes medvirken til at bære de økonomiske byrder. For vi må jo sikre, at
forordninger, bekendtgørelser og love udmøntes til gavn for alle. Tak.
Næste taler er Jakob Sivertsen,
Atassut.
Jakob Sivertsen,
ordfører, Atassut.
Tak. Vi har til beslutningsforslaget
fra Asii Chemnitz Narup om at forstanderne for Hjemmestyrets døgninstitutioner
for børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse,
har vi fra Atassut følgende bemærkninger herom.
Vi har i nærværende forslag
fornemmet, at det personale som i det daglige arbejder på døgninstitutionerne
og følger med børn og unge i deres daglige arbejde på nærmeste hold, og derfor
har et stort kendskab til de børnenes og de unges forhold, at de finder det
meget vigtigt, at blive hørt før beslutningen om hjemgivelse af børn og unge
bliver truffet.
Vi skal fra Atassut understrege,
at når børn og unge bliver anbragt på en døgninstitution, så har det baggrund i
en utilstrækkelig pasning i det hjemlige dette er meget beklageligt, meget udbredt
i vort land, og afstedkommer tit store udgifter for kommunerne. Det er derfor
meget vigtigt, at børn og unges hjemgivelse fra døgninstitutionerne sker efter
en grundig vurdering og nøje planlægning.
Vi skal også huske på, at
placering af børn og unge til en døgninstitution, først og fremmest er en hjælp
til en sikrere og tryggere opvækstforhold for børn og unge, som ikke længere
kan undværes i dag. Atassut finder det derfor meget vigtigt, at hjemgivelse af
børn og unge anbragt på en døgninstitution, sker på den mest trygge måde.
Med disse bemærkninger skal vi
på forhånd sige tak til Landsstyrets seriøse besvarelse af forslaget, og
tiltræder Landsstyrets udtalelse om forelæggelse af en ny vurdering af
forordningen inde der fremlægges ændringsforslag. Tak.
Næste taler er Lars Sørensen,
Inuit Ataqatigiit.
Lars Sørensen, ordfører,
Inuit Ataqatigiit.
Tak. Landstingsmedlem Asii
Chemnitz Narup foreslår, at forstanderne på Hjemmestyrets døgninstitutioner for
børn og unge igen får tillagt ankemulighed i forbindelse med hjemgivelse.
Indledningsvis skal vi fra Inuit
Ataqatigiits side først udtrykke den glæde, at vi har bemærket, at der igennem
de senere år efterhånden er mange kommuner i Grønland, der igennem deres
kommunalbestyrelse har udstukket hensigtserklæringer, der skal forbedre børn og
unges vilkår, og det er et godt initiativ, der bør praktiseres af samtlige
kommuner, ikke mindst under hensyntagen til, at år 2000 er børnenes år.
Derfor skal vi også benytte det
ny år 2000 til, at tydeliggøre omsorgen for børn og unge, samt deres
rettigheder. Derfor finder Inuit Ataqatigiit det naturligt, at man skal tage
hånd om de børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, ved at man giver
forstandere på døgninstitutioner ankemuligheder, i de tilfælde, hvor der er
uenighed med kommunernes Socialudvalg.
Under vores arbejde i
forbindelse med Socialrefomkommissionen blev netop dette emne taget op flere
gange, især for så vidt angår de enkelte kommuner med små økonomiske midler,
hvor børn er anbragt uden for hjemmet. At man ikke tager højde for behandlingen
af barnet, men mere tænkte udelukkende på kommunens økonomiske formåen, når man
sendte barnet hjem.
Sådanne spontane hjemsendelser
resulterer ofte i, at man mister det arbejde man har udført, der tager retning
i, at barnet der er ved at komme på fode igen, og dette resulterer igen i, at
sådanne pludselig hjemsendelser har gjort, at man skal starte med behandlingen
fra begyndelsen. Disse påtænkte besparelsesforanstaltninger resulterede således
blot i flere økonomiske øretæver.
Det glæder Inuit Ataqatigiit, at
Landsstyret er enig i forslaget om, at man igen fører ankemuligheder til
forstanderne, og Inuit Ataqatigiit er også enig med Landsstyret i, at arbejdet
ikke skal hastes igennem.
Til sidst vil Inuit Ataqatigiit opfordre
Landsstyret til, at de inden udgangen af dette år, nemlig Børneåret 2000 tager
initiativ til at samarbejde med Landstingets Socialudvalg med henblik på
realiseringen af de i 1997 vedtagne betænkninger fra Socialreformkommissionen
om børns vilkår. Tak.
Den næste taler er Anton
Frederiksen, Kandidatforbundet.
Anthon Frederiksen,
ordfører, Kandidatforbundet.
Indledningsvis har vi haft nogle
problemer med sekretariatet her til morgen, og jeg er ikke lige blevet færdig med
oversættelsen af vores bemærkninger til beslutningsforslaget, hvorfor denne
ikke er omdelt, men den vil blive omdelt når den foreligger oversat.
Vi skal vedrørende nærværende
beslutningsforslag komme med følgende bemærkninger om Landstingsmedlem Asii Chemnitz
Narups forslag om, at personalet på døgninstitutioner får ankemulighed i
forbindelse med planlagt hjemgivelse fra døgninstitutionen af et barn eller et
ungt menneske.
Indledningsvis skal vi fra
Kandidatforbundet som vigtigt anføre, at vi fuldt ud forstår Landstingsmedlem
Asii Chemnitz Narups forslag, og støtter det i princippet. Ikke mindst m.h.t.
forstanderne af foranførte hjem, der er vigtige i vurderingen af barnet eller
den unges fysiske og psykiske udvikling, at de deltager i myndighedernes vurdering
af, om hvorvidt barnet eller den unge skal tilbagegives til hjemmet, som fysisk
og psykisk stabiliseret.
I mange forordninger om hjælp
til børn og unge, der for visse vedkommende i løbet af årene er gjort ugyldige
eller ændret, bliver omtalt af Landsstyremedlemmet i sin besvarelse. Endvidere
anfører Landsstyremedlemmet, at der i den tidligere landsrådsvedtægt var der
hjemmel til anke i forbindelse med hjemgivelse, men at man i forbindelse med
udfærdigelsen af en landstingsforordning fra 1982 måske har overset at medtage
sådanne bestemmelser.
Såfremt arbejdet med børn og
unge er blevet varetaget på denne baggrund må det have været en forstemmende og
skuffende følelse at varetage det.
Da Socialreformkommissionen
forelagde sin betænkning medtog kommissionen som et af de politiske mål,
målrettede delbeskæftigelsesforanstaltninger for de involverede børn og unge,
for at kunne gøre dem selvhjulpen, samt for at kunne afhjælpe opstået
vanskeligheder, børn og forældre imellem, ville man gennem samarbejde søge at
opnår, at den menneskelige selvfølelse og agtelse kunne blive opnået. De børn
og unge, der var blevet anbragt skulle igennem deres daglige indsats blive
udviklet til samarbejde og ansvarsfølelse.
Såfremt familierne ikke kan
forsørge sig selv eller ikke kan overkomme børnenes tarv eller opdragelse, var
en af tankerne af samfundet vågent måtte blande sig i det videre forløb, det
vedrører Socialreformkommissionens arbejde.
Man skal også give det til
eftertanke, at man dels i lovgivningen vedrørende børnene er fastslået, at
begge af barnets forældre er pligtige til barnets forsørgelse, samt varetagelse
af fysisk og psykisk udvikling.
I Kandidatforbundet er vi ikke i
tvivl om, at mange forældre er klar over deres ansvar og pligter, men der er
alt for mange forældre der tilsidesætter disse pligter, og sådanne forældre
afstedkommer store problemer for børnene og samfundet.
Derfor må vi søge, at minimere
problemet mest muligt. Problemerne må minimeres mest muligt, og for at sikre
dette må forstandernes mulighed for at anke, det bør der arbejdes for, og vi
mener, at øvrige instanser og kommunerne dem skal man også samarbejde med for
at løse problemet.
Afslutningsvis skal vi erindre
om, at børn og unge anbragt på døgninstitutioner, i forbindelse hermed, så koster
en plads i gennemsnit næsten 300.000 kr. årligt, det er et gennemsnitstal,
altså i 1997, på baggrund af tal fra 1997
Vi mener også, at børn og unge
op til 18 år, som ikke kan blive boende i døgninstitutioner, at hvis vi også
skal tage disse behandling for øje, da man ikke lige pludselig kan smide dem
ud, når de fylder 18 år. Ligeledes skal vi også erindre om, at der i visse i
kommuner, ikke mindst i yderdistriktkommunerne og de mindre bemidlede kommuner,
altså de kommuner med økonomiske problemer, så har problemet et særligt omfang,
hvor man også må gøre en særlig indsats, for så vidt angår det økonomiske,
fordi anbringelser også koster kommunerne en hel del penge.
Med disse bemærkninger går vi
fuldt ud ind for forslaget, og går ind for at det behandles grundigt videre i
Socialudvalget. Tak.
Ud over partiordførerne har
Godmand Rasmussen, Atassut bedt om ordet.
Godmand Rasmussen, Atassut.
Jeg har forståelse for
forslagsstillerens begrundelser og partiernes ordførerindlæg, men jeg er også
enig i Landsstyremedlemmets besvarelse, men vil benytte denne anledning til at
erindre om, at vi under forårssamlingen, under debatten om børn og unge, så
nævnte vi fra Atassut helt klart, at de ansatte hos socialforvaltningerne i
kommunerne, de sidder i en meget vanskelig placering.
Vi der sidder i
kommunalbestyrelser ved, at de ansatte i socialforvaltningerne haren meget
vanskelig og udsat placering. Deres lønninger er så lave, og de resterende som
servicere os i kommunalbestyrelsen er netop også dem, som vi bruger som
kontorpersonale.
Vi har den gode erfaring, at de
folk vi har inden for socialforvaltningen, at de ofte tager ud til udsatte
familier, og at vi derigennem har reddet flere børn og unge i, at blive anbragt
uden for hjemmet. Det nævnte vi også under efterårssamlingen, under debatten om
børn og unges vilkår, jeg synes også at dette skal indgå i de videre
drøftelser. Jeg vil dermed give det videre til Landsstyremedlemmet, således at
det også overvejes i det fortsatte arbejde.
En af de betænkeligheder jeg har
her, jeg har god forståelse for forslagsstillerens intentioner, men hvorfor
skal vi når vi har sagt, at vi skal give kommunerne yderligere ansvar, at vi nu
skal give forstanderne et ansvar på bekostning af de sociale udvalg, vi glemmer
en ting, at der er visse døgninstitutioner, som kører privat, der er også
private institutioner, f.eks. Gertruds Rasks minde, hvad med sådanne
institutioner, den får godt nok tilskud.
Jeg vil heller ikke undlade, at
bemærke, at Landsstyremedlemmet i sit svarnotat bemærkede, hvem der skal have
det største ansvar barnets "advokat" eller forstanderen på den
enkelte døgninstitution. Når børn skal anbringes uden for hjemmet, så plejer
det første skridt at være kommunens Socialudvalg, det er netop dette udvalg,
der vurderer, hvad det videre forløb skal være.
Der blev nævnt at børn bliver
sendt hjem i utide, jeg er derfor helt enig med Siumuts ordfører i, hvordan
sikrer vi, at barnet kommer hjem, når det er blevet .., hvem skal vurdere, hvad
der er rigtigt eller ej ? Vejen er meget lettere når der er et samarbejde til
stede mellem forskellige institutioner og de sociale myndigheder lokalt. Et
trygt hjem er det væsentligste, hvis barnet skal have en tryg opvækst.
Derfor vil jeg også gentage, og
indtrængende ønske overfor Landsstyremedlemmet, at det sociale arbejde vi har i
dette land, som ikke beskæftiger sig med det, de beskæftiger sig med, p.g.a. de
dårlige lønforhold, derfor vil jeg gerne have, at man søger at arbejde for, at
de lokalt socialansattes lønninger bliver sat op.
Jeg har ellers aldrig tænk..,
kunne godt have nævnt, men jeg håber, at dette er nok, men principielt er jeg
enig i forslagsstillerens forslag, og Landsstyremedlemmets besvarelser, jeg er
meget glad for Landsstyremedlemmets svar.
Næste taler er forslagsstilleren,
Asii Chemnitz Narup.
Asii Chemnitz Narup,
forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Jeg v il blot præcisere, at jeg
ikke går ind for, at forældrene skal fratages et ansvar, og at jeg ikke vil
have at social udvalgenes beføjelser bliver tilsidesat. Det område som vi
berører bliver et konflikt område, fordi når børnene skal sendes hjem til
forældrene, så koster det nogle konflikter, nemlig forældrenes interesser,
Socialudvalgets interesser og barnets interesser, og hvem er det, der skal
forsvar barnets interesser ?
Der er ikke nogen der forsvarer
barnets interesser, hvorfor forstanderne bør placeres som barnets advokater.
Det er baggrunden for mit
forslag, fordi de har været med til at opdrage barnet og har dermed et kendskab
til barnets behov.
Jeg må også tilføje, at jeg ikke
kan se hvorfor de sociale udvalgs afgørelser ikke skal kunne ankes, det kan jeg
ikke se nogle begrundelser for, jeg synes ikke, at der er noget at være bange
for her.
Jeg er enig i de faldne
bemærkninger om, at sagen må køres nøje, det er rigtigt, lad os gøre det, og
det vil også i det fortsatte arbejde være meget interessant, at finde ud af, at
de vender tilbage til det daværende Landsråds vedtægter, fordi dengang tog men
mere udgangspunkt i barnets tarv end man gør hidtil. Jeg synes at man kan hente
nogle gode inspirationer i de gamle vedtægter her, vi der lever idet 20.
århundrede.
Jeg siger også tak til Godmand
Rasmussen. Kærlighed er meget vigtigt, det ved vi allesammen, og jeg synes
ikke, at man kan stille spørgsmålstegn ved, at alle forældre elsker deres børn,
men på trods af det, må man stille spørgsmålstegn ved deres evner som forældre
og ikke deres kærlighed, og hvis de ikke har evner nok til at tage sig af deres
børn og forvalte kærligheden rigtigt, så må det offentlige træde ind,
selvfølgelig i samarbejde også med de sociale arbejdere der er.
Der er selvfølgelig en del
socialt ansatte der er bange for, at åbne sig overfor de enkelte forældre, vi
må blive mere modige, også her i denne sal, og åbent drøfte problemerne. Tak.
Næste taler er
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Jørgen Wæver
Johansen, værsgo.
Jørgen Wæver Johansen,
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Jeg mener, at der er fuldt
enighed om, at der igen skal være ankemulighed. Vi er alle enige om, at der
skal etableres en ankemulighed, men det er ikke vores mål, at der skal være
flere og flere klager. Det vi må sikre er, at de enkelte Socialudvalg og
kommunalbestyrelser i deres grundlag for deres beslutninger får et meget bedre
beslutningsgrundlag. Dette kan vi også klare igennem lovgivningen.
Det er vi enig om, og ligeledes
er vi også enige om en eventuelt ændring skal ske i forbindelse med reformen af
landstingsforordningen om hjælp til børn og unge. Det er det vi er enige om,
der er ikke nået vi er uenige om.
Vedrørende de sidste ordførere,
så er det også meget interessant bemærkninger de har fremført, men vedrører
ikke specifikt det konkrete forslag. Vi støtter alle forslaget, at forslaget
går videre, der er ikke noget i vejen med en ankemulighed, den skal
genindsættes, men vi må også sikre at kommunernes Sociale Udvalg, får et langt
bedre kvalificeret beslutningsgrundlag, det må vi også arbejde for.
Afslutningsvis vil jeg lige
udtale vedrørende Anthon Frederiksens bemærkninger om det jeg sagde i mit
svarnotat vedrørende landstingsforordning af 1982 om ankemuligheden, jeg skal
lige bemærke, at hvad der er sket for 18 år side -en forglemmelse, at vi ikke
bør spilde tid på det her, las os drøfte fremtiden og hvordan vi bedst sikrer
børnenes fremtid og hvordan vi sikrer det arbejde, der skal udføres.
Og nu er det Landsstyreformanden
Jonathan Motzfeldt, der har bedt om ordet.
Jonathan Motzfeldt,
Landsstyreformand.
Som tilføjelse til
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, så vil jeg også bare tilføje, at
jeg er meget glad for, at socialarbejderne og dem der tager sig af de børn og
unge som vi snakker om, at det er et meget agtværdigt arbejde, som de udfører,
det er ikke altid et let arbejde som de udføre, fordi de tager sig af de
opgaver, som ellers er forældrenes ansvar, således at de også bliver blandet
ind i det sociale arbejde, vi må agte de folk, der arbejder på
døgninstitutionerne og jeg må fra Landsstyrets side udtrykke min fulde tillid
til de lokale socialarbejdere på kommunalplan, de kender bedre de lokale
forhold, langt bedre end os.
De møder problemerne lokalt, og
kan på den baggrund rådgive på et meget bedre grundlag.
Og vi har fra Landsstyrets side
tillid til dette arbejde, og vil i vores fortsatte arbejde have et udgangspunkt
i dette. Vores vurderinger må principielt dreje sig om hvor vores grænser går
m.h.t. barnets tarv. Vi skal ikke have mange ankemuligheder. Vi må styrke
arbejdet lokalt, og ikke sætte spørgsmålstegn ved de lokale socialarbejderes
kompetence.
Når vi snakker om politik, så
forregner vi os også nogle gange, taler over, så vil jeg lige vedrørende
Gertrud Rasks Minde nævne, at denne institution som nu er placeret i Sisimiut,
den har haft en meget stor historisk betydning for forældre til børn, som ikke
havde et andet sted at henvende sig. Den kører nu som en selvstændig
institution, som børnehjem, og det må vi sige tak for. Og vi må også agte og
ønske bestyrelsen og medarbejderne alt held fremover, vi kan ikke undvære sådanne
institutioner også. Tak.
Alle er fuldstændigt enig om
problemet, og jeg vil blot give ordet til den sidste, der har bedt om ordet,
nemlig Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Anthon Frederiksen,
ordfører, Kandidatforbundet.
Jeg håber, at vi i denne debat
ikke glemmer baggrunden for problemet, i denne debat, og at vi har dette for
øje i det fortsatte arbejde.
Baggrunden for de fleste
problemer, ikke mindst m.h.t. børnenes pasning er vores alkoholmisbrug. Vi må
erkende, at vi har et alkoholmisbrug, som afstedkommer, at politiet har en hel
del arbejde at gøre.
Jeg håber, at man også har dette
for øje i det fortsatte arbejde, og vurdering af landstingsmuligheder. Tak.
Ole Lynge,
Landstingsformand.
Således er behandlingen af dette punkt færdigt, men der er enighed om, at forslaget overgår til Socialudvalget inden 2. behandlingen, således er punktet færdigbehandlet.