Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 13-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Lørdag d. 15. oktober 1994

 

 

Dagsordenens punkt 13.

 

Betænkning afgivet af kommunalreformkommissionen.

(Formanden for kommunalreformkommissionen)

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert

Mødet er åbnet.

 

I dag lørdag har vi punkt 13 på dagsordenen.

Det er betænkning fra kommunalreformkommisionen.

Punkt 14: Forslag til landstingslov om kommunalbe­sty­relser og bygdebestyrelser m.m. Og endelig Punkt 15: Forslag til lands­tingslov om kommunernes adgang til at investere i erhvervs­mæssig virksomhed.

 

Og vi er så nået til punkt 13, betænkning af­givet af kommunal­reformkommisionen, og det er formanden for kommunal­reformkom­misionen der skal forelægge.

 

Jonathan Motzfeldt, formand for kommunalreformkommis­sionen:

Betænkningen, som jeg fremlægger, er delt i 3 bind med hver sit hovedemne, byrde- og opgavefordelingen og Kommissionens anbe­falinger om det videre arbejde i bind 1, ­kommunernes erhvervs­engagement i bind 2 og styrel­sesloven i bind 3.

 

Allerede fra Kommissionens nedsættelse har forvent­ningerne til resultatet af arbejdet både fra Lands­tinget, Landsstyret og kommuner­ne været store. De samme politikere har samtidig forventet, at Kommissionen skulle gøre sit arbejde hurtigst muligt.

 

Vi har derfor måttet prioritere opgaverne for at nå de resultater, som bedst muligt indfriede forvent­ningerne.

 

Vi nåede på et tidligt tidspunkt i arbejdet til den erkendelse, at en systematisk gennemgang af op­gavefor­delingen på de store områder, nemlig boligområdet, kultur- og undervisningsom­rådet, social- og sundhedsom­rådet samt det tekniske område ville give de bedste forud­sætninger for dels at beskrive en række generelle principper for fremtidens opgavefordeling mellem hjem­mestyret og kommunerne og dels at beskrive udgangspunkt for en ny byrdefordelings- og finan­sierings­politik.

 

Kommissionen har af hensyn til arbejdets færdiggørelse inden for den tidsfrist, som Landstinget har fastsat til denne landstingssamling, valgt at beskrive de overordnede principper og disses anvendelse på de pågældende opgaveområder, og lade Landstinget tage stilling til en række konkrete løsningsmodeller, og Kommissionen indstiller samtidig, at Landstinget af­sætter ressourcer til den formelle udmøntning af disse løsningsmodeller i lovgivning gennem et admini­strativt opfølgnings­arbejde, som endvidere skal omfatte udmønt­ning af byrdeforde­lingsprincipperne inden for de ram­mer, som Kommissionen anbefaler.

 

På to områder, som kommisionen har beskæftiget sig med, foreligger der imidlertid en række helt konkrete og håndgribelige resultater: Det drejer som om boligom­rådet og skoleområdet.

 

Om Kommissionens arbejdsmetode skal jeg henvise til den grønlandske udgave af betænkningen side 4 og den danske udgave side 3 og 4.

 

Det fremgår heraf, at Kommissionens anbefalinger er blevet til efter omfattende høringer, navnlig i kommu­nerne, og i et tæt samarbejde med de relevante fag­direktorater i hjemmestyret.

 

Kommissionens anbefalinger til overordnede byrde- og opgaveforde­lingen går ud på følgende:

 

Kommissionen anbefaler, at finansieringsfaktoren ikke må være afgørende for, hvor og hvordan en opgave løses. Afgørende bør derimod være, at opgaverne løses, hvor det gøres bedst og billigst ud fra et nærhedsprincip og princippet om, at man ved forbedring, forenkling og modernisering skal opnå mest muligt med de eksi­sterende ressourcer.

 

Endvidere bør flytninger af opgaver fra hjemmestyret til kommunerne eller omvendt ske ud fra et princip om budgetneutralitet:

 

Dette indebærer for det første, at der ved flytning af en opgave samtidig sker en flytning af de økonomiske ressourcer, som hidtil har været brugt til opgavens løsning.

 

Princippet indebærer for det andet, at det samlede ressourceforbrug i den offentlige sektor ikke øges ved en opgaves flytning.

 

Kommissionen anbefaler, at der lægges et generelt minimumsniveau for de enkelte opgavers løsning. Dette minimumsniveau forudsættes lovmæssigt reguleret og finansieret af hjem­mestyret. Oven på dette minimumsni­veau skal så kunne bygges et eller flere variable niveauer, som fastsættes og finansieres ek­sempelvis regio­nalt, af kommunale fællesskaber af en enkelt kommune eller måske af en enkelt bygd.

 

I forbindelse med det nærhedsprincip, jeg nævnte før, skal også anføres, at det bør vurderes, om en opgave hensigtsmæssigt kan udføres af private, ligesom bruger­ne af det offentlige system i højere grad skal ind­drages i løsningen af de fælles opgaver.

 

På folkeskoleområdet anbefaler Kommissionen, at skolen frigøres fra centraladmi­nistrationen og den kommunale inddeling, og organiseres som en selvstændig enhed i folkeskoledistrikter på tværs af kommune­grænserne, samt at den lokale indflydelse styrkes gennem skole­bestyrel­ser på den enkelte skole.

 

På STI-området anbefaler Kommissionen, at der skabes en anerkendt basisuddan­nelse, som skal danne grundlag for den efterfølgende brancheuddannelse med henblik på at dække det grønlandske behov for kvalificeret arbejds­kraft, og at der nedsættes en projektgruppe, som med tidsfrist til Landstingets forårssamling 1995 skal fremkomme med et forslag til opgavens løsning.

 

Samtidig anbefales, at de nuværende arbejdsmarkeds­kontorers opgaver deles således, at de opgaver, som har relation til arbejdsmarkedet isoleres og flyttes til STI-skolen, mens opgaver af social karakter forbliver i de kommunale admini­strationer.

 

På fritidsområdet anbefaler Kommissionen, at opgaven løses i lokalsamfundet på tværs af sektorgrænser og som en samlet opgave omfattende alle borgere uanset alder.

 

Kommissionen foreslår ingen ændringer i organiseringen eller placeringen af de lokale museer, men anbefaler, at kompetence vedr. oprettelse, drift og tilskud til museer fremover skal ligge i kommunal­be­styrelsen.

 

I relation til øvrige bygninger til kulturelle formål anbefaler Kommis­sionen, at ansvaret for anlæg og ved­ligeholdelse skal være samme sted, og at ansvaret for bygninger med landsdækkende formål bør placeres cen­tralt.

 

Kommissionens udgangspunkt for social- og sundheds­væsenet er, at opgaverne i størst muligt omfang bør forvaltes under ét, således, at ressourcerne i lokal­samfundet kan udnyttes optimalt, og så man kan undgå, at fag- og sektorgrænser bliver årsag til servicefor­ringelser for borgerne.

 

Kommissionen finder dog, at sygehusvæsenet på grund af de faglige krav der stilles til dette område og nødven­digheden af en høj ensartet standard i hele landet gør, at opgaven bør forblive i centralt regi. Kommissionen finder det dog anbefalelsesværdigt, at man undersøger mulighederne for konsekvenserne af en hel eller delvis decentralisering af de regionale sygehuse.

 

På omsorgs- og hjemmehjælpsområdet anbefaler Kommissio­nen, at hele opgaven omfattende hjemmehjælp, hjemmeple­je, sundhedspleje og støttepersoner fremover bliver en kommunal opgave, som kommunen skal løse i tæt samarbej­de med det lokale sygehus, og at de to myndigheder sammen definerer de opgaver, der er behov for at løse.

 

Kommissionen anbefaler videre, at uddannelsessiden  styrkes, og at kommunernes med­arbejdere skal supervi­seres af sygehuset, samt at kommunerne i det omfang det er hen­sigtsmæssigt, køber den nødvendi­ge sygepleje­bistand fra sygehuset i stedet for at selv at ansætte sygeplejersker.

 

Kompetence- og ansvarsafgrænsningen vedrørende hjælpe­midler er ikke klar, og Kommissio­nen anbefaler derfor, at det defineres, hvor hjemmestyret, kommunen eller den enkelte bruger skal stå for tilvejebringel­sen af hjæl­pemidler.

 

Det overordnede udgangspunkt bør være: Under sygdomsbe­handling er det sundhedsvæsenets opgave at tilvejebrin­ge de nødvendige hjælpemidler, mens det når denne behandling er slut (dvs. når patienten udskrives) er det en kommunal eller privat opgave.

 

Kommissionen kan endelig anbefale, at der oprettes en central, landsdækkende hjælpemiddel­central, dels for at skabe indkøbsmæssige fordele og dels for at opnå mulig­heden for en bedre koordinering af udbud og efterspørg­sel af hjælpemidler.

 

På handicapområdet finder Kommissionen, at den handi­cappede så vidt muligt bør sikres mulighed for at forblive i eget hjem, hvilket tilsiger en administra­tion tæt på den handicappe­de, det vil sige kommunal administration. Det er derimod hensigtsmæssigt, at hjemmestyret stiller faglig specialekspertise til rådighed og via lovgivningen fastsætter et minimumsni­veau for den daglige admini­stration.

 

For så vidt angår alderspensioner foreslår Kommissionen ingen væsentlige ændringer, men præciserer, at person­lige tillæg bør vurderes, fastsættes og administreres lokalt.

 

Kommissionen anbefaler, at der lokalt gennemføres en politik specielt rettet mod gruppen af raske og aktive ældre.

 

For så vidt angår de ældres boligforhold foreslår Kommissionen, at man i højere grad vurderer mulig­heder­ne for at indrette beskyttede boliger, ældrecentre o. lign. Det anbefales samtidig, at man udnytter mulig­hederne for et tættere og mere koordineret samarbejde mellem sundhedsvæsenet og kommunen med muligheden for, at de to enheder kan købe serviceydelser hos hinanden.

 

Kommissionen er videre af den opfattelse, at specialin­stitutioner for særligt plejekrævende ældre muligvis kan anlægges og drives i fælleskommunalt regi.

 

Kommissionen anbefaler generelt for området ældre og handicappede, at der iværksættes en egentlig planlæg­ning, som kan sikre et bedre grundlag for at vurdere behovet for og arten af de kommende års investeringer på området.

 

I forhold til kategorien arbejdsledige, er det Kommis­sionens opfattelse, at den samfundsøkono­misk bedste investering er en målrettet indsats gennem erhvervs­politikken på at få flest mulig i arbejde og dermed undgå, at der skabes rest­grupper.

 

I den forbindelse er det værd at pege på et forhold, som hidtil ikke har været genstand for større opmærk­somhed, nemlig spørgsmålet om, hvorfor ledighed opstår:

 

Kommissionens undersøgelser peger nemlig i retning af, at ledigheds­mønstrene ikke entydigt følger konjunk­tursvingningerne i samfundet.

 

Det anbefales derfor, at der målrettet forskes i dette problem, herunder at der tilvejebringes et statistisk materiale om ledighedens omfang, herunder om hvilke personkategorier, som er ledige, ledighedens fordeling på alder, køn, brancher, uddannelser, by og bygd, ledig­hedens varighed m.v.

 

Kommissionen kan samtidig stærkt anbefale, at der arbejdes videre med at få oprettet et registrerings­system, som kan bidrage til en bedre kortlægning af ledighedsproblemet.

 

På området børneinstitutioner anbefaler Kommissionen, at disse helt overgår til kommunerne, muligvis som fælleskommunale projekter, i stedet for den i dag gældende deling, hvor hjemmestyret har kompeten­cen, men kommunerne har byrden. 

 

På det tekniske område, har Kommissionen blandt andet set på problemet affaldshåndtering.

 

Det vurderes, at der er tale om et ret uopdyrket om­råde, hvor der fra såvel centralt som fra kommunalt hold er ønske om en intensiveret indsats.

 

Konkret anbefales det, at der ved kommunernes takst­politik på renovationsområdet bør kunne tages vælfærds­mæssige - og sociale hensyn.

 

Kommissionen anbefaler, at Direktoratet for Sundhed og Miljø iværksætter en landsdækkende kampagne med fokus på den hygiejniske og sundhedsmæssige standard, og at der gøres en særlig indsats for at informere om for­skellene på almindeligt og farligt affald.

 

Herudover anbefaler Kommissionen, at direktoratet og kommunerne i fællesskab udarbejder en miljøplan inde­holdende vurdering og prioritering af ressourcer og en klar principaftale om fordelingen og ansvar og kompe­tence mellem hjem­mestyret og kommunerne i henhold til Kommissionens overordnede mål og principper.

 

På boligområdet, for så vidt angår drift og admini­stration, er udviklingen gået efter de anbefa­linger, som Kommissionen fremkom med allerede i sin delbetænk­ning på EM 1973, nemlig dannelsen af et bolig­selskab.

 

Kommissionen finder blot anledning til at supplere med et ønske om, at samtlige kommuner indgår samarbejdsaf­taler med selskabet om driften af de kommunale boliger, idet det forekommer uhensigts­mæssigt med to boligkon­torer i samme by.

 

På boligområdets anlægsdel anbefaler Kommissionen, at hjemmestyret og KANUKOKA forhandler den fremtidige finansiering af offentligt boligbyggeri, og at resulta­tet indgår i den samlede vurdering af den fremtidige byrdefordeling.

 

For så vidt angår boligsikring finder Kommissionen, at ordningen fortsat kan administreres af kommunerne, men på hjemmestyrets vegne. Kommissionen finder generelt, at der under hensyntagen til de overordnede principper om ansvar og økonomisk kompetence sker en ændret byrde­fordeling for dette område.

 

Kommissionen har bemærket, at brand- og redningsvæsenet i dag er stramt regelstyret, og at kommunerne ikke i særlig grad har indflydelse på standarden, men allige­vel bærer de økonomiske byrder.

 

Brandvæsenets opgaver skal løses i tæt samarbejde med politiet og sygehuset, men det kan konstateres, at der er et vitalt behov for en opdatering af beredskabs­planer såvel lokalt som centralt.

 

Kommissionen indstiller, at Direktoratet for Sundhed og Miljø nedsætter en projektgruppe, der til FM 1995 skal udarbejde en redegørelse og fremkomme med forslag til ændringer således, at området kan indgå i den samlede vurdering af byrdefordelingen.

 

På området byggemodning og forsyningsforhold, det vil sige veje, kloak, el- og vandforsyning og fjern­varme, konstaterer Kommissionen, at

 

- investeringsplaner ikke er tilstrækkeligt koor­di­neret,

- anlægs- og driftsforpligtelsen ikke er hos samme myndighed,

- der er to eller flere byg- og driftsherrer,

- teknikerressourcer udnyttes ikke optimalt,

- det kan volde problemer at placere ansvaret, når noget er galt og

- det kan være vanskeligt for borgerne at vide, hvor man skal henvende sig.

 

Kommissionen anbefaler, at kommunen tillægges den overordnede planlæggende, styrende og koordinerende rolle i forbindelse med kommunens udvikling generelt, således at den kommer til udtryk i kommuneplaner­ne.

 

Endvidere bør en detailgennemgang af området medføre, at anlægs- og vedlige­holdelsesfor­pligtelsen kommer til at følges ad.

 

Der skal dernæst sikres en rationel gennemførelse af den samlede byggemodning i anlægsetaper, der er afstemt med den forventede byudviklingstakt.

 

Der skal også skabes en eentydig fastlæggelse af byg­herre- og driftsherrerollen for de enkelte typer af vej- og ledningsanlæg, og ansvaret skal placeres hos samme instans.

 

Der foreslås en række konkrete ændringer, hvorom jeg henviser til betænkningen på grønlandsk side 24 og 25, og den danske udgave side 23.

 

For så vidt angår servicehuse i bygderne, bemærker Kommissionen særligt:

 

I forbindelse med Nukissiorfiit's overtagelse af op­gaver fra det nu nedlagte bygdedirektorat fik man overdraget opgaven med planlægning og delvis finan­siering af anlæg af servicehuse.

 

Denne opgave er indgået i den videre vurdering af opgavefordelingen, og Kommissionen har vurderet, at planlægning og anlæg af servicehu­se bør overgå til at være en opgave, skal varetages af kommunalbe­styrelsen i samarbejde med bygden.

 

I relation til den gældende byrdefordeling, finder Kommissionen, at dette bliver en af vigtigste, og måske vanskeligste, opgaver i det opfølgningsarbejde, som Kommissionen foreslår iværksat.

 

Kommissionen finder, at arbejdet bør foregå ud fra følgende prin­cipper:

 

- en forenkling af det nuværende tilskudssystem,

- en formindskelse af kommunernes konjunkturføl­somhed,

- indretning af en hensigtsmæssig incitaments­struk­tur og endeligt

- et formaliseret budgetsamarbejde mellem hjem­mestyret og KANUKO­KA.

 

Efter denne opsummering af Kommunalreform Kommissionens anbefalinger om byrde- og opgavefordelingen, skal jeg vende mig til spørgsmålet om udmøntningen af disse anbefalinger i praksis:

 

Som jeg startede min forelæggelse med at sige, ja så har vi været nødt til at prioritere opgaverne således, at konsekvensberegninger og den lovmæssige opfølgning foreslås henlagt til efter betænkningens godkendelse i Landstinget.

 

Kommissionen indstiller følgende model for opfølgnings­arbejdet, som vi mener er den mest hensigts­mæssige, både i relation til en opdeling af det videre arbejde i politiske opgaver og administrative opgaver og i rela­tion til opnåelse af en rimelig grad af sikkerhed for, at arbejdet ikke "går i stå":

 

at Landstinget tilslutter sig betænkningens anbe­fa­linger således, at disse danner de politiske rammer for det videre arbejde med revision af lovgivningen og udarbej­delse af nye principper for finan­sieringen af opgaver, som varetages af såvel hjemmestyret som kommu­nerne,

 

at Landstinget nedsætter en referencegruppe beståen­de af et lands­styremedlem, et lands­tingsmedlem og, hvor KANUKO­KA anmodes om at udpege de 2 med­lemmer,

 

at denne referencegruppe får til opgave at påse, at det videre arbejde forløber inden for rammerne af Lands­tingets vedtagelse af betænk­ningens principper, og løbende at afrapportere til Landstinget om arbejdets forløb og

 

at Landsstyret anmodes om at afsætte de for­nødne ad­mini­strative ressourcer til det videre arbejde i form af dels af en fast koordina­tions­gruppe af embedsmænd, som skal forestå og koordinere det praktiske opfølg­nings­arbejde og dels tilvejebringel­sen af det admini­strative grundlag for et tæt samar­bejde mellem koordi­nations­gruppen og fagdirektorater­ne. Kommissionen kan i den forbindelse anbefale, at den konsulent, som hidtil har været ansat under Landsstyrets sekretari­at med henblik på varetagelse af de løbende sekretari­atsop­gaver for kommissionen, fortsætter med uændret ansæt­telsesområde som daglig leder af den ny koordinations­gruppe.

 

Jeg skal også pege på, at Tilsynsrådet for kommunerne har bedt Kommissionen om at se på nogle helt konkrete problemer.

 

Vi tager ikke disse sager med i betænkningen, men vil udnytte de sidste måneder af Kommissionens formelle levetid indtil nytår til at give et bud på besvarelse af disse sager.

 

Jeg skal til sidst i min forelæggelse fremhæve, at Kommissionens anbefalinger og indstillinger er givet Landstinget i fuld enighed, på trods af, at såvel kommunale interesser som hjemmestyreinteresser har været repræsenteret i Kommissionen.

 

Jeg synes dette vidner om, at kommunerne og hjemmesty­ret begge har vist en påskønnelses­værdig vilje til at samarbejde om en bedre styring af vores samfund, og fuldt ud har levet op til sandheden om, at dette lands befolkning er for lille til, at vi kan tillade os at have dybe meningsforskelle om, hvilken udvikling vi ønsker.

 

Jeg tror, at Kommissionens enige anbefalinger også kan være med til at styrke os udadtil.

 

Jeg skal endelig rette en varm tak til alle, som har bistået os såvel i det praktiske arbejde som med råd og vejledning, navnlig vores meget kompetente sekretariat, som Kommissionen håber får en central rolle i følge- arbejdet, Landsstyret, direktoraterne, KANUKOKA, ar­bejds­markedets organisationer, kommunerne, kommunernes revisions­firmaer, Indenrigsministeriet og Kommuner­nes Landsfor­ening i Danmark.

 

Med disse ord indstiller jeg betænkningen til Lands­tingets velvillige behandling.

 

Mødeleder:

Landsstyreformanden kommer med et svar.

 

Lars Emil Johansen, Landsstyreformand:

Der er forløbet næsten 3 år, siden Landsstyret tog initiativ til en grønlandsk kommu­nalreform.

 

Kommissionens medlemstal og sammensætning er en under­stregning af den betydning og vægt landsstyret har lagt i opgavens løsning.

 

Kommissionen har, som det fremgår af den afsluttende betænkning, beskæfti­get sig med byrde- og opgaveforde­lingen mellem Hjemmestyret og kommuner­ne, den kommunale styrelses­ordning og kommunernes forhold til erhvervs­livet.

 

Hovedbetænkningen, som Landstinget skal tage stilling til, har lagt hoved­vægten på byrde- og op­gaveforde­lingen mellem kommunerne og Hjemme­styret.

 

Landsstyret finder, at den afsluttende betænkning på dækkende vis beskriver de mange forskellige problemer, kommunerne har oplevet med den gældende byrde- og opgavefordeling.

 

Landsstyret finder, at betænkningen er et godt udgangs­punkt for det videre arbejde, både for politikerne og administrationen. De forskellige problemstil­linger er blevet systematiseret, og der er lagt op til en række klare principper, som med fordel kan anvendes fremover på alle offentlige opgaveområder.

 

Landsstyret kan tilslutte sig, at den grundigste gen­nemarbejdning er foregået på de samfundsøkonomisk "tunge" områder.

 

Landsstyret er enig i de principper, formanden for Kommissionen fremhævede fra be­tænkningen, ­som generelt anvendelige i byrde- og opgavefordelings­sammen­hæng, som kort kan sammenfattes til: 

- budgetneutralitet,

- fastlæggelse af minimumsniveauer for opgaveløs­ningen, at kompeten­ce og økonomisk ansvar skal følges ad,

- at opgaverne skal løses ud fra et nærhedsprincip kombineret med, at opgaverne skal placeres og løses der, hvor de løses bedst og billigst,

- at anlægs- og vedligeholdelsesforpligtelsen skal følges ad,

- at brugerne af det offentlige system i højere grad skal inddrages i løsningen af de fælles opgaver, og endelig

- at muligheden for overdragelse af opgaver til private bør under­søges.

 

Når dette er sagt, skal jeg også fremhæve, at Lands­styret selvfølgelig går ud fra, at der i det kommende arbejde bliver plads til en grundig vurdering af, hvorledes principperne og Kommissionens mere konkrete forslag mest hen­sigtsmæssigt lader sig føre ud livet.

 

Landsstyret finder således, at Kommis­sionens anbefa­linger ikke skal forstås som absolutte krav, man skal sige ja eller nej til, men som velover­vejede eksempler på, at det faktisk er muligt at gen­nemføre en mere logisk og forenklet opgaveforde­ling, som hviler på klare og samfundsgavnlige prin­cipper.

 

Landsstyret har særskilt noteret sig kommunalreform kommissionens forslag om en ændret administrativ orga­nisation på folkeskoleområdet. Landsstyret finder, at forslaget rummer interessante perspektiver. Samtidig finder lands­styret dog, at der er tale om en så gennem­gribende ændring, at forslaget bør gøres til genstand for en særskilt beslutning i Landstinget, ud fra et konkret beslutningsgrundlag. En ny organisation på folkeskoleområdet bør analyseres og forhandles nøje mellem de involverede instanser, forinden en ændret organisation eventuelt gennemføres.

 

Jeg finder ikke, at det nu nødvendigt er at gå ind i en detail-diskussion af Kommissionens forslag inden for de enkelte opgaveområder.

 

Jeg vil dog benytte anledningen til at orientere Lands­tinget om, at på ud­dannelses­området, herunder STI, arbejder en tværdirektoral projektgruppe på en Uddan­nelsespolitisk Redegørelse, som forventes klar til foråret 1995. Kom­munalreform Kommissionens forslag på STI-området vil indgå i denne arbejdsgruppes fortsatte arbejde.

 

I relation til byrdefordelingsproblematikken kan Lands­styret tilslutte sig Kommis­sionens anbefa­linger, nemlig at der arbejdes videre med en forenk­ling af det nu­værende tilskudssystem, en mindskelse af kommu­nernes kon­junkturfølsomhed, indretning af en hensigtsmæssig in­citamentstruktur samt et formaliseret bud­getsamarbej­de mellem Hjemmestyret og KANUKOKA.

 

Landsstyret lægger herved særlig vægt på, at en ændret opgaveforde­ling kan harmoniseres med prin­cipperne for byrdefordelingen, således at reformen udmøntes gennem forenkling, rationaliseringer og moderniserninger, og at man derved fastholder den fortsat positive ud­vikling i samfundsøkonomien, således at der i de kom­mende år ikke sker en vækst i det samlede offentlige for­brug.

 

Set i lyset af, at tidligere forsøg på at gennemføre en reform af de kommunale forhold ikke er gennemført tilfredsstillende, har Lands­styret forståelse for kommissionens indstillinger vedrørende op­følgnings­arbejdet.

 

Imidlertid finder Landsstyret anledning til at bemærke følgende:

 

I Landstingslov nr.11 af 20. oktober 1988 om Lands­tinget og Lands­styret '' 3 og 4, fremgår, at Lands­styret er ansvarlig for forvaltningen af Hjem­me­styrets an­liggender.

 

Landsstyret er af den opfattelse, at kommissionens anbefalinger om at Lands­tinget nedsætter en politisk referencegruppe til at påse, at det videre arbejde forløber inden for rammerne af Landstingets tilslutning af betænkningens principper, og løbende afrapportering til Landstinget om arbejdets forløb, strider imod det grundlæggende princip om, at landsstyret er ansvarlig for udøvelsen af for­valtningen.

 

Landsstyret er enig med kommissionen i, at der skal følges op på de anbe­falinger, der er fremsat i betænk­ningen. Men Landsstyret kan ikke tilslutte sig kommis­sionens indstillinger om, at Landstinget nedsætter en referencegruppe til at følge det videre arbejde.

 

Landsstyret er dog enig i, at der skal tilvejebringes de nødvendige politiske og administrative ressourcer, der kan sikre en succesfuld videreførelse af kommu­nalreformkomissionens arbejde. Landsstyret vil i den forbindelse indlede et samarbejde med Kommunernes Landsfor­ening. Det er helt naturligt og i over­ensstem­melse med almindelige demokratiske principper, at Kommunernes Landsforening inddrages i et arbejde, der vil få afgørende indflydelse på det fremtidige arbejde i de enkelte kommuner.

 

Lad mig dog til sidst bemærke, at Kommunalreform Kom­missionens betænk­ning har givet Landsstyret inspiration til nytænkning, hvad angår forholdet til kommunerne. Jeg håber, at betænkningen vil blive læst flittigt, da den kan være en nyttig inspirationskilde for mange, som beskæftiger sig med den offentlige sektor.

 

Landsstyret skal med disse bemærkninger tilslutte sig betænkningen fra kommunal­reformkom­missionen.

 

Og til slut vil vi gerne takke kommisionen for det omfattende arbejde. Fra landsstyret skal vi takke de enkelte kommisionsmedlemmer for det om­fattende arbejde de har udført, og jeg vil ikke undlade at takke KANUKO­KA og Kommunernes Landsforening for det gode arbejde de har bidraget med, og ende­lig kommunalreformkommisionens sekretari­at, dem takker vi også hjerteligt fra lands­styret og ikke mindst og til slut kommisionens formand for, at han har kunnet udføre et vanskeligt arbejde som alle kan tilslutte sig. Det vil jeg sige hjertelig tak for fra landsstyrets side, og jeg mener, at det gamle mundheld også blev fremført, at der er masser af op­gaver, når man er en kommunal.

 

Mødeleder:

Vi går over til partiernes ordførere.

 

Bendt Frederiksen, ordfører for Siumut:

Med henblik på at reformere og revidere styrelsesord­ninger som blev etableret og gjaldt dengang staten havde driften af de forskellige institutioner, oprette­de man for 3 år siden kommunalreformkommisio­nen. Og kommunalreformkommisionens arbejde er nu tilendebragt med en betænkning, og betænkningen er nu blevet fore­lagt for Landstinget.

 

Inden vi fremlægger vores synspunkter til betænkningen vil vi lykønsker landsstyret for det detaljerede arbej­de, som nu er blevet fremlagt.

 

Arbejdet er udført ved høringsrunder af alle de berørte parter, og hos Siumut er det vores indtryk, at opgavens løsning er nået ved en grundlæggende enighed.

 

Fra Siumut er vi fuldtud enige i, at kommisions som sin første anbefaling har fremført, at økonomiske hensyn ikke bør være udslags­givende for gennemførelsen af arbejdet.

 

For det andet skal det fremhæves, at nærhedsprincippet er lagt til grund for at kunne udmønte de foreliggende muligheder ved rationali­seringer og moderniserin­ger og på den måde få udnyttet mulighederne på den bedste og mest økonomisk forsvarlige måde.

 

Oven på disse kan ønsker og initiativer opfyldes fra et eller flere områder, som eks. kan nævnes fælleskom­munale initiativer, kommunale initiativer eller fra institutioner eller fra de enkelte bygder.

 

Vi er også enige i Kommisionens anbefaling om, at folkesko­lens skal frigøres fra centraladmi­nistrationen og den kommunale inddeling, og på den måde bliver Grønland inddelt i flere distrikter indenfor folkesko­leom­rådet. Således vil folkeskolen kunne styrkes via skole­bestyrelser.

 

I den forbindelse vil vi fremhæve, at medlemmer i skolebestyrelser og fritidsnævn, som ikke er kommu­nalbestyrelsesmedlemmer, skal være berettiget til møde­diæter i fremtiden. Erfaringer viser i dag, at viljen til at deltage i disse opgaver er faldet meget kraftigt og interessen for disse fora er så godt som borte. For at få rettet dette vil Siumut anbefale, at det skal afhjælpes ved ændringer af diverse cirkulærer i frem­tiden.

 

Med hensyn til STI-uddannelserne har kommisionen fore­slået vidtræk­kende ændringer. Landstinget har tidligere truffet en beslutning om, at der skal være en omfatten­de principiel uddannelsespolitisk debat under lands­tingets kommende forårssamling. Derfor skal vi fra Siumut fremkomme med et ønske overfor landsstyret om, at de synspunkter som kommisionen er fremkommet med, indgår i en indgående vurdering i den allerede nedsatte ar­bejdsgruppe vedrørende STI-området.

 

Vi er også enige i, at arbejdsmarkedskontorernes op­gaver skal deles.

 

Vi er enige i, at fritidsområdet skal fjernes fra folkeskolen, for vi er vidende om, at midler som er beregnet til fritidsområdet bliver omprioriteret og overflyttet til folkeskoleområdet, og på den måde bliver fritidsområdet forsømt på grund af manglen­de økonomiske midler.

 

Indenfor socialområdet, særlig indenfor ældreforsorgen vil vi i Siumut minde om, at da man havde dette på dags­ordenen i torsdags, fremlagdevores ordfører fra Siumut dette synspunkt: "Alle områder indenfor sund­hedssektoren og socialforsor­gen er nu overflyttet til Hjemmestyret, og alle fremtidige planer indenfor alder­domshjem eller bokollektiver tilrettelagt fra sundheds­direktoratet, socialdirektora­tet og fra kommunerne, skal koordineres samlet som i vores forslag. På den måde vil vi få en bedre udnyttel­se af vores ressour­cer".

 

Kommisionen anbefaler også, at der skal startes en planlægning indenfor forsorgen af ældre og handicap­pede og den anbefaling støtter vi fra Siumut.

 

Om kommisionens anbefaling for afhjælpning af arbejds­ledighed vil vi henvise til den udtalelse, som vi kom med i en tidligere debat i denne samling, at der skal ske en registrering af de forskellige fagområder, som de arbejdsledige har for at kunne kortlægge de behov, som de arbejdssøgende har.

 

Kommisionens anbefaling inden for bør­nein­stitutionerne, er vi fuldstændige enige i.

 

­Uden at komme med yderliger kommentarer er vi enige i kommisio­nens anbefaling indenfor miljøom­rådet og bolig­byggeriet.

 

Vi er enige i kommisionens synspunkter om boligsikring, at området kan admini­streres af kommunerne på vegne af Hjemmestyret. I den forbindelse har kommisio­nen frem­hævet, at økono­misk kompetence og byrdefor­deling skal ændres.

 

Kommissionens anbefaling om planlægning fra Sundheds- og Mil­jødirektoratet vedrørende almindelige kommunepla­ner og planlægning af værksteder og arbejdspladser, vil vi uden yderligere kommentarer tiltræde.

 

Kommissionen anbefaler endvidere tilsidst at der ned­sættes en opfølgningsgruppe for at kunne videreføre arbejdet, og som skal sikre en arbejdsdeling indenfor administrationen. Kommissio­nen foreslår, at der ned­sættes en arbejdsgruppe med deltagelse fra ét medlem fra Landsstyret, ét medlem fra Landstinget og KANUKO­KA skal indstille to medlemmmer.

 

I den forbindelse vil vi fremhæve, at vi er vidende om, at landsstyret er forpligtet til at føre Landstingets beslutninger ud i livet, og denne forpligtelse kan på ingen måde flyttes til andre steder, og på trods af disse forhold vil vi i lyset af arbejdets vigtighed for hele samfundet og for de enkelte, anbefale at der i lighed med den i Ilulissat, afholdte bygdekon­ference oprettes en referencegruppe for at kunne følge nøje med det videre arbejde.

 

Vi er enige i synspunkterne om bygdebetjeningen til erstatning for de kaotiske forhold, som nu er gældende indenfor dette område, og som eksempel på en forbe­dringer nævnes det, at planlægning for opførelse af el-værker og vandforsygning, overflyttes til Nukissior­fiit.

 

Vi er også tilfredse med, at en generel gennemførelse af reformerne vil være udgiftsneutral, og udgifterne vil kunne holdes inde for de nugældende økonomiske rammer.

 

I det store arbejde som kommisionen har udført, skal vi i lighed med for­manden for kommissionen, give udtryk for vores store tilfredshed med det arbejde som med­lemmerne har udført i overensstemmelse med de intentio­ner, som kommissio­nen er oprettet udfra. Siumut har fra starten af, som Siumut altid har gjort, arbejdet an­svarsfuldt for løsning af sam­fundets problemer, også i det arbejde som nu er tilende­bragt.

 

I dette arbejde har vi fulgt dette mål og det har været magtpå­liggende for os at opnå det bedste for det grøn­landske samfund.

 

Med dette lange indlæg har vi fremkommet med vores synspunkter om kommissio­nens betænkning.

 

Knud Sørensen, ordfører for Atassut:

Først vil Atassut i forbindelse med fremlæggelsen af hele betænk­ningen i Landstinget, takke formanden for kommissionen, for hans dygtige og målrettede ledelse under udarbejdelse af betænkningen.

 

Ligeledes vil vi takke politikerne som uafhængigt af partifarven, har deltaget i det vigtige arbejde. Vi vil heller ikke undlade at takke vore dygtige medarbejdere og andre der har deltaget i det vellykkede arbejde.

 

Ved undersøgelser vedrørende grønlandske forhold, nedsættes ofte kommissioner og pålægges arbejdsopgaver, og hvis jeg ikke tager fejl, har denne kommission, som den eneste, haft udelukkende grønlandske politikere som medlemmer. Er det tilfældet har den en betydning for grønlandsk historie. Betænkningens indhold er meget omfattende og ligesom formanden nævnte ved fremlæggelse har de pålagte arbejdsop­gaver også været store.

 

Vi har fra Atassuts side udtrykt vores tilfredshed, når kommissionen har fremlagt dele af betænkningen. Nu hvor betænkningen fremlægges for sidste gang, glæder vi os over at arbejdet er vellykket og det det næste skridt vil være at føre opgaverne ud i livet.

 

Vi skal fra Atassut kraftigt opfordre til, at man med hensyn til byrde- og opgavefordelingen forsøger at færdiggøre arbejdet hurtigst muligt, da kommunerne i mange år har ventet på denne reform, og at der ikke længere er grund til yderligere udsættelser. Vi er helt enige i, at begge parter skal have samme udbytte ved flytning af opgaverne; hidtil har det jo været sådan, at hvis det var muligt, gav man kommunerne opgaver uden at tage hensyn til de økonomiske konsekvenser for de pågældende kommuner.

 

Under drøftelserne om skolevæsenet, har Atassut aldrig holdt sig tilbage, uanset om der er tale om under­vis­ning af eleverne eller skolerne generelt. Man kan nok huske, at da man drøftede integration af skoleelever, blev der sagt, at ordningen ikke ville medføre forøgede økonomiske byrder. Vi har været imod denne udtalelse, og det viser sig nu, at vi har ret, da det i Nuuk viser sig at være dyrere, og der samtidig blev behov for flere lokaler.

 

Da vi under forårssamlingen afgav udtalelse til kom­mis­sionens betænkning, kom vi med et forslag om, at til­skudet til skolerne bør ændres uden at vente på fore­læggelsen af hele betænkningen. Uændrede tilskuds­former har voldt kommunerne store besværligheder i forbindelse med deres budgetlægning.

 

Atassut er derfor enig i kommissionens forslag, om at folkeskolen frigøres fra centraladmini­strationen og den kommunale inddeling og organiseres som en selvstændig enhed i folkeskolediskrikter. Vi lægger stor vægt på, at ændringerne drøftes grundigt af alle implicerede parter og forudsætter, at der ikke sker forringelser af under­visningen. På baggrund af vidtrækkende afstande i vort land og for at kunne fordele børneantallet mere ligeligt, ønsker Atassut at folkeskolen deles i fem distrikter.

 

Hvis vi skal nå frem til at kunne forsyne Grøn­land med uddannet grønlandsk arbejdskraft så hurtigt så muligt, kan vi ikke komme uden om STI-uddannelserne. Atassut er derfor enig i nedsættelsen af en projekt­gruppe med tidsfrist til landstingets forårssamling 1995 og, at  grup­pen skal udarbejde forslag om uddannelser og sko­lernes frem­tidige placering.

 

Atassut mener at STI-uddannelsen har behov for større forbedringer og styring, end det er tilfældet i dag, ikke mindst hvad angår under­visning og lærerstaben, hvilket skyldes dårlig styring på centralt plan.

 

Atassut har bemærket, at kommissionen har koncentreret sig meget om sociale forhold og sundhedsforhold. Dette undrer os ikke, da disse vigtige spørgsmål ikke alene bliver drøftet blandt politikerne, men ligeså meget blandt brugerne, d.v.s. borgerne. Derfor har Atassut svært ved at modsige kommissionens mening om, at disse områder bør for­valtes under ét. Vi må dog imidlertid sørge for, at der ikke sker sammenblanding af de to områder, for vi må undgå forringelser af servicen overfor borgerne. Atassut har gentagne gange udvist sin interesse for forbedringer indenfor sundhedsvæsenet ved kraftigt her i salen at påpege og forlange behov for forbedringer i bevillingerne til sundhedsvæsenet, især med henblik på de hurtigst mulige forbedrin­ger af for­holdene i bygder og yderdistrikter, som eksempelvis i Kullorsuaq i Upernavik distrikt.

 

Atassut fastholder sin politik for handicappede og ældre således, at arbejdet for disse grupper varetages på bedste måde, hvad angår deres boliger og pensioner med mere. Atassut beklager derfor, at kommissionen ikke er fremkommet med nævneværdige forbedringer på disse områder.

 

Med hensyn til brand- og redningstjenesten, må der i fremtiden findes en god løsning. Kommunernes økonomiske vanskeligheder taget i betragtning, er det efterhånden vanskeligt for kommunerne at klare pligten økonomisk til at sørge for brandvæsenets dyre materiel og udstyr, som forlanges at være til stede.

 

Vi er enige i kommissionens konklusion om, at der mangler koordi­nering af byggemodning, vej- kloak og vandanlæg samt el-installatio­ner og at der må findes en planlægning samt klare regler om, hvem der skal betale disse.

 

Kommissionen har fremlagt flere vigtige indstillinger, som ellers kan være fristende at kommentere enkeltvis, med da indstillingerne er klare, støtter vi dem fra Atas­sut fuldt ud.

 

Til slut skal vi fra Atassut sige, at vi selvfølgelig ønsker, at de mange henvisninger i betænkningen vil blive brugt ved styring i direktoraterne og kommunerne til gavn for befolkningen. Derfor støtter vi kommissio­nens indstilling om opfølgnings­arbejdet, herunder indstillingrne om Landsstyrets afsættelse af de for­nødne afministrative ressourcer i form af en fast koordi­neringsgruppe samt anbefalingen om, at den konsu­lent, som hidtil har været ansat, forsætter i sin stilling.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit har med særlig interesse og opmærk­som­hed set på kommunal­reformkommis­sionens op­fattende betænkning under ét, som her har været fremlagt af kom­mis­sionens formand, hr. Jonathan Motzfeldt, og det svarnotat hertil som Landsstyret har givet.

 

Det arbejde der her i dag forelægges, blev i forbin­delse med Lands­tingetS efterårssamling i 1991, efter forslag stillet af IA´s landstings­medlemmer hr. Aqqaluk Lynge samt hr. Josef Motzfeldt, igangsat for alvor ved ned­sættelse af kommunal reformkommissionen i forbindel­se med forårssamlingen i 1992, og det er et stykke arbejde, som er udført af landstingsmelemmer og kommu­nernes folkevalgte, og det må konstateres, at det forløbig er tilendebragt. Et stort stykke arbejde er således ved vejs ende med denne betænkning, som holder sig inden for de af Lands­tinget udstukne arbejdsop­gaver, og det er vores opfattelse, at resultatet stor set svarer til de op­rindelige forslagstilleres inten­tioner med en reform på området.

 

IA finder det også naturligt ved vejs en­de at rette en stor tak til alle der har deltaget i dette arbejde; de forskellige landsstyreområder og direktora­ter i Hjem­mestyret, Kommunernes Landsforening samt de enkelte kommuner, de enkelte medlemmer af kommissionen, organi­sationer der har medvirket ved høringspro­cedurerne samt ikke mindst, kom­missionens eget sekretariat der har lagt et stort stykke arbejde i kommissionen, og som alle har bidraget med såvel ideer som nytænk­ning i dette, der vel nok i Hjemmestyrets nyere tid må være udtryk for en ikke uvæsentlig nyskabelse for de kommen­de år i for­hold til såvel kommuner som bygder rundt omkring i Grønland.

 

I lighed med hvad vi sagde fra IA´s side i 1991, har dette også være nødvendigt, eftersom man siden 1975, ikke har set nærmere på kommunernes forhold og organi­sering. Dette arbejde indeholder således efter IA´s opfattelse nogle væsentlige prin­cipper, man skal have for øje i det videre arbejde der skal gøres m.h.t. samspillet og forholdet mellem hjemme­styret og kommu­nerne, og som parterne nødvendigvis stadig skal for­holde sig til i de kommende år, hvor betænkningens anbefalinger, skal danne grundstam­men i nye prin­cipper for de økonomiske mellemværender mellem kommunerne og Hjem­mestyret, såle­des at så mangfoldige økonomisk betingede sværd­slag og sabel­raslen forhåbentlig vil kunne overvindes fremover.

 

IA skal derfor, uden at vi derved behøver at nævne alle kommissionens anbe­falinger, pege på de principper i en ny byrde- og opgavefordeling som vi mener er de væsent­ligste set med vore øjne, og som vi mener med tilfreds­hed, at kunne anbefale, som det første:

 

1) en fastlæggelse af nogle minismumsniveauer på op­gave­løsningen, således at der fremover er sik­kerhed for, at alle borgere uanset hvor i landet de er, sikres et minimum af ensartet behandling i det offentlige system.

 

2) at det fremover fastlægges, at kompetencen og økono­misk ansvar skal følges ad, for derved at komme ud over beskyldninger om kommunernes oplevelse af at blive økonomisk overbebyrdede når opgaver udlægges fra Hjem­me­styret samt

 

3) at det fremover bør være sådan, at opgaverne løses ud fra et nærhedsprincip og tæt på borgerne og hvor borgerne medinddrages, kombineret med, at opgaverne skal placeres og løses der hvor de løses bedst og billigst, m.h.p. at borgere i hele Grønland kan be­tjenes bedre end hidtil fra det offentlige, hvad enten det er i hjemmestyretregi eller i kommunalt regi.

 

I forbindelse med de forslag som Inuit Ataqatigiit fremsatte i.f.m. Landstingets efterårssamling i 1991 m.h.p en igangssættelse af hele reformarbejdet, sagde vi blands andet, at vores bygdebeboere for fremtiden skal sikres større medansvar samt større indflydelse i den hverdag og de forhold, der omgiver dem i bygderne. Anledningen hertil var, at det var vores absolutte opfattelse, at tiden var løbet fra en formynderisk holdning til bygdernes forhold fra de enkelte kommunal­be­styrelsers side, og at en negativ holdning til at afgive større ansvar til byg­debefolkningen ikke var i trit med deres ønsker.

 

Det er således med stor glæde, at IA nu kan konstatere, at kommunal­reformkom­missionen i fuld forståelse med os i sin anbefaling, nu konkret foreslår en ændring af denne opfattelse - hvilket efter vores mening er et af de helt epokegørende skridt man her i reformprocessen tager, og vi skal derfor benytte denne lejlighed til at lykønske de nuværende bygderåd med, at de fremover ikke længere blot bliver en rådgivende organ overfor kommu­nalbestyrelserne, men at de tværtimod som egentlige bygdebestyrelser fremover får mulighed for at påtage sig et stort ansvar for egne anliggender.

 

Et af de områder som kommissionen ligeledes har set på, er folkesko­leområdet og dets nuværende opbygning samt organisation. Det anbefales således, at området under­går nogle gennemgribende ændringer.

 

Inuit Ataqatigiit finder disse tanker særdeles inter­essante, specielt for så vidt angår skolebestyrelses­tankerne, og de deri indeholdte direkte muligheder for brugerne for at gøre deres indflydelse gældende på de enkelte skolers drift og brugernes større medansvar for den enkelte skole.

 

Imidlertid indeholder forslaget også en gennmgribende ændring af hele den nuværende organisation på centralt niveau, hvorfor IA finder det rigtigst - ligesom Lands­styret, at dette forslag gøres til genstand for en særskilt behandling og undersøgelse i Landstinget forinden en så vidttrækkende beslutning tages, efter­som ­det endnu med sikkerhed ikke vides, hvilke samfundsø­kono­mi­ske virkninger denne ændring vil medføre, og da vi er usikre på, hvad dette skridt konkret vil betyde i hverdagen.

 

Vi skal derfor også henstille, at Landstinget på et senere tidspunkt vender tilbage hertil, når alle evt. tvivlspørgsmål har været endevendt og kulegravet.

 

Vi skal ikke gå nærmere ind på de andre af Landsstyret påpegede forhold, da vi er enige heri. Men vi skal dog sige, at vi også lægger stor vægt på, at det forelig­gende store arbejde ikke blot skal lægges i mølposen, men at man fortsat arbejder med de forskellige anbe­falinger. Vi skal derfor henstille til Landsstyret, at man sikrer dette ved et samarbejde med kommuner­ne.

 

Med disse bemærkninger og idet vi samtidig skal rette en stor tak til kommissio­nens formand for hans store og flot udførte arbejde, som han her har afleveret til Landstinget, skal IA harved tilslutte sig betænkningen.

 

Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat:

Efter tidligere at have fået delredegørelsen, bliver vi denne gang presenteret for en hel betænkning fra Kommu­nalreformkommissionen. Betænkningen er som bekendt delt i tre hovedemner, det er

 

1) byrde og opgavefordelingen

2) Kommunernes erhvervsengagement

3) styrelseslov

 

Vi må her indrømme i Akulliit Partiat, at dengang vi under debatterne rådede til analysering af, hvordan det kommunale system kan køres billligere for samfundet, havde vi i tankerne noget i retning af f.eks. sammen­lægning af noget af det kommunale maskineri, således at det generelt bliver et system, der er noget billigere at drive, og dermed opnå betydelige be­sparelser for samfundet uden dog væsentligt at forringe servicniveau­et. Dog er der forslag om noget i den ret­ning inden for folkeskolen.

 

Det ændrer da heller ikke ved det faktum, at komunal­reformkommissio­nen har gjort et godt stykke arbejde for at indfri for­ventningerne fra kommunerne bedst muligt. Et arbejde, der er meget omfattende og blandt andet  berører det i tidens løb evigt tilbagevendende dis­kussionsemne blandt kommunerne, nemlig byrde- og opgavefordelingen mellem Hjemmestyret og kommunerne.

 

Byrde- og opgavefordelingen har kommunerne måttet for­handle med Hjem­mestyret, men det er en lettelse af de kommunale omkostningsom­råder, der var ønsket fra kommu­nernes side. Ønsket er ikke blevet mindre i takt med, at de økonomiske vanskeligheder er blevet større i kommunerne i tidens løb.

 

Vi bemærker, at kommissionen vurdere området som en af de vigtigste, men også måske som den vanskeligste opgave i den opfølgningsop­gave, som kommissionen fore­slår iværksat.

 

Vi går ind for den model til opfølgningsarbejde som kommissionen har ridset op. Det har vi jo talt om gennem mange år.

 

Nu har vi fået præsenteret kommunalreformkommissionens betænkning. Det er faktisk en betænkning, der på alle områder er støtteværdig, vel at mærke når det ikke er forbundet med økonomisk ansvar.

 

Vi ved godt, at betænkningen indeholder beskrivelser af, hvordan, områderne kan gøres billigere. Der står jo blandt andet, og jeg citerer: "Flytning af opgaver fra Hjemmestyret til kommunerne eller omvendt bør ske ud fra et princip om budget neutralitet", og fra et andet sted citerer jeg: "princippet indebærer, at det samlede ressour­ceforbrug i den offent­lige sektor ikke øges ved en opgaves flytning", citat slut.

 

Vi vil gerne tro det, men de smager i vore øjne noget i retning af, at sige til kommunerne. I har løsningerne her, værsågod at gøre det selv. Sagt til kommuner der i forvejen er meget pressede rent økonomisk. Der står jo også under kommissionens anbefaling til overordnede principper, at byrde- og opgaveforde­lingen går ud på følgende, og jeg citerer: "Kommissionen anbefaler, at finan­sieringsfaktoren ikke må være afgørende for, hvor og hvordan en opgave løses. Afgørende bør derimod være, at opgaverne løses, hvor det gøres bedst og billigst ud fra et nærhedsprincip og princippet om, at man ved forbedring, forenkling og modernisering skal opnå mest muligt med de eksi­sterende ressourcer", citat slut.

 

Folkeskolen: Det forslås, at borgerne får mulighed for reel ind­flydelse på den enkelte skoles virksomhed gennem eta­blering af skolebestyrrel­ser.

 

Vi har forventninger, store forventninger til etablering af skolebestyrel­ser, men vil dog ikke und­lade at bemærke, ikke fordi jeg har noget imod skole­bestyrrel­sessystemet, at jeg ikke kan se, om det nu­værende system eller den påtænkte skolebestyrelse bedst kan takle det i mine øjne egentlige problem i skolens opdragelse af elever i samarbejde med forældrene, sådan som det står i skolestyrel­seslovens formålspara­graf.

 

Når skolen holder forældremøde, kommer der forældre til elever, der ikke er problemer for skolen. Men forældre, hvis børn er problemer for skolen, eller forældre til børn der har problemer kommer ikke til forældremø­derne. Det er bla. det, der sætter en kæp i hjulet i bestræ­belserne på skolens opdragelse af unge moralsk og disiplinært.

 

Vi håber at skolebestyrelserne kan tage opgaven op seri­øst.

 

STI-skolen: Der står, og jeg citerer: "Formålet med basi­suddannelsen skal være fagligt og pædagoisk at forbe­rede eleverne fra skole til arbejdsplads". Og der står bla. et andet sted, at forstærket indsats skal ske i folkeskolen, med henblik på bedre forudsætnnger for erhvervsud­dannelsen. Og arbejdsgivernes ønske er en et årig basisuddannelse, og at den efterfølgende bran­cheud­dannelses kvalitetsniveau bliver højnet, således at det bliver på internationalt niveau.

 

Det svarer faktisk til erhvervslivets ønsker fra kommu­nerens over­tagelse af skolevæsenet 1.1.1980, som vi i Akulliit Partiiat også bemærkede ved åbnings­debatten. Nemlig ønsket om, at undervisnings­måden bliver mere er­hvervsminded i skolerne. Vores unge skal uddannelses­mæssigt kunne konkurrere med andre landes unge, hvorfor AP absolut går ind for det nævnte.

 

Sundheds- og socialområdet: Kommissionen har valgt, at behandle socialområdet og sundhedsområdet under ét, da de to ­områder har mange lighedspunkter. Kommisionen anbefaler også, at social- og sundhedsopgaver betragtes under ét for at udnytte ressourcerne optimalt i lokal­samfundet.

 

De problemer der skitseres, tyder på, at en integrering også på centralt plan kunne være et skridt på vejen til en bedre ressour­ceudnyttelse.

 

Så vidt vi kan se i AP er der store finansielle pro­blemer i de forslag, der fremlægges idet der stadig et encitament til at skubbe udgifter fra det ene område til det andet område.

 

Samtidig må det jo også konstateres, at ligesom fri­tidsområdet er social og sundhedsområdet af vital betydning for landet, så der kan ikke fra centralt hold gives helt slip på opgaven. En øget lokal medindflydel­se på det samlede område vil dog være meget ønskværdig. Dette er der allerede taget skridt til ved nedsættelse af sundheds­nævnene, men den finansielle del mangler.

 

Det kunne derfor være en mulighed, at man kunne kombi­nere lokal indflydelse med central sikring ved at lade Landstinget fastsætte minimumsstandarden for kommuner­nes ydelser på social og sundheds­området og overføre området til kommunalt regi, med dertil hørende ressour­cer.

 

Ønsker man så lokalt at tilbyde kommunens borgere en højere service, der ligger over de af Landstinget fastsatte minimumsstandarder, kan man uden problemer gøre dette, og den finansielle byrde vil være entydigt defineret.

 

Fritidsområdet: Og jeg citerer: "På fritidsområdet anbe­faler kommi­sionen, at opgaven løses i lokalsam­fundet på tværs af sektor­grænser og som en samlet opgave omfat­tende alle borgere uanset alder", citat slut.

 

I AP sætter vi, som bekendt, fritidsområdet meget højt, da det giver børn og unge mulihged for at oparbejde sikkerhed og balance i deres opvækst, hvilket er egen­skaber, der er essentielle i deres videre liv, hvad enten de tager en videregående uddannelse eller starter direkte i erhvervslivet.

 

Vi mener derfor ikke i AP, at fritidsområdet udelukken­de er et kommunalt anliggende, da det er hele samfun­det, der tager skade, hvis fritidsområdet ikke priori­teres tilstrækkelig højt. Dette understreges yderligere af, at den økonomiske virkelighed kommunerne står i, er det fritidsområdet, der nedprioriteres.

 

Vi påskønner i AP kommisionens arbejde i højeste grad, og takker for, som kommissionens "store fader" har skrevet, at alle har vist en vilje til at samarbejde ved kommisio­nens arbejde. Et arbejde, som i vore øjne, kan bidrage til en bedre styring af vort samfund og vejen til udvikling af vor kultur.

 

Hjertelig tak til kommissionen, og vi ønsker tillykke med fuldført kæmpearbejde: Det udførte arbejde skal være til kommisionens ære. Vi vil dog ikke undlade specielt at takke kommisio­nens "fader" Jonathan Motz­feldt særskilt.

 

Med disse korte bemærkninger, tager vi kommisionsbe­tænkningen til efterretning.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Jeg vil fremlægge meget kort.

 

Kommunalreformarbejdet, der systematisk blev igangsat for et par år siden, ved nedsættelse af en kommission, ligger nu her klar og lagt på bordet foran os. Selv om møderne ikke har været særlig mange, er et stort stykke arbejde blevet færdiggjort. Når man gennemgår betænk­ningen kan man se, at de er udført af folk med et grundig kendskab til forholdene. Derfor kan man tage arbejdet til efterretning.

 

Fællesopgaver for Hjemmestyret og kommunerne er på flere områders søgt at blive reformeret til det bedre. Og ved gennemgang af de foreslåede reformer fremgår det klart, at reformerne er søgt gennem­ført med bag­grund i  efterhånden mangeårige erfaringer. Hvordan ar­bejds- og ansvarsområder skal fordeles, og hvilken prio­ri­tering det bør have, har man søgt nøje og grundigt at få formaliseret.

 

Efter hvad man kan se har man også søgt at sikre den vigtige uddannelse af vore børn, og her har man indset at børnenes ud­dannelse på visse punkter kan støde på vanskeligheder. Og når man ser på lovkrav og den efter­hånden mere og mere betrængte kommunale økonomi, er det på sin plads at man har taget beslutningen om, at uddannelses opgaverne helt og holdent skal være en opgave for centralad­ministrationen.

 

For at kunne lette det store arbejde for kommunerne, der i disse år kunne synes at være for stort, har man på en lang række områder søgt at tilpasse forholdene, og jeg kan uden at nævne disse enkeltvis anføre, at disse er søgt bragt i orden på en god og optimistisk måde. Selvfølgelig er der ingen tvivl om, at ændringer­ne til at begynde med vil medføre en vis rådvildhed. Men når alt kommer i den rette gænge, kommer det til fungere som det skal. Jeg skal ikke komme med et langt indlæg, og det vil da være mærkeligt, hvis jeg med kritik vil påpege påståede fejltagelser i arbejdet, der er udført af erfarne og dygtige folk på området. Og jeg kan da uden at skjule det sige, at jeg vurderer arbej­det som et stort arbejde. Jeg vil derfor til sidst blot takke kommissionens medlemmer for det store og gedigne, arbejde de har udført.

 

Jeg vil hermed gerne sige tillykke til kommunerne og landsstyret med intentionen om, at de vil løse de store og vanskelige ogaver ­på enklere og mere konstruk­tiv måde. Og der er ingen tvivl om, at arbejdet hermed vil kunne foregå på en for alle parter oveskuelig måde.

 

Mødeleder:

Ud over partiordførerne så har to medlemmer bedt om ordet, og det er så de to, der først skal tale og der­efter er det kommunalreformkom­missionens formand.

 

Kaj Egede, Siumut:

Med hensyn til de indstillinger fra kommisionen der skulle videreføres af landsstyret, så er der et emne hvor man ikke har taget klart stilling, fordi det siges at være uden for kommissionen område, men til trods herfor så vil jeg tillade mig at komme med en bemærk­ning til dette emne:

 

Det drejer sig om veje ved fåreholderstederne. Her i salen har man tidligere udtalt, at vi har omkring 100 km eller længere vejstrækninger ved fåreholderstederne, som er blevet anlagt i samarbejde mellem kommunerne og Hjemmestyret. Med hensyn til placeringen af ansvaret for og finansieringen af vedligeholdelsen af disse veje er der be­klageligvis indtil dato ikke taget nogen beslut­ning. I ­denne sag har kommissionens indstillet, at spørgsmålet drøftes i landbrugsrådet med henblik på,  at man indgår en mere formaliseret aftale.

 

Landbrugsrådet er jo placeret som et råd og derfor mener jeg, at det arbejde man her påpeger, bør udføres af landsstyret, som så snarest indgår en aftale med de sydgrøn­landske kommuner om, hvordan man kan løse problemet omkring vedligeholdelsen. For hvis man ikke gør det, så vil disse veje komme i en meget dårlig stand, og de kan så først forbedres ved brug af store midler.

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:

Af flere blev der sagt fra talerstolen, at tilbageblik kan være farligt. Hvis man kikker baglæns for at se noget spændende så ved man godt hvor ondt det kan gøre, hvis man pludselig ramler ind i en lygtepæl. Men her vil jeg alligevel gerne benytte lejligheden til at se lidt tilbage i denne valgperiode, til Landstingets efterårsamling 1991, hvor IA's ordfører forslog følgen­de:

 

En undersøgelse af totalvurderingerne af virkningerne af Landstingets beslutninger vedrørende kommunalbesty­relsernes kompetence og ikke mindst økono­mi­en, samt indgåede aftaler vedr. byrdefordelingen.

 

Det er bekendt at Hjemmestyret har styret landskassens økonomi efterlevelses­værdigt i de sidste år. Dette er bla. sket ved, at Lands­tinget har truffet en række beslutninger, som virkelig berører borgerne økonomi: Nedgang i anlægsopgaver, ændring af rejeaf­giften, og i  sociale pensioner m.m.

 

Kommunalbestyrelsernes indtjeningsmuligheder er blevet mindre på grund af stigende udgifter. Der findes al­lereder flere kommuner, som ikke har muligheder for at finde goderne til borgerne, fordi de har nået den højeste skatteprocent. Derfor sforsog jeg dengang, at der gennemføres en analyse af for byrde- og opgavefor­de­lingen mellem hjemmestyret og kommunerne, for selv om landskassens regnskaber viser bedre og bedre resulta­ter, burde vi foretage en samlet vur­dering af virk­ningerne for samfundsøkonomien.

 

Jonathan Motzfeldt, formand for kommunalreformkommis­sionen:

Jeg takker for partiernes positive modtagelse af be­tænkningen, og at også landsstyreformanden hilser den velkommen.

 

Og jeg vil også udtale, at selvfølgelig skal vi ikke komme ind på detaljerne, selvom Kaj Egede ellers er kommet ind på problemerne omkring fåreholdervejene, men vi har ikke glemt at tage stilling, og kommisionen har også udtalt sig i sin betænkning om­kring dette forhold.

 

Jeg vil blot nævne, at kommisionen har peget på byrde- og op­gavefordelingen ved vejanlæg iden grønlandske udgave side 24 og 25. I forbindelse med vejanlæg an­føres også lednings­arbejder, og det anbefales, at ansvaret kommer til at ligge samlet,

 

Kort skal jeg også udtale, at selvfølgelig husker vi Aqqaluks og Josefs forslag fra ­1991, og først da vores opgaver blev formaliseret i 1992, har disse forslag kunnet gennemarbejdes. ­

 

Jeg vil blot kommentere to ting, selvom det er nærlig­gende at kommentere flere, men man har lagt mærke til, at vi har foku­seret på skoleområdet. Ja i kommisionen har vi følt fra starten, at man på børne- og ungeom­rådet har brug for en bedre service fra samfundets side.

 

At man på skoleområdet ønsker en bedre styring og ligeså vedr. undervisnings­material­er, er der heller ikke noget mærkeligt i, fordi hvis børn skal kunne lære mere, må deres omgivelser på skolen og undervisnings­materialerne være af en standard, som er acceptabel for hele samfundet. Det er blot et eksempel jeg tager, som vi har lagt vægt på i vores opgaveløsning.

 

Og her skal man også se på driften, fordi kommisionens indstillinger er givet udfra de demokrati­ske grundprin­cipper om, at brugerne får medindflydelse, ­og det er en meget stor ændring i forhold til det gældende system.

 

Vores anbefalinger om det videre arbejde er givet i lyset af, at tidligere projekter på området er gået i stå, og derfor med hensyn til det forslag, der blev fremsat fra landsstyreformanden og andre,  må vi sige at det er vigtigt, at denne betænk­ning ­ikke blot bliver lagt i skuffen og glemt

 

Som et eksempel kan vi fremhæve, at der i 1973 blev udarbejdet en betænkning af Ministeriet for Grønland, hvori det hedder, at fra 19­80'erne vil have omkring 30.000 turister, og først i forgårs, så har man først taget helt konkrete skridt for at tage højde for denne udvikling.

 

Denne betænkning skal ikke blot lægges i skuffen.

 

Derfor har man fundet det vigtigt i kommisionen, at det videre politiske arbejde skal foregå på en måde, så landstinget kan følge med i det, og det er derfor man foreslår har sådan en referencegruppe.

 

Det er ikke sådan, at denne skal lave arbejdet, men den skal følge med og have kontrol med på vegne ­kommunerne og Landstinget, at arbejdet skrider frem i overensstemmelse med Landstingets vedtagelse og den nødvendige hastighed.

 

Men hvis dette ikke kan blive en realitet, så må man kræve at landsstyret kommer med en årlig redegørelse om hvor langt arbejdet er nået. Dette må være nødvendigt ud fra det forslag, der blev fremlagt af landsstyrefor­manden. Efter min mening, er referen­cegruppen noget, som kan blive realiseret uden de store armbe­vægelser, og det skal ikke ses som et indgreb i landsstyrets kompeten­ce. Det er blot en referencegrup­pe, som gør at landstinget har mulighed for at kunne følge med i sagen.

 

Jeg vil endnu engang takke for den velvillige, positive modta­gelse og vi takker også vores kommunalreformse­kratariat og medarbejderne i centraladministrationen, som vi har haft et tæt samarbejdet med, og jeg takker endnu en gang for betænkningens positive modtagelse i Landstinget.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Jeg vil på vegne af landsstyret også takke for det store arbejde, som kommisionen har udført. Et godt stykke arbejde, som er blevet fremlagt  for Lands­tin­get, og er blevet godt modtaget.

 

Jeg forstår, at Siumut og IA med deres ordførertaler har påpeget, at de er enige med landsstyret.

 

Med hensyn til fremtiden ­vil jeg komme med en enkelt bemærkning, og det er, at landsstyret står inde for, at der er ikke er fare for, at arbejde vil blive lagt på hylden.

 

Vi har ikke bestilt arbejdet for at det skal blive lagt på hylden.

 

Med hensyn til ændringer i byrde- og opgavefordeligen i ­mellem hjemmestyret og kommunerne, ja så har vi allere­de påbegyndt dette arbejde, og jeg mener, at vi kan finde en løsning, som lige så godt opfylder formålet med at nedsætte en referencegruppe: Vi foreslår, at landsstyret forestår opfølgningsarbejdet, såldes, at  ansvaret fast­holdes af landsstyret også efter det kommende valg, så det nye landsstyre ­ikke skal kunne løbe fra ansvaret, i henhold til landstingsbeslutningen om betænkningen.

 

Men selvfølgelig skal opfølgningen foregå i samarbejde med KANU­KOKA. ­

 

Landstingsmedlem Kaj Egede har nævnt vejforholdene i fåreholder­stederne med uanede længder, og at der er problemer i forbindelse med vedligeholdelseforplig­tel­sen, så der må tages en beslutning, og jeg må give vedkommende ret i, at der må findes en løsning, fordi  fåreholderkommunerne ikke har råd til at vedligeholde vejforholdene i en så stor udstrækning.

 

Med hensyn til snerydning og lignende spørgsmål må drøftes internt mellem landsstyret og Kommunernes Lands­forening, og som Josef Motzfeldt sagde, må man ikke glemme ting der ligger foran, når man kigger tilbage, som eksempelvis i forbindelse med nedlæggelse af samfundstjene­sten/ungdomstjenesten, men spørgsmålet må drøftes mellem KANUKOKA og landsstyret således, at man ikke venter til, at vejforholdene forringes.

 

Og jeg vil endnu engang rette en stor tak for et stort stykke arbejde, og for, at vi har opnået så gode resul­tater. Og jeg vil også takke de enkelte medlemmer af kommisionen og dens formand.

 

Mødeleder:

Ja, og således er betænkningen afgivet af kommunal­reformkommi­sionen og den efterfølgende debat færdig.

 

Og vi går over til næste dagsordenspunkt, og det er forslag til landstingslov om kommunalbe­styrelser, bygdebestyrelser m.v.

 

Jeg vil bede Ole Lynge om at lede mødet.

 

Punktet sluttet.