Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 34-2
1. behandling	2-1. behandling	2-2. behandling	3. behandling

Fredag den 7. oktober 1994 kl. 13.00

 

Dagsordenens punkt 34.

 

Forslag til landstingsforordning om hjælp til vidt­gående handicap­pede.

(Landsstyremedlemmet for sociale anliggender og Emilie Lennert)

(2. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert

Mødet er åbnet. Og vi har følgende dagsorden for i dag:

Pkt. 34 : Forslag til landstingsforordning om hjælp til vidtgående handi­cappe­de. Det er 2. behandling.

 

Pkt. 25 : Forslag til landstingslov om ændring af lands­tingslov om statistisk virk­somhed i Grønland. Det er 1. behandling.

 

Pkt. 30 : Forslag til landstingslov om tilskud til afvikling af ud­dannelses­gæld. Det er ligeledes 1. behandling.

 

Pkt. 42 : Forslag til landstingsforordning om stærk­strømsanlæg. 1. behand­ling.

 

Pkt. 45 : Landstingets udtalelse til anordning om ikrafttræden af sygelov for Grøn­land.

 

1. Forespørgsel : Forespørgsel om hvilke bygder der har mulighed for at modtage samtidig­heds-tv, af Jakob Sivertsen.

 

Og som allersidst på dagsordenen er der fredagsfore­spørgsler.

 

Forinden vi starter pkt. 34 så skal jeg bede 4. næst­for­mand om at lede mødet, da jeg selv har tilknytning til punktet.

 

Mødeleder: Knud Sørensen

Og det er udvalgets formand Johan L. Olsen der skal forelægge.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, fg. formand for socialudval­get:

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har holdt tre ud­valgsmøder efter Landstingets 1. behandling af forslag til Landstings­forordning om hjælp til vidt­gående handicappe­de.

 

Generelt er udvalget enig i det fremsatte forslag, men ønsker dog at frem­sætte et ændrings­forslag til for­slagets ' 8.

 

Udvalget foreslår, at der i ' 8 indsættes et stk. 3 med følgende ordlyd;

 

"Stk. 3.  I særlige tilfælde kan Direktoratet for Sociale Anliggender yde hjælp til anskaffelse af en bil. Betingelsen herfor er, at den vidtgående handicap­pede herved får forbedret sin mulighed for tilknytning til arbejds­markedet, eller får forbedret sin mulighed for, at forblive i Grønland."

 

Dette forslag vil medføre en aktivitetsforøgelse i forhold til den budgettere­de be­villing i Forslag til Finanslov 1995, hvor der ikke er indregnet hjælp til anskaffelse af biler til vidtgående handicappede, men alene udgifter til handi­capin­dretning af sådanne.

 

Forslaget giver i sin oprindelige form mulighed for hjælp til an­skaffelse og handica­pindretning af andre motorkøretøjer, såsom snescootere, trehjulede køretø­jer, m.v., hvorfor udvalget finder, at der også i særlige tilfælde bør være mulighed for i at yde hjælp til anskaffelse af biler.

 

Det forventes, at denne aktivitetsudvidelse vil medføre øgede udgifter i en størrelses­orden af ca. 3 mio. kr. i 1995, og herefter ca. 1,5 mio. kr. i over­slagsåre­ne.

 

Omkostningsniveauet for ændringsforslaget er fastsat på baggrund af en gen­nemgang af de eksisterende person­sa­ger, hvor oven­nævnte ændring vil medføre bevilling af flere biler i 1995, hvor forord­ningen forventes at træde ikraft­, samt en vur­dering af det forventede årlige behov fremover. Grunden til, at der forventes flere ansøg­ninger om hjælp til anskaffelse af biler i 1995 end i årene fremover er, at et antal vidt­gående handicappede allerede ved forord­ningens ikrafttræden opfylder be­tingelserne for at få bevilget denne hjælp.

Be­reg­ningen er foretaget i 1994 priser og under den forud­sæt­ning, at bi­lerne afskrives over 5 år.

 

I bereg­ningen er medtaget udgifter til indkøb af biler, køreundervis­ning, even­tu­elt i Danmark, løbende udgifter til vægtafgift og forsikring, repara­tio­ner, m.v.

 

Det må derfor indstilles, at der udarbejdes ændrings­for­slag til Finanslov 1995, således at bevillingerne til hjælp til vidt­gående handicappede øges med 3 mio. kr. i 1995, og 1,5 mio. kr. i over­slagsårene.

 

Vedrørende frirejser til vidtgående handicappede og deres pårørende, ind­stiller udvalget, at der ved ud­stedelse af nærmere regler på området tages hensyn til de betragtninger Landstingsmed­lem fr. Emilie Lennert har fremsat overfor Landstinget i sin skrivelse af 21. marts 1994, om ændring af Soci­aldirektora­tets cirkulære 184.

 

Iøvrigt er udvalget enig i de til forslaget fremsatte bemærkninger vedrøren­de bestemmelsen.

 

Landstingets Socialudvalg har i forbindelse med 1. behandling af denne for­ordningsforslag allerede afholdt 3 møder og den har følgende medlem­mer : Ane Sofie Hamme­ken, Siumut, Qaarngaaq Nielsen, Siumut.

 

Da Bent Fre­deriksen ikke kan deltage på et andet arbej­de i Dan­mark, så har Qaarngaaq Nielsen deltage istedet for ham - og Emilie Lennert og Agnethe Nielsen, begge to fra Atassut og undertegnede Johan L. Olsen, som er fun­geren­de formand under formandens fravær.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender:

Landstingets socialudvalg har den 3. oktober 1994 afgivet en betænkning om forslag til landstingsfor­ordning om hjælp til vidtgående handicappede.

 

I sin betænkning stiller udvalget forslag om indførelse af en adgang til i særli­ge tilfælde at yde hjælp til anskaffelse af en bil. I tilfælde af at en vidtgående handicappet dermed kan forbedre sine muligheder for tilknytning til arbejds­markedet eller sin mulighed for at blive i Grønland.

 

Dette forslag vil ifølge udvalgets betænkning medføre en udgiftsfor­øgelse på 3 millioner kroner i 1995 og herefter ca. 1,5 millioner kroner årligt.

 

Landsstyret er ikke enig i dette ændringsforslag. De vidtgående handicap­pede der har et transportbehov, må have dette opfyldt på anden måde end ved anskaffelse af en bil. Ligesom landsstyret mener, at forslaget til­godeser de vidtgående handicappede, der bor i de større byer, hvor der er veje m.v., men ikke de vidtgående handicappede der bor steder, hvor der ikke er vejanlæg.

 

Vidtgående handicappede har allerede nu, hvilket tænkes videreført i det oprindelige forslag til landstingsfor­ordning om hjælp til vidtgående handi­cap­pede, mulighed for at få tilskud til anskaffelse af andre motordrevne køretøjer end biler, hvilket efter landsstyrets vur­dering tilgodeser alle vidt­gående handi­cappede, uanset hvor i landet de bor.

 

For de vidtgående handicappede der bor et sted, hvor en bil skønnes at være et mere hensigtsmæssigt køretøj end f.eks. senscootere eller trehjulede køretøjer, må trans­port­behovet som udgangspunkt kunne opfyldes ved taxa­kørsel, buskør­sel eller­ kørsel med offentligt ejede befordringsmidler, såsom liftbiler, der kan tilgodese samtlige gangbe­sværedes transportbehov i et lokalom­råde.

 

Landsstyret finder, at såfremt bevillingen til hjælp til vidtgående handicap­pede ønskes forøget, kan den deraf følgende aktivitetudvidelse anvendes på andre områder, der tilgodeser enten en større gruppe af vidtgående handi­cappede eller tilgodeser andre handi­capgrupper, f.eks. gruppen af vidtgå­ende handi­cap­pede, der har ophold udenfor Grønland på grund af mang­lende behand­lings- eller plejemulig­heder her i landet.

 

Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Vedrørende forslag til landstingsforordning om hjælp til vidtgående handi­cap­pede skal vi fra Siumut udtale, at vi i princippet er enige i betænkningen fra Social- og Arbejdsmarkedsud­valget.

 

Som vi sagde ved 1. behandlingen, efterlyser vi op­lysninger om i hvilket om­fang bygder og yderdistrikter involveres i forbindelse med udviklingen og rationali­sering af det offentligt ejede hjem til vidt­gående handicappede, når det gælder indretning og faciliteter.

Ved 1. behandlingen ønskede vi yderligere, at der iværksættes undersøgelser af muligheder for admini­strativ rationalisering indenfor behandling af handi­cap­sager.

 

Vi mener, at administrationen i dag er for tung og omstændig, og at for­enkling vil resultere i at de ansatte for mere tid til de handicappe­de, hvilket vil betyde bedre service overfor de handicappede. Som vi sagde ved 1. behandlingen går vi ind for forordnings­for­slaget.

 

Desuagtet vil vi fra Siumut gerne for at vide forsla­gets økonomiske konse­kven­ser for kommunerne, idet vi fra Siumut mener, at vi ikke har fået fyl­dest­gøren­de oplysninger om forslagets konsekvenser for kommunerne.

 

Inden 3. behandlingen af forslaget vil vi have oplyst konsekvenserne for lands­kassen og kommunerne vedrørende for­slagets ' 8 stk. 3, der drejer sig om tilskud til handicappedes anskaffelse af køretøjer.

 

I denne forbindelse skal vi også kræve, at få oplyst, at forslaget ikke spæn­der ben for de eksisterende transport­muligheder for de handicap­pede. Der­for vil vi fra Siumut afvente helt klare oplysninger ved­rørende ' 8 stk. 3, inden vi kan tage endelig stilling til for­slaget som helhed.

 

Med disse bemærkninger, så slutter vi os udvalgets betænkning i princippet, men skal kræve, at vi får klar besked om det spørgsmål inden forslagets 3. behandling. Og henviser til, at det bliver behandlet i udvalget.

 

Agnethe Nielsen, Agnethe Nielsen ordfører for Atassut:

Da nærværende forordningsforslag blev behandlet første gang i foråret, gen­nemgik vi forslaget grundigt og i Atassut og Issittup Partiia og kom med en længere udtalel­se, ligesom vi kom med flere klare forslag, til ek­sempel disse.

 

Med henvisning til ' 8 stk. 2, udtalte vi, at der bør gives mulighed for hjælp til bil, for derved kan den vidtgående handicappede blive en mere aktiv delta­ger i samfundet, og ikke mindst få mulighed for at få til­knyt­ning til arbejdsmarkedet. Endvidere påpegede jeg mulighederne for, og foreslog, at de bør og skal kunne få lettelse med hensyn til be­taling af vægt­af­gift til vognen.

 

Og her til 2. behandling af forordningsforslaget har Socialudvalget foreslået følgende som en ændring, der bliver indsat som stk. 3 i ' 8. Jeg citerer : "I særli­ge tilfælde kan Direktoratet for Sociale anliggen­der yde hjælp til an­skaffelse af en bil. Betingelsen herfor er, at den vidtgående handicappede herved får forbedret sin mulighed for tilknytning til arbejds­markedet eller får forbedret sin mulighed for at blive i Grønland".

 

Dette forslag er Atassut og Issittup Partiia enige i og støtter forslaget.

 

Med disse bemærkninger fra Atassut og Issittup Partiia og ved at støtte ud­valgets andre henstillinger, ønsker vi, at de økonomiske konsekvenser af forslaget gives mulighed for at blive indarbejdet ved behandlingen af fi­nans­lovsforslaget for 1995.

 

Vi henstiller, at enhver af de tanker landstingsmedlem Emilie Lennert frem­kom med hensyn til cirkulære 184, i sit brev af 21. marts 1994, også bliver taget med i overvejelsen ved udarbejdelsen af et klarere regelsæt.

 

Vi kan med beklagelse ikke undlade at nævne, at KANUKO­KA og Han­dicap­foreningen har fået tilsendt de først udarbejdede forordnings­for­slag, men ikke har fået tilsendt de endelige forslag, som vi i dag baserer debatten på. Dette er meget beklage­ligt.

 

Med disse bemærkninger tiltræder vi fra Atassut og Issittup Partiia, at forord­ningsforslaget går videre til 3. behandling.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Under 1. behandlingen af herværende forordningsforslag her ved lands­tingets 2. forårssamling i år sagde vi fra IA bl.a., at vi stort set fandt for­slaget støtte­vær­digt. Dette standpunkt fastholder vi stadigvæk, efter­som forslaget, til vores tilfredshed, indeholder op til flere forbedringer, i forhold til den hidtidige ord­ning, specielt for så vidt angår de præciseringer, som for­sla­gets vedtagelse vil afstedkomme for de tvivl­stil­fælde, den gamle ord­ning afstedkom for såvel kommu­nerne som for Hjemmestyret.

 

Da disse præciseringer således vil medføre, at man herefter i højere grad vil sætte sine kræfter ind på en styrkelse af hjælpeforanstalt­ninger for de vidt­gående handicappede, skal vi hermed helhjertet fra IA, som nævnt, give vores støtte til forslaget.

 

Vi skal derfor også erindre om, at forordningsforslaget primære sigte jo stadig er, at sikre de handicappede bedre vilkår i samfundet. Samtidig med at man til­stræ­ber, at så mange handicappede som overhovedet muligt sikres en mulig­hed for at forblive i eget miljø og hjem.

 

Til trods herfor er vi efter 1. behandlingen af for­slaget i løbet af sommeren og inden indeværende samling blevet opmærksomme på, at vi jo stadig har et antal handicappe­de medborgere, som vi fra samfundets side er forpligti­gede at hjælpe yderligere. Ikke bare økono­misk, men også i det daglige således, at deres, og deres på­rørendes, hverdag lettes yderligere. Som følge heraf skal Inuit Ataqatigiit, i fuld forståelse med de argumenter der frem­kom­mer via Social­udvalgets betænk­ning, i prin­cippet og under hensyn til de økonomiske konse­kvenser, som forslaget i givet fald vil medføre, er­klære os enige i udvalgets henstilling om, at Direk­toratet for Sociale an­liggender i særlige tilfælde også kan yde hjælp til anskaffelse af en bil til den handi­cappede.

 

Inuit Ataqatigiit skal derfor forinden en endelig stil­lingta­gen til de økono­miske konsekvenser, forinden 3. be­hand­lingen anmode Socialud­valget om at se på andre alterna­tive muligheder end en generel dispensations­mulighed.

 

Man kunne således forestille sig en ordning, hvor man eventuelt så på den danske bistandslovs tilsvarende bestemmelser, idet der heri også er mulig­hed for an­skaffelse af biler - dog mod, at de berørte også selv er med­finansierende - eventuelt med et rentefrit lån. Eller at man i samarbejde med de enkelte kommuner laver en kørselsordning med kommunernes og sundhedsvæsenets allerede eksisterende bilpark, således at den handicap­pedes hverdag lettes yderligere end det er tilfældet i dag.

 

Inuit Ataqatigiit ligger imidlertid vægt på, at der i forordningen bør være mulighed for en dispensa­tions­paragraf. For vi skal jo ikke glemme, at vort land, vejrmæssigt og trafikalt, er ganske anderledes end det, der er tilfældet i Danmark, hvor man jo trods alt har en dispensationsmulighed.

 

Her til lands kan vejforholdene og vejrforholdene alene være en stor hin­dring for den handicappede, der derfor ikke kan bevæge sig frit ude­lukkende ved hjælp af en kørestol. En bil til at transportere sig, vil være en uvurder­lig hjælp for den handicappede og dennes på­rørende i dagligdagen.

 

I forbindelse med en høringsrunde fra udvalgets side hos kommunernes lands­forening, det vil sige KANUKOKA, fastholder denne stadig, at der mangler oplysninger og beregninger vedrørende de økonomiske konsekven­ser for kom­munerne af en eventuel vedtagelse af herværende forslag.

 

Efter at Inuit Ataqatigiit grundigt har forhørt sig hos Direktoratet, mener vi, at rigtigheden af dette på nuværende tidspunkt hverken kan af- eller be­kræftes, da det primære sigte med forslaget jo er, at det skal være omkost­ningsneutral. Det vil sige uden yderligere ud­gifter for hverken den ene eller den anden part. Hvis dette imidlertid skulle vise sig at blive tilfældet, er IA parat til at se på hele ordningen igen på et senere tidspunkt, og vi skal derfor her opfordre KANUKOKA til herefter at følge nyordningen meget nøje og rette en henvendelse til landstinget, såfremt det skulle vise sig nødven­digt.

 

Med disse bemærkninger tager Inuit Ataqatigiit fore­løbigt udvalgets be­tænk­ning til efterretning, idet vi lige­ledes skal anmode om, at vores be­mærk­ninger til ud­valgets ændringsforslag endnu igen vendes i Socialud­valget forinden 3. be­handlingen.

 

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiia:

Akulliit Partiiat tager betænkningen fra Social- og arbejdsmarkedsud­valget til efterretning og er enig i Udvalgets forslag om, at der i ' 8 indsættes et stk 3 med den ordlyd, udvalget har foreslået.

 

Forslaget giver mulighed for hjælp til anskaffelse og handica­pindret­ning af andre motorkøretø­jer, såsom snescootere, trehjulede køretøjer m.v., samt i særlige tilfælde mulighed for, at yde hjælp til anskaffelse af biler. Spørgs­målet vil dog være til hvilket formål bilen skal be­nyttes.

 

Som følger af forslaget, indstiller Akulliit Partiiat ændringsforslag til Fi­nans­lov 1995, således at bevil­lingerne til hjælp til vidtgående handicap­pede øges med 3. mio. kr. i 1995 og 1,5 mio kr i over­slagsårene.

 

At der tages hensyn til frirejser til vidtgående handi­cappede og deres på­rørende ved udstedelse af nærmere regler på området, er Akulliit Partiaat helt med på.

 

Med disse korte bemærkninger ønsker vi at forslaget udvalgbe­handles før en tredie behandling.

 

Mødeleder:

Landsstyremedlemmet Henriette Rasmussen vil komme med besvarelse til partiernes ordførerindlæg.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender:

Som noget glædeligt kan jeg føle, at vores forordnings­forslag, af samtlige partier, tiltrædes i princippet. Men indtil nu er det spørgs­målet om størrel­sen af be­villingerne, der er tvivl om, samt spørgsmålet om man kan få en bil eller ej.

 

Hvis jeg starter fra starten af, så sagde Siumuts ordfører, at det man nøje vil have under­søgt er, hvor meget det vil koste at an­skaffe en bil, men udvalget selv oplyst, efter op­lysning fra vores dire­ktorat, at det vil koste 3 mio kr. til næste år og der efter 1,5 mio kr. årligt. Derfor må jeg sige, at vi allerede har under­søgt dette punkt. Endvi­dere har Siumuts ordfører ud­trykt, at man vil have oplyst konse­kven­serne for kommunerne, men for­ordning er som sådan udgift-neutral for kommuner­ne.

 

Der bliver i forordningsforslaget præciseret, hvornår Hjemmestyret yder tilskud f.eks. til indretning af boli­ger, og det står helt klart, hvornår der kan ydes tilskud, i henhold til det jeg har sagt.

 

Med hensyn til de handicappede, der får tildelt støtte­persontimer, er der i kommunerne nogle restbevillinger, hvor vi kan se, at kommuner­ne ikke har brugt alle bevillingerne til de handi­cappe­de som Hjem­mestyret har givet. Der­for må jeg henvise til, at vi i vores forbe­redelse af forord­ningsfor­slaget, i princippet har taget stil­ling til, at der ikke skal være merud­gift til kom­mu­nerne. Atassut kom ikke ind på, at landsstyret ikke går ind for hjælp til anskaffelse af bil. Denne ordning vil kun være gæl­dende for vestkysten, og jeg vil blot pege på, at der er noget andet man kan samles om med hensyn til hjælp til de gang­besvære­de vidt­gående handi­cappede; at man kan gøre brug af bilerne i den allerede eksis­terende bilpark i kommunerne, hvor der er nog­le lift biler, hvor kørestols­brugere kan komme op i bilen. Det vil vi hellere hen­vise til. Atassut påpeger, at der kun er tale om "særlige til­fælde", men vi vil altid kunne spørge, hvornår er der tale om særlige til­fælde? Når en vidt­gående handicappet siger: "Mine forhold er sær­lige forhold, mit tilfælde er et særligt tilfælde", er det meget van­skeligt at afslå, hvis man laver sådan et forordnings­forslag.

 

Atassuts ordfører sagde også noget, som jeg ikke rigtig kan finde ud af.

 

De beklager, at både KANUKOKA og Handicapforordningen ikke har modta­get for­ordningsforslagets anden version, og i vores direktorat, har vi set på, hvem der har modtaget forordningsforslaget. Både handicap­for­eningen og en del af de handicappede har fået det udleveret.

Jeg ved ikke, hvorfor KANUKOKA ikke har modtaget en del af den post vi har tilsendt. Det er synd, at der er meget stor kontakt mangel.

 

Hvorfor kan KANUKOKA, eller Edvard Møller, ikke ringe til mig, og spør­ge om, hvorfor de har ikke modtaget dette. Vi sidder meget tæt. Hvorfor skal man bruge så meget tid og resurcer til kontakt her i landet.

Derfor kan jeg ikke blot forsvare vores direktorat med, at vi i direktoratet har nogle skri­velser om hvem, der har modtaget for­slagene, hvorfor jeg er meget ufor­stående overfor, at KANUKOKA ikke har modtaget dette.

 

Med hensyn til at IA´s ordfører, der i prin­cippet går ind for for­ord­ningsfor­slaget, ønsker undersøgt, om man f.eks. kan lave en dispen­sa­tion­paragraf som den der er gældende i den danske bistandslov og om vi kan give samme mulighed her i Grønland. D.v.s. at den handicap­pede eventuelt kan få til­skud i form af et rente­frit lån. Jeg vil blot henvise til, at hvis denne sag kan vende tilbage til udvalgsbe­handling, således at det kan blive vurderet i samar­bejde med em­bedsmændene, hvilken virkning det vil have, og hvilke mulig­heder der så er, for at man kan få det indført i Grønland.

 

Det er nok foreløbig, så jeg stopper her. Til slut vil jeg forslå, at vores for­ordningsfor­slag, som allerede har været førstebehandlet af landstinget og som har været behandlet i udvalget, endnu engang udvalgsbe­handles, og jeg vil blot afslutte med Atassuts hen­stilling til ændring af et cirku­lære.

 

Når loven bliver ændret, vil der blive udar­bejdet cirku­lærer. Derfor vil det medføre en moderni­sering af cirkulære 184, der vil blive moderni­seret og udsendt, når dette forordnings­forslag er blevet vedtaget og godkendt.

 

Kaj Egede, Siumut.

Hvis formanden kan godkende det, vil jeg fremsætte noget, der ikke vedrører indholdet af forslaget, men be­handlingen af sagen. Be­handlingen af denne sag, har været ret vanskelig. Her til denne behandling, har et enigt udvalg afgivet betænkning, der er blevet udsendt til landstinget,og som vi har prøvet at tage stil­ling til i de forskellige grupper. Betænkningen og Lands­styremed­lemmets be­svarelse er ret forskellige. Lands­styrets holdning er en anden end den der fremgår af udvalgets betænkning, og landsstyrets hold­ning har ikke været omdelt til landstingets med­lemmer.

 

Derfor er det meget van­skeligt at tage stilling i denne debat. Skal vi ikke tage en afvægtning af disse to synspunkter i grupperne, og der­efter tage stil­ling på baggrund af denne.

 

Jeg mener derfor, at der inden færdiggørel­sen af anden­be­hand­lingen, dette dags­or­denspunkt, er meget der skal tages stilling til fra Lands­tinget side, og på baggrund deraf vil jeg gerne have, at man stopper andenbehand­lingen midlertidigt og at man diskutere spørgs­målet nøje, for det man dis­kuterer er vigtigt for handi­cap­servi­ceringen. På baggrund heraf mener jeg, at vi bør tage en nøje stillingtagen i vores grupper. Derfor foreslår jeg, at vi mid­lertidig stopper anden­behand­lingen og sender forslaget tilbage til behand­ling i grupperne.

 

Det foreslås, på baggrund af, at man har modtaget forskellige op­lys­ninger, som jeg vil fore­spørge parti­erne om man kan gå ind for, at andenbehand­lingen stop­pes, så forskellige forhold kan afklares, og så ud­valget kan genbehandle sagen. Kan man gå ind for det her?

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut.

Først til landsstyrets bemærkning om vores efterlysning af, at forordnings­for­slaget ikke er blevet modtaget. Der skal jeg udtale, at KANUKOKA i skrivelse af 8 oktober, som er blevet delt ud, be­klager at vi snakkede forbi hinanden, fordi de ikke har modta­get det korrekte forslag. Landsfore­ningen for handicappede, ved for­manden, har i samtale med formanden for So­cialud­val­get d. 8 oktober, beklaget at de lige­ledes har prøvet på at tage stilling til det gamle forordnings­forslag, og vi har forstået, det er tale om et helt andet indhold. Det er det, vi har be­klaget.

 

Først ganske kort skal jeg udtale, at jeg støtter Kaj Egede. Jeg har ellers selv prøvet, på vegne af vore partier, at indhente op­lysninger om lands­styre­med­lemmet ville komme med et svarnotat, som kan bruges til be­hand­ling af sagen. Dette har ikke været tilfældet, hvorfor man må sige, at det er meget van­skeligt at tage dette med i overvejelserne.

 

Derfor er vi fra Atassut og IP enige i, at andenbe­handlingen af denne sag stoppes og at man anden­behand­ler dette efter fornyet ­behandlig i ud­valget. Og jeg vil lige medtage, at med hensyn til anskaffelse af biler og vur­derin­gen af forslaget, at det efter vores mening er et meget for omfattende. For  1995 har man vurderet, at man må anskaffe 15 biler. Vi mener, at det er alt for højt vurderet. Derfor er der behov for en ny vur­dering og at den vur­dering kan fremkomme til anden­be­handlingen.

 

Mødeleder:

Og nu har Landstinget besluttet at stoppe anden­behand­lingen af sagen, og at ud­valget behandler de forskelli­ge ting, der er tvivl om, samt at når ud­valget har behandlet dette færdigt, fremlægges det til andenbe­han­d­ling for lands­tinget.

 

Punktet sluttet.