Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 37-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 13. oktober 1994 kl. 13.45

 

Dagsordenens punkt 37.

 

Ældreredegørelse.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og

Arbejds­marked).

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Jeg vil hermed, på Landsstyrets vegne, knytte følgende bemærkninger til den ældreredegørelse, der er udleveret til Landstingets medlemmer.

 

Ældreområdet har igennem de senere år været genstand for megen debat og mange over­vejelser. Der er gennem­ført en vigtig reform på området, der er et af de væsentligste samfundsspørgsmål idag såvel som i årene, der kommer. Først og fremmest fordi hensynet til vore ældre ligger os alle meget på sinde, men også fordi området er omkost­nings­krævende og det er derfor af den største betydning, at de midler, der anvendes på om­rådet, bruges til størst mulig gavn for flest muligt ældre mennesker.

 

Redegørelsen har tre væsentlige konklusioner.

 

For det første må pensionsalderen sættes op for at opretholde den standard der er idag. Dette begrundes i, at antallet af ældre er stigende. Det er udgifterne imidlertid også. Landstinget har på forårssamlingen 1992 drøftet dette, og fandt ligeledes, at det ville være nødvendigt at sætte pensionsalderen op inden for den nærmeste fremtid.

 

Landsstyret skal anbefale, at Landstinget udtaler sin tilslutning til, at pensions­alderen hæves til 63 år i løbet af 1995 og til 65 år i år 2000.

 

Et ligeledes væsentligt spørgsmål, er hensynet til den stigende gruppe af meget plejekrævende ældre. Idag er sund­hedsvæsenet meget involveret i mulig­hederne for at sikre disse ældre en tilværelse så tæt på deres almin­de­lige hverdag som muligt.

 

På længere sigt må det imid­lertid erken­des, at denne løsning ikke er til­fredsstil­lende. Landsstyret mener, at der bør etableres et alternativ til sygehusanbrin­gel­ser. Derfor agter vi, at undersøge under hvilke finans­eringsformer disse alternativer kan tilvejebrin­ges.

 

Dette skyldes for det første, at processen med at blive ældre ikke er en sygdom og ældre mennesker kun van­skeligt kan sikres et liv i værdighed på sygehuse. For det andet at såvel kommunale budgetter som sundheds­væsenet belastes voldsomt af denne løsning. Og for det tredje at behovet for egentlige plejehjem vil være tiltagende.

 

Derudover mener Lands­styret, at der bør satses mere på ud­dannelses­mæssige tiltag i forhold til at ruste hjem­mehjælpere og social- og sundhedsud­dannede til de opgaver, der skal vareta­ges indenfor ældreom­rådet. Ved at ruste kommende personale i faglig hen­seende, vil samfundet blive parat til at imøde­komme de ældres fysiske og mentale plejebehov.

 

Endelig noterer Landsstyret sig, at såvel ældrefore­ninger som kommuner, der jo er i tæt kontakt med de ældre, finder det nuværende grundbeløb passende.

 

I forhold til de ældres mulighed for, at erhverve bi-indtægter ved siden af pensionen gennem f. eks. salg af husflidsprodukter og fangstudbytte, er der i det for­løbne år ligeledes sket tiltag på skatteområdet. Dette er væsentligt såvel i forhold til sikringen af de ældres økonomiske velfærd som for de ældres mulighed for at udføre forskellige aktiviteter og føle et formål hermed.

 

En ændring af indtægsreguleringen, hvor der tages hensyn til det skattefrie beløb for b-indkomst og standardfra­drag, betyder at muligheden for bi-indkom­ster reelt er steget fra 14.000 kr. for enlige og 21.000 for par til 25.000 for enlige og 43.000 for par, uden at dette får ind­flydelse på den sociale pensions grundbe­løb.

 

Ligeledes finder Landsstyret det overordentlig vigtigt, at muligheden for hensyntagen til individuelle behov for de ældre gennem de personlige tillæg bevares.

Intentionen bag de personlige tillæg er at give de enkelte kommuner mulighed for at supplere pensionisters økonomi i de tilfælde hvor dette skønnes nødvendigt. Landsstyret vil gerne understrege nødvendigheden af, at det personlige element opretholdes. Standardisering af ydelserne må på denne baggrund ses som uheldige, da hele formålet med ydelsestypen netop er den lokale, skøns­mæssige vurdering på baggrund af person­lige, individuel­le behov.

 

Afslutningsvis skal Landsstyret anmode Lands­tinget om at udtrykke sin tilslutning til, at arbejdet nu kon­centreres om, at sikre fysiske og omsorgsmæssige rammer for en god alderdom.

 

Med disse ord overlader Landsstyret ordet til Lands­tingets behandling.

 

Jonathan Motzfeldt ordfører for Siumut:

Indledningsvis skal vi fra Siumut's side takke for Landsstyrets redegørelse vedrørende ældreområdet. Efter vores mening drejer det sig om en meget omfattende redegørelse, som klart og til­strækkeligt belyser de ældres situation og vilkår, bl.a. gennem statistiske op­lysninger, som indgår i redegørelsen. Og på baggrund af de forelagte (oplysninger?) i redegørelsen skal vi herved fremkomme med vore kommentarer.

 

Vi ved, at vort liv på jorden nogle gange er blevet sammenlignet med dugdråber fra rimfrosten på et græs­strå. Så kort er livet jo set i relation til jordelivet i historisk perspektiv samt de mange og hurtige foran­dringer gennem tiderne.

 

Men en uforanderlig omstændighed er, at vi lever sammen med medmennesker, der spænder fra småbørn til de ældste generationer, og det kan vi ikke ændre på. Og vi er her i landet nået frem til en tid, hvor fødselstallet er stigende, samtidig med at antallet af ældre og de ældste medborgere er stigende.

 

De forannævnte kategorier af medborgere har alle behov for bistand, en hjælpende hånd. Og alle, der er i stand hertil, må hjælpe til, gennem socialt samvær, økonomisk samt politisk samarbejde.

 

Ældrepensionsordningen i vort land er et godt redskab til forsorg for de mange ældre, der lever iblandt os. Vi er blandt de samfund, som sørger godt for deres ældre medborgere. Dette kan bevidnes af alle, der kender noget til udviklingen i omverdenen, hvor man ofte er vidne til, at livsværdier og menneskeværd bliver trådt for fode.

 

Vi er nået til et punkt i dag, hvor vi skal fortsætte vores gode ældreforsorg, uden at dette får økonomiske problemer til følge. Skal vi opretholde den i dag opnåede standard på området, må vi derfor begynde at træde nye veje.

 

I denne forbindelse foreslår Landsstyret, at pensions­alderen forhøjes til 63 år i 1995 og til 65 år i år 2000.

 

Disse forslag støtter vi fra Siumut. Samtidig skal vi kræve, at man i forbindelse med de foreslåede omlæg­ninger fremkommer med konkrete forslag på følgende områder fra Landsstyrets side:

 

For det første, at der åbnes mulighed for dispensation til ældre, som har behov for ældrepension fra 60-års alderen.

 

For det andet, at lovgivningen formuleres således, at ældre, som er raske og rørige, og som i dag pensioneres i 65-årsalderen, kan få mulighed for at lade sig pen­sionere fra 67-års eller 70-årsalderen. En sådan mulig­hed skal naturligvis kunne gennemføres med behørig hensynstagen til de yngre generationers beskæftigel­sesmuligheder.

 

Kendsgerningen er jo, at der ikke er alle ældre, som er bi­standstræn­gende, syge eller senile. Fra Siumut har vi altid lagt vægt på, at de ældres muligheder for at forsørge sig selv og sine stadig må holdes åbne. Denne mulighed har vi forbedret gennem bedre vilkår i for­bindelse med husflidsaktivitet samt supplerende jagt, fangst og fiskeri.

 

Sådanne ordninger vil betegne de ældres overgang til pensionist­tilværelsen i den alder, de har nået, gennem selvtillid, videregivelse af deres livs- og arbejds­mæssige erfaringer til de yngre generationer samt aktiv medleven i samfundet. Og alt dette vil være meget værdi­fuldt og oplivende både for de ældre og for os andre.

 

Mens vi taler om sunde og raske ældre, nævner rede­gørelsen bl.a. muligheden for at udnytte den ressource, der er hos de ældre i forbindelse med fritidsaktivite­ter for de ældre gennem de meget velfungerende ældre­fore­ninger på kysten. Det er et synspunkt, som med­lemmerne af Kommunalreformkommissionen kan nikke gen­kendende til.

 

Der er viljer og kræfter i disse foreninger, som kan lette arbejdet for dem, som dels arbejder for ældre og dels arbejder med socialvæsenet som sådan. Sågar har man i dag i visse kommuner, f.eks. i Nanortalik kommune ansat en ældrekonsu­lent, som kan give gode ideer vi­dere.

 

Sådanne gode initiativer må fortsætte og udbygges. Vore byer og bygder er jo ikke så store storbyer, at vi ikke længere kender hinanden. Det er absolut ikke tilfældet. Der er udbredt vilje til gensidig hjælp blandt de ældre. Samtidig må vi udnytte de ældres muligheder for at hjælpe sig selv og andre. Hvis de ældre er inter­esseret i at deltage i aftenskoleundervisningen, må vi møde dem henad vejen gennem nedsættelse af deltagerbe­talingen. Det vil også være god og givtig udnyttelse af Hjem­mestyrets bevillinger, hvis man udnytter de ældres muligheder for aktiv medvirken i forbindelse med akti­viteterne i medborgerhusene.

 

Det vigtigste er imidlertidig, at de ældres foreninger og kommunerne virker sammen for at opnå resultater.

 

Og nu til bistandskrævende ældre.

 

I takt med den stadige forøgelse af antallet af ældre i vort land må vi også regne med, at antallet af bistand­skrævende ældre samtidig vil vokse.

 

I denne forbindelse skal vi fra Siumut bl.a. nævne, at man hurtigst muligt må undersøge mulighederne for, at plejekrævende ældre kan plejes på værdig vis i deres eget hjem, i stedet for at blive henvist til anbringel­se i sygehusene.

 

På længere sigt kan man ikke bare forlade sig på hospi­talsan­bringel­ser.

 

Når det gælder ældreforsorgen, har man hidtil i for­bindelse med forsorgen i hjemmene peget på de store og hyppige personaleudskift­ninger hos hjem­mehjælpergrup­pen, samt disses manglende muligheder for efteruddan­nelser og videreuddannelser. Imidlertid er der nu kræfter i gang for at igangsætte uddannelse af hjem­mehjælperne. Fra alle sider betragtes dette som en nødvendighed, og dette har vi fra Siumut allerede været inde på tidlige­re.

 

Det må altid være en målsætning, at de ældre i videst muligt omfang kan plejes i deres eget hjem. Samtidig må vi revurdere alderdomshjem­byggeriet og driften af alderdomshjemmene, for så vidt angår disses belastning af de kommunale budgetter.

 

Det er jo således i dag, at kommunen betaler 50% af opførelses­summen, og når hjemmet står færdigbygget overtager kommunen alle driftsudgifterne og sågar også vedligeholdelsen. Byrdefordelingen må vi revurdere i forbindelse med Kommunal­reformen. I den forbindelse skal man lægge mærke til oplysningerne i redegørelsen om, at ventelisten til alderdomshjem­mene på landsbasis udgør 225 personer, eller 30%.

 

Men vi mener, at den overordnede vurdering må bygge på, at Sundhedsvæsenet, KANUKOKA og socialvæsenet må lave en aftale med gensidige forpligtelser. Vi forstår, at der nu er indledt et samarbejde på området, således at embedsmænd fra de nævnte instanser indleder drøftelser med henblik på planlægning. Og det er vi godt tilfredse med.

 

Vi ved jo at nogle kommuner er for små til at etablere plejehjem og ikke har råd til at drive disse. Derfor skal vi fra Siumut opfordre til, at man baner vejen for, at hinanden nærliggende kommuner i fællesskab kan etablere sådanne fælles­faciliteter. Det er jo ganske uacceptabelt at høre, at man sågar er begyndt at ned­sende ekstra plejekrævende patienter til Danmark. Sådanne ældre må vi også kunne pleje selv.

 

Som det fremgår af vore forannævnte bemærkninger lægger vi i Siumut megen vægt på at bane vejen for, at sunde og raske ældre får mulighed indenfor beskæftigelse, fritid og økonomi.

 

Samtidig lægger vi fra Siumut afgørende vægt på trygge økonomiske forhold for vore ældre. I denne forbindelse viser redegørelsens materiale, at vi hidtil har løftet denne side af sagen i god solidaritet.

 

Selv om man forhøjer pensionsalderen til 63 år, må man også på den anden sige afveje konsekvenserne for ar­bejdsløs­hedskontiene.

 

Fastholdes førtidspensionsordningerne, vil det også koste noget. I relation til afvejning af alle disse forhold, skal vi opfordre til at overveje, at de ældre kan beholde deres jobs længere i forhold til i dag.

 

I forbindelse med ønsket om trygge økonomiske vilkår for ældre, påpeges endnu engang, at personlige tillæg, som jo er en ren kommunal udgift, udbetales meget for­skelligt fra kommune til kommu­ne.

 

Man må imidlertidig huske på, at personlige tillæg udnyttes i de forskellige kommuner med henblik på reduktion af forskellene fra kommune til kommune, forskelle som kan være meget store, således at kommu­nerne udnytter tillægget efter individuel vurdering, idet det jo er kommunen, der har det største kendskab til lokalsam­fundet. Det er svært at ændre på denne praksis. Det fremgår jo også af redegørelsen, at for­målet med personlig tillæg vil forsvinde, hvis man standardiserer de personlig tillæg. Af samme grund er det foreslået i Kommunal­reformkommissionen, at kompe­tan­cen på området forbliver i kommu­nerne. I forbindelse med Peter Grønvold Samuelsens forslag ved­rørende for­sik­ringer, kan man jo også (inddrage), at der er mulig­hed for af­hjælpning på området gennem personlige til­læg.

 

Til slut skal vi fra Siumut udtale, at Siumut lige fra sin stiftelse, har lagt afgørende vægt på, at medbor­gerne, der har behov for offentlig bistand, skal kunne hjælpes og deres levevilkår forbedres efter samfundets bedste evne, herunder respekt for de ældre udmøntet gennem god behandling af disse. Siumut fortsætter denne sin linie. Selv om vort livs længde kan sammenlignes med en dugdråbe fra rimfrosten på et græsstrå, må vi udnytte vort liv godt, fornuftigt og dejligt.

 

Emilie Lennert, ordfører for Atassut:

Vi har med længsel afventet omhandlede redegørelse. Redegørelsen fremlægger 4 hoved­målsætninger opstillet fra Landstingets efterårs­samling 1990 og som er følgen­de:

 

1. at sikre de ældre økonomiske tryghed.

2. at ældre kan blive længst muligt i eget hjem.

3. at sikre pleje og omsorg for de ældre, der kun van­skeligt kan klare sig selv.

4. at sikre aktivitetsmuligheder for ældre.

 

Vi kan alle være enige i ovennævnte hovedmålsætninger.

 

For at begynde med den første: ja, vi forhøjede grund­beløbet for sociale pensioner, samtidig med at vi besluttede, at grundbeløbet nedsættes med en B-indtægt fra 1.000 kroner og opefter.

 

Senere blev B-indtægtens størrelse fastsat til 14.000,­kroner for enlige og 21.000,00 kroner for ægtepar.

 

Her i foråret blev det besluttet, at B-indtægten fra 1995 fastsættes til 25.000,00 kr. for enlige og       43.000­,00 kr. for ægtepar med udgangspunkt i person­fra­draget. Dette har vi fra Atassut accepteret, da det vil forbedre de ældres indkomstsfor­hold.

 

Vi har nu den opfattelse, at vi i forbindelse med denne ordning, ikke særligt har tænkt på, hvad ændringen vil medføre for de ældre. F.eks. hvis et ældre menneske skal kunne få boligsikring, skal vedkommendes årsind­tægt ikke over­stige 128.400,00 kr. da B-indtægten, uden ind­flydelse på grundbeløbet lægges oveni. Dette vil medføre, at mange ikke vil kunne få boligsikring.

 

Den slags beslutninger virker stik modsat, idet pensio­nister og førtidspensionister vil få begrænsede mulig­heder for at kunne modtage boligsi­kring. Udfra dette forhold, må vi arbejde for, at indtægts­grænsen m.h.t. boligsikring ændres.

 

Det kan være ikke være rigtigt at forpligte kommunerne til at udbetale personlige tillæg, når en pensionist, på baggrund af sin indtægt, ikke kan få boligsikring.

 

Vi er enige i oplysningen om, at forhold omkring udbe­taling af personlige tillæg kan skabe uro blandt de ældre. Og vi er vidende om, at udbetaling af disse varierer meget fra kommune til kommune. Vi mener, at det netop er dette, som er årsagen til den uro blandt de ældre. Udfra de forhold, vi lever under i dag, kan det ikke være mærkeligt, at kommuner, på grund af deres økonomi­ske situation, begrænser udbetaling af person­lige tillæg.

 

Atassut finder det normalt, at kommunerne udfra egne forhold på nært hold må vurdere og administrere regler­ne.

 

Udfra gældende regler, kan kommunerne bevilge midler til hjem­mehjælp. Dette forhold har stor betydning for, at de ældre så vidt det er muligt, kan blive i egne hjem. Erfaringen viser os, at det er meget vigtigt, at hjemmehjælpere uddannes til deres arbejde og pligter, hvilket må være et meget vigtigt mål. I dette forhold, må målet være, at kommunerne og Hjem­mestyret arbejder tættere sammen, da der her ikke alene er tale om ar­bejdsforhold, men at lønforhold også gøres mere til­lokkende for at opnå, at omsorgen af de ældre kan gøres bedre og mere tryg.

 

Hjemmestyre og kommuner er ansvarlige for etablering af pleje­hjem for de ældre, der kun vanskeligt kan klare sig selv, men vi må gå ud fra, at det er kommunerne, der har det største initiativ til etablering af pleje­hjem.

 

Det ligger klart, at ældre, der har behov for særlig omsorg, bliver flere i disse år, med den følge, at behovet for plejehjem vokser med uundgåelige økonomiske konsekvenser for begge parter.

 

Redegørelsen belyser korrekt, at personale i alderdoms­hjem må være uddannet i omsorg af de ældre, idet perso­nale, der har arbejdet i  mange år, også har behov for kvalificerende videreud­dannelser. Selvom kommunerne ved hjælp af uddannede etablerer disse ud­dannelser, må vi klart præcisere, at mange ældre har behov for at blive hjulpet f.eks. af fysioterapeuter og lignende, men ikke har denne mulighed for hjælp i mange kommuner.

 

Udfra faktiske forhold er det rigtigt, som det er belyst, at beboere i alderdomshjem kan have forskellige evner og førlighed, og vi må også erkende, at mange alderdomshjem, der i dag er etableret, ofte ikke er egnede til de ældre, der har behov for særlig omsorg. Det er endda sådan i flere kommuner, at man vil løse problemerne på kort sigt, idet en lejlighed jo må ombygges, må udrustes til formålet, ligesom personalet må have en særlig uddannelse og evner.

 

Redegørelsen belyser muligheden for etablering af regionale døgninsti­tutioner, som plejehjem m.v.. Er det ikke bedre, at man tæt på hjemmet etablerer nævnte institutioner i lighed med det vi nævnte før, ved at man ombygger lejligheder til formålet.

 

Med hensyn til de ældre i bygderne må hovedformålet være, at ældre i bygderne ligesom i byerne, såvidt muligt bliver i deres hjem, bl.a. ved forbedring af deres hjem eller ved opførelse af passende boliger til dem, men vi ved også, når de ældre har behov for læge­lig tilsyn, kan placering i byerne ikke undgås.

 

I takt med etablering af flere og flere ældreforenin­ger, er mulig­hederne for bedre udnyttelse af fritiden blevet væsentlig forbedret, idet målrettet arbejde på dette område har båret frugt. Ligeledes er uddannet og iderigt personale af stor betydning for beskæftigelsen af de ældre.

 

I sin redegørelse fremhæver landsstyremedlemmet rede­gørelsens 3 væsentlige konklusioner og indstiller, at landstinget tager stilling til, at pensionsalderen fra 1995 sættes op til 63 år og til 65 år fra år 2000.

 

Hertil må Atassut bemærke, at Atassut ikke kan gå med til ændringen af gældende regeler, idet livsbetingel­ser­ne hidtil ikke har ændret sig, idet mange ældre må be­tegnes som medforsørgere af deres familier grundet den meget høje arbejdsløshed, selvom lovgivningen ikke kræver, at de ældre skal forsørge deres voksne børn, da den ældgamle tradition omkring dette forhold ikke har ændret sig.

 

Landsstyret foreslog også i forårsmødet 1992, at pen­sionsalderen sættes op med 2 år til 62 år og til 65 år i år 2000. Allerede dengang kunne Atassut ikke gå med til en sådan ændring, da livsbetingelserne her i landet fort­sat kan være meget hårde.

Atasuut sætter forholdet omkring befolkningens livsbe­tingelser meget højt og sætter altid mennesket i cen­trum i sine vurderinger.

 

Redegørelsen og landsstyrets forelæggelse fremhæver ændringen i grænsen for biindtægter fra 1995, nemlig 25.000 kr for enlige og 43.000 kr for par. Uden at dette får indflydelse på den sociale pensions grundbe­løb.

 

Vi har tidligere været inde på hvad dette kan betyde for opnåelse af boligsikring. Selv om Ataasut i prin­cip­pet er uenige i, at pensions­alderen sættes op til 63 år, er vi dog indstillet på at diskutere forholdet hvis grænsen for biindtægt fastsættes ens for alle. Samt hvis huslejebetalingen fastsættes til en fast procent­del af grundbe­løbet for den sociale pension. Heri om­fattes tjenestemandspensionister.

 

En af vore begrundelser for dette er at enlige kan have strengere livsbetingelser i forhold til ægtepar.

 

I Atassuts ældrepolitik har vi altid haft et fast forhold som desværre altid er blevet nedstemt, og det er at de ældre ikke skal gå tiggergang, men at man sørger for en rimelig pension, som de kan leve af og samtidig dækker deres forpligtelser.

 

Vi må behandle vores ældre i deres alderdom med re­spekt, idet det er meget vigtigt, at vore gamle i deres alderdom i alle henseender har krav på en værdig alder­dom. Ligesom vore forfædre har denne tradition.

 

Vi vil ikke undlade at nævne en vigtig ting, som også har været efterlyst og kritiseret. Det er, at gældende regler fortolkes og admini­streres forskelligt i kommu­nerne. Social-  og arbejdsmarkededs­direktoratet har en dygtig og dobbeltsproget konsulent for de ældre og vi vil hermed anbefale og opfordre til, at konsulenten enten rejser rundt til kommunerne og fortæller om reglerne og laver udsendelser i radio og tv, således at man giver både de ældre og kommunerne den savnede mere ensartede oplysning.

 

Atassut undrer sig over, at landsstyret ikke har frem­lagt nogle forbedringsforslag under hensyntagen til de problemer der klart fremgår af redegørelsen.

 

Atassut har disse bemærkninger til redegørelsen idet vi må bemærke at vi ikke er trygge ved tonen, som man mange steder kan bemærke.

 

Johan L. Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit ligger afgørende vægt på, at vore ældre i samfundet så vidt mulig skal have de bedste betingelser samt levevilkår i deres alderdom. Efter som vore ældre i gennem mange års tro og pligtopfyl­dende tjeneste for samfundet har gjort deres til, at efter­kommere i det grønlandske samfund nyder den vel­færd vi har i dag.

 

IA finder det derfor som meget tilfredsstillende, at den ældreredegørel­se med tilhørende bilag, med såvel statistiske oplysninger og talmateri­ale, som ligeledes er omdelt til samtlige af landstingets medlemmer, alt i alt fremviser og afdækker de tiltag vi skal iværksætte med henblik på den bedste omsorg for vore ældre, der jo heldigvis som følge af en bedre sundhedstilstand også bliver flere og flere og ligeledes afdækker forskellige spørgsmål vi skal være særlige opmærksomme på.

 

IA er således i det store og hele enige med landsstyret i de påpegede forhold og de dertil hørende henstil­linger. Deriblandt en henstilling om, at hæve pen­sions­alderen til 63 år i løbet af 1995 og ligeledes til 65 år i år 2000, og herudover, at der bør etableres et alternativ til de nuværende sygehusan­bringelser af de gamle.

 

Særligt med hensyn til det sidste skal IA som noget meget væsentligt derfor pege på, at det herefter er meget vigtigt med efteruddannelses­aktiviteter for hjem­mehjæl­perne samt øvrige uddannelsesmæssige tiltag rettet mod medarbejderne inden for social og sundheds­området, med henblik på så god en behandlig af vore ældre som muligt og vi mener at disse tiltag er en afgørende forudsætning for de kommende år.

 

En af de ting vi fra landstinget også skal være op­mærksomme på, er imidlertid at når vi hæver pensions­alderen at vi derved også er med til at forøge den i Grønland værende arbejdsduelige befolkning, hvilket i sidste ende betyder, at det også bliver betydelig sværere at bekæmpe arbejdsløsheden på samme tid. IA mener dog, at der ikke er nogen udvej herfor, efter som ældre over 60 år jo fortsat har viljen og arbejdsglæden i behold, hvorfor de skal have mulighed for fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet. Eftersom arbejdsløs­heden som det foregående dagsordenspunkt jo netop også viste det, stadig er et samfundsproblem til stor byrde for de ledige, mener vi fra IA, at vi i de kommende år skal ligge hovederne i blød for at fordele de eksi­sterende arbejdspladse med henblik på at disse kommer flere til gode f.eks ved en nedsættelse af den ugent­lige 40 timers arbejdstid.

 

Da overenskomstforhandlingerne senest til foråret skal være til­endebragt på arbejdsmarkedet skal IA allerede her som en af de ting som man kunne diskutere pege på, at dette blev taget op af arbejd­markedets parter, selv om vi jo godt ved at vi direkte fra de folkevalg­tes side ikke kan blande os i rene overenskomst­mæssige spørgsmål.

 

Det er velkendt at ældre fra bygderne i dag kan risi­kere at flytte fra deres vante omgivelser i bygden. I den skriftlige redegørrelse der er omdelt til medlem­merne fremgår bla. at en evt. regionalisering af ældre­bolig­byggeriet vil medføre, at den ældre kan blive nødsaget til eller tvunget til også at flytte til en anden kommune.

 

IA vil fraråde at vi når så langt - og vi skal derfor finde det meget ønskeligt at landsstyret mere ihærdigt end hidtil anstrænger sig for at undgå en udvikling i den retning med henblik på fortsat at fastholde de ældre i trygge og vante omgivelser.

 

Med disse bemærkninger skal IA tage landsstyrets ældre­redegørrelse til efter­retning, idet vi fortsat håber på, at vores bemærkninger fremsagt under denne debat også medtages i det videre arbejde for en bedre indsats rette mod vore ældre.

 

 

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat

Hensynet til vor ældre ligger Akull. P/Centerpartiet meget på sinde, og vi er enige i, at de midler, der anvendes på området bruges til størst mulig gavn for  flest muligt ældre mennesker.

 

Disse alternativer må findes med hensyn til de ældre.

Vi kostaterer redegørelsens to væsentlige konklusioner, nemlig:

 

For det første, pensionsalderen må sættes op for at opretholde den standard der er i dag. På baggrund af at vi har økonomiske van­skeligheder.

 

Og vedrørende den stigende gruppe af meget plejekræven­de ældre, er sundheds­væsenet meget involveret i mulig­hederne for at sikre de ældre en tilværelse så tæt på deres almindelige hverdag som muligt. Imidlertid, er denne løsning ikke tilfredsstillende og derfor må der findes nogle alternativer som modsvarer anbringelserne på sygehuse­ne.

 

Disse alternativer må findes fordi ældre mennesker vanskeligt kan sikres et liv i værdighed på sygehusene.

Ligeledes er såvel kommunernes som sundhedsvæsenet budgetter meget belastet af denne løsning. Og AP har hidtil gjort opmærksom på, at behovet vil stige volsomt om kort tid.

 

I AP mener vi, at uddannelsesmæssige tiltag i forhold til at ruste hjemmehjælpere og social- og sundhedsud­dannede til de opgaver, der skal varetages inden for ældre området (er væsentlige).

 

I AP har vi konstateret, at de ældres hjertesuk i sin tid om, at biindtægter nu er blevet indfriet. Det er vi godt tilfredse med, det vil være meget gavnligt.

 

AP er enige med landsstyret i at det er overordentlig vigtigt, at muligheden for hensyntagen til individuelle behov for de ældre gennem de personlige tillæg bevares.

 

Med disse bemærkninger vil vi gerne tage ældreredegø­relsen til efterretning og håber, at man vil give nogle gode oplysninger til de ældre omkring de ændrede livs­betingelser.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia

Debatterne her i salen vedrørende ældre, er efter­hånden pågået i længere tid, og dette viser, at vi med hensyn til de ældre skal finde en ordning, der er hensigts­mæssig og retfærdig for vore ældre.

 

Nu er der forelagt en klar redegørelse om vore ældres vilkår, og når man gennemgår hvad redegørelsen viser, må man sige, at vi ikke indtil videre har grundlag for at ændre vore ældres vilkår. Sådan at forstå, at selv om deres vilkår og forhold kan blive bedre har vi i dag ikke mulighed herfor, da vore ældre stadig bliver ældre og dermed flere, medens det på den anden side betyder at vi ikke skal forringe vores ældres vilkår fordi de er blevet flere.

 

I disse år er det man hører mest blandt røsterne fra de ældres side, er at når de får indtægter ud over hvad de får i alderspension bliver disse trukket fra i alder­spensionen. Jeg har her i salen i flere år forsøgt, at udtale at dette er util­fredsstillende. Derfor skal jeg uden at skjule det udtale, at jeg er uhyre glad for at landsstyret nu har erkendt forholdet, og arbejder nu for at få intentionen gennemført. Derved får de ældre  mulighed for selv at kunne forbedre deres økonomi­ske vilkår medens alderspensionsgrundbeløbet ikke ændres og på grundlag af den personlige ydeevne de ældre selv har.

 

Vore ældre har som andre mennesker personlige ønsker om individuelt forskellige livsvilkår, der er iblandt dem ældre, der ønsker fortsat at bo i deres gamle hjem. Jeg mener, at man skal respektere disse ønsker i arbejdet, da vi ved, at nogle af de ældre, idet de endnu mener at de kan klare sig selv og endnu ønsker at forblive i deres hjem, kan blive anbragt på et alderdomshjem på en måde, der endda kan betegnes som tvang. Og når dette sker kan det have til følge at de også hurtigt bliver fysisk af­kræftede. Derfor må man være meget forsigtig med at foretage tiltag, som den ældre selv ikke ønsker fore­taget.

 

Endvidere er der ældre, der ikke længere er så selv­hjulpne og endda er blevet ude af stand til at hjælpe sig selv. Såfremt disse måtte befinde sig i deres eget hjem, må man sikre sig, at deres pleje og omsorg er så god som mulig. Derfor er det vigtigt at uddannelser til dette arbejde også bliver rigtigt udmøntet.

 

Vi kender alle vigtigheden af at et liv til stadighed skal have et indhold og behovet er heller ikke forbi når man bliver ældre. Mange ældre fortæller at behovet herfor endda kan ramme en stærkere når man bliver ældre. Og derfor skal vi som noget meget vigtigt være vågne for at der er beskæftigelsesmuligheder for vore ældre.

 

Vi ved, at de ældre i dag har deres egne klubber og vi ved også at disse klubber og deres sammenslutning yder en god og aktiv arbejds­indsats. Det er meget tilfreds­stil­lende at disse initiativer er blevet sat igang på en god måde og dermed har man igangsat opfølgelsen af de ældres store behov for personligt samvær og med respons fra andre og mange andre ting. Det er derfor meget vigtigt at give de ældres klubber al mulig støtte fremover.

 

I forelæggelsen foreslås det, at den nugældende alders­grænse på 60 år for alderspension sættes op til 63 år i 1995 og igen til 65 år i år 2000.

 

Jeg mener, at selv om vi allerede har en påvisning af, at der bliver flere og flere ældre fremover, er dette alene ikke begrundelse nok til at sætte aldersgrænsen for tildeling af aldersrenten pensionen op. Vi ved jo at forholdene og betingelserne ved deres kontante krav i vort land ikke kan gøre det enkelte menneskes egen­skaber bedre i de ældre dage, uanset at vi nu kan blive stadig lidt ældre med takt med forbedringerne i sund­hedsplejen.

 

Derfor kan jeg ikke tiltræde forslaget om at sætte aldersgrænsen op. Og heller ikke da vores store bange anelser for økonomien vil de få os forelagt beregninger berolige os noget, og at vi vist ikke har grund til at være så urolige med hensyn til vore økonomi.

 

Grundlaget for debatten ligger foran os selv her i salen, men dog har vi ikke alle endnu haft og følt de vanskeligheder dette livsafsnit vil kunne medføre. Og derfor er det meget vigtigt at vi sørger for at lytte til de ældres røster hvis vi skal træffe den bedste be­slutning for alle parter. Derfor vil jeg hermed anmode alle partierne om, at de søger at undgå, at tage be­slutninger der vil kunne forringe de ældres vilkår, og at de tager dette arbejde op med udgangspunktet i taknemmelig­hedens stemme.

 

Mødeleder:

Landsstyremedlemmet for sociale anliggender og efter hendes besvarelser så har lands­styremedlemmet for sundhed også ønsket ordet.

 

Hemriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender og arbejdsmarked:

Jeg takker partiernes ordførere. Som landstinget måske er bekendt med, så har vi samlet meget omfattende oplys­ningsmateria­le omkring antallet af ældre her i Grøn­land samt deres indkomstforhold, for­deling af deres bosted og deres sundhedsfor­hold.

 

Jeg er glad for, at der ikke er den helt store uviden­hed her blandt tingets medlemmer. Og jeg mener, at oplysningerne har været grundige, hvorfor vi har kunnet indgå en så stor enighed. Jeg beklager at man ikke er særlig glad for redegørelsens tone blandt Atasuuts medlemmer.

 

Jeg starter fra ..Jeg mener at alle er enige om, at den nuværende pensionsordning er god nok, selv om vi ønsker at vi kunne sætte grundbeløbet op. Og vi blev enige om at vi også må ofre nogle midler som kan sikre at de ældre har det godt i deres gamle dage og jeg mener at man har stor forståelse herfor her i landstinget. Og jeg mener at det vil gå op for samfundet, at hidtil i forbindelse med møderne med de ældres foreninger og mine møder med de ældre, deraf fremgår det, at der er rimelig tilfredshed med pensionens størrelse. Det man har været utilfreds med, er det personlige tillæg samt at såfremt man har al for stor indtægt ved siden af pensionen, så bliver det fratrukket. Det er sådan nogle ting man er utilfreds med blandt brugerne. Men som bekendt og som det kom frem fra forskellig side, så har de ældre mennesker ret til boligtilskud når de har en indtægt under 128.000 kr om året. Det er gældende for alle melle­mindkomsterne.

 

Jeg ønsker selv og mit landsstyreområde har ønsker om, at flere lavindkomstom­råder kan blive tilgodeset ved at man sætter beløbs­grænsen op. Men skal vi gøre det, er det nødvendigt at boligsikrings­ord­ningen også må æn­dres. Vi må ikke gøre sådan at vi behandler ældreom­rådet forskelligt med en forordning omkring boligsi­kringsord­ning for vi skaber bare uoverskulighed via den vej. Derfor håber jeg med hensyn til boligsikringen, at indtægt­sordningen kan blive ordnet således at det bliver til gavn for de ældre også.

 

Siumuts ordføre kom ind på, at de ældre bliver pla­ceret på sygehuse­ne. Det er ikke kun Siumut der påpeger, at det ikke er passende for de ældre at blive gamle på et sygehus, når man ikke er syg. Jeg mener, at vi alle sammen kan blive enige om det.

 

Der blev også sagt, at vi må finde muligheder for at skabe et bedre sikkerhedsnet således, at man undgår sygehusanbringelser. Men jeg mener ikke, at man kan lave sådanne institutioner langs hele kysten, det vil vi nok ikke have økonomiske midler til.

 

På den anden side hvis man laver en regionvis institu­tion, f.eks. en i Dis­kobugten, en i Midtgrønland er denne ordning heller ikke særlig attrak­tiv, som IAs ordfører kom ind på.

 

Grønlænderne ønsker at blive gamle der hvor de er opvokset, og hvor de har levet hele deres liv.

 

I forbindelse med mine samtaler med hjælperne langs kysten, der siger de, at de ældre ville visne ligeså snart man sender dem hen, til andre steder end det sted de har levet hele deres liv.

 

Jeg mener, at den tankegang ikke er særlig realistisk, når vi tager vores tankegang op. Jeg mener, at alterna­tivet er, at man uddanner personale på området.

 

F. eks. senile mennesker kan forblive i deres hjem og måske endda forlade senilitet, hvis de får den fornødne pleje og derfor må vi satse på en bedre uddannelse på området og derved sikre, at de gamle forbliver i deres eget miljø i deres alderdom.

 

Med hensyn til tanken omkring regionsvise institutioner hvis vi kan ikke realisere den tanke, da mener jeg selv, at man må forbedre personalet i sundhedsvæsenet. Det må landsstyremed­lemmet for sundhed komme nærmere ind på.

 

Siumuts ordfører kom også ind på, at man kan blive forskrækket over at høre, at mennesker der ikke er i stand til at hjælpe sig selv bliver sendt til Danmark. Dertil må jeg sige, at det er nogle helt ganske få personer, der er blevet nedsendt til Danmark i en meget kortvarig periode.

 

Og det er heller ikke nogen tradition, at man nedsender plejekrævende ældre til Danmark.

 

Siumuts ordfører kom også ind på personligt tillæg - at man bibe­holder denne ordning - heldigvis.

 

Jeg mener også, at der er forståelse for, at personligt tillæg bliver brugt til tilpasning og hvis vi standar­diserer dem, så vil selve intentionen bag disse tillæg forsvinde.

 

Atassuts ordfører kom ind på og påpegede, at ældre fratages deres ret til boligsikring. Det er en af de ting, som de ældre kommer ud for, i og med, at de får indtægter ved siden af pensionen, så bliver de frataget boligsikringen.

 

Som sagt mener jeg, at man kan ændre det ved, at man forhøjer indtægtsgrænsen omkring boligsikringsordnin­gen.

 

Mens vi er ved dette punkt, da må man huske på, at mange af de ældre får en alt for stor bolig, når børne­ne er fløjet fra reden, og derfor vil man gerne ofre det til de mennesker der nærmer sig pensionsalderen, at de også overvejer selv hvilke - altså overvejer deres egen boligsituation således, at de måske kan søge om en mindre bolig til sin tid. At de selv aktivt gør sådanne ting vil være mere passende istedet for, at man pla­cerer dem eller anbringer dem fra det offentliges side.

 

Det er bedre, at man selv flytter til en passende lejlighed, mens man selv kan, istedet for, at det of­fentlige tager initiativet og anbringer disse, når de først bliver plejekrævende.

 

Atassut kom også ind på hjemmehjælpsområdet og andet personale, f. eks. fysioterapeuter og andre der kan hjælpe de ældre. Det sagte er jeg meget enig i.

 

Med hensyn til hjemmehjælpsområdet da mener jeg som sagt tidligere, at vi skal basere vores arbejde på hjem­mehjælper­nes arbejde og forbedre det betydeligt frem­over, som alternativ til at bygge store institutio­ner.

 

Nu er uddannelsen igangsat indenfor Sundheds- og Soci­alvæsenet under STI og der bliver givet personale, der har erfaring i at hjælpe de ældre, mulighed for at videreud­danne sig på området.

 

De får mulighed for at få en bedre uddannelse via den vej. Det er selvfølgeligt ikke det store tvivlsspørgs­mål, at arbejdet skal være attraktivt aflønnet. At der har været alt for stor personaleudskiftning på området, det kan vel skyldes, at de er så dårligt aflønnede. Selvom deres arbejdsindsats har stor betydning for samfundet.

 

Jeg mener, at Atassuts ordfører Emilie Lennert har helt ret, da hun sagde, at det har stor betydning, at man bliver ældre i nærheden af sin familie. Det må sam­fundet også være meget opmærksom på. De ældre bliver ligesom mere friske, når de har mulighed for at se deres børn og børnebørn i de år, hvor vi er begyndt at anvende aldersdomhjem, så er man gået bort fra denne. Det er ligesom når de gamle flytter til alderdomshjem­met, så glemmer man dem.

 

Jeg mener, at generationerne også må huske, at i for­hold til de ældre familiemed­lemmer, har vi også et ansvar for, at de ældre familiemed­lemmer har et godt liv i deres alder­dom.

 

Med hensyn til ældreboliger, aldersrenteboliger ville vi meget hellere benytte os af disse, det er små hjem, som de ældre selv kan styre. Vi må også udbygge disse institutionsformer i fremtiden.

 

Jeg mener også, at det bedste vil være, at man ikke fylder de gamle mennesker med medicin, f. eks. soveme­dicin og lignende. Der har været tilfælde, hvor denne skik har været meget udbredt i visse alderdomshjem. Vi må også være op­mærksomme på den problematik.

 

Jeg er også glad for, Atassut ligesom har en forstående holdning for, at man ikke ændrer grundbeløbet i alder­spensionen. Atassut er dog ikke enig i, at aldersgræn­sen sættes op på nuværende tidspunkt - det er det jeg har lagt mærke til. Men flertallet i landstinget støt­ter det, det er det jeg kan fornemme. Og jeg må sige, at de ældres vilje til at arbejde videre er meget stor, selvom de er fyldt 60 år. Der er mange der fylder 60 år og ser ud som om de er meget yngre.

 

Og jeg må også minde om, at enhver har mulighed for at søge om førtidspension uanset om vi sætter aldersgræn­sen op. Den mulighed skal også stå åben.

 

IAs ordfører støtter Landsstyrets forelæggelse og siger helt klart om opførelse af regionale plejehjem, at de er imod opførelse af regionale plejehjem og jeg mener også, at den mulig­hed ikke må benyttes, og at de ældre så vidt muligt bør forblive i deres eget hjem. Det må vi prioritere højere fra det nuværende Landsstyre.

 

IA talte om en nedsættelse af den ugentlige arbejdstid og, som Johan Lund Olsen nævnte, vedrører det et af­taleom­råde, hvorfor jeg som landsstyremedlem må være meget på­passelig eller fra Landsstyrets side være meget påpasselig for ikke at gribe ind der, men selvfølgelig kan man opfordre til, at man tager det i overvejelse i forbindelse med forhandlinger mellem de to parter.

 

Jeg mener, at vi skal satse på at opnå et mere værdigt liv her i Grønland også hvad angår arbejdstid.

 

Akulliit partiet mener, at man skal prioritere de ældre meget højt. Jeg kan mærke, at Akulliit partiet også går ind for den redegørelse, som Landsstyret har forelagt.

 

IP har også forståelse for redegørelsen. Førhen har IP ønsket, at grundbeløbet sættes højere op før vi har fremlagt det talmateriale, men som sagt da må vi også være parat til at sætte ind på andre områder, hvorfor vi ligesom bremser lidt for at sætte alderspensionens grundbe­løbet i vejret for, at tilgodese andre områder. Og jeg mener, at IP nu også har øjnene åbne for det, men deres budskab er også meget positivt, nemlig at de ældre skal have respekt, og at det er i vores egen interesse det kan jeg kun være enig i.

 

Jeg er også meget enig i den afsluttende bemærkning, at de ældre skal have det godt, og at omgivelserne bør være positivt stemt. Det vil vi også gerne være med til at sikre ved, at man igangsætter bedre uddannelser til personalet på området.

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for sundhed og miljø:

Jeg vil også lige kommentere det, der blev fremsat fra partierne omkring de ældre, der især vedrører betjening fra sundhedsvæsenet.

 

Fra næsten alle partier blev det udtalt, at anbringel­ser på plejeaf­deling ikke er bedre - er mindre værdige end at man får omsorg i hjemmet. Hertil vil jeg gerne udtale, at det ikke altid er korrekt.

 

Det er dels et spørgsmål om, hvordan man har det lige nu, dels om hvor stort et omsorgsbehov man har og for nogle ældre er det også sådan, at ældre ikke har lyst til at flytte fra deres vante hjem, hvor de har boet meget længe.

 

Når der er enighed til slut og, hvor den ældre må placeres enten i alderdomshjem­met eller plejeafsnit på sygehus, så plejer man at føle, at den ældre både fysisk og psykisk bliver mere rask i og med vedkommende får en god pleje og kommer blandt mennesker, derfor må man også fokusere på det område og ikke kun på den ene side. Men jeg må også sige noget omkring økonomien på det område.

 

Jeg har set et budget, der viser, at pleje for ældre i deres eget hjem - det er et plejekrævende hjem eller plejekrævende ældre, koster omkring 600.000 kr. årligt.  Plejen i sundhedsvæsenet den koster omkring 320.000 kr. og koster omkring 800 kr. pr. dag. Derfor må vi også se på disse økonomiske aspekter også som politi­kere, fordi spørgsmålet om hvorvidt man har økonomien dertil eller om hvil­ken omsorg er den bedste til ældre, det må også vægtes hele tiden på baggrund af, at man har de bedste intentioner.

 

Og jeg vil også lige komme ind på, at ældre der selv kan, det er ældres almindeli­ge sundhedsbetjening og for at forbedre den i Grønland, så har man udbygget disse med hensyn til at behandling i øjnene.

 

Tidligere var ældre som kun havde grønlandsk og, som er gangbe­sværede de er tidligere blevet sendt til Danmark. Men heldigvis er det ikke sådan nu, hvor man behandler dem her i Grønland og det er en hjælp i sig selv. I den seneste tid, så er man gået i gang med, at man på konsultationerne langs kysten får dem ombygget og får gjort arbejdsformer ensartet. Servicen overfor de ældre og borgerne i det hele taget, den er jo meget forskel­lig fra loka­litet til lokalitet. Derfor med hensyn til vores arbej­de på, at der skal tilbydes en ensartet service, så håber vi på, at man i løbet af to år på samtlige steder kan forfølge dette mål.

 

Jeg er også glad for, at man i mange kommuner er blevet bevidst om, at man har nogen hjemmesygeplejeske­ord­ninger og, at man har en hjemmehjælpsordning som hænger bedre sammen.

 

Og i forskellige kommuner har man oprettet sundheds­nævn. Det er blevet fremført i de debatter man har igangsat, således, at man derigennem kan få en mere ensartet service overfor de ældre også.

 

Jeg vil lige komme ind på, at for alle der er plejekræ­vende, så er der, uanset hvor det er henne, hvor der er et sygehus, så er der altid mulighed, for at finde plads til den ældre. Og her er kommunens økonomi, selvom den kan være en be­grænsning, så er det ikke det afgørende, fordi den bør jo ikke være afgørende for en god omsorg for den ældre. Og i flere kommuner om hvor­dan man har et omsorg for de ældre, så har man et udvalg, som får vurderet hvor individuelt hvordan og hvor skal ved­kommende passes og som har noget med prioriteringer omkring pladserne. Det er visitationsud­valg og med disse bemærkninger så kommenterede jeg en del partiers indlæg.

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Uden yderligere bemærkninger da vi jo sådan set er  enige. Da vil jeg dog alligevel komme med nogle præci­seringer omkring de ting, vi har reageret på.

 

Alle ordførerne fra partierne understreger, at de ældre bliver flere, således at antallet af plejekrævende ældre vil stige. Til trods herfor, vil kommunernes indtægter ikke være stigende i de nærmeste år.

 

Derfor har vi villet pege på, at når visse kommuner ikke vil have råd til at etablere egentlige plejehjem, så må man lave planlægning omkring ordninger i kommunen selv.

 

Det sociale område og sundhedsvæsenet sorterer ikke længere under staten. Områderne sorterer under Hjem­mestyret og kommunerne.

 

Formentlig derfor adskilles planlægningerne mellem Hjemmesty­ret, kommunerne og sundhedsvæsenet. Det må vi gå bort fra. Vi har en fælles område og det er de ældre vi skal servicere, derfor må kommunerne og sundheds­væsenet have en fælles planlægning omkring dette om­råde. Og vi må ønske, at der sker en fælles planlægning inden for området i kommunerne og sundhedsvæsenet.

 

Kommunerne har jo store udgifter omkring plejekrævende patienter. Der er et godt initiativ i Ammassalik, hvor man i forbindelse med sygehuset har etableret et pleje­hjem i tilknytning til sygehuset, hvor man indgik aftale med sundhedsvæsenet, om at personalet i sund­hedsvæsenet hjælper omkring plejen, således at en ordning er lavet omkring dette. Det tiltag af kommunen er en meget god, positiv måde og få løst problemerne på.

 

Med hensyn til de 128.000 som indtægtsgrænse for at opnå boligsi­kring, så er det rigtigt, at beløbet er sat alt for lavt.

 

Hvis man skal hente yderligere tilskud inden for de eksisterende rammer, så er der en mulighed, gennem bolig­børnetilskudsordningen som jo benyttes af selv perso­ner med meget store indtægter, ved, at man eventu­elt henter penge ved, at forhøje indtægtsgrænsen uden, at skulle hente indtægter fra skatteområdet.

 

Når vi kommer ind på boligområdet, og det forslag, vil vi kommentere det yderligere.

 

Nedsendelse af ældre til Danmark burde man ikke have medtaget i redegørelsen, hvis det ikke havde været så presserende, hvor jeg kun er glad for, at det ikke har været det store problem, så derfor skal jeg ikke kom­mentere det yderligere.

 

Til slut vil jeg lige bemærke en ting som også blev påpeget fra andre partier. På plejehjem og alder­doms­hjem er der behov for uddannelse af personale og yder­ligere dygtiggørelse af det eksisterende personale. Der er et stort behov, idet størstedelen af opgaverne på et plejehjem er en opgave for sygeplejersker, det er jo dem, der kan ordinere medicin, hvorimod hjemmehjæl­perne ikke er autoriserede til at påtage sig sådanne opgaver. Det er således overlappende opgaver, hvem er det, der skal påtage sig hvilke opgaver? Derfor er uddannelse indenfor området meget tiltrængt og det vil formentlig også stige fremover.

 

Emilie Lennert, Ordfører for Atassut:

Først vil vi gerne udtale, da vi fremkom med boligsi­kring her i forbindelse med de ældre, har vi fået en del hensigtsmæssigt, at den jo også bruges af de ældre, at de indtægter man har i og med, at man forhøjer B-indtægterne ud over grundbe­løbet, så har vi prøvet at  løse, hvordan det kan have indflydelse på pensionen.

 

Vi har også forstået, at man ikke kan ændre på boligsi­kringen alene på det område, for det er jo ikke kun de ældre der berøres, den vil også have indflydel­se på andre. Med hensyn til at der findes en løsning på det, ønsker også vi dette.

 

Derudover har man alternativt den mulighed, at man kan have en huslejebetaling med udgangspunkt i en fast pro­centdel af indtægten og det foreslog vi. Men vi for­står, at man ikke er enig i vort forslag derom.

 

Lad os også udtale, med hensyn til hjemmehjælpere og kommende personale på alderdoms­hjem og plejehjem, at dygtiggørelse af disse og det vi i den anledning har fremsat, at det fik støtte og det er vi meget glade for. Det blev også sagt, at man allerede er i gang med ud­dannelsen og dygtiggørelserne, og lige netop det har vi fremført som noget ønskeligt i maj 1993 i en social­ud­valgsbetænkning, som blev behandlet her i Lands­tin­get. Det er vi meget glade for og så må vi håbe, at det i fremtiden vil have en god og gavnlig effekt på arbej­det i de ældres hjem.

 

Det vi ikke kom ind på i vores indlæg, det er at for flere år siden, da der skete noget i Grønland, at en gammel kan modtage pension i og med, at vedkommende blev 60 år og fik besked på ikke at måtte arbejde længere, det har vi fremsat overfor Landstinget, og Lands­styre­medlemmet har også dengang lovet, at hun ville videre­føre dette til arbejdspladsen og sige, at sådan en væremåde ikke er hensigts­mæssig og at man så vidt muligt skulle undgå dette.

 

Vi er jo vidende om, at der sker sådanne tilfælde og det blev også sagt flere gange, at en gammel med arbej­de, der er 60 år udfra sundheds­forhold, bliver vurderet ud fra sin alder, men jeg mener ikke, at man ikke altid tager udgangs­punkt i vurdering af vedkommendes sundhed, men nu hvor man gerne vil have, at man forhøjer pen­sions­alderen til 63 år, og som blev støttet af flertal­let, så må man jo også overveje dette, for det kan jo ikke være sådan, at hvis en person er sund og rask og arbejdsduelig, at vedkommende indtil sit 63. år skal kunne fortsætte, uanset om vedkommende er fyldt 60 år. Det er ikke sådan, at de vil kunne få udbetalt pension allerede fra 60-års alderen. Det må være noget, som Landsstyret må have i overvejelserne, at man undgår dette. Det vil vi gerne indstille. Nemlig, at når man når denne alder, at man ikke tages væk fra sit arbejde, det ønsker vi stærkt.

 

Landsstyremedlemmet kom også ind på pleje af plejekræ­vende ældre på sygehusene. Det sker jo meget tit, at man i nært samarbejde med kommunerne får visiteret sådanne ældre til sygehusene. Jeg mener, at man må præcisere dette for alle, at det skal ske i et nært samarbejde med kommunerne, at man får spørgsmålet vurderet. Det er ikke sådan, at en læge skal visitere en ældre og så sende en regning til kommunen, og holde kommunen udenfor. Sådanne forhold er ikke hensigts­mæssi­ge. Det må rettes op.

 

Bjarne Kreutzmann, Ordfører for Akulliit Partiiat:

Med en bemærkning fra Akulliit Partiiat om, at de ældre skal prioriteres meget højt, vil jeg blot tilføje, til vores indledning, at der er spørgsmål om økonomi og finansiering omkring dette. Derfor sagde vi, at hen­synet til de ældre lægger Akulliit Partiiat meget på sinde og vi er enige i, at de midler der anvendes på området bruges til størst mulig gavn for flest muligt ældre mennesker.

 

Det er velkendt og vi har sagt det før indenfor de sidste år, konkrete bemærkninger om, at antallet af vore ældre stiger indenfor en meget kort periode og at vi ikke er parate til det. Vi har begrænsede muligheder i landskassen, og den betragtelige forøgelse af an­tallet af ældre vil også have konsekvenser. Det er netop en af de ting, der gjorde, at vi er enige i, at pensions­alderen sættes op idet vi, hvis pensionsalderen ikke sættes op, altså må hente midlerne fra andre områder. Derfor er jeg glad for, at den ting vi be­mærkede i Akulliit Partiiat, at personalet omkring de ældre får mulighed for bedre uddannelse. Jeg kan for­stå, at Lands­styremed­lemmet for det sociale område også priori­terer dette område højt. I prioriteringen vil vi gerne sætte de ældste højt og sætte pris på, at de får første prioritet, ligesom det præventive arbejde inden­for ungeom­rådet også sættes højt.

 

Johan Lund Olsen, Ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Ganske kort. Først vil jeg med glæde sige tak til Siumut's ordfører, for at de klart sagde, at man med hensyn til boligsikringsområdet, ønsker, at grænsebelø­bet kan sættes højere for andre indenfor det eksiste­rende område, og at dette kun kan ske ved, at man flytter nogle midler indenfor det samme område.

 

Det er netop det, vi i flere tilfælde fra IA´s side har prøvet at sige, om bolig­børnetilskuddet som kan be­nyttes af de højtlønnede med en værdi på op til 10% af husle­jen. Vi ønsker en bedre og mere retfærdig for­deling, og vo ønsker dette boligbørnetilskud overført til boligsi­kring, således at man bedre kan tilgodese de, der virkelig har behov for det.

 

Jeg er også glad for, som jeg sagde før, at Siumut's ordfører og politiske ordfører er åben overfor dette spørgsmål. Derfor håber vi, at vi i forbindelse med 2. behandlingen af finanslovsforslaget, færdigbe­handling under indeværende samling, kan gøre dette område helt færdigt.

 

I forhold til forhøjelse af pensionsalderen fra 60 til 63 år og fra år 2000 op til 65 år, der må jeg gentage, som jeg også sagde i mit ordførerindlæg, at vi har nogle ældre, der selvom de er fyldt 60 år, har viljen til at arbejde og vi har sågar endda medlemmer her, der er over 60 år. De har stadig viljen i behold og vi regner da også med, at de stiller op til valg, når vi skal holde valg til Landstinget.

 

Lad mig blot tage som et eksempel. Vi har lærere her i folkeskolen, grønlandske lærere, der lige så snart de fylder 60 år, så får de nedsat det pligtige timetal, ugentlig timetal, selvom de stadig har vilje til at undervise videre med det timetal, de har. Atassut's ordfører mindede selv om, at vedkommende selv har klaget over, at ældre der fylder 60 år og som har viljen til at arbejde, bliver skubbet til side. Derfor har jeg lidt svært ved at forstå, at Atassut ikke går ind for forhøjelse af pensionsalderen op til 63 år. Vi må endnu en gang sige, at muligheden for førtidspension er stadig åben, og der er da ingen, der vil ændre ved den.

 

Så vidt jeg husker, har man mulighed for førtidig alderspension, når man fylder 55 år og jeg går da ud fra, at denne procedure fortsætter. Så synes jeg ikke, der er nogen grund til bekymring om de ændringer, der er foreslået her.

 

Mødeleder:

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender har bedt om ordet endnu en gang.

 

Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:

Jeg skal lige understrege, at det forslag der kom fra Jonathan Motzfeldt, at man laver en fælles planlægning i samarbejde med KANUKOKA, sundhedsområdet og fra socialvæsenet, det er især omkring plejehjemmene og service for plejekrævende patienter.

 

Den tanke støtter vi meget og med hensyn til uddannelse vil vi indgå et tæt samarbejde med Direktoratet for Uddannelse.

 

Med hensyn til personale vil det have gavnlig virkning, at vi er i stand til at uddanne sygeplejersker her. Således vil vi have et godt ud­gangspunkt og grundlag for at hjælpe de ældre.

 

Emilie Lennert kom i sit 2. indlæg ind på, at loven ikke indeholder det, der blev fremsat fra Emilie Len­nert's side. Det Sociale udvalgs mulighed for at ned­sætte huslejen i hver enkelt måde, er en mulighed og jeg ved, at denne fremgangsmåde også benyttes af nogle kommuner.

 

På baggrund af Emilie Lennert's bemærkning om, at de ældre bliver skubbet til side, der er jeg også selv begyndt at blive i tvivl om, hvorfor de er imod vores forslag om forhøjel­se af pensionsalderen til 63 år.

 

Muligheden for førtidspension er stadig åben. Et menne­ske, der er fyldt 18 år, har mulighed for at søge om førtidig pension og den mulighed vil altid stå åben, det vil jeg blot lige understrege til slut.

 

Og endelig, de der har indtægt på 43.000 kr. ud over alderspensionen, kan ikke opnå boligsikring, men i forbindelse med undersøgelser har man fundet ud af, at der kun er få ældre, der har den indtægt, så derved er der ikke så mange, der bliver ramt af dette. Til trods herfor mener jeg, at det er politisk meget ønskeligt, at muligheden for opnåelse af boligtilskud skal for­højes og det kan inddrages i for­bindelse med en reform på området.

 

Emilie Lennert, Ordfører for Atassut:

Først vil jeg ønske, at man nærlæser vores bemærknin­ger, for at se hvilke begrundelser vi har fremført. Vi siger, at vi ikke kan gå ind for, at man ændrer ek­sisterende regler, fordi livsvilkårene ikke er blevet lettere og at der er mange ældre, der er med til for­sørgelsen i familien. Det er en af de begrundelser, vi kom med, når man taler om at 60-årige bliver fyret fra deres arbejde. Det har vi været utilfredse med. Der blev sagt, at der er mange forskellige ældre, både i fore­læggelsesnotatet og i redegørelsen. Der er visse ældre, der er rørige og raske, men der er også ældre, der er plejekrævende.

 

Med hensyn til forslaget om at en fast procentdel af grundbeløbet for den sociale pension afsættes til husle­jebetalingen, fastholder vi dette selvom vi ved, at der er mulighed for, at man kan nedsætte huslejen ved udvalgets beslutning.

 

Mødeleder:

Således er der ikke flere, der har ønsket ordet omkring ældrerede­gørelsen. Således vil jeg vurdere, at flertal­let er enige i, at pensions­alderen sættes til 63 år fra 1995 og til 65 år fra år 2000. Dertil er partiernes ordførere enige i, at man skal satse på, at vi skal have veluddannet personale indenfor ældreområdet.

 

I forbindelse dermed kom man også ind på, at boligsi­kringen evt. kan forhøjes, for de der har behov for det. Det kom man også ind på. Bl.a. kom Siumut's ord­fører, Jonathan Motzfeldt ind på, at det blev modtaget godt fra Landsstyret, at socialområdet og kommunerne laver fælles planlægning af plejekrævende patienter for at udnytte de eksisterende ressourcer bedst muligt på området.

 

Med disse bemærkninger er ældreredegørelsen færdig for i dag, men der var da en, der ønsker ordet nu. Det er Jonathan Motzfeldt.

 

Jonathan Motzfeldt, Ordfører for Siumut:

Jeg er helt enig med Formandens afsluttende bemærk­ninger. Og med hensyn til et punkt, nemlig de arbejds­dueli­ge ældre, der er der en af de ting, som er væsent­lige, det er tjenestemandsaftalerne. IA kom også ind på, at man evt. kan medtage 40 timers arbejdsuge i for­bindelse med undersøgelserne herom. Det vil jeg blot anmode om, bliver medtaget i Formandens afsluttende bemærkninger.

Mødeleder:

Disse bemærkninger bliver også medtaget udfra de be­mærkninger, der er faldet, på den baggrund går arbejdet vi­dere, og således er behandlignen af ældreredegørel­sen færdig.

 

Vi går over til det næste dagsordenspunkt.

 

Punktet sluttet.