Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 40-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Lørdag den 22. oktober 1994 kl. 14.20.

 

Dagsordenens punkt 40.

 

Redegørelse om fangererhvervet.

(Landsstyremedlemmet for fiskeri, fangst og landbrug og Josef Motzfeldt)

 

 

 

Mødeleder: Emilie Lennert

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:

Jeg har i forbindelse med landstingets forårssamling 2 94 sendt forslag til drøftelse: Forslag om nærmere drøftelse af sæl- og hvalfangerer­hvervet i Grønland samt principiel stillingtagen til dette.

 

Med hensyn til vores hvalfangst sender vi repræsentan­ter fra Hjem­mestyret og KNAPK til Danmarks repræsenta­tion i IWC.

 

Vores landsrepræsentanter har gennem de seneste år gennem hårdt arbejde opnået tilladelse fra IWYC til fangst på 670.000 kg. hvalkød ved vores kyster til konsumbrug.

 

Jeg foreslår derfor på den baggrund, at landstinget tager en principiel beslutning om den kødmængde der er behov for.

 

Til brug for landstingets principielle stillingtagen skal jeg anbefale, at man går udfra i artikel 1 i vores rettigheder indenfor hvalfangst, det vil vi gerne indstille.

 

De internationale aftaler har følgende ordlyd:

Et hvert folkeslag kan ikke fratages deres erhvervs­grund­lag. Med hensyn til sælfangsten, der af fanatiske dyre­værnsorganisationer så stærkt modarbejdes, foreslår jeg, at landstinget tager principiel beslutning om omkring disse.

 

At landstinget politisk drøfter de mere eller mindre offentlige inter­essegrupper der tænkes at kunne hjælpe os i vore interesser.

 

Landsstyreformanden sagde jo bl.a. på det første ordi­nære for­årssamling, at man bør undersøge mulighederne for at samarbejde med Greenpeace.

 

Jeg er overbevist, at det er nødvendigt med en politisk debat, hvis vi skal indlede et samarbejde med en mod­part. Netop denne organisation er medansvarlig i øde­læggelsen af vores skindeksport. Jeg vil derfor opfor­dre landstinget til at tage stil­ling uden at glemme dette forhold.

 

Derudover finder jeg det, at det er vigtigt, at man forsøger at påvirke USA-forbudet mod indførelse af beklædnings- og andre genstande af sælskind samt andre produkter fra pattedyr.

 

På efterårssamlingen sidste år blev der ydet 300.000 kr. til ICC og udfra hidtidige indhentede oplysninger skal jeg herved forslå, at Hjemmestyret tager en prin­cipbe­slutning vedr. Marine Marbour Protection Act, som jeg finder er nødvendigt.

 

Først derefter har vi mulighed for at finde og lede efter nye af­sætnings­muligheder.

 

Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri og fangst og landbrug:

På Landsstyrets vegne fremlægger jeg hermed redegørel­sen om fangererhvervet for Landstinget.

 

Redegørelsen, som Landsstyret annoncerede på forårssam­lingen i forbindelse med dis­kussionen af det indenskærs fiskeri, indeholder en lang række oplysninger og analy­ser omkring fangererhvervet og jollefiskeriet. Vi må endnu engang konstatere, at det datagrund­lag der er til stede for udarbejdelsen af redegørelser af denne type er meget spinkle, vi er dog siden foråret kommet et stykke videre.

 

For det første er fangstindberetninger for den første periode med det nye fangstbe­vissystem, d.v.s. perioden fra 1. januar 1993 til 31. september 1993 nu kommet ind, hvilket har givet os en lang række nyttige op­lysninger, dels om udnyttelsen af fangstdyrene, dels om antallet af erhvervsfangere og fritidsjægere.

 

Jeg vil i forbindelse med omtalen af jagtbevisordningen gerne udtrykke Lands­styrets tilfredshed med systemet og takke det grønlandske befolkningen for, at man har taget systemet til sig og accepteret dette, hvilket fremgår af de relativt høje svarprocen­ter.

 

Systemet vil i fremtiden blive et meget nyttigt redskab i ressour­ceforvaltningen og vurderingen af fangerer­hvervets økonomiske vilkår.

 

For det andet er levevilkårsundersøgelsen netop af­sluttet, og de første resultater er offentliggjort. Selvom det ikke af tidsmæssige årsager har været muligt at anvende disse i redegørelsen, finder Landsstyret det naturligt, at disse indgår i debatten om redegørelsen, da levevilkår­undersøgelsesresultaterne er omdelt til Landstingets medlemmer.

 

Som det fremgår af redegørelsen, er det vanskeligt at adskille fiskeri og fangst, da en række fangere, eller næsten dem allesammen, tillige er fangere og mange fiskere og også samtidigt fangere. Ligesom det stigende hellefiskefi­skeri i Nordgrønland sandsynligvis betyder, at antallet af fuldtids­fangere i området er faldet.

 

Ressourcegrundlaget for fangererhvervet er mangesidet, idet det spænder fra fangst af store hvaler til fangst af fugle og landpattedyr.

 

Det må konstateres, at sælen er den vigtigste ressour­ce, idet der i 1993 er indberettet fangst af ca.         11­5.000 sæler. Tager man højde for, at der kun er tale om ni måneders fangst og at ikke alle har indberettet deres fangster, så kan Landsstyret skønne, at den samlede fangst meget vel kan være ca. 150.000 styk, hvilket gør Grønland til verdens største sælfanger nation.

 

Det endelige tal vil kunne gøres op når indberetninger­ne for de sidste tre måneder af 1993 er blevet bearbej­det. Landsstyret finder det dog overraskende, at an­tallet af fangne sæler er ca. 3 gange så stort som indhandlingen.

 

Af andre væsentlige arter er naturligvis de store hvaler, hvor vi er underlagt den inter­nationale regu­lering i den Internationale Hval­fangst­kommission. En kommission, hvis arbejde vi ikke altid er tilfreds med, da man arbejder på det følelsesmæssige plan, frem for at følge de videnskabelige anbefalinger og tankerne i Rio deklarationen omkring bæredygtig udnyttelse.

 

Det må dog konstateres, at den kvoteaftale, der blev indgået i foråret og som forøger kvoten væsentligt for de kommende 3 år, er fuldt tilfredsstillende for Grøn­land. Faktisk er der tale om en stigning på ca. 50 % om året hvad angår sildepiskerkvoten, hvilket ikke tid­ligere er set i Hvalfangstkommissionens nyere historie. D.v.s. vi ikke tidligere har fået en så stor forøgelse af kvoten.

 

Prisen for den kraftige forøgelse af sildepiskerkvoten var en ned­sættelse af kvoten af finhvaler fra 21 til 19, d.v.s. med to hvaler. Landsstyret skal i den for­bindelse gøre opmærksom på, at det vil blive endog meget vanskeligt at fastholde denne kvote i fremtiden, med mindre ud­nyttelses­graden forøges, ligesom det kan være svært at argumentere for et forøget kødbehov, når en tilgængelig ressource ikke udnyttes.

 

Landsstyret har taget konsekvensen heraf og har fritsat kvoten for finhvaler i 1994, men fangerne må gøre en indsats for at udnytte kvoten bedre i de kommende år, ligesom vi må undersøge om modtagefa­ciliteterne og infra­strukturen kan forbedres således, at dis­tributio­nen af de store kødmængder forbedres.

 

Josef Motzfeldt har i sit forslag lagt op til en dis­kussion af den kødmængde på 670 tons årligt som IWC har anerkendt, men som vi endnu ikke har opnået en kvote til, idet de kommende tre års kvote svarer til ca. 500 tons pr. år. Det er, for Landsstyret at se, vanskeligt at argumentere for en forøgelse af denne mængde, så længe vi ikke udnytter den hidtidige kvote; men bliver vi i de kommende år bedre til dette, vil det være oplagt at tage hul på denne diskussion i forbindelse med de næste kvoteforhandlinger i 1997. Som bekendt har hvalfang­sten i år gået godt - heldigvis. Fin­hvalfang­sten har været lukket midlertidig for ikke at over­skride kvoten, og der var kun 15 sildepi­skerlicenser tilbage ved genfordelingen den 12. oktober.

 

For så vidt angår de små hvaler, hvid- og narhval, har vi gennem de senere år oplevet et så kraftigt fangst­tryk, at bestanden er truet. Det er Landsstyrets op­fattelse, at der er behov for indgreb, der sikrer en reel begrænsning af fangsterne, således at Grønland kan leve op til sin forpligtigelse; nemlig at sikre en bæredygtig udnyttelse af de ressour­cer vi har til rådighed.

 

Der er i dag udarbejdet regler for reguleringen af stort set alle fangstdyr, bortset fra sæler, hvor de fleste udnyttede sæler i Grønland er af store mængder. Disse regler bygger i høj grad på befolkningens accept, således at man af egen fri vilje overholder reglerne, idet den egentlige kontrol jo er meget begrænset. Erfaringerne fra jagtbe­tjentordningen, der har kørt på forsøgsbasis gennem flere år, er imidlertid så positi­ve, at vi bør overveje gradvist at udvide ordningen i de kommende år.

 

Fangererhvervet er, selvom det for os er et naturligt led i hverdagen; et erhverv, der har en stor inter­national bevågenhed.

 

Redegørelsen indeholder et meget interessant afsnit om de dyreværn­sor­ganisatio­ner, der er vore modspillere på den internationale scene. Vi har i Grønland haft for vane, at se alle disse som "Greenpea­ce", men som det fremgår af redegørel­sen, er der stor forskel på disse, både hvad angår mål og midler.

 

Greenpeace er som organisation en økologisk organisa­tion, d.v.s., at de beskæftiger sig med globale pro­blemer omkring forurening m.v.. Dette formål må vi konsekvent minde organisatio­nen om, således at den ikke igen bliver fristet til at udnytte mediebevågenheden omkring eksempelvis hval- og sælfangst til at blive en dyreværn­sorganisation.

 

Josef Motzfeldt efterlyser i sit forslag, en politisk stillingtagen til et eventuelt samarbejde med Greenpea­ce. Det er Landsstyrets opfattelse, at der intet er til hinder for et samarbejde med eksempelvis Greenpea­ce omkring forureningspro­blematikken og andre globale økologiske spørgsmål, hvis organisationen anerkender de enkelte nationers ret til en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at vi må få en væsent­lig mere nuanceret holdning til de miljøorganisatio­ner der findes på det internationale plan, og bekæmpe de organisationer, der sætter dyrs rettigheder højere end menneskets. Et eksempel herpå er IFAW, der under krigen i det tidligere Jugoslavien, startede indsamlinger med det formål at skaffe midler til at evakuere de truede malkekøer fra området. Det kan vi se, at man endog prioriterer dyr højere end mennesker.

 

Det er organisationer af denne type, der på sigt kan blive en trussel mod det grønlandske fangererhverv, idet de ikke accepterer en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne; de accepterer overhovedet ikke, at leven­de dyr kan slås ihjel.

 

Et andet eksempel på hvad disse organisationers kampag­ner kan føre til er, at man i Canada netop har udviklet en p-pille til sæler, således at sælbestanden på New Foundland kan bringes i ligevægt, da de på grund af de meget lave skindpriser og den internationale opinion, ikke kan drives en tilstrækkelig jagt på sælerne, med det resultat at bestanden vokser ukontrollabelt.

 

Vi må her i Grønland tage stilling til, hvorledes vi skal sikre ud­nyttelsen af vores fangst af sæler. Skal vi fortsat lade os betragte som et specielt folkefærd, der i kraft af vor egenart har en international accept af vor fangst, eller skal vi vælge at slå på, at det ikke er et spørgsmål om hvem der fanger sæler, men derimod et spørgsmål om hvorvidt fangsten er bæredygtig eller ej.

 

Vi bør under alle omstændigheder søge dialog og støtte hos andre fangernationer i verdenen, således at vi ikke bliver isolerede i spørgs­mål om udnyttelsen af hav­pattedyr, idet de mest rabiate dyreværnsor­ganisationer ikke stopper deres kampagner, før al fangst i verdenen er stoppet.

 

Af redegørelsen og levevilkårsundersøgelsen fremgår det, at der er ca. 4.000 personer, der har fangst og fiskeri som hovederhverv.

 

Der er udstedt i alt 9.500 jagtbeviser i 1993, hvoraf ca. 43% eller ca. 4.000 har erhvervs­jægerbevis. Det er Landsstyrets opfattelse, at der fortsat findes en del fritids­fangere, som ikke har tilmeldt sig systemet, hvorfor Landsstyret vil fortsætte den oplysnings­kampag­ne, vi har kørt gennem det seneste år.

 

Som nævnt i indledningen har det ikke været muligt, at adskille fangererhvervet fra fiskerierhvervet. Det er derfor svært at sige nøjagtigt om fangerne har deres indtægt fra fangst eller fiskeri eller fra andre kil­der. Det fremgår dog af denne redegørelse og levevil­kårs­undersøgelsen, at indhandling og brædtsalg er af næsten lige stor betydning for den enkelte fisker/ fanger, samt at mange fiskere og fangere har væsentlige indtægter ved siden af fiskeri og fangst, især i byg­derne.

 

Kigger man derimod på betydningen af fangstdyrene i de enkelte husholdninger, er billedet helt klart. Halvfems procent af fiskerne anvender egne produkter og næsten halvdelen spiser egen fangst hver dag. Betydningen af fangsterhvervet for samfundet som helhed ligger således dels i selvforsyningen, dels i forsyningen af hjem­memarke­det, idet levevilkårs­undersøgelsen viser, at hovedparten af be­folkningen spiser grønlandske pro­dukter flere gange om ugen.

 

Dette forhold medfører, at erhvervets samfundsøkonomi­ske betydning - selvom den ikke kan gøres op, er væ­sent­lig, da vi jo ellers var tvunget til at fremskaffe kød gennem import. Det er Landsstyrets opfattelse, at betydningen af fangererhvervet kan øges gennem et højere kvalitets­niveau på brædtet. Jeg kan i den for­bindelse oplyse, at Landsstyret for tiden har et regel­sæt om levnedsmidler under ud­arbejdelse, hvori der også stilles krav til indretningen af brædtet.

 

Herudover kunne man overveje at samarbejde med andre sælfangerna­tio­ner, eksempelvis Norge, om udvikling af nye produkter af sælkød, således at forædlingen af kødet bliver forøget.

 

Set i et internationalt perspektiv er den kortlægning af selvforsyningen, som levevilkårs­undersøgelsen har givet, et væsentligt bidrag til at skabe forståelse i de internationale organer vi arbejder i, for vort behov for at udnytte alle havets levende ressourcer.

 

Indtjeningen for de enkelte fangere svinger naturligvis med fangst­dyrenes tilgængelig­hed, og viser nedgangen i en række bestande, og dermed behovet for yderligere reguleringer. Vi må i forbindelse med reguleringen tage stilling til, hvorledes denne skal ske. Skal vi regu­lere, således at alles muligheder beskæres ensartet, eller skal vi i forbindelse med reguleringen fortrin­svis sikre, at fangerne får mulighed for at drive fangst og jagt og at det fortrinsvist er fritids­fanger­nes muligheder der begrænses.

 

Diskussionen er vanskelig, fordi fangst og fiskeri er af stor betydning for de enkelte husholdninger, hvaden­ten man betragtes som fisker/ fanger eller ej. Den afvejning, der skal foretages, er i høj grad et kultur­spørgs­mål, da der er tradition for, at næsten alle fisker og fanger til eget forbrug.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at redegørelsen rejser en lang række spørgsmål, som lægger op til en frugtbar diskussion her i Landstinget.

 

Landsstyret vil i den nærmeste fremtid tage følgende initiativer.

 

For det første vil vi arbejde for etableringen af et fangerråd, hvor man kan diskutere erhvervets problemer og komme med løsningsforslag og anbefalinger til Lands­styret og Landstinget. Vi forestiller os, at følgende interessegrupper skal repræsenteres: KNAPK, KANUKOKA, Royal Greenland A/S, Great Greenland og Grønlands Hjemmestyre.

 

For det andet vil Landsstyret tage initiativ til at oprette en lignende gruppe omkring jollefiskeriet med repræsentanter fra KNAPK, Royal Greenland A/S, Søfart­styrelsen, Amutsiviit og Grønlands Hjemmestyre. Denne gruppe skal fortrinsvis løse de problemer, der er omkring kvalitet og sikkerhed i jollefiskeriet.

 

For det tredie vil Landsstyret indkalde til et seminar omkring sælfangst med deltagelse fra KNAPK, Great Greenland, KANUKOKA, ICC-Grønland og Grønlands Hjem­mestyre. På seminaret er det tanken at diskutere hvilke modfor­holdsregler, der skal tages mod det stigende pres på vore legitime fangstinteresser fra dyreværnsorgani­sationer m.fl..

 

Med disse ord overlader jeg Landsstyrets redegørelse om fangerer­hvervet til Landstingets velvillige behandling.

 

Pavia Nielsen, ordfører for Siumut:

Indledningsvis skal vi fra Siumut udtrykke vores glæde over lands­styrets fremlæggelse af redegørelsen om fangererhvervet, idet det endelig lykkedes at afdække fangernes vilkår ved denne redegørelse, således at denne kan danne grundlag for vores videre arbejde i landstinget for at lette levevilkårene for fangerne og jollefiskerne.

 

Efter disse indledende bemærkninger skal vi i rede­gørelsen efterlyse oplys­ninger om de enkelte fangerfa­miliers indkomst­forhold og om fangerfamiliernes leve­vilkår , idet man har udeladt de enkelte erhvervsfan­geres leve­vilkår i Nordgrøn­land og i Østgrønland.

 

Det havde været bedre, hvis redegørelsen havde givet os yderligere oplysninger om forholdene i fangerdi­strik­terne i Nord- og Østgrøn­land. Denne redegørel­se er udarbejdet på baggrund af levevilkårene for fangerne i Midtgrønland og i Sydgrønland.

 

Siumut anser det som sin opgave, at arbejde for en kontinuerlig indtjening, ved at supplere fangererhver­vet med fiskeri, især med hellefiskefiskeri. Derfor skal Siumut anmode landsstyret om at være med til at arbejde for, at disse intentioner opnås indenfor en over­skuelig fremtid.

 

Der er ingen tvivl om, at alt det der bliver startet som nyt medfører problemer, det var også tilfældet med hensyn til indførelse af jagtbevisordningen. Således håber vi, at udstedelse af disse jagtbeviser vil blive rette op allerede inden det næste år begynder.

 

Billedet er blevet klarere efter indførelsen af jagtbe­visordningen, således kan vi nu se hvor mange sæler, der bliver nedlagt på et år. I dette tilfælde har landsstyret studset over hvor mange sæler, der fanges i forhold til indhandlingen af sælskind. Uanset om man trækker sælskind til eget forbrug fra, har man ikke udnyttet en stor del af sælskindene. I forbindelse med redegørelsen konstaterede vi, at vi ikke kan gå uden om effektiviteten af sælskindspro­duktionen samt eksporten af disse.

 

Derfor ser vi fra Siumuts side frem til en ændring af sælskindsind­handlingen, idet denne del udskilles fra Nunatta Ammerivia fra nytår. I Siumut mener vi, at der er eksportmarkeds­muligheder til det fjerne østen og denne mulighed skal man arbejde videre med.

 

I Siumut mener vi, at eftersom vi fanger så mange sæler her i Grønland, så bliver vi nød til at arbejde seriøst for at etablere en produktion af sælkød og sælspæk. Derfor skal vi opfordre bla. Sulisa A/S til at arbejde for at dette kan blive en realitet, idet dette vil også medføre etableringer af arbejdspladser indenfor dette område.

 

Vi ser frem til den nye form for sælskindsindhandling som starter fra det nye år.

 

Når man snakker om fangernes levevilkår, så kan man heller ikke undlade at snakke om Greenpeace. Vi har i Siumut konstateret, at Greenpeace i de senere år har fået øjnene op på de faktiske forhold i vores form for sælfangst. Vi konstatere dette med tilfredshed, men samtidig konstaterer vi også, at medlemmerne i Greenpe­a­ce i Norden og især i Danmark er begyndt at falde fra i de senere år, nok på baggrund af erkendelsen om, at man ikke kan blive ved med at kritisere folk, der bliver nødsaget til at leve af havets ressourcer.

 

Dette er en dokumentation for, at Greenpeace er begyndt at se mere realistisk på tingene. Derfor skal vi også fortsætte vores oplysnings­kampagner.

 

Efter disse bemærkninger kan vi tilføje, at de globale dyreværnsorga­nisationer fortsat har indvirkning på vores fangst og levevis. De fortsætter ufortrødent at blande sig i vore forhold og et af deres seneste udspil har været, at de nu også er begyndt at se os i sømmene i vores garnfangst af sæler. I den næste uge, er der et møde i Holland om garnfangst efter sæler fra isen. De er endelig ved at blande sig i forhold, de intet aner om, idet folk der aldrig nogen sinde har set en netside i deres liv, vil debatere fangsten af denne som dyre­mishand­ling. Det er nok fordi vi bruger garn og spiser vores fangst, at de vil se anderledes på os.

 

Lad os erkende, at hvis vi fortsat skal eksistere her i vort barske land, som vi har arvet fra vore forfædre, så bliver vi simpelt hen nød til at spise vores fang­ster og producere dem.

 

Folkeslag, som dømmer os som dyremishandlere anser ikke maskinel fjerplukning og krogning i samlebåndene af endnu levende kyllinger som dyremishandling. De mis­hand­ler gåsene med tvangsfodring, for at leveren kan blive ekstra stor og derved give et stort udbytte.

 

Sælbestanden er blevet ufattelig stor ved dyreværnsor­ganisationernes indblanding, og nu er man begyndt at give ynglende grønlandssæler ud for New Foundland præventive piller. Som følger deraf vil vort land endnu engang opleve uover­skuelige konsekvenser. Idet en større brug af prævention til sæler vil medføre en ændret alderssammensæt­ning for grønlandssæler, og for vores vedkommende er det ikke muligt at afsætte skind af grønlandssælen, således vil vores fangst af sæler om sommeren komme til at bestå af sæler med uafsættelige skind.

 

Derfor er det vores mening, at disse hensigter vil betyde for stor indblanding i naturen og dennes levende væsener, derfor skal vi slet ikke gå med til det. På baggrund af de mulige konsekvenser af disse initiativer skal vi opfordre landsstyret til at kontakte de canadi­ske myndigheder med henblik på at stoppe disse initia­tiver.

 

Med hensyn til hvalfangst, skal vi fortsat bestræbe os på at opnå vore beregnede behov af hvalkød på 670 tons kød, som blev accepteret under IWC´s møde i England i 1987. Vi skal fortsat køre med oplysningskampagner om, at vi er sælfangere, fordi vi lever af hvalerne. Vi må også gøre gældende, at hvalfangst er en del af vort erhverv, hvorfor vi også skal kunne tjene penge på hvalfangst. Vi skal have kød og penge for at eksistere. Derfor bør det godkendes, at vi kan sælge hvalkødet og tjene penge på det. Mange flere mennesker burde nu slå øjnene op, for det sunde hvalkød som vi burde udnytte noget mere.

 

Når snakken falder på hvid- og narhvaler, så bliver vi nød til at skelne disse fra hinanden. Biologerne på­står, at hvidhvalernes antal er nedadgående, mens antallet af narhvaler er stabilt.

 

Fangerne har en anden mening, og derfor bliver vi nød til at fortsætte under­søgelserne af disse hvaler og når det kan dokumenteres, at antallet af bestanden ved de grønlandske farvande er nedadgående, vil vi uværgeligt komme til at opleve begrænsninger af fangsten. I til­fælde af restriktioner har vi fra Siumut forslag til følgende muligheder:

 

Stop for omringningsfangst og andre ligestillede fan­gstmetoder, hvis altså hvidhvalbestanden vurderes for nedad­gående.

 

Ligeledes skal vi anføre, at jagtbetjentordningen vil være vejen frem på landsplan, idet vi fortsat strammer op omkring reglerne indenfor fangst og fiskeri.

 

Fra Siumut skal vi som meget væsentligt anføre, at vi anser fangerer­hvervet som værende en nødvendighed også for vore efterkommere, og derfor går vi ind for en bæredygtig udnyttelse bla. med henvisning til Rio-deklarationen.

 

Vi fra Siumut skal tilkendegive, at vi fuldt ud støtter Landsstyrets initiativer om nedsættelse af en arbejds­gruppe og afslutningsvis skal vi takke Landsstyret for denne redegørelse.

Otto Stenholdt, ordfører for Atassut:

Indledningsvis vil vi gøre opmærksom på, at Atasuut i landstinget har arbejdet energisk for at opnå bedre vilkår for fangererhvervet. Vi håber, at vore bestræ­belser vil give gode resultater i det traditionelle erhverv.

 

Vi vil fra Atasuut udtrykke vores begejstring for en indholds- og omfangsrig redegørelse om fan­gererhver­vet, der den første af sin art, der er blevet udfærdi­get. Det må være mærkeligt, hvis redegørelsen ikke skaber diskusio­ner, men på den anden side må man sige, at det måske er nødvendigt med sådanne diskussio­ner, for at forstå fangerer­hvervet dybere. Fangerer­hvervet blev ved be­gyndelsen af 1900-tallet presset mod Nord- og Øst­grøgn­land af det nye erhverv.

 

Den varmere havstrøm kom med de fisk, som man i Grøn­land ikke kendte som spisefisk, men fangerne lærte også at bruge dem som supplement til deres vigtigste føde - sælkød.

 

Fiskeriet betyder, at naturaløkonomi efterhånden er blevet erstattet af pengeøkono­mien. Det er på den måde, at den gamle kultur fangerkul­turen efterhånden er blevet udkonkurreret af fiskerikulturen. Vi kender resten af historien. Fisken vejes, og efter vægten bestemmes ind­tjeningens størrelse i kroner og ører, mens for sælkødet fik man ingen penge og kun salg af skindet får man økonomisk gevinst og der bliver flere og flere, som vælger at være sælfangere.

 

Fangererhvervet - det virkelige, som også kun er for mænd, drives i Nord- og Østgrønland. I disse områder drives der blandt erhver nemlig sælfangst suppleret med lidt fiskeri eller omvendt. Det er van­skeligt at mar­kere hvem, der ude­lukkende lever af sælfangst eller hvem, der lever af fiskeri. Men er det virkelig nødven­digt at finde græn­sen af de to erhverv. Noget, der udvikles kan engang imellem komme til det stadium, hvor det kan betragtes som blandet. Netop her nyder vi jollefiskeri som suppleres med sælfangst.

 

I de senere år har man fået fangstbeviser, da den metode er så betydningsfuld for fangstunder­søgelser, og må man anbe­fale dens fortsættelse.

 

Under levevilkårsundersøgelser må man ikke glemme, at for at kunne drive jollefiskeri og fangst er nogle fangere nød til at have et mindre job på land, eller man må have et økonomisk tilskud fra sin kone eller et voksent barn, som har job for at kunne betale omkost­ningerne til jollefiskeriet.

 

Det er ikke overraskende for os, at kun 115.000 sæler er blevet indberettet som fangst, selv om den samlede fangst kan være 150.000. Det skyldes, at skindene enten bruges som beklædning hos fangerfami­lien, eller at det simpelthen er blevet smidt væk pga. for lave indhand­lingspriser.

 

Vi har nu lært at spise hvalkød og samtidig bliver vi irriteret over for de uforstående lande, da disse efterhånden blander sig for meget i vores fangst af hvaler.

 

Vi må give vore dygtige forhandlere megen ros, da de er i stand til at opnå gode resultater for os, trods van­skelige forhandlinger i hvalkom­missionen. Det er en god opfindelse, at de store hvalers kvoter om­sættes til mindre hvaler, da fangerne herved for gode muligheder for at kunne fange flere hvaler. Det er korrekt som der står i frem­læggelsesnotatet, at vi må udnyttet de fangende hvaler bedre.

 

Tænk hvis vi overlader alt til fangerne, når de fanger hvaler. De skal slæbe hvalen hjem, de skal selv trække den op til stranden, og de skal selv flænse den. Trans­port og vejning kræver altsammen stor indsats for dem, der fanger hvaler. Under sådanne betingelser taber man en stor del af kødmassen ved forrådnelse. Lands­styret påstår, at de, der fanger hvaler, skal anstrenge sig mere end de gør nu.

 

Vi fra Atassut mener, at det er landsstyret og kommu­ner­ne, som skal anstrenge sig mere, for at vise fanger­ne mere forståelse, de må nu sørge for bedre transport, bedre flænsesteder og opbevaringssteder osv. således at hele hvalen anvendes bedre og mere fornuf­tigt.

 

Hvalfangsten i år siges at være god, men da de oven­nævnte faciliteter stadigvæk ikke er i orden, nævnes ikke hvor meget spild, der har været. Da vi overvåges så meget af dyreværns­forenin­gerne udefra, må vi også vise dem, at vi udnytter de fangne hvaler fuldt ud. Det er således en opgave for Landsstyret samt kommunerne at forbedre faciliteterne i forbindelse med hval­fangst.

 

Vi har forståelse for landsstyrets eventuel­le planer, hvad angår hvid- og narhvaler, som siges at blive færre i vores samfund. Vi må sikre en bæredyg­tig udnyttelse af de fangstdyr, vi har til rådighed. Vi må henvende os til rigsmyndighederne og beklage os over, at vi ingen repræsentant har i hvalfangstkommissionen.

 

Atassut har den opfattelse, at Danmark, som altid har forståelse over for os, kan overveje at give os en plads der, selv om pladserne kun er beregnet til su­veræne staters repræsentan­ter. Det må være en forhand­lingssag for Landsstyret.

 

Det siges, at Greenpeace mister mange af sine medlemmer i disse år, det er ligesom ballonen mister sin luft, men vi må alligevel have en nær kontakt med Greenpeace og vise, at vi har en bæredygtig udnyttelse af vore levende ressourser.

 

Nu er det almindeligt i hele verden at have hvaler og sæler i store akvarier. Mange familier kommer for at se de vidunderlige væsener. På den måde bliver dyreværns­f­olkene ikke færre, men vi må fortsat oplyse verden om, at vi ingen marker har, og at i nogle af de beboede steder i vort land varer sommeren kun et par måneder. Derfor er vores eksi­stens­grundlag havet og dets levende ressourcer.

 

Vi tror på at vores medmennesker over hele verden, i deres barndom har lært, at Grønlændere og sæler hører sammen. Vi må have oplysningskampagner ude i verden uafbrudt, vi må også med glæde fortælle andre nationer, at vi har skånet vore farvande så meget fra forurening, at deres "elskede hvaler" p.g.a forureningen er nødt til at svømme væk fra deres "ejere" og vil helst op­holde sig i vores farvande.

 

Er det en god ide at kræve betaling af hvalejere for den kost disse hvaler fortærer i vores farvande? At indlede et samarbejde med de lande, der har sæl- og hvalfangst er en god idé, og det må vi støtte. Det nævnes i den ind­holdsrige redegørelse, hvem man skal samarbejde med for at tage fremtidige initiativer. I den forbindelse savner vi en nystartet forening, nemlig foreningen for fritids­jægere.

 

Atassut vil opfordre Landsstyret til at etablere et samarbejde med den forening. Med disse ord tager vi redegørelse til efterretning.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Fangererhvervet hører med til vore forfædres eksistens under deres vandring igennem arktis. Det er for os og for de mange ekspeditions­folk, beundringsværdigt at vore forfædre har evnet til at kunne tilpasse sig de skiftende fangst- og naturgivne forhold under deres lange van­dring. Igennem tiden er fangererhvervet er­stattet af andre erhverv, dette ikke mindst i Vest- og Sydgrønland, men fangererhvervet er fortsat den eneste eksistensmulig­hed for mange familier, hvad angår Øst- og Nordgrønland, således er der reelt ikke nogen grund til at behandle fangererhvervet anderledes end alle andre erhverv.

 

Som forslagsstiller til dette dagsordenspunkt, er det således vores væsentligste argument, at vi bruger FN´s konvention om, borgerlige og politiske rettigheder, artikel 1 stk. 2, så den får den fulde gyldighed for verdenssamfundets opfattelse af fangererhvervet. Denne omtalte artikel 1, stk. 2 indeholder blandt andet føl­gende formulering: "Et folk må aldrig berøves sine eksistensmu­ligheder", men inden vi kommer ind i omtalen af de internationale konventioner og visse dyre- og mil­jøorganisationers indflydelse på opfattelsen af fangerer­hvervet, vil vi komme med et par kommentarer til den redegørelse om fangerer­hvervet 1994, som fore­lægger til dette punkt.

 

Det er IA opfattelse af redegørelsen udgør et væsentlig bidrag til vor viden om fangerer­hvervet, også selvom redegørelse til tider indeholder mange gammelkendte fakts. Redegørelsen er en milepæl og er ikke uvæsentlig skridt i den rigtige retning, det er en dokumentation for mange forhold, som mange kun har en fjern fore­stilling om. Denne nyerhvervet redegørelse i form af de mange data, er et udmærket redskab for vort forsatte arbejde, både i landstinget og andre sammen­hænge.

 

Ligesom redegørelse udmærket kan bruges som nødvendig dokumenta­tion for erhvervet i det internationale fora, Grønland er blevet en del af. Men det er fortsat vigtig at Landsstyret arbejder direkte med de relevante in­stanser i sit arbejde med redegørelser af denne art.

 

IA har allerede under tidligere debatter om fiskeri- og fangererhvervet udtalt sin mening om vigtigheden af, at KNAPK bliver taget som en permanent og medansvarlig partner i den slags spørgsmål. Vi kan på den måde udnytte vore kræfter meget mere effektiv, eksempelvis er det mange gange ærgeligt, at der skal bruges så mange gode kræfter til løsning af eventuelt uundgåelige konflikter, når der blot mangler den sidste afpudsning for et ellers stort arbejde.

 

Netop konfliktmuligheder kan holdes på et minimum, hvis involverede parter har været med som medansvarlige, men idet vi, som vi allerede har sagt, betragter redegørel­sen for en glædelig milepæl, vil vi herved komme med et forslag til, at Landsstyrets initiativ om at holde et seminar om sælfangst bliver udvidet til at dreje sig om hele fangerer­hvervet og at dette seminar bliver rea­liseret indenfor den næste års tid. Denne tanke er også udtrykt i KNAPK´s brev til Landsstyreom­rådet for fi­skeri, fangst og landbrug af den 20. oktober, ligesom brevet indeholder forslag om hvem der burde deltage i sådanne seminar.

 

Denne vilje fra KNAPK om samarbejde bør hilses med glæde og må for­ventes at blive til glæde, ikke alene for os politi­kere, men for udøverne for fangererhver­vet. Seminariet vil kunne bruges som et forum, for et nøjere definition af erhvervet fortsatte udvikling, ligesom seminaret kan bruges til noget definition for det kommende fanger­råds arbejdsområde, fangerrådet som etableres af Landsstyret, fortjener efter vores menig, Landstingets fulde støtte.

 

Vores fulde støtte til KNAPK som en perma­nent part i den slags arbejde har vi som allerede sagt, denne støtte er baseret på de sidste mange års erfaring med organisationsarbejde i mange sammenhænge, at vi har grund til at være stolte af KNAPK´s indsats i den inter­nationale arena, bør ikke komme bag på Landstin­get. Som en organisation for en oprindeligt folks traditionel­le erhverv, nyder KNAPK en stor respekt viden om.

 

Eksempelvis kan vi nok ikke komme uden om, at KNAPK har en ikke uvæsentlig del af æren for det gode resultat vi har kunne opnå under vores forhandling med EU om fi­skeri det sidste års tid. De har været blandt vore deliga­tionsmed­lemmer, en udelt opfattelse af denne organisa­tions deltagelse under forhandlingerne, hvor EU-deliga­tionen for det meste udgøres af demokrater fra det højere luftlag.

 

Enhver kan jo heller ikke komme uden om, at KNAPK´s deltagelse i den internationale hval­fangst­kommissions arbejde og andre inter­nationale fora, om udnyttelsen af det levende ressourcer, betragtes af Hjemmestyret som uundværlig.

 

På baggrund af IA's forslag for tre år siden, har omkostningerne for KNAPK-repræsentan­ternes deltagelse i IWC været dækket af Hjem­mestyret. Vi har her på det sidste med beklagelse måtte konstatere, at denne prak­sis som er etableret på baggrund af hele Landstingets støtte, er blevet sløjfet.

 

Derfor skal vi hermed foreslå, at der træffes en prin­cip­beslutning om, at alle omkostninger for KNAPK-repræ­sentan­ternes deltagelse i de forskellige inter­nationa­le for­handlinger om forvaltning og udnyttel­se af de leven­de ressourcer, for fremtiden bliver dækket af det offent­lige. Herefter vil jeg komme ind på en bedre udnyttelse af kød og spæk fra havpattedyrene.

 

Landsstyremedlemmet beklager, at vi på det sidste ikke har formået at udnyttet den tildelte hvalkvote fuldt ud, når det drejer sig helt præcis om finhvalkvoten. Finhvalk­voten har, fra gamle dage, ikke været nogen yndet spise her hjemme, vi har heller ikke betragtet hvaler under et, altså spiser vi ikke hvad somhelst, blot fordi det stammer fra en hval.

 

Hvaler er for os mange arter og så længe den totale fredning for pukkelhvalen eksistere, kan forbedring af forholdene for flænsning af de store hvaler, nok ændre vejene for en bedre udnyttelse. Dette ønsker vi bliver drøftet mellem Landstyreom­rådet, KNAPK og kommunerne.

Udnyttelsen af spæk fra havpattedyrene, trænger til at blive intensi­veret. Nordmændende har allerede fabrika­tion af helsepiller på basis af spæk. Canadierne siges at være i fuld gang med forberedelsen af samme, mens vi i sælfangstens hjemland ikke udnytter produktet i denne retning. Vi er vidende om at et dansk medicinalfirma for et års tid siden ellers rettede en henvendelse til Direktoratet for handel og industri. Hvor langt er man kommet med disse planer, alle partier i Landstinget er jo enig i bestræbelserne for at lokke fremmed inve­stering er til lands.

 

Endelig er en bedre og mere varieret udnyttelse af kødprodukter for havpattedyrene et emne som Direktora­tet for industri og Direktoratet for fangst, INUILI, KNI, Neqi A/S, KNB d.v.s Brugsen og sammen­slutning samt KNAPK bør fortsat arbejde med udviklingssel­skabet "Sulisa A/S" kan endda måske gøres intereseret her i.

 

En bedre udnyttelse af kødet, som tørret, som konser­ves, som røget, som færdigret m.m. kan der eventuelt samarbejdes om med andre sælfanger nationer, både med hjemmemarked og eksportmarkedet som mål. For skindenes vedkommende er det ikke ligefrem vejen for at opnå højere priser for disse, ved at samle og oplagre dem f. eks. produktion af læder som råvarer kunne sagtens forgår i andre lande og der bør banes vej for den slags produktion og interesseret købere, hele skind fra andre lande burde man kunne sælge skindene uden nogen form for tøven.

 

Lad mig nu komme tilbage til grundlaget for mit for­slag, nemlig FN´s menne­skerettigheds­konvention, at FN har nedfældet grundlæggende bestemmelser, blandt andet bestemmelsen om at ét folk eller alle folk aldrig må berøve sin eksistens muligheder. Det betyder for fan­gst-folket, at et forsøg på at stemple sub­stentiel hval­fangst og sælfangst for værende en misfor­ståelse eller fejltagelse og som ikke kommerciel akti­vitet er aldeles ukorrekt.

 

Disse manipulerende forsøg på at få folk til at tage lignende for­handlinger er noget som stammer fra de rabierte grupper og slet ikke formålet med grundlæggen­de bestemmelse. Den substentielle hval­fangst for op­rindelige folk, er allerede en godkendt definition i IWC og derfor må sælfangst også betragtes som et ek­sistensgrundlag, som ikke kan berøves folk. Det er derfor min overbevisning, at vi her har nogen redskaber og grund til at tilintet­gøre holdninger og vurderinger om at udnyttelse af sæl- og hvalprodukter som en del af vores økonomi er kriminel aktivitet, idet udnyttelsen af disse pattedyr sker indenfor rammerne på eksisteren­de aftaler. I dag kan man ikke komme uden om penge økono­mien, selv i definitionens substentielle aktivi­ter, således er det også alle andre steder på kloden.

 

Derfor vil jeg også komme med be­mærkninger om vores bestræbelser på at udvikle turismen og tilstræbe os på at få flere turister til land, set i forhold til USA´s nationale lovgivning, om at beskytte havpattedyr MMPA. Turismen er absolut et af vore mest forventningsfulde indbringende erhversmuligheder herhjemme, derfor er hjemmelavet produkter til turister en hel naturlig del såfremt vi vil opnå større indtægter ved turismen.

 

Derfor er det vores pligt, i samarbejde med den danske regering at sørge for ophævelse af lov­givningsmæssige hindringer som ikke følger de internationale aftaler f.eks. lov­givningen, som forbyder turisterne i at hjemmebringe sælskind­sprodukter til deres eget land. Derfor må USA´s lovgivning, om beskyttelse af havpatte­dyr som i år blev fornyet indtil 1997, være et af de første opgaver at tage fat på.

 

Forvaltningen af denne lovgivning foretages af en kommission og et af opgaverne for kommissionen er blandt andet at opsamle oplysninger om lovgivningens negative konsekven­ter. Vi vil derfor anmode Landsstyret om at invitere kommis­sionen eller ihvertfald dens formand hertil. Det er absolut nødvendigt at vise hvordan denne lovgivning påvirker vores fangsterhverv.

I forbindelse med besøget vil det være nødvendigt for Landsstyret om at fremlægge klare argumentationer for hvor vigtig det er at få denne lovgivning ændret i forbindelse med genbemyndigelsen af denne i 1997.

 

Vi mener, at Nordamerika er et stor potentielt marked for blandt andet vores sælskindspro­dukter. USA har blandt andet indgået en samar­bejdsaftale NAFTA med Canada og så fremt vi kan være i stand til at overbe­vise dem om, hvor vigtigt det er at følge internationa­le aftaler, så kan der åbnes et stort potentielt mar­ked. Denne opgave burde også blive præsen­teret og givet til den tiltrådte FN´s højkommissær for menneskerettig­heder, sidste år i forbindelse med FN´s år for oprinde­lige folk.

 

Vi mener også at vi ikke kan tilgive Greenpeace uden­videre for deres ødelæggelser af vores sælskindsmarke­der med umådelige store byrder for samfundet til følge.

Selv om Landsstyremedlemmet i sit forelæggelsesnotat siger, at Greenpease ikke kan stemples som en dyreværn­sorganisation, så er det vore klare opfattelse at denne påstand ikke er korrekt. Dette under­bygger vi med denne begivenhed, som skete i åbningsceremonien af vintero­lym­piaden i Albertsville i Frankrig for to år siden, hvor den danske olympiske deltager, marcherede ind på stadion klædt i sælskindspelse, hvor Greenpease med­delte og truede med at ville igangsætte kampagne imod sælfangst øjeblikkeligt, såfremt de kan lugte en kom­mercielt aspekt i forbindelse med udnyttelse af sæler­ne. Dette gav derfor nogle mindelser om ikke at glemme den skade, de har gjort allerede. Derfor er det vores opfattelse at tiden ikke er moden til at indgå nogen form for officiel samarbejde med dem.

 

Vi kan jo på officiel plan nøjes med at leve med deres bestræbelser på at beskytte miljøet uden der tages højde for dem. Hvis der indledes nogen form for sam­arbejde med Greenpeace, så vil det kun være dem som vil få medvind imod deres øjeblikkelige nedtur og ikke så meget fangerne.

 

Den internationale hvalfangerkommission IWC, arbejder på baggrund af en konvention fra 1946. Det oprindelige formål med konventionen var at sikre en bæredygtig hvalfangst. I dag er det desværre således, at det overhovedet ikke kan benægtes, at kommissionen arbejder kun for at opnå totalfredning af hvalarter over det hele. Dette kan vi bevise med den beslutning som IWC tog i forbindelse med sit årlige møde i Mexico, hvor flertallet godkendte forslaget om totalforbud mod hval­fangst i ikke alene i sydpolarhavet, men i et område fra an­tarktiskontinentet til 60 grader sydlig bredde i de næste 50 år.

 

Denne beslutning er stik imod de­klarationen fra 1992 som blev indgået af de fleste nationale stater under FN, hvor bæredygtig udnyttelse af levende ressourcer skal være princippet. Denne beslutning om at etablere så stor et fredningsområde, er et princip, som vi desværre får svært ved at løbe fra, idet beslutningen blev støttet blandt andet af Danmark med støtte fra Landsstyret. Vi kan derfor kun beklage, såfremt de endda kommer med forslag om at etablere lignende fred­ningsområder for den nordlige halvkugle, idet vi i princippet allerede har være med til at etablere et lignende område.

 

Deklarationen har blandtandet godkendt et princip om, at nabostater kan etablere regionale forvaltningorganer vedr. havpattedyr, denne mulighed er allerede en kends­gerning, idet NAMMCO er etableret. Vi anser derfor dette organ, som værende bedre forvaltnings­organ, som vi kan deltage aktivt i med vore nordat­lantiske na­bostater med mere organiseret samarbejdsform. Denne mulighed ser åbenbart mere indbydende ud, i forhold til at bestræbe os på at opnå en selv­stændig medlemskab under IWC, det er blandt andet udfra disse kendsger­ninger, at HNA har fremsat en henvendelse til Danmark, om at overgive ansvaret og kompetence for selvstændig forvaltning af hvaler til Grønland og Færøerne. Og efter som kopi af denne henvendelse er fremsendt til Grøn­lands Hjemmestyre, vil det være interessant at høre hvad Landsstyrets holdning til denne henvendelse er.

 

Vi vil samtidig anmode Landsstyret om at rette hen­vendelse til den danske Regering om at støtte og bakke op på Canada's og SNG's, det vil sige den tidligere nation  Sovjetunion, henvendels til N.....

 

Landsstyremedlemmet har ret i sit udsagn om, at fan­gererhvervet er en uadskillelig del af vores dagligdag. Vi bør derfor være med til at udslette holdninger om, at fangererhvervet er en fejlaktivitet. Alle og enhver andre lande bør forstå, at der ikke er andre alternati­ver til fangererhvervet for en del af vor befolkning. Og fangererhvervet som eksistensgrundlag kan ikke berøves fra folk. Det er vores vigtigste opgave at sørge for, at udbrede forståelse for fangsterhvervet som eksistensgrundlag til resten af jordens befolkning på lige fod med alle andre erhverv.

 

Med disse ord skal vi endnu engang udtrykke vores tilfredshed med den meget omfattende og velunderbyggede redegørelse. Den vil udgøre et udmærket redskab for det arbejde, der ligger foran os. Vi giver vores fulde støtte til Landsstyrets udmeldte initiativer.

 

Hans Pavia Egede, Ordfører for Akulliit Partiiat:

Det er en utrolig vanskelig debat forbundet med mange følelser, der kan startes på baggrund af situa­tionen i det traditionelle grønlandske fangererhverv. Fra Akul­liit Partiiats side ønsker vi imidlertid også, at der skal så høj en grad af saglighed ind i debatten, som overhovedet muligt.

 

Indledningsvis skal det derfor også slås fast, at vi støtter Landsstyrets initiativ til oprettelsen af et fangerråd, på lige fod med det råd, der også er etab­leret for fiskeriet.

 

Vi går ligeledes ind for såvel ideen omkring en jolle­gruppe, som initiativet til et seminar omkring sæl­fangst.

 

Omkring selve fangererhvervets fremtid ønsker vi en principiel debat om, hvorvidt vi skal fastholde er­hvervet, som et traditionelt, oprindeligt erhverv, eller om vi skal søge at industrialisere fangsten i det omfang, dette er muligt og om vi i samme forbindelse skal søge nye veje for produktion af eksempelvis me­dicinske præparater udfra sælens forskellige organis­mer.

 

Vælger vi dette, er der nok en del af det traditionelle element i fangsten, vi må sige farvel til, men på den anden side kunne det meget vel være, at vi kunne få held til i det mindste at skabe en niche-produktion på industrielle vilkår.

 

Denne mulighed ønsker vi fra Akulliit Partiiat's side helt klart belyst ud fra de erfaringer, man har gjort i andre lande.

 

Vi er enige med Landsstyret i, at muligheden for sam­arbejde med diverse miljøorganisatio­ner skal styrkes på eksempelvis forureningsom­rådet. Men vi vil naturligvis også kræve, at sådanne arrangementer bliver et sam­arbejde, der respekterer vores holdning til bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer.

 

Der skal ikke herske tvivl om, at vi har behov for kød fra dyr. Derfor støtter vi alle seriøse forslag om forsvarlig udnyttelse af vore levende ressourcer.

 

Selvom det måske falder udenfor rammerne af redegørel­sen om fangsterhvervet, vil jeg til slut godt nævne en overvejelse omkring sælerne: "Når de optræder i så store tal, som tilfældet er ved vores kyster og ek­sempelvis på bankerne ved New Founland og Labrador, er der vel i virkeligheden tale om et skadedyrsfænomen. Andre skadedyr som mus og rotter søger man holdt nede gennem en systematisk bekæmpelse. Vi vil sikkert blive upopulære i manges øjne, hvis vi foreslår en lignende bekæmpelse af sælerne, men i virkelig­heden har vi som en fiskerination, med for mange sæler, vel den samme problemstilling, som en landmand, der lægger gift for mus og rotter, så de ikke skal æde hans afgrøder".

 

Med disse bemærkninger tilslutter vi os, den af Lands­styret fremlagte, redegørelse og forslagene om ned­sættelse af de i redegørelsen nævnte råd, arbejdsgrup­per og seminarer.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiiat:

Vort store land, hvor langt det meste er dækket af is og hvor kysterne er naturskønne med mange fjorde, har grønlænderne bosat sig ved, ganske vist meget spredt, hvor de levede alene af de levende ressour­cer i havet og på land. Sådan er det gået i mange år og det har altid været dem, der altid har betragtet sig selv, som at de er de eneste ansvarlige i landet.

 

Vi fik øjnene op for omverdenen i vores barndom mellem folk, der alene ernærede sig ved fangst, et lykkeligt folk, der ikke mangler beskæftigelse, og som næsten altid har travlt, hvad enten det er sommer eller vin­ter, hvor var livet dejligt. Hvis der skulle træffes en politisk afgørelse om noget, bestemte fangerne. Ikke som i dag.

 

Samfundsordenen er blevet ændret meget. Vi har fået stor fremgang i erhvervs­livet. Kajakfangst er ikke længere et særskilt erhverv og indenfor fiskeriet kan vi nu drive erhvervet på lige fod med andre verdens­borgere. Dog er fangererhvervet ikke forsvundet og det drives i meget betydeligt omfang over hele landet endnu i dag. Derfor skulle også fangererhvervet i landets politiske styring stadig have en høj placering, men fangernes medindflydelse i dag er blevet så lille, at den ikke længere mærkes.

 

Indtjeningsforskellen mellem fastlønnet arbejde og fangererhvervet bliver i dag stedse større. Fangerer­hvervet var førhen et agtet erhverv, som også dannede grundlag for økonomisk trygge kår. Men i dag er det langtfra tilfældet. Visse steder er det sunket så dybt, at nogle af fangernes årsindtægt, at den knap nok svarer til mange politikeres månedslønning. Det vil huskes, at jeg for to år siden fremsendte et forslag om at få ændret vore Landsstyremed­lemmers dobbeltlønning, da jeg fandt den for voldsom, men at Landsstyreforman­den svarede til foreslaget, at foreslaget var så ringe, at det end ikke var en fore­læggelse værd. Lige efter bestemte Landsstyret, at et af fangernes vigtige         fangs­tdyr skulle totalfredes også for fangst for fan­gerne. Det var rensdyrene.

 

Det vigtigste de opnåede derved, er, at de dermed fjernede halvdelen af fangernes årsindtægt. Endnu har de ikke gjort noget for at kompensere for dette tab, til trods for at de har modtaget et hånd­gribeligt forslag om erstatning for dette.

 

Ved nyordningen med jagttegn, kan man nu se, at så mange sæler bliver fanget her i landet, at det er flere, end der fanges i andre lande. Landsstyremed­lemmet udtaler i sin forelæggelse, at det forbavsede ham, at de fangede sæler er tre gange flere, end hvad der indhandles af sælskind, denne forbavselse finder jeg mærkværdig.

 

Vi ved, også gennem udtalelser ved mange års debat om sælskindene, at det er beklageligt, at så mange sæl­skind bare bliver smidt væk. Til dels har vi, der har været med i KNAPK's arbejde, haft bestræbelser på at opnå at sælskindene skulle kunne produceres på en enkel måde. Vi har ellers bl.a. opnået, at saltede skind blev indhandlet, men desværre blev dette stoppet på grund af visse vanskeligheder i forsøget, uden at der blev forsøgt forbedrings­muligheder indenfor indhandlings­for­men, men bare for at stoppe det så hurtigt som muligt. Til trods for, at indhandlingsvanskeligheder vil kunne stoppes, såfremt man har viljen hertil og endvidere ved vi, at afsætningsmuligheder kunne findes, da vi ved, at der er muligheder.

 

Hvalfangst er en af de veje, som fangerne kommer igen­nem i løbet af deres liv, her iberegnet fangst af store eller mindre hvaler. Blandt andet kan vort kødbehov her i landet dækkes af forskelligt hvalkød. Disse dyr lever i stort antal langs vores udstrakte kyster. Endda en hvalart, som vi førhen uden større interesse kiggede på, nemlig Grindehvalen, nydes nu ind i mellem og behovet for dette skyldes, at vi har fået et større behov for hvalkød, som følge af udefra bestemte be­grænsninger på kvoten af andre hvalarter.

 

Der bliver råbt højere og højere om hvidhvalernes store nedgang i antal. Vi grønlændere plejer at sige, at vort erhverv i fangertraditio­nen ikke er overud­nyttelse af fangstdyrene, dette er rigtigt. Men det er meget vig­tigt at finde årsagen til, at hvidhvalernes antal, som det siges, er stærkt faldende. Og hvis årsagen til nedgangen i bestanden skyldes fangsten, må der så findes en politisk løsning på det, så vidt muligt uden at ramme fangererhvervet i større omfang.

 

Med hensyn til forskellig fangstdyr etablerer vi for­bindelser til andre stater. For eksempel med hensyn til isbjørn, lomvie, hvidhval og store hvaler har vi al­lerede fået etableret et samarbejde med andre stater.

 

Med hensyn til isbjørnene er samarbejdet vellykket og med hensyn til store hvaler tegner samarbejdet godt. Jeg mener også, at det især med hensyn til det efter­hånden klarere budskab om hvidhvalernes dalen i antal er meget vigtigt, at man på en god måde og for alvor i gensidig forståelse må arbejde sammen om en løsning af dette problem.

 

Vedrørende de forskellige dyr iværksætter de ansvarlige politikere til dels gerne meget drastiske tiltag. Når jeg tænker på dette, har jeg ind imellem svært ved at forstå, at de ikke er videre interesseret i det meget vigtige arbejde med kontrol af de forskellige fangst­dyr. Vi ved også, at politikerne, for jeg ved ikke hvilken gang, har udtalt, at visse fangstdyr er kommet så meget i fare især på grund af forbedrin­ger af fartø­jerne, at de risikerer at blive udryddet i fremtiden. De prokla­merer sådanne påstande, mens de samtidig ikke har viljen til at bruge de mindste midler til kontrol­foran­staltninger. Samtidig siger de jo, at dette er meget vigtigt.

 

Det er meget godt, at det med hensyn til rejefangsten er iværksat kontrol i stort omfang. Jeg mener, at også beskyttelse af vore andre levende ressourcer bør være lige så god. Derfor er det nødvendigt, at man begynder at arbejde varmere med dette område.

 

Greenpeace har haft en meget uheldig indflydelse på vort lands forhold og vi ved, at de ikke vil stoppe deres virke i løbet af den nærmeste fremtid, men at det bliver mere og mere sandsynligt, at de etablerer en afdeling her i landet. Derfor er opgaverne ikke alene politiske opgaver, såfremt vor fangerkultur også skal bestå fremover, men det vil også være mange andre opgaver ud over de rent politiske opgaver.

 

Vort liv som fangersamfund er indbegrebet af vor kultur og såfremt vi skal søge at bevare dette for fremtiden, er en af vore opgaver en stadig opmuntring.

 

I forbindelse med at året 1987 blev udnævnt til fanger­kulturernes år, etablerede KNAPK en konference for fangerdistrikternes repræsentan­ter. I denne konference deltog fangerdistrik­ternes egne repræsentanter, der selv var fangere sammen med deres hustruer. Dengang gennem­førte man, en for fangerne, meget vigtig kon­ference. Man afdækkede fangernes vilkår og hvad de ønskede at opnå, hvor alle deltagere fik et stort udbytte.

 

Jeg mener ganske afgjort, at man såfremt, man skal tænke på fangernes vilkår i dag, er det meget vigtigt igen at få en etableret og fuldt afdækkende konference med en grundig undersøgelse indbygget. Vi kan også se, at dette er KNAPK's ønske.

 

Selvom vi i dag har en viden om en del af fangernes forhold, er vores viden dog så lille, at vi klart ikke kan sige, at vi kan sikre deres forhold, såfremt vi gør det og det. Vi hører tilmed i dag mellem fremstående politikere røster om, at det er på tide, at fangerne ligesom de fastansatte kan hæve en fast løn. Vi siger dette, selvom vi ikke ved, om fangerne virkelig ønsker en sådan ordning. Derfor er det meget vigtigt, inden man tager tiltag til realisering af sådanne tanker, at få en konference med fuld repræsentation fra fangerfa­milierne, hvor der kan holdes samråd.

 

Landsstyremedlemmet foreslår sidst i sin forelæggelse en etablering af fangerråd. Jeg kan i princippet støtte et sådant forslag, såfremt i rådet kan sikre de vigtig­ste stemmer i rådet fra fangernes side. Grunden til at jeg udtaler mig sådan, er, at der i disse år er for mærkbart, at når der kommer sager frem, der vedrører fangst og fangstdyr, er disse for afvigende i forhold til fangernes holdninger og dermed står i stort misfor­hold til realiteterne. Vi må komme væk fra det, og vi må arbejde videre med det ud fra de virkelige forhold og virkelighedsnære mål. Først derved kan vi begynde at kunne styre fangernes forhold ind på rette vej.

 

Mødeleder:

Det er Landsstyremedlemmet, der kommer med et svar til partiernes ordførere.

 

Hans Iversen, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug:

Med hensyn til redegørelsen om fangererhvervet fremkom jeg med et længere forelæggelses­notat og heraf kan man se, hvor stor en interesse fangererhvervet har for partierne.

 

Hvis jeg skal fortælle lidt om formålet med redegørel­sen, så er der i udviklingen af fangererhvervet taget højde for udviklingen her i landet og i udlandet.

 

Med hensyn til fangererhvervet er der ikke sket den store udvikling, og det har ikke haft første prio­ritet. Derfor har der ikke altid været materialer om udvik­lingen - og kun spredt oplysningsmateriale. Derfor er der, i forbindelse med redegørelsen om fan­gererhvervet, frem­kommet en meget omfattende redegørel­se indenfor fangst og fiskeri, som er en efterfølger af de drøftel­ser, der fandt sted ved forårssam­lingen.

 

Der er i redegørelsen grundlag for det efter­følgende arbejde, som udgøre grundlag for en beslutning med det formål, er der indenfor fangerer­hvervet set med et bredt perspektiv arbejdes for et grøn­landsk udviklings­initiativ.

 

Redegørelsen blev modtaget som et godt og solidt arbej­de, og det modtager jeg med glæde.

 

Med hensyn til fangere og fiskere i Nord- og Østgønland blev det anset for, at man har tilsidesat dem en smule. Men vi har desværre ikke kunnet opnå det fuldstændige materiale. Med den fremlagte redegørelse er Nanortalik, Nuuk, Qeqertar­suaq, Upernavik og Avanersuaq kommune brugt som referencekommuner.

 

Der har ligeledes været forsøgt at fremkomme med sær­skilte forhold i de enkelte områder, som man har for­søgt at belyse i redegørelsen.

 

Udover de manglende ting er der fremsat et ønske om, at der skal fremkomme oplysninger overfor Landstinget med hensyn til levevilkårs­undersøgelsen i Grønland. Heri er det primært i sælfangsten, om hvilke fangstmetoder, der skal bruges, og hvordan man bedst muligt kan udnytte fangsten. Hvordan man kan bane vejen for det?

 

Siumut's ordfører fremkom med en dybdegående fremlæg­gelse og det vakte opsigt i andre partier, at der blev fanget så mange flere sæler, end man havde regnet med. Der blev ud over disse forslag fra Siumuts side, også fremsat nogle ønsker, som jeg kan tilslutte mig. Man skal undersøge muligheden for salg af skind. Jeg anser også en mulighed for en udvikling inden for medicin fra sælprodukter. Mulig­hederne heri må undersøges. Jeg vil ligeledes tilslutte mig Siumuts forslag, at der i forbindelse med udviklingen af sådanne tiltag bruges Sulisa A/S, således at disse forslag kan virkeliggøres. Ud over sælskindet og sælkø­det skal man også tænke på spæk.

 

Med hensyn til de andre ordfører, blev der fra IA's ordfører sagt, at der i Norge laves nogle medicinpro­duktion, og vi må undersøge grundlaget for en eventuel produktion. Vi har fundet ud af, at Norge ikke pro­ducerer medicin. Men vi skal ikke stoppe hermed. Med hensyn til madlavning kan man ligeledes undersøge brugen af spæk, som man producerer i Norge, og jeg syntes, at man i forbindelse med udvikling af disse, skal forsøge at få indlemmet dette i Sulisa A/S'es for­målsparagraf.

 

Med hensyn til hvalerne må man sige, at hvalfangsten i år heldigvis er gået godt. Før jeg kommer til disse, vil jeg i forbindelse med sælspæk i aktieselskaberne nævne, at der ved nytåret også skal undersøges mulig­heden for spæk- og konsumproduktio­n af sælkød og spæk i Inuili.

 

Hvis jeg skal komme tilbage til hvalerne, kan vi som en af bag­grundene herind under observere, at der kun fanges 14-15 finhvaler om året. Det er en forud­sætning, at vi fanger hele den kvote, der er blevet uddelt, og så kan vi håbe,  man kan udvide kvoterne fremover og udnytte dem bedst muligt. Det er nødven­digt. Og derfor vil jeg gerne tilslutte mig til IA's ordfører, at man i forbindelse med ord­ningen af disse skal forsøge at få spredt produktions­mulighederne, og prøve at udnytte dem bedst muligt, som jeg fremlagde i mit fore­læggelses­notat. Vi må forsøge at komme med et offentligt arbejde heri.

 

Heldigvis er der udover det fremførte ligeledes en produktion af hvalprodukter i Royal Greenland, som igennem årene er forøget. Man kan se i redegørelsen, at der med hensyn til hvalprodukte er solgt over 103 tons hvalprodukter i 1993 Der blev kun solgt omkring 37 tons i 1992. Deri kan man se at udviklingen forbedres igen­nem årene, og dette er glædeligt for fangerne, der har en økonomisk gevinst på omkring 384.000 kr. inden for hvalproduktio­nen.

 

Med hensyn til, hvis jeg skal vende tilbage til sæl­fangst, kan jeg sige, at sælbestandens forøgelse bliver et større problem også i andre lande, og jeg kan selv tilslutte mig til Siumuts ordfører, at man i den for­bindelse tænker på en ud­vikling på indenfor medicinal­produktion. Vi må under­søge mulighederne heri. I for­bindelse med p-pille-brug i Canada vi må bruge kræfter for at undgå sådanne tiltag, og vi må indlede en for­handling om emnet snarest muligt.

 

Med hensyn til diskussionen om de store hvaler, har jeg allerede nævnt, at der i år kommet en for­øgelse. Vi må koordinere fangsten med hensyn til sildepisker­kvo­ten. Skal vi forsøge at få forøget kvoten, må vi samarbejde med KNAPK. Vi må have en mere koordineret indsats, således at hvalfang­sten med hvalfangst­skibene og hval­fangsten med små joller skal koordineres bedre. Vi er ikke nået op til vores behov på de 670 tons. Så vi må også næste år forsøge at nå op til dette behov, hvis de kan nåes ved en bedre koordineret indsats.

 

Med hensyn til narhvaler og hvidhvaler er der ligeledes fra partiernes ordfører fremsat ønske om en mere dyb­degående indsats. Der er kommet henstilling om store tiltag bl.a. fra fælles­kommissio­nen, der giver grundlag for et opfølgnings­arbejde.

 

Også med hensyn til nar- og hvidhvaler skal man bruge en bæredygtig udnyttelse. Der er udsendt en pressemed­delelse herom, at i forbindel­se med nedsættelse af kvoter skal forskerne fortsat lave deres under­søgelser omkring bestanden, og at man i forbindelse med ind­stil­lingerne også skal tage fangerne med på råd.

 

I løbet af i år og indenfor de sidste par dage har der været stor diskussion omkring narhvalfangst og hvid­hvalfangst. Der er tegn på, at der muligvis kan være nedgang i hvidhvalbestanden. Dette har medført en diskussion om, hvorvidt der skal indføres en begræns­ning, hvilken metoder der evt. skal bruges i.f.m. eventu­elt begrænsning og som jeg tidligere sagde, er disse tiltag sket i samråd med de relevante interesse­organi­sationer­.

 

Der er i forbindelse med, at de sidste bestandsundersø­gelser for hvidhvaler har vist, at der højst kan være 10.000 hvidhvaler i bestanden. Heldigvis har narhvale­bestanden ikke vist nogen tegn på nedgang. Blandt andet heri kan fangstmetoderne være anderledes end fangst­metoderne i.f.m. hvidhvalerne. Hvis vi ikke fanger flere dyr end vi hidtil har gjort, er der ikke et klart grundlag for at komme med en begræns­ning for narhvaler­ne.

 

Der har ligeledes i redegørelsen været nævnt jollefi­skeri fra flere sider. Der har heldigvis været et forbedret mulighed for disse, og der er lige­ledes fremsat en forbedring indenfor ESU-mulighederne.

 

Med hensyn til diskussionen omkring fangererhvervet syntes jeg, at der er grundlag for, at der i forbindel­se med jollefangst også tages rensdyrene med i betragt­ning, som et supplement, som partierne også har frem­hævet.

 

I forbindelse med begrænsning af mulighederne er der nogle økonomi­ske interesser der fratages, og det må man også tage i betragtning. I den forbindelse vil jeg nævne, at vi er fangere, der kun lever af erhvervet, og at vi derfor må betegnes som en fangernation. Vi må værne omkring dyrebestandene for det skal ikke være sådan, at når man har fanget hele dyrebestanden, så kan man kræve en er­statning bagefter. Vi må være påpas­selige med at have den holdning ligesom i andre er­hverv.

 

Med hensyn til rensdyrbestanden er der i de seneste 2 år sket en forøgelse af bestanden i den tid, hvor der har været forbud mod fangst. Vi har derfor grund til at håbe, at der i forbindelse med genindførelsen af fang­sten til næste år også tages i betragtning med hensyn til fangstmetoderne, og hvordan man evt. kan indføre en begrænsning af fangsten. For med rensdyrbestanden kan der højst fanges omkring 2.500 dyr. Hvis man fanger ud over den grænse, kan man frygte endnu en nedgang, og det vil i den forbindelse være nødvændigt at fremkomme med en dybdegående under­søgelse om det.

 

Der blev fra Issittup Partiia fremhævet en nedgang af indkomsten i erhvervet. Der er kommet oplysninger fra Grønlands Statistik, hvor der fra januar til slutningen af august i 1993 sammenlignet med fra januar til slut­ning af august i år, er sket en forbedring, med hensyn til fangsten. I 1993 var tallet på 8,7 mio. kr., hvor der i år har været et salg på omkring 11 mio. kroner, d.v.s. en forbedring på omkring 3 mio. kroner. På baggrund af disse tal, er der ikke grundlag for en eventuel erstatning.

 

Hvis man ser på fangst og fiskerierhvervet samlet har der, hvis man igen sammenligner tallene for 1993 og 1994 fra januar til august måned ligeledes været en forøgelse. Jeg anser derfor ikke grundlag for at komme med et yderligere udspil herom.

 

Og med hensyn til de forskellige tilskudsmuligheder, er der også grund til at forbedre mulighederne. Af de forskellige tilskudsmuligheder, der er i finansloven, er der omkring 500 mio. kroner af midlerne, der bruges som tilskud.

 

Der er i de forskellige partiers oplæg mange ting, som jeg kan komme med mange bemærkninger til, men jeg vil afslutningsvis kun nævne, at vi har afholdt et fi­skeri­seminar. Vi har ud fra det seminar fået et grundlag for et opfølgningsarbejde, og der er fra flere sider - bl.a. fra KNAPK's side fremsat ud fra seminarets af­slutning, at man ønsker en opfølgning fra 11. januar. Der er fra de forskellige partiers side ønsket nogle svar, og jeg har ligeledes forsøgt at få besvaret de fremkomne spørgsmål.

 

Fangererhvervet er vigtigste og vil forblive det vigti­ge erhverv, som vi må udvikle i fremtiden. Vi forsøger at værne om de gode minder, vi har fra vores barndom, som bl.a. Issit­tut Partiia sagde. Hvis også vores børn skal have et godt liv, må vi værne miljøet og dyerne og vi må derfor indordne alle lovgrundlag for at værne om disse. Jeg tror, at disse ting bl.a. kan blive taget op i det seminar, som jeg bl.a. nævnte, således at vi ud fra vores behov kan indordne vores liv.

 

Jeg vil gerne takke partiernes ordfører for deres positive tilkendegivel­ser.

 

Jeg glemte een ting Lad mig lige sige, at IA's ordfører også kom ind på, at der behov for det, at man betaler for KNAPK's rejser i.f.m. forhandlinger, som de også deltager­.

 

Ja, vi rejser hele tiden med KNAPK og APK, men sådan som det foreslåes af Inuit Ataqatigiit - og hvis det god­kendes, så må det efterfølges med bevillinger i finansloven, fordi der ikke figurer beløb på vores nuværende finanslov. Skal det ske, må man også udover KNAPK tænke på APK. Men jeg kan oplyse, at det har været forholdsvis problemfri, at disse orga­nisationer deltager i forhandlinger og forskellige rejser f.eks. i.f.m. IWC's forhandlinger og andre forhandlinger.

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for sundhed og miljø:

Vi kan ikke undgå at være glade for, at alle partier har fået åbnet øjnene op for, og at grundlaget for det hele, er et bæredygtigt udnyttelse af ressourcerne.

 

Det vi har vist, at vi er i stand til at styre. Det er en af de store beskyttelser vi har, men be­slutter vi os for en bæredygtigt udnyttelse af ressourcer­ne, så må vi også sige, hvor grænsen går og så opstår der på en eller anden måde uenigheder, så begynder vi at gå hver sin vej. Det er vores politiske problem, jeg mener, at vore erfaringer fra tidligere år må vi udnytte på bedre måde. Vores tidligere for­hand­linger om beslutninger må vi lære af og gøre til vores styring fremover.

 

Der er et par kommentarer jeg vil knytte til de faldne bemærkninger.

 

IA's ordfører Josef Motzfeldt kom ind på den beskyttel­se vi nyder under RIO-konventionen, hvor Grønland også er omfattet. I følge den kan man ikke handelsmæssigt udelukke hvilket som helst land. Derfor har vi mulighed for, i samarbejde med andre ramte parter at stille krav over for de store stater. Men vi må heller ikke være blinde for de faktiske forhold, hvis man skal lave kampangner over for USA og f.eks. Holland, så vil det være meget svært at opnå resultatet. Derfor må vi bruge vore handelsmæssige kræfter i den sammenhæng.

 

I forbindelse med samhandel med sælskind har jeg ikke nogle forhåbninger om, at vi kan sælge skind til USA, selv om vi har hørt det mundtligt fra andre kanaler.

 

Vi må bruge vore kræfter over for de samhandels­part­nere, der har forståelse for vore sælskind. Der har været solgt sælskind til Hong­kong, og der er sket en lille fremgang. Således vil vi også prøve med netsi­deskind, som kan være med til at øge handlen med vores sælskind. Det er ikke alle partnere, der er åbne over for sælskindshandel. Ikke kun ved at sige at vi prøver det, går alting i orden - det bliver svært, og vi må anstrenge os.

 

Med hensyn til sælspæk, at den er begyndt at forhandles som en helsepille, er desværre ikke til­fældet: Det er fiskeolie, der bruges der. Vi har igang­sat en under­søgelse om mulighederne for sælspæk, og der foretaget en vurdering, men den er ikke fremlagt til landsstyret endnu. Der er blevet oplyst, at der ikke er udviklet produktion med hensyn til sælspæk som en helsepille, og hvis det skal gøres, må der foretages dyre- og menne­skefor­søg, og det vil koste mindst 1 mio. kroner.

 

Det sælspæk, der kan indhandles i forbindelse med eksport, vil koste omkring 8 kr. pr. kilo, men ved forædling af produktet vil den billigste koste 10 kr. Hvis der skal ske en produktion, må man have tilskud, og hvordan man skal ordne det, det er lidt uklart endnu.

 

Med hensyn til sælskind kom der flere bemærkninger, og det siges, at produktion af sælskind går i en positiv retning. Omkostnin­gerne ved produktionen er faldet mærkbart, og at vi har taget beslutning om, at Great Greenland skal lave produkter af ude­lukkende sælskind fra Grønland har hjulpet, men der er forskel­lige pro­blemer. Problemerne vokser, når man politisk griber ind og fastsætter be­grænsninger i handlen. Vi må bane vejen for arbejdet, men vi må også passe på, at vi ikke tager beslutnin­ger, der skader denne produktion.

 

Vi har bevilget yderligere omkring 6 mio. kr. til formålet i år, og det er en konsekvens af, at man har bedømt sælskindet forkert og betalt for meget i den forløbne tid. Jeg vil ikke sige, at vi ikke har vilje til forbedrin­ger i landsstyret. Det jeg prøver at sige er, at når man omgår de forretningsmæssige principper, så drejer man ud­viklingen i uheldig retning. Og jeg siger ikke, at lands­styret ikke har viljen til at forbedre forholdene, men hvis vi skal forbedre for­holde­ne, så må vi altså også tage hensyn til forret­ningsmæssig drift på området.

 

Man kom også ind på produktion af sælkød. Det er lidt svært at fremkomme med noget, der er en langtidsplan. Sælkød er man ikke så vant til at spise, men heldigvis er der mange sæler i Grøn­land i dag, således at vi har et godt grundlag for at kunne producere sælkød, men grunden til at, vi har problemer på området det er, at vi har svært ved at afsætte de produkter, vi produ­cerer. Så længe byerne og bygderne forsynes med friskt kød, så er det lidt svært at planlægge langtids­plan­lægning omkring sæl­kødproduktion, og jeg mener derfor, at vi har mere begrænsede muligheder, end vi egentlig havde tænkt. Selvfølgelig har vi viljen til at gennem­føre de forbe­dringer og selvfølgelig vil vi samarbejde med alle de virksom­heder, der producerer sådanne grøn­landske pro­dukter.

 

Bendt Frederiksen, Siumut:

Under debatten omkring fangererhvervet vil jeg også fremkomme med mine synspunkter.

 

Indledningsvis skal jeg udtale, at jeg stadig i dag ærgrer mig over, at kommissio­nen i 1970-erne under Grønlands­rådet ikke har arbejdet omkring fan­gererhver­vet. I Grøn­landsrådets regi har man haft en arbejds­gruppe omkring fåreavlen med planlægning på 10 år og med økonomisk planlægning. Dette har medført et stort positivt skridt inden­for udvikling af fåreavlen. Jeg glad for, at landsstyremed­lemmet for fangst, fiskeri og landbrug fremkom med en redegørelse omkring fangerer­hvervet, men det er ærger­ligt, at man ikke har brugt de givne mulig­heder man fik den gang under Grønlandsrådet og den kommis­sion, der vedrører fan­gererhvervet, for at færdiggøre sagen.

 

Fangererhvervet har baggrund i, at man kun har sælskind som øko­nomisk aspekt. Hvis man bliver ramt udefra så er det jo hele fangerer­hvervet i sin helhed som bliver ramt, og derfor må vi, som er blevet folkevalgte ved slut­ningen af 70-erne i fangerdistrikter­ne, ud­tale, at hvis vi skal forstærke og forbedre fan­gerer­hvervet, så må vi oprette andre indtjenings­muligheder ud­over er­hvervet, således at man derigennem kan få en mere stabil økonomi i fangerdistriktet.

 

Dette forhold er blevet udviklet positivt i Upernavik og Uummannaq distriktet, og jeg vil også håbe, at man med hensyn til de resterende fangerdistrikter ud­over de igangværende forsøgsordninger arbejder mere aktivt omkring indtjeningsmulig­hederne. Men med fangerer­hver­vet under et kan vi se i redegørelsen, at f.eks. i min valg­kreds i 1993 har haft under 5 mio. kr. i ind­tje­ning, og i 1994 over 14 mio. kr. Baggrunden dertil er, at når man stadigvæk har fan­gererhvervet, så har man ikke løst indtjenings­mulig­heder, selvom man har pro­dukterne. Dette arbejde pågår stadigvæk og bliver udviklet, men hvert eneste år så vil laver vi jo nogle tiltag, og vi råber højt. Det er noget, som må løses uden at man behøver at råbe op, hvis man ikke vil have en indtjening som stoppes i tide og utide.

 

Efter at have sagt mine egne ord, så vil jeg også fremføre personligt som en fanger, at jeg er meget glad for, at vi dis­kuterer forhold, der vedrører fan­gerne, således at der er en debat, hvor jeg ikke føler mig ensom. Jeg takker for, at der er kommet partier - selvfølgelig ud fra deres væl­gere i fangerdistriktet. Vi har tiltro til, at dette vil indebære, at fangerer­hvervet og udbygningen af fangerdistrikterne medtages aktivt i alle de ting man har sagt.

 

Jeg har et kritikpunkt vedrørende hvidhvalbestanden. I rede­gørelsen om fangerer­hvervet har man i 1970 og 1971 taget noget med omkring hvidhvaler, og her kan det ses, at tallene skal tages med meget store forbehold. Og i bilag 6b kan man se, hvor store indhandlingsmæng­der der er i kilo. Og her kan vi se, at man har fanget ialt 236 i hele landet.

 

I dette har man fordelt fangsten på forskellige kommu­ner og hvis man tager fangsten i Upernavik, så har man fanget 85 og andre steder 151. Men i en debat og med restriktion herfra så er det de særskilte fangere, som bor et bestemt sted, man foku­serer mest på, men jeg må også udtale, at jeg i prin­cippet og alle fangerne har den ånd, at man skal have en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, for at sikre den frem­tidige bestand. Der blev sagt, at man har omkring hvidhvaler og med hensyn til andre havpatte­dyr sagt, at det er omkring to pro­cent af hele fangsten, som danner grundlaget for en bære­dygtig udnyttelse. Det man fanger i landet, det er omkring 90, og man ser, at der er meget stor nedgang i bestanden.

 

Derfor mener jeg, og jeg har også udtalt det i radioen for kort siden, at udover den fangstmængde, der fanges i landet, så er der andre forhold der er skadelige, som også må løses. Jeg har også sagt, at der i Canada der sker en meget stor forurening. Man kan her ikke udtale noget om hvidhvalbestanden, når man tænker på den forurening, der sker i Canada.

 

Man kan måske om beskyttelsen sige, at den kommune, hvor jeg er blevet valgt, er der kommunale vedtægter omkring hvid- og nar­hvalfangst. Om det der er blevet fremført i dag, vil jeg lige sige, at det er ren         f­angst, der gør at man formindsker bestanden. Men siden 70-erne og indtil dato, så er mange fartøjer taget deroppe for at fange hvid- og narhvaler. Og for at begrænse dette så har man lavet begrænsninger ved hjælpaf kommunal­vedtægten. Men selvom man har gjort det, så er der flere, der fortsætter den tilrettelagte fangst. Det vil sige man har gjort noget, men det der gør indhug i bestanden, det er ikke kun folk alene, der bor deroppe.

 

Jeg vil lige vende tilbage til at de arktiske havpatte­dyr, de vil blive skadet, hvis der sker en ukontrolla­bel forurening og derfor - selvom jeg måske gentager dette, så vil jeg ønske, at man undersøger dette om­råde. For uanset hvor mange fangster man får klarhed for, så er der en forurening, som kan være truende for hvid­hvalerne, og det kan vi ikke løse herfra.

 

Og man må også sige, at man i Rio-deklarationen i arti­kel 21 i formålsparagraffen har sagt, at lands­styret i samarbejde med den oprindelige befolkning skal s4rge for opfølgelsen af hensigterne.

 

Med hensyn til ressourcer, at de oprindelige folks rettigheder har udgangspunkt i denne Rio-deklaration, mener jeg, at de ikke vil blive anfægtet.

 

Pavia Nielsen, ordfører for Siumut:

Til partiordførerne, mens man hører dem, og deres indlæg, når man læser dem, så kan jeg finde ud af, at der er stor enighed. De fangst­dyr, man fanger for at få sælkød og hvalkød, vil man udvide til også at være en indtjening, og jeg har også lagt mærke til, at der er stor enighed der omkring.

 

Jeg vil give min tilslutning til det, der blev fremført fra Inuit Ataqati­giit, at man anmoder lands­styret om, at man i løbet af de kommende år - ikke kun omkring sælerne, afholder seminar for hele fan­gerer­hvervet. Dette vil vi støtte fra Siu­mut. Og jeg skal lige citere disse ord, som vi har støttet. "Vi vil gerne foreslå fra Inuit Ataqatigiit, at der er fremsat et forslag om at landsstyret holder et seminar om sælfangst bliver udvidet til at dreje sig om hele fangererhvervet, at dette semi­nar bliver realiseret indenfor det næste års tid." Og næsten tilsvarende har Issittup Partiia også sagt i sit sidste indlæg, og jeg vil også henvise opmærksomheden til disse udsagn, og dem støtter vi også.

 

Men jeg vil også lige gøre opmærksom på det forhold, at fanger­nes og fiskernes og deres familiers indtjening, og jeg har især lagt mærke til, at jollefiskerne, så er det deres ...., det vil sige forstået derhen, at mens de stadigvæk skal leve af den jol­le, så har de måske et lån fra ESU, som de samtidig har afdrag på. Derfor må man medtage disse i det videre arbejde omkring en lettelse af den gældsbyrde, som de næsten ikke kan betale. Det vil jeg gerne påpege.

 

Når man diskuterer hvalfangst, så skal vi heller ikke glemme, at fartøjerne, der bruges til hval­fangst i Grønland, er blevet gamle allesammen. Nogle af dem er helt op til 20 år gamle, og de er helt kommet til udnyttelsesgraden. Man må også på­pege harpunernes alder, og at der sker en modernisering på det område. Det kan vi ikke komme udenom at sikre, vi har jo behov for hvalkød hele tiden.

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg skal tale, men jeg vil til slut udtale, at Nikolaj Heinrich fra Issittup Partiia i sit andet indlæg startede med noget, som jeg finder lidt uaccep­tabelt og forundrende. Jeg citerer det:"Fangererhvervet var førhen et aktivt erhverv, som også dannet i Grønland for økono­misk trange vilkår ......" I dag deltager en af fangerne i FN's møde i USA. Idag er mange fangere medlemmer både i kommunalbe­styrel­serne og i bygderne og med indflydelse også. Storfangere - og selv Nikolaj Heinrich, som er storfan­ger, han er også medlem, har noget at skulle have sagt her i landstinget. Derfor med hensyn til de ord som han selv har fremsat, så harmonerer det ikke.

 

Og med hensyn til den undersøgelse, som landsstyret kom med som det sidste indlæg, det finder jeg ikke rigtigt med hensyn til det næst­sidste afsnits afslutning, det er ikke helt i harmoni, at fan­gere og fiskere har væsentlige ind­tægter ved siden af fiskeri og fangst, især i bygderne. Dette udsagn er ikke helt realistisk.

 

Jeg vil blot udtale, at jeg også siger tak til de faldne be­mærkninger, men når vi tænker på narhvaler og hvidhvaler, så skal man have et nøje samarbejde med fangerne om tilrettelæggel­se af re­striktionerne, og det vil jeg henstille.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Til Landsstyremedlemmet for fiskeri, hvis vedkommende lytter, vil jeg fremkomme med en lille kritik af fore­læggelsesnotatet. Først vil jeg fremføre kritikken, at vores klare meldinger fra Atassut er, at når hvalfan­geren fanger hvaler, så gør man ikke nok for at lette deres vilkår, således at man undgår et for stort tab af hvalpro­dukter ved forrådnelse og lignende.

 

Der er i redegørelsen ikke fremkommet et klart initia­tiv om at begrænse dette. Vi har ønsket at man overfor landsstyret og for kommu­nerne påpeger, at vi ikke fuldt ud udnytter hvalproduk­ter­ne.

 

Jeg vil ønske, at man vil svare på dette forhold, for jeg har svært ved at forstå, at når man siger fanger, hvordan man definerer det. Jeg anser en fanger for at være en, der ikke har et alt for stort fartøj. Når vi snakker om hvaler, synes jeg, at man ved definitionen af fangerne forhøjer fartøjerne for stort. Med hensyn til hvalfanger­ne har de udover harpunerne også et stort fartøj, og man kan måske ikke ligefrem betegne dem som fangere.

 

I forbindelse med vores oplæg er det kedeligt, at man i Jugoslavien har for­søgt at redde køerne frem for menne­skene. Det er måske lidt komisk, men i forbindelse med sagens behandling i folketinget ved krigens udbrud blev det oplyst, at da man så at den gik i gang, og at en red­ningsindsats ville vare for længe, har man, som det første initiativ, forsøgt at redde de truede malkekøer fra området.

 

Med hensyn til produktion af sælproduk­ter tager fanger­ne luffer­ne med som et bevis på at de har fanget dem og de virkelige begiven­heder forholder sig i det her. Jeg ved ikke om vores holdninger er forskelli­ge, men i bilag 6 er der en statistik over de fangne hvaler frem til oktober 1992, hvor der er blevet fanget 11 nar­hvaler og jeg tror, at vi har brugt forskellige bilag som et informa­tionsgrundlag.

 

Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Det kan være jeg har markeret mig lidt for tidligt og så må ordførerne ellers have lyttet til mig. Men det der blev fremsat både fra Otto og Pavia det vil jeg kommentere alene, og hvis det er muligt, så må jeg sige noget på et andet tidspunkt.

 

Med hensyn til udnyttelsen af hvaler skal man så vidt muligt arbejde alvorligt for disse sager. Her i min be­svarelse sagde jeg, at man må også undersøge modta­geranlæg kan blive forbedret således, at man kan have forbedrede muligheder for at kunne distribuere og sælge.

 

Her tænker vi på flensningsanlæg og andet ting det er noget som må undersøges især i en tid, hvor vi har fået forøgede hvalkvoter.

 

Med hensyn til det der blev sagt fra Pavia, at det er især i bygderne, de får det ....... - jeg mener, at baggrunden derfor er, at man har sat som det sidste i den .... "danske tekst?"..... Det er blot det.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Vi plejer også flænse hvaler og vi ynder at spise hvalkød, men først så vil jeg sige tak til landsstyre­medlemmet, at der afholdes et samlet seminar omkring hele fangererhvervet, at den er........ tæt, det blev også kommenteret af Pavia Nielsen, Siumuts ordfører. Jeg har også lagt mærke til, at IP også støtter, at der kommer et samlet seminar, det er jeg glad over.

 

Men forinden jeg kommer til alt det andet, så har vi i vores 1. indlæg ellers håbet på, at det ville blive besvaret af landsstyremedlemmet. Det vil jeg komme ind på.

 

Først omkring at KNAPK får en deltagelse især i den internationale hvalfangst­kommision, hvor man har givet tilslutning fra Landstinget og, at man har betalt for KNAPKs udgifter, men at det er man så gået bort fra - især i Mexico og nu har landsstyremedlemmet taget det væk fra finanslovsforslaget for 1995.

 

Det må forstås, at direktoratet på det område har op­hævet denne dispensa­tionsmulighed, og jeg mener dette problem må tages op i forbindelse med finanslovsfor­slaget for 1995, som en opgave til finansudvalget.

 

Og endelig et punkt som vi gerne vil have taget en beslutning om, det er undersøgelsem om spæk og god udnyttelse af spækken. Hvor er den blevet af? Lands­tingsmedlem Emilie Lennert har forespurgt om dette i flere omngange. Landsstyremedlem for sundhed og miljø har på sin rejse i Norge meddelt ud fra de oplysninger vi har set, at man i år i Norge allerede har en me­dicinaludnyttelse af sælspæk og grunden til at de har stoppet det, det er mangel på sælspæk.

 

Det næste spørgsmål, som vi gerne vil spørge om, det er, at selvom landsstyremed­lemmet for sundhed og miljø siger, at man ikke kan påvirke USA, så er det sådan, at indianernes og cowboyernes efterkommere kan have en fleksibel beslutning. Det vil vi gerne have, at man bruger lobbyarbejde fra landsstyrets side ligesom vores mod­partnere, dyreværnsorgani­satio­ner, også bruger, hvis vi skal have et godt udnytte af den, så ...

 

Med hensyn til MMPA-loven, at man evt. kan indkalde formanden af den kommision der er blevet nedsat. Jeg vil gerne efterlyse, hvorfor landsstyremed­lemmet ikke kom med en besvarelse.

 

Og det femte det er, at man i FN omkring menneskeret­tighederne, så har man ansat en high-kommission og, at vi i dag ind­stiller, at landsstyret kan gøre brug af denne. Det vil vi gerne have nogle oplysninger om.

 

Og endelig Greenpeace, så vil vi endnu engang erindre om, at disse plejer at sige, at de elsker både hvaler og sæler og de vil gerne beskytte dem. Fangerne plejer at sige, at de beskytter både hvaler og sæler, men hvad der danner grundlag for kærlighed til disse, det er meget anderledes end det mærkværdige folkefærd, som har gummibåd, og som gerne vil lænkes til hvalfangstskibe­ne. Vi mener ikke, at kunne betegnes som nogen økolo­gisk forening. Det er vist ikke på sin plads.

 

Ved udnyttelsen af både naturen og dens ressourcer, så vil man meget gerne have et økologisk landbrug og økologisk brug f. eks. af tøj. Hvorfor kan man så ikke anvende sælskind og uforurenet sælkød. Hvorfor skal man være tilbageholdende med hensyn til at reklamere for sådan noget. Derfor m.h.t. Greenpeace skal man ikke have et officiel samarbejde. Det har vi sagt, at det er ikke på sin plads i dag, og derfor vil vi også meget gerne høre landsstyremed­lem­mets meninger.

 

Hvis Danmark ikke længere forbliver medlem af IWC, så har man på baggrund af mødet i Mexico mulighed for at opfordre ikke blot til landsstyret, men til samtlige partier, at vi vil gerne tage en stilling til Canadas og Ruslands ind­meldelse i NAMMCO udfra RIO-deklaratio­nen. Det er jo noget godt i, at de lande, der har et fælles havareal, kan have et fælles styring således, at man derigennem kan styrke det nordatlantiske samarbej­de.

 

Atassuts ordfører kom ind på, at man må have en stadig dialog med Greenpeace. Dette har vi overhovedet ikke noget imod, men vi sagde som noget vigtigt i vores 1. indlæg, om hvorfor vi skal have diskussio­ner om kun at begrænses til Greenpeace - man skal have dialog med alt og alle udfra behovet.

 

Og endelig omkring sælskind som blot bliver indhandlet. De skind vi skal have dem kan vi få fra Great Green­land, men det er en stor begrænsning Med en mere flek­si­belt eksport er det at anerkende fangererhvervet og, at man på det inter­nationale fora ved lovgivning, at man må bane vejen for at, f. eks. påvirker USAs kongres for at ophæve MMPA-loven.

 

Og endelig m.h.t sælspæk er det, at jeg kom ind på, at man allerede har en produktion, og at man i Canada om kort tid vil have en kemisk virksomhed.

 

Og til allersidst, m.h.t. til det der blev fremført af Bendt Frederiksen omkring forurening fra Canadas elve. Det vil vi takke for fra IA, fordi vi opfatter i mil­jøudvalget, at man har bevågenhed deromkring. At man på det viden­skabelige arbejde med hvid- og narhvaler både fra Canada og Grønland, så har vi fået sådan en orien­tering og nu kan jeg sige, at Siumut også har fået denne orientering om, at hvidhval-bestanden er falden­de. Det vig­tigste er ikke hvorfor, hvad er grunden til at bestan­den er nedafgående. Men hvis vi skal se på hvorfor bestanden er nedafgående, så må vi lave nogle tiltag for at undgå, at den ikke kommer mere ned i antal.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

De forskellige ting som kommer fra partierne, gav mig egentlig ikke ret meget for det er noget, som jeg i forvejen har taget stilling til. Men ved det næste runde og ved lands­styremedlemmets besvarelse, da vil jeg knytte nogle bemærkninger til.

 

Pavia kom ind på noget, det vil jeg først kommentere, og det er, at han ikke kan acceptere mine ord, at fangernes medindflydelse i vore dage er blevet så ringe, at det så at sige ikke har nogen indflydelse i dag.

 

Det jeg tænker på er ikke de kommunale og landspoliti­kere, der arbejder. Det jeg tænker på, det er, når man skal lave lovgivning omkring fangererhvervet, så hører man ikke fangerne, eller når de endelig frem­kommer med deres meninger, så vil man ikke høre dem.

 

Selv Pavia er holdt op med at høre fangerne. Som ek­sempel i forbindelse med fredningsud­valget omkring fredning af rensdyrene, da har jeg ud fra mine erfarin­ger fremført tal. De tal, dem hørte han ikke på, men tværtimod hørte han en anden, der ikke har erfaring indenfor området. Og det jeg siger, er det korrekte.

 

Det siges, at vi har mange sæler i dag - heldigvis, og derfor må vi ikke bruge p-piller til sælerne. Den store mængde af sæler i dag kan glæde landsstyremed­lemmet for handel også, det har jeg lagt mærke til. Men i den anledning da vil jeg gerne spørge landsstyremed­lemmet for handel: hvilken gavn har vi af det? Vi har ikke nogen økonomisk. Tværtimod er det måske en hæmsko omkring bedre indtjening fordi det også griber ind i vores muligheder for fiskeproduktion, så derfor er jeg meget glad for at høre, at man kan bruge p-piller til sælerne.

 

Mit forslag om erstatning til fangerne i forbindelse med rensdyrfred­ningen, da blev det sagt, at det ikke er på sin plads, at fangerne selv har udryddet bestanden, og at man derfor ikke skal komme med krav om en erstat­ning.

 

Lad mig komme med et eksempel omkring laksefangst.

Da blev det sagt, at laksefangsten må stoppes, da fik de danske fiskere en stor erstatning. Totalfred­ning af rensdyr siges at være en forkert foranstaltning fra de mennesker der har erfaring indenfor rensdyr­fangst.

 

Det blev også vurderet således af mennesker, der måske har bedre kendskab end de videnskabsmænd, der har været med til at danne grundlag for totalforbuddet. Jeg synes, at man på den baggrund har et godt grundlag for at yde en erstatning til de fangere, der blev ramt.

 

Udfra den vurdering at der uden at nedbringe rensdyr­bestan­den kan skydes i 1000-vis, så vil den have en værdi på omkring 4 mio. kr., så derfor kan man ikke sige, at jeg fremsatte mine påstande uden nogen be­grundelse.

 

Da jeg kom ind på fangerlønnen, tænker jeg i den for­bindelse på, at de gode år, hvor fangerne har god ind­tjening og så den store nedgang i nedtjeningen som konsekvens af f.eks. Greenpeace's intiativer.

 

Og til slut vil jeg blot sige, at jeg forstår, at der skal afholdes et seminar. Jeg forstår, at også Siumut støtter vores ønsker om seminar og at det ser ud som om, at det er sikkert. Det er jeg meget glad for.

 

Qaerngaq Nielsen, Siumut:

M.h.t. redegørelsen om fangererhvervet vil jeg komme med følgende bemærkning.

 

Jeg vil gerne takke det ærede landstingsmedlemmer for deres indsats for at forbedre fangererhvervets mulig­heder og, at man fortsat vil arbejde for at forbedre deres mulighed.

 

Der blev fra IPs side fremkommet med en bemærkning, som jeg vil komme med: Kajak er ikke længere et fangstred­skab. Jeg vil gerne påpege, at man i forbindelse med diskussionen omkring narhvalerne og hvidhvalerne, at man i Nervisuaq og udenfor Upernavik kun fanges nar­hvaler v.h.a. kajakken og jeg vil derfor sige, at kajakken er et af de vigtig­ste fangstred­skaber til fangst af narhvaler og hvid­hvaler.

 

Jeg vil ligeledes fremkomme med bemærkninger omkring narhvals- og hvidhvals­fangsten og jeg respekterer forskernes vurdering af be­standen, men som en fanger vil jeg i forbindelse med omringnings­fangst sige, at man overfor hvidhvaler, der er ved at føde, bør indføre et forbud mod fangst af hunnerne. For det er hvidhvals­hunnerne, der skal sikre bestandens beståen fremover. Det vil ikke være retfærdigt overfor os at indføre et total forbud mod fangst. Der er i løbet af efteråret en periode, hvor vi kun i en meget kort periode fanger hvidhvalerne, og derfor ikke vil være nogen trussel mod udryddelse af bestanden.

 

Med andre ord vil jeg ønske, at man ikke indfører et pludseligt totalforbud mod fangst af hvidhvalerne, man at man giver mulighed for et begrænset fangst og før en evt. forbud mod fangst, vil jeg gerne ønske, at man tager et samråd med fangerne. Jeg har svært ved at acceptere, at når forskerne fremkom med deres syns­punkter, så følger man deres indstilling, uden at man tager forbehold overfor fangerne.

 

 

Pavia Nielsen, ordfører for Siumut:

Ganske kort vil jeg sige, at jeg ved, at vi ved, at i følge hvalfangst­kommissionens regler er det kun selv­stændige stater, der har stem­meret.

 

Hvis vi skal prøve at komme ind på Danmarks vegne, så må vi være påpasselige med at tage sådan et initiativ.

 

Jeg har engang været med i hvalfangstkommisionsmøde og jeg har set, at det må være svært at påvirke de andre stater. Det er derfor jeg siger, at vi skal være var­somme, og at vi har opnået gode resultater i samarbejde med Danmark i år.

 

Nikolaj Heinrich er vist glad for at hakke lidt på mig. Vi fortaler os af og til. Nikolaj Heinrich har forfulgt rensdyret omkring 40 år. Nikolaj Heinrich påstår, at landsstyret har besluttet en totallukning for rens­dyret. Men det er en totallukning der er foretaget af fredningsud­valget i landstinget. Der har man besluttet, at fred­ningen skal være af to års varighed. Lands­styret har fulgt den indstilling om totalfredning.

 

Jakob Sivertsen, Atassut:

Siden 1979 har vi i forbindelse med drøftelser her i landstinget brugt mange ord omkring fangererhvervet.

 

Hvormange gange har vi mon ikke igangsat en undersøgel­se for at samle oplysninger og når vi så får oplys­ningerne, så er det vores initiativ, der skal komme.

 

Og her i år er der igangsat en levevilkårsundersøgelse, hvor man samlede helt eksakte oplysninger omkring levevilkårene især i fangerområderne, om at levevil­kårene er meget hårde.

 

F.eks. restancer til bolig og e....Årsindtægten er så lille, at vi må gøre et eller andet for at få afhjulpet dette.

 

Attasut har fremkommet med utallige forslag omkring forbedringer af fangernes vilkår, og det har vi også gjort i år. Fordi vi må gå bort fra al den undersøgelse og al den debat og så gå igang med konkrete initiati­ver. Jeg har et konkret eksempel. Det er fåreholdene i deres opstart, da fik man øjnene op for de meget svære vilkår, hvorfor det offentlige trådte ind. For eksempel har fåreholdene i deres opstart mulighed for at låne med 5% som egenkapital og resten 95% bliver ydet som et rente og afdragsfrit lån, som tilskud fra det offent­lige.

 

Det er en meget god ordning. Nu er det sådan at fanger­ne, når vi tænker på dem, især de unge, der gerne vil starte, som fangere og ikke har råd til at gøre det. For en ung initiativrig menneske, er det meget svært, at acceptere sådanne forhold. Det kan vi alle se. Vi må se at komme igang med vore initiativer.

 

I de seneste år, har man ved sammenlægning af traw­lerrederierne, da har man brugt mange millioner for at få løst deres problemer. Og disse mange millioner det er jo samfundet, der har ydet til disse trawlere. Hvis man kan gøre således, hvorfor kan man så ikke yde hjælp, ligesom man har gjort i forhold til fåreholder­ne. Især overfor unge, der gerne vil opstarte som fangere.

 

Vi har brugt denne talerstol til at tale om fangernes forhold, lad os nu se at komme igang med vores initia­tiver, for hvis vi ikke gør det, vil vi ikke få løst fangernes problemer ved bare at stå her fra talerstolen og snakke om det. Jeg siger tak.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Ganske kort, jeg vil sige undskyld til Qaerngoq, at jeg lige glemte, at kajakken stadigvæk bruges i fangst i Avanersuaq. Landsstyremed­lemmet kom ind på, at man ikke har nogle forhåbninger omkring handel med sælskind til USA. ICC har jo sagt nogle positive ting omkring det, og jeg er glad for at landsstyremedlemmet for handel nu fremkommer med en hel anden ting. Derfor vil jeg anmode landsstyret om at undersøge mulighederne det.

 

Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

De sidste par talere, hvis jeg skal komme med nogle kommen­tarer, til Pavia Nielsen i forbindelse med at forbedre hvalfangernes muligheder og vilkår, vil jeg i den forbindelse sige, at harpunkanonerne i de seneste år har været under tilsyn, og at der ligeledes har været indført nogen sikker­hedsmæssige grundige tiltag. Det er nok rigtigt, at hvis man fortsætter med brugen af det efterhånden gamle hvalfangerskibe, må vi for­søge at bane vejen for at eventuelt at forny disse. Og i den forbindelse vil jeg sige, at der er nogle tiltag for at forbedre hvalfan­gernes muligheder og i forbin­delse med mit forlæggelsenotat, har jeg ligeledes nævnt, at vi fremkommer med et konkret tiltag.

 

I forbindelse med Tuusi´s næste tale - selv om den måske er besvaret, at man skal afsætte nogle midler til at dække KNAPK´s udgifter. Jeg ønsker ikke at komme tilbage til sagen, for der afsættes midler til fiskeri­direktora­tet i nogle enkelte konti, som bruges til de særskil­te formål. I forbindelse med finansloven, hvis partierne tilslutter herom, vil jeg forsøge at finde muligheder for af få afsat nogle ekstra midler til formålet. Og jeg vil ikke komme tilbage til me­dicin.

 

Og med hensyn til de eventuelle invitationer fra USA vil jeg ligeledes henholde mig til vores stilling. Og jeg vil sige, at de fleste partier har tilsluttet sig til redegørelsen og i den forbindelse etablering af et seminar. Partierne støtter initiativet, og vi må arbej­de for at realisere det, når de konkrete informatio­ner fremlægges, skal vi ud fra den dybdegående rede­gørelse, der er fremkommet også udarbejde et konkret forslag.

 

I forbindelse med IA´s kommentar kom det til at nævne Greenpeace igen ved deres anden bemærkning i forbin­delse med Greenpeace´s arbejde mod forurening, at vi anser deres arbejde for at begrænse forureningen. Og Greenpeace glemmer tit deres intentioner, når de mod­arbejder og forsøger, at fremkomme med begrænsninger til fangst af levende ressourcer. Vi må støtte de forskel­lige tiltag, der er til gavn for os. Og i for­bindelse med de forskellige landes dekleration i Rio, vil vi ligeledes arbejde for, at leve op til deklera­tionen. Fra IA´s side bliver der fremkommet, at vi må henholde os til de aktiske lande.

 

Vi har i Landstyret ikke taget stilling herom, og Landstyret mener, at vi må fast­holde vores medlemsskab i IWC, men at ligefrem arbejde mod at blive et selv­stændig medlem, er måske brugt som et valgflæsk til folketinget.

 

Op til hvalfangstkommissionens møder forbereder vi os grun­digt, før vi tager afsted og førhøre os til de forskel­lige interesseorganisationer. Der ud over er der inden for NAMMCO-samarbejde også arbejde om at intensi­vere arbejdet, og vi arbejde ligeledes for at fast­holde, at IWC ikke skal have et større kompentance overfor de små hvaler, og vi må arbejde for at komme med et mere dynamisk udspil, og man overfor de for­modede truede dyrearter. Vi ikke skal være for tilba­geholdene.

 

Pavia og Nicolaj har haft deres indbyrdes fejde omkring fangerer­hvervet og det er svært at blande sig i debat­ten. Men vi kommer med fremstrakt hånd for at samarbej­de for at forbedre forholdene, selv om vi nogle gange har forskellige synspunkter, men det er vigtigt, at vi fastholder samarbejdet for at opnå de optimale resulta­ter. Vi kommer såldes ikke uden om hinandens syns­punk­ter, men vi må finde en vej til at forene vores syns­punkter og for at opnå gode resultater, selvom det måske kan være lidt vanskeligt en gang imellem.

 

Med hensyn til Jacob Sivertsens bemærkninger, synes jeg ikke, det er det rigtige tidspunkt at fremkomme med et svar på for lovgivningen om ESU-lånene, vil vi vende tilbage til fangernes vilkår i de næstkommen­de dage. Der er under debatten ligeledes kommet en bemærkning omkring, at når vi skal værne om dyrene, at vi så ikke kan komme uden om jagtbetjentord­ningen. Og vi må lige­ledes tage i betragtning i den kommende tid, at hvis vi skal fremkomme med en til­synsordning med tilsyn overfor dyrene, så må vi bane vejen for det. Og partierne tilslutter sig til ideen.

 

Med disse svar til de sidste oplægsholdere, vil jeg ligeledes komme til de sager, man må regne med, at vi drøfter omkring fangererhvervet, når vi afholder den kommende seminar om fangernes vilkår.

 

Vi har ikke et særskilt levevej. Det er vores identi­tet. Det er ikke på sin plads, at vi skal stemples som et særskilt eller forskellige folkefær, men det er vores måde at leve på - og det må ikke stemples som et forskellighed. Jeg vil takke partiernes politiske ordførere for deres ord, og vi vil arbejde for området i det følgende arbejde.

 

Bendt Frederiksen, Siumut:

Ganske kort vil jeg nævne, at der blev rettet på nogle tal, som tænkte jeg på bilag 6 d omkring fangstmængden i 1993. Det er de korrekte tal. Anden gang nævnte jeg forureningen af Canadas floder, som man har mulighed for at undersøge og at sige at Siumut nu er gået ind for det. Det må vi lige tilbagevise.

 

Jeg har i fredningsudvalget nævnt disse ting, og tid­ligere gjort opmærksom på det. Det er således ikke helt korrekt, at vi nu er gået ind for IA's syns­punkt. Generelt set det cirkumpolare område med dets dyr og befolkning, der mener jeg at med hensyn til dyrene, at man ikke kan blive en vidensskabsmand indenfor området uden om fangerne i det arktiske område. De fangstred­skaber, der ikke frembringer støj, de benyttes stadig­væk i yder­distrikterne. Vi er nok det eneste folkeslag, der benytter disse redskaber, der ikke ødelægger om­givelserne. Det ligger fangernes respekt, og det må vi acceptere.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Landsstyremedlemmet for fangst sagde, at han ikke kunne besvare fuldstændigt, det jeg sagde under andet indlæg. Det er også korrekt. Men med hensyn til seminaret, vil vi først og fremmest vil have taget en beslutning om, at man i forhold til USA omkring MMPA eventuelt ind­kalder eller inviterer formanden.Det er et af de punk­ter, man kan påvirke arbejde.

 

Fordi man nok i seminaret ikke vil tage nogle beslut­ninger om, hvem der vil blive indkaldt. Det er en opgave, vi gerne vil have løst fra landsstyrets side.

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for sundhed og miljø:

Omkring det handelsesmæssige, det vil jeg lige kommen­tere først. Så skal jeg udtale, at jeg i mit første indlæg omkring sælspækproduktion og vores under­søgelser og de foreløbige resultater, at dem har vi lige fået i direktora­tet, og som vi så fremsætter til landsstyret, de lyder sådan, at forsøgsordninger f.eks i Norge omkring medicinal pro­duktion, det er ikke er lykkedes. Det vil vi tage til efterretning. Men hvis vi skal have vores egne forsøg, så vil det koste ret mange midler og det er så det, vi skal prøve på at tage en beslutning om i Lands­styret.

 

Med hensyn til mine kommentare omkring det handels­mæssige overfor USA, og det jeg sagde til Josef Motz­fledt, det er, at når vi snakker om handel og vores eksport af sælskind til andre lande, og den under­søgel­se, der er blevet gennemført af Great Greenland, og som er blevet færdig for to år siden, så er der forskellige lande som det er lettere at sælge til. Hvis vi har nogle begrænsninger i vore handel, så skal vi først prøve på at sælge til de lande, som er lettest at handle med.

 

Med hensyn til den lov, der begrænser indførelse af hval- og sælpro­dukter til USA, og hvor man så har fået en kommissær. Der mener vi, at det er nærliggende fra landstyrets side, det der blev fremsat fra Josef Motz­feldt, at man kan invitere high-kommissionæren til Grøn­land. Det forstår jeg også, at man har diskuteret dette i udenrigs­politisk udvalg.

 

Og endelig til det der blev fremført af Bent Frederik­sen, at man i de arktiske floder skal have en under­søgelse omkring, hvor stor foru­rening der kan være, som det også blev nævnt fra Josef Motzfeldt. Der skal jeg lige udtale, at de syv lande, der har grænser op til nordpolen, så har man et samarbejde omkring formind­skelse af forurening og miljø­beskyttelse. At man til stadigvæk undersøger dette, og det bliver også for­stærket ved miljøministerens møde. Vi følger også med i arbejdet om hvor stort forurening, der er i havene. Men der er også nogle tiltag, som vi også følger med i om forskellige staters udsmid af af­faldsprodukter til elvene eller floderne fra de store virksomheder. Vi skal også lige sige, at vi har pligt til kontrol af havpattedyrenes indflydelse på menneske sundheden og denne undersøgelse fortsætter stadigvæk.

 

 

Mødeleder:

Og således er redegørelsen om fangererhvervet færdig­debatteret, og jeg skal udtale, at der nok ikke nogen, der er imod, at vi stopper landstingets møde for i dag, og de resterende dagsordenspunkter bliver udskudt.

Jeg skal også lige præsicere, at man stadigvæk fast­holder, at lands­tingsmødet slutter den 1. november og at derfor med hensyn til at man nu må være påpassellig med, at udskyde for mange sager til senere behandling.

 

Og derfor med hensyn til dagsordenspunkt 5, redegørelse vedrørende Vestnordens parlamen­tariske samarbejde, og punkt 34, forslag til landstingsforordning om hjælp til vidtgående handicapede og endelig punkt 61, be­tænkning afgivet af soocialud­valget. Disse tages som de første punkter på mandag.

 

Og så er vi igennem vores landstingsmøde for i dag.

 

Punktet sluttet.