Dagsordenens punkt 22-1 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Knud Sørensen, Landstingets formand.
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø og Forskning:
I henhold til §9 i landstingsforordning nr. 7 af 30. oktober 1992 om sundhedsvæsenets styrelse og organisation afholder Det Forebyggelsespolitiske Råd møde hvert andet år.
På det nyligt afholdte møde i Det Forebyggelsespolitiske Råd har der været fremsat forslag om, at Det Forebyggelsespolitiske Råd for fremtiden kan afholde møde hyppigere. Forslaget skal ses som en generel styrkelse af kontinuiteten i Det Forebyggelsespolitiske Råd´s arbejde. Det indebærer ligeledes en styrkelse af Rådets opgaver, herunder at følge udviklingen i forebyggelsesindsatsen, at stille forslag til forebyggelsesinitiativer og være forum for diskussioner om prioritering indenfor forebyggelse.
Den øgede fleksibilitet, som vil fremkomme ved en bemyndigelse til Landsstyret til at fastsætte antallet af møder, vil ligeledes medvirke til en styrkelse af det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde både centralt og lokalt. En veltilrettelagt og koordineret forebyggende indsats rettet mod lokalområderne forventes desuden på længere sigt at give besparelser på sundhedsområdet.
Beretning til Landsstyret og Landstinget om den offentlige forebyggende indsats skal afgives efter hvert møde i Det Forebyggelsespolitiske Råd.
Der er afsat midler fra 1997 til finansieringen af ét årligt møde i Det Forebyggelsespolitiske Råd.
Med disse ord skal jeg på Landsstyrets vegne forelægge udkast til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning nr. 7 af 30. oktober 1992 om sundhedvæsenets styrelse og organisation.
Niels Mattaaq, ordfører for Siumut:
Siumut er glad for, at der langt om længe er nedsat et Forebyggelsespolitisk Råd med repræsentanter fra hele landet. Ifølge den gældende Landstingsforordning afholder Det Forebyggelsespolitiske Råd møde hvert andet år.
Siumut er enig med Landsstyret i, at der i forbindelse med nærværende ændring skabes mere fleksibilitet vedrørende antallet af møder.
Det Forebyggelsepolitiske Råd ønsker at holde møde hvert år. Der vil nu blive åbnet mulighed herfor, og vi har da også bemærket, at Landsstyret allerede har afsat midler til dette formål.
Det Forebyggelsespolitiske Råd ønsker ansættelse af en forebyggelseskonsulent i hver kommune. Andre har foreslået det samme.
Siumut skal opfordre Landstyret til at forhandle med KANUKOKA med henblik på hurtig ansættelse af forebyggelseskonsulenter i hver kommune.
Forebyggelse må realiseres i praksis. Vi skal ikke bare snakke om det. De ønskede målsætninger må realiseres, ikke blot gennem brevvekslinger, men reelt ved at folk bliver sundere. Dette mål bliver nået, når man får lokale forebyggelseskonsulenter. Derfor mener Siumut, at ansættelse af forebyggelseskonsulenter i hver kommune bør realiseres nu.
Anders Nilsson, ordfører for Atassut:
Atassut tilslutter sig det fremlagte forslag om, at Det Forebyggelsepolitiske Råd for eftertiden skal kunne holde møder mere hyppigt og ikke som hidtil kun hvert andet år.
En konsekvens af ændringen bliver, at der for fremtiden skal afgives beretninger om Rådets virke efter hvert møde. Disse beretninger vil være et vigtigt indslag i den offentlige debat og dermed være et vigtigt virkemiddel i det forebyggelsespolitiske arbejde.
Med disse få ord skal vi overgive forslaget til videre behandling i Sundhedsudvalget forinden anden behandling her i salen.
Malinanguag Markussen Mølgård, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Inuit Ataqatigiit har altid lagt vægt på styrkelse af det forebyggelsespolitiske arbejde. Et menneske, der føler, at der er behov for det, er et menneske med selvtillid, selvværd og lyst til at arbejde for samfundet. Med arbejdsløsheden, boligmanglen, svære familiemæssige problemer og vanskelige uddannelsesforhold er der mange mennesker, som føler sig overflødige og har svært ved at se meningen med livet. De mennesker går tabt for samfundet og er ofte nærmest til at komme i alkohol- og narkotikamisbrug.
Vi er hurtige til at fremsætte forslag om løsning af problemerne, men vejen til løsningen er at finde de centrale årsager til problemerne, samtidig med at vi arbejder på at forebygge misbruget.
I disse år har man til stor bekostning for samfundet oprettet behandlingscentre for alkoholikere, narkomaner og andre, der har et afhængigsforhold til euforiserende stoffer. Det præventive arbejde er det mest hensigtsmæssige, når man ønsker at undgå skade som følge af de forannævnte forhold. Hvis vi ikke griber ind, kan man udmærket forestille sig, at der opstår behov for oprettelse af flere behandlingscentre.
Derfor støtter vi forslaget om, at Det Forebyggelsespolitiske Råds møder skal afholdes
oftere, dvs. en gang hvert år, idet vi håber, at dets arbejde bliver mere synligt.
Inuit Ataqatigiit mener, at det bør pointeres, at konferencer og seminarer er meningsløse, hvis de ikke bliver fulgt op med målrettet handling. Derfor mener vi, at det er af afgørende betydning, at Det Forebyggelsespolitiske Råds møder ikke alene finder sted oftere, men at bevillingerne til dets arbejde ligeledes bliver forøget.
I den forbindelse skal vi også spørge, hvilke planer Landsstyret, ud over de planlagte flere møder i Det Forebyggelsespolitiske Råd, har med hensyn til forebyggelsesarbejde, eftersom Landsstyret er opsat på at styrke kampen mod alkohol, narkotika og andre euforiserende stoffer.
Udover Inuit Ataqatigiit´s opbakning til den politisk betingede kamp mod misbrug af både alkohol og euforiserende stoffer mener Inuit Ataqatigiit, at man generelt skal søge at styrke personalegrupperne i deres præventive arbejde og ikke kun arrangere konferencer og lignende.
Med disse bemærkninger skal vi udtale vores støtte til, at Det Forebyggelsespolitiske Råd fremover afholder møde én gang om året.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akuuliit Partia
Akuuliit Partia vil hermed give udtryk for rimeligheden af, at ændringsforslaget følges.
Konsekvensen af årlige møder vil automatisk være, at der hvert år bliver fremlagt beretning til Landsstyret og Landstinget om den offentlige forebyggende indsats.
Akuuliit Partia tilstræber iøvrigt altid, at det forebyggende arbejde intensiveres, og forslaget giver mulighed for at følge med i rimeligheden / urimeligheden af de forskellige tiltag eller mangel herpå. Derfor vil Akuullit Partia komme med en kraftig støttte til forslaget.
Med disse korte bemærkninger skal vi anbefale, at forslaget før anden behandlingen bliver behandlet i det respektive udvalg.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet.
Kandidatforbundet er helt enig i, at møde hvert år i Det Forebyggelsespolitiske Råd styrker kontinuiteten i Rådets arbejde. Rådet får mulighed for bedre udveksling af gensidig information om forebyggelsesinitiativer, hvorved disse kan vurderes bedre end tidligere. Det er meget vigtigt, at der af hensyn til de mange kritiske udtalelser om driften af sundhedsvæsenet i de senere år igangsættes et bedre og mere tilfredsstillende arbejde.
Det er ligeledes tilfredsstillende, at der skal afgives beretninger til Landsstyret og Landstinget om den forebyggende indsats efter hvert møde i Det Forebyggelsespolitiske Råd.
Med disse bemærkninger skal jeg henstille, at forslaget inden anden behandlingen går til drøftelse i Landstingets Sundhedsudvalg.
Marianne
Jensen, Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø og Forskning:
Jeg skal på vegne af Landsstyret takke for den store enighed, der er blandt samtlige partier og ordførere. Jeg er heller ikke i tvivl om, at medlemmerne af Det Forebyggelsespolitiske Råd er glade for de tilkendegivelser, der har været her fra salen. Jeg er overbevist om, at de glæder sig til at fortsætte deres arbejde, idet de finder, at de har opbakning herfra.
Siumut opfordrer Landstyret til at finde bedre muligheder for at ansætte forebyggelsekonsulenter. Som både Landsstyret og Landstyreformanden har sagt, er man forberedt på, i forbindelse med de videre drøftelser af finansloven, at finde mulighed for, at der kan ansættes kommunale forebyggelseskonsulenter, og det vil vi følge fra Landsstyrets side.
Til slut skal jeg nævne, at der de senere år er kommet flere og flere psykiatriske patienter på Dronning Ingrids Hospital afdeling A1. De fleste af disse patienter har lidt skade allerede i barndommen, ikke mindst på grund af alkohol , huspektakler og lignende. Det er derfor vigtigt, at det forebyggende arbejde bliver intensiveret. Også den enkelte borger må være aktiv. Det Forebyggelsespolitiske Råd kan være til stor hjælp i den forbindelse. Som bl.a Inuit Ataqatigiit er inde på, er det ikke nok at holde konferencer m.v. Der skal være nogle faste medarbejdere med ansvar for det forebyggende arbejde. Det kan ske i kommunalt regi. Jeg mener også, at Landsstyret bør erkende, at der er behov for en bedre koordinering af dets forskellige opgaver. Jeg overvejer at få Landsstyret til at drøfte, hvordan det kan ske.
Der findes allerede personer med gode erfaringer på forebyggelsesområdet. Det er mit håb, at deres erfaringer og meninger kan indgå i det videre arbejde.
Jeg siger tak for de klare tilkendegivelser.
Knud Sørensen, Landstingets formand:
Hermed er dagsordenens punkt 22, første behandling af forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om sundhedsvæsenets styrelse og organisation færdig. Vi går videre til punkt 51, forslag til landstingslov om fangst og jagt.