Dagsordenens punkt 22-2 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder:
Ruth Heilmann.
Og det er Sundhedsudvalgets formand Jonathan Motzfeldt, der skal forelægge Sundhedsudvalgets betænkning.
Jonathan Motzfeldt, formand for Landstingets Sundhedsudvalg, Siumut:
Sundhedsudvalget har drøftet Landsstyrets forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om sundhedsvæsenets styrelse og organisation. Der er i Udvalget enighed om at støtte Landsstyrets initiativ til at opprioritere forebyggelsesarbejdet, da Landsstyret ønsker at styrke kampen mod alkohol, narkotika og andre euforiserende stoffer.
Det er udvalgets synspunkt, at forebyggelse er bedre end behandling.
En konsekvens af ændringen bliver, at der fremtidig bliver afgivet årlige beretninger om Det Forebyggelsespolitiske Råds arbejde. Beretningerne vil være et vigtigt indlæg i den offentlige debat og dermed i sig selv et virkemiddel i forebyggelsesarbejdet.
Der bliver mulighed for at holde møde hvert år i Det Forebyggelsespolitiske Råd. Udvalget har bemærket, at Landsstyret har afsat midler til formålet.
Udvalget henstiller til Landsstyret, at den planlagte udvidelse af møderne i Rådet bliver fulgt op med konferencer og andre forebyggende tiltag. Samtidig henstiller Udvalget, at forebyggelsesarbejdet på kommunalt plan bliver styrket ved udnævnelse af forebyggelseskonsulenter i kommunerne.
På den baggrund henstiller Udvalget til Landstinget, at der stemmes for forslaget i den foreliggende form.
Mødeleder:
Forslaget bliver godkendt i sin foreliggende form. Og herefter er det Landsstyremedlemmet for Sundhed, Miljø og Forskning, der skal komme med et svar.
Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Sundhed, Miljø og Forskning:
Indledningsvis skal jeg på Landsstyrets vegne takke Landstingets Sundhedsudvalg for den grundige behandling af Landsstyrets forslag til ændring af landstingsforordning nr. 7 af 30. oktober 1992 om sundhedsvæsenets styrelse og organisation.
På Landsstyrets vegne skal jeg udtrykke glæde over Sundhedsudvalgets støtte til det fremlagte forslag.
I forbindelse med udarbejdelsen af forslag til finanslov for 1997 har Landsstyret fremsat forslag om, at der bliver afsat kr. 250.000 til møde i Det Forebyggelsespolitiske Råd. Det er hensigten, at der fremover skal afholdes ét årligt møde i Det Forebyggelsespolitiske Råd. Årlige beretninger om Rådets virke vil være et vigtigt indslag i den offentlige debat og et vigtigt virkemiddel i det Forebyggelsespolitiske arbejde. Generelt indebærer forslaget, at arbejdet i Det Forebyggelsespolitiske Råd kan blive mere synligt.
Landstingets Sundhedsudvalg ønsker, at den planlagte udvidelse af møderne i Det Forebyggelsespolitiske Råd bliver fulgt op med flere konferencer og andre forebyggende tiltag. Endvidere bør det kommunale forebyggelsesarbejde styrkes ved ansættelse af forebyggelseskonsulenter.
Jeg skal derfor nævne, at Landsstyret i forbindelse med udarbejdelse af forslag til finanslov for 1997 har stillet forslag om en bevilling på kr. 1,8 millioner til et forsøgsprojekt, der skal igangsætte forebyggende og sundhedsfremmende tiltag i udvalgte kommuner. Bevillingen skal bl.a. finansiere ansættelse af forebyggelseskonsulenter og kursusvirksomhed.
Formålet med forsøgsordningen er at indhente et erfaringsgrundlag, der efter 1997 kan danne grundlag for den fremtidige planlægning af forebyggende og sundhedsfremmende tiltag i kommunerne. Det er hensigten, at der på sigt skal ansættes forebyggelseskonsulenter i alle kommuner.
Landsstyret er opmærksom på det stigende behov for en målrettet forebyggende og sundhedsfremmende indsats i kommunerne. Befolkningen skal aktiveres og selv være drivkraften bag en forbedret sundhed. Befolkningen skal opfordres til at tage sit ansvar alvorligt.
Direktoratet for Sundhed, Miljø og Forskning tilrettelægger de overordnede forebyggende og sundhedsfremmende tiltag ud fra Landsstyrets politiske målsætninger, men de konkrete tiltag i kommunerne bør tilrettelægges efter områdets behov.
Med disse ord skal jeg på Landsstyrets vegne forelægge forslag til ændring af landstingsforordning nr. 7 at 30. oktober 1992 om sundhedsvæsenets styrelse og organisation til Landstingets anden behandling.
Niels Mattaaq, ordfører for Siumut:
Fra Siumut lægger vi vægt på et stabilt og kontinuerligt arbejde i Det Forebyggelsespolitiske Råd. Derfor støtter vi Sundhedsudvalgets ønske om, at de kommende årlige møder i Det Forebyggelsespolitiske Råd bliver fulgt op med flere konferencer og andre forebyggende tiltag.
Det kommunale forebyggelsesarbejde bør ligeledes styrkes ved ansættelse af forebyggelseskonsulenter.
Vi er glade for, at Landsstyret har fremsat forslag til finanslov 1997 om afsættelse af kr. 250.000 til møde i Det Forebyggelsespolitiske Råd, og at det er hensigten, at Rådet fremover afholder ét årligt møde. Landsstyret har desuden, i forbindelse med udarbejdelse af finanslov 1997, stillet forslag om en bevilling på kr. 1,8 mill. til et forsøgsprojekt, der skal igangsætte forebyggende og sundhedsfremmende tiltag i udvalgte kommuner. Det er meningen, at bevillingen bl.a. skal finansiere ansættelse af forebyggelseskonsulenter og kursusvirksomhed.
Forsøgsordningen vil efter vores opfattelse danne et godt grundlag for den fremtidige planlægning af forebyggende og sundhedsfrememmende tiltag i kommunerne. På sigt kan der således ansættes forebyggelseskonsulenter i alle kommuner på et velfungerende grundlag.
Siumut finder, at forsøgordningen er en god og betryggende måde at opstarte de kommende initiativer på.
Efter Siumuts mening er det imidlertid ikke nok at afvente tiltag og initiativer fra Landsstyret, Landstinget, kommunalbestyrelser og Det Forebyggelsespolitiske Råd. Det er mindst lige så vigtigt, at befolkningen bliver aktiveret og tager sit ansvar alvorligt som drivkraften bag en forbedret sundhed.
De årlige beretninger om Rådets virksomhed bliver et vigtigt instrument i det forebyggelsespolitiske arbejde. Samtidig bliver arbejdet i Det Forebyggelsespolitiske Råd mere synligt for befolkningen.
Med disse bemærkninger tager vi Sundhedsudvalgets betænkning til efterretning og indstiller, at forordningsforslaget overgår til 3. behandling i sin nuværende form.
Anders Nilson, ordfører for Atassut:
Ved 2. behandlingen af ændringsforslaget har Atassut intet yderligere at bemærke.
Vi skal indstille, at forslaget overgår til 3. behandling.
Maliinannguaq M. Mølgaard, Inuit Ataqatigiit:
Tak.Inuit Ataqatigiit støtter det forebyggende arbejde. Vi ønsker derfor at støtte det frivillige arbejde på alle måder. Inuit Ataqatigiit støtter derfor udvalgets betænkning og er glad for, at det forebyggende arbejde derved bliver støttet og mere synligt. Vi er ligeledes glade for, at Landsstyret vil finansiere kommunale forebyggelseskonsulenter.
I forbindelse med 1. behandlingen har vi bemærket, at det ikke er nok med konferencer. Man skal efterfølgende støtte personalet i det forebyggende arbejde.
Inuit Ataqatigiit støtter, at forslaget går videre til 3. behandlingen i sin foreliggende form.
Bjarne Kreutzmann, Akuliit Partia:
Akuliit Partia støtter, at der bliver afsat et beløb i forslaget til finanslov for 1997 til Det Forebyggelsespolitiske Råd.
Som vi bemærkede ved 2. behandlingen, er det vores klare mening, at årlige møder og redegørelser giver mulighed for at se, hvor vi står med forebyggelsesarbejdet. Det giver et fingerpeg om, hvor meget eller hvor lidt, vi beskæftiger os med forebyggelsesområdet. Derfor er vi glade for forslaget om en bevilling på kr. 1,8 mill. til et forsøgsprojekt, der skal igangsætte forebyggende og sundhedsfremmende tiltag i udvalgte kommuner. Det er i tråd med Akuliit Partias forgæves forslag for flere år siden om øremærkede tilskud til fritidsområdet, da det er et forsømt område p.g.a besparelser
Med disse få ord og med henvisning til vores bemærkninger under 1. behandlingen indstiller vi, at forslaget går videre til 3. behandling i sin foreliggende form.
Anton Frederiksen, Kandidatforbundet:
Med henvisning Kandidatforbundets bemærkninger i forbindelse med landsstingsforordningsforslagets 1. behandling er Kandidatforbundet glad for, at man tilstræber at få gjort rammerne og baglandet for det forebyggende arbejde klarere. Dels kan man slet ikke undvære sådanne tiltag. Endvidere er det på sin plads, at der afsættes midler på finansloven til ansættelse af forebyggelsesmedarbejdere i kommunerne.
Idet Kandidatforbundet udmærket forstår de anførte behov, skal jeg på Kandidatforbundets vegne stemme for, at det nu foreliggende forordningsforslag går videre til 3. behandling.
Mødeleder:
Landsstyremedlemmet Marianne Jensen vil svare.
Jeg vil endnu en gang takke sundhedsudvalget og partiernes ordførere for den støtte, der er fremkommet.
Jeg kan oplyse, at Det Forebyggelsespolitiske Råd, i forbindelse med sin etablering i marts i år, har besluttet, at det vil prioritere børn med dårlige kår, misbrug af alkohol og euforiserende stoffer og det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i bygderne. Rådet har desuden fremsat et ønske om ansættelse af forebyggelseskonsulenter i kommunerne. Men Rådet bemærker at, det ikke er nok med ansættelse af forebyggelseskonsulenter. Konsulenterne skal have de nødvendige redskaber til deres arbejde. Der har tidligere været forsøg med ansættelse af forebyggelseskonsulenter, men p.g.a. uvished og økonomiske forhold er ansættelserne ophørt. Jeg er derfor glad for, at det nu bliver støttet fra alle sider, at sådanne tiltag bliver igangsat hurtigst muligt. Først som et projekt i udvalgte kommuner, fulgt op med kurser og konferencer i det videre arbejde.
De, der stemmer for, at forslaget går videre til 3. behandling i sin foreliggende form, bedes rejse sig op. 27. D.v.s. at samtlige tilstedeværende stemmer for