|
Dagsordenens punkt 24-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Knud Sørensen, Landstingets Formand.
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for sundhed, miljø og forskning:
De psykiatriske patienter, vi i dag sender til behandling i Danmark, er de patienter, der med det nuværende behandlingssystem, ikke kan behandles i Grønland. Det drejer sig om retspsykiatriske patienter og tvangsindlagte patienter. I alt befinder der således konstant ca. 25 personer på behandlingsinstitutioner i Danmark d.v.s. på amtshospitalet i Vordingborg og på amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.
Det er en stor psykisk belastning for disse patienter at være anbragt på en institution i et fremmed land og samtidig være adskilt fra familie og venner hjemme. Set fra en behandlingsmæssig synsvinkel må det også anses for at være uhensigtsmæssigt, at patienten behandles så langt fra sit normale miljø. Det må antages, at en resocialisering og på længere sigt udslusning af patienten til samfundet vil blive vanskeliggjort af disse forhold.
Det er disse menneskelige- og behandlingsmæssige forhold, der tydeliggør behovet for, at patienter, der i dag befinder sig i Danmark tilbydes behandling her i landet.
En hjemtagning af den psykiatriske behandling vil kræve, at vi forbereder os grundigt på opgaven. Det er nødvendigt:
-at lovgivningen på det psykiatriske område revurderes og tilpasses de betingelser den psykiatriske behandling foregå under,
- at samarbejdet mellem de instanser, der skaber rammerne omkring og har kontakten med de psykiatriske patienter styrkes,
- at de nødvendige fysiske rammer etableres,
- at de nødvendige personalemæssige ressourcer tilvejebringes og
- at der afsættes de nødvendige økonomiske ressourcer til disse tiltag.
Jeg kan her henvise til den redegørelse, der er udleveret til Landstinget.
Da en hjemtagning af den psykiatriske behandling bør ske på en faglig og menneskelig forsvarlig måde, er det nødvendigt, at der sker en koordinering af samtlige de tiltag, der er en forudsætning for hjemtagningen. Der bør derfor nedsættes en koordineringsgruppe, der kan udarbejde et forslag til løsning af den konkrete opgave, samt beregne de økonomiske konsekvenser af en hjemtagning.
Jeg skal på Landsstyrets vegne indstille, at Landstinget vedtager en hensigtserklæring om at hjemtage den psykiatriske behandling samt, at Landstinget bemyndiger en koordineringsgruppe, bestående af embedsmænd herfra og fra Danmark, til at udarbejde et forslag til løsning af den konkrete hjemtagningsopgave. Embedsmandsgruppens arbejde vil kunne forventes forelagt Landstingets forårssamling 1998, hvor der kan træffes endelig beslutning om en hjemtagning af den psykiatriske behandling.
Jonathan Motzfeldt, Siumut.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Siumut vil medvirke til, at vores landsmænd, der for tiden er anbragt til psykiatrisk behandling i Danmark, får de bedst tænkelige betingelser i psykisk og fysisk henseende. Vi har i Landstinget og på mange forskellige måder fået indberetninger om forholdene, som disse patienter må leve under. Det drejer sig om isolation fra hjemlige omgivelser, følelsen af at nogen svigter eller glemmer dem lidt i bestræbelserne for forbedring af sundhedsforholdene, for patienter her i landet.
Ikke desto mindre er vi efterhånden mange i Landstinget og andre forsamlinger, der har fået så mange informationer vedrørende disse patienter og deres forhold, at vi med stor forståelse for deres situation har studeret nærmere, hvad Landsstyret har fremlagt her i tinget i dag.
Vi har til at begynde med set vores eget samfunds ressourcer til. at modtage vores egne sindslidende heroppe. Det er en almindelig kendsgerning, at der i vort eget samfund forefindes ikke så få mennesker, der igennem Dronning Ingrids Hospital får behandling der og på andre lokale sygehuse i kontakt med Dronning Ingrids Hospital. Det sker også, at patienter nedsendes til danske hospitaler efter konsultation med det lokale sygehus og Dronning Ingrids Hospital. Vi forstår således, at denne praksis er et nødvendigt led i hele behandlingsstrukturen på nuværende tidspunkt. Det er udtalt meget klart, at netop disse kategorier af patienter må og skal tilbyde en behandlingsmulighed heroppe mellem os, familie og venner. Siumut har en meget stor forståelse for denne stillingtagen, og vi prioritere denne mulighed for en behandling heroppe af den førnævnte kategori meget højt. Og vi beder Landsstyret holde øjnene åbne for disse grupper, når vi taler om patienter i Vordingborg og Nykøbing Sjælland. Det drejer sig som bekendt om 25 patienter for tiden.
Sålænge vort eget sundhedsvæsen ikke er istand til at modtage patienter - hverken lægeligt eller fysisk - må vi bede om, at behandlingen af de pågældende personer fortsætter i disse omgivelser. Det er desværre denne hårde kendsgerning vi må konstatere. Det er specielle grupper, der på forskellige måder ikke egner sig til en normal tilværelse.
Vi må til stadighed være opmærksomme på, at vi her har at gøre med patienter, der har behov for en speciel behandling, som kræver specielle fysiske rammer og special uddannet personale, som vi i alt væsentlighed ikke er i besiddelse af i dag. Derfor må vi hjælpe til - både personalemæssigt og på anden vis - at patienterne på disse nævnte institutioner, får de bedste vækstbetingelser for at blive raske, og dermed komme tilbage til normale omgivelser iblandt os.
Men for at starte en fornuftig og meningsfuld udslusningsproces - for os at se en proces der betyder tilbagetagning af patienterne - må vi sørge for, at alle involverede instanser er klar over, hvordan ansvar og kompetence er placeret i forhold til patienten. Det drejer sig blandt andet om at stille et socialt- eller et behandlingsmæssigt tilbud til rådighed for patienten. For at starte en fornuftig planlægning omkring hjemtagning af den psykiatriske behandling anbefaler Landsstyret, at vi vedtager en hensigtserklæring om at hjemtage disse patienter således, at en koordinationsgruppe med embedsmænd fra Danmark og Grønland gennemgår og bearbejder en løsningsmodel herfor. Det vil vi fra Siumuts side anbefale, og anbefaler samtidig, at en tidsplan for arbejdet med forelæggelsen af planen sker på Landstingets forårssamling i 1998.
Til slut skal vi fra Siumut understrege følgende: i ethvert samfund findes sindslidende og sådan har det altid været. Men heldigvis er helbredelsesmulighederne blevet stadig bedre gennem tiderne.
Men her i landet må vi på alle måder træde hjælpende til overfor medborgere, der er psykisk trætte, åndelige ensomme, og folk som savner kontakt i forbindelse med chocklignende situationer. I sådanne situationer må vi samarbejde med hinanden blandt andet i frivillige organisationer som Sugisaq og Kisimiinngilatit, samt det arbejde som udføres af præster, kateketer og andre. Vi kender fra de hellige skrifter den situation, hvor den gode hyrde genkender sit tabte lam, og er så glad derved, at han invitere sine naboer til fest. Fra Siumuts side er vi glade for, og finder det absolut støtteværdigt, at der i blandt os findes frivillige medborgere der virker for samfundet, blandt andet igennem de forannævnte organisationer. Vi må alle huske på, at sådanne initiativer må fortsætte og styrkes.
Med disse bemærkninger tilslutter vi os redegørelsens intentioner for det videre arbejde, der er præciseret i forelæggelsesnotatet.
Agnethe Nielsen, Atassut.
Vi kan nok ikke være i tvivl om, at den meget hurtige ændring af vores levemåde i dag i forhold til vores levemåde tidligere, har været en del af grunden til en stigning i antallet af psykisk syge i Grønland.
I snart mange år har vi debatteret hjemtagningen af behandlingen af de psykisk syge, og sågar igennem 14 år har der været nedsat flere arbejdsgrupper, uden at vi endnu har nået målet.
Ønsket om at vores psykisk syge får behandling i Grønland er øget i de senere år, derfor kan vi i Atassut utvetydigt sige, at nu er tiden kommet til at realisere planerne om behandling af de psykisk syge i Grønland.
En af de førende fortalere for nødvendigheden af, at behandlingen af de psykisk syge bør hjemtages til Grønland er psykiateren Poul Bisgaard. Overlægens udtalelser om emnet, som jeg anser for et vigtig grundlag for nærværende drøftelse, vil jeg citere fra:
Og jeg citerer ”Optimal psykiatrisk behandling kan opnås, når behandlingen foregår under hjemlige og trygge forhold. Hjemtagelse af psykiatrien i sig selv, burde derfor også give ekstra forudsætninger for øget kvalitet i den psykiatriske behandling.” Citat slut.
Han bruger det grønlandske sprog i sin behandling af patienter, derfor mener vi i Atassut, at han bør deltage i sagens afsluttende forløb.
Det vigtigste er, at sikre den nødvendige uddannede arbejdskraft, vi kan jo ikke hjemtage patienter, før vi kan tilbyde dem en forsvarlig pleje og behandling.
Da uddannelse af personale er en langvarig proces, skal Atassut opfordre til, at man tager dette problem ud, og behandler det særskilt og hurtigt.
Hvis man først får gang i den praktiske tilrettelæggelse fra efteråret 1998, får hjemtagningen meget lange udsigter.
Man kan bruge, og har brugt mange ord om sagen her, som blandt andet kan indeholde følelsesladet synspunkter, men vi mener i Atassut, at det vigtigste aspekt i sagen nu er dens realisering.
Med dette særlige ønske, om at fremskynde uddannelsesdelen, skal vi fra Atassut give udtryk for, at vi går ind for en hensigtserklæring, om at hjemtage den psykiatriske behandling, som det er fremlagt i forelæggelsen, samt at Landsstyret bemyndiger en koordinationsgruppe til at udarbejde et forslag til en løsning af den konkrete hjemtagningsopgave. Og at denne koordineringsgruppe kommer med forslag herom til Landstingets efterårssamling 1997, således at denne vigtige opgaven finder sin løsning så hurtigt så muligt.
Med disse bemærkninger tager vi i Atassut redegørelsen til efterretning.
Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Der har i de seneste år været en livlig debat om de grønlandske psykiatriske patienter, der er indlagt i Danmark. Enhver der på en eller anden måde lider af en sygdom ved, at vante omgivelser gavner ens helbredelse.
Vi har midlertidig landsmænd, der lider at et så svært psykiatrisk handicap, der kan betyde risiko for deres medmennesker. Disse mennesker har vi hidtil måtte placere i Danmark på grund af mangel på uddannet personale til behandling og omsorg.
Som det fremgår af redegørelsen har man i mange år arbejdet på, at forbedre vilkårene for de psykiatriske patienter i Danmark, og for 14 år siden dannede Grønlandsministeriet for første gang en arbejdsgruppe, der skulle undersøge mulighederne for en hjemtagning af de psykiatriske patienter til Grønland.
Senere har der været dannet flere arbejdsgrupper, der imidlertidig ikke har opnået noget nævneværdigt. I følge den senest dannede arbejdsgruppes redegørelse, bør behandlingen af psykiatriske patienter udvides i Grønland.
Når vi ser på forholdene i dag, er der kun mulighed for behandling af psykiatriske patienter på Dronning Ingrids Hospital, mens de øvrige psykiatriske patienter, og de der får psykiske lidelse ikke har mulighed for professionel behandling i vort eget land, det vil sige i deres egen by eller bygd.
Af hensyn til dem, mener vi i Inuit Ataqatigiit, at det på nuværende tidspunkt ikke er tid til hjemtagelse af svært psykiatriske patienter, men at man seriøst arbejder på hjemtagning af disse patienter engang i fremtiden.
Sker der en udslusning nu, mangler vi professionelle´behandlere, ligesom vi mangler de fysiske rammer i forbindelse hermed.
Inuit Ataqatigiit er således enig i Landsstyrets planer om nedsættelse af en koordinationsgruppe til hjemtagning af psykiatiske patienter fra Danmark, hvorefter en endelig beslutning kan tages når gruppens arbejde er afsluttet.
Selvom der efter en fredagsforespørgsel blev oplyst, at lægerne langs kysten kontakter Dronning Ingrids Hospital, hvorfra der ydes professionel rådgivning med hensyn til de psykiatriske patienter og sygehusene får besøg en gang om året, finder Inuit Ataqatigiit dette utilstrækkelig.
Idet vi er bekendte med et større behov på området, mener vi, at der for at kunne løse problemet, er behov for ansættelse af psykologer i byerne, og hvis dette ikke er muligt, ansætte en speciel uddannet person, man kan henvende sig til.
Vi ved jo, hvor stor en mangel vi har på uddannede grønlandske psykiatere, og at vi stadig vil mangle dem endnu i lang tid fremover. Af den grund er det nødvendigt, at vi får uddannet personale, man kan henvende sig til i de enkelte byer, eventuelt ved at afholde kurser for det personale, der beskæftiger sig med de psykiatriske patienter. På den måde vil de psykisk syge, og de mennesker der kommer til at lide af psykiske lidelser i højere grad føle, at de har mulighed for at kunne henvende sig et sted.
Som foreningen Sugisaq iøvrigt i sin skrivelse nævner, gives der meget medicin til disse patienter, hvilket man ikke vil være med til. Idet vi jo er bekendt med, at man kan blive afhængig af medicin, og da medicin ikke altid er gavnligt, vil man eventuelt kunne mindske behovet ved mulighed for samtaleterapi.
Naturligvis er det i den forbindelse spørgsmålet om karakteren af sygdommen.
Alle former for forebyggelse betaler jo sig selv, og behandling først efter sygdommen indtræden bliver altid dyrere for en selv og samfundet. Vi ved at overforbrug af medicin medfører afhængighed, hvilket eventuelt kan mindskes ved mulighed for samtaleterapi.
Ved ovennævnte eventuelle ansættelse af psykologer og kursusvirksomhed for personale, der beskæftiger sig med psykiatriske patienter, kan vi ikke komme uden om et samarbejde mellem kommunerne og sygehusene.
Samtidig mener vi, at der bør skabes mulighed for at integrere faget psykiatri i de sociale skoler, så eleverne kan være rustet til at arbejde med psykiatriske patienter i deres fremtidige virke. Dette vil eventuelt også give inspiration til uddannelse som psykiater.
Med disse bemærkninger tager vi redegørelsen til efterretning, og henviser til de tiltag vi har påtalt.
Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiat.
Akulliit Partiat sundhedspolitik går blandt andet ud på, at patienterne under behandlingen, generelt skal befinde sig så tæt på vante omgivelser som muligt. Det er jo rigtigt, at det er en stor psykisk belastning for disse patienter, at være anbragt på en institution i et fremmed land, og samtidig være adskilt fra familie og venner.
Akulliit Partiat har med interesse studeret redegørelsen om hjemtagning af den psykiatriske behandling og konstaterer, at der er tale om de patienter, der ved det nuværende sundhedssystem ikke kan behandles i Grønland.
Så spørg vi os selv, hvilken gruppe af psykiatriske patienter, det drejer sig om, når der tales om hjemtagning ?
Er der tale om, for det første retpsykiatriske patienter eller for den andet tvangsindlagte patienter ? Eller er det begge grupper ?
Er der tale om førstnævnte altså retspsykiatriske patienter, så som mordere og andre farlige meget farlige personer, der placeres i Danmarks mest lukkede og sikrede afdeling, det vil sige Nykøbing Sjælland; eller er der tale om dem med i gåseøjne ”røde papirer”, altså tvangsindlagte, som betegnes som værende farlige for sig selv eller andre. Akulliit Partiat er på baggrund af det foreliggende materiale tilbøjelig til at tro, at der menes begge psykiatriske patientgrupper. Er det tilfældet, må vi ligesom mumle for os selv, at det er jo utroligt. Det er ikke så lidt.
Vi vil hellere end gerne have dem hjem til deres vante omgivelser, og er selvfølgelig enig i, at det - idet det jo er så lang væk fra hjemstedet - må antages, at en resocialisering, og på længere sigt en udslusning af patienten til samfundet, bliver vanskeliggjort af isoleringen.
Vi er klar over og er overordentlige glade for den succesfulde hjemtagning af vores venner til Elisibanngguup Atuarfia i Maniitsoq, og takker for en god indsats der. Jeg vil blot udtrykke min glæde for skolen der.
Vi er også enige med de medier, interessegrupper og enkelt grupper, der mener, at det er synd for de psykiatriske patienter, og at de hurtigst muligt må hjemtages - selvfølgelig.
Men her er der ingen ”kære mor”, og dyre følelsesladet ytringer fortrænger ikke kendsgerningerne:
Nemlig, for det første behovet for hjem til både retpsykiatriske og tvangsindlagte patienter, og det gælder for lukkede, åbne og halv-åbne anbringelser. Og for det andet kræver begge grupper hver for sig uddannet personale eller plejere, og der er tale om flerholdsskift, da disse patienter kræver tilsyn og pleje døgnet rundt. Og tilsidst, en sådan hjemtagning vil kræve langtidsforberedelse.
Desuden er det et kendt problem med plejeuddannelser, og det at holde mandskab. Det er nemlig et utaknemmelig job, anstrengende og med lille aflønning.
Ligemeget hvordan vi vender og drejer sagen, har vi faktisk også samfundssygdomme heroppe, som vi bekæmper. Ret blikket på sidste del af åbningsdebatten. Vi skal bekæmpe konsekvenserne af misbrug og samtidig søge at forebygge.
Vi skal renovere og udvide alderdomshjemmene, beskytte og fremme vores kultur, vi skal give de private en chance, vi skal lette de ældres vilkår, foruden at skaffe de samfundsnødvendigheder tilbage, der i tidens løb er sparet væk.
Ergo må en prioritering finde sted. Akulliit Partiiat mener helt klart, at psykiatriske patienter på røde papirer, det vil sige de tvangsindlagte, bør topprioriteres.
Derfor er Akulliit Partiiat fuldstændig enig i den del af redegørelsen, der gør opmærksom på, at hjemtagning vil kræve grundig forberedelse på opgaven og at det er nødvendigt med følgende:
For det første, at lovgivningen på det psykiatriske område revurderes og tilpasses de betingelser, den psykiatriske behandling foregår under. For det andet, at samarbejdet mellem instanser, der skaber rammerne omkring og har kontakter med de psykiatriske patienter, styrkes. For det tredje, at de nødvendige fysiske rammer etableres. At de nødvendige personalemæssige ressourcer tilvejebringes og endelig, at der afsættes de nødvendige økonomiske ressourcer til disse tiltag.
Akulliit Partiiat går endvidere ind for, at der sker en koordinering af de samlede tiltag, der er en forudsætning for hjemtagningen og at der derfor bør nedsættes en koordineringsgruppe, der skal udarbejde et forslag til løsning af den konkrete opgave samt beregne de økonomiske konsekvenser af en hjemtagning.
En nærmere afklaring af, omtrent hvornår hjemtagningen skal kunne lade sig gøre er også af stor interesse, når gruppen forelægger redegørelsen i foråret 1998.
Med disse bemærkninger tager vi redegørelsen til orientering.
Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Fra Kandidatforbundet mener jeg ikke, at man altid vil kunne acceptere nedsendelse af psykiatriske patienter til behandling i Danmark. Derfor er det nødvendigt at arbejde på, at dette omfattende problem søges løst, da patienter med sådanne sygdomme i en del tilfælde kan opholde sig i Danmark i en længere periode, endda op til en lang årrække.
Der er ingen tvivl om, at forholdene giver mange problemer for patienter med den type sygdomme, nemlig at være tvunget væk fra venner, bekendte og ikke mindst fra familien.
Det er ligeledes svært at acceptere, at de er blevet tvunget til at være blandt fremmede mennesker, endda blandt mennesker man end ikke sprogligt kan forstå og ligeledes er det svært at acceptere at blive sendt til et land, hvor man slet ikke er vant til forholdene.
Ovennævnte forhold får til følge, at patienterne bliver behandlet meget længere end påregnet, hvorunder de oplever for en grønlænder svært forståelige forhold, og hvor de får en behandling, der måske ikke er egnet for en grønlænder.
Derfor er jeg helt enig med landsstyremedlemmet i hendes forelæggelse af fem nødvendige punkter for hjemtagningen af den psykiatriske behandling her til landet, og støtter hende også i dem.
Vedrørende hjemtagelse af området her til landet er jeg enig med landsstyremedlemmet i, at der nedsættes en koordinationsgruppe. Det er beklageligt, at den i 1989 af sundhedsforvaltningen nedsatte arbejdsgruppe hidtil ikke har kunnet opnå resultater. Det er jo sådan, at der i de hellige skrifter er skrevet, at hvis en arm gør ondt, så kommer den anden arm også til at gøre ondt.
Med disse bemærkninger vil jeg tage redegørelsen til efterretning.
Marianne Jensen, landsstyremedlem for Sundhed, Miljø og Forskning:
Jeg vil på landsstyrets vegne takke Jonathan Motzfeldt, Agnethe Nielsen, Maliinannguaq Mølgaard og Bjarne Kreutzmann, der på partiernes vegne fremkom med en så klar melding om, at man vil arbejde seriøst omkring hjemtagelsen. Også Kandidatforbundet inkluderet.
Det er et omfattende arbejde. Det har jeg aldrig på landsstyrets vegne skjult og jeg skal endnu engang understrege, som partierne også kom ind på, at vi har taget en politisk principbeslutning, men det betyder ikke, at hjemtagning af psykiatrisk behandling sker om 2-3 år. Inden det bliver en realitet er der mange opgaver, der først skal løses.
Men det blev også bemærket, at det er beklageligt, at tidligere nedsatte arbejdsgrupper ikke har opnået nogen resultater. Jeg vil sige, at selvfølgelig har de da opnået mange resultater, men de resultater, der er opnået dengang, er ikke længere tidssvarende og det, der har manglet har været, at man tog stilling til dem politisk. Nu er det sket og det baner vejen for, at det vil ske endnu tydeligere fremover.
Fra samtlige partiers ordførere blev det også nævnt, som jeg er enig i, at man hurtigst muligt skal igangsætte uddannelse af fremtidigt personale. I den fremlagte redegørelse tænker man ikke kun på de patienter, der er nedsendt til behandling i Danmark, men også på de psykiatriske patienter, der er i Grønland og de enkelte, der er hjemsendt fra Danmark efter behandling.
Vi har ikke et personale, der kan påtage sig dette arbejde. Derfor skal uddannelsen igangsættes hurtigst muligt og i den mellemliggende periode må vi igangsætte kurser for det eksisterende personale. Personer der kan holde samtaler og komme med vejledning er også nødvendigt. Man skal ikke vente til 1997 eller 1998 og derfor skal disse tiltag igangsættes hurtigst muligt. Jeg skal oplyse, at man ikke mindst det sidste års tid har prioriteret dette inden for sundhedsvæsenet, hvor der har været behandling for psykiatriske børn i Nordgrønland og fortsættelse af dette kursus er planlagt til at skulle ske her i midtregionen og om 2 år i Sydgrønland. Derudover har der været kursus for sundhedspersonalet vedrørende de psykisk syge og man er også parat til at gå videre ud fra resultatet af denne debat. Men jeg takker for, at man udtrykker så klare ønsker om, at disse tiltag skal igangsættes hurtigst muligt.
Jeg vil også nævne, ligesom det blev nævnt fra Siumut, at vi skal støtte hinanden som mennesker og at vi altid skal lægge vægt på det, og i den forbindelse vil jeg gerne takke de enkelte mennesker, der har haft ressourcer til at yde hjælp og de foreninger og organisationer, som er opstået, f.eks. Sugisaq, Kisiminngilatit og andre organisationer. Dem vil jeg også gerne rette en tak til, fordi de har synliggjort det arbejde, der er, og derved også har lettet situationen for familierne til de syge.
En af de ting de er med til er, at de psykisk syge ikke udvikler deres sygdom, så det bliver sværere. Det er også vigtigt, at der sker en god koordination mellem myndighederne og andre, ikke alene myndighederne, men også kommunerne og andre forebyggende indsatser. Det blev også nævnt, at det er nødvendigt med en koordination mellem sådanne tiltag. Det fik jeg bekræftelse på.
Til slut skal jeg endnu engang sige tak for, at man har, måske for første gang i Landstingets historie, så klart har taget stilling dette område og man skal heller ikke glemme, at det ikke alene er de psykisk syge, men også familien og de, der eventuelt har været ofre for forbrydelser, der er berørt af dette.
Atassuts ordfører kom ind på, at man ønsker en forelæggelse i 1997 til landstingets efterårssamling, men landsstyret har jo bemærket, at der kan komme noget i forbindelse med forårssamlingen 1998, men selvfølgelig er landsstyret interesseret i, at arbejdet bliver afsluttet hurtigt, men Landsstyret lægger på den anden side vægt på, at man laver et grundigt arbejde. Derfor synes jeg det er mere realistisk, at vi kommer frem med noget til forårssamlingen 1998, men hvis det kan lade sig gøre, vil der selvfølgelig komme noget frem noget før. Og endnu engang tak for de bemærkninger, der er kommet her.
Knud Sørensen, mødeleder:
Inden næste taler kommer, vil jeg anmode landsstyremedlemmerne om at blive siddende på deres pladser, fordi vi skal tage en beslutning om dagsorden efter vi har afsluttet dette punkt.
Jonathan Motzfeldt, Siumut:
Med forståelse for landsstyremedlemmets bemærkninger her, så var Atassuts ordfører inde på en redegørelse i 1997. Jeg skal lige understrege, at vi fra Siumuts side og ud fra vores vurderinger, finder at arbejdet kan påbegyndes her og nu. Sådan noget som uddannelse og personale, det er nogle ting, der kan igangsættes med det samme i samarbejde med sygeplejeskolen og socialpædagogisk seminarium. Jeg regner med, at man holder øje med disse ting.
Hvad angår tvangsindlæggelse. Det er også helt nødvendigt, at det danske folketing allerede i år eller til næste år evaluerer den lov, der nu gælder i Danmark. Den skal de undersøge nærmere og det er helt nødvendigt. Det er allerede blevet lovet, at arbejdet bliver igangsat og at man også vil undersøge og forny det, der gælder for Grønland. Derfor støtter vi også forslaget.
Jeg mener, at uddannelse af personale og igangsættelse af dette, ikke behøver at vente til næste år eller til 1998, men kan igangsættes med det samme. Derfor er jeg fuldstændig enig med landsstyremedlemmet i dette.
Hvorvidt det skal føre til, om det skal være på Dronning Ingrids Hospital eller andre sygehuse, må vi tage stilling til ud fra den betænkning, der kommer senere.
Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit:
Vi er glade for den fremlagte redegørelse og man går ind for det og støtter det. Også når vi tænker på de psykisk syge rundt omkring på kysten, hvor forholdene kan være hårde og fordi det er et stort arbejde, hvor man nogen gange bliver nødt til at have uuddannede medarbejdere til at behandle disse patienter. Derfor er arbejdet meget hårdt. Det er efter samtaler med sådanne grupper, at vi er kommet ind på nærværende forslag.
Såfremt der var bedre uddannelse, så ville det også betyde langt bedre forhold for patienterne og derfor ser vi frem til den igangsættelse af uddannelser, som landsstyremedlemmet lovede ville ske.
Og hvad angår de frivillige grupper der er, dem støtter vi også meget stærkt, det er Sugisaq og Kisimiingilatit.
Og vi mener heller ikke fra Inuit Ataqatigiits side, at det kun er de grupper, vi skal ty til, fordi vi har pligt til, at sådanne patientgrupper serviceres af uddannede personale. Det er ikke fordi vi ser ned på Sugisaq og Kisimiingilatit´s indsats, men de har jo selv problemer, fordi de netop ikke er uddannede og derfor bør der være en instans, så disse grupper kan hente hjælp.
Og jeg ved godt, at der er igangsat nogle initiativer med henblik på, at ansætte psykologer rundt omkring, og under erkendelse af, at det er svært at få uddannede grupper til Grønland, så må vi allerede på nuværende tidspunkt igangsætte uddannelse til behandling af disse grupper og jeg takker for, at man støtter mit forslag.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Den sidste taler har sagt de ord, jeg gerne ville have sagt.
Men hvad angår folk, der bliver psykisk syge, så må vi også huske, at man skal se på årsagerne til disse sygdomme.
Vi har meget store problemer omkring euforiserende stoffer i Grønland og vi ved, at misbrugerne har tilbøjelighed til at få en psykisk sygdom. Derfor er det meget vigtigt, at vi arbejder med forebyggelse og stadigvæk udbygger det. Det må være en af de ting, vi også skal tænke på, i forbindelse med dagens ord.
Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:
Jeg skal meget kort komme med et indlæg. Det er i forbindelse med spørgsmålet omkring, at man starter hurtigst muligt med specialundervisning og vi er glade for, at man støtter vores ønske herom.
Og vi ved selvfølgelig også, at det desværre er sådan her i Grønland, at der er mange unge, som bør hjælpes snarest muligt.
Vi siger tak for, at man støtter os i vores ønske om, at man starter uddannelserne op så hurtigt som muligt.
Og med hensyn til Landsstyremedlemmets indlæg, så ved vi, at ad hoc-udvalggruppens arbejde vil have meget tunge vilkår at arbejde under.
Og Landsstyremedlemmet har udtalt sig positivt om, at der arbejdes med sagen så hurtigt som muligt således, at den ikke bliver forhalet. Det var det, der var ønsket fra vores side.
Mødeleder:
Hermed er behandlingen om redegørelsen om hjemtagningen af psykiatrien afsluttet.
Med hensyn til den dagsorden, der er blevet godkendt den 14. oktober og med hensyn til dagsordenen, der har været i forbindelse med åbningen, har Landsstyreområdet for Erhverv udtrykt ønske om, at man udsætter punkt 38. Betænkningen kan først afsluttes på mandag.
Og med hensyn til forslag til landstingslov om finansieringsstøtte til turisme-formål, foreslår Formandsskabet, at punktet behandles den 22. oktober og 3. behandlingen skal foregå efter planen, altså 25.oktober. Der er ingen imod. Og vi går herefter til fredagsforespørgslerne, og der er én forespørgsel.
Punktet sluttet.