|
Dagsordenspunkt 58-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Fredag den 31. Oktober 1997
Mødeleder: Anders Andreassen, Landstingets Formand.
Det næste punkt vi kommer til er punkt 58, beslutningsforslag, fremsat af Johan Lund Olsen, og det indeholder forslag om at der indføres en obligatorisk høringspligt af landstingets resortudvalg, forinden landsstyret udsteder en bekendtgørelse. Det er så landstingsmedlem Johan Lund Olsen, der skal forelægge.
Johan Lund Olsen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit:
Tak. I medfør af forretningsordenen for Grønlands Landsting af 3. juni 1993, har jeg stillet forslag til landstingsbeslutning om, at der indføres en obligatorisk høringspligt at landstingets forskellige resortudvalg, forinden landsstyret udsteder en ny bekendtgørelse. Jeg har følgende begrundelser for forslaget.
Gennem hele hjemmestyrets 18-årige historie, har der været en støt stigende lov- og regelproduktion. Professor ved Ilisimatusarfik, Hanne Petersen, har i sin artikel ALovgivningsvirksomhed under Hjemmestyret mellem fortid og fremtid@, der udkommer senere på året, set nærmere på denne lovproduktion i perioden 1979 til og med 1995. I denne periode har hjemmestyret produceret i alt 210 landstingslove og 156 landstingsforordninger, naturligvis med den lovgivende magt, landstingets fulde medvirken og medindflydelse. Derudover er der meget foruroligende fra landsstyrets side produceret i alt 550 hjemmestyrebekendtgørelser, hvoraf over halvdelen, nemlig 292 hjemmestyrebekendtgørelser, er blevet udstedt alene i perioden 1990 til 1995. Nyere tal for 1996 viser 40 nye bekendtgørelser, indtil dette års efterårssamling, 20 nye hjemmestyrebekendtgørelser.
Som antydet, udarbejdes og udstedes stedse bekendtgørelser af landsstyret, eftersom landstinget alene behandler og vedtager landstingslovene samt landstingsforordningerne.
Gennem årene har vi imidlertid set, at medlemmer af landstinget enten offentligt via medierne, som i selve landstingssalen, har beklaget sig over indholdet over denne og hin bekendtgørelse, fordi nogle ment at denne ikke svarede til den givne bemyndigelse til landsstyre, man under et tidligere møde i den lovgivning forsamling har truffet en beslutning om.
Der har tidligere været drøftet i kommissionen til revision af landstingets arbejdsform, om der bør indføres en obligatorisk høring af de respektive resortudvalg, forinden at landsstyret udsteder disse bekendtgørelser. Dette hænger naturligvis sammen med den omstændighed, at dette vil øge den parlamentariske kontrol med Landsstyrets virke samtidig at der sikres at der ikke handles i mod Landstinget det vil sige lovgivernes intentioner. Denne anmodning fra mindretallets repræsentant vandt imidlertid ikke tilslutning i Kommissionen.
Set ud fra en demokratisk synsvinkel er det naturligvis beklageligt at man ikke fremmer en oplagt mulighed for en øget demokratisering og åbenhed i betragtning af at det ser ud som om kvantiteten i rigelig produktion af Hjemmestyrets bekendtgørelser i stigende grad foregår uden for det repræsentative folkevalgte organ., d.v.s. Landstinget, foreslås det hermed indført en obligatorisk høringspligt af Landstinget respektive ressortudvalg forinden Landsstyret udsender en ny bekendtgørelse.
Jeg er overbevist om, at et initiativ i den retning vil blive hilst velkommen fra befolkningens side, og ikke mindst være til gavn for borgernes bedre forståelse for anvendelse af såvel de love, forordninger og de bekendtgørelser der bliver produceret fra Hjemmestyrets side.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand.
Hr. Landstingsmedlem Johan Lund Olsen har foreslået, at der bør indføres en obligatorisk af de respektive rerssortudvalg forinden at Landsstyret udsteder bekendtgørelser.
Landsstyret er ikke enig i Johan Lund Olsens synspunkt om, at en obligatorisk høring inden udstedelse af bekendtgørelser vil øge demokratiseringen og åbenheden i det parlamentariske arbejde, og at dette ville øge den parlamentariske kontrol med Landsstyrets virke samtidig med, at det sikres, at der ikke handles imod Landstingets intentioner.
Bekendtgørelser kendetegnes ved, at de omhandler retsforskrifter, der indeholder regler som er bindende for borgerne. Disse regler skal således offentliggøres i Nalunaerutit. En bekendtgørelse skal have hjemmel i en lov eller forordning, og må ikke stride imod loven eller forordningen undtaget i de sjældne tilfælde, hvor der i loven eller forordnngen er åbnet mulighed for fastsættelse af afvigende bestemmelser.
Når. hr. Johan Lund Olsen er foruroliget over, at der er udarbejdet ialt 550 Hjemmestyre bekendtgørelser, og 292 bekendtgørelser i perioden 1990-1995, skal jeg berolige ham med, at en stor del af disse bekendtgørelser ændrer eller afløser tidligere bekendtgørelser.
Som typiske eksempler på udstedte bekendtgørelser kan nævnes tekniske forskrifter eller tilladelser indenfor fiskeriet, optagelsesbetingelser m.v. indenfor uddannelsesområdet samt reguleringer vedrørende udhandling af alkohol.
Således er der eksempelvis i perioden 1990-1995 udstedt 77 bekendtgørelser, der regulerer fangst og fiskeriområdet, hvoraf størstedelen er fastsættelser af licenser og årskvoter for forskellige fiskearter og hvaler samt årlige fredningsbestemmelser vedrørende rensdyr. 59 bekendtgørelser regulere uddannelsesområdet, hvor der i vidt omfang er tale om meget detaljeret regler om bl.a. optagelsesbetingelser, de enkelte fags indhold, afholdelse af eksamener m.v.
Endvidere er der i perioden udsted 29 bekendtgørelser om udhandling af alkohol, hvoraf langt den overvejende del omhandler indførsel af forbud mod udhandling af alkohol på en bestemt lokalitet samt den efterfølgende ophævelse af forbuddet.
Mange love og forordninger udstedes som Arammelove@, som forudsætter en udfyldende administrativ regeldannelse. Dette skyldes dels, at en fuldstændig regulering ville medføre, at lovene bliver for detaljerede, omfattende og uoverskuelige, hvilket vil belaste Landstingets arbejde betydeligt, dels at det tidsforbrug, der medgår til gennemførelsen af lovregler, ikke er hensigtsmæssigt, når der skal gennemføres hurtige justeringer i den retlige regulering.
Skal Landstinget kunne foretage en grundig realitetsbehandling af de centrale politiske spørgsmål, og det er med henblik herpå, at Landstingets arbejdsform er fastlagt, er det en forudsætning, at Landstinget i betydelig omfang befries for at behandle detailspørgsmål uden principiel karakter. Mangfoldigheden af de problemer, der kræver Hjemmestyrets regulering, er så stor, at det overstiger Landstingets mulighed at behandle dem alle i enkeltheder. fra et politisk synspunkt kan der være betydelige fordele ved en ordning, hvorefter Landstinget beskæftiger sig med store principielle problemer, medens enkeltheder fastsættes af Landsstyret.
Det praktiske problem i det daglige arbejde i Landstinget er netop at sikre Landstingets indflydelse gennem en rationel begrænsning af dets arbejdsopgaver over for administrationen.
Jeg skal derfor på Landsstyrets vegne indstille, at Landstinget afviser hr. Johan Lund Olsens forslag om, at der indføres en obligatorisk høringspligt af Landstingets forskellige ressortudvalg forinden at Landsstyret udsteder en ny bekendtgørelse.
Ruth Heilmann, ordfører for Siumut.
Tak. Vi har i Siumut nøje gennemdrøftet Landstingsmedlem Johan lund Olsens forslag om obligatorisk høringspligt af Landstingets ressortudvalg forinden Landsstyret udsteder en ny bekendtgørelser skal vi knytte følgende bemærkninger til forslaget i tilknytning til Landsstyrets besvarelse.
Vi har naturligvis god forståelse for fremsættelse af et sådan forslag. Vi har jo fået et Hjemmestyre, og på dette grundlag udarbejder vi stadig flere love, vi forsøger at behandle de forskellige lovforslag igennem lange debatter om forslagenes baggrunde og intentioner og med flertal vedtager så lovene som så skal respekteres og efterleves af vores medborgere med risiko for sanktioner i tilfælde af omgåelse af de vedtagne love.
Landsstyret understreger i sit svar, at sådanne bekendtgørelser, forordninger eller cirkulærer i de fleste tilfælde betegner fornyelser, justeringer eller ændringer.
Der udarbejdes bekendtgørelser vedrørende de vedtagne love for at gøre lovgivningen mere forståelige for brugerne og borgerne, og dette arbejde udføres af Landsstyret. Det er også naturligt, at man foretager høringsrunder hos organisationer og kommunerne i det nødvendige omfang.
Fra Siumut er vi enige med Landsstyret i, at en sådan obligatorisk høringspligt vedrørende bekendtgørelser vil resulterer i et meget stift system i det udsættelse af praktisk anvendelse af de vedtagne love vil resulterer i utilfredshed blandt befolkningen.
Når vi rejser os op og vedtager vores love giver vi med respekt Landsstyret bemyndigelse til, at føre disse ud i livet, og denne respekt omfatter også lovenes underskrivelse. Naturligvis er Landsstyremedlemmerne almindelige mennesker som os alle andre, og som kan komme til at begå fejl, men de gør os alt hvad de kan for at undgå at begå fejl.
Når der politisk er tvivl om enkelte især samfundstunge bekendtgørelser er det ganske naturligt er det ganske naturligt at man forhører sig hos de relevante stående udvalg, og denne mulighed må man lade stå åbent.
Men i Siumut kan vi ikke gå ind for obligatorisk høringspligt idet vi mener at en sådan procedure blot vil være et forsinkende led. Vi skal også nævne at vi har mulighed for gennem forretningsordenen at beslutte, hvorledes de stående udvalg kan arbejde på den smidigste måde.
Derfor skal vi udtale mat vi er imod forslaget om obligatorisk høringspligt af Landstingets ressortudvalg, men på den anden side finder vi det naturligt, at de relevante stående udvalg i det mindste får orientering om de udstedte bekendtgørelser.
Med disse uddybende bemærkninger skal vi udtale vores principielle støtte til Landsstyrets besvarelse fra Siumut.
Knud Sørensen, ordfører for Atassut.
Hr. Johan Lund Olsen hæfter sig ved, at der i Hjemmestyrets 18 årige historie fra 1979 til 1995 er produceret 210 Landstingslove og 156 Landstingsforordninger og så fremhæver han det som meget foruroligende at der fra Landsstyrets side er produceret ialt 550 Hjemmestyre bekendtgørelse.
Ja sådan er når man begynder at tælle og ligge sammen.
Der er folk der efter 20 år finder ud af at hvis de ikke havde røget så mange cigaretter i tidens løb så kunne de i dag havde købt et slot i Frankrig kontant. Og hvis vi ikke i Landstinget havde vedtaget så mange love med mulighed for udstedelse af bekendtgørelser så havde vi haft langt færre bekendtgørelse men tilsvarende mange flere lovændringer.
De mange bekendtgørelse er suverænt Landstingets ansvar og vi skal være glade for de mange bekendtgørelser der udspringer af en fornuftig ramme lovgivning.
Når enkelte Landstingsmedlemmer ifølge hr. Johan Lund Olsen har beklaget sig i medierne eller i Landstingssalen over denne eller hin bekendtgørelse, så har de misforstået deres arbejde deres mulighed og deres ret til indflydelse.
Hvis man er utilfreds med indholdet af en bekendtgørelse så er der to muligheder og årsager.
For det første, bekendtgørelsen kan efter det enkelte Landstingsmedlems opfattelse være i strid med den bagvedliggende lovgivning: Bekendtgørelsen er udstedt efter en lov der efter det enkeltes opfattelse ikke længere er passende udformet. Begge dele kan undersøges og ændringsforslag kan fremlægges i Landstinget.
Hvis man generelt ønsker at formindske muligheden for at udstede bekendtgørelse så må man som Landstingsmedlem sige fra, og udarbejdelsen af den enkelte lov eller landstingsforordning.
Vil det være praktisk at indføre obligatorisk høringspligt for alle bekendtgørelser ?
Nej, efter Atassuts mening har Landstinget rigeligt med påtrængende arbejdsopgaver. Langt de fleste bekendtgørelse er helt uproblematiske og utilfredsheden med de sidste få skyldes ikke fejl i bekendtgørelsen, men politisk uenighed med den bagvedliggende lovgivning, og det problem kan ikke løses ved en efterfølgende obligatorisk høringspligt.
Atassut kan således ikke støtte det fremsatte forslag til landstingsbeslutning fra hr. Johan Lund Olsen.
Manasse Berthelsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit.
Fra Inuit Ataqatigiit skal vi fremkomme med disse bemærkninger til Johan Lund Olsens forslag.
Vores Landsstyre med demokratiske principper, hvor høringsrunder til de obligatoriske del af lovgivningsarbejdet for at lovene, forordningerne og bekendtgørelserne kan være så retfærdige som muligt.
Johan Lund Olsens forslag om, at der skal indføres en obligatorisk høringspligt af Landstingets forskellige ressortudvalg forinden Landsstyret udsteder en ny bekendtgørelse ville pynte kraftigt på vores lovgivningsarbejde.
For Landsstyrets bekendtgørelse er dem der berører befolkningen tættest f.eks. lavest der bekendtgørelser om hvad vi må i vores arbejde, hvilke redskaber der skal bruges i fiskeri i vores fritid, selv hvordan vi skal gå på rensdyrjagt, om børns undervisning, hvordan vi vælger skolebestyrelserne.
Landsstyreformanden siger også selv i sit svarnotat idet han siger og jeg citerer ABekendtgørelser kendetegne ved, at det omhandler retsforskrifter der indeholder regler som er bindende for borgerne@.
Derfor går Inuit Ataqatigiit 100 % indfor Johan Lund Olsens forslag om, at der skal indføres en obligatorisk høringspligt hos Landstingets forskellige ressortudvalg forinden Landsstyret udsteder en ny bekendtgørelse.
Det er jo ikke for meget forlangt at kræve, at Landstingets egne medlemmer er med til at udforme bekendtgørelserne som skal udformes efter Landstingets egne love, så på den måde skal være med til hvordan Landstingets love bliver ført ud i livet.
Fra Inuit Ataqatigiit har vi svært ved at forstå Landsstyreformandens oppustede argumenter for at afslå forslaget. For vi mener, at udvalgene kan høres, uden det helt store besvær samtidig med at der sker en høringsrunde til forskellige organisationer. Udvalgenes medlemmer kan så melde til deres respektive udvalgsformænd, der så kan tilkendegive udvalgets mening til de respektive Landsstyremedlemmer.
Det kan ske både under og uden for Landstingsmedlemmer, for hvem siger, at udvalget først skal samles for at tilkendegive deres indstillinger til Landsstyret.
Vi i Inuit Ataqatigiit, er ikke i tvivl om, at også andre Landstingsmedlemmer er interesseret i, hvordan vores landstingslove bliver ført ud i livet og vi også vil føle, at vi er med til at udforme dem. Derfor skal vi til sidst fra Inuit Ataqatigiit spørge; hvorfor Landstingets udvalg ikke skal høres, samtidigt med andre organisationer.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Efter at have undersøgt forslaget og at have undersøgt Landsstyreformandens besvarelse og den bagved liggende grund, så har jeg på vegne af Akulliit Partiiat besluttet, at jeg vil følge Landsstyrets indstilling.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Jeg har fra Kandidatforbundet god forståelse for forslaget fra Landstingsmedlemmet hr. Johan Lund Olsen og støtter det, og har følgende bemærkninger:
Alle lov- og forordningsforslag i Landstinget bliver, efter Landstingets forretningsorden behandlet tre gange og det først derefter søges færdiggjort, efter at de Landstingets Ressortudvalg bliver hørt op til flere gange hos organisationer eller instanser, der har relationer til sagen og først derefter kan Landsstyret udføre de bekendtgørelser efter lovenes eller forordningernes bestemmelser og sætte dem i kraft, uden at have forelagt dem til arbejdsgiven, det vil sige Landstinget. Derfor er det nødvendigt og rimeligt, at Landstingets Ressortudvalg mindst én gang har gennemgået det og godkendt bekendtgørelserne, inden de forskellige bekendtgørelser træder i kraft.
Nuværende fremgangsmåde føles for os i Landstinget, som lovgivere utilfredsstillende og kan virke i modsætning til forventningerne.
For os Landstingsmedlemmer kan det en gang imellem være meget frustrerende, når borgerne begynder at beklage sig over, at bekendtgørelserne ikke synes at være overens med lovens eller forordningens forslægter, ikke mindst forordninger, der vedrører erhvervsudøvelse. På grund af disse svært acceptable forhold, er det derfor blevet nødvendigt at ændre forretningsordenen. Jeg vil hermed fuldt ud støtte hr. Landstingsmedlem Johan Lund Olsens forslag.
Ved at indføre en høring hos de pågældende Landstingsressortudvalg, kan man på den måde undgå eventuelle misforståelser og dermed få indført, at Landstinget fortløbende bliver orienteret og derved kan følge med i hele arbejdet. Derved kan det nære samarbejde mellem Landstinget og Landsstyret også blive det bedste. Med disse bemærkninger, vil jeg igen udtale, at jeg støtter forslaget.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformanden:
Ud fra det fremlagte, så skal jeg udtale, at der er enighed i det af Landsstyret fremlagte. Jeg må udtale til Siumut og andre ordførere, med hensyn til obligatorisk høringspligt, og uden at indføre en obliogatorisk høringspligt, så udsteder Landsstyret orientering om de udstedte bekendtgørelser til medlemmerne, og der skal jeg udtale, at selvom Siumuts ordfører sagde, at vi laver nogle småfejl, så må man her ikke begå nogle fejl og der bør heller ikke begåes nogle fejl. Men når det har været tilfældet og det er også dét, der vedrører forslaget fra Johan Lund Olsen, at når der er sket en fejl, hvad skal der så ske?
I Danmark og i vores møder med Folketingets ledere i Silkeborg, bragte man dette spørgsmål op og da udtalte Folketingsformanden, at hvis ministeren har taget en beslutning, i modstrid med Folketingets beslutning, så skal han via talerstolen påpeges og en del af Folketingsmedlemmerne udtalte også, at der i Danmarks Grundlov er der tre rødder i befolkningens service, det vil sige lovgiverne, den udøvende magt og domstolene. Den lovgivene, udøvende og den dømmende magt er adskilte. Og alle disses arbejde har udspruget sig i lovene, og den lovgivene og den udøvende har selvfølgelig også en lovbaggrund.
Ministrene har ansvar for deres arbejde, hvis de derfor gør noget forkert eller omgår lovene, så kan dét, i henhold til ministerens ansvarlighed, fra denne talerstol blive orienteret om. Det vil sige, at det man vil sikre er, at oplysningerne Y ikke skal blive misbrugt. Y
Jeg kan være enig med Johan Lund Olsen i, at Landsstyret, det vil sige os her i Grønland, at vores bemyndigelser fra Landstinget, hvor ligger den henne? Er den også for omfattende? Og hvor kan man få den revurderet?
Om vi har fået en for stor bemyndigelse fra Landstingets side, også fordi der bliver udtalt sådan, at vi er med til at undersøge dette eller at vi i Landsstyret efter samråd, kan være med til at undersøge det. Det vil jeg give tilsagn om, således, at vi kan gå videre med denne sag.
Johan Lund Olsen, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit:
Ja tak. Først vil sige tak til dem, der gav støtte til mit forslag, nemlig Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet, da de i stor forståelse til mit forslag, har givet deres støtte.
Men jeg må også udtale, at jeg personligt ikke vil have noget imod, at vi godt nok ikke obligatorisk har en høringspligt til de forskellige ressortudvalg, det nævnte Siumuts ordfører Ruth Heilmann i sit indlæg. Og jeg mener også, at hvis man bane kan vejen for dette, så skal vi også prøve at udføre det, det får Y obligatorisk. Ja, det er korrekt, men det er meget vigtigt, at de ting, som Landstinget principielt ikke tager nogen beslutning til, at det vil gå via dét ressortudvalg og blive behandlet dér, via en bekendtgørelse, som udvalget også er med til at udfærdige.
Der vil ikke være noget til hinder for, at gøre sådan, for nu vil de begynde at gøre sådan, så vil vi kunne undgå de kedelige ting, der er sket de seneste par år og som også har skabt forvirring hos befolkningen, som for eksempel med integrationsundervisning i folkeskolen. Den blev vedtaget i 1991 og efterfølgende i 1994 og også i 1995 har Landsstyret lavet en bekendtgørelse om, hvilke sprog vore børn skal bruge i folkeskolen. Det er i modstrid med de meget gode hensigter, man ellers havde med hensyn til integreret undervisning.
Der er så nogle ting, Landstinget endnu ikke har taget beslutninger om, og Landsstyret kan/vil så efterfølgende via en bekendtgørelse, godkende disse.
I må nok også huske på, i forbindelse med vedtagelsen af Ombudsmandens årlige redegørelse og hvis I har læst den, så kan I også dér se, at Landsstyret blandt andet også har handlet udover den bemyndigelse, de har fået, ved at lave nogle bekendtgørelser og derfor har man været nødsaget til at blande sig i disses arbejde, her tænker jeg på, arbejderne i forbindelse med anlæggelse af lufthavnene, så vidt jeg husker i 1995, så prøvede Landsstyret at lave nogle bekendtgørelser, men da Ombudmanden greb ind, blev det ikke til noget, fordi denne bekendtgørelse blev lavet, helt udover den bemyndigelse, de har fået.
Og i Ombudsmandens årlige redegørelse, så kan det også læses, at i forbindelse med tillægsbevillingslov I’s behandling her i salen, så har man hasteindført brugerbetaling til rensdyrjagt. Disse harmonerer ikke med de gældende lovgrundlag og derfor blander man sig i det herfra. Der er ellers flere forskellige eksempler, man kan fremdrage, det er nogle af de bekendtgørelser, der kan fremføres.
Vi kan også blot nævne, at vi i vores samling her, har vi med hensyn til fangstdyrene flere gange kommet ind på, at, hvor stor en bemyndigelse, man har givet til Landsstyret. Det er næsten årligt man her i Landstinget diskuterer, hvem der får lov til at fange rensdyr. Her har Landsstyret fået en så stor bemyndigelse, at de så ændrer på det fra år til år.
Man kan næsten mene, at hvor man skal tage en principiel beslutning, burde det udarbejdes sammen med de respektive udvalg.
Jeg beklager over Atassuts mening, men Siumut er heldigvis lidt åben for, at man får en høringspligt, godt nok ikke obligatorisk, det har jeg ikke noget imod. Men jeg er meget skuffet over Atassut, fordi de blandt andet sagde ved det næstsidste afsnit i deres indlæg, at ifølge Atassuts mening, har Landstinget rigeligt med påtrængende arbejdsopgaver, når man erindrer om, at vi efter vores fornyet forretningsorden allerhøjest holder ti ugers møde om efteråret og om foråret og når man så lægger rejserne oveni, så plejer vi at holde et halvt års møde, hvad laver de så resten af tiden?
Det kan godt være, at Atassut ikke har lavet noget eller ikke gør noget i den resterende tid.
Det er meget ønskeligt, at man i tidsrummet mellem Landstingsmøderne og i forbindelse med udstedelse af bekendtgørelser, kan blande udvalgene ind i det.
Men jeg skal igen udtale, at Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet støtter mit forslag og det er jeg meget glad for.
Karl
Lyberth, Siumut:
Med hensyn til hr. Johan Lund Olsens forslag og i tilknytning dertil, så kan man overveje, om forslagsstilleren ikke har misforstået lovene, eller har ikke har kendskab til lovene, og at han så har fremsat dette forslag, for i henhold til Grundloven, så er lovgiverne og den udøvende og den dømmende helt adskilt fra hinanden.
Hvis Johan Lund Olsens forslag blev realiseret, så vil den lovgivende også begynde at virke, som den udøvende. Det strider helt imod Grundlovens bestemmelser, derfor mener jeg, at man ikke kan bruge forslaget.
Og Landstingets udvalg, der i forbindelse med udstedelse af bekendtgørelse, kan sende nogle oplysninger, forinden bekendtgørelsen bliver udstedt, der vil de så få mulighed for at kunne blande sig i arbejdet, således, at de kan have medindflydelse på dem, der bruger lovene og det er altså også i modstrid med de gældende love og derfor forinden bekendtgørelsen bliver færdigbehandlet. Hvis man sender nogle oplysninger til Landsstyret, så vil det være en meget farlig situation.
I forbindelse med behandlingen af bekendtgørelser i henhold til de gældende love og hvis man inddrager Landstingets udvalg, så vil vores Ombudsmand ikke længere blande sig, med hensyn til netop denne bekendtgørelse, i henhold til Grundloven er det vistnok sådan.
Johan Lund Olsen fremført som et eksempel anlæggelse af landingsbaner at man har lavet nogle bekendtgørelser, og at det så er blevet taget op som en sag fra Ombudsmandens side.
Det bekendtgøres i den forbindelse hvis det havde været berørt at Landstingets udvalg eller at hvis man har involveret Landstingets udvalg forinden bekendtgørelserne blev færdigbehandlet, så vil Ombudsmanden ikke kunne blande sig i netop disse bekendtgørelser.
Derfor skal man være meget forsigtigt med, at det lovgivende og det lovudøvende skal jo være helt adskilt, at man såvidt muligt ikke blander dem med hinanden, hvis vi skal respekterer de love vi lever under.
Det er farligt at fremsætte et sådan forslag. Også udvalg der får oplysningerne forinden bekendtgørelsen træder ikraft og hvis vi skal gøre dette, eller hvis de bliver involveret i arbejdet, så at det også er farligt i sig selv.
Derfor er det også meget ønskeligt, at denne sag bliver sendt til Landstingets Lovudvalg, således at man der m.h.t. til de nøjere oplysninger man skal have grundlag i for at få det undersøgt, fordi i henhold til ' 37 og i henhold til vores forretningsorden så ønsker jeg at man stopper behandlingen af denne sag, og videresender den til Landstingets Lovudvalg, således at vi undgår at tage fejl, fordi den burde fremsendes til Lovudvalget først.
Det forslag der blev fremført her vil komme til at berøre temmelig mange love, derfor burde den sendes til Lovudvalget først og anmode dem om at få det undersøgt med uddybende.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Jeg er altid glad, at når jeg møder nogle folk der kan forstå noget, d.v.s. m.h.t. at man ikke giver nogen afklaring på forhånd uden at vide hvad man snakker om, og her gjorde Landsstyreformanden det. Han er åben for en videre behandling af denne sag eller nøjere undersøgelser, og jeg forstår også at man mener det samme fra Siumuts side.
Jeg mener også, at en videreførelse af sagen ville være passende hvis det skete hos Lovudvalget, fordi som Landsstyreformanden korrekt udtalte, at man har en klar forretningsorden i Folketinget, at det står helt klart i Grundloven og jeg mener også at vi i vores behandling må medtage spørgsmålet om loven vedrørende Landstinget om den bør indeholde sådanne bemyndigelser, fordi ansvaret som lovgivende og ansvaret som den udøvende og ansvaret som den dømmende magt, at man har disse 3 instanser om det også står helt klart i Landstingsloven vedrørende Landstinget her i landet.
Det er meget videreførsel af sagen og jeg håber også, at vi på et senere tidspunkt efter en nøje bearbejdning i Lovudvalget vil blive fremlagt igen.
Knud Sørensen, ordfører for Atassut.
Hr. Johan Lund Olsen, du skuffer os, fordi du sagde at Landstinget i så og så lang tid arbejder i løbet af året, hvad laver de så i resten af året ?
Man har rigeligt med arbejdsopgaver, hvis de ikke har, så må de finder nogle arbejdsopgaver bl.a. så må man læse bekendtgørelser og korrekturlæse dem, og hivs der er nogle fejl og hvis det er nødvendigt til Landstingssamlingerne, at man udfra at Landsstyret har gjort noget forkert, så må man bruge denne talerstol, og så sige, at I har handlet udover den bemyndigelse i har fået fra Landstinget.
Landstinget er den lovgivende og de udarbejder rammerne for loven, og så er det Landsstyret der på baggrund af disse laver nogle bekendtgørelse som skal følges af befolkningen om hvad man så skal lave.
Bekendtgørelse bliver også fremført til Landstinget, at vi først efter oplysninger til Landstinget og så bliver udstedt senere, så vil man på den måde, Landstingets tilsyn med Landsstyrets arbejde, hvor vil den så være, vi skal have handlet forkert, og hvis Landstinget allerede viste, hvordan bekendtgørelsen indeholder, så kan man ikke længere påpege, at Landstinget eller Landsstyre har være medvirkende i fejlen.
Og dermed kan også særskilt forsvarer Landstingsmedlemmerne, jeg mener at det er sådan nogle ting man skal være påpasselige med.
Og endeligt hvis Landstinget selv begynder at lave korrekturlæsning forinden de bliver udstedt, så vil ministernes ansvarlighed i loven også ikke længere være i kraft. Jeg mener at Landsstyreformanden helt klart også gav en redegørelse for disse, jeg vil blot udtale at der ikke er tilsvarende ordninger i andre lande.
Derfor kan vi fra Atassut ikke acceptere dette, og ud fra de redegørelser jeg har er det jo korrekt.
Manasse Berthelsen, Inuit Ataqatigiit.
Først ganske kort m.h.t. til sidste ordfører, også m.h.t. andre lande der har hjemmestyre der er ikke så mange på Jorden. vi er glad fra Inuit Ataqatigiit at Kandidatforbundet og at Landsstyreformanden er åbent for, selvom det godt nok ikke e obligatorisk har en høring til udvalgene.
Og til Siumut er man også for denne mulighed der er vi glade for, og vi vil gerne støtte deres forslag i, at man sender forslaget til Landstings Lovudvalg, det vil vi gerne tak til fordi man her kan se at flertallet ønsker at sagen bliver videresendt til Lovudvalget.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformanden:
M.h.t. Karl Lyberths forslag det hørte jeg først da jeg kom ind her i salen, det vil jeg ikke tage stilling til, men jeg kan udtale, at i Landsstyrets Lovkontor kan man få det undersøgt, og det er også helt sikkert, at Landstinget har samme opfattelse som min.
Det eneste som jeg kan give tilsagn om, at man skal sørge for at bekendtgørelserne sendes hurtigere til Landstingsmedlemmerne, men jeg kan gå videre, at de forskellige bemyndigelser fra Landsting til Landsstyret, at hvis og såfremt at de er for store i forhold til Grundloven det kan vi få undersøgt, og hvis det kan være tilfældet vil jeg også vende tilbage til sagen til Landstinget med det.
Ruth Heilmann, ordfører for Siumut.
På vegne af Siumut-gruppen udtalte jeg mig, og at der blev stillet forslag om, at den kan videresendes til Landstingets Lovudvalg vil jeg lige udtale, at vi i Siumut-gruppen ikke har kendt denne, derfor vil jeg ikke gentage mine bemærkninger.
Mødeleder.
Og så skal jeg udtale at selvom Manasse Berthelsen sagde, at flertallet ønsker, at den skal videresendes til Lovudvalget, har jeg ikke forstået det sådan, at flertallet sagde, at den skal videresendes til Lovudvalget.
Derfor er behandlingen af dagsordenspunkt beslutning fremsat af Landstingsmedlem Johan Lund Olsens forslag om at der indføres en obligatorisk høringspligt af Landstingets Ressortudvalg forinden Landsstyret udsteder en ny bekendtgørelse afslået af flertallet.
Punktet sluttet.