Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordens punkt 26-2

1. behandling 2. behandling 3. behandling

17. mødedag, onsdag den 24. oktober kl. 13.50

Punkt 26

 

Forslag til ændring af landstingsforordning om boligsikring i lejeboliger.

(Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked)

(2. behandling)

 

Mødeleder: Ole Lynge, Landstingsformand, Inuit Ataqatigiit.

 

Ole Lynge, Landstingsformand, Inuit Ataqatigiit

Der er fremsat en betænkning, men der er ikke fremsat ønske om mundtlig forelæggelse. Men Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Ole Dorph har bedt om ordet.

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:

Efter 1. behandlingen af forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om boligsikring i lejeboliger har forslaget været behandlet i Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg, og udvalget har afgivet betænkning, hvoraf det fremgår, at et flertal i udvalget bestående af IA, Siumut og Kandidatforbundet ikke har bemærkninger til ændringsforslaget og indstiller det til vedtagelse i den foreliggende form.

Et mindretal i udvalget bestående af Atassut udtaler, at færdigbehandlingen af ændringsforslaget skal udskydes, da vedtagelse af forslaget efter deres opfattelse betyder huslejeforhøjelser for lejerne.

Landsstyret skal gøre opmærksom på, at nærværende ændringsforslag alene tilsikre, at de samlede udgifter til boligsikring bliver fordelt mellem Landskassen og kommunerne i overensstemmelse med den bloktilskudsaftale der er indgået med KANUKOKA. Lejernes forhold vil således ikke blive berørt af ændringsforslaget.

Landsstyret er derfor tilfredse med, at et flertal i udvalget indstiller forslaget til vedtagelse i den foreliggende form, og overlader med disse bemærkninger forslaget til Landstingets videre behandling.

Så er det Otto Steenholdt, løsgænger.

Otto Steenholdt, løsgænger:

Det fremgik af 1. behandlingen af huslejen skulle stige ved at dem der havde råd betalte mere, men dem der havde mindre udbetalt betalte mindre. Et mindretal i udvalget har ellers indstillet at forslaget blev udsat, men jeg mener, at hvis man udskyder ændringsforslaget, så opnår vi jo det samme, huslejerne stiger, de er jo allerede også steget. Landsstyret sagde i deres svarnotat, at forslaget ikke berører lejernes forhold.

Jakob Sivertsen, Landstingsmedlem, Atassut:

Vi har også til betænkningen indgivet en mindretalsudtalelse, hvilket giver os lejlighed til at præcisere vores synspunkter. Det at have egen bolig og eget hjem er en del af en menneskeret, og vi er klar over, at enhver har brug for et trygt hjem, uanset om man er fanger, fisker eller specielt har et andet hårdt arbejde, for det er meget vigtigt at have et trygt hjem for at slappe af. Det at have et godt hjem, hænger endvidere meget sammen med personens gode pasning af sit arbejde, og vi skal fra Atassut endnu engang bemærke, at en tryg bolig er helt afgørende for menneskets daglige liv.

Vi skal også huske på, at vi i dag har hårdt brug for veluddannede folk i Grønland, f.eks. politibetjente, lærere i højere læreanstalter, sundhedspersonale, uddannede pædagoger m.m. Disse folk flytter til byerne, fordi der er et stort behov for dem i Grønland, og de unge i Grønland flytter til andre steder for at øge deres erfaringer til stor gavn for deres arbejde, og vi mener derfor i Atassut, at det ikke er naturligt at lokke de unge til at have deres egen bolig ved at forhøje boligsikringen.

En stor del af de unge i Grønland stifter allerede familie under deres lange uddannelse, og det er ikke længere et særsyn i Grønland, at disse bliver nødsaget til at optage banklån for at forsørge familien, ligesom disse mennesker indgår i højere lønrammer efter deres grundige uddannelse, og heldigvis stiger disse mennesker i antal i Grønland, og det er vi i Atassut meget stolte over. Men én ting man glemmer, det er, at disse unge mennesker efter deres endt uddannelse plejer at have stiftet en stor gæld på trods af deres høje løn, f.eks. betaler de meget i skat, de afdrager deres banklån, betaler højest til børneinstitutionerne, deres børn modtager ingen boligbørnetilskud, ligesom de betaler lige så meget for husleje, el og varme. Derfor finder vi i Atassut det ikke .... at man alt for meget tvinger de unge, som er i fuld gang med at planlægge deres fremtid og sparer op, ved at forhøje deres boligsikring og samtidig opfordrer dem til at have deres eget hus, fordi det er personen selv, der har ansvaret for, hvordan han/hun skal opretholde livet og velgående.

I disse tider, hvor vi snakker om at forbedre boligforholdene i Grønland, hører vi gang på gang gennem medierne, at huslejen stiger op til 2.000 kr. om måneden, når denne forordning vi snakker om bliver ikrafttrådt, og vi har i Atassut ikke dette formål, specielt med henblik på konsekvenserne for de unge, der er i fuld gang med at planlægge deres fremtid. Endvidere hører vi gang på gang, at aldrig så mange lejere i nogle af boligerne i byerne vil blive smidt ud af deres boliger, med virkning fra 1. januar, og som følge af ændringen af forordningen, og hvis det skulle være sendt, så har Landsstyret udarbejdet en ukorrekt forordning. Og når man fortsat vil stå fast ved at forhøje huslejen, vil vi på forhånd regne med et hidtil yderligere større antal lejere, der er blevet overbebyrdet med deres afdrag, og dette vil igen medføre, at endnu flere, der bliver smidt ud af boligerne, end de har gjort i dag, og vi vil derfor i Atassut hermed igen nævne, at vi står fast ved udsættelsen af forordningsforslaget.

Vi er klar over, at konsekvensen af at blive smidt ud af boligen skyldes manglende vilje til at betale, men der findes også nogle, der ihærdigt har prøvet at betale, men alligevel ikke kan slå pengene til, og til sidst bliver smidt ud på grund af deres restancer.

Med hensyn til flere og flere, der bliver smidt ud af deres boliger i Grønland, mener vi i Atassut, at Landsstyret under udarbejdelsen af forordningen burde tage højde for en ordning med et minimumskrav. Når vi har så stort et problem med boligsituationen i Grønland, kan vi forestille os, at dette om nogle år vil blive meget vanskeligt at løse, når man ikke løser problemet ved at smide folk ud af deres boliger, og vi finder det vigtigt i Atassut, at man løser problemet i god tid. At forordningen vil ramme mange mennesker, har vi allerede fået at vide, så derfor, lad os få et pusterum, hvor vi i ro og mag undersøger de kommende konsekvenser af forordningsforslaget, for vi i Atassut kan se, at man derved kan finde den bedste løsning, ligesom man må regne med vores sædvanlige samarbejde efter vores omfattende viden omkring boligproblemet.

Med disse bemærkninger, står vi i Atassut fast ved udsættelsen af forordningsforslaget på grund af dets indhold af forskellige tvivlsomme punkter, der kræver afdækning. Tak.

Ole Lynge, Landstingsformand, Inuit Ataqatigiit:

Jeg vil anmode det medlem, der ikke er tilstede om at indfinde sig, da vi skal til afstemning snart.

Først til Jakob Sivertsens og Otto Steenholdts bemærkninger, siger jeg tak herfor. De udtalte, at nærværende forordningsforslag burde udsættes. Dette ønske om udsættelse burde være sket under vores vedtagelse af lejeforordningen under forårssamlingen. Landstinget er allerede gået ind for lejeforordningen under forårssamlingen, og forordningen er trådt i kraft pr. 1. maj i år, hvorfor igangsættelsen ikke kan udsættes. I forbindelse med nærværende forordning, har Landsstyret udarbejdet en bekendtgørelse, som er trådt i kraft pr. 13. september i år. Inden denne bekendtgørelse blev udstedt, er der sket en bestemmelse af boligsikringsstørrelsen efter forudgående høringer i Social- og Boligudvalget, hvorfor nærværende sag og drøftelse ikke blot er tomme ord, da nærværende forslag overhovedet ikke vedrører husleje, men blot en ændring af en paragraf, hvor det blot står, at der mellem kommunerne og Hjemmestyret kan aftales, hvor stor en procentdel, der skal betales af hvem. I forordningen, der trådte i kraft i maj, så står der i forordningen, at kommunerne skal betale 60%, mens Hjemmestyret skulle betale 40%. Men efter hårde forhandlingerne med kommunerne, søges dette ændret, således at kommunerne betaler 40% og Hjemmestyret 60%. Og det er alene det, som nærværende forslag drejer sig om. Og baggrunden herfor er, at Landsstyret og KANUKOKA indgik en bloktilskudsaftale, hvor bl.a. nærværende forslag var indeholdt. Hvis forslaget udsættes eller forkastes, vil dette resultere i, at Landsstyret må igangsætte nye forhandlinger med KANUKOKA og en bloktilskudsaftale, da den vil berøre bloktilskudsaftalens indhold, fordi vi bliver nødt til at tilbageføre 5 mio. kr. fra kommunerne til Landskassen, hvorfor nærværende lange taler må foregå andre steder. Landsstyret har også i forbindelse med nærværende forslag lovet, at der for så vidt angår boligsikringsordningen, at disse indgår i vurderingerne af den nye ordning, når der er gået et år, så vil det på den baggrund blive taget beslutning om, om der skal ske ændringer af den ordning, der skal gælde pr. 1. januar. Denne vurdering er endnu ikke sket af gode grunde, hvorfor nærværende debat er lidt skudt ved siden af. Man kan ikke starte fra bunden af. Vi har allerede de nødvendige lovgrundlag i orden på baggrund af landstingsbeslutning og landstingsvedtagelser, og vi kan ikke udsætte det hele sådan uden videre. Det er rigtigt, at der i forbindelse med den nye ordning om, om hvem, der får ret til boligsikring, dette er blevet udarbejdet, så er det rigtigt, at en del af dem får højere huslejer, mens der også på den anden side er flere, der skal betale mindre i husleje. Men det er et spørgsmål om de enkelte husstandes indkomster, hvor mange børn man har hjemmeboende m.m. Jeg mener derfor, at vi må vende tilbage til det centrale i drøftelsen, som drejer sig om ændring af §13, hvor man ændrer fordelingsprincippet af udgifterne mellem kommunerne og Hjemmestyret. Det er alene det, det drejer sig om. Forslaget har inden anden indhold.

Jakob Sivertsen, Landstingsmedlem Atassut:

Tak. Ganske kort. Forslaget fra i foråret, drejer sig om boligbørnetilskud og boligsikring,

d.v.s. sammenlægningen af disse. Det var vi med til at vedtage, og dengang blev det lovet os, at man ikke skal forhøje huslejepriserne. Og ingen skal se på os, som om vi ikke har kendskab til noget. Vi er med i behandlingen af disse, og det vi snakker om, de sammenlagte beløb, hvordan de kan fordeles til lejerne. Vi lægger meget vægt på, og er meget betænkelige, fordi vi ikke vil opnå, at man får en forhøjelse på 2-3.000 kr. Der er nogen mennesker, som har boet i samme lejlighed i 20-30 år, at de nu skal til at betale højere huslejer, hvor man sågar kan regne med, at boligens værdi er faldet. Det er derfor vi ønsker det udsat, også fordi vi sætter mennesket højere end en bekendtgørelse. Vi vil gerne få at vide, om dem der råber op, har ret i, hvad de siger. Og såfremt de har sagt noget rigtigt, så har vi allerede sagt, så må Landsstyret endnu engang undersøge deres bekendtgørelser.

Og man skal også huske fiskeriloven, som er af stor betydning, også fordi den kom til at berøre fiskerne i så stor udstrækning, så blev den udsat, hvorfor man nu også udmærket godt kan udskyde vedtagelsen af nærværende punkt, såfremt man kan finde en bedre løsning for samfundet, ligesom man også har gjort det indenfor fiskerilovgivningen.

Ole Lynge, Landstingsformand, Inuit Ataqatigiit:

Jeg vil stærkt anbefale overfor de næste talere, at man holder sig indenfor nærværende punkt. Det er korrekt, som Landsstyremedlemmet for Sociale anliggender, der er kun et ændringsforslag vi her drøfter.

Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit:

Jeg vil blot lige præcisere, at vi alle sammen her i foråret vedtog, og Atassut var med til at vedtage det. Og som Jakob Sivertsen sagde det, så var det boligsikringen og boligbørnetilskuddet. Og allerede dengang sagde Socialudvalget og Boligudvalget, hvor Landsstyret var til høring, hvor de så forklarede, hvad det var, det drejede sig om, og Atassut deltog under det samhør, der var. Og jeg ser blot det som sådan, at I har ændret jeres standpunkt. En vedtaget forordning kan man selvfølgelig ændre ved et ændringsforslag, men nærværende punkt drejer sig kun om §13, og Inuit Ataqatigiit er meget glad for, at størsteparten af de mindre bemidlede på den måde får mulighed for at få hjælp pr. 1. januar næste år. Og derfor er det så efter vores mening, det passer godt overens med vores politik. Intensionerne bag en ændring er, at dem der får op til 1 mio. i indtægt kan få boligbørnetilskud, selvom de ikke har behov for det. Nu er det kun dem der har virkelig behov, nemlig de lavindkomstgrupper og mellemindkomstgrupperne, det er dem man gerne vil hjælpe for at lette dem i deres daglige omkostninger. Og det bør vi være glade for, således at vi i en større udstrækning opnår en solidaritet blandt befolkningen.

Jørgen Wæver-Johansen, Landsstyremedlem for Boliger og Infrastruktur Siumut:

Tak. Der er to, jeg gerne vil kommentere. Først det, der skete her i foråret, og det synes jeg IA’s ordfører lige har gjort på en meget klar måde. Og der blev heller ikke sagt, at der ikke vil ske forhøjelser. Og de ord, der blev brugt, at der kommer til at ske nogen forhøjelser, og at der også vil komme nogen klager. Og der blev så også uddelt et skema med, hvor store forhøjelser man kunne forvente ud fra de indtægter man har. Og dem vil jeg også gerne henvise til, ligesom jeg også gjorde det under 1. behandlingen. Men det, der har afstedkommet nogen tvivlspørgsmål i disse dage er ..... Atassut kom ind på de problemer, hvor der står, at man gennem nogen administrative stramninger, så kunne man regne med, at nogen blev smidt ud af deres lejligheder. Men én ting er korrekt, at sidste år, da forordningen blev ændret af Landstinget her i foråret, så var det en konsekvens af det, at bekendtgørelserne skulle tilpasses. Og nærværende bekendtgørelse er ikke blevet lavet af Landsstyret endnu. Høringen pågår, og høringen kører til slutningen af oktober måned. Og formålet med høringen er, at såfremt der har været nogen skævheder i ordningen, og såfremt den har ramt nogen forkert, så kan vi tilpasse bekendtgørelsen til det. Og det er de ting, som er under høring, som endnu ikke er vedtaget, og ud fra det behov, der måtte være, så kan så også regne, at Landsstyret træffer afgørelser. Men lad os gøre høringen færdig, hvor vi har sat grænsen til den 31. oktober.

Vedrørende det punkt, vi drøfter her, og såfremt man udsætter punktet her, så vil det betyde, så vil kommunernes betaling til boligsikring blive 20% højere. Det er det, punktet her drejer sig om. Den forordning har vi godkendt her i foråret, og såfremt man gerne vil ændre det, så kan man gøre det gennem et forslag. Men lad os lige erindre, at når der er gået .... efter ikrafttrædelsen, så kan vi på ny vurdere det. Og det er det, der er gældende.

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut:

Det er ikke fordi jeg vil gøre debatten længere, men da man ønsker punktet udsat, så skal jeg blot lige minde om, at som i betænkningen fra Socialreformkommissionen, som Jakob Sivertsen og undertegnede var med til at underskrive, der blev der afgivet en betænkning i 1995, hvor kommunerne ikke havde indflydelse på boligsikringen. Allerede dengang indstillede kommissionen, at de principielle mål, der med hensyn til den økonomiske fordeling også ske i enighed med Hjemmestyret, hvor det bl.a. var, at 60-40 fordelingen skulle vendes om ti 40-60. Og netop det, er det det centrale i nærværende ændringsforslag. Og derfor er det mål, vi nu har arbejdet for at opnå i mange år, det er nu endelig ved at blive nået. Og derfor er det helt på sin plads, at nærværende forslag, og vi er også glade for, at Inuit Ataqatigiit også har forstået spørgsmålet, ligesom vi har gjort.

Godmann Rasmussen, Atassut:

Jeg vil også gøre det ganske kort. Jeg undrer mig ikke over, at vores ordfører i Atassut kommer med nogen spørgsmål, som kan være nemme at misforstå. Men vi sidder som folkevalgte, og sidder også i nogen udvalg. Og nogen gange, alene her i Nuuk, er vi blevet stoppet af folk, og er blevet spurgt om de nævnte ting virkelig er noget, som man allerede har godkendt. Men jeg vil gerne minde lytterne om, at terminsydelserne til boligstøttehusene, det er blot rygter. Og det er den forklaring vi har fået at vide, hvorfor jeg må sige, at de forskellige høringer, som Landsstyret også har været inde på, de pågår stadigvæk. Og det er sådan vi har forstået det. Der pågår stadigvæk nogen høringer, men vi ved, at der er nogen positive ting, som igen bliver understreget, at de kun er med meget høje indtægter, der bliver ramt. Og det blev endnu engang understreget af Landsstyremedlemmet. Og det er nogen forkerte oplysninger vi har fået. Men jeg er blevet meget mere tryg ud fra de informationer vi har fået fra Landsstyremedlemmet. Og der er ingen grund til at lade befolkningen blive bange på grund af nogen rygter, der er sket. Også fordi man på den måde vil støtte de absolut lavest indkomstgrupper. Vi har også fået at vide, at man ikke vil gå helt væk fra afdragsordninger, såfremt man er kommet bagud med en betaling. Og jeg vil gerne takke Landsstyremedlemmet for hans uddybende informationer her umiddelbart før mødets start.

Jakob Sivertsen, Atassut:

Tak. Landsstyremedlemmet sagde, at jeg også deltog, og det er også korrekt. Men det er ikke det, det drejer sig om. Det er det viste papir, som har en værdi på 126 mio. kr., hvorfor man også skal forklare sig nærmere.

Og til Maliinannguaq skal jeg nævne, at de højere indkomstgrupper hjælper de laveste indkomstgrupper. Og vi skal heller ikke ramme mellemindkomstgrupperne alt for meget. En for stor solidaritet kan også betyde, at dem, der har en højere indtægt også kan gå neden om og hjem. Vi skal ikke sige for meget mere, men vi skal blot understrege, at såfremt huslejebetalingerne bliver ændret så meget som det er blevet nævnt, så vil vi komme med et ændringsforslag.

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Siumut:

Først til de sidste talere; Maliinannguaq Markussen Mølgaard fra Inuit Ataqatigiit, Jørgen Wæver Johansen og Landsstyreformanden, dem vil jeg gerne takke for deres korrekte bemærkninger. Jeg synes det er på tide at vende tilbage til det punkt, vi er ved at drøfte, uden at blande de andre punkter, som om det er dem, vi snakker om, fordi netop pkt. 26, som vi drøfter her, der er det forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om boligsikring i lejeboliger og §13 i nævnte bekendtgørelse. Og det kommer ikke til at dreje sig om 126 mio. kr., men det drejer sig om fordelingen af Hjemmestyrets og kommunernes andel, hvor fordelingen er på 40-60, og den skal så ændres til 40-60. Og såfremt man udskyder nærværende punkt, så kommer kommunerne til at betale 5 mio. kr. mere. Og det er netop for at undgå dette, og som en konsekvens af de forhandlinger, der er pågået mellem Hjemmestyret og KANUKOKA, hvorfor jeg ikke skal gøre det længere. Også fordi det er unødvendigt. Der vil jeg blot ønske, at det bliver vedtaget af samtlige landstingsmedlemmer, fordi den mulighed er der stadigvæk.

Ole Lynge, Landstingsformand Inuit Ataqatigiit:

Der er ikke flere talere på listen, og vedrørende forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om boligsikring i lejeboliger, og de der går ind for forslaget, som et flertal i udvalget bestående af Inuit Ataqatigiit, Siumut og Kandidatforbundet indstiller ændringsforslaget til vedtagelse i den foreliggende form, hvorfor jeg anmoder dem, der er enige i, at forslaget går videre til 3. behandling i den foreliggende form om at rejse sig. 21. De, der er imod bedes rejse sig. 6. De, der har undladt at stemme. 2. D.v.s. 2 har undladt at stemme. D.v.s., at flertallet går ind for, at den går videre til 3. behandling i den foreliggende form.