|
Dagsordens punkt 29-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
12. mødedag, fredag den 12. oktober 2001.
Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og
Arbejdsmarked.
Jeg vil tillade at forkorte redegørelsen lidt. Landsstyret fremlægger hermed børn og unge redegørelse 2001 "Barnet i centrum". Her i behandles emner og temaer for den kommende revision af lovgivningen om hjælp til børn og unge.
I 1997 fremkom Socialreformkommissionen i sin betænkning med en række anbefalinger på børn- og ungeområdet, og Landstinget har siden hen debatteret og truffet beslutninger vedrørende børn og unge. I forbindelse med det grønlandske Børneår 2000 blev der afholdt konferencen "Nye veje i omsorgen for børn og unge", hvor der fremlagt en række anbefalinger og nye initiativer, revision af regler og forbedring af indsatsområder.
Med udgangspunktet i debatoplægget om "Barnet i centrum", og med henblik på en faglig vurdering af det generelle og specifikke behov for regler og andre tiltag, så blev der afholdt 6 seminarer i perioden maj-juni 2001, hvor der deltog fagpersoner fra børn- og ungeområdet. Synspunkter og anbefalinger fra disse seminarer er indarbejdet i nærværende redegørelse, som har barnet i centrum.
Med Landstingets beslutning på forårssamlingen 2001 om, at behovsprincippet skal være grundlaget for vores lovgivning om hjælp til børn og unge har vi valgt at sætte barnets særlige behov for et normalt liv i fokus. En umiddelbart er, at der kan og skal sættes ind på et tidligt tidspunkt i børnefamilier med sociale problemer. Den tidligere indsats vil betyde en stor mulighed for, at problemerne ikke bliver for omfattende for barnet eller den unge, at problemerne ikke får lov til at blive større og mere komplekse.
Det er en gennemgående anbefaling i alle seminarerne for fagfolk, at der skal laves klare bestemmelser i lovgivningen om, at der altid skal udarbejdes en handlingsplan i den enkelte sag, og at handlingsplanen er det centrale arbejdsredskab for alle involverede i den konkrete sag. Handlingsplanen skal indeholde alle relevante oplysninger, aftaler og planer, ligesom den løbende skal ajourføres. En tidlig indgriben og en lovpligtig handlingsplan vil forebygge, at problemerne i børnefamilierne vokser, og samtidig bevirke et mindsket behov for eksempelvis inden behandlingsanbringelse af et barn.
Erfaringerne viser, at mange børn og unge omsorgssvigtes i alt for lang tid før de anbringes på en døgninstitution, og denne gruppe af børn og unge får derfor så store problemer, at de har behov for et behandlingsophold på en døgninstitution.
Tidlig indgriben vil betyde, at familierådgivningen må intensiveres, således at der tilbyde familievejledning og støtte til børn og unge i form af personlige rådgivere og nærmiljøarbejdere med børn og unge når en anbringelse af barnet eller den unge ikke er nødvendigt.
Der er i den gældende lovgivning allerede bestemmelser om støtte, rådgivning og vejledning overfor børn og unge, men disse ordninger benyttes dog ikke optimalt. Det er på faglige seminarer blevet anbefalet, at der etableres bedre økonomiske vilkår for personlige rådgivere og støttepersoner, for at disse ordninger vil kunne udnyttes bedre.
Vedrørende familiepleje anbefales det, at vilkårene for plejefamilierne forbedres, og at plejefamiliernes styrkes ressourcemæssigt og økonomisk. Der er derfor foreslået en differentieret ordning der som et nyt tiltag gives mulighed for at etablere professionelle plejefamilier, det vil sige, at pågældende plejefamilie skal have nogle særlige kvalifikationer, og skal fungere som plejefamilie på døgnbasis. En professionel plejefamilieordning vil være en fordel for nogle grupper af børn og unge. Eksempelvis kan nævne børn og unge, der er omsorgssvigtet på grund af vilkårene i Hjemmet.
En professionel plejefamilieordning kan også være en fordel for døve- og hørehæmmede børn og unge, der ikke har specielt behov for en døgninstitutionsforanstaltning, men alene har brug for et ophold ude for hjemmet på grund af skolegang. Der er behov for en styrkelse af aflønningen af plejefamilien blandt andet ved, at der skelnes mellem omkostninger, plejevederlag og plejeløn. Der er fremlagt anbefalinger om en gradueret aflønning samt godtgørelse af fastlagte udgifter i forbindelse med en anbringelse og barnets forsørgelse hos plejefamilien.
Presset på døgninstitutionerne med henblik på en sikring af en mere kontinuerlig forløb for børn og unge, der anbringes på døgninstitution har Landstinget besluttet, at der skal etableres efterværn, således at der sikres en opfølgning på, og det videres arbejde omkring barnet eller den unge når det udsluses fra døgninstitutionen.
Landstinget har endvidere besluttet, at der skal gives ankemulighed for forstandere i sager, hvor barnet eller den unge kræves hjemgivet. På de faglige seminarer er der imidlertid blevet anbefalet, at der ikke gives forstanderen denne ankemulighed, idet det vurderes at klare bestemmelser om handlingsplan i den enkelte sag vil overflødiggøre et eventuelt behov for ankemulighed. En uheldig konsekvens af, at tillægge ankemulighed til forstandere vil være, at der sker skred i hvem der har beslutningskompetence i forhold til barnet.
At sætte de mange forslag og anbefalinger i redegørelsen "Barnet i centrum" har et økonomisk aspekt. Der er ikke på nuværende tidspunkt foretage økonomiske konsekvens beregninger, primært fordi der er et meget sparsomt datamateriale at beregne ud fra. Det er planlagt, at der i forbindelse med udarbejdelse af forordningsforslaget om hjælp til børn og unge, som fremlægges på forårssamlingen næste år skal foretages konsekvensberegninger.
PÅ nuværende tidspunkt er hjælpeforanstaltninger efter landstingsforordningen om hjælp til børn og unge udelukkende kommunalt finansieret. er har flere gange være synspunkter fremme om, at kommunerne var tilbageholdende med anbringelse på døgninstitution på grund af en svag kommunal økonomi. Det er derfor på tide, at der foretages en revurdering af finansieringsstrukturen på dette område. Disse overvejelser vil blive foretaget i forbindelse med udarbejdelse af forordningsforslaget om hjælp til børn og unge til forårssamlingen 2002.
Eventuelle ændringer i finansieringsstrukturen skal forhandles med KANUKOKA i forbindelse med bloktilskudsforhandlingerne.
I overvejelserne omkring en revision af lovgivningen er det vigtigt med en folkelig debat. Der er derfor produceret en debatavis med titlen "Bryd den onde cirkel - sæt barnet i centrum". Debatavisen er primo medio september blevet distribueret til befolkningen herunder kommuner, skoler, daginstitutioner, biblioteker, sygehuse og andre steder. Befolkningen har mulighed for, at fremlægge synspunkter og eventuelle forslag om revision af lovgivningen om hjælp til børn og unge til en internetadresse, ligesom de har mulighed for at indtale til en telefonsvarer.
De forhåbentlige mange forslag og synspunkter vil indgå i det videre arbejde. Med disse ord fremlægger Landsstyret redegørelse om børn og unge 2001 "Barnet i centrum" til Landstingets drøftelse.
Tak. Så går vi over til partiernes ordførere. Først er det Ruth Heilmann, Siumut.
Ruth Heilmann (S):
Vi har fra Siumut følgende bemærkninger til nærværende børn og unge redegørelse 2001 "Barnet i centrum", som er efter Siumuts opfattelse, en veludført og interessant redegørelse med en velklingende overskrift og omfangsrig budskab, som Landsstyret fremlægger til Landstinget.
Til anbefalingerne fra Socialreformkommissionen fra 1995-97 hører en række vilkår for børn og unge særskilt forhold omkring handicappede. Som fortsættelse af Socialreformkommissionens arbejde er der skabt en øget debat og fortsat iværksat tiltag, ligesom man i forbindelse med det grønlandske Børneår 2000 fik man en mere uddybende behandling af børneområdet.
Under Børneåret 2000 fik man afviklet forskellige aktiviteter til glæde for børnene, hvor der også blev skabt en fortsættelse af debatten med efterfølgende fremsynede anbefalinger; hvilke vi mener er meget glædeligt.
Det er vores målsætning at familien skal have det bedste grundlag således børnene kan få et godt start på deres liv. Børnenes opvækst skal indeholde tryghed. Barndommen skaber ikke alene senere mulighed for en voksentilværelse, men har en værdi i sig selv. En oplevelsesfuld, opvækkende og en tryg barndom hører som basale værdier i menneskets opvækst. Børnenes behov må være udgangspunktet i familiepolitikken, hvor forældrene skal have tid og mulighed for ansvar for børnenes opvækst. Børnene hver især har ret til at være sammen med deres forældre; men hvis det ikke kan lade sig gøre må forsorgen tage udgangspunkt i barnets behov.
Der har været afholdt flere seminarer og konferencer om børns vilkår i såvel offentlig og i kommunalt regi, ikke mindst er der fokuseret på omsorgssvigtede børns vilkår. Det mener vi i Siumut som nødvendigt og sundt for samfundet, for der igennem har man undersøgt åbent om de alvorlige vilkår børn og unge lever under, således kan disse skabe grundlag for revisionen af lovgivningen, der svarer til vilkårene.
De indledende bemærkninger i redegørelsen støtter vi fra Siumut, hvor det også bliver sagt at de omsorgssvigtede børns vilkår skal sættes i centrum, at behovsprincippet skal være grundlaget for hjælpen til børn og unge, og således at man skaber tryghed omkring barnet med en tidlig indsats og afhjælpe familiens problemer, og at man således sætter barnets basale behov for et normalt liv i fokus, hvilket vil sige, at man griber inden forholdene bliver værre.
Derfor lægger vi i Siumut vægt på at der etableres familiebehandling med undervisning af forældre, som kan drives i selve kommunen, ligesom man allerede har erfaring i dette i Tasiilaq og i andre kommuner, og vores ønske om at tage alvor og etablere sådanne centre skal vi fra Siumut i denne anledning gentage, da vi tidligere har foreslået at der skal etableres flere centre, da det er vores opfattelse at det er nødvendigt at behandle familien samlet, hvilket vi betragter som det mest betryggende og sundeste for alle parter.
I Siumut bliver vi glade fordi kendetegnet for det grønlandske samfund er at man lægger vægt på familien, er kærlige overfor ens nabo og ens næste, er hjælpsomme, uanset hvad der er sket, og at dette skaber styrke og sammenhold.
Der findes mange forældre som opdrager deres børn meget godt selv om de nogen gange ikke er fysisk velstillede, men åndeligt har de inderst inde en styrke og opdrager deres børn, og som viderefører dette og baner vej for at deres barn kan få en god skolegang og få en uddannelse. Dette betragter i Siumut noget som man med alle midler skal styrke og som endnu har behov for at støttes.
Vi må øge fællesskabet, medansvaret og fælles påtagelsen af byrden i samfundet, i dag er det kun en lille del der anstrenger sig og har viljen til at påtage sig en del af ansvaret, eksempelvis er det almindeligt, at når der skal arrangeres forældremøder, er det i det fleste tilfælde at kun en bestemt gruppe møder op. Det er Siumuts opfattelse at vi alle samlet må bestræbe os på at påtage os en bedre ansvar for vore børn både i daginstitutionen og i skolen. Derfor må også Den gode Daginstitution og Den gode Skole udvikles koordineret, og det vil vi overfor Landsstyret atter engang opfordre til at man fører ud i livet.
Desværre er det blevet en vane at være tilbageholdende overfor de dårligtstillede, som en holdning, der ellers ikke er en del af vores tradition. Vi skal fra Siumut understrege, at enhver der ser og er vidende om et menneske har dårlige kår, har pligt til at rette henvendelse om dette til rette myndigheder.
Desværre er der også iblandt os nogle der på grund af forskelligartede og uoverkommelige problemer svigter deres børn, når disse forhold sker og der ikke sker en tidlig indgriben, får disse dårlige konsekvenser for barnet og for forældrene og familien, der nogen gange ikke kan overkommes i lange perioder. Og som i mange tilfælde ende med en smertefuld splittelse mellem barn og forældre, hvor barnet fratages ansvar.
For at løse disse problemer og for forebygge har man fremkommet med forskellige tiltag og prøver disse, ligesom der også i forelæggelsen foreslået at der ved familiemæssige uoverensstemmelser kan der benyttes mere åbne samtaler, hvor anvendelige erfaringer i udviklingslande blandt indianere samt i Norge blandt samerne også bliver nævnt som egnede metoder.
I nærværende forelæggelse har man taget debatoplægget der skal åbne for de faktiske forhold, som er den rørende debatavis "Bryd den onde cirkel – sæt barnet i centrum", som Direktoratet for Sociale Anliggender har udgivet vil skabe en folkelig debat og vilje til at løse problemerne.
Det at få barn eller børn er et stort ansvar som man oprigtigt skal påtage sig, derfor skal man i større grad alvorligt planlægge det at få børn, også gennem oplysningskampagner. Det er Siumuts opfattelse at det er nødvendigt med en omfattende oplysningskampagne overfor unge at det bedst kan betale sig at vente med at få børn, når man er blevet voksen og selv kan stå for forsørgelsen. Det er også vores pligt som forældre at støtte, og vi vil her opfordre Landsstyret til at de i endnu højere grad at komme med tiltag også på dette område.
Det er nødvendigt at forældre informerer deres børn om livets bedredskab, og det er Siumuts opfattelse at gennem oplysningskampagne skal øges vores fællesskab i samfundet, uanset hvis vi er i en forening eller i en sportsforening, en arbejdsgruppe eller i en virksomhed, i skolen, uddannelsested, i kollegie, klub eller alle andre steder så må målet være en større deltagelse. Hvis kun et fåtal påtager sig et arbejde vil resultatet blive mindre, men hvis flere deltager vil resultatet blive endnu større og bedre.
Det er Siumuts mening at det bedst kan betale sig at sætte "barnet i centrum", og tage tiltag med familien i centrum som udgangspunkt. Vi må sætte familerådgivningen allerhøjest og allerede ved graviditeten sætte den voksende barn i centrum. En handlingsplan vil sætte mere fokus på barnets fremtid og skabe en kontinuitet samt helhed i barnets liv. Lige som det Landsstyremedlemmet i sin forelæggelse siger, så betragter vi i Siumut hensigtsmæssigt og vi er i Siumut parat til at deltage og sætte denne som første prioritet af alle indsatsområderne.
Desværre bliver små børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, flere og flere, der er sågar en venteliste for børn med behov for anbringelse. Det er svært at acceptere og rammer hårdt når samfundet i forvejen er så en lille samfund, hvorfor må vi løse dette store problem i fællesskab.
Hvis vi skal dette som mål, hvor mange deltager og hjælper til, må tiltagene organiseres på en bedre måde og styrkes. Vi er enige i at flere kommunale forvaltninger med forskellige opgaver skal indgå i et samarbejde, og som vi tidligere har nævnt er vi enige at de nuværende SSPK skal udbygges og styrkes. Det er vores opfattelse at dette arbejdes må spredes mere ud, med deltagelse af repræsentanter fra daginstitutioner og forældre, præsterne, miljøarbejderne, således gruppen styrkes. Ligeledes hvis det er i bygderne så er samarbejdsgruppernes etableringer også vigtige, hvor repræsentanter fra daginstitutioner og fra forældre samt kateketen, hvor vi fra Siumut ustandseligt understreget og finder dette væsentligt.
Igennem vores rejser i udladet har vi i Siumut fået kendskab til andre folks erfaringer, eksempelvis i Island, hvor børnene opdrages til at holde på tidsfrister og medansvar, hvor hele samfundet tager del om ansvaret. Børn i 13 – 16 års alderen bruger deres skoleferie til forskønnelse og oprydning i naturen, betjening af turisterne og anden samfundsgavnlig tjeneste ved at stå tidligt op om morgenen.
Selv om sommeren går de tidligt i seng, og står tidligt om morgenen og går på arbejde, som de får betaling for, med denne fremgangsmåde bliver styrket som mennesker og bruger dette som oplæring til deres senere uddannelse, hvor de selv skal tage ansvar for deres egen liv. Om aftenen må børnene ikke være ude langt over klokken ti, de børn der er ude bliver bedt om at komme hjem, det vil sige at alle hjælper til at lære om tidsfrister og ansvar, hvor de også bliver oplært til også at respektere andre folks ejendele.
Her i Grønland hvor det nu igen er ved at mørkt er vi begyndt at høre om hærværk om morgenen når vi går ud ser vi hærværk i vores miljø, hvilket er meget beskæmmende, og hærværk bliver også bliver udøvet mod dyre fritidsbåde. Og dette kan absolut ikke accepteres af alle. Dette sker fordi der i samfundet er noget galt, og det er for at få en ende og få en forbedring på disse forhold vi nu her i Landstinget må betragte vores drøftelse med "Barnet i centrum" som væsentligt, og det er meget ønskeligt at mange vil følge med, ligesom det er ønskeligt at børn- og ungedomsorganisationen Sorlak vil deltage, ligesom det også gælder andre organisationer, så som Ligestillingsrådet m.m.
Det er vores opfattelse at FN’s Konvention om barnets rettigheder bør fremhæves og nødvendigt at det bliver kendt af alle og børnene, da konventionens formål er at sikre børns rettigheder uanset race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold eller anden stilling, samt at man øger det internationale samarbejde for at forbedre børns og de handicappedes levevilkår i alle lande og at disse følges op i Grønland.
Det er vores opfattelse at det nu er på tide og nødvendigt at Grønlands bidrag indarbejdes i den danske rapport til De Forenede Nationer næste år, og det vil vi opfordre Landsstyret til at dette bliver realiseret.
Siden sidste ændring af landstingets forordning om børn og unge i 1992 har Socialreformkommissionens mål meget omfattende. Som nævnt tidligere bevirkede en mere åben debat om omsorgssvigtede børn at samfundets problemer blev afdækket klarere, og således kan det siges at de tunge sociale opgaver er blevet øget. Disse oplysninger er i sig selv hårde, og vi må være taknemmelige for at have fået kendskab til dem, for når tabubelagtige problemer åbent ytres føler man sig som menneske lettere.
Derfor må alle og enhver, der er bebyrdet med problemer, uanset hvor de bor, få mulighed for åbent at kunne rette henvendelse, hvilket flere gange fremsat som forslag og drøftet i Landstinget. Vi må med de ressourcer vi har med tiltagene med henblik på at arbejde for at problemerne ikke vender tilbage og disse bliver minimale til vi når frem til det bedste i os.
Flere drøftelser i Landstinget og i Landstingets Socialudvalg har peget på at lovgivningen bør revurderes. Derfor er vi i Siumut enige i at tilpasningssarbejdet eller reformarbejdet omkring forordningen må tage udgangspunkt i "barnets behov", nemlig barnets behov for omsorg, kontinuitet og sammenhæng i tilværelsen bedst sikres.
Vi skal også huske på og som også bliver understreget i redegørelsen, at et barn prøver at markere sig højlydt og gør opmærksom på sig selv og skaber uro for sit miljø eller bliver stiltiende, og sådan et adfærd viser at problemerne har deres udgangspunkt hos forældrene og fra hjemmet. Og når man snarest ikke prøver at løse problemets kerne vil problemet vokse.
Vi er i Siumut fuldt ud enige i, at sætte barnet i centrum, og at det er vigtigt at der udarbejdes en handlingsplan for barnet med problemer og dets nærmeste pårørende, da det er vigtigt at familien inddrages.
Tidligere tog man barnet som udgangspunkt og fjernede det fra hjemmet og tog ikke forældrenes behov for behandling så alvorlig, men denne gang inddrager man i redegørelsen forældrene, og at man i øget omfang yde dem hjælp og rådgivning, hvilket vi bifalder fra Siumut. Derfor er vi fuldt ud enige med Landsstyrets indstilling om, at der udarbejdes klare bestemmelser med hensyn til placering udenfor hjemmet. Og i den forbindelse vil vi fra Siumut opfordre Landsstyret til at man sikre, at alle kommunerne får familierådgiver og at de gennemgå de nødvendige kurser.
Arbejdsgruppen forslår og fremgår i redegørelsen, at der også laves et uddannelsessystem til de personlige rådgivere, og jeg vil gerne fra redegørelsen citere, hvor der står "at de skal uddannes fordi de skal vide noget om et barns udvikling. Personlig rådgiver er egentlig en "superforældre". Hvis en far/mor har dårlig forældreevne, så skal man koble en personlig rådgiver på; den personlige rådgiver bliver så barnets sikkerhed, den som barnet har tillid til." Citat slut. Vi finder denne udformning betænkelig og ønsker denne nærmere vurderet i Socialudvalget.
Det er vores opfattelse at man i første omgang skal tænke på dem, som man i dag ikke tilbyder uddannelsestilbud og tilbyde dem dette, og det er plejeforældre, pædagoger og støttepædagoger for handicappede, og her tænker vi specielt på forældrene til børn anbragt på døgninstitutioner; hvilket vi fra Siumut stærkt skal minde om.
De igangværende tiltag, som flere kommuner udøver har mange goder sider, eksempelvis højskoleophold for familier med problemer, miljøarbejdere, natteravne, undervisning af nuværende og kommende forældre samt andre frivillige aktiviteter for børn, lige som aktiviteter fra beboerforeninger med mere.
Siumut finder det hensigtsmæssigt og støtter forslaget om at man tilbyder landsdækkende kurser om forældreevne til personalegrupper.
Når et barn med store problemer bliver sendt til en døgninstitution og forlader sine vante omgivelser kan de nye muligheder være til gavn, så det efterfølgende for barnet medfører gode oplevelser. Men på den anden side er det heller ikke ualmindeligt at det medfører, at barnet får større afstand til sit hjem og til sit familie, og dette kan medføre at forældrenes kontakt til barnet kan skades.
Derfor betragter Siumut det for hensigtsmæssigt, som det bliver foreslået i redegørelsen, at der oprettes små døgninstitutioner. Således kan barnet for alvor sættes i centrum og familien gives mulighed for uddannelse og til at finde hinanden, og således at de få muligheden for at leve trygt sammen, og som en almindelig familie. For det er en stor udgiftspost for kommunen at sende et enlig barn til et andet sted, og det er ikke ualmindeligt at de mindrebemidlede kommuner har blevet hårdere ramt.
Det er vores opfattelse at det er væsentligt at der på alle områder søges muligheder således familien kan leve tæt sammen, i fred og trygt, og det kan nævnes, at der i nogen bygder allerede findes dertil indrettede huse, som for familier med svære tilpasninger til storbylivet og problemer kan benytte til at styrke sig; og dette ønsker Siumut at man inddrager i det videre arbejde.
Efter at have nærlæst den omfattende og indholdsrige redegørelse om "Barnet i centrum" var dette hvad vi havde at sige fra Siumut, og håber at vi har bidraget med brugbare ideer. I redegørelsen bliver det hver gang foreslået hvor finansieringen bør komme fra. Det er vores opfattelse at det er væsentligt at der findes midler til formålene, og dette skal sikres i samarbejde og i forståelse med KANUKOKA gennem en nødvendig prioritering. Men det skal huskes at der her omfattes omsorgssvigtede børn og forældre med særskilte problemer. Og ved sådanne tilfælde finder vi i Siumut som væsentligt at midlerne findes gennem en fælles byrdepådragelse og uden uenigheder.
Vi er enige i de fleste punkter i forelæggelsen, og er således enige med Landsstyrets forslag om etablering af en arbejdsgruppe med henblik på en forelæggelse i foråret 2002.
Fra Siumuts side ønsker vi at der i forbindelse med forelæggelsen præsenteres handlingsplaner, og at der til den tid er udarbejdet konsekvensberegninger:
Som det første at der udarbejdes en tydelig rapport om medarbejdere og efteruddannelser, ligesom der udarbejdes en tydelig økonomisk rapport om tiltagene.
Med disse bemærkninger tager vi fra Siumut Landsstyrets lange og omfangsrige redegørelse til efterretning, og vil glæde os til at forordningsforslaget forelæggelse til foråret, således at forsøgsordninger og videreudvikling omkring den tilpassede og den nødvendige hjælp til børn og unge kan sættes i gang.
Vi vil også benytte nærværende anledning til at rette en tak til vores forrige Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Jørgen Wæver Johansen, for hans arbejde og for hans tætte samarbejde med udvalget. Ikke mindst vil vi også rette en tak til alle deltagende medarbejdere i arbejdet omkring redegørelsen. Siumut er parat til at deltage i det videre arbejde, og vi ønsker at få en godt resultat og sætte "barnet i centrum" i vores grønlandske samfund også i vores arbejde med at familien altid skal have et samlingspunkt.
Vi forventer selvfølgelig også, at vi vil have et godt og konstruktivt samarbejde med det nye Landsstyremedlem.
Så er det Jakob Sivertsen, Atassut.
Jakob Sivertsen, (A):
Vi har fra Atassut følgende bemærkninger i forbindelse med nærværende børn og unge redegørelse 2001 "Barnet i centrum".
Forbedring af børn og unges vilkår har været til flere debatter her i salen, og da Atassut var med i koalitionsstyret i 1995 har vi været med at arbejde med emnet på tæt hold, ligesom punktet var en af mærkesager da Socialreformkommissionens betænkning kom i1995 til løsning af hjælp til børn og unges problemer med nyere metoder til løsning af de problemer, der måtte være.
Vi er stolte over, at vi kan konstatere, at det arbejde der blev igangsat den gang, og som har været en af vores mærkesager, nu tages op igen, og vi skal hermed meddele, at vi er rede til at være med i det fortsatte arbejde. Redegørelsen vedrørende børn og unges vilkår og de redegørelser fra forskellige arbejdsgruppers resultater, der nu fremsættes af Landsstyremedlemmet tager vi vel imod fra Atassut og vurderer den som en ganske god redegørelse.
Da redegørelsen er omfattende skal vi fra Atassut fremkomme med vores synspunkter omkring de ting, vi synes er væsentlige
1. Så skal det være helt klart, at barnet i centrum skal sikres i lovgivningen. Man kan ikke komme uden om, at forældrene endnu inden barnets fødsel skal begynde at planlægge fremtiden, da forældrenes opdragelse af barnet er bestemmende for barnets fremtid. Vi skal her fra Atassut kræve, at man atter engang genvurderer muligheden for en eventuel forlængelse af barselorloven ved fødsel eller adoption, og at dette tages op til fornyet overvejelse, således, at barnet får den bedst mulige ballast i opvæksten.
2. Det er helt klart forældrenes ansvar, at barnets opvækst sikres, da børnene ikke vil kunne klare sig uden deres støtte under deres opvækst.
3. Så må myndighedernes ret til at blande sig i tilfældet af misrøgt af barnet stå mere klart, så man hurtigere kan gribe ind inden børnene bliver skades af forholdene.
4. Så mener vi, at det endvidere skal præciseres og tydeliggøres, hvornår myndighederne skal gribe ind i misrøgt af børn og unge i stedet for som i dag, at de forskellige berørte instanser forbliver i venteposition, og derved forsinker hjælpen.
5. Så mener vi, at hvis vi skal hjælpe børn og unge i dag, så skal forældrene have et tættere samarbejde med myndighederne, da det er dem der følger med i børnenes udvikling i det daglige. Hvis der bliver etableret et tættere samarbejde ville vi kunne undgå, at man kommer for sent med hjælpen til børn og unge, mens behovet er der.
6. Så har vi her i salen haft Mange debatter om lovgivningen omkring forbedring af børn og unges vilkår, hvilket er gået godt, og vi er nu endnu engang i gang igen, men vi må huske på, at vi ikke kan løse alle de mangeartede problemer børn og unge har bare ved lovgivningen. Derfor er det nødvendigt, at politikere med forskellige ansvarområder, politiet, socialmedarbejderne, skoler, daginstitutioner, døgninstitutioner for børn og unge, sundhedsvæsenet og andre med relevante arbejdsområder, og ikke mindst forældrene og offentligheden deltager i dette arbejde, da samarbejde er vejen til den bedste løsning af problemerne.
7. Så mangler vi uddannet arbejdskraft både i dagplejsektoren, i institutioner for børn og unge, ligesom vi også mangler veluddannede socialarbejdere. Vi kan ikke fuldt ud opnå formålet bag "barnet i centrum", når vi tilstadighed mangler uddannet arbejdskraft der skal effektuere målsætningerne bag forordningen, hvorfor det også er nødvendigt, at dem der arbejder indenfor disse områder, at disse kontinuerligt dygtiggøres med kurser m.m.
Endvidere vil vi fra Atassut indtrængende opfordre Landsstyret til, at de arbejder henimod, at man får de uddannede socialarbejdere tilbage til deres job indenfor socialsektoren, fordi disse på grund af utilstrækkelig aflønning har søgt til mere vellønnede arbejdspladser, for hvad nytter det, at vi tilpasser forordningen og sætter barnet i centrum når vi ikke har de nødvendige folk til dette arbejde.
8. Så kan Atassut være med til at støtte pædagogerne ved døgninstitutioner for børn og unge, når de modsætter en hjemsendelse af et barn, da både børn og unge har behov for trygge rammer, når de skal tilbage til deres forældre og hjemby.
9. Så er det et stigende problem, at børn og unge strejfer rundt i byerne til langt ud på landet, hvorfor vi fra Atassut skal forespørge, om man har nogle planer til bekæmpelse af dette alvorlige problem. Hvis dette ikke er tilfældet, så vil vi fra Atassut kræve, at dette medtages i bestræbelserne på løsning af problemerne.
10. Finder vi det i Atassut meget nødvendigt, at der i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet, at de kommende plejeforældre får tilbudt kurser og ønsker en rimelig vederlagsordning for plejeforældrene, da vi ved hvor vanskeligt det er, at få et allerede skadet barn eller ungt menneske i pleje. Da det at være plejefamilie til disse er et stort ansvar, og et alvorligt forsørgelsespligt, så finder vi det nødvendigt, at også den økonomiske side af dette tages i betragtning ved udarbejdelse af en ny forordning.
11. I stedet for at blande sig mest muligt ved behov for hjælp vil vi fra Atassut støtte forslaget om, at hjælpeforanstaltninger træder i kraft, såfremt der er behov for det, således at man opnår den bedst mulige hjælp.
Da vi som i dag ikke kan blive ved med, at køre med den behovsmæssige hælp fra kommunerne, skal vi fra vores side kræve, at Landsstyret overfor KANUKOKA og Hjemmestyret, at de tager byrder- og opgavefordelingen i denne forbindelse med i de kommende forhandlinger.
Det er ikke nok, at man bare laver en god forordning, for hvis man ikke har sikret økonomien, så vil de flotte ord, jo ikke være til gavn for nogle.
12. Så er en af de medvirkende årsager til at børn og unge placeres ude for Hjemmet, at forældrene ikke har det trygt i hjemmet, hvilket kan nødvendiggøre, at børn der ellers ikke fejler noget, af og til må placeres et andet sted end deres hjem, hvilket påvirker børnene og de unge typisk i en betydelig grad. Når dette sker er det på tide, at der også udarbejdes en forordning for at imødegår forældrenes behov for f.eks. behandling, kurser i familiepleje, skolegang med videre.
Atassut skal i denne forbindelse understrege, at vi fuld ud er klar over, hvad det vil sige, at et hjem er et trygt hjem, og at et trygt hjem er basalt for et barns udvikling i tryghed og harmoni.
13. Så må vi erkende, at den medvirkende årsag til at børn og unge placeres uden for hjemmet, som regel er at forældrene har spiritus problemer. Derfor vil vi fra Atassut kræve af Landsstyret, at behandlingsmulighederne for misbrug af spiritus og procedurerne omkring behandlingstilbudene forenkles og gøres mere effektive end forholdene er i dag.
14. Så har vi flere og flere eksempler på, at børn, der på grund af spitusmisbrug i hjemmet er blevet skadet både fysisk og psykisk, for vi ved jo, at en sygdom der ikke behandles bliver værre og værre, hvorfor det er tvingende nødvendigt, at man også giver børn og unge mulighed for behandling i denne forbindelse.
15. Så er det meget nødvendigt, at der er tilbud til børn og unge af sunde fritidsaktiviteter, og derfor er det allerede på tide, at man begynder at lave prioriterede planer i byer og bygder til oprettelse af fritidsaktiviteter, da sunde fritidsinteresser er en stor del af grundlaget for at man får en god opvækst.
16. Så har vi en stor mangel på pasningsmuligheder for småbørn samt børnehaver, og hvis "Barnet i centrum" skal føres ud i livet, så må disse forhold forbedres, hvorfor man i fremtiden også bør ændre på prioriteringen af handlingsplanerne, ligesom disse forhold bør medregnes i udarbejdelsen af forordningsforslaget, f.eks. ved at man nedsætter kommunernes andele her.
Da vi i Atassut er enige i de andre punkter i redegørelsen, kan vi kun tilføje, at vi glæder os til at være med i det fremtidige arbejde frem til forordningsforslaget næste år. Jeg vil slutte nærværende indlæg med disse ord: Børnene er vores skat som vi hver dag skal værne om som blomster, og vande dem med kærlighed, således at de som skønne blomster kan være med til at videreudvikle vores land.
Med disse bemærkninger har vi tilkendegivet vort støtte til nærværende omfattende og grundige redegørelse tak.
Så er det Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.
Asii Chemnitz Narup (IA):
Jeg skal lige meddele, at den danske udgave ikke er færdiggjort. I det seneste år, så har vi i Landstinget, og i samfundet haft nogle store debatter der stiler imod at forbedre de unges vilkår. De foreløbige resultater er blevet redegjort for her i redegørelsen, og Landsstyremedlemmet vil vi gerne takke for den omfattende redegørelse.
I Inuit Ataqatigiit håber vi, at vi igennem denne debat kan sætte nogle mål for, hvordan vi skal fastsætte vores børnepolitik. Vores børn plejer vi at sige, at de er Grønlands bedste ressourcer, og som vi skal værn mest om. Og denne udtalelse indebærer en stor pligtfølelse, og som vi hvert enkelt voksen og sammen skal passe godt om vores børn, således at det både fysisk og psykisk kan vokse op under trygge rammer, således at det også opnår de bedste resultater.
Men kan spørge sig selv, hvad er et godt liv. I Inuit Ataqatigiit har vi følgende principielle holdningen vedrørende dette principielle spørgsmål. Alle børn er særprægede, og de er selvstændige og de har deres egne evner. Og man skal respekterer disse evner, hvorefter man skal reagerer med respekt for disse evner. Ethvert barn skal have mulighed for at udnytte sine egne ressourcer, og man skal også bane vejen for, at det får kendskab til sine egne evner, og det skal kunne udnytte sin indlærte viden, således at det også kan bane vejen for, at det vokser op med respekt for disse, og man skal også lære det, at leve et sundt liv, og spise sundt føde, og skal vokse op med rettighed for selvstændighed, og det skal også lære samfundets traditioner med respekt for traditionerne. Lad det være grundlaget for livsførelsen, således at man kan gå videre.
Og vi voksne har også et ansvar for, at det bliver opfyldt. Forældrene har også et ansvar for, at barnet vokser op under trygge vilkår og bliver forsørget, ligesom de også har ansvar for, at opfylde barnets behov. Og vi skal også sikre, at forældrene opfylder barnets behov, og såfremt der opstår periode, hvor de ikke kan opfylde barnets behov, så skal forældrene hjælpes af det offentlige og støttet.
I Grønland er der mange børn der er vokset op under trygge vilkår, men desværre er der alt for mange børn som bliver følelsesmæssig såret, fordi de ikke får deres behov opfyldt, og samfundet har forpligtigelse til at hjælpe disse, hvorfor vi tilstadighed bør vurdere forældrenes behov for støtte i takt med samfundsudviklingen. Og det heller ikke underligt, at man er bekymret over de forsømte børn, og man har sågar sagt, at man vurderer os folkevalgte, at vi foretager os for lidt på det område. Og derfor er det også på tide, at ændre forordningen for børn og unge.
Redegørelsen har i dag vil også være med til at danne grundlaget for at foretage ændringer i forordningen. Gennem redegørelsen har Landsstyret fremsat nogle tanker om hvilke ændringer man bør foretage sig, og nogle af dem skal vi kommentere, og derudover vil vi også fremkomme med nogle tanker til eftertanke.
Vi er har med glæde bemærket, at FN’s Børnekonvention er blevet prioriteret i forbindelse med den nye udarbejdelse af forordningen. I Inuit Ataqatigiit anser vi denne konvention for at være børnenes grundlov, og vi synes at det er på tide, at man får denne konvention til at være mere synlig, og vi vil gerne opfordre til, at den bliver lagt med til som et bilag til den nye forordning. Derudover vil vi også foreslå, at man ligesom ligger som et bilag, nemlig FN’s konvention vedrørende de handicappede.
Og det vil være et vigtigt skridt , hvis man sætter børn og unges behov i centrum, og det vil så også indebærer nogle forskellige konsekvenser, f.eks. skal medarbejderne have en bedre uddannelsesmæssig baggrund, ligesom man også skal se på dem på en måde. Prioriterer man familien højt, så er det også et mål, at man ikke lader børnene betale, hvilket vi støtter i Inuit Ataqatigiit.
Og vi har også bemærket, at man gerne vil smidiggøre arbejdet for børn og unge. F.eks. ved at man med hensyn til aldersgrænsen for hjælp til børn og unge. Vi er enige i, at man ikke kun sætter en aldersgrænse, og lader hjælpen afhænge af alderen. Derudover skal man også kunne se på vedkommendes egenskaber, hvor stor selvstændighed vedkommende har, og om vedkommende har et netværk som det kan ty sig til. Men selvfølgelig skal man kun hjælpe efter det fyldte 18 år, såfremt den unge ønsker det.
Fra Inuit Ataqatigiits side vil vi ligge vægt på, at der kommer nogle klare regler i forordningen om, hvem der har ret til at blive hjulpet. Og som en vigtigt ting vil vi også gerne have, t man også kan hjælpe ufødte fostre, således at den kommende mor, og det ufødte barn også bliver placeret som en særskilt gruppe, således at såfremt når behovet opstår har man så også lovgrundlag for hurtigt at kunne hjælpe de nævnte. De unge som bliver tidlige forældre må også kunne hjælpes i henhold til forordningen.
I redegørelsen ligger man vægt på, at man indenfor de sociale opgaver også har et målrettet samarbejde, og at det tilstadighed skal udvikles. Selvom man allerede fra 1982 havde udarbejdet en forordning, hvor man understregede kommunernes ansvarsområde, så har man vurderet samarbejdet sådan, at det tilstadighed kan bliver bedre. Og det kan vi heller ikke komme udenom.
Og Inuit Ataqatigiit foreslår, at de central myndigheder, nemlig Socialdirektoratet, Sundhedsdirektoratet og Uddannelsesdirektoratet får pligt til at arbejde, fordi vi har jo flere gange oplevet, at der er for svag samarbejde tværdirektorel, og fordi der sker en lemfældig koordination, og det er helt klart, at vi i mange år fremover også vil få brug for døgninstitutionerne, og der er stadigvæk mange på venteliste. I redegørelsen er vi glade for at bemærke, at kommuner og børnehjem, der vil man forbedre samarbejdet mellem disse. Vi synes, at det er meget vigtigt, at man prøver på at klargøre rettigheder og pligter indenfor disse, således at det får positive resultater for barnet.
Vi har allerede været inde på, at der er mange der er på venteliste til børnehjem, og vi kan spørge os selv om børn på venteliste får den hjælp de har behov for. Børnehjemmenes erfaringer er blevet meget omfattende, og vi må også dige, at vi igennem de sidste 5-6 år, så er deres service blevet langt bedre. Såfremt vi skal udnytte deres erfaringer, så skal man også tænke på, at kommunerne uden at de køber en hel plads, men gennem en speciel betaling kan blive serviceret af medarbejderne i døgninstitutionerne, således t pædagogerne kan bruges som konsulenter overfor kommunerne, f.eks. under ventetiden mens barnet er på venteliste til at komme på døgninstitution.
Under landstingssamlingen 2000, så drøftede vi blandt andet, at når et børnehjemsbarn skal hjemsendes som den kommunale sociale udvalg har bestemt, så bør forstanderne have lovgrundlag for at kunne klage over denne afgørelse, og det blev Landstinget enige om, at man sal tage initiativer op omkring dette. Og i redegørelsen står der, at denne mulighed ikke er støtteværdigt, men i Inuit Ataqatigiit støtter vi stadigvæk denne principbeslutning, og har svært ved at acceptere det nævnte i redegørelsen.
I Inuit Ataqatigiit mener vi, at man skal få afdækket de forskellige problemstillinger indenfor institutionerne, og opfordrer Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender til at bane vejen for løsning af disse. I redegørelsen blev det blandt andet nævnt, at man kan forestille sig, at kommunerne kan overtage driften af døgninstitutionerne. Når man mener, at man bør ændre disse, så er Inuit Ataqatigiit klar til at arbejde videre med det, men det er vigtigt, at få afdækket hvorfor disse problemer opstår, og hvilke rødder de har.
Og en af de ting man bør vurdere er kommunernes betaling til døgninstitutionerne. Man ved, at nogle at kommunerne ikke har råd til at placere børnene i døgninstitutionerne. Såfremt hjælpen til børn bliver begrænset af, så skal det ikke være sådan, at det er kommunekassen, der er afgørende for at et barn kan hjælpes, og såfremt vi skal opnå ens behandling for alle, så må vi se på serviceringen på en anderledes måde, og her er det, at man kan løfte i flok være det afgørende.
Vi ved, at der er mange der bliver sat i familiepleje, og vi ved at plejefamilierne får en stor opgave og løser deres opgaver på en prisværdig måde, men vi må sige, at familier, der tager sig af andres familiers børn, dem sætter det offentlige deres store lid til, men til trods herfor, så får disse plejefamilier kun lidt støtte. Men de efterlyser også, at kunne udføre deres arbejde mere professionel, og den næste opgave må netop være, at plejefamilierne, at der bliver afholdt kurser for plejefamilierne. Og såfremt børn der har behov, og børn der er handicappede, at såfremt der skal blive flere af dem som bliver passet af plejefamilierne.
Medarbejderne indenfor det sociale område, der bliver stillet større og større krav, også fra politikernes side. Ser vi på de kommende ændringsforslag, så må vi også sige, at de også indeholder nogle større krav for at opfylde børnenes tarv. Vi må tilstadighed foretager nogle undersøgelse, såfremt vi skal vurdere børnenes behov på en nøjere måde, og det kræver et tæt samarbejde med forældrene, og ligesom man skal have nogle målrettede mål for samtlige berørte institutioner og ressortområdet. Og her er det også nødvendigt, at såfremt vi skal forbedre arbejdet for børn og unge, så vil det betyde man penge, f.eks. kurser og efteruddannelser, også for at forbedre arbejdet indenfor disse.
En anden ting man også bør tænke på i forbindelse med ændringen af forordningen, så er det på tide, at sørge os selv, om ansvaret for adoption ikke bliver overført til Grønland. Og en af de ting som vi også har bemærket er, at man i Island har nogle regler om, hvornår børn skal være hjemme. F.eks kl 22.00 om aftenen om vinteren og kl. 23.00 om sommeren. Skal vi have tilsvarende regler i Grønland ? Skal man tage nogle bestemmelser om, hvornår børnene skal være hjemme her i Grønland ? I vores bemærkninger havde vi udgangspunkt i de principielle holdninger i forbindelse med ændringen af forordningen, der blev fremlagt under redegørelsen.
Det vil sige, at børn og unge, der allerede har fået hjælp behov, o vi må tilstadighed udvikle vores metoder, hvorfor det er vigtigt, at vi indsamler vores erfaringer. f.eks. igennem videnskabelige metoder ved at udgive dem som bøger eller som redegørelser, således at vi tilstadighed kan se på, hvilken udvikling vi har været igennem, og det vil også kunne bruges som uddannelsesmateriale, og det vil så også betyde, at samfundets viden også vil blive løftet.
Når vi skal forbedre børn og unges vilkår, så ligger vi også vægt på i Inuit Ataqatigiit tilstadighed at understrege, at man ikke kan nøjes med behandling og service, og det vil tilstadighed også kunne blandes med forebyggende arbejde. Folk og forældre, og såfremt de ikke bliver lettet i deres arbejde, så kan de ikke gennemføre deres forpligtigelse som forældre, og ikke realisere deres pligt som samfundsborgere. Og såfremt vi også skal forbedre børnenes vilkår, så skal vi også være med at fremme forældrenes evner.
Grønland skal være et godt land at være barn i, og vi må også allesammen være med til at få børn til at forstå, hvor vigtigt livet er, og Inuit Ataqatigiit er også klar til at fremlægge det, og vi har så disse bemærkninger til redegørelsen, og jeg håber så også på, at vores bemærkninger bliver taget med i Landsstyrets videre arbejde.
Tak. Så er det Kandidatforbundets ordfører, Anthon Frederiksen, værsgo.
Anthon Frederiksen (K):
Vi er i Kandidatforbundet tilfredse med at Landsstyret fremlægger redegørelsen vedrørende børn og unge. Redegørelsen som er spændende og kompakt med barnet i centrum indeholder en masse spændende punkter som på et senere tidspunkt vil danne grundlag for alvorlige debatter og beslutninger, og vi vil benytte denne lejlighed til at gøre opmærksom på, at vi i Kandidatforbundet er indstillet på at være med til det med rang ryg.
Vi må jo konstatere og indrømme, at der blandt os er børn som har behov for og i visse tilfælde et stort behov for hjælp, og en af de ting vi også må erkende, at det tit skyldes forældrenes svigtende omsorg og misbrug af alkohol og euroforiserende stoffer, der også gør børnene om end meget ked af det. Men heldigvis så er flertallet af forældrene ansvarsbevidste og passer og holder øje med deres børn på bedste vis.
Men uanset det., så findes der børn, som i allerhøjeste grad har behov for hjælp, og vi kan ikke komme udenom, at Landstinget for at sikre en bedre fremtid for samfundet nu må tage initiativ til ekstraordinære tiltag for at nå målet.
I redegørelsen behandles flere punkter som i sin tid er blevet behandlet i Socialreformkommissionen, i Landstinget og ikke mindst under seminarer om børns og unges vilkår, og Kandidatforbundet vil derfor ikke undlade, at benytte denne lejlighed til at takke de ansatte i direktoratet for sociale Anliggender og Arbejdsmarked, deltagerne i forskellige seminarer, og børn og unges vilkår og andre der har været med til at realisere denne redegørelse.
Mange tak for en yderst kompetent fundament til brug for debatter og ikke mindst initiativer, der i forhold til i dag vil være bedre til at løse op for alvorlige problemer med børn og unge. Og tak i øvrigt for, at der nu bliver fremlagt en redegørelse, som vil danne grundlag for en mere seriøst debat, som på sigt vil resultere i mere smidigere regler omkring foranstaltninger og redskaber for de ansatte.
Men inden vi når til kernen i redegørelsen, så må vi forældre for en kort stund minde os selv om, at vi i henhold til alle hellige skrifter er Jordens bedste skabninger. Vi må minde os forældre om, at der findes mange misrøgtede børn, og det er ikke meningen at børn bliver skabt til at blive nedtrykt Barnet er den vigtigste skabning på Jorden, og dem der misrøgter dem må overveje endnu engang for at sikre, at barnet får en tryg og glad opvækst med sand kærlighed som næring. Barnet får omsorg fra forældrene og sådan vil det fortsætte.
Når denne pligt fra forældrenes side bliver misrøgtes og forældrene tilsidesætter deres pligter, så er løsningen som regel tvangsfjernelse og det har barnet og ej heller forældrene godt af. Efter denne korte påmindelse skal vi fra Kandidatforbundet udtale vores fulde støtte til redegørelsen "Barnet i centrum". Ikke mindst fordi der er i redegørelsen er initiativer, der baserer sig på børns behov. Og formålet er i øvrigt også at arbejde videre med problemer på baggrund af indhøstede erfaringer, og debatterne her i Tinget har også med al tydelighed vist, at vi må gøre en ekstra indsats i fællesskab for at forbedre børn og unges vilkår.
Vi må også i forhold til nu blive bedre til at komme børns problemer i forkøbet inden de bliver for tunge og kompakte. Men hvis dette skal nås, så er det nødvendigt, at socialarbejdernes kår forbedres, og ikke mindst vilkårene for plejeforældre. Og Kandidatforbundet er rede til at være med til at arbejde for, at der bliver en fælles løsning, der gælder for hele Grønland.
Når forbedringer af børn og unge med alvorlige problemer kommer på tale, så må vi ikke glemme og endelig ikke undlade, at tage de handicappedes problemer med i betragtning. Vi ved jo godt og må indrømme, at vi i dag eller rettere sagt indtil i dag har haft stor mangel på veluddannede socialarbejdere. Problemerne er så markante at man i løbet af sommeren har måtte lukke hjemmet for autistiske børn Majoriaq og flytte afdelingen til Danmark - blandt andet på grund af kvalificeret arbejdskraft.
Dette er meget ærgerligt, fordi det er jo Landsstyrets officielle politik, at handicappede skal hentes hjem til Grønland fra Danmark. Kandidatforbundet kan derfor udmærket godt forstå når forældrene viser deres utilfredshed. Det er en kendt sag at mange i løbet af det sidste år ellers har gennemført deres uddannelse som socialpædagoger, men på grund af utilfredsstillende løn og ansættelsesvilkår har mange valgt at finde en anden levevej. Vi kræver derfor uomtvistelig i Kandidatforbundet, at forholdene omkring socialpædagoger undersøges tilbundsgående.
I forbindelse med bestræbelserne på at eliminere de sociale problemer vil vi anbefale Landsstyret, at for at komme mange børn og unges problemer i forkøbet, at Landsstyret så tager initiativ til at opstarte forebyggelsesarbejder tidligere end hidtil. Vi er i Kandidatforbundet godt klar over, at dette vil kræve ekstra ressourcer i form af yderligere ansatte. Vi må derfor alle være forberedte på, at der til initiativerne må følge midler med. Vi er jo allesammen klar over, at vi i dag kommer for sent ud og derfor må bruge store menneskelige og økonomiske ressourcer for at komme problemerne til livs. Kandidatforbundet er derfor indstillet på, at arbejde og samarbejde omkring disse problemer på sigt og i fremtiden, og vil derfor i den anledning fremkomme med følgende forslag:
1. Vi må fastsætte en fælles og klar politik vedrørende børn og unge, således at vi slipper for at skulle vente på, at problemerne opstår.
2. Vi må tage initiativ til at 10-15 årige børn og unges problemer, kår og vilkår bliver belyst ved fælles indsats sammen med kommunerne. Initiativet som i øvrigt kan kaldes overgang fra barn til unge skal være med til at komme problemerne i forkøbet ved at det offentlige laver oplysningskampagner omkring de 10ø-15 åriges problemer. Det er jo en kendt sag, at de unge får belyst og får oplyst mere klart, hvilke pligter og ansvar de unge har ved overgange fra barn til ung.
Forældrenes ansvar vil altid være der, men realiteterne viser, og det fremgår også af redegørelsen, at der er rigtigt mange unge med problemer, og at de er så mange, at man end ikke har tal på antallet. Men Landsstyremedlemmet ytrede fornylig her i Tinget, at der står 50 omkring om ugen på venteliste til placering på en døgninstitution, men vi har dog ingen tal på det eksakte behov.
3. Aktivitetsmuligheder for børn og unge skal sættes mere på skinner. Rigtige mange børn og unge har ikke noget tage sig til, og må konsekvens heraf rende rundt til langt ud på natten. Når vi ser på forholdene i andre lande eksempelvis i Island, der bliver de unge sat til at rydde op i deres by hvert forår eller sommer eller bliver sat til at forskønne deres by på anden vis.
I Danmark og i andre land er der værnepligt for unge over 18 år, og andre igen bliver pålagt, at skulle udføre samfundstjenester. Og vi mener derfor i Kandidatforbundet, at vi bør give vores unge større pligter og ansvar.
4. Der bør etableres initiativer for at forbedre de unges åndelige og fysiske tilstand, og vi kræver i Kandidatforbundet, at de unge får mulighed for at udvikle sig yderligere igennem sportsaktiviteter. Måske i stil med den årlige motiontur på skolerne, og det er et godt initiativ, og den slag bør yderligere udvikles.
Kandidatforbundet vil på baggrund i de i redegørelsen nævnte initiativer omkring yderligere initiativer for at udvikle børn og unge udtale vores støtte og foreslår, at der ydes ekstra bevillinger til kommunale forebyggelsesinitiativer, og skal i samme anledning anbefale, at det er udover de allerede nævnte initiativer arbejdes for andre muligheder.
I forbindelse med indsatserne vil Kandidatforbundet anbefale overfor Landsstyret, at der indføres en mere klar og tydelig registreringsform, da Landstinget jo har behov for mere eksakte oplysninger før eventuel beslutning træffes. Vi er klar over, at behovet er stort, men behovet bør illustreres i form af tal, og hvor er det behovet er størst, og hvor stort er behovet, og hvordan er behovet andre steder i landet, hvor stort er behovet i yderdistrikterne og bygderne, og hvordan er deres stilling i denne her sag, og hvad med de mindrebemidlede kommuner.
Til allersidst vil jeg spøge Landsstyret hvad deres indstilling er eller hvilke planer de har for en etablering af et behandlingssted for familier eller hvad de siger til en eventuel etablering af en døgninstitution for børn og unge. Er det noget som Landsstyret har overvejelser omkring ? Vi mener, at man ved denne løsning vil være i stand til at arbejde optimalt, og samfundsmæssigt mere økonomisk, og uden i det så vil det blive unødvendigt med, at lade de unge rejse væk fra de vante omgivelser.
Vi er naturligvis i Kandidatforbundet klar over, at Grønlands Hjemmestyre alene eller kommunerne alene ikke vil være i stand til at løse problemerne. Vi mener derfor, at det er nødvendigt med en fælles indsats. Kandidatforbundet vil ligeledes anbefale, at man i bestræbelserne ikke alene tager udgangspunkt i børn og unge med problemer, men at vi i vores arbejde også tager udgangspunkt i deres problemer, da det jo er vores mål, at der skal sættes ind før børn og unge får sociale problemer. Og det er ligeledes meget vigtigt, at man også tager fat på at forbedre vilkårene, og i den forbindelse med vores oplæg, har vi jo også allerede opstillet forslag i den henseende.
Vi er klar over, at mange af problemerne opstår når børn når publicitetsalderen, og dette sker jo uanset om der er hjemlige problemer eller ej. Vi skal derfor i Kandidatforbundet endnu engang anbefale, at der ude i kommuner etableres opysningskampagner med basis fra børn i 10-års alderen. Kampagnen skal henvende sig til børn i publicitetsalderen, og skal primært indeholder områder som ansvar, pligter, vigtigheden i at uddanne sig, løbende oplysningskampagner omkring de negative følger af misbrug af spiritus, alkohol og euroforiserende stoffer, og ikke mindst snifning, seksuelle forhold, sygdomme, det at blive forældre for tidlig, selvmord og andre relevante problemstillinger, dom de unge kan identificere sig med, og som bør vides af børn og unge, og løses på baggrund af deres behov.
Med disse bemærkninger godkender vi den omfangsrige og indholdsrige redegørelse.
Tak. Og inden næste taler kommer op på talerstolen, og da debatten kan blive langvarig, så holder vi en pause når alle indlægshavere har fået sagt deres bemærkninger. Og vi har allerede været igennem partiernes og Kandidatforbundets ordførere, og den næste der får ordet er Per Berthelsen, løsgænger.
Per Berthelsen, løsgænger.
Tak. Uden at bruge mange ord og formaninger skal jeg fra min side blot meddele, at jeg i det store hele er enig i den omfattende redegørelse og tager den til orientering, ligesom jeg også tager til efterretning, at der påtænkes, at der skal nedsættes et udvalg, der skal arbejde videre.
Der er stadigvæk problemområder der bør belyses, hvis vi skal opnå det bedste for os alle. Jeg vil ligeledes benytte nærværende anledning og mulighed for at viderebringe en tal på vegne af forældre til handicappede børn, som ellers skulle være holdt i forbindelse med en demonstration, da vi havde punktet fremme på et tidligere tidspunkt, da den også indeholder væsentlige ting, som også bør med i overvejelserne, da vi også må tage stilling til de problemer der bliver belyst, og ikke blot kan henvise det til de kommunale myndigheder, og jeg vil gerne tillade mig at citere talen.
Det er altså en tale i forbindelse med en demonstration der blev afholdt af forældre til handicappede børn, og den lyder, og jeg citerer "Have barnet i centrum. Vi forældre til handicappede børn og unge er meget sårede over, at det ikke er nævnt i redegørelsen. Hvad er
redegørelsen så værd, hvid det kun er de ikke-handicappede børn den handler om. der loves guld og grønne skove. Vi mangler stadigvæk at få dem med usynlig handicap ind under lovgivningen for handicappede. vi ønsker ingen tomme løfte, dem har der været rigelig af.
Følger Landstinget moden eller er de handicappede bare valgflæsk ? Så sent som sidste år skulle de handicappede børn som var anbragt uden for Grønland hjemtages. I år lukkes institutionerne og børn sendes igen væk. Hvad bliver moden for 2002 ? Vi kræver, at man planlægger realistisk eller hvad vi har folk og penge til. Vi kræver, at Landstinget nu melder klart ud, hvad der er re- og urealisabel, så vi også har noget at forholde os til.
Vi kræver institutioner til vores børn, og veluddannede personale til at træne og udvikle dem. Kort sagt, så ønsker vi mere klar planlægning både på kort og langt sigt. Der mangler fritidsaktiviteter som vores børn kan deltage i, og vi har behov for aflastningsfamilier, så hele familien kan få plads til at lade batterierne op.
Selvom Landstinget i 1992 tiltrådte de Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder, har de handicappede børn og unge i Grønland ikke fået bedre vilkår. Børnene kan ikke tale for sige selv, og derfor føler vi deres forældre og familier, at vi igen er nødt til at gøre opmærksom på at Landstingets politikere svigter denne grupper som også er børn af Grønland.
Selvom man mangler en arm eller ben, er døv, er blind, opfører sig anderledes eller ser anderledes ud, så har man stadigvæk krav på, at bliver behandles anstændigt. Det koster ikke ekstra at have hjertet med i de handlinger man foretager sig. Husk på at handicappede også har brug for hjernestunder", citat slut, hvorfor jeg hermed har viderebragt henvendelsen fra forældre til handicappede børn, som de ellers ville have fremlagt overfor Landstingets medlemmer i forbindelse med den demonstration der var, den dag punktet oprindeligt var på, hvilket hermed er viderebragt. Tak.
Så er det Otto Steenholdt, løsgænger.
Otto Steenholdt, løsgænger:
Vi ved, at børn igennem historien har haft problemer. Og hvor man nu ønsker, at barnet skal sættes i centrum i det videre arbejde. Lige siden 1997 da Socialreformkommissionens betænkning blev drøftet, og de efterfølgende debatter der har været som følge heraf - er dette en del af opfølgningen på denne.
Der også fremkommet en hel del anbefalinger i forbindelse med de forskellige initiativer, der blev igangsat i forbindelse med Børneåret, og der er kommet mange forslag med mere, om oplæg til forandringer, forordninger med mere. Der har været afholdt konferencer, seminarer med mere, hvor udgangspunktet har været barnet i centrum.
For så vidt angår børn, så har de alle ret til et hjem. Vi ved, at man i visse stater har ensrettet børnene, og det vækker gru i mig. for så vidt angår familier med børn med sociale problemer, så er det nødvendigt, at man skrider hurtigt ind. Hvem er det, der skal vurdere, hvor hurtigt en indgriben skal ske ? Skal der være ude fra eller hvad ?
Hvis man skal sætte barnet i centrum må man også sætte barnet i centrum i forbindelse med placering uden for hjemmet. Et barn har også følelser, hvor er denne følelser. Barnet har også følelser. f.eks. overfor sine søskende, følelser som man ikke kan se udefra, men som man kan se indenfor hjemmets fire vægge. Disse forhold er også meget vigtige, hvis man skal sætte barnet i centrum, og det er noget som man helt til fulde forstå udefra. Der er mange venlige familier, rolige familier, der måske kommer op og skændes af og til, men som også kan enes som andre familier.
Vi glæder os over familielivet, hvilet også er en del af barnets opvækst. Barnet skal også have lov til at opleve de mindre gode sider. Forestil Jer, at der kommer en ind i Jeres egen bolig, som tager et barn ud, fordi man udefra mener, at det svigtes af hjemmet. Gad vide hvad barnet tænker. jeg tror ikke han går ud med pågældende barn med glæde - det forestiller jeg mig ikke. Men man fratager sig denne retten til at være sammen med sin familie. Er det at sætte barnet i centrum ?
Man har i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet haft for lidt tanker om at man også berører barnets rod når man bringer dette uden for hjemmet mod des eget ønske. Placering i et andet hjem, hvilken indflydelse har det på barnets tarv. En opvækst ikke blandt søskende, hvor man ikke kan forestille sig, at barnet der er blevet sat ind bliver sat i centrum, det bliver pågældende barn ikke, han kender ikke den familie han er placeret i - er det at sætte barnet i centrum ? Hvorefter man efterfølgende mens barnet er ved at vende sig til plejefamilien, så sender man ham tilbage til sit hjem - gad vide om man tænker på barnets tarv også i denne forbindelse ?
Gad vide, hvad de familier, som elsker deres barn, og som bliver frataget det, hvordan disse tænker. Vi må også tænke på familiens tarv, og hvor de måske også har opdraget deres barn på en anden måde end andre familier.
Hvordan et barn skal opdrages er op til de enkelte familier. Hvis vi fra oven af beslutter, hvordan man skal opdrage et barn, så vil der også herværende nogen der kommer til at tjene penge på det. Vi har drøftet finansloven og bl.a. drøftet, hvor vi skal skabe flere indtægter. Og her er endnu en mulighed, nemlig til plejefamilier, hvor man agter at styrke plejefamilierne, således at de får øget økonomisk støtte m.m., således at vi får professionelle plejefamilier, som finansieres af det øvrige samfund. Hvordan vil fremtiden se ud? Måske vil man komme til at sige: Kammerat, vi behøver jo ikke at få børn. Vi kan jo blot blive en professionel plejefamilie og få det som erhverv. Vi vil få en god løn, vi behøver ikke at søge efter andet arbejde. Vi vil få vores penge og løn fra det offentlige. Vi får en uddannelse, som er bedre end andre uddannelser, således at vi også får en professionel uddannelse.
Der er mange på venteliste til døgninstitution. Det kan vi ikke komme uden om. Det er et samfundsproblem. Jeg kan godt forstå, at man for såvidt angår anbringelse af børn udenfor hjemmet er ved at blive for stort, og det skyldes, at man har sat barnet i centrum.
Jeg vil også til sidst lige nævne en ting, som jeg også vil have en mening om, det er ikke fordi jeg er blevet bedstefar, men når man leger med barnet som en bold, og disse skal placeres udenfor hjemmet, så er det en mulighed, som man ikke har i overvejelserne, og det vil jeg gerne sætte på, at man også jo kan spørge bedsteforældrene, at disse også bør inddrages i forbindelse med omsorgen for børnebørn. Gad vide om det måske vil være en god idé, at man måske kan placere disse hos bedsteforældrene, hvis der er mulighed herfor, og gad vide om dette ikke ville være det bedste, fremfor at placere dem i et hjem, som de ikke kender.
Jeg vil hermed også fremlægge dette videre til overvejelse, således at det også indgår i det fortsatte arbejde, således at barnet også kan færdes i vante omgivelser, selvom pågældende er placeret uden for sit egentlige hjem. Også selvom det er hos bedsteforældrene.
Det var en lille idé, som jeg hermed har givet videre. Tak.
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og
Arbejdsmarked Ole Dorph (S):
Først til de faldne bemærkninger fra partier og Kandidatforbundet og løsgængere siger jeg mange tak.
Jeg bemærker, efter hvad jeg har erfaret på baggrund af de faldne bemærkninger, at man er meget enig i vedlagte redegørelse og indstillingerne deri, ligesom jeg også bemærker, at man fra ordførernes side fra samtlige støtter redegørelsen og dens indstillinger, hvor vi selvfølgelig nu skal tage igang med det egentlige arbejde. Arbejdet med nærværende redegørelse har taget lang tid, ligesom opgaven har været omfattende og grund. Der har været afholdt diverse konferencer m.m. før nærværende redegørelse, og som samtlige ordførere var inde på, har dette afstedkommet, at vi nu har fremlagt den redegørelse, som vi nu drøfter i dag.
Redegørelsen klargør, hvilke problemer der er indenfor børne- og ungdomsområdet i dag, ligesom den også anbefaler veje til, hvad der skal gøres, hvis pågældende problemer skal løses. Jeg mener at kunne uddrage af debatten, at man ønsker, at der findes en løsning, der kan virke på lang sigt. Vi har en ny forordning vedrørende hjælp til børn og unge, som vi nu skal til at gå igang med at revidere på baggrund af de faldne bemærkninger i dag.
Udgangspunktet for debatten er, at barnet skal sættes i centrum. Vi skal tage udgangspunkt i barnet og den unge selv, og på den baggrund tage handlingsplaner udfra. Men når dette er sagt, så skal vi også sige, at vi ikke kan komme uden om forældrenes ansvar, hvilket også præciseres af talerne her i tinget. Forældrene, far og mor, hvis de har problemer, så kan dette beklageligvis gå ud over børnene. Hvis der er problemer i hjemmene, så må vi løse problemet ved at tage om problemets rod. Det kan være et hvilket som helst problem. Problemerne kan tage udgangspunkt i alkoholproblemer, og det er sådanne ting vi skal have fat i. Det er ikke kun alkoholproblemer. Vi har også problemer med andre rusmidler. Incest kan også være årsagen. Vi må berøre alle de områder, som kan afstedkomme, at barnet får problemer, og vi skal sikre, at hjemmet bliver et trygt hjem for alle børn.
Vi er bekendte med, at forældrene, uanset hvor god deres opdragelse er, så er børnene forældrenes børn, ligesom de selvfølgelig også ikke altid er glade for, hvis et barn anbringes udenfor hjemmet.
For såvidt angår de faldne bemærkninger tidligere i dag, med udgangspunkt i dette, skal arbejdet foregå. Som sagt, så tager vi ikke beslutninger i dag. Vi fremkommer med vores synspunkter, således at vi sikrer, at alle meninger kan indgå i udarbejdelsen af en ny forordning på børn- og ungeområdet. Debatten foregår også heldigvis iblandt befolkningern, via medierne m.m., ligesom også Socialdirektoratet i nærværende sag får henvendelser ude fra, såvel skriftligt, pr. e-mail samt telefonisk, og alle disse tilkendegivelser vil indgå i det videre arbejde.
Med disse bemærkninger vil jeg mere specifikt gå ind i de enkelte ordførerindlæg, selvom jeg ikke vil besvare alle de rakte spørgsmål.
Først til Per Berthelsens bemærkninger vedrørende de handicappede, så skal jeg meddele, at vi alle kan blive enige om, at man i redegørelsen sætter fokus på, at alle børn skal have lige muligheder og skal behandles lige. Det er på denne udgangspunkt, at redegørelsen er blevet udarbejdet, at vi skal behandle alle vores børn lige, uanset overbevisning, hudfarve eller m.m.
Når et barn har et handicap, så skal disse selvfølgelig hjælpes, men ved hjælp af andre regler og forordninger. Vi må komme til forståelse med hinanden i det fortsatte arbejde, og jeg mener, at det er nødvendigt, at vi skelner det der gælder ens for alle børn og så de særlige regler, der gælder for de handicappede.
For såvidt angår problemer med aflastningsfamilier og aflastning, det indgår i nærværende redegørelse. Dette gælder også for de handicappede.
Vedrørende plejeforældre, og det spørgsmål, der rejstes omkring dette, så mener jeg, at redegørelsen giver svar på alle rejste spørgsmål i denne forbindelse for såvidt angår plejeforældre.
Til andre partiers ordførere, så er jeg glad for, at partiernes bemærkninger til redegørelsen viser, at man fra Landstingets side har stor interesse i de problemer, der bliver rejst, hvorfor jeg også er glad for de omfattende meningstilkendegivelser, der er givet til udtryk.
Som Siumut-ordføreren også er opfordret til, at man ansatte familierådgivere i alle kommuner, at man arbejdede for dette. Det fremgår også af redegørelsen. Dette er selvfølgelig et forhandlings- spørgsmål mellem kommunerne og Hjemmestyret om, i hvilken form dette kan realiseres. I udarbejdelsen af en ny forordning, vil der utvivlsomt være omfattende samtaler mellem kommunerne og Hjemmestyret. Det kan ikke undgås, da det er kommunen, der til daglig sidder med de daglige problemer på nært hold. Det er derfor, at vi også ønsker et tæt samarbejde med kommunerne.
Siumut udtalte også, at de ønskede, at de i forbindelse med de årlige rapporteringer til FN, for såvidt angår barnets rettigheder, så er det Danmark, der fremlægger en redegørelse til FN, også på Grønlands vegne. Vi vil derfor allerede nu meddele, at vi fra Landsstyrets side, beklageligvis har det sådan, så er vores bidrag uheldigvis ikke kommet frem på et senere tidspunkt. Men der skal udarbejdes en ny, der skal rapporteres påny i 2002, hvor jeg vil sikre, at vi også sørger for, at Grønlands bidrag også indgår i den danske rapportering til de Forenede Nationer vedrørende, hvordan det står til med barnets rettigheder i Grønland.
Vedrørende omsorgssvigtede børn og unge og muligheden for at hjælpe disse, som Siumut-ordføreren også var inde på, så vil man ændre forordningen på denne baggrund, og som sagt, så kan man ikke komme uden om, at der kommer omfattende initiativer fra Landsstyreområdets side.
Vedrørende tættere samarbejde og ønsket om en koordinering mellem Den gode daginstitution og Den gode skole, så er det også et initiativ, som også bliver drøftet internt i Hjemmestyret, hvorledes dette kan ske på den bedste måde, og jeg håber, at der kan findes en løsning til alles tilfredshed.
Det er rigtigt, som det også siges, at det ikke kun er børn, som vi drøfter. De store problemer er de problemer, der kan opstå i forbindelse med barnets overgang til ungdommen, ikke mindst når børnene kommer op i teenageårene, hvor barnet har det største behov for tilsyn fra forældrenes side, hvorfor man ikke kan undgå, at der indenfor dette område skal sættes ekstraordinære initiativer for at sikre, at de børn, der er i disse aldersgrupper får den bedst mulige opvækst og at de får muligheder for at udvikle sig bedst muligt. Og vi bør heller ikke vente med at sætte initiativer igang, ikke kun på landsplan, men også på kommunalt plan, og jeg ved også, at der i visse kommuner allerede er taget initiativer i den retning, således at disse unge får den bedst mulige form for hjælp ot holdningsbearbejdelse.
Atasssut’s Jakob Sivertsen nævnte problematikken omkring barselsorloven, hvor man ønskede, at man undersøgte mulighederne for udvidelse af barselsperioden. Den barselsorlovsordning vedrører en anden lovgivning og vedrører ikke forordning om hjælp til børn og unge, men forordningen omkring barselsorlov skal op til en revision i 2002, hvor der til Landstinget til næste år også vil blive fremlagt en redegørelse for, hvordan en eventuel revision af barselslovgivningen kan ske. Vi er allerede igang med en høring herom, således at vi også inddrager erfaringer fra andre lande indenfor området. Men det vender vi som sagt tilbage til næste år.
Et af de ting, som Atassut også kommer ind på, er tættere samarbejde mellem de forskellige forvaltninger på kommunalt niveau. Man udvider SSPK-samarbejdet og styrker dette arbejde. Via SSPK-samarbejdet skaber man også nye muligheder, opsamler idéer, som man kan bringe videre på baggrund af erfaringerne til de lovgivende myndigheder, både her og så til kommunalt plan.
Det er også rigtigt, at vi har et problem med at skaffe det nødvendige personale. Det er også et overenskomstområde, men som sagt, så er vi igang med en undersøgelse af arbejdsvilkårene for de ansatte ved daginstitutionerne, hvor man bl.a. i den forbindelse også tager arbejdsforholdene for de ansatte ved døgninstitutionerne. Jeg mener at kunne sige, at undersøgelsen nu synes at være færdig og den vil danne grundlag for en redegørelse med anbefalinger, således at vi kan tage konkret stilling til, om hvordan vi kan forbedre situationen for såvidt angår personalet på vores institutioner. Men som sagt er det et primært overenskomstspørgsmål, som ikke hidrører under mit landsstyreområde, men under Landsstyreområdet for Økonomi.
Partierne kom også ind på, at hvordan vi løser det problem, der er med de børn og unge, der færdes rundt om natten uden et sted at komme hjem. Hvordan løser vi dette problem, og hvem har ansvaret? I den forbindelse vil vi ikke undlade at nævne, at det er forældrenes ansvar at sørge for at det er dem der har ansvaret for barnets opdragelse, det primært er dem, og det må vi til stadighed erindre om, men selvfølgelig er det sådan, at hvis forældrene ikke kan leve op til dette ansvar, så er det det offentlige, der tager over. Og det er også et problem, der må løses.
Atassut kom også ind på alkoholproblemer i hjemmene. Disse problemer har vi drøftet til hudløshed, men vi har til stadighed de samme problemer. Men vi skal også sige, at der selvfølgelig er forædre, der drikker, der har velfungerende børn, mens der også på den anden side er forældre, som ellers ikke drikker, men som har problemer med børn. Når vi drøfter disse, så skal vi ikke fokusere på alkoholen, selvom der er noget rigtigt i det, men det er ikke på sin plads alene, at fokusere på dette.
Vedrørende problemer omkring mangel på daginstitutioner, så er det korrekt, at der er nogen problemer. Der er i vores budget afsat bevillinger årligt på mellem 20 og 25 mio. kr. til etablering af daginstitutioner. Men behovet er ellers større, men de 20-25 mio. er hvad vor økonomi kan bære i vores nuværende situation. Men jeg håber, at man i forbindelse med løsning af de problemer, der er omkring børn og unge, at vi også inddrager disse i fremtiden, da det er rigtigt, at der er alt, alt for mange børn, der venter på en institutionsplads. I vores daginstitutioner er der kun plads til halvdelen af vore børn, ligesom også alle kommuner har planer om, hvor stor en dækningsgrad, der skal være i kommunernes daginstitutioner. Der synes i dag kun at være 2 kommuner, der har opfyldt deres ønsker om dækningsgrad, mens resten må arbejde yderligere med at etablere flere og flere institutioner, for at nå de dækningsgrader, som de har sat sig til mål.
Inuit Ataqatigiit’s Asii Chemnitz Narup’s udmeldinger er jeg også helt enig i, ligesom også oplægget udviser en stor interesse for det punkt vi drøfter, ligesom de efterlyser en klarere børn- og ungepolitik, hvor hun bl.a. ind på for såvidt angår døgninstitutioner og det personale, der er der, om hvordan vi kan udnytte deres evner bedre. Men som tidligere sagt vedrørende døgninstitutioner, for såvidt angår øvrige socialmedbejdere, så har vi store problemer med at fremskaffe det nødvendige personale, hvorfor der på den anden side kan være problemer med at give dem yderligere opgaver. Men selvfølgelig kan man vurdere det fra institution til institutin.
Vedrørende FN’s konvention om barnets rettigheder og oplysningsarbejde herom, det er en debat, som vi har haft tidligere fremme, og jeg håber inderligt, at vi kan realisere dette, såldes at vi også har en mere indgående debat herom. Jeg skal meddele, at konventionen og rapporter herom kan findes på internettet på Socialdirektoratets hjemmeside isp.gl., ligesom der også kan findes andre oplysninger dér.
Asii Chemnitz Narup kom også ind på, at man i forbindelse med overgangen fra barn til voksenalderen, at der også kan være problemer dér i overgangen, og om hvordan vi kan løse disse problemer på den hensigtsmæssige måde, så kan der ikke herske tvivl om, at vi også på et senere tidspunkt vil komme ind på dette, således at man tager initiativer, som pågældende kan, som kræver, at pågældende er enig..
Alle partiernes ordførere, også Asii Chemnitz Narup, kom ind på et tættere samarbejde, og at man udvikler og udvider det igangværende SSPK-samarbejde, og at man gør det samme indenfor direktoraterne. Jeg skal nævne, at der allerede på direktoratniveau er et samarbejde igang mellem de direktorater, som vedrører området. Vi har aftalt, at vi fra forskellige direktorater sætter os sammen og koordinerer de indsatser, der er indenfor området, for at sikre, at man hurtigere og lettere kan nå målene på en mere smidig måde.
Det er rigtigt, at der også er venteliste til børnehjemsophold. I denne forbindelse, skal jeg erindre om, at Landstinget under deres samling sidste år godkendte, at der skulle etableres 10 mio. kr. til et hjem. Af de 10 mio. skal 1 mio. bruges til budgettering i år med henblik på, at der kan etableres en ny døgninstitution næste år.
Vedrørende et videncenter på børn og ungeområdet, så er dette også noget vi har drøftet i lang tid, og dette er nu blevet en realitet ved at vi bl.a. har indsat en medarbejder til formålet, og at der er en baggrundsgruppe, der skal være backinggroup for pågældende medarbejder, og dette arbejde skal foregå i et par år endnu. Og det er spændende at se, hvordan dette videncenter kan bruges, og hvordan den kan udnyttes positivt i det fortsatte arbejde.
Til Kandidatforbundets bemærkninger, så er deres bemærkninger i meget overensstemmelse med de øvrige partiers bemærkninger, for ordførerindlæggene ligner meget hinanden, hvorfor vedrørende Kandidatforbundets spørgsmål vedrørende personalet og de ansatte indenfor socialområdet, og at der er behov for en grundig undersøgelse, som sagt, så er der en undersøgelse igang, heldigvis, som tidligere meddelt, og der vil senere komme en redegørelse med forslag til, hvordan problemerne kan løses indenfor området.
Man kommer ind på socialforskning, og det er heldigvis noget, som i vidt omfang har været stigende i de senere år. Det er også nødvendigt, at vi fortsat selv udfører forskning indenfor det sociale område, og at vi til stadighed giver støtte til disse.
Vedrørende den økonomiske side af sagen, er man ikke kommet ret meget ind på det, da det væsentlige må være, at vi får klare budskaber. En løsning på alle problemer vil utvivlsomt afstedkomme økonomiske konsekvenser. Det er nødvendigt, hvis vi skal løse de problemer, som der er. Den økonomiske side af sagen er vi ikke kommet til endnu, men vi skal have økonomi bag vore ønsker om en klar politik, hvorfor disse også vil indgå i det forsatte arbejde frem til fremlæggelse af et nyt forordningsforslag, hvor vi også inddrage de økonomiske konsekvenser.
Som tidligere sagt, så skal der ikke tages en beslutning her under debatten. Jeg vil ikke drage nogen konklusioner, da jeg mener, at vi har behov for yderligere indsamling af idéer og ønsker, hvorfor jeg er glad for denne debat, som kan give basis for en yderligere debat, således at vi kan sikre, at vi får en forordning, som kan være dækkende indenfor hele området. Det var, hvad jeg havde at sige foreløbig.
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen (A):
Jeg vil ikke undlade at komme med mine kommentarer, fordi det er et punkt, som jeg anser for et af livets vigtigste ting.
I forbindelse med, at man skal have barnet i centrum, det har jeg også stor interesse i. Det er et interessant emne, som set Grønland i helhed, og nogen gange, så tror man, at det er et problem, der er kommet for at blive. Men Atassut har i mange år påpeget, at man bør rette op på problemet og har ikke holdt sig tilbage for at prøve på at finde løsninger. Og det vil ikke være en fejl, så har man fundet nogen forbedringer på problemet, mens det i andre steder stadigvæk er et stort problem. Det er jo en god intension i sig selv at finde en løsning på det, men desværre har man ikke kunnet finde en helhedsløsning. Og der blev også sagt, at erfaringerne viser, at der er alt for mange børn, der må vente i alt for lang tid til at få en plads. Og vi forældre må efterhånden også lære, at al ansvar ligger hos forældrene. Opfører vi os uansvarligt, så ødelægger vi barnets mulighed for at vokse op under trygge vilkår. Og det må vi indrømme for os selv.
En ting, som Atassut gentagne gange har sagt her fra talerstolen er, at når vi ikke har forstået ansvaret fuldt ud, så giver vi dem sår, som næsten ikke er til at rette op på. Og nogen af de ting er omgivelserne. Og vores forsøg på at gøre det bedre har også været svære at realisere, især når det drejer sig om anbringelse af børn udenfor hjemmet. Den metode man bruger i Tasiilaq, er en god udvej, fordi man først kan vende det i den positive retning ved en god oplysning over for forældrene.
Og noget man har oplevet som positivt er det opsøgende arbejde, man også bruger i nogle kommuner. Det bruges i større omfang. Men et af de største bremser ved det hele er den stadige mangel på uddannet arbejdskraft. Selvom arbejdskraften er der, så søger de noget andet arbejde p.g.a. dårlig aflønning.
Alle må kunne indrømme, at et barn, der bliver anbragt udenfor hjemmet også bliver ramt følelsesmæssigt. Det må være tungt at måtte forlade de vante omgivelser og komme væk fra forældre og søskende. Og det at blive anbragt hos en fremmed familie er ikke den bedste løsning, hvorfor vi må bruge oplysning i større grad. Vi kan ikke blive ved med at fortsætte på den måde, hvorfor det er nødvendigt med oplysning og atter oplysning. Det kan jo ikke accepteres, at et uskyldigt barn føler sig som skyldig, når der opstår problemer. Men man ser desværre også, at børn, der lever trygge forhold også får nogen problemer. Og vi må også erkende, at vores forsøg på at rette op på forholdene ikke altid førere noget med sig, hvorfor jeg synes, at den bedste løsning må være oplysning og atter oplysning.
Landstingsmedlem Ruth Heilmann (S):
Tak. Som Siumut’s ordfører, så er jeg meget glad for de bemærkninger, der er kommet, fordi de minder meget om hinanden. D.v.s. at det er meget enslydende meldinger vi er kommet frem med. Og jeg er også glad for, at Landsstyremedlemmet har taget godt imod vores meldinger.
Det vi drøfter her er børn og unges vilkår, og så også, hvor man lægger op til, at man ser på familierne som en helhed, hvilket vi sætter meget højt. Og i forbindelse med Socialreformkommisionens betænkning, og da vi fremlagde betænkningen, så er vi også ved at være utålmodige for at få en større debat omkring børn og unge. Og jeg er også meget glad for, at det nu endelig sker. Og her er det så, at hjælpen skal have bund i barnets behov, og især, at man arbejder for at løse familiernes problemer og at man så også tager nogen initiativer op, før problemerne bliver uoverskuelige. Og jeg synes, at netop at have dette som centrum, at der så bliver fremlagt en ny forordning ud fra det.
Med hensyn til de andre bemærkninger, der mener jeg, at man i Kandidatforbundet, der er det også vigtigt at have det for øje. Vi kom også ind på, at de ordninger man har i Island, hvor der f.eks. er samfundstjeneste, som de unge også kunne tage sig af. Og jeg husker også dengang Jørgen Wæver Johansen var landsstyremedlem for Sociale Anliggender, der kunne man forestille sig, at GU-eleverne eller andre uddannelsessøgende kunne være besøgsvenner hos de ældre. Det er også nogen gode tanker, som også vil betyde en større hos de ældre, såfremt det blev realiseret, hvorfor vi også må tænke på de positive ting og må også danne som baggrund til de videre tanker.
IA var også inde på, at det forebyggende arbejde må have en større prioritet. Det er jo også meget støtteværdigt, fordi man gerne med forebyggelse kunne opnå en stor del af de ting, der ligger bag Socialreformkommisionens indstillinger, idet man nu har lagt op til, at der skal ansættes en forebyggelseskonsulent i alle kommunerne, og det har de fleste kommuner realiseret nu. Og derfor mener jeg, at det er glædeligt, at Landsstyremedlemmet har taget vel imod det, også fordi angår familievejledere, der er jo også noget man bør kunne opnå, ligesom forebyggelseskonsulenter.
Og noget glædeligt vi også har hørt er, at der i Midtgrønlandske bygder, der er forebyggelseskonsulenterne igang med et kursus nu. Og jeg synes, at sådanne initiativer også er prisværdige og ikke kan undværes.
Hvad angår de angår de handicappede, som en løsgænger også var inde på, der kom jo en demonstration under en anden vigtig debat her i salen om skolereformen. Men de er også medtaget i denne redegørelse. Efter at de handicappede er kommet hjem til Grønland, der føler jeg ihvertfald selv, fordi de handicappede er jo dem der også forstår mest livets værdi, og derfor er det også vigtigt, at man til stadighed forbedrer de forhold, som de lever under.
Og med hensyn til vores redegørelse overfor FN for 2002, der synes jeg, at det er på tide, at man også tager disse med i betragtning, fordi denne redegørelse til FN sker jo hvert 5. år, og også gør det klart, at børnekonventionen også er gældende for Grønland. Og det er også meget vigtigt, at omverdenen får at vide, at vi også har en klar børne- og ungdomspolitik. Vi har hver sin politik, men at vi også kan have et sted, hvor vi alle kan samles om, det ser jeg frem til, at denne debat også vil resultere i.
Kandidatforbundets bemærkninger om børn i pubertetsalderen, at man også særskilt bør behandle disse, fordi det er dér børnene for alvor løsriver sig fra deres forældre. Og IA var også inde på, at allerede under graviditeten, der skal de kommende forældre også forberedes, ligesom forældrene også skal deltage i større udstrækning, når børnene kommer i skolealderen. Vi ved, at børnene går til konfirmationsforberedelse, og bør vi i den periode også have tid til, at børn og forældre også bliver forberedt til at møde de udfordringer, de kommer ud for.
Landstingsmedlem Anthon Frederiksen (K):
Først, så vil vi selvfølgelig gerne sige tak til Landsstyremedlemmets besvarelse, og jeg regner ikke med at holde nogen længere tale, idet der er stor enighed blandt alle ved denne debat, og det vigtigste er at finde en løsning for de aktuelle problemer, og vi vil jo allesammen arbejde for at finde en løsning. Og jeg vil heller ikke undlade at sige, at Siumut’s ordfører under sit sidste indlæg fremførte, at det er åbenbart, især når man taler om de problemer man har i Grønland, at man så også skeler lidt til de metoder, man har i andre lande, f.eks. i Island. Om sådanne nogen ting også kan bruges med fordel i Grønland, og at Landsstyret også husker på disse ting, når de skal fremlægge deres forslag til foråret. De skal jo fremlægge et forordningsforslag til næste år, og vi glæder os til igen at drøfte sagen til den tid. Og jeg tror også, at man ikke er blind for at, især børn ved overgangen til ungdommen og deres problemer, fordi man kan sige, at børn, som ellers ikke har problemer på hjemmefronten, der kan de ved at have nogen dårlige kammerater komme ud for nogen problemer. Og det har vi allesammen kendskab til, hvorfor vi også har lagt vægt på, at man ikke kun skal have udgangspunkt i børn med problemer, men at man ser på børn og unge som en helhed, og at man så derfra prøver at komme over problemerne.
Landsstyremedlemmet for Sociale anliggender sagde i sin besvarelse, og det er helt korrekt, at spiritus og euforiserende stoffer er en del af problemerne, men det ikke altid dér problemet ligger. Men vi må indrømme, at det for de flestes vedkommende, så er det den afgørende faktor.
Tager jeg mig selv som eksempel, jeg har arbejdet som politibetjent 27 år, og der har vi meget klart set problemet, at man om natten hen mod morgenstunden og sågar allerede om morgenen, der har børnene nogen dårlige oplevelser p.g.a. forældrenes spiritusmisbrug. Og netop det er også blevet beskrevet i medierne for kort tid siden. Og forældre, der skaber sådanne problemer for deres børn, skal vi sidde dem overhørig og lade som om, at de ikke eksisterer? Og det ser ud som om, at man lægger skylden på børnene. Hvad med forældrene? Det er jo forældrene, der har det største ansvar. Jeg synes, at vi ikke skal være bange for, at forældre, der skaber problemer for deres børn, der er det på tide klart at sige til dem, at det er jeres ansvar at sørge for, at børnene får de bedste forhold. Og jeg håber, at der er mange forældre der vil tage godt imod dette budskab. Og ser vi på forholdene i dag, så indrømmer vi gerne, at vi nok er dem, der har de største driftsudgifter i verden, men på den anden side også siger, at vi vil mindske driftsudgifterne.
Selvfølgelig har vi nogen pligter, som er lovpligtige, men vi må også tænke, inden vi vedtager nogen love og forordninger, hvilke de så vil have af økonomiske konsekvenser. F.eks. anbringelse på døgninstitution, der ved vi godt, hvor dyrt det er, især når vi tænker på det langstrakte land vi har. F.eks. når vi skal anbringe et barn fra yderdistrikterne fra det nordligste, og ser vi så bare på billetpriserne, ved vi godt, hvor høje priserne er. Men tænker man så på, at man regionalt anbringer nogen døgninstitutioner, så vil det også være med til at nedbringe rejseomkostningerne. Men uden at komme med yderligere bemærkninger til det, så vil jeg udtrykke min glæde over, at vi til foråret også kan drøfte børne- og ungeproblemet for at finde løsninger på det. Men her er det også på sin plads at tænke på, at vi også hører de børn, der har problemer. Vi har jo allerede hørt, at der allerede er blevet foretaget nogen høringer i de forrige 6 seminarer, der er blevet afholdt. Men når vi tænker på, at der er nogen børn, der virkelig har nogen problemer, at vi så kommer helt ud til dem og hører, hvilken rod deres problemer har.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup (IA):
Jeg vil som Ruth Heilmann også sige, at jeg er glad for partiordførernes synspunkter, som også vil lægge grund til en yderligere debat, hvorfor jeg er meget forbavset over Otto Steenholdts bemærkninger om, at vi selvom snakker om, at vi konkurrerer om, hvem der er bedst til at udtrykke. Det kan vi ikke se på nogen måde, hvilket indhold Otto Steenholdts bemærkninger har. Jeg forstår det således, at de vedlagte ordførertaler viser, at de har sat sig godt ind i emneområdet, og fremlægger på denne baggrund deres omfattende og dybe budskaber.
Under vores ordførertale fra IA sagde vi, at for såvidt angår institutionsledernes klageadgang for såvidt angår anbringelser, at vi stadigvæk går ind for dette og sagde, at vi kan gå ind for de i redegørelsen faldne bemærkninger herom, da vi ikke er enige i de begrundelser der er. Der er 3 begrundelser, hvorfor man ikke er enig i dette, hvor vi har undret os over en del af begrundelserne for, at man giver institutionslederen denne adgang for at f.eks. at anke. En ankemulighed er en ret som alle har. F.eks. i ‘98-forordningen om socialvæsenets styrelse og organisation, så er der ankemulighed. Og det er en del af demokratiets spilleregler, så er det en menneskeret, at man kan klage over offentlige afgørelser, hvorfor denne ordning i sig selv selvfølgelig sætter socialudvalgets afgørelse til side, da man også kan klage over disse. Det står, at en i sagen berørt kan anke. Og vi finder det på sin plads at spørge, om en institutionsleder, om han ikke er istand til som part i sagen at kunne klage. Det finder vi helt på sin plads, da det er helt principielt, at vi må sikre barnets tarv, da en institutionsleder i denne forbindelse vil fremme barnets tarv.
De betænkeligheder der er i redegørelsen, ved at man giver institutionslederne denne ankemulighed er også den økonomiske side af sagen, men det er vi heller ikke helt enige i, da det også er et spørgsmål, som vi kan tage op i denne sal ved at vi kan afsætte et beløb på finansloven til dette formål. Oveni kan vi også kræve, at for at sikre, at disse ankemuligheder bliver sagsbehandlet hurtigtst muligt, således vil vi også sikre, at det Sociale Ankenævn kan tage en hurtig beslutning i en sag.
Der stilles i redegørelsen spørgsmålstegn ved, om en institutionsleder kan sidestilles med barnets forældre. Det er ikke et særsyn, at nogen gange at en institutionsleder ønsker at komme i den situation, således at han eller hun bliver sidestillet med forældrene. De har fået tæt kontakt med barnet, hvorfor vi stadigvæk mener, at institutionslederen også bør kunne gives denne ankemulighed.
Det er rigtigt, at vi generelt er meget enige, men der er også visse punkter, hvor vi ikke er enige. Og det mener jeg også er vigtigt at vi præciserer, f.eks. omkring ... så sagde Landsstyremedlemmet for Sociale anliggender, at det kan blive nødvendigt at anbringe et barn udenfor hjemmet p.g.a. problemer i hjemmet forårsaget af alkohol eller euforiserende stoffer eller incest m.m., og sagde, at disse problemer har rod i familien, hvorfor det kan blive nødvendigt, at anbringe udenfor hjemmet.
Vi stopper ikke kun der i vores tankegang, da familierne er en del af samfundet. Familierne har rod i samfundet, hvorfor problemerne ikke har rod i selve familierne, men generelt i problemer i samfundsstrukturen, fordi problemet til roden, så er det ikke nok alene at se på de enkelte familier, men på hele samfundsstrukturen. Vi ved på mange områder, at der er stor ulighed i samfundet på alle områder, indtægtsmæssigt, på det åndelige liv, uddannelsesmæssigt m.m. Alle disse forhold har også indvirkning på, hvordan familien varetager sit ansvar overfor sine børn, og hvordan disse varetager denne opgave. Det er derfor vi sagde, at hvis vi kigger på forebyggelse, så må vi også kigge på samfundsstrukturerne. Her mener jeg, at vi har lidt forskellige meningsopfattelser, men det er helt på sin plads. Men vi må også erkende, at det må samfundet også vide.
Jeg er lidt i tvivl om Anthon Frederiksens synspunkter og hans bemærkninger om, at det er som om vi altid giver barnet skylden, når vi debatterer børns forhold her i salen. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at vi altid præciserer, at det i sidste ende altid er forældrene, der har det endelige ansvar for barnet, hvorfor børn, der har problemer og på den baggrund reagerer. Det er selvfølgelig ikke børnenes skyld, men på den anden side, så undrer det mig ikke, at Anthon Frederiksen kan tænke sådan, fordi da Landsstyremedlemmet i sine bemærkninger om de 13-17 årige, så er det rigtigt, at vi gør de unge til et problem af og til. Men jeg mener ikke, at det er tilfældet, fordi det er jo ikke deres egen skyld, at de får de problemer.
Landsstyremedlemmet sagde også, at der en overgangsperiode, hvor de unge skal gå ind i voksenalderen, så har børnene størst behov for kærlighed, så er det rigtigt, men dertil skal også siges, at når unge reagerer kraftigt som følge af deres problemer, så er det også en tid, hvor forældrene har mest mulig overskud til at give de unge kærlighed. Jeg mener derfor det er vigtigt, at man vurderer disse forhold fra forskellige synspunkter, og det er derfor jeg nævner dette.
Jeg har også et par små bemærkninger til Atassut’s ordfører. Han nævnte i sig ordførerindlæg, at for såvidt ... tilføjelse til at, så har vi fra Socialudvalget været på rejser til forskellige byer og bygder på kysten, også besøgt de forskellige døgn- og daginstitutioner, hvor vi som regel har fået en redegørelse fra institutionslederen, og jeg kan aldrig glemme en oplevelse vi havde i Sisimiut, da en af lederne sagde, at dem de servicerede på døgninstitutionen havde så store problemer, at det måtte siges at være psykisk handicappede, at de på baggrund af deres erfaringer har haft så hårde oplevelser, at de er blevet handicappede og retarderede rent psykisk.
Sådanne forhold bør vi også drøfte åbent. Vi kan selvfølgelig drøfte familielivet som noget lyseblåt, men billedet er fuldt af ridser, og det er også sådanne forhold, som vi bør drøfte åbent, hvorfor jeg også vil .... hvordan det vil være, hvis man ikke bliver hentet fra børnehaven og må sidde alene hjemme, fordi man lige pludselig får ansvaret for sine søskende, fordi forældrene ikke er kommet hjem. Hvad vil det være at føle at gå til skolen uden at få morgenmad og dermed ikke få kræfter til .... det er sådanne forhold vi af og til byder vore børn, hvorfor jeg har sat stort spørgsmåltegn ved Otto Steenholdts bemærkninger i denne sal. Det er ikke sådan, at vi vil hænge familierne op, men vi har sagt, hvad vi har sagt, fordi vi mener, at vi må erkende og drøfte de problemer, der vitterlig er. Hvis vi skal sætte barnet i centrum, så må vi også vide, hvilke konfliktområder der er, ligesom der også kan være konflikter imellem familierne, imellem barnet og forældrene.
De dage er talte, hvor vi ikke må blande os i familierne, de dage vil være talte, hvor vi har vedtaget en ny forordning til hjælp til børn og unge.
Afslutningsvis vil jeg også til Otto Steenholdt erindre om, om hvor bedsteforældrene sidder, så er socialarbejderne selvfølgelig klar over og vurderer, hvem der i den nærmeste familie kan påtage sig den opgave, hvis forældrene svigter. Og det er selvfølgelig glædeligt, hvis der i den nærmeste familie er pårørende, som kan tage sig af et omsorgssvigtet barn.
Landstingsmedlem Jakob Sivertsen (A):
Tusind tak. Det er sådan, at ordførerne fra IA og Siumut nævnte børn og unges oprydning i naturen er prisværdigt, og det er også korrekt nok. Og det samme har Landstingsmedlem Finn Karlsen i 1997 stillet et tilsvarende forslag om, at vore børn og unge lærer at værne om naturen, og hvor vigtigt det er. Og den sag blev også taget op af Landsstyret, og heldigvis er det nu blevet taget op igen, og vi håber så også på, at det vil få nogen gode konsekvenser eller resultater.
De 16 punkter, som vi nævnte, der sagde vi bl.a. som noget vigtigt, at man i de forskellige daginstitutioner, der skal man endnu engang vurdere medarbejdernes ankemuligheder, fordi de jo varetager forældrenes interesser efter offentligt påbud. Og derfor er det også vigtigt, at det offentlige kan følge disses indstillinger og vurderinger. Også fordi det vigtigste er, at børn og unge kan føle tryghed, når de er blevet fjernet, og netop for at undgå, at de kommer hjem igen til utrygge forhold. Hvorfor er det kun det offentlige, der skal komme med en klage? Medarbejderne, som jo også følger med i det daglige arbejde med børn og unge, de skal så også kunne komme med en klage ud fra de erfaringer de hen ad vejen har indhøstet.
Og som punkt 9 nævnte vi, at det er et problem, at børn og unge strejfer rundt, også i dårligt vejr. Det er ved at være ret almindeligt i Grønland. Og det er også et stort problem, og derfor bør man, ligesom i gamle dage, der skal man også lære børnene at være hjemme. Det er også noget man kunne berøre i skolerne. Da vi var børn, skulle vi være hjemme kl. 8 om aftenen, selvom det er lyst, og om morgenen skulle vi så op til et bestemt tidspunkt i skolen. Og det har stadigvæk en stor indflydelse på mig den dag i dag. Det er ikke noget, som var lovfæstet, men det var en del af den undervisning jeg har fået. Og den dag i dag mærker jeg konsekvenserne af det. Og det er også derfor vi siger, at vi også må give børnene et ansvar. Børnene er jo kloge nok, og derfor er det også vigtigt, at de på den rette måde lærer deres pligter. De skal nok lære det.
Som punkt 13 kom vi ind på, at sagde klart, at vi må erkende, at den medvirkende årsag til, at børn og unge placeres udenfor hjemmet er forældrenes spiritusproblemer. Vi sagde, at det var en medvirkende årsag. Vi siger ikke, at det ikke altid er årsagen, men vi holder fast ved, at det er en medvirkende årsag. Og derfor må vi overfor Landsstyremedlemmet sige, at skal vi minimire anbringelser af børn udenfor hjemmet, så må vi også gøde børnene på en bedre måde, ligesom man også gøder smukke blomster.
For lidt siden sagde det nye Landsstyremedlem i fjernsynet, og prioriterede alkoholbehandlingen, der er jeg fuldstændig enig i hans prioritering. Men jeg undrer mig lidt over, at det ligesom er modsigende bemærkninger han så er kommet med. Vi siger i dag, at det ikke er nok med vejledning og rådgivning. Vi må komme ind i deres problemers kerner og så komme med nogen krav til dem ud fra det. I dag er det sådan, at såfremt der opstår nogen problemer i en arbejdsplads, så er det ikke nok, at påpege dem. Der er det på tide at sige til dem og have en samtale med dem og sige, at du har det problem. Samarbejd med os for at komme over det problem. Og det er sådanne nogen hjælp med respekt for medmennesket, som mange mennesker tager godt imod.
Vi har opstillet 16 punkter, nogen klare nogen, også fordi vi sagde også med vægt på, at man i forbindelse med ændringen af forordningen, der mangler vi medarbejdere. Også fordi det sociale arbejde kan være så anstrengende, at der er mange der desværre forlader faget. Det er også korrekt, også fordi det er hårdt at arbejde med det følelsesmæssige, hvorfor man ikke kan undre sig over, at nogen forlader faget. Én af de medvirkende årsager er lønningen, som ikke er blevet tilpasset til det anstrengende arbejde det kræver. Og derfor har vi også sagt, såfremt Landsstyremedlemmet mener det alvorligt med det fremlagte, så må det også resultere i, at de i faget arbejdende fagfolk bliver aflønnet derefter.
Der er ellers nogen andre ting. Så vil jeg nøjes med det hidtil sagte, fordi det også var omfattende, det der blev sagt i mit første ordførerindlæg.
Landstingsmedlem Otto Steenholdt (At):
Jeg blev spurgt fra IA’s ordfører, selvom spørgsmålet var lidt uklart, hvorfor jeg gerne vil sige noget igen.
Jeg sagde her, at når man sætter noget i centrum, uanset hvad det er, så prøver man på at være den bedste taler. Men desværre, så sidder vedkommende ikke her, og jeg var heller ikke tilstede her i salen, da jeg blev spurgt, men jeg er ikke glad for, at børn har nogen forskellige hjem, at man så ser dem under et. Forskellige forældre med forskellige indtjeningsmuligheder, at de så også ... nogle kan være lidt beskidte, men have varmt nok tøj, mens andre er mere rene. Men der er sådanne nogen ting, som børn også snakker indbyrdes om. Men børn er jo ikke dumme.
Asii Narup kom ind på, og spurgte mig, hvad så med dem, der ikke bliver afhentet i børnehaven? Det er jo synd for dem. Hvor mange går i børnehave, og hvor mange går ikke i børnehave? Der er mange børn, som ikke aner, hvad en børnehave er. Og jeg nævner blot de ting, som Asii Chemnitz Narup også var inde på. Når et barn er ved at blive fjernet, som ellers ikke vil væk fra det hjem, som det har godt kenskab til. I har nok følt at have hjemvé som barn. Det er den værste følelse man kan have. Og når man snakker om sådanne børn, Atuarfitsialak er man så også begyndt at snakke om. Uanset hvad det er, hvor man kigger hen, så ligger der pjecer vedrørende Atuarfitsialak. Alle vil jo gerne deltage, men set under ét, så må man også vurdere, hvem der har det bedste grundlag for at udtale sig. Nogle siger en masse bemærkninger og gentager sig selv. Jeg ved godt, at såfremt det var i det gamle Landsråd. Jamen, det lyder jo godt nok, men det er jo indholdsløst. Det hjælper ikke altid at gøre det langt. Landstingsmedlemmerne skal også lære at affatte sig i korthed. Jeg er ved at være træt af sådanne lange indlæg, og jeg må sige, om man bør påpege, at man blot står her og er alt for veltalende. Og jeg må sige, at jeg er aldrig er enig i de mennesker, der udtaler sig så bedrevidende om børn. Og det er forældrene man skal se på. Og såfremt nogen udtaler sig om mine børn, så ville jeg sige til dem: Hov, du skal blande dig udenom. Det er mine børn. Det skal ikke være sådan, at det er samfundet, der skal bestemme, hvordan jeg skal have opdraget mine børn indenfor mit hjems egne 4 rammer. Jeg siger det blot, fordi Asii Narup har stillet dette spørgsmål. Og det lyder jo godt nok nogen gange at høre til noget hornmusik uden tekst, men nogen gange, så kan man ikke længere finde ud af, hvorfor man overhovedet skal lytte til det.
Landsstyremedlemmet for Sociale anliggender og
Arbejdsmarked Ole Dorph (S):
Til Asii Chemnitz Narup, så har jeg uden at kommentere en del af hendes oplæg vedrørende ankemulighed, for såvidt angår institutionsledernes ankemulighed i forbindelse med anbringelser. Vi ved, at denne sag også var oppe og vende i Danmark, og dette forhold vil selvfølgelig blive undersøgt nærmere i forbindelse med det fortsatte arbejde. Vi er ikke imod, at man søger at realisere dette ønske.
Jeg har også en lille præcisering til mine tidligere bemærkninger for såvidt angår rapporteringer til FN vedrørende, hvordan status er. Det er en præcisering af, at vi endnu ikke har børnekonventionen ud på internettet på grønlandsk, men det er en tanke vi har, at vi vil gøre det i den nærmeste fremtid.
Til Jakob Sivertsens ønske om præcisering vedrørende alkoholproblemer i hjemmene, så er det rigtigt, at man i forbindelse med anbringelse af børn udenfor hjemmet, at alkohol generelt plejer at være det største problem. Det er vi bekendt med, men anbringelser af børn skyldes ikke alene alkohol. Det var blot en præcisering af, hvad jeg tidligere har sagt. Og jeg vil understrege, at jeg ønsker at tage dette punkt videre op på et senere tidspunkt, og jeg forventer, at jeg vil tage det op i Landsstyret, således at vi kan tage fælles initiativer sammen med de andre Landsstyremedlemmer, der også er i berøring med det pågældende område.
Landstingsmedlem Anthon Frederiksen (K):
Jeg har ellers besluttet ikke at tage ordet igen, men Otto Steenholdts sidste bemærkninger har afstedkommet, at jeg er blevet nødt til at komme op og få ordet igen.
Otto sagde, at det var som om, at vi konkurrerede om at sige de mest tomme ord her fra denne talerstol. Det er jeg ikke på nogen måde enig i. Vi skal bruge denne talerstol frit, selvfølgelig indenfor de muligheder som vores forretningsorden giver. Hvis man ikke gider at høre efter, så har man heller ikke tid til at sidde i Landstinget. Jeg mener derfor Ottos bemærkninger er helt ved siden af. Jeg respekterer alle indlæg, uanset hvor korte eller lange de er, hvorfor Ottos bemærkninger om hornmusik eller ikke, hvad han end sagde, så mener jeg, at den er grundet i, at han ikke har forstået folkets? problemer, og at det er utilladeligt. Vi vil arbejde for at løse mange problemer, og det er beklageligt, at Otto ikke har forstået dette.
Landstingsmedlem Ruth Heilmann (S):
Det vi drøfter er, præciserer, at forældrene også har et medansvar for barnet. Det er jo også præciseret fra vores side, og jeg forstår ikke, hvorfor Otto ikke har forstået det. Otto Steenholdt ønskede at præcisere, at der er forskel i forholdene i de enkelte familier. Det er selvfølgelig rigtigt, men forholdene i hjemmet har også en afgørende indflydelse på, hvordan barnet er og barnets identitet, som præger barnet. Det ved vi allesammen. Vi er allesammen blevet præget af vores opvækst. Vi ved også, at der er grænseløs kærlig mellem børn og forældre. Det er også på den baggrund, vi er igang med indeværende debat.
For såvidt angår institutionslederes ankemuligheder, så er jeg enig i de faldne bemærkninger, hvor jeg mener, at der bør gives mulighed for, at alle kan gives mulighed for denne ankemulighed, også institutionslederne. Jeg mener det er vigtigt, at man undersøger det nærmere. Vi har tidligere fra vores side sagt, at det bedste må være, at man giver bedre muligheder for at forsvare barnets rettigheder, bl.a. ved at man etablerer en børneombudsmand. Det har vi ikke nævnt her, da vi tidligere har nævnt det, men det er vigtigt, at alle også får tillagt en ankemulighed, også institutionslederne.
Landstingsformand Ole Lynge (IA):
Således er der ikke flere på ordførerrækken i forbindelse med nærværende punkt, og således er vi også færdige med at behandle pkt. 29, Børn og unger redegørelse 2001 "Barnet i centrum", hvorefter som bekendt, så er der ikke taget beslutninger, men debatten og redegørelsen vil danne grundlag for udarbejdelse af en ny forordning indenfor børn og unge området. Således er vi færdig med behandlingen af pkt. 29.