|
Dagsordenspunkt 57-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
14. mødedag, mandag den 23. oktober 2000
Det er forslagsstilleren Asii Chemnitz Narup, der skal fremlægge sit forslag.
Asii Chemnitz Narup, Forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Forslaget har en meget lang titel, som lyder således:
Hvilken hjælp og støtte skal børn med vidtgående handicaps og deres forældre med vished kunne forvente, der ydes dem nu og i fremtiden? Der tænkes primært på aktuelle behov som fysisk optræning, skolekundskaber, emotionel støtte til personlig udvikling og forebyggelse af social isolation, sekundært på sikring af mere langsigtede behov som uddannelses-, bo- og jobmuligheder.
Grønlands Hjemmestyre overtog ansvaret for sine borgere med vidtgående handicaps godt et halvt år efter hjemmestyrets indførelse. Der blev truffet en politisk principbeslutning om at vore handicappede i videst mulig omfang skulle kunne forblive herhjemme.
I Hjemmestyrets korte historie har der været nedsat to socialreformkommissioner - begge har behandlet og beskrevet spørgsmål vedrørende de handicappede. Den sidste Socialreformkommission behandlede i sin betænkning handicappedes forhold i et særligt afsnit, dog ikke specifikt de vidtgående handicappede børn og unges særlige livsvilkår og udfoldelsesmuligheder.
Under henvisning til: 1) Børneåret, 2) Landstingets drøftelser i dette forår af dag- og døgninstitutionsområderne, 3) de af Landstingets tiltrådte internationale konventioner om børns rettigheder og handicappedes forhold, 4) personlige beretninger fra forældre med handicappede børn, mener jeg, der er behov for at sætte fokus på vidtgående handicappede børn og unges samt deres forældres særlige vilkår.
På baggrund af ovenstående ønsker jeg, at Landstinget drøfter såvel kortsigtede som langsigtede politiske mål for hjælpen til vore handicappede børn og unge. Hvilke tiltag skal der gøres og hvordan sikrer vi kvalificeret arbejdskraft.
Diskussionen bør sættes ind i sammenhæng med diskussionen af hjemtagelsen af vore handicappede fra Danmark.
Der bør endvidere forestås et børnehandicapudredningsarbejde, der ud fra et helhedssyn dels beskriver de aktuelle støttebehov, dels de mere langsigtede. Udredningsarbejdet bør indeholde en kvantitativ og en kvalitativ behandling af data om de handicappede børn, og skal kunne danne grundlag for en målrettet udvikling af vores børnehandicapforsorg, således at der allerede i løbet af et år vil kunne udarbejdes en mere langsigtet planlægning vedrørende uddannelses-, job- og bomuligheder.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup har fremsat forslag om drøftelse af hvilken hjælp og støtte børn med vidtgående handicaps og deres forældre med vished skal kunne forvente, der ydes nu og i fremtiden.
Forslaget er af Landstingets Formandskab henvist som en forespørgselsdebat.
Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup begrunder forslaget med, at der er behov for at drøfte såvel kortsigtede som langsigtede politiske mål for hjælpen til vidtgående handicappede børn og deres forældre, herunder hvilke tiltag der skal gøres og hvordan kvalificeret arbejdskraft skal sikres. Drøftelsen ønskes sat i forhold til hjemtagning af handicappede i Danmark.
Forslagsstilleren ønsker endvidere iværksættelse af undersøgelse af de akutte og langsigtede behov hos vidtgående handicappede børn.
Landsstyret mener, at det er vigtige emner, der bringes på bane og er helt enig i behovet for ovennævnte tiltag.
Som forslagsstilleren nævner, har Grønlands Hjemmestyre haft ansvaret for handicapforsorgen nu i 21 år, og der er sket meget i de år.
Det er stadig Landsstyrets målsætning, at nedsendelse til Danmark, så vidt muligt skal undgås. Der har da også været meget få nedsendelser i de senere år. Hjemmestyret har oprettet institutionstilbud til multihandicappede børn, psykisk udviklingshæmmede unge og voksne samt autister. Børn, der bor på disse institutioner og som bor i et andet sted end forældrenes opholdssted, har mulighed for at være sammen med deres familie to gange årligt.
Hjemmestyret giver tilskud til oprettelse af bokollektiver, værksteder og væresteder samt tilskud til oprettelse og drift af beskyttede boenheder. Disse drives af kommunerne. Der gives støttepersoner til vidtgående handicappede børn på daginstitutionerne, hjælpemidler, boligændring, kurser for familier og støttepersoner, konsulentbistand, aflastningsophold, genoptræning og vederlag til forældre ved pasning af barn i eget hjem.
Lovgivningen giver gode muligheder for iværksættelse af hjælpeforanstaltninger, som ydes via kommunen. Kommunen er den instans, som enhver borger skal henvende sig til, også personer med vidtgående handicap, herunder forældre til børn med vidtgående handicap. Hjælp efter handicapreglerne sker hver gang efter en individuel vurdering af personens funktionsniveau. Landsstyret skal opfordre til, at kommunerne udnytter de muligheder, lovgivningen giver for hjælp efter handicapreglerne.
Med hensyn til oprettelse af yderligere botilbud, har Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked desværre store problemer med at rekruttere og fastholde faglært personale, det være sig de eksisterende døgninstitutioner og på støttepersonområdet. Det skal derfor oplyses, at det er disse problemer, der sætter begrænsningerne for oprettelse af flere tilbud.
Vedrørende jobmuligheder er der forskellige trin, der opereres med. Vidtgående handicappede har mulighed for beskyttet beskæftigelse på relevante arbejdspladser og kommunerne skal tilse, at denne mulighed udnyttes bedst muligt.
For de personer, hvor beskyttet beskæftigelse ikke er passende, er der mulighed for oprettelse af beskyttede værksteder. Det er kommunernes pligt at fremskaffe egnede og istandsatte lokaler og kan derefter søge Hjemmestyret om tilskud til oprettelse.
Hvis sådan beskæftigelse på beskyttet værksted heller ikke er passende, har kommunerne ligeledes pligt til oprettelse og drift af væresteder. Kommunerne har mulighed for at søge Hjemmestyret om tilskud til oprettelse af væresteder.
Socialpædagoguddannelsen blev ved revisionen i 1998 forlænget til 32 år, praktikperioden til 2x16 uger, hvor den en periode er beregnet til normalområdet og den anden på specialområdet, det vil sige arbejdet med vidtgående handicappede.
Ligeledes arbejdes der med planer om oprettelse af en grønlandsk baseret diplomuddannelse, en decentral pædagoguddannelse og udvidelse af kapaciteten på den nuværende sygeplejerskeuddannelse, jvf. forslag til finanslov for 2001.
For at forbedre studerendes viden og øge deres interesse for arbejdet med vidtgående handicappede, har Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked indgået en aftale med Vestsjællands Amt om mulighed for praktikophold i Vestsjællands Amts botilbud til psykisk udviklingshæmmede.
En kvalitativ og kvantitativ undersøgelse vil være en god idé, men Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har på nuværende tidspunkt hverken personalemæssige eller økonomiske ressourcer til dette omfattende arbejde.
Vedrørende uddannelsesmuligheder har Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked indhentet følgende fra Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.
For så vidt angår folkeskolen er det gennem lovgivningen sikret, at unge handicappede får tilbudt den undervisning, de har behov for. Det sker gennem PPR-kontorerne, der visiterer de skolesøgende børn, der af kommunerne/skolerne er indstillet til almindelig eller vidtgående specialundervisning, sådan at de kan få et relevant undervisningstilbud.
Antallet af børn og unge, der har behov for vidtgående specialundervisning er 3-doblet inden for de sidste 10 år. Det har medført et stort behov for lærere med særlig uddannelse (ca. 160 lærerstillinger) og afstedkommet et stort pres på de regionale PPR-kontorer. Man må derfor være opmærksom på, at ressourcebehovene på området er steget markant og forventeligt også vil gøre det i årene fremover. Landsstyret har derfor også særlig opmærksomhed om denne problemstilling i Atuarfitsialak-projektet.
For så vidt angår hjælp og støtte i forbindelse med gennemførelse af uddannelse efter folkeskolen kan det oplyses, at der ved nybyggeri og renovering af uddannelsesinstitutioner tages særlige hensyn til handicapindretning. Som eksempel herpå kan nævnes GU i Qaqortoq og Aasiaat og helt aktuelt Universitetspark-projektet. Med hensyn til uddannelsessøttereglerne er der ikke lavet særregler for handicappede, men reglerne er udformede på en sådan måde, at der efter konkret vurdering vil kunne dispenseres i forskellige sammenhænge. Særlige forhold der vil kunne begrunde en dispensation vil blandt andet kunne være et handicap. På den måde tages der også i uddannelsesstøttereglerne særligt hensyn til handicappede.
For så vidt angår fritidsområdet kan det om undervisning for handicappede oplyses, at folkeskolen i henhold til hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 14 af 29. maj 1995 om folkeskolens fritidsundervisning skal tilbyde alle på stedet værende skolesøgende børn og unge fritidsundervisning, alle på stedet værende skolesøgende og ikke skolesøgende unge mellem 14-19 år ungdomsskoleundervisning og alle på stedet værende ikke-skolesøgende unge mellem 14-19 år med handicap specialundervisning. Denne undervisning skal tage udgangspunkt i den enkelte handicappedes situation og behov.
I henhold til Landstingsforordning nr. 5 af 9. april 1992 om fritidsvirksomhed skal kommunen tilbyde alle med handicap over 19 år specialundervisning, såfremt undervisningen ikke kan modtages ad anden vej.
Til såvel folkeskolens fritidsvirksomhed som den øvrige fritidsvirksomhed modtager kommunerne bloktilskud fra Hjemmestyret. Kommunen er således forpligtet til at igangsætte aktiviteter for de handicappede bosiddende i kommunen, uanset om vedkommende bor på institution eller ej.
Generelt finder Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, at der er god grund til også i undervisningsmæssig sammenhæng at få gennemdrøftet hele spørgsmålet om tilbud til børn og unge med vidtgående handicaps med henblik på en langsigtet handlingsplan på området.
Med disse bemærkninger har jeg fremlagt, hvad Landsstyret ville fremlægge.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Indledningsvis vil vi gerne fra Siumut udtale, at hjælp og støtte til børn med vidtgående handicaps er meget nyt i Grønland for tidligere sendte vi næsten alle vore handicappede ned til Danmark, hvor de der nede fik hjælp og støtte.
Grunden til det skyldtes, at vi dengang her i Grønland ikke var parate yde sådan hjælp og støtte.
I det arbejde, der foregik i det af Landstinget nedsatte socialreformkommissions arbejde i 1995-97 blev de handicappedes vilkår også i stort omfang behandlet, opfordringer om tiltag for de forskellige former for handicaps, psykiske, mentale, fysiske og udviklingshæmmede blev samlet under et og man skal lægge mærke til følgende.
At der oprettes en databank, genoptræning, forbedring af uddannelserne, vedvarende kurser for ansatte, beskæftigelsesmuligheder for handicappede, fritidsbeskæftigelsesmuligheder, oplysningskampagner om handicappedes vilkår, tilpasning af boenheder, forbedringer af handicappedes rejsemuligheder samt, at man har samme muligheder for at komme til serviceorganer på lige fod som alle andre.
De Forenede Nationers ensartede retningslinier omkring, at handicappede har samme rettigheder som andre er også tiltrådt af Landstinget, hvor også børn med handicaps skal have en hensigtsmæssigt hjælp.
Som forslagsstilleren også er inde på er disse medtaget som mål i Grønland.
I forbindelse med det er det besluttet at nedsendelse og placering af handicappede til og i Danmark så vidt skal undgås og at handicapforsorgen i Grønland i særdeles i kommunerne i videst muligt omfang skal styrkes.
Der er især i kommunerne iværksat hjælpeforanstaltningsmuligheder fordi det er dem, der har bedst kendskab til og størst mulighed for at følge forældre med problemer med hjemmeboende handicappede børn.
I Siumut har vi bemærket, at flere kommuner med stor årvågenhed deltager og ud fra dette arbejde og har vilje til udviklingsarbejde og som kan allerede fremvise resultater.
I Siumut er vi med hensyn til fremtiden meget fortrøstningsfulde.
I Grønland må vi på alle områder til sammen bære ansvaret for vore handicappede for nedsendelse til Danmark er i sig selv ikke hensigtsmæssigt og er en tilsidesættelse af menneskerettighederne, derfor må der i forbindelse med overflytning af ansvar til Grønland også ske en mere fuldstændig overførelse af de afsatte midler hertil.
Hjælp og støtte til vore handicappede i vort land er meget nyt, og såfremt foranstaltningerne skal udvikles på den bedste måde, må dette ske i tæt samarbejde med de omhandlede og forældrene, hvorfor vi i Siumut er af den opfattelse, at det er nødvendigt, at de har en velfungerende forening og organisation.
I Landsstyrets svarnotat bliver forskellige initiativer og muligheder nævnt og fra Siumut bemærker vi, at nogle af reformkommissionens opfordringer allerede er igangsat og det er vi i Siumut glade for.
Med hensyn til hjælpen til handicappede opfordrer socialreformkommissionen også til, at beslutningskompetencen og ansvaret skal flyttes til kommunerne.
I denne forbindelse blev det indstillet, at der skulle sikres kurser for kommunale medarbejdere.
Vi er bekendte med, at Landsstyret har et tæt samarbejde og opfordringer med kommunerne på dette område, da det svarer til en af de formål og da dette svarer til vore hensigter, skal vi fra Siumut udtale at vi er tilfredse med dette.
I forbindelse med den tilfredsstillende overflytning af nogle af vore handicappede fra Danmark, vil vi gerne præcisere følgende.
Og i Siumut er vi glade for, at nogle af vore psykisk handicappede uden tvang med stor tilfredshed er blevet flyttet til Grønland og bor nu på bofællesskab "Elisibannguaq" i Maniitsoq.
En sådan veltilrettelagt flytning af ovennævnte må vurderes som veloverstået og som en succes for gennem en loyal leder og loyale medarbejdere, selvom de fleste af medarbejderne ikke er pædagoger og ikke er uddannede, men gennem en god kontakt fra lederens side og daglige kurser har man formået at skabe en tryg boenhed, som for beboerne og ikke mindst for forældrene har skabt tryghed.
En af de væsentligste årsager til at det er lykkedes er, at beboerne har fået mulighed for arbejde ude i byen.
De får udfyldt deres arbejde dagligt tilfredsstillende og derved føler de, at de har udført dagens gode gerning, og de bruger deres fritid flittigt ved at være åbne overfor at deltage i byens aktiviteter og således kan man ikke undgå at bemærke, at de tager aktivt del i samfundslivet.
Men derudover er der gennem kommunens initiativ en hjælp at de psykisk handicappede har mulighed for at komme væk fra hjemmet og således få mulighed for at møde og få samvær med andre mennesker, og ved at glæde sig til den næste dag, får hverdagen et indhold, en livskvalitet, hvor de føler, at de har nået mere og har opnået noget mere.
Det er et godt eksempel på initiativer som Siumut ønsker at fremhæve. Derfor ser vi det som glædeligt, at Landsstyret har mulighed for at give tilskud til kommunerne til initiativer og vi vil endnu engang opfordre kommunerne til at man udnytter mulighederne i større omfang end hidtil.
Forslagsstilleren fokuserer i større grad, at der iværksættes initiativer omkring børn med vidtgående handicap. Det er vi helt enig i, og vi ved at der forskellige steder såvidt muligt fra kommunerne prøver at hjælpe forældre med sådanne børn, men der er endnu i nogle kommuner en mangelfuld viden og pligt på foranstaltninger.
F.eks. bemærkede vi det den 19. oktober i Nuuk da forældre til handicappede børn over for Landstinget fremlagde de faktiske realiteter.
I Siumut er vi af den opfattelse, at familier med sådanne vilkår i Nuuk gennem et tæt samarbejde med deres kommune selv må finde løsninger.
For at finde en løsning på sådan en mangelfuld og ufuldstændig servicering, ser vi i Siumut det for nødvendigt at kommunerne samarbejder med KANUKOKA selvom der er andre forskellige problemer så er vi bevidste om, hvor stor mangel på uddannede medarbejdere, men alligevel vil en øget kursusvirksomhed for støttepersoner resultere i mulighederne for en bedre servicering.
Vi skal også fra Siumut opfordre Landsstyret til at man giver mulighed for at yde tilskud til afholdelse af kurser for støttepersoner.
Som jeg tidligere har nævnt omkring mangel på uddannede medarbejdere, skal vi endvidere over for Landsstyret kræve, at man indleder en undersøgelse af om der er mulighed for forældre med handicappede børn og som har arbejde, kan passe deres børn en halv dag, da vi er bekendt med, at nogle forældre har fremsat ønske herom, men har lovgivningsmæssigt ikke mulighed herfor.
Endvidere vil vi i forbindelse med de kommende store boligrenoveringer og boligbyggeri fra Siumut opfordre til, at man f.eks. i Nuuk og andre steder tænker på udformning af disse og i forbindelse med byggeriet på arbejdspladserne er, at man er årvågen over for elevatorer og lignende.
Uddannelse af handicappede er ligesom alle andre skolens område, og i Siumut lægger vi vægt på, at der fortsat i stort omfang rådfører sig med specialister, psykologer og kursusholdere.
På baggrund af den orientering vi har fået fra Atuarfitsialak, skal vi fra Siumut minde om, at man lader de handicappede indgå i undervisningen, hvorfor vi fra Siumut anser det som meget fortrøstningsfuldt, at der gives mulighed for deltagelse fra Atuarfitsialak, at vi finder det relevant.... den gode børneinstitution samt forældrene.
Det fremsatte spørgsmål til Landstinget, hvornår der planlægges at ligge en årlig handicapuge for indeværende Børneår, fokuseres der på handicappede børns vilkår, og da vi fra Siumut anser det som en selvfølgelighed ønsker vi at dette realiseres.
Såfremt de handicappede i vort land skal hjælpes på den bedste måde, så har vi hårdt brug for uddannede medarbejdere og da vi derfor ikke har overset debatten om bedre løn og bedre arbejdsvilkår skal vi fra Siumut opfordre Landsstyret til at man snarest finder en løsning på det.
Disse er således vore bemærkninger til Asii Chemnitz Narups forslag.
Godmand Rasmussen, ordfører, Atassut.
Først skal jeg lige nævne, at jeg ikke læser overskriften op, men kommer direkte til mit indlæg.
Vi skal fra Atassut fremkomme med følgende bemærkninger til Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narups forespørgselsdebatforslag om hvilken hjælp og støtte til børn med vidtgående handicaps og deres forældre med vished kunne forvente.
Atassut er fuldstændig enig med forslagsstillerens fremlæggelse, nemlig at der skal debatteres særskilt om forholdene for børn med vidtgående handicaps og deres forældre.
Atassut er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor hårdt det må være for handicappede personer og deres familie, når de skal sendes væk fra Grønland.
For det er en kendsgerning, at uanset om vi selv er raske, så plejer det at være meget hårdt når vore nærmeste familier forlader os i lang tid.
For vore forfædre spillede familien en meget vigtig rolle i deres liv. Ja, hvor mange mødre har selv måttet passe på deres handicappede børn uden hjælp fra nogen.
Det er let at forestille sig, hvor vigtigt den støtte man fik fra sin egen familie betød, men i disse år møder vi helt andre forhold og krav.
Heldigvis er udviklingen i dag gået i en mere positiv retning. Personer med fysiske handicaps bliver passet i Grønland, hvor man forsøger at finde de bedste muligheder og vilkår for dem.
Atassut er meget tilfreds med denne tendens. Ja, det vil være det bedste og smukkeste mål, hvis vi i fremtiden kan opnå at personer med vidtgående handicaps kan føre deres tilværelse i deres eget hjem eller sammen med familien.
Da Grønland fik Hjemmestyre i 1979 kunne det ikke være sådan, at det kun var raske personer, der skulle tilbringe deres tilværelse i Grønland.
Det virkede som om, at næstekærlighed ikke længere er det vigtigste. Atassut har altid fundet det meget vigtigt, at det skal være muligt, at den anden part kunne være hjemme og passe på et handicappet barn eller børn, lønnet og i tæt samarbejde med de sociale myndigheder.
Vi regner helt sikkert med, at det vil være den bedste økonomiske løsning frem for en ekstern placering, og ikke kun det. Det skal kunne være muligt med en støtte, der går helt tæt på familien.
På den måde kunne vi opnå, at de berørte får en meget roligere tilværelse. Det vil også på den måde være muligt, at realisere nogle af hjemmestyretanken, nemlig at vi i forbindelse med håndtering af problemer kan få mulighed for et tættere samarbejde.
Det vil også være meget bedre, hvis dem der passer på handicappede personer får mulighed for at kunne få fri i nogle dage, så de kunne slappe af, og få mulighed for at kunne placere handicappede personer på institutioner, hvor de kunne blive passet.
På den måde kan den, der passer på handicappede personer få mulighed for at kunne slappe af. Det er oplagt, at man bør arbejde for at få indført en ordning, hvor familier med svært handicappede børn kan få betalt deres flytning til Nuuk og få en bolig stillet til rådighed, hvis barnets handicap kræver adgang til speciallæger og fysioterapi m.m.
Nuuk er den eneste by, hvor man både kan sikre barnet den bedst mulige hjælp og samtidig tilbyde den tilflyttede familie de bedste muligheder for at finde arbejde.
Det vil ikke nytte at oprette et handicapcenter i f.eks. i Qeqertarsuaq og flytte familier med handicappede børn dertil. Der er ikke den nødvendige bredde i erhvervsmulighederne for forældrene.
Det vil være en god løsning at etablere et handicapcenter her i Nuuk med tilknytning til en af byens skoler.
Det kunne f.eks. ske i fysisk tilknytning til Atuarfik Samuel Kleinschmidt, der alligevel står over for en omfattende renovering og ombygning.
Tilknytningen til en enkelt skole ville betyde, at man på denne skole besidder den viden, der er nødvendig for at vedligeholde en tålelig hverdag for de handicappede elever.
Dette center kunne indrettes som væresteder med adgang til svømning og fysioterapi m.m. ligesom der kunne indrettes overnatningsmuligheder for handicappede børn som aflastning til forældrene.
Kontakten til kommuner og hjemmestyre kunne ske i en rådgivningsenhed i dette center.
Med hensyn til finansiering er pengene allerede i systemet. Det skal forstås på den måde, at en del af familierne ude på kysten og sikkert også her i byen må give op over for den store opgave, det at tage sig af et svært handicappet barn.
Nogle familier går mere eller mindre i opløsning og barnet må på det offentliges regning placeres i en døgninstitution, hvor det kan koste op mod 1 mill. kroner om året at tage sig af det handicappede barn.
Et handicapcenter som her skitseret med tilknytningsforhold for familier uden for Nuuk vil forebygge en del af disse ulykkelige forløb, sådan at ordningen ud over at være meget mere rimelig i sidste ende også vil spare samfundet for store udgifter for døgnpleje i en institution.
Endelig tilslutter Atassut sig forslagsstillerens forslag om, at der på længere sigt skal oprettes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder og Atassut er parat til at deltage i den videre behandling. Tak.
Olga Poulsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Med udgangspunkt i Landstingsmedlems Asii Chemnitz Narups forespørgsel, mener Inuit Ataqatigiit, at det er meget vigtigt emne at diskutere.
Det centrale i emnet er hvilken hjælp og støtte børns med vidtgående handicaps og deres forældre i Grønland med vished kan forvente at der ydes dem nu og i fremtiden.
Det er vigtigt for forslagsstilleren, at Landstinget er vidende om, at der er en politisk debat, og at folk med vidtgående handicaps i Grønland har vitale behov i den nærmeste fremtid, og hvorledes der i forbindelse med akutte behov kan sikres tiltag ud fra de opståede behov.
Med hensyn til børn og unge med vidtgående handicaps skal der med henblik på planlægning af fremtidige uddannelse og arbejde samt bolig skal der laves en undersøgelse, således at Landstinget kan have grundlag for at udarbejde en planlægning.
Det er også vigtigt for de handicappede og deres forældre at have kendskab til fordi det er vigtigt at kunne lave kontinuerlig planlægning, når man har et handicappet barn.
Man kan ikke opnå seriøs planlægning, hvis man med sikkerhed ikke ved hvilke vilkår man har at gå efter.
Ifølge finanslovsforslaget for 2001 kan man se, at der i Grønland er registreret 881 med vidtgående handicaps i år 2000, og at der i 2001 vil være 848.
Tallene viser, at der er mange med vidtgående handicaps her i Grønland. Desværre er de ikke registreret hvorfra i landet de kommer eller hvor mange, der har hvilke handicaps.
Dette viser bare, at vi i Grønland ikke er klar til at foretage og yde godt planlagt service for vore vidtgående handicappede.
Inuit Ataqatigiit mener, at Landstinget bør vurdere dette, og have mere viden om emnet.
Det er jo meget vigtigt, at vi i forbindelse med planlægning af samfundsudviklingen, det være sig børneinstitutioner, bygning af skoler, fritidsfaciliteter m.v. også tager de handicappede med i en seriøs planlægning.
Vi mener, at der på kortere eller længere sigt med hensyn til anlæggelse af børneinstitutioner, skoler, fritidsfaciliteter og boliger i langt højere grad er nødsaget til at tage hensyn til de handicappedes muligheder.
Vi mener, at der i forbindelse med bestræbelserne på at realisere dette arbejde, så kan man ikke komme uden om, at direktoraterne samarbejder meget tæt med hinanden.
Det er jo en kendsgerning, at de handicappede også vokser op. De skal begynde at gå i skole, kommer på uddannelse og får arbejder og må således også regne med at de får egen bolig.
Det er rettigheder, som de har krav på som alle andre mennesker. Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender fremkom i sit svar med en lang redegørelse om de mange tiltag, der er sket de sidste 21 år, og deraf kan man se, at der i Grønland er sket en stor udvikling med arbejde for de handicappede.
Inuit Ataqatigiit mener dog, at vi bør tilstræbe os på en mere tidssvarende udvikling på området. Derfor vil vi opfordre Landsstyret til, at det foretager initiativer til at de fysisk og psykisk handicappede i byer og bygder får bedre udviklingsmuligheder.
Det vi har brug for i denne form for udvikling er, at vi i Grønland laver dybdegående undersøgelser af vilkårene for de vidtgående handicappede.
Denne undersøgelse vil vise, hvilke udviklingsmuligheder der skal forbedres foruden det vi har i dag og på hvilke områder, der skal sættes mere ind på udviklingen.
Desuden vil vi også få mere at vide om, hvilke uddannelser og videreuddannelser, der skal intensiveres i arbejdet med de handicappede.
Landsstyremedlemmet kom også ind på, at der politisk i Grønland bestræbes på, at få hjemsendt vore handicappede hjem fra Danmark.
Det arbejde er vi med i Inuit Ataqatigiit og vil fortsætte med det.
Vi mener dog, at der i forbindelse med realiseringen af dette skal være en god planlægning til.
Vi ved at muligheder for de handicappede er mange flere og vilkårene er bedre i Danmark i forhold til i Grønland, og der skal i forbindelse med hjemsendelse af de handicappede sikre sig, at deres vilkår ikke forringes.
Vi ved, at der er arbejder i gang i direktoraterne med henblik på hjemsendelse af de handicappede fra Danmark.
Vi vil gerne spørge Landsstyremedlemmet hvordan det går i arbejdsgruppen.
Inuit Ataqatigiit mener, at direktoratet og kommunerne gennem bedre samarbejde kan være med til at forbedre forholdene for de handicappedes forhold på kysten.
Ikke mindst mener vi, at det er nødvendigt, at der i forbindelse med forbedring af vilkårene for de handicappede i det grønlandske samfund, arbejder tæt sammen med sammenslutningen af handicapforeningerne.
Det har vi pligt til som nation i henhold til de internationale aftaler.
Nogle af de tiltag, der efter vores mening er vigtige er som følger:
At der lægges planer for de enkelte handicappedes behov
At der gennem bekendtgørelser defineres de usynlige vidtgående handicaps både fysisk og psykisk.
At de forskellige direktoraters ansvar og ikke mindst socialdirektoratets defineres.
Forordninger og bekendtgørelser om arbejdsområder for de handicappede skal oplyses mere om.
På længere sigt skal socialvæsenet, sundhedsvæsenet og skolevæsenet kunne samarbejde mere, således at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved hvor man i fremtiden kan placere et ansvar.
I fremtiden skal der planlægges uddannelser, der udelukkende har noget at gøre med de handicappede på alle områder. Dvs. at det er personer, der skal arbejde med de handicappede.
På den måde kan man forbedre arbejdet for de handicappede på alle områder.
Inuit Ataqatigiit beklager, at Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender i sit svar til forslagsstilleren kun har rettet henvendelse til Landsstyreområdet for Uddannelse og ikke har rettet henvendelse til landsstyreområdet for sundhed.
Vi mener nemlig, at sundhedsområdet er en meget prik i arbejdet med de handicappede.
Til sidst vil vi fra Inuit Ataqatigiit glæde os over, at forældre til vidtgående handicappede i Nuuk har arrangeret et møde med politikerne.
Vi mener, at jeres inspiration har været meget værdifuld. Vi vil meget gerne opfordre forældrene på kysten til at lave tilsvarende arrangementer, således at forholdene andre steder i Grønland også kan få bevågenhed.
Med disse bemærkninger vil vi deltage i debatten, og vi håber, at vi har givet Landsstyremedlemmet inspiration til at få løst problemet. Tak.
Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Vi har i Kandidatforbundet som sædvanligt drøftet forslaget fra Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup indgående.
Forslagsstilleren efterlyser indtrængende de forhold, der kan ramme følelserne stærkt, som vi alle, der er med i arbejdet for disse persongrupper får kendskab til.
Fra Kandidatforbundet skal vi anføre igen, at vi er rede til at arbejde med i løsningen af forholdene i arbejdet med handicappede på en tilfredsstillende måde på landsbasis.
Ikke mindst har vi lagt mærke til, at loven eller forordningerne, som er gældende i dag, dels kan være svært forståelige, hvorfor det er vigtigt at gøre dem forståelige for brugerne og deres familier.
For det kan være, at man står tvivlende over for hvilke muligheder og rettigheder, der er i forbindelse med disse og dels er der ofte ikke kræfter til at søge og blive ved med at søge løsningsmulighederne for forældres og nærmeste families side.
I Kandidatforbundet mener vi, at forenklingerne vil være en stor hjælp.
Det er disse værktøjer, der skal bruges af dem, der skal hjælpe og af den handicappede selv.
Dette er svært vigtigt i vore dage, hvor vi endnu mangler uddannede medarbejdere samt hvor vi også stadig også mangler støttepersoner.
Såfremt vore medmennesker uden egen skyld er blevet udsat for forskellige handicaps og såfremt vi skal lette deres forhold og levevilkår på den bedst mulige måde, er det helt nødvendigt at lovene og forordningerne bliver klarere og bliver utvetydige.
Først på den måde bliver medarbejderne og klienterne i stand til at ordne og klare deres forhold med eventuelle problemer og klare dagen og vejen på en bedre og lettere måde.
Derfor skal vi fra Kandidatforbundet igen anføre, at vi er parate til at medvirke i at skabe sammenhængende og lettere forståelige bestemmelser og forhold.
Vi tror nemlig på, at det er meget vigtigt, at få udarbejdet klare og utvetydige regelsæt og det vil blev så klart ved forældreløse i Nuuk eller da vi holdt møde med forældregruppen i Nuuk, og som derefter tog initiativ til at tage henvendelse til deres forældrefælder på kysten om de nuværende reelle forhold og hvilke anstrengende forhold, de har måttet møde i det daglige liv.
Det blev her oplyst, hvilke store mangler der er, såfremt en handicappet og med eftervirkningerne af fødselstraumer skal have bedre vilkår i det daglige liv.
Vi vil benytte lejligheden til at takke forældregruppen her i Nuuk for mødet sammen med dem.
I fortsættelse heraf vil vi fra Kandidatforbundet anføre, at vi har mærket os, at der desværre er et stort savn på kysten med hjælpemuligheder for de handicappede, som f.eks. gymnastik og ikke mindst tilpassede hjælpemidler, der kan lette tilværelsen idet de handicappede ikke har fået anskaffet sig sådanne.
Måske kan disse blive anskaffet på en bedre og lettere måde i samarbejde med hospitalerne og sygehusene på kysten. Da vort land er så udstrækt må man kunne opnå smidigere samarbejdsmåder ved anvendelse af det allerede eksisterende system.
Vi kan derfor fra Kandidatforbundet ikke undlade at bemærke, at vi på kysten har et stort savn af dygtige vejledere og rådgivere til de handicappede og deres forældre.
Fra Kandidatforbundet vil vi også anføre, hvor vigtigt det er, at loven, forordningen og cirkulærerne bliver ajourført til vore dages forhold. I dag kan vi jo se, at der for sygdommen, at for en del er sygdommen, der ikke kan ses med det blotte øje desværre endnu ikke er lovmæssig grundlag til at blive afhjulpet, således at de handicappede og deres forældre har store besværligheder.
Derfor er det nødvendigt med en grundig gennemgang af de eksisterende love m.v. og få disse tilpasset vore dages forhold.
Til sidst vil vi komme med følgende bemærkninger til Landsstyremedlemmets besvarelse.
Vi er skuffede over, at Landsstyremedlemmet ikke har givet fuldt besvarelse af det forslagsstilleren efterlyser.
I sin besvarelse kom Landsstyremedlemmet ikke nærmere ind på de forhold, børn med store handicaps og deres forældre lever under. F.eks. peger Landsstyremedlemmet ikke på fysiske optræningsmuligheder for disse.
Vi er meget skuffet over, at skolemæssige muligheder, støtte i den personlige udvikling i forhold til forældrene, støttepersoners mulighed for efteruddannelse samt medarbejdernes stadige mulighed for ekstra og videreuddannelse samt endelig at vi savner, at der ikke faldt et ord om, hvor langt man er kommet med fremtidige boliger for de handicappede.
Ikke mindst savner vi også, at der ikke faldt et ord om en fremtidig, stadig efteruddannelse til fremtidige og de nuværende medarbejdere inden for handicapområdet samt uddannelse for disse for at de kan blive bedre.
Til sidst vil vi benytte denne lejlighed til at sige tak for idrætsarrangementer for de handicappede i hele landet her i sommer, og det er dejligt at høre om, hvor gode resultater de har kunnet opnå og skabt glæde og viste også god sportsånd fra landets handicappedes side.
Vi vil også sige tak til vort lands idrætsforbund for at have givet mulighed for landets handicappede for at deltage.
Vi vil give udtryk for vor glæde over, at idrætorganisationen har givet denne mulighed for idrætsfolk, der er handicappede.
Vi vil håbe på, at idrætorganisationen fortsat vil give denne mulighed for de handicappede på denne smukke måde. Det er at betragte som en stor opmuntring for de handicappede og deres familie.
Med disse bemærkninger skal vi henstille, at man fortsat arbejder med dette vigtige samfundsområde.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Indledningsvis vil jeg komme ind på den af FN under deres kongres i 1993 vedtagne resolution om, at handicappede har samme rettigheder som alle andre.
Grundessensen i denne resolution er, at handicappede skal behandles på lige fod med ikke-handicappede ligesom der i resolutionen redegøres for, hvad et handicap er og hvordan handicappede skal behandles forsorgsmæsssigt, uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt under deres fritid m.m.
Der er regler for alt om, hvordan det offentlige bør gøre, således at de handicappede bliver behandlet som øvrige andre borgere.
Det jeg snakker om er resolutioner og er ikke konventioner, altså aftaler mellem flere stater. Derfor er resolutionerne ikke juridisk bindende.
Men resolutionen er vedtaget af samtlige lande i verden og anses som en rettesnor for hvordan f.eks. det offentlige skal behandle de handicappede, men det skal også i denne sammenhæng udtales at det beklageligvis er sådan, at Danmark ikke fuldt ud lever op til denne resolution.
De handicappedes verdensorganisation har en oplysningskampagne i gang omkring dette.
Til Landsstyret vil jeg gerne spørge om den ratificerede resolution om de handicappedes rettigheder er oversat til grønlandsk og vil ligeledes i den sammenhæng spørge om, om FN-resolutioner f.eks. om Børnekonventionen også er oversat til grønlandsk.
Hvis det ikke er tilfældet, vil jeg indtrængende anmode Landsstyret, at de drager omsorg for at disse bliver oversat til grønlandsk, således at de handicappede også med dette dokument i hånden kan bruge det i deres videre arbejde.
Der er også en anden ting, som jeg heller ikke er så glad for, hvor Landsstyret har fremsat en strukturpolitisk handlingsplan, hvorfor er de handicappede ikke med. Jeg vil gerne have at vide, hvorfor de handicappede ikke indgår i den strukturpolitiske handlingsplan.
Jeg mener, at vi også må sætte os det mål, at de handicappede så vidt muligt bliver det sted, hvor de er og opvokset, således at de bor tæt ved deres forældre og at de lever tæt med det øvrige samfund.
Jeg har følgende bemærkninger til forslagsstilleren. Indledningsvis vil jeg gerne sige tak for, at forslagsstilleren minder om, at de handicappede ikke skal stilles ringere end øvrige borgere.
Og i den forbindelse er det også glædeligt, at Landsstyremedlemmet i sit svarnotat præciserer, at den vi nu drøfter ikke er glemt, men at der er taget de nødvendige initiativer.
Jeg har får ikke så mange år siden fremsat en lignende forslag, men som vedrører voksne handicappede, som vi også drøftede længe her i denne Sal, men jeg må sige, at efterfølgende er der ikke sket noget konkret ud over den debat der var.
Jeg plejer at tage som et eksempel at denne talerstol, og muligvis også flere offentlige institutioner stadig er sådan, at spørgsmålet er, om handicappede kan komme ind i denne Sal fordi hvis de ikke har handicapkøretøj, så kan de ikke komme ind i denne sal, fordi hvis de ikke har handicapkøretøj, så kan de ikke komme ind.
Til forslagsstillerens spørgsmål om, hvad det er forældrene kan forvente, hvilken form de får for hjælp, så vil jeg i denne anledning også udtale, at folk der bliver ramt på denne måde, at de straks får støtte til at kunne indrette deres beboelser og om det virkelig sker ? Fordi vi ved, at der er stor boligmangel visse steder, som også nok også har ramt forældre med handicappede, hvorfor det offentlige ikke i første omgang drager omsorg for, at de boliger bliver indrettet mere handicapvenligt.
I svarnotatet fremlægges flere initiativer som går i den i den rigtige retning, men jeg mener, at hvis kommunerne går mere brug af de muligheder som de får, at vi får kan få en bedre servicering af de handicappede.
Jeg er meget glad for det igangsatte samarbejde med Vestsjællands Amt, som har store erfaringer på området, og jeg har stor forståelse for, at man atter engang er tilbageholdne med at give midler til en mere uddybende og omfattende undersøgelse. De penge vi har dem må vi bruge på den bedst mulige vis - her og nu.
For såvidt angår uddannelsesstøtte til handicappede, så er jeg enig i, at der kan gives dispensation efter ansøgning, men jeg ønsker, at der bør kunne tages initiativer uden at man venter på, at der kommer en dispensationsansøgning for såvidt angår uddannelsesstøtte.
Til allersidst så har jeg stor tiltro til, at kommunerne i denne forbindelse, nemlig servicering af de handicappede, at de bruger det bloktilskud de får fra Hjemmestyret til det, som det er øremærket til, således at det vi nu drøfter, netop får den støtte, som de har brug for og efter hensigterne. Tak.
Også er det forslagsstilleren, Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.
Asii Chemnitz Narup, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Hvor mange minutter har jeg ? 10 minutter. Tak.
Ja overskriften som jeg sendte til drøftelse her, der havde jeg forestillet mig, at vi skulle vurdere sammen, således at vi også skal vurdere sammen om, såfremt vores tilbud til handicappede ikke er tilstrækkelige, hvorledes vi kan udbyde disse.
Landsstyremedlemmet, partierne, Kandidatforbundet, der er de så kommet med nogle bemærkninger, som jeg gerne vil sige tak til. Under Landsstyremedlemmets besvarelse kom han med nogle bemærkninger, som jeg lige skal kommentere, og derudover, så er der også nogle andre ting, som jeg også vil kommentere i det som han ikke har taget med.
Landsstyremedlemmet er kommet med et meget bredt svar, især indenfor den lovgivning der sigter imod hjælp og hjælpemidler til handicappede, og der må jeg sige, at der er mange ting man kan hjælpe med indenfor lovgivningen, og derfor kan man også være enig med Landsstyremedlemmet i, når han siger, at der i løbet af de sidste 20 år er der opnået meget. Og det skal vi også være stolte over.
Men vi skal ikke stande op til, fordi vi tilstadighed skal vurdere vores hjælp på en reel måde, for kun på den måde, så kan vi begynde at diskutere, hvordan vi kan gøre det bedre.
I Landsstyremedlemmets besvarelse, der kommer han mest med en orienterende besvarelse, og jeg havde mere håbet på, at besvarelsen ville have indeholdt lidt mere politiske hensigtserklæringer og bl.a. komme med en melding om, hvilke ting han anser for at være gode, og hvilken ting, som han anser for at være noget, som vi skal arbejde mere på, således at vi I det videre arbejde kunne have hørt noget om, hvad det er der står for tur.
Jeg bemærker, at vi behandler sagen her fra nogle forskellige synsvinkel, det er korrekt, at de muligheder vi har indenfor lovgivningen, de er mangfoldige, og udviklingen er også gået flot, men vi skal heller ikke glemme, at når vi ser det fra brugerne s side, så er tilbuddene ikke tilstrækkelige, ligesom man heller ikke er tilfreds med den hjælp der gives, og jeg er også glad for, at Kandidatforbundets Loritha Henriksen siger noget om, at vi også skal se mere på brugerne og deres behov, og at vi skal samarbejde tæt med dem.
Det er tilkendegivet fra handicapforsorgen, at der er mange forskellige interessegrupper, som jo også skal arbejde for de handicappede, og derfor er jeg enig med Inuit Ataqatigiits ordfører i, når han siger, at hun er skuffet over, at man ikke har hørt hos Landsstyremedlemmet for Sundhed. Fordi vi ved jo, at handicappede børn og deres forældre, at når man så diskuterer disse, så må vi også sige, at sundhedsvæsenet ligger helt centralt placeret i det. Når barnet gentagne gange er blevet undersøgt af lægen, så skal man jo for det næste, så skal forældrene jo orienteres om barnets handicap, og der er det så sundhedsvæsenets opgave at gøre det.
Under mødet her forleden dag, der blev det også nævnt, at den service man får fra sundhedsvæsen et bør ske på en mere respektfuldt måde overfor forældrene. Det vil sige, at forældrene mangler et mere uddybende samarbejde fra sundhedsvæsenets side.
I Inuit Ataqatigiit mener vi tilstadighed, at vi som lovgivere, der er det vores pligt, at vi tilstadighed vurderer effekten af vores lovgivning, sagt med andre ord, at man igennem den lovgivning, som man har udarbejdet - opnår det mål man har sat sig. Og også igennem de ressourcer - både menneskelige og økonomiske ressourcer - om de er tilstrækkelige. Og som før nævnt brugerne skal høre og samarbejdes med på tæt hold.
Og jeg bemærker også, at Landsstyremedlemmet også siger, at der er mangel på uddannet personale til folk der arbejder med handicappede, hvorfor man også har en naturlig begrænsning for yderligere tilbud til handicappede. Det er jo et spørgsmål om der skal være flere tilbud eller om vi i disse ord skal bestræbe os på, at forhøje standarden af den service vi yder overfor de handicappede. Det er kvaliteten vi skal satse på igennem efteruddannelse, fordi vi ved jo, at det er tungt arbejde at arbejde med de multihandicappede, de opnår jo gode resultater, men de bruger sig selv, og såfremt man ikke støtter dem, så arbejder de sig trætte. Og derudover så kan man også forbedre deres forskellige arbejdsforhold.
Og først igennem dette arbejde, så kan vi opnå, at støttepersonerne der bliver ansat - bliver ansat i længere tid.
I 1996 har vi ratificeret nogle retningslinier omkring de handicappedes forhold, og der skal vi så også lægge mærke til, at det er kvalificeret arbejdskraft, der skal tage sig af de handicappede, og det gentager man jo også gentagne gange her, og det er jo så vores pligt, at vi følger denne konvention.
Og når vi så også snakker om denne resolution fra FN, der skal vi også bemærke, at den der har ratificeret denne, der siger den, at man skal samarbejder nært med handicaporganisationerne også i det politiske arbejde, og derfor vil jeg opfordre Landsstyremedlemmet til, at han arbejder for, at Grønland bliver mere i stand til at opfylde denne betingelser. Og vi vil også opfordre forældre til at organisere sig, således at de kan opnå bedre resultater, og vi kommer med denne opfordring selv om vi ved, at de til daglig må bruge mange kræfter på, at opfostre deres børn.
Jeg nøjes med det indtil videre.
Ole Lynge, Landstingsformand.
Og som før nævnt inden Landsstyremedlemmet kommer med sin besvarelse igen, så skal vi lige ud til demonstrationen, og jeg foreslår at vi afbryderen samlingen indtil kl. 16.00, hvor vi så genoptager punktet.
Ole Lynge, Landstingsformand.
Mødet er genoptaget. Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, der kommer med en besvarelse.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale anliggender og Arbejdsmarked.
Tak. Først vil jeg gerne sige tak til samtlige ordførerindlæg. De forskellige synspunkter er gode, og det er mærkbart at samtlige landstingsmedlemmer også ønsker mere og bedre vilkår for de handicappede, hvorfor jeg fuldt og fast tror på, at vi også kan samarbejde omkring problemet i fremtiden, således vil vi også kunne opnå det bedst for de handicappede - ikke mindst for såvidt angår børn med vidtgående handicaps.
Efter når dette sagt, så vil jeg vedrørende de enkelte partiordførerindlæg besvarer de spørgsmål og de bemærkninger de har fremkommet med.
Først til Siumut ordfører Ruth Heilmann, der vil jeg gerne sige tak, fordi hun bl.a. og jeg er ikke mindst glad for, at hun nævnte Socialreformkommissionens arbejde, hvor hun nævnte de initiativer som Socialreformkommissionen opstillede og nævnte hvor langt man er nået, og det viser, at Socialreformkommissionens påpegninger, som f.eks. omkring en fortsat uddannelse af det nødvendige personale.
For såvidt angår fritidsbeskæftigelse og tilpasning af boenheder m.m., så er disse blevet tilpasset vores lovgivning, og jeg er glad for, at man har bemærket dette. Der er flere områder, hvor der bør tages nye initiativer, og det må vi være vågne overfor.
Socialreformkommissionen anbefalede også, at kompetencen skulle uddelegeres til kommunerne, for såvidt angår de handicappede. Det er vi gået i gang med via forsøgsordninger, hvor man pr. 1. januar i 2 kommuner, nemlig i Aasiaat og Illulissat har overtaget den administrative styring af området på en forsøgsbasis i samarbejde med Socialdirektoratets regionalkontorer. Og det har allerede medført mærkbare forbedringer, for så vidt angår serviceringen fra kommunerne, de handicappede har selv bemærket hvor bedre serviceringen har været, og de har haft stor nytte af det.
Og på denne baggrund har der i begyndelsen af september været en konference med deltagelse fra samtlige kommuner i Illulissat, og under denne konference, så blev de hidtil indhøstede erfaringer fra de to kommuner, og fra vores side er det selvfølgelig vores ønske, at så vidt muligt at mange flere mulige kommuner overtager dette ansvar, og det gør vi fordi vi ved, at hvis kommunerne får ansvar for området, så vil handicapforsorgen blive bedre end den er i dag.
Og det har vi også foreslået fordi det er sådan, at vi i vores 3 nuværende regionalkontorer, så er halvdelen af det arbejde, der bliver udført der, noget at gøre med handicappede og forholdene for disse, og vi ved at de ansatte i regionalkontorerne bruger halvdelen af deres tid på de handicappede, en tid som de kunne bruge til deres egentlige arbejde, f.eks. til rådgivning overfor kommunerne m.m.
Hvorfor jeg mener, at ved at regionalkontorerne får mere tid til, at tage sig af deres egentlige opgaverådgivning til kommunerne og personalet, så vil det også være en stor lettelse for disse, hvis kommunerne overtager ansvaret for handicapområdet fuldt ud, og jeg er glad for, at Siumut kommer ind på dette i deres ordførerindlæg.
Siumut kom også ind på, at man fra Siumut er glad for, at Landsstyret kan give støtte til forskellige initiativer på kommunalt plan, og at man opfordrer til, at kommunerne gøre mere brug af denne mulighed. Og det er helt rigtigt, som jeg nævnte i mit svarnotat, så er der gode muligheder i vores nugældende lovgivning, der er således gode muligheder i lovgivningen, men der er behov for, at kommunerne udnytter disse muligheder langt bedre i fremtiden.
Der er igangsat uddannelse af støttepersoner, som også Siumut var inde på, og anbefaler at man tilstadighed videreuddanner støttepersoner, og derigennem også sikrer, at de bliver mere hengivne i deres arbejde. Det er også en af de initiativer som vi bør være vågne overfor i fremtiden.
Siumut stillede det spørgsmål om hvornår der planlægges at ligge en årlig handicapuge, det er korrekt at der i indeværende år er en handicapuge, hvor der kan fokuseres på de handicappedes børns vilkår - efter vores planlægning vil dette foregå i uge 48, det forventer vi fra vores direktorat side. Og til orientering kan jeg sige, at jeg som Landsstyremedlem har tilbudt, at der i forbindelse med handicapugen, at børn med handicappede forældre kan arrangere denne uge i forbindelse med forældre for handicappede børn, og det har jeg stor tiltro til, da man også fra flere sider har efterlyst, at man samarbejder mere direkte med forældre, forældregrupper og foreninger m.m., og det søger vi at få realiseret.
Til Atassuts ordfører Godmand Rasmussens bemærkninger, så kom han ind på, at fysisk handicappede bør have muligheder i Grønland, og det var man glad for fra Atassuts side. Det siger jeg selvfølgelig til og det er også hertil, så vil vi heller ikke formindske vores arbejde her, men tilgengæld styrke vores arbejde omkring hjemtagning af handicappede fra Danmark.
Siumut og Atassut efterlyste i deres ordførerindlæg, for såvidt angår forældre med handicappede børn, at de kunne passe deres handicappede børn måske 2 dag med løn, så mener jeg, at der allerede synes at være mulighed herfor, men det vil vi selvfølgelig undersøge nærmere, og fremlægge en skriftlige besvarelse til landstingsmedlemmerne på et lidt senere tidspunkt, og det vil jeg gerne foreslå, at jeg gør.
For såvidt angår et handicapcenter i Nuuk som foreslået af Atassut, så er jeg principielt ikke i mod forslaget, for det vil selvfølgelig have nogle fordele at man etablere et sådan handicapcenter. Men jeg mener også som også Siumuts ordfører var inde på, at for så vidt angår Elisibannguaq i Maniitsoq, så viser dette, at man også kan etablere en velfungerende handicapforsorg også ude på kysten, hvor de handicappede integreres i lokalsamfundet. Men det vil selvfølgelig også indgå i vores videre overvejelser.
Atassut foreslår ligeledes, at der etableres en klinik i Nuuk, fordi det i sidste ende vil spare samfundet for store udgifter til plejeinstitutioner. Jeg har lidt svært ved at vurdere det på stående fod, men vi vil selvfølgelig i vores videre arbejde også kikke på dette, som jeg mener er et forslag som også bør indgå i det fortsatte arbejde.
Til afslutningsvis vedrørende forslagsstillerens bemærkninger om uddannelsesmuligheder, så giver Atassut deres støtte dertil. Jeg mener, at Landsstyret i deres svarnotat, at det deraf fremgår, at kommunerne allerede har mulighed for i det store hele at realisere dette.
Til Inuit Ataqatigiits ordfører Olga Poulsen vil jeg gerne sige, at jeg er fuldstændigt enig med hen de i, at vi ikke kan planlægge, hvis vi ikke ved, hvad det er der er behov for. Vi er fra Landsstyret ellers enig i, at man undersøge forholdene nærmere, og at man på denne baggrund udarbejder handlingsplaner for fremtiden. Men på trods af det, så håber jeg, at man også fra Inuit Ataqatigiit har lagt mærke til, at efter at have givet vores støtte til en sådan undersøgelse, så nævner vi, at dette ikke kan blive en realitet på grund af Direktoratets nuværende økonomiske ressourcer og personalemæssigt stade. Det har Direktoratet ikke ressourcer til for øjeblikket.
For såvidt angår de handicappedes muligheder for så vidt angår anlæg og bolig, og at man bygger mere handicapvenligt, det kom Inuit Ataqatigiit også ind på. Dertil vil jeg gerne sige, at Landsstyret forbindelse med deres udarbejdelse af en nyt bygningsreglement er gået i gang og i denne forbindelse er en af de centrale emner, at den udvendige og indvendige indretning af boliger skal være tilpasset handicappede og være mere handicapvenlige. Således at det bliver et krav i bygningsreglementet, det arbejder Landsstyret på.
Ligeledes ønsker Inuit Ataqatigiit, at i forbindelse med hjemtagning fra Danmark, at en arbejdsgruppe der er nedsat i direktoratet, om hvordan det går med dette arbejder, og dertil skal jeg bemærke, at jeg for et par dage siden med mit samråd med Socialudvalget orienterede om stadet på dette arbejde, hvor faktum er, at man nu vurdere om de handicappede, som vi nu har Danmark, om hvilke grupper vi skal have hjemtaget næste gang.
For det må være det udgangspunkt som vi må have i forbindelse med, hvordan vi kører videre med hjemtagningerne, hvorfor den arbejdsgruppe er nu i gang med at undersøge hvilke gruppe, der skal hjemtages næste gang, og skal overfor Landsstyret fremlægge et forslag til Landsstyret inden vores forårssamling.
For såvidt angår Landsstyreområdets bedre samarbejde med kommunerne og forbedre vilkårene for de handicappede, så kom Inuit Ataqatigiit også ind på dette. Det er helt rigtigt, hvorfor vi så vidt angår vores regionalkontorer er igang med en reorganisering, og er ved at forestå en reorganisering, og uden at gentage hvad jeg allerede har sagt til Siumuts ordfører, så er det primære formål, at der også etableres et tættere samarbejde mellem Landsstyreområdet og kommunerne ved at regionalkontorerne bliver mere synlige i forbindelse med deres rådgivning.
Det er også meget vigtigt, at vi i det fortsatte arbejde og planlægningen og i forbindelse med udarbejdelse af nye initiativer har et tæt samarbejde med de handicappedes organisationer. Som eksempel kan jeg blot nævne at vi i forbindelse med udarbejdelsen af forslag til Finanslov til næste år, som også har været gældende i de foregåendes års finanslove, at der til de handicappedes organisation, så ydes der til organisationen et årligt tilskud til forbundets drift på 156.000 kr., fordi Landstinget og Landsstyret ligger vægt på, at vi har en organisation, som vi kan samarbejde med og et samarbejde, som vi kan videreudvikle.
Til orientering må det også med, at ethvert forbund og organisation har muligheder, f.eks. via tips- og lottomidlerne at få en andel i dette overskud, og derigennem også sikre, at forbund og organisationer kan køre mere selvstændigt og føre mere ud i livet.
Der blev efterlyst, at vi ikke har hørt Sundhedsdirektoratet, det er selvfølgelig vores ansvar, at Sundhedsdirektoratet ikke er blevet hørt, men her har vi så vidt muligt tages udgangspunkt i de ting, som bliver nævnt i forslaget, vi har således taget udgangspunkt i essensen i forslaget, og ikke kommet med det der måtte lægge uden for.
Men jeg kan dog sige, at i forbindelse med det arbejde der omkring sundhedsreformen, og de arbejdsgrupper der er nedsat, at en af de grupper der er nedsat kulegraver det område der hedder sundhedsvæsenets servicering, og sundhedsvæsenets berøringsflader med andre områder, og hvilke erfaringer der er på området, og denne arbejdsgrupper skal således også tage de områder op som hedder de berøringsflader, der er mellem social- og sundhedsområdet, således at der på dette område kan findes den bedste mulige løsning på arbejdets opdeling fremover.
Og disse arbejdsgrupper vil fremlægge en rapport til foråret herom, og på denne baggrund er det forventet og planlagt, at Landstinget tager denne redegørelse op til drøftelse under forårssamlingen.
Til Kandidatforbundets Loritha Henriksens bemærkninger, så kom hun ind på, at der kan herske tvivl om, hvilke rettigheder og pligter de handicappede har. Jeg mener, at hertil at kunne sige, at vi under vores møde i torsdag erfarede, at sådan var tilfældet, og det var derfor, at jeg under de handicappedes forældregruppes demonstration i dag nævnte, at vi bør det og agter initiativer omkring mere oplysning om handicappede rettigheder og hvilke muligheder deres forældre har og hvilke rettigheder de har, for så vidt angår de handicap som deres børn måtte have.
Til bemærkningerne om et øget samarbejde med de lokale sygehuse og sundhedscentre, vil jeg gerne her henvise til den under sundhedsreformen nedsatte arbejdsgruppe og mine bemærkninger herom.
Det er rigtigt, at som Loritha Henriksen også udtrykte det, at det beklageligvis er sådan, at vi har medborgere der har usynlige handicaps, og vi må for såvidt angår disse sige, at de ikke har tilstrækkelig retsmæssig beskyttelse i dag, og jeg må derfor arbejde for, at vi i Landsstyret i samarbejde med Landstinget drager omsorg for, at vi finder initiativer, således at disses situation også bedres.
Når dette er sagt, så vil jeg også sige, at til Otto Steenholdts bemærkninger sige, at for såvidt angår FN=s resolution om handicappedes rettigheder, så er denne oversat og drøftet i Landstinget i 1996. Oversættelsen kan rekvireres og hvis det er ønskeligt, så kan vi selvfølgelig også omdele den igen til landstingsmedlemmerne.
Otto Steenholdt beklagede blandt andet, at Landsstyret ikke har nævnt de handicappedes vilkår i forbindelse med deres strukturpolitisk handlingsplan. Jeg vil her blot præcisere, at det er rigtigt, at man ikke specifikt nævner handicappede i den strukturpolitiske handlingsplan, da den struturpolitiske handlingsplan handler primært om de økonomiske vilkår i Grønland, og om hvordan man vil lette f.eks. vilkårene for de erhvervsdrivende, og hvilke ideer Landsstyret har i denne sammenhæng.
Men når dette er sagt, så skal der også siges, så skal der ikke herske tvivl om, at vi fra Landsstyrets side i fremtiden, vil være mere overvågen overfor de handicappede og arbejde mere aktivt for forbedringer af deres vilkår, og når dette er sagt, så vil jeg til forslagsstillerens efterlysninger under sit 2. indlæg om man samarbejder med de handicappede, med deres forældre og deres foreninger, det agter vi selvfølgelig at gøre.
Og jeg er enig med Asii Chemnitz Narup i, at vi må kunne drøfte serviceringen åbent, vi må kunne måle om vi realisere vores målsætninger, og om de midler vi giver virkeligt går til det, som har været påtænkt, hvorfor vi i forbindelse med Landstingets og Landsstyrets arbejde også har behov for værdibaserede regnskaber, således at vi uanset hvad et regnskab vedrører, at vi bør kunne vurdere ud fra tallene, om vi har nået de mål, som vi virkelig har sat os i forbindelse med forskellige bevillinger eller om der er behov for ændringen af kursen m.m.
Forslagsstilleren kom også ind på, at vi må styrke kvaliteten i serviceringen, det er fuldstændigt rigtigt, og jeg mener, at i også i forbindelse med andre dagsordenspunkter og ikke mindst i forbindelse med 2. behandlingen af finanslovsforslaget, så har vi på baggrund af de krav der er stillet fra Landstingets side, foreslået at der bliver afsat ekstra midler til kurser for personalet indenfor det sociale område, og det er netop også formålet, at der sker et kvalitativt løft af serviceringen af de handicappede.
Med disse bemærkninger vil jeg gerne afslutte med, som forslagsstilleren også efter, nemlig at man i samarbejde med de handicappede selv og deres organisationer, at man arbejder videre med, og at vi fra Landstinget og Landsstyrets side selvfølgelig bør være med i dette arbejde, ikke mindst for såvidt angår Landsstyret, og Landsstyret vil her selvfølgelig leve op til deres ansvar.
Så er det partiordfører, Ruth Heilmann, der har bedt om ordet, for en kort bemærkning.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Som Siumuts ordfører, så vil jeg gerne takke for Landsstyrets gode modtagelse at vores bemærkninger, og derfor er det spørgsmål, der blev fremsat at Asii Chemnitz Narup, det anser vi også for at have stor vigtighed fra Siumuts side, hvorfor vi også har kommenteret det indgående.
Men jeg har været i Nuuk, så har jeg også haft lejlighed til at blive informere tom status bl.a. igennem vores fælles møde, også igennem den demonstration vi lige har overværet, der har vi selvfølgelig også fået nogle oplysninger om, hvordan man er utilfreds med den service, der bliver ydet, og det har vi også god forståelse for, og vi håber så også på, at man ser på den service der bliver givet, også i deres hjemkommuner. Det er jo Socialudvalget, der også kan drøfte disse problemer, således at man kan bane vejen for en bedre løsning og en bedre service overfor de handicappede.
I foråret 1996 under Landstingets samling, der var vi bl.a. også igennem FN=s resolution om de handicappedes forhold, og der har Socialudvalget også efterfølgende ønsket, at man finder bedre muligheder for de handicappede i Grønland, hvad angår service overfor dem, og der blev der så også fremsat noget i den forbindelse. hvilket Landstinget også tog godt imod.
En af de ting som blev fremsat var, at vi skulle have et videnscenter, og det anså man for at været meget støtteværdigt, også fordi handicapforsorgen i Grønland er ret ny i Grønland, og der er jo bl.a. nogle ting, som man bør vide, og det bør så også nærmere oplyses overfor samfundet.
Ligesom man også m.h.t. Socialreformkommissionen arbejde, også har arbejdet videre med information ved at udgive nogle pjecer, lavet nogle videoer, hvor man også har fokuseret på en nærmere oplysning overfor de usynlig handicap, der måtte være, og der anser det jeg så også for at være på sin plads, at det må være Landsstyret opgave, at man oplyser nærmere om de handicappedes forhold i det området stadigvæk er ret nyt i Grønland, således at kendskab til dette bør spredes til Grønland.
En anden ting som kom frem under fælles møder er, at de handicappede sågar er blevet påpeget netop på grund af deres handicaps, og såfremt man skal komme dette problem til livs, så er det på sin plads, at man drøfter disse ting åbent, og igennem det så er der jo bofællesskabet Elisibannguaq som har haft nogle informationsrunder i byen med gode resultater, og sådanne nogle erfaringer vil også kunne bruges i andre byer.
M.h.t. Atassuts bemærkninger om, at det hele skal centraliseres i Nuuk, der vil jeg gerne have, at man vurderer netop dette forslag meget nøje. M.h.t. kommunernes status og deres service overfor de handicappede, mange kommuner er nået langt, og mange har lyst til at arbejde videre med det, og det er noget som bør støttes. Det er jo ikke ønskeligt, at alt skal centraliseres i Nuuk.
Men de vil jo også gerne bo på en tryg måde i deres egne hjembyer, og der mener jeg at Landsstyremedlemmet allerede har givet en mulighed, og der mener jeg så, at det er den vej udviklingen bør fokuseres på.
Og den næste der får ordet er Olga Poulsen, Inuit Ataqatigiits ordfører. Derefter Otto Steenholdt.
Olga Poulsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Først vil jeg lige gerne kommentere Atassuts ordførers bemærkninger om, at de handicappede i Grønland skal centraliseres i Grønland, fordi Nuuk har større muligheder, og det er sådan, som jeg har forstået det, hvorfor de så bør flyttes til Nuuk. Der kan jeg ikke være enig i dette forslag, fordi jeg mener, at uanset hvor i Grønland man er, og vi har et handicap, så må vi også have mulighed for at forblive hjemme i vores egen by.
Og derfor sagde vi også i vores indlæg fra Inuit Ataqatigiits side, at man overalt i Grønland skal have afdækket nogle forskellige problemstillinger, og se på de muligheder der er for de handicappede - både i byerne og i bygderne. Og når først det er sket, så kan man komme med en bedre planlægning for fremtiden, det er ikke på sin plads især nu, hvor der er så stor boligmangel i Nuuk, at man så ligger op til, at der skal flyttes en masse mennesker til Nuuk.
Og forslagsstilleren ligger vægt på om det er tilstrækkelige muligheder vi har inden for samfundet, og der siger Landsstyremedlemmet i sin besvarelse, at de muligheder der er indenfor lovgivningen, og at kommunerne skal udnytte disse. det er rigtigt nok, men vi må også vide, at der er mange kommuner, der ikke har så gode muligheder, at de fuldt ud kan følge de forskellige forordninger der er.
Derfor er det meget vigtigt, at man igennem de forskellige afdækninger også kan sammenligne de forskellige byer om de store eller små, og ser på de muligheder der er, fordi vi ved, at når vi kommer til de forskellige byer, så ser vi veje, butikker, skoler og mange andre ting, som overhovedet ikke giver muligheder for de handicappede, selvom der i forordninger står, at det er disse ting, som kommunerne skal opfylde.
Og derfor vil jeg også spørge om i den forbindelse, om de forskellige kommuner f.eks. Illulissat og Aasiaat som nu er i gang med det gode initiativ på forsøgsbasis, og jeg ved, at de har fået en pose penge til at lave deres arbejde. F.eks. for at sige en by Qeqertarsuaq og såfremt de handicappede så også skal have bedre muligheder der, kan de så også få en pose penge ? Hvad så med skoler, butikker, veje, hvis de så skal have lige så gode muligheder som os ikke handicappede, er det så stadigvæk kommunernes ansvar ? Og der synes jeg ikke, at lige netop det spørgsmål har vi ikke fået svar på.
M.h.t. hjemtagelse af de handicappede fra Danmark til Grønland, og der sagde vi, at vi var enige i spørgsmålet, men til trods herfor, så mener vi i Inuit Ataqatigiit, at vi skal være forsigtige. Vi glæder os over den arbejdsgruppes undersøgelser, og så hvilke resultater de så opnår i deres undersøgelser. Fordi de handicappede der så skal hjemtages til Grønland, de skal jo placeres i en eller anden by, jeg ved ikke om det er sådan man forestiller sig, eller om de så bliver hjemsendt til de byer, hvor deres nærmeste familier eller om de skal hjemtages til en skole, som måske kan sammenlignes med Elisibannguaq.
Afslutningsvis så er de handicappede i Nuuk, så er det ligesom Ruth Heilmann siger, at det er som om man ikke arbejder for de handicappede i Nuuk, og der mener jeg, at det ikke er på sin plads. Forleden dag under det fælles møde, så blev der hevet en masse forskellige informationer ud af forældrene, men det vi også har erfaret, og det vi også har selv har kendskab til er, at man på mange områder - uanset om det så er i Nuuk eller om det så er en anden by, så er den centrale administration i forvaltninger, så langsomt at det også forsinker kommunernes servicering overfor de handicappede.
Og Nuuk kommunalbestyrelse og Socialudvalget er vidende om disse problemer, og man arbejder også for en løsning af disse, og vi skal også have etableret noget, og jeg håber, at det er noget, som bliver realiseret om nogle få år, således at de unge handicappedes muligheder også får større muligheder og får et værested.
Og m.h.t. Elisibannguaq-skolen i Maniitsoq, der er jeg glad for, at den er i Grønland, og den er også i orden i Maniitsoq, men vi skal også vide, at det er Direktoratet der driver denne skole. Og derfor er det så et spørgsmål om det er Maniitsoq kommune, der driver den selvstændigt, men det er efter det, som jeg så forstår, så er det Direktoratet, der driver denne skole.
Der er flere der har bedt om at få ordet, og jeg skal lige nævne, at vi skal undlade at komme ind på de initiativer, der sker i de enkelte kommuner. Det er ikke de kommunale forhold, vi skal tale om, men vi skal snakke om landet som helhed.
Så er det Otto Steenholdt, løsgænger. Efter ham er det Godmand Rasmussen.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Jeg er tilfreds med Landsstyremedlemmets besvarelser af mit indlæg, hvor han fremkom med et klart svar på det af mig efterlyste vedrørende en grønlandsk oversættelse af FN-resolutionen. Jeg ser gerne at den omdeles, jeg mener også at handicaporganisationer og foreninger, også vil have information om dette, og jeg vil gerne have, at man drager omsorg for, at denne bliver omdelt og oplyst overfor handicaporganisationer, foreninger, handicappede m.m.
For såvidt angår kommunernes servicering af de handicappede, og at kommuner overdrager det fulde ansvar, så har jeg meget store betænkeligheder med dette, fordi så ved vi, at i visse kommuner så er vejnettet af en meget dårlig standard, at man ikke engang kan køre med rullestol disse steder. Og selvom man lægger vægt på, at de handicappede gerne skal blive længst muligt der hvor de er opvokset og har deres rod, så er der en hel del mangler stadigvæk, for såvidt angår f.eks. vejnettet m.m..
Hvorfor der stadigvæk også er en hel del grønlændere, som har være ned i Danmark, men som er vendt tilbage, men har måtte returnere til Danmark, som der også bliver flere af, fordi de ikke er vant til forholdene her i Grønland. Men vi må stadigvæk arbejder i Danmark, at før de handicappede i Danmark bliver hjemtaget bør være mere forberedte, således at der ikke bliver for mange der vender tilbage til Danmark.
Jeg har fra denne talerstol adskillige gange påpeget, at det punkt vi drøfter er meget vigtigt for de handicappede, måske har der været nogle der har villet hertil - bare se på tilhørerpladserne her og trappen, der er ingen muligheder for, at de handicappede kan høre den debat der er her. Det er et klart problem som ikke kun eksisterer her, men også eksisterer måske på samtlige offentlige arbejdspladser.
Jeg har tidligere nævnt, hvordan bankernes servicering er, og hvordan deres bankautomater er arrangeret, hvor de handicappede ikke engang hæve penge på pengeinstitutternes automater.
Men endnu engang vil jeg blot atter engang understrege, at de initiativer, der tages for de handicappede, at vi må være mere aktive overfor at inddrage organisationerne og de handicappede.
Jeg siger tak for Landsstyremedlemmets besvarelse.
Så er det Godmand Rasmussen, Atassuts ordfører, derefter er det Loritha Henriksen, Kandidatforbundets ordfører.
Godmand Rasmussen, ordfører, Atassut.
Jeg har en ganske kort bemærkning. først siger jeg tak til Landsstyremedlemmets venlige modtagelse af vores ordførerindlæg, og jeg vil også fremkomme med en korrektion til en del af ordførerne, bl.a. fra Siumuts ordfører og IA=s ordførers side, omkring et handicapcenter i Nuuk, og jeg vil gerne have, at de læser vores bemærkninger nærmere.
Det vi mener er, at det vi mener er handicappede med et vidtgående handicap, det er ikke alle handicappede vi vil samle, men nu hvor der er gode muligheder i Nuuk, så er det dem med vidtgående handicap vi mener, hvor der i Nuuk er de nødvendige faciliteter tilstede for at give de vidtgående handicappede den bedste service.
Det skal ikke forstås på den måde, at man alene skal samle dem i Nuuk. Men vores vurdering er, at der i Nuuk nu findes de nødvendige faciliteter til at kunne etablere et handicapcenter for vidtgående handicappede her i Nuuk. Det må vi også have med i de fortsatte overvejelser.
Vi må også sige, at uanset hvor gode vores intentioner er, som også IA=s ordfører var inde på, så kan det ikke nytte noget, at har så dårlige veje i visse bygder og byer. Vi kan ikke eliminerer problemet fuldt ud, det må vi erkende. Selvfølgelig hvis man har gode intentioner, så bliver dette selvfølgelig støttet fra alle sider.
Og for såvidt angår den stadig venden tilbage til det møde der foregik torsdags, så vil jeg gerne gentage, hvad jeg sagde dengang i forbindelse med det møde, der var med forældre til handicappede børn i Nuuk. Jeg blev ikke forbavset over, at det jeg hørte, fordi jeg har tidligere i mit arbejde oplevet langt være forhold. Problemerne eksisterer ikke alene i Nuuk, der er langt større problemer ude på kysten, og det er også netop på denne baggrund, at vi drøfter det i dag.
Der er ikke uenighed om, at vi bør satse på området, vi har alle vores gode intentioner om, at gøre vores bedste, men jeg må også vedrørende Ottos bemærkninger om hjemsendelse, og at en del af dem vender tilbage. det er netop på dette grundlag, at vi har denne debat, for at undgå, at noget sådan sker i fremtiden, hvor Landsstyremedlemmet klart allerede har lovet, at der vil blive fremsat noget til forårssamlingen.
Og til dengang vil vi høre noget videre om, hvilke gruppe der kommer næst. Jeg mener ikke, at der er noget vi er uenige om, selvom måske vi nu bruger talerstolen til at give os selv roser m.m. Vi har alle gode intentioner, og jeg mener derfor, at vi nu må indstille debatten, der er ingen grund til at fortsætte denne debat, vi er alle enige i, og er enige i forslagets intentioner og har erfaret, at der er konkrete initiativer i gang, og det bedste vil være, at hvis vi alle samarbejder, så vil vi også opnå det bedste for de handicappede.
Der er flere der har bedt om ordet, så er det først Loritha Henriksen, Kandidatforbundet ordfører, og derefter er det Ruth Heilmann, Siumuts ordfører.
Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Tak. Ført vil jeg gerne sige tak til Landsstyremedlemmets besvarelse, og jeg takker også for hans meget klare og åben modtagelse af vores bemærkninger. Vi har allesammen vist, at vi kommer med vores inderste tanker, og jeg mener også at vi bør dreje vores samtale omkring hele landet, og ikke kun tage udgangspunkt i Nuuk, fordi vi skal jo tænke på det.
Og som Godmand også inde på det, der mener jeg, at man ikke skal centralisere de handicappede i Nuuk, og vi snakker også om, at de også skal kunne få lov til at bo der hvor de vil, og vi ved jo allesammen, at vi arbejder for hele Grønland, og derfor tror jeg, at det er på tide, at vi realisere dette arbejde. Og jeg er glad for, at man vil oplyse nærmere om den forskellige lovgivning.
Og der er en ting, som jeg ærgrer mig over, som blev udnyttet så godt i radioen, det er lidt à la Hanne Reintoft program i Danmark, der kunne de forskellige mennesker med de forskellige problemer stille spørgsmål og få svar på de spørgsmål de måtte have, og det var en god mulighed. Og med disse bemærkninger vil jeg gerne sige tak for den besvarelse der er kommet.
Og så er det Ruth Heilmann, og det skal være ganske kort, da det er 3. gang, og derefter er det Lars Sørensen.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Tak. Olga fik mig til at lade som om, at jeg påpegede Nuuk for ikke at tage initiativer, og det er det jeg gerne vil kommende. Fordi vi har jo drøftet forholdene i Nuuk, hvorfor vi også er påvirket af det, og det er jo også det vi har hørt. Det indeholder jo også nogle forskellige ting, som man ikke kan være tilfredse med, hvorfor jeg også mener, og jeg er også glad for, at man også har fået afdækket de forskellige problemer, der også er i Nuuk.
Og selvfølgelig er det også noget vi skal have drøftet i Socialudvalget, om hvordan man kan gøre det.
Men m.h.t. Asii Chemnitz, hvor hun selv nævnte, og ønskede at få oplyst, at de handicappede der skal hjemtages fra Danmark, og i den forbindelse, så har vi også nævnt forholdene i Elisibannguaq, fordi vi også mener, at der er god grund til at gøre det. Fordi det er ikke en skole, som drives at Maniitsoq kommune, men det er en landsdækkende skole, og jeg er også glad for, at kommunalbestyrelsen her i Nuuk også arbejde på, at løse forholdene. Det er glædeligt at høre, også fordi der i de andre kommuner, der er der allerede væresteder, og det er også gavnligt,, fordi man i de forskellige kommuner også har etableret væresteder for psykisk handicappede.
Jeg skal lige understrege, at når vi siger, at det skal være for en kort bemærkning, så er der en længste taletid på 2 minutter. Så er det Lars Sørensen, derefter Asii Chemnitz Narup, men først Lars Sørensen.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Som forhenværende medlem at Socialreformkommissionen så undrer det mig ikke at befolkningen drøfter børn og unges forhold, de handicappedes forhold og bl.a. også har lavet demonstrationer.
Der er bl.a. gået 4 år siden vi sidst drøftede disses forhold meget indgående her i salen, og jeg bemærker også, at man uden at skele til, hvilke beslutninger der dengang blev taget, at man så endnu gerne ville afdække problemerne. Jeg synes, at vi i Landstinget er nået så langt, at vi i stedet for at afdække de forskellige problemstillinger og uden at prioritere dem må gøre noget, fordi befolkningen venter af os, at vi gør noget. Og jeg mener også, at det er det forældregruppen også er kommet med en melding om.
De sagde meget klart, at de er ved at blive voksne, og når de så bliver voksne, så bliver de 2-3 gange tungere, at arbejde for som forældre, lad os gøre noget inden da, jeg kan ikke acceptere, at Grønland overtræder menneskerettighederne ved at vi eksportere de handicappede fra Grønland. Vi har allerede har i Landstinget vedtaget, at de handicappede skal services i Grønland, derfor er det også på sin plads, og allerede i 1997 og bl.a. også i 1999 der vedtog Landstinget, at der skulle etableres et hjem i Paamiut.
Og så bør man ikke engang diskutere om den skal være i Nuuk eller om den skal være i Maniitsoq, fordi Landstinget allerede har taget en beslutning. Det er på tide, at handle, og såfremt vi ikke gør det, så overtræder Grønland resolutionen om de handicappede.
Og derfor i stedet for at gentage os selv igennem så mange år, lad os handle her i Landstinget, vi må se på økonomien, der må sættes et forslag frem indeholdende økonomien, så vi kan tage en konkret beslutning.
Og derudover så er der m.h.t. handicapforsorgen, så skal vi til at anstrenge os indenfor uddannelse, fordi det er på tide at gøre det. og når vi skal uddanne disse, der må vi bruge flere menneskelige ressourcer på det, også for at klarlægge ansvaret for os, det kan godt være, at n¨r man så henvender sig hos sundhedsvæsenet, at man så får et afslag, så bliver man så sendt videre fra det ene direktorat til det andet, det må vi have stoppet.
Og derfor sagde Socialreformkommissionen allerede dengang, at vi skal smidiggøre lovgivningen indenfor området, således at vi med det samme kan sætte ansvaret der hvor det er, og der må vi også endnu engang understrege, at det er Landsstyremedlemmet for sociale anliggender der har ansvaret, og det er os i Landstinget, som er baggrunden og baglandet for ham.
Og der er det så også vores ansvar, at vi finder en løsning. Vi har snakket nok, det er på tide, at vi handler.
Og så er det forslagsstilleren Asii Chemnitz Narup. Derefter er det Augusta Salling.
Asii Chemnitz Narup, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Jeg er enig med Lars Sørensens i, at det næste er handling, men jeg mener, at der er 2 spørgsmål, der ikke er blevet besvaret tilfredsstillende, og det er derfor, at jeg har taget ordet igen.
Vi er alle blevet enige om, at vortes problem i dag, at vi ikke har nok opkvalificerede uddannede og det er vores største problem i dag, og derfor vil jeg gerne overfor Landsstyremedlemmet spørge, om Landsstyremedlemmet er tilfreds med vores uddannelsesmæssige status eller om der er behov for ekstraordinære situationer, som også var tilfældet med forældrekurser. Jeg vil gerne vide om der er nogle konkrete initiativer på vej, for at skaffe flere midler til videreuddannelse af det personale, der arbejder med handicappede.
I forbindelse med mit forslag, og det andet indhold omkring en tilbundsgående undersøgelse af børnehandicapudredningsarbejde, så præciserede Landsstyremedlemmet atter engang, at der ikke var de nødvendige ressourcer til et sådan oparbejde. Men jeg har ikke opfattet, om han har opfattet det som et problem eller ej, fordi jeg ved, at Landsstyremedlemmet er god til at arbejde for visse sager, og jeg vil derfor gerne vide om han i sit prioriteringsarbejde, hvornår han vil tage fat på børne- og ungeområdet. Det vil jeg gerne have at dette bliver præciseret.
Jeg er helt enig med Siumuts ordfører i, at Elisibannguaq har været en foregangsinstitut, og jeg mener også, som også Siumuts ordfører var inde på, at lederen Elisibannguaq fortjener den største ros, som pågældende kan få, og heldigvis for det. Og selvom de ikke har den største uddannelse, så er det meget dygtige til at uddelegere og lede arbejde i de institutioner vi har, og det er meget glædeligt.
Og derfor synes jeg også, at man i den forbindelse er vigtigt, at man sikre, at man på disse uddannelsessteder har dygtige og kvalificerede ledere, hvorfor vi også i forbindelse med videreuddannelse m.m. også er nødvendigt med uddannelse af ledere og mellemledere på institutioner, for de har meget stor indflydelse på, hvordan virksomheden eller organisationen kører.
Afslutningsvis vil jeg gerne vedrørende vores bemærkninger til demonstrationen, så vil jeg gerne præcisere den, at vi finder det vigtigt, at det kommer i referaterne, at vi ønsker, at der i forbindelse med det fortsatte arbejde med udviklingen af handicapområdet, at man har øje for, at man sikrer at barnet tilstadighed føler, at han har de samme rettigheder og at alle handicappede får muligheder for at udvikle sig fortsat socialt som menneskeligt, og at vi overfor de handicappede, at den handicappede får mulighed for, at leve blandt ikke handicappede børn, og at de derudover får mulighed for, at være sammen med jævnaldrende for behovene skifter jo, og det er meget vigtigt, at de får lige muligheder.
Og afslutningsvis, at den handicappede i forbindelse med den støtte de får, at den bliver tilpasset barnets udvikling, og at man er overvågen overfor disse, og det er vores grundlæggende holdning i forbindelse med denne sag fra Inuit Ataqatigiits side. Tak.
Så er det Augusta Salling uden for partiordførerrækken. Derefter er det Olga Poulsen.
Augusta Salling, Atassut.
Tak. Årsagen til, at jeg er kommet på talerstolen er, at det vi har nævnt i Atassut, at de vidtgående handicappede f.eks. kunne samles i Nuuk ved at man forbedrer deres muligheder her i Grønland, det kan godt være, at man har misforstået det.
Og det er sådan, at de handicappede i henhold til forordningen, der skal de hjælpes ud fra deres handicap og deres behov. Og vi må også erkende, at man i mange forskellige steder i Grønland, ja måske de fleste steder, så er de multihandicappede eller de vidtgående handicappede, de kan ikke hjælpes i større omfang - måske igennem lærerne og andre områder, det sker også på samme måde, at personer med vidtgående handicap de bliver samlet nogle bestemte steder, således at man kan opnå den bedste hjælp på den måde.
Hvorfor kan vi ikke gøre det samme ? For os er det ikke vigtigt, at den skal være i Nuuk eller om den skal være et andet sted, men de har behov for, at de kan få lægelig hjælp, fysioterapeuter og andet nødvendigt hjælp, så forældre kan tilbydes, fordi vi ikke kan etablere et tilsvarende i det og det sted, vi har ikke råd til at etablere sådanne ting i alle byer og i alle bygderne, men vi tilbyder dig, at fordi vi har mulighed for at få den hjælp på det og det sted, der kan vi hjælpe dig til at flytte til det sted. Og det må jo også indeholde arbejdsmuligheder for forældrene, og derfor har vi haft udgangspunkt i Nuuk, men selvfølgelig skal vi diskutere det, således at vi kan få de bedste omgivelser ved en sådan etablering.
Og så Olga Poulsen, og det skal være ganske kort, da det er 3. gang, hvorefter det så bliver Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.
Olga Poulsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Tak. Og jeg vil gerne sige tak til ruth Heilmann, fordi hun har haft meget udgangspunkt i Nuuk, og her er det meget vigtigt, at forslagsstilleren tænkte på hele Grønland i sit forslag, hvorfor det er nødvendigt, at vi tænker på hele Grønland og ikke kun tager udgangspunkt i Nuuk, og således kommer med nogle visioner om, hvordan vi kan løse problemet.
Og jeg mener også, at uanset om det Lars Sørensen også kom ind på, at vi bliver ved med at eksportere vores handicappede, så overtræder vi menneskerettighederne, det er jeg enig i, men vi vil også overtræde menneskerettighederne, når vi hjemtager dem, uden at give dem nogle gode muligheder. Fordi, såfremt vi ikke kan efterkomme de krav, det internationale samfund stiller, og derfor er det så også meget vigtigt, at vi kommer med en langsigtet planlægning.
Og med hensyn til Augusta Salling, så kan jeg godt forstå dine visioner, men såfremt vi skal gøre det, så er det meget vigtigt, som Inuit Ataqatigiit også lægger vægt på, at vi også får afdækket om hvor stort et behov de forskellige handicappede, hvor mange er der ?, hvilke hjælp har de behov for ? Og hvad kan vi så også tilbyde dem ? Det kan godt være, at vi har arbejdspladser, men vi kan ikke løse boligproblemet i de næstkommende 20 år.
Og så Otto Steenholdt, det skal også være ganske kort, da det er 3. gang.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Vi ved godt, at der er kommet den strukturpolitiske handlingsplan, den ved jeg godt, at jeg har, men det er ikke kun økonomien jeg efterlyser der, men også fordi alle de bemærkninger, der er kommet her. Det er noget, der er af stor værdi, og såfremt de ikke kommer med der, så vil jeg forstå det sådan, at så er Landsstyret ligeglad med det. Men såfremt de vil tage det med, så vil vi tage imod det med kyshånd.
Og så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Tak for de sidst faldne bemærkninger. Indledningsvis vil jeg gerne vedrørende Ruth Heilmanns efterlysning i forbindelse med en databank, så er det rigtigt, at vi i Finansloven har afsat penge dertil, men p.g.a. personalemangel, så er initiativet blevet forsinket, men i henhold til planerne, så er det sådan, at i forbindelse med det nye år, at der i vores døgninstitutioner, så bliver lederne af dem været på studietur ikke mindst til Danmark og undersøge de erfaringer der er, således at disse kan danne udgangspunkt for en database her i Grønland.
Og i den forbindelse, så skal det også høre med, så vurderer vi i dag om der fra handicapforeningen også kan deltage personer i denne studietur, og således at de berørte, nemlig de handicappede også kan få del i det erfaringsgrundlag der fremkommer.
For då vidt angår forskellige kommuners manglende opfølgning af lovgivningens intentioner, og de bemærkninger der er faldet herom, ikke mindst fra Olga Poulsens side, så må jeg sige, at vi må huske på, at der er muligheder for, at kommunerne kan få dækket deres udgifter dertil, da det af lovgivningen klart fremgår, at pligten er pålagt kommunerne, mens finansieringen er hos Hjemmestyret. Men du har ret i, at der på kommunalt plan er meget store forskellige på f.eks. vejkvaliteten, men jeg vil have, at man bemærker, at Landsstyret er i gang med en ændring af Grønlands bygningsreglement, hvor det bliver et krav, at i fremtidige renoveringer i nyanlæg, at man også tænker på de handicappedes rettigheder i forbindelse med indretning af det fremtidige byggeri.
For såvidt angår vejanlæg og det gældende vejnet, så har jeg lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal besvare spørgsmålet så indgår det ikke der.
For såvidt angår hjemtagelse fra Danmark, så er jeg fuldstændig enig med Olga Poulsen i, at man ikke bare kan hjemtage for at hjemtagelsens skyld. Selvfølgelig må vi sikre, at de handicappede ikke stilles ringere ved at de bliver hjemtaget til Grønland, det kan man selvfølgelig ikke som Otto Steenholdt allerede var inde på, så må vi være vel forberedte til, at de kan få den samme service eller en bedre service når de bliver hjemtaget her til Grønland. Jeg vil ikke være medansvarlig for, at deres forhold bliver forringet i forbindelse med hjemtagelserne.
Vi må planlægge grundigt, men jeg må dog give Lars Sørensen ret i, at man i forbindelse med vurdering af hjemsendelserne, så vurderer vi i forbindelse med handicapområdet om der kan oprettes en institution i Paamiut, men det skal være på baggrund af, at vi de nødvendige medarbejder til, at serviceringen ikke bliver forringet.
Til også Loritha Henriksen, så undersøger vi for øjeblikket om vi ikke kan oprette en telefonlinie - en rådgivningslinie - på frivillig basis og ved at vi køber ekstern bistand. Således at vi ikke bliver hindret ved vores personalemæssige problemer. folk har krav på at blive serviceret bedst muligt, men dem der vil servicere, det vil være private organisationer, det er hvad vi har sat os som mål.
For såvidt angår et udredningsarbejde som Olga Poulsen har gentaget adskillige gange, så vil jeg også her gentage, hvad jeg allerede har sagt, at vi gerne vil udføre dette udredningsarbejde, men det vi ikke på baggrund af de ressourcer vi har for øjeblikket, der er simpelthen ikke personale og de nødvendige midler hertil. Men for såvidt angår vores direktorat og vores ansvarsområder f.eks. døgninstitutionerne, så er vi i gang med et udredningsarbejde på landsplan, således at de handicappede kan samles mest hensigtsmæssigt.
Til forslagsstillerens direkte spørgsmål vil jeg for det første vedrørende spørgsmålet om videreuddannelse af de medarbejdere der arbejder med vidtgående handicappede, dertil vil jeg gerne sige, at enhver uanset om pågældende er Landsstyremedlem for Sociale Anliggender, så har jeg selvfølgelig viljen dertil, men jeg har indenfor de tilstedeværende midler ikke de nødvendige ressourcer, og hvis Landstinget har viljen, så kan vi selvfølgelig realisere dette. Men vores økonomiske situation i vores direktorat er sådan, at vi ikke kan klare det ud fra de bevillinger vi har, men hvis Landstinget har viljen, så kan Landstinget bane vej for dette, således at vi får øgede bevillinger. En anden mulighed er, at fremsætte det i Finansudvalget.
For såvidt angår prioriteringen, så bliver der spurgt om, hvornår Landsstyremedlemmet vil sætte børn og unge højere i prioriteringsarbejdet, det har jeg allerede besvaret i forbindelse med vores møde i Sisimiut med socialudvalget, hvor jeg dengang redegjorde for, hvad vi har lavet i år, hvor vi i år har lavet hvad vi har tænkt at lave sidste år. Vi har udråbt dette år til et børneår, hvor der er afsat forskellige midler, og der er blevet taget forskellige imitativer i fremtiden.
For såvidt angår de handicappede, så sagde jeg også dengang, at der for såvidt angår handicappede, så forestillede jeg med, at indsatsen overfor de handicappede vil begynde i forbindelse med handicapugen med udgangspunkt i vilkårene for handicappede børn, hvor vi på dette grundlag vil komme med initiativer for fremtiden, som kan danne basis for vores arbejde, og for vores prioriteringer i fremtiden.
Forslagsstilleren sagde endvidere, at der var behov for videreuddannelse af ledere og mellemledere på institutionerne, det er rigtigt, og det er også derfor, at der igennem flere år har været afsat omkring 200.000 kr. til kurser for ledere og mellemledere. Jeg deltog under deres sidste kursus sidste år i Danmark, hvor jeg dengang nævnte, at jeg fandt det nødvendigt at mellemledere også fik mulighed for, at få del af disse midler der var afsat til ledernes kurser. der kan derfor måske være behov for, at de årlige forstandermøder, som bliver kombineret med kurser, at de som normalt plejer at foregå i Danmark, at de fremover skal være her i Grønland, sådan at mellemlederne også får mulighed for at deltage. Jeg håber, at min præcisering her var mere forståelig end min forrige besvarelse.
Ole Lynge, formand for Landstinget.
Således er der ikke flere der har bedt om ordet, således er vi færdige med behandlingen af punkt 57 efter at have drøftet dette i lidt mere end 3 timer, og det er jo også godt nok.