|
Dagsordenens punkt 40-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.
Kuupik Kleist, landsstyremedlem for Offentlige Arbejder og Trafik:
Udviklingen har bevirket, at landstingsforordning nr. 12 af 22. december 1988 om beskyttelse af miljøet, der har været gældende i over fire år, nu trænger til en mindre justering.
Jeg skal kort omtale de væsentligste ændringer og tilføjelser.
På baggrund af ændring i råstoflovgivningen, der ligeledes behandles på indeværende samling, er lovgivningen foreslået ændret således, at også vandkraftanlæg er omfattet af landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.
Reglerne om beskyttelse af drikkevand er strammet op og tager nu også højde for beskyttelse af saltvand, der visse steder i landet indvindes til drikkevand.
Der er i ? 7 foreslået en række områder, hvor der kan fastsættes regler til sikring af de ydre omgivelsers kvalitet af betydning for den menneskelige sundhed, og der er i ? 8 foreslået en hjemmel for påbud til kommunerne om at iværksætte disse regelsæt.
Jeg skal henvise til forslaget og dets fyldige bemærk-
ninger og finder, at vi med de nu foreslåede ændringer
og tilføjelser vil have et tidssvarende regelsæt for beskyttelse af landmiljøet.
Jeg skal foreslå, at forslaget henvises til Miljøudval-
get inden dets 2. behandling.
Mødeleder: Emilie Lennert.
Bendt Frederiksen, ordfører for Siumut:
Nærværende forslag om beskyttelse af miljøet har baggrund i den udvikling, der er foregået i de sidste 4 år, hvorfor vi fra Siumuts side uden yderligere bemærkninger går ind for forslaget og de dertil hørende bemærkninger.
Vi har dog et par hjertesuk. Først og fremmest det alt for store udsmid af affald i havet, som vi mener skal formindskes.
I forbindelse med vedtagelsen af landstingsforordningen om beskyttelse af miljøet brugt vi mange ord.
Udsmidning i havet kan eksempelvis være til fare for jollefiskeriet o.s.v.
Vi har i den forbindelse påpeget nødvendigheden af forbyggelsesarbejde, men det fremlagte forslag viser, at der stadig er mangler i forordningen.
For det andet synes vi i forbindelse med de store mængder af affald fra fabrikkerne, specielt de fabrikker der producerer hellefisk, at det er nødvendigt med organisering for at mindske dumpningen.
Dette affald flyder rundt i store mængder og spredes i alle retninger til stor gene for befolkningen.
Vi vil derfor specielt påpege den del af problemet. Vi importerer flere hundrede tons hunde- og kattefoder fra udlandet.
Hvorfor anvender man ikke disse affaldsprodukter til foder i stedet for bare at smide dem ud? Sådanne initiativer kan også hjælpe vort land eksportmæssigt.
Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:
Landstingforordningen om beskyttelse af miljøet og det fremlagte forslag har vi gennemgået. I takt med udviklingen vil det være nødvendigt at ændre lovgrundlaget. Uden at komme ind på ændringsforslagene vil vi påpege nogle ting fra den gældende forordning.
Først renovationsområdet. Det kan være, at forholdene er forskellige fra kommune til kommune, men det lader til, at kommunerne kun venter på tiltag fra Hjemme-
styrets side om renovations og dumpningsproblemer,
og således er lovgivningens intention ikke opfyldt helt.
Vi har hørt, at man har igangsat en undersøgelse af dumpene ved at tage boreprøver, og jeg går ud fra, at Hjemmestyret har modtaget en rapport herom.
Hvis det er tilfældet, vil vi meget gerne høre, hvad disse rapporter indeholder. I den forbindelse skal jeg nævne, at i Nuuks satellitby Nuussuaq, brød dumpen engang i brand.
Det var en ubehagelig oplevelse, som vi gerne vil have, at andre kommuner undgår. Derfor bør man stramme op omkring reglerne om dumpene således, at gældende regler bliver fulgt nøje. Der foregår stor udsmidning af giftigt affald.
Lovgivningen indeholder påbud om, hvordan man skal behandle for eks. akkumulatorer for at undgå forurening af miljøet. Hvis brugeren ved, at han kun kan komme af med akkumulatoren ved at betale et beløb, vil han ikke komme ud til dumpen og aflevere det.
Derfor bør man overveje, om det ikke er bedre at afgiftsbelægge akkumulatorerne således, at man ved aflevering af disse får refunderet afgiften. Atassut går ind for afgiftsbelægning i lighed med flaskepant.
Vi har bemærket, at ordet "kan", på grønlandsk "sinnaapput", har været brugt rigeligt.
Den store forurening på verdensplan af vand, luft og land berører vores fremtid og giver begrundet frygt for konsekvenserne for os. Dette problem giver anledning til megen diskussion mellem staterne.
Da vores erhverv stort set er baseret på levende ressourcer, er vi nødt til at vise omverdenen, at vi tager vidtgående hensyn til miljøet. Derfor ønsker vi, at forordningens vage formuleringer skal strammes op.
Det er rigtigt, at vi nu er igang med udnytte vandkraft, og da elkraften er der, må vi inddrage den i forordningen om beskyttelse af miljøet. Vi accepterer ligeledes, at der skal være regler om beskyttelse af drikkevandet, hvad enten det er fra vandsøer eller saltvand indvundet til drikkevand.
Vi har i ? 7 bemærket en række områder, hvor der kan fastsættes regler til sikring af de ydre områders kvalitet af betydning for den menneskelige sundhed. Vi håber det tidligere nævnte kan tilpasses til denne paragraf.
I den forbindelse kan vi ikke lade være med at tænke på Landstingets beslutning den 20. oktober 1988. Denne dag blev landstingsforordningen om beskyttelse af miljøet vedtaget.
Da det daværende møde var overstået, var der en god stemning blandt Landstingets medlemmer. Vi sagde nemlig farvel til plastic og havde vedtaget et forbud mod anvendelse af spraydåser med freon for at beskytte vores luftlag.
Vi havde netop fået oplyst, at der ligesom ved Antarktis var opstået et hul i ozonlaget. I dag efter 5 års virke af denne forordning er forbruget af plastik steget yderligere, og vi har endda tilladt etableringen af en plasticfabrik.
Spraydåser kan stadigvæk købes i butikkerne, og i de sidste dage har vi hørt gennem pressen, at hullet i ozonlaget er blevet større i forhold til dengang.
Vi må konstatere, at vi savner opfølgning i form af bekendtgørelser vedrørende Landstingets beslutning om forbud mod anvendelse af spraydåser og plastic.
Vi som medlemmer af landets højeste forsamling, Landstinget, som har været med til at træffe beslutningerne, vil spørge, hvorfor Landsstyret ikke har effektueret Landstingets beslutninger i 1988.
Vores opfattelse er den, at Landstingets beslutninger alene kan ændres af Landstinget.
Vi accepterer ændringsforslagene til forordningens 1. behandling. Vi håber, at når Landstinget under 3. behandlingen vedtager disse ændringer, at de også bliver effektueret af Landsstyret og ikke som i 1988 bliver fejet ind under gulvtæppet.
Vi vil ikke have, at vi bliver misforstået på den måde, at vi er imod etablering af plasticfabrikken, som er med til at skabe nye arbejdspladser.
Vi er blot skeptiske overfor, om landstingsvedtagelsen før plasticfabrikkens etablering er blevet tilsidesat.
Vi efterlyser en præcisering af, at Landstingets vedtagelser kun kan ændres af Landstinget. Vi vil komme med yderligere bemærkninger, når det ansvarlige landsstyremedlem har besvaret ordførernes oplæg.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Inuit Ataqatigiit hilser ændringsforslaget med glæde.
Ændringforslaget er for det første en tilpasning til hjemtagning af myndighedsbehandlingen omkring vandkraftanlæg, endvidere et udtryk for en opstramning af reglerne om beskyttelse af drikkevand samt nyt tiltag omkring afsaltning af havvand til drikkevand.
Til slut vil vi benytte lejligheden, hvor emnet nu er miljølovgivning, til at få oplyst, hvordan det går med den arbejdsgruppe, Landsstyret ville nedsætte til registrering og bjærgning af mistede synkegarn og langliner i det kystnære fiskefelter.
Løftet blev givet under Landstingets behandling af spørgsmålet på foranledning af IAs forslag under efterårssamlingen i 1991.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Akulliit Partiiat har følgende bemærkninger.
Ændring i råstoflovgivningen har nødvendiggjort justering af landstingsforordning nr. 12 af den 22. december 1988.
Ændringsforlaget går ud på: For det første, at vandkraftanlæg bliver omfattet af landstings- forordningen om beskyttelse af miljøet.
For det andet, at reglerne omkring beskyttelse af drikkevand bliver strammet op, og at der nu tages højde for beskyttelse af saltvand, der visse steder i landet indvindes til drikkevand. For det tredje, at der finder sikring sted af de ydre omgivelsers kvalitet af betydning for den menneskelige sundhed.
Med udgangspunkt i det udtalte går vi i Akulliit Partiiat ind for, at sagen overgår til Miljøudvalget inden 2. behandling.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Et stort land med et hvidt dække, hvor fjordene grønnes om sommeren, hvor kysten ser så ren ud, og hvor havet får en blålig farve, hvor ser det ikke rent ud når man skuer ud over det.
Sådan et land og det klare rene hav har været medvirkende til berømmelsen af produkter fra vores fiskerierhverv.
Da det er af en stor betydning at kunne fremvise vort store land og farvande som meget rene, og da vi til stadighed ønsker at beskytte vor natur, vedtog vi i 1988 en forordning, som vi alle var stolte af.
I forbindelse med denne forordning drøftedes også spørgsmål om næsten uforgængelige forbrugsstoffer, f.eks. plasticposer.
Da forordningen blev vedtaget i Landstinget, udtalte jeg bl.a., at de førnævnte poser ganske vist vil blive stærkt savnede, f.eks. i proviantboderne, men at jeg finder det vigtigere at opnå, at plasticposer i fremtiden ikke mere flyder rundt ude i naturen. Det skulle ikke gå sådan.
Det vil endda ikke være en fejltagelse at sige, at vi endnu i dag ikke har noget bevis for, at den forordning, vi vedtog dengang, har haft nogen nyttig virkning.
Af landsstyremedlemmets forelæggelse fremgår det, at forordningen nu trænger til en mindre justering. Jeg mener, at en sådan udtalelse er langt fra tilstrækkelig når man ser på det reelle forhold.
Må jeg uden at skjule det udtale, at selv om vi er et lille folk, har vi en hel utrolig evne til at kunne anrette forurening i dette store land og dets farvande. Når man drager ud i naturen, der hvor folk færdes mest, er det ind imellem beskæmmende at se den store forurening, der er anrettet i den ellers pragtfulde natur.
Jeg mener, at vi ikke længere kan fortsætte med at bære os sådan ad, og selv om det vil betyde udgifter, må de centrale myndigheder og kommunerne arbejde ihærdigere mod dette, såfremt vi fortsat skal bevare vort ry som et folk, der lever i en uforurenet natur.
Det vil heller ikke være en fortalelse at nævne vore farvande som værende i samme tilstand, fordi det endda nu kan siges at være farligt at skulle sejle i mørke p.g.a. de efterhånden rundtflydende plasticsække, poser, tovværk, gamle fiskegarn og trawl rundt omkring.
De forhold, jeg her har nævnt kort, er alvorlige, og derfor er det nu ganske nødvendigt at gøre noget mere ved forholdene. Det er nu blevet nødvendigt at få opsat skilte med forbud mod forurening på de steder, hvor folk søger mest hen, samtidig med at modarbejde forureningen til søs ihærdigere.
Jeg er helt enig i de tiltag i forordningsændringsforslaget, der vil sikre de sundhedsmæssige forskrifter, da de især med hensyn til drikkevandsforsyningen fra ferskvand og saltvand byder på en større sikring af disse, selvom jeg var noget forbavset over bemærkningen om skadedyr, herunder rotter.
Med disse bemærkninger vil jeg give udtryk for, at jeg er enig i forslagene i ændringsforslaget, og jeg vil til slut ikke undlade at bemærke igen, at man måske kan synes, at nogle af mine bemærkninger er ubehagelige. Jeg finder det meget vigtigt, at man tager dem med i overvejelserne.
Mødeleder:
På vegne af landsstyremedlemmet for Miljø kommer landsstyremedlemmet for Offentlige Arbejder med en besvarelse.
Landsstyremedlemmet for Offentlige Arbejder og Trafik:
De fremsatte spørgsmål kan jeg nok ikke besvare generelt. Jeg mener, at det fremsatte ændringsforslag blev kommenteret meget stærkt af en, der har 15 års jubilæum, ved flere kraftige påpegninger.
Det vil være hensigtsmæssigt, at forslaget inden overgang til 2. behandling bliver behandlet i Miljøudvalget.
Spørgsmålet om at man blot sænker gammelt tovværk og gammelt fiskegarn og trawl, er der nedsat en arbejdsgruppe under Fiskeridirektoratet om. Jeg regner med, at landsstyremedlemmet for Fiskeri vil kommentere dette.
I Atassuts ordførerindlæg kom man meget ind på plasticprodukter. Jeg erindrer, at vi drøftede spørgsmålet meget indgående, da vi behandlede miljøet sidst.
Efter vedtagelse af forordningen i 1988 redegjorde landsstyremedlemmet for Miljø for, at man ikke afskaffede brug af plasticposer, idet de plasticposer, der nu er i brug, ikke er miljøfarlige ved afbrænding.
Derfor vil det være betænkeligt at erstatte samtlige plasticposer med papirposer, også fordi de bliver brugt af mange i samfundet. Man har derfor lagt mere vægt på at bevare træerne end på at undgå brug af plastic.
Udviklingen har medført, at når plastic brændes, bliver affaldsstofferne vand og kvælstof; det vil sige stoffer, der direkte kan indgå i miljøet uden at skade det.
Med hensyn til beskyttelse af miljøet så arbejder vi i Landsstyret efter forskellige internationale vedtagne forskrifter. Også her i Grønland medvirker vi til beskyttelse af ozonlaget ved anvendelse af mindre og mindre freon. Det er reelt set det, der blev vedtaget sidste år.
Vedtagelser og konventioner på FN-konferencen har vi meddelt Statsministeren, at vi kan tilslutte os, hvorfor disse internationale regler også vil gælde for Grønland. Derfor er det ikke er hensigtsmæssigt at udarbejde særskilte regler for Grønland omkring dette. Det er nok bedst, at vi følger de internationale regler.
Med hensyn til udsmid af affald i havet er det således, at man i Hjemmestyret er i gang med udarbejdelse af regler omkring beskyttelse af havmiljøet indenfor 3 sømil.
Uden for 3 sømilegrænsen er man i gang med at udarbejde en folketingslov, der påtænkes ikraftsat ved anordning. Udformningen af den kommende anordning vil vi have indflydelse på.
Selvfølgelig skal vi sørge for vores ansvar indenfor 3 sømilegrænsen og så vidt muligt have indflydelse på miljøet uden for 3 sømilegrænsen.
De fremsatte bemærkninger fra Issittup Partiiats side er man tilbøjelig til at være enig i. Vi må nok konstatere, at vi ikke kan klare problemet ved lovgivning alene. Vort samfund må opdrages til, at det ikke rigtigt at smide affald i naturen.
Med disse bemærkninger henstiller jeg, at forslaget sendes til udvalgsbehandling.
Hans Iversen, landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug:
IA forespurgte til sænkegarn. Der er nedsat et udvalg under Fiskeridirektoratet, hvori er repræsentanter for Fisker-og Fangerforeningen og KANUKOKA.
Arbejdet har været debatteret langs kysten. Især for at beskytte vore fiskebestande er der foreslået at gå væk fra brugen af sænkegarn og taget skridt til at anvende f.eks. langliner.
Der arbejdes med oprensning af sænkegarn og for, at når kommunerne har taget en beslutning om, at der visse steder ikke må fiskes med sænkegarn, så går oprens- ningen i gang, samtidig med at forbudet træder i kraft.
I forbindelse med udvalgets fremlæggelse af deres arbejde vil vi uddybe sagen nærmere.
Det blev også nævnt, at især det søgående fiskeri har stort udsmid af affald. Det skal ikke være sådan, at vi, bare fordi vi befinder os uden for 3 sømilegrænsen, smider affald væk.
Der er indført kontrollører på samtlige trawlere, og en af de ting man har påpeget i denne sammenhæng, er, at der foregår alt for stort udsmid af affald.
Nogle har fundet det lettest at smide affald overbord, hvorfor man allerede på nuværende tidspunkt er gået igang med overvejelser om, hvordan man kan opbevare affald ombord, så det i forbindelse med havneanløb kan
afleveres til kommunernes forbrændingsanstalter. Det vil indgå i vores indstilling i forbindelse med udvalgsarbejdet.
Vi skal fra Fiskeridirektoratets side henstille overfor Direktoratet for Sundhed og Miljø, at fiskerikontrol- lørerne også kommer til at kontrollere, at der ikke foregår udsmidning uden for 3 sømilegrænsen f.eks. med rester af garn og plastic.
Jonathan Motzfeldt, Siumut:
Jeg mener, man trænger til en opstramning også af regelsættet omkring vores smiden af affald både i naturen, omkring lossepladserne, i byerne og i bygderne.
Arbejdet pågår, og Miljøudvalget vil behandle nærværende forslag og de i forbindelse hermed foreslåede bekendtgørelser i sit videre arbejde.
Vi skal have et samråd med landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø omkring dette.
I den forbindelse vil jeg fremhæve, at dag- og natrenovation varetages af kommunerne. Vi må håbe, at kommende bekendtgørelser og vedtægter kan klargøre forholdene og afhjælpe manglerne.
Med hensyn til hvor meget, der kan kræves af
kommunerne, har jeg noteret mig, at man skal indlede forhandlinger med kommunalbestyrelserne omkring deres ansvarsområder.
I en kommende bekendtgørelse vil man kræve tiltag på lossepladsområdet af kommunerne, samt at de følger regelsæt angående olie- og kemikalieaffald, som man ikke tidligere haft klare regler om. Jeg mener, de nye forpligtelser må forhandles med KANUKOKA, der uden tvivl vil påpege de forøgede omkostninger, som man ikke mener, kommunerne skal bære alene.
Der er også uafklarede spørgsmål omkring ensartethed i by og bygd. Man kan foreslå, at kommunerne klarer en del af deres økonomiske problemer ved at udbygge renovationsordninger for midler afsat til beskæftigelsesprojekter.
Med hensyn til diskussionen om plasticposer finder jeg, at man så vidt muligt bør anvende lærredsposer og lignende, f.eks. ved indkøb. Det påpegede man også i vores debat dengang.
Uanset hvor mange og hvor gode love vi udarbejder, så vil Issittup Partiias udtalelser være korrekte. Vi må opdrage enkeltpersoner og vores efterkommere således, at de er med til at formindske forureningen af miljøet.
Det er vor forpligtelse, at affald fjernes. Det blev sagt fra talerstolen, og det er korrekt, at vores udsmid af affald i naturen er alt for stor, og at vi ikke kan rette op på problemet alene ved lovgivning. Der blev bl.a. også nævnt sunkne skibe, og vi bør tage problemet op.
Med hensyn til plasticforbud og lignende kan vi nok heller ikke rette op på problemet ved lovgivning alene.
Enkeltpersoner,
organisationer og foreninger i samarbejde kan medvirke til større
miljøbevidsthed her i landet.
Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:
Inden jeg kommenterer, har jeg bladet vores referater igennem. Jeg må sige til Jonathan Motzfeldt, at du i forbindelse med debatten dengang helt klart sagde, "jeg skal sige, at Landsstyret kan udarbejde regler blot det "lugter" af miljøforurening". Det sagde du helt klart dengang.
Jeg vil meget gerne spørge Kuupik Kleist, om jeg har overset noget i forbindelse med gennemgangen af referatet.
Kuupik Kleist sagde, at man har sagt, at man ikke ville indføre forbud mod brug af plastic. Det kunne jeg ikke finde i referatet om min forespørgsel. Jeg har fået svar fra Ove Rosing Olsen i 1992, og han sluttede sin besvarelse med, "at han ville igangsætte foranstaltninger mod det".
Jeg er ikke imod, at spørgsmålet udvalgbehandles, men jeg vil gerne have svar på, hvorfor Landstingets beslutning ikke er effektueret, som jeg sagde tidligere.
Landstingsbeslutninger kan kun ændres af Landstinget selv. Dette lovforslag blev behandlet 3 gange dengang, og vi var alle sammen enige. Herefter er der oprettet en plasticfabrik.
Hvis Landsstyret skal ændre en landstingsvedtagelse, burde det have forelagt Landstinget sagen. Jeg har ikke set noget i forbindelse med Landstingets behandling. Jeg er ked af, at lovgivernes beslutning ikke er blevet effektueret.
Hans Iversen kom frem med positive ting, f.eks. sagde han, at det var meget ubehageligt at få plasticsække og lignende i skruen. Vi var så enige dengang.
Jeg vil anmode Landstinget om at vende tilbage til sagen. Jeg finder det væsentligt, at Landstingets beslutning, den lovgivende magts, er blevet ændret uden, at Landstinget har fået sagen forelagt. Jeg finder det en overtrædelse af gældende regler, hvilket må undersøges nøjere.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Med hensyn til Miljøudvalget og den aktuelle sag, blev denne henvist til udvalgsbehandling.
Med disse bemærkninger fra Inuit Ataqatigiits side går vi ind for, at spørgsmålene behandlet i udvalget; herunder ikke mindst de beslutninger Landstinget har taget i årenes løb, som ikke er forordninger eller love, og hvorvidt de er effektueret eller ej.
Vi har tidligere her i salen behandlet havmiljøet. Som Atassut nævnte, findes der skibe, som må opholde sig til havs i flere måneder, ikke mindst trawlere.
Dengang opfordrede vi Landsstyret til at rette henvendelse både til rederierne og trawlerrederierne omkring affaldsproblematikken.
Vi kan ikke regne med, at alle skibe har forbrændings- anlæg. Skibe, der skal følge de internationale regler, har særskilte depoter til kemikalieaffald, malerrester, plastic, pap og lignende.
Hvis regelsættet skal være sådan, skal de grønlandske rederier være parate, og havnene må også være parate til at modtaget dette affald. Kommunerne skal være parate til at sørge for, at det bliver ført til lossepladserne.
Hvis der er affald, der ikke kan smides på lossepladserne, skal man sørge for, at det bliver pakket til Kommunekemi.
Det kan ikke være sådan, at man samler det, sender det til lossepladserne, hvorfra det havner i havet igen. Rederierne bør gøres opmærksomme på problemet. Denne sag bør også vurderes i Miljøudvalget.
Landsstyremedlemmet for Offentlige Arbejder og Trafik:
Først vil jeg understrege, at ændringsforslaget omhandler en opstramning af forordningen, selv om det er fristende at anvende tiden til en generel miljødebat.
Forslaget er en opstramning af gældende regler, og som miljøudvalgets formand sagde, er denne opstramning sket bl.a. med henblik på en placering af ansvaret i forskellige sager.
Med hensyn til Otto Steenholdts bemærkning kan jeg ikke på stående fod vurdere, om der har været brud på gældende regler Landsstyret og Landstinget imellem.
Man er kommet væk fra miljødebatten, idet debatten nu drejer sig om, hvorvidt Landsstyret har overtrådt regler for deres arbejde. Jeg finder, sagen bør undersøges nøjere i stedet for at blive drøftet gang på gang.
Til slut vil jeg henvise til, at Miljøudvalget vil behandle forslaget og de fremsatte bemærkninger inden 2. behandlingen.
Jeg håber, at landsstyremedlemmet for Miljø vil befinde sig her i salen, når 2. behandlingen finder sted.
Mødeleder:
Således er 1. behandlingen færdig. I forbindelse med forslaget er der kommet mange bemærkninger. Når disse er blevet behandlet i udvalget, vil sagen blive 2. behandlet. Således er også mødet slut for i dag.
Punktet sluttet.