Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 17-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Tirsdag den 30. maj 1995 kl. 13.00.

 

Dagsordenens punkt 17.

 

Uddannelsespolitisk redegørelse.

(Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Kirke)

 

 

 

Mødeleder: Knud Sørensen:

Mødet er åbnet. Vi har i dag tirsdag den 30. maj to punkter på dags­ordenen. Det er punkt 17, uddannelsespolitisk redegørelse og punkt 8, redegørelse om status for omdannelsen af KNI.

 

Vi går over til punkt 17, uddannelsespolitisk redegørelse. Den bliver fremlagt af landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Kirke, Konrad Steenholdt.

 

Konrad Steenholdt, landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse og Kirke:

Dette arbejde har været under forberedelse i flere år og redegørelsen har den baggrund, at der er kommet nye landstingsmedlemmer efter valget til landstin­get, og her har man redegjort for hvordan arbejdet er gået. Jeg skal ikke komme nærmere ind på baggrunden for redegørelsen, men vil frem­lægge det fra det punkt vi er nået til i dag.

 

Der har gennem årene været ofret meget store menneskelige og økono­miske ressourcer på at hæve uddannelsesniveauet i be­folkningen og få skabt motivation og tradition i samfundet for at uddanne sig. Området har været og er stadig problem­fyldt og afspejler nok et langt stykke situatio­nen i samfundet, der stadig er i en kulturel om­stillingsproces.

 

Især efter starten af 1970'erne har uddannelsesområdet været priori­teret højt i vores samfund. Hjemmestyrets indførelse bevirkede en yderligere intensiveret indsats. Det må erkendes, at de kvantitative mål i de første år havde højeste prioritet, idet det dels var afgørende at få ungdomsud­dannelserne, de gymnasiale ud­dannelser og de erhvervs­faglige grundud­dannel­ser hjemtaget og gennemført her i landet, dels var det nødvendigt at skaffe uddannelsespladser til så mange unge som muligt, for at imødegå en truende ungdoms­arbejdsløs­hed.

 

Først efter opstart af STI-uddannelserne blev opmærksomheden for alvor rettet mod især erhvervsuddannelsernes indhold og kvalitet, idet arbejds­giverne begyndte at stille større krav til såvel elevernes som de færdigud­dannedes faglige kunnen.

 

Det må være et mål i sig selv, at uddannelsessystemet fremover til­passes til at imødekomme såvel de langsigtede som de kortsig­tede behov for ud­dannet arbejdskraft på et kvalitativt højt niveau og for færrest mulige ressourcer.

 

Dette forudsætter et tæt samarbejde med de sektorer der opbygger og styrer udviklingen i de bærende erhverv og som dermed kan definere arbejdsmarke­dets kvalitative og kvantitative behov.

 

Der må sikres disse sektorer en mere direkte indflydelse på uddannel­sernes mål og indhold.

Ud over at sikre en bedre tilpasning til erhvervslivets og arbejdsmarke­dets behov, peges der i redegørelsen på uddannelse som et redskab til udvikling og udnyttelse af menneskelige ressourcer, en aktivitet hvor­igennem borgerne inddrages i den demokratiske proces i samfundet, hvilket, med et lille og geografisk spredt befolk­ningsgrundlag, er et vigtigt mål.

 

Der peges ligeledes på, at vort samfund, i takt med at det bliver en stadig mere integreret del af det højteknologiske samfund, får brug for medarbej­dere med stor omstillingsevne, fleksibilitet og dynamik. Udvikling af disse egenskaber vil kræve kontinuerlig efter- og videreuddannelse. Her kan anvendelse af moderne under­visningsteknologi gøre det muligt at indføre egentlig fjern­undervisning, som det kendes i mange lande med spredt be­folkning.

 

I redegørelsen er opstillet en række kortsigtede målsætninger. Der er tale om allerede kendte og eksisterende målsætninger, som imidlertid er bedre under­bygget end tidligere.

 

Nøgleordene i en fremadrettet uddannelsespolitik er klare: Kvalitet - omstillings­evne - bedre ressourceanvendelse.

 

For at opfylde såvel de langsigtede som de kortsigtede mål er det nødven­digt at en række problemer søges løst eller minimeret.

 

Redegørelsen domineres af nogle hovedproblemstillinger, der er ind­byrdes sammenhængende og derfor bør søges løst samtidig.

 

Det drejer sig om forudsætningerne hos de uddannelsessøgende, sprog, sammen­hæng i uddannelsessystemet og ressourceanvendelsen.

 

Frafaldet i uddannelserne er stadig et stort og domineren­de problem. Der har ikke været foretaget dyberegående under­søgelser af årsagerne, men det er en kendsgerning, at forud­sætningerne hos de uddannelsessøgen­de ofte er mangelfulde og en dominerende årsag til, at mange uddannel­sesforløb ikke gennem­føres.

 

Der er tale om både faglige, sproglige og holdningsmæssige problemer.

 

Der er et klart behov for et styrket samarbejde mellem folkesko­len og erhvervsud­dannelserne. Der bør sikres en bedre sammenhæng mellem uddannel­sernes adgangskrav og de forud­sætninger, folkesko­len bibringer eleverne. Det bør vurderes, om uddannelsessystemets krav til forud­sætninger er defineret klart nok, og om de er reelle.

 

Et tilsvarende samarbejde mellem folkeskolen og GU samt GU og de videregå­en­de uddannelser bør ligeledes styrkes.

 

Det er Landsstyreområdets vurdering, at der er en klar sammenhæng mellem faglige og sproglige forud­sætninger. Det er en kendsgerning, at man ud­dannelses­mæssigt er særdeles dårligt stillet, hvis man ikke behersker det danske sprog og kan anvende det i uddannelsen. Der er mange årsager hertil, som næppe kan løses her og nu.

 

Der er taget initiativ til en snarlig klarlægning af disse forhold, således at der efterfølgende kan ske en politisk stillingtagen til anvendelse af sprog i folkeskolen og i uddannelsessystemet.

 

Sammenhæng i uddannelsessystemet, eller mangel på samme, er beskrevet tydeligt i redegørelsen. Også her er manglende forudsætninger hos de ud­dannelsessøgende den egentlige årsag til problemerne. Der peges bl.a. på behov for en bedre dialog med erhvervslivet om kravene til arbejdskraftens kvalifi­kationer, et tværgåen­de samarbejde inden for uddannelses­sektoren og en forbedret og forstærket erhvervs- og ud­dannelsesvejledning.

 

Redegørelsen påviser manglende sammenhæng mellem aktivitet, res­sour­cetilde­ling og -forbrug på hovedområderne GU, erhvervsud­dannelser og øvrige uddannelser.

 

For at sikre en bedre ressourceudnyttelse peges der på nødvendig­heden af ensartede kriterier for beregningsmetoderne på ud­dannelsesaktivitet, og at uddannelsesaktiviteten anvendes som kriterium for ressourcetilde­ling.

 

I kapitlet om prisen pr. færdiguddannet peges der på nødvendig­heden af at lade udviklingen i driftsudgift pr. studiedag indgå som grundlag for videre planlæg­ning samt at udgifter pr. færdigud­dan­net kan indgå i beslutnings­grundlaget for lokalisering af uddannel­ser.

 

Det er særdeles omkostningskrævende at oprette og drive ud­dannelses­virksom­hed i vores samfund. P.g.a. et lille befolknings­grundlag, en bred vifte af uddannelses­tilbud og et stort frafald i uddannelserne er om­kostningerne pr. færdiguddannet meget høje.

 

Uddannelsesstrukturen har stor indflydelse på omkostningsniveauet og særligt på ressourcernes fordeling og anvendelse. Jeg skal lige komme nærmere ind på ressourcerne. Her tænker vi på lærerkræfterne, elev­grund­laget, boligforhol­dene, undervisningslokalerne og bevillingerne til disse formål.

 

Specielt erhvervsuddannelserne er spredt på en lang række institutioner, 24 ialt, hver med et relativt beskedent elevgrund­lag. En meget stor del af ressourcerne er derfor bundet i faste udgifter, der er delvist uafhængige af elevtal.

 

I arbejdet med at sikre en bedre ressourceudnyttelse bør det derfor vur­deres, om viften af uddannelsestilbud er for bred, om hele eller dele af eksisterende uddannelser med fordel kan gennemføres i Danmark, og om der skal ske nedlæggelse og/eller sammenlægning af institutio­ner.

 

Det bør ligeledes vurderes, om der bør ske en omfordeling af ressourcerne med henblik på at styrke de studieforberedende og grundlæggende uddannelser og studier, med henblik på forbe­redelse til videre uddannel­sesforløb uden for Grønland.

 

Der skal ske opfølgning på de anbefalinger der er opstillet i kapitlerne om ressourceforbrug og pris pr. færdiguddannet. Der skal herunder frem­sættes forslag til procedurer ved ressour­cetildeling og budgetopfølgning, der sikrer sammenhæng mellem aktivitetsudvikling og forbrug.

 

Ligeledes skal der ske en vurdering af kriterier for placering af aktivite­ter, herunder om der er fordele ved at placere hele eller dele af aktivite­ter på danske eller udenlandske ud­dannelsesinstitutioner.

Mulighederne for sammenlægning af centrale uddannelsesinstitutioner skal undersøges ud fra såvel ressourcemæssige som faglige og pædagogiske vur­derin­ger.

 

En sammenfatning viser behov for en bedre tilpasning af ud­dannelses­systemet til udvikling i erhvervslivet og på arbejds­markedet, styrkelse af kvalite­ten i uddannelserne, udvikling og styrkelse af holdningsmæssige, faglige og sproglige forud­sætninger hos de uddannelsessøgende både før indgang til uddannelses­systemet og undervejs gennem systemet samt en mere gennem­skuelig og effektiv ressourceanvendelse.

 

Ovennævnte problemstillinger og indsatsområder er i redegørelsens afslut­tende afsnit formuleret i en række overordnede uddannelsespoliti­ske målsæt­ninger, som Landsstyret indstiller til drøftelse og godkendelse i Lands­tinget.

 

På kort sigt drejser det sig om følgende:

 

For det første: Uddannelserne skal tilrettelægges i overensstemmelse med erhvervsud­vik­lingen samt udviklingen i samfundet og på arbejdsmarkedet.

 

 

For det andet: Uddannelserne skal have en kvalitet og et niveau, der giver erhvervs- og studiekompe­tence i og uden for Grønland.

 

For det tredje: Det tilstræbes at kunne tilbyde alle unge et uddannelses- eller kursusfor­løb efter folkeskolen eller GU.

 

For det fjerde: Uddannelsespolitikken bør tilrettelægges, så der kan tilbydes den nødvendi­ge efteruddannelse af den uddannede arbejdskraft samt specialarbejder­kur­ser til den ufaglærte arbejdskraft.

 

For det femte: Selvforsyning med uddannet arbejdskraft skal gøres størst mulig.

 

For det sjette: Ingen fastboende må udelukkes fra et uddannelsestilbud alene begrundet i enkeltsproget­hed.

 

For det syvende: Informationsteknologi/EDB skal indgå som en integreret del af under­vis­ningen på alle niveauer.

 

For det ottende: Der skal være sammenhæng i uddannelsessystemet.

 

For det niende: Uddannelsessystemet skal tilpasses og effektiviseres med henblik på en bedre ressourceudnyttelse.

 

Endelig skal jeg bemærke, at arbejdsgruppen, som er blevet nedsat for at lave denne redegørelse, har udført et godt arbejde, ved at de kan fremkomme med denne redegørelse. Det er ikke sådan at vi kan nå at drøfte hele redegørelsen. Der skal bruges lang tid til det. Man skal nærlæse det for at komme ind på de interessante områder i redegørelsen. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at rette en tak til medlemmerne i ar­bejdsgruppen for det store og omfattende arbejde, og til aller sidst vil jeg fremsætte ønske om at debatten bør være fremadrettet, fordi vi her i redegørelsen ser hvad vi har brugt de forgangne år til og hvor langt vi er nået, og det vi skal drøfte er hvilket udgangspunkt vi skal have fra politikernes side.

Med disse bemærkninger har jeg fremlagt denne redegørelse.

 

Lars Karl Jensen, ordfører for Siumut:

På Siumuts vegne skal jeg udtale, at vi er tilfredse med, at landsstyret fremkommer med nærværende uddannelsespolitiske redegørelse, som giver os anledning til at fremføre vore mere generelle uddannelses­politiske syns­punkter.

 

Det er ikke sådan, at dette meget vigtige emne ikke har været debatteret før i denne sal. Allerede fra begyndelsen af 1980-erne har uddannelses­politikken været gjort til genstand for løbende debatter her i tinget. Der er bevilget ikke ubetydelige penge og taget skridt til forskellige foran­stalt­ninger. Men livet er ikke nogen stillestående tilstand og i takt med udviklingen må vi derfor have løbende diskussion om vores uddannel­ses­system, således at uddannelsespoli­tikken er afrettet efter vore politi­ske målsætninger.

 

Landsstyrets uddannelsespolitiske redegørelse, som er meget fyldest­gørende og indholdsrig, behandler erhvervsuddannelsesemner, men samtidig afkræver redegørelsen klare politiske tilkendegivelser om, hvorledes vi skal komme videre.

 

Eftersom der foregår meget hurtig udvikling i hele verdenssamfundet, når det gælder politik, handel, teknik og hele serviceområdet, og eftersom vort land af samme grund er nødt til at samarbejde med omverdenen i stadig stigende grad, er det bydende nødvendigt at befolkningen i vort land er veluddannet og har god indsigt i forholdene rundt om i verden.

 

I vores uddannelsessystem har vi brug for personer, der har de relevante uddannelser og den nødvendige indsigt, og med udgangspunkt i denne målsæt­ning må vi bane vejen for vor ungdoms uddannelsesmuligheder.

 

Fra Siumuts side mener vi, at følgende tiltag er nødvendige, hvis vi skal tilrettelægge uddannelserne således at vi hele tiden er på højde med den rivende udvikling, der er igang:

 

Løbende ajourføring af børneskoleuddannelsen med det formål at undgå de problemer, som de helt unge mennesker traditionelt løber ind i, når de skal gå ind i erhvervsuddannelserne. Her er det også meget vigtigt at forældrene deltager aktivt i løsningen af sådanne problemer.

 

Det er også nødvendigt med stramninger indenfor STI-uddannelserne med det formål, at der skabes bedre muligheder for videregående uddannelser med basis i STI-uddannelsen.

 

Eftersom de unge mennesker selv har fremført det, finder vi det vigtigt at der gennemføres regelmæssige prøver i de forskellige læreranstalter, idet sådanne prøver animerer de uddannelsessøgende til at gøre det endnu bedre og inspirerer til yderliger dygtiggørelse.

 

Vi må til stadighed være opmærksomme på, at fremme mulighederne for videregående uddannelser, der er fortsat for mange stillinger der kræver teknisk uddannelse som vi er nødt til, at besætte med tilkaldt arbejds­kraft.

 

Manglen på hjemmehørende arbejdskraft i mange andre arbejds­pladser og stillinger må også give os stof til eftertanke.

Vi må revurdere uddannelseskravende på forskellige niveauer med henblik på at forbedre vores konkurrencedygtighed i forhold til udlandet.

 

I denne forbindelse, er det nødvendigt og vigtigt, at vore unge menne­sker indleder deres uddannelser på baggrund af reelle og relevante ud­dannelses­krav og det må vi politisk medvirke til.

 

I samtlige uddannelsessteder bør vi revidere og klart beskrive pensa for uddannelsernes indhold og mål, og ikke mindst bør vi fra nu af i større omfang tilrettelægge uddannelserne efter erhvervslivets behov.

 

Der bør banes vejen for, at informationsteknologien som vores omverde­nen i stigende grad er begyndt at benytte bliver et obligatorisk fag i folkeskolen.

 

Informationsteknologien som kort kan bekrives med benyttelse af data samt elektronisk databehandling bliver et meget vigtigt element i hverda­gen i den nære fremtid, her i vort land samt i andre lande og der bør derfor igangsættes undervisning på dette område.

 

For at videreudvikle vores uddannelsessystem bør vi satse indenfor disse områder. Vi må højne niveauet i børneskolen og STI-uddannelserne og Landsstyret må bane vejen for sådanne initiativer ligesom man må fremme de forslag og overvejelser som vi fremfører  gennem dette indlæg.

 

Når man taler om uddannelser, kan man ikke undlade, at pointere behovet for flersprogethed.

 

Fra Siumuts side lægger vi afgørende vægt på denne målsætning som noget ganske ufravigeligt.

 

Vi skal være stolte af at være grønlændere, og vores udvikling skal selvsagt have sit udgangspunkt i det grønlandske sprog, men vi må være helt åbne overfor, at lære andre sprog, for dette er helt nødvendigt, hvis vi skal være konkurrencedygtige forhold til resten af verden. Sprog er alt andet lige et våben, som kan udvikles i det uendelige.

 

Udover vore målsætninger på uddannelsesområdet må vi også styrke planlægningen og den admininstrative styring. Vi mener, det er på tide, at tilrettelægge uddannelserne med udgangspunkt i, hvor mange personer vi har behov for, på forskellige samfundsopgaver.

 

Vi vil fra Siumut anmode Landsstyret på baggrund af dagens debat om uddannelsespolitisk redegørelse om, at påbegynde planlægningen af gradvis overtagelse af stillinger, der i dag bestrides af tilkaldte arbejds­kraft i det kommende år til de fastboende.

 

I den forbindelse vi vil fra Siumut understrege, at uddannelsespladserne alene ikke skal tages som udgangspunkt i bestræbelserne, men at dygtiggørelse og videreuddannelse af medarbejdere i virksomheder i sam­fundet også tages med i betragtning.

 

Vi vil fra Siumut ikke undlade, at påpege vigtigheden af etablering af en sprogskole og anser målet som væsentligt. Og det samme gælder for e­tablering af en efterskole.

Endelig vil vi fremhæve, at det fortsat er vores mål, at have de centrale uddannelser, men samtidig fremhæve, at dette ikke skal medføre for­ringelse af uddannelserne og vores konkurrencedygtighed.

 

Med disse bemærkninger godtager vi den uddannelsespolitiske rede­gørel­se og vi anser redegørelsen for nyttig til den fremtidige plan­læg­ning.

 

Afslutningsvis vil vi indstille, at medlemmerne i Landstingets Kultur- og under­visningsudvalg samt Erhvervsuddannelsesudvalget afholder et ekstraordinært møde sammen med henblik på udarbejdelse af en be­tænkning til Landsstyret udfra dagens debat om den uddannelsespolitisk redegørelse.

 

Siverth K. Heilmann, Atassut

 

Først vi vil fra Atassut ikke undlade, at takke for denne første lejlighed til at gøre noget virkeligt ved de politiske målsætninger efter Hjem­mestyrets overtagelse af uddannelsesområdet.

 

Generelt har vi intet at udsætte på de målsætninger Landsstyrets op­stiller. Jeg skal efterfølgende fremkomme med bemærkninger til Lands­styrets enkelte politiske målsætninger i den rækkefølge forelæggelses­notatet anvender.

 

Vi vil fra Atassut fremkomme med en tilføjelse til en ændring af den første målsætning om tilrettelæggelse af uddannelserne i overensstem­melse med erhvervsudvikling.

 

Vi ved jo, at vi tit følger vor trang til at holde igen på tilvante ting under sam­fundets udvikling i overensstemmelse med erhvervsudviklingen. Men i fremtiden hvor sådanne ting vil have kort levetid bliver vi politikere presset til, at være på forkant med udviklingen og følge nøje med den grønlands­ke samfundsudvikling som en del af det internationale samfund og ikke blot affinde os med, at være halehængt til erhvervsudviklingen.

 

Derfor mener vi fra Atassut, at den første målsætning kan omformuleres til formålet som følger: uddannelserne skal tilrettelægges i overens­stemmelse med erhvervsudviklingen og i overensstemmelse med det generelle princip, at man må være på forkant med samfundets udvikling.

 

Derimod godkender vi uden tvivlen den anden målsætning om at ud­dannelserne skal løftes op på det niveau, hvor det kan give kompetence selv udenfor Grønland.

 

Den uddannelsespolitiske redegørelse har jo regnet ud, at landskassen til sammenligning investerer 2 procent mere i uddannelserne end Danmark gør. Det fremgår også, at vore uddannelsessøgende i Danmark er mindre udgifts­krævende i sammenligning med, hvad det ville koste for en uddannelse her i landet.

 

Da vi som politikere ikke mindst i disse stramme økonomiske tider har et ansvar for en effektiv fordeling af pengene, er der ikke noget mærkeligt i, at Atassut tager godt imod denne målsætning. Selvom det unægteligt er godt for vore unge, at tage en uddannelse i Danmark,  ønsker vi imid­lertid nærmere besked om, hvor meget man fra officielt hold er indstillet på, at støtte de unge i deres mærkbare stigende interesse i disse år for Canada og Amerika.

I den forbindelse vil vi gerne fra Atassut opmuntre til elevudvekslinger efter den model Knud Rasmussens Højskole bruger.

 

Vi har fra Atassut vurderet og godkendt den tredje målsætning som er indstillet til godkendelse med budskabet om, at det tilstræbes at kunne tilbyde ikke kun det unge, men alle et uddannelses- eller kursusforløb som en vigtigt, hvis ikke som vigtigste målsætning.

 

For som menneske og politiker kan man ikke undgå, at reagere på oplysningen om, at cirka 60 procent, af den grønlandske befolkning over 18 år ikke har en uddannelse udover folkeskole niveau og at kun 6 procent er igang med en erhvervsuddannelse.

 

Derfor er vi i Atassut parat til at rette op på sådanne vilkår, som en del af befolkningen lever under, selvom vi ved at det enkelte menneske selv har ansvaret for at komme videre og at det er et spørgsmål om parathed.

 

Hvis vi som politikere lover at komme med tilbud om uddannelses- eller kursusforløb, så er vi også tilsvarende forpligtet til at være med til at finde på reelle muligheder.

 

Vi ved at folkeskolen blev endevendt godt og grundigt i 80'erne under betegnelsen fremtidens skole. På samme måde er det nu i 90'erne på tide, med lignende omgang endevending af uddannelserne under be­tegnelsen fremtidens uddannelse i overgangen til år 2000.

 

Ikke blot for at finde frem til det lovede tilbud, men også for at kigge nærmere på og muliggøre tidssvarende udviklingspotentialer.  Man kan ikke undgå, at blive glad over og høre oplysningen om, at gymnasiesko­lerne i Qaqortoq, Nuuk og Aasiaat er slået ind på den rette kurs i det seneste år, selv om man bliver lidt betænkelig ved at høre, at kun cirka 20 procent at den årgang der går ud af fra folkeskolen går videre til GU.

 

Det viser sig jo, at vi stadig har 30 procent, at indhente i forhold til Dan­mark. Mens vi er ved GU, så ved vi at bestemte læreanstalter er hårdt ramt af pladsmangel i uddannelsesbyen Nuuk.

 

Vi vil derfor fra Atassuts side opfordre Landsstyret til at gøre noget snarest for at løse plads problemet ved de berørte læreanstalter om muligt med henblik på en bevilling på finansloven for 1996.

 

Man kan herunder overveje en mulig flytning for Jern- og Metalskolen i Nuuk til Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut, som led i Hjemmestyrets udflytning af uddannelserne til kysten.

 

Man ville ikke blot på denne måde finde udvej af pladsmangelen, men sågar også bane en vej for visse uddannelsers mere effektive brug af ressourcer.

 

Vi skal ikke fra Atassut fremkomme med særskilte bemærkninger til den fjerde målsætning, hvis indhold er berørt i den forrige målsætning. Tilsvarende skal vi fra Atassut støtte den femte målsætning om, at selvforsyning med uddannet arbejdskraft skal optimeres. Vi vurderer det til at være det første skridt i retning af fremlagte tiltag.

 

For udfra de oplysninger, vi har fået er der lagt op til revision af ud­dannelsessy­stemet i de næste 10 år frem til år 2005, så den politiske målsætning fremover hedder koncentration af krafterne om udvalgte uddannelser og en tilsvarende rationalisering af uddannelsesmuligheder.

 

Men det afgørende her er, at kende følgerne heraf. Derfor vi vil opfordre Landsstyret til at igangsætte en grundig planlægning i et nært sam­arbejde med de offentlige selskaber og det private.

 

Det er jo efterhånden normalt, at offentlige selskaber som Royal Green­land selv står for uddannelses- og kursusvirksomhed og fremtidens indlæring vil får en helt anden karakter end i dag, når informationstekno­logien bliver mere tilgængeligt for alle ved udvidet brug af satelliterne.

 

Derfor ønsker vi fra Atassut, at vide nærmere om hvilke følger, det vil have for uddannelsespolitiken.

 

Mens vi taler om øget selvforsyning med uddannet arbejdskraft i frem­tiden kan vi ikke lade være med at nævne det stadig alt for høje fra­faldstal blandt det uddannelsessøgende. Det er klart at det hæmmer selv­forsyningsprocessen.

 

Vi håber fra Atassut, at man vil stille skarpt på uddannelsessøgendes frafaldstal i de løbende års fremtidige revisioner af enkelte uddannelser blandt andet ved bedre brug af forskellige rådgivningsprojekter.

 

Vi kan konstatere, at den mest følsomme blandt de forelagte målsæt­ninger er den del, der angår sprogpolitiken.

Den sjette har følgende formulering. Citat starter: ingen fastboende må udelukkes fra et uddannelsestilbud alene begrundet i enkeltsprogethed. Citat slut.

 

Hvis jeg skal fatte mig korthed så mener jeg, at hvis vi vil internationali­sering, så må vi klart tage konsekvensen heraf i prioriteringen, nemlig en fortsat øget fremme af flersprogethed, selv på folkeskoleniveau.

 

I forlængelse heraf vi vil fra Atassut anmode Landsstyret om, at følge ideen med en sprogsko­le op uden opsættelse.

 

Det er også på tide, at tage sprogpolitiken op påny til overvejelse i disse hastigt skiftende tider. Ved Hjemmestyrets indførelse var de gældende forhold meget anderledes. Ikke mindst indenfor undervisning udover uddannelse, men nu lever vi i de helt nye og ændrede tider.

 

Før vi træffer en beslutning, der giver Landsstyret et mandat ønsker vi fra Atassut, at Landstinget tager befolkningen med på råd gennem en debat.

 

Med andre ord anmoder vi fra Atassut om at den sjette målsætning udsættes og at Landstinget senere vender tilbage til sagen efter at befolkningen er taget med på råd.

 

Derimod godkender vi uden yderligere bemærkninger de sidste tre indstillede målsætninger. Disse handler om, informationsteknologiens sammenhæng eller mangel på samme indenfor uddannelsessystemet samt tilpasning og effektivi­sering af uddannelsessystemet med henblik på en ressourseudnyttelse.

Så vidt vi er orienterede lyder prognosen på en betydelig søgning til de gymnasielle samt de mellem- og videregående uddannelser fremover og modsat på et betydeligt mindre pres på de faglige grunduddan­nelser.

 

Men spørgsmålet er om der tale om, en pålidelig prognose. Det kan jo godt være at det er udtryk for informationsteknologiens egen logik at samfundets udvikling får denne drejning.

 

Men vi ved jo, at folkeskolen endnu ikke rigtigt har taget computere i brug. Derfor er det nødvendigt, at vi får en mere klar besked om, hvor­dan man helt konkret ønsker at fordele de økonomiske og øvrige res­sourcer i forbindelse med implementeringen af de uddannelsespolitiske målsætninger, så de kommer i overensstemmelse med strategien.

 

Derfor vil vi fra Atassut opfordre Landsstyret til, at udarbejde en be­tænkning om en fordeling af ressourcerne til brug for en senere debat herom i salen.

Endelig skal vi fra Atassut påpege, at man tilsyneladende har overset uddannelserne i yderdistrikterne, herunder fangeruddannelsen blandt målsætningerne i forelæggelsesnotatet. De forskellige forhold i yderdi­strikterne og bygderne bliver heldigvis kulegravet i seneste år. I 1990 afholdt man et seminar om uddannelse i bygderne og i 1992 afholdt man en bygdekonference og i august i år afvikles endnu en bygdekonference.

 

Budskabet i disse sammenhænge har været et behov for veluddannet arbejdskraft blandt andet som følge af, at alt for mange unge ikke påbe­gynder en uddannelse.

 

Det første skridt i en forbedring heraf er efter Atassuts mening en reel indsats for at fremme mulighederne for undervisning og uddannelse i yderdisktrikterne og bygderne i overensstemmelse med de igangværen­de tiltag fra centralt hold.

 

Hvad angår spørgsmålet om fangeruddannelsen, der for indeværende foregår gennem STI, vil vi fra Atassut opfordre Landsstyret til at med­tage en undersø­gelse af en forbedring heraf i deres planlægning efter en statusopgørelse af uddannelsen.

 

Med disse bemærkninger godkender vi fra Atassut uden yderligere betænkelig­heder Landsstyrets indstilling til drøftelse og godkendelse af målsætningerne på nær den sjette målsætning.

 

På grund af at redegørelsen er så lang har vi måtte komme med sådan et ordførerindlæg og vi håber at tilhørende ikke er faldet i søvn og såfremt vi har undladt noget, så vi ville kom nærmere ind på det senere.

 

Maliinannguaq Mølgaard, ordfører for Inuit Ataqatigiit.

 

Allerførst er det med glæde, at vi nu kan konstatere at denne uddannel­sespolitiske redegørelse, som vi har efterlyst så mange gange, fra IA, nu endelig er blevet færdig. Vi skal derfor benytte lejlighed til at også takke den arbejdsgruppe, der derved har lavet et  grundigt stykke arbejde.

 

En af de væsentligste ting som slår ind i øjnene, med hensyn til det stade vi er inde i uddannelsespolitisk, er, at der er et stort gab mellem folkeskolen og den videregående uddannelse f.v.a. kundskabsniveauet. Dette paradoksproblem med at for mange uddannelsessøgende bliver nødt til at afbryde deres uddannelse, hvilket er en af de vigtigste ting, der bør rettes op på. En af de klare ting vi nu kan konstatere er, at det viser sig at det siden 1981 og indtil i dag, er de økonomiske ressourcer til folkeskolen reduceret med ialt 137 mio. kr. på driftudgifterne. Dette er sket samtidig med, at de politiske krav og målsætnin­ger i samme tids­ramme har været, at vi skal have flere veluddannede unge.

 

Det er selvfølgelig godt, at man starter nye uddannelser, men hvis vi fortsat samtidig med at nedskære i folkeskolen, kræver flere veluddanne­de, kan dette forhold i sidste ende komme til at koste samfundet dyrt, som det ligeledes også fremgår af redegørelsem, at der er behov for mange kurser, for at kvalificere sig til videreuddannelse.

 

Det er ligeledes påkrævet, at der i folkeskolen forefindes gode og tids­svarende undervisningsmateriale, hvorfor det er påfaldende, at vi stadig kan høre folkeskolelærere, der klager over manglen på undervisnings­materialer, og på samme tid hører om, at mange af disse nye under­visningsmaterialer alle står klar til trykning, men hvor der ikke er råd dertil.

 

Med henblik på opfyldelsen af en målsætning om den bedst mulig under­visning for vore børn, er det derfor helt nødvendigt, at vi i det mindste har råd til dette også.

 

Den nuværende ordning med todelt 10.-klasse i folkeskolen, trænger til en ændring. Efter en niveau-deling er foretaget, er situationen desværre sådan, at de mellem og mindre begavede sættes i samme klasse, hvorefter de mellembe­gavede ikke får mulighed til at videreudvilke sig. Derfor er det nødvendigt at indføre mulighed for specialundervisning også i 10-klasse. I denne forbindelse skal vi heller ikke glemme, at der er et stort behov for, at lærerne får mulighed for dygtiggørelse, for derved at honorere, at lærere ikke går i stå, men får mulighed for at følge med i de krav, der er under stadig udvikling og forandring.

 

I disse år er teknologien i rivende udvikling, hvilket vi ikke kan stoppe. Netop derfor er det tvingende nødvendigt at indføre EDB-undervisning og lignende i den daglige undervisning i folkeskolen. På længere sigt kan vi heller udelukke for muligheden for fjernundervisning via brugen af disse.

 

Hvad angår sproget, er dette stadig et stort problem inden for hele uddannel­sessystemet, hvor de enkeltsprogede har for få muligheder. Netop derfor er det også nødvendigt at opstarte en sprogskole, idet man også kan forestille sig at turistuddannelserne kan foregå der. De nu­værende turistmæssige uddannelser lider under trange pladsforhold i handelsskolen.

Når talen er om sproget, er det imidlertid fortsat sådan, at de rent grøn­landsksprogede har for få uddannelsesmuligheder, hvorfor det må være helt oplagt, at vi satser på en indsats på dette område også, eftersom det ikke kan være rigtigt, at man i sit eget land og med sit eget sprog, skal udelukkes fra uddannelsessystemet.

 

En af de mere væsentlige ting vi skal have en fuldstændig politisk afklaring af er, at mange unge rent dansksprogede opvokset her i landet, og som vil blive boende, ikke kan sluses ind i forskellige uddannelser i Grønland.

Forholdene er jo således, hvilket også fremgår af redegørelsenm, at de rent dansksprogede ikke har adgang til de videregående uddannelser i Grønland, idet der som adgang kræves beherskelse af grønlandsk på modersmålsniveau­et. Disse ansøgere er også de unge, der ikke som alternativ kan optages på lignende uddannelser uddannelser uden for Grønland.

Det er Inuit Ataqatigiits opfattelse, at vi ingen grunde har til at udelukke disse fra uddannelser her i Grønland. Det forekommer jo også absurt, at vi samtidig skaber mulighed for økonomisk støtte til tilkaldte dansksprogede, der har været her en årrække, uden sikkerhed for at disse rent faktisk kommer tilbage til Grønland. Og samtidig udelukker de unge, der faktisk er opvokset her i landet, fra uddannelse. Dette forhold er ikke længere tidssvarende, og her bør snarest ændres i relevante regler.

 

Nogle af de ting, som slår i øjnene, er de store omkostninger, der er forbundet med STI-systemet. Der er mangel på lærere, og der er visse steder et meget lille elevgrundlag, hvilket naturligt medfører store en­hedsom­kostninger. Derfor bør det undersøges nærmere, om man med fordel ikke kan sammenlægge nogle af STI-erhvervsskolerne, regionsvis, for dermed også at bruge lærerkraf­terne mest fornuftigt. I denne for­bindelse er det vigtigt også at være opmærk­som på, at også STI-skoler­ne ikke bør være de steder, hvor der i forvejen findes andre uddannel­sesinstitutioner, til eksempel at GU er placeret i Aasiaat og at socialpæ­dagoguddannelsen og fiskeskipperuddannelsen er lokaliseret i Ilulissat. De nye sammenlagte STI-erhvervsskoler bør derfor ikke være i disse byer, men i en anden by i Disko-bugten.

Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at det er nødvenligt med en ompriori­tering af hele uddannelsessystemet.

Inuit Ataqatigiit skal i den forbindelse erklære, at vi er enige i denne betragtning, under forudsætning af, at der overflyttes flere midler til folkesko­len og de øvrige videregående uddannelser fra erhvervsud­dannelses­institutionerne.

 

Dermed vil vi kunne bane vejen for en højnelse af kundskabsniveauet i folkeskolen, samtidig med at vi tilgodeser den aktivitetsstigning vi kan konstatere sker på højere uddannelser indenfor de seneste år.

 

For så vidt angår beslægtede uddannelsesinstitutioner og en bedre udnyttelse af lærerkræfterne, f.eks. Illissimatusarfik, Seminariet eller Handelsskolen, burde det være muligt, at kunne udnytte de samme lærer mere optimalt end det er tilfældet i dag. Dermed ville man kunne fore­bygge måske unødvendig tilkaldelse af lærere udefra, til hver enkelt uddannelsesinstitution, også selv om man ved, at der ikke bliver lærer­skematimetal nok.

 

Når talen angår lærerkræfter, kan det heller ikke undgås at komme ind på, at aflønningen af disse lærere, skal svare til deres rent faktiske ud­dannelsesbag­grund. Til eksempel kan vi nævne, at socialuddannelsen har ansat psykologi­lærere, samfundsfag, akademikere samt jurister, som uddannelsen ikke kan undvære, men som alligevel er aflønnet på fag­lærerniveau i samme lønforløb som i erhvervsuddannelsesinstitutionerne. Netop derfor er det ikke mærkeligt, at der sker en stor lærerudskiftning, hvorefter disse lærere finder ansættelse hos andre med bedre løn- og ansættelsesvilkår, til skade for den gode undervisning, der ellers skulle have været præsteret i forhold til de studerende. Disse forhold bør derfor også rettes op, ikke alene af hensyn til en kvalitetssi­kring af uddannel­serne, men i lige så høj grad for de studerendes skyld også.

 

Vort land har et stort behov for højt uddannet personale. Når vi imidlertid ser på vort eneste universitet, Illissimatusarfik, er dette et meget gammelt og bygningsfredet sted. Ansøgere til de videregående og højere ud­dannelser, vil i de kommende år fortsat være i stigning, hvilket også bør være målsætningen. Derfor er det tvingende nødvendigt, at Illissimatu­sarfik findes egnede og bedre lokaler. For hvad nytter det, at vi bygger store flotte kontorer, når vi ikke har dygtige dobbeltsprogede ansatte der. Derfor er det nødvendigt, at Illissimatusar­fik flytter ind i mere tidssvaren­de og mere tillokkende lokaler, og IA skal derfor opfordre til, at man overvejer, om det ikke er en bedre idé, såfremt Illissimatu­sarfik flyttes hen til området omkring Illiniar­fissuaq, også i takt med at lokalerne bliver ledige i Qorssusuaq, som følge af, at færre folkeskoleelever. Derved vil vi kunne samle socialråd­giveruddannelsen og GU-uddannelsen i den lokalitet i byen, hvor der er muligheder for et bedre studiemiljø, samt ikke mindst, hvor der vil kunne blive bedre muligheder for en bedre udnyttelse af lærerkræfterne. Kort fortalt, den campus-ide man har snakket så meget om i de senere år. Det er forskrækkende, at høre, at mange af vore højtuddannede lands­mænd forbliver i Danmark efter gennemført uddannelse, eftersom det oplyses, at 21 ud af 53 bliver i Danmark. Vi er godt klar over, at man ikke kan tvinge folk til at vende tilbage til Grøn­land, men når man ved, at der er et stort behov for veluddannede her, og at uddannelsen er meget dyr, er der behov for, at man får klar vished for, hvilke grunder der kan være til, at man ikke vender tilbage . Det blev nævnt, at nogle venter på, at deres samlever bliver færdiguddannet, men da alle ikke kan stå i den situation, er det nødvendigt med en nærmere undersøgelse, med henblik på at komme ud over dette store problem.

 

Vi hører alt for ofte, at arbejdsgiverne ikke vil have urutinerede unge nyuddan­nede. Hvordan kan et menneske samle erfaringer og indhøste rutine, hvis vedkommende ikke får muligheden for at vise dette. Derfor må mange revuredere deres fejlagtige undskyldninger for ikke at ansætte disse. For at sikre arbejdet til de uddannede, er det nødvendigt med en god og sammenhæn­gende målsætning i uddannelsespolitikken, for hvad nytter det at uddanne mange kontorassistenter, samt andre, hvis man allige vel ikke har arbejde til disse. Derfor er det også nødvendigt at tænke i videre perspektiv og i overensstemmelse med den udstukne erhvervspolitik. Derfor er det også vigtigt, at sikre, at de kommende uddannelsesøgende og folkeskolelever løbende får at vide, hvilke ud­dannelser samfundet har behov for i fremtiden. Hvilke uddannelser er der behov for, hvilke er ramt af ledighed, og hvilke krav stilles der til de enkelte uddannelser. Vi er også enige i, at der foregår løbende infor­mation mellem de uddannelsessøgende og erhvervslivet.

 

Selv om der bliver sagt, at disse åremålsansættelser ikke er nødvendige, mener vi fra Inuit Ataqatigiit, at disse ikke bør udelukkes, da der på visse arbejds­pladser kan forekomme flaskehalsproblemer.

 

Der er stadigvæk alt mange studerende der afbryder deres uddannelse, hvorfor det er nødvendigt at styrke rådgivningen af de studerende. Forældrene bør allerede fra børnene er små, vise interesse for børnenes skolegang, og derigennem gøre dem klart, hvor vigtigt det er med en uddannelse. Der er i dag alt for mange, børn der viser for ringe ansvar for skolen, og som ikke gives ansvar nok. Naturligvis er det ikke alle børn, der er sådan, men det er nødvendigt med diciplin allerede fra skolestart. Herudover er det vigtigt, at børnene deltager fra mere i debat­ten og bibringes en større ansvarsfølelse. Det bør være en af de væ­sentligste målsætninger.

Dette er ikke alene folkeskolens ansvar, hvorfor forældrene må deltage mere aktivt. Forældrene må forstå at de er fuldt medansvarlige for deres børns skolegang. Vi ved jo desværre, at forældrene til børn der i forvejen er velfun­gerende, for det meste møder op til forældrekonsultationer, og dette forhold bør rettes op snarest. Såfremt børnenes glæde ved at udfor­ske bogens velsignel­ser, er højtlæsning for børnene, en af de vigtige ting man kan foretage sig.

Alt for mange af vore unge afbryder deres uddannelse i utide og selv om man naturligvis ikke kan generalisere, er der mange der opgiver som følge af opståede problemer. Dette viser, at vi i samfundet stadig mang­ler viljestyrke, hvorfor det er nødvendigt, at vi ikke bare vender ryggen til dette problem. Det er en fastgroet regel hos det grønlandske folk, at vi bør udvise livsvilje og styrke. Livsviljen har vi allerede oparbejdet under generationers isvintre og igennem det at leve i de mest barkse naturfor­hold. Selv i nutidens højtudviklede samfund, er der nu ikke længere riciko for, ikke at kunne skaffe sig til dagen og vejen, hvilket i grunden er en del af de unges manglede selvværdsfølelse. Vi bør derfor debatere, hvorvidt der er behov for etablering af steder, hvor opvoksende ungdom kan bibringes såvel krav som vilje. I Danmark er der værnepligt som soldat, som mange uden tvivl har god nytte af. Vi har ikke denne mulighed, hvorfor der som sagt, bør overvejes etablering af steder, hvor mennesker kan få muligheder for at få styrket deres selvværdsfølelse til gavn for samfundet også. Derved vil man kunne oparbejde den vilje, der gerne skulle føre til, at man ikke hopper over der, hvor gærdet er lavest. De kommende efterskoler, samt de eksisterende højskoler kan måske i den anledning, være vejen hertil.

 

Afslutningsvis vil vi påpege, at der er behov for en tættere tilknytning mellem Direktoratet for Uddannelse samt de enkelte uddannelses­institu­tioner for at komme ud over problemet med, at der først skrides ind, når problemerne hober sig op. Det er tvingende nødvendigt, at der sam­arbejdes mellem direktoratet og institutionerne, såfremt vores ud­dannel­sessystem skal fungere mest optimalt.

Og med disse bemærkninger så slutter vi os til disse overordnede uddannelses­politiske målsætninger, som er følgende

- at kvaliteten skal sikres

- omstillingsevne højnes

- samt en bedre resourseanvendelse

 

Derudover skal vi tilslutte os de i redegørelsen formulerede overordnede uddannelsespolitiske målsætninger, idet vi samtidig skal henvise til Inuit Ataqatigiits bemærkninger iøvrigt. Jeg skal derfor til slut udtale, at vi i det kommende år via udvalgsarbejde vil deltage aktivt i de tiltag, der vil blive som følge af denne redegørelse.

 

 

Karl Lyberth, ordfører for Atassut.

 

I Akulliit Partiiat er vi glade for, at landsstyret i 1993 lovede at frem­komme med en uddannelsespolitisk redegørelse, hvor man blandt andet ønskede en vurdering af sammenhænge mellem de politiske mål og ressourceanvendelsen.

I Akulliit Partiiat mener vi, at der er nødvendigt med en løbende vurdering af forhold indenfor et samfund, for at et hvilket som helst samfund kan fungere på en sund måde, ikke kun på det uddannelsesmæssige om­råde, men på alle områder indenfor et samfund.

 

I forbindelse med samfundsudviklingen, som vi til tider finder går for hurtigt, finder vi Akulliit Partiiat det yderst vigtigt, at hele uddannelsesom­rådet følger med. Uddannelsesområdet bør hele tiden følge med udviklingen på arbejdsmar­kedet. Derfor er det nødvendigt med et tættere sam­arbejde mellem det offentlige, virksomhederne og de sektorer, der opbygger og styrer udviklingen i de bærende erhverv.

I et samfund i hurtig udvikling, er det ikke kun uddannelsesområdet, der bør følge med i udviklingen, det gælder også for den del af befolkningen, som allerede befinder sig indenfor arbejdsmarkedet ved kurser og videreuddannelse.

 

Hvis man nærlæser redegørelsen fremgår det, at der på de fleste ud­dannelses­steder i de seneste år er flere og flere elever, der afbryder deres uddannelse.

I Akulliit Partiiat mener vi, at den vigtigste grund herfor er, at den ud­dannelses­politik, som blev ført over hele kloden, incl. på Grønland, hvad angår folkesko­len, ikke har kunnet følge med i den rivende udvikling, der sker. Under folkeskolereformen i 1980, skete der en stor grønlandisering. Fra politisk side blev der stillet krav om, at det grønlandske sprog skulle benyttes meget mere i undervisningen, og på den anden side formindske brug af fremmedsprog i undervisningen. Selvfølgelig skal grønlandsk være hovedsprog i Grønland, og vi vil altid værdsætte det, men under grønlandiseringen kan man ikke helt forbigå andre sprog, såsom dansk i forbindelse med videreuddannelser. Derfor støtter vi fuldtud i Akulliit Partiiat det stillede krav i denne redegørelse om, at det danske sprog bør anvendes i større grad i undervisningen i folkeskolen.

Det er aldrig sjov at se unge, som med beklagelse har måtte afbryde deres uddannelse på grund af manglende sprogkundskaber, således også de skuffede forældre.

I Akulliit Partiiat mener vi, at problemer med fremmedsprog kan over­vindes ved, at det danske sprog bør indføres i undervisningen allerede fra 2. klasse, uden at det grønlandske undervisningssprog nedgøres. Kun derved kan vi mindske antallet af afbrudte højere uddannelser.

 

Vi siger, at børnene er Grønlands fremtid, og at det er vore børn og unge, som skal styre fremtidens Grønland. Vi kan derfor ikke lade være med, at undre os over, at det i redegørelsen fremgår, at Hjemmestyrets tilskud til folkeskolen, samt andre grene indenfor uddannelsessektoren er dalet med 137 mio. kr fra 1981 frem til 1995. I 1981 lød landskassens udgifter på 44l mio. kr., men faldt til 311 mio. kr. i 1995.

Børn er vores største ressource i Grønland, derfor må vi sikre dem en god uddannelse, hvilket vi ikke kan give dem ved besparelser indenfor de grundlæg­gende uddannelser. Derfor står vi forventningsfulde i Akulliit Partiiat med hensyn til Reformkommisionens målsætning vedrørende folkeskolen, hvoraf det fremgår, at det er tvingende nødvendigt med en forberedende indsats i folkeskolen.

 

Hvis man skal tage STI-uddannelsen, som blev oprettet som erstatning for EFG i august 1988, er vi i Akulliit Partiiat glade for, at SIK samt andre med tilknytning til STI, er blevet taget med på råd. Denne ud­dannelse er stadig under udvikling, og en af de seneste planer går ud på regionali­sering af STI-skolerne, således at udefrakommende, hjemmehørende i Grønland, elever kan optages på de skoler, hvor kapaciteten tillader det. Med denne ordning vil det være muligt at overvinde problemer med for få elever på skolerne, samt en bedre uddannelse af eleverne med mere kvalificerede lærere.

Denne ordning vil dog medføre, at flere elever end nu, med børn, vil blive tvunget til at rejse væk fra deres hjembyer. Dette kan ikke være be­tryggende, hverken for eleven eller for børnene. Især for elever med små børn. Vi vil derfor fra Akulliit Partiiat stille krav om, at der sker en grundig undersøgelse af omtalte forhold, med henblik på en forbedring af sam­me.

Der kan være mange hindringer forbundet med rejse til andre byer for elever med børn. Det kan være problemer med passende bolig i den nye by, problemer med betryggende pasning af børnene, problemer med betaling til børnepasning, samt mange andre problemer. Derfor vil vi fra Akulliit Partiiat udtrykkeligt kræve, at der nedsættes et udvalg med henblik på en grundig undersøgelse af "elever med børn"s-forhold.

Omtalte forhold er ikke tidssvarende, og kan medvirke til afbrydelse af uddannelsen i utide, hvilket må og skal klarlægges.

 

Fra starten har vi i Akulliit Partiiat udtrykt, at vi finder det nødvendigt, at uddannelserne hele tiden skal følge udviklingen. Derfor støtter vi Hr. Lars Emil Johansens forslag, fremsat under valgkampagnen, om en ny sprogsko­le i Grønland. Det er i dag nødvendigt med gode sprogkund­skaber, ikke mindst i betragtning af turismens fremtid som erhvervskilde i Grønland.

 

Som tillæg til forslaget vedrørende sprogskolen vil vi fra Akkulliit Partiiat foreslå, at der også medtages tjeneruddannelse, uddannelse af service­medarbejdere samt uddannelse af guider. Der sker i dag en stor ud­vikling indenfor turismen i Grønland, og hvis vi vil sikre, at arbejdskraften indenfor dette område er hjemmehørende, er det tvingende nødvendigt med oprettelsen af ovennævnte uddannelser.

 

Med disse ord tager vi den omfattende redegørelse til efterretning, og støtter den. Vi vil dog sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af tallene i redegørelsens punkt 6. Disse tal, som er blevet taget som udgangspunkt, er taget fra et år, nemlig 1992. Der ingen der ved, om disse tal er ge­nerelle i forhold til andre tal. Ved sådanne vurderinger, er det mest almindelige, at gå ud fra udgifter foretaget i løbet af 6 til 10 år.

 

Der er endvidere en del usikkerhed omkring udgifter i forbindelse med uddannelsesområdet i Grønland og i Danmark. Vi ved alle, at der er store udgifter forbundet med uddannelsesrejser; dette gælder dog ikke for Danmark. Der er også en del uklarhed omkring udgifter i forbindelse med kollegieophold; disse tal er fra Danmark, hvor kollegierne kører uden tilknytning til uddannelses­sektoren. Derfor er det ikke sikkert, at ud­gifterne herunder er blevet taget med under fremlæggelsen af tallene.

 

Alligevel tager vi som sagt redegørelsen til efterretning, og støtter den.

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbindet.

 

Fra Kandidatforbundets side, har jeg med interesse studeret den fyldige redegørelse, der giver mange og betydningsfulde oplysninger, og jeg håber, at den bliver vel udnyttet i arbejdet med forskellige uddannelser.

 

Dog vil jeg til min skuffelse udtale, at man ikke har kunnet afgive en mere fyldestgørende redegørelse vedrørende landsstyrets fremsatte krav i 1994, om afgivelse af en mere sammenhængende og bedre dokumen­teret redegørelse for uddannelsespolitiske, uddannelsessammenhænge og prioriteringer i uddannelsessektoren.

 

Man savner, at man ikke har behandlet de kirkelige forhold fyldigere og klarere i redegørelsen, da det i forbindelse med de 7719 studerende, der i perioden 1981 til 1993 har gennemført og fuldendt deres uddannelser, ikke har nævnt antallet af studerende til præst eller kateket, der har gennemført deres uddannelse.

 

Begrundelsen for, at jeg fremhæver dette er, at ind i mellem tilkendegiver man bange anelser om kateket- og præstemangel her i landet, og det ville være passende, at fremkomme med en redegørelse vedrørende disse uddannelser. Jeg er ganske vist vidende om, at man for nogle år siden etablerede og færdiggjorde en præsteuddannelse.

 

Endvidere kan jeg se, at indenfor perioden 1994 til 1999 kun forventer, at bare een studerende forventer at gennemføre en kirkelig uddannelse, mens man i sammme periode regner med en behovstilgang på 9, med en sådan uddannel­se, og derfor, er det af interesse, at få oplysninger om planer om uddannelser indenfor kirken, og jeg vil som tilknytning dertil, også få oplyst at andre stilling, som f.eks. lærer, at man vil have en lærermangel indtil 1999, og det vil være interesant, at se hvilke planer man har lagt med hensyn til dette.

 

Med disse korte bemærkninger vil jeg gerne godkende   redegørelsen og tage den til efterretning.

 

Konrad Steenholdt, Landsstyremedlem for Kirke, Kultur og Uddannelse.

 

Først vil jeg udtrykke klart, at jeg er meget glad for, at de ønsker jeg har givet udtryk for, at debatten skal være fremadrettet. Hvordan er det, at vi skal lade gå videre i denne sag. Det er glædeligt at kunne mærke, at partiernes ordførere er meget enige og fremkommer med forskellige indstillinger, der er meget vigtige, og jeg bemærker, at ordførernes indlæg rummer meget, hvor man fremkommer med forskellige krav. Det er ikke sådan, at man ved fremlæggelsen af redegørelsen skal stoppe. Vi efterlyser grundlag for det videre arbejde, og vi skal arbejde videre med sagen, og her er det, at Udvalget for Kultur og Uundervisning og Kirke, i tættere samarbejde skal prøve at udforme, hvilke mål vi skal nå frem­over. Jeg kan allerede se, at medlemmerne i dette, allerede glæder sig til at tage fat på det videre arbejde.

 

Med disse korte indledninger, vil jeg gå til den sidste ordførers indlæg og fremkomme med nogle besvarelser.

 

Kandidatforbundet påpeger, at man skal komme ind på det kirkelige område. Det er korrekt, at der indenfor de seneste 6 år, har præsteud­dannelsen været åben på Illissimatusarfik, men der har ikke være nogen tilmelding til denne uddannelse. Kirken er meget vigtig indenfor opdra­gelsen i Grønland. Det blev der sat spørgsmålstegn ved i forbindelse med de mange selvmord, at de måske kan skyldes, at vi er for svage indenfor det kirkelige område. Deri er jeg enig. Vi må også tage op til vurdering allerede fra nu af at få rettet op på sådanne forhold. Vi har et udvalg, der skal udforme præsteuddannelsen. Et udvalg, der skal skal arbejde hurtigt.

I forbindelse med bispeindvielsen holdt jeg et møde med en arbejds­gruppe, der skal vejlede biskoppen, og der vil i løbet af sommeren fremkomme et forslag, om hvordan det skal udformes og udformningen skal selvfølgelig foregå i tæt samarbejde med dette udvalg og lands­styreområdet for kirken. Det er ikke kun præster vi har mangel på. Vi har flere gange her i salen påpeget, at vi mangler organister og kateketer, og derudover skal vi heller ikke glemme, at kirkerne i bygderne er meget forfaldne, det er sådanne nogle ting, vi også skal tage med i vurderingen. Det koster alt sammen mange penge, men der pågår en undersøgelse af, hvor meget skolerne og kirkerne er forfaldne, og den vil i forbindelse med efterårssamlingen blive fremlagt, således at man kan se, hvor meget der skal igangsættes omkring renoveringen af skoler og kirker i bygder, og hvor meget, det vil komme til at koste.

 

Akulliit Partiiat havde ret i, at tilskudet til folkeskolen har været faldende i en periode, og det fremgår også, at hjemmestyret forhandler med kom­munerne om, hvor meget der skal bruges på folkeskoleområdet fra år til år. Det er korrekt, at det har haft en negativ virkning, at tilskudet er dalende. Det er tidligere i Landstinget besluttet, at der skal spares 20% i driftudgifterne over en 5-årig periode i direktoraterne, og disse tal indgår også i det tal der fremgår i redegørelsen.

 

Jeg kan her på stående fod, ikke fremkomme med besvarelser til samt­lige ting, men vi vil tage de forskellige spørgsmål med i vort samarbejde mellem mit landsstyreområde og udvalget, og vil så fremkomme med de forskellige besvarelser til landstinget.

 

Jeg vil endnu en gang understrege, at hvis man læser redegørelsen så vil der også komme nogle ting, der ikke er fremlagt, som måske kan virke skuffende. Det er ligesom man spørger, hvordan man skal gå videre, hvad er det for nogle ting, der skal rette op på. Inuit Ataqategiits indholdsrige ordførerindlæg er jeg glad for, og jeg mener også, at de har fulgt med i de forskellige oplysninger der fremkommet med i forbindelse med redegørelsen.

En af de ting jeg tidligere har nævnt er, at børn ifm. deres skolegang, og de undervisningsmaterialer, der er, er blevet forældet idag, ifm. lands­tingets beslutning, der har gode forfattere taget orlov fra deres arbejde, således at de bliver sat til at udarbejde undervisningsmateriale, og jeg kan i dag oplyse, at det ligger klar til trykning, og venter på de bevillinger, der skal til. Derfor glæder det mig, at man husker disse ting, i forbindelse med behandlingen af finansloven for 1996.

 

I har alle fremsat at EDB-undervisningen bør effektiviseres i Grønland, for at vi kan følge med i de input vi får udefra omverdenen. I dag er Tele en af de store brugere. Vi må indgå i dialog med Tele omkring EDB-undervisning, således, at vi kan tilrettelægge undervisningen derfra. Det er et omfattende arbejde, og Udvalget skal også have mulighed for, at bore i sådanne nogle spørgsmål.

 

I forbindelse med Inuits Ataqatigiits indlæg, da er det helt korrekt, at der er nogle tiltag, der allerede er igangsat, f.eks. de GU-elever, der efter endt uddannelse i 3 år, i og med, at de ikke har grønlandsk sprog som deres modersmål, så må vi sende disse til Danmark til videre uddannel­se. F.eks. så har vi også vidtgående handicappede, og de der er anbragt i anstalter i Danmark, fordi vi ikke har mulighed for at varetage dette. Jeg syntes, at det er helt på sin plads, at disse ting bliver påpeget, hvorfor skal dygtige unge mennesker, der er opvokset i Grønland, sendes til Danmark, og dermed sige at vi ikke kan modtage dem på de højere uddannelser i Grønland. Nu har vi fremsat et forslag for at få rettet op på dette område, og vi regner med ved uddannelse på andre højere ud­dannelser, at man stiller krav til dem, og at såfremt at de ikke er gode til det grønlandske sprog, at de som et led i deres uddannelse lærer det grønlandske sprog.

 

Vi kan ikke blive ved med at lukke dem ude.

 

De har også uddannelsesstøtte, og såfremt vi skal eksportere penge den vej, så må vi også stoppe eksporten af vores uddannelsessøgende,  og som nævnt, er der allerede sat nogle tiltag i gang på dette område.

Her er jeg også glad for, at det blev konstateret, at der er meget frafald i uddannelsesforløbet, og så er jeg glad for, at man sagde, at såfremt vi skal rette op på dette forhold, så må vi indtil videre undervise i folkesko­len således, at de der kommer ud fra folkeskolen  er bedre rustet til at gå i gang med uddannelser indenfor samfundet.

 

Jeg mærker, at vi alle er enige indenfor dette område, og det er jeg meget glad for.

 

Fra Atassuat blev der påpeget ting omkring fangeruddannelsen. Den er et tilbud, der har kørt i flere år, og der har været tilmeldinger til dette område, men i dag er den desværre gået i stå, men derfor behøver det ikke at betyde, at den bliver standset.

 

Jeg mener, at det vil være på sin plads, at udvalget medtager det i sine overvejelser.

 

Henstillinger om, at man undersøger talmaterialet nøjere, dertil vil jeg uden at bruge yderligere tid henvise til, at det bliver undersøgt nøjere i udvalget således, at man også kan fremkomme med nærmere besvarel­se på de forskellige tal, som der bliver spurgt om.

 

Som sagt er jeg meget glad for, at det er enige partier som indstiller, at vi skal undersøge forskellige ting og finde ud af, hvordan vi skal gå videre, og det er jeg meget glad for og takker for.

 

Der er kommer forskelligt talmateriale og statistisk materiale omkring, hvordan undervisningen foregår.

 

Med hensyn til folkeskolen er det som om, at det er ved at gå op for forældre til børn, at det er meget vigtigt, at man tager en uddannelse.

 

Fra 1992 til 1994 mens undersøgelsen pågik, der kan vi se, at de der gik videre fra 9. klasse i folkeskolen er steget fra omkring 200 til omkring 1700, og hvis vi omsætter det, er det 508%. Bare i løbet af 2 år er der sket så stor en stigning, og der må findes en forklaring herpå.

 

Vi kan måske gætte os frem til, at fiskeriuddannelser har vi haft meget af, og ligesom vi var ved at være klar med det, så f­­­­­­orsvandt torsken. Det viser sig, at forældrene i dag siger til børnene, at de skal blive fiskere, men det er nødven­digt, at de gennem folkeskolen går videre til højere uddannelser, og jeg mener, at det er en af grundene til, at tallene er steget så markant.

 

Jeg stopper foreløbig her, fordi jeg ikke ønsker, at vi allerede her og nu sætter facit på debatten, vi skal tage de forskellige ting med i vores videre arbejde, og den endelige beslutning vil jo selvfølgelig blive taget her i salen, og jeg siger indtil videre tak for den status, som debatten har fået her og nu.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

Denne redegørelse er meget god, og de ting, som blive fremdraget fra partierne, er meget interessante, og derfor vil jeg med hensyn til forslaget fra Siumuts ordfører mene, at det burde godkendes af  kultur- og under­visningsudvalget og ligeledes erhvervsuddannelsesudvalget, vi er mange nye medlemmer her i denne sal, som ikke har deltaget i færdiggørelsen af denne debat.

Vedrørende de 2 udvalg som ekstraordinært samles efter denne debat, og at man overfor L­andstinget retter en henvendelse til Landsstyret omkring den videre gang i arbejdet, det vil jeg foreslå, som formand for det udvalg, der godkendte det, og således kan vi også videreføre sagen.

 

I denne debat, som også har været i gang i meget lang tid, så er det først nu, at samtlige så klart siger, at det grønlandske samfund skal være et dobbeltspro­get samfund, og at man må styrke det danske sprog.

 

Det er først nu, at man her så klart fra samtlige partier siger dette, og nu skal vi tage dette skridt uden at være bange for noget, og det er så det første.

 

For det andet må den lidt mærkelige drift være ovre nu, hvor man må gennem­føre uddannelsen i folkeskolen for de dansksprogede, og når de så skal vælge den vigtigste uddannelse, at de så ikke kan blive optaget på uddannelsesste­derne i Grønland. Det må være ovre, når lærerne kan være dansksprogede, så kan man jo få en uddannelse i dansk, og når de har en grønlandsk lærer, så kan de også få uddannelse i det grønlands­ke sprog.

 

De 2 ting er så klare, og vi må takke for, at det vil også lette arbejds­gangene for os politikere.

 

En af de vigtigste ting der blev nævnt på en af siderne i denne rede­gørelse, er som det 3. At det blev fremdraget fra redegørelsen, at det er kundskaber til børn i folkeskolen så er det sprog- og kundskabsviden, men det blev nævnt, som det faglige indhold i den danske tekst, og sådanne nogle ting må udbygges.

 

Her kom man heller ikke ind på lærernes uddannelser for at få forbedret kvaliteten, uanset om samtlige lærere er grønlandsksprogede i Grønland, så skal de færdiggøre uddannelsen på dansk, således at de også kan komme ind på uddannelsen i Danmark.

 

Det er sådan nogle krav, som samfundet stiller, det må også med i krav til lærerne, uanset at hele uddannelsen foregår på grønlandsk, så må man også færdiggøre sproget i undervisningen på lige fod.

 

De 3 ting de er helt sikkert vigtige i det videre arbejde, og det vil vi så vende tilbage til nu, hvor bl.a. de ting der er blevet påpeget fra kommu­nalreformkom­missionen også omkring at bevillingerne er faldet, dem skal vi ikke vende tilbage til på nuværende tidspunkt.

 

At samfundet overtager folkeskolerne istedet for, at man overdrager ansvaret til de enkelte kommuner, og hvor der gennemføres forskellige niveauer, hvis samfundet overtager folkeskolen og får ansvaret, ligesom vi har gjort det i samtlige andre uddannelser, ligesom GU   Ili..... og lign.

 

Det er ting, som samfundet betaler for, samfundet må betale for folke­skolen, man må vide, hvad det er for nogle krav, der skal stilles til eleverne, således at man derigennem kan give den bedst mulige olie og brændstof til den maskine, som skal gå i gang.

 

Derfor er det samfund, som vores ordfører nævnte om de uddannelser, der er behov for, hvilke uddannelser har vi? Hvormange skomagere, hvormange lærerne og lignende har vi behov for her i Grønland.

Det er registrering, kan vi også sige, og her i redegørelsen blev det også nævnt, at indtil år 2000, at dem der har de højere uddannelser, de kan uden at være bange søge ansættelse i Grønland, først efter år 2000 kan konkurrencen bliver forstærket, selvom det er sådan, så må man også vurdere, om man ikke overvurderer behovet.

 

Tilsidst da mener jeg, at hvis vi skal fortsætte debatten omkring folke­skolen til efteråret, at nu udbetaler man uddannelsesstøtte uden krav til prøver eller lignende.

 

Men som Siumut ordførers indlæg kom ind på, er det også korrekt, at de unge selv nu kræver, at man gennemfører forskellige prøver i for­bindelse med uddannelsen. Man må også til at tænke på, at man blot sætter kryds ved om vedkommende er mødt på uddannelsesstedet, og at man går væk fra det, men at man får udbetalt uddannelsesstøtte udfra prø­verne og de resultater, man har opnået.

 

Det er et af kravene, at man skal være meget hård, men det er så vidt muligt en god rådgivning til det, som man vil opnå.

 

Maliinannguaq M. Mølgaard, IA:

Vi er også glade for, at folkeskoleundervisningen skal styrkes, og at vi allesammen er enige i det, ligesom det blev sagt, at det er danskere, som har ansøgt om uddannelser, og at 50% af dem ansøger om at blive student, mens vi her kun får 20% ansøgere på universiteter og GU.

 

Det, som vi har et meget stort behov for er  vel- og højtuddannet perso­nale, det kan vi ikke skjule.

 

Med hensyn til KNI og Royal Greenland A/S og andre store virksomheder og kommunerne i mente, så mener jeg, at de mange direktører, som bliver tilkaldt og bliver ansat, hvis alle disse ting skal erstattes af grøn­lændere, og hvis man skal virkeliggøre hensigterne, så må vi også gennemføre uddannelsesinstitutio­ner med grønlandsksprogede,  hvis vi skal have disse, som det blev påpeget fra Atassuts ordfører.

 

Omkring det citat at Aingen fastboende må udelukkes fra et uddannelses­tilbud alene begrundet i enkeltsproghed@.

 

Det finder vi lidt mærkeligt og vil gerne henvise til, at den bliver  debat­teret og Atassuts Landsstyremedlem nævnte, at man bør give  alle ens muligheder.

 

Det blev nævnt i redegørelsen at 15% til 20% af hjemmehørende er enkeltspro­gede, og det er ikke så få, og jeg vil også takke Jonathan for hans bemærknin­ger omkring dette, nemlig at man finder det vigtigt, at man har ens muligheder for alle.

 

Vedrørende Jern- og Metalskolens studerende som falder i antal, det er vi vidende om, og også om at uddannelsesinstitutionen kan flyttes til en anden by, det er vi enige i.

 

Med hensyn til det der blev nævnt omkring teknologibrug fra Atassuts ordfører, hvordan ressourcefordelingen kan være, og den efterlysning af oplysningen den vil vi også sørge for.

Vi vil også have, at man til efterårssamlingen fremdrager, at vi jo også snart må fokusere på EDB- om computeruddannelsen, hvis vi ikke gør, er det for sent ikke at lave nogle ekstra­ordinære uddannelser, vi bruger mange midler på de kommende unge.

 

Vi kan også love Konrad Steenholdt, at der er for lidt uddannelsesma­teriale, og der er også meget, som blot ligger klart til tryk, og at vi allere­de nu vil være vågne for, at der bevilges penge til disse.

 

Karl Lyberth, A.P.

Først vil vi komme tilbage til, at vi fører en fremadrettet debat, det vil jeg give ham ret i, men blot tilføje at hvis vi skal arbejde fremadrettet, så kan vi heller ikke undgå at se tilbage for at lære noget af de erfaringer, som vi har derfra.

 

Atassut kom kort ind på, at de unge der har lysten til at tage videreuddannelse f.eks. I Canada eller Amerika, at de bliver støttet fra Hjemmestyret, det vil vi gerne støtte fra AP, for disse unge er det meget vigtigt, at de får øjnene op for vores omverden.

 

AP og hr. Jonathan Motzfeldt kom ind på, at enkeltsprogede også gives muligheder i lighed med alle andre, som det også fremgår tydeligt i rede­gørelsen, og vi er også meget enige i det fra AP, og vi håber, at de der har haft dårlige muligheder, nu får bedre muligheder i kraft af, at vi tager en beslutning herom i Landstinget.

 

I forbindelse med den uddannelsespolitiske redegørelse og debatten herom, da må vi altså komme ind på arbejdsløsheden i dag, og de tiltag der skal til fra hjemmestyrets side, og hjemmestyret skal være åben  for at komme med endnu større initiativer for få rettet op på arbejdsløs­heden.

 

Såfremt forholdene i folkeskolen er uacceptable, så vil børnene der går i skole også have begrænsede muligheder i fremtiden, så derfor er jeg meget glad for, at samtlige partier kom ind på, at udviklingen i folkesko­len skal intensiveres, og at vilkårerne skal forbedres.

 

I forbindelse med ordførernes indlæg er jeg glad for, at høre man i forbindelse med undervisning af børn og uddannelse ikke alene satser på selve uddannel­sen, men at man også satser på andre ting, og at man satser på bedst muligt resultater på disse områder, det er jeg meget glad for.

 

Vi grønlændere skal, når vi gerne vil have højere stillinger, ikke alene søge dem, fordi vi er grønlændere, men fordi vi er kvalificerede til disse stillinger. 

 

Til slut skal jeg bemærke, om Siumut=s forslag, at man holder et fælles­møde med de forskellige relevante udvalg, og vi ønsker disse udvalg et godt arbejde.

 

Siverth K. Heilmann, Atassut:

Når jeg kommer herop på talerstolen igen,  så er det på grund af IA ved Maliinannguaq Mølgaard, som kom ind på, at Atassut har fremsat nogle bemærkninger omkring enkeltsprogethed.

 

Det kunne måske til dels skyldes, at de har være begrundet i, at det er fremsat i et citat. I mit oplæg lyder det sådan APunkt 6 er formuleret således: at ingen fastboende må udelukkes fra et uddannelsestilbud alene begrundet i enkeltspro­gethed@.

 

Derfra kom vi ind på, at sprogundervisningen også skal omfatte flere sprog, og at man skal arbejde videre på, at undervisningen i forskellige sprog også bliver intensiveret.

 

Jeg lægger meget vægt på fra Atassut, at disse mange ting, som  bliver taget op her, bliver drøftet i udvalget, og de ting, som vi er enige om, er mange ting.

 

Der er mange ting, som skal behandles, så derfor er jeg også enig i Jonathan Motzfeldt=s bemærkning om at kultur-, undervisnings- og erhvervsudvalget holder et fælles møde.

 

Vi glæder os til at arbejde videre i udvalget fra Atassut=s side.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:

Først må jeg takke for landsstyremedlemmets bemærkninger og svar. Det er også meget glædeligt at så mange landstingsmedlemmer er enige omkring vigtigheden i uddannelsen og opfordrer til den videre gang, og jeg fremfører også her min støtte og vil også ønske udvalget held og lykke i sit arbejde, fordi det problem vi har i samfundet, det er arbejds­løsheden. Hvis vi ikke kan bekæmpe den med en god uddannelse, så kan vi også allesammen se, at ... kan have et godt resultat, og derfor er det glædeligt de ting, der bliver samlet ud fra enigheden her i salen og at man aktivt vil gå i gang med behandling af dette.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

Jeg skal blot ganske kort sige det som Atassuts ordfører kom ind på, at hvis man .... det krav der skal stilles, hvis man skal komme ind i ud­dannelse, så nævnte Atassut klart i sit ordførerindlæg, at det sjette formål, som har følgende ordlyd og som de selv citerede, at en fast­boende må udelukkes fra et uddannel­sestilbud, alene begrundet i enkelt­sprogethed.

 

Det sjette formål, som man har taget beslutning om, som også bliver nævnt i uddannelsespolitisk redegørelse, så sagde de også på den anden side, at det sjette formål udsættes, for at høre samfundets røst, fordi man derigennem kan vende tilbage til det i landstinget. Derfor er det lidt mærkeligt, når deres landsstyremedlem siger noget andet, så modsi­ger man ham fra partiets side. Jeg mener, at her må vi særskilt takke Jonathan Motzfeldt, fordi han her fra talerstolen klart sagde, at man nu ikke kan komme udenom dette spørgsmål, og vi er også vidende om, da vi udtalte os fra Inuit Ataqati­giit, at vi påpeger denne skævhed, at regler­ne for at opnå uddannelses­støtte er nemlig sådan nu, at hvem som helst, der har arbejde som tilkaldt arbejdskraft i Grønland, og hvis ved­kom­mende tager til uddannelse i Dan­mark, så kan man få bevilget penge fra Grønland til sin uddannelse.

 

Men unge grønlændere her, som er dansksprogede og som er født og opvokset her og som gerne vil være fastboende her, dem kan vi ikke yde tilskud til, f.eks. hvis de vil tage uddannelsen i GU. Sådan nogle forhold må der rettes op på nu, og derfor er det meget ønskeligt at få at vide om Atassut, der jo også er med i landsstyrekoalitionen, hvad de har af mening.

 

Daniel Skifte, landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger:

Med hensyn til de enkelte udsagn og hvordan det skal siges, det er jeg ikke her for at sige. Jeg kommer herop for at undgå misforståelser og fordi jeg vil præcisere følgende:

 

Jeg har lagt mærke til og jeg er også taknemmelig for, at man også fra Atassuts side, især Siumutgruppen og Atassut og Akulliit Partiiat helt klart udtalte, det som Hr. Lars Emil Johansen har foreslået omkring op­rettelse af en sprogskole, at man aktivt vil arbejde for dette i lands­styrekoalitio­ne Med min besvarelse mener jeg, at jeg her også har besvaret Johan Lund Olsens udtalelser, fordi jeg mener, at hvis vi skal give vores unge mulig­hed for at komme ud i omverdenen, så er der et meget stort behov for en sprogsko­le, også med hensyn til det kommende erhverv vedrørende turismen, som man allerede nu er igang med og også skal gå videre med i de kommende år. Tak.

 

Konrad Steenholdt, landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse og Kirke:

I den omfattende redegørelse kan der være nogen ting, som man måske har overset. Som eksempel herpå vil jeg gerne nævne følgende:

 

I mit landsstyreområde er jeg ved at etablere en arbejdsgruppe for at opnå at hovedstaden Nuuk, for at drøfte problemer omkring hvordan hovedstaden, som jo er en uddannelsesby, hvordan den skal formes i fremtiden. Vi skal arbejde sammen med Nuuk kommune i den forbindel­se.

 

Lad mig oplyse, at der er stor pladsmangel i de forskellige uddannelses­grene, uanset hvilke af disse grene vi peger på, så er der enten lærer­man­gel eller pladsmangel.

 

Partierne sagde, at vi skal have mulighed for at videreuddanne os, men vi siger at det ikke er nok. Vi må dygtiggøre os endnu mere. Og hvad er konsekvensen heraf? Mødre med børn, familier med børn opfordrer vi til at benytte sig af disse uddannelsesmuligheder.

 

Når vi har sagt det, så må vi også kræve at man sørger for de forskellige ting i forbindelse med rejse til videreuddannelse. Uddannelsesom­råderne skal renoveres i dag, da de trænger til omfattende renoveringer, for at vi kan rette op på de forskellige vanskeligheder.

 

Vi må vurdere det grundigt, hvis vi skal opnå konkrete resultater og jeg blev meget glad for at der blev nævnt cambus. I andre lande udpeger man en bestemt by som en uddannelsesby, og således at forskellige uddannelses­søgende kan bo i et område. Når det sker så støtter disse uddannelses­søgende hinanden. Vi ved hvordan det var, hvilke problemer der var omkring oprettelsen af Ilisimatusarfik. Vi har placeret uddannel­sessøgende, som ikke har erfaring med at studere. Heldigvis er der flere, der har gjort deres uddannelse færdig på Ilisimatusarfik, og det er dem der i dag for­tæller, hvordan man skal forholde sig i forbindelse med en sådan uddannelse, og hvilke forhold der gælder. De nye uddannelses­søgende skal have et godt grundlag, således at de ikke stopper deres uddannelse i utide og det er derfor at man planlægger Nuuk som et campus, og det skal planlægges grun­digt. Skal vi bare placere det gamle Ilinniarfissuaq et sted og alle de andre ligger spredt ude i byen? Hvad vil der ske, hvis vi samlede alle uddannelsesretninger på ét sted, således at uddannel­sessøgende med børn får mulighed for at gennemføre deres uddannelse her i Nuuk.

 

Debatten skal ikke bremses her i landstingssalen. Redegørelsen der er fremlagt her er sendt til kommunerne og KANUKOKA uden bede om, at de skal tage stilling til den her og nu. Der skal foregå debat. Det lov­givnings­mæssige arbejde vil selvfølgelig foregå her i landstinget og til den tid skal vi også have en høring hos kommunerne og samfundet og KANUKOKA. Samfundet skal ikke kun være tilhører til vores debat. Forældre skal også aktivt deltage i denne debat ved at måske bladrer i den fremlagte redegørel­se. Det er også nødvendigt at samfundet vur­derer problematikken omkring sprogundervisningen. Hele sam­fundet må deltage i denne debat og være med til at vurdere de for­skellige ting.

 

Og til slut er jeg glad og takker meget for, at der er faldet mange kloge ord, og der er mange ting, som blev fremlagt, som vi skal arbejde hen imod, og jeg glæder mig allerede til det videre arbejde, fordi vi har fået et så godt grundlag for fremtiden.

 

Til allersidst vil jeg gerne rette en tak til den arbejdsgruppe, der har udarbejdet redegørelsen, og jeg mener, at samtlige talere har udtrykt en tak for det omfattende arbejde, og jeg vil også her benytte lejligheden til at sige det samme. Tak fordi I har givet et så godt grundlag for vores videre arbejde.

 

Mødeleder: Knud Sørensen:

Ja, og således er dagsordenspunkt 17, uddannelsespolitisk redegørelse færdigdebatteret i dag, og man er så blevet enige, om at medlemmerne af landstingets kultur- og undervisningsudvalg og af erhvervsuddannel­ses­udvalget afholder et ekstraordinært møde omkring dette, såle­des at sagen kan gå videre.

 

Og forinden vi går videre til næste dagsordenspunkt, så vil jeg lige næv­ne, at dagsordenspunkt 16, forslag til landstingslov om anlæg af fly­pladser, er udsættelse af anden behandlingen. På baggrund af første behandling af dagsorden så har landstinget ønsket at forinden anden behandling, så skal den behandles i teknisk udvalg og trafikudvalget, og derfor bør man udsætte anden behandlingen fra torsdag den 1. juni til tirsdag den 6. juni, og på baggrund deraf, så besluttede formandskabet, at dagsordenspunkt 14, fore­læggelse af landskassens regnskab for 1994 og dagsordenspunkt 25, betænk­ning afgivet af teknisk udvalg, ændres således, at de bliver taget som dagsorden den 1. juni.

 

Med hensyn til oplysninger til sidstnævnte punkt vil de blive uddelt i dag, og dermed vil jeg gerne spørge, om den ændrede dagsorden kan blive godkendt af landstinget? Ja, det er blevet godkendt.

 

Punktet slut.