Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]

Dagsordenens punkt 24-1
1. behandling 2. behandling 3. behandling

Torsdag den 8. juni 1995.

 

Dagsordenens punkt 24.

 

Betænkning afgivet af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.

(Udvalgets Formand).

 

Mødeleder: Knud Sørensen .

 

Ruth Heilmann, Udvalgsformand:

 

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har drøftet følgende medlemsforslag,

 

fr. Kristine Raahauge=s forslag, om at udbetaling af offenlig hjælp på grund af ledighed vendes til aktiv hjælp, fra at være passiv hjælp,

 

fr. Ruth Heilmann=s forslag om at skindarbejdet forsat indgår i beskæftigel­sesforanstaltningerne,

 

fr. Maliinannguaq Mølgaard=s forslag om en bedre udnyttelse af systuer og skind,

 

hr. Anthon Frederiksen=s forslag om indførelse af takstmæssig hjælp til fangerne og fiskerne og endelig

 

hr. Mikael Petersen=s forslag om at fiskere og fangere tildeles sygedagpen­ge.

 

Med hensyn til forslagene fra fr. Ruth Heilmann om en forsat bevarelse af økonomisk støtte til systuerne gennem afsættelse af mandetimetilskuddet, samt fr. Maliinannguaq Mølgaard=s forslag om en bedre udnyttelse af skindsystuerne gennem konsulentbistand og rådgivning skal udvalget udtale sin støtte hertil.

 

Udvalget skal anbefale, at skindsystuerne fortsat kan opnå mandetimetilskud og at en aftrapning af tilskuddene, som er foregået hidtil, ophører, således at skindsystuerne kan bevares som et beskæftigelsestilbud for vore kvinder og en afsætningsmulighed for vore fangere, således som fr. Ruth Heilmann foreslår.

 

Endvidere skal udvalget anbefale, at der sker en opfølgning af fr. Malinann­guaq M. Mølgaard=s forslag om, at skindsystuerne skal have mere rådgivning omkring design og produktudvikling, eventuelt gennem ansættelse af designere centralt i Hjemmestyret.

 

Ligeledes skal udvalget støtte, at kursusaktiviteter for systuerne udvides med kurser om salgsteknik, driftsplanlægning med mere. Det er udvalgets opfattelse, at skindsystuerne kan opnå en større afsætning, såfremt deres produktion og salg bliver systematiseret og at der der igennem kan etableres varige arbejdspladser.

 

Udvalget skal derfor henstille til, at disse synspunkter omkring skindsystuer­nes fremtidige virke inddrages i udarbejdelsen af forslaget til Finanslov 1996.

 

Med hensyn til fr. Kristine Raahauge=s forslag at udbetaling af offentlig hjælp på baggrund af ledighed må vendes til aktiv hjælp, fra at være passiv hjælp, er det udvalgets vurdering, at der i den gældende Landstingsforordning om aktivering af ledige allerede findes tilstrækkelige muligheder for at anvende passiv hjælp til en aktiv måde.

 

Der kan således med hjemmel i forordningen ske aktivering af ledige gennem tilbud om uddannelse, omskolings- og efteruddannelseskurser, deltagelse i kommunale beskæftigelsesprojekter og ved lønstilskudsansæt­telser.

 

En imødekommelse af fr. Kristine Raahauge=s forslag vil kræve, at der bliver foretaget betydelige ændringer i den gældende forordning med hensyn til betingelserne for iværksættelse af de forskellige aktiveringsmuligheder. Udvalget kan under henvisning til, at der allerede findes egnede aktiverings­muligheder ikke anbefale forslagets fremme.

 

Udvalget skal imidlertid i forlængelse heraf opfordre kommunerne til en bedre udnyttelse af de eksisterende muligheder og skal i den forbindelse henstille til Landsstyret, at vejledningsindsatsen over for kommunerne, vedrørende aktiveringsmulighederne intensiveres, herunder bl.a. ved afholdelse af kurser herom.

 

Det fremgår ikke klart af forslaget, om det har været tanken, at der generelt skal udføres et stykke arbejde, som betingelse for at modtage offentlig hjælp. Udvalget skal dog under alle omstændigheder udtrykke sin afstandtagen herfra, idet aktivering altid bør være en hjælp til selvhjælp for den ledige og ikke en slags straf.

 

Med hensyn til hr. Mikael Petersen=s forslag om at fiskere og fangere tildeles sygedagpenge og hr. Anthon Frederiksen=s forslag om indførelse af takstmæssighjælp til fiskere og fangere, skal udvalget indledningsvis oplyse, at det har drøftet forslagene i sammenhæng, idet forslagene omhandler den samme problemstilling.

 

Hr. Anthon Frederiksen har i sit forslag anført, at fiskere og fangere i dårlige fangstperioder ikke vil være i stand til at betale deres løbende forpligtelser, idet de ikke er berettiget til takstmæssighjælp og der derfor vil opstå restancer.

 

Udvalget skal hertil indledningsvis anføre, at Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked har orienteret udvalget om, at fiskere og fangere efter en trangsvurdering vil være berettigede til hjælp efter Landstingsforordning om hjælp fra det offentlige, såfremt betingelserne herfor i forordningen i øvrigt er opfyldt.

 

Udvalget er dog af den opfattelse, at der på grund af ægtefælles indkomst­forhold eller under henvisning til  hidtidige indkomster ofte gives afslag på ansøgninger om hjælp fra det offentlige, hvorfor fiskerne og fangernes situation til tider kan være meget vanskelig. Udvalget finder det derfor også vigtigt, at der arbejdes for en forbedring af det offentlige sikkerhedsnet for fiskerne og fangerne.

 

Udvalget har, af Direktoratet endvidere, fået en orientering om, at takstmæs­sig hjælp efter de gældende regler alene er en ret, der tilkommer lønmodta­gere og alene de lønmodtagere, der er medlem af SIK eller IIP. Idet fiskere og fangere ikke har faste arbejdstider vil en udvidelse af den berettigede personkreds til også at omfatte disse grupper, derfor også medføre beregningsmæssige problemer, idet beregningen netop sker på grundlag af den pågældendes hidtidige beskæftigelse.

 

Det er endvidere oplyst over for udvalget, at en af Landstinget=s nedsat arbejdsgruppe med repræsentanter fra flere af direktoraterne, KANUKOKA, SIK og Grønlands Arbejdsgiverforening, af Landstinget har fået mandat til udarbejdelse af forslag til en ny forordning om offentlig hjælp, der skal erstatte de gældende forordninger om hjælp fra det offentlige og om takstmæssig hjælp fra det offentlige.

 

I forlængelse heraf har arbejdsgruppen endvidere fået mandat til at udarbejde forslag til generelle arbejdsløshedsforsikrings- og sygelønsordnin­ger. Navnlig under henvisning til igangværende revision af såvel Landstings­forordningen om hjælp fra det offentlige, som Landstingsforordningen om takstmæssig hjælp fra det offentlige finder udvalget det ikke hensigtsmæs­sigt, at der på nuværende tidspunkt fremmes forslag om afgørende ændringer af disse forordninger. Udvalget kan derfor ikke umiddelbart anbefale de af hr. Mikael Petersen og hr. Anthon Frederiksen=s stillede forslag.

 

Udvalget skal i forlængelse heraf henstille, at problemstillingen vedrørende fiskere og fangere særskilt medtages i arbejdsgruppens overvejelser. Idet arbejdsgruppen ifølge det oplyste, skulle have fremlagt en redegørelse for Landstinget sidste år, skal udvalget henstille til, at arbejdsgruppen på efterårssamlingen i år fremlægge en status for sit hidtidige arbejde.

 

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalgs medlemmer er, Ruth Heilmann, formand, Agnethe Davidsen, Anders Nilsson, Finn Karlsen og Lars Sørensen.

 

Benedikte Thorsteinson, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:

 

Landstinget=s Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har netop fremlagt sit forslag vedrørende medlemsforslag fra fr. Kristine Raahauge, fr. Ruth Heilmann, fr. Malinannguaq Mølgaard, hr. Anthon Frederiksen og hr. Mikael Petersen.

 

Jeg skal hermed knytte nogle bemærkninger til de anbefalinger, som udvalget er fremkommet med i betænkningen.

 

Udvalgets bemærkninger vedrørende skindsystuerne giver mig anledning til at sige, at der også fortsat vil blive givet mandetimetilskud til skindbehand­lingssteder og til skindsystuer. Jeg skal imidlertid præcisere, at udgangs­punktet fortsat vil være, at mandetimetaltilskuddet hertil fortsat primært ydes med det sigte, at systuerne på et senere tidspunkt skal blive selvfinansieren­de og at der dermed vil blive skabt varige arbejdspladser.

 

Med hensyn til udvalgets henstilling om en opfølgning af fr. Malinannguaq Mølgaard=s forslag om mere rådgivning om design og produktudvikling, herunder ved kurser om salgsteknik, driftsplanlægning med mere, skal jeg indledningsvis bemærke, at Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked allerede har igangsat en registrering af, hvilke produkter systuerne producerer med henblik på at sikre en bedre koordinering og dermed også bedre muligheder for afsætning af systuernes produkter.

 

Det er ikke hensigtsmæssigt, at flere systuer producerer ens varer, som ikke kan sælges. Gennem koordinering og afsætningstiltag vil man bedre kunne nå målet og selvfinansiering, og hermed få skabt varige arbejdspladser.

 

Vi skal fortsat prioritere kurser for at opnå så gode produkter som muligt, herunder gennem udvikling af nyt design. Jeg mener også, at det er vigtigt, at vi også satser på produktudvikling af husflidsprodukter for derved at opnå så god kvalitet som muligt, netop dette efterlyses fra flere steder på kysten. Det er min hensigt at tilrettelægge og udbyde sådanne kurser i nær fremtid og det er Social- og Arbejdsmarkedsdirektoratet=s hensigt.

 

Det er således min vurdering, at en styrkelse af skindsystuerne snarere opnåes gennem bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer end gennem øgede mandetimetilskudsbevillinger.

 

Med hensyn til udvalgets bemærkninger vedrørende fr. Kristine Raahauge=s forslag kan jeg fuldt ud tilslutte mig disse. Jeg skal i relation til henstillingen om mere vejledning til kommunerne dog oplyse, at direktoratet i forvejen har prioriteret denne opgave og at opgaven også vil blive prioriteret fremover.

 

Endelig skal jeg i relation til udvalgets henstillinger vedrørende hr. Anthon Frederiksen og hr. Mikael Petersen=s forslag blot meddele, at jeg kan tilslutte disse henstillinger, idet Socialreformkommissionen også vil drøfte hele sikringsydelsesområdet, hvorunder bl.a. takstmæssig hjælp henhører, vil spørgsmålet om takstmæssig hjælp eller anden offentlig sikring for fiskerne og fangerne, imidlertid også få bevågenhed der.

 

 

Anders Nilsson, Ordfører for Atassut:

 

Atassut kan tilslutte sig denne betænkning fra Social- og Arbejdsmarkeds­udvalget samt Landsstyremedlemmets svarnotat med følgende bemærknin­ger.

 

Selvom der ydes mandetimetilskud til skindsystuerne, så må målet være, at systuerne drives rentabelt og hviler økonomisk i sig selv. Efter oplysninger Atassut har indhentet kan der sælges måske 30% mere end der indtil nu produceres i skindsystuerne. Det er imidlertid et konstant pro­blem at systuerne ikke er forudseende i deres produktion og ikke opbygger lager, således, at de kan levere til de forskellige salgssteder når efterspørgslen er der. Det drejer sig typisk om leveringsproblemer i turistsæsonen og op til højtiderne, hvor varer skal leveres i god tid før efterspørgslen opstår og hvor der skal præsteres stabile leverancer i hele sæsonen.

 

Landsstyremedlemmet skriver i sit svarnotat, at direktoratet har igangsat en registrering af hvilke produkter systuerne producerer med henblik på at sikre en bedre koordinering og derved bedre muligheder for afsætning. Med al respekt for direktoratet, så synes vi ikke det er nogen god idé. Personalet i direktoratet skal arbejde med de ting de er gode til og som de er uddannet sig til. Det nødvendige i koordinering og tilrettelæggelse er systuernes produktion skal ske i samarbejde med de salgssteder, der aftager hovedpar­ten af systuernes produktion. Direktoratet kunne muligvis gøre det nødvendi­ge arbejde med at formidle og formalisere samarbejdet mellem systuerne og deres kundekreds, men også denne opgave var bedre placeret et andet sted, foreksempel i Sulisa A/S.

 

I Atassut går vi ud fra at kommunerne såvidt muligt udnytter de eksiste­rende muligheder for at aktivere modtagere af offentlig hjælp. Men det er ikke i alle tilfælde muligt og rimeligt og der skal derfor også være mulighed for at yde folk offentlig bistand uden krav for modydelser.

 

Den takstmæssige hjælp som kun kan tilbydes medlemmer af SIK og IIP har altid været lidt af en tvivlsom affære set fra de øvrige grupper i samfundet, enten de har været andre lønmodtagergrupper eller som her gruppen af fiskere og fangere. Med offentlige midler har man tilgodeset gruppen af SIK-medlemmer og IIP-medlemmer og udelukket andre fra den samme hjælp.

 

Der er for længe siden nedsat en arbejdsgruppe, som skulle udarbejde en forslag til en ny forordning, men når man ser på deltagerlisten kan man få sin tvivl om arbejdsgruppen nogensinde vil nå et resultat, blandt andet fordi de, der lukrerer på ordningen er stærkt repræsenteret i arbejdsgruppen.

 

Atassut skal kraftigt støtte Social- og Arbejdsmarkedsudvalgets henstilling om, at denne arbejdsgruppe til efterårssamlingen fremlægger en status for sit hidtidige arbejde. Det er vel for mege at håbe på, at arbejds­gruppen ligefrem skulle præstere et resultat og fremlægge et brugbart forslag til generelle arbejdsløshedsforsikrings- og sygeværesordninger.

 

Med disse bemærkninger skal Atassut tilslutte sig den fremlagte betænkning og svarnotatet fra Landsstyremedlemmet for Sociale anliggender og Arbejdsmarked.

 

Agnethe Davidsen, Ordfører for Siumut:

 

Vi har en kort bemærkning til betænkning afgivet af Landstinget=s Social- og Arbejdsmarkedsudvalg og vore bemærkninger har en mere supplerende afklarende karakter, idet vi delvis fuldt ud går ind for betænkningen og undlader at komme med bemærkninger til de punkter, som vi går ind for.

 

Vi er ikke fuldt ud enige med udvalget, når de fremfører, at der skal ske et stop for aftrapningen af tilskuddene til skindsystuerne i form af mandetimer.

 

Vi mener, at der fortsat skal ske en reduktion af omkostningerne og at bestræbelserne for at opnå en større afsætning af produkterne systemati­seres, sådan som det er budskabet i betænkningen.

 

Skindsystuerne er vigtige, ikke alene som beskæftigelsestilskud for vore kvinder og som afsætningssteder af sælskind for fangererhververne. Men skindsystuerne har også en væsentlig betydning for vor kultur. I erkendelse af skindsystuernes kulturelle betydning og at der er betragteligt tidsforbrug i forbindelse med fremstillingen af et af vore nationale kendetegn, nemlig nationaldragten, støtter vi fr. Ruth Heilmann=s forslag principielt og går ind for, at skindsystuernes fremtidige virke inddrages i forbindelse af udarbejdel­se af forslag til Finanslov for 1996.

 

I forbindelse med Landstingsmedlemmerne hr. Mikael Petersen og hr. Anthon Frederiksen=s forslag finder vi, udvalgets indstilling, ikke tilstrækkelig, idet udvalget alene henstiller, at forslaget om at fiskere og fangere tildeles sygedagpenge særskilt medtages i overvejelserne i arbejdsgruppen, der har medlemmer og repræsentanter fra flere direktorater, KANUKOKA, SIK og Grønlands Arbejdsgiverforening.

 

Denne henstilling mener vi er utilstrækkelig. Når en fisker eller fanger bliver afskåret i at udøve sit erhverv på grund af sygdom, bliver familiens økonomi ramt meget hårdt. Ud over at miste det daglige økonomiske udkomme bliver familien også afskåret i at få friske forsyninger og den daglige mad. Set i lyset af, at fangerne i forvejen oppebærer en meget begrænset indkomst i forhold til andre erhvervsgrene, hvilket er påvist i levevilkårsundersøgelsen, mener vi i Siumut, at de økonomiske konsekvenser, som gennemførelsen af forslaget om tildeling af sygedagpenge til fiskere og fangere vil indebære, skal afdækkes.

 

Det er essentielt, som sagt af udvalget, når de fremfører, at der på nuværen­de tidspunkt eksisterer en berettigelse for fiskere og fangere til at oppebære offentlig hjælp efter en trangsvurdering i henhold til gældende Landstings­forordning, såfremt betingelserne herfor i forordningen i øvrigt er opfyldt. Det vil være på sin plads at medtage disse udgifter, som ydes til fiskere og fangere i henhold til denne forordning i forbindelse med afdækningsarbejdet og vurdere, hvor meget dette samlede beløb skal suppleres op, såfremt forslaget om tildeling af sygedagpenge gennemføres, selvfølgelig under forudsætning af, at der tildeles sygedagpenge med et beløb af et bestemt niveau.

 

Vi ønsker, at arbejdsgruppen foretager en undersøgelse på baggrund af vores bemærkninger og får det fremlagt til efterårssamlingen.

 

Med disse bemærkninger, tager vi i Siumut, betænkningen afgivet af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget til efterretning.

 

Lars Sørensen, Ordfører for Inuit Ataqatigiit:

 

Med hensyn til Kristine Raahauge=s forslag tilslutter Inuit Ataqatigiit fuldt ud udvalgets betænkning.

 

Med hensyn til Landstingsmedlem Ruth Heilmann og Maliinannguaq M. Mølgaard=s forslag mener vi fra Inuit Ataqatigiit, at disse forslag omhandler den samme problemstilling, som udvalget også har bemærket. Vi ved, at Landsstyret har krævet, at man i forbindelse med opstart af skindsystuer giver tilskud de første 5 år.

 

Man mener, at 5 års-perioden vil være nok for at drive skindsystuer rentabelt, men vi fra IA er vidende om, at der med den nuværende ordning ikke er en skindsystue, der har kunnet klare sig uden tilskud, som Ruth Heilmann har bemærket i sit forslag.

 

Med hensyn til Maliinannguaq Mølgaard=s forslag om ansættelse af rådgiver til skindsystuerne omkring design, produktudvikling samt salgsteknik, driftsplanlægning med mere, støtter vi det fuldt ud, og skal foreslå, at bevilling til dette medtages til finanslovsforslagets behandling under den kommende efterårssamling. For når sigtet er, at skindsystuerne med tiden skal hvile i sig selv, rent økonomisk, deler vi således udvalgets tanker desangående.

 

Hvad angår forslag fra Landstingsmedlemmerne Mikael Petersen og Anthon Frederiksen, skal vi fra IA indledningsvis konstatere, sådan som det også er oplyst fra KNAPK, at forslagene ikke er nye. Inuit Ataqatigiit har stor forståelse for KNAPK=s bestræbelser for at finde en løsning på spørgsmålet. Og vi skal med glæde oplyse, at de nævnte spørgsmål nu vil blive taget med i den under gårsdagens debat nedsatte Socialreformkommission=s arbejde.

 

Med disse bemærkninger tilslutter vi os udvalgets betænkning og tager den til efterretning.

 

Karl Lyberth, ordfører for Akulliit Partiiat:

Vi vil fra Akulliit Partiiat fremkomme med et par bemærkninger til social- og arbejdsmarkedsudvalgets betænkning.

 

Vi støtter landstingsmedlem Ruth Heilmanns forslag fra Akulliit Partiiat, da vi mener, at det er for tidligt at skære ned på de mandetimer, der i dag tildeles skindsystuer. Især tænker vi på de byer og bygder med forringet fiskeri og manglende skindindhandlingsmuligheder.

 

I de byer og bygder med forringet fiskeri har fangerne og jollefiskerne kun brædtet som indtjeningsmulighed, hvorfor vi synes, at det er alt for tidligt at skære ned på tilskud, som gives til de få skindsystuer vi har.

 

Vi er enige med landsstyret i, at der sigtes mod, at skindsystuerne på et senere tidspunkt skal blive selvfinansierende, men vi mener, som før nævnt, at det er for tidligt med nedskæring af tilskud til skindsystuerne, da vi er inde i en periode med forringet fiskeri, især hvis vi skal tænke på fangere og jollefiskere, som for tiden ikke har større indtjeningsmulig­heder.

 

Vi må ærligt indrømme at det er svært at tage en klar stillingtagen til Hr. Mikael Petersens og Hr. Anthon Frederiksens interessante og forståelige forslag.

 

Vi forstår udmærket de fremlagte problemstillinger for fangerne, men på den anden side er det svært at give en vurdering af, præcis hvornår fiskeren og fangeren har behov for modtagelse af offentlig hjælp.

 

Fiskeren og fangeren, som udelukkende ernærer sig som fisker eller fanger, har hele tiden noget at tage sig til. Det er kun spørgsmålet om mængden af hans fangst. Sagt på en anden måde, fiskeren og fangeren, der arbejder alvorligt efter at have været på fangstture med at holde sit fiskegrej eller fangstmateriale i orden. Derfor er det svært at sige, hvornår han står uden arbejde. Man kan dertil sige, at det ikke er muligt at give fangeren eller fiskeren offentlig hjælp i henhold til gældende love og forordninger, ligesom SIK-medlemmerne på nuværende lovgivning taget i betragtning, dels på baggrund af at hans arbejdsdag varierer fra dag til dag.

 

Selvom vi har udtrykt vor forståelse for problemstillingen, finder vi det som sagt på nuværende tidspunkt vanskeligt at pege på løsningsmuligheder, og vil ligesom social- og arbejdsmarkedsudvalget kaste problemet videre til udvalget nedsat af landstinget vedrørende udarbejdelse af forslag til en ny forordning om offentlig hjælp, med håb om at nævnte udvalg vil fremkomme med forslag til løsning af dette alvorlige problem.

 

Med disse ord tager vi betænkningen til efterretning.

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:

Der skal ikke være tvivl om, at Kandidatforbundet vil støtte gode intentio­ner, som vil få positive følger for vort land, uanset hvorfra og fra hvem de kommer.

 

Landstingsmedlemmerne Maliinannguaq M. Mølgårds og Ruth Heilmanns forslag bør støttes fuldt ud. Det er nemlig sandt, at systuerne, især skindsystuer­ne, er blevet ramt i stort omfang af nedtrapning af tilskud via mandetimer. Formålet med at systuerne fremover skal kunne bære sig selv uden tilskud er udmærket i sig selv, men såfremt de i dag gældende driftsforhold fortsat praktiseres, ligger målet endnu langt forude, hvorfor det er nødvendigt med fortsat tilskud.

 

Derfor er jeg glad for at social- og arbejdsmarkedsudvalget støtter for­slagene og henstiller at midlerne bliver sat på finansloven for 1996.

 

Jeg har ingen særlige bemærkninger til landstingsmedlem Kristine Raahau­ges forslag, men ønsker kun at støtte udvalgets henstilling i sagen.

Det er beklageligt, at landstingsmedlemmerne Mikael Petersens og under­tegnedes forslag om, at der for fiskerne og fangerne skulle indføres sygedagpenge og takstmæssig hjælp ikke har fundet støtte i udvalget, da man her behandler arbejderne og fiskerne alt for forskelligt.

 

Såfremt en arbejder har været medlem af SIK mindst 13 uger får vedkom­mende ret til takstmæssig hjælp i samme periodelængde, men hvis fiskeren eller fangeren bliver syg eller ikke kan finde beskæftigelse, kan han ikke få samme behandling. Hvad så, såfremt fiskeren eller fangeren bliver ramt af en sygdom, der begrænser vedkommendes erhvervsudøvelse i stort omfang?

 

I betænkningen er det ellers nævnt, at fiskerne og fangerne efter reglerne i hjælp fra det offentlige har ret til behovsvurderet hjælp, men der er alligevel mange forbehold her.

 

Alligevel vil jeg anføre min glæde over at den af landstinget nedsatte arbejdsgruppe har fået mandat til at stille forslag til landstinget. Det er også ønskeligt, at KNAPK får repræsentation i udvalget.

 

Med disse bemærkninger tager jeg udvalgets betænkning til efterretning i håb om, at det fremlagte snart bliver søgt udmøntet på en for alle til­fredsstillende måde.

 

Mikael Petersen, Siumut:

Først til partierne med hensyn til mit forslag. Dem der er enig i mit forslag, dem vil jeg sige tak.

 

Som sagt har jeg foreslået at fiskere og fangere tildeles sygedagpenge og at der så vidt muligt skal arbejdes effektivt for at få det realiseret.  Jeg har også nævnt i mit forslag, at den sidste gruppe af samfunds­borgere i dette land, der endnu ikke tildeles sygedagpenge, er fisker­ne og fangerne.

 

Jeg har også til sidst foreslået, at nævnte forslag søges realiseret ved at lade dette spørgsmål indarbejde i den kommende socialreformkommissions kommissorium.

 

Jeg er vidende om, at dette ikke kan blive løst sådan uden videre. Jeg foreslår, at man skal gå i gang med arbejdet. Dette kan ikke misforstås af landstingsmedlemmerne. Derfor er jeg glad for de partier, som har vist forståelse for for­slaget, og indstiller, at arbejdes videre med mit forslag. Jeg mener, at man kan inddrage dette i en socialreform.

 

Med hensyn til betænkningen afgivet af social- og arbejdsmarkedsudvalget, så jeg det lidt vanskeligt at forstå på baggrund af mit forslag. Det er ligesom om at de både støtter forslaget og til sidst ikke vil acceptere det. Det vil sige at det er ligesom de fremkommer med nogle modstridende oplysninger og erkender, at fiskeres og fangeres vilkår skal forbedres også på det sociale område. Derfor med hensyn til socialudvalgets indstillinger,  uden at komme med indgående bemærkninger derom, siger jeg blot kort, at jeg ert glad over, at dem der støtter mit forslag vist nok er blevet flere her i salen.

Vurderingerne, ligesom Siumuts ordfører kom ind på, af de økonomiske konsekvenser skal nøje undersøges, og til efterårs­samlingen i 1995 er jeg meget enig i, at dette kan blive inddraget i forbindel­se med finanslovsarbej­det.

 

Når alt dette er blevet vurderet, mener jeg. at udformningen og realiseringen af forslaget kan blive medtaget i socialreformkommis­sionsarbejdet, ligesom det blev indstillet fra landsstyremedlemmet for sociale anliggender. Tak.

 

Maliinannguaq M. Mølgård, Inuit Ataqatigiit:

Jeg er først og fremmest glad for at mit forslag er blevet modtaget så godt. Mange fangere og deres hustruer har arbejdet under meget vanskelige kår, såsom mangel på rindende vand.

 

Hjemmestyret har givet tilskud til skind og disse skind har man kun solgt en lille del af, selvom vi her ellers har brug for disse skind til varmt vintertøj, således at forstå, at de skind vi eksporterer med tilskud fra hjemmestyret får en god udnyttelse i udlandet, hvorimod vi ikke udnytter dem grundigt nok. Jeg ser her bort fra finere skindtøj.

 

Med hensyn til eventuel ansættelse af en designer. Mit forslag herom er begrundet i, at tøjet skifter udseende hvert eneste år, og at forbrugernes ønsker er meget afgørende i denne sammenhæng. Ellers kan varerne ikke konkurrere. Vi kan ikke bare sige at man skal købe tøjet, fordi det kommer fra Grønland. Det er forbrugernes ønsker der er afgørende her. Rådgivere er en stor mangelvare i skindsystuerne. Vi har brug for nogle konsulenter, der kan følge med i udviklingen indenfor tøjmoden. Som nævnt må vi bruge skindet til varmt tøj, uanset om det er garvet eller ikke garvet. Når vi tænker på vores fangere og fiskere, så er det meget almindeligt at de har tøj, der ikke er hensigtsmæssigt og muligheden for at kunne sy skind med maskiner er nødvendige hvis vi skal kunne konkurrere, og såfremt vi skal realisere de ting, må vi i høj grad skele til, hvordan udviklingen indenfor skindområdet går.

 

Ser vi på vores sko, der har vi brug for skind til f.eks. veste, tøj og betræk og møbler. Det er f.eks. alle de ting, der måske kan produceres i Grønland, såfremt skindsystuerne bliver organiseret ordentligt.

 

Vi kan jo også på den måde bruge vores eget skind i højere grad her i Grønland, i stedet for blot at eksportere det.

 

Vi må også skele mere til de andre landes markedsføring. Vi ved jo sommeti­der ikke, hvor alle de skind, der kommer her til Grønland,  kommer fra, men når vi prøver at markedsføre vores sælskind, så resulterer det i at man ikke vil købe skindprodukter fra Grønland. Der er mange kasserede skind som bliver eksporteret ud. Dem har vi faktisk også brug for her i Grønland.

 

­Når vi ser kateloger, så er der ingen katelog over skindprodukter fra Grønland.  Vi sælger skindet til Danmark og køber så det færdigt producere­de tøj der fra. Vi kan eventuelt lave et katalog, således at vore egne produkter kan sælges via den vej og give de, der har evnen til at sy skind, mulighed den vej.

 

Vi er for dårlige til vores markedsføring her i Grønland. Vi ved at SULISA A/S nu er etableret og i den forbindelse blev det nævnt, at det tager en lang behandlingstid med hensyn til de forslag, der bliver sendt til SULISA A/S, før de bliver realiseret. Jeg anmoder om, at man overvejer, at man eventuelt laver kurser omkring markedsføring, også for medarbejderne i skindsystuer­ne og at man også benytter den anledning til at lave kurser i markedsføring, også for andre i befolkningen, således at de der har lyst til at etablere sådan en forretning, kan starte uden alt for store problemer.

 

Afslutningsvis skal jeg nævne mandetimer. Såfremt disse skal realiseres er jeg ikke enig i Anders Nilssons bemærkning, fordi jeg mener, at hjem­mestyret, som den der giver tilskud til mandetimer, har pligt til at påse, at det ikke skaber konkurrence mellem de forskellige virksomheder. Man skal prøve at opnå at de kan drives rentabelt.

 

Man har den holdning at man fortsat nedtrapper tilskud til skindsystuerne. Der mener jeg, at såfremt vi skal planlægge på realistisk vis og såfremt skindsystuerne skal kunne drives rentabelt, skal nedtrapningen af disse tilskud stoppes, og så få bragt balance i disse virksomheder og eventuelt udsætte nedtrapningen til senere hen.

 

Med disse bemærkninger er jeg glad for at mit forslag har fået den op­bakning.

 

Paaviaaraq Heilmann, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Med hensyn til forslaget fra Mikael Petersen, fra Siumut, så er han vist usikker på, såvidt jeg forstår, at fiskere og fangere i en nedgangsperiode kan modtage offentlig hjælp. Det forstår jeg derhen, at det blev støttet og det er jeg selvfølgelig glad for, fordi der er også nogen der har behov for hjælp i løbet af året, fordi der er nogen fiskere og fangere, som ikke kan fange noget.

 

Derfor, med hensyn til at det kan blive inddraget i kommissionens kommis­sorium, det er jeg også glad for.

 

Med hensyn til Maliinannguaq M. Mølgårds forslag, og det hun nævnte omkring skind, der vil jeg også lige nævne, at  hvis vi ikke selv begynder at bruge dem, og uanset om vi eksporterer, så er det jo ikke nok. Vi må også til at bruge dem endnu mere. Jeg mener, at eksporten er nødvendig, men vi skal også huske på de ting vi selv skal bruge her til lands. Men det er meget van­skeligt at handle med skind, derfor må vi være glade for de skind, vi kan eksportere.

 

Jakob Sivertsen, Atassut:

Jeg siger tak til formanden for, at jeg må komme med nogle tilføjelser til vores ordførers ord.

 

Med hensyn til mandetimetilskud, så er der behov, at de ikke bliver formindsket til skind­systuerne, fordi vi er vidende om, at skindsystuerne udnyttes af kvinder, og de er dygtige til at gøre deres arbejde. De unge kan oplæres, så man kan ikke undgå mandetimetilskud i fremtiden. Der er alt for mange skindsystuer, som ikke kan hvile i sig selv økonomisk, derfor hvis man skal formindske mandetimeantallet, så vil det også medføre personale­nedtrapning.

Jeg mener, at blot fordi skindsystuerne skal hvile i sig selv, dermed begrænsning i personalet, så vildet medføre, at de kvinder, som allerede er dygtige også bliver arbejdsløse.

 

Jeg mener, at vi så vidt muligt må undgå dette, fordi vi i dag fra denne talerstol efterlyser oprettelse af nye arbejdspladser. Hvis vi begynder at lukke de eksisterende arbejdspladser, så vil vi i landstinget gøre noget, der er i modstrid med vores hensigter.

 

Mødeleder: Knud Sørensen:

Jeg skal gøre opmærksom på, at debatten ligesom kører i ring og nu får Ruth Heilmann ordet.

 

 

Ruth, Heilmann, Udvalgets formand:

Jeg skal blot komme med en kort bemærkning og skal sige til Mikael Petersen, at betænkningen ikke skal forstås derhen, at vi ikke er enige i hans forslag, men at vi skal undersøge problematikken og finde ud af, hvordan man bedst muligt løser dette arbejde.

 

Med hensyn til tilskuddet til skindsystuer via mandetimer, da kan jeg som eksempel nævne, at vi har anmodet om 7.000 timer i Maniitsoq Kommune, men at vi kun har fået bevilget 3.000 timer.

 

I 1995 har vi søgt om 8.000 timer, men vi har kun fået bevilget 2.600 timer, og derfor mener jeg, at man skal optrappe mandetimetilskuddet igen, og jeg er også glad for de faldne bemærkninger her i salen, og såfremt vi skal udnytte skindsystuerne bedre, så må vi efter min menig optrappe mandeti­metilskuddene igen.

 

Derfor ønsker jeg, at mandetimetilskuddene optrappes i stedet for, at man fortsat nedtrapper dem.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:

Som forslagsstiller har mit og Mikael Petersens forslag været næsten  ens, selvom vi ikke har talt sammen, da vi skulle til at fremsætte vores forslag her. Heraf kan det ses, hvor stort et behov fiskerne og fangerne har, og derfor er jeg meget glad for, at flertallet af landstingsmedlemmerne opfordrer til at vores forslag videreføres.

 

Fordi det så kan ses, at det er et meget stort problem, og derfor siger jeg med disse korte bemærkninger - tak.

 

Kristine Raahauge, Siumut:

Som en tilføjelse til forordningen vedrørende aktiv hjælp der kan jeg forstå, at den ikke fik tilslutning.

 

Tl disse bemærkninger vil jeg sige, at jeg ikke her tænker på, at det skal være en slags straf at have en aktiv hjælp, fordi jeg her er fremkommet med et forslag, og her vil jeg lige præcisere, at ved brug at dette forslag, så¨vil de arbejdsløse stadigvæk have kontakten til arbejdsmarkedskontoret, og deres liv vil få indhold og vil danne grundlag for, at de kan videreføre deres liv.

 

Vi ved, at kommunerne og hjemmestyret bruger mange penge på beskæfti­gelsen, men det er ikke nok med alle disse, idet man bl.a. med de mandeti­mer vi kan bruge til beskæftigelse kun bliver brugt en del af året, og så er de brugt op, og vi ved også altid, at enkelte personer bliver berørt meget i en sådan beskæftigelse, og det er for at beskytte disse.

 

Istedet for at de ikke skal være de sidste i køen, skal vi få dem beskæftiget i fremtiden, og det er årsagen til, at jeg har fremsat dette forslag.

 

Mødeleder Knud Sørensen:

Ja og således er dagsordenens punkt nr. 24. Betænkning afgivet af social- og arbejsmarkedsudvalget færdigdebatteret.

Punktet er slut.