Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenspunkt 80-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

9. mødedag, mandag den 22. april 2002

 

Dagsordenspunkt 80

Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyrets pålægges at fremsætte forslag til ændring af gældende landstingsforordning om hjælp fra det offentlige med det formål, at udvide hjælpemulighederne ved at sikre hjemmel til etablering af selv­hjælpsgrupper, og for det andet at man opmuntre til at finde nye veje inden for det sociale område ved at give hjemmel til forsøgsordninger i øvrigt.

(Asii Chemnitz Narup IA)

 

Asii Chemnitz Narup, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.

Jeg har foreslået, at landstingsforordningen om hjælp fra det offentlige ændres på 2 områder, dels at man udvider hjælpemulighederne ved at sikre hjemmel til etablering af selvhjælps­grupper, og for det andet at man opmuntre til at finde nye veje inden for det sociale område ved at give hjemmel til forsøgsordninger i øvrigt.

 

Baggrunden for mit forslag er, at den hjælp der ydes i henhold til forordningen om offentlig hjælp i dag, først og fremmest er rettet mod den enkelte hjælpsøgende og dennes familier. Den form for hjælp er nødvendigt og et gode i samfundet.

 

Men den individualiserede hjælp bør ikke stå som det eneste tilbud. Ved udelukkende at foku­sere på det enkelte individ forstærkes borgerens følelse af at være alene, og at have et givet problem, ligesom vedkommende fastholdes i oplevelsen af at være svag og forkert, ligesom myten om at sociale problemer er selvforskyldte lever videre. Alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab.

 

Tidligere udgjorde familien dette fællesskab, men udviklingen har ændret dens position. Ikke mindst her i landet er vi tvunget til at definere os ind i nye former for fællesskab. Her spiller socialpolitikken en vigtig rolle, vi mener at socialpolitikkens funktion blandt andet er, at være med til at styrke fællesskabet, at den fremmer den enkelte følelse af eget værd, og at man skal fokusere på, og styrke borgernes ressourcer og udviklingsmuligheder.

 

Socialpolitikken bør bygge på ideen om det sociale ansvar, ligesom lovgivningen ør åbne op for at der kan ydes hjælp til at fremme fællesskabet og livskvaliteten. Socialhjælpen skal derfor også fremover kunne bestå af muligheden for at deltage i og etablere selvhjælpsgrup­per, støttegrupper til grupper af mennesker der har et fælles problem. Gruppen kan også være en interessegruppe som ønsker at forbedre livsbetingelserne i nærmiljøet eller som sammen vil arbejde på løsningen af et givet problem.

 

Hjælpen kan variere fra tildeling af økonomiske midler til annoncering af oprettelse af tillids­gruppe, tildeling af fysiske rammer til selvhjælpsgrupperne, udgivelse af pjecer om et bestemt emner med videre. Samarbejdet mellem det offentlige og gruppen af borgere vil kunne variere fra sag til sag, ligesom behovet for støtte vil variere, lige fra opbakning til egentlig faglig bistand og økonomiske midler. Samarbejdet mellem grupper og borgere og det offentlige bør bero på en samarbejdsaftale, som beskriver målet med samarbejdet samt parternes gensidige pligter og rettigheder , herunder de etiske spilleregler.

 

I disse år fokuseres der over alt i den offentlige debat på, at folk skal tage ansvar for deres eget liv, og skal ikke vente på, at andre skal være noget for en. I Inuit Ataqatigiit tror vi på, at mennesket grundlæggende har en medført vilje til at klare sig selv, men den enkelte livschan­cer kan have forstyrret denne vilje.

 

Sociallovgivningen kan være med til at forbedre mulighederne for at også brugere af det soci­ale system også genfinder denne vilje til at klare sig selv, og får større overskud og mulighed for at øjne og udvikle deres sociale kompetence.

 

Dermed skabes veje for personlig udvikling og højere livskvalitet, og at danne tillidsgruppe skulle være en oplagt metode, ligesom den bør sikres ved lov.

 

Så vil jeg komme lidt ind på den anden del af mit forslag. Lige som de teknologiske hjælpe­midler hele tiden udvikler sig, så er der også behov for at udvikle og forfine metoder i det sociale arbejde, herunder organiseringen af hjælpeapparatet. Vi må som lovgivere opmuntre de gode kræfter hos fagfolk i hele den sociale sektor der har mod på arbejde mere eksperimen­terende og forsøgs- og udviklingsbaseret. Kun ved nytænkning kan der udvikles metoder, der passer til de grønlandske realiteter.

 

Landstingsforordningen om offentlig hjælp bør derfor indeholde bestemmelser om muligheder for at arbejde mere projektorienteret med henblik på at udvikle og forny socialsektoren.

 

Vi siger tak til Asii Chemnitz Narup. Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Ole Dorph med et svarnotat.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Landsstyret er enig , at der skal være mulighed for støtte til at fremme fællesskabet og livskva­liteten, ligesom der også skal være mulighed for at deltage i, og etablere selvhjælpsgrupper, støttegrupper til personer der har et fælles problem.

 

NUNA-fonden yder støtte til forebyggende- og sundhedsfremmende projekter med det over­ordnede mål, at forbedre livskvaliteten i Grønland. Fonden uddeler midler 3 gange årligt. Ansøgninger til Fonden modtages blandt andet fra arbejdsgrupper, foreninger, netværksgrup­per, lokale tværsektorelle grupper som ofte involverer forebyggelseskonsulenter, bygde­bestyrelser og kommuner som helhed.

 

Kendskabet til Fonden er meget udbredt, og det ses blandt andet ved, at der hvert år modtages mange ansøgninger, såvel fra bygder, yderdistrikter, byer, regioner her i landet og sågar fra Danmark.

 

Derudover uddeles opmuntringspriser for projekter som har foretaget sig en særlig opgave eller har gjort en bemærkelsesværdigt indsats. Etableringen af sikkerhedsgrupper, støttegrup­per er et positivt initiativ og bør ikke begrænses af nogle bestemmelser i en lovgivning.

 

Landsstyret er også enig i, at de gode kræfter hos fagfolk i hele den sociale sektor som har mod på at arbejde mere eksperimenterende og forsøgs- og udviklingsbaseret må opmuntres, så metoder i det sociale arbejde kan udvikles og forfines.

 

Landsstyret mener imidlertidig ikke, at metoder i det sociale arbejde kan udvikles og forfines ved at der fastsættes bestemmelser i forordningen om offentlig hjælp. Tværtimod mener Lands­styret, at bestemmelser om metoder vil være med, at indskrænke muligheden for udvik­ling. Landsstyret er af den opfattelse, at metoder i det sociale arbejde må udvikles og forfines lokalt, hvor der er mulighed for at udnytte eksisterende ressourcer i lokalsamfundet.

 

Den gældende ordning omkring hjælp fra det offentlige indeholder blandt andet bestemmelser omkring råd og vejledning, trangsvurderet hjælp, udvidet behovsvurderet hjælp og engangs­hjælp.

 

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup har ret i, at hjælp fra det offentlige er fokuseret på det enkelte individ. Grundprincipperne i den offentlige hjælp er nemlig, at den enkelte og familier ydes hjælp blandt andet til underhold, husleje og forbrugsafgifter samt rimelige og nødvendige løbende udgifter.

 

Hjælp fra det offentlige udmåles efter et skøn, hvor der tages hensyn til fælles husførelse, og til fordele ved bofællesskab samt til familiens hidtige leveniveau. I princippet ydes hjælp fra det offentlige når de normale indkomster mere end forbigående er ophørt eller stærkt formind­sket eller ydelse af hjælp ville kunne fjerne eller væsentligt kunne nedsætte en alvorlig risiko for, at økonomiske trang eller alvorlige tilpasningsmuligheder vil opstå.

 

Grundprincipperne i forordningen om hjælp fra det offentlige vil blive tilsidesat, hvis der indføres bestemmelser om hjælp til nogle bestemte grupper, ud over hjælp til enkelte familier, enkelte og familier der har forsørgelsesforpligtigelser.

 

Ved en kommende revision af landstingsforordning om hjælp fra det offentlige, vil det blive vurderet om der skal ske ændring i grundprincipperne. Landstingsforordningen om hjælp fra det offentlige skal revurderes i forbindelse med den kommende ordning om arbejdsløshedsfor­sikring, så der ikke bliver samspil mellem de sociale ydelser og de arbejdsmarkedsmæssige ydelser, ligesom der skal sikres en klar adskillelse mellem den socialrelaterede og den arbejds­markedsrelaterede ordninger.

 

Med disse ord indstiller, Landsstyret, at forslaget fra Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup ikke imødekommes på nuværende tidspunkt, men at man afventer revisionen af landstings­forordningen af offentlig hjælp. Tak.

 

Vi siger tak til Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked. Så går vi over til ordførerrækken. Først fra partierne, så er det Mikael Petersen, Siumut.

 

Mikael Petersen, ordfører, Siumut.

Vi har fra Siumut følgende korte bemærkninger til Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narups ovennævnte beslutningsforslag, der sigter på to forskellige forhold.

 

Vi har fra Siumut stor forståelse for forslagsstillerens hensigter, ligesom vi finder de intentio­ner der ligger bag støtteværdige. Men fra Siumut støtter vi og er fuldt ud enige med Lands­styrets bemærkninger og med baggrund af deres svar ..., da oprettelse af sorggrupper er et godt initiativ som ikke må reguleres eller begrænses af lovgivningen.

 

I Siumut ligger vi vægt på, at grundlaget for ordninger om offentlig hjælp bør være rådgivning og vejledning, og hjælp til dem der vitterlig har behov herfor - kort sagt, så bør den offentlige hjælp have til formål, at være med til at vedkommende kan komme på fode igen.

Dette hænger også nøje sammen med og gælder for principperne og de fremtidige principper til hjælp til folk som støtter eller forsørger andre.

 

Siumut er enig med landsstyret i deres klare udtalelse om at man nøje må vurdere ændringer i principperne i forbindelse med revisionen af landstingsforordningen om offentlig hjælp og at dette bør ske i sammenhæng med de kommende arbejdsløshedsforsikringsordning, fordi man ikke mindst af hensyn til de fremtidige brugere må have klare skel mellem de muligheder der er indenfor den offentlige hjælp og de muligheder der vil være indenfor arbejdsmarkedsområ­det.

Med disse bemærkninger giver Siumut sin tilslutning til landsstyrets svar.

 

Vi siger tak til Mikael Petersen, næste taler er Gudmand Rasmussen.

 

Gudmand Rasmussen, Atassut.

Dette er et beslutningsforslag om at landsstyret kræves at ændre loven om hjælp fra det offent­lige og fremkomme med et forslag herom. Vi har fra Atassut følgende bemærkninger til for­slaget fra Asii C. Narup:

 

Det er i sig selv ikke så mærkeligt at medlemmerne af landstinget er fremkommet med mange lovforslag og ændringsforslag fra denne talerstol. Det ville være på sin plads at sige, at der fremkommer mange gode meninger frem, men vi ved også vores økonomiske formåen også kan bremse nogle af de gode intentioner som forslagene kan indeholde. Heldigvis er det i disse år blevet sådan til glæde for os, at de sociale mål vi har, har en retning til det bedre.

Forslagsstillerens forslag finder vi ikke som et fremmedartet forslag, da forslaget vil indebære forbedringer af forholdene. Vi må jo huske på at den store socialreformkommision har meget vigtige mål som den har sat sig og det synes at opgaven og byrdefordelingen hvad angår frem­tiden er klar. Men vi er i Atassut klar over at man ikke kan få alt hvad man peger på og at økonomien sætter sin egen begrænsning.

 

Vi synes at forslagsstillerens indlæg er støtteværdigt og det bør endda nu nævnes at samarbej­det skal styrkes. Vi ved jo hvor stort hjælp det er for et menneske der har brug for støtte fra omgivelserne.

 

Med disse ord skal vi fra Atassut tilkendegive vores fulde støtte til landsstyrets svarnotat.

 

Vi siger tak til Gudmand Rasmussen og den næste der får ordet er Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.

Tak. Da der senest i landstinget blev foretaget ændringer i den nugældende landstingsforord­ning for hjælp fra det offentlige skete dette under forårssamlingen 1993 og siden i 1994 under landstingets efterårssamling. Dermed er disse ganske få ændringer og en mindre revision i isoleret set over 8 år gamle og vi må derfor konstatere at den samlede og sammenskrevne forordning om hjælp fra det offentlige som den nuværende hjælpeindsats hviler på er endnu mere forældet med siden over 20 år siden landstingets vedtagelse.

 

Landstingsmedlem Asii C. Narup foreslog gennem sit beslutningsforslag og som Inuit Ataqa­tigiits opfattelse er gennemtænkt og netop derfor støtteværdigt at socialhjælpen og støtten som sociallovgivningen kan tilbyde fremover bør udvides. For som forslagsstilleren meget rigtigt påpeget, har alle mennesker jo brug for at være en del af et fællesskab og for at deltage i selv­hjælpsgrupper eller støttegrupper for at forbedre livsbetingelserne netop fordi de som grupper af mennesker har et fælles problem.

 

I det sociale arbejde er der som forslagsstilleren ligeledes fremsætter forslag om har i landet behov for gennem nytænkning at arbejde mere forsøgs-,  og udviklingsbaseret. Set i betragt­ning af disse indlysende behov er det derfor meget skuffende at landsstyret i deres svarnotat lader hånt om disse gode intentioner og ved en bevidst fejlfortolkning forsøger at vende det hele på hovedet, hvilket vi kun kan tage som udtryk for at de ved fandens vold og magt agter at tilbagevise forslaget. Til trods for forslagsstillerens intentioner forsøger de således at under­bygge etablering af selvhjælpsgrupper, støttegrupper vil blive en lovgivningsmæssig begræns­ning frem for en udvidelse. I lighed hermed prøver de også på at sige at den lovgivningsmæs­sige hjemmel til det sociale arbejde at gøre det mere forsøgs-, og udviklingsbaseret vil ind­skrænke mulighederne, det er ikke hensigten snarere tværtimod.

 

Inklusive de små ændringer der blev gennemført i 1993 til 1994 er landstingsforordningen til hjælp for det offentlige som tidligere nævnt nu over 20 år forældet. Siden 1994 skal vi imid­lertid også huske på at der også har været igangsat en storstilet reformkommissionsarbejdet hvor en revision af forordningen om hjælp fra det offentlige også var indeholdt i kommissoriet fordi man dengang lovede at dennes bestemmelser skulle føres up to date. Den dag i dag lader resultaterne imidlertid vente på sig og er ganske sparsomme indtil videre. Det var i forrige valgperiode og vi husker tydeligt den festivitas der var, da socialreformkommissionen samle­de anbefalinger og indstillinger blev overdraget landsstyret. Det samme landsstyre som vi også ser i dag. Dengang ville begejstringen ingen ende tage fordi man nu kunne gå i gang med konkret behandling.

 

Vi er nu ved afslutning af næstfølgende valgperiode og beskeden er forsat at vi ikke skal for­haste os, men derimod tålmodigt vente. Det meddelte således landsstyret til forslagsstilleren at man stedse bør afvente denne revision af forordningen om offentlig hjælp. Det er udtryk for en utilstedelig arrogance som kun har til hensigt totalt at afvise et ellers godt forslag fordi der samtidig ikke siges et ord om hvornår man så i givet fald kan forvente denne revision. Er det til efteråret eller skal vi først afvente til efter et nyt landstingsvalg. Samfundet står imidlertid ikke stille hen og vi ser en stadig udvikling også i de sociale problemers omfang og karakter.

 

Børn og unges sociale problemer er voksende i lighed med så mange andre socialt nødlidende i dette land. Alt i mens beskeden fra landsstyret fortsat er, I må vente endnu. Dette skyldes en handlingslammet og et visionsløst landsstyre, hvorfor et naturligt spørgsmål bør rettes til landsstyremedlemmet for sociale anliggender med henblik på at få klarhed over hvilke løsnin­ger og visioner vi kan forvente at dette landsstyreområde. Manglen på konkrete resultater herfra berettiger at dette spørgsmål stilles.

Landstingsmedlem Asii C. Narups fremsatte forslag er gode og fremadrettede initiativer som blot kræver politisk opbakning og viljestyrke til at blive ført ud i livet. Det er derfor Inuit Ataqatigiits absolutte opfattelse at den udvidelse sociallovgivningens hjælpebestemmelser snarest bør implementeres. Vi håber derfor på, at landsstyret forinden andenbehandlingen finder sted til efteråret meget grundigt gør sig overvejelser over forslagets substans, fordi det eksempelvis er fortilfælde for at det er muligt at have forsøgs-, og udviklingsbaserede lovbe­stemmelser.

Det vi ser frem i den nugældende landstingsforordning om hjælp til børn og unge fra 1992. Når sådanne bestemmelser er mulige, hvad er så årsagen til at det samme ikke kunne  lade sig gøre i landstingsforordningen om hjælp fra det offentlige.

 

Inuit Ataqatigiit skal således med disse bemærkninger fuldt ud støtte op omkring beslutnings­forslaget og anmode om at forslaget henvises til landstingets social-, og arbejdsmarkedsud­valgs videre behandling inden andenbehandling med henblik på konkret at fremme intentio­nerne i forslaget frem for en grundløs afvisning af forslaget og således at der kan udarbejdes en udvalgsbetænkning herom.

 

Vi siger tak til Johan Lund Olsen og den næste der får ordet er Anthon Frederiksen, Kandidat­forbundet.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

Til landstingsmedlem Asii C. Narups forslag at Kattusseqatigiit følgende bemærkninger:

Vi skal til at starte med fra Kattusseqatigiit sige at vi naturligvis er anser det for vigtigt at sociale forordninger hele tiden bliver reguleret så de svarer til de aktuelle forhold. Kattusseqa­tigiit er derfor til enhver tid klar til at være med til at debattere også når det gælde sociale forhold.

 

Vi skal fra Kattusseqatigiit understrege, at det ikke er i Kattusseqatigiits målsætninger at øge hjælp fra det offentlige. Til gengæld er det Kattusseqatigiits målsætning at offentlig hjælp så vidt muligt skal ligge på minimalt niveau. Kattusseqatigiit er ikke i tvivl om at dette kan gøres ved at bliver etableret arbejdspladser gennem kurser som de forskellige kommuner selv skal planlægge og tilrettelægge på baggrund af egne behov og ikke mindst kan vedvarende arbejds­pladser etableres igennem veltilrettelagte uddannelser på baggrund af behovet for uddannede i vort land.

 

Vi mener i Kattusseqatigiit, at sunde og arbejdsdygtige personer skal aktiveres i stedet for at de bliver gjort til passive tilskuere med offentlig hjælp, idet vi jo har konstateret at det bedst er for personer både fysisk og psykisk er aktivitet, beskæftigelse og uddannelse.

 

Kattusseqatigiit er klar over og anser det som en pligt at personer der på grund af sygdom, handikap eller andet er i stand til at forsørge sig selv, naturligvis skal hjælpes på en god og retfærdig måde af det offentlige.

 

Vi mener derfor i Kattusseqatigiit, at samfundets pligter er at skaffe og sikre beskæftigelse til arbejdsdygtige personer.

Vi skal også fra Kattusseqatigiit erindre om at vi grønlændere fra tidernes morgen som livs­grundlag altid har hjulpet hinanden i alle henseender og har sat en ære i fællesskab. Disse rosværdige traditioner er mere og mere forsvundet og i løbet af de sidste år blandt andet på grund af politiske forordninger. Det kan vist ingen nægte. Det ville også være for billigt bare at give udviklingen skylden. Udviklingen kan muligvis have en del af skylden, men for os der agerer politikere er det vigtigt at vide at forskellige politiske beslutninger har forskellige ind­flydelser på samfundet og har indimellem negative konsekvenser.

 

Vi kan som eksempel nævne at familier bliver spredt fra hinanden på grund af politisk overbe­visning og det har vi i Kattusseqatigiit aldrig kunnet acceptere, og det er endda gået så vidt at familiemedlemmers politiske overbevisning er gået ud over deres muligheder for at få boligtil­skud, aldersrente, førtidspension med videre som bliver beregnet på baggrund af familiens samlede indkomst.

 

Vi er i Kattusseqatigiit ikke forundrede over at forslagsstilleren blandt andet sige, at enkelte samfundsborgere har tendens til at føle at de er fuldstændig alene om deres problemer. Vi er fuldstændig klar over at boligmanglen tilhører en af vores mest massive problemer, men hvis der er flere forsørgere i en familie og hvis der er en ældre i en husstand eller førtidspensioni­ster, så bliver de ældre, førtidspensionister ramt meget hårdt, idet de risikere at der ikke bliver ret meget tilbage af deres i forvejen lille pension. Dette afstedkommer at disse personer føler sig ensomme, at de kun er til besvær og disse følelser får tit negative konsekvenser både fy­sisk og psykisk.

 

Jeg kan erindre om at der i de hellige skrifter blandt andet står @hvis husstanden ikke længere holder sammen opstår der tumult@. Vi mener derfor i Kattusseqatigiit, at borgernes og husstan­denes evne til at forsørge sig selv skal reguleres og at alle så vidt muligt skal søges fjernet fra forhåbninger til det offentlige. Vi har jo i lang tid ytret at vi godt selv kan.

 

Vi mener i Kattusseqatigiit at tiden er inde til at det offentlige påbegynder arbejdet med at animere støtte, give rådgivning og bane vejen for at borgernes formåen bliver øget. Igennem samme indsats kan man således også bedre vilkårene for personer der vitterligt har behov for hjælp.

Vi mener i Kattusseqatigiit, at vi kan give borger der vil forsørge sig selv bedre fundament til en god start uden egentlig først at træffe beslutninger om nye love og forordninger, idet vi i Kattusseqatigiit respekterer borgernes frie ret til selvstændighed. I dag er der også uheldigvis sket en udvikling som bør forstås og elimineres og det er at borgernes selvstændighed, selvbe­stemmelse og forpligtelser er blevet indskrænkede af de lovmæssige beslutninger, med den konsekvens at borgernes lyst til at arbejde i visse tilfælde også er blevet indskrænket.

 

Vi mener i Kattusseqatigiit, at borgernes evner bør udnyttes mere effektivt, vi kan i Kattusse­qatigiit pege på mange eksempler på forhold som vi umiddelbart ikke kan accepterer, eksem­pelvis må flere fiskere indstille deres fiskeri ufrivilligt, eftersigende af den simple årsag at de tjener for meget.

Når de ældre får en smule biindtægt, bliver deres pension straks skåret ned og det er til trods for, at de ældre har mulighed for at have biindtægter på op til 28.000,00 kr. for enlige og 42.000,­00 om året for et par. Helt uacceptabelt bliver mange muligheder som ellers vil have en positiv effekt for folks fysik og psyke der igennem love bliver indskrænket.

 

Selvom vi ikke er enige med forslagsstilleren i alle henseender er vi dog enige, når hun siger, at metoderne i det sociale arbejde hele tiden må reguleres.  Ja, de skal ikke alene reguleres, de skal ligeledes forbedres og vi mener til stadig at vi ikke må betragte lovgivningen som det eneste alternativ for enhver regulering.

 

Med disse korte bemærkninger med landsstyrets svar til orientering.

Vi siger tak til Anthon Frederiksen og den næste der får ordet er forslagsstilleren Asii C. Naru­p.

 

Asii Chemnitz Narup, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.

Tak. Hvor mange minutter har jeg til rådighed.

10, tak.

 

Tak til jeres besvarelser, tak. Jeg vil gerne rette min tak i den led at jeg gerne ville takke for at I har brugt tid på at se på mit forslag og brugt til at kommentere det, fordi jeg kan mærke at der ikke er større tilslutning til mit forslag udover Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit.

 

Vi ved godt at socialreformkommissionen har arbejdet. Det at reformere noget, når man refor­mere noget, så må man forstå det sådan at de gældende regler vurderes, revurderes og når man har gjort det fuldt uddybende, så tilpasser man dem til nye politiske mål. Det er det vi forstår ved en reform. Og derfor mener vi så også at det er på tide at man også reformere de ting som jeg har stillet et forslag om, hvorfor denne landstingsforordning er primært rettet på de enkelte mennesker, hvorefter man så bruger den, når man er nødt til at give hjælp i forbindelse med sygdom eller arbejdsudygtighed.

 

Og vi mener at det ikke længere er nok fordi vi skal til at hjælpe grupper af mennesker fordi vi ved, at når man kommer med en hjælp før, fordi selve forslaget har nogen forebyggelse og fordi vi ved at folk får hjælp, når problemerne først er opstået. Når vi gerne vil opnå noget forebyggelse og de råber vi samtlige partier af og det samme var landsstyremedlemmet for sociale anliggende, da han kommenterede voldsofre, sagde han så, at vi bør gøre noget ved forebyggelse.

Og forrige uge igen da vi snakkede om behovet for døgninstitutioner og de store behov der er, så sagde landsstyremedlemmet for sociale anliggender i medierne at vi ikke kun skal satse på børnehjemmene, men derudover også arbejde med forebyggelse  i udstrækning. Det kan vi ikke sige dig imod, vi er fuldstændig enige med dig deri.

 

Men vi mener trods alt, at vi også lovgivningsmæssigt skal kunne basere  vores forebyggelse i en given lovgivning og der blev nævnt at man gennem Inuuneq Nakuuneq-fonden og det blev etableret i 92 af det daværende landsstyremedlem, men fonden her havde sit eget fundament. Men de har ikke nogen lovhjemmel. Men såfremt vi skal have mennesket i centrum som lov­givningsmæssigt også kan hjælpes, så må vi også kunne sikre det gennem en landstingsforord­ning.

 

Det er det som er den grundlæggende tanke og ikke kun hjælpe de mennesker som allerede har fået problemer, men hjælpe dem i mindre udstrækning, mens de stadigvæk selv har kræf­terne til at tage varer på deres egne tanke. Også fordi det giver styrke at kunne hjælpe sig selv. Og også fordi vi må finde et modstykke til at vi hjælper enkelte mennesker som på den måde i den hjælp de får føler sig ensomme, og det er grupper man skal støtte.

 

Og der er nogen flere ting jeg er usikre overfor i landsstyremedlemmets besvarelse, idet der står at etablering af selvhjælpsgrupper er et positivt initiativ og bør ikke begrænses af nogen bestemmelser i en lovgivning. Hvordan kan man begrænse det i en lovgivning, det står jeg meget uforstående overfor.

 

Der er 4 min. stadigvæk.

 

Og når jeg så fortsætter, så står der også på side 2 at såfremt forslaget skal realiseres så har man mistet grundlaget. Men jeg synes, at man ved en given revision skal også tage varer på lovgivningen der ligger bag de intentioner der ligger bag.

 

Johan Lund Olsen nævner også og undrer sig over hvorfor børne-, og ungdomsforordningen, at vi så også giver plads til forsøgsordninger og når vi så går over til en forordning, er det så kommer til at se som en begrænsning. Det har vi svært ved at se. Man kører jo forsøgsordnin­ger overalt også i erhvervet.

 

Fiskeriforsøgsordninger kører man, vi har et særskilt konto 50.01.03, hvor vi afsætter 2 mill. hvert år og 30.016, der er der også 1,4 mill. kr. som har sin baggrund i hjælp til børn og unge. Og derfor er det meget svært at acceptere de begrundelser der ligger til grund for landsstyrets afslag.  Og hvornår vil man så for alvor regulere forordningen for børn og unge.

 

Vi siger tak til Asii C. Narup og inden så har partiordførerne 5 min. og andre ordførere 10 min.

Og den næste der får ordet er landsstyremedlemmet for sociale anliggender Ole Dorph.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Tak. Først vil jeg på vegne af landsstyret med hensyn til vores melding sige tak til dem, der har taget godt imod vores besvarelse og til Inuit Ataqatigiit skal jeg nævne, at nærværende forslag stillet af Inuit Ataqatigiit dengang bliver forkastet. Det er ikke tilfældet.

 

Og jeg skal til Asii C. Narup sige at du ikke bliver støttet. Det er ikke tilfældet, vi støtter dig og du skal heller ikke føle dig ensom, vi vil meget gerne hjælpe dig fordi vi har behov for at hjælpe hinanden os der sidder herinde.

 

Det man først efterlyser er hvad det er for nogen ting indenfor det sociale område man vil prioriterer. Og med hensyn til punkt 29 som vi lige har behandlet blev det nævnt at da social­reformkommissionens arbejde, så havde de udført et godt stykke arbejde, hvor de så også kom med en betænkning som blev diskuteret her i landstinget og der også blev kommet med nogen indstillinger om hvad det er for en prioritering man skulle arbejde ud fra. Kommissionens arbejde og betænkning der efterfølgende indeholder mange positive ting og  vi kan allerede se en masse ting der er blevet realiseret, andre arbejder man stadigvæk med, mens andre endnu ikke er færdigbehandlede.

 

Når man påbegynder et stykke arbejde kan man ikke i løbet af ingen tid færdiggøre arbejdet også fordi man også udfører de forskellige forbedringer ud fra den økonomiske bæreevne vi selv har. Og med hensyn til hvilke initiativer vi skal gå i gang med, der er vi ved at udarbejde en rapport i vores direktorat i socialdirektoratet og inden der er gået alt for lang tid, så bliver vi færdige med vores rapport, hvorfra man kan se hvilke opgaver man har færdiggjort af de indstillinger der var i den betænkning  der kom fra socialreformkommissionen og hvilke opga­ver der står for tur til at blive arbejdet på.

 

Og vi har selvfølgelig gjort os nogen tanke i vores direktorat om hvilke forbedringer vi skal arbejde for. Hvilke forbedringer de skal tage fat indenfor det sociale område.

 

Vi har haft nogen indgående debatter om børn og unges forhold og en anden ting vi også har diskuteret er ældreområdet og de næste stor område er hvordan vi skal forme ældreforsorgen og derudover hvordan vi kan forbedre handikaparbejdet. Det er nogen store opgaver der står for tur og det vil så også betyde et stort ressourceforbrug. Vi har mange store opgaver vi også lovgivningsmæssigt skal arbejde for. Og  jeg håber så på at vi i enighed kan finde nogen løs­ninger for disse store områder.

 

Som man kan se ud fra landsstyrets besvarelse så sagde vi til sidst, at Asii C. Narups forslag ikke imødekommes på nuværende tidspunkt,og når vi siger det på den måde så er det fordi vi er i gang med en større opgave vedrørende arbejdsløse og forsikring af disse og det er en stor mundfuld vi er i gang med. Og når denne opgave er færdiggjort så regner vi med at vi så efter­følgende kan begynde at ændre landstingsforordning om hjælp fra det offentlige og der regner jeg så med, at den bliver fremlagt til næste års forårssamling og jeg ved så ikke om det bliver om foråret eller om efteråret eller det er så først efterfølgende at vi så kan begynde at behandle det der svarer til Asii C. Narups forslag. Og det er jo ikke at vi ikke vil støtte forslaget, men de opgaver man allerede har godkendt her i landstinget, dem prioriterer vi ud fra den godkendelse der er sket her fra salen. Når vi så har færdiggjort de opgaver vi er blevet sat i gang med, så kan vi så begynde at tage de nye arbejdsopgaver.

 

Og hvad angår indholdet af den kommende forordning, det er selvfølgelig også noget vi til den tid også vil se på. Men vi siger ikke, at vi afviser forslaget helt, men det er også ud fra en prioritering ud fra de ressourcer der er blevet stillet til rådighed for os, at vi så udfører vores arbejde.

 

Jeg har ikke nogen større kommentarer til andre partier, idet Siumut også støtter forslaget, det har Siumuts Mikael Petersen nævnt og den samme stilling har Atassut og Kandidatforbundets ordførere også givet udtryk for og jeg siger så også ud fra det at opgaven vil blive taget op når den tid kommer.

 

Vi siger tak til landsstyremedlemmet for sociale anliggender og arbejdsmarked og før næste taler kommer op på talerstolen så skal jeg lige nævne, at det er nødvendigt at flere landstings­medlemmer er til stede ved behandlingen af de næste punkter. Og den næste der får ordet er Inuit Ataqatigiits ordfører Johan Lund Olsen, værsgo.

 

Johan Lund Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Jeg skal ikke lægge skjul på at vi er skuffede. Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked sagde i sit seneste svarnotat at forslagsstilleren, at man ikke var imod for­slagsstillerens forslag. Men Landsstyrets svarnotat kan ikke forstås på en anden måde, hvis man læser og nærlæser Landsstyrets svarnotat, så fremgår det deraf klart, at man sætter tryk på, at nærværende forslag ikke bør fremmes. Og jeg mente så derfor er mærkeligt, at Lands­styret ikke går ind for forslaget, hvorfor hvis man har gået ind for forslaget, hvorfor har man så ikke sagt det klart i svarnotatet med konkret støtte.

 

Landsstyremedlemmet sagde også, at efterbelønnet, at de kommende års initiativer, at der vil blive taget initiativer i det kommende år. Vi forstår det således, at dertil efterårssamlingen vil blive fremlagt, at Landsstyret ikke agter, at foreligge et nyt forslag til hjælp fra de offentlige til efterårssamlingen, selvom behovet for, dem der har behov for hjælp, at det bliver større for samfundet.

 

Behovet for hjælp er akut, der er behov for øjeblikkelig handling, hvilket også fremgår ikke kun af den grønlandske presse, men også fra den udenlandske presse, ikke for så vidt angår de forhold som vi byder vort børn og unge.

 

Hvorfor vi er meget skuffede over Landsstyret og Landsstyrekoalitionspartiernes og beklage­ligvis også fra Kandidatforbundet, som ikke vil støtte nærværende forslag til landstingsbeslut­ning. Jeg finder det meget mærkeligt. Der er behov for handling her og nu. Hvis ikke I har forstået signalerne, så finder jeg det mærkeligt, hvis der ikke er nogen der har hørt nødråbene ude i samfundet.

 

Den forordning som vi snakker om, nemlig Landstingsforordning om hjælp fra det offentlige har hidtil kun været ændret to gange her i Landstinget. Den første Landstingsforordning om hjælp fra det offentlige er som sagt mere end 20 år gammel. Det er således en ældre forord­ning som har undergået mindre rettelser i 93 og 98, mens den efterfølgende ikke er blevet justeret. Samlet set, der er således behov for at vi reviderer forordningen om hjælp fra det offentlige fra bunden af selvom også socialreformkommissionen har arbejdet med området fra 95 til 97, som har fremkommet med anbefalinger indenfor området. Og vi må hellere ikke, vi må også erindre, at folk med problemer i antal bliver større og større. Det må man også have med i det overveje, hvorfor at det er absolut nødvendig, at vi også justerer den gældende land­stingforordning om hjælp fra det offentlige.

 

Socialreformkommissionens betænkning blev afleveret under stort ståhej for snart fem år siden. Vi lever, vi siger og skriver år 2002 i år, mens nødråbene bliver større og større også via den udenlandske presse. Og vi bliver klandret for ikke at gøre noget. Og hidtil uden at vi har gjort noget konkret for at hjælpe disse folk, der vitterligt har behov for hjælp. Hvor længe skal de vente? Det er nu behovet er der, ikke kun mundtligt, men også reelt. Og det er det, som vi har søgt at præcisere i vores ordfører indlæg. Ventetiden er nok, vi er også træt af at vente. På den baggrund er det også mærkeligt, at selvom forslaget er velunderbygget, så er der ikke noget konkret i Landsstyrets svarnotat, der kan lægges til grund for Landsstyrets opbak­ning til forslaget.

 

Det er som om, at der er behov for at udskifte Landstingsflertallets kompasser, så den kan vise den rigtige kurs. Det er som om, at I ikke har forstået det centrale i forslaget og giver den en anden mening, end der egentlig er.

 

Forslagsstillerens forslag er let og velforståelig og vi er dybt skuffet over den manglende opbakning der er til forslaget fra landstingets partier. Her i Nuuk er der blevet etableret flere sorg og krise grupper, så det savner man også på kysten. Hvis man sikrer det nødvendige lovgrundlag, så vil vi også sikre, at der kan etableres sådanne grupper ude i kysten, hvorfor vi indtrængende håber på, at sagen skal anden behandles, som skal ske til efterårssamlingen. At Social og Arbejdsmarkesudvalget, som sit pligt tager nøje vurdering af nærværende forslag og arbejder videre med det. Det er vores håb.

 

Så er det forslagsstilleren Asii Chemnitz Narup.

 

Asii Chemnitz Narup, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit.

Ganske kort. Som Johan Lund Olsen mener jeg, at det er ikke til at misforstå, at Landsstyret mener, at forslaget ikke bør imødekommes med streg under ikke. Hvorfor den ikke er vedta­get, det må jeg så stille mig tilfreds med som forslagsstiller. Men det jeg ikke tilfreds med er, at det baggrund der blev lagt for afslaget hvorfor jeg satte spørgsmålstegn ved side 2 i Lands­styrets svarnotat, hvor de siger at etablering af selvhjælpsgrupper / støttegrupper er et byfor­søgt (???unit 19.4) initiativ og at dette ikke bør begrænses at nogle bestemmelser i lovgivning. Hvordan er det, at man vil begrænse noget via lovgivningen. Det er der ikke blevet redegjort nærmere for i svarnotatet.

 

Jeg har som forslagsstiller i det mindste krav på, at få en klar svar på min spørgsmål og hvor­for man mener, at dette ikke bør begrænse nogen bestemmelser i lovgivningen. Også så vidt angår forsøgsordninger, så siges det, så siger Landsstyret at Landsstyret ikke mener, at meto­der i det sociale arbejde kan udvikles og forfines ved at der fastsættes bestemmelser i forord­ningen om hjælp fra det offentlige. Tværtimod mener Landsstyret, at bestemmelser af metoder vil være med til indskrænke muligheden for udviklingen.

 

Jeg mener også, at vi har krav på at dette bliver uddybet nærmere. Som sagt, så er der i vores Landstingsforordning om hjælp til børn og unge indsæt bestemmelser om forsøgsordninger.

 

Hvorfor kan ikke indføre sådanne bestemmelser i nærværende Landstingsforordning, som vi snakker om nu, nemlig hjælp fra det offentlige?

 

Så er det Siumuts ordfører, Mikael Petersen.

 

Mikael Petersen, ordfører, Siumut.

Undskyld, jeg troede det først var Landsstyremedlemmet, der skulle komme med en besvarel­se. Men, jeg synes ikke det er til at misforstå. Og Inuit Ataqatigiit skal heller ikke lade som om de misforstår os. Landsstyremedlemmet sagde meget klart, at til næste år der vil selvfølge­lig være et valg til næste år. Men, udfra den planlægning der er med hensyn til det siddende Landsting, der regner man med, at forny lovgivning vedrørende hjælp fra det offentlige og at det så skal ske til næste år. Og derfor sagde vi også meget klart fra Siumuts side, at OK lad os vente til den tid, fordi der er en, det er en stor opgave. Det er ikke kun Hjemmestyret der har et ansvar, fordi kommunerne også har en stor del at sige.

 

Kommunerne er jo dem der administrerer det offentlige hjælp og derfor kan vi heller ikke komme udenom disse, uanset om vi kommer til at forny lovgivningen indenfor området. Man kan ikke blot sige til også få det hele opfyldt. Der er mange ting der skal afdækkes og det respekterer vi. Og når vi så har undersøgt disse ting og i forbindelse med arbejdsmarkedsrefor­men, arbejdstræning med meget mere og mulighed for at etablere en arbejdsløshedsfond og andre ting indenfor den sociale lovgivning. Der er mange faktorer der spiller ind. Dem der har behov for hjælp skal have den hjælp de har behov for. Det er ikke sådan, at man skal hjælpe, dem der har behov for hjælp skal anmode det offentlige om hjælp. Det er ikke et uomtvisteligt krav, at man får hjælp og udfra den hjælp så vurderer det offentlige om ansøgeren virkelig har behov for hjælp og det gælder alle steder.

 

Og man skal heller ikke tro på, at alle problemer i samfundet kan løses af det sociale område. Der er mange aspekter der også spiller ind. Det kulturelle liv med meget mere. Og Asii Chem­nitz får det til at lyde som om, at først at i det øjeblik at socialvæsenet fungerer som det skal, så fungerer samfundet.  Det er ikke tilfældet, men det vigtigt til stadighed, at vurdere det soci­ale område, hvorfor vi er enige med Landsstyret i deres besvarelse.

 

Det er rigtig nok, at man som grupper kan få hjælp. Ikke kun i Nuuk, men også i kommuner­ne. Der er boenheder i kommunerne hvor dem der ikke kan klare sig selv bor. Selv i de min­dre byer har man sådanne ordninger og jeg synes, at denne form for at lade sig høre er samfun­det og lader som at Landsstyrekoalitionen ikke lytter B det er ikke på sin plads.

 

Og man skal ikke sidde om det siddende Landsstyrekoalition at de ikke har vilje til at gøre noget indenfor det sociale område. Og Inuit Ataqatigiit har jo selv prøvet at sidde med ved roret. Det er alle sammen vores ansvar for den stade vi er nået frem til, i stedet for at klandre nogen bestemte grupper.

 

Også er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Ole Dorph, derefter Anton Fre­deriksen. Men først Ole Dorph B tak.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Jeg kommer nok til at gentage mig selv igen, men jeg synes at jeg virkelig har behov for det, fordi man skal nemlig ikke sige, at vi i Landsstyrekoalitionen ikke vil hjælpe folk der har behov for hjælp. Dem der har hjælp behov uanset hvem det er skal hjælpes. Og hvorfor den hjælp der skal ydes skal ske udfra den lovgivning der eksisterer. Man har før været inde på, at B jeg skal lige understrege en sætning der er blevet undladt, hvor der står at med disse ord indstiller Landsstyret, at forslaget fra landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup ikke imøde­kommes på nuværende tidspunkt. Det er det nuværende tidspunkt, man ikke skal lade som om ikke eksisterer. Hvor det så fortsætter. Men lade afvente revision af landstingsforordning om offentlig hjælp. Her er det vi rækker hånden frem og siger at:

 

Nu ser vores prioritering sådan ud, hvorfor vi så kan komme ind på det igen og hvad der skal tages med når vi til den tid kommer med ændringer til landstingsforordning om hjælp fra det offentlige. Vi ved godt at der er problemer indenfor det sociale område, børne og unge områ­det, de ældre og de handicappede. Derfor må vi også gøre vores lovgivning indenfor de for­skellige områder færdigt.

 

Landstingsforordningen for børn og unge bliver fremlagt her til efteråret. Med hensyn til for­ordningen om ældre i pleje skal også fremlægges her til efteråret. Jeg synes ikke, at det er uansvarligt med den form vi gør det på.

 

Det at man danner selvhjælpsgrupper og støttegrupper er jo også prisværdigt, og man kan gøre det den dag i dag, uanset om man ikke har lovgrundlag for det. Der er ingen, der sætter be­grænsninger for det enkelte menneske, der har lyst til at igangsætte noget. Og man kan ikke sætte begrænsninger for det enkelte menneskes aktiviteter, medmindre de sætter landets sik­kerhed i fare.

 

Der er mange grupper, der går igang, og heldigvis går det godt her i Nuuk. Og det er så ud fra sådanne gode erfaringer, at det så også får indvirkning i andre byer. Og derfor er de prisværdi­ge initiativer, som vi i større udstrækning bør kunne udnytte, uanset om de står i lovgivningen eller ikke. Det kan være der kommer en dag, hvor vi må sige, at det og det har så stor vigtig­hed for samfundet, at vi så bør lovgive om det. Og når det så sker, så kan vi så ikke komme uden om en given lovgivning.

 

Og jeg vil til slut blot sige, at jeg ikke ser det som noget vi skal være nervøse for. Og heldig­vis er landstingsmedlemmerne årvågne og hele tiden kommer med forslag om forbedringer om det ene og det andet. Og dem vurderer man så ud fra den gældende lovgivning der er, og placerer dem i en given lov uden ændringer, såfremt det bliver nødvendigt. Og det er noget vi i mange år har gjort i Grønland, og jeg regner med, at det i mange år også fremover også være gældende.

 

Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.

Jeg vil kommentere Johan Lund Olsens skuffelse og komme med nogen præciseringer, fordi det skal ikke forstås på sådan en måde, at baggrunden for vores manglende støtte til forslaget er, at vi blot siger det for ikke at imødekomme forslaget. Det er ingenlunde tilfældet. Vi sagde bl.a. i vores ordførerindlæg, at man i forbindelse med ændringer af landstingslove og land­stingsforordninger og justering af disse til gældende forhold, at vi altid vil være med til det, men som forslagsstillerens forslag, hvis vi læser den igennem, så kan vi bl.a. deraf se, f.eks. de bemærkninger, der er kommet mellem de sociale kontrakter, for såvidt angår selvhjælps­grupper og støttegrupper. Det har i lang tid været sådan, at vi har haft et fællesskab i Grøn­land. Vi mener, at det fællesskab vi altid har i Grønland, at det kan vi styrke ved at styrke de enkelte familier og ikke lovgive om alt mellem himmel og jord. Lovgivningen kan også være med til at støtte de gældende eksisterende familiestrukturer, og det har bl.a. afstedkommet store boligproblemer. Og det må vi også have i overvejelserne.

 

Nu kan f.eks. vore ældre ikke engang bo sammen med deres børnebørn. Hvis de bor sammen med deres børnebørn, så bliver de frataget en del af deres alderspensioner. Vi har således en lovgivning, der til en vis del begrænser vores muligheder. Jeg mener således, at vi kan ikke gå ind for, at man på enhver henseende tyr til det offentlige og til lovgivning for at løse sociale problemer. Vi må ikke lægge begrænsninger for de enkeltes rettigheder. Vi må give et større ansvar til den enkelte. Vi har f.eks. i de tidligere år set, ???, at vi har skabt problemer for visse grupper i samfundet p.g.a. af vores lovgivning. F.eks. har der været i de seneste dage været omtalt i pressen om, at der er en hel del grønlændere, der bliver flere og flere, der flytter til Danmark fordi de får en bedre behandling i Danmark. Alt andet set i dette lys mener vi fra Kandidatforbundets side, at der ikke absolut er nødvendigt ved at lovgive om alt og ??, men at vi fremdrager nogle af de gamle værdier vi har haft fra det gamle Grønland, hvor vi hjælper hinanden ad uden om det offentlige. Det er langt mere at foretrække frem for at man sikrer noget via lovgivning.

 

Fællesskab og styrkelse af fællesskabet er nødvendige. Det kan der ikke herske uden om, for at komme væk fra den splittelse af familierne der pågår. Vi må udnytte de enkelte individers kunnen og kundskaber og såvidt muligt begrænse den støtte, der gives fra det offentlige som hjælp. Jeg mener, at vi må søge at udnytte de enkeltes muligheder meget bedre. Hvis vi fort­sætter ad samme spor, så vil det resultere i, at vi kan sige, at det snart kan betale sig at stå uden et arbejde. Vi må vende det den anden vej, således at vi kommer til at tro mere på os selv og gå væk fra hjælp fra det offentlige.

 

Jeg mener derfor, at vi fra Kandidatforbundet har præciseret, hvorfor vi ikke går ind for for­slaget på nuværende tidspunkt, selvom vi også kan være enige i visse dele af det fremlagte. Men principielt er vi ikke enige i forslaget. Vi skal ikke forkæle folk. Vi skal styrke individer­nes evner til at tænke og hjælpe sig selv. Vi snakker netop i disse tider om øget selvstændig­gørelse, hvorfor vi til stadighed må gøre det mere attraktivt at arbejde og ikke blot modtage hjælp. Men arbejdsløse, syge og ældre har behov for den hjælp som de skal have. Tak.

 

Så er det Inuit Ataqatigiits ordfører Johan Lund Olsen. Ganske kort, da det er tredje gang han får ordet.

Mødelederen siger til orientering, at der er et flertal, der har indstillet forslaget videresendes til andenbehandling i den foreliggende form.

 

Johan Lund Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Tak. Vi bemærker, at Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender i sit sidste bemærkning ikke nævner noget om vores ønsker om præciseringer og lige som om man ikke vil præcisere dem yderligere. Og det beklager vi meget.

 

Til sidste taler Anton Frederiksen, så sagde han, hvorfor selvhjælpsgrupper, støttegrupper, for de skal underskrive en kontrakt. Fordi det er nødvendigt at det for såvidt angår selvhjælps­grupperne, så bliver disse selvhjælpsgrupper kørt af folk med en uddannelse indenfor områ­det, hvorfor det også er meget nødvendigt, at der mellem gruppen af borgere og selvhjælps­grupperne og det offentlige, at det bygger på en samarbejdsaftale, som bl.a. skal beskrive målet for samarbejdet omkring pligter og rettigheder, herunder etiske spilleregler, når grupper samles som det offentlige også bør være interesseret i. Det er derfor nødvendigt og svært at komme uden om, at man indgår i en samarbejdsaftale. Der er en kraft der kan øge til øget samarbejde og som vil være med til at styrke fællesskabet. Det kan man sikre bl.a. ved etableri­ng af selvhjælpsgrupper og støttegrupper, således at folk med samme problemer gensi­digt kan støtte hinanden og samle kræfterne og bruge dem i en positiv retning. Det er derfor beklageligt, at forslaget ikke støttes fuldt ud, men at man har forstået den modsat.

 

Godmann Rasmussen, ordfører, Atassut.

Jeg har en ganske kort bemærkning til Johan Lund Olsens sidste bemærkning. Som vi sagde i vores indledning, så fandt vi forslagsstillerens indlæg for støtteværdige, hvor det bl.a. nævnes, at samarbejdet skal styrkes, for vi ved jo hvor stor en hjælp det er for et menneske, der har brug for støtte, at det får støtte fra omgivelserne. Jeg mener, at det er en klar tilslutning til forslaget.

 

Men vi har ikke afvist Asii Chemnitz Narups forslag. Jeg tror, at I har misforstået os. Vi har blot støttet, at den ikke imødekommes på nuværende tidspunkt.

 

Til Johan Lund Olsen skal jeg også sige, at hvis vi allesammen skal have kompas, så bliver det også en lille udgift. Jeg mener, at vores dages kompas ikke længere er tidssvarende. Jeg vil hellere have et GBS eller en radar. Tak.

 

Der er ikke flere der har bedt om ordet i forbindelse med drøftelsen af punkt 80. Drøftelsen er færdig. Der er ingen indstilling om oversendelse af forslaget til udvalgsbehandling, hvorfor den skal andenbehandles i den foreliggende form.

 

Inden vi går videre til næste punkt på dagsordenen, vil jeg anmode tingets første næstformand Anders Andreassen om at lede mødet, da min stemme er lidt uklar. Så er det Anders Andreas­sen, der er mødeleder.

 

Anders Andreassen, mødeleder.

Jeg vil gerne præcisere, at vi gerne skulle være færdige kl. 6, og at vi stadig har 7 punkter på dagsordenen, som vi gerne skulle nå, og jeg håber, at de sidste punkter vil foregå lidt mere kvikt end de to punkter vi hidtil har drøftet.

 

Så går vi videre til næste punkt på dagsordenen. Det er et spørgsmål til Landsstyret vedrøren­de kurser for socialfagligt personale, og jeg vil anmode spørgsmålsstilleren landstingsmedlem Anton Frederiksen, Kandidatforbundet, om at forelægge sit spørgsmål.

 

Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.

Jeg har tidligere fremsat forslag til Landstinget vedrørende kurser for socialfagligt personale. Jeg er vidende om, at denne sag har været behandlet af Landstingets Socialudvalg. Her til samlingen vil jeg fremsætte følgende spørgsmål: Hvad er status for sagen, og hvordan har man tænkt sig at gennemføre kurser for socialfagligt personale, og hvordan sker prioriterin­gen?

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Landstingsmedlem Anton Frederiksen har stillet spørgsmål vedrørende kurser for socialfagligt personale, som af formandskabet er henvist til mundtlig forelæggelse i Landstinget.

 

Landstingsmedlemmet spørger om status på gennemførelse af kurser for socialfagligt persona­le samt om, hvordan man gennemfører kurser og hvordan prioriteringen sker.

 

På Landstingets efterårsmøde 2000 blev det besluttet, at afsætte midler på Finansloven inden­for kontoområde 30 til efteruddannelse af socialfagligt personale. Der blev på Finanslov 2001 i alt afsat 1,6 mio. kr. på hovedkonto 30.14.22 opkvalificering af socialrådgivning og familie­behandling, og hovedkonto 30.14.23 opkvalificering af socialrådgivning samt behandling af misbrugte og ligeledes 1,6 mio. kr. på Finanslov 2002.

 

Bevillingen på hovedkonto 30.14.22 opkvalificering af socialrådgivning og familiebehandling har baggrund i Landstingets behandling den 3. oktober 2000 af punktet om, hvorledes foræl­dre til børn anbragt uden for hjemmet kan modtage behandling.

 

Styrkelsen af eksisterende tilbud samt efteruddannelse af kommunalt ansatte medarbejdere sker i erkendelse af de store vanskeligheder, der er i forbindelse med rekruttering af nye kvali­ficerede medarbejdere.

 

Bevillingen er anvendt til et modulopbygget kursusforløb over 3 år for kommunale sagsbe­handlere. I 2001 blev de første to moduler afviklet med 30 deltagere fra kommunerne. Siden det andet modul, har der været afholdt supervision regionsvis, og de næste to moduler er plan­lagt til afvikling i henholdsvis april måned og til efteråret 2002. 2003 afvikles de sidste to moduler.

 

Der vil også mellem de resterende moduler blive arrangeret supervision regionsvis, så kursus­deltagerne sikres det størst mulige udbytte af kurset. Kurset gennemføres med undervisere internt fra Direktoratet og udefra.

 

Ved rekruttering af deltagere til kurset er det prioriteret, at der skal være deltagere fra så man­ge kommuner som muligt samt at deltagerne helst skal have uddannelse som socialrådgiver eller lignende, have mindst et par års erhvervserfaring samt naturligvis i det daglige arbejde være beskæftiget med familiebehandling. Både deltagere og undervisere har udtrykt stor til­fredshed med kursusforløbet indtil nu.

 

Bortset fra dette kursus under Landsstyreområdet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, er det Landsstyreområdet for Undervisning, der forestår uddannelse og videreuddannelse af socialfagligt personale.

 

Både Perorsaanermik Ilinniarfik som er Socialpædagogisk Seminarium og Inunnik Isumgin­ninnermik Ilinniarfik, nemlig Socialrådgiveruddannelse har en lovmæssig forpligtigelse til at udbyde efteruddannelse for det socialfaglige personale i kommunerne.

 

For Perorsaanermik Ilinniarfi, som er Socialpædagoguddannelsen og dets vedkommende eksisterer der en veludbygget kursusafdeling, som løbende udbyder kurser eller efteruddannel­se for socialfagligt personale på de kommunale institutioner, d.v.s. hovedsageligt daginstitu­tioner og ældreinstitutioner.

 

Socialrådgiveruddannelsen har ligeledes en kursusvirksomhed målrettet mod efteruddannelse af hovedsageligt socialrådgivere. Udbudet af kurser har i de senere år imidlertid været af min­dre omfang, hvilket skyldes en meget stram økonomi, hvilket har gjort det nødvendigt at kon­centrere sig om selve socialrådgiveruddannelsen.

 

I Sundhedsvæsenets regi udbyder Peqqissaanermik Ilinniarfik, som er Centeret for Sundheds­uddannelser, de udbyder så efteruddannelses- og kursusområdet i noget omfang sundhedsfag­lige kurser med mulighed for deltage af socialfagligt personale. Her tænkes på kurser i bygde­sundhedsudvikling, sorg og krise og børnepsykiatri, ældreomsorg og pleje.

 

Centeret for Sundhedsuddannelse har desuden gennemført opkvalificeringskurser for støtte­personer, der arbejder med psykiatriske klienter i kommunerne.

 

Hvert år holder PAARISA kursus for forebyggelseskonsulenterne ansat i kommunerne i ram­mer for og forståelse af sundhedsfremmende og forebyggende arbejde, ligesom der løbende afholdes kursus i forbindelse med, at man i lokalsamfundet arbejder tværfagligt og frivilligt med problemstillinger såvel som selvmord, seksuelt misbrug af børn og lignende.

 

I medfør af særlige indsatser overfor særligt udsatte kommuner, eksempelvis Illoqqortoormiut, bliver der ligeledes i Sundhedsvæsenets regi afholdt opkvalificeringskursus for lokale ressour­cepersoner i to moduler.

 

Såfremt Landstingsmedlem Anton Frederiksen ønsker en mere uddybende besvarelse af sit spørgsmål, opfordrer Landsstyret ham at rette henvendelse til de respektive direktorater.

 

Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.

Jeg siger tak for besvarelsen og jeg vil udnytte det, der er blevet opfordret til. Tak.

 

Forespørgeren er tilfreds med besvarelsen, men til trods herfor, så har de enkelte medlemmer mulighed for at komme med kommentarer og så bruge 2 min. til det.

 

Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

Jeg har et par bemærkninger, fordi der er nogen interessante ting, og nogen af de mest interes­sante ting er Perorsaanermik Ilinniarfiup mulighed for kursusafholdelse mens Socialrådgi­veruddannelsen ikke har større midler til afholdelse af kurser, selvom de gennem forordninger er forpligtigede til at afholde kurser og udbyde kurser. Og man skal nok kunne huske i efter­året 2000, da vi drøftede Finanslovsforslaget, så drøftede vi også kursusområdet meget indgå­ende her i salen, og hvor der også var en del uenighed. Heri blev der også stillet om koordi­nering og her blev det også nævnt, at selvom kurserne er konteret under forskellige konti, så blev der også koordineret.

 

Men Anton Frederiksen har ellers også stillet et spørgsmål om, hvordan prioriteringen er, men det er ligesom der ikke blev svaret på det.

 

Og som socialudvalgsmedlem, og selvom vi også skal orienteres, så ved vi, at der under døg­ninstitutionerne, så bliver personalet også undervist i modulopbygget kursusrække.

 

Vi er nu færdige med nærværende forslag, hvorfor vi nu er nået frem til 4 punkter, der skal behandles under ét, og her er det først punkt 1, som er beslutningsforslag om inflationssikring af alders- og førtidspensioner. Og det er et forslag stillet af Asii Chemnitz Narup.

 

Næste punkt, som er punkt 91, som er beslutningsforslag om tidssvarende alders- og førtids­pension, som er et forslag stillet af Mads Peter Grønvold.

 

Og så er der punkt 41, som er beslutningsforslag om ophør af beskatning af visse pensioner, stillet som et forslag af Otto Steenholdt, og endelig punkt 42, spørgsmål til Landsstyret om revision af ældres og førtidspensionisters pensioner, stillet af Landstingsmedlem Loritha Hen­riksen.

 

Først er det punkt 81, der skal forelægges, og så er det forslagsstilleren Asii Chemnitz Narup, der fremsætte sit forslag.

 

Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

Det er ganske kort. Landstingsforordning nr. 10 af 30. oktober 1998 om offentlig pension med senere ændringer, indeholder ikke hjemmel der sikrer, at alderspension og førtidspension automatisk reguleres i forhold til udviklingen af pengenes værdi, f.eks. en gang om året.

 

Budget?? under i Finansloven for ældrepension og førtidspension og de tilhørende tekstan­mærkninger fastsætter i 4 år i træk det samme grundbeløb.

 

Pensionerne bør fremover reguleres årligt i forhold til den almindelige prisudvikling. Således vil landets pensionsmodtagere blive stillet mere lige i forhold til lønmodtagere og tjeneste­mandspensioner. Og Landsstyret opfordres til at tage de fornødne skridt til at udarbejde for­slag herom til Landstingets efterårssamling 2002.

 

Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet.

Jeg har tidligere fremsat beslutningsforslag i Landstinget om forbedring af de ældres og før­tidspensionisters økonomiske vilkår. Det er min holdning, at man ikke kan komme uden om at foretage en tilpasning af de nævnte gruppers økonomiske vilkår. De nævnte gruppers siger selv, at de grundet manglende økonomiske midler f.eks. ikke kan spise grønlandske madvarer selvom de ønsker det.

 

Ser man på de senere års levevilkår kan man se, at der er behov for tilpasning af de økonomi­ske vilkår, idet omkostninger til varer, husleje m.v. er fortsat stigende. Modsat sker der ikke justering af bevillinger til de nævnte grupper.

 

Jeg er af den holdning, at en tilpasning af de nævnte gruppers økonomiske vilkår i dag er nødvendig, da der op til hvert landstingsvalg føres valgkamp på løfter om forbedring af de nævnte gruppers økonomiske vilkår. Jeg finder derfor, at tiden er inde til en nødvendig forbe­dring af disse gruppers økonomiske vilkår, og derfor foreslår jeg nu, at Landsstyret søger udveje for at foretage skattemæssige lempelser for disse grupper, ud fra landets økonomiske formåen.

 

Begrundelsen for dette forslag er, at forslaget kunne søges indpasset i Finansloven for 2003, hvorved man vil give Landsstyret mulighed for at vurdere, hvilket skattemæssigt niveau der kan fastsættes for disse grupper i fremtiden, måske et niveau, der ligger på op til 20-30%. Jeg håber, at Landsstyret og Landstinget med interesse kan tilslutte sig forslaget.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

Mit forslag har en overskrift om, at man ikke skal skattefritage pensionen.(?)

 

Blot ved at se overskriften vil nogle landstingsmedlemmer udbryde: Pension, nu igen. Det er imidlertid tvingende nødvendigt at dette forslag rejses, da forholdene for de ældre er blevet så ringe, at det må betragtes som uholdbart. Det er beskæmmende og uværdigt, at vi byder vore ældre medborgere så vanskelige kår.

 

Jeg vil derfor opfordre Landstinget til nøje at vurdere forslaget og træffe en beslutning af hensyn til følgende: Livet i Grønland er efterhånden blevet så dyrt, at selv personer med gode indkomster er begyndt at mærke det. Endnu hårdere ramt er pensionister og førtidspensioni­ster. Mange pensionister har ikke mulighed for at skaffe sig en biindtægt, men må spinke og spare og anstrenge sig for at finde de billigste madvarer. Kun ved den yderste sparsommelig­hed kan de få den utilstrækkelige pension de modtager til at slå til.

 

Pensionister uden anden indtægt end pensionen, er med de eksisterende tilskudsmuligheder lidt bedre stillede end lønmodtagerpensionister. Men lønmodtagerpensionisterne har ikke denne mulighed for at få tilskud, såfremt de blot har overskredet den snævre grænse for tilde­ling af tilskud en anelse. Den alt for lave pension bevirker, at mange pensionister har vanske­ligt ved at betale husleje. Med de regler som gælder i dag, udsættes de dermed for en reel risiko for at blive udsat af deres bolig. Stadigt flere er nødt til at fraflytte deres bolig og sågar eget hus. De er af nød begyndt at flytte til Danmark, da de erfarer, at forholdene dér er bedre. Og derfor mener jeg, at tiden er inde til, at vi bør ophøre med at beskatte pensionister og løn­modtagerpensionister.

 

Der kunne gives mange begrundelser for dette forslag, men lad os nøjes med ovennævnte andre landstingsmedlemmer vil uden tvivl under Landstingets drøftelse af dette forslag bidra­ge med yderligere begrundelser.

 

Mens jeg var igang med at udarbejde dette forslag, kom en herre ind til mig medbringende et brev han havde fået fra kommunen. I brevet står, at han ikke længere kan modtage pension, da han gennem fangst har overskredet beløbsgrænsen for modtagelse af pension. En fortvivlende situation, som på tragisk vis illustrerer behovet for at forbedre pensionisternes vilkår. Dette kan gøres ved at ophøre med at beskatte pensionister og lønmodtagerpensionister.

 

I håb om, at Landstinget langt om længe vil komme de betrængte pensionister til hjælp.

 

Tak. Og så er der en forespørgsel som er stillet af Loritha Henriksen.

 

Loritha Henriksen, Kandidatforbundet.

Jeg har stillet et spørgsmål, som lyder således: Spørgsmål til Landsstyret om, hvornår den lovede reform af ældreområdet vil gennemføres ved fremsættelse af forslag til ændring af landstingsforordning om offentlig pension.

 

Jeg har erfaret, at Landsstyret ikke agter at fremsætte forslag til ændring af landstingsforord­ning om offentlig pension på denne forårssamling 2002, selvom dette er lovet klart og tydeligt fra Landstingets talerstol under Landstingets efterårssamling 2001, og at der således endnu engang blev skabt en stor forventning til landets alders- og førtidspensionister.

 

Under efterårssamlingen 2001 blev endvidere uddelt en redegørelse om en undersøgelse af ældres levevilkår, og så sent som den 17. februar 2002 oplyste Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked overfor Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsud­valg, at der til forårssamlingen 2002 ville komme et forslag om ændring af landstingsforord­ning om offentlig pension.

 

På baggrund af endnu en udskydelse af forslag til ændring af landstingsforordning om offent­lig pension vil jeg spørge, hvilken grund der ligger til for udskydelsen af fremsættelse af for­slag til landstingsforordning om offentlig pension, da vi ved, at der er gennemført omfattende undersøgelser, høringer og drøftelser med de ældres organisation om alderspensionen.

 

Kandidatforbundet har endvidere i løbet af de foregående samlinger, men desværre uden held, fremsat forslag til ændring af landstingsforordning om offentlig pension, således at levevil­kårene for alders- og førtidspensionister blev forbedret og mere ensartet i hele landet.

 

Endvidere vil jeg gerne have oplyst, om der vil fremkomme et forslag til ændring af land­stingsforordning om offentlig pension til efterårssamlingen 2002.

 

I landsstyrekoalissionsaftalen mellem Siumut og Atassut, dateret den 7. december 2001, kan vi bl.a. også læse, at et af landsstyrekoalissionens aftalepunkter vedrører de ældres vilkår, og at der står direkte, og jeg citerer: AMed henblik på at lette vilkårene for de ældre, er det nye landsstyrekoalission enige om, at der gennemføres en reform på området.@

 

Til sidst ønsker jeg at få oplyst, hvilke tanker Landsstyret har gjort sig på nuværende tidspunkt for, hvorledes tildelingskriterierne til en alders- og førtidspension i fremtiden vil være.

 

For at der ikke skal herske nogen tvivl, så vil jeg sige med hensyn til 81 og 42, der er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, der kommer med en be­svarelse, og hvor det så er Landsstyremedlemmet for Økonomi, der skal besvare punkterne 41 og 98.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup har stillet forslag om, at Landsstyret pålægges til Landstingets efterårssamling at fremsætte forslag til ændring af de gældende regler om offent­lig pension med det formål, at inflationssikre alders- og førtidspensioner.

 

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup begrunder sit forslag med, at landets pensionsmodta­gere vil blive stillet mere lige i forhold til lønmodtagere og tjenestemandspensionister, hvis pensionerne fremover reguleres årligt i forhold til den almindelige prisudvikling.

 

Den gældende landstingsforordning om offentlig pension indeholder ikke hjemmel til automa­tisk regulering af pensionsbeløbene. Det vil være meget vanskeligt at forudse de økonomiske konsekvenser for pensionisterne af en automatisk regulering af pensionerne, da udbetalingen af offentlige pensioner har konsekvenser for andre offentlige ydelser, f.eks. boligsikring. Des­uden udbetaler de enkelte personer personligt tillæg ud fra, hvilke rådighedsbeløb den enkelte kommune har afsat for pensionisterne, og hvis der ikke sker en samtidig regulering af disse beløb, vil pensionisten ikke få gavn af forhøjelsen af pensionen.

 

Landsstyret planlægger at fremsætte forslag til ændring af den gældende landstingsforordning om offentlig pension på Landstingets efterårsmøde i år, altså 2002, og det vil i den forbindelse blive vurderet, hvordan det bedst sikres, at udviklingen i pensionisternes økonomiske vilkår svarer til den øvrige økonomiske udvikling i samfundet.

 

Dette kan ske enten ved en forhøjelse af pensionsbeløbene eller ved forhøjelsen af grænsen for biindtægter, eller en kombination af begge ting. Altså en kombination af en forhøjelse af pen­sionsbeløbene og en forhøjelse af grænsen for biindtægter.

 

Landsstyret kan på baggrund af ovenstående ikke støtte forslaget om ændring af pensions­forordningen på nuværende tidspunkt, således at der fremover vil ske en automatisk regu­lering af pensionerne.

 

Vedrørende punkt 42, hvor landstingsmedlem Loritha Henriksen har stillet spørgsmål om revision af ældres og førtidspensionisters pensioner, så er spørgsmålet henvist til mundtlig forelæggelse i Landstinget, og jeg vil i den forbindelse blot henvise til det omdelte svarnotat til spørgsmålet. Tak.

 

Augusta Salling, Landsstyremedlem for Økonomi.

Landsstyremedlemmet gentager forslagenes titler.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at pensionister, herunder førtidspensionister skal modtage en pension, der gør dem istand til at opretholde en rimelig levestandard. Man skal imidlertid gøre sig klart, at pensionister ikke er en ensartet gruppe, der har lige økonomiske vilkår. Der er pensionister, der udover alderspensionen modtager arbejdsmarkedspensioner, pension fra privattegnede pensionsordninger og i modsætning hertil pensionister, der udelukkende modta­ger den offentlige alderspension.

 

Herudover er der pensionister, der ved siden af deres egen pension har erhvervs- og eller kapitalindtægter, ligesom nogle pensionister har en erhvervsaktiv ægtefælle. Indfører man derfor en regel om, at pensionsudbetaling ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skat­tepligtige indkomst, vil man give små skattelettelser til pensionister, der alene modtager alder­spension, men reglen vil give store skattelettelser til pensioniseter, der i forvejen er økono­misk velstillede, fordi de modtager andre pensioner eller anden indkomst ved siden af alder­spensionen.

 

Den samme virkning vil opstå, såfremt beskatningen gennemføres ved indrømmelse af særlige pensionistfradrag eller en særlig og lavere skatteprocent for pensionister.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at alle personer, der har en positiv indkomst, der overstiger summen af personfradraget, standardfradrag og det skattefrie beløb for biindkomst skal bidra­ge til samfundets udgifter gennem skattebetaling, og det uanset arten af indkomst, f.eks. løno­verskud i virksomhed, renter, pension eller uddannelsesstøtte.

 

Det er ligeledes Landsstyrets opfattelse, at samfundets udgifter til alders- og førtidspensioner skal fremgå direkte af de årlige finanslove og ikke indirekte og skjult via en formindsket skat­teprovenue. Ønsker man at forbedre de økonomiske forhold for pensionister, bør dette efter Landsstyrets opfattelse ske ved en forhøjelse af pensionsbeløbene eventuelt kombineret med en forhøjelse af grænsen for biindtægter.

 

På dette grundlag kan Landsstyret ikke støtte de to beslutningsforslag, men skal i stedet henvi­se til behandlingen af punkterne 42 og 81.

 

Mikael Petersen, ordfører, Siumut.

Indledningsvis skal jeg præcisere for såvidt angår Loritha Henriksens spørgsmål, at vi blot vil henvise til Landsstyrets svarnotat også i den forbindelse.

 

Vi vil fra Siumut selvfølgelig fremkomme med vores bemærkninger til de fire forslag fra de tre landstingsmedlemmer samlet, da de skal behandles samlet.

 

Indledningsvis vil vi gerne fra Siumut præcisere, at vi til stadighed har den målsætning og arbejder for, at enhver ordning indenfor skatteområdet skal være letforståelig og enkel at administrere, ligesom vi også lægger vægt på, at skattelovgivningen principielt skal være uden forskelsbehandling og at alle skal være ligestillede.

 

Kort sagt kan vi derfor ikke gå ind for, at der indenfor skatteområdet skal indføres særordnin­ger for pensionister, men at vi ser langt hellere, at man gennem en hel skattereform indfører nye ordninger, der kan være til fordel for de mindst bemidlede og pensionisterne.

 

For såvidt angår forslaget om inflationssikring af de offentlige pensioner, skal vi fra Siumut udtale, at vi er bekendte med, at pensionerne for en del år siden var dyrtidsregulerede, men at man er gået væk fra dette med det formål, at pensionsbeløbene løbende blev vurderet i forbin­delse med udarbejdelsen af de årlige finanslove.

 

Det er således sådan, at pensionsstørrelserne skal vurderes hvert år, ikke mindst i forhold til pensionisternes udgifter, og hvordan pensionisterne har det socialt, og ligesom vi også i denne forbindelse også skal huske på, at man i en sådan vurdering heller ikke kan uden for kommu­nerne.

 

Siumut er enige med Landsstyret når de siger, at vi bør vente med ændringer til de drøftelser vi skal have på efterårssamlingen omkring pensionerne.

 

Med disse bemærkninger går vi ikke ind for de allerede nævnte beslutningsforslag og tager Landsstyrets svarnotater til efterretning.

 

Godmann Rasmussen, ordfører, Atassut.

Taleren gør opmærksom på, at der i den grønlandske er en lille fejl i det omdelte materiale.

 

Til de forelagte beslutningsforslag har vi også ganske korte bemærkninger.

 

For såvidt angår beslutningsforslaget fra Asii Chemnitz Narup vedrørende inflationssikring af de offentlige pensioner, skal vi i Atassut bemærke, at forslaget i sin begrundelse er meget forståelig, fordi det der bl.a. nævnes, at der ikke er sket noget indenfor området de sidste fire år. Vi vil i Atassut med glæde vente på Landsstyrets svar med de ændringsforslag, der måtte være til efterårssamlingen. Og vi har således konstateret, at arbejdet er igang, og vi er derfor tilfredse med de svar der er givet, og vi anbefaler, at punktet anbefales i et relevant udvalg.

 

Vi har fra Atassut følgende bemærkninger til Otto Steenholdts forslag om skattefritagelse af pensioner, så skal vi sige, at undersøgelser og debat har vist, at de unge har de samme vilkår som alle andre og at det er et sundhedstegn, at de også er med til at betale skat, og dette er vi i Atassut tilfredse med.

 

Forslagsstillerens bekymring om, at lejer, såfremt vedkommende er i restance kan smides ud af lejligheden er alle omfattet af lovgivningen om gæld og restancer, hvorfor vi er tilfredse med, at Landsstyremedlemmerne i deres svarnotater til punkt 42 og 41 skaber nogen forhåb­ninger, og vi henviser til, at punktet behandles i et relevant udvalg.

 

Og ligeledes konstaterer vi, at Mads Peter Grønvolds beslutningsforslag er meget lig de forri­ge forslag, og da forslagene er ens, så har vi kommenteret punkterne med disse korte svar.

 

Maliinannguaq Markussen Mølgaard, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

Vi kommer også med en samlet besvarelse til de fire sidste punkter. Og vores kommentarer er følgende: Inuit Ataqatigiit mener, at trygheden med hensyn til vore ældres levevilkår er af vital betydning, og når vi ser på de forhold, som de i dag lever under, mener vi i Inuit Ataqati­giit, at deres levevilkår ikke er for lette. Enhver arbejdstager kan gennem sin organisation sikres en lønfremgang, medens vore ældre og førtidspensionisterne ikke kan forhandle sig frem til deres pension, selvom alle andre får lønfremgang og priserne stiger.Derfor mener Inuit Ataqatigiit, at det er på tide, at disses vilkår bliver taget op til ny vurdering.

 

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup foreslår, at ældre og førtidspensionisters pension skal sikres mod en inflation. Inuit Ataqatigiit mener, at dette forslag er på sin plads. De ældres og førtidspensionisters overførselsindkomst er ikke steget siden 1998, hvor der skete en min­dre stigning.

 

Inflationen i vort land er i de senere år steget mærkbart, da de sidste år udgjorde ikke mindre end 4%. Deraf er købekraften er også blevet mindre.

 

Landsstyret udtrykker i deres svarnotat, at dette kan have uheldig indvirkning på boligsi­kringsordningen. Hvis dette er et problem, hvorfor kan man så ikke smidiggøre boligsikrin­gen?

 

Én af de ting de ældre klager over er de forskellige levevilkår de har fra kommune til kommu­ne. Det mærkbare her er, at pensionisters og førtidspensionisters vilkår er bedre i kommuner med en god økonomi, hvor der gives forskellige særlige tillæg.

 

Inuit Ataqatigiit mener, at målet for fremtiden hele tiden må være at give de ældre mere ensar­tede levevilkår over hele landet, og i den henseende kan vi ikke komme uden om KANUKO­KA. Hvis dette skal tilrettelægges, er det nødvendigt med et tæt samarbejde gennem en fælles planlægning mellem Hjemmestyret, KANUKOKA og de ældres organisation, nemlig Utoq­qaat Nipaat.

 

Det er nogle år siden, da Socialreformkommissionen fremkom med deres arbejde og anbefa­linger. En af anbefalingerne var, at målet må være, at når de ældre og førtidspensionisterne har betalt alle deres månedlige regninger, skal der være et minimum for, hvad de modtager. Inuit Ataqatigiit støtter dette mål og mener, at det for fremtiden bør realiseres.

 

Med hensyn til førtidspensionisterne mener Inuit Ataqatigiit, at folk som p.g.a. sygdom eller anden årsag er blevet uarbejdsdygtige, må have en særstatus. Det kan vel være, at de stadig har børn og har nogen at forsørge. Disses behov kan være forskellige fra de ældres. Da deres indkomst falder drastisk fra den ene dag til den anden og rammer familien hårdt, mener vi fra Inuit Ataqatigiit, at det er yderst vigtigt at være bevågen for, at man laver en overgangsordning så deres levevilkår ikke forringes så drastisk.

 

Landstingsmedlemmerne Otto Steenholdt og Mads Peter Grønvold er fremkommet med et forslag om at aflaste de ældre skattemæssigt. Da vi fra Inuit Ataqatigiit mener, at de minde bemidlede skal have bedre levevilkår, skal vi under dette møde fremkomme med et forslag om ændring af indkomstbeskatning, og ved dette tiltag stiger de ældres og førtidspensionisternes overførselsindkomst. Derfor håber vi, at forslaget senere bliver støttet.

 

Ved at gøre personfradraget større og ved at gøre landsskatten større, er det ikke kun de ældre, men også mindsteindkomst- og mellemindkomstgruppen der vil mærke en stigning i indkom­sterne.

 

På trods af vort lands økonomi, fremkom Landsstyret med et forslag om at sænke rejeafgiften uden at være opmærksom på trawlernes årsregnskaber og uden at sikre sig, hvor den dertil kommende manglende indkomst i Landskassen skal komme fra. Trawlerejerne lider i forhold til de ældre og de mindre bemidlede ingen nød. Hvis Landsstyret kan gøre dette, hvorfor kan de så ikke se mere på pensionisternes og de mindre bemidledes vilkår?

 

Inuit Ataqatigiit mener, at udjævning af indkomsterne er yderst nødvendig, og vi må lede efter mulighederne for med stigning for øje, løbende at justere i forhold til inflationen. Vi mener, at man således i løbet af årene får mulighed for at følge med inflationen, sådan som også Asii Chemnitz Narup foreslår det.

 

Afslutningsvis skal vi fra Inuit Ataqatigiit udtrykke, at de ældres og førtidspensionisternes vilkår ikke kun er af økonomisk karakter, men et værdifuldt liv med tryg alderdom er yderst vigtig. God omsorg af vore ældre er lige så vigtig. Dette skal vi fra samfundets side være vågne overfor, uanset vi er i familie eller blot medborgere.

 

Inuit Ataqatigiit mener, at det er yderst vigtigt, at vore ældre, efter at have arbejdet for sam­fundet i mange år, har krav på trygge forhold og en omsorgsfuld og respektfuld otium. Med disse ord foreslår vi, at forslagsstillernes forslag bliver undersøgt grundigt og gennemvurderet i Socialudvalget.

 

Mogens Kleist, ordfører, Kandidatforbundet.

Indledningsvist skal jeg udtale, at vi har haft nogen tekniske problemer, hvorfor der ikke er omdelt dansk oversættelse af ordførerindlægget.

 

Vi har fra Kandidatforbundet følgende bemærkninger til beslutningsforslagene fra Kandidat­forbundets side. Som bekendt er det rådighedsbeløb, som pensionisterne modtager er meget forskellige. F.eks. så beregnes pensionerne ud fra den samlede indkomst. Og dette kan resul­tere i, at nogle ældre føler sig som tilsidesatte.

 

Asii Chemnitz Narup foreslår, at pensionerne inflationssikres, og vi er fra Kandidatforbundet fuldt ud enige med Asii Chemnitz Narup heri.

 

Som tidligere sagt, så beregnes pensionsbeløbet udfra også husstandsindkomster, hvorfor vi fra Kandidatforbundet finder det på sin plads, at man regulerer pensionen fra år til år, da dette også kan være med til, at pensionisterne kan følge med i den almindelige prisudvikling. Vi ved allesammen, at priserne stiger hele tiden, ikke kun varepriserne, men også f.eks. vores udgifter til bolig m.m.

 

Hvis vi kigger på priserne på grønlandsk proviant, så har vores pensionister ikke råd til at købe disse produkter, fordi de er alt for dyre, ligesom de enkelte pensionister har store udgifter i de enkelte kommuner. Alle kommuner i Grønland har mulighed for at yde personlige tillæg, men disse er også meget forskellige fra kommune til kommune. Der er adskillige kommuner, der ønsker en klarere ældrepolitik, men disse initiativer støder altid på et problem, nemlig økonomien.

 

Vi ved i dag, at kommunerne ikke kan yde andet end personligt tillæg udover den offentlige pension, og at størrelsen af disse begrænses af kommunernes økonomiske ydeevne.

 

Vi har i de sidste par år drøftet de ældres vilkår, ligesom der også har været undersøgelser igang fra >95, og vi vil gerne fra Kandidatforbundet vide, hvad disse vil munde ud i, ikke mindst efter Socialreformkommissionens arbejde. F.eks. så har der været gennemført en under­søgelse af de ældres økonomiske vilkår, som vi ikke har hørt noget videre om fra Lands­styrets side. Hvis vi skal være med til at tage en beslutning, så har vi behov for en klarere beslutningsforslag, således at vi også kan vurdere resultaterne af de undersøgelser, som jeg allerede har nævnt.

 

For såvidt angår nedbringelse af beskatningen af pensionerne, skal vi sige, at efterlyse hvad Landsstyret agter at gøre i den retning, som de allerede lovede under sidste år. Der har jo heller ikke været nogen regulering af pensionerne, hvis man skal se bort fra 1998. Som be­kendt, så bliver de ældre tit og ofte brugt som valgflæsk, men vi må sige, at disse ikke bliver fulgt op p.g.a. de begrænsede økonomiske muligheder.

 

De ældre spørger, hvorfor de behandles forskelligt, ligesom der også er tendens til at tilsi­destille forholdene i Danmark, hvor forholdene er langt bedre. Jeg vil gerne fremdrage et eksempel mere, hvor ældre, der får ny lejlighed også skal betale depositum som alle andre, som de skal betale af deres pension, således at dette også er med til at forværre levevilkårene.

 

Vi har i pressen for nylig erfaret, at inflationen har været på 4,1% de sidste år, og dette har også gået ud over de ældre, selvfølgelig, da deres pensioner ikke har fulgt med. Forholdene er således sådan, at alderspensionisternes og førtidspensionisternes realløn er faldet i en periode, hvor alt andet er steget.

 

Med disse korte bemærkninger har vi fremført vore bemærkninger til beslutningsforslagene og skal opfordre Landsstyret til at før vi tager beslutning, at vi hører nærmere om de hidtidige undersøgelsesresultater.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

Jeg skal lige minde landstingsmedlemmerne om, at en aldersrentemodtager har skrevet et meget klart brev som blev offentliggjort i medierne, hvor han fortalte om, hvor meget de får og hvor anstrengende det er at leve blot med aldersrenten. Det er blot en påmindelse.

 

Før jeg sendte forslaget, så blev jeg ellers glad for, idet da det nuværende koalission skrev som gav de ældre nogle forhåbninger, idet deres mål var at forbedre de ældres vilkår. Men det er noget de ikke rigtig er gået igang med, og jeg kan se, at de har i sinde at gøre noget her til efteråret. D.v.s. at forhåbningerne blot fortsætter igen. Jeg havde allerede regnet med, at man ikke ville gå ind for mit forslag. Jeg forsøgte fordi der bliver flere og flere ældre, som har det økonomisk dårligt i Grønland. Måske fordi alt ser så sort ud, så er der mange der har spurgt mig: Det vil hjælpe utrolig meget hvis vi holder op med at betale skat af det, og derfor mit forslag står meget klart om, at man holder op med at kræve skat af dem.

 

Os medlemmer her i tinget møder mange ældre mennesker, der henvender sig til os, for at vi skal gøre noget ved deres små pensioner. Vi ser mange ældre, som begge bør have pension, men som ikke får det. Dem har vi snakket om rigtig mange gange. Og såfremt de skulle have det økonomisk bedre, så er der sågar nogen, der har tænkt på at blive skilt fra hinanden. Og det er noget man alvorligt er begyndt at tænke på.

 

I mit forslag har jeg nævnt en masse grupper, som vi bør kunne hjælpe. Og det er derfor jeg må finde andre meningsfæller for blot at koncentrere os om aldersrentemodtagerne, fordi det står klart i forslaget, at det kun er aldersrentemodtagerne jeg tænker på. Og ved at gøre det kunne vi måske tage et skridt videre i den rigtige retning. Og såfremt aldersrentemodtagerne blot skulle fritages for skat, så ville de blot få en lille lettelse. Det er altid noget. Bare den mindste lettelse vil betyde, at jeg nåede en del af mit mål. Jeg ville være stillet tilfreds, hvis jeg blot nåede en lille forbedring.

 

Såfremt besvarelsens første linier havde været alene, så kunne Landsstyret have opnået noget positivt for de ældre, fordi de første linier blot sagde, at det er Landsstyrets opfattelse, at pen­sionister, herunder førtidspensionister skal modtage en pension, der gør dem istand til at op­retholde en rimelig levestandard. Såfremt svaret blot havde været det, så ville det have været dejligt, uden at flette en masse andre ting med ind. Men det har ikke været tilfældet, og de blandede en masse andre ting med ind, hvorefter de så kom det vante konklusion. Men lad os nu holde forhåbningerne oppe, idet de siger, at såfremt de nævnte gruppers økonomi skal forbedres, så bør det ske ved at forhøje pensionerne, måske ved at sætte en grænse.

 

Det sidste jeg har nævnt, bør Landsstyremedlemmet kunne forklare nærmere, hvor man siger, at det bør ske ved en forhøjelse af pensionsbeløbene, eventuelt kombineret med en forhøjelse af grænsen for biindtægter. Så er det, at min nysgerrighed er blevet vakt og spørge, hvad er det der så skal ske i den nærmeste fremtid? Er der nogen ændringer i sigte i den nærmeste frem­tid, selvom jeg godt ved, at jeg endnu engang må vente til efteråret?

 

Loritha Henriksen, Kandidatforbundet.

I forbindelse med min forespørgsel og det svar jeg har fået fra Landsstyremedlemmet for Økonomi, det tager jeg til efterretning, men jeg er ked af, at Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender ikke direkte læste op. Det er jeg ked af, fordi der er kommet tilhørere som er interesserede i at høre svarene. Men har vi været for sent fremme med dette forslag, eller er det fordi forbedringerne ville være så små? Men såfremt man havde givet et mere uddybende svar, så ville de ældre måske også have været mere klar til at finde ud af, hvilke næste skridt de så ville være, fordi vi ellers havde set frem til at deltage i det videre arbejde. Og jeg er ked af, at din besvarelse ikke blev læst op her fra talerstolen.Tak.

 

Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet.

I forbindelsen med mit forslag, så har jeg også primært tænkt på den gruppe, der blot modta­ger pension, således at deres forhold kunne forbedres. Vi forsøgte at fratage deres skattebeta­ling, men det lykkedes ikke, hvorfor jeg nu denne gang har forsøgt at ophæve en del af skatte­betalingen, således at vi for alvor kunne have forbedret de ældres økonomiske vilkår. Men der er endnu engang sket, hvor man har sammenblandet en masse andre ting, hvorefter man så begynder at køre slingrekurs, og det bliver så medregnet en masse andre beløb, som man måske kommer til at miste eller noget andet. Men det jeg primært tænker på er, at der bliver mere ensartede økonomiske forhold fra by til by, fordi i de byer, som økonomisk har det bed­re, de har også kunnet formå en forbedring af de ældres vilkår ved at give dem særlige tillæg. Men desværre er der flere byer, som ikke har det økonomisk særlig godt, og i disse steder, så er der ikke nogen større mulighed for at lette de ældres vilkår. Og det betyder så, at de ældre rundt omkring på kysten er meget meget forskellige, og såfremt vi skal gøre de ældres forhold mere ensartede, så må vi også finde en metode, således at det på en forsvarlig måde kan ensar­tetgøre de ældres vilkår i hele Grønland.

 

Og ser vi på pensionsmodtagerne, og såfremt de ikke har en pensionsopsparing, så får man meget forskellige beløb udbetalt, såfremt man ikke har andre ting, som de kan forlade sig på, hvorfor vi bør finde på en løsning. Og der er nu gået flere år, hvor forskellige undersøgelser har været ført, og det er ved at være på tide at se på disse undersøgelser og bruge dem som grundlag til at tage et standpunkt. Jeg lægger ikke op til, at der skal foretages flere undersøgel­ser for at forbedre de unges vilkår, fordi jeg synes, at der er foretaget tilstrækkelige undersø­gelser. Og selvom vi må sige, at nogle af de foretagne undersøgelser nogen steder er ved at være forældede, og såfremt vi skal udnytte disse undersøgelser, som nu har været bekostelige for Landskassen, dem bør vi kunne udnytte, såfremt de ikke er blevet forældede. Men den nuværende landsstyrekoalission er jo også blevet enige om at forbedre de ældres vilkår senest her til efteråret.

 

Mikael Petersen, ordfører, Siumut.

Der er nu gået flere år, hvor vi har drøftet pensionister og førtidspensionister, hvor vi så ville rette op på det beløb de modtager. Det kan vi ikke komme uden om. Men det er også korrekt, at Siumut og Atassut i december måned indgik en koalissionsaftale, hvori der står, at vi skal finde en løsning på pensionsområdet. Jeg skal understrege, at vi i Siumut er overbeviste om, at Landsstyret til efteråret overfor Landstinget fremsætter et forslag omkring pensionsområdet. Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke se, hvordan det kommer til at lyde, men at det så bliver indarbejdet i Finansloven, det er jeg overbevist om. Og Landsstyret har allerede orienteret os om, at man har undersøgt de ældres levevilkår, og det er vi også vidende om er blevet færdig­gjort. Og derfor har vi så også nogen klare grundlag for at Landsstyret kan fremsætte deres forslag overfor Landstinget.

 

Men en ting kan man være overbevist om, og det er, at man ikke kan forbedre de ældres vilkår blot ved at nedsætte deres skattebetalinger. Og jeg synes også, at der vil ske en skævring i samfundet, såfremt vi tog skatten væk fra de ældres indkomst. Det vil blive meget meget svært med skatteinddrivelser her i Grønland, såfremt vi fandt på nogen løsninger for nogen bestemte grupper, og vi bør kunne styre vores skattelovgivning, hvorfor vi fra Siumuts side skal præcisere, at man gennem en samlet skatteomlægning, så kan vi tilgodese de mindre bemidlede, nemlig mindstindkomstgrupperne. Så vil det så også betyde, at pensionisterne og førtidspensionisterne, der vil de så også blive tilgodeset. D.v.s. uden at tænke på nogen be­stemte grupper i samfundet og lave nogen særordninger for dem, så må vi finde en løsning, som tilgodeser alle lavindkomstgrupperne, hvilket er at foretrække.

 

Og med hensyn til de forskellige pensioner, og muligheden for at kunne pristalsregulere dem, det er interessant område. Siumut har flere gange taget det op, også i Landsstyresammenhæn­ge. Men i forbindelse med udarbejdelsen af Finansloven, så har status været, at man så ikke har kunnet realisere det, fordi man fra Skattedirektoratets side måske været tilbageholdende at indføre sådan en ordning. Og derfor bliver det spændende at se, hvad der kommer for et for­slag her til efteråret, således at pensionerne kan pristalsreguleres, og således at de også kan være tilpasset husleje med meget mere i form af faste udgifter. Og jeg mener, at vi fra Siumuts side kan prøve på at finde en løsning på dette problemområde.

 

Jeg bemærker også, at partierne Atassut og Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet og løsgæn­geren bl.a. siger, at beslutningsforslagene, der skal de så behandles i Socialudvalget. Men når det er skatteområdet, så er det Skatte- og Afgiftsudvalget man ikke kan komme uden om. Såfremt de skal udvalgsbehandles og såfremt det er skattelovgivningen der bliver berørt, så bør det behandles i Skatte- og Afgiftsudvalget.

 

Inden jeg går over til næste indlægshaver, så skal jeg nævne, at der er et flertal, der går ind for at punkt 81 bliver behandlet i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget og bliver andenbehandlet til efteråret. Og med hensyn til de andre punkter, nemlig 98 og 41, der er der også et flertal, der siger, at de skal behandles i et udvalg, og så kan man henvise til Skatte- og Afgiftsudvalget, der så behandler den forud for anden behandlingen til efteråret.

 

Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

Mikael Petersen var inde på i sit indlæg, at man i halvfemserne havde nogen ordninger, og det kender vi alt til, hvor man fremsatte forslag om inflationssikring af alders- og førtidspensio­nerne også tidligere, og der er jo ikke sket nogen yderligere ændringer herefter. Og der har været behov for at forhøje alderspensioner m.m. Og vi har fremsat forslag til ændringer af nævnte punkt, således at man også i Finansloven kan revurdere disse. Og det er derfor vi har taget det op igen i løbet af denne forårssamling.

 

Fra >99 til dags dato har man ikke forhøjet pensionerne endnu. Det bliver spændende at se, det er fint at de bliver videresendt til behandling i Socialudvalget. Og det er vi glade for.

 

Mikael Petersen var også inde på, at kommunerne må samarbejde noget mere, og det er helt naturligt og på sin plads. Og sådan som forholdene er i dag, er det kommunerne, der bærer den tunge byrde, med at der ikke bliver foretaget tiltag for at forbedre de ældres vilkår, f.eks. gen­nem forhøjelse af pensionerne. Og det er så de ældre, der henvender sig til socialkontorerne og dermed kan man fra kommunen dække de behov, som der er behov for fra de ældres side. Og det er fra Inuit Ataqatigiit, at vi synes det er fint, at punktet bliver videresendt til behand­ling i Socialudvalget.

 

Det blev også nævnt fra nogen sider, at HS-analysen har været meget interessant og har dan­net en stor del af grundlaget for, hvordan pensionernes vilkår er i dag, og vi kan se, at ud fra de skemaer de har udfyldt, at man i forbindelse med arbejdet med analysen har fået at vide fra kommunens side, at de ældre kunne springe nogen punkter over, som de ikke ville oplyse om. Og jeg vil også tilføje, at man bl.a. siger, at analysen siger, at i forhold til hele befolkningen er 54% af de ældres område har 54% af de ældre sagt, at de forespurgte, at deres liv har været taget alt i betragtning er glade for, og at de har haft et godt liv. At det kun er 8% af de fore­spurgte er de indimellem eller sjældent har haft et godt liv og har haft nogen gode oplevelser. D.v.s. det er en stor del, den største del af de ældre, der er glade for og har været glade for et godt og dejligt liv. Og det må vi huske på.

 

Der er også blevet sagt, at 45 % af de forespurgte selv fanger deres mad, d.v.s. at de kun har en eller anden bifangst, og herved også ernærer sig ved fangsten.

 

Og 44 % af de forespurgte havde i løbet af ugen flere gange blevet ..., at de også har fået til­delt mad fra deres familiemedlemmer, det vil sige, at selvom Otto Steenholdt synes, at det er fint, at man stadigvæk hjælper hinanden i familien, så synes jeg at man kan se, at man kan forstå ud fra analysen, at når de ældre har betalt alle løbende udgifter, så har de ca. 2000 kr. til overs. Der er en stor forskel, den ene 1000 kr. der er forskel på de forskellige grupper er en stor forskel, og derfor synes jeg, at man bør have et mindste beløb, således at der langs kysten blandt de ældre er en ensformet og ensartet indkomst.

 

Vi siger tak til Asii Chemnitz Narup. Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, og bagefter Landsstyremedlemmet for Økonomi, men først Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Jeg vil på Landsstyrets vegne også kommentere ordførerindlæggene, og vil indledningsvis sige tak herfor, og skal sige, at nærværende debat, så har vi allerede vidst, at debatten ville være bred, og det kan v også se af de hidtige faldne bemærkninger, og dette er helt på sin plads.

 

Ældres vilkår ikke mindst økonomisk har været livligt debatteret i samfundet, og netop på denne baggrund har vi som Asii Chemnitz Narup i samarbejde med HS analyse udført en undersøgelse af de ældres økonomiske vilkår, hvor Asii blandt andet fremdrog en del af konklu­sionerne, og dem vil jeg ikke gentage her.

 

Men denne undersøgelse og rapportering heraf, så er undersøgelsesresultatet også blevet om­delt til Landstingets medlemmet, hvorfor jeg også forventer at alle har modtaget det. For så vidt angår pensionsstørrelserne til ældre pensioner, så er det rigtigt, at de ikke har været regu­leret siden 1. september 1998 med 7,9 %.  Den har for en enlig betydet en stigning i pensionen på den årlige pension på 6.000 kr. for enlige, og 9.000 kr. for ægtepar.

 

Men vi må sige, at denne stigning i pensionerne ikke er blevet mærket mærkbart i de enkelte kommuner, fordi forholdene har været sådan, at denne stigning af beløbene har afstedkommet, at kommunerne har nedsat deres rådighedsbeløb til personlige tillæg. Hvorfor hvis der skal ske en ændring nu, så må vi sikre, at dette sker i samarbejde med kommunerne, således at vi sikre, at kommunerne ikke udhuler denne stigning med formindskelse af kommunernes rådig­hedsbeløb altså de personlige tillæg som gives i kommunerne.

 

Der er således flere områder, som man må være voksne overfor i forbindelse med en regu­lering af pensionerne, og det skal også med i de videre overvejelser.

 

Der har også været tvivl om de biindtægter man får ved siden af alderspensionen skattefrit, de 28.000 kr., hvis man overskrider grænsen vil det betyde en formindskelse af pensionen grad­vis. Desto højere biindtægterne man får desto højere får man også og desto mindre får man også i alderspension. Vi mener også fra Landsstyrets side, at disse forhold også bør undersø­ges nærmere.

 

Det er rigtigt, at vi under et møde med Socialudvalget i foråret, som vi også lovede Landstin­get sidste år, at vi ville fremsætte et forslag om ny pensionsordning her til samlingen. Men dette har vi også udsat til efterårssamlingen, fordi vi mener, at kunne udarbejde et bedre ud­kast til forordningsforslag og dette vil som sagt ske til efteråret til vores efterårssamling. Men uanset, at vi udskyder behandlingen til efteråret, så vil ikrafttrædelsestidspunktet ikke bliver ændret, uanset om vi laver udarbejder det nu eller til efteråret, så vil ikrafttrædelsestidspunktet være 1. januar 2003.

 

Baggrund for at Landsstyret heller ikke går ind for forslaget i den nuværende form er fordi vi mener, at vi fra Landsstyrets side, vi mener, at der må være en samlet vurdering af hele områ­det, og at dette også bør ske i forbindelse med vores samlede prioriteringer i forbindelse med finansloven, og det finder vi mere betryggende fra Landsstyrets side.

 

Det er ikke sådan at alderspensionister og førtidspensionister først at deres pensioner skal reguleres hver 4 eller 5 år. Vi mener, at Landsstyret er velvidende om, at grænsen kan justeres hvert år via behandlingen af de årlige finanslove, men dette er ikke sket de sidste 4 år. Sidst det skete var 1. september 1998, hvorfor vi fra Landsstyret har sat os det mål, at der skal ske en vurdering af de ældres vilkår år til år i forbindelse med udarbejdelse af de årlige finanslove, således at vi derigennem kan sikre, at pensionerne ikke udhules i de fremtidige finanslove, og det er Landsstyrets målsætning.

 

Og i den forbindelse skal jeg også sige, at vedrørende de ældres vilkår, så har Anthon Fre­deriksen også fremsat et forslag herom, og mit svar på spørgsmålet er også omdelt til samtlige landstingsmedlemmer, og til forslagsstilleren, og deraf fremgår hvilke initiativer Landsstyret vil tage indenfor området. Tak.

 

Så er det Landsstyremedlemmet for Økonomi, Augusta Salling. Og derefter er det Maliinann­guaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit. Men først Augusta Salling.

 

Augusta Salling, Landsstyremedlem for Økonomi.

Tak. Som en tilføjelse til Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggenders bemærkninger, så vil jeg også fra Landsstyrets side sige tak for den gode modtagelse af vores svarnotat ved­rørende et par af forslagene har fået fra partier, Kandidatforbundet og løsgængeren.

Jeg mener, at kunne uddrage af disse indlæg, at man går ind for, at for så vidt angår pensions­størrelserne, at det bør ske ved en forhøjelse af beløbene, og det er netop det, som Landsstyret har målsætning, og at dette ikke sker ved fiksfakserier, hvorfor jeg uden yderligere bemærk­ninger siger tak til de faldne bemærkninger.

 

Så er det  Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiits ordfører. Derefter Otto Steenholdt, løsgænger. Men først  Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit.

 

Maliinannguaq Markussen Mølgaard, ordfører, Inuit Ataqatigiit

Først vil jeg gerne efterlyse et svar på vores spørgsmål vedrørende inflationssikring af pensio­nerne i forbindelse hermed, at Landsstyret i deres svarnotat sagde, at dette også kan afsted­komme som følgekonsekvens, at det også kan have konsekvenser for boligsikringsordningen. Vi spurgte om der kunne overvejes nogle løsninger på problemet, således at vi kom forbi dette problem, og det var det vi efterlyste fra vores side.

Til Siumuts ordfører Mikael Petersens bemærkninger, så er vi meget enige i hans bemærknin­ger om, at det for så vidt angår det skattemæssige, da han sagde, og jeg tillader mig at citere fra Siumuts ordførerindlæg, at Siumut ikke kunne gå ind for en særlig skattemæssig behand­ling af de alderspensionisterne, men at man løste problemerne med en hel skattereform, såle­des at man indførte en skattereform til fordel ikke kun for pensionister men også for de min­drebemidlede.

 

Det er vi meget enige i fra Inuit Ataqatigiits side, ligesom vi også vil være med i det fortsatte arbejde herom, idet det også fra Landsstyret er blevet sagt, at der til efterårssamlingen også vil ske en vurdering af skattelovgivningen. Fra Inuit Ataqatigiit har vi her til forårssamlingen fremsat forslag indenfor skatteområdet, som også vil sikre at de mindrebemidlede får mere i lommerne. Og vi venter spændt på, hvilke principper man vil lægge til grund fra Landstingets side, da målet jo er det samme, nemlig at man letter de ældres vilkår.

 

Afslutningsvis vil jeg også sige, som det også blev sagt fra Mikael Petersens side, at vi faktisk burde vurdere pensionsstørrelsen hvert år, men at arbejdet stopper i Økonomidirektoratet, vi mener, at vi ikke kun skal klandre Økonomidirektoratet herfor, det er vores allesammens ansvar, hvorfor det også er os der godkender de årlige finanslove og også grænsestørrelsen for modtagelse af alderspension,. hvorfor det ikke kun er Økonomidirektoratets, men den skyld må vi alle bære.

 

Så er det Otto Steenholdt, løsgænger. Derefter er det Landsstyremedlem for Sociale Anliggen­der og Arbejdsmarked, men først Otto Steenholdt, løsgænger.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

Jeg havde ellers anset, at det ikke ville være svært, at man selv tog beslutning om, hvor mange alderspensionister der er i Grønland eller efter at de fyldte 63 år.  Det er kun offentlige pensio­nister jeg snakker om.

 

Mikael Petersen har ret i, at vi har drøftet de ældres vilkår flere gange, men jeg har også som de andre forhåbninger til, at Landsstyret kan fremlægge et positivt forslag til efterårssamlin­gen, som kan imødekomme vores forslag i en grad. Jeg håber, at man tager godt imod mine bemærkninger om, at for så vidt angår samlende ægtepar, at de får den samme behandling, således at man går væk fra den nedværdigende holdning i dag, hvor man fritager den ene for pension når den ene tjener for meget. Så må man sige, at det er et problem der må løses, og det er jo også således, at man behandler alle lige også uanset om de bor sammen eller er gift.

 

Til Asii Narups bemærkninger så har jeg nok grund til at undskylde mig lidt, men fordi at undersøgelsen blev offentliggjort, så mener jeg ikke at man kan lovgive omkring f.eks. det mas som de ældre får forærende. Det er noget med lovgivningen at gøre.

 

Men jeg ønsker tilstadighed, at vi graver dybere i dette, f.eks. når vi kikker på de ældre fan­gere, og når de har fanget for meget, så er der en overformynderis holdning fra det offentliges side. Og jeg har altid spurgt, hvorfor det skulle være sådan.

 

For så vidt angår årlige vurderinger i forbindelse med Finansloven, og jeg skal også beklage, at det nok har været så vågne herfor, men jeg havde ellers forventet, at man fra Landsstyrets side fulgte med i udviklingen, hvor man fra Landsstyrets side kunne sige, at disse beløb ikke er blevet revurderet i så og så mange år, men det har man måske blot ventet på fra Lands­styrets side, men jeg er glad for, at Landsstyret nu agter at foretage sådanne vurderinger, hvert år, det vil være en klar fordel, således at også alderspensionerne kan følge med i den alminde­lige prisudvikling.

Med disse bemærkninger skal jeg sige, at jeg nu har større forhåbninger til, at vi nu kan kom­me med forbedringer til efterårssamlingen.

 

Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Ole Dorph. Der­efter er det Mogens Kleist, Kandidatforbundet, men først Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Ja til  Maliinannguaq Markussen Mølgaards bemærkninger. Med hensyn til boligsikring, så er det sådan, at den ordning der er gældende for øjeblikket og ud fra denne er der fra januar med tilbagevirkende kraft fået en mulighed for at få boligsikring for de ældre.

 

Men hvor vidt boligsikringsloven er gennemsigtig det kan jeg ikke på stående fod svare på, men jeg regner selvfølgelig med, at udvalget som kommer til at behandle punktet også kan udforme en besvarelse herfor.

 

Og jeg skal endvidere bemærke, at vi regner med, at de tiltag der er indenfor pensionsordnin­gerne kommer til at lægge således, at man fra person til person kan vurdere, hvis vedkommen­de har en kone, en hustru eller ægtemand der stadig er aktiv i arbejdsmarkedet, så skal det ikke længere være muligt at begrænse det par for at få fuld pension.

 

Selvom det således skal være sådan, at selvom pensionen måske ikke er specielt høj, så skal der gøres tiltag for, at de kan modtage fuld pension.

 

Næste taler er Mogens Kleist, Kandidatforbundet.

 

Mogens Kleist, Kandidatforbundet.

Vi sagde, at fra kommune til kommune er der stor forskel for varetagelse af de ældres vilkår. Enlige får 70 % tilskud, par 50 % tilskud. I andre kommuner er der meget lav tilskud til ældre, enlige og par.

 

Inuit Ataqatigiit og Asii Chemnitz Narup var inde på, at inflationen har været høj. Og det er en af de punkter vi skal se på. Man skal også være opmærksom på, at med hensyn til ældre­området, så er det således at når ældre skal have boliger der er tilpasset de ældre, så bliver der også foretaget fradrag.

 

Der er nogle der har fremlagt, at 28.000 kr. grænsen kan udvides, det passer ikke, hvis der er så lidt som 1000 kr. overskridelse af de 28.000 kr., så bliver der foretaget fradrag uanset hvad. Det er nogle af de områder vi skal være opmærksomme på. Hvis du har biindtægt på 20.000 kr. så er kommunerne opmærksomme på, at der også skal foretages fradrag for disse. Det er kommunerne meget opmærksomme på.

 

Vi kan også nævnes, at fra de ældres foreninger er der en ryst om, at man i hele Grønland skal have lige vilkår for alle ældre. Men det er ikke ensbetydende med, at alle kommuner kan imødekomme dette krav, og derfor er det vigtigt, at vi også ser på kommunernes forhold for at de kan imødekomme de krav der er fra de ældre.

 

Tak. Næste taler er Asii Chemnitz Narup. Ganske kort da det er 3. gang.

 

Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

Otto Steenholdt var inde på, at han ikke vil bruge HS-analysen som grundlag for videre tiltag for ældreområdet. Vi vil præcisere, at det ikke kun er HS-analysen vi danner grundlag for vores betragtninger i ældreområdet.

 

Vi har også set det som en vigtig tradition, at de ældre stadigvæk har deres traditioner om, at de får foræret fangst, og vi er selvfølgelig glade for, at de stadigvæk bærer den tradition vi­dere.

 

Jeg kan ikke forstå, at Kandidatforbundet synes, at det er mærkeligt, at man fra kommune til kommune har forskellige retningslinier indenfor ældreområdet. Det er kommunernes egne rettighed, at de har mulighed for at udforme de forskellige retningslinier de har inden for deres egne kommuner og ældreområdet. Uanset om vi kan lide det eller ej, så har kommunerne ret til at gøre, hvad de vil med deres egne retningslinier.

 

Tak. Næste taler er Anthon Frederiksen uden for ordførerrækken.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.

Jeg har læst HS-analysen nøje og med interesse med hensyn til undersøgelserne der har været på ældreområdet.

 

Og jeg er selvfølgelig glad for de besvarelser der har været til mit forslag. Men som Asii Chem­nitz Narup var inde på, så har analysen været udformet således, at der har været forskel­lige områder der har været fremlagt og i procenter, og jeg synes at det er vigtigt, at understre­ge, at følgende materiale som jeg ved vi alle har fået uddelt, og jeg citerer A 27 % af de ældre har været meget glade for deres økonomiske situation og 32 % har været meget utilfreds med deres økonomiske situation@, og det var blandt andet nogle af de ting, som blev fremlagt fra Landsstyret og Asii Chemnitz Narup var også inde på noget lignende.

 

Og der står i analysen, at der har været forskellige områder man har fremlagt i procenter, og det kan man læse sig frem til. Men Landsstyret fremlagde 27 og 41 og 32 %, og det har jeg fuldt tiltro til at forholdene er sådan.

 

Mogens var inde på, at de ældres vilkår er meget forskellige fra kommune til kommune. Og jeg ved ikke om Asii Chemnitz Narup misforstod indlægget, men det er ikke Kandidatforbun­det der ikke har forstået, at de ældres vilkår også fra de ældres side ikke er fuldt tilfredsstillen­de.

 

Vi kender de forhold og de udtalelser også fra Kandidatforbundet. De rigere kommuner har mulighed for at nedsætte fradrag i de ældres område, og de fattigere kommuner har et højere fradrag. Tak.

 

Der er flere der markeret sig. Næste taler er Olga Poulsen uden for ordførerrækken.

 

Olga Poulsen, Inuit Ataqatigiit.

Til orientering til Mogens Kleist, så skal jeg dige til hans beretning om hans arbejde indenfor ældreområdet, så skal jeg sige, at Nuuk kommune for så vidt angår personlige tillæg, at de yder 75 % som personlig tillæg til enlig og 50 % til par. Og jeg skal også sige, at der i kom­munen er forskellige principper fra person til person.

 

Som vores ordfører i Inuit Ataqatigiits var inde på, så er der store forskelle fra kommune til kommune i så vidt angår deres principper bag administrationen af de personlige tillæg, men at kommunerne har et kommunalt selvstyre som vi også skal respektere.

 

Fra Nuuk kommune har vi overfor KANUKOKA fremsat forslag om, hvordan vi kan skabe mere ensartede regler for området, således at vi sikrede en mere ensartede behandling af vores ældre, således at deres levevilkår ikke var så forskellige blandt andet igennem en nedsættelse af en gruppe.

 

Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

 

Ole Dorph, Landsstyremedlem for sociale Anliggender og Arbejdsmarked.

Ganske kort. Til Anthon og Asii. Jeg er ikke uenig i noget, I har begge 2 ret, for så vidt angår de tal jeg har fremført. De tal som Anthon har fremført, så er der 27 % der er tilfredse med de økonomiske forhold, mens 32 % er utilfredse med deres økonomiske forhold, mens de tal som Asii påpeger er de tal som nævner, hvordan de ældre har oplevet deres liv, og det er deres livsglæde og deres livsværdier som Asii har påpeget.

 

Til Mogens Kleist skal jeg sige vedrørende de biindtægter, så mener jeg ikke, det er korrek­tion til Mogens Kleist, den biindtægt man har, den skal man selvfølgelig betale skat af, men lige så snart man kommer over de 28.000 kr. , så kommer det også til at gå ud over alderspen­sionen.

 

Så skal jeg sige, at jeg ofte holder møder med ældreforeninger og de ældres forbund, ligesom det også er et stort ønske fra forskellige kommuners ældreforeninger, at de ønsker en mere ensartet behandling, og jeg mener, at det også er et problem, som  vi må løse i det videre ar­bejde.

 

Debatten er ved at være ved vejs ende, og jeg mener, at de af partierne med mere fremførte synspunkter dem vil jeg gerne sige tak for. Til ordførerne fra bl.a. Siumut og de andre ord­førere, og fra Kandidatforbundet og løsgængeren, så mener jeg, at disse har givet os ideer, som vi kan bruge i det fortsatte arbejde, med henblik på vores fremlæggelse af et nyt forord­ningsforslag.

Jeg mener, at vi har et bedre grundlag, at arbejde ud fra i det fortsatte arbejde, hvorfor jeg siger tak til de faldne bemærkninger her i denne debat.

 

Anders Andreassen, 1. næstformand for Landstinget, Siumut.

Tak. Således er vi færdige med behandlingerne af punkterne 81, Beslutningsforslag om infla­tionssikring af alders- og førtidspension, og det er en 1. behandling , og den skal 2. behandles under efterårssamlingen, og beslutningsforslaget behandles i Socialudvalget forinden 2. be­handlingen.

 

Det næste punkt som vi også har færdigbehandlet er punkt 98; Beslutningsforslag om tids­svarende alders- og førtidspension, det har også været en 1. behandling, og skal 2. behandles under efterårssamlingen.

 

Punkt 41 er vi også færdige med nemlig, beslutningsforslag om ophør af beskatning af visse pensioner, som ligeledes er en 1. behandling, og som ligeledes skal behandles under efterårs­samling - altså 2. behandles.

 

De 2 punkter altså punkt 98 og punkt 41 er henvist til behandling i Skatte- og Afgiftsudvalget forinden 2. behandlingen under efterårssamlingen.

 

For så vidt angår punkt 42, som er et spørgsmål til Landsstyret om revision af ældres og før­tidspensionisters pensioner er vi også færdige med behandlingen af. da vi skal stoppe kl. 18.00 når vi ikke de sidste 2 punkter på dagsordenen for i dag, da vi skal stoppe kl. 18.00.