|
Dagsordenens punkt 08-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Onsdag den 18. februar 1998
Med redegørelsen om Paarisa, ønsker landsstyret dels at efterkomme et ønske fra landstinget om en samlet oversigt over de forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter, dels at fremlægge formål og organisation for det nyoprettede Paarisakontor i direktoratet for sundhed og forskning.
Redegørelsen er alene udarbejdet i direktoratet for sundhed og forskning, og giver således ikke indsigt i hvilke forebyggende tiltag, der er inden for andre landsstyreområder. Landsstyret ønsker fremover at tilgodese koordineringen bedre. Allerede i 1998 vil den nedsatte koordineringsgruppe, sammensat af repræsentanter fra direktoratet for kultur- og uddannelse og kirke, direktoratet for sociale anliggender, arbejdsmarkedet og offentlige arbejder samt Paarisa i videst muligt omfang udarbejder fælles handlingsplaner for koordinering af den forebyggende indsats i hjemmestyrets regi. For sikring af fastholdelse af de politiske ønsker agter landsstyret derfor igen i 1999 at fremlægge en redegørelse om den forebyggende indsats.
Landsstyret lægger i Paarisa-redegørelsen vægt på ikke blot at sikre opfølgningen af de politiske målsætninger for området, men også at få skabt debat om disse målsætninger. En debat som er nødvendig for så vidt angår prioritering af indsatsområder, ønsket kvalitetsniveau og de dertil hørende ressourcer. De forebyggelsespolitiske målsætninger, som blev fastlagt i den forrige landsstyrekoalition i 1995, blev drøftet i landstinget under forårsmødet i 1997 i forbindelse med fremlæggelse af sundhedsredegørelsen.
Den prioritering af indsatsområderne som hidtil er foretaget bygger på indberetninger fra de lokale sundhedsnævn og indstillinger fra de forebyggelsespolitiske råd. Landsstyret erkender sit medansvar omkring en tilfredsstillende sundhedsbetjening for borgerne. Gennem mange år er vi da også vænnet til, at ansvaret for sundhed ligger centralt, ansvaret for de gode boliger, rent drikkevand, velfungerende kloakering og renovation, sygehuse og tandklinikker i alle byer, tilgængelig sund kost i butikkerne og så videre. Den grundliggende sundhed opbygges imidlertid i høj grad også hos de enkelte mennesker.
Landstinget kan ikke lovgive om at børn skal ammes, at gravide skal undgå alkohol og tobak, at børn skal have hue på i vinterkulden, at tænderne skal børstes, at voksne mennesker ikke bør ryge i eget hjem eller drikke sig dårlig helbred og økonomi til.
Det er derfor landsstyrets målsætning, at hver enkelt borger bliver bevidstgjort om det personlige ansvar for egen sundhed, og forældrenes ansvar for den opvoksende generations sundhed. Til fremme heraf må landsstyret påse, at tilgængelig viden på fornuftig vis bliver kanaliseret ud til borgerne. Det var for en del år tilbage tiltag til ansættelse af forebyggelseskonsulenter i kommunerne. Centralt blev der gennemført uddannelse af en person fra hver kommune. Efterfølgende viste det sig imidlertid, at kun ganske få kommuner ansatte den nyuddannede som forebyggelseskonsulent. En af årsagerne hertil angaves at være kommunens manglende økonomiske formåen. Med igangsætning af projekt forebyggelseskonsulenter i 1997, som er udviklet i tæt samarbejde med Kanukoka, er der nu skabt et muligt bindeled mellem de centrale myndigheder og den lokale indsats.
Den øgede bevilling til Paarisa ved finansloven for 1998 har sikret mulighed for at samtlige kommuner nu tilbydes medfinansiering af en forebyggelseskonsulent, med tilbud om central dækning af halvdelen af lønsummen. Hjemmestyret vil sikre en løbende opkvalificering af forebyggelseskonsulenterne, og der vil i forbindelse med finansloven for 1999 blive foreslået oprettet en centralpulje til sikring af lokale forebyggende aktiviteter. De lokale sundhedsnævn, som årligt udarbejder en sundhedsplan for kommunerne, vil være det bagland, der sikrer forebyggelseskonsulenten viden om, hvilke indsatsområder der bør prioriteres. Sundheden i bygderne halter langt bagud i forhold til byerne. Sundhedsvæsenet har blandt andet på baggrund af dokumentationen herfor i sundhedsprofilundersøgelsen udpeget og specielt uddannet nøglepersoner, som fra de lokale sygehuse rådgiver og servicerer bygdernes sundhedspersonale. Kommunerne vil i forbindelse med deltagelse i projekt forebyggelseskonsulent, vil blive pålagt at sikre såvel oplysning som aktiviteter af forebyggende art i bygderne.
Erfaringerne fra den målrettede indsats omkring forbedring af sundhedstilstanden i Kullorsuaq er nu blevet beskrevet i en bog. De indhøstede erfaringer bestyrker landsstyret i overbevisning og betydning af borgernes egen sundhedsindsats også i bygderne. Der findes i dag et godt erfaringsgrundlag fra Peqqik i Upernavik.
Paarisa har til hensigt i samarbejde med de lokale forebyggelseskonsulenter og relevante centrale myndigheder at vurdere hvorledes og i hvilke omfang de indhøstede erfaringer kan bruges til gavn for andre bygder. Det forebyggelsespolitiske råd som er rådgivende og vejledende for landsstyret har siden etableringen i marts 1996 fungeret efter hensigten. Medlemmerne som repræsenterer sundhedsnævn fra det meste af landet anbefaler udover de fastlagte politiske målsætninger, at der sættes specielt ind omkring børneomsorg og omkring sygdomme i bevægeapparatet. Børnene vores fremtid har landsstyrets store bevågenhed. Vi er klar over, at der findes et antal omsorgssvigtede børn, og vi får fra skoler, regionalkontorer og krisecentre oplysninger om, at seksuelt misbrug af børn ikke er ualmindeligt. Landsstyret agter at undersøge alle positive kræfter, som arbejder for at sikre børns grundlæggende ret til at vokse op i tryghed. Som understregning heraf skal nævnes, at Mikael Petersen, Konrad Steenholdt og jeg er enige om at Inuuneq Nakuuneq puljen som vi forvalter i enighed i 1998 fortrinsvist vil blive anvendt til sikring af forbedring i omsorg for børnene.
Ondt i ryggen, nedslidning som følge af monotont arbejde og gigt er gener som ifølge sundhedsprofilundersøgelsen 18 % af befolkningen lider under. I vor iver for at opbygge et moderne service- og industrisamfund, skal vi være opmærksomme på kroppens krav til gode og afvekslende arbejdsstillinger. Landsstyret er derfor glad for, at det forebyggelsespolitiske råd har peget på dette indsatsområde.
Redegørelsen om Paarisa rummer en gennemgang af allerede igangsatte og planlagte aktiviteter for 1998. Lad mig nævne et par nyskabelser.
Paarisa-avisen skal fremover udkomme 6 gange årligt. Det har været glædeligt allerede efter de første 3 numre at konstatere, at det nye sundhedsblad bliver læst citeret og debatteret.
Nedgangen af forbruget af alkohol er meget tilfredsstillende. Forbruget per indbygger ligger nu på niveau med det danske, men er stadigt højt i forhold til de øvrige nordiske lande. Landsstyret håber at det kan lykkes at fastholde denne positive udvikling. Qaqiffik i Nuuk er et godt etableret institution og med endnu et behandlingscenter i Ilulissat forventes alle, der ønsker behandling for alkoholisme eller behandling som familiemedlem at kunne få tilbuddet uden ventetid.
I 1998 sættes der fokus på børnenes ret til at indånde frisk røgfri luft. Paarisa gennemfører en omfattende kampagne herom. I 1997 udkom en undersøgelse foretaget i 1994 om sundhedsadfærd blandt skolebørn. En tilsvarende undersøgelse gennemføres i indeværende år i regi af World Health Organisation. Resultaterne heraf vil give et værdifuldt bidrag til vor viden om, hvilke problemer der er mest påtrængende, og hvorledes kampagner bør tilrettelægges. Landsstyret som bidrager økonomisk gennem forskningspuljen, skal opfordre alle skoler til positivt at medvirke ved denne undersøgelse.
Det har gennem lang tid været landsstyrets ønske at kunne tilbyde de HIV-smittede og AIDS-syge et bedre liv. I 1997 bevilgede landstinget midler til 3-stofbehandling af de AIDS-syge. I 1998 vil der blive oprettet en grønlandsk AIDS-fond, hvorfra tilbud om omsorg skal udgå. Der er afsat 100.000 kroner hertil, og fonden forventes at vokse dels gennem et årligt finanslovstilskud dels gennem donationer.
Det er for landsstyret klart at den fremlagte redegørelse bekræfter et stadigt stort behov for en målrettet, koordineret og kontinuerlig forebyggende indsats i Grønland.
Jeg vil derfor på landsstyrets vegne afslutte denne forelæggelse med at anbefale landstingets medlemmer at tilslutte sig følgende forsikring af implementering af forebyggelse og sundhed i hele landet. Og det er følgende.
Paarisa skal fortsat sikre at landsstyrets politiske målsætninger indenfor forebyggelse og sundhedsfremme gennemføres og styrkes.
Paarisa skal servicere såvel politikere, kommuner og borgere med hensyn til sundhedsmæssige spørgsmål der har relation til forebyggelse og sundhedsfremme.
Paarisa skal igangsætte, motivere og inspirere konkrete lokale forebyggende initiativer.
Paarisa skal kontinuerligt indsamle aktuel viden relateret til de politiske målsætninger og sørge for formidling af denne viden til relevante samarbejdspartnere såvel internt som eksternt.
Paarisa skal være medvirkende til henholdsvis justering og udvikling af det lovmæssige grundlag indenfor forebyggelsesområdet.
Paarisa skal fortsat styrke og udbygge den koordinerende funktion både centralt i forhold til de DSAO og KIIP samt lokalt i relation til forebyggelseskonsulenterne.
Paarisa skal forud for kampagner sikre forebyggelseskonsulenternes og de lokale sundhedsnævns aktive medvirken i disse for eksempel ved inddragelse i målgruppeafprøvning.
Paarisa skal styrke det internationale samarbejde både i nordisk regi men også overfor inuit i Canada og Alaska.
Paarisa skal i relation til projektforebyggelseskonsulenter arbejde for følgende. At der fortsat sikres midler i form af løntilskud til forebyggelseskonsulenter i samtlige kommuner, styrkelse af forebyggelseskonsulenternes tværfaglige netværk, sikring af fortløbende opkvalificering ved kurser for forebyggelseskonsulenterne, opbygning af central pulje til forebyggende aktiviteter i lokalsamfundene.
Med disse ord overlader jeg redegørelsen til landstingets debat.
Og vi går over til partiernes og Kattusseqatigiits ordførere.
Kristine
Raahauge, Siumut:
I forbindelse med landsstyrets redegørelse om sundhedsforholdende ved landstingets forårssamling i 1997 udtalte vi fra Siumut, at det haster med at ansætte forebyggelsespersonale rundt omkring på kysten. I samme forbindelse udtrykte vi glæde over genetableringen af Paarisa som et vigtigt koordinerende led i dette arbejde.
I denne forbindelse mener vi, at samtlige relevante instanser må virke sammen for at bane vejen for sundere liv for befolkningen, og at man i dette arbejde må have et tæt samarbejde med befolkningen. Siumut mener, at hver enkelt borger har et stort behov for sin egen sundhed. Den i dag af landsstyret forelagte redegørelse, har vi i Siumut drøftet med interesse. Vi er glade for at konstatere, at man har medtaget de emner, som vi anser for vigtige. Og vi skal knytte følgende bemærkninger til redegørelsen.
Siumut går ind for det løbende koordinerende forebyggelsesarbejde, sådan som det fremgår af redegørelsen. Vi kan se at landsstyret følger WHOs omfattende Ottawa-konvention, og som er omfattet af landsstyrets forebyggelsesmålsætninger med udgangspunkt i indstillingerne i Ottawa-konvention, som omfatter følgende ting. Og det er stærkt mærkbar reduktion af misbrug af hash, tobak og alkohol. Og det skal være inden årtusindskiftet. Og styrkelse af at borgerne passer på deres egen sundhed, og styrkelse af lokale sundhedsinitiativer. Og forbedring af sundhedsvæsenets virke i bygderne. Forbedring af omsorg for gravide, småbørn og disses forældre. Reduktion af uønskede graviditeter. Forekomsten af kønssygdomme skal reduceres i forhold til i dag. Og mest mulig begrænsning af HIV-smitte, og forbedring af behandling af HIV-smittede og AIDS-syge. Reduktion af ulykkestilfælde inklusive ulykker ved brand. Styrkelse af forebyggelse af de tiltagene selvmord især blandt de unge, som er høj i forhold til befolkningstallet.
Fra Siumut går vi ind for landsstyrets indstillinger fordelt på 9 punkter, som meget vigtige initiativer vedrørende sikring og realisering af initiativerne omkring bedre forebyggelse og bedre sundhed.
Fra Siumut skal vi også nævne et stadigt mere almindeligt problem nemlig incest og misbrug af børn og unge. Personer, som har været udsat for sådanne mishandlinger, får varige men i deres opvækst.
Stadig øget misbrug af euforisende midler eller stoffer skaber også stor bekymring idet misbruget forårsager social nedtur for misbrugere og tidligere misbrugere.
Fra Siumut finder vi det så meget gavnligt at politiet og kriminalforsorgen går aktivt ind i alle initiativer, og vi skal anbefale at denne praksis anvendes overalt.
I Siumut finder vi det vigtigt at forebyggelses- og sundhedsarbejdet drager nytte af enkeltpersoners, familiers og lokalsamfundets vilje og evner blandt andet hvad angår fritidsaktiviteter. Det er en kendsgerning, at personer der er bevidste om deres forpligtelser og ansvar er eksempler til efterfølgelse til gavn for alle deres omgivelser.
Fra Siumut lægger vi vægt på familierådgivning som er opstartet i nogle lokalsamfund. I samme forbindelse er det meget vigtigt at forældrene som har det største ansvar for børnenes opvækst sørger for god pasning af deres børn, dialog med disse og sørge for betryggende vilkår i hjemmet.
Derfor er Siumut glad for at det nævnes at der på længere sigt vil blive ansat forebyggelsesmedarbejdere i samtlige kommuner, som borgerne kan kontakte direkte på stedet. Vi finder det vigtigt, at de lokale initiativtagere bliver godt hjulpet af lokale konsulenter, der kan koordinere initiativerne med henblik på at disse kan bære frugt.
Siumut er godt tilfreds med at Paarisa agter at arbejde tæt sammen med landsstyrets bygdesekretariat på officiel basis. I denne forbindelse skal vi erindre, at nogle kommuner arbejder ihærdigt på forebyggelsesområdet med inddragelse af deres bygder, og disse må støttes på alle måder.
Til slut skal vi fra Siumut takke alle frivillige personer og foreninger, som gør at uvurderlig indsats for at børn, unge, ældre og gamle borgere kan leve som sunde, velorienterede og glade medborgere. Med disse bemærkninger tager vi fra Siumut, redegørelsen om Paarisa til efterretning, og vi ønsker alle, der skal videreføre arbejdet god arbejdslyst fremover.
Anders
Nilsson, Atassut:
Atassut tillægger det stor betydning, at der med denne redegørelse udstikkes praktiske retningslinjer for at virkeliggøre landstingets og landsstyrets politiske målsætninger indenfor forebyggelse og sundhedsfremme. Ansvaret for virkeliggørelsen ligger hos Paarisa, direktoratet for sundhed og forskning, i et samarbejde med det forebyggelsepolitiske råd. Og der er et stort ansvar og et arbejde, der kræver fantasi, indlevelsesevne, arbejdsdisciplin og et indgående kendskab til alle krinkelkroge i samfundet, hvor der er brug for Paarisas indsats. Det fremgår klart i redegørelsen, at man i Paarisa er fuldt på det rene med at arbejdet ikke er gjort med glittede pjecer, flotte plakater og små spots i radio og TV, der skal også arbejdes i marken. Forebyggelseskonsulenterne er en vigtig del af denne strategi.
Oplysningsarbejde og informationsvirksomhed kan sammenlignes med salg af elastik i metermål, det kræver tillid, mellem opdragsgiverne og de der skal udføre arbejdet for det er umuligt at måle kvaliteten og virkningen af det udførte arbejde.
Vi har således med glæde konstateret et fald i spiritusforbruget igennem de sidste år. Skyldes det oplysning eller skyldes det færre penge at drikke for eller er der helt andre årsager, vi kan kun gætte. Og der foretages stadig alt for mange abortindgreb i forhold til antallet af fødsler. Skyldes det mangel på oplysninger om faren ved abortindgreb eller ville det have set endnu værre ud hvis der slet ikke havde været oplyst om faren ved abortindgreb, også her kan vi kun gætte.
Paarisas oplysningsarbejde kan ikke træde i stedet for mere konkrete hjælpeforanstaltninger i forhold til særligt udsatte grupper. Det gælder især de mange børn, der lider under omsorgssvigt. Vi forventer at Paarisa vil vie de mange udsatte børn en særlig opmærksomhed. Der udføres i krisecentrene et stort frivilligt arbejde som vi forventer at Paarisa aktivt vil gå ind og understøtte.
Men oplysning alene gør det ikke, det skal vi huske på her i salen. Oplysning er til for at forhindre problemer i at opstå, det for dem sjældent til at forsvinde.
Når først problemerne har vokset sig store, så skal der sættes ind med en hel anden og mere konkret hjælp, og den koster helt andre penge. Derfor er der også en vigtig økonomisk dimension i Paarisas arbejde udover den menneskelige, man kan forebygge store udgifter. Og det er endnu et godt argument til at se velvilligt på bevillinger til det forebyggende arbejde forudsat at arbejdet har kvalitet og virkning. Det hedder i redegørelsen at Paarisa skal bygge bro mellem direktoratet for sundhed og forskning - direktoratet for sociale anliggender og direktoratet for uddannelse, for så vidt angår arbejdet med forebyggelse. Det er meningen, at der skal nedsættes en tværdirektoral koordineringsgruppe med repræsentanter fra de tre direktorater. Samtidig svæver det forebyggelsespolitiske råd et sted i luften over Paarisa, der organisatorisk er underlagt direktoratet for sundhed og forskning.
Må vi fra Atassut udtrykke det stille håb, at der i Paarisa også bliver tid til det egentlige arbejde, midt i dette spil af instanser der skal holdes møder med og høres og tages hensyn til.
Der er igennem koordineringsgruppen lagt op til at samarbejde med folkeskolen. Lærerne i folkeskolen har igennem mange år udført et stort oplysningsarbejde der grænser op til Paarisas aktivitetsområder. I Atassut ser vi frem til en koordinering af Paarisas arbejde med det arbejde der foregår i folkeskolen, ligesom vi forventer, at man vil trække på den viden, der findes i folkeskolen om forebyggende oplysningsarbejde. Vi tilslutter os fra Atassut den fremlagte handlingsplan for implementering af forebyggelse og sundhedsfremme. Handlingsplanen er sidst i rapporten opsummeret i en række rekommandationer - anbefalinger. Her skal vi fra Atassut anbefale, at man vægter rekommandationer, de er ikke alle lige vigtige. For Atassut er det mest vigtigt, at der bliver gjort noget der kan lette tilværelsen for de svageste grupper i samfundet, her især de mange børn uden ordentlig omsorg. Det er langt mere vigtigt end, og jeg citerer: “At Paarisa skal styrke det internationale samarbejde både i nordisk regi men også overfor inuit i Canada og Alaska.” citat slut.
Denne sidste rekommandation kan naturligvis give anledning til nogle interessante rejser, men ellers så skal Paarisa i sit arbejde koncentrere sig om de nære problemer og dem er der desværre alt for mange af. Og fra Atassut ønsker vi held og lykke med arbejdet.
Maliinannguaq Markussen Mølgård, Inuit Ataqatiqiit:
Nydelsesmidlerne som folkeslagene har gjort brug af igennem mange år har de haft problemer med og haft svært ved at vænne sig til og som volder problemer til stadighed har været kendt i Grønland i ikke så mange år. For hvis vi kun ser på de sidste 50 år, er udviklingen gået meget hurtigt. Mange ting er blevet indført, som vi grønlændere ikke selv har fremstillet, og har svært ved at forstå nogle gange.
Derfor mener vi fra Inuit Ataqatiqiit, at ingen bør være forundret over, at vi som folkeslag i dag fører en stor kamp mod nydelsesmidler, sygdomme og andre alvorlige problemer i samfundet. Andre folkeslag har stadigvæk disse problemer, selv om de har haft en længere tid til rådighed for at løse netop disse problemer. Vi mener fra Inuit Ataqatiqiit, at dette ikke er nok til at bruge som en undskyldning. Vi må prøve at komme over problemerne i stedet for at være afhængige af andre, for det er bedst at kunne sige til hver en tid. Vi vil selv løse disse problemer her i stedet for blot at sige vi kommer ikke over problemet, hvis I ikke hjælper os. Det er en af årsagerne til at Paarisa blev dannet i 1985 dengang da Inuit Ataqatiqiit indgik i koalition, hvor der blev udført en storstilet oplysningsarbejde for samfundet. Vi fra Inuit Ataqatiqiit bakker kraftigt op om, at man nu intensivt går ind for at køre Paarisa igen, efter at have været lukket de seneste år.
Der er også mange opgaver til Paarisa. Ved sundhedsmæssige og sociale forebyggelser samt kriminalpræventivt arbejde og ved at bekæmpe de mange selvmord. Da Paarisa naturligt nok ikke kan gøre det hele selv, så er det helt nødvendigt, at der eksisterer et godt samarbejde med de lokale kommuner med de lokale sundhedsnævn, kommuner, bygdebestyrelser, sundhedsvæsenet og politiet. I dag anvendes der mange penge og kræfter, da man først prøver at gøre en indsats, når sygdomme først er blevet forværret og når kriminaliteten er steget. Antallet af de ting der sker i de sidste år af selvmord, seksuelle forbrydelser, kriminalitet, smugleri af euforiserende stoffer og HIV-smittede har en stigende tendens.
Dem må man ikke blot overse, for disse viser jo at der er noget galt med samfundets struktur, og at forvaltningen ikke er god. I mange år har man konstant indført europæiske metoder hos os, der er et lille folkeslag, som har en kultur der overhovedet ikke ligner den europæiske kultur. Vi har kun været tilskuere til dette uden at kunne følge rigtigt med. Derfor vil vi i Inuit Ataqatiqiit, for alvor være med til at samarbejde i dette vigtige og alvorlige spørgsmål og være med til at komme med ideer. Til trods for at vi ved at forebyggelsesarbejdet har kørt godt i flere år i enkelte steder, så viser de stigende problemer at arbejdet skal udvides. Men hvordan skal man bruge de mange penge som bevilges? Hvad er rødderne til problemerne? Er bevillingen tilstrækkelig? Og hvordan skal vi prøve at løse disse?
I Inuit Ataqatiqiit mener vi at selv om man ikke kan komme over problemerne med et slag, at der bør være en langsigtet og målrettet forvaltning ved, at man siger. Hvad er vort mål for det næste år, og hvordan skal vi gøre det? Selvom behandling og forebyggelse vedrører i høj grad de voksne, så bør vi gøre en stor indsats for vores børn og unge, hvis vi skal tænke langsigtet. Her er det nødvendigt at have forældrene løbende med i arbejdet, for hvad hjælper det, at man i skolen siger til et barn eller en teenager at han eller hun ikke skal ryge at spiritus er farligt med mere, når man gør brug af disse i barnets hjem.
Hvis man ikke har kendskab til problemernes rødder indenfor forebyggelsesarbejdet, så kan man ikke komme over problemet, uanset hvor meget man end bestræber sig for det. Når der eksisterer så store forskelle i vilkårene for samfundet så vil problemerne blive ved med at eksistere. Og vi er godt klar over, at vi ikke kan komme over disse ved blot at sige noget, man kan læse om forebyggelsespersonalets opgaver og flotte intentioner i redegørelsen.
disse. Vi må forbedre familiernes vilkår for i dag må børnene forlade deres forældre medens de stadig væk er i ammealderen, og de ser ikke dem en stor del af dagen. Når man tager hjem, hen imod aften hvor børnene allerede er trætte, og man selv er træt så skal man sørge for vasketøj, mad og gøre rent i huset, og så bliver det allerede aften og børnene skal i seng, derved begrænses kontakten mellem forældrene og børnene allerede før børnene har fyldt år.
I dag siges det også, at mange unge og forældre har for lidt kontakt med hinanden. Det bliver som om forældrene og de unge har et særskilt liv, selvom det er mest påtrængende, at de snakker sammen og holder en kommunikation netop på det tidspunkt.
Konsekvenserne er de mange aborter, rusmiddelhang, kønssygdomme og så videre. For forældre bør ikke kun være afhængige af samfundet og skolen, det største ansvar ligger jo hos forældrene. Man kan heller ikke komme uden om en fælles strategi i samfundet, og derfor er vi i Inuit Ataqatiqiit glade for, at man ligesom vi ønsker det tilbyder alle kommuner der ønsker det og ikke kun de enkelte kommuner ansættelse af en forebyggelseskonsulent. Hertil håber vi også at rådgivningen af familier vil øges ved at sundhedsvæsenet, socialvæsenet og skolevæsenet samarbejder med hinanden. Hertil mener vi i Inuit Ataqatiqiit, at det er nævneværdigt, at vi synes at vi bør bane vejen for de byer som i forvejen har gjort erfaringer med at køre forebyggelsesarbejde, eller som samarbejder med Paarisa kommer til de byer der er i opstartsfasen og hjælper til, og vi har lagt mærke til at man særskilt har gjort det i Qaanaaq. Vi har lagt mærke til at der er en hel del initiativer i gang i Aasiaat, og udover fælles hyggeaftener arbejder man for at få initiativer i gang i samarbejde med foreningerne. Vi synes også det er glædeligt at man i Aasiaat, også har etableret sorggruppen, som i sin tid blev startet op i Nuuk. For man kan bare ikke glemme og fortie et alvorligt problem, som man har været udsat for. Det er derfor nødvendigt at man styrker hinanden for at komme over sorgen. I Inuit Ataqatiqiit betragter vi de personer som har taget initiativ for at starte dette arbejde som nogle der bør hædres, for man må bruge mange kræfter på det i et samfund hvor man har stor mangel på psykologer.
I redegørelsen omkring mennesker, som har været ude for alvorlige problemer eller tab, blev det nævnt, at der er nedsat en arbejdsgruppe til det videre skridt, og når en redegørelse herom er udarbejdet vil de fremsat til beslutning hos landsstyret. I Inuit Ataqatiqiit mener vi, at det ikke kun bliver landsstyret der inddrages i dette meget vigtige spørgsmål, men at hele landstinget inddrages, for det er ikke kun landsstyret alene der har problemet, men hele befolkningen bliver berørt af det.
Nu må vi politikere og de offentlige støtte initiativgrupperne Kisimiinngilatit og sorggruppen i højere grad, for man har ligesom uddelegeret et stort ansvar til dem hvor disse kun kører i nogle af byerne. For eksempel har dem der kommer ud for pludselige tab ikke mulighed for i større udstrækning at komme til samtale på kysten medmindre man tænker på telefonen. Man kan forestille sig, at der også kan ske endnu alvorligere ting, hvis der ikke gøres noget for disse, derfor er det nødvendigt at have en klarere politik på dette område, selvom vi er klar over at der har været afholdt kurser for at forebygge selvmord, er det nødvendigt at der i fremtiden gøres omfattende tiltag. For forebyggelseskonsulenterne alene kan ikke udføre mange ting under et.
Ligeledes er psykosomatiske sygdomme og depressioner placeret under sundhedsvæsenet og man bør gøre indsats for disse.
Med hensyn til behandling af personer, som har været ude for alvorlige oplevelser og tab er det meget vigtigt at det løbende og gennem flere afholdes kurser for behandlingspersonalet, for hvis man ikke gør det kan arbejdet ikke resultere godt, med hensyn til forebyggelsesarbejdet i Paamiut, har vi lagt mærke til, at man har igangsat et mærkbart initiativ, det drejer sig om, at man ikke blot siger til de unge at rusmidler er farlige, men man må på den anden side tilbyde aktiviteter, for man har etableret et motionscenter med en styrketræningsafdeling, der holdes møder for hjemmegående mødre, og man har givet mulighed for at tage ud i naturen for de personer, som ikke har mulighed for det, således der til sommer ikke kun holdes en sommerlejr, men der holdes samtidig en debat om hærværk og had.
Vi ved at forebyggelsesarbejdet i Sisimiut har kørt aktivt i flere år, og det er passende at resten af Grønland lærer af erfaringerne i Sisimiut hvilket man også gør. De byer som har ansat psykologer er misundelsesværdige og beundringsværdige. I et samfund med så alvorlige problemer er det i høj grad nødvendigt, at mindst alle byer har en ansat en psykolog, men især de mindre kommuner har ikke råd til at have ansat en psykolog på heltid, og derfor mener vi i Inuit Ataqatiqiit, at man for alvor bør planlægge, at der i disse ansættes en psykolog som sundhedsvæsenet, skolevæsenet samt den kommunale socialforvaltning er fælles om. Det har vi også overbragt til landstinget sidste år, men hidtil uden mærkbare resultater. I de forskellige kommuner er der også mange interessante initiativer, som fortjener støtte.
Med hensyn til det landsdækkende oplysningsarbejde skal vi kort komme ind på hændelserne i løbet af de sidste år. Vi er overraskede over, at man fik produceret en CD, som man gav et tilskud på 250.000 kroner. Denne blev ikke fremvist i større omfang overfor samfundet, og man fandt ikke ud af hvad budskabet var. Når man ikke mindst har ydet tilskud til denne størrelsesorden, så er det uforståeligt, at denne CD i dag er til salg til samme pris som de CDer der udkommer i dag uden tilskud - hvad har man opnået med det? Måske kunne man ellers køre sådanne tilskud på en mere resultatorienteret måde og med større indhold af budskab. Ved at man lader en teatergruppe turnere landsdækkende, man kunne måske lade disse fremføre skuespil til debat som resulterer i debat og konkrete handlinger. Det er nødvendigt at der holdes humane og ikke skrækindjagende kampagner mod misbrug gennem de landsdækkende medier TV og radio, således at brugerne og målgruppen kan forstå det tydelige indhold der er tilpasset tidens strøm.
Sundhedsnævnene har også en vigtig placering indenfor forebyggelsesarbejdet ligesom landsstyremedlemmet sagde i sin forelæggelse skal sundhedsnævnene oplyse forebyggelseskonsulenterne, hvor der skal iværksættes initiativer. Men nu har disse ikke kørt på mange steder i løbet af de seneste år. Det var derfor vi i Inuit Ataqatiqiit for snart to år siden, nemlig gennem Lars Sørensen fremsatte et forslag om, at der skal afholdes kurser for sundhedsnævnene, hvilket alle partierne gik ind for. Men dette er ikke sket indtil videre, og på grund af forhalingen af dette arbejde fremsætter vi i Inuit Ataqatiqiit hermed en klage til sundhedsvæsenet.
I redegørelsen blev det nævnt at sammensætningen af disse vil blive vurderet i løbet af 1998. Hvorfor har man ikke bare startet en forberedelse af dette umiddelbart efter, at det blev fremsat i landstinget, for nu er der allerede snart gået et år siden kommunevalget, og det er nødvendigt at disse fungerer godt, hvis man lokalt skal være mere aktive sundhedsmæssigt og forebyggelsesmæssigt.
Vi må gøre os nye tanker og tiltag for at bekæmpe de problemer som tobak, alkohol og euforiserende stoffer medfører. Man bør udarbejde uddybende udsendelser, som kan oplyse om kræftramte og de skadelige virkninger for meget tobak medfører i samarbejde med de medier som landstinget er med til at finansiere. Disse bør ikke være fra andre lande, men bør være realistiske med udgangspunkt i Grønland. Dette må også gøres med hensyn til euforiserende stoffer og alkohol. Man må komme tæt ind på de mennesker som må gøre rede for deres oplevelser og skaderne i brugen af disse, for man må ikke ignorere at nogle af misbrugerne af både alkohol og euforiserende stoffer er blevet så medtagne, at man ikke kan behandle dem herhjemme, og må derfor sendes til behandling i Danmark. Udover disse er det blevet nødvendigt at behandle personer med hashpsykose på Dronning Ingrids Hospital. Derfor må man i større grad gøre en indsats på oplysningsarbejdet om disses farlighed hvis vi ikke skal blive tvunget til at bruge mange penge på de fremtidige behandlinger. Med hensyn til disse blev det nævnt at landsstyret agter at nedsætte et råd om spiritus og euforiserende stoffer i år. Vi vil gerne vide hvem rådet skal bestå af?
Inuit Ataqatiqiit har ikke undgået at lægge mærke til den konstante stigning af kønssygdomme, og vi er meget ængstelige med hensyn til stigningen af antallet af HIV-smittede. Ikke kun det men også fordi antallet af Clamydia- og Gonorétilfælde, har slet ikke været på retur i de seneste år, udover disse viser de mange aborter hvor lidt man beskytter sig selv. Vi er i Inuit Ataqatiqiit derfor også ængstelige over det forhold, som en af lægerne udtrykker ængstelse over i efterårets NUNAMED i forbindelse med sin undersøgelse, det er risikoen for antallet af HIV-smittede eksploderer, som følge af de mange der dyrker samleje uden beskyttelse. Vi vil derfor hermed opfordre på det kraftigste, at der er fri adgang til kondomer på de værelser som teenagere og ligeledes de unge kommer til. For i dag må man først hente disse på sygehusene hvis man ikke køber disse. Ved denne lejlighed vil vi fra Inuit Ataqatiqiit spørge om, hvordan indsatsen for de HIV-smittede er direktoratets side? For vi er begyndt at høre om, at de er begyndt at rejse fra Grønland, fordi de er utilfredse med den indsats herhjemme. Politisk må man jo være forpligtiget til at gøre en god indsats for dem. Ud over der vil vi spørge om til hvad og hvordan den kommende grønlandske AIDS-fond, som man agter at etablere i år skal anvendes? Og hvem skal stå for forvaltningen af fondens midler?
Inuit Ataqatiqiit er enige med hensyn til oplysningskampagnerne mod seksuel misbrug, men det er også nødvendigt at disse også følges op, for ofrene for seksuelt misbrug får stærke psykiske traumer, og må derfor komme i behandling. Man må derfor ikke kun have oplysningsarbejde, men også en opfølgning af disse, og ligeledes må det særlige behandlerpersonale løbende gennemgå kurser.
I Inuit Ataqatiqiit har vi lagt mærke til at behandlingscenteret for alkoholikere Qaqiffik bliver vel benyttet, og at landsstyremedlemmet har sat sig som mål at etablere en afdeling i Ilulissat. Hvad er grunden til, at afdelingen skal være i Ilulissat? For vi er ikke klar over om andre kommuner er blevet tilbudt og hvis decentraliseringen skal føres ud i livet er centraliseringen i de enkelte byer nu blevet for meget for vi er også klar over at de byer som centraliseringen foregår på også har store boligproblemer. Vi vil også fra Inuit Ataqatiqiit høre om, hvor mange af de 307 patienter som har været på Qaqiffik er blevet kureret, og hvor mange må en tur tilbage, og hvor mange der overgiver sig. Vi er naturligvis glade for at høre om dem der er blevet kureret og at man også giver mulighed for deres familier, men i Inuit Ataqatiqiit mener vi, at man løbende må udvikle metoden og tilpasse til Grønland.
Et af de største problemer i Grønland er selvmordene. Vi må spørge os selv. Hvorfor gør vore kære medmennesker og også vore venner som vi slet ikke forventer ville gøre det? Har de mon ikke forstået at livet er en gave og er værdifuldt? Er vores viden om problemløsning alt for utilstrækkelig? Eller er vi alt for svage? Hvad er det vi mangler indeni? For et sundt samfund bør ikke rammes af så mange selvmord. Man må for alvor gøre en politisk indsats og ikke kun udgivelse af en pjece uanset om vi etablerer mange ting så kan vi ikke komme ud af problemet med et godt resultat hvis vi ikke forstår problemets rod.
Derfor mener vi i Inuit Ataqatiqiit at der skal foretages intensive undersøgelser af dette forhold. Ud over disse ved vi at de fleste selvmord begås af unge, og derfor vil vi fra Inuit Ataqatiqiit opfordre til at Sorlaat og Sukorseq gør en større indsats overfor deres medlemmer og kører debatter om dette, for det bør være dem der har et godt kendskab til problemerne og ønsker at gøre en indsats. Vi må mobilisere alle kræfter for at komme over problemet.
Til sidst skal vi fra Inuit Ataqatiqiit beklageligvis klage over at de 3 direktorater, som består af direktoratet for sundhed, direktoratet for sociale anliggender og direktoratet for kultur, uddannelse og kirke ikke har kunnet samarbejde i større grad. I de meget vigtige og tætte spørgsmål bør disse 3 direktorater mindst have samarbejdet ligesom man ellers så flot nævnte det i forbindelse med indsættelsen af landsstyret. Med disse bemærkninger har vi udtalt os fra Inuit Ataqatiqiit om det omfattende spørgsmål og vil samarbejde om og følge realiseringsarbejdet af henstillingerne, og vi ønsker ligeledes Paarisa et godt arbejde i fremtiden.
Bjarne
Kreutzmann, Akulliit
Partiiat:
Vi har i landstinget i sin tid ønsket en samlet oversigt over det forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter. Selv om redegørelsen alene er udarbejdet i direktoratet for sundhed og forskning må den ses at være et maleri der viser historie og intentioner i større omfang. Som forslagsstiller i sin tid ganske vist i den forrige valgperiode om bevilling til bloktilskud til kommunerne øremærket til fritidssektoren, og som da blev afslået, er det overordentlig glædeligt at den øgede bevilling til Paarisa ved finansloven 1998, har sikret mulighed for, at samtlige kommuner nu tilbydes medfinansiering af en forebyggelseskonsulent ved tilbud om central dækning af halvdelen af lønsummen. Jeg skal hermed udtrykke min glæde over forståelsen for tanken flere år efter. Man siger jo, at det at komme for sent afsted er bedre end ingen ting. En af mine argumenter i sin tid var at fritidssektoren meget ofte ramtes og rammes stadigvæk ved besparelsesbestræbelserne ude i kommunerne som det nemmeste område at spare væk og for ikke at ramme selve undervisningen på skolerne. Fritidssektoren er Akulliit Partiiats mærkesag idet vi mener at det er det samme som at vende ryggen til ansvaret ved ikke at sætte sikkerhedsnet under børn og unge, der efter Akulliit Partiiats mening bør få mulighed for at besidde sikkerhed og balance rent disciplinært, sundhedsmæssigt og moralsk. Akulliit Partiiat mener, at fritidssektoren er vejen for at give de unge en chance. Derfor er det en speciel glæde at den øgede bevilling til Paarisa gik igennem øremærket til fritidssektoren. Afslutningsvis støtter jeg de af landsstyret foreslåede sikringer af implementering af forebyggelse af sundhedsfremme hver og en i hele landet. Med disse ord tager jeg redegørelsen til orientering.
Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit:
Jeg vil på Kattusseqatigiits vegne komme med følgende bemærkninger til redegørelsen forelagt af landsstyremedlemmet for sundhed, forskning og miljø.
Det er helt nødvendigt at forebyggelsesarbejdet her i landet bliver intensiveret. Derfor har jeg på et tidligere tidspunkt her i tinget foreslået, at hjemmestyret ansætter forebyggelseskonsulenter i alle kommuner, men har kun modtaget en skriftlig besvarelse på forslaget. Som jeg nævnte dengang jeg stillede forslaget har de fleste kommuner her i landet på et tidspunkt ansat forebyggelseskonsulenter, dels finansieret ved tilskud fra hjemmestyret, men da hjemmestyrets medfinansiering ophørte på et tilfældigt tidspunkt måtte de fleste kommuner på grund af manglende økonomiske midler opsige en del af forebyggelseskonsulenterne, således at intentionerne i forebyggelsesarbejdet blev afbrudt. Men heldigvis er det nu blevet indset hvor nødvendigt og vigtigt forebyggelsesarbejdet er. Derfor skal vi fra Kattusseqatigiit opfordre landstinget til at fastholde, at der fortløbende og uden afbrydelser bliver bevilget midler til forebyggelsesinitiativer og ansættelser af forebyggelseskonsulenter til alle kommuner på lige vilkår.
Her i landet forekommer der klart mange personlige vanskeligheder og problemer, og disse bliver desværre ikke færre med tiden, og det er meget vigtigt at arbejdet med at søge disse løst sker fortløbende.
Kattusseqatigiit giver sin fulde støtte til at man virkelig søger at opfylde de målsætninger der er sat for forebyggelsesarbejdet her i landet ikke mindst følgende målsætninger forebyggelsesrådet har sat nemlig, at børneomsorgen bliver forbedret, og at der særligt sættes fokus på seksuel misbrug af børn, at arbejdet med sundhed i bygder og yderdistrikter bliver forbedret og øget, og at oplysning med hensyn til misbrug af spiritus, tobak og euforiserende stoffer bliver intensiveret.
Endvidere mener vi i Kattusseqatigiit, det er helt nødvendigt med en vurdering af de kommunale sundhedsnævns sammensætning, kompetence og arbejdsområde, da de nævnte nævn dengang de kaldtes sundhedskommissioner kunne arbejde med større kompetence, og havde dengang endda videre beføjelser således at de kunne beslutte lukning med videre af restaurationer, proviantboder og lignende, når der i disse er sket overtrædelser af sundhedsvedtægterne. Derfor må man søge at få deres arbejdsvilkår ajourført således at sundhedsnævnene i kommunerne kan varetage deres opgaver med bedre og smidigere arbejdsform.
Ligeledes ved man at SSPK-arbejdet pågår i flere kommuner selvom det kommunale sundhedsnævn, dels varetager opgaver SSPK har arbejdet med. Men når man skal se på forholdene under et, er det spørgsmålet, om det ikke er bedre om det kommunale sundhedsnævn og SSPK endnu ville forbedre deres samarbejde, såfremt de bliver slået sammen for derved kan man skabe en forbedring af nytten af de gode kræfter.
I disse år kan sundhedsnævnene her i landet dels ikke varetage deres arbejdsopgaver fuldt ud på grund af den store lægemangel i landet da det er det lokale sundhedsnævn, der efter de gældende regler og bestemmelserne om de lokale sundhedsnævns medlemssammensætning, der skal føre sundhedsnævnenes beslutninger ud i livet for eksempel offentliggørelsen af den årlige plan for sundhed med videre, og denne opgave kan støde på forskellige vanskeligheder da det kan støde på den allerede bekendte personalemangel på de lokale sundhedsvæsner og mange andre vanskeligheder. Det er pålagt de kommunale sundhedsnævn at de skal udarbejde en årlig plan for sundhed, som de skal arbejde efter. Men såfremt denne skal gennemføres tilfredsstillende, er det helt nødvendigt at sundhedsnævnene i kommunerne har mulighed for fuld tilfredsstillende administrativ service, for det er ikke noget særsyn i kommunerne, at der kan være vanskeligheder med at få smukt udarbejdede sundhedsplaner ud i de lokale samfund. Vi støtter alle fra indeværende år planlagte opgaver og initiativer for Paarisa, ligesom vi støtter at Qaqiffik får en afdeling i Nordgrønland.
Oplysningsarbejdet i Grønland om tobak må ikke stagnere, men bør pågå fortløbende. Baggrunden for det store tobaksforbrug bør studeres indgående. Det fremgår jo af redegørelsen at 70% af den voksne befolkning her i landet er daglige rygere og vi kan forestille os hvilke virkninger nye forekomster af kræftsygdommen forårsaget af tobak i disse og de kommende år vil få af følger personalemæssigt og ikke mindst økonomisk for sundhedsvæsenet. Derfor er det nødvendigt vedvarende at fortsætte med oplysningsarbejdet om følgesygdomme af tobaksforbruget.
Vi vil støtte alle Paarisas oplysningsinitiativer for i år, vedrørende misbrug af euforiserende stoffer og snifning. Selvom det også er forbudt at indføre euforiserende stoffer her i landet, er det bekendt at dette problem allerede er kommet til landet. Derfor må det bestræbes på at hjemmestyret tager endnu mere intensive tiltag til bekæmpelsen også af dette problem. Og politiets store bestræbelser i disse år på at bekæmpe indførsel af stoffer her i landet må have vores stadige støtte, og derfor må man sikre at forebyggelsesinitiativer er fortløbende.
Vi er tilfredse med at Paarisa-avisen er begyndt at udkomme jævnligt igen ligesom vi er tilfredse med at man har indledt samarbejde med befolkningen, det vil sige læserne, og især er det oplivende at man gennem udsendelser nu har mulighed for at henvende sig til avisen, og derefter få en ekspertbesvarelse. Ikke mindst kan man konstatere at der er et stort behov muligheden for bistand fra advokater.
Her i landet er der endnu alt for stort behov for aborter og et af årsagerne til aborterne kan ikke være andet end at vi har problemer i samfundet, som at der er alt for få daginstitutioner for børn, at der er alt for lave lønninger, at der er et spørgsmål som fødselsorlov eller barselsorlov med videre, men det der fortsat skal støttes er fortsat oplysning og en mere udbredt og sikrere brug af graviditetsforebyggende midler.
Initiativerne og arbejdet for sundhed i bygderne er endnu alt for lavt prioriterede, og det er mærkbart at der er behov for en betydelig større indsats vedrørende disse. Derfor bør man være vågen for at sådanne tiltag fortsat bliver udbygget. Bevillingerne til forebyggelsesarbejdet og oplysningen i bygderne bør øges. Endelig må man have i erindring at for nogle af de vigtigste sundhedsfaktorer i bygderne er forbedringer af forholdene i standarden af boliger, renovationsforhold og vandforsyning meget vigtige.
Vedrørende kønssygdomme har jeg fra Kattusseqatigiit lagt mærke til at antallet af kønssygdomstilfælde igen er steget. Derfor er der et stort behov for en fortsat større oplysningsvirksomhed vedrørende disse ikke mindst med hensyn til forebyggelse af HIV-, AIDS-tilfælde.
Selvmordstilfældende her i landet er alt for mange og hvorfor? Mon tiden ikke er inde til, at der lige bliver dæmmet lidt op for den alt for hurtige samfundsudvikling lidt, således at man giver samfundet mulighed for at puste lidt ud. Det fremgår jo af redegørelsen at antallet af selvmord her i landet andrager et selvmord pr uge. Selvmordsproblemet her i landet viser således at problemer og forhold der skal løses her i landet fortsat er stigende. Oplysnings- og støtte-foreningerne Qanilaassuseq og Paarisa samt enkeltpersoner der af egen initiativ udfører en indsats må roses og fortsat støttes også økonomisk. Derfor må man støtte planerne om at udgive et idekatalog til forebyggelsesarbejdet af selvmord i de enkelte kommuner. Det er beklageligt at forslag om sager om det store problem selvmord bliver udsat i landstinget, for eksempel udsættelsen af mit forslag af den 8. januar i år, vedrørende selvmord til behandling under nærværende samling blev udsat til foråret. Til trods herfor er jeg tilfreds med redegørelsen om Paarisa set under et, og personalet i Paarisa og jeg ønsker ikke mindst de kommunale forebyggelseskonsulenter god arbejdsindsats.
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Sundhed, forskning og miljø, Siumut:
Først vil jeg give udtryk for at jeg takker for de lange indlæg både fra partierne og Kattusseqatigiit, der viser, at man er vågen overfor det store behov for indsats indenfor dette område, og det viser også viljen til at arbejde med det.
Endvidere har jeg også lagt mærke til at samtlige ordførere udtrykte at det offentlige, landsstyret, landstinget og specialuddannede her, er ikke det eneste der har pligt til at tage initiativ til forskellige tiltag, men at også vi alle sammen enkeltvis også har forpligtelse til at gøre noget, og vi har behov for at få oplyst, hvor vi kan rette vores henvendelse i det tilfælde vi kommer ud i problemer.
Jeg vil også sige tak til Kristine Raahauge Siumut, for de meget klare meldinger, der kommer derfra omkring de tiltag man vil arbejde omkring. Det er mærkbart, at i de seneste år specielt sidste år er det meget høje forbrug af euforiserende stoffer, der har været mere fokus på det, og specielt i forhold fra politiets side, og det har så resulteret i konfiskationer fra forsøg på at indføre euforiserende stoffer er steget voldsomt, og det viser jo at indsatsen er blevet større, men om forbruget er voksende det kan jeg sådan uden videre ikke sige.
Fra Siumut blev det også sagt, at samarbejdet indenfor SSPK i de enkelte byer og mellem de centrale myndigheder og direktoraterne imellem også og hvor man også opfordrede til at man også inddrager SSPK i det arbejde og det tager vi fra landsstyret til efterretning, og synes at det er vigtigt hvorfor man skal være mere vågen overfor det i fremtidigt arbejde.
Siumuts ordfører kom også ind på, at man har forhåbninger omkring ansættelse af forebyggelseskonsulenter i hver enkelt by og håber at det vil blive en realitet i den nærmest fremtid og jeg håber ikke, at man skal bruge flere år til at opfylde dette, og jeg håber at samtlige kommuner vil meddele deres at de vil deltage i år for der er jo i finansloven 1998 afsat midler til dækning af halvdelen af forebyggelseskonsulentens løn i kommunerne, og jeg håber, at vi får et samarbejde med alle kommunerne og håber ligeledes at kommunerne snarest vil gå i gang med at ansætte disse forebyggelseskonsulenter.
Atassuts ordfører kom ind på at vigtigheden af, at man ikke alene gennem pjecer og andre plakater udfører arbejdet på mange forskellige områder, og jeg har lagt mærke til at man er opmærksomme på formålet med dette arbejde. Et initiativ kan være godt nok i sig selv , men der skal samarbejde til.
Fra Atassuts ordfører blev det nævnt, at man håber, at Paarisa har mange samarbejdspartnere og alle de møder der foregår ikke tager for meget tid til at Paarisa kan koncentrere sig om det egentlige arbejde. Jeg mener, at det er nødvendigt med et sådant samarbejde. Det er ikke alene meget besværligt og der bruges meget tid til forberedelser, og heri er det meget vigtigt at man fra centralt administration, at man ikke kun satser på den centrale administrative opgaver, men vi håber også, at vi får inspiration udefra og håber meget, at de lokale initiativer også bliver igangsat, fordi de kender forholdende på de enkelte steder og vi synes det er meget vigtigt at man samarbejder med disse lokalinitiativer.
Atassuts ordfører kom ind på, at Atassut lægger vægt på samarbejde med lærerne i folkeskolen, og det er også rigtigt for det er netop derfor, at man i forbindelse med etableringen af Paarisa er et af formålene, at de initiativer der bliver taget i de forskellige områder, i fremtiden sker ved, at man planlægger sammen, således at disse indsatser bliver mere effektive. Jeg siger ligeledes tak for den store opbakning fra Atassut, men det eneste der bliver påpeget fra Atassuts side at Paarisa at det ligesom ikke er vigtigere, at det ikke er vigtigere, at man styrker det internationale samarbejde, men vi skal jo selvfølgelig i dette arbejde prioritere, og vi må også huske på, at vi kan få gavn af et sådant samarbejde ikke mindst i disse år er der i de nordiske lande tiltag i forbindelse med bekæmpelse af euforiserende stoffer, hvor Grønland også deltager, og da det jo er begrænset hvor meget, vi selv kan forske og lignende, så kan vi lære noget af de erfaringer der indhøstes i dette regi. Der vil også blive givet bevillinger, som vi også kan drage nytte af derfor.
Vi mener i landsstyret at der skal være et samarbejde med Nunavut i Canada i de kommende år, og vi glæder os til dette arbejde også indenfor sundhedsområdet. De mange problemer omkring selvmord, alt for højt tobaksforbrug og som bevirker, at folk bliver syge af kræft. Der er store lighedspunkter landene imellem på disse problemer, hvorfor vi måske kan få bedre løst sådanne problemer ved samarbejde med de lande, og vi mener ligeledes som Atassuts ordfører at der skal prioritering til med hensyn til brug af tid og ressourcer.
Jeg siger også ligeledes sagt til Maliinannguaq Markussen Mølgårds lange indlæg, som viser, at der er stor interesse for at samarbejde omkring det, og der er et meget klart signal om, at vi ikke alene skal vente på andre, men at vi hver især skal være med til at bane vejen for at få løst de forskellige problemer, og at vi også alle sammen skal huske på det. Hvad vil vi opnå i de kommende år, og hvordan opnår vi det? Det er netop derfor, vi har fremlagt en redegørelse omkring området for at høre, hvad man mener om landsstyrets planer om arbejdet de kommende år, og vi har så gennem denne redegørelse også villet høre om, hvordan man mener, at arbejdet skal foregå.
Det blev også påpeget fra Inuit Ataqatiqiits side at sundhedsområdet alene ikke kan løse alle problemer. Men de andre områder er lige så vigtige for at vores sundhed og deri er jeg meget også enig i boligområdet, arbejdsmarkedsområdet, det at have tid til børnene og hvordan man bruger den tid, man har med hinanden er meget vigtigt.
Inuit Ataqatiqiits ordfører kom på forskellige områder, kriseramte som mangler et sted at henvende sig til. Der er jo en initiativgruppe i Nuuk for eksempel Sorggruppen. I landsstyret er vi også meget enige i, at det er meget vigtigt at hver især støtter hinanden, men vi har somme tider behov for at rette henvendelse udover den nærmeste kreds vi har omkring os, og de nuværende muligheder som efterhånden er blevet flere, nok er for usynlige, og i disse grupper arbejder jo frivillige og faglærte, og vi har fra landsstyret pålagt Inuk Consult at igangsætte en undersøgelse, og de erfaringer der bliver høstet derfra, så har vi fra landsstyrets side at få undersøgt hvordan man bedst kan tilrettelægge arbejdet til bedst mulig gavn for de grupper man tænker på her. Vi regner med at arbejdet bliver afleveret til landstinget i marts måned, hvorefter vi vurderer, hvor meget vi skal lade gå videre til landstinget, eller hvilke forslag landsstyret allerede kan igangsætte med det samme.
Vi er også glade for at kommunernes forebyggelseskonsulenter der nu er blevet ansat i kommunerne trods den korte tid der er gået har startet så godt deres arbejde og allerede markerer sig positivt for eksempel blev nævnt Paamiut og Aasiaat, Sisimiut. Man kan mærk at det går godt og det er også meget vigtigt at det bliver støttet fra de enkelte kommuner. Netop med formål at de fortsætter og fungerer godt, så har vi i landsstyret planer om at man fortsætter det årlige møde således at de kan indhente gensidig inspiration, og vi har planer om at forebyggelseskonsulenterne i samtlige kommuner også i de næstkommende år ikke alene i 98 kan fortsætte med støtte fra hjemmestyret, og jeg kan også mærke, at det blev støttet fra samtlige ordførere.
Maliinannguaq kommer også ind på at HIV-smittede i visse tilfælde er nødt til at rejse til andre lande, desværre er det ikke nyt og jeg har fra talerstolen tit nævnt den problematik, hvor man kan nævne at vi har manglende muligheder for behandling og vi er så få her i Grønland at flere vælger at rejse bort herfra for ikke at blive genkendt her i samfundet som HIV-smittede, og det er også nødvendigt at vi er mere åbne overfor hinanden i sådanne situationer hvorfor vi i vores arbejde i Paarisa vil sætte speciel indsats overfor og vi er i gang med at planlægge det og i løbet af året vil der komme mere synlige resultater af denne planlægning.
Hvorfor man har valgt Ilulissat med hensyn til afdeling til Qaqiffik så vil jeg blot henvise til eller
landstinget behandlede finanslovforslag 1998 så har man været inde på denne problematik, og man har også vedtaget at dette arbejde fortsætter og har afsat nogle midler dertil.
Hvordan det går med de patienter der har været i Qaqiffik? Det spørgsmål vil vi også gerne have besvaret her i landsstyret. Nu er der gået lidt over to år, der er man i gang med en vurdering hvordan effekten af det har været, både for patienten og familierne og vi håber at denne vurdering vil kunne blive fremlagt til landstinget på et senere tidspunkt. Det er nødvendigt at arbejdet hele tiden tilpasses. Vi har ikke så store erfaringer i løbet af de godt lidt over to år men vi håber at uddannede alkohologer bliver flere og flere her i Grønland og at man derved kan tilpasse behandlingsstedet endnu mere til de grønlandske forhold, og at man baner vejen herfor ved at man uddanner flere alkohologer.
At der skal laves andre indsatser udover pjecer og plakater er korrekt. Den pjece er jo blot en af de initiativer, man har taget på bekæmpelse af selvmord. Qanilaassuseq er ikke alene udgivet, men man har efterfølgende rejst til kommunerne hvor man etablerer kurser og andre oplysningsarbejder, i forhold til kommunerne. I øjeblikket har der været afholdt kurser i Tasiilaq og andre byer, og i den kommende tid vil der så gå et kursus i gang her i Nuuk, og der vil så være borgermøde her i Nuuk omkring selvmord, hvor jeg selv deltager, og der vil også blive igangsat lignende initiativer i Sydgrønland, hvilket jo også er planlagt, hvorfor det er ikke kun pjecerne man satser på i forbindelse med bekæmpelse af den alvorlige selvmordsproblem, der hedder selvmord.
Afslutningsvis vil jeg bemærke, at med hensyn til selvmord så har den store tavshed omkring selvmord været en af de årsager til det store antal i selvmord, jeg mener at det er en af årsagerne dertil, og jeg mener at de røster, der har været omkring den situation med, at man ikke blot tier problemet ihjel er ændret, vi må erkende, at det er et problem og må så bane vejen for det videre arbejde. Som dokumentation herfor kan man også se, hvor der har været undersøgelser omkring sundhed i Grønland, hvor man også har spurgt, hvem der har haft selvmordstanker, og det har vist sig at der er mange kvinder, der har haft tanker om selvmord, hvorimod antallet af mænd er lidt mindre.
Selvom kvinderne er i flertal på det felt, så er det en kendsgerning, at mænd der begår selvmord er mange flere, og det er 81% mænd af de selvmord, der er sket her, selvom flere kvinder har haft tanker om selvmord, og man har ligeledes spurgt, har man så haft samtale om disse tanker, og mange af kvinderne har sagt ja til, at de har haft samtaler omkring de tanker, men det er kun et fåtal af mændene, der har haft samtaler omkring disse tanker. Derfor er åbenhed meget vigtig indenfor det ikke alene overfor den nærmeste familie men også overfor andre, og landsstyret tager også initiativer dertil.
Jeg vil også gerne byde velkommen til lungeforeningen fra Danmark, og jeg vil benytte lejligheden til, at takke for deres vilje til at deltage i bekæmpelsen af det store forbrug af tobak, og der er også en lille og de gaver der vil blive givet til de nyfødte, dem har vi fået fra lungeforeningen. Og jeg håber at teksten på tøjet “PAS PÅ MINE LUNGER” vil give forståelse for, at familien også er med til at nedsætte tobaksforbruget.
Jeg vil også tilslutte på landsstyrets vegne takke alle de grupper, der på frivillig basis har igangsat initiativer til gavn for samfundet, og at de har viljen til at hjælpe andre mennesker.
Konrad Steenholdt, landsstyremedlem, Atassut:
Det bliver ganske kort. Jeg er glad for, at ordførerne blandt andet også kom ind på at lærerne i folkeskolen, og de initiativer de tager, hvor man blandt andet prøver på at understrege deres initiativer. Jeg lægger også meget stor vægt på, at arbejdet her også skal styrkes gennem eksisterende ressourcer. Selvfølgelig er de ting, man beskæftiger sig med i folkeskolen også af stor vigtighed, og jeg mener også at det er en mulighed, at man også kører disse initiativer, selvom det måske kunne gøres mere intensivt, såfremt der var lærere ansatte nok i folkeskolen, og i den forbindelse vil jeg også gerne sige tak for de mennesker der beskæftiger sig med det.
Selvfølgelig er forebyggelsesarbejdet af stor vigtighed, ligesom fritidsvirksomheden også er af stor vigtighed, og i det kommende år skal vi vurdere lovgivningen omkring fritidsvirksomhederne, og der er sikkert ingen, der kan sige noget imod, at de byer som har en idrætshal, det har en stor indvirkning på vores unge, således at de kommer på andre tanker end de dystre. Selvfølgelig glemmer vi ikke de mange foreninger, som også medvirker i det videre arbejde, lokalradioerne er også begyndt at beskæftige sig med emnet.
Men årsagen til at jeg er kommet op på talerstolen er, en ting som ikke en taler er kommet ind på nemlig kirken og menighederne, og hvilke initiativer man derfra også har taget op omkring problemet. Kirken er nok det man hele befolkningen samles om, når man oplever traumatiske ting, men det er ikke det jeg vil komme ind på, men derudover så ved vi jo alle sammen allerede, at præsterne har et tilbud, hvor man har en døgnkontakt gennem telefonen, og denne telefonkontakt kan bruges, det har været kørt i Nuuk igennem længere tid og jeg mener også, at det er på sin plads, og at man ikke glemmer at tage det med. Det er ikke fordi, jeg er landsstyremedlem for kirken, men vi må ikke kun tænke på alt det nye, der er kommet frem.
Der er psykologer og psykiatere man efterlyser flere af i Grønland. Man tænker kun på alt det nye, der kan etableres, men på den anden side må man heller ikke glemme de eksisterende organer, som man bedre kunne udnytte, og der mener jeg, at menigheden og de mennesker der er ansat i kirken, dem skal man ikke glemme ved debatten her.
Med disse korte bemærkninger vil jeg også gerne sige tak og siger tak for de gode ønsker om et godt arbejde fremover, men de sidste initiativer var jo og det man blev enige om, det er genetableringen af Paarisa, og Paarisa er blevet genetableret, og vi har ikke kunnet opnå alle de mange arbejdsopgaver endnu ligesom det tværdirektorale samarbejde, der skal være, den er ikke helt kommet på plads endnu, men vi samler stadigvæk erfaringer, og samarbejdet er også påbegyndt, og vi skal også fortsætte vores samarbejde ud fra de bemærkninger, der også er faldet her.
Marianne Jensen, landsstyremedlem, Siumut:
Jeg har ikke medtaget nogen af mine bemærkninger i første omgang, jeg vil blot tilføje, at jeg er glad for den støtte fra Akulliit Partiiat, ligeledes takker jeg for Kattusseqatigiits vilje til at samarbejde.
Anthon Frederiksen fra Kattusseqatigiit kom ind på sundhedsnævnene, og at de bør laves om, og at man koordinerer deres arbejde på en bedre måde, det er jeg meget enig i, at man ikke skal etablere alt for mange organer lokalt, der har sammenfaldende arbejdsområde. Vi må koordinere ressourcerne, og så vil man i forbindelse med efterårssamlingen fremkomme med omkring disse lokale sundhedsudvalg.
Anthon Frederiksen kom også ind på, at man må komme med øget indsats omkring bekæmpelsen af tobak og jeg kan også oplyse, at vi regner med, at vi i forbindelse med landstingets efterårssamling også vil komme med forslag om lov om rygning.
Anthon Frederiksen kom også ind på problemerne om de euforiserende stoffer, og at man bør støtte de initiativer der er omkring, og jeg kan da også sige, at vi er glade for, at der nu er igangsat et mere kontinuerligt arbejde, og landsstyret ønsker at dette samarbejde fortsætter fremover, og netop derfor har jeg haft samtaler med justitsminister Frank Jensen, og regner med at skulle tale med ham igen, således at vi kan koordinere politiet, som jo har justitsministeren som overordnet instans og vores initiativer.
Til slut beklagede Anthon Frederiksen, at sit forslag om bekæmpelse af selvmord ikke bliver behandlet her i landstinget, men bliver udsat til et senere tidspunkt, der må jeg sige, at det er landstinget, der har besluttet, at det ikke bliver drøftet her og nu, men jeg kan da sige, at landsstyret alligevel har besluttet at arbejdet skal pågå i Grønland, og som nævnt så vil kurser, seminarer og andre initiativer blive gennemført i år.
Karl
Lyberth, Siumut:
Sundhed og ikke mindst børns opvækst i tryghed så er der en ting jeg mangler, og det vil jeg gerne lige fremføre. Mange børn og en af de største hindringer for at en del børn ikke får tryggere forhold og uden større problemer er nemlig vi mange forældre spiller alt for meget bingo. Det kan godt være, at det er en gammel floskel. Vi spiller for meget bingo og banko, og der er mange forældre, der bør se på sig selv, og såfremt de vil opnå et bedre opvækstvilkår for deres børn, så må de først og fremmest se på sig selv.
De skal ikke bare pege på personer, som eventuelt har begået en kriminalitet, det er ikke fordi både bingo og banko er kriminelt, men man bør se på sig selv. Lad os tænke os på at et forældrepar, som begge har arbejde.
Når de går om morgenen, så har de først fyraften enten klokken 4 eller klokken fem, og efter fyraften så går de på indkøb og når først hjem mod klokken 6, når de så laver mad eller mere, så går de ud før klokken 19, for at gå ud og spille bingo. Hvis såfremt børnene kunne sige ligesom os voksne så ville mange af dem sikkert have sagt. Far og mor spring lige over bingo-spillet i aften, derfor er både bingo- og banko-spil et stort problem her i Grønland, som man ikke uden videre kan se, om det er et problem, men det er et problem for børnenes opvækst i tryghed oven i købet et stort problem, og selv om det måske er mit lod at gøre det, så vil jeg gerne opfordre de forældre som har mindre børn om ikke at være så afhængige af bingo og på den anden side tænke sig godt om for at være sammen med deres børn mellem klokken 19 og 21.
Hver eneste mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag så går de ud lige netop på det her tidspunkt, hvorfor problemet er stort. Efter at have sagt det, så må vi spørge os selv.
Hvorfor kører man så meget den slags spil?
En af de største årsager er at de mange foreninger driver dem for at få penge ind, for eksempel skal sportsfolkene ud og rejse og andre skal ud og rejse og det er netop for at få penge ind i kassen. Foreningernes formål er jo ganske udmærket, men i deres iver for at samle penge ind i foreningerne så rammer de børnene. Og det kan godt være, at vi her i landstinget bør se mere på vores støtte til foreningerne, såfremt vi skal gøre foreningernes behov for at arrangere bingo- og banko-spil, så skal vi måske gøre noget her i salen fordi jeg har ret i at bingo- og banko-spil er et problem når man tænker på børnene.
Jeg nævner det lillebingo-spil, efter det jeg har fået oplyst, så er der en masse voksne og mange forældre for den sags skyld, så glemmer de deres børn og er begyndt at spille lillebingo både aftenen og hele natten med måske i forskellige lokaler måske i blokkenes festsale med mere, og det er en svær tudse at sluge, og det er også svært at lave en lovgivning omkring dette, og dem der spiller lillebingo-spil både aften og nat, så kan vi kun opfordre forældrene til at tænke mere på deres børn i højere grad. Man er ikke længere tilfreds med hverken bingo- eller banko-spil, hvorfor man så har indført det små bingo-spil. Men jeg ved, jeg har ret, når jeg siger, at både bingo- og banko-spil og lillebingo-spil er et stort problem, og såfremt børnene kunne råbe op lige som os voksne, så er jeg sikker på, at børnene ville råbe op omkring dette, så derfor kan vi kun opfordre forældrene til at tænke mere på deres børn. Det kan være, det er mere gavnligt, hvis I var sammen med jeres børn.
Maliinannguaq Markussen Mølgård, Inuit Ataqatiqiit:
Landsstyremedlemmet kom blandt andet ind på, at man er meget opmærksom på børn, og på den anden side blev der sagt fra Atassut, at man svigter børn omsorgsmæssigt, og at man bør gå ind med nogle initiativer på dette område.
Og i årene 1995 - 99 så har man i formålene landsstyrets formål nævnt, at man vil satse på arbejdet omkring forældre. Hvilke konkrete initiativer har landsstyret omkring dette formål?
Vi har fra Inuit Ataqatiqiit flere gange her fra talerstolen fremført, at forældre skal være sammen med deres børn og sørge for omsorg for deres børn i højere grad, og jeg vil da også lige bemærke til Karl Lyberth, at det ikke er alle forældre, der er sådan, der er mange forældre, der arbejder hårdt og efter en hård arbejdsdag, som også har mange opgaver på hjemmefronten, hvorfor de somme tider har meget lidt tid til børnene, de skal samtidig lave mad og lave det huslige arbejde.
Såfremt man vil opnå at forældrene tager sig mere af deres børn så må man overveje arbejdstidslængden og eventuel forkortelse heraf. Idet jeg synes det er noget man skal satse på, og en af de klare formål er, at sundhedsforholdende i bygderne skal forbedres. Vi ved, at der har været store initiativer i Upernavik og bygderne, og man er tilfreds med disse initiativer, men i forelæggelsen bliver der ikke nævnt, hvem man skal gå i gang med næste gang, men blot sige at landsstyret vil gå videre med dette arbejde, og vi mener at såfremt sundhedsforholdende skal forbedres, så er det nødvendigt at komme frem med hvilke initiativer, der skal igangsættes og overfor hvilke bygder.
Derudover er det så er vi meget spændt på de 100.000, der er afsat til HIV-syge og AIDS-syge, hvad de skal bruges til, for man har jo på forhånd ikke øremærket disse beløb. En af de ting der forskrækker er, at HIV-smittede antal er steget til 76 og AIDS-syge er 22, og der er al mulig grund til at ængstes, og vi ved ikke om de 76 er kun det antal af tilfældene, såfremt der ikke skal ske noget katastrofalt, så må man øge initiativerne, og oplysningen må intensiveres også blandt de unge.
Konrad kom ind på, at det er meget vigtigt, at samarbejdet er meget vigtigt mellem de 3 direktorater, og vi håber, at dette samarbejde vil gå godt, men der blev i forbindelse med redegørelsen nævnt sundhedsdirektoratet, hvor direktoratet for kultur, undervisning og kirke ikke kom frem med egentlige konkrete planer, og landsstyreområdet for sociale anliggender kom heller ikke frem med noget. Det lød som om Konrad bebrejdede os, at vi ikke kom ind på området kirken i Grønland. Vi kan vende det om og sige. Hvorfor har landsstyreområdet for kirker i Grønland ikke fremsat nogen tanker omkring dette? Man må tage kontakt med menighedsrepræsentanter og undersøge, hvilke forebyggende tiltag disse har gjort, således at vi også kan medtage dem i forbindelse med vurderingerne, og jeg kan med glæde også. Der blev sagt, at de private initiativer er for usynlige. Men det er alligevel glædeligt, at initiativerne er i gang, og vi har gode forhåbninger omkring disse oplysningskampagner, og at vi vil få noget at vide omkring dette initiativ i sundhedsudvalget.
Afslutningsvis vil jeg nævne, at der i denne redegørelse, så sætter man stor lid til Paarisa og fremkommer med, at der er mange initiativer, der skal igangsættes fra Paarisa, og vi synes det er vigtigt at man i stedet for at sammenblande alle ingredienserne i en kæmpestor gryde, så må man komme frem med klare målsætninger. Der er mange forskellige ting, der blev nævnt her, og at man sætter kød på alle de intentioner, det synes jeg, det er det redegørelsen mangler. Og vi håber, at man er opmærksom på dem i det videre arbejde i forbindelse med etableringen af Paarisa. Selvfølgelig støtter vi alle de initiativer der kan være med til at det kan have positiv effekt.
Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit:
Selvfølgelig skal al initiativ, hvis det går godt sørge for at der også er økonomi bag som regel. Det ved vi alle sammen. Hvad angår landsstyremedlemmet for kirke også inddrog kirken med ind i det, fordi vi ved jo, at man indenfor kirken eller indenfor menighedsarbejdet også fører nogen samtaler for dem, der har problemer, fordi præsterne udfører også et stort stykke arbejde og netop for at lette præsternes arbejde, så har jeg førhen foreslået, at præsterne får administrativ bistand eller de såkaldte kordegn.
Dette forslag blev ikke tilsluttet, og under nærværende samling har jeg ellers også foreslået, at man forbedrer kateketernes lønninger, det blev heller ikke imødekommet. Og såfremt man skal inddrage præstegældene i det videre arbejde her, så er det også nødvendigt, at man også forøger de midler, der bliver givet til præstegældet, og vi ved at ved de større distrikter, så får en degn cirka 5.000 kroner i månedsløn, og såfremt der er flere ansat, så må de dele disse penge, og derfor bør landsstyremedlemmet også være påpasselig med ikke at give dem alt for mange arbejdsopgaver.
Jeg siger tak til landsstyremedlemmet for sundhed, for det svar hun har givet, men jeg vil lige vende tilbage til et punkt, som man ikke kom dybere ind på. Det er vedrørende det arbejde, der udføres i bygderne, og som regel er der ikke de bedste forhold vedrørende vandforsyning og affaldshåndtering, og da der blev fremlagt en redegørelse omkring dette så viste det sig, at en stor del af boligstøttehusene i bygderne trænger hårdt til renovering, og der er jo ikke kun boligstøttehuse, men der er også andre huse, som er stærkt forfaldne i bygderne, og dermed mener jeg også, at når vi nu snakker om sundhed også bør tænke på at dette store renoveringsbehov i bygderne, selvom netop disse punkter ikke hører ind under sundhedsdirektoratet.
Og jeg skal lige understrege at punktet vi i dag snakker om er en redegørelse om Paarisa.
Marianne Jensen, landsstyremedlem for sundhed, forskning og miljø, Siumut:
Først vil jeg gerne sige tak til Karl Lyberth fra Siumut udenfor ordførerne, hvor han minder forældrene om deres ansvar, det kan lyde lidt hårdt, det Karl Lyberth siger, men alligevel håber jeg, at det vil give stof til eftertanke til mange mennesker, fordi der er jo somme tider nogle ting vi ellers gerne vil sige, men alligevel ikke vil sige det højt, og jeg håber at og derfor kan vi somme tider blive nødt til at sige tingene ligeud, selvom det kan gøre ondt, men det gælder ikke for alle, det der blev sagt, men problemet er der jo, og at problemet er stort.
Men det er nødvendigt at forældrene taler med deres børn selv omkring emner som kan være svært at tale om, når man har teenagebørn, for eksempel om børnene er i gang med, deres erfaringer indenfor det seksuelle område. Mange forældre har svært ved at tale om disse ting, men jeg mener, at det er nødvendigt at børnene og de unge føler interesse, og at man følger med i deres udvikling, og de har jo også behov for, at man sætter nogen grænser for dem, og det er jo vigtigt, at man taler ud om disse ting så somme tider kan det være må vi være mere åbne selvom vi somme tider har svært ved at tale om de ting.
Maliinannguaq Markussen Mølgård nævnte at landsstyret er opmærksomme på de forhold børn lever under i dag, og hun kom også ind på forskellige områder, og jeg vil blot sige, at vi nu her drøfter redegørelsen om Paarisa, ligesom landstingsformanden også gjorde opmærksom på, så selvfølgelig kan vi komme ind på hvor lang tid forældrene arbejder og sådan noget og det har jo stor betydning for børnene og det forhold der vedrører boliger og sådan noget har jo også stor indflydelse på sundheden, men jeg håber at vi koncentrerer mere os den redegørelse om Paarisas virke vi kommer jo helt sikkert omkring de andre problematikker senere hen.
Maliinannguaq Markussen Mølgård efterlyser, hvordan vi vil intensivere vores arbejde i bygderne, og kom ind på erfaringerne i Kullorsuaq, og jeg må bemærke ligesom jeg har sagt før, at man er i gang med at vurdere de indhøstede erfaringer i Kullorsuaq. Vi kan ikke sådan uden videre på stående fod sige hvilken bygd bliver den næste om det så bliver ligeså omfattende som i Kullorsuaq. Alle bygderne er jo forskellige og har forskellig baggrund og har forskellige behov. Dem skal vi have vurderet nøje og initiativerne omkring Kullorsuaq har jo kostet dyrt, op til flere millioner og vi har indhøstet mange erfaringer, og vi må så vurdere, hvordan vi så kan bruge det videre, og dette arbejde er nu igangsat.
Der blev også sagt fra Maliinannguaq Markussen Mølgård, at man har bremset op mange planer om initiativer, og at man ikke kan realisere bare ved at man har planerne, og at det er vigtigt med nøje planlægning. Hvordan er det man vil arbejde med disse ting? Man har allerede sidste år i mit landsstyreområde lavet planlægning om prioritering af disse planlægning og planen omkring 1998, hvor der står hvad de enkelte skal lave og hvornår, således foregår planlægningen i direktoratet. For at kunne gennemføre så mange som muligt af de mange ting man har planlagt om, og vi regner med at efter en justering for planen i 1998, så vil den blive afleveret til sundhedsudvalget til orientering.
Der blev ligeledes påpeget fra Maliinannguaq Markussen Mølgård i forbindelse med indlæg for Inuit Ataqatiqiit omkring den CD man har fået udarbejdet. Jeg mener jeg lægger vægt på at jeg lægger også selv vægt på at der skal være alsidighed hvilket Atassut også var inde på. Vores sangere og musikere har vist deres vilje til at være med, vi har brugt temmelig store beløb til det, men aftalen var, at de indtægter der kommer ved salg af denne CD, så vil de komme tilbage til Paarisa, og vil så blive brugt til andre formål.
Jeg håber at de bevilgede midler ikke alene figurerer som udgifter, men senere hen vil bevirke, at man får indtægter, som også kan bruges til andre opgaver, og salget går så godt at vi har forhåbninger, at udgifterne kan blive dækket og senere. Således har vi jo så inddraget andre kunstnere, og vi har så melding fra andre kunstnere, der har lyst til at medvirke i sådanne initiativer, og dem vil vi jo også gerne have med. Jeg siger endnu en gang tak for den store interesse og den store tilslutning redegørelsen har fået.
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatiqiit:
Vores ordfører fra Inuit Ataqatiqiit stillede blandt andet et spørgsmål om Qaqiffik og den afdeling der tænkes oprettet i Ilulissat, hvorfor skal det netop være i Qaqiffik. Landsstyremedlemmet svarede blot at vi i efteråret under behandlingen af finanslovsforslaget, hvor der blev truffet beslutning herom. Og til landsstyremedlemmet skal jeg lige minde om, at under andenbehandlingen af finansloven for 1998 så sagde et enigt finansudvalg der lyder at med det formål at sundheden for hele Grønland, så ønsker finansudvalget, at der bliver udarbejdet en nærmere redegørelse, hvorfor behandlingscentret skal netop placeres i Ilulissat, fordi man i Ilulissat har større boligproblemer.
Men så vidt jeg ved, så er der ikke kommet en nærmere redegørelse fra landsstyret, men såfremt Ilulissat er velegnet som placering for behandlingsstedet, så er der ikke noget til hinder for det, men vi ønsker blot at der nærmere redegjort for, hvorfor det netop skal være i Ilulissat.
Kristine
Raahauge, Siumut:
Fra Siumut er vi også gået ind for genetableringen af Paarisa, fordi vi i Siumut lægger vægt på, at man koordinerer de forskellige initiativer omkring forebyggelse i hele Grønland. Men til trods herfor så har vi fra Siumut også at det er på sin plads at Paarisa samarbejder internationalt også fordi mange af problemerne kommer udefra ligesom landsstyremedlemmet allerede har været inde på det med hensyn til de euforiserende stoffer, og gennem fjernsynet kan vi jo se de forskellige forhold i udlandet, som vi som voksne og vores børn også ser på. Det kan jo også bruges således at man også kan udnytte samarbejdet med vores nabolande, fordi vore problemer kan være ensartede, og i takt med at trafikforholdene bliver bedre, og der kommer flere turister til landet, så er det helt på sin plads, at man også har kontakt med nabolandene, men vi lægger størst vægt på, at man prioriterer problemerne her i landet.
Paarisa der blev der truffet beslutning om genetablering af Paarisa i maj 1997, og hvor der blev givet økonomisk baggrund, men først i februar er Paarisa blevet helt klar til at udføre det arbejde de skal udføre, hvorfor jeg har lidt svært ved at sluge de kritiske bemærkninger omkring Paarisa, fordi jeg mener, at vi alle sammen har et ansvar for og således også giver bidrag til Paarisa, og det samme gælder så for alle andre borgere i kysten inklusive præsterne.
Og Inuit Ataqatiqiit efterlyser, at landsstyret kommer med en klar besvarelse nemlig omkring de ting omkring spædbørn og nybagte mødre, vi ved rundt omkring på kysten at man rundt omkring på kysten har et samarbejde oppe omkring SSPK-arbejdet, og de fordeler jo selv arbejdet imellem om hvem der varetager nybagte forældre, hvem der arbejder for de mindre børn med mere, og de forskellige problemstillinger prøver man også at løse igennem samtaler forældrene imellem.
Og nu kommer landsstyremedlemmet for økonomi og boliger med en besvarelse.
Daniel Skifte, landsstyremedlem for økonomi og boliger, Atassut:
Jeg vil knytte bemærkninger til Inuit Ataqatiqiits ordfører Maliinannguaq Markussen Mølgårds indlæg, hvor man efterlyser, hvilke tiltag landsstyret har planer omkring tryg tilværelse for familierne. Blandt andet Atassut og Siumuts landsstyrekoalition blev inddraget. Det er derfor jeg kommer herop. Det er ikke det vi skal tale om, det ved I godt. Men de trygge opvækstsvilkår for børn, og de positive initiativer fra Paarisa.
Så har man gjort det således at man i 1997 der har så, har man forlænget barselsorloven i 1997 af hensyn til barnets tarv, og pr 1. januar 1998 så vil barnets far også få barselsorlov lovbestemt. Og desuden vil man pr 1.januar 1999 få moderen og faderen til barnet længere mulighed, hvilket er blevet lovet i debatten i 1996, hvorfor henviser til denne debat og siger. Så er det ikke kun tjenestemænd, men også private arbejdere der får en lovbestemt mulighed for barselsorlov, og derved har jeg så også bidraget med min del til det.
Lars
Sørensen, Inuit
Ataqatiqiit:
Landsstyremedlemmet er meget enig i Karl Lyberths løftede pegefinger. Det vil jeg lige kommentere. Under debatten kom man blandt andet også ind på, at man i forebyggelsesarbejdet må lægge vægt på fritiden, så må vi spørge os selv om fritiden er bingo-spil eller lillebingo-spil eller om det er sport, for jeg er klar over at Karl Lyberth er meget glad for sport, og det er jo ikke sikkert at mange forældre blot vil tilbringe aftenen hjemme, men det er selvfølgelig ikke baggrunden for at jeg kommer herop på talerstolen, men jeg har bemærket at man i forbindelse med forebyggelsesarbejdet og Paarisas fremtidige arbejde, så har man vistnok begyndt at forstå, at der er mange aspekter i de forskellige problemstillinger, og dem kan vi ikke blot rette op på fra centralt hold.
Man må decentralisere arbejdet, ud fra de erfaringer vi efterhånden har indhøstet viser det jo, før i tiden forsøgte man at løse alle problemerne fra centralt hold, og vi har ikke kunnet fremvise nogle helt konkrete beviser på resultater blandt andet et af de mål som landsstyret satte sig i der har landsstyremedlemmet på vegne af Paarisa påvist nogle problemløsningsmodeller en del af løsningsmodellerne har ikke udviklet sig positivt snarere tværtimod, derfor må problemløsningsvejen være en koordinering.
Det er glædeligt at høre at man omsider at direktoraterne for sundhed, socialområdet og kirke nu samarbejder for at få en løsning omkring det store problem, vi her og nu snakker om. Før i tiden når vi har prøvet på at løse problemerne indenfor kommunen, og for eksempel henvender os til sundhedsvæsenet eller direktoratet for sundhed, så får vi blot det svar at vi ikke midler til det, og det samme svar fik vi, når vi henvendte os til direktoratet for kultur. Men med hensyn til alle de mange problemstillinger, og såfremt vi skal forebygge med et godt resultat, så kan vi ikke komme uden om koordinering.
Landsstyret plejer at sige at de selv koordinerer, men enkelte Landsstyremedlemmer bruger det alt for meget, hvor de blandt andet siger og siger tingene under første person det vil sige jeg har påbegyndt arbejdet og jeg er i gang med det arbejde med mere og denne fremgangsmåde skal man gå væk fra.
Hvis vi ikke hjælpes ad med at løse problemerne så kan vi ikke løse dem. Jeg kan ikke herfra eller en anden herfra løse problemerne det må vi huske på. Koordinering må være en af de primære opgaver man skal påtage sig.
I 96 har jeg blandt andet foreslået at en del af sundhedsnævnene dem skal man afholde kurser for fordi de får forskellige arbejdsopgaver. Dengang blev forslaget tilsluttet af samtlige landstingsmedlemmer, men ærgrer mig over, at man reelt ikke har prøvet på at realisere dette forslag, men jeg håber, at man i det videre arbejde vil gøre sit til for at de forskellige sundhedsnævn i de forskellige distrikter inddrages i arbejdet.
Jeg har været inde på at arbejdet som påtages af SSPK, det skal også koordineres og bør finansieres gennem finansloven. Hvis vi ikke passer på vores børn på en ordentlig måde, så bliver det en social udgift, og det samme gælder det forskellige områder som og såfremt man ikke tager ansvaret for det fra begyndelsen af så indebærer det udgifter for samfundet og såfremt vi skal løse problemet, så må vi alle sammen påtage os ansvaret, og først når vi begynder at samarbejde så kan vi realisere de mange ønsker der er i samfundet. Og jeg håber vi kan være enige om at man støtter op omkring disse initiativer såfremt vi vil skabe et stærkt samfund.
Og den sidste der så kommer med en besvarelse er landsstyremedlemmet for sundhed.
Marianne Jensen, landsstyremedlem for sundhed, Siumut:
Inuit Ataqatiqiits ordfører spurgte endnu engang om afdeling af Qaqiffik i Ilulissat. Landsstyremedlem Josef Motzfeldt citerer at finansudvalget har ønsket. Det blev også drøftet her under landstingsmødet og udvalget, hvis jeg ikke har indfriet det som landsstyremedlem så kom vi ind på det fra landsstyrets side her i debatten, hvor man efterfølgende blev finansloven godkendt hvori afdelingen af Qaqiffik i Ilulissat også figurerer. Vi har så efterfølgende ikke modtaget en efterlysning af yderligere oplysninger omkring det, men såfremt man ønsker at man uddyber det yderligere, så vil vi selvfølgelig komme med en besvarelse omkring det.
Fra Inuit Ataqatiqiits ordfører blev det ligesom kommer med en bebrejdende tone, hvorfor er der for lidt samarbejde og sådan noget, og der må jeg minde om, at Paarisa er netop blevet genetableret. I forbindelse med behandlingen af finansloven i efteråret, så har man afsat de midler, der baner vejen for genetablering af Paarisa. Det var i november for blot nogle måneder siden, så bevilgede man disse midler til Paarisa i november 97, derfor har man i forbindelse med udarbejdelsen af denne redegørelse, som skal fremlægges i vintersamlingen 1998 så skulle det være afleveret den 6. januar så vidt jeg husker i år.
Således er tidsfristen meget kort fra den sidste samling i landstinget og så frem til landstingets næste samling. Det er derfor, man ikke kan se de tiltag, man påtænker i forbindelse med koordineringen, men arbejdet med at udarbejde den næste redegørelse til næste samling er allerede igangsat, og vi lægger alle sammen vægt på at de enkelte opgaver, der pågår i de enkelte direktorater og skal pågå i direktoratet, bliver koordineret fra Paarisa. Det er Paarisa der skal stå for ansvaret for koordineringen, og denne arbejdsform er man blevet enige om i de enkelte direktorater og fra landsstyrets side, og jeg synes ikke, det er underligt at man i løbet af så kort tid ikke kan komme frem med en uddybende redegørelse omkring dette arbejde.
Og jeg mener at med hensyn til synlighed af det initiativ der er og andre ting viser at arbejdet går upåklageligt trods den korte tid der har været tid til det.
Jeg bemærker at Lars Sørensen også synes at det er vigtigt med sådanne initiativer og ikke ligesom lægger vægt på, hvad der er sket før, men lægger mere vægt på koordination og at man decentralt samarbejder, og at han støtter det til fulde og har gode forhåbninger til dette samarbejde. Og jeg vil også understrege i forhold til Lars Sørensen bemærkninger, med hensyn til bingo-spil og jeg vil understrege, at jeg ikke betragter bingo-spil som kun noget positivt, det kan være bingo-spil det kan være noget andet. Hvis man overdriver det så kan det selvfølgelig blive til et problem, og jeg er så glad for her at Karl Lyberth kommer med en understregning af, at forældre har et stort ansvar overfor deres børn, og at de også bør tænke sig godt om af hensyn til deres børn.
Den sidste taler er Karl Lyberth.
Karl
Lyberth, Siumut:
Med hensyn til det omfattende bingo- og banko-spil og årsagen til, at jeg påpeger det. Jeg er godt klar over, at der sikkert er en del mennesker, som vil vende mig ryggen, fordi de vel synes at jeg overdriver med min påpegning af det. Lad dem gøre det, men jeg håber de vil tænke sig om, fordi det vil sikkert være bedre hvis de nogen gange blev hjemme i stedet for at tage ud og spille bingo, fordi børnene har behov for dem hjemme, og fordi Lars Sørensen sagde, at jeg er sportsinteresseret, så skal jeg blot meddele at jeg tager ud og træner med oldboys to gange om ugen.