|
Dagsordenens punkt 14-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Tirsdag den 10. februar 1998
Landsstyret fremlægger herved en rapport vedrørende en sammensætning af det grønlandske arbejdsstyrke, i forhold til kriterierne i loven om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland.
Rapporten er tredje del rapport i projektet Arbejdsmarkedet i Grønland, der er igangsat af Direktoratet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige arbejder, med henblik på at opnå større gennemsigtighed omkring arbejdsmarkedssituationen i Grønland.
Udover projektsarbejdet omfatter det udviklingen af arbejdsmarkedsanalysemodellen Suliaq. Landstinget vil på den baggrund få bedre grundlag til at kunne diskutere arbejdsmarkedspolitikken og bane vejen for nye tiltag.
Landstinget behandlede under efterårssamlingen redegørelsen af arbejdskraftens sammensætning og beskæftigelsespolitikken i Grønlands Hjemmestyre. Til denne samling er der endvidere fremlagt rapporten Effekter af storskalaråstofprojekter i Grønland med vægten lagt på de beskæftigelsesmæssige forhold.
Herværende rapport omfatter definitioner på arbejdskraftens sammensætning i forhold til lov nr. 27 af 30. oktober 1992 om regulering af arbejdskraftstilgangen i Grønland, hvorved Landstinget og Landsstyret gennem denne lovgivning begrænser arbejdskraftstilgangen i Grønland, således uddannet Grønlands arbejdskraft har første ret i forhold til udefra kommende arbejdskraft.
Det skal præciseres at hensigten med herværende rapport ikke primært har været at tage stilling til eventuelt ændring af den gældende lov, men derimod at få bedre kendskab til de arbejdskrafttyper som loven indbefatter. På sigt vil der dog skulle tages stilling til hvordan administrationen af den pågældende lov kan forbedres, eller om ordningen i vid udstrækning bliver nødvendig, fordi mængden af kvalificeret grønlandsk arbejdskraft betyder at ordningen for eksempel ligesom det forgangne fødestedskriteriet bliver overflødiggjort.
Andre kriterier såsom sproglig og kulturelle kvalifikationer bliver helt afgjort mindst lige så vigtige i fremtidens Grønland. Det er Landsstyrets modsætning at alle arbejdspladser åbent definerer deres personale- og ansættelsespolitik således at målsætningerne kan bane vejen for konkrete uddannelsestiltag. Dernæst ønsker vi også undersøgt hvor stor en potentiel Grønlands arbejdskraft der lever udenfor Grønland, primært i Danmark. Der bor nu cirka 11.200 grønlandskfødte personer i Danmark hvorved næsten 1/4 af den potentielle grønlandske arbejdsstyrke er bosiddende i udenfor Grønland. Det ville være spændende at få undersøgt hvor stor en del af denne mulige arbejskraft, der på et senere tidspunkt ville være interesseret i at påtage sig arbejde i Grønland.
Med henblik på blandt andet at opnå større klarhed over i hvilket jobs man bør satse på med henblik på at få uddannet kommende Grønlands arbejdskraft skal vi gerne have fuld overblik over hvilke jobtyper de tilkaldte har. Større og bedre organiseret tiltag til at få uddannet og optrænet grønlandsk arbejdskraft til at overtage disse jobs er noget som Landsstyret finder har afgørende betydning.
Målet skal fortsat være den at Grønland i højere og højere grad får uddannet et tilstrækkeligt antal grønlandsk fødte til de jobs der både findes i privat og i offentligt regi. Derfor skal erhvervsuddannelsespolitikken til stadighed ajourføres således at den herboende befolkning til stadighed kan overtage flere og flere jobs, for eksempel også indenfor de kommende råstofaktiviteter.
Fiskeriets udvikling både på land og til havs taler for at beskæftigelsen stadig forbedres ved blandt andet at indføre nye produktionsformer, hvorved beskæftigelsen bliver mindre sæson betonet og dermed også mere tiltrækkende for arbejdskraften. Men på den anden side er vi fuldt ud klar over at den teknologiske udvikling viser at mandskabsbehovet på land og til havs indenfor fiskerierhvervet der baseres på et levedygtigt udnyttelsesgrundlag bliver mindre og mindre begrænset. Dette betyder blandt andet at Landstinget og Landsstyret i fællesskab fortsat må være positive over for at få etableret nye og varige arbejdspladser i de kommende år.
For eksempel er mit direktorat ved at igangsætte de første undersøgelser med henblik på at finde en bedre ordning end hvad tilskuddet til de kommunale beskæftigelsesforanstaltninger plejer at gå til. På nuværende tidspunkt vil det primære formål være at yde støtte til skabelsen af varige arbejdspladser eller at bane vejen for de unge således at de lettere kan blive optaget på en relevant uddannelse og dermed vil have lettere adgang til at kunne komme i beskæftigelse.
Jeg skal under herværende fremlæggelse ikke undlade at komme ind på at jeg på vegne af Landsstyret har planer om at afholde arbejdsmarkedspolitisk seminar i uge 24, på Sulisartut Højskoliat i Qaqortoq. Dette seminar der blandt andet vil være forberedt i samarbejde mellem mit direktorat samt arbejdsmarkedsparter vil en stor del af de forskellige interesseorganisationer der findes indenfor det grønlandske erhvervsliv få mulighed for at drøfte arbejdsmarkedspolitiske relationer, således at Landsstyret vil have bedst mulige forudsætninger til at udforme det regelsæt der skal være grundlaget for det kommende grønlandske arbejdsmarked. Til dette seminar er blandt andet også den danske arbejdsminister inviteret, således at hun kan fremlægge den danske arbejdsmarkedsreforms indsigter samt målsætninger.
Med disse korte bemærkninger overlader jeg hermed rapporten til Landstingets velvillige behandling. Alle synspunkter samt bemærkninger vil selvfølgelig blive modtaget i overvejelserne i det kommende arbejde med at reformere Landsstyrets arbejdsmarkedspolitik.
Laanguaq Lynge, Siumut
Fra Siumut skal vi knytte følgende bemærkninger til de forelagte rapporter vedrørende sammensætningen af det grønlandske arbejdsstyrke. Arbejdsmarkedsforholdene har i mange år været til genstand for politisk drøftelse her i Landstinget, kommunerne og hos arbejdsmarkedsparter.
Debatten har hidtil været koncentreret omkring enkelte delområder indenfor arbejdsmarkedet. Vi har manglet et totalt billede af det grønlandske arbejdsmarked som kan danne udgangspunkt til general drøftelse og planlægning af arbejdsmarkedspolitikken på landsplan. Derfor er vi i Siumut glade for at der er forelagt en samlet rapport, som på den ene side giver en lang række detaljeret oplysninger om sammensætningen af den grønlandske arbejdsstyrke med hensyn til de opdelinger som findes i loven om reguleringen af arbejdskraften i Grønland, samtidig med at rapporten på den anden side rejser en række nye interessante spørgsmål som fortjener nærmere drøftelse og analyse i den kommende tid. Vi ser frem til at det videre analysearbejde foregår dels gennem projektet, Arbejdsmarkedet i Grønland og dels gennem udviklingen af arbejdsmarkedsanalysemodellen Suliaq, således der på den måde kan skabes større gennemsigtighed omkring arbejdsmarkeds situationen i Grønland og Landstinget vil på denne baggrund få bedre og klarere instrumenter til at kunne diskutere arbejdsmarkedspolitikken som sådan og få bedre muligheder for at bane vejen til nye tiltag til gavn for i første række at beskæftigelsen af den hjemmehørende arbejdsstyrke.
Det er en kendsgerning at arbejdsløsheden har været stigende i de forløbne år, ifølge statistikken er det realistisk at regne med at antallet af arbejdsløse er steget med cirka 2.500 i perioden 1989 til 1997. Man regner med at den grønlandske arbejdsstyrke vil stige med ca. 1400 personer i perioden 1997 til 2007. Blot for at holde den aktuelle arbejdsløshed i ave, vil der derfor være behov for skabelsen af 1500 nye arbejdspladser.
Skal man gøre sig håb om at komme arbejdsløsheden helt til livs vil der i perioden skulle skabes 5000-6000 arbejdspladser, og opgaven er således af enorme dimensioner, og kan derfor kun klares gennem en fornuftig koordinering mellem den offentlige sektor og det private arbejdsmarked.
Det er umuligt at pege på nemme løsninger fra denne talerstol. koordineringen af forskellige indsatser må foregå af forskellige kanaler. På denne baggrund skal vi fra Siumut foreslå, at der nedsættes et centralt Arbejdsmarkedsråd bemandet med repræsentanter fra det offentlige og arbejdsmarkedets parter som skal være et koordinerende organ for forskellige tiltag og være rådgivende instans under Landsstyremedlemmet for Arbejdsmarked.
Rådet skal foretage analyser af forskellige muligheder og fremkomme med forslag til konkrete bæredygtige forslag på vbeskæftigelsesområdet med udgangspunkt i projektet: Arbejdsmarkedet i Grønland, og videreudviklingen af Arbejdsmarkedsanalysemodellen SULIAK i tæt samarbejde med Landsstyret.
Enhver glæde for en arbejdsplads har sit udspring i uddannelse, kontinuerlig efteruddannelse og god service. Derfor mener vi at mere omfattende permanente efteruddannelsesmuligheder som er veltilrettelagte, og som flest mulige at befolkningen kan deltage i bør tilbydes i, bør tilbydes til alle herværende virksomheder, til de arbejdsløse og om muligt til de flest mulige medborgere her i Grønland.
Det arbejde som den danske regering har udført og de tiltag de har taget for at skabe nye arbejdspladser samt andre vellykkede tiltag som kan tilpasses vores samfund skal vi være mere åbne overfor. Lad os undersøge disse tiltag og gennemføre de ordninger vi kan bruge. Enhver arbejdsplads kræver i dag skriftlig bevis for det arbejde man kan udføre. Derfor mener vi, at ens arbejdspladserfaring, samt efteruddannelse af enhver art bør kunne realiseres til denne forbindelse og at der arbejdes seriøst med dette fremover.
Målet må være optimal udnyttelse af den hjemmehørende arbejdsstyrke gennem bl.a. følgende tiltag:
- Hvilke målrettede erhvervsrelateret uddannelser er der behov for ?
- Formulering af konkret forslag til videre- og efteruddannelse af den hjemmehørende arbejdsstyrke, her har vi et betydeligt potentiale, eksempelvis på HK-området, hvor mange tidligere uddannede er sagtnet bagud idag, i forhold til den rivende teknologiske udvikling, fordi deres arbejdsgivere ikke har gennemført en løbende videreuddannelsesprogram.
Derfor mener vi fra Siumut, at målsætningen må være at alle interesserede i byer og bygder tilbydes kurser i arbejdet med edb, ligesom vi foreslog sidste efterår i forbindelse med fremlæggelsen af IT-redegørelsen.
- Nøje analyse af lov nr. 27 af 30. november 1992 i relation til målsætningen om optimal udnyttelse af den hjemmehørende arbejdsstyrke.
- Formulering af konkrete uddannelses-, videreuddannelses- og efteruddannelsesoplæringsprogrammer vedrørende og i forbindelse med mineral, fiskeriprodukt, udviklingsolie og turistvirksomhed.
Fra Siumut støtter vi Landsstyremedlemmets planlagte Arbejdsmarkedsseminar. Et sådan seminar vil efter vores mening være med til at gennemskueliggøre det grønlandske arbejdsmarked, og vil give praktisk information til de nødvendige tiltag der skal til for og dæmme op for og mindske arbejdsløsheden mest muligt.
Med disse bemærkninger tager vi rapporten til efterretning og ser frem til en egentlig arbejdsmarkedspolitisk debat.
Og så er det Otto Steenholdt, Atassut.
Det er interessant at læse rapporten, den har jo været diskuteret i mange år uden tilfredsstillende resultat.
Det er på tide at fremlæggelsen bliver behandlet seriøst, specielt i disse tider, hvor man snakker mest højlydt om at have en øget grønlandsk arbejdskraft.
Vi har i Atassut iagttaget det gode grundlag for fremlæggelsen, nemlig landstingsloven om regulering af arbejdskraftstilgangen til Grønland af 30. oktober 1992, hvor vi i Landstinget vil citerer den første paragraf der utvetydigt udtrykker følgende:
Og jeg citerer “Denne Landstingslov har til formål, at sikre den grønlandske arbejdskraft førsteret til arbejde i Grønland”, citat slut.
Og at når man vurderer rapporten som en helhed, så må man sige, at arbejdsstyrken i den grønlandske befolkning er nogenlunde, men buer bør alligevel iagttages politisk, såfremt man politisk stadigvæk står fast ved de fastboendes grønlandske befolknings beskæftigelse i deres land m.h.p. at de efterhånden selv overtager arbejdspladserne.
Lovens budskaber er gode nok, bortset de i den grønlandske version benyttede milde mulige begreber. Det er jo den grønlandske fastboende arbejdsstyrke man skal anvende her i landet. Landstingsloven fra 1992 skulle begrænse antallet af tilkaldt arbejdskraft i Grønland, alligevel er det efterhånden blevet mere og mere klart, at de fastboende og arbejdsvillige i Grønland er blevet helt trætte af, at blive overset.
Vi har ikke noget imod betingelserne for tilkaldt arbejdskraft, men mener at rapporten beskæftiger sig alt for meget med ægtefæller og børn. Det er jo under alle omstændigheder ingen hinder for en udefrakommendes bosættelse i Grønland, ligesom den pågældendes børn skal være ligeberettigede som de fastboende.
Vi er forpligtet til med ligefod med de unge at uddanne, at uddanne børnene af den danske ansatte, som vi med tak har haft ansat hos os i over 5 år, hvilket er lovens betingelse. Vi kan som et modstykke nævne at vi også har nogle unge i ophold i Danmark, som danskerne betaler for deres uddannelse. Loven er som sagt utvetydigt, men det er de ansvarshavende for håndhævelsen af denne der skal have en stærk påpegelse om at arbejde seriøst.
Årsagen til vores stærke påpegelse er, at det i lovens § 5 står klart, at ansættelse eller anvendelse af udefrakommende arbejdskraft kun kan ske med forudgående tilladelse fra kommunalbestyrelsen.
Der er stillet krav om at kommunerne skal have et Arbejdsmarkedsudvalg, og at disse udvalg skal i samarbejde med hele kysten undersøge om der i virkeligheden er rigtigt, at en ledig stilling overhovedet findes i Grønland.
Men hvordan kan det helt nødvendige kommunale samarbejde lykkes når nogle kommuner ikke kan finansiere eller ikke bemande deres arbejdsmarkedskontor. Det står jo klart i lovens § 6, at der kan gives tilladelse til ansættelse af en udefrakommende arbejdskraft når det ikke er muligt for den kommunale forvaltning at anvise de efterspurgte kvalifikationer til stillingen.-
Men et strammere krav i bekendtgørelsens § 35 af 28. oktober 1993 lyder “at mindst 60 % af øvrige besætningsmedlemmer skal være personer der har bopæl samt at de skal have haft folkeregister i Grønland i hele 2 kalenderår.
Vi vil gerne stille en forespørgsel om der overhovedet ikke findes nogle personer med blot en postboksadresse ? Og som en tilføjelse til spørgsmålet så vil v også stille et spørgsmål og de også betaler skat i Grønland ?
Vi har meget længe snakket om de grønlandsk fødte personer der er blevet fastboende i Danmark, og man kan i rapporten læse at der er et stigende antal. Selvfølgelig har vi gode forhåbninger om de studerende i Danmark, idet vi efter deres hjemkomst kan reducere antallet af tilkaldt arbejdskraft. imidlertid findes der nogle der på trods af deres færdiguddannelse og måske at have været en tur til Grønland alligevel bliver nødsaget til at tage tilbage til Danmark p.g.a. manglende henvisning til bolig eller arbejde, og disse personer er absolut ikke glade for en sådan politik i Grønland.
Forholdene er nemlig bl.a. at der findes nogle tilkaldte medarbejdere der har klæbet sig fast og som den grønlandske erhvervsuddannelse ikke kan tage stolen frem selvom lovens § 6 udtrykkelig siger, at tilladelse kan meddeles for en afgrænset periode.
Lad os dreje det hele om. Der findes også nogle tilkaldte der ikke behandles ligeså godt. Der findes visse restaurationsejere i Grønland der kan lide at have en tilkaldt arbejdskraft. enhver der har fået en tilkaldt arbejdskraft som den pågældende arbejdsgiver ikke kan løbe fra.
Nogle af disse har den kutyme at afskedige de ansatte lige før ansættelsesperiodens udløb, og på den måde spare penge og på den måde løbe fra forpligtigelsen til at betale rejsen hjem for den ansatte.
Dette område bør kommunerne være mere vågen overfor, idet der står i § 6, at arbejdsgivere som har fået tilladelse til at beskæftige udefrakommende arbejdskraft har pligt til inden 8 dage, at anmelde sådanne personers tiltræden eller fratræden til kommunalbestyrelsen. Såfremt arbejdsgiveren er ligeglad med dette bliver den ansatte nødsaget til, at søge et andet arbejde, idet den pågældende ikke har råd til hjemrejsen og derved kan besætte en stilling som en hjemmeboende muligvis kan bestride.
Vi har tidligere sagt, at loven ikke håndhæves ordentligt, og vi skal henvise til lovens § 10, der ligeledes har til hensigt at forpligtige de folkevalgte og siger og jeg citerer “Landsstyret og kommunalbestyrelserne til sikring af lovens gennemførelse kan indhente oplysninger fra relevante myndigheder”, citat slut. Det store spørgsmål er blot, hvor ofte man gør det.
Vi har haft sædvanlige store diskussioner under udarbejdelsen af denne lov, og jeg kan meget klart huske en samlet enighed om, at de tilkaldte oplærer den lokale arbejdskraft, der efter en afgrænset periodes ophør kan overtage arbejdspladserne. Er man fuldstændigt løbet fra denne tankegang ?
Det er ikke usandsynligt at man på enhver arbejdskraft skeler til sine kammerater i forbindelse med at søge nye arbejdere, f.eks. når virksomheden har en ikke hjemmeboende leder. Endvidere er der et par kotymer vi vil nævne. For det første: Man annoncerer stillingen som ledig efter gældende regler, selvom man forinden har bemandet stillingen. For det andet man søger en dobbeltsproget medarbejder, hvor en grønlænder på trods af sine kundskaber søger stillingen. Den pågældende bliver afvist fremfor en tilkaldt fuldt dansksproget ansat.
Der findes nogle bosatte grønlændere i Danmark som er rejst med en enkelt flybillet. Disse personer er som regel arbejdsløse, og overnatter på herberg eller Christania og lever kun af socialhjælp. Disse har ikke de bedste vilkår og nogle af dem er desværre svært kriminelle.
Det er som regel dem danskerne peger på og siger følgende: Sådan er grønlænderne.
Desværre er det også dem der skaber det dårlige ry blandt de unge studerende og andre ordentlige grønlændere blandt den danske befolkning. Før i tiden talte om, at få disse bragt hjem, men nu er vi ligesom blevet tavse, fordi vi har ikke beskæftigelse og boliger til dem, og nok også fordi vi har andre problemer som vi først nok gerne vil løse forud for de andre.
Vi vil gerne høre hvilke overvejelser Landsstyremedlemmet om dem og de 11200 andre bosiddende personer ude for Grønland. Vi går i Atassut ind for Landsstyrets ønske om varige og flere arbejdspladser i fremtiden og vil opfordre om, at igen nøje vurdere Atassuts tilbagevendende indstilling, nemlig at udnytte erhvervsstøtteområdet der er rettet imod haverhvervet også rettes mod landbaserede erhverv ved etablering af nye arbejdspladser.
Et af de store væsentlige ting man er tilbageholdende overfor er, at de unge studerende i Danmark der p.g.a. deres uddannelse bliver nødsaget til, at tage deres børn med til Danmark inden deres 5. leveår. Dette er slet ikke et problem, idet det er skandaløst, at man tager retten fra en grønlandsk født eller fra grønlændere med danske forældre bare med begrundelse om bosted de første 5 leveår.
En af de kriterier vi vil nævne er den omtalte sag i rapporten. En kvinde de ri forbindelse med sine vanskelige fødsler bliver sendt til Danmark for at føde. efter en vellykket fødsel kom der et andet problem. Barnet er ikke grønlandsk født, så bliver barnet frarøvet sine rettigheder i Grønland. Juristerne er til tider latterlige til at søge mulige paragrafproblemer med det ene for øje.
Vi skal ikke skjule at vi altid har brug for tilkaldt arbejdskraft, vi skal ikke tænke på den tilkaldte alene, hvis den pågældende har ægtefælle og børn. Vi skal kunne tilbyde den tilkaldte arbejde, hjem, børnepasning, skole ellers andre ting som den pågældende synes om. Vi har i disse år allerede lidt af, at vi ikke har gjort sådanne ting, og såfremt vi ikke har forberedt på disse ting, så kommer vi til at mangle den nødvendige tilkaldte arbejdskraft i meget høj grad.
I rapporten kan vi se, at tonen om en øget grønlandsk arbejdskraft bliver mere og mere klar, og at man gennem Landsstyremedlemmet agter at arrangere et seminar.. Det anbefaler vi varmt fra Atassuts side.
Som tidligere nævnt finder vi rapporten interessant, og i Atassut opfordre vi til, at man tager stilling om de fremtidige hensigter og indstillinger.
Og den næste taler er Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit.
Den pågældende rapport er den tredje delrapport med det grønlandske arbejdsmarked som tema. I denne rapport har man prøvet, at sammenfatte forskellige registreringer, hvor den grønlandske arbejdsstyrke kommer fra, og man har prøvet, at vurdere disse ud fra loven om regulering af arbejdskraftstilgangen i Grønland.
Da der ikke forelægger oplysninger om registreringen af arbejdsstyrkens beskæftigelse og uddannelse har man ikke beskæftiget sig med emnet i rapporten, og det blev også nævnt tydeligt.
Med fremtidige beslutninger om udviklingen af beskæftigelsen er det godt nok at man kan anvende rapporten som grundlag, istedet for at man bare fortsætter med at gætte sig frem. Naturligvis skal vi ikke være blinde for, at rapporten mest begrundet i manglende materiale ikke er fyldestgørende. I det videre arbejde på grundlag af oplysningerne er det nødvendigt, at man prioritere.
Uden at bruge omfattende statistisk materiale, er det naturligvis, at arbejdsløsheden er alt for stor i dette land. I forbindelse med bestræbelserne på etableringen af arbejdspladser må man have en viden om sammensætningen af de ledige m.h.t. deres faglige og ikke faglige baggrund. Det er ikke kun i vort land at ikke faglærte personer eller borgere med kun lidt uddannelse bliver i stigende grad ramt af arbejdsløshed på baggrund af den teknologiske udvikling.
Derfor er de nødvendigt at udvide efteruddannelse og kurser der henvender sig til disse. her bør man ikke kun være afhænge af Hjemmestyret, men de kommunale, offentlige og selvstændige virksomheder må være fælles om opgaven. Det er ligeledes uddannelsen af de lokale kommende ledere af stor vigtighed, for i princippet er det ikke tilstrækkeligt, at man har færdiggjort en meget høj uddannelse, det er kun en begyndelse.
Vi vil ikke undgå, at minde om, at man kan hente inspiration af det initiativ som KNI med god planlægning har påstartet før i tiden, d.v.s. i slutningen af 1980'erne. Hvad de andre virksomheder siden har gjort af initiativer er alt for utydeligt.
Da vi ønsker at komme over arbejdsløsheden på passende vis, så kan man ikke komme udenom, at de til formålet foretages en undersøgelse af den grønlandske arbejdsstyrkes beskæftigelse og uddannelse i samarbejde med kommunerne. Resultatet af en eventuel undersøgelse kan så bruges som grundlag for den videre planlægning af erhvervsuddannelse, efteruddannelserne og kursusområdet.
Også med hensyn til målet om beskæftigelse af de hjemmehørende i højere grad opfordrer vi fra Inuit Ataqatigiit at Landsstyret holder sig nøje øje med om det virkelig er korrekt at man stiller de meget høje kvalifikationskrav som Hjemmestyret i særdeleshed stiller med i forbindelse med stillingsopslag. Med vores uddannelsessøgende i udlandet i tanken er det helt nødvendigt at man obligatorisk stiller krav til kendskab til det grønlandske sprog og de grønlandske forhold. Det er nødvendigt at det offentlige og dets institutioner tager dette i brug som det første.
Idag har man en ordning hvor man udover økonomisk hjælp til de ledige yder hjælp m.h.t. leveudgifterne på andre måder ved at der gives tilskud til kommunerne. Ordningen indebærer at kommunerne med den højeste ledighed får større tilskud ud fra Hjemmestyret. I tilknytning hertil mener vi, at Landsstyret bør indgå dialog med Kommunernes Landsforening for at gøre kommunernes mulighed for at skabe arbejdspladser mere attraktivt.
Eksempelvis med at kommunerne kan mærke igennem de kommunale tilskud, at man har etableret arbejdspladser. Målet om at alle og enhver får arbejde er så omfattende, at man må bestræbe sig for at opnå det ved hjælp af alle muligheder.
et af midlerne kan være af hensyn til dem der ikke arbejde på fuldt tid, at deres lønninger vurderes i forhold til hvad de arbejdsløse får udbetalt, og det vil vi gerne have at Landsstyret tænker over.
Uden at have nedsættelse af den offentlige hjælp som mål kan man tænke sig at man kan gøre deltidsarbejdet mere attraktivt end arbejdsløshed ved at give skattemuligheder for deltidsarbejdere.
Naturligvis er vi klar over, at man ikke kun finder det økonomiske aspekt vigtigt ved en eventuelt beskæftigelse, men også glæden ved at have arbejde. Man hvis henvisninger til et arbejde man ikke er uddannet indenfor eller hvis henvisninger om efteruddannelse skal gøres mere attraktive eller hvis man skal gøre deltidsarbejdet mere indbringende, så mener vi i Inuit Ataqatigiit at man bør undersøge om der kan gøres brug af skattefradrag som beskæftigelsesfradrag.
Vi er godt klar over, at man undskylder med at kommunerne og Landskassen får mindre i indtægter, hvis der skal tilføjes et nyt fradrag. Derfor mener vi, at man kan forestille sig, at dække det eventuelle tab via ADP, hvor arbejdsgiverne fratrækker 0,8 % af lønninger til deres ansatte.
I rapporten nævnes det, at man ikke er klar over, hvor mange af de uddannelsessøgende i udlandet som modtager uddannelsesstøtte fra Hjemmestyret vil indgå i arbejdsstyrken i Grønland. En uddannelse som det offentlige betaler er et godt middel til at gøre noget ved det fremtidige arbejdsstyrke. Derfor ønsker vi, at man ved det videre forløb af nærværende arbejde, at man også tænker over, at man kan kræve overfor de uddannelsesøgende med offentlig uddannelsesstøtte, at de får pligt til at arbejde i Grønland et bestemt antal år.
Da vi allerede har udtalt os om forholdene i Hjemmestyrets administration i Efterårssamlingen i 1997 skal vi ikke komme med bemærkninger i denne omgang. dog finder vi det ærgerligt at man udelukkende har sammenlignet personaleforholdet med danske forhold. Vi mener at det ville have være t endnu mere interessant, hvis man have lavet en sammenligning med de islandske forhold.
Med disse bemærkninger tager vi rapporten som kan være svært at læse, dog oplysende til efterretning.
Og den næste taler er Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiiat.
Jeg har med interesse gennemgået rapporten vedrørende sammensætningen af den grønlandske arbejdsstyrke. Lad mig her nævne at Akulliit Partiiats arbejdskraftspolitik helt klart er den, at det har Akulliit Partiiat tidligere på andre områder også gjort klart, nemlig at grundpillerne i vort lands opbygning er uddannelse og atter uddannelse, så vores unge kan måle sig med unge fra andre nationer. ingen undskyldninger af nogen art, det skal være kvalifikationer der bærer os op på podiet, derved vil vi vise den sunde og positive udvikling i samfundet, der utvetydigt viser omverdenen, at det grønlandske samfund kan måle sig med andre nationer, hvad uddannelse angår.
Derfor vil jeg klart støtte Landsstyrets målsætning, nemlig det der allerede er nævnt, at alle arbejdspladser åbent definerer deres personale- og ansættelsespolitik, således at målsætningerne kan bane vejen for konkrete uddannelsestiltag.
Der skulle nu være 11200 grønlandske fødte personer i Danmark, og det er nok ikke alle der har giftet sig og bosat sig i Danmark, så i den i forelæggelsesnotatet nævnte eventuelle undersøgelse af, hvor stor en del af denne mulige arbejdskraft der på et senere tidspunkt vil være interesseret i, at påtage sig et arbejde i Grønland er tiltalende.
Teoretisk vil de nok efter endt uddannelse høste sig erfaring inden for deres fag, i så fald bliver der nok tale om kvalificeret arbejdskraft, hvor det bliver svært, at henvise til manglende erfaring.
Sluttelig ser jeg frem til det planlagte seminar i Qaqortoq og tager herved rapporten til orientering.
Og den næste taler er Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Rapporten giver gode talinformationer, og rapporten informerer ligeledes om, at loven om begrænsningen af de arbejdssøgende ikke bliver administreret som det er lovens målsætning, og at loven ikke svarer til de virkelige forhold.
Det oplyses at der er ca. 47 % der ikke følger lovens krav. Det vises at undersøgelsen af de af grønlandske fødte er godtgjort, at man vedrørende disse ikke kan anvende lovens krav da undersøgelsen viser, at man ikke kan foretage undersøgelser af dette krav af den nuværende befolkning født før 1982.
Ligeledes kan man i undersøgelsen se og indrømme, at vi i endnu i stort omfang trænger til at forbedre uddannelsesområdet, da vi her i landet til eksempel sammenlignet med Island er nødt til at tilkalde arbejdskraft der sammenholdt med den arbejdsdygtige befolkning er 30 % større end tallet for Island.
Derfor må vi intensivere tiltagene vedrørende uddannelse og vilkårene for de uddannelsessøgende. Rapporten påviser nemlig, at såfremt en arbejdsplads besat med en tilkaldt besættes med en hjemmehørende vil dette svare til to arbejdspladser. Vi vil stadigvæk have brug for udefra tilkaldt arbejdskraft, men man kan ikke tilstadighed lade som om og ser bortfra at disse tilkaldte kan have misbrugt deres arbejdspladssering, og dette har tildels været en problem for de hjemmehørende i mange år, hvor de hjemmehørende har måtte lærer de tilkaldte om forholdene her i landet.
Og dels kan det jo sket at en tilkaldt efter at være oplært af en hjemmehørende om forholdene bliver leder af den pågældende arbejdsplads, og man kan i visse tilfælde også komme ud for, at den tilkaldte ansætter familiemedlemmer der ikke har nogen uddannelse..
Sådan noget kan ske tiltrods for at man har kunne med mere tiltro at oplære og ansætte en hjemmehørende med uddannelse så vedkommende kan træde i stedet for en tilkaldt. Alle forhold er ikke tilsvarende til eksemplet, men man skal da ikke skjule uheldige forhold men tale åbent om dem. Der er ingen tvivl om, at når de hjemmehørende begynder at have større hengivenhed for og passer arbejdet mere stabilt, så vil man opnå, at de hjemmehørende efterhånden vil erstatte den tilkaldte arbejdsstyrke.
De ansatte i Hjemmestyret er 30005 efter tallene for 1996, og af disse er 2111 født her i landet. Af rapporten kan man se, at lov om begrænsning af tilkaldt arbejdskraft fra 1992 ikke følges så nøje af Hjemmestyret, der ansatte udenom lovens bestemmelser i Hjemmestyrets arbejdspladser der andrager 64,5 %. Udtrykt i tal omfatter det 577 tilkaldte, og derfor må det kræves af Landsstyreområdet fra Arbejdsmarkedet, at være mere opmærksomme på sådanne forhold.
Med disse bemærkninger tager jeg rapportens fyldige informationer til efterretning.
Og nu er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedet der kommer med en besvarelse.
Partiernes bemærkninger til den fremlagte rapport fra Landsstyret og Landsstyret siger tak, og de forskellige ting som ordførerne har stillet op, og som jeg kan besvare her og nu dem vil jeg også besvare.
Først skal jeg understrege, at der i nærværende rapport som jeg også nævnte i min forelæggelse, at loven er den eneste der vedrører arbejdskraften i Grønland, og om regulering af arbejdskraftstilgangen i Grønland.
Det er jo den som vi jo skal tage som udgangspunkt, fordi det statistiske materiale bliver udarbejdet ud fra denne lov. Ud fra den pågældende lov er der nogle krav som skal opfyldes og det har været meget svært at få opfyldt disse krav, her i Grønland.
Vi ved hvilke krav der stilles her, d.v.s. at man skal være hjemmehørende i Grønland, at man skal have boet her i Grønland i 5 år, og at man ikke inden for de første 10 år skal man have boet i 7 år i træk, og at man kan tage op til vurdering om ens tilknytning til det grønlandske, at man er gift med en grønlænder eller kommer man ude fra andre lande. Alle disse ting har været meget svære at kontrollere.
Ud fra de bemærkninger der kommer fra nogle af partierne ,så lyder det, at det er på tide, at man tager op, at undersøge, hvilke krav vi skal stille i forbindelse med denne lov. Jeg mener ikke, at vi kan komme uden om, at få revideret denne lov.
Netop derfor har vi i rapporten prøvet at tydeliggøre, at det er svært at få det revideret lige her og nu.
Og jeg har enkelte bemærkninger til partiernes ordførere. Først Atassuts ordfører, hvor der blev nævnt, at bemandingen af trawlere i Grønland og om de krav der stilles her bliver opfyldt, der til skal jeg oplyse, at vi ikke har nogen fyldestgørende oplysninger, og at vores registrering af statistisk materiale er meget mangelfuldt på dette område.
Vi kan end ikke svare på de spørgsmål der vedrører dette, men må gætte os frem til det. Derfor har vi krævet i rapporten, at statistisk materiale, at man i forbindelse med anvendelsen af statistisk materiale skal gøre brug af Grønlands Statistiks kontor,.
Som det fremgår af rapporten har vi viljen til at opnå politisk vurdering ud fra de eksakte tal, og her kan man ikke komme udenom, at skulle samarbejde med kommunerne. I den forbindelse vil jeg understrege, at Landsstyret også undersøger muligheden for en ny administration i SULISA omkring arbejdsmarkedet. Vi mener at vi ikke kan gennemføre større styring af arbejdsmarkedsområdet, Arbejdsmarkedsdirektoratet er den øverste administrative instans, men vi må indrømme, at kontrollen og administrationen er meget svært, sålænge registreringen er så mangelfuld. Derfor vil vi fra Landsstyret fremlægge et forslag om revision af lovgivningen på området.
Fra Atassut bliver der også spurgt om der ikke findes nogle personer med blot postboksadresse ? Dertil kan jeg sige, at Selskabsstyrelsen vil være bedre til at besvare dette spørgsmål, men jeg vil endnu engang indrømme, at vi ikke kan besvare dette spørgsmål fra vores direktorat eller fra vores Landsstyreområde, men også på dette område har vi meget mangelfuld kontrol .
Fra Atassut blev det ligeledes spurgt om hvilke planer Landsstyret har for at få undersøgt, hvor mange af de ca. 11200 i Danmark boende personer kan tænkes at komme tilbage til Grønland.
Vi har i Landsstyret planer om, at få en analyse arbejde igang omkring de grønlændere der bor i Danmark, omkring deres uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige situation, og i dag kan vi kun gætte os frem til, at der er en del af de 11200 der har en god uddannelse der ellers ønsker at komme tilbage til Grønland, så vi har mulighed for at kunne bane vejen for at kunne komme tilbage til Grønland.
Der kan være forskellige forhindringer for at de kan komme tilbage til, så vi af politisk vej kan få gennemført. Derfor har Landsstyret planer om at igangsætte undersøgelserne omkring disse personer, såfremt Landsstyret giver grønt lys hertil, så vi kan få hentet de personer i Danmark som vi kan bruge heroppe. Selvfølgelig kan man ikke tvinge dem til at komme tilbage til Grønland, det er op til dem selv at bestemme, hvor de vil bo, men hvis der er nogle ting vi kan få rette op ad politisk vej, så skal vi få rettet dem op.
Der er mange ting som blev nævnt fra Inuit Ataqatigiit’s ordfører omkring uddannelseskrav, det har vi jo også drøftet i forbindelse med Efterårssamlingen. Det er jo rigtigt, at især inden for det offentlige så har man nok stillet for store krav, selvom kravene har været for store selvom de måske nok kan løses af hjemmehørende arbejde. Det skal medtages i de videre vurderinger.
Selvfølgelig ligger Landsstyret vægt på, at kravet om uddannelse skal bevirke at vi kan sidestilles med andre lande, men fagligt set mener jeg at vi skal benytte de eksisterende arbejdsressourcer vi har her.
Der blev spurgt om, hvorfor man ikke har sammenlignet forholdene med Island, i stedet for at sammenligne forholdene i Danmark. Det er korrekt, at man har brugt forholdene i Færøerne og Danmark som sammenligningsgrundlag, men jeg har overvejelser om, at få kikket på forholdene i Island i samarbejde med myndigheder i Island, og derfor regner vi med, at vi kan invitere den islandske Arbejdsminister til seminaret i Qaqortoq til sommer. Der er jo ingen tvivl om, at der er mulighed for at sammenarbejde med vores nabo Island.
Fra Siumut blev der stillet nogle forslag op som vi er enige i, og vi skal også bemærke, at der skal være opfølgningsarbejde omkring denne rapport, og jeg siger også tak til de andre bemærkninger og jeg mener også at disse vilkår vil indgå i vores videre arbejder omkring denne rapport.
Mødeleder. Således er behandlingen af punkt 14: Rapport vedr. sammensætningen af den grønlandske arbejdskraft færdig, undskyld vi er ikke færdige endnu, Landsstyreformanden har bedt om ordet.
Det er et interessant emne, og partiernes ordførerindlæg er også meget interessant, og vi glæder os til det planlagte seminar til sommer, og vi håber, at man så ud fra den debat der så vil ske vil have et udgangspunkt i at få afdækket de mål man her har sat sig, og sikkert er det at vi kommer til at komme tilbage til de politiske mål der før har været nævnt.
Man kommer jo frem med en masse tal og procenter og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor kraftigt imod vi har været imod fødestedskriteriet. Og sammenlignet med debatten her, så har vi igennem flere år været ude for nogle løftede pegefingre, hvor man har animeret os til at forhindre at vi indføre noget som på den anden side kan sammenlignes med fødestedskriteriet. Og jeg minder mig selv om det, og jeg vil gerne minde de andre om det.
Vi ønsker jo af vores liv, at det kører efter vores egne ønsker, og at der planlægges efter det, og bliver realiseret. Her i vores land, i vores eget hjem, det vand vi skal drikke, det tøj vi skal bære, den varme vi skal nyde godt af, alle disse ting kræver vi opfylder vores ønsker.
Og m.h.t. økonomien og vores evner til at betale, så kræver vi også at alle disse ting opfylder vores krav. Når man har debatter op omkring dette, så kan jeg ikke lade være med, at undre mig over, at man tænker på fødested.
Vi spøger om man kan udføre arbejdsopgaverne tilfredsstillende, om vi forstår de forskellige instruktioner, idet det som regel er dem der danner grundlaget for den videre vurdering. Ønsket er jo, at man udfører arbejdet tilfredsstillende.
Lad mig afslutningsvis bemærke, jeg mener at tankegangen i det grønlandske samfund efterhånden er den, at man tænker på, hvor meget vil vi betale for en given kvalitet, hvor god en service vil vi betale for, og når vi ser på disse ting, så må vi også lade være med at man forskelsbehandler folk, også over der kommer udefra.
Vi vil jo gerne have den bedst mulige kvalitet man ved serviceringen af den danske befolkning, og det er med glæde, og med disse i bagtanken, at jeg har lytte til debatten i dag.
Og nu Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit.
Ja vi er enig i Landsstyreformandens bemærkninger, og den rapport vi har fået oplysninger af i forbindelse med debatten indeholder kvalitet og kvalifikationer, og det vi fra Inuit Ataqatigiit har hilst velkommen er at man i forbindelse med rekrutteringen af arbejdskraft skal medtage kendskab til forholdene her i Grønland, og at man samles om det.
Vi har foreslået, at denne fremgangsmåde først og fremmest skal gennemføres i Hjemmestyret arbejdspladser.
Og vi kommer så til et par bemærkninger til partiernes ordførere. Siumuts ordfører foreslår, at man nedsætter et Arbejdsmarkedsråd, som kan minde lidt om SULISA, men som vedrører mest omkring arbejde.
Udarbejdelsen af et sådan forslag og hvilke retningslinier de skal have, og så vil vi gerne være med til at vurdere tingene omkring det, og i den forbindelse vil vi minde om fra Inuit Ataqatigiit, og det vedrører også Atassuts ordfører, at regulering om arbejdskraftstilgang i Grønland, hvis det har været så svært, selvom det fremgår af rapporten, at kontrollen foregår på betrykkende vis, men andet kommer jo fra debatten i samfundet.
Hvis vi kan etablere et råd, sammensat af forskellige organer forstår vi det således, at gisninger om overtrædelser fra kommunernes side f.eks. debatten må ikke fortsætte ud fra gisninger, vi må skaffe eksakte oplysninger.
Atassuts ordfører som har været med til at behandle loven hurtigt kom ind på, at loven er svær at administrere. Det må vi som lovgivere tage til os, at vi må lovgivere eller lave love der kan administreres.
Atassuts ordfører kom ind på at grønlandsk arbejdskraft ikke har mulighed for, at få arbejde, samtidig siger Atassut at man skal give mulighed for arbejde til udefrakommende arbejdskraft. Det er ligesom om, at det modsiger sig selv, og det har vi jo også bemærket. Men debatten er igangsat, og det giver forhåbninger om, at debatten vil foregå med fakta som grundlag og ikke kun gisninger, og dette arbejde der vedrører arbejdsløshed og det vedrører også uddannelse af arbejdskraft der kan sidestilles med arbejde i andre land og det er disse ting vi skal drøfte.
Atassuts ordfører kom ind på den danske arbejdskraft der ligesom har sat sig fast på stolene, som har arbejdet siden 60'erne og 70'erne. Det blev ikke benævnt som overtrædelse af den lovgivning. Kontrollen må intensiveres, og jeg håber at Atassut også vil være med til at lave sådanne regler.
Jeg skal understrege, at rapporten er tager til efterretning fra de andre partier.
Otto Steenholdt, Atassut.
Man kan ikke undlade at kommentere de bemærkninger der er kommet fra Inuit Ataqatigiit. Man snakker ud fra nogle formodninger der er, det står klart at der er nogle kommuner der ikke har bemandet deres arbejdsmarkedskontorer. Det er ikke en formodning, det er en central ting, at der virkelig nogle instanser som vi i forsøget på at finde disse ting ikke kan finde dem fordi disse kontorer ikke eksisterer selvom at der er lovhjemmel for at de skal være der.
Men vi har taget nogle konkrete eksempler, og ved gennemlæsningen af vores ordførerindlæg der sagde vi meget klart, at lovens intentioner er gode nok, men det er kontrollen med loven der ikke er efter hensigten.
Og hvad angår hvordan man behandler den tilkaldte, det hele vil jo afhænge af, hvor mange der vil komme af de veluddannede personalegrupper som vi mangler, og hvor godt vi behandler dem, og hvordan vi vil behandle dem i fremtiden.
Og såfremt vi et bestemt åremål gerne vil have tilkaldt veluddannet arbejdskraft, så kan vi måske få kærligheden at føle, såfremt vi behandler dem mindre godt, men vi undersøger jo ikke lovens forskrifter, og det er det vi skal have loven udfyldt, dem kan vi ikke få undersøgt fordi de ikke har deres kontor åbne.
Og nu Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender for endnu et svar.
Jeg har ønsker at komme herop på talerstolen for lige at komme med afsluttende bemærkninger.
De bemærkninger der kommer fra Inuit Ataqatigiit og Atassut, der mener jeg, at vi har drøftet mange ting omkring tilkaldt arbejdskraft, de ting vi ikke kan klare her i Grønland dem giver vi jo til arbejdskraften udefra.
Man er tilbøjelig at komme ind på om man er dansker eller grønlænder især i forbindelse med besættelse af arbejdspladser. Som Landsstyremedlem for Arbejdsmarkedet ligger jeg vægt på, at hjemmehørende arbejdskraft får ro til at arbejde med de ting, og være med til at udvikle landet, og uanset om de er dansksprogede eller grønlandsksprogede.
Vi lever med Rigsfællesskabet og de gældende love er de love der er fastsat her i Landstingssalen, og vi forsøger jo at efterleve disse krav. Skal der ændres inden for Rigsfællesskabet, så må drøfte disse ting med den danske stat.
Og efter at have sagt dette, så synes jeg at det er meget
vigtigt med dette seminar i sommer fordi den danske Arbejdsminister også
deltager i seminaret for det berører jo også vores fremtidige lovgivning om
arbejdskraftssituationen. Vi må kunne arbejde i enighed med danskerne omkring
disse ting.
Mødeleder. Således er behandlingen af punkt 14 Rapport vedrørende sammensætningen af den grønlandske arbejdsstyrke færdig og vi har så været igennem hele dagsordenen.