Samling

20120913 09:26:13
Svarnotat

FM 2006/34

16. februar 2006                                                                                                         VM 2006/82

 

Forslag til landstingets beslutning om, at Landsstyret pålægges at prioritere byggeriet af et vandkraftværk i Qasigiannguit området, som vil kunne forsyne tre nærliggende byer i Diskobugten.

(Landstingsmedlem Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit)

 

Svarnotat

(Landsstyremedlem for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked)

 

Beslutningsforslag

 

Der hersker ingen tvivl om, at vi i Grønland skal søge at omlægge en større del af vores energiforsyning til vedvarende energiformer, og herigennem søge at mindske brugen af fossile brændsler. Dette tjener mange formål: renere miljø, på sigt billigere strøm og ikke mindst styrker det processen mod et Grønland, der står på egne ben.

 

Det er glædeligt, at denne bevidsthed også deles af Landstinget og lokalt, samt at der er et konkret ønske om at gå denne vej.

 

Udbygningen af vandkraft skal gerne fortsætte. Det er som oftest store og dyre projekter, og derfor ligger der ofte lange og omfattende undersøgelser bag de projekter, som bliver realiseret.

 

Derfor vil jeg på Landsstyrets vegne fremlægge Landsstyrets energipolitiske perspektivredegørelse til forårssamlingen. Denne perspektivredegørelse angiver forslag til langsigtede mål og virkemidler for fremtidens energiforsyning i Grønland.

 

Her er vandkraft et vigtigt element, og potentialerne ved Qasigiannguit indgår også i redegørelsen. Her fokuseres der især på datagrundlaget, hvor en opdatering af grundlaget for netop disse potentialer kan være interessant. Uden opdaterede oplysninger er det ikke forsvarligt at tage beslutninger om videre undersøgelser.

 

En prioritering nu, før end Landsstyret har fremlagt sin energipolitiske perspektivredegørelse for Landstinget, vil derfor være uhensigtsmæssig. Landsstyret ser derimod gerne frem til at diskutere rammerne og indholdet for energiforsyning i fremtiden til Forårssamlingen her i 2006.

 

Her bliver der rig mulighed for at tage stilling til mange elementer. Når vi taler energiforsyning, så er det ikke kun vandkraft, der giver os bedre miljø, billigere kraft og hjælper os mod et selvbærende Grønland. Dette kan her diskuteres samlet, og samtidig med fokus på de enkelte løsninger.

 

Derfor foreslår Landsstyret, at Landstinget ikke beslutter sig for en prioritering på dette tidspunkt. Samtidig skal Landsstyret udtrykke et stærkt ønske at diskutere om netop disse problemstillinger i forbindelse med Landsstyrets energipolitiske perspektivredegørelse.

 

Landsstyret kan anbefale, at beslutningsforslaget eventuelt behandles i Erhvervsudvalget forinden 2. behandlingen.