Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 19-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Fredag den 20. oktober 1995 kl. 13.00.

 

Dagsordenens punkt 19.

 

Redegørelse om jagtbetjentordningen.

(Landsstyremedlemmet for fiskeri, fangst og landbrug)

 

 

 

Mødeleder: Knud Sørensen:

Mødet er åbnet. Inden jeg kommer over til vores dagsorden har vi en med­delelse. For­mandskabet har fra fredningsudvalgets formand Jonathan Motz­feldt fået en anmodning om, at punkt 35, fredningsudvalgets betænkning, om at den bliver udsat. Jeg skal anmode om at dette punkt bliver flyttet til 26. oktober og jeg skal anmode landstinget om at godken­de det. Hermed er det godkendt.

 

Og vi har følgende punkter på dagsordenen:

 

Punkt 19, redegørelse om jagtbetjentordningen.

Punkt 6, forslag til landstingslov om økonomisk støtte til politisk arbej­de.

Punkt 33, betænkning afgivet af boligudvalget.

Punkt 31, betænkning afgivet af teknisk udvalg.

Punkt 37, forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsfor­ordning om leje af boliger.

Punkt 38, forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsfor­ordning om støtte til boligbyggeri.

En forespørgsel. Hvornår færdiggøres loven om teatervirksomhed i Grønland? Og endelig har vi fredagsforespørgsler, korte.

 

Og det første punkt på dagsordenen er punkt 19, redegørelse om jagtbe­tjentordningen. Det skal landsstyremedlemmet for fiskeri, fangst og land­brug, Paaviaaraq Heilmann, fremlægge.

 

Paaviaaraq Heilmann, landsstyremedlem for fiske, fangst og landbrug:

Udnyttelsen af fangstdyr har altid optaget vores hverdag her i landet. Fra denne talerstol har der gennem årene været ført mange debatter om prin­cipper for udnyttelsen af fangst­dyrene. Debatterne har både drejet sig om den generelle udnyttelse af fangstressourcerne og om begrænsningerne i fangsten af enkelte fangstdyr.

 

Udgangspunktet for diskussionen har i de senere år ofte været begrebet "bæredygtighed". Bæredygtighed er ikke kun, at bestande af fangstdyr skal udnyttes, så også vore efterkom­mere kan høste af naturens spisekammer, som vi alle værdsætter så meget. Bæredygtig­hed indebærer endvidere et ansvar overfor brugerne, det vil sige både erhvervs- og fritidsjægere, når vi foretager reguleringer i jagtreglerne.

 

Gennem de senere år har det som bekendt været nødvendigt at indføre regler, der begrænser adgangen til forskellige fangstdyr. I nogle tilfælde har det været tidsmæssige eller områdemæssige begrænsninger. I andre tilfælde har det været begrænsninger i fangstmængder eller personkredsen, der kan få adgang til jagten. Reglernes formål er at beskytte de enkelte dyrearter mod overudnyttelse, og der med sikre, at ressourcen til stadighed vil kunne udnyttes.

 

Som alle medlemmer af denne forsamling ved, medfølger der foranstaltninger med regler. For at håndhæve reglerne må man føre tilsyn. Den foreliggende redegørelse omhandler problematikken omkring tilsyn med reglerne for fangstdyr og peger samtidig på, hvordan vi kan indrette en fremtidig løsningsmodel for tilsynet.

 

På landstingets sidste samling lovede landsstyret at fremlægge en rede­gørelse om jagtbetjentordningen med udgangspunkt dels i den hidtidige forsøgsordning og dels i en udvidelse henimod gradvist at gøre den lands­dækkende.

 

Erfaringerne fra forsøgsordningen viser, at vi inden for dens rammer kan foretage flere forbedringer, og vi i forbindelse med forberedelserne til en udvidelse må fortsætte plan­lægningen, især omkring opbygningen af uddannel­sen.

 

Landsstyret finder på den baggrund og set i lyset af de aktuelle sparebe­stræbelser, som man generelt har gennemført, at man i første omgang bør forbedre den nuværende forsøgsordning, før der gennemføres en udvidelse. I redegørelsen peges eksempelvis på, at der er behov for at få lavet klare arbejdsbeskrivelser for jagtbetjentene, at få styrket kommunikationen fra hjemmestyret til disse og herigennem få koordineret indsatsen bedre samt at få lavet faste retningslinier omkring ansættelsesproceduren.

 

Samtidig har landsstyret været i stand til at friholde forsøgsordningen for de besparelser, som man har underlagt de fleste andre driftskonti under udarbejdelsen af det netop fremlagte forslag til finanslov for 1996. Dette er netop gjort ud fra en overbevisning om, at tilsynet med jagten er et væsentligt element i vores fangstforvaltning, som vi ikke kan tillade os at slække på.

 

Derfor vil man i den kommende tid intensivere analysearbejdet omkring konsekvenserne ved at udvide jagtbetjentordningen i samarbejde med KANUKOKA og de enkelte kommu­ner.

 

For det første må analysen indeholde detaljerede økonomiske konsekvensbe­regninger ved en udvidelse.

 

For det andet må den skabe klarhed over, hvilke geografiske virkeområder, der skal dækkes i forskellige perioder og dermed behovet for antallet og placeringen af jagtbetjen­tene.

 

For det tredje må man gennemføre en nærmere planlægning af uddannelsesfor­løbet for de nye jagtbetjente, som vil skulle tages ind ved en udvidelse samt klarlægge efteruddan­nelsesbehovet hos de allerede ansatte jagtbe­tjente.

 

For det fjerde skal spørgsmålet om jagtbetjentenes og assistenternes bemyndigelse i forbindelse med udførelse af tilsyn afklares nærmere med rigsmyndighederne. Jagtbetjen­tene har i dag alene bemyndigelse til at få forevist jagtbeviser, men ikke til at kræve at se fangster eller mulighed for midlertidigt at konfiskere eventuelle ulovlige fangster.

 

Endelig skal man søge at finde frem til en formel, der sikrer den nødvendi­ge ensartethed i ansættelses- og finansieringsforholdene, som tilfredsstil­ler både kravene fra kommuner­ne og hjemmestyret til ordningen.

 

Redegørelsen omtaler en stigende interesse fra kommunerne for at få ansat jagtbetjente. Denne interesse har endog resulteret i, at man uden om forsøgsordningen selv har ansat jagtbetjente og således alene har stået for at afholde omkostningerne forbundet med ansættelsen.

 

Der har ikke alene været tale om ønsker fra en enkelt kommune. I nogle tilfælde har nabokommuner talt om i fællesskab at få ansat en jagtbetjent til at føre opsyn i de pågæl­dende kommuner.

 

Landsstyret finder disse kommunale initiativer meget opmuntrende, idet de viser, at man også lokalt er rede til at tage et medansvar for forvalt­ningen af vores fælles ressourcer.

 

I det omfang endnu flere kommuner ønsker at få ansat jagtbetjente, vil man fra hjem­mestyret naturligvis være behjælpelig med at få dette organiseret. Dette er nødvendigt, fordi man har gjort en række erfaringer gennem de eksisterende ordninger, som vil være nyttige at trække på ved etablering af nye ordninger.

 

Bl.a. har det vist sig hensigtsmæssigt, ja påkrævet, at holde en ensartet linie for at få det optimale udbytte af jagtbetjentenes virke. Noget sådant fordrer en koordinerende enhed. I praksis må det ske fra hjemmestyrets side, idet man har sidder med den overordnede forvaltning af fangsten og har den næsten daglige kontakt med kommunerne i forbindelse hermed.

 

Som det fremgår af redegørelsen viser erfaringerne med en forsøgsordning, at der er et stort, og endda et stigende behov for et tilsyn med reglerne på fangstområdet.

 

Redegørelsen, der vil blive et meget vigtigt redskab til det videre forløb omkring udvikling af ordningen, påpeger, at jagtbetjentenes arbejdsområde ikke kun er det direkte tilsyn og pågribelsen af lovbrydere. En lige så stor del af opgaven består i oplysning om reglerne på fangstområdet samt vejledning og indføring af reglerne for såvel nuværende som kommende brugere.

 

Afslutningsvis vil jeg uden at uddybe erfaringerne yderligere fra de sidste fem års forsøg­sordninger dog fremhæve, hvad der også er tydeligt i rede­gørelsen, at Grønland kun kan være tjent med en jagtbetjentordning, hvor vi aktivt viser en interesse for at udnytte ressourcerne forsvarligt og på et bæredygtigt grundlag, og dermed tager vort ansvar alvorligt.

 

Niels Mattaaq, ordfører for Siumut:

Vi har fra Siumut følgende bemærkninger til redegørelsen om jagtbetjentord­ningen:

 

Siumut støtter fuldt ud alle tiltag til bevaringsforanstaltninger, der sikrer miljøet og fangst­dyrenes fortsatte beståen.

 

For at forskellige bestemmelser, der har det formål, at de levende ressour­cer udnyttes på et bære dygtigt grundlag, overholdes, er det påkrævet at forøge indsatsen indenfor jagtbetjentordningen.

 

Vi kan derfor ikke undvære jagtbetjente i vort langstrakte kystområde.

 

Desværre møder nogle kommuner, der vitterligt ønsker at etablere en jagtbe­tjentordning, en hindring, nemlig finansieringen.

 

Landsstyremedlemmet for fiskeri, fangst og landbrug fremførte med til­fredshed i redegørel­sen, at nabokommuner agter at ansætte jagtbetjente i fællesskab.

 

Vi har i Siumut nævnt vigtigheden af at etablere en jagtbetjentordning og er vidende om, at jagtbetjentordningen kører på forsøgsbasis indtil 1997 og at lønningerne til jagtbetjen­tordningen i forsøgsperioden finansieres med lige dele af hjemmestyret og den deltagende kommune.

 

Vi støtter derfor i Siumut fuldt ud, at når forsøgsperioden er tilendebragt i 1997, vil jagtbe­tjentordningen blive finansieret fuldt ud af hjem­mestyret. Ligeledes støtter vi i Siumut, at forsøgsordningen med jagtbe­tjente indtil da kører videre i den nuværende form.

 

I redegørelsen er der fremsat en indgående og god plan for de kommende jagtbetjentes uddannelsesforløb, og vi skal fra Siumut tilkendegive vor støtte til alle elementer i uddan­nelsesplanen.

 

Vi er i Siumut ligeledes enige i den kompetence, som vil blive tillagt jagtbetjentene efter endt uddannelsesforløb, og vi finder det fra Siumuts side ønskeligt, at erfaringerne under forsøgsordningen danner grundlag for, hvilken kompetence jagtbetjente skal have og at dette fastlægges i samar­bejde med politimesterembedet.

 

Vi vil uden yderligere bemærkninger fra Siumuts side meddele vores støtte i redegørelsen om, hvilke kvalifikationer og adgangskrav, der skal være gældende for kommende jagtbe­tjente samt hvilket udstyr og bådtyper, der tænkes på, der vil blive anvendt under udøvel­sen af gerningen som jagtbe­tjent. Ligeledes udtrykker vi vores glæde over, at det er hensigten at jagtbetjentene vil blive benyttet i forbindelse med oplysningskampagner, bl.a. i skolerne og andre uddannelsesinstitutioner.

 

Endelig vil vi fra Siumut fremføre, at det vil være nødvendigt at foretage en kontinuerlig tilpasning af jagtbetjentordningen, eftersom nogle kommuner har mere langstrakte kystom­råder og mange bygder sig end andre kommuner, hvor de koncentrede beboelser ligger tættere på hinanden.

 

Med disse bemærkninger godkender vi redegørelsen om jagtbetjentordningen og ønsker held og lykke i det videre arbejde, og ønsker at det videre arbejde vil ende med held og lykke.

 

Sivert K. Heilmann, ordfører for Atassut:

Vi er i Atassut glade for at man til afløsning for jagtbetjentordningen, der nu har været gældende for forskellige kommuner som en forsøgsordningen, ønsker iværksat en nyord­ning gældende for hele landet.

 

I Atassut finder vi det meget vigtigt, at vi til hver en tid har en res­source af forskellige fangstdyr, således at vi også sikrer vore efter­kommere gavn af de naturskabte fødevarer, som vi sætter meget højt.

 

Vi ved, at man fra ældre tider, og følgelig også i vore dage, har vedtaget regler for tidsbe­stemt fredning af forskellige fangstdyr og herunder begrænsninger af fangsten i de forskellige jagtdistrikter. Derfor finder vi i Atassut, at man ikke kan komme udenom at måtte formalisere jagtbetjen­tordningen mere ensartet for hele landet, såfremt vi skal beskytte fangst­dyrene.

 

Vi ved i dag at jagtbetjentene har en beføjelse til at undersøge jagttilla­delser, men har ikke beføjelser til at undersøge fangstmængden eller til at konfiskere ulovlig fangst. Vi anser det i Atassut som nødvendigt for ordningens videre udvikling, at man må stile efter konfiskationsbeføjelsens realisering.

 

Det har ikke undgået Atassuts opmærksomhed, at politiet ikke alene kan magte at overvå­ge reglernes overholdelse, og at det derfor er ganske nødvendigt at hjemmestyret og kommunerne må arbejde sammen i ansættelsen af jagtbetjente. Overvågning og beskyttel­se af ressourcerne er et vanskeligt og meget omfattende arbejde. Politiet har stor gavn af jagtbetjentene i deres arbejde og understreger gang på gang ordningens forebyggende be­tydning mod lovovertrædelser, hvorfor vi udtrykker ønske om jagtbetjentord­ningens bevarelse fremover.

 

Vedrørende videreudvikling af ordningen skal vi fra Atassut udtrykke ønske om, at ar­bejdsgruppen vedrørende denne ordning, i sit arbejde må stile efter at kommunefogederne kan blive inddraget i dette arbejde gennem samarbejde med staten og hjemmestyret.

 

Vi er i Atassut glade for, og er enige i planerne om, at selvom jagtbe­tjentene har store erfaringer, udover deres daglige arbejde skal varetage oplysningsarbejde og vejledning af brugerne omkring de gældende love og regelsæt.

 

I jagtbetjentordningen har man rige erfaringer i arbejdet i Sisimiut og Maniitsoq kommuner. Her kan man tage eksempler på det for betjentene meget vanskelige arbejde med at overvåge moskusoksejagt og rensdyrjagt, hvor man samtidig hermed skal varetage det meget krævende arbejde med at overvåge lakseelve, fuglefjelde, hvaler m.v. Her vareta­ger de jo ved anvendelse af deres små fartøjer og til trods for vanskelige vejrforhold det meget vanskelige arbejde i den store og vidtstrakte natur.

 

Som et eksempel kan jeg nævne moskusoksejagten og rensdyrjagten, som fandt sted i Kangerlussuaq her i sommer. Jagtbetjenten og dennes medhjælper fra Maniitsoq kommu­en samt jagtbetjenten og dennes medhjælper fra Sisimiut kommune fik til opgave at overvåge jagten i det største af det tilladte moskusoksejagtrevir lidt øst for Uluagullit. Da rensdyrjagt på licens startede, kunne jagtbetjenten fra Maniitsoq kommune alene ikke overkomme grundigt at overvåge den meget lange kyststrækning sydpå til Niaqunngunaq lidt syd for Atammik. Her kan man se, at det ikke nytter stort med vore debatter om ressourcebeskyttelse og lov samt regelbegrænsninger heri, såfremt vi ikke følger det op med velgennemtænkte jagtbetjentordninger.

 

I Atassut er vi meget glade for, at Atassuts forslag fra foråret om jagtbe­tjentordningen er blevet opfyldt af landsstyremedlemmet for fiskeri, fangst og landbrug, og at man derved har undgået besparelsesforslag fra lands­styret for forsøgsordningen med jagtbetjente i det nyligt forelagte finans­lovsforslag for 1996.

 

Vi skal fra Atassut til slut blot udtale, at vi fra Atassut fuldt ud støtter, at man med henblik på ordningens videreudvikling i den kommende tid intensiverer grundige undersøgelser omkring følgevirkningerne af jagtbetjentordningens udvikling i samarbejde med KANUKO­KA, de enkelte kommuner samt Grønland Kommando.

 

Maliinannguaq M. Mølgaard, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Det er en væsentlig del af grønlændernes liv at kunne spise grønlandsk mad. Udviklingen, hvor jagtredskaberne bliver mere og mere effektive og vi bliver flere og flere mennesker, kræver, at dyrene bliver beskyttet og at der bliver ført kontrol med jagten. Uden disse foranstaltninger må vi desværre regne med at der bliver færre og færre dyr.

 

Der har fra 1990 fra landstinget været bevilget midler til en forsøgsord­ning med jagtbetjen­te i fire kommuner, og det fremgår af redegørelsen, at andre også har meddelt deres interesse for at være med.

 

Der har i de senere år været en konstant stigning i antallet af regler og forordninger til regulering af jagt, hvorfor det er nødvendigt at befolk­ningen gøres bekendt med reglerne og at der indsættes jagtbetjente til at kontrollere at reglerne bliver overholdt.

 

Det ville ikke hjælpe meget at udstede en masse regler, uden at kontrollere at de nu også bliver fulgt. Inuit Ataqatigiit er enig i at ordningen bliver udbygget og justeret.

 

Som vi også sagde det under forårssamlingen, er vi også enige i, at jagtbe­tjentenes arbejde også kommer til at omfatte kontrol med forurening af naturen. De skal ikke nød­vendigvis selv sørge for oprydning, men meddele kommunen det, hvis de observerer, at der er sket forurening, som kan bruge oprydningen som beskæftigelsesprojekt for arbejds­løse.

 

Vi kan således bevare den smukke natur, både for os selv og turisterne. Dyrene vil også have glæde af det, når deres fourageringssteder ikke er forurenede.

 

Jagtbetjentordningen er i de senere år fortrinsvis blevet brugt i rensdyr- og moskusokse­jagtområderne. Også enkelte ørredfangststeder er blevet holdt under opsyn.

 

Som det er bekendt må snescootere ikke bruges til jagt, bortset fra om­råderne udenfor hundedistrikterne, hvor de må bruges efter indhentning af en dispensation. I visse islægs­distrikter bliver brugen af snescootere mere og mere udbredt. Det ville være passende om jagtbetjentenes arbejdsområde også omfattede kontrol af, at snescootere ikke bliver brugt til jagt. Dette må gælde for hele landet og ikke kun for islægsområderne.

 

Det er en del af jagtbetjentenes arbejde at udarbejde rapporter vedrørende sit virke. Det er en vigtig del, idet vi på den måde kan indsamle erfarin­ger fra dette forholdsvis nye initiativ. Hvis ordningen skal udvikles er det nødvendigt at vide, hvor og hvad problemerne er.

 

Det bliver anført i redegørelsen, at der fra nogle kommuner er et ønske om at jagtbetjente­nes arbejde også skal omfatte udstedelse af jagttilladelser på kvoterede fangstdyr. Inuit Ataqatigiit kan ikke umiddelbart tilslutte sig at arbejdsområdet bliver så omfattende, at det administrative arbejde får overvægt.

 

Det må ikke betyde at jagtbetjenten sidder på kontor, i stedet for at føre kontrol ude på jagtområderne. Inuit Ataqatigiit vil gerne drøfte dette nærmere.

 

Til gengæld mener vi, at det vil være på sin plads, hvis jagtbetjenten indkaldes til udvalgs­møder, der handler om jagt m.v. Derudover kan jagtbe­tjentenes opgaver også omfatte oplysningsarbejde overfor fiskere og fan­gere. Vi er også enige i, at jagtbetjenten skal kunne inviteres til skoler­ne, vor at lave oplysningsarbejde overfor eleverne. Dette må ske udenfor højsæsonerne.

 

Jagtbetjenten må også inddrages i bestandstællinger af kvoterede jagtdyr, ligesom betjenten i Sisimiut har været med til at tælle moskusokser.

 

Vi har lagt mærke til udvalget vedrørende jagtbetjentordningen har udført et grundigt arbejde, og har ligeledes lagt mærke til, at de er imod at der bliver lagt en aldersgrænse for jagtbetjente fra 20 til 35 år. Det er vi enige i. Det vigtigste må være, at betjenten er pålidelig, moden, påholden­de og retfærdig udover at være fysisk og psykisk sund.

 

I det grønlandske samfund kender vi stort set allesammen når vi bor i samme by. Det er vigtigt, at jagtbetjenten er kendt som en pålidelig person, og der må være faste regler for en ansættelsesprocedure. Hvem skal være den ansættende myndighed og skal der også være høringsrunder i forbindelse med en ansættelse?

 

Vi er enige med udvalget i, at jagtbetjenten også bør have en medhjælper. Vi har jo listet en masse opgaver op for jagtbetjenten, som ikke kan klares af en enkelt person. Udover jagtkontrol vil der være tale om administra­tion, foredrag for skoleelever m.m.

 

Det vil selvfølgelig være et spørgsmål om kommunens størrelse og omfanget af kontrolar­bejdet, så der skal alt efter arbejdets omfang være mulighed for at tilknytte en medhjælper til jagtbetjenten.

 

Inuit Ataqatigiit er enig i, at jagtbetjenten skal være fastansat, for at gøre stillingen perma­nent og attraktiv. Vi mener også, at alle kommuner, efter behov, skal have mulighed for at ansætte jagtbetjente.

 

Vi er enige i, at stillingen som jagtbetjent overflyttes fra kommunerne til hjemmestyret. Landstinget må tage medansvar for at realisere sine beslutninger, ligesom vi må påtage os finansieringen. Jagtbetjentene må ligeledes have et fast sted at henvende sig til.

 

Jagtbetjentene har indtil nu været nødt til at bruge deres egne fartøjer. Det er uaccepta­belt. Vi ved jo hvor dyrt udstyret er at vedligeholde. Der er jo heller ingen her, der betaler for deres skrivemaskiner eller på nuværende tidspunkt computere, som de bruger i forbindelse med deres arbejde.

 

Inuit Ataqatigiit mener det vil være passende om jagtbetjentene blev udstyret med de redskaber, de skal have for at udføre deres arbejde. Spørgsmålet er om det er kommuner­ne, der skal bekoste det.

 

Det er sandsynligt, at nogle kommuner vil have råd, men i de fattigere kommuner vil der ikke være råd, og jagtbetjentene ville så blive behandlet forskelligt alt efter kommunernes økonomiske formåen.

 

Jagtbetjentene har i dag ikke myndighed til at fratage fangst. Det har kun politiet bemyndi­gelse til. Da det ikke altid er muligt at få fat i politi­et, må jagtbetjentene have mulighed for en midlertidig konfiskation.

 

Jagtbetjentene skal kunne have bemyndigelse til at få forevist jagtbeviser og til at under­søge, hvad og hvor meget folk har fanget. Dertil har vi bemærket, at der kan opstå proble­mer, hvad angår konfiskation af ulovlig fangst på grund af pladsproblemer.

 

Hvad angår konfiskering har vi bemærket, at man er utryg ved fangstens størrelse, og rådnelse kan forekomme f.eks. i Kangerlussuaq på grund af, at der er pladsmangel og mangel på frysere.

 

Vi foreslår derfor, at man eventuelt anskaffer et større fryseskib. Når man langs kysten har behov for fryseskibet kan dette så indsættes.

 

I denne forbindelse konstaterer vi forslaget om indsættelse af kontrollører for det kystnære fiskeri, forstået på den måde, at det bliver brugt inden­for det kystnære fiskeri. Inuit Ataqati­giit tiltræder dette forslag, idet dette vil forstærke opsynet af vore farvande mod eventuelle forureningsge­ner. Det er jo eksempelvil en kendt sag, at krabbefiskere blandt andre mister mange af deres garn, som så belaster havbunden.

 

Det er ikke ønskeligt, at kontrollørerne er bundet til de enkelte kommuner, da det er vigtigt, at kontrollen sker på tværs af kommunegrænserne. Jagt og fiskeri foregår heller ikke alene indenfor kommunegrænserne. Ligeledes finder vi det vigtigt, at der udstikkes klare ret­ningslinier til løsning af denne opgave.

 

Kravene til den enkelte jagtbetjent er store og må formodes ikke at blive mindre i fremti­den. Derfor er vi enige i forslaget om målrettede uddannel­sesprogrammer for disse.

 

Vi har også konstateret, at der ikke er nogle specielle krav for at blive jagtbetjent. Men i uddannelsesplanlægningen er det vigtigt, at man tager højde for undervisning i det engelske sprog og dette af hensyn til turis­meudviklingen og der skal man være forsigtig med at jagtbetjentene ikke bliver sat til at varetage turismearbejdet, idet deres arbejde er stort nok og de har nok at lære, også om vejret, om vegetation, om fiskearterne, admini­stration, motorarbejde, navigation, våbenlagre med meget mere skal læres under deres uddannelse, således at man ikke kan komme udenom, at de bliver uddannet. Men der er ikke større krav om den teoretiske baggrund, fordi fremtiden vil vise, hvad det er man får behov for.

 

Hvad angår uddannelsesplanlægning har vi ikke noget imod dette, idet man også lægger vægt på, at man også skal lære noget om det psykiske hos mennesket, idet arbejdet jo er et anstrengende job og også idet konfiska­tion af fangster også kan berøre det psykiske hos det menneske, men jagtbe­tjentordningen kan vi ikke undvære og derfor også har behov for at disse uddannes.

 

Med disse bemærkninger indstiller vi fra Inuit Ataqatigiits side, at sagen kører videre.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

I erkendelse af vigtigheden af, at fangstressourcernes bæredygtighed skal beskyttes, er det tvingende nødvendigt med visse regler for både erhvervs- og fritidsjægere. Det er tvingende nødvendigt at disse regler følges og det er ligeså nødvendigt, hvad angår håndhævelse af disse regler som præventivt tiltag. Det kræver tilsyn.

 

I erkendelse af, at tilsyn er nødvendigt, er Akulliit Partiiat tilfreds med, at landsstyret har været i stand til at friholde forsøgsordningen for de besparelser, der er foretaget under behandlingen af finanslovsforslaget for 1996 og det er ønskeligt, at det kan bibeholdes fremover i erkendelse af, at det er vigtigt for samfundet.

 

Ramt af besparelser er det dog ikke alligevel, idet der er forslag fra landsstyret om, at man i første omgang blev foreslået, at den nuværende ordning bibeholdes på grund af spare­hensyn, som vi kun kan være enige i.

 

Akulliit Partiiat er enig i, at analysearbejdet iværksættes i samarbejde med KANUKOKA og de enkelte kommuner om de områder, der skal afklares indenfor jagtbetjentordningen.

 

Akulliit Partiiat sporer med glæde interessen for området fra forskellige kommuner og at der er stigende samarbejdsvilje på tværs af kommunegrænser­ne.

 

Én ting synes vi dog kan sætte en kæp i hjulet er, i det udmærkede tiltag, nemlig kompe­tenceforholdene for jagtbetjentene. Det har vi jo set, at det har sat en stopper for forsøg­sordninger og derfor må det afklares med politimesteren og Justitsministeriet hurtigst muligt, for jagtbetjentord­ningen i sig selv er ikke noget nyt og bestræbelserne har tidligere altid strandet på uvisheden om hvilken kompetence jagtbetjentene skal have.

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:

Fra Kandidatforbundet støtter jeg jagtbetjentordningen udvides til at omfatte alle kommu­nerne.

 

Jagtbetjentordningen kan ikke undværes og er en god løsning, men jeg er ikke enig med forslaget om en aldersbegrænsning af ansøgerpotentialet, da det blandt ansøgerne må være et spørgsmål om kvalifikationer og baggrund.

Jeg er også af den opfattelse, at det for jagtbetjentenes uddannelsesforløb og virke er nødvendigt, at der indgås et samarbejde med politiet.

 

Selvom det i dag er jagtbetjentenes egne både, som benyttes i deres arbej­de, er det det offentliges pligt at stille både til rådighed for jagtbe­tjentene, hvorfor jeg er enig i redegørel­sens målsætninger om, at der stilles både til rådighed, selvom jeg blev noget overrasket, da man bl.a. har nævnt Q-23 båden, idet vi er bekendt med, at der afses meget tid i forbindelse med udførelsen af arbejdet og at det drejer sig om meget store kystområder og langstrakte. Selvfølgelig er det nødvendigt at jagtbetjente­ne stilles sikkerhedsmæssigt forsvarlige både til rådighed, men det er også nødvendigt at de, i forbindelse med arbej­det, hurtigt kan komme videre til andre områder, hvilket vil være en effektivisering af deres arbejde.

 

I forbindelse med sikkerhedsforanstaltningerne er jeg enig i, at jagtbe­tjentene tilknyttes assistenter, og at det vil være nødvendigt med mobilte­lefoner til dem.

 

I redegørelsen omtales, at jagtbetjentene har mange arbejdsopgaver og at selve kontrollen selvfølgelig er den vigtigste arbejdsopgave, hvorfor det udover det almindelige uddannel­sesforløb er en god løsning med en efterud­dannelse, som nævnt på side 15 i redegørel­sen, og jeg er sikker på, at det for deres arbejde vil være opmuntrende og styrkende at mødes én gang årligt og udveksle erfaringer, hvilket vil være et behov.

 

Redegørelsen omtaler bl.a. problemerne med jagtbetjentenes manglende muligheder for at konfiskere eventuelle ulovlige fangster, men muligheder for foreløbige beslaglæggelser vil være et vigtigt redskab, for uden denne mulighed vil ordningen ikke få den nødvendige virkning. I forbindelse med dette må jagtbetjentenes ret til at kunne kræve at se fangster i bådene være nødvendigt.

 

Jeg er enig med politimesteren i, at jagtbetjentene ikke skal kunne opkræve bøder eller mulighed for at konfiskere fangster.

 

I forbindelse med behandling af eventuelle sager vil jeg forespørge, om hvilken retsinstans skal være 1. instans i sager vedrørende ulovlig fangst, idet sager vedrørende ulovlig fangst i fiskeriet har landsretten som 1. instans.

 

Med hensyn til ansættelses- og finansieringsforholdene mener jeg, at det vil være passen­de, at disse fastlægges med KANUKOKA, da det her er vigtigt at fastlægge ansættelses­procedurerne og jagtbetjentenes virke.

 

Uden at komme nærmere ind på spørgsmålene om uddannelse, vil jeg forespørge om, hvem der skal have ansvaret for den nyansatte jagtbetjents indlæring på 12 uger i hjem­kommunen, og hvem der skal varetage selve indlæringen?

 

Med disse ord tager jeg redegørelsen til orientering.

 

Til sidst vil jeg kræve, at godkendelsen fra direktoratet for fiskeri, fangst og landbrug om jagtbetjentenes ret til at proviantere sig med konfiskerede fangster bliver stoppet snarest. Det kan ikke accepteres, at jagtbetjentene spiser af konfiskerede fangster.

 

Paaviaaraq Heilmann, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Der er stor enighed omkring den fremlagte redegørelse og derfor skulle det vel ikke være nødvendigt med en omfattende besvarelse.

 

Dog vil jeg gerne rette en tak til alle, der støtter forslaget om at forsøgsordningen fortsæt­ter og at de ting, der skal rettes op, som er nævnt i redegørelsen og som skal justeres, at det bliver justeret.

 

Med hensyn til en landsdækkende jagtbetjentordning træder i kraft.

 

Jeg har bemærket, at man fra Siumut ønsker, at forsøgsordningen kører frem til 1997.

 

De ting der skal rettes op inden ordningen træder i kraft for landsdækkende synes jeg, at arbejdsgruppen skal tage stilling til, hvornår denne lands­dækkende ordning træder i kraft, således at landsstyret også er med til at tage den beslutning, fordi det vil have nogle økonomiske konsekvenser.

 

Så godt som alle kom ind på bemyndigelsen af jagtbetjentene. Det blev også omtalt i redegørelsen, at man vil igangsætte en ny dialog med politime­sterembedet med de ting, der er nævnt her in mente.

 

Hvilke betegnelser disse jagtbetjente og hvor omfattende deres arbejde skal være kom flere ind på. Udover tilsyn med jagt, så er der nogen, der kom ind på, at muligheden for at de også kan føre tilsyn med det kystnære fiskeri og bl.a. kom man også ind på muligheden for at føre tilsyn med miljø, og det må vi så også tage med i vores vurdering og i forbindel­se med ind­førelse af landsdækkende jagtbetjentordning må vi også vende tilbage til hvilken betegnelse sådanne ansatte skal have, fordi om de skal have jagt-, fiskeri- og miljøområdet.

 

Jeg har lagt mærke til, at man lægger vægt på, og som redegørelsen også selv kom ind på, at de forskellige grupper fangere, såsom erhvervs- og fritidsjægere og de kommende brugere, f.eks. skoleelever, skal have op­lysning om disse jagtbetjentes arbejde, og det blev bakket op og det takker jeg for.

 

Inuit Ataqatigiit fremkom med et par spørgsmål, men uden at komme nærmere ind på disse spørgsmål vil jeg blot bemærke, at fartøjsejerne, altså når den landsdækkende ordning træder i kraft, så nævnte man også, hvem der skal være ejer af de fartøjer, der skal benyttes til at føre tilsyn med. Det må vi skulle tage nøjere stilling til, fordi samtlige partier mente, at arbejdsgiveren må være den, der afholder de udgifter, der er forbundet med tilsynet, f.eks. fartøjer og forskellige redskaber.

 

Med hensyn til finansieringen har jeg bemærket, at når den nugældende forsøgsordning er endt og den landsdækkende ordning er trådt i kraft, så er man mere stemt for, at ordningen bliver finansieret 100% fra hjemmestyret, også af hensyn til de forskellige bemyndigelser, der ligger i det.

 

Selv­følgelig vil der blive taget stilling til disse jagtbetjente i for­bindelse med ansættelsen, at de bliver vurderet, og man sætter spørgsmåls­tegn ved om der skal være aldersgrænse for ansættelse af jagtbetjente og jeg har lagt mærke til og er enig i, at de enkelte, at der skal tages vurdering med hensyn til de enkelte ansøgere uden at skele til hvor gamle de er.

 

Således er dette status redegørelse er blevet bakket op af samtlige til­stedeværende og de ting, der blev nævnt i forbindelse med det videre arbejde, så vil jagtbetjentudvalget arbejde videre med denne sag, og bemyndigelsesområdet og uddannelsesområdet vil også blive behandlet nærmere i det videre arbejde.

 

Jeg forstår således, at man har behov for jagtbetjentordningen og det er alle, der bakker det op.

I det øjeblik den træder i kraft som landsdækkende ordning, så vil den også skabe nogle arbejdspladser.

 

Naamanngitsoq Petersen, Atassut:

I mange år har man i Melville Bugten været fredet og der har ikke været tilsyn med området. Jeg synes det er på tide at den fredede Melville Bugt også, at der kommer opsyn i området, idet det er blevet en nødvendighed for at der føres opsyn med det fredede område og jeg mener, at denne ordning bør indføres snarest, idet det fredede område i Melville Bugten er om­kranset af beboede steder og derfor ønsker jeg, at man snarest også ind­fører tilsyn med området.

 

Paaviaaraq Heilmann, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Ja, jeg er bekendt med at fredningsudvalget også har påtaget sig at drøfte sagen omkring Melville Bugten og jeg er ikke i tvivl om, at det vil blive vurderet i dette udvalgsarbejde.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:

I min fremlæggelse havde jeg et par spørgsmål, som ikke blev besvaret og jeg regner med, at jeg på et senere tidspunkt får afklaring på disse to ting, men jagtbetjentordningen og at de spiser det konfiskerede kød, det vil jeg godt have et nærmere svar på, idet direktoratet for fiskeri, fangst og landbrug, der har man udarbejdet en skrivelse, som har bemyndiget dem til at spise noget af det konfiskerede jagtbytte og så vil jeg gerne have oplyst, om man agter at fortsætte med den ordning?

 

Paaviaaraq Heilmann, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Med hensyn til at man kan tage proviant fra det konfiskerede kød, så er det selvfølgelig et ømtåleligt punkt, men vurderingen har været således, som også en af talerne kom ind på, at det kan være nødvendigt, at nogen af fartøjerne udstyres med frysere. Henvisende til det, der skete i sommer, så er der ikke tvivl om, at noget af kødet utvivlsomt ville forrådne, hvis det ikke fryses. Selvfølgelig må man jo fremover så vidt muligt undgå at komme med dispensationer med hensyn til det.

 

Maliinannguaq M. Mølgaard, Inuit Ataqatigiit:

Vedrørende hvornår arbejdet skal igangsættes, idet man fra Siumut foreslår, at forsøg­sordningen kører videre til 1997 og landsstyremedlemmet blev nævnt, at det udvalg, som varetager arbejdet, bliver det afgørende. Vi håber fra vores side, at arbejdet pågår hurtigst muligt, idet det er helt tydeligt, hvor stort behovet er og behovet er voksende. Vi håber ikke, at der vil gå mange år før ordningen træder i kraft.

 

Atassut var inde på en interessant ting, nemlig at der kan samarbejdes med kommunefo­gederne og at der skabes mulighed for det. Jeg mener også, at jagtbetjentene ikke kan komme i alle krogene og i forbindelse med ord­ningen, eller måske under deres uddannel­se, så kan kommunefogederne også blive informeret om jagtbetjentenes uddannelsesfor­løb, således at de også måske kan deltage, selvom de ikke er med i hele uddannelsesfor­løbet, men således at de får de vigtigste ting fra selve forløbet.

 

Paaviaaraq Heilmann, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Med hensyn til igangsættelse af den landsdækkende ordning forestiller jeg mig ikke, at der vil gå mange år, før den træder i kraft, fordi som I kan se i redegørelsen, så behandler redegørelsen ret grundigt uddannelsesom­rådet og så kan man jo også måske tilrettelæg­ge uddannelsen også med de bemærkninger, der er kommet her. Jeg forestiller mig, at det ikke kan vare mange år, før den bliver en realitet, men det har selvfølgelig økonomiske konsekvenser, må vi også skele til den side.

 

Omkring at man kan samarbejde med kommunefogederne, den kan samarbejds­gruppen også vurdere og det vil jeg sørge for at det bliver gjort.

 

Afslutningsvis vil jeg gerne takke for, at I bekræfter, at der er behov for det og at man undersøger nøje omkring bemyndigelse og uddannelse, og jeg takker for at der er kommet en opbakning fra salen. Tak.

 

Mødeleder: Knud Sørensen:

Og dermed er punkt 19, redegørelse om jagtbetjentordningen, færdigbehand­let.

 

Punktet slut.