Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 18-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Fredag den 25. februar 1994 kl. 14.00.

 

Dagsordens punkt 18.

 

Forslag om en grundig debat i Landstinget om vort sprog.

(Nikolaj Heinrich)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Jeg stiller herved i.f.m. vores første forårsmøde, forslag om, at der gennemføres en grundig debat om vores sprog her i landstinget og at der tages stilling til problematikken omkring sproget, med flg. baggrund: P.g.a. vores sprogs stadige forfladeligelse i anvendel­sen og dermed under indtryk af, at sproget derved efterhånden ser ud til at ville forsvinde, stillede jeg i 1987 i landstinget forslag om debatten, om vort grønlandske sprogs fremtid.

 

Til min beklagelse blev mit forslag bare henvist til skriftlig besvarelse. I besvarelsen blev der blot oplyst, at der allerede var et krav om, at vort grøn­landske sprog skulle have fortrinsret i vort land.

 

Det er uhyre fristende til at sætte spørgsmålstegn ved begrebet: 'skal have fortrinsret', det vil jo ikke være en fejltagelse, at påstå, at det er umuligt at se, om dette bliver efterfulgt i det daglige arbejde.

 

Uanset hvilket folkeslag man er, har man have sit eget sprog som sit kendetegn, for sin identitet, derfor er politisk bevågenhed for dette uhyre vigtige område, en nødvendighed.

 

Vi er vidende om, at man især i de små samfund, kan have vanskeligheder ved at bevare sit identitetsgrund­lag som et folkeslag, især når de ansvarlige ikke omfatter deres bevaringsbestræbelser på med årvågenhed. Jeg er således af den mening, at såfremt vi ikke sna­rest muligt gør noget for vort sprog, der snart bliver svagere og svagere ved vores anvendelse, vil der ikke gå forfærde­lig mange år, inden vi bliver nød til at sætte et spørgs­målstegn ved vor nationale identitet. Dette bliver som grønlænder og som en, der gerne vil udføre et stykke arbejde i grønlandsk identitet og ånd, mere og mere foruroligende.

 

Til vores glæde besætter i dag flere og flere grønlæn­dere, også i de stillinger, som vi kan kalde de ledende stillingsposter, men glæden bliver hurtigt noget min­dre, når skriftligt materiale når frem, udelukkende skrevet på dansk, selvom underskriverne er vore grøn­landske medborgere, som også kan tale grønlandsk på lige fod med os.

 

Sådan er vores situation i dag og sådan vil forholdene, som absolut trænger til at blive ændret, fortsat være, såfremt landstinget og landsstyret fortsat vil lade stå til.

 

Vi ved alle, at vi grønlændere lever i vort land, i et rigsfællesskab, således at vi derved i vort land, også har behov for at anvende det sprog, som det andet folkeslag, vi har rigsfællesskab med, har. Men vi skal ikke af den grund mene, at vi alle sammen er tilfredse med, at vi fortsat kan administrere vort daglige liv på en sådan måde, som om vi er ligeglade med at anvende vor vigtigste egenart, vort eget sprog. Således, at vi fortsat kan bevare det og fortsat være et grønlandsk folkeslag, det må ikke være sådan. Jeg håber inderligt, at der findes mange grønlændere, der tænker på samme måde som jeg og som vil arbejde med for, at vi må hæge omkring og fortsat udvikle vort sprog her i landet, i langt højere grad end tilfældet er i dag og dette må landstinget danne grundlag for.

 

Vi har fået hjemmestyre i vort land og hvorfor har vi fået hjemmestyre. Har baggrunden for hjemmestyret ikke været vort ønske, om selv at styre vort eget land. Såfremt at det er tilfældet, hvorfor er der så i de 15 år der snart er gået, stadigvæk et karv om at kunne beherske dansk, såfremt man skal kunne an­sættes, på langt de fleste arbejdspladser, men på den anden side er der aldrig det mindste krav om, at kunne benytte grøn­læn­dernes, landets oprindelige befolknings eget sprog.

 

Mit nærværende eksempel viser, hvor svagt vi er stillet m.h.t. vort sprog som folkeslag.

 

I dag har vi store uddannelsesinstitutioner til videre­gående uddannelser, og hvordan er den sproglige situa­tion inden for de nævnte uddannelser. Som vi er vidende om, kan op til halvdelen af de uddannelsessøgende på de omtalte institutioner være udelukkende dansksprogede og derved foregår undervisningen på de pågældende institu­tioner udelukkende på dansk. På den måde vælger desvær­re nogle af dem at trække sig fra undervisningen p.g.a. manglende danskkundskaber, selvom de kan have gode evner, der gør dem i stand til, at tilegne sig læse­stoffet.

 

Det jeg har fremført her, fortæller os ganske klart, hvilket syn herværende myndigheder har på vores sprog som et folk. Det er meget beklemmende at erkende, at selv vort nationale sprog står i anden række i vores uddannelsesinstitutioner, uanset at det er det eneste der kan sikre, at vi fortsat kan eksistere som et folkeslag, sådan kan vi ikke fortsat administrere, derfor er det på tide, at indføre krav om, at kunne anvende grønlandsk på alle arbejdspladser.

 

Dette forslag er meget krævende, men når man ser tilba­ge på de år, hvor det grønlandske sprog har været så stærkt tilsidesat, samt på det eksisterende forhold i dag, er der intet grundlag for at komme med et andet budskab. Ja, vi er et folkeslag, der lever i en tid­ligere koloni og som nu, gennem en ordning inden for rigsfællesskabet, endda har fået mulighed for selv at kunne styre vort eget land.

 

Dette ansvar som tidligere danske regeringer, der altid har næret varme følelser for vort land, har overdraget os, skal vi dog ikke betale med det, der giver os styrke som et folkeslag, vort sprog.

 

Vi har nabolande, der ligesom os, er på vej til en større selvstændighed, efter først at have været kolo­nilande, ligesom os.

 

Island er nu allerede en selvstændig stat og nationen værdsætter sit eget sprog så højt, at man endda ikke kan få anvist arbejde, såfremt man ikke behersker landets oprindelige befolknings sprog.

 

Vi ved, at færingene også respekterer deres sprog meget højt og at de derfor finder det meget vigtigt, at sproget ikke bliver forfladeliget på mindste måde.

 

Vi må nu se at komme i vej med at værne højt om det, der styrker os som et folkeslag, og derfor er det på tide, at landstinget gennemfører en lov, der ufravige­ligt danner grundlag for, at anvendelsen af det grøn­landske sprog på alle arbejdspladser, bliver et krav. Ligeledes bør anvendelsen af vort grønlandske sprog og eksamen i sproget blive et krav i uddannelsesinstitu­tioner.

 

Først når vi har fået en sådan lov, kan vi sikre vort sprogs fremtidige beståen, derfor må landsstyret ud­arbejde et lovforslag.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, uddannel­se, forskning og kirke:

Landsstyret hilser landstingsmedlem Nikolaj Heinrichs forslag om drøftelse af vort sprogs stilling velkom­ment.

 

De senere års debat i samfundet omkring vores sprog og dets anvendelse er ført ud fra flere forskellige ind­faldsvinkler.

 

Landsstyret finder det derfor på sin plads, at spørgs­målet tages op til en princippiel drøftelse i lands­tinget, bl.a. m.h.p. en mere overordnet stillingtagen omkring sprogets fremtidige indplacering i lovgivnings­mæssige henseende. Udviklingen i vores sprog og dets anvendelse er genstand for stadig debat i tidsskrifter og andre medieområder. Idet et i verdenssammenhæng så li­lle et sprog, ikke mindst i disse teknologiske stadig mere udviklede kommunikationstider, til stadighed bliver udsat for store påvirkninger af andre sprog og kulturer, finder landsstyret det uhyre vigtigt med en stadig debat om en bevidst sprogpolitik.

 

Karakteristisk for et levedygtigt sprog er, at det ikke er statisk, men derimod levende og i stadig udvikling. Følger man udviklingen i vort sprog fra de første nedskrevne kilder til nu, må det bemærkes, at enkelte benævnelser helt kan forsvinde i sprogbrugen, såfremt man ikke tilpasser begrebene og forandringerne i sam­fundet og de omgivende brugsområder.

 

Når debatten føres ind på ærgelse over en tendens til en stadig mindre brug af bestemte begreber samt kritik vedr. en evt. tiltagende ændret fortolkning af et bestemt begreb eller benævnelse, må vi derfor være opmærksom på, at en sådan udvikling vurderes forskel­ligt fra generation til generation.

 

Frem for vedvarende at fokusere på misforståelser og kritik af eventuelle forskellige fortolkninger, må det være vi brugeres pligt at bruge debatten konstruk­tivt til en målrettet bevidsthed og indsats omkring videre­ud­vikling af vort sprog i samarbejde med ekspertise inden for forskellige fagområder. Det må her pointeres, at vort sprog er så udtryksfyldt og så smidigt, at det kan tilpasses alle mulige sammenhænge. Det er derfor lands­styrets vurdering, at påstande om, at vort sprog i visse sammenhænge ikke kan tilpasses til en hensigts­mæssig måde, må bero på en misforståelse.

 

I nutidens Grønland er vort sprog ikke i fare, ej heller er anvendelsen aftagende, hverken i skrift eller tale, tværtimod mener landsstyret, at viljen til brug af sproget i både skrift og tale er mærkbar og stigen­de. Når dette er sagt, må vi dog også konstatere, at der også inden for det offentliges serviceapparat, stadig er mangel på uddannet grønlandsk arbejdskraft, hvorfor sagsbehandlingen nødvendigvis i mange tilfælde også må foregå på dansk. Selvom vi skulle nå dertil, at alt på de offentlige arbejdspladser udelukkende kunne skrives på grønlandsk, så er grønlandsk placering således i dag, at man p.g.a. rigsfællesskabet og i behøringen med andre lande ikke kan komme uden om an­vendelsen af andre sprog, ikke mindst det danske sprog.

 

For opfølgningen af målsætningerne omkring vort sprogs stilling, finder landsstyret det vigtigt, at pointere nødvendigheden af fastholdelse af bl.a. flg. bestemmel­ser og målsætninger: i offentlige forhold har enhver borger i Grønland ret til at blive serviceret på eget sprog, det være sig grønlandsk eller dansk.

 

Undervisningssproget i folkeskolen og i andre uddannel­ser, er grønlandsk, hertil nævner folkeskoleforord­ningen mulighed for undtagelser, såfremt dette findes påkrævet grundet undervisningsmidler, lærerkræfter og elevens specielle situation.

 

Målsætningen i medierne om sprogfordeling er 80 pct. grønlandsk og 20 pct. dansk i radioen. M.h.t. rekla­mering i radio og i tv, er det kravet, at reklamer, skal have grønlandske undertekster eller lign., hvis det ikke er formuleret på grønlandsk. Der er allerede krav om grønlandske brugs­anvisninger til faglige ma­terialer som kun anvendes af fagfolk.

 

Derud­over er det væsentligt, at man i samarbejde med brugere og relevante institutioner arbejder hen imod, at mærkninger af øvrige varer bliver udført på grøn­landsk og dansk, man skal stile imod, at alle materia­ler som kan udgøre en fare skal have mærkning på grøn­landsk og dansk.

 

Integration af grønlandsksprogede og dansksprogede elever i folkeskolen starter fra og med i år, dette skridt i blevet godt modtaget mange steder og Lands­styret har tiltro til ordningens positive konsekvenser i denne sammenhæng også i bestræbelserne på at styrke det grønlandske sprog.

 

Stednavne som før benævnetes på grønlandsk og dansk skal fra 1996 udelukkende at havde grønlands­ke beteg­nelser bortset fra dem der kun har europæiske betegnel­ser. Skal man vurdere det grønlands­ke sprogs stilling i samfundet i situationen den at der ikke tidligere har været så stor konkrete bestræbelser igang fra fremmed anvendelsen af vort sprog.

 

Eksempel­vis kan man nævne at Landstinget holder sine møder på grønlandsk, at grønlandsk er sproget i den grønlandske kirke, at produktion af grønlandsksprogede bøger og undervisningsmaterialer gennem Atuakkiorfik - Piler­suiffik, Inerisaavik og private virksomheder i samarbejde med Hjemmestyret er så stor som aldrig før og at udgivelsen af grønlandsksproget musik aldrig har været så stor som det er tilfælde idag.

 

Endelig er anvendelsen af det grønlandske sprog i medierne mærkbart øget i takt med uddannelsen af flere og flere grønlandsksprogede journalister, ligesom grøn­landsk- og dansksprogede børn mange steder er integ­rere­de i dags­institutionerne. Men før vi har tilstræk­kelig uddannet dobbeltsprogede personale til at besætte stillingerne i det offentlige og før vi har tilstrække­ligt med grøn­landsksprogede undervisningsmaterialer på uddannel­selsstederne vil forholdene ikke blev radikalt ander­ledes.

 

I mellemtiden er det vores opgave at påse at forskel­lige bestræbelser på at styrke sproget ikke svækkes specielt hvis vi skal sikre at de rent grøn­landskspro­gede borgers forhold ikke forringes. Til dette vil vi fra Lands­styrets side tilføje, at det må være et krav, at den grønlandske be­folkning i eget land på alle områder skal sikres adgang til informationer på eget sprog. Herunder tænkes bl.a. på skiltning på offentlige steder, for­skellige former for service i hotel- og restaura­tions­branchen, henvendelser fra forretninger til kunder­ne m.m.

 

Nikolaj Heinrich forslår at der laves lovgiv­ning om sproget. Landsstyret vil her benytte anledningen til at fremhæve allerede gældende love og regler for anvendel­sen af sproget. I Hjem­mestyrelovens paragraf 9 står der, jeg citerer: Det grønlandske sprog er hovedspro­get. Der skal undervises grundigt i det danske sprog. Begge sprog kan anvendes i offentlige forhold. citat slut.

 

I den grøn­landske retsplejelov står der, jeg citerer: Retspro­get er grønlandsk og dansk. Såfremt ikke alle rettens medlemmer og sagens parter forstår det anvend­te sprog bør oversættelse sket ved at ved at rettens medlemmer eller ved en tolk. Citat slut.

 

Endelig står der i landstingsforordningen om folkesko­len, jeg citerer: Undervisningsproget er grønlandsk. Dansk kan tillige være undervisningsprog i det omfang hen­synet til lærerkræfterne og undervisningsmidlerne eller hensynet til enkelte elever gør det nødvendigt. Citat slut. Dels med henvisning til nævnte forhold dels ud fra faktum, at sproget ikke er i fare, skal Lands­tinget såle­des vurdere om der skal laves en sproglov eller om den nuværende ordning, hvor bestemmelserne om sproget er placeret i forskellige særlove skal bibe­holdes.

 

Det er således Landsstyrets  opfattelse, at det må være en betingelse i udstedelsen af tilladelser til at drive en virksomhed i Grønland, at man er i stand til at betjene borgerne på grønlandsk. Såfremt Landsstyret kan til­slutte sig dette synspunkt agter Landsstyret at ud­arbejde de nødvendige lovændringer i næringsloven og eventuel anden lovgivning.

 

Hvis man vil lovgive at man må sikre sig det personale-mæssige og økonomiske grund­lag til forvaltningen af loven ligesom spørgsmålet om håndhævelse af en eventuel over­trædelse af loven må indgå i overvejelserne. Som nævnt i det foregående er det grønlandske og danske sprog sikret gennem forskellige love. Hvis man vil sikre sprogets anvendelse i administrationen vil det være på sin plads at sikre at disse to sprog bliver forstået i administrationen kan vi i den sammenhæng tydeliggøre at i særlige tilfælde som f.eks. personale- og materiale mæssige vil der kunne gives dispensation dog er be­stemmelsen om sproget i Hjemmestyretloven den vigtig­ste, nemlig at det grønlandske sprog er hoved­sproget.

 

Mødeleder:

Vi går over til partiordførerne.

 

Henrik Lund, ordfører for Siumut:

Vi i Siumut kan fristes til at stille spørgsmål ved om det er nødvendigt at drøfte forslaget. Grønlandsk er vores moders­mål, der hører med til fundamentet i vores opdragel­se, derfor kan man fristes til at stille         spørg­s­mål om det skal være nødvendigt at diskutere dette spørgs­mål. Men da vi nu skal have denne debat vil vi fra starten pointere, at vort sprog er det mest fundamentale i vores liv og derfor skal bruges og plejes med dyb respekt. Som sagt er vores sprog funda­mentet til vores videre ud­vikling som folk derfor skal vi ikke bare bruge det men også videreudvik­le det.

 

Vor vejr går uden standsning og dem der ikke kan følge sagtner agterud, derfor er det ganske nødvendigt at sørge for at det er under udvikling til stadighed i takt med ændringer i vort liv. Vi skal lægge mærke til at vores sprogbrug også har fået en anden karakter siden Hjemmestyrets indførelse for 15 år siden.

 

Det er nye levevilkår vi oplever i det senere år og den store verden som den hele tiden er nærværende og på­virker vores udtryksformer. Vi vil derfor betragte dette forslag som noget der har absolut mession i vor hverdag. Men vi finder det ikke påkrævet at der sær­skilt lovgives om det grønlandske sprog. Vi har som det grønlandske folk vort sprog og benytter det til hver dag.

 

Vi skal dog fra Siumut påpege, at man ad andre veje kan be­skytte vort sprog ved at man i nærings­loven indfører bestemmelser om at for at opnå retten til at drive næring og erhverv skal de nærings- og erhvervsdrivende kunne betjene sine kunder ved brug at det grønlandske sprog.

 

Sagt på en anden måde skal det som minimum kræves at henvendelser til forskellige butikker kan be­tjenes på det grønlandske sprog, på linie med den sprogli­ge betjening på øvrige arbejdspladser hvor der også med­tages som krav at den sproglige servicering og infor­mationer generelt sker på grønlandsk. I hverdagen kan vi nemt få inpulser udfra gennem TV, radio og TV kan få og har allere­de fået stort indflydelse på vores daglige liv og vores måde at tale vores sprog på.

 

Børnene påvirkes let og hurtigt. Sådant er tingenes tilstand men vi bør absolut være vågne og påpasselige. Vi skal kende vores besøg­stid. Vi skal opdrage uddanne vores børn gennem vort sprog, vi bør sørge for at der indføres godt sprogbrug i skole og hjem og på arbejds­pladsen. Vi er klar over at lærerne ofte er overbe­byrdede men fra politisk hold bør vi sørge for at de får en den nødvendige efteruddannelse. I vores hverdag er det ganske vigtigt at informere hinanden og det bør foregå ved at bruge vores sprog korrekt. Det bør være en politisk pligt at sørge for at vores mediefolk specielt i radio og TV får ordentligt grønlandsk spro­guddannelse så de kan få mulighed til at informere be­folkningen på forståelig måde.

 

Deres undervisning bør supleres med mere effektiv grøn­landsk undervisning, vi fik vores sprog som vuggegave og brugen af vort sprog stammer fra vores hjerter vi skal videreføre det på grundlag af vort sprog. På trods af alt det er det nødvendigt at vi har dørene åbnede for at lære andre folk folkeslagssprog.

 

Det føles som om verden til stadighed bliver mindre og det er påtrængende nødvendigt at lære andre fol­keslags sprog. Det bedste grundlag er at vi behersker vort sprog før vi lærer fremmede sprog, når andre folkeslag kan gøre det så kan vi sagtens også magte det.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Forslaget om en grundig debat om vort sprogs situation anser Atassut som naturligt og nødvendigt for sprogets udvikling. Netop for at styrke vort sprogs udvikling gik Atassut ind for integreret undervisning i folkesko­len i efteråret 1990. De i svarnotatet nævnte initiati­ver, der går ud på at prioritere vort sprogs placering højt, tager vi til efterretning med tilfreds­hed.

 

Vort sprog skal behandles og debateres levende og udvikles og befolkningen må sikre denne udviklings­mulighed. Vi må klart indrømme at vi idag mangler grønlandsk arbejdskraft ikke mindst i offentligt drevne virksomheder. Vi mener at dette problem bør tages med i debatten. Vi mangler jo stadig grønlandsksprogede lærere i skolerne. Denne debat må minde os om at vort sprog skal anvendes i undervisning uden for mange gnid­ninger jeg tænker på at sproget i under­visningen skal benyttes naturligt uden for mange over­sættelses­situa­tio­ner.

 

De seks fremførte punkter ved­rørende bestemmelser og målsætninger er vi i princippet enige i men hvad angår punkt 2 jeg skal citere: Undervisnings­sproget i folke­sko­len og på andre uddannelser er grønlandsk hertil nævner folkeskoleforordningen mulighed for undtagelser såfremt dette findes påkrævet grundet undervisnings­midler lærerkræfter og elevens specielle situation. Der mener vi udfra det nævnte problemer at der bør gives dis­pensationsmulighed i forordningen.

 

Når man tænker på sprogsituationen i dag er vi helt enig i at de forskellige bestræbelser på at styrke sproget ikke bliver svækket. Vi må med tiden sikre at den grønlandske befolkning på alle områder skal sikres adgang til informationer på eget sprog her i vores eget land.

 

Ved skiltning og reklama­tion må det forlan­ges at det grønlandske sprog får første prioritet. Atassut er af den opfattelse at det i dag ikke er nødvendigt med lovgivning på området. Vi mener at situationen i dag sikrer formålet med at bevare og udvikle sproget. Afsnittet om at tilladelser til at drive erhvervsvirk­somhed i Grønland skal betinges af at man er i stand til at betjene borgerne på grønlandsk kan vi ikke gå ind for, idet vi ikke mener at tiden er moden i dag.

 

I stedet for skal vi fra Atassut kraftigt indstille at der i alle offentlige virksomheder og kontorer skal være muligt at henvende sig ved at bruge grønlandsk. Dette bør realiseres snarest, når man har opnået dette kan man tage næste skridt, nemlig så er det foreslået. De offent­lige instanser som vi selv råder over må være de første der viser at dette kan lade sig gøre ved at vise et godt eksempel.

 

I den forbindelse skal vi ikke undlade at nævne det gode eksempel som flere kommuner bl.a. praktiserer med hensyn til en henvendelse til kommunekontorerne bl.a. i Nanor­talik kommune som vi fuldt ud støtter og vi håber at dette vil udbredes til alle kommunerne med held. Et af de gode initiativer for at udvikle det grønlandske sprog har Knud Rasmussens Højskole arrangeret i juni måned 1992 hvor man diskuterede udviklingen af det grønlandske sprog. Vi skal anbefale at den slags gode initiativer støttes økonomisk.

 

Endvidere skal vi nævne at vi også er tilfreds med sprogdebatten i radioen men vi er af den opfattelse at der trænges til nye stemmer i radioens arrangementer. Vort grønlandske sprog har nu fået en førende position indenfor Inuit sprogområde. Dette skal ikke mistes som identitet og initiativer for at udvikle sproget bør støttes så vidt muligt.

 

Det lader til at vores stamme­frænder finder det nye skriftsprog interessant. Dette bør vi støtte ved at reklamere mere for vor kultur ud ad til. Det er en god ide med det nu igangsatte bogens år. Vi har efterhånden en fyldig bogsamlig på grønlandsk men det er nødvendigt med at opfordre den grønlandske befolkning til at læse mere grønlandsk. Kun ved at læse kan man forstå spro­gets righoldighed.

 

I sprogdebatten diskuteres også brug af dialekter og udsendelser med brug af dialeksprog. Fra Atassut vil vi støtte brugen af dialekter i udgivelse af bøger og i digtning også i regionalradioerne d.v.s. lokalradioer­ne. Vi kan imidlertid ikke acceptere at dette også rea­liseres i børneskolerne her må man jo følge bestem­melserne i forordningen og vore børn uanset hvor de er henne skal under­visning ske i henhold til denne lov­givning.

 

Medarbejderne i radioen har stor indflydelse på spro­gudviklingen derfor må man kraftigt forlange at rigtigt sprog er det grønlandske sprog prioriteres stærkt i undervisningen på journalistskolen samt at medarbejder­ne i KNR får lejlighed til at udvikle deres sprogkund­skaber.

 

Vort sprog er vores nationale identitet. Vi må værne om det med al vort kraft og udbrede det overalt i sam­fundet. Med disse ord håber vi at vi have deltaget aktivt i sprogdebatten.

 

Johan Lund, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

For ethvert folkeslag i verden er sproget det vigtigste kendetegn for et folks kultur og identitet. Dette udtrykkes gennem sammenkomster, uddannelse, forfatter­virksomhed, digtning, lovgivning og andre sammenhænge, ja kort sagt i det daglige liv. 

 

Landstingsmedlem Nikolaj Heinrich har stillet forslag til debat i Lands­tinget om det grønlandske sprogs stilling i samfundet. Inuit Ataqatigiit hilser dette initiativ velkommen og håber at debatten vil blive givende og konstruktiv.

 

Inuit Ataqatigiit forstår og er enige i mange af de punkter landstingsmedlem Nikolaj Heinrich påpeger i sit forslag. Således er det som påpeget enhver menneskes uomtvistelige ret at blive serviceret og deltage i samfundslivet uden hindringer i sit eget land og på sit eget sprog.

 

Inuit Ataqatigiit er vidende om de forhold for­slags­stilleren påpeger i sit oplæg; eksempler på kritisable forhold omkring henvendelser til det offentlige som Inuit Ataqatigiit vil medgive forslagsstilleren.

 

Vi har som grønlandske medborgere som i eget land oplever at en henvendelse til det offentlige ikke bliver forstået og som følge deraf er forgæves, dette til stor fortvivlelse for de samme medborgere. Disse medborgeres eneste synd er at de udelukkende er grøn­landsksprogede i skrift og tale.

 

I enhver debat om vores sprog må vi dog stadig erkende, at vi er et meget lille folkeslag og at vores sprog hører til et af de mindste sprog i verden. Det er ligeledes vigtigt at erkende, at der specielt i de sidste 15 år, fra Hjemmestyrets indførelse, har været store bestrænelser i gang med henblik på at styrke og forsvare vores sprogs stilling. Som følge deraf er sprogets stilling væsentlig styrket i samfundet, og disse tiltag danner et godt udgangspunkt for yderligere bestræbelser.

 

I sammenligningen med andre små folkeslag som os, har vi flere grunde til at være stolte over vores sprogs anvendelse. Eksempelvis er vi, i forhold til andre, langt fremme hvad angår de mange årlige bog- og musi­kud­givelser, for bare at nævne nogle forhold.

 

En stadig større produktion af lokalblade, tidsskrifter o.a.. er blandt mange andre ting, for os synlige be­viser på, at vi er et stærkt folk med et eget levende sprog, og som sådant har viljen og redskabet til en stadig indsats for at bevare og styrke vores sprog.

 

Uden at ville gentage de forhld som Landsstyret i sit svarnotat allerede har været inde på, skal INUIT ATAQA­TIGIIT ikke lægge skjul på at vi er nået ganske langt og derfor har grund til at være tilfredse med denne ind­sats, en indsats som  det grønlandske folk har givet sin støtte til og med hvis hjælp og viljestyrke man nu har nået - dette skal det grønlandske folk have stor tak for.

 

Forstillerens påstand om, at vi siden Hjemmestyrets indførelse for 15 år siden angående det grønlandske sprog, ikke er nået særlig langt og nu stadig er svagt stillet med hensyn til vort sprog, må vi således klart afvise fra IA´s side med henvisning til de foregående klare tilkendegivelser om hvor langt vi egentlig er nået.

 

Vi skal jo heller ikke glemme, at vort sprog sådan som Landsstyret også udtrykker det, er så udtryksfuldt og så smidigt, at det kan tilpasses alle mulige sammen­hænge - og derved i kraft heraf allerede har sin egne eksistens­berettigelse og fremtid for sig.

 

Med henblik på en fortsat bevarelse og styrkelse af det sprog som vi værdsætter allerhøjest, er det imidlertid ikke nok med at vi blot stiller os op og siger, at vi er tilfredse med de mål vi hidtil har nået og blot viser vores stolthed.

 

Som nævnt tidligere er vi jo et lille folk, der ikke kan tillade sig at frasige os en tilegnelse af andre sprog, specielt nu hvor vi jo alle har erkendt og besluttet os for at deltage i blandt andre folkeslag og i samfundet.

 

Eftersom vort land jo uomtvisteligt nu deltager i den udvikling der finder sted uden for vort eget land, og stadig skal deltage fremover, er det nødvendigt at vi foruden at sikre vores eget sprogs stillling, også tilegner os og gør os selv i stand til at anvende andre sprog. Dette er et faktum som vi ej heller må glemme i denne her debat.

 

Men vi skal imidlertid for alt i verden heller ikke glemme, at de rent grønlandsksprogede borgeres forhold ikke skal forringes og at de ikke skal føle sig sat uden for samfundsudviklingen.

 

Eftersom en særlig sproglov der skal sikre, at vort sprog i enhver henseende skal benyttes, i praksis ikke kan udmøntes fuldt ud, skal INUIT ATAQATIGIIT derfor henstille til, at den nuværende ordning, hvor bestem­melser om sproget er placeret i de forskellige særlove, skal bebeholdes.

 

En særskilt sproglov er ikke vejen frem. Derimod vil INUIT ATAQATIGIIT foreslå, og anmoder i den sammenhæng lanstinget og Landsstyret om at tage anvendelsen af vores sprog med i overvejelserne i den lov om forvalt­ningen, som Landstinget behandler og færdiggør ved den anden for­årssamling.

 

En passus om sproget i forvaltningsloven kan være med til at modvirke nogle af de forhold forslagsstilleren påpeger, og derved sikre at henvendelser fra det of­fentlige, ofte fra grønlandsksprogede til andre grøn­landsksprogede, selvfølgelig sker på grønlandsk.

 

INUIT ATAQATIGIIT finder det yderst vigtigt, at der findes en løsning for at modvirke ovennævnte forhold, og derved sikre at henvendelser fra det offentlige til enkeltpersoner også forstås af disse, det være sig grønlandsk eller dansksprogede medborgere. Hvor ideelle ville forholdene ikke være, hvis serviceniveauet, ikke mindst fra det offentlige, var nået til det stadie, at henvendelser på eget sprog blev besvaret på selvsamme sprog, også når det gælder grønlandsk og omvendt. Selvom vi ved, at det sidste til stadighed bliver opfyldt.

 

Stadige bestræbelser på at styrke vores sprog må være et krav - men som vi også påpegede i det foregående kan vi ikke frasige os en tilegnelse af andre sprog, i de fleste tilfælde det danske sprog.

 

INUIT ATAQATIGIIT skal her klart tilkendegive at det er et våben i sig selv, at beherske flere sprog. Det er en uomtvistelig kendsgerning, at vi ikke blot kan nøjes med det grønlandske sprog - vi må nødvendigvis tilegne os andre også!

 

Vi er alle, som også forslagstilleren er inde på, vidende om, at dobbeltsprogethed stilles som et krav ved besættelsen af stillinger i det offentlige, speci­elt hvad angår de højere stillinger.

 

I disse tilfælde går vi alle automatisk ud fra, at der med dobbeltsprogethed menes grønlandsk og dansk. Men hvorledes forholder det sig egentlig, hvis ansøgeren til en stilling som ikke kan grønlandsk, men imidleriid behersker eksempelvis dansk og engelsk eller dansk og tysk?

 

Skal det offentlige så i sådanne tilfælde blot nøjes med, at pågældende derved har opfyldt kravet om dob­beltsprogethed, hvilket det kan være dansk og tysk?

 

Vi efterlyser derfor fra landsstyrets side en nærmere præcisering af kravet om dobbeltsprogethed, eftersom vi fra IA`s side mangler entydige svar herom - for hvis der med dobbeltsprogethed er flere fortolkninger, vil vi fra IA`s side gerne vide om vi derved blot unødven­digt, har tilsidesat grønlandsksprogede der i forvejen behersker det danske sprog?

 

Selvom vi i denne debat kan komme vidt omkring skal vi imidlertid fra IA`s side stoppe her, idet vi dog samti­dig skal tilkendegive at vi er enige med Landsstyret i deres generelle betragtninger m.h.t. de svar der er givet til forslagsstilleren.

 

Til aller sidst skal INUIT ATAQATIGIIT rette en varm tak til og rose vores dygtige tolke i Landstinget og tolke­kontoret, for deres dygtigt udførte arbejdsind­sats.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

I AKULIIT PARTIIAT er vi helt enige i påstanden om, at vort sprog er ved at forsvinde, modsat mener vi, at vort sprog generelt mere og mere respekteres. Det i sig selv mener vi er en fremgang med hensyn til sproget.

 

Vi mener, at idnførelse af hjemmestyret har været grundlæggende for vor kultur, fra at have været i nedgang før hjemmestyrets indførelse i 1979, hvor der dengang var mget lidt debat omkring kulturen, er den nu sat mere i fokus. Siden da har vi som folkeslag kul­turelt udviklet os, hvor nedgang i kulturen blev brem­set og vendt i den rigtige retning.

 

Sådan er det også generelt inden for vort sprog. Dog giver vi forslagsstilleren Nikolaj Heinrich på en måde ret, idet på vort sprog på en måde ikke respekteres fuldt ud. Med hensyn til vores sprogbrug samt med hensyn til at sætte vort sprog i 1. række, har vi konstateret, at dette respekteres noget mere idag. Dette viser jo mere og mere kritisk påpegning af sprog­brug specielt i pressen.

 

Det fremkommer endvidere, at det vi kan kalde højere uddannelser ikke benytter de sproglige muligheder på tilstrækkelig vis - pressens sprogbrug for at nævne et eksempel, selv om man ikke kan tage hele pressen ge­nerelt. Vi vil ikke undlade at ytre vores mening om, det ikke er blevet nødvendigt med udvidelse af den bestående sprogkonsulentordning, en på grønlansksprogs-området og den anden til dobbeltsprogethed, som kunne virke som stående tilbud til pressen samt den øvrige del af befolkningen. Også med hensyn til indførelse af inte­grationsuddannelsen.

 

Med hensyn til højere uddannelser forstår vi fuldt ud, at uddannelserne i henholdsvis Illisimatusarfik og Ilinniarfissuaq er inddelt i modul a og b, men finder det samtidig betænkeligt, da vi mener at eleverne i fremtiden skal være med i udviklingen af vort sprog samt vores kultur og endvidere, da eleverne bør være så meget inde i både sprog og kultur for at få en bedre sammen­fatning af de to emner for at undgå, at vore fremtidige skoleelever bliver undervist af lærere, der kun er halvt inde i sproget. Det er jo sådan, at lærer­ne fuldt ud må være inde i vort sprog for at så mange af eleverne kan få et kuturelt og åndeligt udbytte af de indholdsrige digte som vi har idag. Undersøgelserne har vist, at man skal have et indgående kendskab til sit eget sprog for bedre at kunne lære et fremmedsprog.

 

Vi vil herefter også gerne udtale, at vi inden for uddannelsen i vort samfund samt under udvidelsen af vores unges horisonter ikke må glemme, at overdrevet hensyntagen til vort sprog ikke må hindre indsigt i andre sprogkundskaber. For meget hensyntagen til vort sprog skal ikke være bremseklods for lærdom i andre folkeslags kulturer og sprog. Vi har før hørt og hører stadig, at al læremateriale må kunne udarbejdes på grønlandsk. Hvis dette skete, ville vi skabe et kul­turelt indavl.

 

Vi skal til sidst kort udtale at man kan beskytte sproget, uden at lave særlove. Og vi vil til sidst efterlyse Uno Fleischers skrivelse af 21.10.1993 vedr. vort sprog til behandling i landstinget, hvor er den henne. Vi har ellers ventet, at henvendelsen ville komme som dagsordenspunkt eller som bilag under denne samling.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Til landstingets første samling i indeværende år, stillede jeg et forslag om en grundig debat i lands­tinget om det grønlandske sprog. Må jeg anføre at nærværende forslag i Landstingets formandskab og i landsstyret er blevet modtaget med opmærksomhed, og er blevet vurderet som nødvendigt at debatere.

 

Da landsstyremedlemmet for kultur, uddannelse og for­skning i sin fyldestsgørende besvarelse af forslaget i princippet stiller sig positivt og imødekommende er jeg glad for denne tilkendegivelse.

 

Vi ved alle sammen hvor meget vi i dag, også i tek­nisk henseende, begynder at blive mere integrerede i ver­dens­samfundet, bliver påvirket af udfrakommende fak­torer, hvor vi endda, hvis vi ikke er meget påpas­selige med hensyn til vores sprog kan for­holdene udefra have en meget uheldig følge for sproget. Derfor er jeg helt enig med landsstyremedlemmet, når hun siger at vi med hensyn til vort sprog stadig må udvikle det og have en bevidst sprogpolitik. Såfremt vi ikke har dette, kan det blive umuligt at sikre vores sprogs fremtid.

 

Jeg er vidende om, at vi er et folkeslag med bundgroen­de respekt for fremmede. Og at vi lever så intenst med denne holdning, at vi endda blander os på en sådan måde, at vi på den måde risikerer at måtte afgive noget af vor nationale egenart. Når vi er en del grønlændere samlet og taler grønlandsk indbyrdes, og en dansk tilslutter sig selskabet begynder samtaler og diskus­sioner straks at foregå på dansk. Og dette sker ind i mellem fordi man glemmer, at der også kan være grønlæn­dere, der mere eller mindre er ude af stand til at an­vende det fremmede sprog. Dette foregår måske også til trods for, at den udefrakommende kommer til selskabet af interesse for og i ønsket om at lære vores sprog. .....Og at man derved også for ret til at muligheden herfor fra ved­kommende.

 

Det er nemlig mærkbart, at der stadig findes danskere, der er interesserede i det grønlandske sprog. Men vi giver dem for ringe muligheder herfor, fordi flere og flere grønlændere ofte anvender det danske sprog. Dette kan ikke benæg­tes, da det er almindeligt, at næsten alle dem der har opnået kundskaber i den danske sprog, foretrækker at anvende dette sprog, når forskellige trykte materi­aler forelægger udarbejdet på begge sprog. Hvad kan dette have sin baggrund i. Er vort sprog blevet for vanskeligt at anvende. Eller har vort sprog mindre dybde i meningerne og i sine udtryk, eller er der andre årsager til ulysten til at anvende vort sprog.

 

At jeg påpeger dette på den måde, kan forekomme som en drastig kritik, men jeg skal anføre, at det ligger mig meget på sinde, at medvirke til at vort sprog ikke på mindste måde skal lide en langsom hensynen, og derfor finder jeg det vigtigt, at man må tale åbent om for­holdende.

 

Jeg har herved debatten om det grønlandske sprog svært ved at komme væk fra, at man i de fleste tilfælde fore­trækker, at anvende det danske trykte materi­aler uanset at man er grønlænder. Vi har alle sammen frihed, og derfor behøver der ikke at være nogen der skal løfte pegefingeren mod os, såfremt vi foretrækker det ene eller det andet sprog. Men uanset det, tænker vi vist ikke over at man af vigtige grunde har vis­hede om, at sproganvendelsen også har indfly­delse på vor tanke- og forestillingsverden, således at der efterhånden må findes en del grønlændere, der ved anvendelsen af det danske sprog, nu har den danske levevis og måde at resornere og tænke på. Dette behøver ingen at søge at forhindre eller blande sig, da dette sker i frihedens navn.

 

Landsstyret anfører i sin besvarelse, at det mener så mærkbart at lysten til at udtrykke sig på vort sprog er voksende. Jeg mener, at der i vore dage er for mange uafklarede spørgsmål til at give udtryk for dette på denne måde. Men til gengæld har vi enkeltsprogede med tanke på Nuuk mærket, at vores sprog stadig er i tilba­gegang. Dette må søges imødegået og derfor er jeg meget glad for, at man inden for undervisningsområdet skal til at påbegynde en overgangsperiode. For først når vi gør dette, kan vi sikre bevarelsen af vort sprog og vor kultur på længere sigt. Derfor har jeg på baggrund af det, jeg har bl.a. har nævnt i det  for­slag, jeg her har stillet, at det fleste elever i ældre klasser kun har dansk. Og for at komme ud over dette problem må man i højst mulig grad efter­hånden anvende det grønlandske sprog i undervisningen.

 

Vore undervisningsinstitutioner skal jo gerne være steder, hvor folk, der skal arbejde her i fremtiden, får deres undervisning. Og såfremt vi skal ønske, at anvende vores sprog må man sikre sig, at de allerede i elevtiden vil kunne lære at anvende grønlandsk. Lad mig under­strege, at vi er vidne om, at vi ingen sinde vil kunne opnå at vort grønlandske sprog bliver anvendt fuldt ud på alle arbejdspladsene. Men til trods herfor ved vi, at der er mulighed for at bane vejen for an­vendelsen af vort sprog i langt højere grad end hidtil.

 

For når man ser på de virkelige forhold, kan det være sådan, at debatter eller forskellige møder, måtte afholdes unødvendigt dobbeltsproget, når referenterne har været danske. Og derfor må man bruge unødvendig lang tid til møderne, på grund af nødvendigheden af at anvende tolke.

 

Jeg har i mit forslag anført, at det efterhånden er nødvendigt, at uanset hvilke institutioner vi frekven­terer og uanset om vi er grønlændere eller danske, skal vi have de samme sproglige muligheder for at blive betjent. Og jeg ønskede at der måtte dannes et lov­grundlag herfor. Jeg håber, at en sådan ordning kan realiseres, da vi mennesketligt set er ligeværdige og her bør der ikke være skelnen mellem os, bare på grund af hvilken sproglig baggrund vi har. Og derfor er der i vort land i forbindelse med stil­lings­annoncer normalt et krav om at kunne anvende det danske sprog, og at det er på tide at disse krav nu bliver supleret med krav om  kundskaber i grønlandsk. Det mener jeg bør realiseres ved lov.

 

Det er anført, at der i Hjemmestyreloven står, at det grønlandske sprog er hovedsproget, det må betyde at vort sprog, er det vigtigste som an­vendes i vort land.

 

Det er sådan, og jeg mener, at dette sprog anvendes i et for lille omfang, og det er netop med den bag­grund, jeg har fremsat mit forslag.

 

Med disse bemærkninger vil jeg igen nævne, at mine udtalelser kan virke for hårde, men dette er nød­ven­digt.

 

Såfremt man gør sig anstrengelser for, at vort sprog ikke skal hensyne, kan man ikke komme uden om at skulle give klart udtryk for sine meninger.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Ud­dannel­se og Forskning:

Med hensyn til at man klart og uddybende kan fremsætte et værk om at gøre brug at vort grønlandske, og uden at kommentere disse enkeltvis vil jeg takke for indlægge­ne.

 

Det der bliver fremlagt her, vil danne grundlag for det videre arbejde i Landsstyret, men jeg har lagt mærke til to ting, som jeg kort vil kommentere.

 

Fra IA blev det foreslået, at forvaltningsloven bør indeholde regler om sproget og at Landsstyret bør sikre dette.

 

Vi finder det vigtigt fra Landsstyret og vil medtage dette i det videre arbejde.

 

Ligeledes blev der fremsat er spørgsmål fra IA om, hvilke krav der stilles til dobbeltsprogede. Hertil må jeg pointere, at det offentlige sprog er både grøn­landsk og dansk med grønlandsk som 1. prioritet, og alle andre fremmedsprog kan man have evner i, men det er ikke noget krav i det offentlige.

 

Atassut´s indlæg kom bl.a. ind på forholdene inden for folkeskolen, i den forbindelse skal jeg udtale, at dette vil blive fremsat i en anden sammen­hæng i Lands­tings­salen, hvorfor jeg ikke vil kommentere dette.

 

Men fra andre partier støtter, man det at Landsstyret stillede forslag om, at man skal stille krav om, at grønlandsk skal være et krav til et erhverv for at kunne få næringsbrev.

 

Hvis Landsstyrets forslag kan blive godkendt, kan vi arbejde videre, men i den henseende mener Atassut, at vi gerne vil fortsætte dette arbejde ud fra de andre partiers indstilling til dette spørgsmål.

 

Med hensyn til forslagstilleren Nikolaj Heinrich´s kommentarer så finder jeg det rigtigt, at når papirerne er trykt på de 2 sprog, så vil man ofte nøjes med at læse det danske materiale.

 

Jeg er fuldstændig enig i, at det kan være farefuldt, og derfor finder jeg det også vigtigt, og heldigvis kan man se i de landsdækkende aviser og andre tidsskrifter, at når man ikke har nogen valgmulighed, at man ude­lukkende skriver på grønlandsk, og at man har lysten til at læse.

 

Jeg mener, at det er meget vigtigt at være vågen over­for dette forhold, og det bør også være et af de initi­ativer, som vi vil tage i den fremtidige udvikling.

 

Jeg har også lagt mærke, at flertallet af partierne ikke ønsker, at der laves en særlov omkring vort sprog.

 

Hvis vi er stolte af vores sprog og kultur, og ønsker at det til stadighed bliver udbygget, så mener vi, at vi på betryggende vis kan vise os ud af til og samtidig udvikle os åndeligt og menneskeligt.

 

Lad mig til sidst læse 2 digte, som kan udtrykke vores sprogs righoldighed. Det er et digt, som Amandus Pe­trus­sen har skrevet (Som nogenlunde lyder sådan på dansk: - tolkens kommentar!)

 

Jeg værner meget om mit eget sprog, og bruger det med vigtighed, det er meget smidigt og lydhørt.

Jeg plejer at fremsætte dem som en grønlænder­e.

Jeg plejer at fremsætte dem som grønlændere, dem jeg har inden i. Dem lever jeg for, og jeg har dem også til glæde.

 

Mit inuit sprog er et ældgammelt sprog lad det forblive i den grønlandske mund og lad det blive hørt og lad det være en styrke i vort sprog.

 

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Det som jeg har ønsket er, at der bliver redegjort, og den andet som jeg gerne vil have præciseret, det vil jeg citere.

 

Må det bemærkes, at enkelte benævnelser helt kan for­svinde i sprogbruget, såfremt man ikke tilpasser til forandringerne i samfundet og de omgivende brugsom­råder.

 

Når et begreb ikke bliver brugt og man ikke længere kan huske fortolkningen, så har vi heldigvis nogle ældre, som kan sige hvad fortolkningen er og når man blot fortsætter med en forkert benævnelse, så er det nødven­digt at høre den sprogkyndiges ord.

 

Vi må værne om at vores sprogs gamle betydninger ikke bliver ændret blot for forandringens skyld. Fremfor vedvarende at fokusere på misfor­ståelser og kritik af eventuelle forskellige fortolk­ninger må det være vores pligt at bruge debatten kon­struktivt, til en målrettet bevidsthed og indsats.

 

Heldigvis sker der en debat i radioen, som påpeger at vi ikke bruger visse ord korrekt. Et udtryk har en bestemt betyd­ning, og man bliver rettet, i stedet for at man syntes, at det lyder så dejligt, uanset hvordan for­tolkningen er, det er ikke oplevende for et korrekt sprog i frem­tiden.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Med hensyn til en videre udnyttelse af vort sprog har vi klart indstillet, at vi finder det nødvendigt. I den forbindelse vil jeg ikke undlade at nævne, som jeg nævnte, at medarbejderne i radioen har stor indflydelse på vor sprogudvikling, og at medarbejderne har behov for et sprogkursus, ikke blot her, men også når de er færdige på journalisthøjskolen, så er deres sprog­brug færdigudviklet. Det syntes vi ikke er korrekt. Derfor er det også et meget stort problem.

 

Vi forelsår, at der gives mulighed for en sproglig udvikling af journalisteleverne, jeg mener, at man ikke sådan uden videre kan undlade dette i svarnotatet.

 

Jeg vil gerne høre, hvad Landsstyret mener derom, selvom jeg allerede har forståelse for, at det er mange ideer, der bliver fremsat som grundlag for det videre arbejde.

 

Men jeg mener, at dem der til stadighed bruger vort sprog i det daglige, at vi har ...., som kan bruges til en stadig dygtiggørelse, og det er vi meget interes­seret i.

 

Med hensyn til dialektbrug så mener jeg, at der er en livlig debat langs kysten omkring sprogdialekter og her kræver, at det kan bruges både i bogudgivelser, digt­ning og regionalradioerne. Men vi må klart nævne, som jeg har sagt, at man må følge forordningen om børnesko­len, uanset hvor man er placeret henne. Således at man bruger rigssproget, og derfor mener vi, at man må under­strege dette.

 

Selvfølgelig kan det være interessant, at man i ICC-arbejdet bl.a. har fået erfaring for at vort sprog bliver mere interessant for vores stamme­frænder, og man har arbejde i gang, hvor det skriftlige sprog kan bruges af vores stamme­frænder, det er meget interessan­te tiltag.

 

Jeg mener også, at Landstinget må være parat til at støtte disse initiativer.

 

Jeg mener at vi også bør støtte, at man samler personer i Knud Rasmus­sen´s højskole for at diskutere vores sprog. Jeg mener, at sådanne debatter om vores sprog må støt­tes. Vi lægger vægt på dette, så vi vil gerne høre hvilke overvejelser, man har i Landsstyret derom.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Først skal jeg takke for, at mit forslag med interesse fra samtlige partier blev kommenteret og af nogle endda stærkt.

 

Selvfølgelig har jeg, som forslagsstiller, overhovedet ikke regnet med, at hele mit forslag ville blive støt­tet i forståelse, fordi jeg er vidende om, at det i for­skellige virksomheder ikke kan lade sig gøre at rea­lisere indholdet af mit forslag. Det er i dag så van­skeligt at få det realiseret, hvilket kom frem i parti­er­nes meninger, hvilke jeg respekterer og vil samti­dig takke derfor.

 

Det blev bl.a. nævnt ikke kun af den enkelte.... og som landsstyremedlemmet i sit svar notat nævnte, og det blev også nævnt fra IA at vore muligheder for at bruge grønlandsk, de bliver større og større.

 

De grønlandske aviser der bliver udgivet, og de mange musikudgivelser på grønlandsk, der er også mange sange og melodier, som vi kan lide, men derudover når vi kommer ud på gaden, ....så har næsten alle unge der tid­ligere kunne mødes steder hvor alle unge udelukkende taler grønlandsk.

 

Når man møder dem på gaden.... fra 20 år siden, så taler de næsten ude­lukkende dansk.

 

Når man tænker på dette, så mener jeg, at man på den anden side kan have en forståelse for, at vort sprog har udviklet sig, men jeg er glad for, at samt­lige partier i Landstinget lægger stor vægt på, hvor vigtigt det er, hvordan vort sprog udvikler sig.

 

Jeg er mest glad for landsstyremed­lemmets meget store interesse for dette, og dette giver mig optimisme til, at hun vil medtage samtlige partiers indlæg til det videre arbejde.

 

Derfor mener jeg, at mit forslag ikke har været for­gæves, og jeg mener også, at når det har været i Lands­tinget, så vil det danne grundlag for optimisme, selvom man er imod en særlovgivning, så har vi allerede givet mulighed for i folkeskolen, at undervisningen kan foregå på vores eget sprog.

 

Når man ser på undervisningen i de højere uddannelser, så kan man derigennem sikre, at grønlandsk kan bliver anvendt i disse uddannelser.

 

Med disse bemærkninger er jeg glad, og jeg er opti­mistisk med hensyn til, at vort sprog ikke vil for­svinde.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

I AP kom vi i vort indlæg ind på noget, som vi ellers gerne vil have  kommenteret, nemlig, at ordningen med sprogkonsulen­terne kan blive udvidetet og blive ud­nyttet mere gavn­ligt.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Kultur, Ud­dannelse og Forskning:

Først til AP så skal jeg undskylde, at jeg i mit første indlæg ikke besvarede det han stillede som et spørgs­mål om, nemlig at han efterlyste Uno Fleischer´s debat-skrivel­se, hvor Bjarne Kreutzmann åbenbart har troet, at den vil blive medtaget.

 

I den forbindelse skal vi sige, at vi i Landsstyret er meget glade for og tæt følger og hører efter den debat, der foregår i pressen om vort sprog, og vi håber også meget, at debatten til vil fortsætte.

 

Vi skal også lige præcisere, at såfremt man ønsker at nogle bestemte sprog­debatter bliver til genstand for en behand­ling her i Landstinget, så er det landstingsmed­lemmernes ret at komme med disse, og det er jo lands­tings­med­lemmerne, der skal være de første initia­tivta­gere til at sådanne debatter tages op.

 

Med hensyn til bedre udnyttelse af sprogkonsulenter mener vi, at vi fuldt ud udnytter sprogkonsulenter ikke blot i KIIP, men også i arbejdet i hele Hjemmestyret samt i arbejdet i andet offentlig regi.

 

Men vi skal også nævne vedrørende integreret under­visning, så er ønskerne og meningerne sådan, at der i ..... bliver ansat flere sprogkonsulenter, men alle disse koster jo penge. Så kan man tage det med igen under behand­lingen af finansloven.

 

På vegne af Atassut sagde Konrad Steenholdt, og par­tiordførerne... og de meninger der bliver fremsat samt alle de enkeltheder, er jeg enig i, og dem fandt jeg var gode nok.

 

Vedrørende det, som jeg ikke har kommenteret, det skal forstås derhen, at det støtter jeg. Men han kom med to helt konkrete spørgs­mål, som man ønsker bliver besva­ret.

 

Med hensyn til videre brug af det grønlandske sprog på journalistskolen så skal jeg lige udtale, at man også lægger meget stor vægt på grønlandsk på journalistsko­len, og vigtigheden er blevet styrket i og med, at man har reorganiseret undervisningen.

 

Vi kan sige, at netop på dette tidspunkt har man for­handlinger med.... for at styrke dette område, med hensyn ved at have .. som en samarbejdspart­ner omkring sprog, og man næsten er ved at indgå en aftale på journalist­skolen.

 

Med hensyn til dialekter mener jeg, at man skal værne om dialekter­ne, og det er også af stor vigtighed for vores kultur. Men i det offentlige regi, d.v.s. også i skoler­ne så er jeg enig i, at man skal undervise i sproget uden at gøre brug dialekter.

 

Med hensyn til at man kan have et samarbejde på spro­gområdet med vores stammefrænder, det finder Lands­styret meget interessant og vi vil gerne opnå et større sam­arbejde, ikke mindst at et sådant organ, allerede bliver oprettet i de nærmeste år.

 

Men vi må huske, at der har været en arbejdsgruppe, der har været i gang i flere år. Ikke mindst hos vore stammefrænder, så er der jo også problemer, som vi overordnet ikke kan bestemme noget om. Men vi er også interesseret i et større samarbejde.

 

Til sidst vil jeg takke Nikolaj Heinrich for, at han startede en debat, som er af stor vigtighed for os alle sammen, og jeg mener også, at denne debat har styrket os, og det vil også være gavnligt for os at medtage initiati­verne.

 

Men vi må også huske på, at man ikke kun lovgivnings­mæssigt skal styrke brugen af sproget, men at man også skal styrke det daglige brug af sproget i samfundet.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Her til andet indlæg vil jeg ikke komme med et langt indlæg, men jeg vil blot sige til Landsstyret, at da vores frem­læggelse er modtaget meget positivt, hvilket vi er tilfredse med, idet Landsstyremed­lemmet kom ind på, at man til sommer kommer ind på den lov, som vi er ved at udbygge. Det er for­valtnings­loven, som vi 1. behand­lede i efteråret.

 

Derigennem får vi en ordning omkring det grønlandske sprogs placering i det offentlige regi. Det er vi også åben for, men vi venter også her med spænding på, hvad Landsstyret vil fremlægge til næste møde ved­rørende dette område.

 

I den forbindelse vil jeg også lige sige, at det som Atassut har påpeget i sit indlæg med hensyn til hen­vendel­ser til det offentlige: samtlige hen­vendelser skal kunne fåregå på grønlandsk.

 

Vi er vidende om, at kommunerne i disse år laver meget store rationaliserin­ger og smidiggørelser og bl.a., så har man indhøstet erfaringer i Nanortalik, og man kigger meget på dette.

 

På kommunekontoret i Nanortalik har man oprettet en kvik-skranke, hvor man har besat stillingen med en, som kan gøre brug af det grønlandske sprog. Vi vil gerne opfordre alle kommuner til at gøre brug af denne mulig­hed.

 

Atassut kom også ind på under sprogdebatten, at man også trænger til nye stemmer i radioens arrangementer. Det er fuldstændigt korrekt. Idet ikke mindst de unge er meget trætte af, at det kun er de samme personer, som udtaler sig meget dømmende, samt at de kommer med nogle skæld­sord.

 

Derfor med hensyn til Atassut´s efterlysning af at man trænger til nye stemmer i radioens arrangementer, det vil vi blot støtte fra IA.

 

Nikolaj Heinrich udtalte bl.a. at flere og flere unge gerne udelukkende taler dansk, og at dansk er daglig­dags sprog, det kan måske være mere talt her i Nuuk, idet man på kysten gør mere brug af det grønlandske sprog.

 

Jeg mener også, at når man taler om ungdommen, så skal man også huske på, at ungdommen jo også deltager i vores sprogudvikling, lad mig komme med eksempler.

 

Med hensyn til musikudgivelser f.eks. Nuup Posse jeg ved ikke om forslagsstil­leren har hørt ...., det er en CD, som er blevet udgivet af de unge fra Nuuk, som kan bruge det grønlandske sprog også ud fra deres dagligdag og fremlægger noget forskelligt, d.v.s. at de frem­sætter noget ved at gøre brug af både digtning og melodier.

 

Det vil sige, at man her i Nuuk har nogle teenagers, som har viljen til at udvikle vores grønlandske sprog.

 

Til aller sidst så er vi også glade for, at denne debat har været meget gavnlig, og nok også har givet nye ideer til os alle sammen.

 

Mødeleder:

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, således er vi færdige med be­handlingen af forslaget om en grundig debat om vort sprog fremsat af Nikolaj Heinrich.

 

Men jeg mener, at man afslutningsvis skal udtale at de forskellige meninger, som er blevet fremsat af partier­ne, blev klart besvaret af landsstyremed­lemmet.

 

Jeg mener også, at det, at den er kommet med som et spørgsmål, om det ikke er på tide at komme med en lov omkring vort sprog også ud fra partiernes udtalelser, så finder man ikke, at tiden er moden i dag. Men uanset så finder alle, at det er vigtigt, at det grønlandske sprog til stadighed bliver udviklet.

 

Således kan vi gå bort fra dette dagsordenspunkt.

 

Punktet sluttet.