Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 20-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Tirsdag den 22. februar 1994 kl. 13.15.

 

Dagsordenens punkt 20.

 

Forslag til Landstingsforordning om ændring af Lands­tingsfor­ordning nr. 10 af 25. oktober 1990 om folkesko­len.

(Atassut)

(1. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen

 

Lars Chemnitz, Atassut:

Atassut´s forslag er omdelt, hvilket jeg henviser til, samtidig med at jeg kommer med følgende bemærkninger.

 

Formålet er, at smidiggøre bestemmelsen om den integ­rerede undervisning af grønlands- og dansksprogede elever. Jævnfør paragraf 1, stk. 1 i Landstingsfor­ordning nr. 10 af 25. oktober 1990 om folkesko­len.

 

Ved skoler med en meget stor gruppe dansksprogede elever, som ikke er fastknyttet til det grønlandske samfund, det vil sige typisk tilmeldt skolens 2. til 5. år, vil kravet om integration virke ødelæggende for undervis­ningen af såvel de grønlandske og de danske elever.

 

Derfor ønsker Atassut, at der åbnes mulighed for, at en kommunal­bestyrelse efter høring fra skolenævn og lærer­råd kan beslutte at droppe oprettelsen af særlige dansksprogede klasser, i lighed med de regler, der galt før denne lovs ikrafttræden.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Kultur, Ud­dannelse og Forskning:

Til forslaget om ændring af Landsstingsforordning nr. 10 af 25. oktober 1990 har Lands­styret følgende be­svarelse.

 

Atassut har stillet forslag om en ændring af ? 12 i forord­ningen om folkesko­len, således at der skabes mulighed for at de enkelte kommuner efter høring ved skolenævn og lærerråd kan beslutte at tilrettelægge særlig undervisning på moders­målet for ikke-grønlandsk­sprogede elever. Det vil sige indføre en egentlig dispensationsmulighed for integrationen.

 

Beslutningen om, at ikke-grønlandsksprogede elever ikke længere skal undervises for sig selv i dansksprogede klasser, men integreres i skolens almindelige under­visning blev taget i 1990 med vedtagelsen af den nugæl­den­de Landstingsforordning om folkeskolen. Et omfat­ten­de forarbejde lå bag ud­arbejdelsen af den nye for­ord­ning, bl.a. i form af høringer hos befolkningen, blandt skolefolk og politikere.

 

I den forbindelse blev integratio­nen diskuteret i vidt omfang, og der blev da også givet udtryk for betænke­ligheder fra nogles side. Især ønskede man tid til forberedelser og en mere gradvis iværksættelse af integra­tionen. Ved ved­tagelsen blev det be­sluttet, at denne reform først skulle have virkning for de elever, der begyndte deres skolegang i august 1994 og senere.

 

Landsstyret forstår, at det var denne udsættelse og gradvise ind­førelse af integra­tio­nen, der gjorde, at Atassut kunne gå ind for for­slaget, og det virker lidt for­bavsende, at Atassut nu stiller et ændrings­forslag, der reelt betyder, at systemet med danske klasser kan bibeholdes.

 

Vi står nu over for at skulle gennemføre beslutningen fra den gang, og i den mellem­liggende tid - ikke mindst på det sidste - har integrationen været genstand for stor opmærksom­hed.

 

Man har ikke mindst diskuteret de mulige negative pædagogiske og økonomiske konse­kvenser af ordningen. Der er således blevet udtrykt bekymring for, at inte­grationen på steder, hvor der er et for­holdsmæssigt stort antal ikke-grønlandsksprogede elever, vil med­føre, at både de grønlandsksprogede og de ikke-grøn­landsk­sprogede elever vil blive hæmmet i deres faglige og sproglige udvikling, og det er også blevet hævdet, at ordningen vil være meget ressour­cekrævende.

 

Det er Landsstyrets indtryk, at det er sådanne betænke­ligheder, der ligger til grund for Atassuts ændrings­for­slag til for­ordningen.

 

Hensigten med først at iværksætte inte­gra­tionen i det kommende skoleår og med at indføre ordningen gradvis var som sagt, at give tid til at gennemføre de nødven­dige forbe­redelser med hensyn til indsamling af er­faringer udefra og gennem forsøgs­projekter i Grønland, iværksæt­telse af kurser for skolernes undervisere og udvikling af metoder og materialer.

 

I de sidste par år har dette forberedelsesarbejde stået på, og det er Landsstyrets overbe­visning, at vi nu er rustet til at tage det første skridt ved, som det hele tiden har været meningen, at indføre integrationen i de kommende 1. klasser. Dette betyder naturligvis ikke, at det forberedende arbejde er afsluttet.

 

I de kommende år, indtil integrationen er gennemført gennem hele skolefor­løbet, vil det være påkrævet løben­de at indsamle og analysere de indhøstede erfaringer og på den baggrund tage initiativer til metodeudvikling, videreuddannelse af lærere og fremstilling af de nød­vendige materialer. Der ligger således et omfattende arbejde forude med at sikre, at denne vigtige ændring i vores skoles opbygning giver de gode resultater, vi alle håber på.

 

Atassut har givet udtryk for, at de fastholder prin­cippet om integrationen. Men med deres forslag vil de åbne mulighed for, at den enkelte kommune kan vedtage at afvige fra dette princip for en gruppe elever, frem for at anvise måder, hvorpå integrationen kan gennem­føres på en pædagogisk forsvarlig måde for alle elevers vedkommende.

 

I øvrigt omfatter Atassuts forslag også indførelsen af et nyt fag: Grønlandsk som fremmed­sprog, hvilket vil medføre endnu en ændring af forordningen og alle de grundlæggende tanker bag arbejdet.

 

Hvad angår de røster, der har været rejst, om at inte­grationen er for ressourcekrævende, er det Lands­styrets opfattelse, at ordningen på landsplan vil være mindre ressourcekrævende, end det ville være at bibe­holde de mange danske klasser med et lille antal elever i hver.

 

Desuden skal der mindes om, at med vedtagelsen af for­ordningen var det en betingelse, at denne i sin helhed skulle være udgiftsneutral. Andre sider af forordningen har reelt betydet besparelser - det gælder for eksempel to- lærerordninger, deletimeordninger, holdstørrelsen ved oprettelse af valgfag m.m.- så efter Landsstyrets opfattelse er de nødvendige ressourcer til stede til at give de ikke-grønlandsk­sprogede elever en pædagogisk for­svarlig undervisning i den grønlandske folkeskole.

 

Landsstyret skal derfor indstille, at Landstinget afviser Atassuts ændringsforslag.

 

I stedet vil Landsstyret fremsætte vedlagte ændrings­for­slag til den gældende forordnings ? 12.

 

Dette forslag fastholder Landstingets tidligere be­slutning om integrationens indførelse i folkeskolen, begyndende med de 1. klasser, der påbegynder deres skolegang den 1. august 1994.

 

Forslaget med tilhørende bekendtgørelse vil give kommu­nerne mulighed for at tilrettelægge og gennemføre undervisningen i de integrerede klasser på en forsvar­lig måde under hensyntagen til forskellige lokale forhold.

 

Der åbnes mulighed for en bred vifte af valgmuligheder for undervisningens tilrettelæggel­se, der bl.a. tager højde for de pædagogiske og organisatoriske problemer, der opstår, når antallet af ikke grønlandsksprogede elever er større end landsgennemsnittet, som f.eks. i Nuuk.

 

I forbindelse med debatten om integrationen, er der ikke alene blevet udtrykt bekymring for de grønlandsk­sprogede elevers udvikling af deres modersmål, men man har også fra anden side fremsat den op­fattelse, at integrationen på længere sigt kan medføre for­ringede danskkundskaber hos de grønlandske elever, fordi nød­vendigheden af at bruge det danske sprog ville blive

mindre, jo mere undervisningen bliver gennemført på grønlandsk, og jo mere vores sprog bliver brugt i hverdagen.

 

Nu har dette jo ikke noget specielt med integrationen at gøre, da det hele tiden har været målet, at under­visningen i den grøn­landske folkeskole så vidt mulig skulle gives på grøn­landsk, og at grønlandsk også skulle læres af ikke-grønlandsk­sprogede.

 

Men i et lille sprogsamfund, som vores, er det vigtigt at sikre, at så mange som muligt har de nødvendige forudsætninger ikke alene i landets hovedsprog, men også i de fremmedsprog, som er vores redskaber til at skabe os en plads i det verdens­samfund, som vi er en del af. Her gælder det selvfølgelig først og fremmest dansk.

 

På Landstingets forårssamling 1993 havde vi en drøftel­se af sprogundervisningen generelt i folkeskolen på baggrund af en høring på landets skoler.

 

I den forbindelse lovede Landsstyret at ville arbejde hen imod en forstærket indsats med forsøgs- og udvik­lingsarbejde inden for skolens sprogundervisning.

 

Landsstyret vil gerne gentage dette løfte, og samtidig bede om Landstingets principielle støtte til, at der stilles ressourcer til rådighed for igangsættelse af forsknings-og udrednings­arbejde omkring sprogkundskaber og sprog­undervisning i Grøn­land - gerne forstået af uvildig, udefra kommende sagkundskab. Når resultater­ne fra dette arbejde foreligger, kunne man forestille sig afholdelse af en konference, hvor disse blev drøftet og blev brugt som udgangspunkt for den fremtidige sprog­planlæg­ning, og om nødvendigt en revision af sprogenens indplacering i folkeskolens undervisning.

 

Henrik Lund, ordfører for Siumut:

I forbindelse med Atassut's ændringsforslag skal vi gøre opmærksom på, at integrede klasser har været gennemført som forsøg i mange skoler - også selv her i Nuuk.

 

Da Landstingsforordningen om folkeskolen blev debat­teret i Landstinget i 1990, støttede Atassut fuldt ud, at integreret undervisning blev iværksat, idet der dengang blev truffet beslutning om, at integreret undervisning i fuld omfang påbe­gyndes i 1994.

 

Nu da den integrerede undervisning skal påbegyndes i fuld omfang, fremsætter Atassut et ændringsforslag, således at der i prin­cippet åbnes mulighed for, at den gamle ordning i visse tilfælde kan videreføres uændret.

 

Før vi går videre, skal vi gøre opmærksom på, at flere skoler langs kysten har påbegyndt den integrerede undervisning, uden at vente på det egentlige opstart­sår.

 

I flere kommuner er man så glad for den integrerede under­visning i det første skoleår, at den integrerede undervisning også videreføres i de øvrige klassetrin.

 

Det er korrekt, at der i Nuuk er gennemsnitligt flere dansk­spro­gede elever i forhold til landsgennemsnittet. Vi er i Siumut bekendt med de advarende røster, der har været fremme i den forbindelse.

 

Vi er også bekendt med at antallet af dansksprogede elever, der påbegynder deres første skole, er dalende, - også i Nuuk - dette kan illustreres ved, at antallet af dansksprogede ved ind­skrivningen i de kommende første klasser også er dalet.

 

Vi har i Siumut konstateret, at samtlige der deltager i debat­ten om integreret undervisning, har givet udtryk for deres støtte til integreret undervisning, og fra flere sider er det blevet fremført som ønskeligt, at antallet af dansksprogede elever ikke må være større en 25-30 procent i forhold til antallet af hele klassen.

 

På den baggrund mener vi i Siumut, at der ved en god tilrette­læggelse af undervisningen kan dette ønkse tilgodeses - også i Nuuk.

 

I Siumut lægger vi stor vægt i, at vi i vort land har en skole, der er ens for alle, som bor i landet, og finder det væsent­ligt, at der i vort lands hovedstad, Nuuk, ikke gælder en særlovgivning på området.

 

I Siumut lægger vi endvidere stor vægt i, at der i folkeskolen fra første klasse

- ikke er forskelsbehandling af børn på grund af her­komst, sagt med andre ord - ingen racediskrimination,

- børnene (også de voksne) lever sammen i respekt,

- børn, der har forskellig baggrund og sprog, har tæt kontakt med hinanden sprogligt og kulturelt,

- i tæt kontakt med hinanden udvider deres horisont,

- og ikke mindst, forhindre, at negative følelser opstår overfor hinanden, som erfarin­gerne viste kunne opstå, når børnene blev undervist adskilt, og som erfarin­gerne viser, kan borteli­meneres ved integreret undervisning.

 

Vi lægger i Siumut ikke skjul på, at fuld indførelse af denne form for undervisning ikke altid vil være nem.

 

Vi skal fra Siumut henstille til Landsstyret, at der for at iværksætte snarlige hjælpeforanstaltninger i tilfælde af, at der opstår sproglige problemer, tages følgende skridt:

- Der skal sørges for, at børn der har brug for sprog­lig hjælp   eller på anden måde har brug for midlerti­dig støtte, ydes den   fornødne hjælp på allerbedste vis og hurtigt.

- At mulighederne for lærerstabens dygtiggørelse sik­res.

- Samt af Landsstyret nøje følger med i ordningen med henblik på at ret op på skævheder, som måtte opstå.

 

En sproglig integrering af børnene allerede i børnein­stitutio­nerne langs kysten viser gode erfaringer. Derfor skal vi stærkt opfordre til, at der i Nuuk også arbejdes for at benytte muligheden for sproglig inte­gration af børn i børneinstitutio­nerne.

 

Ligeledes bør det undersøges, om der kan etableres et økonomisk arrangement i ordningen, således at kommuner­ne kan holdes skadesløse for eventuelle merudgifter ved ordningens ind­førel­se.

 

Med disse bemærkninger skal vi fra Siumut meddele, at vi ikke støtter Atassut´s ændringsforslag til forord­ningen, og at vi støtter Landsstyrets ændringsforslag til forslaget, som er fremsat under nærværende 1. behandling.

 

Derfor skal vi samtidig fra Siumut tilkendegive, at vi er rede til en forhandling om, at der foretages en undersøgelse af muligheden for indføjelse af en revi­sionsparagraf i forord­ningen, ved sagens videre be­handling i Kultur- og undervis­ningsudvalgets regi, idet vi har den opfattelse, at Atassut i princippet stadig går ind for integreret undervisning.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Først vil jeg klart tilkendegive, at vi fremsatte en ændrings­forslag, og at vi ikke går fra de beslutninger, som vi har taget i 1990, og at der slet ikke tænkes på, at den integrerede undervisning skal ændres radikalt.

 

Atassut fastholder sit ændringsforslag til Landstings­forordning om folkeskolen. Vi finder landsstyremed­lemmets bemærkninger temmelig overflødige. De forsøger at skyde Atassut meninger i skoene, som vi overhovedet ikke har.

 

Atassut går ud fra, at landsstyremedlemmet er bekendt med, at skoleloven af 1979 bruger begrebet "grønlandsk som fremmed­sprog" i paragraf 12 stk. 2. Der er altså ikke tale om ind­førelse af et nyt fag, som landsstyre­medlemmet hævder. Faget har snart eksisteret i 15 år og gælder indtil skoleloven fuldt ud sættes i kraft.

 

Atassut´s ændringsforslag sikrer en smidig og smertefri ind­førelse af integration, som først og fremmes kommer eleverne til gode, og tager hensyn til forældrenes rimelige ønsker.

 

Netop derfor ønsker vi en dispensationsmulighed, såle­des at der hvor en kommunalbestyrelse - efter høring af skolenævn og lærerråd - finder, at elevernes tarv og undervisningen bedst varetages gennem oprettelse af dansksprogede klasser, der kan kommunalbestyrelsen beslutte dette.

 

Vort forslag er ikke udtryk for noget som helst mystisk og nyt. Skåret ud i pap er det en sikkerhedsventil for integrations­processen. Det er blot en videreførelses­mulighed - under bestemte forudsætninger - af bestem­melsen i folkeskolelovens nugældende paragraf 12, som indtil videre gælder frem til 1/8 1994.

 

Landsstyremedlemmet har ingen grund til at være for­bavset over, at Atassut kommer med et ændringsforslag efter at have gået ind for udsættelse og en gradvis indførelse af integrationen.

 

Atassut har brugt forsøgsordningsårene til at observere ud­talelserne fra de involverede i forbindelse med forsøgs­under­visningen, ligesom vi har noteret os Nuuk kommunalbestyrel­ses og skolenævns meget klare holdning i denne sag. Holdninger som vel at mærke bygger på indhøstede erfaringer og almindelig sund fornuft.

 

Det er tværtimod Atassut, der har grund til at undre sig. Landsstyret har i denne sag tilsyneladende valgt at vende det døve øre til de negative udtalelser i forbindelse med den gennemførte forsøgsundervisninger, og har kun lyttet til udtalelser, der kunne underbygge Landsstyrets ønsker. Det svarer til, at man vil bevise at is ikke kan smelte, og så sørge for at holde den i fryseren i hele forsøgsperioden.

 

Atassut hæfter sig ved den forsøgsundervisning, som der er gennem­ført i Nuuk. Det drejer sig om danske børn, hvis forældre frivilligt har meldt deres børn til at deltage. Landsstyremed­lemmet konstaterer, at det er gået tilfredsstillende og vil straks indføre det for alle de andre børn uden at vide, hvad andre forældre mener.

 

Landstyremedlemmet tager heller ikke hensyn til lærer­ne. Atassut har hørt lærere, som har undervist i for­søgsklasserne. De beretter, at de bliver meget trætte af al den oversættelse for at få alle eleverne til at forstå undervisningen, som immervæk er lærerens primære opgave.

 

For Atassut virker det som om, at Landsstyret ønsker at gennem­føre integrationspolitikken, uanset elevernes tarv, uanset forældrenes ønske, og ikke mindst uanset hvad kommunalbestyrel­s­erne finder rigtigt.

 

Samtidig vil jeg lige komme ind på det i svarno­tatet nævnte, om at en sådan ordning ikke vil have økonomiske konsekvenser.

 

Dertil skal vi sige, at vi ikke tror derpå og kan sammenligne med de bemærkninger, der kom i forbindelse med oprettelse af STI-skolerne, hvor man sagde, at flere elever ville komme i lære, men at der ikke skulle tilføres flere midler.

 

Vi mener, at det samme gør sig gældende her, og derfor må de økonomiske konsekvenser også undersøges nøjere.

 

Atassut mener, at integrationen af grønlandsksprogede og dansk­sprogede elever børn tilstræbes overalt, hvor det er forsvar­ligt. Vi er ikke enig i de metoder og veje, som Landsstyret ønsker at benytte for at nå integrationsmålsætningen.

 

Landsstyrets ændringsforslag til paragraf 12 imødekom­mer ikke ønsket om en dispensationsmulighed og en smidiggørelse. Der er ingen som helst opblødning i Landsstyrets forslag. Det er blot en paragrafmæssig betoning af et forhold, som under alle om­stændig­heder er nødvendigt i forbindelse med integressionsbe­stemmel­sen, nemlig at de elever, der ikke har grønlandsk som modersmål, selvfølgeligt vil have behov for en særlig til­rette­lagt under­visning i grønlandsk. Det er der intet nyt i, det ville være blevet gennemført, hvad enten dette havde stået i paragraf 12 eller ej.

 

Det fremgår tydeligt af bemærkningerne til folkeskole­loven. Kort sagt har man blot ophøjet en "lovbe­mærk­ning" til et "stk." i en paragraf.

 

Med ovennævnte begrundelse ønsker Atasssut - som sagt i ind­ledningen - at fastholde sit forslag.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Herværende dagsorden kan udmærket siges at være en fortsættelse af vedtagelsen af nuværende folkeskole­forordning fra landstingets efterårssamling i 1990.

Inden vedtagelsen i 1990 foregik der en storstilet forberedelse fra 1986 under betegnelsen "fremtidens skole".

 

I forbindelse med den nævnte vedtagelse, betingede Landstinget sig, at integrationsordningen først blev indført for 1. klasserne med start i skoleåret 1994/95. Den mellemliggende periode skulle så bruges til forsøg, forberedelse af lærerne samt ønsket om, at der blev tid til den nødvendige materialeudvikling.

 

Den omtalte integrationsordning er ikke nogen nyhed for mange skoler her i Grønland.

 

I bygdeskolerne, hvor de dansksprogede børn normalt er få i tal har ordningen eksisteret fra "tidernes mor­gen". Men allerede fra omkring 1980 har integrations­ordningen været praktiseret i flere byskoler med held.

 

Men netop fordi en generel indførelse af ordningen bliver aktuel for de kommende første klasser fra og med skoleårets start til efteråret, skal ingen af os tro, at så er alle problemer desangående løst.

 

Netop med det in mente, har IA i den seneste tid i landstingets undervisningsud­valg, slået et slag for en fortsat indsats på et tæt og konstruktivt samarbejde med forældre, elever, lærerstaben og deres organisatio­ner, ligesom vi har påpeget det vigtige i et fortsat samarbejde med andre lande på forsøgsarbejdet med sprogintegrationen.

 

Det skal ikke komme bag på landstinget, at integra­tionsordningen under forsøgsperioden har været en frivillig ordning.

 

Ved indførelsen af ordningen som permanent og obliga­torisk praksis for næste skoleårs førsteklasser, er det meget vigtigt, at en målrettet informationsindsats overfor hjemmene er en selvfølge.

 

Ved informationsarbejdet er det efter IA's mening vigtigt, at det fortsat understreges, at ved ordningen er det ikke de kortsigtede resultater med gode karak­terer, der danner det centrale i vurderingen af ord­ningen.

 

Den aktuelle verdensorden med de store folkevandringer bør ikke være ukendt af nogen. Og netop de nuværende skolesøgende børn vil i deres voksenliv være de borgere i samfund af alle slags folkeslag, som vandrer på tværs af landegrænserne.

 

Det er derfor vigtigt, at vores børns mulighed for fælleskab i børnehaver og skolen trods sprogforskelle bliver vurderet mere som et privilegium, de har som medfødt gave.

 

Børn, der er vokset med den slags privilegier, og som har en god støtte hjemmefra, kan sagtens gå hen og blive stabilisatorer i den fremtidige verdensorden. Individer med medfødt respekt for andre mennesker, og som besidder evnen til at tale sig til rette om eventu­elle konfontrationer.

 

Derfor er det vigtigt, at barnets egenskaber i matema­tik eller andre skolefag i deres meget tidlige skole­gang ikke bliver de eneste, man skal vurdere dem efter.

At folkeskolen gerne skal producere afbalancerede og imødekommen­de borgere, bliver ofte sat i baggrunden, mener vi.

 

Efter IA's viden besidder mennesker opvokset i veltil­rettelagte flersprogede omgivelser netop de egenskaber som skaber et harmonisk samfund.

 

Endvidere er det væsentligt, at vi hele tiden holder os for øje, at flersprogethed ikke er noget, der er speci­elt grønlandsk.

 

I vores fortsatte forsøg på at finde de bedste måder at tackle den slags spørgsmål på, er det vigtigt at vi følger og gør brug af andres indhøstede erfaringer, når disse vurderes anvendelige i vores samfund. Det er bl.a. med det i tankerne, at vi under landstingets undervisningsdebat under forårssamlingen i 1993 talte for, at direktoratet følger Det danske Røde Kors' nøje tilrettelagte undervisning med forskerstab af flygt­ninge i Danmark. Der fremstilles omfattende materialer med undevisning af flersprogede for øje.

 

At vores materialefremstilling ikke kun skal bygge på de gamle dansk-grønlandsk kendte metoder, er Inerisaa­vik et godt eksempel herpå.

 

Men vi er et lille folk i antal. Derfor bør vi fortsat kunne gøre brug af andres erfaringer, ligesom vi også bør kunne tilbyde andre vore egne indhøstede erfarin­ger.

 

Situationer, hvor ikke grønlandsksprogede udgør et uacceptabelt stort antal i en årgang, er der mulighed for at imødegå ved direktoratets udstedelse af en bekendtgørelse. Dette kan sagtens tænkes at blive aktuelt i byer som Nuuk. Netop denne mulighed mener vi imødekommer Atassut's argument i dets be­tænkelighed. Endvidere har vi i undervisningsudvalget erfaret, at oprettelse af modtageklasser også vil byde på den slags problemer.

 

Som vi tidligere har udtrykt det, vil mange ventede og uventede problemer først dukke op ved ordningens for­melle indførelse.

 

Den seneste tids debat omkring IA's forslag om endelig oprettelse af efterskoler, illustrerer efter vores mening, at folkeskolens hverdag ikke længere svarer til samfundets aktuelle situation.

 

Inuit Ataqatigiit vil hermed understrege, at det ikke er vores opfattelse, at eleverne af i dag er af ringere status hvad kundskaber angår, ligesom det ej heller er vores opfattelse, at lærerne ikke er så dygtige un­dervisere som tidligere.

 

Det er nok snarere fordi, at alt for mange opgaver er blevet læsset på skolen i det totalt ændrede samfunds­mønster, uden at skolerne med dens undervisere har fået tilnærmelsesvis fuld kompensation for at kunne honorere de ændrede krav om skolens rolle.

 

Den slags overgangsproblemer skal direktoratet være åben overfor at skulle løse. Der kan her forventes, at løsningsforslag der måtte være konstateret fra direk­toratet, kommunernes landsfore­ning samt lærernes orga­nisationer vil kræve ekstra bevillinger. IA er parat til at være med til at finde økonomiske midler til den slags uundgåelige tilpasninger og, vi vil be­nytte lejligheden til at opfordre andre partier til at være med.

 

Men for at sikre integrationen de bedste betingelser, efterlyser IA, at direktoratet sikrer muligheden for at ordningen vurderes og evt. revideres efter en indkø­ringsperiode af to skoleår. Med den revisionsmulighed, vil alle involverede parter være for­pligtet til nøje at følge med integrationsordningen fra starten af.

 

Til allersidst vil vi kun opfordre landstingets for­mandskab, til at tage spørgsmål om herværende, til veltil­rettelagt drøftelse med folketingets præsidium under deres årlige møder.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Med hensyn til nærværende forslag, vil vi i Akulliit Partiiat/­Centerpartiet rette blikket tilbage til hvad vi har sagt vedrørende forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning nr. 10 af 25. okto­ber 1990 om folkeskolen.

 

Vi har udtrykt følgende sætninger:

"..reformerne skal have tid til at virke og for hyppige og for hurtige ændringer skaber usikkerhed og manglende kontinui­tet. I Akulliit Partiiat/Centerpartiet mener vi dog, når det i folkesko­leloven allerede på nuværende tids­punkt kan ses, at der er noget, der bør justeres, når man straks kan se, at reformerne ikke virker efter hensigten, skal Akulliit Partiiat/Centerpartiet ikke holde sig tilbage for at indstille til ændring, speci­elt når emnet har været til høring hos fagfolk". Citat slut.

 

Med hensyn til ændringsforslaget har vi således skelet til drøftelserne om emnet integration i foråret 1993.

 

Som en af grundene til vores støtte til ændringsfor­slaget nævnte vi, at danskkundskaberne for en elev, der går ud af grundskolen har fundamental betydning for elevens videre udvikling efter udslusning, hvor eleven skal udvide sin horisont på egen hånd med de udvik­lingsmuligheder det dansksprogede materiale giver  mulighed for.

 

Vi ved jo, at i en klasse, f.eks. en dansktime, må lærereren tage sig af 3 kategorier blandt eleverne:

 

1. Elever, der er meget dygtige til dansk.

2. Elever, der er middelmådige til dansk.

3. Elever, der er dårlige til dansk.

 

Hvis/når hver kategori behandles med den fornødne tid, medfører dette, at de enkeltes kundskaber udvikles hver især - og dette er skolelovens formål.

 

Derfor støttede vi indførelsen af en integreret folke­skole, som vi mente og stadig mener, giver muligheder for at få et godt liv og en god uddannelse og medfører en længere tid til hver enkelt elev fra lærernes side.

 

Ved gennemgang af svarnotatet og forslaget, er jeg til bøjelig til at få det indtryk, at svarnotatet og for­slagsteksten taler forbi hinanden - og fristes til at udbryde: Jamen, det er de grønlandssprogede der skal prioriteres.

 

Som før nævnt, gav vi udtryk for nødvendigheden af en omfattende forsøgsundervisning over en længere periode. Dette mener vi efter fagfolks konklusion, ikke er sket i tilstrækkelig grad, og der ses at mangle udarbejdelse af et overslag over, hvor mange penge der skal bruges og afsætte en øremærket bevilling, f.eks. over de 3 næste år.

 

Nu starter integrationen i hele landet den 1. august 1994, og direktoratet bør allerede nu forberede en velstruktureret løbende evaluering af skoleåret 1994/­1995, og vi vil anbefale følgende foranstaltninger iværksat:

 

1. En landsomfattende videreuddannelse af hele lærer­korpset som en del af lærernes arbejde - altså ikke kun som tilbud.

 

2. At undevisning af elever i sprogligt integrerede klasser får en central plads i læreruddannelsen i Ilinniarfissuaq.

 

Disse er jo også efter vores erfaring, ønsket af fag­folk. Derfor støtter vi Landsstyrets ændringsforslag til den godkendte forordnings ? 12:

 

I. Fastholdelse af Landstingets tidligere beslutning om integra­tionens indførelse i folkeskolen.

 

II. Undervisningen i de integrerede klasser tilrette­læg­ges og gennemføres på en forsvarlig måde under hensynstagen til forskellige lokale forhold.

 

III. Bred vifte af valgmuligheder.

 

IV. Tager højde for de pædagogiske og organisatoriske problemer, der opstår, når antallet af ikke grønlandsk­sprogede elever er større end landsgennemsnittet.

 

Det er en af de punkter, hvor vi kan nærme os Atassut's forslag.

 

Under forårssamlingen i 1993, under en drøftelse af sprog­undervisningen generelt i folkeskolen, lovede landsstyret os, at stille ressourcer til rådighed for igangsættelse af forsknings- og udredningsarbejde omkring sprogkundskaber og sprogundervisning i Grønland - gerne uvildig, udefrakommende sagkundskab.

 

I denne debat er det kun sproget i det intregrerede undervisning, må man lige bemærke, at en sådan integ­reret undervisning, ikke kan gælde sprogundervisningen, men kan bruges i mange former for undervisning, og det vil jo give gode erfaringer.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Til nærværende landstingsmøde har Atassut stillet et forslag om ændring af ? 12 i landstingsforordningen om folkeskolen, således at man kan give de kommuner, der har mulighed herfor, en mulighed for at kunne tilrette­lægge dansksproget undervisning ved en dispensation.

 

For 2 år siden blev eleverne integreret gennem for­ordningen om folkeskolen, således at undervisningen fremover skulle gives ved anvendelse af det grønlandske sprog. Jeg er i princippet fuldt ud enig med en sådan beslutning ved en forordningens vedtagelse, da det helt er nødvendigt for de børn, der vil vokse op med en beslutning om at skulle forblive i Grønland, at få deres uddannelse ved anvendelse af vort grønlandske sprog.

 

Men vi må ikke glemme, at vi i dag har medborgere, der er kommet til vort land for at arbejde i et nærmere bestemt tidsrum, og samtidig er der også nogen iblandt os, der ved egen bestemmelse efter ophold i vort land i et bestemt åremål, vil flytte tilbage til Danmark sammen med deres familie. Jeg mener, at vi må respek­tere sådanne mennesker, når de kan kræve, at deres børn bliver undervist på et andet sprog. Og jeg mener, at Atassut har taget udgangspunkt netop i sådanne forhold i sit forslag. Såfremt det forholder sig sådan, er det ikke vanskeligt at støtte forslaget.

 

Med disse korte bemærkninger, vil jeg nævne at jeg ikke har kommenteret landsstyrets ændringsforslag, idet jeg mener, at det blot er en modvægt til det fremsatte forslag.

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for kultur, uddannel­se og forskning:

Først må jeg takke for partiernes indlæg. Også fordi de har mange forskellige vægtige ideer, og nogen der kan videreføres.

 

Med hensyn til Siumut's ordfører, kræver vedkommende overfor Landsstyret, at man sikrer, at børn der har sprogvanskelig­heder, kan få hjælp, og det er netop det som landsstyret i sit ... og derfor har fremsat sit ændringsforslag.

 

Vores ændringsforslag til ? 12, har vi ikke fremsat bare for at komme med et ændringsforslag. Idet den gældende forordning som gradvis vil komme til at træde i kraft, i ?12, ... indeholder bestemmelser om, at til elever, der har været uden undervisning gennem længere tid eller har skiftet skole eller er tilflyttet Grøn­land, kan der gives supplerende undervisning eller anden faglig støtte.

 

"Her har man glemt, som var med i forordningen, der var gældende i 1979, det var til børn som ellers var op­vokset her i Grønland, men som har behov for afhjælp­ning til grønlandsk undervisning. Her er der tale om, børn der ikke har modtaget undervisning i længere tid, eller er flyttet til en anden skole, eller flyttet udefrakommende til Grønland. Her er der ikke tale om, børn der ellers er vokset op i Grønland, men som har behov for hjælp til grønlandsk undervisning. Det er netop dem som man ved lov­givningen vil sikre, at disse bliver hjulpet."

 

Flertallet af ordførerne ønsker, at man sikrer lærer­sta­bens dygtiggørelsesmuligheder. Det ønsker vi også meget stærkt fra Landsstyret og vil også bane vejen herfor. Og vi vil da også gerne udtale at i de senere år har ikke mindst de grønlandske lærere fået øgede muligheder for dygtiggørelse i forhold til tidligere år. Fra Landsstyrets side finder vi det stadig ikke tilstrækkeligt. Derfor vil vi også samarbejde på dette punkt, og bane vejen for dygtiggørelse.

 

Det blev også nævnt fra alle partiernes side, at man skal følge ord­ningen tæt, så man, hvis der opstår nogle skævheder, snarest muligt kan sikre at der bliver rettet op på disse. Fra Lands­styrets side vil vi love, at vi vil følge ordningen tæt. Både hvad angår integ­reret undervisning, men også hvad angår de tilsagn vi er kommet med under sprogdebat­ten sidste år her i Landstinget.

 

Fra Landsstyrets side, har vi ikke noget at indvende imod, at man kan vende tilbage til dette spørgs­mål efter 2 års forløb, og disse år vil blive brugt til at vurdere og diskutere konsekven­serne.

 

"Fra Atassut blev det udtalt med en løst som finder lidt mærkeligt men selv­følgelig af hvad jeg ikke delta­ge et sådan en frem­førelse der kan lignes skæld ud men jeg vil også lige kommentere ge­nerelt Atassuts indlæg."

 

"Det blev fra Atassut nævnt at paragraf 12 stk. 2 er gælden­de fra 1979 og at der her tale om der ligner Lands­styrets fragt og det er korrekt men man også huske at den forordning der trådte i kraft pr. 1990 har hen­stillet at der er paragraf 12 fra og med sommer udgår og at der kommer et nyt para­graf 12 til skoleåret og dette paragraf 12 vil vi fra Landsstyret sikret at de børn man der går også under vil gives muligheder også ved af lovgiv­ningen."

 

"Fra Lands­styret mener vi hele tiden at så fremt Atas­sut forslag skal godkendes så vil den nye forordning som vi har godkendt i 1990 omkring folkeskolen og ånden netop at folkeskolen i Grønland er en folkeskole uanset deres herkomst og at der ikke sker en diskrimination og som der står i stk. 2 elever der ikke har grønlandsk som modersmål skal tilbydes særligt tilrettelagt under­visning grønlandsk."

 

Med hensyn til lærere og andre forhold så kan under­visningen foregår på dansk, men her er der ikke tale om, at grønlandsk er et fremmedsprog. Vi taler grøn­landsk i Grønland, og der er ikke nogen grund til benævne grønlandsk som et fremmedsprog. Men med hensyn til de elever, der ikke taler grønlandsk, må vi også hjælpe dem, så de kan få et godt udbytte af deres under­visning i skolen.

 

I Atassuts indlæg blev der sagt, at man ikke at forsøg­sordningen er lykkedes, og at Landsstyret har vendt det døve øre til forældrenes mening. Når der er mange forældre i hele Grønland, som er for forordningen, vil der også være nogen, der er der imod. Ud fra de er­faringer vi har høstet, så mener vi, at fleretal­let støtter denne ny ordning.

 

Jeg mener, at Atassut fokuserer for meget på Nuuk. Der findes også andre byer langs kysten.  Udover Nuuk er der kun oprettet 2 rent dansksprogede førsteklasser. Der er i alt  99 første klasser i år. I Nuuk er der tale om 3 klasser. Det vil sige, at af 99 førsteklasser er der 5 nye klasser, som er rent dansksprogede. I de resterende har kommunerne valgt efter samråd med lærer­ne og forældrene at de skal havde en intregreret under­visning.

 

Med hensyn til det Atassut siger om, at Landsstyret har vendt det døve øre til lærerne, må vi sige, at vi jo ikke mener ens allesam­men uanset om vi lærere eller ej. Men man har fra lærerorganisationernes side udtalt sig positivt, og lærerorgani­sationerne har til stadighed fuldt støttet intregrationen og støtter den stadigvæk. Derfor med hensyn til hensyn til enkelte læreres me­ning, skal det ikke tages til indtægt for, at samtlige lærere mener således. Vi skal selvfølgelig anvende der dere er bedst for eleverne, men hvem gavner en sådan adskilt under­visning.

 

Iden Atassut kom med et ændringsforslag til for­ord­ningen har Direktoratet arbejdet med forberedelserne til bekendt­gørelse. Vi har modtaget høringssvar fra både kommunalbe­styrelser andre involverede. Hvis man skal vurdere svarene, så støtter flertallet i lærerrå­dene og også i kommunalbestyrelserne en sådan ord­ning. Selvfølgelig er der også andre der har en modsat hold­ning, og det skjuler vi heller ikke fra Landsstyrets side. Men flertallet i kommunalbestyrelserne, lærerrå­dene og forældrene tilslutter sig, at man indfører en sådan ordning. Det er det meldinger, vi har hørt.

 

Med hensyn til det der blev fremsat fra Inuit Ataqati­giit om, at man ikke skal tro, at så er alle problemer­ne desangående løst, det vi er alle sammen enige om. Derfor skal vi ikke blot have et sam­arbejde med lærer­orga­nisationerne, men vi skal også følge for­ordningen tæt. Øget information til forældrene finder vi også meget vigtigt. Fra lærernes side har man de to seneste år fokuseret på forholdet mellem skole og forældre, og det er blevet mere udtalt, at forældrene er mere med i dialogen, således at kontakten mellem skole og hjem bliver forbedret. Her handler det ikke kun om de      s­kriftlige meddelelser, der gives, men i bekendt­gørel­sen at det også stillet som et krav, at lærerne til­byder forældrene samtaler 3 gange årligt. Dette tilbud hilses mere mere og mere velkommen, og selvfølgelig ønsker vi alle, at dette samarbejde bliver forøget.

 

Med hensyn til karakterer hvad der blev påpeget fra Inuit Ataqatigiit, ikke mindst omkring de mind­ste børn, så skal jeg gøre opmærksom på, at undervisningen af børnene bliver vurderet og ikke mindre væsentligt, bliver lærerens undervisning også vurderet. Der bliver ikke kun fokuseret på børnene, men også hvad børnene har fået ud af lærernes undervisning.

 

Med hensyn til Akullit Partiiat så blev det sagt, at man skulle kommeind på økonomien. Der blev også sagt, at man skulle følge dette tæt, og at der skulle til­føres øgede bevillinger til efteruddannelse af lærerne. Der må vi sige, at der kan være behov for ekstra mid­ler, og at Lands­tinget skal være vågen overfor dette. Men at kommunerne er bange for forøgede udgifter til undervisningen, det er vi ikke bange for fra Lands­styrets side, fordi i og med den nye forordning trådte i kraft, har skolerne kunnet lave besparelser. Når man ser på sidste skoleår, så har det modsvaret den merud­gift, der kommer i forbindelse med indførelse af inte­grationen, og dette har kommunerne kunnet mærke i de to år forordningen har været gældende.

 

"Fra Akulliit Partiiat kommendes en bog andres sprog at man skal følge disse nøje og at man laver forsøgsord­ninger på fremmed sprogart det må opfordres det støtter vi også fuldt ud fra Landsstyrets side og skal vi også ud til at endelig så har et af skolerne ansøgt om at starte et undervisning på forsøgsbasis på engelsk og det vil vel altid velkommen fra Landsstyrets side således at man derigennem kan indhøstet erfaringer ved gør at bruge forskellige forsøgsord­ninger."

 

"Med disse midlertidige bemærkninger vil jeg afventet de andre partiers bemærkninger og komme med en afslut­tende bemærkning senere hen.

 

Lars Chemnitz, Atassut:

Det er både skuffende og undrende, at Atassut forslag bliver mødt så negativt. Det drejer sig om to forskel­lige ting: Det er dels  undervisningen af grønlandsk­sprogede elever, og hvordan den skal udbygges og vi­dereføres, og dels på den anden side spørgsmålet om undervisning af dansksprogede elever, hvor vi også har en for­pligtelse til for at undervisningen foregår forsvarligt.

 

"Snakker man procenter, således at der er så og så mange grøn­landsksprogede og så og så mange dansksproge­de, så er der mange, det er ikke inter­essede i den samme ting. Det vigtigste er, at der spørgsmålet om de  grønlandsksprogede elever for meget dansk kan det hvis dansksprogede ikke kan grønlandsk så behøver det ikke være så mange grønlandsksprogede, men hvis det grøn­landsk­sprogede elever opnår større og større færdighed så må de dansksprogede elever får større indflydelse på det grønlandsk­sprogede elevers dansk kundskaber, derfor mener jeg at der det snakker om procenter har ikke har nogen grundlag."

 

Vi har en for­pligtelse til, at de dansksprogede elever der mid­lertidig bor her, får en forsvarlig undervis­ning, således at de kan fortsætte under­visningen i Danmark. En skæv lovgivning -  og når man konstaterer en skæv lov­givning - og fastholder den. Det er en fejl. Vi må huske på, at de børns udvikling på den måde kan begræn­ses, og det er et stort ansvar at skulle tage. Netop derfor har vi fremsat forslag om dispensations­muligheder. Det er ikke sådan, at der såfremt det bliver vedtaget, går man bort fra lovens ­grundlag. Det er dispensations­mulighederne, vi gerne vil havde hjem­mel til i loven.

 

Siumuts ordfører og Landsstyremedlemmet siger, at Atassut ligesom kun vil lovgive specielt for Nuuk. Det passer aldeles ikke. En bestemmelse, der bliver ind­sat i loven kommer til at gælde hele Grønland, udfra       s­pørgsmålet hvor om, hvor der er behov for den be­stem­mel­se. Det er derfor, man har nævnt byen Nuuk. Der blev også sagt, at der ikke skal være forskelsbehandling udfra hudfarve. På den anden side må man stille det spørgsmål, om det ikke er forskelsbehandling af børn at tvinge et barn til at skulle undervises på et fremmed sprog. Der er sådan nogle ting man skal havde i over­vejelserne.

 

Derfor ønsker jeg meget, at drøftelserne her i salen sker på et bedre grundlag, og at man ikke bare siger, at Landsstyret gerne vil samarbejde omkring det. Lad os give hjemmel til målene, det er ikke bare nok at love noget, der skal grundlag til disse ting.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Om ordlyden i Atassuts ændringsforslag og Landsstyrets forslag til bestemmelse må man sige, at de ikke er så langt fra hinanden, men begrundelserne virker som en rød klud foran en tyr. Der er det, jeg har opfattelse af. Derfor mener jeg, at hvis vi skal debattere pro­blemerne ordent­ligt, må vi komme til sagens kerne. Det der er blevet enighed om i partierne er, at der skal være integreret under­visning. Efter indførelsen af integreringen, må man støtte dygtig­gørelsen af eleverne og ved kurser dygtig­gørelse af lærererne, og det skal der bevillinger til.

 

Jeg ved godt, at dagsordenspunktet ikke omhandler bevillinger, men vi må jo alligevel på et andet tids­punkt vendt tilbage hertil. Vi drøfter bestemmelser, der vil have økonomiske konse­kvenser. Vi ved, de over­gangsbestemmelser vil havde nogle økonomiske konsekven­ser måske også for kommunerne. Derfor kommer vi ind på økonomien, og heldigvis har flere ordførere i partierne støttet dette. Da ord­ningen har en så kort overgangs­periode, må det være vigtigt for de be­rørte parter især for lærerne og eleverne. Så det er helt nødvendigt, at Lands­styremed­lemmet også har forståelse for, at man sam­arbejder med hjemmene - forståelse med forældrene. Jeg har som lærer været med til at gennem­fører en sådan overgangsordning, hvor dansksprogede elever fik integ­reret undervisning. Her er det helt afgørende, at hjemmet støt­ter  ordningen, og Atassuts ordfører vir­ker, som om han er lige glad med forældrene.

 

Vi må ikke forværre tingene ved vore drøftelser, men vi skal se på, hvilke redskaber vil skal bruge for at gøre ondt mindre. Det er ikke korrekt, når det bliver sagt fra Atassuts side, at der skal være mange forskellige muligheder lokalt. Vi kan heller ikke lovgive regions­vis, så derfor må vi lave en lovgivning, der tager alle med i betragtning. Det vi skal huske er, at det nemme­ste i vores arbejde plejer at være at lave lov­givning, og det sværeste er at brugerne skal kunne tilpasse sig lovgivningen. Som jeg sagde før, er ordlyden af Atas­suts ændringsforslag og Lands­styrets forslag til para­graf 12 næsten ens. Det virker som om, de alligevel ikke er så langt fra hinanden, og jeg vil også blot lige rette Landsstyret.

 

Når man lige er startet i skolen, fokuseres der for meget på karaktergiv­ning. I f.eks. regning og andre fag fokuserer man for lidt på, at skolen har en for­pligtel­se til at udvikle børnenes socialet. Det glemmer man alt for tit, og det jeg mener med at i  de seneste år, hvor der har været folkevandring tværs over landegræn­serne, der må man altså lære at kunne leve sammen. Vi kan også være med til at forberede mennesker på sådanne ting gennem vores undervisning i skolen.

 

Som Lars Chemnitz sagde, så er en forsvarlig under­visning af dansksprogede elever vores pligt. Men jeg vil endnu engang sætte spørgsmålstegn ved, om det altid kun er regning der skal fokuseres på i en regnetime, og om ikke det sociale samvær i undervisningen skal ind­drages. Jeg mener, at det er erfaringer som jeg selv har været med til at høste. Sådan at de danskspro­ge­de elever, der har modtaget undervisning i Grønland, når de  kommer tilbage til Danmark, har de på mange områder nogle fordele, som andre danske børn ikke har.

 

Inuit Ataqati­giit går selvfølgelig ind for, at for­slaget bliver behandlet i undervisningsudvalget, og selvfølgeligt vil de større partier, der har repræsen­tan­ter i udvalget drøfte de bemærk­ninger, der er faldet her i salen.

 

Konrad Steen­holdt, ord­fører for Atassut:

Først vil jeg endnu engang præcisere, at undervisning af børn med forskelligt sprog, det at undervisningen sker på grønlandsk, det har vi overhovedet ikke noget imod og vil støtte dette, og derfor har vi heller ikke noget forbehold på dette område.

 

"Med hensyn til det værktøj man skal bruge, som kan virke bedre på videreførelse, det er det vi har fremsat forslag om, og det er det, jeg gerne vil have, det er forstået, og lad os lige sige, at dengang da vi be­sluttede udbygning af det grønlandske sprog, det ved­rører meget dengang vi tog denne beslutning, og vur­derer det selv, at dette kan sidestilles med f.eks. forholdene i KNI, der har været trådt i mange gange,

og denne KNI omstrukturering kan sidestilles med det, fordi det er noget, som vi i befolkningen skal leve med."

 

Vi skal også huske på, at det er mennesker vi drøfter og ikke kun maskiner. Vi skal ikke lade lovgivningen være så stiv, at selvom vi allesammen er gået ind på og har lavet en ordning om dette, så må forandringer på enkelte området ikke ødelægger formålet.

 

Lad mig udtale over for landsstyremedlemmet for ud­dannelse, at selvfølgelig er det kraftige ord, vi har brugt i forbindelse med vores indlæg. Ja du sagde at man næsten blev skældt ud. Det var ikke vores hensigt. Men i mit indlæg kom jeg klart ind på, at ifølge Lands­styrets svarnotat har vi fået påduttet ideer, som vi ikke har udtrykt.

 

Det der blev sagt i svarnotatet lyder også næsten, som om det er skæld ud, og selvfølgelig har jeg også taget dette med i mit indlæg, og jeg har også lagt mærke til, at Landsstyret har lavet, 2 svar­notater, det første er dateret den 8. februar 1994 og det andet er dateret den 17. februar, og der har man også fremsat et andet for­slag.

 

Det er interessant, men vi er blevet påduttet noget, som vi ikke har udtalt. Vi har ligesom fået skyld for, at vi ved at fremsætte sådan et forslag vil diskrimi­nere på baggrund af hudfarve.

 

Det er ikke det, der er essensen i forslaget, men det er for at sikre, at skolen er til gavn for alle, at vi fremkommer med sådan et forslag.

 

Dengang vi vedtog loven, var det et enigt Landsting, der vedtog de. Men det er eet af de værktøjer, som vi gerne vil have bliver forbedret, der gør, at vi har fremsat sådan et forslag.

 

Lad mig også klart udtale, at vi indtil dato har ud­talt, at siden inførelsen af Hjemmestyret, så har vi ført de demokratiske grundprincipper videre.

Der er nogle folk, der så klart siger, at da de blev spurgt om deres børn skulle deltage i forsøgsordningen, har de sagt nej. Deres begrundelser er, at de ikke vil have, at deres børn bliver brugt som forsøgsdyr, .....­...................................

 

Med hensyn til Josef Motzfeldts spørgsmål, fordi han spurgte, så har vi ansvaret for, at de dansk­sprogede elever sikres en forsvarlig undervisning. Jeg kan sige, at når man især fokuserer på den viden, børn skal indhøste, så er det selvfølgelig skolens forpligtelse uanset hvilket sprog det ellers undervises på.

 

Jeg mener, at der her i debatten er blevet fremsat vigtige ting, og disse må også vurderes i udvalget, idet jeg regner med, at man vil fremlægge en be­tænkning fra udvalget. Men jeg vil blot gentage det, som jeg har sagt.

 

Vi er vist ikke så langt væk fra hinanden. Vi taler vist kun forbi hinanden. Lad os prøve at mødes, og lad os klart udtale, at vi vender overhovedet ikke tilbage til den nødlov, vi har godkendt. Det er blot det, at vi skal have det bedste værktøj til at effektuere loven, og vi skal heller ikke sige, at vi kun tænker på Nuuk. Jeg tænker også på, at vores forslag, når alt træder i kraft, er der måske ikke er behov for at benytte det, men man kan eventuelt have det som reserve, og vi må jo have en sikkerhed.

 

Med dise bemærkninger vil jeg blot foreslå, at de faldne bemærkninger bliver vurderet i ud­valget, og at der kommer en betænkning fra udvalget.

 

 

 

Henrik Lund, ordfører for Siumut:

Ud fra de forskellige bemærkninger forstår jeg det derhen, at der er enighed langt hen ad vejen. Men den sidste taler sagde, at det er den måde, vi diskuterer det på, der bevirker, at vi ligesom er  uenige.

 

Det som Inuit Ataqatigiit kom ind på, er vi enige i, at når en  sådan en ordning har kørt nogle år, så kan vi foretage en vurdering, og ud fra det tage en beslutning om, hvad vi skal gøre.

 

Han nævnte to år, men jeg mener ikke, at vi skal binde os til en fast årrække, men at vi løbende foretager en vurdering af, hvad der sker i skolevæsenet.

 

Jeg er bl.a. bange for, at vi tvinger dansksprogede elever, der skal tilbage til Danmark, til at blive undervist i grønlandsk. Det mener jeg ikke, der er nogen grund til at være bange for.

 

Ud fra de forhold der gælder i daginstitutioner, kører det  udmærket, således at flere sprog integreres - sågar færøsk med, hvor der også tales grønlandsk. Dette forbillede må også kunne anvendes i folkesko­len.

 

Såfremt man indfører en sådan måde at undervise på, vil jeg endnu engang minde om, efter at have talt med Kanukoka, at hvis udgifterne bliver større, skal kommu­nerne måske have reguleret deres bloktilskud, fordi man skal passe på, at man ikke pådutter kommuner­ne nogle udgifter, som de måske ikke ønsker.

 

Atassut nævnte, at man skal høre kommunerne og skole­nævnet i højere grad, deri er jeg meget enig. Jeg ved også, at vores parti støtter dette synspunkt, men jeg mener helt personligt, at kommunerne skal have denne forpligtelse. Kommunerne er jo nemlig dem, der er nærmest børnene og forældrene.

 

Vi benævner vores skole som folkeskole eller som kommu­neskole, det er ikke helt korrekt. Landstinget vedtager lov­givning, som kommunerne skal følge. Vi kan end ikke an­sætte skolelærerne. Når vi kalder det folkeskole eller kommuneskole, må vi bruge citationstegn.

 

Skolen er børnenes skole og forældrenes skole, det må være dem, der har den største indflydelse i det dagli­ge, og det vedrører også de omhandlede spørgsmål i høj grad.

 

Jeg håber, at vi i grundprincippet er enige, og at vi kan mødes på halvvejen, således at vi kan komme med en udtalelse, og sagen må jo så behandles i Undervis­nings­udvalget.

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for sundhed og miljø samt handel og industri:

Jeg vil gerne lige understrege, at jeg ikke står her som landsstyremedlem, men som medlem i Landstinget.

 

I det omhandlede spørgsmål, mener jeg, at man kommer uden om de centrale forhold i sagen, og jeg mener, at de må komme frem.

 

Forholdene er sådan, især hvad Nuuk angår, at de dansk­spro­gede elever får en bedre under­visning end de grøn­landsk­sprogede elever.

 

Da vi flyttede hertil for et par år siden, blev vi rådgivet til, at såfremt vores børn skal undervises på den bedste måde, så skal de placeres i en dansk klasse, men da de er grønlandsksprogede, gjorde vi ikke sådan.

 

Der er forskelsbehandling med hensyn til kvaliteten af under­visningen i skolen, og der er visse forældre, der tager initiativ til at fastholde denne forskelsbehand­ling. Vi må ikke forringe undervisningen af hensyn til de danske elever. Vi kan heller ikke acceptere, at de grønlandsksprogede elever får dårligere undervisning i forhold til de dansksprogede. Det er een af de ting, der må komme frem under denne debat.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

En hvilken som helst lærer prøver i sit arbejde at give noget, der kan være til gavn for eleverne, og derfor med hensyn til at man ser på kateketer og under­visere i intregeret klasse vil det også blive svært for læreren at vurdere.

 

Vi grønlændere er meget hjælpsomme, især når man ser på børn, der leger sammen på et sted. Når der kommer en dansksproget, så skynder alle børn sig at orien­tere ham om, hvad der sker. Det tilsvarende vil også ske i klassen, hvis et danskspro­get barn ikke forstår det, så vil de resterende snarest gå hen og snakke med ham, for at få ham til at opfatte, hvad læreren har sagt.

 

Undervisningen af en integreret klasse vil også blive meget vanskelig, og selv om jeg ikke for­svarer dansker­ne så meget, så lad mig se på det med danske øjne.

 

Jeg bliver tilkaldt til Grønland og kommer som tilkaldt til Grønland i 2 år. Jeg har medbragt mine små børn, men hvad vil konen så sige, hvad med vores børn. Hvis deres undervisning skal være god, så skal vi blive boende i Danmark. Hvis kvaliteten af undervisningen af vore børn ikke er fuldt på højde, vil det gavnlige også falde, for de vil også få grønlandsk undervisning. Dette kan måske også blive een af de ting, som kan sætte nogle begrænsninger i og med, at vi skal tilkalde arbejdskraft.

 

Jeg finder det meget væsentligt, at det centrale i undervisningen er, at man har en god kontakt mellem hjem og skole, og alle forældre har er ønske om det bedste for deres barns fremtid, og  samtidig ønsker de at følge med i undervisningen, så skal skolen give mulighed for dette.

 

Jeg vil være meget påpasselig med at sende mine børn til et sted, hvor de ikke kan forstå sproget, derfor må man også spørge lærerne og så imødekomme deres ønsker. Det er der ånden med hensyn til samarbejde med for­ældrene ligger.

 

Jeg er meget glad for Siumuts ordførers indlæg om, at det er kommunerne, der skal drive skolerne. Kommunerne bør også have mulighed for at ansætte lærerne, og kommunerne må også drive skolen uden at få noget på­duttet oppefra. Baggrunden for at jeg kommer med dette udtryk er, at der må gives mulighed for, ligesom Lars Chemnitz udtalte, at vi også har nogle forpligtel­ser over for de danske børn. Hvis de skal have en forsvar­lig undervisning ud fra deres forældres ønske, så må vi imødekomme forældrenes ønsker.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiat:

En af de bemærkninger, der faldt i debatten, fristes jeg til at kommentere. Det blev sagt, at Atassut har sagt god for loven og er blevet tilbageholdne og at de blot vil være i opposition til Landsstyret. Men hvis jeg kommenterer det, så vil vi komme ind på et side­spor, der ligger udover at debattere det centrale i debatten.

 

I vores indlæg nævnte vi, at forelæggelsesnotatet og forslag ligesom går forbi hinanden. Det er vist også rigtigt, ligesom det blev sagt for kort tid siden, at debatten foregår, og man taler forbi hinanden. Jeg mener, at dette har udgangspunkt i, at der er forskel i forelæggelses- og ændringsforslag, fordi man fra star­ten fra Atassut udtalte, at Atassut overhovedet ikke er imod folkeskoleloven. Når det er gjort helt klart, hvad er det så, man er uenig i?.

 

Atassut nævnte, at de er enige, såfremt det kan foregå for­svarligt, og det er også det, vi mener allesammen. Men forskellen ligger vist blot i, at vi nævnte, at i sådan en undervisning skal forsøgsperioderne fortsætte lidt mere på baggrund af, at vi skal have en forsvarlig og sikker undervisning, idet forinden ordningen starter kan man ændre på den, og det vil blot medføre andre misforståelser.

 

Det kan være, at gensidig udveksling af erfaringer ikke har været brugt fuldt ud i undervisningen, og det synes at være påkrævet. Derfor har vi i vores indlæg fore­slået, at lærerne skal tage det som en forpligtelse, ikke som et tilbud i deres arbejde, at de får kursus i sådan en undervisningsform, også fordi lærerne og skolerne skal have ens formål ud fra lov­givningen, og det kan man så opnå.

 

Lars Chemnitz, Atassut.

Der sker forskelsbehandling, ved at danske elevers kund­skaber er højere end de grønlandske elevers.

Det kan ikke siges at være forskelsbehandling. Vi kan få spørgsmålet undersøgt og få begrundelserne at vide, men det vigtigste er nok, at de dansksprogede elever har haft flere muligheder også fagligt. Det kan også være sådan, at der har været mange dansksprogede elever og få grønlandske, og når man siger, at det er for­skelsbehandling, må vi komme frem til den nye ordning. Det er ligesom, man siger, at de danskspro­gede har for høje kundskaber, så lad os få kundskaberne ned. Men det skal være sådan, at vi skal have gode red­skaber til, at de grønlandsk­sprogede elevers kundskaber bliver for­højet. Det er også sådan, at de dobbelt­sprogede elever er dem, der har de allerstørste forpligtelser. Måske har de mindst tid til forberedelse. Det skal ikke være sådan, at deres kund­skaber er dårligere end danskspro­gede elevers. Men essensen i det er, at vi skal jo højne de grønlandsksprogede børns kundskaber og ikke få de danske børns kundskaber til at dale.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Vi bevæger os hele tiden fra det, vi skulle drøfte, men jeg vil ikke undlade at komme med bemærkninger til de to sidste talere, det er Otto Steenholdt og Lars Chem­nitz.

 

Otto Steenholdts udtalelser som uddannet lærer kan undre, men det ligger nok i, at han ikke har arbejdet som lærer i lang tid.

 

Jeg kan som folkevalgt ikke gå ind for, at en tilkaldt skal kræve at vedkommende medtager al sine kulturelle goder. En sådan person er slet ikke egnet til at arbej­de i et fremmede land. Sprogene er ikke afgørende hvad undervisningen angår. Vi må ikke gå bort fra det, der blev nævnt som første bemærk­ning fra Inuit Ataqatigiit side, nemlig det, at det er som om, man vil få det til at se ud som om, at vi vil straffe børnene, men tvært­imod vi vil give børnene en gave, hvor mange børn har så mange mulig­heder for at kunne blive rigere kultu­relt, således at de senere hen kan virke bedre som verdens­borgere. Det må modtages som en gave, og det er det flertallet i Lands­tinget skal sørge for. Det har vi altid understre­get.

 

Ove Rosing Olsen kom ind på dansksprogede elever i Nuuk, og så kom Lars Chemnitz med en bemærkning, om at danske elever får bedre udbytte af undervisningen. Faren ligger ud fra Inuit Ataqatigiit synspunkt i, at hvis det for­holder sig som Ove Rosing Olsen sagde, at dobbeltsprogede forældre får den bliver fristet til at placere børnene i dansksprogede klasser, for at de kan opnå et bedre udbytte af undervisningen.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Under debatten om sproget i undervisningen i den grøn­landske skole, der har jeg kommenteret forslaget fra Atassut og har  bakket forslaget op. Grunden til at jeg gerne vil have ordet igen, det er det, som Josef Motz­feldt sagde, at de mennesker der rejser som til­kaldt arbejds...., må på forhånd få at vide, hvilket forhold de rejser til, især når de har nogen skolesø­gende børn. Der er mange, der lever under sådanne forhold.

 

Før skoleloven blev til, er der nogen, der er rejst herop. Disse mennesker er rejst herop med en forhånds­viden om, hvilke muligheder børnene har i skolen. De er kommet herop for at arbejde i en be­stemt tidsperiode, og der er jo også nogen der har arbejdet udover den tidsperiode. Det er sådanne menne­sker Atassuts forslag vil give mulighed for dis­pensation for kommuner­ne, ud fra forældrenes ønske om at etablere dansksprogede klasser, og at denne mulighed bibeholdes. Vi behøver vel ikke at lægge en hel masse ting til forslaget.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Ansæt­telse af skole­lærere glemte jeg at kommentere, der vil jeg blot sige, bemærkningen forstås sådan, at kommunen slet ikke har nogen indflydelse i.f.m. an­sættelse af lærere i skolen.

 

Det forholder sig ikke helt således. Kommunen tager stilling til, om vedkommende lærer skal ansættes og sender en indstilling til Direktoratet for Kultur- og Undervisning. Det kan være sådan at man i.f.m. ansæt­telse har været uenighed om ansættelsen i kommunen, og det er først i sådan en situation, det er mini­steriet, der tager beslutning om ansættelse.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Jeg vil lige besvare Josef Motzfeldts udtalelser, det er vist ikke nødvendigt, at man påpeger overfor perso­ner, at de er gået væk fra deres faste stilling. Man kan jo også tænke som lærer selvom man ikke er ansat i skolen. Fordi det er ikke kun lærerne, der skal tage stilling til dette.

 

Lad mig sige som forældre, at det er forældrene, der har ansvaret for deres børn, ansvaret for børnenes fremtid, at hvis man sender vedkommende til et sted, hvor der anvendes et andet sprog..., at" jeg finder det forundrende, det er sådan, at uanset hvilke forældre, ligesom Tuusi (Josef Motzfeldt) nævn­te, han nævnte forskellige verdens­prog, som vi skal være samfundet sammen med, det er også sådan nogle borgere, der er ansvarlige for sine børn, der kan også sige sådan noget om sine børns fremtid, det er netop det," at forældre­nes ansvar ikke skal glemmes i denne lov. Lad os give dem den mulighed som Atassut har foreslået, at denne dispensationsmulighed kan bruges. Derfor opstår sådan nogle debatter, hvor man taler forbi hinanden. Når man får den paragraf med, så kan vi få et sted hvor vi kan samles, også rent lov­mæssigt.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

M.h.t. Ove Rosings udtalelse, er der interessant, men jeg mener, at for to år siden, da vi godkendte denne lov omkring integreret undervisning, og at de første­klas­ser som starter med integ­reret undervisning fra 1. august, så skal vi være glad for, at det bliver rea­liseret. Vi må have en sikker­heds­paragraf, og det er det, vi kan opnå ved at samarbej­de. Vi har allerede støbt fundamentet, og jeg kan også se, at samtlige landstings­medlemmer støtter dette.

 

Grunden til at jeg kom herop til er, at jeg har for­ståelse for at forslaget bliver genbehandlet i udval­get. Hvad med økonomien, vi skændes jo stadigvæk om økonomien, fordi det er blev udtalt,

 

" at hvis der kan indsættes sådan et, at sådan en ordning vil være at det bevillingerne der givet i dag ikke vil blive forhøjet, derfor mener jeg, at Siumuts ordførers indlæg og som har været .... dag i lang tid, at vi også ønsker fra Atassut, at det økonomiske aspek­ter også bliver frem­lagt og vurderet i udvalget, selv­følgelig skal vi også være interesseret i disse forhold også som udvalgsmed­lemmer."

 

 Lad mig også udtale til samtlige partier, at hvis man indfører Atassuts forslag, og dem der har reageret først, det er Siumuts og IA's lokalafdeling i Nuuk og kommunalbe­styrelsen. Jeg mener, at de personer, der allerede har set denne problematik kan man ikke vende ryggen. Derfor vil jeg endnu en gang indstille at vi kan opnå et kompromis her i debatten, således at man kan komme udover de problemer, der vil opstå.

 

 

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Uddannel­se og Forskning:

Jeg er glad for, at jeg nu kan forstå, at man har viljen til at mødes i udvalgsarbejdet omkring forsla­get, og jeg håber, at udvalgsmedlemmerne får et ud­bytterigt arbejde.

 

Fra Landsstyret lægger vi vægt på, at enkelte menne­sker, uanset om det er danskere, grøn­lændere eller andre folkeslag, at vi respekterer hinande, derfor skal vi også give samme muligheder for alle i Grønland. Vi må ikke forskelsbehandle ved at sige, at en bestemt gruppe personer kun skal være her i en bestemt årrække, og så skal de behandles anderledes her i Grønland.

 

Vi ved, at det mange gange er sådan, at tilkaldt ar­bejds­kraft har det formål at blive i Grønland. Det er ikke et særsyn, at de bliver udover de to år. Derfor ved vi, at det er meget svært at at lovgive ud fra det synspunkt.

 

Når man kommer til Grønland, så må man altså også integrere sig i for­holdene her i Grønland. Det samme gælder, når man rejser fra Grønland til andre lande. For de elever, der skal gå i skole i Grønland vil forskellen ligge i vores sprog og kultur. Udover integ­retionen i vores sprog og kultur får de en anden mulig­hed, for at de kan videreudvikle deres eget sprog. Denne mulighed findes ikke i mange andre lande. Det er dog at understre­ger, at vi respekterer andre udefra kommende mennesker.

 

Børn er meget lærernemme, derfor må vi altså behandle dem ens, og hvor der er mulighed for støtte, må vi altså give dem den fornødne hjælp og støtte. Tilslut vil jeg bemærke, at det centrale må være gensidig respekt. De udefra kommende må også respektere, at vi har vores eget sprog og kultur, og at vi lever ud fra dette, men at vi også gerne vil give andre muligheden for at udvikle sig her i Grønland.

 

Derfor må vi sige: vær sammen med os, integrer i os. Du kan lære af vores sprog og kultur, og du har også mulighed for at styrke dit eget sprog ved siden af. Jeg vil også understrege, at det må betragtes som en gave, ligesom Josef Motzfeldt sagde før. Vi har flere gange set, at forskelsbehandlingen kan skade. Betragtninger  m.h.t. selvværd især i frikvartererne kan der være forskellige grupper danske og grøn­landske børn, der kan være med til at skade hinanden. Det er sådan nogle ting, man skal tage med i overvejel­serne.

 

Jeg må lige understrege, at der har været afholdt forældremø­der, for de forældre, der har børn, der skal går i skole til efter­året. Jeg har ikke opfattet, at der har været nogen modstand mod den nye ordning, der kommer til at træde i kraft i.f.m. skole­årets start. Og  ende­lig skal jeg blot bemærke, at det må være en god gave, at vi ud fra vores sprog og kultur styrker vores selvværd, og at vi også har gode tilbud til de, der kommer ude fra.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

Jeg mener, at vi her fra Landstingets talerstol skal komme frem med korrekte ting. Konrad Steenholdt sagde i sit indlæg, at Inuit Ataqatigiits og Siumuts lokale afdelinger samt kommunalbe­styrelsen har været dem, der har arbejdet for at loven ændres. Det er korrekt. Før jul 93 - i løbet af december måned - der har skole­nævnet her i Nuuk rettet henvendelse til os, og ud fra den henvendelse fik debatten den drejning, at antallet af de dansksprogede elever, der kommer til at gå i skole efter sommerferien bliver så stort, at man måtte gøre noget ved det.

 

Dengang umiddelbart før jul, der blev der fremlagt nogle helt andre tal, hvor man sågar sagde, at de dansksprogede elever her i Nuuk ville udgøre over 50 pct. i forhold til de grønlandsk­sprogede. Derfor er det ikke underligt, at Inuit Ataqatigiits lokalafdeling har reageret, således som den gjorde. For faren ligger i, at antallet af dansksprogede elever bliver lige så stort som antallet af grønlandsk­sprogede. Selvfølgelig har Inuit Ataqatigiits lokalaf­deling villet afværge denne fare og reageret på den måde. Ved indskrivningen af elever til første klasse, der er det helt andre tal, det handler om. Nu siges det, at der kun er ca. 25 pct. dansksprogede elever.

 

Derfor mener jeg, at Konrad Steenholdts bemærkninger må gives tilbage til ham, fordi at vi skal komme med korrekte bemærkninger her fra talerstolen.

 

Mødeleder:

Således er drøftelsen af førstebehandlingen af Atassuts forslag til landstingsfor­ordningen om ændring af lands­tingsforordning nr. 10 af 25.okt. 1990 om folkeskolen færdig.

 

Sagen skal behandles i udvalget, som mødeleder vil jeg sige, at Landsstyrets forslag om nyt paragraf 12 ikke har noget imod, hvor­imod flertallet ikke går ind for Atassuts ændringsfor­slag. Derudover skal de faldende bemærkninger, især hvad økonomi angår, og at især Atassut ikke tror på de tal, der er fremlagt i svarno­tatet, under­søges nøjere.

 

Akulliit Partiiat kræver ligeledes, at lærerne skal forpligtes til at dygtiggøre sig, og at udvalget tager en vurdering om de økonomiske konsekvenser heraf, og jeg skal til udvalgets videre arbejde gøre opmærksom på, at nogen af de faldende bemærkninger angår andet end de muligheder, der ligger i selve forordningen. Kommunen laver en skoleplan indenfor forordningens rammer. Det er ukorrekt, som jeg ...... ikke har kunnet komme ind på, alle disse ting må tages med i betragt­ning i.f.m. udarbejdelsen af be­tænkningen i udvalget.

 

Således er første behandlingen af punkt 20 færdig, og inden det går over til anden behandling, skal den behandles i Kultur- og Undervisningsudvalget.

 

Inden vi går over til punkt 21, har jeg en meddelelse.

 

Som Landstingets medlemmer nok har lagt mærke til, har vi særlige gæster ved vort møde i dag, det er en dele­gation fra det nordvestlige Sibirien, der er kommet til vort land, som repræsen­tanter for et oprindeligt folk, for at se, hvordan vi har indrettet vores samfund.

 

Jeg er derfor stolt over, at kunne fremvise dette lands lov­givende samling i arbejde, og vil gerne på Tingets og egne vegne byde vore gæster rigtig hjertelig vel­kommen. Jeg håber, at I hos os får gode oplevelser, som kan være til glæde og nytte for jer, både mens I er her og når I er kommet hjem. Velkommen.

 

Inden vi går over til næste punkt på dagsordnen, skal jeg bede næstformanden af formandsskabet om at overtage ledel­sen af mødet.

 

Punktet sluttet kl.