Qeqertaq Prins Henrik
En ø i Nordøstgrønland opkaldes efter Hans Kongelige Højhed Prins Henrik og kommer til at hedde Qeqertaq Prins Henrik
Grønlands Stednavnenævn har efter forslag fra Grønlands Hjemmestyre ændret stednavnet på øen Île de France i Nordøstgrønland, så den fremover hedder Qeqertaq Prins Henrik efter Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.
Landstingsformand Jonathan Motzfeldt overrækker Grønlands Hjemmestyres gave til Hans Kongelige Højhed Prins Henrik ved en audiens den 8. juni 2004 i anledning af Prinsens 70 års fødselsdag den 11. juni 2004.
Under audiensen vil Landstingsformanden overrække en antikvarisk bog med optegnelser fra den fransk-belgiske ekspedition i 1905, Croisiére Oceanographique accomplie a bord de la Belgica dans la Mer du Grönland (Oceanografisk krydstogt ombord på Belgica i Grønlandshavet) af Louis Philippe Robert d´Orleans, udgivet i 1907.
Landstingsformand Jonathan Motzfeldt udtaler:
- Med dette initiativ ønsker Grønlands Hjemmestyre at bekræfte det varme venskab mellem det grønlandske folk og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik som repræsentant for det danske Kongehus.
Baggrund om Qeqertaq Prins Henrik
Qeqertaq Prins Henrik blev oprindeligt navngivet i forbindelse med en fransk-belgisk ekspedition i 1905 med det gode skib Belgica. Ekspeditionen, der ville sejle så langt nordpå i Grønlandshavet som det var muligt, blev iværksat af Hertugen af Orleans, og det videnskabelige arbejde havde fokus på oceanografi, geografi og arkæologi. Ekspeditionen kortlagde også området.
Qeqertaq Prins Henrik har påkaldt sig interesse i forbindelse med arkæologiske fund fra meget tidlige kulturer i Grønland. Ved Kap Sankt Jacques findes således en af de største ruinpladser i det østlige Arktis med fund fra såvel de palæo-eskimoiske folk Independence II og tidlig Dorset som fra Thulefolket.
Den første systematiske registrering af fund på Qeqertaq Prins Henrik er foretaget af Danmarks-Ekspiditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 - 1908.
I forbindelse med Eigil Knuths arkæologiske undersøgelser i Pearyland og tilstødende områder besøgte han første gang på slæderejsen i 1938 sammen med Eli Kristiansen Qeqertaq Prins Henrik. Knuth foretog optegnelser og udgravninger på øen i både 1938 og 1939. Han blev så fascineret af stedets arkæologiske skatte, at han i 1987 vendte tilbage for at konstatere, at hans oprindelige fund fra tidlige bopladser kun udgjorde en meget lille del af øens samlede arkæologiske skatte. Knuth vendte derfor tilbage til øen både i 1988 og 1989 for yderligere at afdække enkeltheder om øens beboere og deres liv gennem tiderne.
For yderligere oplysninger kontakt landstingsformand Jonathan Motzfeldt på telefon +299 34 61 05 eller mobil +299 55 37 01.