Færøernes, Grønlands og Ålands stilling i samarbejdet på dagsordenen under Nordisk Råds session
Færøerne ansøgte i 2003 om selvstændigt medlemskab af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Spørgsmålet om de selvstyrende områders stilling og rolle i det officielle nordiske samarbejde tages i år op i debatten på Nordisk Råds session onsdag den 1. november 2006 kl. 9-11.
Sessionens plenarforhandlinger udsendes på tv direkte af DR2 tirsdag den 31. kl. fra 14.15 til 17 og den sidste 1½ time forskudt, og onsdag fra kl. 9 til 17.
Josef Motzfeldt, Landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggender, Inuit Ataqatigiit fremlagde den 18. oktober 2006 Landsstyrets "Nordiske redegørelse 2006" overfor Landstinget, med ønsket om en åben diskussion i tinget om landsstyrets aktuelle nordiske politik.
Det centrale punkt i Landsstyrets arbejde i Nordisk Ministerråd i 2006, har været spørgsmålet om en styrkelse af de selvstyrende områders deltagelse i det nordiske samarbejde. Punktet indeholder både spørgsmål om indretning af Nordisk Ministerråds samarbejde, og spørgsmål der vedrører parlamentarikernes deltagelse i Nordisk Råd. I redegørelsen oplister landsstyret tre muligheder for Grønlands fremtidige status i det nordiske samarbejde:
1. At man accepterer den nuværende status,
2. At man arbejder for øget kompetence for de selvstyrende områder inden for den eksisterende Helsingfors aftales rammer, eller
3. At man arbejder for øget kompetence gennem ændring af den eksisterende Helsingfors aftales rammer.
I den efterfølgende debat tilsluttede alle partierne sig arbejdet for en øget kompetence og styrkelse af de selvstyrende områders deltagelse i det nordiske samarbejde.
Kim Kielsen, Siumuts ordfører og den ene af de to grønlandske medlemmer af Nordisk råd, havde følgende bemærkninger. "Siumut støtter fuldt ud vore færøske venner i deres ønske om fuldt medlemskab i Nordisk Råd, i det behandlingen af den må antages at give nogle klare pejlemærker for den fremtidige status for alle de selvstyrende områder, herunder Grønland, i Nordisk Råd."
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiits ordfører og det andet medlem af
Grønlands 2 medlemmer af Nordisk Råd, udtalte ".. at de selvstyrende områder i medfør af Helsingfors aftalen ikke er sikret fast plads i præsidiet og i kontrolkomiteen." Samt ".. at det er afgørende for demokratiets overlevelsesevne, at politiske organer valgt på et demokratisk grundlag som udgangspunkt råder over lige rettigheder og således også har lige adgang til at indgå og deltage i politiske diskussioner og beslutningsprocesser. Der er behov for nye demokratiske værktøjer og det er vores opfattelse, at Norden også folkeretligt bør være en forgangsregion som også tør åbne op for et fuldt ligeværdigt samarbejde og partnerskab med de selvstyrende områder Grønland, Åland og Færøerne."
Hvad angår Nordisk Ministerråd, sagde Inuit Ataqatigiits ordfører, at en ændring af Helsingfors aftalen er mulig og forenelig med folkeretten. "Vi mener derfor at Grønland som minimum kan gøres til selvstændig part i Nordisk Råd, og til selvstændig part i Nordisk Ministerråd i det omfang og på de områder, hvor Grønland har overtaget den fulde lovgivningsmæssige kompetence fra Danmark. På dette punkt er vi derfor enige med Landsstyret i deres anbefaling og mener i øvrigt, at dette også er i overensstemmelse med koalitionsaftalen. Inuit Ataqatigiit mener derfor, at dette bør være det vigtigste budskab som Landsstyret og Landstingets repræsentanter i Nordisk Råd bør fremføre under Nordisk Råds Session i København i næste måned."
Angående det parlamentariske samarbejde i Nordisk Råd, udtaler Johan Lund Olsen, at her er et selvstændigt medlemskab langt mere ukompliceret og at der bør arbejdes for at de selvstyrende områder sikres fast repræsentation i Nordisk Råds Præsidium og i Kontrolkomiteen, samt at de selvstyrende områder bør sikres en mulighed for helt eller delvis at påtage sig at løfte et Præsidenthverv og om nødvendigt et Formandskab på Ministerrådssiden.
Landstingets delegation til Nordisk Råds session 2006
Johan Lund Olsen, medlem
Manasse Berthelsen, partisekretær
Kim Kielsen, medlem
Jenseeraq Poulsen, partisekretær
Jakob Hartmann Hansen, delegationssekretær
Jonathan Motzfeldt, Landstingsformand
Deltager både som Landstingsformand og Formand for Vestnordisk Råd, der har observatørstatus til Sessionen.
Dorthie Lyberth, Formandssekretær
Anja Hynne Nielsen, delegationssekretær, Vestnordisk Råd
For yderligere information om samarbejdsområderne i det nordiske samarbejde læs under nanoq.gl/ Grønlands Landsting / Landstingssamlinger / Efterårsamling 2006 / Dagsordenspunkter og behandlingsdato 2006 / Redegørelser og beretninger
Læs mere om Nordisk Råds sessionsprogram på www.norden.org/session2006
For yderligere information:
Johan Lund Olsen, tfl. 34 62 63, e-mail: johan@gh.gl
Kim Kielsen, tlf. 34 62 27, e-mail: kiki@gh.gl