Fokus på anlægsområdet
Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg sætter fokus på anlægsområdet
Landsstyrets årlige redegørelse for Anlægs- og Renoveringsfonden er på Landstingets dagsorden den 19. maj. Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg finder det relevant at sætte yderligere fokus på området og har inviteret resten af Landstingets medlemmer til Udvalgets mini-seminar om Anlægsområdet tirsdag den 4. maj.
Formålet med mini-seminaret er at give deltagerne et mere uddybende kendskab til Anlægs- og Renoveringsfonden og de forhold, der gør sig gældende ved udførelsen af anlægsopgaver i forbindelse med Finansloven.
Landstingets medlemmer hører i deres virke som politikere ofte om problemer med dårlig koordineret planlægning inden for anlægs- og renoveringsområdet. På mini-seminaret får de bl.a. mulighed for at høre, hvilke initiativer der er taget for at løse disse problemer.
Blandt oplægsholderne er en række embedsmænd fra Direktoratet for Infrastruktur og Boliger samt repræsentanter for kommunerne og byggerådgivningsbranchen.
Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg håber, at mini-seminaret vil være med til at bibringe deltagerne et bedre oplysningsgrundlag og dermed berige den kommende debat om Landsstyrets forventede redegørelser om trafik, landsplanlægning samt Anlægs- og Renoveringsfonden.
Med venlig hilsen
Agathe Fontain
Formand for Landstingets Infrastruktur- og Boligudvalg
Yderligere oplysninger:
Udvalgssekretær Stefan Knudsen tlf. 34 61 23