Formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen mødtes med de vestnordiske parlamentsformænd

14.06.2017

Formanden for Inatsisartut mødtes i dagene 12.-14. juni med sine kollegaer, Altingets formand Unnur Brá Konráðsdóttir og Lagtingets formand Páll á Reynatúgvu, i Nuuk, for at afholde det årlige møde mellem de vestnordiske parlamentsformænd.

 

På mødet drøftede formændene de fælles samarbejdsrelationer mellem de tre lande. Vestnordisk Råd har opnået observatørstatus i Arktis Råd i maj måned, og med Arctic Circle netværket er der i de seneste år kommet en ny og anderledes samarbejdsplatform til for parlamentarikere med fokus på den internationale dialog om Arktis.

 

Under opholdet i Nuuk har formændene ligeledes besøgt Færingehavn og Nordafar.

 

Formanden udtaler om samarbejdet mellem de tre landes parlamentsformænd:

 

Det er en berigelse for det parlamentariske samarbejde med de årlige møder, hvor formændene udveksler aktuelle informationer om det politiske arbejde i hvert land, og hvor de tre formænd kan hente inspiration til det parlamentariske samarbejde landene imellem.

 

Eksempelvis skal Vestnordisk Råd, som noget nyt, afholde sine årsmøder i de tre landes parlamenter. Det første årsmøde skal afholdes i Altinget i Reykjavik i dagene 31. august-1. september. Det næstfølgende årsmøde afholdes i Lagtinget i 2018, og i 2019 vil årsmødet blive afholdt i Inatsisatut.