Forslag om hjemtagelse af arbejdsmiljøområdet søges udskudt til Forårssamlingen 2018

11.05.2017

Erhvervs-og Råstofudvalget støtter principielt op omkring arbejdet med hjemtagelser af sagområder fra Staten. Imidlertid bør hjemtagelser foregå politisk koordineret og efter en samlet plan og prioritering. På efterårssamlingen i 2015 vedtog et enigt Inatsisartut et beslutningsforslag fra Aqqaluaq B. Egede, der pålagde Naalakkersuisut at udarbejde en redegørelse senest til forårssamlingen 2018 om hjemtagelser af sagsområder fra Staten.

 

Den kommende redegørelse skal beskrive og rangordne hvilke sagsområder, der bør hjemtages først og desuden beskrive de administrative og økonomiske sammenhænge ved hjemtagelsen.

 

Det er udvalgets vurdering, at den kommende redegørelse kan give Inatsisartut et politisk prioriteringsredskab når kommende hjemtagelser skal drøftes og vurderes. Erhvervs-og Råstofudvalget har i dette lys drøftet pkt. 25 Forslag til: Inatsisartutbeslutning om Grønlands Selvstyres overtagelse af den del af sagsområdet arbejdsmiljø, som vedrører arbejdsmiljø på land og det dertil tilhørende lovforslag pkt. 24.   

 

Erhvervs- og Råstofudvalget har besluttet, at udskyde sin stillingtagen til en hjemtagelse af arbejdsmiljøområdet indtil hjemtagelsen af dette sagsområde er indarbejdet i redegørelsen og politisk og økonomisk prioriteret i forhold til andre sagsområder. Redegørelsen forventes til forårssamlingen 2018. 

 

Erhvervs- og Råstofudvalget mener, at de beslutninger Inatsisartut pålægger Naalakkersuisut skal efterleves. Det til Inatsisartut nu fremsendte beslutningsforslag og lovforslag om hjemtagelse af arbejdsmiljøområdet er både politisk og administrativt i uoverensstemmelse med den beslutning et enigt Inatsisartut tog på Efterårssamlingen i 2015, hvor Inatsisartut ønskede en redegørelse om hjemtagelser. 

 

 

Peter Olsen

 

Formand for Erhvervs- og Råstofudvalget

 

 

For yderligere oplysninger kan udvalgets formand Peter Olsen kontaktes på mobil +299 48 66 88.