Fortjenstmedalje i sølv
En forkæmper for inuits rettigheder, den nu afgåede præsident for ICC Sheila Watt-Cloutier modtog fortjenstmedaljen Grønlands Hjemmestyres Nersornaat i sølv d. 13. juli 2006 i forbindelse med afslutningen af ICC's 10. Generalforsamling i Barrow, Alaska.
Sheila Watt-Cloutier modtog fortjenstmedaljen Nersornaat i sølv for blandt andet sin utrættelige kamp for Inuits menneskerettigheder og for at gøre verden opmærksom på, at de rige landes forsatte udledelse af drivhusgasser truer Inuits kultur og eksistensgrundlag.
Hun har som præsident for ICC formået at sætte Inuit og de arktiske folkeslag på den internationale dagsorden og har med stor effekt henledt opmærksomheden på Inuits situation.
Suppleant for 1. Næstformand i Landstingets Formandskab, Landstingsmedlem Ane Hansen overrakte på vegne af Grønlands Hjemmestyre fortjenstmedaljen Nersornaat i sølv til Sheila Watt- Cloutier.