Great Greenlands import af Canadiske sælskind

06.01.2006

Great Greenlands import af Canadiske sælskind

Finansudvalget har på sit møde den 6. januar 2006 drøftet den i pressen verserende sag vedr. Great Greenlands import af canadiske sælskind.

 

Udvalget har på baggrund af drøftelsen fundet behov for at fremføre en række bemærkninger og samtidig stille en række spørgsmål til Landsstyret af opklarende karakter.

 

Det er fremgået i Politiken, at canadiske dyreværnsfolk vurderer, at 44 procent af de 320.000 canadiske sæler, der blev dræbt i 2005, blev dræbt med køller og ishakker. Det fremgår videre, at mindst 5 procent af sælerne blev flået levende. Finansudvalget skal indledningsvis tage kraftigt afstand fra denne aflivningsmetode, der kun kan betegnes som langsommelig og barbarisk!

 

I fald oplysningerne i Politiken er korrekte, skal Finansudvalget kraftigt opfordre Landsstyret til at anmode den canadiske regering om at gribe ind over for denne uanstændige form for dyreaflivning.

 

Finansudvalget konstaterer, at Landsstyret i dag har besluttet at Great Greenland A/S med øjeblikkelig virkning skal indstille importen af canadiske sælskind. Finansudvalget bakker fuldt op om denne beslutning. Finansudvalget finder, at denne beslutning som minimum bør forblive i kraft, indtil det med sikkerhed kan garanteres, at det er udelukket, at Grønland importerer skind fra sæler, der er aflivet på inhuman vis. 

 

Finansudvalget skal samtidig bemærke, at sæler i Grønland ikke aflives med køller eller ishakker, men derimod primært ved skydning. Endvidere anvendes sædvanligvis ikke blot sælens skind, men også kød, spæk etc. i fødevareproduktionen i Grønland.

 

Finansudvalget har anmodet Landsstyret om en fyldestgørende redegørelse for hele denne sag. Det ønskes i redegørelsen oplyst, hvorvidt Landsstyret og Great Greenland har haft en kendt og klar politik om ikke at importere skind fra sæler, der var aflivet på anden vis end ved skydning. Udvalget har anmodet Landsstyret om at oplyse, hvorledes Landsstyret vil sikre Grønlands internationale renommé og Great Greenlands skindeksport.

 

Finansudvalget konstaterer endvidere, at KNR 6. januar 2006 har citeret Great Greenlands direktør for, at sældrabene med køller foregår i St. Lawrence-bugten. Det fremgik af samme interview, at Great Greenland kun importerer skind fra et område, der bliver kaldt The Front. Finansudvalget konstaterer imidlertid, at Great Greenland i et notat fra Direktoratet for Fiskeri og Fangst af 22/9 2005 fremhævede netop betydningen af sælfangsten i St. Lawrence bugten i forbindelse med importen af sælskind til Grønland. Finansudvalget har anmodet om Landsstyrets uddybende kommentarer til denne problemstilling medtages i den ønskede redegørelse. Udvalget skal ikke undlade at bemærke, at det bør have alvorlige konsekvenser for de ansvarlige i bestyrelsen og direktionen i Great Greenland, såfremt der på nogen måde har været spillet hasard med Grønlands renommé i denne sag.

 

For yderligere oplysninger kan Finansudvalgets medlemmer kontaktes på følgende mailadresser og telefonnumre:

 

Ellen Christoffersen (Formand) tlf.: +299 48 26 72 eller e-mail ekri@gh.gl.

Tommy Marø (næststormand) tlf.: +299 54 84 88 26 72 eller e-mail toma@gh.gl.

Jens Lars Fleischer tlf. +299 54 91 60 eller e-mail jefe@uummannaq.gl

Johan Lund Olsen tlf. +299 55 54 85 eller e-mail johan@gh.gl

Lene Knüppel tlf. +299 49 11 66 eller e-mail lekn@gh.gl.

Esmar Bergstrøm (Suppleant for Lene Knüppel) tlf. +299 55 33 80 eller e-mail  esmar@gh.gl

 

 

 

 

 

Ellen Christoffersen

Formand for Finansudvalget