Inatsisartut har egen COP15 delegation
Når klimatopmødet COP15 i København starter i dag, har Inatsisartut sin egen delegation med på mødet.
Frednings- og Miljøudvalget deltager med to af udvalgets fem medlemmer i COP15-arrangementet. COP15 afvikles fra den 7. til 18. december 2009 og er opdelt i to perioder, hvor den første løber i dagene 7. til 12. december og den anden i dagene 14. til 18. december 2009.
Akitsinnguaq Olsen fra Siumut deltager i dele af den første periode, mens Jane Petersen fra Inuit Ataqatigiit deltager i de sidste fire dage af COP15. Herved deltager både koalitionen og oppositionen fra Inatsisartut i dette helt afgørende klimatopmøde.
Frednings- og Miljøudvalget har anmodet de deltagende medlemmer om at fokusere på debatterne, oplysningerne og udtalelserne i relation til, at kunne fastholde og udvikle erhvervsfremme i en tid og i områder præget af markante klimaforandringer. Derudover er udvalget interesseret i fødevareforsyningen i relation til klimaforandringer og de udfordringer der ligger på dette område.
De to deltagende mdlemmer vil have mulighed for at bevæge sig rundt mellem de mange sideevents, der kører sideløbende med de egentlige forhandlinger. Akitsinnguaq Olsen og Jane Petersen får således mulighed for at deltage i COP15-programmet for de cirka 40 deltagende fra det danske Folketing, herunder deltagere fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. De to medlemmer af Inatsisartut skal endvidere være i løbende dialog med delegationen fra Naalakkersuisut, som har Kuupik Kleist som formand i spidsen.
Under COP15-møde vil også Nordatlantens Brygge være arrangør og vært for en række sideløbende events, som de deltagende fra Inatsisartut også har mulighed for at deltage i.
Kontaktperson for yderligere oplysninger:
Udvalgsformand Naaja Nathanielsen, nana@inatsisartut.gl, tlf. 29 57 04